Det norske Folks Historie/3/90
Den Uenighed mellem de tre kongelige Brødre, til hvilken der allerede længe, især efter de ældre Raadgiveres Død sporedes alt for umiskjendelige Sem, og mod hvis skadelige Virkninger man havde søgt at sikre Kirken ved at skaffe Domkapitlerne de nysnævnte Indrømmelser fra Kongemagtens Side, kom snart til aabenbart Udbrud. Først havde man, som det sædvanligt plejede at skee, gjensidigt forfulgt hinandens Tilhængere, men det varede ikke længe, førend Kongerne selv stode fiendtligt over for hinanden. Svin den første Begyndelse til den hele Række af Fiendtligheder kan man egentlig regne Ottar Birtings Drab, thi uagtet der ej udtrykkeligt fortælles noget om, at dette blev hevnet af Kong Inge eller hans Mænd, maatte det dog stille ham i et yderst spendt Forhold til Kong Sigurd, og man kan neppe tvivle paa, at en eller anden Gjengjeldelse fra hans Side fandt Sted. Da alle tre Konger ikke samtidigt kunde fejde mod hinanden, men enten kun to ad Gangen, eller saaledes at de tvende holdt sammen mod den tredie, ordnede Forholdet sig af sig selv paa den Maade, at Sigurd og Inge, mellem hvilke Fiendskabet var størst, ogsaa aller først kom i aabenbar Strid, medens derimod den kloge Eystein snart holdt med den ene, snart med den anden, eftersom det var ham fordeelagtigst, ja endog en Tidlang, som det synes, aldeles ikke blandede sig i Brødrenes Tvistigheder, men derimod kun varetog sine egne Anliggender, og ventede paa det belejlige Øjeblik til at skride ind. Vi have saaledes seet Eystein optræde, i det mindste tilsyneladende, som den, der paatalede Ottar Birtings Drab mod Sigurd; men han forfulgte ikke Sagen til det yderste, og af den Omstændighed, at Kardinal Nikolaus var misfornøjet med ham og Sigurd, medens han derimod erklærede sig tilfreds med Inge, skulde man næsten formode, at hine allerede da havde nærmet sig hinanden og begyndt at lægge Raad op mod denne. Det Forlig, der sluttedes mellem dem og Kardinalen, maatte,tillige være et Forlig mellem alle tre Konger indbyrdes, thi han har neppe meddeelt dem sin Tilgivelse uden at have modtaget deres Løfte om at holde Fred og Enighed, og det er ikke engang tænkeligt, at de alle tilsammen kunde have overværet Modet og Festlighederne i Nidaros, uden efter at et saadant Forlig først var kommet istand. Hvad Sigurd og Inge toge sig for, strax efter Kardinalens Afrejse, nævnes ingensteds; sandsynligviis er Inge dragen til Bergen eller Gulathingslagen, hvor han i Agmund Drengs Tid meest synes at have opholdt sig, medens Sigurd forblev i Throndhjem. Eystein derimod drog til Viken, hvor han, rimeligviis ved sin Gjerrighed og sine Udsugelser, kom i Uenighed med Indbyggerne paa Hisingen og i Rimeland[1], hvilke endog grebe til Vaaben. Men han overvandt dem ved et Sted, kaldet Leikberg[2], og herjede derpaa faa eftertrykkeligt paa Hisingen, at Oprørerne ganske faldt til Fode, betalte store Summer i Bøder, og stillede Gisler til Pant paa deres fremtidige Troskab (1153). Strax efter, maaskee ved Efterretningen om at Ragnvald Jarl omsider havde tiltraadt sit Korstog og forladt Orknøerne, gjorde Eystein det allerede ovenfor beskrevne Tog, paa hvilket han ej alene tvang Harald Jarl til at aflægge sig Lenshylding, men ogsaa herjede langs Skotlands og Englands Kyster. Kort efter at han var kommen hjem, rejste der sig atter Uenighed mellem ham og Sigurd, fordi denne, som det heder, havde ladet dræbe en af Kong Eysteins. Hirdmænd, en vis Harald vikverske, der ejede Huus i Bergen, samt Presten Jon Bjarnessøn, der ligeledes synes at have hørt til Eysteins Hird. Aarsagen hertil angives ej; vi erfare kun heraf, at Sigurd paa den Tid (Sommeren 1154) opholdt sig en Stund i Bergen, et Tegn paa, at Agmund Dreng da var død, og at Gregorius Dagssøns Vælde var begyndt, hvilket ogsaa noksom viser sig af det følgende. Men det var ikke belejligt for Eystein og Sigurd, der, som mindre anseede end Inge, havde fleest Interesser fælles, at være længe i Uenighed med hinanden. Der aabnedes Underhandlinger mellem dem, — rimeligviis først fra Eysteins Side —; og de aftalte et Forligsmøde paa Oplandene den først kommende Vinter. Dette viser, at Sigurd da maa være vendt tilbage igjen til Throndhjem, siden Mødet skulde skee paa Oplandene, midtvejs mellem Throndhjem og Viken, hvor Eystein fremdeles opholdt sig. Ved dette Møde kom nu ej alene et Forlig istand mellem dem, men de havde ogsaa meget langvarige, hemmelige Samtaler, af hvis Resultater man kun fik saa meget med Vished at vide, at alle tre Brødre skulde samles i Bergen den følgende Sommer. Men det hed og, at de skulde have aftalt aldeles at berøve Kong Inge hans Magt, og alene at tilstaa ham to eller tre Gaarde med faa meget Gods at han kunde holde 30 Mand om sig, da han nemlig, som det hed, ikke havde Helse til at være Konge. Dette kom Kong Inge og Gregorius for Øre. De droge til Bergen, for at komme de andre i Forkjøbet, og samlede mange Folk omkring sig. Der siges for Resten ikke, hvor de strax forud opholdt sig; kun heder det, at de kom nordenfra[3]. Gregorius havde alene for sin Part to Langskibe og over 90 Huuskarle, hvis Fortæring han alene sørgede for; han holdt dem, siges der, hedre end andre Lendermænd holdt sine Huuskarle, da han aldrig drak i nogen Skytningsstue, uden at lade dem drikke med. Kort efter kom Sigurd, ligeledes nordenfra, men med meget færre Folk: han maa saaledes have været uvidende enten om Inges og Gregors Ferd, eller om deres Forberedelser til at afværge den truende Fare. Da Sigurd var kommen, lod Kong Inge strax blæse til Things ude paa Holmen. Her mødte begge Konger og en talrig Mængde. I Følge med Inge var Gregorius, med forgyldt Hjelm paa Hovedet, og ledsaget af sine Huuskarle, der ligeledes alle vare hjelmede. Kong Inge stod op, sagde hvad han havde hørt om de Raad, hans Brødre skulde have lagt op imod ham, og bad Folket staa ham bi. Den forsamlede Mængde tilkjendegav ham sin Hengivenhed, og tilsagde ham Hjelp. Da rejste Sigurd sig, og sagde, at hvad Kong Inge havde ytret om hans og Kong Eysteins Planer, var aldeles ugrundet, og alene et Opspind af Gregorius. Men han haabede, sagde han, at det ej skulde vare længe, for-end de mødtes saaledes, at han nok skulde faa den forgyldte Hjelm til at rulle i Støvet: i alle Fald skulde de ikke længe leve begge samtidigt. Gregorius svarede: „jeg tror ikke, Kong Sigurd, at du behøver at længes saa meget efter et Møde, hvor det kommer til Strid mellem os: jeg er dertil beredt, naar du vil.“
Faa Dage efter blev en af Gregorius’s Huuskarle dræbt ude paa Gaden af en Huuskarl i Sigurds Tjeneste. Allerede da vilde Gregorius an-I gribe Sigurd, men undlod det dog paa Kong Inges og mange andres Forestillinger. Men endnu samme eller en følgende Aften, Fredagen den 10de Juni,[4] da Dronning Ingerid gik fra Aftensang, blev en af Kong Inges Hirdmænd, ved Navn Sigurd Skrudbyrna, en Veteran, der havde tjent mange Konger og var særdeles afholdt, dræbt saa godt som for hendes Fødder af trende blandt Sigurds Hirdmænd, og, som man almindelig antog, efter hans Tilskyndelse. Ingerid ilede strax, højst opbragt, til sin Søn Kong Inge, fortalte ham Drabet og sagde at han alt for længe vilde være en liden og daarlig Konge, hvis han ikke foretog sig noget, naar hans Hirdmænd slagtedes som Sviin, den ene efter den anden. Inge blev vred over denne Bebrejdelse; men under Ordvexlingen mellem ham og hans Moder derom, tone Gregorius ind, iført Hjelm og Brynje, og bad ham ikke vredes, da hun kun sagde, hvad sandt var. „Nu,“ sagde han, „er jeg kommen hid for at staa dig vi, dersom du vil anfalde Kong Sigurd; her nede i Gaarden har jeg over hundrede af mine Mænd, alle fuldt bevæbnede og rede til, med mig at angribe dem fra den Kant, hvor de andre finde det farligst.“ De fleste Tilstedeværende fraraadede et saadant Angreb, og sagde at .Kong Sigurd vistnok vilde udrede Bøder for sin Forseelse. Da Gregorius hørte disse Betænkeligheder, sagde han til Kongen: „De plukke den ene fra dig efter den anden; først dræbte de min Huuskarl for lidt siden, og i dette Øieblik din Hirdmand; næste Gang kommer Raden til mig eller hvilken som helst anden Lendermand, de finde sig meest tjente ved at rydde af Vejen,saa længe de see, at du lægger Hænderne i Skjødet; og naar da dine Venner ere dræbte, gaar det endelig ud over dig selv, hvem de da afsætte fra Kongedømmet. Hvad nu end dine øvrige Lendermænd beslutte sig til, saa vil ikke jeg roligt vente, til jeg bliver slagtet som et Naut, og endnu i denne Nat skulle Kong Sigurd og jeg snakkes ved herom, hvorledes end Udfaldet bliver. Det maa jeg dog sige, at vel er du ilde stedt for din Vanhelses Skyld, men liden Vilje har du ogsaa til at opretholde dine Venner. Jeg er ganske færdig til at gaa lige herfra mod Sigurd: mit Merke vajer allerede ude i Gaarden.“ Dette virkede. Inge stod op, forlangte sine Vaaben, bad alle dem, der vilde følge ham, at bevæbne sig, og sagde at det nu ikke længer nyttede at fraraade ham Angrebet: længe nok havde han viist sig overbærende, men nu skulde Staalet afgjøre Sagen. Kong Sigurd, der sad og drak i Sigrid Sætas Gaard, bevæbnede sig vel, men troede dog ikke at der vilde skee noget alvorligt. Tvertimod blev han nu angreben fra fire Kanter. Kong Inge gik imod Gaarden ovenfra Smedeboderne, hans Stiffader, Arne Kongsmaag, ude fra Sandbro, Aslak Erlendssøn, den nys hjemkomne Korsfarer,[5] fra sin Gaard, og Gregorius, efter Løfte, fra Gaden, hvor Angrebet var forbundet med størst Fare.[6] Kong Sigurd og hans Mænd søgte op i Loftet eller det øvre Stokverk, og skøde ud fra Loftsgluggerne; de brøde Ovnene ned og brugte Stenene, hvoraf de vare opmurede, til at kaste ned paa Fienden. Men Gregorius og hans kjekke Huuskarle endsede ingen Fare; de hug Porten op, kom ind i Gaardsrummet, og begyndte at hugge sig ind i Huset. Der i Porten faldt den ovenfor omtalte Einar, Laxe-Paals Søn; ved denne Lejlighed blev ogsaa en af Sigurd Skrudhyrnas Drabsmænd, ved Navn Hallvard Gunnarssøn, truffen af en Piil eller et Spyd oppe i Loftet, og, heder det, ikke en eneste beklagede hans Død. De fleste af Sigurds Mænd tabte nu Modet, forlode ham og bade om Grid. Kong Sigurd gik frem paa en Loftssvale og gjorde Miner til at ville tale, men man kjendte ham paa hans forgyldte Skjold, og vilde ikke høre ham. En heftig Pileregn fordrev ham derfra, og da han nu saa sig forladt af sine Folk, medens Angriberne allerede næsten havde banet sig Indgang i Huset, besluttede han at vove sin ud og opsøge Kong Inge, før at overgive sig paa Naade og Unaade til ham. En Hirdmand, ved Navn Thord Huusfreyja, hjemmehørende i Viken, ledsagede ham. Sigurd raabte, at han kom for at hede Kong Inge om Grid, men han var omringet, stiles der,[7] af Mænd, som tørstede efter Hevn for deres vanærede Hustruer, og saavel han som Thord bleve strax nedhugne. Thord faldt med megen Berømmelse. Da vare mange saavel af Sigurds som af Inges Mænd faldne, men kun fire.af Gregorius’s Flok. Der blev og kæmpet, især med Skudvaaben, imellem begge Kongers Tilhængere nede paa Bryggerne og ude paa Skibene. Men Inges og Gregorius’s Sejr var fuldstændig. To eller tre Dage senere kom Eystein østenfra Viken med 30 Skibe, medbringende Kong Sigurds Søn, den syvaarige Haakon. Han vovede sig ikke strax ind til Byen, men lagde sig i Florevaag ved Askøen. Flere søgte nu at stifte Forlig mellem Brødrene, og gik fra den ene af dem til den anden. Men Gregorius vilde derimod at man strax skulde angribe Eystein: bedre Leilighed dertil, meente han, vilde neppe tilbyde sig, da man nu havde Folk nok; Kongen selv behøvede ikke engang at være med. Heraf blev dog intet, da de fleste fraraadede det, og Kongerne droge, nogenledes forligte, som det hed, men uden at have haft nogen personlig Sammenkomst, hver sin Vej, Eystein tilbage til Viken, og Inge til Throndhjem.[8]
Kong Sigurd var, da han faldt, kun 21 Aar gammel. Hans Død kan neppe have vakt synderlig Beklagelse; dertil havde hans Charakteer været for uelskværdig, og hans Virksomhed som Regent for fattig paa sande Fortjenester. Ikke engang hans egne Hirdmænd synes at have næret nogen synderlig Hengivenhed for ham, thi ved den sidste Kamp faldt de fleste snart fra, eller, hvad der omtrent kommer ud paa det samme, overgave sig til Angriberne paa Naade og Unaade. Hans Lig blev, ligesom Faderens, begravet ved den lille Christkirke ude paa Holmen. Hans Sønner, der alle overlevede ham, ere forhen omtalte, paa den merkeligste nær, Sverre, hvorom der i det Følgende vil blive Tale.
- ↑ De kaldes i Sagaerne Remir, Renir, Reinir; der bør vistnok læses Remir og dette forklares ved Indbyggerne i Rimelands (nu Romelands) Sogn strax nordenfor Kongehelle.
- ↑ Leikberg, der nævnes i Einar Skulessøns Vers derom, Inge Haraldssøns Saga Cap. 19, har man antaget for Lexby paa Hisingen. Det synes dog snarere at maatte søges i Romelands Sogn.
- ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 24 Snorre Cap. 27. Rimeligviis have baade Sigurd og Inge opholdt sig i Thrøndelagen.
- ↑ Uge- og Maanedsdagen (Fredag, 14 Dage før St. Hans), angives udtrykkeligt i Sagaerne, til god Støtte for Tidsregningen, da Angivelsen kun passer paa 1155, hvilket Aar ogsaa af andre Beregninger viser sig som det rette.
- ↑ Om Aslak, se ovenf. S. 810. Hans Deeltagelse i Kampen mod Sigurd viser altsaa, at Korsfarerne vare komne hjem før denne Tid.
- ↑ Af denne Beskrivelse over den Kant, fra hvilken hver af de fire Hovedangribere anfaldt Gaarden, sees der at denne maa have ligget omtrent midt i Byen. Smedeboderne laa i den øvre Gade, altsaa mod Øst, Sandbroen i Nord. Gregorius’s Angreb skede fra Hovedgaden, eller vestenfra.
- ↑ Nemlig af Saxo S. 790.
- ↑ Inge Har. Saga, Cap. 24, 25. Fagrskinna, Cap. 260.