Det norske Folks Historie/4/111

Uagtet kun saa kort Tid var hengaaet efter at Haakons Berettigelse til Tronen var bleven formelig anerkjendt, og han selv havde faaet frie Hænder til at føre Regjeringen, viste han dog allerede nu, at det var hans alvorlige Agt at overholde Rigets Værdighed lige overfor fremmede Magter, og ikke at taale nogen Fornærmelse af disse eller deres Undersaatter. Af Danmark havde han paa denne Tid, da Kong Valdemar sad fangen, intet at frygte, men af Sverige derimod desmere, da de, som nu stode ved Roret her, vare ham intet mindre end gunstigt stemte. Kong Jon Sverkessøn var død, endnu kun l Aar gammel, i Aaret 1222, og med ham uddøde Sverke Kolssøns Æt; den eneste, om hvilken der kunde være Tale som hans Efterfølger, var Kong Erik Knutssøns og Dronning Richizas, (Valdemar den 2den Systers) sexaarige Søn Erik, der ligeledes var eneste mandlige Ætling af Erik den helliges Æt, altsaa den eneste Kongebaarne i hele Sverige; derfor blev han ogsaa tagen til Konge, skjønt han ej alene var et Barn, men dertilmed halt, læsp og klejsende i Mælet. Men des bedre Udsigt havde Magnaterne i Riget til en lang Formynder-Regjering, under hvilken de kunde raade. Disse Magnater vare, foruden Biskopperne, især de mægtige Folkunger, der vare beslægtede med begge Kongehuse, og Under Eriks lange Regjeringstid ganske tilreve sig Magten. Blandt dem nævnes paa denne Tid Knut, Søn af Holmger hvilken allerede Kong Knut Erikssøn kaldte sin Frænde[1], Æskil Lagmand, Sune Folkessøn, gift med Elin, Kong Sverkes Datter, hvilken han skal have bortført fra Vreta Kloster[2], Philip Jonsbroder, sandsynligviis en Broder af Jon Jarl, Ulf Fase, Søn af Karl Jarl, og Byrge, yngre Broder af Æskil Lagmand. Disse sidste vare endnu unge, og toge ingen synderlig Deel i Begivenhederne, førend senere hen, hvor vi især ville see Byrge mægtig; de mest formaaende af dem paa denne Tid vare derimod Knut Holmgerssøn, der nævnes i Breve som Kongens Raadgiver, det vil vel her sige Formynder, og Æskil Lagmand, der vel ikke nævnes som Raadgiver, men hvis Indflydelse dog sees at have været meget stor, fornemmelig i Gautland, hvor man vel næsten maa betragte ham som et Slags Statholder. Hertil kom ogsaa hans Giftermaal med den i nærmeste Frændskabsforhold til Kongen og Kongehuset staaende Fru Christina, Haakon Jarls Enke. Hans Stifsøn Junker Knut, eller som han i Sverige kaldtes efter sin højbyrdige Moder, Knut Christinessøn, fyldte just ved denne Tid sit 18de Aar, Myndighedsaaret, og blev, som man af Diplomer erfarer, strax ophøjet blandt de kongelige Raadgiveres Tal[3], en Værdighed, der dog for hans Vedkommende alene kan have været titulær, og en Hyldest, der vistes hans Byrd, medens den egentlige Myndighed derved maa have været hos Stiffaderen. Vi have seet, at Fru Christina allerede da Haakon som Dreng opholdt sig i hendes Huus, just ikke var ham synderlig god, og at hun endog omsider lyttede til Hides Forslag om at rydde ham af Vejen, naturligviis fordi hun i ham saa en farlig Medbejler til Tronen for sin Søn Knut. End mere maatte han siden være hende en Torn i Øjnene, da Haakon virkelig blev Konge, og da Knuts Fordring paa Tronen var bleven afviist paa Rigsmødet i Bergen. Fra dette Øjeblik, da saaledes al Udsigt for Knut var afskaaren til at erhverve Norges Krone ad fredelig Vej, have sandsynligviis Christine og hendes Mand besluttet sig til at benytte sig af den første nogenledes antagelige Lejlighed, der tilbød sig til at lade Knut prøve Vaabenlykken. I det mindste give de senere paafølgende Begivenheder god Grund til at antage det. Og heraf følger igjen, at Folkungerne, eller Formynderregjeringen i det hele taget var ugunstig stemt mod Kong Haakon, skjønt Æskil selv, som vi ville see, var klog nok til at bolde gode Miner indtil det belejlige Øjeblik kom. Denne ugunstige Stemning aabenbarede sig noksom i det Tilhold og den Hjelp, Sigurd Ribbung under de sidste Fejder af og til, ogsaa under den forrige Konge, havde nydt i Vermelands Grændsebygder, og som der ikke fra Regjeringens Side var gjort noget Skridt til at hindre. Men Haakon var ikke den, som taalmodig fandt sig heri. Endnu medens han opholdt sig i Oslo, sendte han, fortælles der, Brev øster og fordrede at tyve eller flere af de mægtigste Vermelændinger skulde indfinde sig hos ham, for paa sine egne og sine øvrige Landsmænds Vegne at give ham Fyldestgjørelse for den Skade, han havde lidt. Da han for at give denne Indkaldelse Vegt nødvendigviis maa have truet Vermelændingerne med Krig, hvis de ej adløde, men en saadan Henvendelse til et enkelt Landskabs Indbyggere uden foregaaende eller samtidig Henvendelse til Kongen selv vilde have været noget besynderlig, maa man formode, at Haakon ved samme Lejlighed har tilskrevet Kong Erik eller rettere Formynderne, især da der senere virkelig hentydes til en saadan Skrivelse[4]. Men, hvad enten han skrev til Kongen eller ej, saa er det vist nok, at han intet hørte fra ham; Vermelændingerne derimod bleve bange, og de Indkaldte fremmødte virkelig for ham i Tunsberg, hvor der og kom en heel Mængde norske Bønder af dem, der især havde lidt ved Ribbungernes Plyndringer, og klagede over dem. Vermelændingerne underkastede sig ganske Kongens Afgjørelse og paalagde dem at udrede en svær Pengebod, som han dog siden naadig eftergav dem, men lod dem aflægge Ed paa, at de for Eftertiden vilde være hans oprigtige Venner, og ikke forunde hans Fiender noget Tilhold i sit Land. Over dette Forlig blev der forfattet skriftlige Dokumenter, som Kongen ved dertil beskikkede Mænd sendte til Vermeland og lod oplæse paa alle Thing i hele Landskabet[5]. Det var i sig selv en heel besynderlig Fremgangsmaade, saaledes at thinge med et enkelt Landskab af Naboriget, og indstevne dets Indbyggere til et Slags Dom eller tvunget Forlig, som om de havde været hans egne Undersaatter, men det forklares meget let under den Forudsætning, at Kongen forgjeves havde henvendt sig til Regjeringen selv, ligesom det og tør indeholde et Vidnesbyrd om den Forvirring, der paa denne Tid unegtelig maa have hersket i Sverige. Saa meget see vi heraf, at Vermelændingerne frygtede Haakon, og at der saaledes allerede gik Ord om ham som en Fyrste, med hvis Vrede der ikke var at spøge. Men det var dog kun, saa længe han var i Nærheden, og deres Underkastelse var langt fra at være oprigtig. Aldrig saasnart havde Harald forladt Viken, og var vendt tilbage til Bergen, førend de selv samme Vermelændinger, der havde svoret Kong Haakon Troskabseed, saavel som de, der for havde staaet i Sigurd Ribbungs Tjeneste, hemmeligen sendte Breve til Throndhjem, hvori de opfordrede ham til at flygte fra Jarlen og begive sig øster til dem, for her at rejse Flokken paany. Om de her bestemtes alene af Forbitrelse over den Ydmygelse, Kongen havde tilføjet dem, eller der var andre, mægtigere Mænd, der virkede paa dem, medens de endnu selv holdt sig skjult, er vanskeligt at afgjøre[6].

  1. Se ovenfor S. 436, jvfr. Brev af Kong Knut i Liljegrens Dipl. Sv. I. No. 113.
  2. At han var gift med hende, er sikkert nok, da det sees blandt andet af Brevet i Dipl. Svec I. No. 295 og 302; men Fortællingen om Bortførelsen grunder sig nok alene paa en gammel Kæmpevise, siden endog Messenius i sin Scandia II. 22. paaberaaber sig en saadan.
  3. I det af Erik udstedte Brev i Liljegrens Dipl. Svec. No. 216, som er udateret, og derfor i Diplomatariet ikke henført til noget bestemt Aar mellem 1222 og 1230 nævner Erik som sine „Consiliarii“ Benedikt, Erkebiskop af Skara, „vor Kantsler og Frænde“, Knut Holmgerssøn, „vor Frænde og Raadgiver“, Knut Christinessøn, „vor Frænde og Raadgiver“, Magister Stenar (vistnok Benedikts Efterfølger som Biskop i Staten, Erengisl Vig, „vor Fosterfader“; og de undertegnende ere Biskop Benedikt, Knut Holmgerssøn, Knut Christinessøn, Bryngulf Stallare, Olaf, Erkebiskop i Upsala, Æskil Vestgøta Lagmand, og Ivar Jonssøn. At Knut Christinessøn, Kongens Frænde, ikke er nogen anden end Junker Knut, sees strax af Navnet og Tillægget „Kongens Frænde“, thi da han nævnes efter sin Moder, er det tydeligt nok at hun maa have været den fornemste af begge Forældrene, saaledes den, gjennem hvilken han udledede sit Frændskab med Kongen-, da der nu heller ikke var nogen anden Christina, henhørende til Kongehuset, end Fru Christina Nikolasdatter, bliver heller ikke Knut Christinessøn nogen anden end Junker Knut. Dette kan lede til, nærmere at bestemme Brevets Aar; thi da Knut i Midten af 1226 forlod Sverige for at blande sig i de norske Anliggender, kan Brevet ej være yngre, medens det heller ikke kan være ældre end hans 18de Aar, thi før kunde han ikke blive Medlem af Raadet. Nu heder det (se ovenfor S. 547) at Knut var noget yngre end Guthorm, Kong Inges Søn, der igjen var omtrent 2 Aar yngre end Kong Haakon; Knut var altsaa vel fød sidst i 1206 eller først i 1207, og har da fyldt sit 18de Aar 1224 eller 1225; Brevets Udstedelse falder altsaa mellem Slutningen af 1224 og Midten af 1226. Da Knut var saa ung, har tydeligt nok hans Raadværdighed været mest titulær, eller en Udmerkelse, man skyldte hans Byrd, medens Stiffaderen, hvem vi ogsaa see som Medunderskriver, rimeligviis sorte Ordet i hans Navn. Junker Knuts Sigill skal endnu hænge ved Brevet. – I et andet Brev (No. 229) af 31 Juli 1224 nævnes som Undertegnere Biskop Benedikt, Biskop Robert af Vesteraas, Hr. Jon Remmodssøn, Hr. Knut Holmgerssøn, Hr. Philip Katharinassøn, Hr. Philip Jonsbroder, Hr. Ingevald, Næskonung Lagmand, Homer Skjenker; af disse er Philip Jonsbroder visselig en Broder af Jon Jarl, som faldt ved Askenes, se Lagerbring II. S. 327, og Philip Katharinassøn en Broder af Fru Christina.
  4. Se nedenfor S. 680, hvor der udtrykkelig tales om tre Skrivelser, af hvilke en allerede var afsendt, men uden at være bleven besvaret, da Kongen skrev Slutningen af 1224. Jvfr. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 107.
  5. Saaledes maa det vel forklares, hvad der siges i Sagaen, nemlig at „
  6. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 101, 102.