Det norske Folks Historie/4/116

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 693-698).

Paa sin Marsch fra Folkenborg til Oslo tilbragte Kong Haakon Natten paa Lørenskogen. Seent om Aftenen (den 30te Januar) kom der Folk til ham fra Tunsberg og bragte ham Efterretning om det Forefaldne, tilføjende, at det rimeligviis var Ribbungernes Hensigt, umiddelbart fra Vestfold over Ringerike og Hadeland at drage til Hedemarken. Da Kongen Morgenen efter kom ned til Oslo, kaldte han derfor alle sine Troppehøvdinger sammen og forordnede, at Lodin Gunnessøn, Gunnbjørn Jonsbroder og Oplændingerne med en Trediedeel af Hæren skulde drage op ad Raumarike, og, hvis de erfarede, at Ribbungerne allerede havde viist sig paa Hadeland, fortsætte Toget til Hedemarken, men i modsat Fald drage over Asakskogen^[1] og ud efter Hadeland; selv vilde han med en Trediedeel, saavel som Høvdingerne Nikolas Paalssøn, Harald Stangarfylja og Frederik slafse, drage den lige Vej ad Hakedalen til Hadeland; Erling Ljodhorn, Klemet af Holm og Harald Vesetesøn skulde med den øvrige Trediedeel, fornemmelig bestaaende af Folk fra Folden, begive sig til Tunsberg, men ikke videre, uden forsaavidt de spurgte noget til Ribbungerne. Da den førstnævnte Afdeling var kommen et Stykke op paa Raumarike, fik dens Udsendinger at vide, at Ribbungerne endnu ikke vare komne til Hadeland; den maatte saaledes efter Bestemmelsen gaa over Asakskoven. Dette var en højst anstrengende Marsch, da Sneen her igjennem Skoven ikke var brudt, og de kom ikke i Huus om Natten. Da de vare komne over Skoven, droge Sysselmændene op til Hedemarken, men Gunnbjørn Jonssøn og de øvrige^[2] søgte snarest muligt at forene sig med Kongen, der nu heller ikke kunde være langt borte^[3]. Paa Hadeland blev det Kongen meldt, at Ribbungerne ganske rigtigt vare dragne fra Vestfold op paa Ringerike, men at man ikke vidste, hvor de siden havde vendt sig hen. Kongen lod da tilsige alle sine Høvdinger, at de næste Morgen i Otten skulde være færdige til Opbrud. Saaledes kom han den Morgen temmelig tidlig til Opdalen og tog, som det synes, først Vejen nordefter^[4]; men da han siden fik vide, at Ribbungerne endnu ikke vare komne op fra Ringerike, vendte han om og stevnede ud efter Bygden til Greftegrev, $\scriptstyle {\frac {1}{4}}$ Miil nordøstenfor Jevnaker Kirke, hvor han ankom om Aftenen og besluttede at overnatte, i det han som sædvanligt fordeelte Mandskabet paa de nærmeste Gaarde. Derhos sendte han Agmund Olmodssøn med 11 Mand, alle paa gode Heste, ud for at spejde. Allerede, da man skulde gaa til Aftensbordet, raabte en paa Taget opstillet Skildvagt ned gjennem Ljoren, at Spejderne kom ridende ind paa Gaarden i fuld Fart, saa at der vist maatte være Ufred paa Færde. Der blev nu megen Larm, alle greb til Vaaben og styrtede ud, men i Forvirringen kom de, der først løb ud, til at smelde Døren i Laas, saa at det varede længe, inden de øvrige kunde faa den op og komme efter. Da endelig allesammen vare komne ud, bød Kongen dem at skynde sig op paa en Højde og træde sig en aaben Plads i den dybe Snee for i Nødsfald at kunne forsvare sig her, indtil Mandskabet fra de øvrige Gaarde kom til. Agmund sagde, at han havde mødt Ribbungerne, idet de kom farende udenfra, men at han ikke vidste, hvor mandsterke de vare. Kongen skjendte alvorligt paa ham og hans Ledsagere, fordi de ej havde gjort sine Sager bedre, men havde taget Flugten, førend det behøvedes, saa at de ej kunde bringe nogen ordentlig Besked; dog sendte han Agmund ud paa ny med andre og flere Folk, og Agmund, der maaskee selv havde budt sig hertil, for at aftvætte sin Skam, sagde, idet han red afsted: „Gud lade mig saasandt ikke komme tilbage, førend enten jeg bar lært en eller anden af Ribbungerne tilkjende, eller de mig“. Dette hans Ønske gik snart i Opfyldelse. De Ribbunger, han tidligere havde mødt, var kun en af Sigurd udsendt Spejdertrop, der vendte tilbage med den Efterretning, at de havde seet væbnede Mænd, men kunde heller ikke opgive noget Antal: indtil da havde Ribbungerne hørt ligesaa lidet til Birkebeinerne, som disse til hine. Sigurd, der havde taget sit Kvarteer paa Gaarden Sotrang^[5], sendte derpaa Erling Rumstav afsted selv 6te; han reed længer op i Bygden og fik nu med Vished at vide, at en talrig Hær af Birkebeiner under Kongens egen Anførsel var ankommen til Hadeland. Med denne Besked vendte han tilbage til Sigurd og tilføjede, at Kongen neppe kunde være langt borte, siden Spejderne havde været saa dristige. Sigurd led strax sammenkalde sit rundt om i Bygden fordeelte Mandskab og tog Plads med dem paa en Høj, hvor de just ikke havde det behageligt. Derpaa sendte han endnu en Trop Spejdere afsted, bestaaende af fem af de i Egnen mest kjendte Folk. Denne Trop stødte i Dagbrækningen paa Agmund og hans Kammerater ved Jevnaker Kirke, hvor der nu blev en hidsig Kamp, som endte med, at alle Ribbungernes Spejdere faldt, og at af Agmunds Trop kun han selv og en Mand bleve tilovers. Disse mødte Kongen, der tidlig i Otten var brudt op fra Greftegrev, og strax spurgte, om de havde seet tinget til Ribbungerne. „Ja,“ var Agmunds Svar, „vi have seet deres Spejdere ved Kirkegaarden, og I vil selv finde dem, naar I kun skynde eder derhen.“ Vejen laa lige forbi Kirkegaarden, hvor de faldne Ribbunger laa, og Agmund pegede paa dem med disse Ord: „see her ligge Ribbungernes Spejdere og vente paa eder“. Kongen sagde, at han havde gjort sine Sager godt. Birkebeinerne glædede sig til, at det dog endelig skulde komme til ordentlig Kamp med Ribbungerne, og skyndte sig afsted, alt hvad de kunde. Men deres Haab skuffedes ogsaa denne Gang, thi da de kom til Sotrang, vare Ribbungerne borte. Sandsynligviis havde Sigurd merket Uraad, da hans Spejdere udebleve, og endnu samme Nat havde han med hele sin Styrke taget Vejen tilbage til Tyrifjorden. Birkebeinerne ilede efter dem i største Hast, følgende den samme Vej, som de havde taget, og som var saa smal, at kun to Mand kunde ride jevnsides; udenfor var Sneen saa dyb, at man sank ned til midt paa Livet. Paa denne Maade forfulgte de Ribbungerne over Tyrifjords-Isen hen til Søens vestlige Bred^[6]. Paa Isen fandt de Klæder og Vaaben, som de bagerste af Ribbungerne havde kastet fra sig, for at komme hurtigere afsted. Da Ribbungerne vare godt kjendte i disse Egne, styrede de hen til de Dalfører, hvor de vidste, at Vejene vare trangest og mest ufremkommelige. Her gik de først op paa et højt Bjerg, hvorfra de kunde see Birkebeinerne paa Isen og raadsloge, øm de skulde tage Vejen til Thelemarken, (gjennem Modheim og Eker), eller til Haddingdal (gjennem Snareim og Krødsherred), eller til Valdres (sandsynligviis ad Soknedalen eller Aadalen). De bestemte sig for det sidste, da de der vilde have Valget, om de vilde gaa til Søkysten i Sogn, eller østover til Gudbrandsdalen og Østerdalen. Da Kong Haakon var kommen til Land med sine Folk, lød han gjøre Holdt, og da det befandtes, at hans Styrke ikke beløb sig til mere end 240 Mand, Svende fraregnede, raadslog han med sine Mænd, om man skulde vedblive at forfølge Fienden. De fleste fraraadede det, da Hestene vare alt for trætte dertil; det havde vel heller ikke nyttet stort. Han besluttede derfor at drage til Tunsberg, og fortsatte Toget gjennem Modheim. Imidlertid samlede de øvrige Tropper sig til ham, og Oplændingerne bade ham drage til Hedemarken for at stille sig i Spidsen for den derværende Styrke, siden Heinerne havde forsvaret sig saa godt, at Ribbungerne aldrig havde kunnet gjøre nogen Fremgang der. Nogle derimod meente, at han maatte drage ud i Viken før at skaffe sig Skibe, og de, der havde fulgt ham fra det Nordenfjeldske, holdt især paa, at han kun skulde blive ved, som han før havde foresat sig, at drage til Tunsberg før at see til at faa de Skibe istandsatte, som Ribbungerne havde søgt at opbrænde, og derefter vende tilbage til Bergen forat samle nye Tropper. Om han maaskee for et Øjeblik har været uvis om, hvad der var det bedste af disse Forslag, bestemtes han dog snart ved Efterretningen øm, at der laa Breve til ham i Tunsberg fra Skule Jarl. Han begav sig altsaa derhen, hvor han ankom omtrent sidst i Februar, efter at han i ikke stort over en Maaned, og det i Hjertet af Vintren, havde været i uafladelig Virksomhed, og med en Utrættelighed, der minder om hans Farfaders, gjennemfaret en stor Deel af Viken, Vermeland og Oplandene paa Kryds og Tvers. Brevet fra Slette Jarl indeholdt Bebrejdelser, fordi Kongen ikke havde holdt sig Aftalen om den bestemte Bryllupstid efterrettelig. Jarlen vilde endnu, hed det, vente paa Kongen til Paaske (30te Marts); kom han ikke da, vilde han betragte det, som om Kongen havde brudt sine paa Tro og Love indgangne Forpligtelser til ham, og derfor ansee sig løst fra alle sine Forpligtelser til Kongen. Alle Kongens Mænd raadede ham derfor til at gjøre, hvad der stod i hans Magt forat opfylde Forpligtelsen. Men det var ikke godt at komme afsted saa tidligt, som Jarlen skrev, thi Isen laa sterkere og længere i Viken end Folk nogensinde kunde huske. Endog fra de højeste Fjelde kunde man ikke øjne aabent Vand; en Mængde Skibe, baade udenlandske og indenlandske, laa indfrosne saa langt ude, at Folkene behøvede et heelt Døgn eller ikke langt derfra før at komme i Land og forsikrede endda, at de ikke øjnede nogen Aabning udenfor. Mange Skibe bleve ogsaa borte om Vaaren, saa at man ej hørte mere til dem. Da Kongen ved henved Midten af Marts Maaned sendte Gaute Prest til Vettahered søndenfor Svinesund for at modtage Ledingen og skaffe en Deel Heste, tog denne Vejen fra Tunsberg sige over Isen, og kom efter faa Dages Forløb tilbage med ikke færre end Sne] Heste, og overalt laa Isen fremdeles lige sterk over hele Viken. Her var altsaa ikke at tænke paa nogen Afrejse for det første, og Kongen benyttede Tiden til at lade Sættaspillen saavel som de øvrige Skibe, der ej havde lidt alt for meget af Ilden, istandsætte^[7]. Imidlertid havde man ikke hørt noget til Ribbungerne siden deres Flugt fra Modheim, førend de oplandske Sysselmænd Ivar af Skedjehov og Thorgeir Biskopsmand bragte Kongen den ligesaa uventede som bedrøvelige Efterretning, at de spillede Mester paa Hedemarken, hvor de tidligere ej havde kunnet trænge frem. Om Sigurd Ribbung virkelig, efter sin første Bestemmelse, gik til Valdres og derfra til Østerdalen, eller om han ved Efterretningen om Kongens Tilbagetog til Tunsberg, ogsaa vendte tilbage til –Ringerike og derfra til sit. Hovedtilhold, Raumarike, siges ikke; vi erfare kun, at han, kort efter Kongens Tilbagekomst til Tunsberg, atter var paa Raumarike, og smittede hele sin Styrke til sig, medens Bønderne paa Hedemarken, der hidtil havde holdt sig bevæbnede sammen, nu gik hver til sit, i den Tanke at al Fare var forbi, og indskrænkede sig kun til at bolde Vagter paa forskjellige Kanter af Bygden. Men der fandtes nogle Forrædere iblandt dem, som hemmelig sendte Bud til Ribbungerne paa Raumarike, og underrettede dem om, at Lejligheden til at overrumple de tapre Heiner nu var for Haanden. Ribbungerne drog med sin hele Styrke op fra Raumarike og kom lidt efter Midnat lige ned i det rige, tæt bebyggede Skaun^[8]. De Folk, som holdt Vagt i Stange Hovedkirke, ringede strax med Stormklokken, men for silde, thi Ribbungerne vare allerede komne midt i Bygden og dræbte alle dem, der vilde begive sig til det aftalte Samlingssted. De brændte ogsaa de tvende store Gaarde Ottestad og Hverven, hvor der boede to af Kongens Mænd, der havde mest at sige blandt Bønderne. Ved at see Ildebranden stimlede nogle af Bønderne did, andre til det Sted, hvor Sysselmændene opholdt sig, og hvor der efter Haanden samlede sig en Deel Folk, men imidlertid rede Ribbungerne omkring i Bygden og dræbte alle dem, de kunde overkomme. Sysselmændene gjorde et Forsøg paa at angribe den sterkeste Ribbungeflok, de kunde faa Øje paa, med den ubetydelige Styrke, der havde samlet sig om dem; men Bonden Jon Sandhavre, der bar Merket, en kjek Mand, reed i sin Hidsighed med nogle faa Folk altfor langt forud for de øvrige, saa at Ribbungerne fik dræbt ham og hans Følge, førend de øvrige kom til; derved bleve disse skrækslagne og toge Flugten, forfulgte af Ribbungerne, der nedlagde saa mange, de kunde. Da Sysselmændene kom længer nord i Bygden, skare de endnu engang Hærør op, men til liden Nytte, da det, som Sagaen melder, gik efter det gamle Ordsprog: „ondt er det den flygtende at standse“. Vel lukkedes det to eller tre Gange at saa Bønderne samlet, men saa snart de saa Ribbungernes talrige Hobe, toge de Flugten, og Ribbungerne bleve saa meget djervere, som de saa, at Bønderne vare rædde til. Ribbungerne gjorde sig saaledes til Herrer over hele Bygden, medens Birkebeinerne, eller de egentlige Krigsfolk, tilligemed de oven nævnte Sysselmænd, flygtede vestover Mjøsen til Thoten, og derfra heelt ned til Tunsberg. Biskop Hallvard paa Hamar maatte paa Bøndernes Vegne aabne Underhandlinger med Ribbungerne, og bede øm Fred og Forlig. De fik det, men kun imod at udrede en betydelig Skat, hvorhos Ribbungerne tilegnede sig alt det Gods, der havde tilhørt de Faldne. Kongen blev meget ilde til Mode ved at erfare dette, og det er ikke usandsynligt, at han endnu ved hine Sysselmands indstændige Bønner havde ladet sig overtale til at drage op paa Hedemarken, hvis ikke hans øvrige Raadgivere eenstemmigt havde modsat sig det, og bedet ham endelig holde sit Løfte til Jarlen. Herved blev det altsaa, men Ribbungernes Magt og Dristighed tiltog ogsaa i den Grad, at de strejfede om paa alle Kanter af Oplandene, ja endog vovede sig saa langt ned i Viken, at nogle af deres Skarer nærmede sig Tunsberg paa en Miils Afstand. Da sendte Kongen ni Skarer ud imod dem, under Anførsel af Gunnbsørn Jonsbroder, Harald Stangarfylja, Ivar af Skedjehun, Guthorm Erlendssøn og Isak i Bø^[9]. De traf en Ribbungehær paa Gaarden Angleysa i Oslo-Hered^[10], og tilføjede den et føleligt Nederlag, idet Nikolas Reidarssøn, en af Ribbungernes fornemste Mænd, faldt med 100 Mand. Siden vovede Ribbungerne ikke at komme Byen saa nær^[11].

1. Asakskogen skrives i Sagaen Ásaskógr, hvilket neppe er rigtigt. Vejen gjennem denne gaar fra Bjerke paa Raumarike langs Leirelven og forbi Avalsøen ned til Opsal og andre i Nærheden af Haakenstad liggende Gaarde.
2. I Sagaen heder det her, at Gunnbjørn og „Lagmændene“ droge den ligeste Vei Ud efter Kongen. Der tales ellers ikke tidligere om, at Lagmændene vare med paa Toget, og man skulde snarere formode, at der ved lögmenn her kan forstaaes „Hirdmændene“, de som vare i Lag med hundrede.
3. Vejen gjennem Hakedalen fører nemlig ogsaa til Haakenstad.
4. Der staar nemlig, at Kongen „vendte tilbage ud efter Dalen“ og kom til Greftegrev, skjønt det strax forud heder, at han var kommen til Undal. Det ligger nærmest at antage, at han var draget nordefter for at forene sig med Gunnbjørns Folk.
5. Sotrang kaldes nu Sætrang, og ligger et lidet Stykke søndenfor Haugs Kirke.
6. Det Sted, hvor først Ribbungerne og siden Kongen gik i Land, har sandsynligviis været ved Skjerdalen eller længer sydlig ved Stigsrud, hvorfra de have stevnet op i Holleja, i hvilken de netop havde det i sit Valg, at tage hvilkensomhelst af de tre Veje, de fandt for godt.
7. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 122–125.
8. Denne Bygd, der allerede omtales i Olaf Tryggvessøns Historie, se ovenfor, I. 2. S. 21, er Stange Prestegjeld, der i Sagaen kaldes „vel besat med Kirker og gode Gaarde.“
9. Dette er den Sysselmand fra Sogn, som af Driviis hindredes fra at komme til Bergen, og indtil videre forblev i Tunsberg, se ovenf. S. 682.
10. Denne Gaard er sandsynligviis Gaarden Sogn, (der i Erkebiskop Eysteins Jordebog kaldes Löysa) i Skoge Sogn, der, skjønt hørende til Vestfold, dog regnedes til Oslo Provsti og saaledes vel og til Oslo Syssel; Sysselinddelingen rettede sig nemlig ikke efter Fylkeinddelingen. Denne Gaard ligger dog ikke nærmere Tunsberg end halvfjerde Miil; men det er heller ikke sagt, at Birkebeinerne traf dem i den korteste Afstand fra Byen.
11. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 124–127.