Det norske Folks Historie/4/122

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 717-721).

Men Sigurd Ribbung kom ikke til at nyde Godt af Jarlens og Erkebiskoppens Mægling. Ud paa Vaaren blev han, som det synes, pludselig syg og døde i Oslo. Hans Mænd dulgte i Førstningen hans Død, bragte Liget hemmelig op paa Landet, og udspredte, at han endnu laa syg, men sendte i Hast Harald af Lauftun, Alf Styrssøn og Erling Rumstav øster til Æskil Lagmand og Fru Christina i Vestergøtland, for at anholde om at Junker Knut vilde stille sig i Spidsen for dem, thi da, sagde de, vilde Landet saa godt som uden Sverdslag kunne vindes. Hvad Æskil sagde hertil, anføres ikke, men Fru Christina, siges der, fæstede Lid til hine meget lovende Udsagn, og paa hende synes det at have kommet mest an, skjønt Æskil ved at samtykke i et saadant Skridt erklærede sig i aabenbar Fejde med Norges Konge. Junker Knut fulgte tilbage med Udsendingerne, og medbragte betydelige Skarer af Vestgøter og Markerfolk. Uagtet Sagaen fremstiller dette, som om der først nu var Tale om at sætte Junker Knut i Spidsen for Ribbungerne, og som om Fru Christina først nu havde ladet sig overtale til at sende ham med dem, er det vanskeligt at antage, at der ikke allerede i Forvejen skulde have været truffet nogen Aftale om, at Knut i Tilfælde af Sigurds Død skulde blive dennes Efterfølger, især naar man tager Hensyn til den Hjelp, Ribbungerne stedse havde nydt fra gotisk Side. Det havde imidlertid ikke lykkets Ribbungernes Høvdinger aldeles at faa dulgt deres Herres Død; eller de vare maaskee ikke alle enige om at dølge den. En af dem sendte strax et Iilbud til Bergen, for at overbringe Kong Haakon den vigtige Efterretning, og bede ham vogte sig for at lade Junker Knut komme sig i Forkjøbet. Kong Haakon havde udbudt stor Leding, og var i fuld Forberedelse til det nye Krigstog, da han en Søndag, just som.han efter Sædvane tog sig et Ridt fra Byen op til Aalreksstad, saa en Mand komme løbende af alle Kræfter ned ad Fjeldet, og til sin Forundring i ham gjenkjendte en af Ribbungerne; det bar hiint Iilbud, som overrakte Kongen et Runekjevle^[1], af saadant Indhold som oven antydet. Kongen, der endnu ikke ganske var færdig med sine Udrustninger, kunde for det første intet andet gjøre, end øjeblikkelig at tilskrive sin Frænde, Junker Knut, og tilbyde ham gode Vilkaar, som før. Men det var for silde. Knut var alle-rede kommen til Raumarike, og havde ladet sig tage til Konge, sandsynligviis paa Eidsvold; han kunde nu, om han end ønskede det, ikke længer træde tilbage, og der samlede sig en Mængde Folk til ham fra hiin Ribbungernes egentlige Arne og Hjemstavn. Lendermændene og Birkebeinerne i Viken, som ved Efterretningen om Sigurds Død havde smigret sig med det Haab, at det nu var forbi med Ribbunge-Ufreden, bleve heel ubehageligt overraskede ved at høre, at Knut var traadt i hans Sted, og de skyndte sig at samle Tropper, hver i sin Syssel. Men det var her et Held for Kong Haakons Sag, hvad man ved første Øjekast kunde betragte som en Fordeel for Knut, nemlig at han medbragte gotiske Hjelpetropper. Forestillingen om at underkaste sig en udenlandsk Hær var de fleste af Vikens Bønder saa utaalelig, at de bleve Knuts erklærede Modstandere, og gjorde de kraftigste Foranstaltninger til at holde ham borte. Vel kunde de ikke hindre ham fra at trænge frem til Oslo, og lade sig hylde der som Konge. Men de kongelige Sysselmænd i Oslo-Syssel, Guthorm Erlendssøn og Klemet af Holm, samlede alle Birkebeiner, der fandtes i Nærheden, til sig i Lider, og Bønderne paa de Kanter stevnede Thing, og opnævnte formelig et vist Antal Mænd fra hver Bygd til at fare med dem ind til Oslo, for at jage Ribbungerne bort. De brave Anførere for disse Bønder fortjene at nævnes: de vare Steinrød Prest^[2], Thorbjørn Slode, og Erik Ignabakke; denne sidste bar Bøndernes Merke. Da Ribbungerne hørte at en forenet Hær af Birkebeiner og Bønder rykkede imod dem, droge de dem imøde, for at komme dem i Forkjøbet, men traf dem allerede strax vestenfor Aker^[3]. De til Kamp mindre vante Bønder gjorde i Førstningen Holdt, og vilde nødigt frem, men da Birkebeinerne saa det, foregik de dem med godt Exempel, sprang fra Hesten, og stormede frem mod Ribbungerne, eller rettere Vestgøterne, der udgjorde den største Deel af Hæren. Disse, som havde en kjek Anfører og mange raske Mænd, kæmpede med stor Tapperhed-, og Striden mellem dem og Birkebeinerne blev meget skarp. Blandt dem, som strax i Førstningen faldt for Ribbungernes Sverd, var Bøndernes Merkesmand Erik Ignabakke. Men da Bønderne havde kommet slu noget efter Forvirringen, og saa hvor tappert Birkebeinerne strede, skøde ogsaa de Hjertet op i Livet, sprang af Hestene, og stod dem redeligt bi. Denne betimelige Understøttelse, som Birkebeinerne saaledes fik, synes at have gjort Udslaget, thi snarere, end man skulde have formodet det, toge Ribbungerne Flugten, og nu blev der et stort Blodbad, thi de forfølgende Sejrherrer nedlagde den største og bedste Deel af deres Hær, og saa godt som alle de gotiske Høvdinger; en Mængde bleve saarede. Knut undkom til Hest, selv tredie; da han skulde over en Bro, sandsynligviis den øvre Bro over Frysja eller Akers-Elven, styrtede hans Hest, os han selv frelste sig kun med yderste Nød. Han begav sig tilbage til Oplandene, som Ribbungerne nu havde inde med Skibe i Mjøsen og andre Indsøer, og besatte alle Syslerne, da der for Øjeblikket ikke fandtes nogen af Birkebeinerne der, saasom disse havde nok med at forsvare Viken. Bønderne i Oslo-Syssel understøttede dem særdeles hæderligt ved at holde sig samlede i bevæbnede Flokke og bevogte Adgangene fra Raumarike^[4].

Da den blodige Træfning stod ved Aker, var Kongen allerede undervejs til Viken, og ankom noget efter Seljumanna-Messe (8de Juli) til Aurøsund paa sit Skib, Dragen, med hvilket han havde sejlet alle de øvrige agterud. Han lod sig strax ro hen til Gaarden, og spurgte om de seneste Nyheder. Bonden paa Gaarden svarede: Jeg har en Nyhed at fortælle, som vist I vil finde god, men som jeg finder meget slem, nemlig at jeg havde to Sønner i Ribbungernes Hær, som nu begge ere døde;“ derpaa gav han Kongen en omstændelig Beretning om Slaget ved Aker. Da Kongen saaledes havde erfaret, at ogsaa Oslo var renset for Fiender, drog han, saa snart de øvrige Skibe kom, strax derind, og stevnede alle Lendermænd og Sysselmænd af Viken til sig, for at drage op i Landet, og ret med Kraft at bekæmpe Ribbungerne. Da man uden Skibe intet kunde udrette mod disse, som havde Helgeøen inde og beherskede Mjøsen, lod Kongen ikke færre end 33 Skibe slæbe fra Oslo over til Øyeren og videre til Vormen, medens Arnbjørn Jonssøn og Simon Kyr lode 13 Skibe drage op ad Glommen forbi Sarpen og Morkfossen. Arbejdet var temmelig møjsommeligt, især med at faa Skibene trukket de to første lange Mile fra Oslo til Stafnsberg, over Myrer og Skove^[5], og Kongen var to Dage derom. Da han havde faaet Skibene ned i Øyeren, mødte han Arnbjørn, Simon Kyr og Lodin Gunnessøn, der allerede vare ankomne. Fra Øyeren havde man atter i det Hele taget over en Miils Vej at slæbe Skibene, for at bringe dem forbi Fosserne, men omsider fik man dem op i Mjøsen. Under denne møjsommelige Fremrykken tillode Birkebeinerne sig mange Voldsomheder, rimeligviis fordi de her netop kom gjennem det Strøg, hvor de fornemste af Ribbungerne havde hjemme, og derfor ansaa sig berettigede til at fare frem paa Fiendeviis. Kongen synes ogsaa i Førstningen at have lukket Øjnene dertil. Men da han maatte høre ilde, fordi han lod slige Uordener gaa ustraffede hen, lod han en Gjest, der især havde været slem, dræbe, og siden holdt Mandskabet den bedste Krigstugt. Om Morgenen, da Kongen kom op til Eidsvold, sendte han en Deel Folk i Forvejen paa nogle lette Smaafartøjer; de traf syv af Ribbungernes Udkigsmænd oppe ved Minne og dræbte dem alle sammen. Om Aftenen drog Kongen selv op i Mjøsen med hele sin Styrke. Da han ikke ret vidste, hvor Ribbungerne vare at finde, roede han selv med en Deel af sin Flaade langs den vestre Bred, og lod de øvrige Skibe ro langs den østre, for at Fienderne ej skulde undslippe dem. Men man traf endnu ikke mere end et eneste fiendtligt Skib, hvis Besætning flygtede i Land, ludende Fartøjet i Stikken. Den næste Morgen samlede Kongen atter hele sin Styrke, og bekjendtgjorde for Mandskabet, at ingen maatte understaa sig at dræbe hans Frænde, Junker Knut, af hvis Fader, Haakon Jarl, han havde nydt saa meget godt. Da det var blevet ganske lyst, saa Birkebeinerne Ribbungernes Flaade komme imod dem i fuld Fart, og troede at de vilde begynde Kamp, fordi de havde meget større Fartøjer. Men saa snart Ribbungerne saa Kongens Flaade nærme sig, styrede de ind til Gjøvik og flygtede op i Hunsbygden, medens Kongen bemægtigede sig deres Skibe med en Mængde Levnetsmidler og meget andet Bytte. Derpaa drog Kongen til Hamar, hvor endnu mange Ribbunger laa syge af de Saar, de havde faaet ved Aker. Kongen skjenkede dem alle sammen Livet. Han kaldte derefter Bønderne sammen, og forbandt sig med dem mod Ribbungerne, fra hvis Aag de nu vare befriede. Knut havde taget Flugten til Hadeland, og Kongen lod ham endnu engang tilbyde Forlig ved sin Stallare, hans egen Frænde, Gudleik af Ask^[6], og et Par andre Mænd, som han sendte til ham. Knut var vistnok allerede hjertelig kjed af at fare om i Skov og Mark og lide Nederlag paa Nederlag, saa at han gjerne havde modtaget Tilbudet, men Ribbungerne, som frygtede noget saadant, passede saa nøje paa ham, at Sendebudene maatte vende tilbage med uforrettet Sag. Knut begav sig siden over Gudbrandsdalen til Østerdalen; og derfra til Vermeland, saa at altsaa Oplandene nu ganske vare rensede for Fiender, og Kongen overalt kunde indsætte Sysselmænd. Efterladende alle sine Skibe i Mjøsen, under Bevogtning af Sysselmændene Guthorm Fjonk^[7], hans egen Frænde, og Arne paa Hole, drog han nu efter vel forrettet Sag tilbage til Oslo, for siden at fortsætte Rejsen til Bergen, hvor Erkebiskoppen og Jarlen, som han havde kaldt til sig, allerede vare ankomne. Baade i Oslo og Tunsberg holdt han Thing med Bønderne, der, ligesom Bønderne paa Hedemarken, forenede sig med ham mod Ribbungerne, det vil sige at de aftalte med ham det nødvendige til Landskabets Forsvar, og lovede, ikke at ville lade sig lokke eller tvinge f Ribbungerne til Underkastelse. Derpaa gik han til Sejls. Fjorten Dage til tre Uger før havde han sendt sin Merkesmand, Thorstein Heimnes^[8], forud, for at melde sin Ankomst^[9].

1. Det sees altsaa heraf at Runekjevler eller smale Bretter med indristede Runer endnu i denne Tid brugtes som Breve mellem Personer, der ikke havde lært at skrive den almindelige Bogskrift.
2. Han har sandsynligviis været Prest paa Lider; fremdeles endnu et Exempel paa at Bagler endnu stundom gik i Strid. Erik Ignabakke, som siden efter nævnes, synes at have faaet sit Navn efter Gaarden Ignabakke, nu Enebak, hvor Enebaks Hovedkirke staar. Men dette antyder dog neppe at der ogsaa vare Folk med fra Egnene østenfor Fjorden. De fleste Bønder i Hæren have vel været fra Vestfold.
3. Dette maa have været omtrent mellem Akers Kirke og Uranienborg.
4. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 146.
5. Stafnsbjørg, ogsaa kaldet Stadsberg, nu Stalsberg, er den Gaard, paa hvis Grund den nuværende Jærnbanestation Strømmen er beliggende, og Vejen, ad hvilken Fartøjerne slæbtes, kan ikke være stort sorskjellig fra Jærnbane-Strøget, uden for saa vidt som man mere holdt sig til Myrer og Smaavande. Ad den samme Vej var det vel, at Kongen i 1218 lod slæbe Skibe, se ovenfor S. 612. Om Arnbjørn og Simon heder det i Sagaen kun, at de lode Skibe drage „fra Elven“, hvilket ej kan betegne andet, end fra den ydre Deel af Glommen forbi Sarpfossen og siden forbi Morkfossen op i Øyeren.
6. Hvorledes Gudleik var beslægtet med Junker Knut, siges ikke, men det maa sikkert være paa dennes Faders mødrene Side, da Knuts Moder og Haakon Galens Fader vare svenske. Men var Gudleik beslægtet med Fru Cecilia, var han ogsaa Kongens Frænde. Gaarden Ask, hvortil han skrives, kan være Ask paa Ringerike og Ask paa Fenring ved Bergen.
7. Hvorledes Guthorm var beslægtet med Kongen, er ligeledes uvist. Maaskee det har været gjennem hans Moder Inga.
8. Thorstein Heimnes maa allerede i 1207 have været en anseet Mand, siden hans Hustru Gudrid Jonsdatter da omtales blandt de fornemme Damer, der vare i Borgen ved Bergen, se ovenfor S. 514.
9. Haakon Haakonssøns Saga Cap 147, 148.