Det norske Folks Historie/4/141
Hertugen havde imidlertid været særdeles virksom i at lade skrive en heel Deel Breve saavel til Folk indenlands, som til Udlandet, for at fremstille sin Sag i det bedste Lys, og skaffe sig Venner. Vi have saaledes nys omtalt de Breve, han sendte til Bergen, men som faldt i Kongens Hænder. De vare sandsynligviis stilede deels til Biskoppen, deels til flere af Lendermændene og Sysselmændene i Gulathingslagen. Til Sverige sendte han Islændingen Jatgeir Skald med en Deel Breve, navnlig til Kongen, og lod ham lægge Vejen over Jemteland[1]. Hans højre Haand ved denne Brevskrivning, saavel som en af hans fornemste politiske Raadgivere under Opstanden var ellers den oftere omtalte, talentfulde Abbed Bjørn i Holm, der, skjønt han tidligere synes at have staaet paa Kongens Side, eller i det mindste at have været neutral, nu i den sidste Tid, efter Forhandlingerne paa Oplandene og i Viken, med Liv og Sjæl var traadt over paa Hertugens Parti, hvad enten han nu havde fattet et særdeles Venskab for ham, eller, hvad der er rimeligere, ved ham haabede at opnaa høje Værdigheder og stor politisk Indflydelse. Hans falske Spil og forstilte Uvidenhed om Skules Rustninger, da han af denne var sendt til Kongen i Tunsberg, er allerede omtalt. Hans forræderske Virksomhed tvert imod Bergens-Forliget, som han selv havde været med at slutte, var saa aabenbar, at den velmenende Erkebiskop Sigurd blev forbitret paa ham, og saavel derfor som paa Grund af hans Handlinger i det hele taget, satte ham i Ban saaledes som det i Forliget var bestemt for hver den, der overtraadte det. Herover blev Abbeden højst misfornøjet, og appellerede til Paven. Siden lagde han og Hertugen deres Hoveder sammen, og bleve enige om, at Bjørn selv skulde rejse til Pavehoffet, men tillige besørge Hertugens Erender, ved at medtage Breve fra ham til Paven, Kejseren og andre Høvdinger, saavel i Tydskland som i Danmark, ligesom han vel ogsaa mundtligt skulde tale hans Sag, naar Lejlighed dertil gaves, og paa enhver Maade virke i hans Interesse. De nødvendige Penge til Rejsen forstrakte Hertugen imod Pant i hverken mere eller mindre end selve Holms Kloster. Lidt før Juul forlod Bjørn Nidaros, men gav sig, saasnart han kom over Fjeldet, god Tid paa Vejen, for ej at vække nogen Mistanke. Da han kom til Hamar, traf han Munan Biskopssøn, og viste sig, siges der, særdeles blid mod ham, for at han ej skulde merke Uraad. Men Munan havde alligevel faaet Nys om, hvad han førte i sit Skjold, lod ham anholde, og sendte ham med Breve og Penge under Bedækning af fire Hirdmænd og fire andre Mænd over Sogn til Bergen, hvor Kongen vel ikke længer var tilstede, men hvor Gudleik af Ask, der førte Befalingen i Kongens Fraværelse, lod ham indsætte i sikker Forvaring paa Borgen indtil Kongens Tilbagekomst[2].
Kongen havde netop tiltraadt det længe forberedte Tog til Throndhjem. Allerede mod Slutningen af Julen begyndte Lendermændene at blive utaalmodige og forlangte at drage nordefter, ja der var endog en eller anden, som lod falde Ord om, at Varbelgerne ikke havde saa ganske Uret, naar de kaldte Kongen „Haakon Søvn“. Han lod imidlertid som om han ikke gav nogen Agt derpaa, og oppebiede roligt den belejlige Tid. Da Kyndelmisse kom, gjorde han endelig Anstalter til Opbrud, samlede Krigsfolket, og drog afsted. Han havde ikke mindre end 40 store og vel udrustede Skibe. Af Lendermænd fulgte ham, foruden de oftere omtalte, der hørte hjemme nordpaa, tillige Gaut Jonssøn, Isak i Bo og Gunnar Kongsfrænde. Det synes endog, som om disse tilligemed Peter i Giske og Aasulv vare ombord paa Kongens eget Skib[3] hvor han ogsaa medtog sin syvaarige Søn Haakon, der nu, efter den ældste Søn Olafs Død, var den nærmeste Arving til Tronen[4]. Dronningen og den yngre Søn, Magnus, bleve tilbage, og lod han dem for Sikkerheds Skyld tage sit Ophold i Borgen, med 40 Hirdmænd og meget andet Krigsfolk under den nysnævnte Gudleik Stallares Befaling. Allerede ved hans Afrejse fra Bergen gik der det Rygte, at Hertugen var i Ferd med at drage syd til Oplandene og ikke vilde oppebie ham i Throndhjem. Det hed tillige, at han havde sendt nye Sysselmænd til Søndmøre og Raumsdal. J den Anledning sendte Kongen, da han kom til Kiilstrømmen, Arne Blakk, Gunnar Kongsfrænde, Aasulv og Sigurd Biskopssøn forud for at undersøge Forholdene; de skyndte sig alt hvad de kunde, lige til Raumsdalsmynne (Indløbet til Raumsdalsfjorden), og erfarede her, at Finn Knatt, i Egenskab af Hertugens Sysselmand, holdt til med sit Følge inde paa Vedø. De stevnede strax derind, og toge ham af Dage med flere af hans Folk. Da Kongen siden formedelst hvast Vejr og Snefog maatte lægge ind til Sandulvsstad paa Hiteren, blev det ham sagt, at Hertugen virkelig havde forladt Nidaros. Denne tiltraadte nemlig Toget til Oplandene den 18de Februar[5], efterladende Klemet Fader og Guthorm af Sudreim i Byen med 240 Mand for at forsvare Skibene og bevogte Thrøndelagen. Sin Hustru Fru Ragnhild og sin yngste Datter Jomfru Ragnrid, saavel som en stor Deel af sit Gods, havde han ladet bringe i Sikkerhed i Elgeseters Kloster, hvis Brødre, regulære Augustinere, og i den nøjeste Forbindelse med Chorsbrødrene ved Christkirken, vare ham lige saa hengivne som de fleste af disse. Kongen fortsatte ikke des mindre Rejsen til Throndhjem, dog saaledes, at han sendte Aasulv og Gunnar forud med 15 Skibe for at forsøge en Overrumpling. De kom til Byen ved Nattetid, da det var aller mørkest, lagde strax til og gik i Land paa to Steder, Gunnar ved Iilsviken, Aasulv oppe i Elven, ved Bryggerne. Men en af Hertugens Mænd, ved Navn Bergthor Ram, havde dog paa sin letsejlende Skude faaet et saadant Forspring for dem, at han kunde advare sine Kammerater i Byen, der saaledes fik Tid til at styrte ind i Kirkerne, og det var derfor kun faa af Varbelgerne, som faldt for Birkebeinernes Haand, eller bleve saarede. Siden kom Kongen selv, og lagde sig ude ved Munkholmen. Her blev det ham meldt, at Klemet og Guthorm med en talrig Hob Varbelger holdt til inde i Klosterkirken[6], hvor de havde taget hen, saa snart de hørte at Kongen nærmede sig. Derfor vilde han ikke gaa op i Klostret, og da Varbelgerne sendte Bud til ham og bade om Grid, gav han intet Svar. Efter Raadslagning med sine Mænd roede han siden ind til Byen, hvor Erkebiskop Sigurd og Chorsbrødrene modtoge ham med Procession og bøde ham velkommen, skjønt han rigtignok kunde merke, at flere af dem talte eet og meente et andet. Kongen og Erkebiskoppen havde mange Samtaler, om den vigtige Sag, der nu satte hele Landet i Bevægelse. Enkelte af Hertugens Venner fremkom med det Forslag, at han skulde slutte Forlig med Hertugen, paa det Vilkaar, at de fik hver sin Halvdeel af Riget, og begge bare Kongenavn. Men Kongen sagde, at det ikke nyttede at byde ham saadanne Vilkaar. Derimod erklærede han, paa Erkebiskoppens Bøn om Grid for Fru Ragnhild og Jomfru Ragnrid, at han var villig til ej alene at tilstaa dem Grid, men ogsaa alle andre, der maatte have taget sin Tilflugt til Kirkerne, ja endog dem, der laa i Holms Kloster. Dette lode de sig ikke sige to Gange, men toge strax imod Forlig. Nogle gik endog i Kongens Tjeneste, andre droge hjem til deres Gaarde. Blandt de sidste synes Anførerne selv, Klemet og Guthorm, at have været, da man ikke siden hører dem omtale. Ved Efterretningen om Kongens Mildhed kom der efterhaanden allevegnefra Folk, som de Varbelger, der vare dragne med Hertugen til Oplandene, havde sat til at bestyre deres Gaarde, og som nu bade Kongen om at skaane disse. Kongen lovede at lade Gaardene staa urørte til Sommermaal, og at oppebie, om Ejerne inden den Tid vilde indgaa Forlig med ham. Med disse og lignende Forhandlinger tilbragte Kongen nogen Tid i Nidaros, ventende paa, hvad Efterretninger der vilde komme fra Oplandene om Knut Jarls og Arnbjørn Jonssøns Bedrifter mod Hertugen. Imidlertid sendte han Gunnar Kongsfrænde afsted til Jemteland, og om det skulde behøves, videre, for at indhente Jatgeir Skald. Gunnar rejste over Hals og Hoved, medtagende kun 15 Mand, og døjede meget Ondt, men udrettede sit Erende. Han fik Hertugens Sysselmand i Helsingeland, Thore Riisbit, tagen af Dage, indhentede Jatgeir endnu førend han var kommen over Helsingelands Grændse, og fratog ham alle de Breve og Kostbarheder, som Hertugen havde medgivet ham til sine Venner i Sverige. Jatgeir selv undkom med Nød og neppe. Gunnar kom tilbage til Nidaros førend Kongen endnu havde forladt Byen, og indlagde sig megen Hæder ved sin Raskhed[7].
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 216.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 215.
- ↑ Der staar nemlig udtrykkeligt, at „disse Lendermænd vare med Kongen“, hvilket, om det kun toges i den Betydning at de vare med paa Toget, vilde udelukke de øvrige Lendermænd, der dog sees at have været med.
- ↑ Naar Olaf døde, angives ej, men at han maa have været død før 1240, sees bedst deraf at Kongen lod Haakon hylde som sin Efterfølger. Dette viser og, at Kongen maa have taget Haakon med fra Bergen, skjønt det ej udtrykkeligt siges.
- ↑ Der staar „Lørdagen i Ni-Ugers-Fasten“ ɔ: Septuagesima, hvilket ej kan forstaees om Lørdagen før Septuagesima-Søndag, eller 11te Februar. Naar Kongen afsejlede fra Bergen nogle Dage efter Kyndelmisse, f. Ex. 6te Februar, og, som man seer, havde daarligt Vejr er det ikke saa usandsynligt, at han ej kom til Nidaros førend efter den 18de.
- ↑ Paa denne Viis maa Sagatextens Ord aabenbart rettes. Der staar nemlig at det ved Ankomsten til Holm blev ham sagt at Klemet og Guthorm „váru fyrir í bœnum“ mandsterke, og havde flygtet did ved Kongens Nærmelse, samt sad trofast i Kirken. Men da de jo allerede før vare „i Byen“, er det en Selvmodsigelse, at de siden skulde flygte „til Byen“. Og da der nu strax efter netop er Tale om, fra Kongens Side, at skjenke dem Livet, der „sad i Kirken i Holm“, er det aabenbart, at det kun er disse, der menes, og at Ordene „í bœnum“ fejlagtigt ere komne ind. Dette forklarer ogsaa, hvorfor Kongen ej vilde gaa op i Klostret. Paa denne Maade har ogsaa Peder Claussøn forstaaet Stedet, saa at altsaa hans Kodex maa have haft det Rette.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 214, 216.