Wikikilden

Det norske Folks Historie/4/144

< Det norske Folks Historie‎ | 4

Allerede om Aftenen havde Kongen en Sammenkomst med Styremændene og Troppehøvdingerne for at aftale Angrebsplanen, thi man maatte benytte Nattemørket, for ej at bemerkes af Fienden, naar man roede over Fjorden. Rigtignok var man slet ikke vis paa, om Vaarbelgerne endnu var i Byen. Nogle sagde, de havde hørt at Hertugen var reden bort. Andre derimod meente at det ej havde nogen Fare. I Fortrøstning hertil gav ogsaa Kongen sine Befalinger, men sendte dog Folk ind til Hovedøen for at spejde. Hans Plan var at angribe Byen fra tvende Kanter og selv foretage Hovedangrebet, medens Fienden dog saa længe som muligt skulde være i den Tro, at de kun havde med Knut Jarl og Lendermændene at bestille. Derfor vilde han med den største Deel af Hæren gaa i Land ved Ekeberg-Steen søndenfor Trælleberg, medens det endnu var mørkt, og derfra trænge ind i Byen. Knut Jarl, Simon Kyr og Erik Stilk skulde derimod først ro ind under Hovedøen og blive liggende der indtil det lysnede: naar de da saa Kongen dreje ned ad Bjerget mod Byen, skulde de paa een Gang, ganske aabenlyst, og hver i sin bestemte Plads, ro ind til Byen og lægge til ved Bryggerne, for at tiltrække sig Vaarbelgernes Opmerksomhed og beskjeftige dem. Derhos skulde Gunnbjørn Bonde, Peter Paalssøn, og de øvrige Sysselmænd nordenfor Stad strax ro ind vestenfor Hovedøen, lægge til ved Gyljande, og gaa vesten om, op til Frysjebroen, for at besætte den og afskære Vaarbelgerne Vejen paa den Kant[1]. Af dette sidste blev der dog intet, thi da Kongen syntes at det varede længere end han havde ventet, førend de udsendte Spejdere kom igjen, gik han selv i en liden Baad og vilde lade sig ro ind til Hovedøen; men da han kom midt paa Fjorden, blev der saadan Taage at man neppe kunde see fra Stavn til Stavn, saa at han maatte vende tilbage; imidlertid havde Spejderne omfaret ham og kom tilbage uden at have seet noget til ham, hvorover der blev megen Uro og Forvirring, under hvilken deri paatænkte Expedition til Gyljande ganske gik overstyr. Kongen derimod blev sin Bestemmelse tro. Men førend han brød op, lod han sin Søn, Kong Haakon den unge, bringe ombord paa den hurtigst sejlende Skude i Flaaden, under Opsigt af sin Kapellan Villjam Bote[2] og flere andre paalidelige Mænd, paalæggende dem, med tvende andre Skuder til Bedækning at ro vestenfor Hovedøen, holde sig der saa skjult som muligt, og sætte en Mand til Udkig oppe paa Højden, for at holde Øje med hvad der foregik i Byen; viste det sig da, at det gik de Kongelige daarligt, skulde de øjeblikkeligt begive sig ud ad Fjorden og lige til Bergen, uden at stole paa Vikverjerne. Han talte, siges der, mange fagre Ord for den unge Konge, inden han forlod ham. Derpaa roede han over til Ekehergsstøen, og gik i Land, som det var aftalt[3]. Førend han fik Byen i Sigte, lod han gjøre Holdt, og talte paa sin Farfader Sverres Viis nogle opmuntrende Ord til sine Mænd. „De fleste af eder“ sagde han, „maa have hørt fortælle om, og vide Besked om Striden mellem Hertug Skule og mig, skjønt det kan være ganske Ret, som man siger, at sjelden har een Skylden, naar tvende trættes. Men foruden alt andet, som tidligere har været mellem os, har han nu ladet sig give Kongenavn uden først at opsige Stilstanden mellem os, hvilket man aldrig før har hørt Mage til her i Norge. Siden sendte han Folk ud til alle Kanter, nord, syd og op i Landet, og lod Mænd, der havde svoret os begge Troskabsed, dræbe, hvor de fandtes, faa at han derved sveg dem, derlige faa gjerne vilde tjene ham som os og vare ganske sagesløse; Kirker selv beskjermede dem ikke bedre end Fjøs. Og til syvende og sidst sendte han 13 Skuder mod os selv, for at lade os eller vore Sønner dræbe eller indebrænde, om Gud havde tilstedt ham det. Nei har han haft faa stor Fremgang, som man neppe har Exempel paa, at nogen med saadan Uretfærdighed har kunnet tilvende sig, især efter Slaget ved Laaka, hvor vi fik stor Skade, da mange gode Drenge faldt, som Frænder og Venner seent ville faa erstattede. Nu hede vi eder alle, at I ville vise os eders Troskab og Manddom, thi med Guds Hjelp haabe vi at det nu skal tage en anden Vending med os. Viser nu i eders Adfærd, hvad I have at hevne, og hvor uretfærdigt der er handlet mod os. Om Hertug Skule har nok saa udsøgte Folk, bør dog vi og vore Mænd være deres Overmænd i alle Stykker, baade hvad Æt og Adfærd angaar, og desto større Vanære bliver det, hvis vore Uvenner faa nogen Bugt med os.“ Han sluttede med at gjentage den Fortælling, som Kong Sverre plejede at give til Bedste for at opmuntre fine Mænd før Kampen, nemlig om Bonden, hvis Søn skulde fare i Strid. Fremdeles bad han dem at vogte sig vel for at tage Fejl af sine egne Kammerater og Fienden, og sagde at de skulde bruge Birkebeinernes gamle Tilraab: „frem Kristmænd, Korsmænd, den hellige Kong Olafs Mænd!“

Derpaa rykkede han videre. Da han kom frem om Ekeberg, begyndte det at lysne, saa at man kunde see, hvorledes det stod til i Byen. Alt var tyst og stille der nede, og Kong Haakon begyndte virkelig at blive bange for at Vaarbelgerne havde faaet Nys om hans Komme, og allerede vare borte. Men i det samme kom Skibene roende frem fra Hovedøen, saa at man kunde see dem fra Byen, og strax lod Stormklokken: heraf kunde man skjønne at Vaarbelgerne endnu vare tilstede. Snart fik man ogsaa see megen Tummel og Loven. Vaarbelgerne, der sov hist og her i Husene, stimlede til Kongsgaarden, hvor Hertugen sov, og meldte at der var Ufred paa Færde. Hertugen klædte sig i Hast paa og væbnede sig, og stevnede derpaa op efter Strædet først til Hallvards Kirkegaard, hvor mange Folk strømmede til ham, siden op paa Martestokke, hvor hele Hæren samledes. Man gjettede paa, hvad Hær dette kunde være, som nærmede sig Bryggerne, og de fleste sagde, som sandt var, at det maatte være Knut Jarl og Lendermændene, thi endnu kunde de ikke have mindste Anelse om at Kongen med Hovedhæren nærmede sig fra Landsiden saa godt som i deres Ryg. De tænkte rimeligviis, at han endnu var nordensjelds mange Dagsrejser borte. Hertugen vilde fylke sin Hær, og afvente Knut Jarls Angreb der, hvor han stod, paa Martestokke. Men Arne Ruva, hans Merkesmand, sagde at det var en Skam, om Jarlen skulde faa Lov til at tage deres Klæder og Heste i Byen. Da sendte Hertugen Olaf af Vigdeild med Arnfinn Thjovssøn og flere Troppehøvdinger hen ad Vestrestræde mod Bryggerne, medens han selv med Hovedstyrken trak sig ned mod St. Hallvards-Kirkegaard, der laa midt i Byen og ved sine høje Mure afgav et temmelig godt Værn[4]; derhos sendte han Hallvard Stod, en Frænde af Biskop Orm, med en heel Deel Folk hen til Geitebroen for at kaste den af, saa at ingen af de .Kongelige skulde komme frem ad den Vej[5]. Selv tog Hertugen sit Sæde nedenfor Chorsbrødregaarden, men lod Arne Ruva med Merket drage videre ad Østre Stræde til Kirkegaardens sydvestlige Hjørne.

Da de Birkebeiner, som fulgte Kongen, fra Bakkeheldet ved Ekeberg saa Fienderne samle sig paa Martestokke, skyndte de sig afsted, med Merkesmanden Thorstein Heimnes i Spidsen[6]. Trods sine Aar stevnede den kjekke Mand saa raskt frem, at Kongen maatte bede ham sagtne Farten, da de, som vare mindre lette paa Foden, havde ondt for at følge ham. Føret var ogsaa meget slemt, thi det var netop 8 Dage efter Sommerdag, og al Thelen af Jorden, saa at Birkebeinerne paa den blødlændte Vej oftere sank ned til Knæs, og de havde neppe faaet en Fod op, førend den anden sank ned. Da m.an var kommen et Stykke ned af Bakken, kom nogle løbende tilbage til Kongen og sagde at Broen var af. Thorstein Heimnes foreslog da, at de skulde tage Vejen om den anden Bro oppe under Rygenbjergene, men dette fandt Kongen ikke raadeligt, og fortsatte ligefuldt Marschen ned til Geitebroen. Han kom netop i rette Tid til at hindre de Folk, som Hertugen havde afsendt for at kaste den af, fra at fuldføre Arbejdet. Da Birkebeinerne nærmede sig, toge de Flugten, skjønt der endnu kun laa tvende Hovedbjelker tilbage, som 10 Mand gjerne kunde have forsvaret mod en heel Hær. Disse tvende Bjelker vare imidlertid tilstrækkelige til at komme over paa, naar man gik een for een. Kongen lod 11 Mand gaa først, dernæst fulgte Thorstein Heimnes, hvilken, da han ogsaa havde Merket at bære, ej kunde holde Ligevegten paa anden Maade end ved Skridt for Skridt at sætte Spydodden mod den anden Bjelke og støtte sig paa den. Da Kongen kom over mellem Ørestrædet og Nikolai Kirke, havde han endnu kun 9ti Mand hos sig, der neppe fyldte Bredden af Gaden. Thorstein skyndede alligevel paa, for at ikke de fra Bryggerne skulde have den Ære at komme først imod Vaarbelgerne. Men Kongen snildt det dumdristigt at gaa videre, førend alle vare komne over Broen. Dette skede imidlertid snarere end man skulde have formodet, og nu stevnede de op ad Gaden forbi Nikolai Kirke, i fylket Orden. Blandt de Gaarde, man kom forbi, tilhørte en den blandt Anførerne paa Vermelandstoget omtalte Guthorm Erlendssøn[7], der, som det synes, allerede i længere Tid formedelst Alderdom eller af Sygelighed havde holdt sig i Ro uden at befatte sig med krigerske Sysler. Ved Synet af Kongen kom han i al Hast ud, i Tøfler, med en Kappe over sig og sagde: „Gud bevare eder Herre, det seer heel farligt ud for eder, thi Vaarbelgerne slaa ikke langt her ovenfor med en fylket Hær, og have i Sinde al tage imod eder; Gud give blot at jeg nu var saa rask som da jeg var med eder i Vermeland.“ Kongen svarede: „hav Guds Tak for din gode Vilje, og gaa ind igjen, der kommer snart Folk til mig allevegne fra.“ Og de havde ikke gaaet langt, førend Kongens ældste, og nu saa godt som voxne Søn Sigurd[8] kom med en Skare og forenede sig med ham. Han havde rejst Nat og Dag for at indhente Kongen, der blev meget glad over hans Komme. Derpaa gik de op ad Gaden, hvor Arne Ruva stod med Hertugens Merke og en betydelig Mængde Folk udenfor Asbjørn Kops Gaard[9], og havde besat Gaden paa Sydsiden af Kirkegaarden; en Deel af Vaarbelgerne stod ogsaa inde paa denne. Førend Fylkingerne tørnede sammen, befalede Kongen Luursvenden at blæse. Han blæste to Gange, men noget vel sagte. Da sagde Kongen: „Bedre blæste din Bikkjehvalp i Vinter paa Bergens Brygger, da du tog Penge derfor af Folk!“ Siden blæste han meget bedre. Kongen bød at rykke frem med Merket, og gik selv blandt de forreste, medens der fra begge Sider blev skudt, og de Vaarbelger, som stode paa Kirkegaarden. underholdt en heftig Steenkastning paa Birkebeinerne. De andre, der stode udenfor, vege strax tilbage, da Kongens Merke nærmede sig, og flygtede deels ind paa Kirkegaarden, deels op ad Gaden østenfor den. Men desto tættere blev Steenregnen fra Hine. Den største Masse af Vaarbelgerne stod nu indenfor Kirkegaardsmuren, med Arne Ruva, Vilhjalm af Torge, Alf af Leivastad, og maaskee flere Høvdinger imellem sig. Birkebeinerne forsøgte at storme ind, under Anførsel af Ivar Dyre, Ivar Holm og Thorlaug Bose, men da der var Steen nok at tage til indenfor, kastede og skøde Vaarbelgerne saa heftigt paa dem, at de efter en haard Kamp maatte vige tilbage. Alf af Leivastad kunde dog skjønne, at de seent eller tidligt vilde blive indestængte, og søgte derfor at komme ud af Porten og ned til Elven, men flere satte efter ham, og han blev efter et overordentlig tappert Forsvar fældet nede i Elven. Kong Haakon forfulgte nu de Vaarbelger, som flygtede op østenfor Kirkegaarden; der faldt flere af Vaarbelgerne, nemlig en vis Eystein Sundramm, men kun een af Birkebeinerne, skjønt mange bleve saarede. Kongen søgte at trænge op ad Geilerne eller den smale Vej, der førte over til Chorsbrødregaarden ved den anden Gade. Her stødte han først paa en Afdeling Vaarbelger tinder Grim paa Sunde, og fik atter en haard Dyst at bestaa, da Vaarbelgerne beskyde ham og kastede Stene paa ham, deels fra Kirkegaarden, deels fra Husene og nogle Smidjer, som stode der. Der faldt ved denne Lejlighed en gammel anseet Birkebein, Bjarne Hest, Brodersøn af Karl svange og Sigurd skjaalge; og mange bleve saarede. Da Kongen endelig havde arbejdet sig gjennem Geilerne og kom frem lige ovenfor Chorsbrødrenes Gaarde, saa han Hertugen selv holde til Hest lige foran sig, omringet af en talrig Skare. Haakons Stilling var farlig nok, thi han havde endnu kun 20 Mand om sig, og Hertugen stod ovenfor med mange Folk, medens Kirkegaardsporten bag ham var fuldt besat af Vaarbelger; derhos stod han og hans faa Folk i en sumpig Fordybning, medens Vaarbelgerne stode oppe paa Broen og Gaden. Men heldigviis benyttede Fienderne sig ikke af Lejligheden. Skjønt Oprørere, eller Tilhængere af en Oprører, betænkte de sig dog paa at lægge Haand paa Kongen, eller kæmpe med ham Ansigt til Ansigt. Uden at ense Faren, bød Kongen sine Mænd at angribe Porten medens han selv med Merket vendte sig mod Hertugen. Denne befalede vel sine Folk at rykke frem. Men Sone Siik, der stod ved Siden af ham, indvendte: „Her kommer jo Kong Haakons eget Merke, og han selv er med!“ „Det er det samme,“ svarede Hertugen, „fremad!“ og gav sin Hest af Sporerne. Da greb Sone fat i Tømmerne og holdt Hesten tilbage. Og da Birkebeinerne nu kastede nogle Spyd efter Hertugen, der fløj tæt forbi ham, skjønt uden at treffe, gav Hertugen sig paa Flugt med alle dem, der vare hos ham. Imidlertid bar der kommet flere Folk til Kongen, og han befalede nu Thorstein at sætte efter Hertugen med Merket og Størstedelen af det tilstedeværende Mandskab, medens han selv blev tilbage, da han, som han sagde, ikke vilde forlade Kirkegaardsporten, førend den var indtagen, saa at man ikke behøvede at frygte for et Angreb bagfra. Vaarbelgerne havde imidlertid slaaet Porten i Laas, da de ej længer kunde udholde Anfaldet. Kongen, hvis Skare forsterkedes, først med Gunnar Kongsfrændes, siden Gaut Jonssøns Trop, satte nogle til at angribe Porten, medens han lod Bueskytter begive sig op paa de nærmeste Huse, for at drive dem bort, der bare Vaaben paa Birkebeinerne. Samtidigt kæmpedes der ligesaa heftigt paa Nord- og Vestsiden af Kirkegaarden. Knut Jarl og Lendermændene, der stevnede op fra Bryggerne, mødte ved Mundingen af Vestre-Stræde Olaf af Vigdeild med hans Skare, og her fik Birkebeinerne en saa meget haardere Dyst at bestaa, som en Mængde Vaarbelger havde besat det høje, til Bispegaarden hørende Kastell, der ved en Gang var forbundet med Hallvardskirkens Loft, og fra hvilket de lode en Mængde svære Stene regne ned paa Angriberne. Endelig maatte flere af Vaarbelgerne ogsaa her trække sig ind paa Kirkegaarden, medens Olaf af Vigdeild med sin Trop flygtede op ad Martestokke til nordenfor Kirkegaarden, og Arnfinn Thjovssøn tyede til Nonneklostret, hvor han søgte Beskyttelse i Kirken. De fleste, saavel af den ene som af den anden Afdeling, stevnede dog op ad Gaderne[10], og derved samlede der sig efterhaanden saa mange Folk om Hertugen, at Thorstein Heimnes, der skulde forfølge ham, ikke troede sig mandsterk nok, men sendte Aasulf Stryk ned til Kongen for at bede om Forsterkning. Kongen sendte Gaut Jonssøn, der netop kom op i Gaderne samtidigt med Olaf af Vigdeild fra Vestre Stræde, og denne kunde ikke frelse sig anderledes end ved at styrte ind i Laurentii Kirke[11] med sine Mænd, af hvilke flere endog dræbtes udenfor Kirkegaarden. Gaut spurgte ham om han mistede Grid. Da Olaf svarede Ja, raadede Gaut ham til at holde sig i Kirken. Hertugen standsede oppe paa Martestokke, hvor saa mange Folk samlede sig til ham, at han i Førstningen tænkte paa at sætte sig til Modværge. Men da han saa Gaut Jonssøn komme og Thorsteins Skare idelig at voxe, tabte han Modet, og flygtede op ad Landet med de Folk, han havde hos m, hvoriblandt Lendermændene Baard Varg, Baard bratte, Erling Ljodhorn og Vesete litle, den sidste var bleven saaret, hans Broder Algaute med mange Vaarbelger vare faldne oppe i Gaderne.

Medens Gaut Jonssøn og Thorstein Heimnes fordreve Hertugen fra Martestokke, kom der saa mange Folk fra Skibene til Hallvards Kirkegaard, at de aldeles fik omringet den, saa at de Vaarbelger, som vare derinde, ej kunde komme ud. Heller ikke kunde nogen komme ind, saa vel havde de sperret Portene paa Indsiden. Da Kongen havde ordnet Angrebet paa sin Side, gik han ind i Chorsbrødregaarden og derfra i den tilstødende Prædikebrødre- eller Dominikanerkloster-Gaard, sandsynligviis for ad denne Gjenvej, hvor han var mindre udsat for de fiendtlige Vaaben, at komme hen til Knut Jarl og de øvrige, der bestormede Kirkegaarden fra Vestsiden[12]. Han maatte dog, for at komme fra den ene Gaard til den anden, først lade en sterk Skidgard, der skilte imellem dem, bryde ned ved Reb. Den faldt med meget Brag, og Birkebeinerne satte med det samme i et Raab; da Vaarbelgerne hørte det, bleve de forskrækkede og løb fra alle Portene. Heraf benyttede Birkebeinerne sig strax til at bryde ind paa den østlige Side, og der anrettedes nu et stort Blodbad paa Vaarbelgerne, som forsvarede sig med den største Haardnakkethed. Lendermanden Villjam af Torge befandt sig nær ved den søndre Port, da Ivar Dyre, en af Birkebeinernes Anførere, raabte til ham, om han vilde have Grid. „Endnu er det ikke saa vist, hvo af os der har at raade for Griden,“ svarede Villjam og gav med det samme Ivar et vældigt Steenkast paa Kinden. „Siden du endelig vælger det værste, kan du have det saa godt,“ sagde Ivar, og lod Villjam hugge ned. Men Sagen var den, at Villjam allerede havde mistet den ene Arm, og derfor ikke skjøttede om at leve. Forbitrelsen paa begge Sider var saa stor, at skjønt Birkebeinerne gjenkjendte mange Venner og Frænder blandt Vaarbelgerne, negtede de flere af dem Grid, skjønt de bade derom, og flere af Vaarbelgerne vilde heller ikke modtage den, skjønt den blev tilbuden. Mængden af Vaarbelgerne paa denne Side søgte nu at komme ind i Kirken, og stormede saa voldsomt mod den søndre Stat, at de selv stoppede Indgangen; her faldt de derfor saa tæt, at de laa tre eller fire Mand højt ovenpaa hinanden. Til samme Tid lykkedes det omsider Knut Jarl og de Birkebeiner, der angrebe fra Vestsiden, at bryde ind paa Kirkegaarden fra den Kant. De Vaarbelger, der her fandt sig i Biskoppens Kastell, vilde flygte ind i Kirken ad den Gang, som forbandt Kastellet med Kirkens Loft. Men Birkebeinerne fik Bjelkerne; der støttede Gangen, halede bort ved sterke Reb, saa Gangen styrtede ned og saavel de, der befandt sig der oppe, som de, der stode nedenunder, bleve knuste. Blandt dem bar en af Hertugens Hirdmænd, Haakon Lauk. Arne Ruva, Hertugens Merkesmand, slap vel ikke ind i Kirken, men fik alligevel Grid.

Da Sejren saaledes var vunden, og Kongen saa, at de endnu levende Vaarbelger, som ej havde faaet Grid, vare komne ind i Kirken, forlod han Kirkegaarden, og kastede sig paa en Hest, for at sætte efter Hertugen[13]. Hans Mænd gjorde det samme, for faa vidt de i Hast kunde skaffe sig Heste, men flere maatte løbe til Fods, saa trætte de end vare. Da han kom op i Gaderne, havde han 360 Mand hos sig; han havde da, fortælles der, et Sverd ved Siden, og et andet, ganske blodigt, der havde tilhørt en af Vaarbelgerne, i Haanden. De rede op ad Landevejen omtrent en halv Miil, og indhentede vel nogle Folk, der strax fik Grid, men traf ingen Heste, hvilke dog vare nødvendige, hvis man skulde tænke paa at indhente de Flygtende. Han lod derfor gjøre holdt, og talte saaledes til sine Mænd. „Hvis min Svigerfader Skule har redet denne Vej, da har han vist ogsaa sørget for, at vi ikke finde Hefte, og de vi have, ere allerede udmattede. Han og hans Følge har vist ogsaa allerede faaet saa langt Forspring, at vi hverken faa dem at høre eller see. I Byen derimod ere Vaarbelgerne, som I vide, komne ind i Kirkerne, men jeg er alligevel meget bange for, at dette ikke tilstrækkeligt vil kunne sikre dem, mod hvilke vore Folk ere mest forbitrede, og dog vilde jeg ikke for nogen Priis at Kirkefreden skulde krænkes. Vi ville derfor vende tilbage til Byen og see til, at vor Sejr ikke bliver misbrugt. Mellem mig og min Svigerfader faar det da siden gaa, som Gud bestemmer.“ Saaledes vendte man da tilbage til Byen. Endnu var ingen Ulykke skeet. Vaarbelgerne havde stillet saa meget op mod Kirkedøren indenfor, at den ej lod sig opbryde, og Birkebeinerne havde ligeledes udenfor sperret den saaledes med Bjelker, at ingen kunde komme ud. Kongens første Gang var til Biskoppen, for at faa hans Absolution for sig og sine Mænd, sandsynligviis fordi de havde seet sig nødsagede til at krænke Kirkegaards-Freden. Skjønt Biskoppen, som man næsten skulde formode, heldede til Skules Parti, negtede han dog ikke Absolutionen, og lod siden Kongen og hans Mænd beverte efter Dagens Anstrengelser. Ved denne Lejlighed, fortælles der, sad Thorstein Heimnes, Kongens Merkesmand, ved Siden af den fangne Arne Ruva, Hertugens Merkesmand, og Kongen var ligesaa venlig mod Arne, som om han altid havde fulgt ham; og faa barsk Kongen tidligere paa Dagen var mod sine Uvenner, saa miskundelig var han siden i at give alle dem Grid, der gave sig i hans Vold. Da Valen blev ransaget, fandt man alene 70 Lig foran Kirkedøren; det hele Antal af de Faldne ansloges til over 360 Mand, hvilket for Stridskræfter neppe større end 1200 Mand paa hver Side ikke er ubetydeligt. Blandt de faldne vare flere anseede Mænd fra Throndhjem, nemlig Baard Gardbrjot af Gudrekstad, Thorstein Kugads Søn, Peter, Systersøn af Ivar Bollessøn, Villjam af Torge, Grim af Sand. Dagen efter (Søndag den 22de April) holdt Kongen Thing ude i Kirkegaarden, og bekjendtgjorde, at alle de Vaarbelger, der vare inde i Kirkerne, skulde have Grid, hvorefter Birkebeinerne gik til Kirkerne og opsøgte sig hver sin Ven eller Bekjendt. De fangne Vaarbelger fordeeltes siden efter Kongens Bestemmelse paa de enkelte Sveiter eller Troppeafdelinger[14].

  1. ↑ Gyljande er, som ovenfor nævnt, Pebervigen eller maaskee Tyveholmen.
  2. ↑ Denne er forskjellig fra den oven nævnte Mester Villjam, thi han nævnes ved Siden af ham i det stavangerske Gavebrev. De øvrige, der sættes til at bevogte den unge Konge, vare Ingemund Kolbeinssøn, Andres Kjeft, Peter Musa.
  3. ↑ Dette maa da have været omtrent ved Kongshavn.
  4. ↑ For at forstaa dette, maa man erindre, at Hallvardskirken og Bispegaarden m. m. laa omtrent i Midten af Byen, hvor den fra Øren kommende Hovedgade, Eyrastrædet eller Øregaden, ogsaa kaldet søndre Gade s. ovenf. S. 300 (den nu fra Saxegaarden kommende Vej) der i en Bøjning berørte Geitebro og derfra gik lige mod Nord, afskares af den til Bryggernes Nord-Ende gaaende Biskops-Almenning, eller den østre Deel af den nuværende Strandgade, der var meget kortere end nu omstunder, saasom Søen gik op til lige i Nærheden af den nuværende Ladegaard. Gaden fortsattes vistnok i samme Flugt paa Nordsiden af Biskops-Almenningen lige til Leiran eller Leret ved Nonneseter, samt videre, saa at den, som en Heelhed betragtet, kunde kaldes Langstræti eller Langgaden (se ovenf. S. 302). Men egentlig regnedes disse Gader for tvende, nemlig Vestre (vestra stræti, egentlig nordre) og Østre (eystra stræti, egentlig søndre) idet de begge, hvor de berørte Biskops-Almenningen, svingede mod Øst, den ene paa Nordsiden, den anden paa Sydsiden af St. Hallvards Kirkegaard, og forenede flg længer østligt i de saakaldte „Götur“, ɔ: den indhegnede Landevej, der førte til Martestokke; og det lader til at disse Svingninger betragtedes som hine Stræders egentlige Fortsættelser. Tilligemed Biskops-Almenningen beskreve de saaledes en ligebenet Trekant, hvoraf den sidste dannede Grundfladen. Denne Trekants vestligste Deel dannede St. Hallvards-Kirkegaard, omgiven med et Hegn. Paa Nordsiden heraf, ved „Vestrestræde“ laa, naar man regner vestenfra, først Bispegaarden med sit Kastell, der stod i Forbindelse med Kirken, dernæst Chorsbrødre-Gaarden. I den østligere, smalere Deel af Trekanten, nærmere Toppunktet, var der, som man seer, en smal Gang (Geilar), der førte fra Syd- til Nordsiden, lige ud for Chorsbrødregaarden. Naar nu Olaf af Vigdeild sendtes, som det heder, ud til Vestrestræde mod Bryggerne, drog han først, ligesom Hertugen selv senere, ned ad „Gaderne“, dernæst ad Vestrestræde til Biskops-Almenningen. Hertugen selv derimod blev holdende ved Mundingen af „Geilerne“ udenfor Chorsbrødregaarden, og sendte Arne Ruva til det sydvestlige Hjørne af Kirkegaarden, ned ad Østre Stræben Overalt maa man erindre, at „Øst“ og „Vest“ her i daglig Tale egentlig betegner „Syd“ og „Nord“.
  5. ↑ Man seer heraf, at Biskop Orm maaskee dog har heldt til Hertugens Parti, siden hans Frænde var i Hertugens Kjendte. Maaskee man og kunde slutte det af den Omstændighed, at Vaarbelgerne havde besat det til Biskopsgaarden hørende Taarn eller Kastell, skjøndt det ikke er saa usandsynligt at de kunne have gjort dette uden at spørge Biskoppen ad.
  6. ↑ Om Thorstein Heimnes se ovenf. S. 514, 721, 724.
  7. ↑ Se ovenf. S. 684, 698.
  8. ↑ Sigurd var, som man seer, fød før Januar 1225, altsaa var han nu i det mindste over 15 Aar, men kan gjerne, hvad der og er det rimeligste, have været fød tidligere, som f. Ex. omkring 1222 eller 1223.
  9. ↑ Asbjørn Kop var, som vi have seet, Begling i 1204 og de nærmeste paafølgende Aar; i 1218 see vi ham, som de fleste forhenværende Bagler, i Kongens Tjeneste; han var da Sysselmand i Oslo, og nævnes blandt Vidnerne ved Biskop Nikolas’s Brev af 1221, Dipl. Norv. I. 7. Paa denne Tid var han vel død, siden han ingensinde nævnes, men hans Gaard vedblev, som sædvanligt, at benævnes efter ham. Gaarden laa, som man tydeligt kan skjønne, lige overfor Sydsiden af Kirken, hvor Ørestrædet under Navn af Østre Stræde svingede mod Nordøst langsmed Kirkegaardsmuren. Ved at besætte Gaden mellem Kirkegaardsmuren og Asbjørns Gaard sperrede Arne saaledes Vejen til Øtre Stræde og det Sted, hvor Hertugen havde taget Plads.
  10. ↑ Ved „Gaderne“ forstodes, som sagt, ikke hvad vi nu kalde „Gader“, men den indhegnede Landevej, der over Martestokke førte videre op i Bygden.
  11. ↑ Denne Kirke med tilhørende Hospital maa altsaa have ligget i Strøget mellem den nuværende Bispegaard og Galgebjerget.
  12. ↑ Det maa nemlig ansees vist, at Prædikernes Huus og Kirke begge have vendt med den vestre Ende ud mod Vestre-Stræde, nordenfor Biskopsgaarden, indsluttende et Gaardsrum, der strakte sig nordenfor denne indtil det stødte til Gaardsrummet ved Chorsbrødrenes Huse, der, som vi kunne skjønne, laa østenfor Biskopsgaarden, lige for de „Geiler“, der fra Østre Stræde førte østenom Kirkegaarden til Vestre Stræde. Om Prædikerne eller Dominikanerne vil der i det følgende blive talt.
  13. ↑ Der siges udtrykkeligt at den Hest, Kongen red paa, var sort, saa nøje opbevarede man enhver enkelt Omstændighed ved dette merkelige Slag.
  14. ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 228–237.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/4/144&oldid=82846»