Det norske Folks Historie/4/31
Det var imidlertid ikke Sverres Hensigt at ligge ganske stille i Throndhjem og vente indtil han havde faaet en heel Flaade i Stand, førend han foretog sig noget mod Magnus. Dertil kunde Udsigterne være langvarige nok, og det var vistnok at forudsee, at inden man kom saavidt, vilde Mangel nødsage ham til at drage bort fra Egnen og saaledes i Virkeligheden udføre den Beslutning, han havde foregivet for at hindre Magnus fra at gjøre et nyt Tog til Throndhjem. Under alle Omstændigheder maatte det være ham og hans Mænd utaaleligt, at være i saa lang Tid saa godt som indespærrede i een og samme Fjord-Egn, og den Tanke kunde saaledes ikke ligge dem fjern, ved en dristig Handling at skaffe sig Luft, og fremfor alt at faa nogle af Skibene tilbage. De besluttede derfor, strax efter Juul (Januar 1183) at forsøge et pludseligt Overfald paa Magnus, der nu, som nys omtalt, havde sendt sine Folk fra sig og intet mindre ventede, end at Birkebeinerne skulde vove sig heelt ned til Bergen for at hjemsøge ham. Sverre lod udruste en Deel Smaaskuder, bemandede dem med sine Folk, og satte Kursen til Bergen i største Skynding, for at komme uventet over Magnus. Men ved Søndmøres Kyster fik han Modvind, maatte søge Havn, og blev nødt til at ligge der saa længe, at alt Haab om Overrumpling var forbi, da man let kunde skjønne at Magnus imidlertid maatte have modtaget Efterretning om deres forestaaende Ankomst. Planen maatte saaledes for det første opgives, og han vendte tilbage til Nidaros, men med den faste Beslutning, saa snart Lejlighed gaves, at gjentage Forsøget. Imidlertid drev han sterkt paa Befæstningsarbejdet. Allerede ved Begyndelsen af Langefasten (sidst i Februar), vare de for Kongen bestemte Værelser i Borgen færdige; han flyttede strax derind med en Deel af sit Mandskab, og opholdt sig der om Vaaren, medens de øvrige bleve tilbage i Byen. Borgen kaldte han selv efter Kong Davids vel bekjendte Borg i Jerusalem Zion, men sædvanligviis plejede man at kalde den Sverresborg[1].
Samme Vaar vare Birkebeinerne heldige nok til at gjøre en vigtig Fangst. Sverre havde, det siges ikke naar, men det maa vel have været i Løbet af Aaret 1182, sendt en af sine Mænd, ved Navn Thorgils, som Sysselmand til det nordligste Thingdistrikt paa Haalogaland, og tillige forlenet ham med Finneferden. Der tales ellers ikke om, hvor vidt Haalogaland havde underkastet sig Sverre, eller i saa Fald, naar dette var skeet: efter al Sandsynlighed har det kun bestaaet deri, at enkelte anseede Mænd her, som andensteds, have erklæret sig for Sverre, medens derimod den større Deel endnu holdt med Magnus; i det mindste synes noget saadant at maatte sluttes af hvad der her strax efter berettes. Den fornemste Æt paa Haalogaland var visselig Bjarkø-Ætten, eller den Linje af Arnmødlinge-Ætter., der ved Jon Arnessøns Giftermaal med Thore Hunds mægtige Æt havde erhvervet Bjarkø. Hovedet for denne Linje, Vidkunn Jonssøns Søn Erling, som allerede ovenfor er omtalt, var netop nylig død, efterladende sig to Døtre og en attenaarig Søn, Vidkunn, der nu arvede alle hans Besiddelser. Saa vel Vidkunn, som hans Systre vare særdeles smukke, og det forstaar sig af sig selv, at disse betragtedes som nogle af de bedste Partier i Landet. Saa snart Kong Magnus hørte, at Vidkunn havde tiltraadt sin Fædrenegaard, lod han ham indbyde til sig, for at han, som det hed, kunde blive udnævnt til Lendermand, hvortil han var fød og baaren; men man troede ogsaa, at der stak noget mere under Indbydelsen, og dette var vel hverken mere eller mindre end at bringe et Parti i Stand mellem Vidkunn og Magnus’s Syster Ragnhild, Jon af Randebergs unge Enke, maaskee og mellem Magnus selv og en af Vidkunns Systre[2]. Vidkunn lovede at komme den følgende Vaar, og lagde imidlertid sin Iver i Magnus’s Tjeneste for Dagen ved at krydse om i Fjordene for at rense dem for de Birkebeiner, der maatte sværme om paa de Kanter. Thorgils Sysselmand havde om Vintren været oppe til Fjelds for at inddrive Finneskatten og handle med Finnerne, som sædvanligt; det havde ogsaa lykkets ham at faa en Deel Gods samlet, og med dette foor han, da han kom ned fra Fjeldet, selv tolvte sydover, for at bringe det til Sverre. Men Vidkunn lagde sig paa Luur i Øgsfjorden, passede paa, da han kom nordenfra, overfaldt og dræbte ham med alle hans Mænd, tog alt Godset, og bragte det til Bjarkø. Sverre kunde for det første ikke gjøre noget derved. Men den følgende Vaar sejlede Vidkunn hjemmefra, for efter Indbydelsen at begive sig til Kong Magnus, paa sin store Tyvesesfe „Guldbringen“, som tidligere havde tilhørt Erkebiskop Eystein. Begge hans Systre saa vel som hans Morbroder Jon Drumb fulgte med. Skibet selv var godt bemandet og vel forsynet med Vaaben, ligesom det ogsaa ledsagedes af et Proviantskib, men da ingen ombord ventede noget Overfald, vare Skjoldene fæstede ved Stavnene, og Brynjerne laa forvarede i Kister nedenunder Dækket. Imidlertid havde Sverre faaet spurt, at Vidkunn havde rejst eller skulde rejse hjemmefra, og sendte strax Baard Guthormssøn og Ivar Silke med 7 Skuder for at passe ham op og hevne Thorgils’s Drab. Da de kom nord til Engeløen, Christi Himmelfartsdags Morgen (26de Mai), fik de Øje paa Vidkunns Fartøjer, som han kom sejlende ud efter Ofoten, eller det inderste af Vestfjorden, som den nu kaldes. De lagde strax ind under Steigebjerget[3], og oppebiede ham der. Paa Vidkunns Skib saa man intet til dem, førend det næsten var lige ind paa dem; Sejlet blev da i Hast firet ned, men Birkebeinerne lagde til paa begge Sider, og gjorde et heftigt Angreb. Vidkunns Mænd fik ikke engang Tid til, som de ønskede, at sætte Baaden ud og lade Fruentimmerne stige i den, saa hurtigt gik det hele. Da de hverken havde Skjolde eller Brynjer ved Haanden, men alene deres Angrebsvaaben at forsvare sig med, fik Birkebeinerne, der desuden maa have været de talrigste, snart Overhaand. Vidkunn selv faldt med Størstedelen af sit Mandskab, og Birkebeinerne toge Guldbringen med hele dens rige Ladning i Besiddelse. De førte den ned til Throndhjem og overgave den til Sverre, som roste dem meget for deres Raskhed og det Held, hvormed de havde udført deres Hverv[4]. Ogsaa Vidkunns Systre maa ved denne Lejlighed være faldne i Sverres Hænder, og sandsynligviis har han ej sat dem paa fuldkommen fri Fod, førend efter Kong Magnus’s Fald, da han ej kunde ønske at nogen af dem rakte Magnus eller en af hans Mænd sin Haand, og derved bragte ham de rige Ættebesiddelser i Medgift, som nu efter Broderens Fald bleve deres Arvelod. En af dem, Ragna, egtede siden den for sin Lovkyndighed navnkundige Lendermand Bjarne Mardssøn, om hvilken der i det Følgende vil blive talt[5].
- ↑ Den Klippe eller de Klipper, hvorpaa Borgen anlagdes, eller rettere: en paa Stedet hode den laa, opført Gaard kaldes endnu Sverresborg. Zion kaldes den i Sverres Saga Cap. 108.
- ↑ Dette staar ikke udtrykkeligt i Sagaen, men antydes umiskjendeligt i Cap.74.
- ↑ Steigeberget maa være Forbjerget strax nordenfor Steigens eller Stegens Kirke paa Engeløen.
- ↑ Sverres Saga Cap. 74, 75.
- ↑ Fagrskinna Cap. 215. Bjarne Mardssøn nævnes i den eneste fuldstændige Afskrift af den ældre Gulathingslov, der nu haves, som den, der bragte et nyt Sagetal i Stand.