Det norske Folks Historie/4/46
Længer ud paa Høsten droge Øyeskeggerne til Bergen. Byen selv toge de strax i Besiddelse, men Borgen, hvori der laa en sterk Besætning af Birkebeiner, under Befaling af den paalidelige Sigurd Borgarklett, forsvarede sig tappert mod Øyeskeggernes gjentagne Angreb. Disse Angreb skede dog mestendeels kun ved Skud; Besætningen skød igjen, og det var da som oftest Øyeskeggerne, der kom til kort. Saaledes gik hele Vintren hen (1193–1194), uden at det lykkedes dem at indtage Borgen. Som et Beviis paa dens Forsvareres Agtpaagivenhed og Duelighed fortælles der, at en Helligdag i Begyndelsen af Langefasten, da Olaf Jarlsmaag lydde Messe i Olafskirken paa Bakkene, men stod udenfor ved Indgangen, med Haanden paa Dørstolpen, skød en af Birkebeinerne i Borgen efter ham med en Laasbue, og traf hans Haand saa godt, at Brodden stod fast i Stolpen. Men kunde Øyeskeggerne end ikke indtage Borgen, benyttede de dog Tiden til at underlægge sig samtlige Fylker lige til Stad, med alle kongelige Skatter og Skylder. Derved maatte de dele deres Styrke, idet nogle sendtes paa een, nogle paa en anden Kant, i de forskjellige Sysler, men de troede at det ej havde nogen Fare, da de ej ventede Kong Sverre førend langt ud paa Vaaren. Heri forregnede de sig dog. Sverre havde tilbragt Vintren i Throndhjem, hvert Øjeblik forberedt paa et Angreb af Øyeskeggerne, hvorfor han og havde forsterket sig med Ledingsfolk fra Herederne, der den hele Tid maatte ligge paa Vagt ude i Gildeskaalerne. Men da Langefasten kom, og man endnu ikke saa noget til Fienderne, besluttede Sverre at forekomme og overraske dem. Han sejlede derfor afsted med 20 Skibe, af hvilke ingen var større end Tyvesesser, men flere endog mindre, og skyndte sig saa, at Øyeskeggerne ikke fik mindste Nys derom, førend han ej havde langt til Byen. Dette var Dagen før Palmesøndag (2den April). Af Hovedanførerne var kun Hallkell Jonssøn og Olaf Jarlsmaag tilstede; de holdt strax Huusthing, og Olaf opfordrede de Tilstedeværende til at raadslaa om, hvad man skulde gjøre, siden man strax kunde vente et Angreb af Sverre: om de skulde oppebie dette Angreb, eller søge at undgaa det, da saa stor en Deel af deres Styrke var borte; Sigurd Jarlssøn var nemlig i Stavanger med syv Skibe, og Eystein Korp, en anden af deres Høvdinger, med tre Skibe i Sogn. Hallkell Jonssøn meente dog, at de havde Styrke nok til at vove et Slag med Sverre, naar de blot ikke fattedes Raad, eller Lykken aldeles var dem ugunstig. „Hidtil,“ sagde han, „har det forekommet mig, som om det især var Raadsnilhed, der manglede dem, der kæmpede mod Sverre; dersom vi nu vogte os, og ikke fare ubesindigt frem, ville vi nok vinde Sejr; men det gjelder ogsaa at vise Besindighed, ellers vil det neppe gaa os bedre end de øvrige.“ De fleste vare enige med Hallkell, og ytrede Lyst til at lade det komme til Slag. Dette blev da besluttet, man gik til Skibene, viggyrdlede dem og gjorde dem klare til Kampen, og lagde derpaa seent om Aftenen ud til Florevaag, hvor de bleve liggende om Natten. Samme Aften, efter Solens Nedgang, kom Sverre lige i Nærheden af Byen, Han lod sine Skibe ro ud til Gravdal, men begav sig selv paa en Skude ind til Byen, landede ude ved Holmen, og gik forbi Christkirken, hvor han fik høre at Biskop Paal just samme Dag var død, og Liget indsat i Kirken, op til Borgen, for at faa en Deel af Besætningen afgiven til Forsterkning. Det kunde synes noget dumdristigt, at han med saa faa Folk vovede sig ind til Byen, men han havde, siges der, faaet den nøjeste Besked om alt hvad Øyeskeggerne toge sig til, og han vidste vel saaledes, at han intet havde at frygte af dem. Han blev ikke længe i Byen, men roede, da han havde udrettet sit Erende, strax ud til sine Skibe, som han nu lod lægge ud til Hvarven, lige over før den fiendtlige Flaade, og neppe en Fjerdingvej fra dem. Efter sin sædvanlige Viis roede Sverre selv i Nattens Mørke paa en Baad over til Florevaag, for at udspejde Fiendernes Vagter, og lytte til deres Samtaler. Han var ogsaa heldig nok til at faa hele deres Angrepsplan at høre, just som de Anførende raadsloge derom. De vilde begynde Angrebet i Lysningen næste Dag. „Mit Raad,“ sagde Hallkell Jonssøn, „er at lenge vore Skibe sammen, thi da ville vore Folk kæmpe mest uforsagt. Vi bør begynde med Steenkast, saa længe vort Forraad af Stene strækker til; derefter skulle vi tage til Skudvaabnene, og endelig, naar de ere opbrugte, sætte ind paa dem og begynde Haandgemæng, saa de skulle huske det. Da vil Sagen snart være afgjort, naar kun enhver bruger sig som han kan; for øvrigt raade Gud.“ Da Sverre havde hørt dette, roede han tilbage til sine Mænd, og fortalte dem om Øyeskeggernes Plan. „Jeg tror derfor,“ sagde han, „at vi gjøre bedst i at forekomme dem, og angribe dem strax, førend de endnu vente det. Om det enda ikke er lyst, naar vi lægge imod dem, skulle vi, for at kjende vore egne Skibe fra Fiendens, knytte et hvidt Læredsbaand foran paa Stavnen. Det gjelder især at passe os ved det første Angreb, da deres Skibe ere saa meget højere end vore; vi skulle derfor holde vore Skibe saa vidt muligt fra hinanden, saa længe Fienderne endnu ere i den første Hidsighed, og I skulle da kun søge at dække eder, og lade dem kaste sine Vaaben fra sig, medens I derimod spare eders Vaaben og vogte eders Aarer, thi begge Dele ville vi trænge til, hvo der faa sejrer.“ Sverre havde i alt 20 Skibe, alle temmelig smaa, Øyeskeggerne 13, men de fleste store. Sandsynligviis har da Øyeskeggernes Folkestyrke udgjort omtrent 2000 Mand, Sverres derimod neppe flere end 1200. Sverre blev dog ikke færdig med sine Forberedelser, førend det allerede gryede af Dag, (Palmesøndag den 3die April) og Øyeskeggerne, der havde ligget uden Tjeld om Natten, løsnede Landtougene og roede ud af Vaagen. De lagde Kabel-Liner imellem Skibene baade for og agter, og roede alle frem jevnsides for at opsøge Sverre. Men da det endnu var mørkt, vidste de ikke af, førend Sverres Skibe kom rendende lige ind paa dem. Begge Partier istemte strax Hærskrig og Øyeskeggerne grebe i al Hast til Linerne, for at hale Skibene sammen, men disse løb frem med staaende Master og stødte Aarerne istykker for hinanden. Imidlertid fik de halet dem i Tengsel, og Striden begyndte. Øyeskeggerne gjorde et overhaands heftigt Anfald, men Birkebeinerne fulgte Sverres Befaling, og dækkede sig kun, idet de holdt Skjoldene saa tæt sammen over sig, at man ingensteds saa dem bare. De lode deres Skibe svæve om snart hist snart her, og drillede Fienderne ved forstilte Angreb, det var, staar der i Sagaen, „let at see af den Færdighed, hvormed de gjorde det, at de vare vante til sligt Arbejde.“ Endelig begyndte Øyeskeggerne omsider at blive trætte, og den heftigste Skudregn at aftage. Nu var det Birkebeinernes Tid at begynde for Alvor. „Staar nu op,“ sagde Sverre, „sander Eders Navn, værer Birkebeiner og lader dem see, hvorledes I kunne faa Sverdene til at bide.“ Da rejste Birkebeinerne sig under Skjoldene, og gjorde et voldsomt Angreb, deels med Steen, deels med Skud. Men Øyeskeggerne forsvarede sig lige saa tappert, og deres Skibes større Højde kom dem vel tilpas. De fik endog Stavnljaaer haget fast i Kongens eget Skib, dræbte Stavnboerne, og toge Merket, den saakaldte Sigrflugan (Sejerfluen); ja de ryddede dets Dæk næsten lige til Masten, og begyndte at entre. Da eggede Kongen sine Mænd, og Birkebeinerne trængte saa heftigt imod dem, at de igjen maatte tilbage paa deres eget Skib, og enkelte af dem faldt. Endnu varmere gik det til paa de øvrige Fartøjer i Sverres Flaade, der havde lagt ind til Øyeskeggernes store Skibe; Fienderne hagede sig fast i dem, og ryddede enkelte af dem, saa at mange af Birkebeinerne faldt, inden de fik dem løs, og Folketabet i det Hele taget blev meget større paa Birkebeinernes Skibe. Disse lagde nu fra, for at skaffe sig noget Pusterum. Sverre opmuntrede dem paa det bedste: „friskt Mod,“ sagde han, „I gode Brødre, mange slige Dyster kunne de vel ikke gjøre; lader os kun holde os kjekt, de blive lige saavel tandsaare som vi.“ Da Øyeskeggerne saa Birkebeinerne lægge fra, troede de at de vilde tage Flugten, og Olaf Jarlsmaag raabte: „Nu gjelder det at bruge os, thi det er tydeligt at see, at de tabe Modet, som de fleste pleje, der have med Overmagt at bestille; lader os forfølge vor Sejr, hugge Tengslerne over og sætte efter dem alt hvad vi formaa.“ Dette havde alle Lyst til, og Tengslerne bleve strax kappede. Men de glemte, at de havde knækket deres Aarer; da Skibene løstes fra hinanden og de skulde til at ro, havde de ikke Aarer nok, og Skibene dreve hid og did med Strømmen, hvert for sig. Da vare Birkebeinerne strax færdige med deres lette Fartøjer, roede til og lagde sig med to eller tre Skibe omkring et af Fiendens; i det samme kom ogsaa de Krigsfolk fra Borgen, som Sverre Aftenen forud havde tilsagt, 90 Mand, alle i Ringbrynjer, paa et Langskib. De kom ypperligt tilpas, og Fordelen, der hidtil havde været uafgjort, vendte sig nu ganske paa Birkebeinernes Side. Øyeskeggernes Skibe ryddedes, det ene efter det andet, og for hvert Skib, som blev ryddet, besatte Birkebeinerne det, og brugte det mod de øvrige, forladende deres Smaaskuder. Øyeskeggerne havde, som nys berettet, faaet fat paa Sverres Merke, Sigrflugan, de havde stillet det op i Stavnen paa deres Høvdingskib, saa at Birkebeinerne tydeligt nok kunde see, hvor de havde at søge det. Derhen trængte de derfor af al Magt, og endte ikke, førend de havde faaet fat paa Merket; derpaa entrede de, og ryddede Skibet fra Stavn til Stavn. Kongesønnen Sigurd sprang overbord, men blev dræbt, idet han søgte at frelse sig ved Svømning. Derpaa flygtede Lodin, Søn af Paal Smaatt-Auga, og Hallvard bratte[1], hver med sit Skib. Olaf Jarlsmaags Skib blev ryddet; ogsaa han sprang ud for at svømme i Land, men Birkebeinerne vadede ud imod ham, og dræbte ham paa Strandbredden. Hallkells Skib var det sidste, som ryddedes, fordi det var det bedst besatte og højeste. Han faldt selv med den største Deel af Besætningen. Overhoved faldt næsten hele Øyeskegggernes Mandskab, paa enkelte nær, som fik Grid. Kongen havde sagt, at der ikke skulde synges Højmesse i Byen, førend han kom tilbage fra Striden, hvis det ikke varede altfor længe. Og det slog netop ind, at det just var Messetid, da han kom roende ind til Byen med alle de erobrede Skibe. Messen blev saaledes afholdt i rette Tid.
Sverre havde vundet en fuldstændig Sejr, men den var dyrekjøbt, thi mange af hans Mænd vare faldne; nogle døde ogsaa strax efter af sine Saar, hvoriblandt hans Svoger, Baard Guthormssøn. Det var endnu, da den Sagaberetning, vi her følge, blev nedskreven, alles Udsagn, at man ikke vidste af noget Slag at sige, hvor den sejrende Part havde faaet Overhaand mod Skibe, der vare saa langt højere end deres. Men hvad der gjorde Udslaget, var Birkebeinernes større Krigsvanthed og Færdighed i at ordne Angrebet. Øyeskeggerne vare tapre nok til at slaas, men mindre øvede, og toge sig ikke nok i Agt.
Ikke længe efter Slaget fandt man Sigurd Magnussøns og Olafs Lig. Kongen lod det først stille til offentligt Skue, for at man kunde overbevise sig om, at det virkelig var Liget af den Høvding, Øyeskeggerne havde kaldt deres Konge. Siden lod han det begrave søndenfor Sanghuset paa Mariekirkegaarden. Her blev der ogsaa opkastet en stor Grav, hvor de fleste af Øyeskeggernes Lig bleve lagte, Olaf Jarlsmaags øverst. Hallkell Jonssøn blev begraven ved Christkirten. Da Sigurd Jarlssøn, der laa i Stavanger, erfarede sine Staldbrødres Nederlag, sejlede han strax sydefter, først til Viken, siden til Danmark; af de Krigere, han havde hos sig, fulgte nogle ham, andre adspredte sig hist og her, men mange søgte ogsaa og fik Grid hos Kongen. Eystein Korp sejlede vest over Havet. Saaledes var ogsaa denne Oprørsflok tilintetgjort[2].
Sverre lod sin Svoger Baard Guthormssøn jordfæste i Christkirkens Chor, paa Nordsiden, og hans Gravsted smukt pryde ved Siden af hans Hustru, Kongens Syster Cecilia, der var død nogle Aar i Forvejen, og begraven paa samme Sted. Med Cecilia havde Baard kun havt een Søn, ved Navn Inge, hvilken Kongen nu tog til sig og lod opfostre ved sit Hof. Efter Cecilias Død havde Baard egtet Ragnhild, en Datter af Lendermanden Erling paa Kviden i Valdres. Deres Børn vare Sigurd, Aasulf, Guthorm og Skule samt Datteren Ingebjørg[3]. Vi ville i det følgende see flere af disse Børn spille en betydelig Rolle i de politiske Begivenheder.
- ↑ Paal Smaatt-Auga, en af Heklungernes Høvdinger, var, som ovenfor berettet, falden i Slaget i Sokndalsfjorden. Hans Søn Lodin var altsaa ikke fra Orknøerne, lige saa lidt som Hallvard Bratte, og man seer heraf tydeligt, hvad der og ligger i Sagens Natur, at der blandt Øyeskeggernes Høvdinger var foruden Hallkell mange forhenværende Heklunger og Kuvlunger, ligesom vi ogsaa i det følgende se Lodin, Hallvard og Sigurd Jarlssøn komme frem igjen som Baglerhøvdinger.
- ↑ Sverres Saga, Cap. 119–121. Villjam af Newbury omtaler ogsaa Øyeskeggernes Opstand (l. c.) saaledes: „Efter denne (Jon Kuvlung) fremstod en anden haabefuld Dreng af den kongelige Stamme, og fik Medhold af en stor Mængde; men ogsaa han blev, og det paa selve Palmesøndag, for nogle Aar siden overvunden af Tyrannen i et haardt Slag, og med sine Tilhængere i Bund og Grund tilintetgjort“.
- ↑ Guthorm Sigurdss. Saga, hos Peder Claussøn, i Slutningen. Da Baard Guthormssøn døde i Bergen, synes det ved første Øjekast, som om det og maatte være Bergens Christkirke, hvor han blev begraven. Men da det heder saavel om hans Hustru Cecilia, som om ham, at de bleve begravne „i Christkirken norden ved Choret“, og man deraf maa slutte at de bleve lagte ved hinandens Side, og da der ingen Grund er til at antage, at Cecilia, der baade før og efter sit Giftermaal med Baard hørte hjemme i det Throndhjemske, blev begraven i Bergen, medens det, om Baard end ikke havde været gift med hende, alligevel havde været i sin Orden, at hans Lig blev ført fra Bergen til Throndhjem og begravet i Christkirken, hvor sandsynligviis ogsaa hans Forfædre og Frænder hvilede, ligesom vi see at Orm Kongsbroders Lig blev ført heelt fra Sogn til Oslo, for at det kunde blive begravet ved Siden af hans Frænders: bliver det utvivlsomt, at det er Christkirken i Nidaros, som her menes. – For Resten kan Cecilia kun i kort Tid have været gift med Baard, og man skulde næsten formode at hun døde ved Inges Fødsel, der rimeligviis indtraf ved 1185 eller 1186, siden Baard i sit paafølgende Egteskab kunde have fem Børn.