Det norske Folks Historie/4/57

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 307-313).

Kong Sverre havde imidlertid opholdt sig i Viken, for, som det synes, ganske at kvæle Oprørsaanden i dette Landskab ved at vise Indbyggerne, at ogsaa han kunde straffe strengt, naar det gjaldt. Ester 14 Dages Ophold ved Oslo drog han sydefter lige til Gudmaren, og lagde ind til Fyrileiv^[1]. Der stevnede han Bønderne til Thing, og beskyldte dem her for at have samlet sig imod ham, da han laa i Sæmsfjorden, og at have taget en anden Konge i hans Sted. En Mand ved Navn Helge stod frem og svarede paa Bøndernes Vegne saaledes: „fra vore Hereder vare ikke mange Mænd i den Flok, og selv disse faa tildeels mod deres Vilje; vi vedkjende os saaledes ikke denne Beskyldning. Desuden ere vi gamle nok til at see os for, førend vi styrte os i Ulykke; vi kjende saa godt til Loven og fornemme Folks Ret, at vi vide, hvor Kongen skal hyldes i Norge, nemlig paa Ørething i Throndhjem, saa at ingen har fuld Ret til Kongedømmet, der ej er hyldet der. Nu skjønner I nok, Herre, saa forstandig som I er, at vi ej kunde være saa dumme, hensynsløst at slaa os til denne Flok, der ikke var sterkere, og dog fiendtlig mod eder.“ Han belagde sine Ord saa godt, at Kongen blev formildet. Ser blev ogsaa holdt andre Taler paa dette Thing, og alt tegnede sig til Forlig. Der tales ikke om, at et saadant kom i Stand, men man maa formode det. Fra Fyrileiv drog Kongen ud igjen af Gudmaren, og ind til Nautasund (Nøtsund) mellem Øen Ordost og Lanehered. Her sendte han en Afdeling af sine Folk hen i et Erende, men de vare uheldige nok til i en Skov at støde paa en Flok Bagler, som angreb dem og dræbte 12 Mand af dem. Der tales ikke om at Kongen opsøgte disse Bagler for at hevne sine Mænds Drab; men han sejlede ud gjennem Svanshals (Svansund), og lige til Elven. Der havde alle Indbyggerne, af Frygt for Straf, forstukket sig i Skovene. Kongen stevnede desuagtet Thing, og lod bekjendtgjøre at de i fuld Grid skulde kunne komme til ham, og at han ønskede at slutte Forlig med dem; men da de havde en ond Samvittighed, halede de Tiden ud, saa længe de kunde. Da begyndte Ledingsfolket at tabe Taalmodigheden, og holdt endog hemmelige Sammenkomster om at bryde Ledingen og uden Tilladelse drage hjem. Den, som især opmuntrede dertil, var en af Kongens egne Huuskarle, ved Navn Olaf fra Beitstad^[2]. Men Kongen merkede det, og lod Olaf gribe og henrette, for at statuere et Exempel; dette afskrækkede de øvrige. Kongen lod anden Gang tilsige Thinge og truede Bønderne med, at hvis de nu ikke kom, vilde han brænde hele Heredet op. Da kom de endelig frem, og maatte nu finde sig i at udrede en svær Bod for deres Oprør, saa at Dagen efter flere hundrede Nød og meget andet Gods blev bragt ned til Skibene, deels i Leding og Lidegjeld^[3], deels i Bøder. Derpaa vendte han igjen tilbage til den nordligere Deel af Viken, hvor han fik høre at Baglerne havde været i Throndhjem, men allerede vare komne tilbage til Oplandene, og nu agtede sig til Oslo. Han ilede da hid, og vilde drage dem imøde paa Oplandene, men da han kom op paa Gjelleraasen, fik han vide at de havde faaet Nys om at han var i Oslo, og derfor taget den øvre Vej sydefter. Han vendte derfor tilbage til Oslo, og drog siden til Tunsberg, men sendte Philip Jarl, Søn af Byrge Brosa, med en Deel Tropper op til Mjøsen, for at see til, om han der kunde tilføje Baglerne nogen Skade. Det havde ogsaa været hans Hensigt at sende sin Halvbroder Hide derop, men denne blev ikke tidsnok færdig, og han lod ham derfor blive i Tunsberg med sin Skare, idet han selv sejlede afsted med hele Flaaden for en gunstig Vind, i den Hensigt at drage til Bergen. Men da han kom til Helgesund^[4], hørte han til sin Forundring at Sigurd Jarlssøn var kommen nordenfra, og at de havde omfarets, uden at nogen var bleven ham var. Strax den følgende Morgen lod han blæse til Huusthing, og ytrede her, at han var meget ængstelig for Hide, som han havde ladet blive tilbage i Tunsberg med faa Folk, og som rimeligviis nu troede sig sikker mod Angreb fra Vestkanten, da Kongen selv drog den Vej med hele Flaaden; men han frygtede for, at man ikke nøje nok havde seet efter i de forskjellige Havne, man kom forbi, og tilkjendegav derfor sin Beslutning, at han med alle Skuder og lette Skibe, besatte med dygtige Folk, vilde vende tilbage og see til at opdage Sigurd, medens derimod Storskibene, og, som man kan forstaa, Ledingsfolkene, skulde fortsætte Rejsen nordefter, først til Bergen og siden til Throndhjem. Dette skede, og han drog østover, men allerede for silde. Sigurd havde paa Vejen ind efter Folden lagt lig i Skjul bag Svenøerne, udenfor den almindelige Led, og derfra havde han seet hele Flaaden sejle forbi, sydøst over, uden at man paa Flaaden havde Anelse om hans Nærhed. Den følgende Nat styrede han ind til Tunsberg, og kom der ganske uventet over Hide, der sad og drak med sine Folk i den saakaldte Asleivsgaard. Baglerne stevnede strax did, og Birkebeinerne løb ud, de fleste endog uden Vaaben, og bleve dræbte, hvor de stode; Kirkerne vare læste, saa at de ej kunde komme ind i dem. Hide løb fra Drikkestuen ind i Bryggerhuset, og gjemte sig oppe under Skurfjelene mellem Husene, da han ikke vovede sig ud af Byen, saasom alle Udgange vare besatte af Baglerne. Om Morgenen, da det var lyst, ransagede de Byen, og dræbte fremdeles de Birkebeiner, de fandt. Hide vilde maaskee været sluppen derfra med Livet, hvis ikke en Omløber i Baglernes Flok, ved Navn Hviting, omsider havde opdaget hans Skjulested. Hide gav ham en Guldring for at han ej skulde røbe ham, og han lovede godt, men ikke des mindre sagde han det til de første Bagler han stødte paa, og Hide blev da greben og dræbt. Ved dette Overfald dræbtes i Alt henved 50 Birkebeiner, hvoraf mange endog vare Hirdmænd. Endnu samme Dag forlod Sigurd Jarlssøn Byen. Da Sverre kom, var han allerede borte. Sverre satte strax efter ham, over Folden og øster i Viken; han forfulgte ham en Stund, idet han halede nærmere og nærmere ind paa ham, og kom ham ganske nær; da styrede Sigurd ind igjennem Lanesund^[5] og lagde op i Bevjaa. Strax efter landede ogsaa Sverre og lagde til Angreb. Baglerne reve Tjeldene ned og hilste Birkebeinerne med en Pileregn, men endnu førend Skibene stødte sammen, løb de alle i Land, og da Birkebeinerne ligeledes sprang i Land efter dem, flygtede de op over Broen, forfulgte af Birkebeinerne, som kun fik dræbt nogle af dem, da de fleste vare komne over, og havde faaet Broen kastet af. Saaledes undslap de dengang, og flygtede op i Landet, men Birkebeinerne toge deres Skibe og alt hvad der var ombord; nogle af Skuderne brændte de, andre toge de med. Derpaa styrede Kongen atter vestover, lige til Bergen, hvor han tilbragte Vintren^[6].

Imidlertid havde de store Skibe efter Aftalen i Helgesund begivet sig til Bergen, og videre til Throndhjem. Først kom der tre Skibe, som styredes af Veteranen Eyjulf Havlessøn, Erik af Haa^[7] og Arne Skadaredr. Disse fik høre, at der endnu laa Bagler i Byen, og at de havde gjort megen Skade. Birkebeinerne kom til Munkholmen, tidligt om Morgenen den 27de November, førend det endnu var ret lyst. Arne og Erik roede strax op i Elven med deres tvende Skibe, og Eyjulf lagde til ved Stranden indenfor Borgen, hvorfra han med sit Mandskab skyndte sig op over Kalvskindet til Broen. Baglerne vidste ikke af, førend Birkebeinerne vare i Byen, og de hørte Lurene skralde. Nogle af Baglerne løb op til Kirken, nogle op til Broen, men fandt den allerede besat, andre løb hist og her og søgte Skjul; mange bleve dræbte, men enkelte fik beholde Livet. Derpaa lod Birkebeinerne Skibene sætte op paa Øren, og toge Byen i Forvaring, saavel som Syslerne paa Landet. Imidlertid lader det dog til, at enkelte Sværme af Baglerne holdt sig der i Nærheden, thi der fortælles om hvorledes en Begling ved Navn Salve strax efter Julen (1198) dræbte en af Sverres Tilhænger ved Navn Jon magre, idet han forrædersk bad ham komme udenfor Døren, da han havde noget Nyt at fortælle ham, men strax gjennemborede ham. Ogsaa paa Oplandene og i Viken sværmede talrige Baglerflokke omkring. Hallvard af Saastad, der havde den saakaldte Kong Inge i Varetægt, gjorde endog efter Juul et Tog med ham over Fjeldet ned til Opdal, og gjennem Rennabu, Orkedalen og Skaun lige til Nidaros, idet de paa Vejen dræbte flere af Sverres Mænd^[8]. To af disse, Gunnar Galen og Eindride Nakke, fik saa vidt Forspring, at de kom lidt før dem til Byen, og meldte at de vare i Hælene paa dem (9de Januar); Gunnar og Erik ilede strax ned til Øren og søgte at sætte Ild paa Langskibene, for at de ej skulde falde i Fiendernes Hænder, men Ilden vilde ikke rigtigt fænge, og imidlertid kom Baglerne og dræbte dem. De fleste Birkebeiner, som laa i Byen, vovede ikke at oppebie Baglerne, men vare allerede flygtede bort, saa at disse fandt Byen uden Forsvar; de skjenkede mange Livet, som bade derom og kom i deres Vold, og de forbleve der hele Vaaren, opførende sig ganske som Herrer, idet de udbøde Leding, indsatte Sysselmænd o. s. v. Det forstaar sig ogsaa, at de nu lod Inge tage til Konge paa Ørething, hvor en Mand ved Navn Baard gav ham Kongenavn. Skibene lode de sætte ud, og beredede sig ivrigt til Forsvar. Birkebeinerne laa imidlertid ude i Mark og Skov, i det Haab at Kong Sverre vilde komme og frelse dem fra deres Nød^[9]. Denne maa have været stor, da Vintren beskrives som ualmindelig streng^[10].

Det var ogsaa Sverres Hensigt at hjelpe dem, men den strenge Vinter har rimeligviis hindret ham fra at foretage sig noget imod dem, førend Vaaren kom. Da udrustede han en Deel Skuder og letsejlende Skibe, og skyndte sig saa hurtigt han kunde fra Bergen for at komme uforvarende over Baglerne. Han efterlod en Besætning i Borgen, under den brave Sigurd Borgarklett; ogsaa Dronningen blev tilbage under den kjekke og raadsnilde Aura-Paals^[11] Varetægt. Det gik ham ogsaa for saa vidt efter Ønske, som han kom heelt ind om Agdenes, førend Baglerne borte noget til ham. Dog fandt han dem ikke uforberedte, thi de havde baade indkrævet Leding, bemandet deres Skibe med en talrig Besætning tildeels af Ledingsfolk, og lagt sig med Flaaden udenfor Thorsberg tætved Rødbjerget, medens enkelte af deres lette Skuder trodsede om længer ude i Fjorden. Et Par af disse stødte Birkebeinerne paa ved Selven og Hornbore^[12]; de angrebe dem strax, og dræbte nogle af Besætningen, de øvrige flygtede i Land. Det tredie Baglerfartøj, en Tyvesesse, traf de udenfor Rein, og dræbte Størstedelen af Mandskabet, hvoraf kun nogle faa reddede sig i Land. Birkebeinerne toge alt Godset ombord, og nogle af dem vilde tage Skibet med, men Kongen bød dem at lade det blive liggende, da han ikke troede det kunde holde Fart med Skuderne i Roningen. Men nu kunde man see dem fra den fiendtlige Flaade, og Baglerne toge Tjeldene ned, tengede Skibene sammen, og lode sig af en svag Nordøstvind, der blæste, drive med staaende Master ud efter Fjorden. De havde i alt 7 overmaade store Skibe. Et aattende, der dog ej borte til Hovedflaaden, men forhen havde tilhørt Eyjulf Havlessøn, og nu var taget i Besiddelse af Agmund Vaagadrumb^[13], Baglernes Sysselmand der i Egnen, laa lige overfor ved Ingdalen under Ravnaas, men kom ikke Baglerne til nogen Nytte, da Mandskabet, ved at see Flaadernes Sammenstød, ikke kunde blive enigt om, enten man skulde deeltage i Kampen eller flygte i Land. Da Sverre saa Fienden nærme sig, lod han strax blæse Hærblæst, og gav Befaling til Angreb. Birkebeinerne roede med sine lette Skuder omkring Fienderne snart paa den ene, snart paa den anden Side, hvor det faldt belejligt til, og underholdt en langvarig Skudfegtning, men de torde ikke vove sig lige ind paa de fiendtlige Skibe, da disse vare saa meget højere end deres egne Skuder, der ikke naaede længer end til Baglernes Viggyrdler. De holdt sig endog i saa lang Afstand, at Baglerne ikke kunde naa dem med Stavnljaaer for at hale dem til sig. Imidlertid faldt der dog og saaredes flere paa begge Sider. Da Sverre saa, at hans Folk paa denne Maade ikke udrettede noget, gav han Besaling til at lægge ud af Skudvidde. Dette skede, og han tiltalte dem nu saaledes: „Birkebeinerne ere ikke længer som de have været før. De gamle Birkebeiner lagde ikke saa daarligt til Strid, som I med Dragkjortlerne^[14], de havde kortere og snevrere Kjortler, men bedre Mod i Hjertet. Det nytter ikke at ligge her, lad os enten ro ind til Byen, eller ogsaa viser eder som raske Gutter, og lægger til, saa at I kunne prøve hvem Sverdene bide bedst for.“ Birkebeinerne lode Kongen ikke engang tale ud, men istemte strax Hærskrig, og opeggede hinanden til Angreb, de roede lige ind paa Langskibene, og gjorde et saa overhaands heftigt Anfald med Spyd og Sverd, at Baglerne en Stund ikke fik gjort andet end at dække sig, og vege tilbage. Salmund Systrung, en af Birkebeinernes Styremænd, kom endog selv femte op i den forhen nævnte Baglerhøvding Gudbrand unges Skib. Men Besætningen, opmuntret af Gudbrand, trængte saa haardt ind paa dem, at de bleve kastede tilbage med Tab, og nu fulgte en saa voldsom Regn af Vaaben og svære Stene fra Baglernes højbordede Skibe, at man neppe kunde staa derunder, og Birkebeinerne faldt i Mængdeviis. De kunde i Førstningen ikke engang trække sig tilbage, da Baglerne holdt deres Skibe fast med Stavnljaaer; de søgte, saa vidt muligt, at holde sig fra Storskibene med Forke, og det lykkedes dem omsider at komme løs, men ikke førend Salmund Systrung var falden med sit fleste Mandskab, og ligeledes en anden Skude var ryddet; begge disse Skuder faldt i Baglernes Hænder. Da gav Sverre Befaling til at holde inde med Striden. „Det nytter os ikke for denne Sinde,“ sagde han, „at stride med dem, og vi ville derfor ro ind til Byen.“ Birkebeinerne lagde da fra, og styrede ind efter Fjorden. Indenfor Thinaa-Osen, mellem denne og Trange^[15], mødte de endnu et Baglerskib, hvis Besætning de joge i Land; derfra satte de over Flakfjord, og joge to andre Baglerskibe i Land ved Klepstad^[16], siden roede de ind til Byen (8de Mai 1198) i en temmelig daarlig Forfatning, thi Slaget havde været meget blodigt, mange af deres bedste Folk vare faldne, og en stor Deel saarede, saa at kun faa vare tilbage i kampdygtig Stand. Blandt de saarede var ogsaa den tapre Nikolas af Vestnes, der havde faaet et Skud gjennem Staalhuen i Ansigtet, hvilket han ansaa for saa ubetydeligt, at han ikke brød sig noget derom, ja endog gik i Bad dermed, men der slog sig Verk deri, som blev saa slem, at han efter faa Dages Forløb døde, til stort Tab for Birkebeinerne. Baglerne troede i Førstningen, at det under disse Omstændigheder vilde være en let Sag at fange Sverre i Byen, og de fulgte strax efter ham, men da det kom til Stykket, trøstede de sig dog ej til at lægge ind til Øren, af Frygt for at det Mandskab, som de havde tvunget til at ro Leding derfra Egnen, øjeblikkelig vilde rømme og gaa over til Sverre. De lagde sig derfor ude ved Munkholmen. Sverre stod imidlertid færdig til at tage imod dem ude paa Øren. Tilsidst fandt Baglerne det raadeligst at drage til Bergen, og lægge alt Landet under sig, uden at bryde sig om, hvad Sverre foretog sig med sine Skuder; han kunde saa alligevel, meente de, ikke udrette noget imod dem til Søs. Imidlertid iagttoge de dog den største Forsigtighed paa Rejsen sydover, og passede omhyggeligt paa at holde sig samlede, idet de, som det heder, mere frygtede hans Anslag end hans Skibe-Antal. Sverre rejste ogsaa strax efter dem, og roede forbi dem mellem Herøerne og Stad, medens de laa i Havnen Anger. De gjorde vel Mine til at ville ro foran ham, men dette blev dog ikke af, og Sverre gav ingen videre Agt paa dem, da det nu fremfor alt var ham magtpaaliggende, at komme forud for dem til Bergen^[17].

1. Ved Fyrileiv (nu Smør) overvandt Magnus blinde Harald Gille, se ovenfor II. S. 730. I Sverres Saga staar at han lagde til ved det søndre Land, hvilket Udtryk ej ret passer her, da Ferløvkilen gaar lige ind mod Nord.
2. Saaledes Skaalholt-Haandskriftet. Texten i Udgaven af Sverres Saga har „Olaf Beitstok“.
3. D. e. den Udredsel, der paalaa enhver „Lide“, saaledes kaldtes i Viken det Antal Folk (siden efter den Rode eller Deel af Heredet) der skulde stille en Ledingsmand.
4. Sandsynligviis gamle Hellesund eller Helgesund lidt østenfor Christianssand, i Høvaag Sogn.
5. Lanesund er hele Fjorden mellem Boknes Sogn og Ordost, der længer inde, ved Vindø, kniber sammen til det før omtalte Nøtsund (Nautasund).
6. Sverres Saga Cap. 139–181.
7. Dette Haa er maaskee Haa paa Jæderen, skjøndt det rigtignok er sandsynligere, at Erik havde hjemme i det Throndhjemske, ligesom Eyjulf Havlessøn, hvis Fædrenegaard var Aastan paa Geitstranden, se ovenfor S. 111.
8. De Dræbtes Navne opregnes saaledes: i Rennabu Ivar Aarmand og Thorleif Styrja, i Orkedalen Einar Skitinbeine, i Skaun (Børgeskougn) Skegge paa Egg. Det kan neppe være Meningen at Skegge blev dræbt inde i Skaun (Skogn) ved Levanger, hvor der ligger en Gaard ved Navn Egge, thi det er øjensynligt, at Tillægget „i Skaun“ her betegner Egnen, gjennem hvilken Baglernes Vej faldt fra Orkedalen til Nidaros.
9. Sverres Saga Cap. 142.
10. Islandske Annaler ved 1197.
11. Paal boede sandsynligviis paa Aure i Sykelven, siden han kaldes Aura-Paal.
12. Hornbore kaldes nu Horbor, strax indenfor Brettingnes.
13. Han var, heder det, fra Oplandene, altsaa visselig fra Vaage i Gudbrandsdalen, ligesom Jon Vaagadrumb, se ovenfor S. 138.
14. D. e. „fodside Kjortler,“ hvilke da ansaaes for smukkere og mere stadselige end de korte.
15. Thinaaen kaldes den lille Elv, der falder ud ved Stadsbygdens Kirke. Thinaa-Osen er altsaa dens Udløb. Gaarden Trange ligger strax østenfor
16. Klepstad ligger ikke langt fra Flak.
17. Sverres Saga, Cap. 143, 144.