Wikikilden

Det norske Folks Historie/4/79

< Det norske Folks Historie | 4

Da Vaaren kom (1206), samlede Erling Steinvegg alle de nye Skibe, han havde ladet bygge, foruden en heel Deel Smaaskuder, for at forsøge et Hovedangreb .paa Birkebeinerne. Han drog imidlertid ikke strax vestover, men begav sig først med den samlede Flaade til Kongehelle, hvor han ankom ved Midfaste Tid (11te Marts), deels, som det synes, for at skynde paa Efternølerne, deels for at bringe Birkebeinerne paa den Formodning, at Baglerne atter havde forladt Landet, og saaledes gjøre dem des mere sorgløse. Dette lykkedes ogsaa fuldkommen. Birkebeinerne, der, merkeligt nok, intet havde erfaret øm hele Skibsbygningen førend i de sidste Dage af Fasten, da de tillige spurgte at Baglerne forlængst vare dragne østover, lode sig ganske føre bag Lyset, og gjorde intet Skridt til at modtage Fienderne. Baglerne vendte omtrent paa samme Tid tilbage til Tunsberg, og sejlede endelig for Alvor fra Byen Langfredag den 31te Marts. Dog begave de sig før det første, sandsynligviis fordi alle Skibe endnu ej vare samlede, kun over til Odinsø (Onsø), hvor de bleve liggende til 2den Paaskedag (3die April). Da satte de igjen vest over Fjorden til Grindholmesund (Vrængen), kom Fredagen (den 7de) til Thorsø[1], Løverdagen (den 8de) til Portyrja (Portør), og Søndagen (den 9de) til Esjunes- (Hesnes-) Øerne. Da var endelig den hele Flaade samlet, og Erling tilkjendegav sin Beslutning, at ville drage nord i Landet. Dette fandt dog flere at være et yderst voveligt Foretagende, og da Erling den følgende Tirsdag (den 11te) fortsatte Rejsen til Randøsund, protesterede Orm Lange, Ragnar Gamalssøn, Gunnar Aasessøn og Benedikt af Gumanes mod at drage videre, og bleve liggende tilbage, hver med sit Skib, ved Esjunes. I Randøsund fik Baglerne høre at Thorgils Fudend, der synes at have været Sysselmand eller Sysselmandens Lensmand paa Nord-Agder, havde samlet en heel Deel Ledingskost inde i Hvinisdal, og laa ved Hitterøen, agtende sig nordefter. De skyndte sig derfor afsted endnu før Dag, i den Hensigt at indhente ham. De kom temmelig tidligt om Onsdagen til Hitterøen, men da var Thorgils allerede afsejlet med sine Fragtskibe. De roede efter, og fik endelig Fartøjerne i Sigte ved Foksteen. Da Thorgils og hans Folk saa Skuderne, der forfulgte dem, kunde de skjønne hvad det var for Folk, styrede i Hast ind til Rekevaag, og løb i Land, ladende Fartøjer og Ladning tilbage som Bytte før Baglerne, der strax satte sig i Besiddelse deraf, og endnu samme Dag sejlede til Eikundasund (Ekersund), hvor de bleve liggende om Natten. Thorsdag Morgen (den 13de) sejlede de nord forbi Jæderen til Hvitingsø, og derfra til Karmsund, men inden de kom did, blev det Aften, og saa mørkt, at flere af Skuderne ej fandt Sundet, men styrede ind i Fylingsfjord (Førefjord). Fejltagelsen merkedes vel snart, men den sinkede dem dog saaledes, at de ikke førend seent paa Natten kom til Karmsund. Derfra sejlede de næste Dag til Siggevaag ved Moster, hvor Kongen om Løverdagen sammenkaldte Styremændene til Raadslagning om, hvor vidt man skulde vove et Overfald paa Bergen, eller fortsætte Rejsen nordefter. De fleste, hvoriblandt Erling selv, havde mest Lyst til at forsøge Overfaldet, især da de havde bragt i Erfaring, at Haakon Jarl endnu var i Byen, og ikke havde mindste Nys om deres Komme. Men Reidar Sendemand fraraadede det og sagde, at de gjorde bedst i at drage lige til Throndhjem mod Kong Inge, og han, som den mest erfarne Krigsmand, fik sin Vilje frem. De bleve liggende der den Dag og følgende Nat. Søndag Morgen droge de videre, og kom om Aftenen til Skaalevik strax indenfor Hvarven. Derfra sendte de to Skuder ind til Gravdal paa Spejderi, da Erling endnu ikke ganske havde opgivet Tanken om et Angreb paa Haakon Jarl. Skuderne vendte tilbage med et Par Møllerfolk, som man havde faaet fat paa; disse sagde, at Jarlen allerede havde faaet Nys om at de nærmede sig, og at Bymændene laa fuldt rustede paa Christkirkegaarden, for at modtage Fienden. Der blev nu paa ny raadslaaet ivrigt; Erling vilde fremdeles vove et Overfald mod Byen, men Reidar blev ved sit, hvad der vistnok ogsaa var det fornuftigste. Erling maatte give efter. De hejsede saaledes Sejl, styrede om Valenes eller Sydvestsiden af Fenring (Askøen) ud ad det sædvanlige Skibsløb gjennem Hjeltefjorden, og over Fjendsfjorden østen om Bortnesøen. Her traf de i Vikingevaag tre Fragtskibe med Birkebeiner ombord, af hvilke de dræbte nogle; de øvrige flygtede op paa Øen. Mandag Aften (den 17de) lagde de ind i Skutesund ved Rugsundøen, og bleve liggende der om Natten; de gik op til Gaarden, udgivende sig for Birkebeiner, og fik derved lokket Bonden til at fortælle, at han samme Dag havde befordret nogle Folk, som Haakon Jarl havde sendt med Brev til Kong Inge; han underrettede dem derhos om at disse Folk havde bestemt sig til at overnatte paa Vaagsø. Strax blev der sendt en Skare derhen, som dræbte Brevbærerne og bemægtigede sig Brevet; dette indeholdt ogsaa ganske rigtigt en Advarsel fra Haakon til Inge om at vogte sig, da Baglerne vare paa Farten søndenfra, og kunde med det første ventes til Byen, skjønt han ej var ganske vis paa, om det var deres Hensigt at angribe Kongen, da de kun havde lidet Folk. Det gjorde for Resten intet fra eller til, at Baglerne opsnappede dette Brev, thi den forsigtige Haakon havde ladet skrive tre ligelydende Breve og sendt dem hvert ad forskjellige Veje; et af dem kom og til Nidaros før Baglerne. Tirsdagen (den 18de) roede disse uden om Stad til Havnen Anger mod en saadan Storm, at nogle Byrdinger eller Fragtskibe, de mødte, maatte have to Rev i Sejlene. De hørte fra Mandskabet paa disse, at en Mængde Ledingskost var bragt sammen i Borgund, hvor der tillige laa en, Birkebeinerne tilhørende, Tyvesesse. De søgte derfor Onsdagen (den 19de), skjønt Stormen fra Nordøst endnu rasede, at arbejde sig hen til Borgund, men det lykkedes kun Philip Jarl med fire Skuder at naa frem, seent om Natten; alle de øvrige Skibe dreve tilbage. Philip og hans Folk dræbte 18 Mand, bemægtigede sig al Ledingskosten og brændte Langskibet. Torsdagen (den 20de) lykkedes det Erling at komme videre, dog ikke længer end til Yxnø, strax vestenfor Harø, hvor han maatte overnatte. Men her fik man den velkomne Efterretning fra Throndhjem, at Kong Inge den følgende Dag (Fredag) skulde højtideligholde sin Syster Sigrids Bryllup med den oftere omtalte Lendermand, Thorgrim af Ljaanes fra Søndhordland, hvortil Kongens Brødre og en Mængde fornemme Mænd vare komne sammen. Det var al Udsigt til, at man under Bryllupslystigheden kunde finde den aller bekvemmeste Lejlighed til et Overfald, og maaskee faa dem dræbt alle tilhobe. De fik ligeledes høre, at Birkebeinerne havde bygget et Langskib i Vedø. Did sendtes derfor Philip af Veigen og Thord Dokka med to Skuder, medens den øvrige Flaade Fredag Morgen roede nordefter til Lyngvær, mellem Sandø og Aukra. Om Aftenen slog endelig Vinden om, og da hvert Øjeblik var kostbart, lettede de strax Anker, og sejlede om Natten først til Sveggesund, hvor Vinden blev saa heftig at de maatte tage et Reb i Sejlene, derpaa til Vedø mellem Hiteren og Ørelandet, hvor de lagde bi for at holde Maaltid og raadslaa. Imidlertid vare Philip og Thord Fredag Aften komne til Byen Vedø, hvor de lagde sig i den ydre Vaag. Skuden eller Langskibet, hvorom der var Tale, laa i den indre; det lykkedes dem at faa det opbrændt, og bemægtige sig den af Sysselmanden Jon Angrad der samlede Leding foruden meget andet Gods, men kun faa af hans Folk faldt i deres Hænder, da de ej kunde gjennemsøge Byen førend næste Morgen, efter at det var blevet lyst, og de fleste tilstedeværende Birkebeiner imidlertid havde reddet sig ved Flugten. Dette forsinkede dem imidlertid saaledes, at de ikke kom til Sveggesund førend ud paa Dagen, da de øvrige allerede vare langt borte. Der blev nu raadslaaet meget ivrigt mellem disse, om man skulde oppebie Philip og Thord, saavel som to andre Skuder, der allerede vare blevne tilbage syd i Fjordene, eller om man strax skulde drage videre med den Styrke, man havde. Arnbjørn Jonssøn og Reidar Sendemand stemte for det første, men Erling meente, og med Rette, at det var bedre at komme med 14 Skuder til Byen i denne Nat, end med dobbelt saa mange Morgenen efter. Og denne Gang fik han endelig sin Vilje frem. Man hejsede Sejl, og kom netop mod Aftenen ind under Agdenes. Her ordnede de alt til det forestaaende Angreb. Lodin Stallare foreskrev, hvorledes det skulde skee. „Nu gjelder det,“ sagde han, „at vise Mands Mod og Hjerte. Naar vi komme til Byen, skulle vi lægge til ude ved Øren, lige for Gildeskaalerne, og gaa i Land, hvad der saa kan være i Vejen; det er bedre at falde med Tapperhed, end endnu længere at maatte strejfe langs Kysten; fly vi, kunne vi være forvissede om, at ej alene Birkebeinerne, men ogsaa Bønderne ville forfølge os. Nu er der imidlertid al Rimelighed for, at de ikke have faaet mindste Nys om vort Komme, og ligge drukne som Sviin, thi Mjød og Viin har der vanket nok af, og de fleste have vel trøstigt taget sig sit Ruus. Kongens Fennike skal fare op ad den vestre Gade, men Jarlen og Arnbjørn ad den nordre; Arnthor Foka og Simon Uxe skulle ro op ad Elven og møde dem, som ville svømme over den.“ Derpaa fortsattes Sejladsen ind ad Fjorden i Mulm og Mørke.

Imidlertid var der Jubel og Lystighed i Nidaros, og man anede ikke den ringeste Fare. Kongen selv, Høvdingerne og de menige Krigsfolk, vare alle berusede. Løverdag Aften, da Fienden allerede var kommen til Agdenes, indtraf vel det før omtalte Brev fra Haakon Jarl, og efterat Inge selv havde læst det og viist det for Høvdingerne, havde man først besluttet at blæse Allarm og lade Tropperne opstille sig ude ved Gildeskaalene. Men da Brudgommen, Thorgrim af Ljaanes, hørte dette, bad han Kongen indstændigt, ikke at forspilde Gjestebudsglæden; han skulde nok selv, sagde han, paatage sig at sørge for, at der holdtes paalidelig Vagt; hans egen Trop skulde træde under Vaaben og vaage om Natten; det var aldeles usandsynligt, at Baglerne skulde vove sig til Byen netop nu, da en saa stor Mængde var tilstede. Kongen, saavel som de øvrige, vilde ligeledes helst slippe at forstyrres i deres Glæde, og lode sig derfor let berolige; der blev ikke blæst Allarm, men derimod sad man endnu en god Stund og drak. Da man skulde gaa til Sengs, bød Thorgrim vistnok sine Mænd at væbne sig og begive sig ud til Øren for at holde Vagt. Men de sagde indbyrdes til hinanden, at de ikke vilde vaage over Kongens Tjenere og Bønderne, og lagde sig til at sove. Sigvalde Karl[2] skulde med sin Trop holde Vagt over Kongen; ogsaa disse Folk knurrede, og meente at de ej vare mere pligtige til at vaage end de andre. De toge vel sin Plads udenfor Sigurd Svardages Gaard, hvor Kongen, saavel som Thorgrim, tilbragte Natten[3], men de vare aldeles drukne og uefterrettelige; overhoved blev der aldeles ingen Agt givet paa, hvorledes Vagten holdtes; Kongen selv sov Rusen ud i en Elskerindes Arm. Ud paa Natten, henimod Morgensiden, kom Baglernes Skibe forbi Flak, holdt sig tæt under Aasen, og lod Sejlene falde udenfor Ilen, just som der begyndte et sterkt Snefog med Slud, der gjorde Mørket endnu tættere. De fordeelte sig nu efter Aftale. Da de Fartøjer, som skulde lægge til udenfor Øren, kom nær imod Landet, holdt de Aarerne i Vejret og lyttede nøje efter; da de ikke hørte mindste Lyd fra Byen, satte de nogle Folk i Land, der gik frem til Gildeskaalerne, hvor Vagten ellers plejede at ligge, og da de heller ikke her kunde fornemme nogen, vendte tilbage til Skibene og meldte, at der ingen Vagt var tilstede. Da roede man længer ind, indtil Fartøjerne mødte Grunden, hvorpaa alle, der vare ombord, strax sprang i Vandet, og vadede i Land. I Byens Gader, hvor de trængte frem, saaledes som det var foreskrevet, var alt tyst og stille. Uden at støde paa mindste Hinder kom Baglerne lige til Christkirkegaarden og brøde ind i Kongsgaarden, sandsynligviis fordi de ventede at finde Kongen der. Heri skuffedes i saa Fald deres Forventning, og de maatte nu give sig til at gjennemstrejfe Byen paa kryds og tvers, for at opsøge ham. Dette skede med Tummel og Brag, for at vække saa stor Forfærdelse som muligt. Efter at have besat Kongsgaarden, lode de blæse i Luren og raabe Krigsraab, brøde op i Vagttaarnet[4], dræbte Vagterne og ringede med Stormklokken, fore med Larm og Brag gjennem Gaderne og brød Husene op. Birkebeinerne, der vaktes saa pludseligt og ubehageligt op af deres Ruus og søde Søvn, iilte ganske forvirrede om i Mørket; nogle søgte til Elven, andre til den modsatte Kant, før at tomme ud af Byen, atter andre til Kirkerne; der var ikke Tale om Forsvar, kun om Flugt. Dog vare endnu ingen faldne. Men nu gjorde Baglerne en ny Rundgang gjennem Gaderne og over Agrene uden om Byen, og da begyndte Blodbadet for Alvor, idet de overalt mødte flygtende, søvndrukne Birkebeiner, som strax bleve nedsablede. Dem, som man ikke fik dræbt paa Gaden, opsøgte man i Husene, som bleve opbrudte og nøje ransagede. Mange af de ypperste Birkebeiner, Sverres gamle Krigskammerater, fandt i denne ulykkelige Nat deres Død. Thord Finngeirsbroder, hans forrige Skibsstyrer[5], blev dræbt udenfor sin egen Gaard. Thorgrim af Ljaanes blev selv sjette huggen ned paa Øvregaden efter et langt og kjekt Forsvar; Baglerne løb over de Faldnes blodige Legemer og iilte videre, og Thorgrim, som kun var haardt saaret, men ikke dræbt, benyttede sig heraf til at undkomme. Sigvalde Karl forsvarede sig selv 9de længe i Loftet over Sigurd Eikerunns Gaard, men faldt omsider med sine Folk for Overmagten. Bergsvein lange, nu Kong Inges, forhen Sverres, Merkesmand[6], blev dræbt paa Gaden, men havde for Sikkerheds Skyld gjemt Merket i sit Belte; da Baglerne gik fra ham, toge nogle Kvinder Merket til sig og gjemte det. Kolbein Beite og fem andre bleve angrebne paa Gaden, teet ved Gregoriuskirken, og faldt alle, Kolbein paa Kirkegaarden. En anden Høvding, Eyvind Feyke, faldt selv 8de paa Kalvskindet. Kolbein Strinev, en forhenværende Baglerhøvding[7], faldt selv femte ved nordre Gade, Hallvard Lidarfaxe faldt selv tredie ved Korskirken. Jon Skekke i et Loft nedenfor Torvet. Siden samlede omtrent 40 Birkebeiner sig ude paa Ageren under Sigurd Skjaalge[8], Arnulf Hokil, Thorgils Skokke og Thorolf Luursvend; de søgte ind i Byen igjen, og dræbte en af Baglerne, ved Navn Styr, i Geilann, en anden, Islændingen Kolskegg, paa Gaden; derpaa vendte de sig mod Porten paa Kongsgaarden, men fandt denne fuld af Bagler under Gudolf af Blakkestad, som selv, med Skjoldet for sig, stak Arnulf med Sverdet og rammede ham i Panden nedenfor Staalhuen; Sigurd Skaalpe faldt ligeledes, og de øvrige flygtede nu derfra og hen til Christkirken, hvor de fleste af dem slap ind. Arnulf fandtes siden død paa den anden Side af Aaen, som han, uagtet sit Saar, dog endnu havde haft Kræfter til at svømme over[9]. En Bagler, fortælles der, forfulgte en af Birkebeinerne paa Gaden; denne søgte til Kirken, men ved Kirkehjørnet indhentede hiin ham og slog ham ihjel. Ved nærmere at betragte den Faldne saa han at det var hans egen Broder. Da kastede han Sverdet fra sig med den inderligste Græmmelse. Saaledes havde Partiaanden splittet de nærmeste Familiebaand[10].

Imidlertid var Kong Inge selv heldigviis undkommen. Nogle Kvinder, der vare i Gaarden, hørte Krigsraadet, styrtede ind i Kammeret og vilde vække ham, men han sov saa fast, at man kun med største Vanskelighed kunde faa ham vaagen; han spurgte endnu halv fra sig selv: „hvad! hvad“! „Ak Herre“, sagde de, „der er kommen Ufred i Byen“. Da sprang han op og hen til Døren, hvor han selv hørte Braget; han ilede nu op paa Taget, hvor Nabohuset stødte til, og blev liggende der, indtil den fiendtlige Hob var kommen forbi, og der var blevet noget stille paa Gaden. Da løb han ned igjen, hen til Bryggerne, og ud i Aaen, for at svømme over. Den sterke Strøm drev ham først hen til nogle Skibe, der laa for Anker. Han greb om Ankertouget, for at entre sig op i Skibet, da hans Underbuxer, som han havde faaet paa, løsnede, og snoede sig om Touget, saa at han hang fast. Da blev en Mand paa Skibet ham var og sagde: „hold ikke i Touget, Mand, men pak dig bort“. Kongen taug; da tog Kjøbmanden en Fork og stak efter ham, hvorved han kom løs, og svømmede videre. Paa samme Tid sprang en heel Deel andre ud i Elven, nogle før, andre efter Kongen, og det traf sig saa heldigt, at der ikke var noget fiendtligt Skib ved Haanden, som kunde standse eller opsnappe dem, thi da Arnthor Foka og Simon Uxe efter Aftalen skulde lægge op i Elven, vægrede Arnthor sig derved, medens Simon paastod at det skulde skee; det var nær kommet til formelig Kamp mellem dem, da Simon endelig gav efter. Saaledes stod denne Udvej aaben for de flygtende. Kongen kom over Aaen, men magtede formedelst Kulde og Mødighed ikke at gaa længer end et Stykke op ad Bakken; der segnede han ned. En af hans Mænd, Ivar Fljodokoll, kom just forbi; han raabte efter ham: „Ivar kom og hjelp mig!“ – „For det første maa jeg hjelpe mig selv“, sagde Ivar, og gik forbi. Lidt efter kom der flere Folk op fra Elven, den forreste var en vis Reidulf, kaldet Baardsbroder[11]. Han gik lige hen til Kongen, kjendte ham og sagde: „Er I der, Herre:’“ „Saa kaldte I mig igaar“, svarede Inge. „Saa er I endnu og skal I stedse være, saa længe vi begge leve“, sagde Reidulf, tog Kappen af sig, svøbte den om Kongen, trak Skjødene op over sine Skuldre, og bar ham saaledes paa sin Ryg op til Skyaas[12], hvor de fik Hest og Slæde, og saa mange Klæder, som de behøvede, da Reidulf selv foruden Kappen ej havde andet end Skjorte og Hoser. Derpaa kjørte Reidulf med ham ind paa Strinden og op paa Klæbo. Hvad der maaskee lettede Inges Flugt, var at nogle Fruentimmer indbildte Baglerne, at han havde taget sin Tilflugt til Mariekirken. De løb strax derhen, og vilde, da de fandt Døren stængt, hugge Sanghuus-Syllerne over. Da blev der lukket op; de fandt tvende Sysselmænd, Olaf af Ljaaraand og Ivar Dynnlaus, med 7 andre, men ikke Kongen. I sin Forbitrelse herover hug de Haanden af et Maria-Billede, skøde det ene Øje ud paa Olaf, og dræbte de øvrige, uden at ense Kirkefreden; og da engang Begyndelsen var gjort, toge de ikke i Betænkning ogsaa at krænke de øvrige Kirkers Fred ved grumme Myrderier. I Olafskirken blev Bjaalve Skindstak dræbt, selv 13de, i Andreaskirken dræbtes Baard Stolpe med tre Ledsagere, af den fjerde blev den ene Haand huggen. Kongens 17aarige Broder, Skule, vaagnede ved Larmen. Da han saa ud af Vinduet, kom just i det samme Baglernes Banner forbi, og han hørte et Fruentimmer raabe højt: „vidste Baglerne at Kongens Broder var her inde, vilde de ikke skynde sig saa forbi denne Gaard“. De standsede imidlertid ikke, og saasnart de vare velkomne forbi, løb Skule ud paa Gaden, og deels gjennem Gaardene, deels under Huusveggene, indtil han kom til Elven. Der traf han Høvdingen Jon Usle med 40 Birkebeiner, der havde faaet nogle Ferjer og Baade, med hvilke de satte over Elven; siden drog han i Følge med dem op til Klæbo, hvor de forefandt Kongen med et hundrede Mand, deels Birkebeiner, deels Bønder, der havde samlet sig hos ham. Begge Brødrene bleve særdeles glade ved at see hinanden vel beholdne igjen. Den tredie Broder, Guthorm, havde skjult sig under et Huus, indtil Baglerne holdt op med at ransage; da flygtede han ind i Mariekirken, og holdt sig der hele Søndagen over. Om Mandagen iførte Chorsbrødrene ham en Kannikeklædning, fulgte ham selv over Broen, skaffede ham Vaaben, Hest og Folk, og lode ham ride afsted. Baglerne agtede ikke engang Helligdagsfreden, thi da det var blevet lyst Søndag Morgen, inddeelte de Byen i fire Dele, og satte en Høvding til at ransage i hver, nemlig Philip Jarl i een, Arnbjørn og Gudolf med deres Trop i en anden, Reidar og Philip af Veigen (der imidlertid med Thord Dokka var kommen til Byen) i den tredie, Kongen selv fik den fjerde og øverste Deel af Byen. Paa denne Viis fandt man endnu flere Birkebeiner, som alle bleve dræbte, og man gjorde et overvættes stort Bytte, da de talrige Bryllupsgjester vare komne med deres bedste Stads. Merkeligt nok, tales der intet om, hvorledes den unge Kongesøn Haakon og hans Moder undgik den truende Fare, thi Kong Inge havde nok med at frelse sig selv, og i den store Forvirring kan der ej have været mange, der tænkte paa Kongebarnet. Sandsynligviis undkom de vel med de mange fornemme Kvinder, som i Anledning af Brylluppet vare komne til Byen, og hvilke Baglerhøvdingerne, som man maa formode, tillode uhindret at flygte fra disse frygtelige Drabs-Scener. Thi ellers synes det, naar Erling Steinvegg faa Maaneder forud havde fundet det Umagen værd at sende Tropper heelt op til Hedemarken for at faa fat paa Barnet, som om det maatte have været en af hans ivrigste Bestræbelser, nu da han havde Byen i sin Magt, at lade det opsøge og faa det i sin Vold. Vist er det, at saavel Haakon som Inga slap uskadte fra Faren. Det angives ikke, hvor mange Birkebeiner der i alt bleve dræbte; Ved Overfaldet selv faldt der kun 90 Mand, men mange af disse vare Høvdinger, og det største Antal mistede rimeligviis Livet ved den nys omtalte Ransagning af Byen. Men det haardeste Tab, Kong Inge og Birkebeinerne lede, var Tabet af deres store og skjønne Langskibe, der endnu stode paa Land, og saaledes faldt i Baglernes Vold. Disse vare ikke talrige nok til at kunne besætte og bortbringe dem alle, og udvalgte derfor de bedste, hvilke de Mandagen efter Kampen lode sætte i Søen, og fordeelte dem saaledes mellem sig, at Kongen selv tog Guldbringen, Jarlen Gesteskaalpen, Arnbjørn Jonssøn Darrhetten, Reidar Lyrten, Philip Ognarbranden, og Gudolf af Blakkestad endnu et stort Skib; de øvrige, nemlig Klaaden, Elften og tre andre, bleve opbrændte. Tiltaklingen og Udrustningen medtog nogle Dage; i den Tid tilbragte Baglerne Nætterne ude ved Borgen, for at være paa sin Post mod et Angreb af Kong Inge, der imidlertid havde begivet sig til Gauldalen, hvor alle de undkomne Bønder og Birkebeiner samlede sig om ham, saa at han snart havde en betydelig Hær om sig, med hvilken han med det første kunde ventes til Byen. Onsdagen (den 26de) blev alt Byttet bragt sammen ude i Gildeskaalerne, og hele Torsdagen, Fredagen og Løverdagen blev der skiftet; saa stort var Byttet. Af Ringbrynjer og Brynhoser var der ikke mindre end 360, og den mindste Pengeværdi, som faldt paa hver enkelt Mands Lod var ikke under tre eller fire Merker[13]. Kong Inge selv forbandt aldrig den Rystelse, som dette Overfald og den Nød og Fare, hvori han derved stedtes, forvoldte ham. Han blev fra den Tid stedse tungsindig, befandt sig aldrig ganske vel, og syntes bedst om at leve enten til Skibs, eller i sit eenlige Kammer, hvortil kun faa af hans aller nærmeste og kjæreste Mænd fik Adgang[14].

  1. ↑ Thorsøen eller Thossøen kaldes den Halvø (i ældre Tider maaskee Ø), som ved Vigsfjorden adskilles fra Fastlandet af Thjødling Sogn, og er landfast ved et lavt Eid paa Østsiden, mod Sandefjorden.
  2. ↑ Om ham, se ovenfor Side 304.
  3. ↑ Dette bestyrker ligeledes, hvad der ovenfor (S. 421) er antydet, at Kongsgaarden selv ikke længer afgav Plads eller bekvemt Herberge nok for Kongen, naar han havde mange Folk hos sig. Erkebiskopsgaarden var nu ikke ledig, som ved hiin Lejlighed, og derfor maatte Kongen holde til i Sigurd Svardages Gaard. Denne, som ogsaa omtales i Throndhjems senere Bylov af 1276, Byordn. Cap. 3, laa, som man heraf kan see, langt nede i Byen og nær ved Bryggerne. Dette forklarer, hvorledes Inge saa let kunde undkomme til disse.
  4. ↑ Dette var Margretekirkens (den af Gildebrødrene opførte Kirkes) Taarn (se ovf. II. S. 441, 442), og Stormklokken den der hængende Bøjarbot, jvfr. Byloven af 1276, l. c.
  5. ↑ Se ovf. S. 159, 356.
  6. ↑ Om ham, se ovf. S. 320.
  7. ↑ Se ovf. S. 297.
  8. ↑ Sigurd skjaalge var en Broder af den ovenfor omtalte Hide, Ribbaldernes Anfører.
  9. ↑ Arnulf kaldes i Peder Claussens Oversættelse (Fornm. S. IX. S. 128) „Torolff Senerfei“, aabenbart en Skrive- eller Læse-Fejl.
  10. ↑ Dette fortælles kun i Peder Claussøns Oversættelse, Fornm. S. VI. S. 132.
  11. ↑ Enkelte have antaget denne Reidulf (hvilken P. Claussøn kalder Raadolf) for at have været en Broder af Baard Guthormssøn, og saaledes Farbroder af Kong Inge. Men der omtales ingensteds, at Guthorm paa Rein havde flere Sønner end Aasulf og Baard, og Reidulfs Forhold til Inge synes ogsaa at have været et langt mere underordnet, end Farbroderens til sin Brodersøn. Havde han virkelig været en saa nær Paarørende af Inge, vilde det upaatvivlelig have været omtalt. Men intet saadant antydes, enten her, eller hvor han næste Gang nævnes (se nedenfor ved 1218); her heder det endog: „en Mand hed Reidulf Baardsbroder, den samme som hjalp Kong Inge“, (Haak. H. S. Cap. 50). En Farbroder af Inge og Skule Jarl vilde ikke have været betegnet saaledes. Der var Mænd nok af Navnet Baard, hvis Broder Reidulf kunde være, f. Ex. Baard Varg af Gudreksskad, Thorstein Kugads Søn, og en ivrig Tilhænger af Reins-Ætten. Den oven nævnte Ivar Fljodokoll synes at have faaet sit Navn af Gaarden Fljod; han var sandsynligviis en Ætling af og opkaldt efter Ivar af Fljod, der af Sigurd Jorsalarfarer sendtes til Irland, se ovf. II. S. 643.
  12. ↑ Saaledes skrives Gaardens Navn i Aslak Bolts Jordebog, S. 44. I Sagahaandskrifterne findes den skrevet Skysaas eller Skusaas. Navnet bruges ikke længer, og er vistnok gaaet ind under Bakke Gaard eller dens Parceller, da det paa hiint Sted i Jordebogen udtrykkeligt heder at den er lagt til Bakke Kloster. Det kunde snarest være nuværende „Lillegaard“.
  13. ↑ Baglernes Antal angives i P. Claussøns Oversættelse til 1600 Mand. Dette kan dog ikke forholde sig saa, og maa vist være en Skrivfejl opstaaet derved, at Tallet 1600 strax ovenfor forekommer, hvor der tales om Kong Inges Hær. Thi da Baglerne kun havde 16 Skuder, og ingen af disse kan have rummet over 100 Mand, er det umuligt at deres samlede Antal kunde stige op til 1600. Den største Besætning, man kan antage paa hver Skude, er neppe over 50 Mand. Deres Antal vil i saa Fald have beløbet sig til 800. Beregner man 4 Mkr. for hver ak disse, faar man enda 3200 Mkr, hvilket svarer til en Pengeværdi i vore Dage af over 300000 Spdlr.; allerede dette er overvættes meget, end sige det dobbelte. Havde Baglerne været 1600 Mand sterke, vilde heller ikke Haakon Jarl i sit Brev have kaldet deres Antal lidet, eller dem selv ikke mandsterke nok til at føre alle Birkebeinernes Skibe til Nidaros.
  14. ↑ Inge Baardssøns Saga, kortere Bearbejdelse Cap. 9–11, længere, i Fornm S. IX. S. 118–134, 204.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/4/79&oldid=81912»