Wikikilden

Det norske Folks Historie/5/10

< Det norske Folks Historie | 5

Medens Kong Haakon saaledes kom i et mere og mere spendt Forhold til tvende Nabomagter, Skotland og Danmark, og de Underhandlinger der samtidigt plejedes med disse tvende Magter, antoge en mere uvenskabelig og opeggende, end fredelig og beroligende Charakteer, havde de nys skildrede Conflicter mellem Nordmænd og Russer samt Kareler i Finmarken ogsaa taget sin Begyndelse, og stillet Norge i et fiendtligt Forhold til Rusland eller egentlig Novgorod: et Forhold, som vel ikke endnu kunde have saa meget at betyde for det egentlige Norges Vedkommende, men som dog maatte udøve en skadelig Indflydelse paa det nys begyndte Omvendelses- og Colonisations-Verk i Finmarken, og siden endog – hvad vi i det følgende ville erfare – bragte Ødelæggelse over Haalogalands hidtil for al ydre Ufred saa længe forskaanede Bygder. Om de indre Forhold i Rusland er der allerede ovenfor talt. Mongolernes Vælde betog vel Riget, som et heelt betragtet, dets Kraft, og standsede dets Udvikling, men dette hindrede dog ikke, at Novgorod, som Ødelæggelsen ej umiddelbart havde berørt, endnu en Tidlang kunde udvikle en ikke ringe Kraft. Ja det synes endog, som om det bevægede Folkeliv og al den Virksomhed, Mongolervældets Tryk forjagede fra de fleste øvrige Dele af Landet, nu for en Række af Aar ligesom concentrerede sig i Novgorod, og fornemmelig i Staden selv, der ved sin blomstrende Handel og sine mange Forbindelser med de østersøiske Lande og Stæder havde hævet sig til en høj Grad af Magt og Anseelse, og allerede forlængst havde opkastet slet til en Art af Republik, hvor Fyrstens Højhed kun anerkjendtes af Navn, medens den egentlige Magt udøvedes af Folket selv gjennem Borgermesteren (Possadnik, oprindelig den fyrstelige Lensherre) og Høvdingen for den væbnede Styrke (Tysætski d. e. Tusendmand). Den nedværdigede Tilstand, hvori Fyrsterne kom under Mongolervældet, gjorde dem, om muligt, end mere afhængige af de stolte novgorodske Borgere, der egentlig kun synes at have anerkjendt deres Højhed, naar de ønskede at benytte sig af dem som Anførere paa Krigstog. I denne Egenskab var det fornemmelig at den unge Alexander Jaroslavitsj, som vi have seet, tilbageslog den svenske Korshær ved Neva 1240, men endnu samme Aar lagde han sig ud med Novgoroderne, og maatte forlade Staden. Imidlertid havde Novgorod efterhaanden udvidet sine Besiddelser til det yderste Norden, eller i de uhyre, af finniske Folkeslag beboede Districter, som Novgoroderne med en fælles Benævnelse kaldte Savolotshie, fordi de laa hiinsides (sa) det Højdedrag (volok), der mod Nordøst og Øst dannede det egentlige novgorodske Districts Grændse, og hvortil saavel Bjarmeland og de jugriske Pelsverksegne mod Nordøst, som Karelen, Finland og tildeels Finmarken mod Nord regnedes. Ligesom Norge betragtede Finmarken, saaledes betragtede Novgorod Savolotshie som sit Skatland; paa begge Steder inddreves Skatten mere med Magt end med det gode, og ligesom Nordmændene efterhaanden begyndte at nedsætte sig i Finmarken, og Kongen søgte at udbrede Christendommen blandt Finnerne, saaledes skede lignende Colonisationsforsøg fra russisk Side i Savolotshie, ledsagede af Bestræbelser for at omvende de hedenske Beboere til Christendommen. Ja, disse Bestræbelser spores maaskee endnu tidligere fra russisk end fra norsk Side, thi allerede i det 12te Aarhundrede omtales russiske Klostre ved Dvina-Floden, og paa samme Tid boede russiske Bojarer, der havde Opsigt med Dvina-Gebetet, ved Matigory og Uchtostrov, medens det hele Strøg fra Dvinas vestlige Biflod Jemza til Søen skal have været beboet af russiske Colonister[1]. Neppe sildigere begyndte Russernes Forsøg paa at cbristne, og hvad der i den Tid var eenstydigt dermed, underkaste sig de nordvestligere Egne; i Aaret 1227 sendte, som man med Vished veed, Jaroslav Vsevolods Søn, Novgorods saakaldte Fyrste, Missionærer til det østlige Karelen, hvis Indbyggere uden synderlig Vanskelighed lode sig døbe; men allerede længe før den Tid finde vi Kareler omtalte som kæmpende i de novgorodske Fyrsters Hære, saaledes f. Ex. i Aaret 1149, hvilket viser, at Novgorods Herredømme over i det mindste en Deel af dette Folk maa føres lige op til hiin Tid. Desforuden læse vi om hyppige Tog, som Russerne i Novgorod lige fra Midten af det 11te Aarhundrede foretoge mod de saakaldte Jemer; forstaaes vel end herunder i Førstningen kun et finnisk Folk strax østen- eller nordøstenfor Novgorod[2], er der dog ingen Tvivl om, at man senere hen med dette Navn betegner hele det sydlige Finlands Indbyggere, der selv kalde sig Hæmer, følgelig ogsaa de før omtalte af Svenskerne saakaldte Tavaster[3]. I Aaret 1191 droge Novgoroderne i Forening med Karelerne, til Søs, til Jemernes Land og herjede det; et lignende Tog gjorde Jaroslav i 1227, men denne Gang hevnede Jemerne sig ved Aaret efter at gjøre et ødelæggende Indfald i det novgorodske Gebet. Karelerne havde allerede i Harald Haarfagres Dage herjet paa Kvænland, og russiske saakaldte Kylvinger[4] vovet at strejfe om endog lige nord i Finmarken, for at handle og røve, naar Lejlighed gaves; det samme bar vel været fortsat i de følgende Aarhundreder, og end mere, efter at Karelerne selv erkjendte Novgorods Overherredømme. Hvad Berørelser der kan have fundet Sted mellem Nordmænd og Kareler eller Russer i det lange Tidsrum fra Harald Haarfagres til Haakon Haakonssøns Tider, vides ikke, uagtet de haalogalandske Sysselmænd, der havde Finneferden, rimeligviis saa godt som hvert Aar besøgte Finmarken, og vistnok ikke sjelden kom til dets yderste Grændser. Ganske roligt kan det ej have været, siden det i den ældre Gulathingslovs Optegnelse om Antallet af de Ledingsskibe, ethvert af Norges Fylker skulde udrede, udtrykkeligt heder om Indbyggerne i Haalogalands Nordhalve, „at de have Vagthold øster“[5]. Imidlertid kan der ej have forefaldt noget Sammenstød af Betydenhed, da dette vel i saa Fald vilde have været omtalt. Finnerne selv maa ogsaa stundom have øvet Fiendtligheder, siden der fortælles, at de engang (omkring 1110) toge Sigurd Ranessøns Gaard, men at Vidkunn Jonssøn kom ham til Hjelp[6]. Hvorledes nu end Forholdene i hiint mørke Mellemrum vare beskafne, er det vist, at Novgorod i Midten af det 13de Aarhundrede regnede ikke alene det nuværende Nordrusland i Syd og Ost for det hvide Hav, men ogsaa en Deel af Finmarken (altsaa af Norges Rige i vidløftig Forstand) til sine Provindser. Man har nemlig endnu flere af de Overeenskomster, som Novgorod i Egenskab af heel eller halv Republik sluttede med sine Fyrster, og i hvilke Republikkens saakaldte „Voloster“ eller Provinser stedse opregnes, altid i samme Orden og samme Antal. Den ældste af disse Overeenskomster er fra 1264, og den opregner Volosterne saaledes: Savolotshie (i indskrænket Forstand d. e. Egnene fra Karelen inclusive til Mesen), Ter eller Tre, Perm, Petschora og Jugra[7]. Der er al Anledning til at antage, at ogsaa de ældre, nu tabte Overeenskomster have nævnt de samme Voloster, thi den petschoriske Skat omtales allerede ved 1133[8], og i nogle gamle geografiske Antegnelser fra Island, der synes at henhøre til Tiden omkring 1250, staar der udtrykkeligt, at Bjarmeland er skatskyldigt under Gardarikes Konge[9]. Ved hiint Ter eller Tre, der opregnes blandt de novgorodske Voloster, forstaaes intet andet end, hvad allerede Ottar i sin Rejseberetning fra 9de Aarhundredes anden Halvdeel kalder „Terfinnernes Land“[10], det vil sige den store, i det hvide Hav mod Østen fremstikkende Halvø, der begynder omtrent ved Kola i Nord og Kandalax, den inderste Bund af det hvide Hav, i Syd. Men Størstedelen af denne Halvø laa indenfor Vegestaven[11], der i det mindste ligefra St. Olafs Tid regnedes for Norges yderste Grændse mod Østen. Naar altsaa russiske Skatkrævere og karelske Jægere, Fiskere eller Handelsmænd viste sig her, maatte de nødvendigviis komme i Collision med de norske Sysselmænd, der skulde indkræve den norske Konges Skat og paasaa Overholdelsen af hans Eneret til Finnehandelen. Og disse Sammenstød maatte blive endnu hyppigere, efter at Nordmænd, som det ovenfor er viist, havde taget fast Bolig hist og her paa Finmarkens Kyster, og den bjarmske Coloni havde nedsat sig ved Malangen. Da Skatte-Kræverne i disse Egne, hvor Indbyggerne for det meste vare Nomader, selv maatte opsøge de skattepligtige Personer uden nøje at kunne indskrænke sig til bestemte Territorier, og Ydelsen derfor alene blev personlig, uden Hensyn til Sted, er det højst rimeligt, hvad vi ovenfor have antydet, at Novgoroderne ej have anseet de til Norge flygtede Bjarmers Skattepligtighed ophørt med Forandringen af Bopæl og Underkastelsen under Norges Konge, og at de have sendt Folk op til Malangen for at kræve Skat af dem, ligesom de vel under alle Omstændigheder have krævet Skat af alle Kareler, der færdedes i Finmarken, hvad enten nu de russiske Udsendinger traf dem i eller udenfor de egentlige Terfinners Land. Her vare saaledes mange Anledninger forhaanden til Strid og Uenighed. Om Russerne end ikke udstrakte sine Skattekrævninger saa vidt, som det her er formodet, var det dog allerede nok, at de tilegnede sig Terfinnernes Land, og Kong Haakon, der med saadan Omhu vaagede over Rigets Hæder og dets Territoriums Ubeskaarethed, kunde, naar han nærmere blev bekjendt med de finmarkske Forholde – og det var under de nys skildrede Bestræbelser fra hans Side til Christendommens Udbredelse i de Egne uundgaaeligt – ikke undlade at gjøre alvorlige Skridt til at bortvise enhver uberettiget Indtrængen over Rigets gamle Enemerker. Hertil kom nu og, at Østkarelerne, der i hiin Tid synes at have boet lige op til det hvide Hav og saaledes vare Finnernes umiddelbare Naboer, virkelig øvede Ran og Manddrab paa norskt Territorium, hvilket da igjen gjengjeldtes af Finnerne og de norske Sysselmænd. Hvor længe disse gjensidige Fiendtligheder nu sidst havde varet, eller hvad Tid de toge sin Begyndelse, siges ikke, men der fortælles kun, at om Vinteren 1250–125l, da Kong Haakon, efter at have sluttet Fred med Lübeckerne, opholdt sig i Throndhjem, kom der et Gesandtskab til ham fra Alexander Jaroslavs Søn, der nu siden 1242 atter var anerkjendt af Novgoroderne som deres Fyrste, med Klagemaal over de Fiendtligheder, som fandt Sted nord i Finmarken mellem de under Novgorod skatskyldige Østkareler, og Kong Haakons Sysselmænd: de havde idelig, heder det, Ufred med hinanden i Ran og Manddrab. Muligt, at disse heftigere Fiendtligheder kun skrive sig fra Nordmændenes Deeltagelse i Korstoget 1240; muligt, at det fiendtlige Forhold kan have nogen Sammenhæng med den nys bilagte Strid med Lübeck, da denne Stad allerede i en lang Række af Aar stod i den nærmeste Forbindelse med Novgorod, hvor den endog havde sit eget Oplagssted eller Qvarteer. Thi hvis Ufreden ved de finmarkske Grændser tidligere havde antaget en saa alvorlig Charakteer, vilde der vel ogsaa tidligere fra en af Siderne have været klaget derover. Formanden for dette Gesandtskab hed „Ridder Michael“[12]. Hans Hverv var ej alene at see til, at faa Fiendtlighederne bilagte og forebyggede for Fremtiden, men og at indlede et Giftermaal mellem Kongens Datter Christina, der nu havde naaet sit 17de Aar, og Fyrst Alexanders Søn Basilius (Vasilij), der vel omtrent har været af samme Alder[13]. De bade derfor om at maatte faa Christina at see, og fremførte Alexanders Ønske om at dette Giftermaal kunde komme i Stand. Paa Giftermaals-Forslaget synes Kong Haakon ikke strax at have givet noget bestemt Svar, derimod blev der holdt flere Forhandlinger angaaende de øvrige Anliggender, og man bragte virkelig en Fred i Stand. Den følgende Vaar, da Alexanders Sendebud rejste hjem, sendte Kong Haakon tvende Gesandter, Vigleik, kaldet Provstesøn, og en vis Borgar, i Følge med dem til Novgorod, for at faa Fredsslutningen ratificeret, eller, efter de Tiders Brug, at overlevere Kong Haakons Fredsbrev og modtage ligelydende Gjenbrev fra Fyrst Alexander. De toge Vejen over Bergen og derfra den sædvanlige Søvej til Østersøen og videre over Neva og Ladoga. De ankom om Sommeren til Novgorod, hvor Fyrst Alexander tog meget vel imod dem og hvor Freden nu blev endelig afsluttet. Betingelserne kjendes desværre ikke, da Fredsinstrumentet forlængst er tabt: der siges kun at begge Fyrster satte Fred mellem sig selv og sine Skatlande, saa at den enes Undersaatter ikke skulde gjøre den andens Ufred. Men der tales ikke et Ord om, hvorledes Grændsen for de sammenstødende Skatlande blev bestemt, og hvilke Regler bleve givne for Skatkrævernes Vandringer[14]. Det er højst sandsynligt, at allerede nu de Bestemmelser bleve givne, der siden, omkring 1326, løseligt anføres efter „gamle Bumænds og Finners“ Udsagn, som de rette, og fra fordums Tid bestaaende Grændseforhold mellem Norge og Rusland[15], nemlig at Rusland skulde have Ret til at kræve Skat, saa vidt det kan skjønnes kun af deres egne Undersaatter, Kareler iberegnede, hvor de fandtes, langs Kysten til Lyngstuen (mellem Lyngenfjord og Ulfsfjord) og til Fjelds indtil Maals-Elven, hvis Udspring ligger lige op fra Lyngstuen, medens Norge skulde kunne kræve Skat ej alene af deres egne Undersaatter, alle Finner iberegnede, men endog af Halvkareler eller Halvfinner, naar de kun havde en finsk Moder, lige øster til Trjanema og ind efter Gandvik (det hvide Hav) til Veleaga eller Vele-Aa, i hvis Nærhed maaskee det før omtalte gamle Grændsepunkt „Vegestaven“ er at søge[16]. Ved de her angivne Bestemmelser fritoges vistnok Tromsø Sogn og den nye Coloni ved Malangen fra Besøg af russiske Skatkrævere, og det Princip udtaltes, at af de i Grændse-Egnene hjemmehørende Personer skulde alle Finner ansees som norske, alle Kareler som russiske Undersaatter; men der indrømmedes dog den russiske Regjering Rettigheder inden Norges oprindelige Grændser, der med Tiden kunde fortolkes, og virkelig bleve fortolkede som en fuldkommen Territorialret, uden at Norges Regjering fik lignende Friheder inden det russiske Gebet: altsaa fik Sagen herved et Udseende, som øm hele det antydede store District mellem Lyngstuen, Trjanema og Veleaa var et Fællesdistrict, hvis Jordbund lige meget tilhørte begge Magter, vil som, hvis det engang formelig skulde deles, da maatte blive at dele efter Midten af begge disse Yderpunkter, hvilket-nu og desværre paa det nærmeste er indtruffet. Hertil kom og, at Bestemmelserne selv netop vare skikkede til at fremkalde nye Forviklinger, hvilte velter ikke uventede.

Hvad derimod Kong Alexanders Giftermaals-Forslag angaar, da blev der, som der siges, ikke agtet derpaa, „fordi der var stor Ufred i Holmgaard, og Tatarerne gik østenfra meget ind paa Holmgaardekongens Rige“. Vist er det, at Tatarerne, som vi ovenfor have berettet, i det følgende Aar angrebe Alexanders Broder Andreas i Susdal, der havde været taabelig nok til at ville unddrage sig deres Herredømme, og herjede hele hans Rige, saa at han maatte tage Flugten, først til Estland, siden til Sverige, hvor Byrge Jarl gav ham Tilhold. Men derom kunde man ikke vide noget i Norge, da Kong Haakons Gesandter forlode Rusland, hvilket skede om Vinteren, saa tidligt, at de endnu traf Kongen i Viken, førend han ud paa Vaaren 1252 drog til Bergen[17]. Snarere har Aarsagen, hvorfor Kongen ikke ønskede, eller Gesandterne fraraadede Giftermaalet, været den, at de ved deres personlige Nærværelse i Novgorod kunde overtyde sig øm, hvor liden Magt Fyrsten havde, og hvor usikker hans Stilling var. Eller maaskee har intet bestemt Afslag været givet, da Alexander efter Broderens Flugt fik andet at tænke paa end disse Giftermaals-Anliggender, eftersom han da gjorde en Rejse lige til den mongoliske Hyrde, og af Sartak, Batus Søn, blev forlenet med Storfyrstendømmet Vladimir[18]. Denne Forklaring er for saa vidt rimeligere, som det berettes, at de norske Gesandter medbragte sømmelige Gaver fra Alexander til Kong Haakon, thi dette viser, at de maa have skiltes fra Fyrsten i al Venskabelighed. Den sluttede Fred, tilføjes der ellers, voldtes dog ikke længe, skjønt der ikke tales udtrykkeligt om nye Fiendtligheder ved den russiske Grændse førend under Kong Haakons Efterfølger.

  1. ↑ Müller, der ugrische Volksstamm, I. 372. I Lehrbergs Untersuchungen S. 112 vises det, hvorledes der allerede i 1169 var Tale om Jemtschanernes Tribut.
  2. ↑ Sjøgren, i det Petersburgske Academie: Memoirer 1832, S. 335.
  3. ↑ Lehrberg, S. 145 fgg.
  4. ↑ „Kylvinger“ (Kolbæger) betyder maaskee kun „Hirdmænd,“ „Huuskarle,“ af kólfr, hjúkólfr = Huuspersonale.
  5. ↑ Norges gl. Love, I. S. 104.
  6. ↑ Se ovenfor II. S. 666. Det er allerede der omtalt, at Sagaens Udtryk taka bú kan tages i forskjellig Betydning, enten blot at „tage Kvæg“ eller „indtage (og da naturligviis plyndre eller ødelægge) Gaarden“. Den sidste Betydning er vel den rimeligste.
  7. ↑ Lehrbergs Untersuchungen, S. 28.
  8. ↑ Lehrberg, S. 30.
  9. ↑ Antiquitates americanæ, S. 283, jvfr. Werlauffs Symbolæ S. 12. Hovedmassen af disse Optegnelser skyldes vistnok den ovenfor (III. S. 1022) omtalte Abbed Nikolas, der allerede levede i det 12te Aarhundrede, men der er flere Tilsætninger, der aabenbart hidrøre fra Midten af det 13de Aarhundrede. Saaledes Tillægget i 764, efter at Norge er omtalt: „nordenfor Norge er Finmarken, derfra ligger Landet til Nordøst og saa til Øst, indtil man kommer til Bjarmeland, der er skatskyldigt under Gardekongen“. Thi samme Codex har og tidligere: „østenfor Norge er Rusland og nordenfor dette er Tatarernes Rige“. Denne Bemerkning skriver sig aabenbart fra Tiden omkring 1250, da „Tatarernes“ Navn var blevet bekjendt i Norden. At der omkring 1218–20 omtales en „Bjarmernes Konge“ (se ovenf. III. S. 596) hindrer ikke at denne Bjarmekonge kunde have været skatskyldig under Novgorod.
  10. ↑ Se ovenf. I. 1. S. 609.
  11. ↑ Vegestaven eller Ægestaven, se ovenfor II. 4, omtales stadigt som Norges yderste Grændsepunkt mod Nordøsten i alle ældre Skrifter, der berøre denne Materie, lige ned i det 15de Aarhundrede. Det tør vel imidlertid være et Spørgsmaal om Fleerheden af dem, der nævnte den, selv var paa det Rene med dens Beliggenhed. Saa meget seer man af „Historia Norvegiæ“ S. 3, at den, da dette Skrift blev forfattet, sandsynligviis i Midten af det 13de Aarhundrede, antoges at skille Norge fra Bjarmeland, ligesom det af den i Anmerkningerne til dette Skrift S. 31 optagne Notits sees at den laa eller antoges at have været beliggende 72 Uger Søs (Sømile) fra Vargøhuus, eller ⅔ saa langt østenfor dette, som Vaagen laa vestenfor. Dette hentyder paa et eller andet Sted i Nærheden af Umba, eller Udløbet af Veleaa, hvorom nedenfor; men det kan ogsaa, for Afstandens Skyld, der her ej kan være nøjagtigt beregnet, gjerne være etsteds paa den sydlige Side, f. Ex. Vigo, som man ogsaa har antaget, og hvilket baade passer med Navnet og Angivelsen som Grændsepunkt mod Bjarmeland.
  12. ↑ Denne Michael var maaskee den samme, der i Overeenskomsten af 1264 nævnes som Possadnik.
  13. ↑ Den Søn, som her menes, maa have været Vasilij, da Alexanders øvrige Sønner endnu ej have kunnet være voxne. Alexander selv omtales som meget ung, da han 1240 slog de Svenske, og Sønnen Vasilij kan altsaa neppe have været fed mange Aar for den Tid. Imidlertid maa han have været nogenledes fuldvoxen, da Faderen 1252 gik til Horden, thi han slog, heder det, i hans Fraværelse Littauerne. Sagaen kalder ham Holmgardekongens „unge Søn“.
  14. ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 251.
  15. ↑ „Dette ere sande Enemerker mellem Norges Konger og Russekongens Riger, efter som gamle Mænd lige, og end sige i Dag gamle Bumænd og Finner“. N. gl. L. S. 152. I Tractaten af 1327, hvortil hiin Angivelse aabenbart slutter sig, tales der altid om „det gamle Grændseskjel“. Der er altsaa stor Grund til at antage, at Fredsdocumentet af 1251 for en stor Deel har været ligelydende med hiint yngre.
  16. ↑ Dog ogsaa kun maaskee, se ovenfor, S. 102.
  17. ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 271, jvfr. 277.
  18. ↑ Karamsin, Rusl. Historie, tydsk Overs. IV. S. 57.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/5/10&oldid=85450»