Wikikilden

Det norske Folks Historie/5/19

< Det norske Folks Historie‎ | 5

Da Kong Haakon om Høsten 1259 var kommen tilbage fra sit Danmarkstog, tilbragte han Vinteren (1259–1260), som det ovenfor er nævnt, i Bergen. Samme Vinter døde Biskop Peter i Hamar[1], og Spørgsmaalet om Besættelsen af den ledige Biskopsstol gav Anledning til nye Ubehageligheder mellem Erkebiskoppen og Kongen, saaledes som vi i det følgende skulle berette. Da Vintren var omme, drog Kong Haakon med sin Søn Kong Magnus til Gøta-Elven, og holdt et nyt Møde med Byrge Jarl. Paa dette Møde, siges der, gik det meget venskabeligt til mellem dem. Jarlen og hans unge Sønner var til Gjestebud Intet Kongen, foruden mange andre anseede Mænd; de knyttede endog, som det heder, en Venskabsforbindelse saa fast, at ikkun Døden skulde kunne adskille dem, ligesom de ogsaa aftalte, at de den førstkommende Vaar eller Sommer skulde volde et lignende Møde. Efter al Rimelighed blev denne Sammenkomst voldt og den næste aftalt i Anledning af de Urolig heder, som atter begyndte eller tegnede sig til at begynde i Danmark; thi Erkebiskop Jakob gjorde tier fremdeles Kvalm, og i Løbet af Aaret skal Fyrst Jaromar, der foregaaende Aar ved Kong Haakons Nærmelse skræmmedes bort, paany trave viist sig i Danmark og Miil frygteligt i Skaane, hvor han omsider, efter et vistnok ikke paalideligt Sagn, skal have fundet sin Død for en Kvindes Haand[2]. Men Kong Haakon havde desuden andre, højst vigtige Anliggender paa Hjertet, til hvilke det var nødvendigt, eller i det mindste trygt, at sikre sig mod enhver Hindring fra Byrge Jarls Side. Tiden var endelig kommen, da en Konge-Arvelov, grundet paa de nu almeengjeldende Principer, fornemmelig om den egte Fødsels absolute Forret, kunde istandbringes og vedtages uden at støde an mod Nogens Interesser, da Magnus var eneste Søn, og ingen uegte Descendenter af Kongehuset fandtes, som kunde gjøre ham Rangen stridig. Alligevel er det ikke usandsynligt, at Byrge Jarl, som Morfader til den unge Junker Sverre, kunde ansee sig forpligtet til at varetage dennes Rettigheder, og protestere mod enhver saadan Ordning af Tronfølgen, at Sverre og hans Descendenter vilde blive udelukte, hvis Magnus efterlod egtefødde Sønner, og hans Linje vedligeholdt sig uafbrudt. Kong Haakon maa derfor have anseet det uomgængeligt nødvendigt at erhverve Byrge Jarls Samtykke til en saadan Ordning af Arvefølgen, at Junker Sverre først .efter Magnus’s Død kom i Besiddelse af Tronen, thi hvorvel dette var i Overeensstemmelse med norsk Vedtægt, og allerede godkjendt ved Magnus’s Ophøjelse til Kongeværdigheden, er det ikke derfor sagt, at Byrge Jarl skulde ville erkjende nogen Afvigelse fra den ellers almindelige Regel, at ældste Søns ældste Søn gaar foran ældste Søns yngre Broder, især da han, hvis Sverre endnu som Barn kom paa Tronen, derved selv kunde komme til at faa større Indflydelse i Norge. Kong Haakon tænkte derhos, som man af det følgende kan slutte, paa at bringe Magnus’s Giftermaal i Orden saa snart som muligt efter at Tronfølgen var fastsat, og hvad enten det nu allerede var foreløbigt aftalt ved Fredsslutningen til Kjøbenhavn, at Magnus skulde faa Ingeborg, Kong Erik Valdemarssøns Datter til Egte, eller Kong Haakon først nu kastede sine Øjne paa hende, maatte det være ham magtpaaliggende at stemme Byrge Jarl gunstigt for denne Plan, da ogsaa han havde en lignende fore med Hensyn til sin Søn Kong Valdemar. Af hvad der ovenfor efter Sagaens udtrykkelige Ord berettes, maa man slutte at Byrge Jarl maa have været Venligheden og Føjeligheden selv. Men da vi i det følgende ville erfare, at hans Forhold, netop med Hensyn til Magnus’s Giftermaal, var højst besynderligt, for ikke reent ud at sige mistænkeligt, kunne hans gode Forsikringer til Kong Haakon derfor ikke have haft stort at betyde. Om Kong Haakon har gjennemskuet ham eller ej, nævnes ikke, men i alle Fald synes han saa vidt muligt at have overholdt Venskabelighedens ydre Former. Fra Mødet med Jarlen vendte Haakon og Magnus tilbage, først til Tunsberg, hvor han havde den Sorg at miste en af sine stadigste Ledsagere og Raadgivere, Biskop Henrik i Hole, om hvilken der i det følgende vil blive handlet udførligere. Fra Tunsberg begave Kongerne sig til Bergen, og derfra til Throndhjem, hvor han gjerne vilde indtreffe til Olassvaketid, sandsynligviis for i god Mag at kunne forberede de vigtige Anliggender, der nu skulde forhandles paa Frostathing. Thi .foruden at Konge-Arven, som det ovenfor er meldt, skulde fastsættes, var der og flere og vigtige Forbedringer i den private Lovgivning, der nu skulde ordnes og vedtages, ej alene for Frostathingslagen, men for det hele Land, hvisaarsag Kongen lod tilsige de øvrige Biskopper og Prælater, Lendermændene, Stallarerne, Lagmændenne og Hirdmændene, at indfinde sig i Throndhjem saa talrigt som muligt til et Rigsmøde, der skulde sættes i Forbindelse med Frostathinget[3]. Under disse Omstændigheder maatte det falde ubelejligt nok, at Kongen befandt sig paa en spendt Fod med Erkebiskoppen, der dog ved de forestaaende Forhandlinger maatte have en saa væsentlig og afgjørende Stemme. De havde ikke seet hinanden siden Sommeren 1257, da Magnus fik Kongenavn. I 1258, og rimeligviis ogsaa i 1259, vilde Einar, som det udtrykkeligt siges, ikke begive sig sydover til Kongen, fordi de sidst havde skilts ad som Uvenner. Og just som de nu skulde mødes, gjorde Erkebiskoppens Forhold i Anledning af Hamars Biskopsstole Besættelse Kongen faa opbragt paa ham, som han ikke i lang Tid synes at have været paa noget Menneske. Chorsbrødrene i Hamar havde ikke kunnet blive enige om Valget, og da den canonisk bestemte Tid af tre Maaneder var gaaet hen, uden at nogen ny Biskop var bleven valgt, tilfaldt Provisionsretten Erkebiskoppen. Denne var vel forekommende nok til atter at overlade Chorsbrødrene Valget, men udpegede dog som en Mand, han gjerne ønskede valgt, en Chorsbroder ved Navn Lodin, hvilken ikke var Kongens Ven, saa at hans Ophøjelse paa Biskopsstolen maatte være Kongen meget imod. Alligevel blev han valgt, og dette maa, som man kan beregne, just være indtruffet ganske kort Tid førend Kongen rejste til Throndhjem, saa at han ved Sammenkomsten med Erkebiskoppen maatte have, hvad han ansaa for en ham af denne tilføjet Fornærmelse, i friskt Minde. Man fik ogsaa strax ved hans Ankomst til Nidaros see Beviis nok paa, hvor opbragt han var. Da hans Skib skulde lægge op i Nid-Elven, blev det af Strømmen drevet hen mod Øren lige over for Bakke, og kom paa Grund. Erkebiskoppen var strax paa Ferde, roede til, og gjorde ivrige Anstalter for at faa Skibet flot, men Kongen frabad sig Hjelp af ham, og lod kun sætte Støtter under det, for at det ej skulde kantre, naar Fjæren indtraadte. Ved Flodtid blev det flot og kom løst, saa at Kongen kunde lægge ind til Byen. Her blev han modtagen af Erkebiskoppen med en højtidelig Procession. Men paa den ene Side af Erkebiskoppen gik den før omtalte Suhm„ der just var kommen til Byen[4], enten, ifølge Kongens Indkaldelse til Biskopperne, eller, hvad der var rimeligt, for at lade sig indvie; Synet af ham maa have været Kongen særdeles modbydeligt. Efter den Tids Skik og Brug skulde baade han og Erkebiskoppen kysse Kongen. Dette skede ogsaa, og denne fandt sig vel deri som en uundgaaelig Ceremoni, men, heder det, Lodins Kys var ikke synderlig hjerteligt. Kongen havde ikke været længe i Byen, førend han og hans Søn Magnus havde en Sammenkomst med Erkebiskoppen angaaende Biskopsvalget i Hamar. Kongen protesterede aldeles imod Lodins Valg, Erkebiskoppen vilde derimod ikke høre om andet end at Lodin skulde være Biskop. De kunde ikke komme til Enighed. Trætten blev overhaands heftig, og da Erkebiskoppen ikke vilde give efter, appellerede Kongen omsider til Paven, hvorover igjen Erkebiskoppen blev yderst forbitret. Kong Magnus og andre fælles Venner af Kongen og Erkebiskoppen søgte nu at megle Fred, medens Lodin fandt det raadeligst at drage sig tilbage, og frasige sig Valget. Den, som Kongen ønskede til Biskop, var hans Klerk Gilbert, der tidligere havde været Archidiaconus paa Hjaltland, og hvis Navn viser at han maa have været en Skotte. Omsider lykkedes det Kong Magnus at bringe en Sammenkomst i Stand mellem sin Fader og Erkebiskoppen, ved hvilken Sammenkomst ogsaa den nys nævnte Gilbert, saavel som Biskop Richard af Syderøerne[5], der sandsynligviis havde indfundet sig til det forestaaende Møde, vare tilstede; og da Kongen fremdeles holdt paa, at Gilbert og ingen anden skulde have Biskopsstolen, gav Erkebiskoppen endelig efter og valgte ham. Men da Sagen nu engang var appelleret til Paven, sendtes Gilbert selv til den pavelige Curie med Breve baade fra Kongen og Erkebiskoppen, hvori de meldte at de begge ønskede ham udnævnt. Dermed var denne Sag for det første afgjort[6].

Uenigheden angaaende dette Valg hindrede dog ikke Kongen og Erkebiskoppen fra hæderligt at virke sammen paa Rigsmødet og Frostathinget til den offentlige og private Rets Forbedring, saaledes som vi ovenfor have antydet. Maaskee at Trætten om Hamars Biskopsstols Besættelse ogsaa allerede var bilagt, da de øvrige Deeltagere i Rigsmødet indtraf til Byen, og Forhandlingerne kunde tage sin Begyndelse. Hvorledes disse førtes, er ikke optegnet, men vi kjende Resultaterne. Paa Frostathinget, hvor enten Kongen efter forud afholdt Rigsmøde begav sig hen og, som det siges, ordnede Kongens Sager, eller hvor maaskee endog Rigsmødet selv holdtes, blev Kongearvefølgen bestemt ved en skriftligt optegnet Akt. Denne Akt findes endnu optagen i det første Udkast til en efter Norges Lovgivning lempet Lovbog for Island, der sædvanligviis, skjønt neppe med Rette, tillægges Kong Haakon; efter den meddele vi den her, da det i flere Henseender er af Interesse at kjende dens Udtrvk nøjagtigt. „Den“, heder det, „skal være Konge i Norge, som er Norges Konges ældste egtefødde Søn, odelbaaren til Land og Thegner. Er ikke egtefød Søn til, da skal Kongens Søn være Konge, om han end ikke er egtefød, og er ingen af disse til, da skal den være Konge i Norge, som er odelbaaren og nærmest i Arv, men derhos af Kongernes Ætt. Efter Kongens Frafald skal Konge-Evnet (Tronarvingen), alle Biskopper, Abbeder, Hirdstjorer og Lagmænd med hele Hirden være selvstevnede at søge nord til hans Frænde, den hellige Kong Olaf, og nævne Hirdstjorerne med sig tolv af de forstandigste Bønder i hvert Biskopsdømme, og have begivet sig paa Rejsen inden den første Maaned efter at de have spurgt Kongens Død. Derpaa skal Konge-Evnet lade tilstevne Ørething, og skal der tages til Konge, samt sværge sine Thegner Lov og Ret, hvorimod de skulle tilsværge ham Land og Thegner. Nu om Nogen lader sig anderledes tage til Konge end det her er sagt, da har han forbrudt Fæ og Fred, være i Pavens og alle hellige Mænds Forbud, og ikke værdig til at begraves ved nogen i Kirke; saa og hver den, der er med ham heri. Men hvis Hirdstjorerne eller Hirden forsømme denne Ferd, da ere de Landraademænd (Højforrædere) mod Kongen, undtagen hvis fuld Nødvendighed hindrer dem; enhver opnævnt Bonde, der ikke foretager denne Ferd, skal bøde 40 Mrk. til Kongen. Kongen selv skal efter skjønsomme Mænds Raad afgjøre, hvor vidt der kan siges at have været uundgaaelig Nødvendighed forhaanden i Udeblivelsestilfælde eller ikke. I denne Ferd fare enhver paa sin egen Bekostning, men Kongen skal dog godtgjøre alle dem deres Udlæg, der ikke have kongeligt Gods under Hænder“[7].

Man gjenkjender her øjeblikkelig meget af den Bestemmelse med Hensyn til Kongearven og Fremgangsmaaden i Tronledigheds-Tilfælde, som Erkebiskop Eystein og Erling Jarl fik vedtagne paa Rigsmødet i Bergen 1164[8], men det væsentligste er dog, som man seer, forandret. Her er ikke mere Tale om Kronens Ofring til St. Olaf, ikke om Prælaternes og de verdslige Stormænds Ret til at prøve og godkjende Troncandidaternes Adkomster. Høvdingerne paa Tronfølgermødet saavel som de tolv Bønder af hvert Biskopsdømme have intet andet at bestille end at hylde Kongen. Derimod seer man det Princip nu højtideligt vedtaget, der allerede udtales i hiin ældre Arvelov, men med denne selv var blevet tilsidesat, at egte Fødsel saavel som Førstefødselsret var et ubetinget Fortrin. At den mandlige Linje skulde have absolut Forret for den kvindelige, var allerede ældgammel Vedtægt. Kongedømmets Udelelighed var altsaa sikret. Derimod indlod man sig ikke paa, som senere, nøjagtigt i fjernere og fjernere Led at bestemme Arvegangen, men henviste kun til den gjeldende Lov om Privat-Arv. Hvor vidt nu Junker Sverre Haakonssøn ved denne Lov kunde ansees udelukket fra Tronarven eller ej, kommer an paa hvorledes Ordene „Norges Konges ældste egtefødde Søn“ skal forklares. Thi „Norges Konge“ kan her være den sidste afdøde Konge, eller en anden, tidligere afdød, retmæssig Konge. I denne sidste Mening have Ordene sikkert for Junker Sverres Vedkommende været tagne, thi det synes ikke rimeligt, at hans Faders tidlige Død skulde have berøvet ham hans ellers ubestridelige Ret til Tronen. Om der end paa den Maade kom til at bestaa tvende kongelige Linjer ved Siden af hinanden, meente man vel, at dette dog ikke vilde have synderligt at betyde, da der jo alligevel alene kunde blive Spørgsmaal om eet Individ, og man havde da altid den ældste at holde sig til.

„Denne Akt“, siger hiint Lov-Udkast, „lod Kong Haakon sætte i Bogen paa Frostathinget, nemlig hvo der efter ret Arv har at være Konge i Norge efter den hellige Kong Olafs Lov, med Raad og Samtykke af sin Søn Kong Magnus, Erkebiskop Einar og alle de andre Lydbiskopper, Lendermænd og lærde, Stallarer, Lagmænd og alle haandgangne Mænd, hvilke da vare tilstede, samt alle Frostathingsmændene“[9]. Uagtet Paaberaabelsen af St. Olafs Lov her er noget uegentlig, kan man dog sige, at den foruden i det væsentlige at holde sig til den gamle Privat-Arvelov, ogsaa udtaler det fra Kong Olafs Tid strengt overholdte Arvelighedsprincip i den mandlige Linje. De Forhandlinger, denne Sag vedkommende, der skede paa det egentlige Frostathing, have aabenbart kun bestaaet deri, at den allerede af Høvdingerne vedtagne Bestemmelse er bleven forkyndt for Frostathingsmændene og af disse samtykt, som det hed, med Thingtag eller Vaabentag. Thi siden, tilføjes der, „forkyndte Kong Magnus det samme paa Thingene i alle Landets Dele, hvor alle Norges Mænd saaledes samtykkede deri for sig og sit Afkom med ret Thingtag“.

Men foruden denne vigtige, til den offentlige Ret hørende Akt, som ved denne Lejlighed vedtoges, og som Kong Magnus siden forkyndte paa de andre Thing, bleve og, som vi allerede have antydet, flere vigtige og indgribende Retterbøder eller Forbedringer i den private Lovgivning vedtagne. Disse Forbedringer, der efter den tidligere omhandlede Skik indførtes for sig selv, med en egen, i Kongens Navn forudskikket Indledning foran i Lovbogen, og sædvanligviis kaldtes „den nye Lov i Bogen“[10], indtil hans Søn, Kong Magnus, fik en fuldstændig Lovreform tilvejebragt, udgjorde, kan man sige, den første væsentlige Begyndelse til dette store Lovrevisions-Verk. De synes hovedsageligt at skyldes Kong Haakons egen Omtanke og Fædrelandssind, skjønt sikkert ogsaa hans Raadgivere, og ikke mindst Erkebiskop Einar, havde Deel deri, ligesom det naturligviis ogsaa om dem heder, at de „bleve vedtagne efter Samraad med Kong Magnus, Erkebiskop Einar, Lydbiskopperne, Lendermændene, de lærde Mænd, Lagmændene og de forstandigste Mænd i Landet“. For en stor Deel gik de ud paa at hemme det af os allerede oftere omtalte Hang til Blodsudgydelse, deri Stedet for at modarbejdes af den hidtil bestaaende Lovgivning om Drabsbøder, hvilket dog umiskjendeligt var dennes Hensigt, tvert imod befordredes derved. Om. Tilstanden i dette Henseende giver den nys nævnte Indledning, hvorved Retterbøderne paabydes, saavel som de Motiver, der hist og her anføres ved Retterbøderne selv, Oplysninger, der vække intet mindre end hyggelige Forestillinger, medens man dog paa den anden Side maa erkjende, at man ej kunde vente stort andre Forhold saa kort Tid efter en langvarig Borgerkrigs-Tid, hvor Lidenskaberne fik frit Spillerum og borgerlig Orden som oftest traadtes under Fødder. „De Fleste“, saaledes begynder Kongen sin Indledning, „vide noksom, hvor megen og mangfoldig Skade de fleste Mænds Ætter her i Landet have faaet af Manddrab og de bedste Mænds Aflivelser, hvilket har været mere sædvanligt her end i de fleste andre Lande. Og fordi det først er betænkeligt og farligt med Hensyn til Gud, og derhos paafører Folkene selv baade Frændetab og Pengespilde, ligesom det og er en Skam at man i Lande, hvor bedre Sæder herske, skal spørge at slig Uskik hersker her mere end andensteds: saa have vi i Samraad med Erkebiskoppen, Lydbiskopperne, Lendermændene, de lærde Mænd, Lagmændene og andre af de forstandigste Mænd i Landet overtænkt, hvorledes Manddrabene kunne formindskes. Og synes det os først og fremst i sin Orden, at den hellige Kong Olafs Lov staar ved Magt saaledes som han har bestemt, skjønt det hidtil formedelst Begjærlighed efter Gods ikke tilbørligt har været overholdt, at den, der dræber sagesløs Mand, skal have forbrudt Fæ og Fred, og være utlæg.og ugild, hvor han treffes, baade for Kongen og Frænder“[11]. Dersom Manddraberen i sin Utlegd eller Fredløshed faldt for Kongens Sverd eller for den Dræbtes Frænder, skulde hans Frænder, for saa vidt han ejede Gods, udrede Fjerdeparten af Bøderne af dette, men kunde da og fordre Trygd og Forlig af den Dødes Frænder; forlod han Norge, skulde hans Frænder udrede Fjerdedelen, og hvis han døde udenlands, uden selv at efterlade Formue nok, Halvparten af Bøderne[12]. Det var, som man seer, Privathevnen, Kongen fremdeles især søgte at forebygge. Vel vare Begreberne endnu ikke saa rensede, at han ganske kunde afskaffe den, men han søgte dog saa meget som muligt at indskrænke den. Det nys nævnte Ansvar for den bortrømte Manddraber var altsaa nu det eneste, der paalaa Frænderne. Det bestemtes end videre, at hvis Kongen gav den, der var bleven utlæg formedelst Drab paa sagløs Mand, Landsvist, det vil sige benaadede ham, mod Erlæggelsen af en vis Pengesum, kaldet Fredkjøb, og han derhos betalte de tilbagestaaende Drabsbøder (Halvparten skulde allerede strax efter Drabet udredes af hans Gods, eller hvis dette ej strak til, af hans Frænder) skulde den Dræbtes Frænder ej have Ret til at dræbe ham; denne Ret indtraadte kun, naar han ikke vilde betale[13]. Derfor maatte heller ikke den Utlæges Arving, der tog hans Ejendomme i Besiddelse efter ham, sælge disse, saa længe hiin endnu var i Live, og hvis han fik Landsvist, skulde alt tilbagegives ham, baade urørligt og rørligt Gods, undtagen den oppebaarne Landskyld, der tilkom Brugeren[14]. Dersom Nogen vanærede en af de syv Kvinder, hvis Beskjemmelse Lovbogen tillod at hevne med Døden, skulde Udøvelsen af denne Hevn fremdeles ikke medføre Utlegd[15]. Dersom Nogen saarede eller paa anden Maade mishandlede sagesløs Mand, og denne selv eller hans Frænder strax hevnede Fredsbrudet, førend lovligt Tilbud om Bøder fremkom fra Fornærmeren, laa han paa sine Gjerninger; men dersom han gjorde et saadant Tilbud og stillede fuldkommen Sikkerhed for dets Opfyldelse, da blev den anden utlæg, om hun vovede at forgribe sig paa ham[16]. Men fremfor alt gjaldt det at afskaffe den af os for omtalte Uskik, at en dræbt Mands Frænder ofte ikke bilde hevne sig paa Drabsmanden selv, om de end kunde, men derimod til Gjengjeld dræbte den bedste Mand af dennes Æt, om han endog var aldeles uskyldig, eller, som det beder, „hverken vidende, villende eller vedværende Drabet“. „Da“, heder det, „den Onde derved netop nyder godt af sin Slethed og Uselhed, men den Uskyldige maa undgjelde for at han er en brav og anseet Mand; samt da mangen Mand heraf bar lidt stort Ætteskaar, og vi selv mistet vore bedste Thegner i Landet, fastsætte vi herved Ubodemaal og Al-Ejemaal for hver den, der hevner sig paa andre end den der selv dræber eller anstifter Drabet“[17], med andre Ord: et saadant Drab erklæredes for Nidingsverk, der straffedes med uigjenkaldelig Fredløshed og Forbrydelse af al Ejendom, løst og fast til Kongen. Lignende Straf bestemtes eller maaskee rettere indskjærpedes for at løbe bort med anden Mands Kone, hugge Haand eller Fod af Nogen med koldt Blod, ikke i Kamp, saavel som for større Tyverier[18]. Derimod viste Kongen stor Liberalitet i at nedsætte Kronens Sag-Øre eller de den tilkommende Bøder indtil en Trediedeel af det oprindelige Beløb. Alle de forrige 40 Merkers Bøder sank saaledes ned til det siden saa hyppigt forekommende Beløb, „8 Ertuger og 13 Merker“. Herfra var ikke engang Thegngildet, eller den Kongen tilkommende Bod for en Thegns Drab undtaget. Thi uagtet den vistnok, som vi have seet, allerede paa Kong Sverres Tid og maaskee en rum Tid forud kun udgjorde 40 Mkr., saa synes dog dette kun at have været en Vedtægt uden bestemt Lovhjemmel, hvorimod, ved sædvanlige Drab, der ej vare Nidingsdrab, alt hvad Drabsmanden ejede i Land og Løsøre, skulde tilfalde Kronen, paa Odelsjord nær, der kun forbrødes ved Nidingsverk. Men Kong Haakon bestemte udtrykkeligt, „at skjønt alt hvad Drabsmanden ejede i Land og Løsøre forhen faldt under Kongen, undtagen Odelsjord, skulde Kongen efterdags ikke tage mere Thegngilde end 8 Ertuger og 13 Mkr. Sølv i løst eller fast; og hvis fast Ejendom udrededes i dette Thegngilde, skulde Arvingerne, hvis det var deres Odel, have Løsningsret dertil i 10 Aar[19]. Fremdeles gav Kongen strenge Bestemmelser med Hensyn til Sysselmændenes Embedsførsel. Man seer af disse Bestemmelser saavel som deres Motiver, at Sysselmændene allerede havde gjort sig skyldige i stor Embedsforsømmelse saavel som i tilsvarende Anmasselse og Underslæb. „Ofte“, heder det, „har det hændt sig, at utlæge Folk have pludselig viist sig (nedfaldet) i Bygderne og at Bønderne have maattet bøde til Sysselmændene for at have huset og hælet dem, saa at dette har været Sysselmændene til Vinding men Bønderne til Pengetab, medens derimod de, hvis Gjerninger skulde have paadraget dem fortjent Straf, ere slupne bort. Derfor ville vi herefter at de kongelige Ombudsmænd ikke mindre end de andre, der i Loven nævnes, skulle være pligtige til, med Bøndernes Bistand at afstraffe dem, der begaa slige Udaadsverk, som nu ere opregnede; og hvis nogen længer farer med saadant Bedrageri for Vindings Skyld, det være sig Sysselmand eller Aarmand, at han ikke afstraffer Udaadsmændene, naar han kan komme til, skal Sysselmanden derved være selvsagt fra den Hæderspost, han beklædte paa vore Vegne, og derforuden bøde 12 Mkr. Sølvværdi; ligesaa Aarmanden, hvis han ej besørger Afstraffelsen. Boden tilfalder halvt Kongen, halvt Bønderne“[20]. Man maa saaledes slutte at Sysselmændene benyttede sig deraf, at Lovbogen kun nævnte „Aarmænd“ som executive Ombudsmænd, til at unddrage sig alle de mere byrdefulde og mindre behagelige eller indbringende Functioner, der paalaa disse, medens der dog rimeligviis factisk ikke længer existerede Aarmænd, eller i det højeste kun yderst faa: hvoraf Følgen var, at der slet ikke fandtes nogen, som vilde besørge Forbryderes Afstraffelse, og at Bygderne derved foruroligedes af Utlæge. Men ved den her givne Bestemmelse udtalte Kongen tydeligt, at Sysselmændene med Hensyn til alle executive Functioner paa Kronens Vegne ganske traadte i Aarmændenes Sted. Derhos forbød han enhver kongelig Ombudsmand at paalægge almindelige Afgifter eller fordre tvungne Gjestebud; hvis nogen af Høflighed bød Ombudsmanden til sig, eller viste ham Tjenester, var det hans egen Sag; men nogen Ret hertil besad Ombudsmanden ej[21].

Disse Retterbøder, hvortil og kom strenge Forbud mod Meeneed og Omgang mod Naturen, findes nu vistnok i sin Fuldstændighed kun indførte i den ældre Frostathings-Lovbog, men Indledningen selv er stilet til hele Norges Indbyggere; og i et kort Indbegreb af de vigtigste, der meddeles i den nyere Landslov, given af Kong Haakons Søn Magnus, siges der udtrykkeligt, at de bleve givne for det hele Land[22]. De ere altsaa nok og, efter som Kong Magnus fik dem oplæste og samtykkede paa de øvrige Thing, blevne indførte i de hertil hørende Lovbøger, af hvilke vi dog ikke nu besidde noget ganske fuldstændigt Haandskrift; af Eidsiva-.Loven .findes kun et ubetydeligt Brudstykke, og det eneste complette Haandskrift, vi have af Gulathingsloven selv, har dog, som man seer, indeholdt flere Tillæg ved Enden, der i Tidens Løb ere tabte. Saaledes kan man vel ikke ligefrem paavise Retterbøderne i andre Lovbøger end Frostathingslagens, medens der alligevel er saa godt som Vished for at de maa have været tilføjede i Haandskriftet af Gulathingsloven, sikkert paa nogle af de borteblevne Blade. De velgjørende Virkninger af disse vigtige og for Landets tidsmæssige Udvikling uundgaaelig nødvendige Forandringer undlode vist ikke at spores meget snart, om end ikke Kong Haakon selv oplevede dem. Naar man ret sætter sig ind i, hvordan Tilstanden, især med Hensyn til den personlige Sikkerhed, maa have været før den Tid, og hvad den siden var, vil man nok kunne fatte, hvilken Velgjerning Kong Haakon ved disse Retsforbedringer beviste sit Folk. Men en stor Deel af Erkjendtligheden skyldes ogsaa de brave, veltænkende Mænd, der virkede med ham til det gode Formaal, og blandt dem indtager sikkert Erkebiskop Einar den mest fremragende Plads.

Under Kongernes Ophold i Throndhjem, ja maaskee endog førend deres Afrejse fra Bergen, besluttedes det og at gjøre Alvor af Kong Magnus’s Giftermaal. Der afsendtes et Gesandtskab for at anholde om den danske Kongedatter Ingeborgs Haand. I Spidsen for Gesandtskabet stod en Broder Nikolas, sandsynligviis Dominicaner. Under de daværende Forhold i Danmark, da Kongen, Ingeborgs Syskendebarn, var et umyndigt Barn, og man saaledes endnu ikke ret vidste, hvo der var hendes egentlige Værge, eller som det i vore ældre Love kaldtes, Giftingsmand, troede man at handle sikrest i at henvende sig umiddelbart til hendes Morfader, Hertug Albrecht af Saxen-Lauenburg[23], om ej for andet, saa dog for at høre, hvad han vilde gjøre ved Sagen. Til ham rejste derfor Gesandterne, og fremførte deres Erende. Men han vilde intet dermed have at gjøre: „min Datterdatter“, sagde han, „er dansk af Fædreneæt, og Danerne idet vil altsaa sige den danske Formynderregjering) raade for hendes Giftermaal.“ Strax efter lod han sine tvende ugifte Døtre prægtigt smykkede, træde ind, og forestillede dem for Gesandterne med de Ord:. „for dem raader jeg, hvis nogen bejler til .dem“. Det lader dog ikke til at Gesandterne toge nogen Notits af dette Vink. De vendte strax tilbage, først til Danmark, uden, som det synes, her at henvende sig til nogen; siden til Norge, hvor de altsaa endnu ingen Besked kunde give[24]. Kongerne havde imidlertid forladt Throndhjem, og taget Vinterophold, Haakon i Bergen, og Magnus i Stavanger; han var nemlig allerede ved Kongens Hjemkomst fra Danmark efter Fredsslutningen i Kjøbenhavn bleven forlenet med Ryfylke[25]. Naar han foretog den før omtalte Rejse til de øvrige Lagthing, for at kundgjøre de paa Frostathing antagne Beslutninger, og faa dem samtykte, siges ikke; det kan dog neppe være skeet endnu i dette samme Aar, thi Thingtiden var sikkert forbi, inden han og Faderen forlode Throndhjem. Det er heller ikke let blandt de nærmest følgende Aar at paapege et eneste, hvori det med Rimelighed kunde være skeet. Baade i 1261 og 1262 tilbragte Kong Magnus, som det vil sees, Sommeren og Thingtiden i Viken, saa at han da i alle Fald ej kan have været paa Gulathinget.

  1. ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 299. Islandske Annaler, ved 1260.
  2. ↑ De annalistiske Optegnelser herom ere højst mangelagtige: af ældre Kilder er der kun to (Chron. i Scr. rer. Dan. V. 229 og 571), der sige at han blev dræbt af en Kvinde (den sidste tilføjer turpiter); naar Petrus Olai siger at han blev kvalt (Scr. rer. Dan. I. 186), og Huitfeld (S. 260) at han blev stukken med en Kniv, da er vel dette kun deres egen Gisning, ligesom det egentlig ogsaa kun er Huitfeld, der overhoved veed noget om, at Jaromar i dette Aar viste sig i Danmark. Men da han„ som tidligere viist, urigtigt henfører Bornholmstoget til dette Aar, torde det vel og hænde, at den hele Tale om noget Tog, som Jaromar i 1260 skulde have foretaget til Danmark, samt om hans Drab i dette Land, er urigtig, især da de ellers paalidelige Ryklosters- og Esromsklosters-Annaler fejlagtigt henlægge Jaromars før omtalte Sjælandstog og Nestvedslaget til 1260 i Stedet for 1259: en Fejltagelse, der igjen kunde have bragt Huitfeld til at antage to Indfald af Jaromar i tvende paa hinanden følgende Aar i Stedet for eet. Muligt altsaa, at Jaromar slet ikke var i Danmark 1260, og at han døde hjemme i sit eget Fyrstendømme. For Resten er hans Død i 1260 vis, saavel af de islandske Annaler, som af flere Diplomer, se Suhm X. 410.
  3. ↑ I Haakon Haakonssøns Saga Cap. 303 staar der kun, at Kong Haakon om Sommeren 1260 foor til Frostathing, og der afgjorde Kongs–Sager (d. e. offentlige Anliggender). Men i Hákonarbók Cap. 9 staar der udtrykkeligt, at Kongearveloven blev vedtagen „med Samtykke af Kong Magnus, Erkebiskop Einar, alle de andre Lydbiskopper, Lendermænd og lærde Mænd, Stallarer, Lagmænd og alle haandgangne Mænd, der da vare tilstede, samt alle Frostathingsmænd“. Uagtet Ordene „som da vare tilstede“ nok kunde tages som om de kun gjaldt de haandgangne Mænd, synes de dog med størst Rimelighed at maatte udstrækkes til alle de gejstlige og verdslige Stormænd, som siden nævnes, især da der udtrykkeligt staar „alle Lendermænd“. Ligeledes nævnes i Cap. 30, hvor det samme Møde omtales, „Lydbiskopperne, lærde Mænd, Lendermænd o. s. v.“. Man kunde maaskee tage det i den Forstand at Kongen foreløbigt havde raadført sig med hine Mænd, førend Sagen kom fore paa Frostathing, men dette ligger dog ikke egentlig i Ordene, og det var heller ikke Skik og Brug, hvorimod vi nu allerede have seet Exempler paa at slige almeenvigtige Anliggender, som de her nævnte, netop behandledes paa almindelige Rigsmøder, for at faa dem debatterede og vedtagne for hele Riget under eet. At Sagaen intet nævner om noget saadant Møde, har intet synderligt at betyde, thi den er just her meget kortfattet. Og vist er der, at der er intet, enten i Sagaen, eller i Diplomer, der strider mod Antagelsen af et saadant Møde, som f. Ex., at en Biskop paa den Tid skulde have opholdt sig andensteds, e. a. d. Sagaen omtaler neppe engang Biskopperne paa denne Tid; vi erfare f. Ex. slet ikke af den, at Biskoppen i Bergen siden 1256 heed Peter.
  4. ↑ Siden det udtrykkeligt siges, at Lodin „var kommen til Byen“, maa man slutte at han var Chorsbroder i Hamar, ej i Nidaros; l den stockholmske Codex staar ogsaa udtrykkeligt „kórsbroðir í Hamri“.
  5. ↑ I Udgavens Text staar „Biskup af Suðrheimum“, hvilket sidste øjensynligt maa være Skriv- eller Læsefejl for „Suðreyjum“; hvad der ogsaa staar i den stockholmske Codex, og rimeligviis ogsaa i Flatøbogen og Skaalholtsbogen.
  6. ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 299, 302.
  7. ↑ Hákonarbók, Cap. 20.
  8. ↑ Se ovenfor II. S. 934.
  9. ↑ Haakonarbok, l. c.
  10. ↑ Haakon Haakonssøn Saga Cap. 332.
  11. ↑ Frostathingsloven, Indl. Cap. 3, 4.
  12. ↑ Frostathingsloven, Indl. 1. Haakonarbok Cap. 20.
  13. ↑ Frostathingsloven, Indl. 5. Haakonarbok Cap. 17.
  14. ↑ Frostathingsloven, Indl. 4, 5. Haakonarbok, Cap. 16, 17.
  15. ↑ Frostathingslovens Indl. 7. De syv Kvinder ere Hustrue, Moder, Datter, Syster, Stifmoder, Sønnekone, Broderkone.
  16. ↑ Frostathingslovens Indl. 6.
  17. ↑ Frostathingslovens Indl. 8, Haakonarbok, Cap. 20. Nyere Landslov X. Rb. 4. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 332. Magnus’s nyere Landsl. X, Rd. 2.
  18. ↑ Frostathingslovens Indl. 9, 10. Haakonarbok Cap. 20; nyere Landslov X. Rd. 4. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 332.
  19. ↑ Nyere Landsl. X. Rb. 5.
  20. ↑ Frostathingslov, Indl. Cap. 12.
  21. ↑ Nyere Landsl. X. Rb. 6.
  22. ↑ De i Frostathingslovens Indledning in extenso optagne Retterbøder findes desværre ikke længer fuldstændigt i det nyere nogenlunde hele Haandskrift, hvorefter Loven er udgiven, men afbrydes ved den ovenfor omtalte Lacune, Art. 13. De 12 Artikler, som staa at læse forud for denne, ere: 1. Indledningen, samt Forbud mod Drab paa sagesløs Mand; 2. om at herefter ej længer alt Jordegods og Løsøre skal betales i Thegngilde: 3.–4. om Bøder efter den aflivede Drabsmand; 5. Om Landsvist og Fredkjøb m. m.; 6. om Hevn og Forlig for Saar eller Legemsfornærmelser: 7. om Hevn for vanærede kvindelige Paarørende; 8. Om Drab af andre end Gjerningsmanden: 9.–10. Om Tyveri og Bortløben med andres Koner; 11. om Omgang mod Naturen; 12. om Sysselmænds Forsømmelighed og Pligter. Den 13de Artikel, hvoraf kun de to første Linjer findes, handler om Manddrab. I Haakonarbok Cap. 20 findes strax efter den forudskikkede Indledning, at disse „særegne Bestemmelser“ (einkamál) bleve vedtagne paa Frostathing, først oven nævnte Art. 8, om Drab af andre end Gjerningsmanden; dernæst Art. 9 og 10, om Tyveri og Bortløben med andres Koner: derimod findes Art. 1 foran i Cap. 14, Art. 2 i Cap. 15, Art. 3 og tildeels Art. 4 i Cap. 16, Art. 5 i Cap. 17, hvorved det dog under Art. 2, Cap. 15 er udtrykkeligt bemerket, at den formildede Bestemmelse om Thegngilde skyldes Kong Haakon, der gav den paa Fleres Bøn. De øvrige Artikler forekomme ikke i Haakonarbok. Derimod meddeler, som tidligere bemerket, Kong Magnus“s nyere Landslov i 10de Afdeling, eller Retterbods-Afdelingen, de ser vigtigste af Kong Haakons Retterbøder, nemlig a) om Nedsættelsen af Bøderne til ⅓, b) om Drab af andre end Angjeldende, c) om Lemlæstelser, d) om Tyveri og Bortløben med gifte Koner, e) om Lettelse med Hensyn til Thegngilde, f) om ulovlige Paalæg. Af disse Retterbøder findes den vigtige om Bødernes Nedsættelse, og den om Lemlæstelser, ikke i Indledningen til Frostathingsloven: men her er al Grund til at antage, at de have staaet paa det Blad eller de Blade, der mangle efter Begyndelsen af Artiklen: ved Bestemmelsen om Thegngilde er ogsaa den Omstændighed, at uagtet den ellers næsten Ord til andet stemmer med Art. 2 i Frostathingsloven, staar der udtrykkeligt, at Thegngildet nedsættes til 8 Ert. 13 Mk., medens Frostathingsloven samt Haakonarbok kun sige „saa meget som Skik og Brug er“, Sandsynligviis har da Bestemmelsen om Bødernes Nedsættelse, der maa have været en af de sidste, indeholdt nogle Ord om at denne Nedsættelse ogsaa skulde gjelde Thegngildet, og ved Redactionen af Udtoget har man paa hiint Sted indtaget Forandringen. Eller det kan nok være muligt, at Bestemmelsen om Bødernes Nedsættelse er skeet sildigere end det her omhandlede Møde paa Frostathing, nemlig paa det Thing, Kongen holdt i Bergen strax før sin Udfart 1263, og hvor han, som det udtrykkeligt siges, ordnede mange Landet vedkommende Anliggender og indrømmede Bønderne i det mindste een Lettelse, (se Haakon Haakonssøns Saga Cap. 317). Men om saa er, at Nedsættelsen først da har fundet Sted, saa slutter den sig dog saa nøje til hvad der allerede var antaget paa Frostathing, at den i det mindste kan ansees som et Supplement dertil. Derhos have vi ovenfor seet, at Haakonarbok, skjønt den i Cap. 20 indtager den Indledning, der handler om Mødet paa Frostathing, dog ikke i dette Capitel opregner alle de her vedtagne Retterbøder, men anfører enkelte af dem tidligere. Dette viser, at man ikke kan slutte saa meget fra den Omstændighed, at enkelte Retterbøder udelades paa eet Sted, medens de indtages paa et andet. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 332, der i Korthed omtaler Retterbøderne, har, som man tydeligt kan see, nærmest fulgt Udtoget, skjønt den ikke taler noget om Nedsættelsen af Bøderne.
  23. ↑ Albrecht havde i sit første Egteskab med Agnes af Østerrig Datteren Juthe, der 1239 blev gift med Erik Valdemarssøn, og efter hans Død med Burchard Borggreve af Magdeburg. Anden Gang var han gift med Helene af Braunschweig, og havde med hende flere Døtre, af hvilke rimeligviis de yngste, Agnes og Helene, vare de, hvilke han forestillede de norske Gesandter. Sagaen ytrer om ham, at han var en stor Høvding, og siger rigtigt, at har var en af de tydske Valgfyrster, samt kejserlig Rigs-Drottsete (Truchseß). Han døde i Slutningen af det samme Aar, Gesandten havde været hos ham, se Suhm X. 422.
  24. ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 204.
  25. ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 293.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/5/19&oldid=85458»