Det norske Folks Historie/5/21
Det er forhen nævnt, at Byrge Jarl om Sommeren 1261, paa samme Tid, som den danske Enkedronning og hendes Søn bleve fangne ved Lohede, og den danske Kongedatter Ingeborg drog til Norge for at egte Kong Magnus, indfandt sig i Øresund og udenfor Kjøbenhavn med en stor Flaade, mere, som det synes, for at iagttage Forholdene og indtage en Stilling, hvor han kunde beherske dem, end for ligefrem at staa Dronningen bi. Om dette end havde været hans Hensigt, saa maatte dog Efterretningen om Udfaldet af Slaget paa Lohede overtyde ham om, at der for Øjeblikket intet var at udrette ved Vaabenmagt til Dronningens og Kongens Bedste. Han havde, hvad man af de norske Gesandters ængstlige Iver for at undslippe ham maa slutte, haft til Hensigt at benytte sig af Lejligheden for at faa Jomfru Ingeborg, Kong Magnus’s bestemte Brud, i sin Magt, paa det at hun kunde egte hans Søn Kong Valdemar; da dette mislykkedes, bejlede han paa Valdemars Vegne til Sophie, Dronning Ingeborgs Syster. Sandsynligviis har han og under sit Ophold ved Kjøbenhavn plejet Underhandlinger om det af Erkebiskoppen ivrigt paadrevne Giftermaal mellem ham selv og Kong Abels efterladte Dronning Mechthild. Thi aldrig saa snart havde Erkebiskoppen erfaret sit Partis Sejr paa Lohede, førend han ilede til Nordborg paa Als, hvor Kong Erik og den ligeledes fangne Biskop af Slesvig vare bragte hen, fik Biskoppen, der hidtil havde nydt anstændig Behandling, sluttet i Jern, og opbød derpaa alle sine Overtalelsesgaver for at faa Dronning Mechthild til at overvinde de Betænkeligheder, hendes tidligere aflagte Kyskhedsløfte vakte hos hende mod at række Byrge Jarl sin Haand[1]. De vare ogsaa snart overvundne, thi Giftermaalet mellem Byrge Jarl og Dronning Mechthild kom i Stand endnu samme Aar, og Festermaalet eller den foreløbige Aftale maa da rimeligviis allerede have været sluttet førend Byrge Jarl endnu havde forladt Danmark. Dronning Margrete var imidlertid bragt til Hamburg, hvorfra hun tilskrev Hertug Albrecht af Braunschweig, og anmodede ham om at komme hendes Parti til Hjelp og paatage sig Rigsstyrelsen i Danmark, medens hun og hendes Søn vare fangne. Albrecht opfyldte hendes Begjæring, og bekrigede de holstenske Grever, uden dog at udrette stort; siden begav han sig til Danmark, hvor han paa Dronningens Vegne maa have givet Samtykke til Kong Valdemars og Jomfru Sophies Giftermaal, siden det berettes, at han endnu den følgende Vinter i egen Person ledsagede Jomfru Sophie lige til Jønkøping, hvor Brylluppet holdtes med megen Pragt. Albrecht skal ogsaa have gjort sig megen Umage for at faa Byrge Jarl eller de Svenske overhoved til at virke for Dronning Margretes og Kong Eriks Frigivelse. Men forgjeves, og i det Forhold, hvor Byrge nu par kommen til de slesvigske og holstenske Fyrstefamilier, bliver denne Kulde mod Margrete for hans Vedkommende heel begribelig[2]. Da der ikke var nogen Hjelp hos Byrge Jarl at faa, henvendte Hertug Albrecht sig til de brandenburgske Markgrever, og ved deres Mellemkomst udrettede han saa meget, at Dronning Margrete kom paa fri Fod, og vendte tilbage til Danmark. Strax efter fulgte Hertug Albrecht, hvilken hun fremdeles overlod Rigsstyrelsen, og som hun endog, efter en Krønikes Udsagn, gjerne skal have villet faa til Mand[3]. Kongen forblev endnu i nogen Tid fangen, dog ej længer, som før, hos Hertugen af Sønderjylland, men derimod hos de nys nævnte brandenburgske Markgrever, der modtoge ham som et Slags Pant for en stor Pengesum, de havde til Gode hos Hertug Erik.
Saaledes vare Forholdene i Danmark, da der om Vintren, efter at Brylluppet havde staaet mellem Kong Valdemar i Sverige og Jomfru Sophie, aftaltes en Sammenkomst mellem Kong Haakon og Byrge Jarl, for at raadslaa om hvad Skridt der var at gjøre for at faa de Ejendomme udleverede, der tilhørte begge de unge Dronninger, Systrene Ingeborg og Sophie. Efter al Rimelighed var det Byrge Jarl, der fra først af havde bragt denne Sag paa Bane, thi den Stilling, han nu havde indtaget lige over for den danske Regjering, var mindre venskabelig end forhen, og det synes ikke rimeligt, at Kong Haakon skulde have gjort det første Skridt til at sikre sig Byrge Jarls Medvirkning i et Anliggende som dette. Mødet skulde, som sædvanligt, holdes ved Elven. Tidligt om Vaaren begav derfor Kong Haakon sig tilligemed Kong Magnus, der havde tilbragt Julen hos ham, fra Bergen til Viken, medens begge Dronningerne bleve tilbage, da den unge Dronning befandt sig i velsignede .Omstændigheder. Men da Kongerne kom til Tunsberg, forefandt de her Sendebud fra Byrge Jarl, der meldte, at han formedelst uforudseede, men uopsættelige Forretninger, der krævede hans Nærværelse andensteds, ikke kunde indfinde sig til Mødet, hvorimod han foreslog, at han og Kong Haakon hver for sig sendte Mænd til Danmark, for at komme paa det Rene med, hvilke Ejendomme alle de fire Systre, saavel de gifte, Ingeborg og Sophie, som de ugifte, Agnes og Jutha, egentlig besad, og for at høre hvad Udvej Dronning Margrete vilde gjøre til at lade hine faa hvad der tilkom dem, saa at et ordentligt Skifte kunde komme i Stand mellem de gifte og ugifte. Hvad der beskjeftigede Byrge Jarl saa særdeles, siges ikke; usandsynligt er det ej, at han udeblev ikke saa meget af Nødvendighed, som fordi han gjerne vilde bringe det dertil, at Kong Haakon optraadte som den eneste tilsyneladende virksomme i denne Sag; derved vilde baade Umagen dermed, og, for saa vidt man i Danmark fandt dette Skridt nærgaaende, Uviljen derfor falde paa de norske Konger. Disse fulgte dog Jarlens i sig selv fornuftige Raad, og affærdigede til Danmark et Gesandtskab, bestaaende af Paal Gaas, Andres Plytt og Thorlaug Bose, for at anstille de fornødne Undersøgelser om Størrelsen og Beliggenheden af Dronning Ingeborgs Ejendomme, samt om muligt, faa et Skifte tilvejebragt. Kong Haakon drog derpaa ind til Oslo, og Magnus over til Sarpsborg, for at tilsee de Len, som hans Fader ved Brylluppet havde givet Fru Ingeborg. Paa denne Rejse anstrengede Magnus sig saaledes ved heftig Ridning, at han blev syg, og maatte vende om, for at begive sig til Oslo; da han nærmede sig Byen, mødte Biskop Haakon ham med en Procession, og fra det Øjeblik, fortælles der, blev det bedre med ham[4]. Da han havde kommet sig, vendte han og hans Fader tilbage til Bergen, hvor de indtraf ved Himmelfartsdagstider og tilbragte Sommeren, i hvis Løb han og hans Fader havde den store Glæde, at den unge Dronning Ingeborg fødde en Søn til Verden, som i Daaben fik Navnet Olaf, sikkert efter Kong Olaf den hellige[5]. Omtrent paa samme Tid kom Thorlaug Bose tilbage fra sin Sendelse til Danmark, og meldte, at det hidtil ikke var lykkets ham eller hans Colleger at udvirke noget Skifte, men at Paal Gaas og Andres Plytt vare blevne tilbage hos Hertugen, for endnu at forsøge, hvad de kunde udrette. Under dette Ophold i Bergen var det og, at Kongen, som det ovenfor er berettet, affærdigede Lodin Lepp og Haakon Eysil til Sultanen af Tunis med mange Falke og andre i Syden sjeldne Sager. Om Høsten droge begge Kongerne saavel som deres Dronninger til Throndhjem, for at tilbringe Vintren der, dog blev den nys fødde Kongesøn, Olaf, tilbage under Pleje af Nonnerne i Nonneseter Kloster, formodentligt fordi hans spæde Alder ikke vilde kunne taale en saa lang og angribende Rejse paa den Tid af Aaret. Siden kom endelig ogsaa de øvrige Gesandter tilbage fra Danmark, og Andres Plytt begav sig strax til Throndhjem, hvor han ankom noget for Juul. Han bragte den Besked, at Dronningen og Hertugen aldeles ingen Forberedelser havde gjort til at lade Dronning Ingeborg hendes Ejendomme overdrage, lige saa lidet som de havde foranstaltet noget Skifte mellem de fire Systre. Dog havde man faaet Rede paa, hvor store Ejendommene vare, og hvor de laa. Saa vidt kan man skjønne, vare de alle beliggende i Jylland[6].
Men den vigtigste Efterretning, som Kong Haakon i Løbet af dette Aar modtog, var den, at Størstedelen af Islands Befolkning, nemlig Nordlændingerne, Søndfjordingerne og Vestfjordingerne efter mange Storme havde underkastet sig hans Herredømme. Dog for ret at forstaa hvorledes dette gik til, maa vi vende tilbage til det Punkt, hvor vi i det foregaaende forlode Islands Historie, og i sin Heelhed samt i den rette Følge betragte de merkelige Begivenheder, der gik umiddelbart forud for Landets Underkastelse under Norges Krone.
- ↑ Pave Urbans Straffebrev, Scr. rer. Dan. V. S. 610. Da Byrge Jarl hin: nok blev liggende i Øresund, indtil han havde modtaget Efterretningen paa Slaget paa Lohede, og rimeligviis endog nogle Dage længer, bliver det højst sandsynligt, at Erkebiskoppen meget travlt har reist frem og tilbage mellem ham og Dronning Mechthild, der synes at have opholdt sig hos sin Søn Hertug Erik paa eller ved Als.
- ↑ Se Suhm, X. S. 441–443, 453. Ved at gjennemlæse den svenske Riimkrønikes Beretning om Valdemars Giftermaal med Sophie seer man noksom, hvor uefterrettelig den er for denne tidligere Periode, thi ikke nok med at den lader Byrge Jarl raadslaa med sin Hustru Ingeborg (der dog var død for flere Aar siden, om Frieriet, lader den endog Sophies Fader Kong Erik (Erik Valdemarssøn, dræbt allerede 1250!) selv bortgive sin Datter.
- ↑ Suhm, X. S. 455.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap 313.
- ↑ Da Kong Magnus og Dronning Ingeborg holdt Bryllup i første Halvdeel af September 1261, kan Olaf i det aller tidligste ikke være fød førend i Midten af Juni 1262.
- ↑ Dette synes man at kunne slutte deraf at Ingeborg selv tidligere havde opholdt sig i Jylland; af Brevet i Thorkelins Dipl. II. S. 102, sees det og at hendes Systre Agnes’s og Juthas Gaarde have ligget ved og omkring Horsens; da nu den hyppige Tale om Ejendommens Udskiftning lader formode, at de alle laa i een Klynge, eller oprindelig under eet vare tilfaldne alle fire Systre, maa de saaledes samtlige være at søge i Omegnen af Horsens. Som Agnes’s og Juthas Gaarde nævnes her Skandorp (Skandrup) Thryvad, Byrsting, Flø, Hyldeslev, Medalby, Rostved, Agestorp, af hvilke Skandrup i det mindste ligger ved Skanderborg Sø. Udgjorde disse 8 Gaarde to Parter, har vel Ingeborgs Part svaret til det Halve.