Det norske Folks Historie/5/28
Imidlertid var, som det allerede ovenfor er omtalt, Gissur Thorvaldssøn kommen tilbage til Island. Hvad han i disse tvende Aar havde foretaget sig i Norge, hvor han havde opholdt sig, hvad der bevægede Kong Haakon til at lade ham faa Tilladelse til at rejse, og hvilke Betingelser han satte ham: om alt dette nævne Sagaerne intet, og man kan her ene og alene gjette sig frem. Saa meget seer man af det følgende, at Gissur fremdeles optraadte som Kongens Mand og den, der virkede, eller i det mindste skulde virke, i hans Interesser. Og derfor er det vel rimeligt, at Kong Haakon, som maa have fundet at Thord alene havde sine egne Interesser for Øje, og ikke vilde eller maaskee ikke engang kunde varetage de kongelige, nu har fundet det paa Tide at sende Gissur ud, for at drive Sagen med Kraft. Han har maaskee ogsaa med Forfærdelse bort om de Voldsomheder, der øvedes paa Øen, fornemmelig af Kolbein og hans Tilhængere, og derfor paalagt Gissur, først og fremst at bringe Fred og Ro til Veje. Det berettes udtrykkeligt, at Erkebiskop Sigurd i Aaret 1245 enten virkelig satte Nordlændingerne (altsaa Kolbein og hans Tilhængere) i Ban, eller i det mindste truede dem dermed[1]. En foreløbig Trusel herom har maaskee Gissur Thorvaldssøn medbragt. I det mindste giver dette os Nøglen til at forklare den fredelige Stemning, der nu aabenbart besjælede Gissur, saavel som Kolbeins pludselige Omskiftning i sit Sindelag mod Thord. Anderledes kan man neppe forklare de Bestræbelser for at slutte Forlig, der nu, som det vil sees, fandt Sted fra Kolbeins Side, uden nogen tilsvarende fredelig Tilnærmelse fra Thords, da denne snarere viste sig mere fiendtligt stemt mod ham end nogensinde. Skulde maaskee Biskop Botulf, der 1243 vendte tilbage til Norge, have skildret Tilstanden paa Øen med mørke Farver, og foreslaaet Kongen at sende Gissur ud? Skulde Kolbein, da han fik Bud om at Gissur var kommen hjem og ønskede at tale med ham, just som han stod i Begreb med at sejle ud til Søslaget paa Fluen, af den Grund have vægret sig ved at møde Gissur, at han frygtede for at de Erender, denne bragte med fra Kongen og Erkebiskoppen, maaskee kunde være hans krigerske Hensigter i Vejen, og han derfor heller vilde opsætte at mødes med ham, indtil han havde faaet udrettet, hvad han bildet Usandsynligt er det ikke. Saasnart Gissur, der landede ved Eyre paa Sønderlandet, var kommen hjem, var et af hans første Skridt at indgaa Forlig med Jon, Sturla Sighvatssøns Søn, altsaa med Hensyn til dennes Drab paa Ørlygsstad, og den hele Sag, heder det, blev lagt i Kong Haakons Dom, det vil da sige, at Kongen skulde bestemme de endelige Forligsvilkaar. Dette maa nødvendigviis have været aftalt mellem Kongen og Gissur, eller rettere været Gissur paalagt af Kongen før hans Afrejse fra Norge, og man kan næsten allerede heraf slutte, at Gissur maa have haft lignende Paalæg med Hensyn til Thord, samt Befalinger i saa Henseende til Kolbein. Gissur samlede siden en stor Skare Folk og drog med den til Vesterlandet, til Breidafjord-Dalene, rimeligviis for at give sine paatænkte Underhandlinger med Thord behørigt Eftertryk. Da Thord var kommen til Fagerø, som det ovenfor er berettet, fik han dette at vide af Sturla, og lod strax samle saa mange Folk, som muligt, i Borgarfjorden og de sydlige Dele af Vesterlandet; ved Efterretningen herom trak Gissur sig tilbage, da han formodentlig indsaa, at det endnu ikke for det første nyttede at forsøge Fredsunderhandlinger med ham. Thord tænkte paa intet mindre end at tage øjeblikkelig Hevn over Kolbein. Efter at have tilbragt nogle Uger roligt paa Eyre, reed han i August Maaned tilligemed Sturla sydefter til Dalene, samlede henved en 120 Mand, og ilede med disse nord gjennem Haukadalsskardet for at overrumple Kolbein i Skagafjorden. Allerede i Midfjorden saa man imidlertid Folk ride af alle Kræfter til Fjelds og østover, øjensynligt for at advare Kolbein, og flere af Thords Mænd meente derfor at det var farligt at drage videre, og at man snarest muligt burde vende om. De bade Sturla tale herom til Thord. Han undslog sig, fordi man tidligere havde dadlet hans alt for snare Tilbagetog fra Haukadalsskardet, da man kunde have overrumplet Brand Kolbeinssøn. De fortsatte derfor Toget indtil ned i Vatnsfjorden; da sagde Thord selv, at det var bedst at vende om, saasom han kunde see at de vare misfornøjede. Det vilde heller ikke have nyttet ham at drage videre, thi Advarsler havde naaet Kolbein, og denne havde samlet 360 Mand, med hvilke han kom til Midfjord strax efter at Thord havde forladt Egnen. Men hvad der nu, som sagt var foregaaet med Kolbein eller ej, hvad enten Gissur havde sendt ham Bud, eller hans Svagelighed atter stemte ham mere for Freden, saa gjorde han nu, da man mindst skulde have ventet det, et oprigtigt Forsøg paa at gjenoprette denne, idet han sendte en af Thords egne Tilhængere, som han havde taget til Fange, til ham med Forslag om Grid eller Vaabenstilstand, for at begynde Underhandlinger. Thord antog Forslaget, og Stilstanden blev sluttet, først kun til Vinternat, siden, som man kan skjønne, for hele Vintren. Der plejedes nu ivrige Underhandlinger, som dog i Førstningen ikke ledede til noget Resultat, da Kolbein fremdeles vægrede sig ved at give Slip paa de Godord, som Sighvat havde haft. Men endelig kom det dog, ved Fleres Megling, blandt hvilke sikkert ogsaa Gissurs, om Vaaren til en Overeenskomst imellem dem, hvorved det bestemtes, at alt deres Mellemværende skulde underkastes Kong Haakons Dom, og at de til den Ende begge to den forestaaende Sommer skulde begive sig over til Norge. Kolbein skulde udrede til Thord 60 Hundreder i Rejsegodtgjørelse, og dette fremskaffedes ogsaa ganske rigtigt til Hvitaa, hvor Thord, som det synes, agtede at indskibe sig med den forhen nævnte Eyvind Bratt, der var afsejlet fra Island Høsten forud, men formedelst Storm havde maattet gjøre Venderejse og lægge op i Hvitaa, hvor Skibet maatte blive liggende hele den følgende Vinter[2].
Men Kolbeins Sygdom gjorde en uventet Forandring i alt dette. Da det leed ud paa Vaaren, blev han saa daarlig, at han maatte lægge sig til Sengs og følgelig ikke kunde tænke paa at rejse. Han lod da sende Bud efter Gissur, og meddeelte ham, da han kom, at han agtede at overdrage ham og Brand Kolbeinssøn alle sine Godord. Men Gissur svarede, at det nu ej var ham belejligt at overtage dem, hvorimod han var beredt til at staa Brand bi efter bedste Evne. Man maa antage, at Gissur ikke vilde udsætte sig for de uophørlige Angreb af Thord, som vilde blive Følgen af at denne ikke fik sine længe forvoldte fædrene Godord i Eyjafjorden tilbage; eller og havde han, ifølge den af os tidligere fremsatte Formodning, maatte give Kong Haakon det Løfte, ikke at indlade sig i nogen umiddelbar Kamp med Thord. Ogsaa Brand maa have erklæret, at han ikke agtede at befatte sig med Godordene i Eyjafjorden. Thi Resultatet af disse Overlægninger ved Kolbeins Dødsleje blev, at man sendte Bud til Thord, og tilbød ham hele hans Fædrenearv saavel som Høvdingdømmet over alle Hereder nordenfor Yxnadalsheiden, altsaa Eyjafjorden med de østligere beliggende Thingsokn, imod at han tilsagde Grid og indgik Forlig. Brand derimod skulde have alle Herederne vestenfor Yxnadalsheiden, altsaa Skagafjorden, Hunafjorden, Midfjorden og Rutafjorden, hvor de fleste Godord allerede tilhørte ham, skjønt han havde midlertidigt overladt Kolbein dem, og hvor han derhos var meget populær. Brand og Gissur skulde gjensidigt understøtte hinanden. Ved denne Raadslagning var ogsaa Brands Fader Kolbein Kaldaljos, saavel som dennes Dattersøn, Brands Syskendebarn, Abbed Brand Jonssøn[3] tilstede. At Thord modtog Tilbudet, forstaar sig af sig selv, og siges derfor ikke engang udtrykkeligt i Beretningen om disse Forhandlinger. Kolbein døde kort efter (22de Juli 1245), kun 35 Aar gammel, meget beklaget og savnet af sine Venner og Bekjendte. Derpaa blev der sammenkaldt et Møde fra alle de Hereder, der skulde tilfalde Brand, og paa dette blev han højtideligt anerkjendt, eller, som det heder, valgt til Høvding over dem. Man indvilgede ham og, fortælles der, merkeligt nok, alle de Indtægter, Kolbein havde oppebaaret af de samme Hereder, navnlig Saudetolden. Disse Afgifter traadte vel i Stedet for den forrige Hov-Told, der oppebares af Goderne under Hedendommen, men som det lader, vare de betydeligt forøgede siden den Tid: ogsaa et Skridt nærmere mod de monarchiske Institutioner[4].
Efter denne uventede Forandring til det Bedre i Thords Stilling var der naturligviis ikke længer Tale om nogen Overrejse til Norge, men han lod Svarthøvde rejse i sit Sted for at forhandle de af Kolbein erholdte Varer, og begav sig selv til Eyjafjorden, efter først at have højtideligholdt Ravn Oddssøns Bryllup med hans Broderdatter Thurid, Sturla Sighvatssøns Datter. Hans Venner fra Eyjafjord tilsagdes at møde ham i Midfjord. Han ledsagedes af Sturla Thordssøn, Thorleif i Garde o. fl., og havde i alt et Følge af 90 Mand. I Midfjord forefandt han Eyfjordingerne, 80 Mand sterke, og de rede alle tilsammen videre til Eyjafjorden, hvor de ankom den 10de August. Tilfældigviis kom just den samme Dag et Skib fra Norge sejlende ind paa Fjorden, og bragte den Efterretning, at Urøkja var død i Norge St. Hans-Dag. Thord begav sig strax til sin Ættegaard Grund, og havde Søndagen efter (den 13de August) et Møde paa Kristnes med alle Heredsmændene, paa hvilket de aflagde ham Troskabsed og tilbagegave ham alle de Ejendomme, der havde tilhørt hans Fader Sighvat. Hvorledes de lode sig bevæge dertil; om de bleve holdte skadesløse, og da paa hvilken Maade, eller af hvem, siges ikke, men det lader dog til at det hele gik nok saa venskabeligt for sig, og man maa derfor næsten fristes til at tro, at Brand godtgjorde dem af Kolbeins Bo. Strax efter, den følgende Mariemesse (15de August), holdt han et prægtigt Gjestebud paa Grund, hvortil han fra det nys nævnte Skib havde forsonet sig med en Mængde Øl, der ikke altid var at faa paa Island. De Mænd, der havde fulgt ham vestenfra, gav han ved Afskeden store Gaver. Han havde nu paa det nærmeste naaet sit Maal, Gjenerhvervelsen af sine fædrene Besiddelser, og hans Ædelmodighed mod Svigerinden, Thurid Ormsdatter, kom ham nu til Gode. Men hans Ærgjerrighed stræbte endnu videre. Han vilde blive Herre over hele Nordlandet, ja maaskee endog, om det kunde lade sig gjøre, over den hele Ø. Og dette berøvede ham om en føje Tid den Popularitet, som han nu umiskjendeligt havde erhvervet sig.
- ↑ Islandske Annaler ved 1245.
- ↑ Sturlunga Saga VII. 35.
- ↑ Naar Abbed Brand Jonssøn her, saavel som tidligere, ved Beretningen om Forliget ved Hvitaa-Bru, kaldes Abbed, da er dette egentlig en Anachronisme, da Brand ikke indviedes til Abbed førend i 1247, i hvilket Aar hans Formand Arnor frasagde sig sin Post. Men vi følge her Sagaskriverens Exempel, og det tør maaskee hænde, at Brand allerede flere Aar før sin Indvielse, som en højbyrdig og formaaende Mand, har været udseet til Abbed Arnors Efterfølger og bestyret Klostret, samt derfor sædvanligviis kaldtes Abbed.
- ↑ Sturlunga Saga S. VII. 36.