Det norske Folks Historie/5/30
Kong Haakon opholdt sig paa denne Tid i Bergen, hvor han havde tilbragt over et Aar siden hiint Biskopsmøde, paa hvilket der forhandledes om hans forestaaende Kroning[1]. Men da Thord og Gissur kom til ham, stod han just paa Rejsen til Throndhjem, hvor han agtede at tilbringe den følgende Vinter[2]. De maatte saaledes følge med ham derhen, og her berammede han et Møde, sandsynligviis en Hirdstevne, for at høre, hvad enhver af dem havde at forebringe, inden han afsagde sin Kjendelse. Thord havde til denne Sammenkomst ladet opsætte en udførlig, skriftlig Fremstilling af den hele Strid mellem Haukdølerne eller Gissurs Parti og Sturlungerne lige fra først af: den blev oplæst paa Mødet, og det viste sig deraf, hvor store Tab han havde lidt i Frænders og Venners Drab[3]. Da Oplæsningen var til Ende, spurgte Kongen Gissur, hvad han hertil havde at sige. Gissur svarede: „jeg har vel ikke skraasat (opskrevet) min Beretning, men kan dog svare et og andet herimod, skjønt jeg maa indrømme, at den nys oplæste Fremstilling er aldeles sandfærdig“. Han fremsatte nu sine Indvendinger, hvortil Thord igjen svarede, og alle som hørte derpaa, maatte give dem det Lov, at de aldrig havde hørt to stridende Parter fremstille deres Mellemværende saa uforbeholdent og samstemmende; ingen af dem nedlod sig til at modsige den anden, eller benegte Rigtigheden af hans Foregivende[4]. Man syntes imidlertid at kunne merke, at Kongen gav Gissur mest Medhold. Grunden dertil troede man var den, at i samme Mon som han havde forvundet Misfornøjelsen over Snorres overilede Drab, vendte ogsaa Harmen over hans og hans Partis Ferd tilbage. Desuden kunde Thords seneste Optræden og Haugsnes-Slaget ikke være skikket til at stemme Kongen venligt for ham. De indlode nu deres Sag til Kongens Dom. Men han søgte kjendeligt at udhale Sagen, og vilde ingen Dom afsige den Vinter. Sandsynligviis var det allerede nu hans Plan, at lade Sagen nærmere drøfte paa det Møde, der skulde holdes i Bergen i Anledning af Kroningen. Maaskee gav ogsaa Forberedelserne til denne ham saa meget at bestille, at han ikke kunde befatte sig med stort andet. Da han om Vaaren drog til Bergen, ledsaget af Knut Jarl og mange andre gjeve Mænd, vare ogsaa Gissur og Thord med. Strax efter Ankomsten til Bergen blev der endnu engang talt om Sagen; men da Thord nævnte om Erstatning for Snorre Sturlassøns Drab, tog Kongen Ordet og sagde, at dette var en Sag, hvorfor han selv, ikke Gissur, havde at bøde, men at Gissur kunde besvare Thords øvrige Ankeposter. Dette syntes ligeledes at vidne om en Tilbøjelighed hos Kongen til at ville give Gissur Fortrinet.
Men Udfaldet blev dog anderledes. I nogen Tid blev der intet gjort ved Sagen, og Thord og Gissur opholdt sig begge ved Kongens Hof, hvortil de vare berettigede, eller endog forpligtede, hiin som Hirdmand, denne endog som Skutilsvein[5]. Da kom Cardinal Villjam og kronede Kongen, som det ovenfor er berettet. Ved denne Højtidelighed vare saaledes baade Thord og Gissur nærværende. Ved de Forhandlinger, der siden efter fandt Sted, kom ogsaa Island og dets Anliggender paa Bane. Kongen greb begjærligt denne Lejlighed til at faa sin Bestræbelse at underkaste sig Øen godkjendt af Kirken, og dette holdt heller ikke vanskeligt„ thi den Anskuelse var allerede herskende ved den pavelige Curie, at ethvert Folk burde lyde en Kejser eller Konge, og at Republiker vare herreløse Ting, som Kirken gjennem sit Overhoved Paven kunde overdrage til hvem den fandt for godt; denne Pavens Rettighed var ogsaa almindeligt anerkjendt. Cardinal Villjam gav Kongens Fordring paa Overherredømmet over Island sit fuldkomne Medhold, og udstedte, i Egenskab af Pavens Fuldmægtig, en Skrivelse til Landets Indbyggere, hvori han ligefrem bød dem at underkaste sig Kong Haakon, udtrykkeligt paaberaabende sig det nys anførte Princip, idet han erklærede det for upassende, at Islands Folk ikke lige saavel lød under en Konge som ethvert andet Folk i Verden. Der blev nu ogsaa i den afdøde Botolfs Sted udnævnt og indviet en ny Biskop til Hole, den før omtalte Henrik Kaarssøn, Nordmand ligesom Sigvard og Botolf, en Mand af ualmindelig Nidkjærhed og Kraft, og som øjensynligt netop blev sat paa denne Post for at virke i Kong Haakons Interesser. Thord var klog nok til at søge Biskop Henriks Venskab, hvilket det ogsaa ganske lykkedes ham at vinde, og Henrik søgte igjen at stemme Cardinalen gunstigt for Thord. Kong Haakon lod Gissur og Thord atter fremstille deres Sag i Cardinalens Nærværelse, og da Cardinalen hørte, hvor mange Frænder Thord havde mistet i Striden med Gissur, traadte han, siges der, ganske paa hans Side, og fandt at Thord havde lidt stor Overlast. Det kan nu vistnok heller ikke negtes, at Gissur havde faret haardt frem mod Sturlungerne, og at det for Cardinalen, der umuligt paa den korte Tid kunde have sat sig tilbørligt ind i de indviklede islandske Forhold, maatte synes, som om Thord havde langt mere Ret paa sin Side, end den blodbestænkte Gissur. Men Biskop Henriks Forestillinger have dog sikkert bidraget meget til fra først af at stemme ham gunstigt for Thord, og til at fremkalde det Raad, som han nu gav Kongen. Han vilde nemlig, som der siges, ikke høre om andet, end at Thord skulde sendes ud til Island for at overtage Bestyrelsen, medens Gissur derimod skulde blive tilbage; dersom Freden i Landet skulde blive af Varighed, maatte kun, meente han, een Mand forvalte det Hele. Saaledes blev det nu ogsaa afgjort, uden at der afsagdes nogen egentlig Dom mellem Gissur og Thord. Gissur maatte til sin store Sorg blive tilbage, og Kongen overdrog ham imidlertid en Syssel i det Throndhjemske, sandsynligviis i Gauldalen. Thord og Biskop Henrik sendtes derimod ud med Cardinalens Skrivelse, og med det Erende til Indbyggerne fra Kongen, at de skulde underkaste sig hans Herredømme og vedtage at betale ham Skat. Med Thord og Biskoppen fulgte ogsaa Aron Hjørleifssøn, der efter langvarig Landflygtighed længedes efter at see sit Fædreneland igjen, og som Thord baade efter Kongens udtrykkelige Paalæg og paa Grund af det Venskab, han selv nærede for ham, lovede at tage sig af paa det Bedste, hvilket Løfte han ærligt holdt. Derimod maatte Thords Frænde, den unge Thorgils Bødvarssøn Skarde, der allerede siden 1244 opholdt sig i Norge, blive tilbage hos Kongen som et Slags Gissel for Thords Troskab. Paa samme Tid, siges der, holdt Kongen ogsaa mange andre mægtige Mænds Sønner tilbage i Norge. Heri fulgte han ganske Olaf den helliges Politik, idet han derved desto lettere troede at faa Island skatskyldigt under sit Herredømme[6].
- ↑ Se ovenfor S. 16.
- ↑ Se ovenfor S. 22.
- ↑ Det er ikke usandsynligt, at han hertil havde benyttet Sturla Thordssøns Hjelp, og at meget af denne Fremstilling siden er benyttet til Sturlunga Saga.
- ↑ Sturlunga Saga, VII. 44, jvfr. VIII. 6.
- ↑ At han allerede blev Skutilsvein i 1229, er ovenfor omtalt, III, S. 866.
- ↑ Sturlunga Saga, VII. 46, 47. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 257; jvfr. ovenfor S. 41.