Det norske Folks Historie/5/34

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 295-309).

De af Kongen indsatte Befalingsmænd imøde saaledes tiltraadt deres Poster, om man kan bruge dette Udtryk; men den eneste, der sad virkelig fast i Sadlen, og havde nogen betydelig Magt, var Gissur. Finnbjørn kunde fra sit indskrænkede, afsidesliggende District ikke virke stort, og maatte ganske være afhængig af den mægtige Gissur. Thorgils vilde have kunnet formaa meget, hvis hans District havde været ham hengivent, men Stemningen her var ham jo, som vi have seet, saa fiendtlig som muligt, og han vilde vel neppe engang have kunnet holde sig der et Øjeblik, hvis han ikke havde omgivet sig med en talrig Skare, til hvis Underhold hans Indtægter ej vare tilstrækkelige. Denne usikre Stilling gjorde ham det imidlertid nødvendigt at holde sig inde med Gissur, som Kongen havde befalet, uagtet han naturligviis som Sturlung ikke kunde have noget tilovers for ham, ja snarere maatte frygte og hade ham. Da han derfor ud paa Hoften hørte at Gissur paa en Rejse omkring Sønderlandet var kommen til Kjalarnes-Kanten, benyttede han lig heraf til at opsøge ham, og traf ham i Vide-Kloster, hvor alt, som det heder, løb nok saa vel af mellem dem, skjønt Thorgils ikke ganske var tilfreds med den Maade, hvorpaa Gissur kom ham imøde, og derfor i al Hemmelighed bad sin Ven og fordums Hirdkammerat, Anund Biskopsfrænde, der nu opholdt sig hos Gissur, at iagttage denne og søge at komme under Vejr med, hvorledes han egentlig var sindet imod ham, samt derpaa at tilskrive ham derom. Anund lovede det. Ved denne Lejlighed, da Gissur var i Nærheden og kunde understøtte ham, indkrævede og oppebar Thorgils i Kongens Navn Landslejen af de forhen omtalte, til Snorres Jordegods hørende Gaarde Bessastad og Eyvindarstad, der laa i Nærheden af Vidø og egentlig udenfor det ham selv anviste District. Thorgils, som paa Henrejsen havde gjestet Thorleif i Garde, og fundet en meget kold Modtagelse, besøgte paa Tilbagevejen hans Broder Bødvar i Bø, der stod i et nærmere Forhold til ham, som gift med hans Moders Syster, og med hvem han derfor ogsaa kom meget bedre ud af det; han skjenkede ham endog betydelige Foræringer, og klagede for ham over Thorleifs Uvenskabelighed og den Mangel paa Kjærlighed, han troede at have sporet hos Gissur. Hvad Trøst Bødvar gav ham, siges ikke^[1].

Jo længer Tiden leed hen, desto mere tiltog Thorgils’s Upopularitet. Hans Hverv indtog allerede i og for sig mange imod ham, og hans Heftighed og Voldsomhed gjorde Stemningen endnu værre. Det faldt ham, som sagt, vanskeligt at skaffe Underhold til sine mange Huusfolk; der blev sendt Bud rundt omkring i Heredet, for at opkræve Saudetolden, som vel blev ydet, dog ikke fuldstændigt eller villigt, og han saa sig tillige i den Nødvendighed at maatte lade opkjøbe Slagtefæ. Men paa det første Sted, hvor Thorgils lod forhøre derom, negtede man reent ud at sælge. Harmfuld begav han sig nogle Dage senere selv derhen med sit Følge, og forlangte Slagt tilkjøbs, men Bonden negtede det fremdeles, hvorover Thorgils blev saa opbragt, at han overfaldt baade ham og hans Broder med rasende Hug og Slag. Forbitrelse reed han derfra til den før omtalte Hauks Gaard, hvor Bonden sagdes ej at være hjemme; Thorgils, som ej troede dette, slog til den Mand, der meldte ham det, med Ridepisken gjentagne Gange, saa han styrtede, og da han siden fik høre at Hauk havde gjemt sig i Kirken, truede han ham paa Livet, hvis han ej underkastede sig de Vilkaar, man fandt for godt at paalægge ham. Der var ikke andet for, end at overgive Thorgils Selvdom, skjønt han, ikke Hauk, var Fornærmeren. Det urimelige heri indsaa endog Thorgils selv Dagen efter, da Vreden var gaaet af ham, og han roligere kunde tænke over Sagen. Han sagde, næsten skamfuld, til Huusfruen, at hun og Manden kunde bestemme, hvormeget de vilde give, som dem selv syntes; Hauk udredede da en Deel Malt, Korn og anden Madvare, medens Huusfruen gav Thorgils en Ring; dette undsaa han sig ikke ved at tage imod, ligesom han ogsaa, idet han nu reed videre, heelt ud til Snefjeldsnes, gjestede alle de mere anseede Bønder undervejs og modtog Gaver af dem, skjønt de ikke hørte under det ham overdragne District, uden for saa vidt som han maatte ansee sig berettiget til at underlægge sig hele Vesterlandet, hvis dets Høvdinger ikke godvilligt underkastede sig Kongen. Det var ogsaa nærmest i dette Øjemed, at han foretog denne Rejse vestover. Han havde en Sammenkomst med sin Farbroder Sturla Thordssøn paa Helgafell. De havde tidligere været gode Venner; Thorgils havde endog, som ovenfor omtalt, været med ham paa Toget mod Brand Kolbeinssøn for 8 Aar tilbage, og her viist sig overvættes ivrig. Han haabede nu for dette Frændskabs og Venskabs Skyld at kunne faa Sturla dragen over paa Kongens og sit Parti. Men Sturla, som var Thord Kakale tro, haabede tvert imod af samme Grund at kunne faa Thorgils lokket over til Modpartiet, og i det de saaledes gjensidigt søgte at overtale hinanden til Frafald, blev Stemningen mindre og mindre venskabelig imellem dem. Sturla erklærede Thorgils reent ud, at han og alle Thords Tilhængere vare meget forbitrede over Kong Haakons Foranstaltninger. De skiltes ad i fuldkomment Uvenskab, og Thord vendte tilbage til Reykjaholt med endnu mindre Udsigt, end nogensinde før, til at vinde Fodfæste i de Dele af Vestfjordene, som adløde Sturla og Ravn.

Imidlertid havde Thord Kakale, siden han ikke selv kunde komme til Island, sendte sine troe Tilhængere, Kolbein Gran og Are Ingemundssøn, for at see til hans Venner i Hjemmet og bestyrke dem i deres Troskab mod ham. De landede ved Ørebakke, og begave sig strax vestover, til Sturla og Ravn. Den sidste havde nu, for at være Sturla saa meget nærmere, opslaaet sin Bolig paa Saudafell i Dale. Kolbein lod sig det, maaskee efter Thords Instrux, være højst magtpaaliggende at opmuntre Thords Tilhængere til ej at lade det blive ved den blotte Vægring af at indlade sig med Thorgils og Gissur, men i Forening at vove et raskt Skridt imod dem, for saaledes paa een Gang at skaffe sig disse uvelkomne Gjester til Landet af Halsen. De lyttede alt for gjerne til hans Raad, og Virkningen deraf gav sig snart tilkjende i en saadan Gjæring blandt Gemytterne og Urolighed paa de Kanter, at det endog spurgtes til fjernere Egne. Abbed Brand fandt sig endog foranlediget til at advare Thorgils, idet han med et Bud, som skulde afgaa til Biskop Henrik i Hole, sendte ham et Brev, hvori han raadede ham til at vise større Maadehold og opføre sig skikkeligere i Heredet, end Rygtet meldte, samt tillige underrettede ham om at Ravn Oddssøn var ham overvættes fiendsk, og Sturla heller ikke saa venskabeligt stemt, som man ifølge deres Frændskabsforhold kunde have Ret til at vente, hvorfor han burde tage sig i Vare. Men kort derefter kom der en nok saa venlig Hilsen til Thorgils fra Ravn og Sturla, at de gjerne ønskede at have en Samtale med ham, hvortil de bestemte Dag og Sted, samt tilsagde Grid, anmodende ham om et lignende Tilsagn. Thord indfandt sig til Mødet, hvor ogsaa, foruden Ravn og Sturla, Kolbein Gran og Nikolas Oddssøn vare tilstede. Fra begge Sider var Modtagelsen meget venlig, og Ravn spurgte Thorgils ivrigt om Nyt fra Norge. Men medens Ravn og Thorgils talte sammen, tog Sturla Thord Hitnesing til Side og spurgte ham, hvordan Forstaaelse der egentlig var mellem Gissur og Thorgils; om man maaskee nu kunde forsøge paa at faa denne Forbindelse opløst, og Thorgils bragt over paa deres Side. Thord svarede, at sligt ej var at tænke paa: Thorgils vilde ikke for nogen Priis bryde sit Løfte til Kongen, om han just ikke havde saa meget tilovers for Gissur; men derimod, tilføjede Thord, var der flere som syntes at det vilde klæde Sturla bedre at holde Venskab og Frændskab med sin Brodersøn Thorgils, end at staa i Forbund med hans Fiender. Sturla undskyldte sig med at Thorgils havde viist sig saa overhaands anmassende og vanskelig at komme til Rette med ved deres Sammenkomst paa Helgafell. I det samme hørte de, at Ravn og Thorgils bleve højrøstede, og ilede til: .Thorgils havde gjort Fordring paa nogle Ejendomme, som Nikolas Oddssøn havde faaet af Snorres Efterladenskab med sin Hustru, der var en Systerdatter af Snorre^[2]. Ravn sagde, at det skulde ikke staa paa med en saadan Ubetydelighed som disse Gaarde, naar Thorgils kun vilde slutte sig til deres Parti, medens hans Venskab med Gissur kun vilde bringe ham Skam og Skade. Thorgils bad ham spare sine Advarsler, men derimod selv vogte sig for at gjøre ham imod, da det ikke vilde bekomme ham vel; hvad Kongen havde overdraget ham, vilde han kræve, hvad enten den, der sad inde dermed, heed Ravn eller Nikolas. Nikolas svarede at han ikke agtede at give Slip paa, hvad han havde i sin Varetægt, for noget Menneske, førend Thord kom hjem, og Sturla og Ravn lovede ham deres Bistand. Et Par af Thorgils’s Venner foresloge, at alene Sturla og Thorgils som Frænder skulde tale med hinanden. Thorgils sagde at han ikke vilde være Ven af andre end dem der viste ham Venskab, ikke Frænde til andre end dem der viste ham Frændskab. En af de Tilstedeværende ytrede sin Forundring over at saa forstandige Mænd ikke kunde indsee, hvor galt dette bar i Vejen. Sturla lod forstaa, at der nok siden vilde komme Sager op, som godtgjorde at han og hans Venner havde haft Ret i at betragte Thorgils som deres Fiende. Hvad han her sigtede til, var noget, som Kolbein Gran havde forebragt ham, maaskee i god Tro, maaskee og for at ophidse ham og hans Venner saa meget mere mod Thorgils, nemlig at denne skulde have lovet Kong Haakon at dræbe Sturla, ligesom Gissur Thorvaldssøn havde dræbt Snorre Sturlassøn^[3]. Thorgils svarede at han nok skulde vide at møde enhver Beskyldning naar man ikke reent ud løj paa ham. Derpaa afbrød Sturla Samtalen, som han sagde ledede til intet, og hver gik til sit. Thorgils vendte tilbage til Reykjaholt, ikke betvivlende, at han nu i.Ravn havde en virkelig Fiende, men uden dog at frygte for noget Overfald af ham eller hans Venner. Han lod gjøre Forberedelser til Julehelgen, og nøjede sig med at lade holde Vagt vestenfor Hvitaa^[4].

Ikke længe efter tom en Bekjendt af ham, der havde været baade i Vestfjordene og itu sidst hos Gissur, til ham med et Brev fra den oven nævnte Anund Biskopsfrænde, hvori denne meldte ham, at han efter hans Bøn havde iagttaget Gissur, og fundet, at Thorgils gjorde bedst i at holde sig til Vens med ham, uden dog at stole alt for meget paa ham; for Resten vilde han ikke sige noget til hans Forklejnelse: for Gissur vilde ingen Efterretning være behageligere end den, at Thorgils havde været den første til at bestaa en Dyst med Vestfjordingerne. Overbringeren af Brevet forsikrede, at disse bestemt havde noget i Gjære, siden det var saa uroligt paa alle Kanter; Kolbein og Svarthøvde vare sendte vester i Fjordene: nogen egentlig Folkesamling kunde han ikke sige han var bleven var, men Thorgils burde dog ikke des mindre være paa sin Post. Thorgils synes dog ikke at have fulgt dette kloge Raad.

At Ravn, Sturla, og de øvrige Høvdinger der vester virkelig pønsede paa at overfalde baade Thorgils og Gissur, er allerede ovenfor berettet, og kort for Juul droge de afsted med 80 Mand. Kolbein, Svarthøvde, Nikolas Oddssøn, Einar Thorvaldssøn fra Vatnsfjord, o. fl., vare alle sammen med. De havde listigt ladet udspejde Thorgils’s Veje^[5], saa at de vidste god Besked om, at han Onsdagen den 17de December selv femtende gjestede Olaf Hvitaskald paa Stavaholt. Intet kunde falde belejligere for dem, da et Overfald paa Reykjaholt, hvor der var saa mange Folk samlede, vilde have haft større Vanskeligheder. Olaf Hvitaskald, skjønt Thorgils eller rettere Kongens Interesser meget hengiven, kunde dog ikke godt føre Vaaben mod sin egen kjødelige Broder Sturla. Thorgils og hans Mænd tilbragte en lystig Aften paa Stavaholt. Blandt meget andet taltes der og om Rygterne fra Vestfjordene, men Olaf sagde at han intet havde merket, saa at der vist ikke var nogen Fare. Man lagde sig i god Ro til Sengs, og de flestes Vaaben bleve hængte op paa Veggen, da ingen troede at de vilde faa Brug for dem. Tilfældigviis laa kun Thorgils’s Vaaben saaledes at han strax kunde faa dem fat. Snart laa alle i den dybeste Søvn. Det var klart Maaneskin, Barfrost og fast Iis baade paa Vande og Myrer. Ud paa Natten vaagnede nogle af Thorgils Mænd og hørte en sterk Dundren, ligesom af Hestetrampen paa Iis – Dørene stode nemlig aabne, fordi Huusfruen, som var beskjeftiget med at brygge Øl, og ikke vilde ulejlige Gjesterne med Røg, havde ladet gjøre Ild til Kjedlerne ude paa Gaardspladsen, faa at man idelig maatte gaa ud og ind. Man vækkede Thorgils, men han sagde at det kun var Hestene som bleve redne til Vands, og lagde sig strax til at sove igjen. Strax efter hørtes Sønnen langt sterkere end for, saa at Husene skalv, og i samme Øjeblik blev der raabt ind i Stuen, at en stor Skare Folk kom ridende ind paa Gaarden med Vaaben i Haand. Da blev der en stor Forvirring; alle fore op, og kunde i Mørket neppe engang finde sine Klæder, end sige Vaabnene; Thord Hitnesing, Thorgils’s Sengkammerat, fik fat paa et Skjold, som han rakte ham, og Sverdet havde han hos sig. Det første, Angriberne gjorde, var at besætte den Dør, der var nærmest Kirken; her styrtede de ind med Raab og Banden, og Ravn, som først tog til Orde, sagde at de, der vare saa kjephøje ved det sidste Møde, nu kunde komme frem og ikke krybe i Skjul. Thorgils svarede, at hvis Angrebet gjaldt ham, var dette heller ikke hans Agt, men han ønskede kun at vide, om han selv og hans Folk skulde faa beholde Livet, og hvad overhoved denne Ufred skulde betyde. Ravn sagde, at han ingen Grid vilde love. Da der nu blev bragt Lys ind, spurgte Thorgils efter Sturla, som han ikke strax fik Øje paa. Sturla traadte frem, og gav sig tilkjende. Thorgils spurgte ham, om han vilde give ham og hans Mænd Grid. Men Ravn tog Ordet og sagde, at Sturla ikke skulde raade for Griden, heller ikke skulde Thorgils nyde anden Grid end den, han havde tiltænkt sin Frænde Sturla. I det samme rejste Huusbonden, Olaf Hvitaskald sig, og talte Ravn og Sturla haardt til Rette; han truede dem med at bede Gud og St. Nikolaus, hvem Kirken med tilhørende Gaard var indviet, at hevne deres Frekhed, og sagde at det passede sig hedre for Sturla at stille sig foran Thorgils til hans Forsvar, end at staa mellem hans Fiender. Sturla erkjendte Olafs gode Vilje, men kunde dog ikke nu, sagde han, handle anderledes. Flere af Thorgils’s Mænd fik nu Grid, men den djerve Berg Aamundessøn, hans fleeraarige Ven og Ledsagere, erklærede at han ej vilde modtage Livet, hvis ikke ogsaa Thorgils fik beholde det. Thorgils spurgte nu atter Ravn og Sturla, hvad der var Aarsagen til at de overfaldt ham med saadan Hadskhed. Og nu rykkede Ravn ud med den Beskyldning, at han skulde have lovet Kong Haakon at dræbe Sturla, ja endog edeligt forbundet sig dertil. Thorgils erklærede dette for en Usandhed; det var lige saa langt fra Kong Haakon, sagde han, at ville paalægge ham et saadant Nidingsverk, som fra ham selv at ville paatage sig det. Ravn sagde, at det var frekt af ham at ville benegte det, naar Kolbein og Are Ingemundssøn, som selv vare her nærværende, kunde bevidne det. Er det muligt, spurgte Thorgils, at Kolbein og Are kunne sige noget saadant? De vedbleve at forsikre det. Berg og flere af Thorgils’s Mænd paastode, at det var den største Løgn, og forundrede sig over, at man havde kunnet finde paa sligt. Thorgils sagde at det ikke nyttede at modsige dem, naar de havde Magten. Han stod imidlertid med Sverdet i Haanden, færdig til at modtage den første, der vovede at lægge Haand paa ham; Ravn sagde derfor, at hvis han satte sig til Modværge, fik han ingen Grid; den eneste Maade, hvorpaa han kunde frelse Livet, var at overgive sig paa Naade og Unaade, og lade ham og Sturla bestemme alle Forligsvilkaar. „Selvdom indrømmer jeg hverken dig, Ravn, eller Sturla, eller nogen anden Mand her paa Island“, var Thorgils’s Svar, „saa længe Kong Haakon lever; jeg forlanger Kongens Dom i vor Sag“. Derpaa vilde naturligviis de andre ikke indlade sig, og med de Ord: „det nytter lidet om vi to, Thord og jeg, vilde give os til at kæmpe mod den Mængde bevæbnede Mænd, som omringe os“, kastede han Vaabnene fra sig, sprang frem af Sengerummet, og lod sig gribe. Han og Thord bleve bragte ind i et Kammer og Døren tillaaset udenfra, medens Ravn og Sturla raadsloge om, hvad der nu skulde skee. Thorgils dulgte ikke for Thord, hvor sørgeligt han fandt det, om han nu skulde dø, uden at have udført Bedrifter, hvorom Historien siden vilde tale, ja uden engang at kunne hevne den ham nu tilføjede Ydmygelse. Thord trøstede ham med, at det var bedre, hvis han nu skulde dø, at have saa lidet paa sin Samvittighed som muligt, fik han derimod beholde Livet, kunde han jo gjøre, som han syntes. Imidlertid kom hans Farbroder Guthorm ind, heel bedrøvet; paa Thorgils’s Spørgsmaal, om han vidste hvad Høvdingerne havde besluttet, svarede han at det desværre ikke saa ud til, at man vilde skjenke ham Livet, i det mindste ikke paa andet Vilkaar, end at han skulde forlade Island for aldrig mere at komme tilbage. „Hvo skal da“, siger Thorgils, „hevne min Skam? nej, her paa Island vil jeg lægge mine Been, enten det bliver nu eller senere“. Endelig indfandt Kolbein og Svarthøvde sig hos ham med det Budskab fra Ravn og Sturla, at han skulde faa beholde Livet, hvis han edeligt lovede at gjøre fælles Sag med dem og hjelpe dem at overfalde Gissur. Men han svarede, at han kunde ikke kjøbe sit Liv ved Handlinger, der siden vilde paadrage ham Skam og Skjendsel. Med denne Besked gik de ud; men saa snart de vare borte, bad Thord ham paa det indstændigste at love, hvad det skulde være, for kun at beholde Livet: alt andet var lettere at kjøbe end dette; han behøvede jo ikke siden at holde mere af det nødtvungne Forlig end hvad han fandt for godt. Strax efter vendte Kolbein og Svarthøvde tilbage med Olaf Hvitaskald, der ligeledes bad Thorgils opfylde Ravns og Sturlas Begjæring; han bad ham mindes, hvor megen Skam og Skade Gissur havde tilføjet deres Æt; det vilde jo desuden ikke hjelpe Gissur det aller mindste, om Thorgils lod sig aflive for hans Skyld; hvor langt bedre var det da ikke, lige saa godt først som sidst at slutte sig til sine Frænder, staa Last og Brast med dem, og siden modtage Æresbeviisninger af dem? Thorgils havde endnu Betænkeligheder, men de andre forenede deres Bønner med Olafs, og omsider bad han, at Ravn og Sturla vilde komme ind, for at han kunde tale med dem selv. De kom, og med dem en heel Deel andre, saa mange som Stuen kunde rumme. Olaf bad begge Parter for Guds Skyld see til at blive enige. Nikolas Oddssøn spurgte, om han kunde indestaa dem for at de ej vilde angre det; men endog Kolbein Gran sagde nu, at de, der ikke havde noget godt Ord at lægge ind, burde gaa sin Vej eller tie. Guthorm erklærede det for uhørt, om de her skulde øve Nidingsverk mod en Frænde, der endnu intet Ondt havde gjort dem, medens Ættens svorne Fiende (Gissur) gik fri. Thorgils bad nu Ravn og Sturla sige, hvad deres egentlige Fordring var. Ravn sagde, at Sturla kunde sige det; han havde hidtil ligesom villet skyde sig under ham, og lade ham staa for det hele; men saaledes burde det ikke være; thi man skulde ikke siden kunne sige andet, end at begge havde lige Deel i hvad der var skeet. Sturla maatte altsaa frem, og efter nogen Overlægning med Ravn og Olaf opregnede han følgende Forligsvilkaar: „Thorgils skulde umiddelbart derfra følge dem paa Toget mod Gissur med fine Mænd; han skulde slutte edeligt Forbund med dem, og ikke skilles fra dem uden ved Døden, førend Ufreden var til Ende; ligesom overhoved den hele Flok skulde blive samlet, indtil man enten sejrede eller faldt; var man heldig og vandt noget, skulde det deles ligt mellem dem alle tre.“ Thorgils svarede, at disse Vilkaar nok kunde være antagelige, hvis han ikke derved kom til at bryde sin Eed mod Kongen, og hvis man tillige havde bestemt ham nogen Godtgjørelse for det nærværende Overfald, thi hvad Gissur angaar, da havde han just ikke saa meget til overs for ham eller saa sterke Forpligtelser til ham, at han jo gjerne kunde forene sig med hans Fiender. Han viste sig saaledes allerede noget medgjørligere, og da nu baade hans egne Venner og mange af det modsatte Parti trængte ind paa ham, gav han omsider efter, og Forliget blev sluttet. Ravn, Sturla og Thorgils svore hinanden gjensidigt Troskabseed. Derpaa skyndte man sig, alt hvad man kunde, at komme afsted, thi Tiden var knap, hvis man vilde benytte den næste Nat til at overrumple Gissur; man havde allerede tøvet vel længe. Thorgils skulde efter Aftalen strax være med, men spurgte Ravn og Sturla, om han ikke først maatte ride hjem om Reykjaholt, for der at udruste sig, da han ikke var forberedt paa nogen længere Ferd; han skulde da støde til dem paa Blaaskogahejden, strax ovenfor Thingvallevandet. Anmodningen var rimelig, og de kunde ikke vel negte den, skjønt de vilde nødig til; han skiltes da fra dem, og reed, faa hurtigt han kunde, over Hvitaa og op til Reykjaholt, medens de andre droge sydefter. Paa Reykjaholt havde allerede Egil Salmundssøn, Gaardens forrige Besidder indfundet sig, tilligemed Nordmanden Eyvind Bratt, begge ivrige Tilhængere af Sturlungerne og afsagte Fiender af Gissur; da de hørte, hvad der var skeet, og at Thorgils nu skulde drage med Ravn og Sturla mod Gissur, bleve de meget glade, og Egil lod i al Skyndsomhed Hestene sko og alt andet gjøre rede til Toget, medens Thorgils og hans Mænd gik til Bords. Da Maaltidet var til Ende, men stene endnu ikke rigtigt færdige, gik Thorgils og Thord i Bad. Her, da de vare alene, spurgte Thorgils, om Thord syntes han burde holde Forliget. Thord spurgte igjen, hvad han da vilde gjøre, om han brød det. Thorgils svarede at han i faa Fald tænkte paa at ride nord over Fjeldet til Biskop Henrik. Paa Thords videre Spørgsmaal, om han fandt Forligsvilkaarene stridende mod den Eed, han havde svoret Kong Haakon, svarede han ligefrem ja; han kunde ikke holde dem; sagde han, uden at bryde denne Eed. I saa Fald, sagde Thord, var det da langt mere hans Pligt at holde den Eed, han frivilligt havde svoret Kongen til sin egen Hæder, end den, han nødtvungen havde maattet sverge for at redde sit Liv. Heri var Thorgils strax enig med ham, og det blev da besluttet, at de skulde ride nord til Biskoppen. De klædte sig paa, tog sine Vaaben, og stege til Hest. Da de vare komne et Stykke fra Gaarden, meddeelte han sine Mænd Beslutningen, som vandt alles Bifald. De satte nu afsted, alt hvad de kunde, op ad Reykjadalen, til Kalmanstunga, og derfra over Tvidøgrahejden ned til Gnupsdal, ved Midfjord-Aaen, hvor de ankom Fredag Aften (20de December); derfra rede de fremdeles over Fjeldhalsene fra Dal til Dal, idet de kun undte sig liden Søvn; de kom om Søndagen til Videmyre i Skagafjorden, hvor de oppebiede en af Følget, hvis Hest var bleven halt, og indtraf endelig Mandag ved Middagstider paa Hole, just som Biskoppen gik til Aftensang; det var nemlig Thorlaksmesse, den 23de December. Biskoppen modtog dem paa det bedste, dog uden at spørge dem om Nyt; da gik En hen til ham og hviskede nogle Ord til ham: Biskoppen spurgte derpaa, om de ikke agtede at overholde den for Højtidsdagen forordnede Faste. „I Kveld ikke“ svarede Thorgils. „Men I ville dog vel ikke nyde Kjød i Kveld,“ sagde Biskoppen. „Vi have allerede spiist Kjød idag,“ var Thorgils’s Svar. „Saa skaf dem Kjød baade godt og digert,“ sagde Biskoppen til sine Folk. Da Biskoppen kom tilbage fra Aftensangen, fortalte Thorgils ham i Eenrum den hele Sammenhæng, hvormed Biskoppen var meget vel tilfreds. Og hvad Samvittighed Thorgils maaskee end kan have gjort sig over Eedsbrudet, saa blev dog vist alle Betænkeligheder bortryddede, da Biskoppen den første Juledag, efter endt Prædiken, forkyndte den forsamlede Mængde omstændeligt, hvad der var foregaaet mellem Thorgils, Ravn og Sturla, erklærede disse tvende saavel som alle dem, der ydede dem Bistand, for Landsforrædere, og lyste dem i Forbud eller den mindre Excommunication, forbeholdende sig, som han sagde, at sætte dem i formeligt Ban, naar han hørte om flere slette Handlinger, de maatte begaa^[6]. Han bød tillige alle dem, der agtede hans Ord, at staa Thorgils bi, anviste ham Ærespladsen ved sin Side, da man gik til Bords, og indbød ham til at blive der med alle sine Mænd hele Julen. Bedre Medhold kunde Thorgils ikke ønske sig, og han maatte nu betragte sig som fuldkommen løst fra sin Eed^[7].

Ravn og Sturla havde ventet en god Stund oppe paa Blaaskogahejden i den Tanke at Thorgils vilde komme. Men i Stedet for Thorgils kom en af hans Folk, og meldte at de ikke maatte vente ham. Thorgils havde selv afsendt denne Mand, da han bekjendtgjorde sin Beslutning at drage nordover. Der blev en stor Forbauselse og Forstyrrelse. Nogle sagde at Thorgils havde sveget dem, andre, at man ej kunde fortænke ham deri, men den som især fik Skylden, var Sturla. Sturla følte dog ligesom en Steen lettet af sit Hjerte, ved at vide sin Brodersøn i Sikkerhed; han sagde, saa nogle faa hørte det, at om han end havde vidst forud, at Udfaldet vilde blive dette, saa vilde han dog heller have valgt det fremfor at være Skyld i sin Frændes Drab. Nogle vare saa forbitrede, at de vilde banke det uskyldige Bud, som havde meldt dem Thorgils’s Flugt, men han passede sit Snit under den almindelige Forvirring og løb afsted. Sturla sagde, at de fik tale hvad de vilde, men nu var der andet at bestille end at sidde og holde Snak; de andre fandt ogsaa, at man allerede havde tøvet før længe; de stege da til Hest, og rede videre saa hurtigt som muligt. Men de fik et forfærdeligt Vejr, med Slud og Storm, og da de kom ned ad Hejden, mødte nogle Spejdere, de havde sendt i Forvejen, dem med den ubehagelige Efterretning, at Ølvus-Aaen, som de maatte over, for at komme til Kaldadarnes, var ufarbar formedelst Meen-Iis. De maatte derfor opgive ethvert Haab om at kunne overrumple Gissur, og vendte om igjen i det frygtelige Uvejr. Paa Tilbagevejen over Hejden døjede de usigeligt ondt, og kom om Søndagen ned til Reykjaholt, hvor Egil, Gaardens forrige Beboer, nu havde indtaget sin forrige Stilling, og modtog dem med aabne Arme. De tilbragte en Dag der, og fik imidlertid Vished om at Thorgils havde taget Vejen nord over Tvidøgra. Det var naturligviis nu forbi med Thorgils’s Herredømme over Borgarfjorden, og Ravn, som allerede før hans Ankomst til Landet havde haft mest at sige der, skjønt Thord Kakale havde beskikket Thorleif i Garde til den egentlige Forstander, synes nu at have underkastet sig Heredet, og det endog med en vis Haardhed. Han og Sturla rede siden videre vestover, og lod deres Mænd fare hjem, hver til sit, heel ilde tilfreds over ikke at have udrettet mere paa dette Tog, hvortil Planen var saa godt lagt, og Begyndelsen saa heldig. De troede sig nu intet Øjeblik sikre for Thorgils’s Hevn, og Ravn blev derfor paa Stadarhool hos Sturla om Vintren med en Styrke, der aldrig var ringere end 80 Karle, til stor Byrde for Omegnen, da man saa godt som maatte rane fra Bønderne for at skaffe Underhold til dem alle^[8].

Thorgils gjorde imidlertid et Forsøg paa, om det ikke skulde kunne lykkes ham, som Kolbein unges Systersøn, at hage sig fast i Skagafjorden, og derved skaffe sig et Slags Erstatning for Tabet af Herredømmet over Borgarfjorden. Rigtignok stod Skagafjorden nu under Gissur, men vi have allerede seet, at Thord ikke havde saa meget tilovers for denne; han troede vel og at finde, at Gissur ikke havde understøttet ham saa klækkeligt, som han kunde og burde. Biskoppen selv understøttede hans Plan, og ledsagede ham tredie Juledag til Flugumyre, hvor der til næste Dag sammenkaldtes et Heredsmøde; her berettede Biskoppen, hvad Skjebne Thorgils havde haft, og Brodde, Kolbeins Svoger, traadte frem, bad Bønderne mindes deres Kjærlighed til Kolbein, og sagde at det nu var Raad til at faa det Ønske opfyldt, han saa ofte havde hørt dem ytre, nemlig at faa en Høvding af Kolbeins Æt. Der blev talt frem og tilbage om Sagen, uden at man dog kom til nogen Beslutning; Planen gik saaledes for det første overstyr, og Selskabet vendte tilbage igjen til Hole. Siden fik man Bud fra Gissur, at denne havde været vel underrettet om den Fare, der truede ham, saa at Ravn og Sturla, om de end vare komne over Aaen, ikke vilde have kunnet gjøre ham noget. Han lod ogsaa Biskoppen hilse, at han endelig maatte passe paa at Skagfjordingerne bleve ham troe. Dette behagede ikke Thorgils, da det ganske krydsede hans Plan; han vovede dog ikke at sige noget til Biskoppen, men raadførte sig herom med sin Ven Aron, der opholdt sig denne Vinter hos Biskoppen, som det ovenfor er meldt. Aron gav ham det Raad, at ride for hver Mands Dør i Skagafjorden med 30 Mand, og saaledes tiltvinge sig Herredømmet. Men herpaa vilde dog Thorgils ikke indlade sig. Siden efter kom der Bud, at Navn og Sturla skulde være i Vente med en Hær af 360 Mand vestenfra, og Rane Kodraanssøn og Eyjulf ligeledes med en Flok østenfra, forat faa Thorgils i sin Vold. Ved Biskoppens, Broddes og Paal Kolbeinssøns Indflydelse fik man i Hast samlet en Deel Folk for at møde dem, men siden viste det sig, at det, i det mindste hvad Ravn og Sturla angik, var blind Allarm. Bønderne, som saaledes vare ulejligede til ingen Nytte, forlangte Hjemlov, og afgjorde imellem sig, at de for en anden Gangs Skyld alene vilde forsvare Heredet, men ikke drage i et fremmed Hered. Alligevel foreslog Aron Hjørleifssøn for Thorgils, førend Flokken endnu havde opløst sig, at han burde benytte Lejligheden og ride lige løs paa Rane Kodraanssøn, for i det mindste at skaffe sig denne Fiende af Halsen, og da Thorgils indvendte at det ikke nyttede, siden Bønderne just havde truffet hiin Aftale, erklærede Aron ham reent ud for modløs, en Beskyldning, Thorgils slog hen i Spøg, og som han heller ikke fortjente. Men Bønderne havde nu engang ikke Lyst til at slaas for hans Skyld, uden i højeste Nødvendighed. Nogle bade ham endog forlade Heredet, da man ellers ikke vilde lade dem i Fred. Biskoppen, som indsaa, at der under disse Omstændigheder ej var at tænke paa for Thorgils at vinde noget Herredømme i Skagafjorden, og som vel heller ikke skjøttede om at lægge sig ud med Gissur for hans Skyld, tilbød sig nu at underhandle paa hans Vegne med Ravn og Sturla om Forlig, for at han atter, om muligt, kunde komme til Borgarfjorden. Thorgils modtog Tilbudet – han havde egentlig intet andet Valg – og det blev tillige bestemt, at Biskoppen skulde sammenkalde et Møde af Bønderne i Heredet, og tale Thorgils’s Sag, om det lod sig gjøre. Thord Hitnesing skulde paa Thorgils’s Vegne ledsage Biskoppen, men Thorgils selv blive tilbage i Skagafjorden. Biskoppen tiltraadte strax Rejsen, skjønt det var Vintertid og ikke godt at komme frem. Fra Rutafjorden sendte han Bud til Ravn og Sturla, at de skulde møde ham i Borgarfjorden, og da han var kommen over Hejden og ned til Reykjaholt, sendte han ligeledes Bud til Skaalholt efter Abbed Brand, for at ogsaa han skulde være tilstede ved Modet. Navn og Sturla lovede strax at komme, selv femtende, og betingede sig, at heller ikke Biskoppen maatte komme mandsterkere, derimod maatte gjerne saa mange af Heredsbønderne indfinde sig, som vilde. Mødet skulde holdes paa det sædvanlige Sted, nemlig ved Aamotsvadet paa Vestsiden af Hvitaa, Kyndelmissedag.

Til bestemt Tid indfandt Biskoppen sig paa Pladsen, skjønt Hvitaaen var stor og vanskelig at komme over, ligeledes samlede der sig en heel Deel Bønder, efter forudgangen Opfordring, og flere kom siden til. Strax efter indtraf ogsaa Ravn og Sturla, men gjorde Holdt et Stykke derfra, og vare ej at bevæge til at komme nærmere, førend de havde forvisset sig om at Thorgils ikke laa skjult i Nærheden for at spille dem et Puds. Da gik de hen til Biskoppen og hilsede ham, men han taug, thi de vare endnu under kirkeligt Forbud. Efter at man havde talt lidt om ligegyldige Sager, spurgte endelig Biskoppen, hvad Forlig de vilde byde Thorgils. De svarede at det ej var deres Sag at hode noget, men kun at høre paa hvad Biskoppen bød; de havde ikke sendt Bud efter Biskoppen og forlangt Modet, men han efter dem. Biskoppen sagde nu til Thord Hitnesing, at han skulde fremsætte Thorgils’s Betingelser. Disse vare, sagde Thord, at han vilde have Borgarfjorden i Fred og til uhindret Raadighed, saavel som alt, hvad Kongen havde overdraget ham til Forvaltning, samt derforuden Erstatning for Overfaldet paa ham i Stavaholt efter sex Mænds Dom, lige mange opnævnte fra hver Side. De svarede, at man ikke maatte indbilde sig, at de skulde ville opgive Borgarfjorden, eller noget andet, dem af Thord overdraget District, førend denne selv tilskrev dem derom; de erkjendte ikke nogen Ret for Kongen til at forordne om Heredernes Forvaltning. Nordmanden Eystein hvite, der var med i Biskoppens Følge, kunde her ikke bare sig for at udbryde: „sligt vovede I nok ikke at sige, dersom I sad saa nær ved Kongen, som I nu sidde ved Biskoppen: det sømmede sig bedst for eder, at overgive alt til Kongens Forgodtbefindende, og selv at forlade Landet“. Men de bade Eystein holde sin Mund; han kunde være nok saa brav Kjøbmand, men med Forligsmegling havde han intet at skaffe; Thorleif i Garde var af Thord sat over Heredet med deres Samtykke, og denne Forføjning vilde de forsvare. Nu indtraf ogsaa Abbed Brand og Bødvar i Bø med nogle Bønder; da Abbeden af Biskop Henrik havde faaet at vide, hvorledes Sagerne stode, bad ogsaa han Ravn og Sturla at unde Thorgils et godt Forlig for den Overlast, han havde maattet lide paa Stavaholt. De indvendte, at han havde brudt Freden i Heredet, og slaaet og mishandlet Bønderne. Dette, meente Abbeden, maatte da blive Bøndernes egen, ikke Ravns og Sturlas Sag. Ogsaa Bødvar i Bø ytrede, at man havde behandlet Thorgils alt for haardt, og at der vel endnu torde være dem, som vilde svige ham, om de kunde. Ravn, som merkede at dette sigtede til ham, foor op, og spurgte som dette var alt hvad man havde at sige angaaende Forliget; Biskoppen svarede, at han intet mere havde at sige. Nu begyndte et Slagsmaal mellem en af Ravns Mænd og Thord, der gjenkjendte.ved hans Side et Sverd, som tilhørte ham, og som den anden havde bemægtiget sig paa Stavaholt. Denne maatte give Slip paa Sverdet, men først efter megen Modstand, og under heftige Ordvexlinger paa begge Sider, der endte med at Ravn lovede ved Tid og Lejlighed at lade Thord undgjelde for dette. Under saadanne Omstændigheder var der ej at tænke paa Forlig, og man skiltes paa begge Sider i heftig Vrede. Biskoppen kom kun med yderste Nød over Hvitaa, der imidlertid var endnu mere opsvulmet. Abbeden fulgte ham til Reykjaholt, hvor de den følgende Dag, Blasiusmesse, holdt en højtidelig Gudstjeneste, ved hvilken Abbeden selv prædikede. I sin Prædiken berørte han til Slutning det Kirkeforbud, Biskoppen havde lyst over Ravn og Sturla, og erklærede at han i alle Dele godkjendte det og vilde have det iagttaget, dog saaledes at Presterne skulde kunne tage dem til Skrifte og tillade dem Kirkegang i Tiden mellem Skjerthorsdag og Althinget, saafremt de tilstode Thorgils passende Forlig. Ved denne Forkyndelse fik Forbudet egentlig først noget at betyde; det gjaldt nemlig hidtil kun for Henriks Biskopsdømme eller Nordlændingefjerdingen, hvortil Ravn og Sturla ej hørte, og hvor de for Tiden intet havde at gjøre; nu derimod udstraktes det af Brand, midlertidig Bestyrer af Skaalholts Biskopsdømme, ogsaa til dette, altsaa til de tre øvrige Fjerdinger, og de vare følgelig udestængte fra Kirkegang over det hele Land.

Biskoppen kunde saaledes ikke ved sin Hjemkomst til Hole bringe Thorgils nogen tilfredsstillende Efterretning, og Thorgils, som merkede at hans Ophold der med mange Folk forvoldte Biskoppen alt for store Udgifter, skjønt den gjestfrie Mand selv ikke lod sig forlyde med noget, besluttede at drage bort, og modtog derfor med Glæde Abbed Brands Tilbud, at flotte til ham paa Skaalholt indtil videre. Da han havde været der en Stund, fik han det saaledes ordnet med sin Fader Bødvar, at denne flyttede til en af sine andre Gaarde, Eyre, vestenfor Helgafell^[9], men overlod Thorgils Stad, hvor han hidtil havde boet, og hvor Thorgils nu om Vaaren opslog sin Bolig, idet han tildeels maatte laane sig frem hos Bønderne for at skaffe sig den nødvendige Besætning. Han maatte nu for det første ganske slaa Tanken om at blive Herre i Borgarfjorden af Hovedet. Et Slags Forsøg paa at vise sig som saadan gjorde han ved Althinget, idet han sendte en Fuldmægtig i sit Sted for at fare med Reykholtingernes og Jøklemændenes Godord, som det heed, det vil sige repræsentere ham som Bestyrer af disse tvende borgarfjordske Godord, men uagtet Gissur selv og hans Sønner vare paa Thinget med 700 Mand, drev dog Thorleif, der havde faaet Understøttelse af Ravn, det til at nævne alle Dommene for de borgarfjordske Godord, og det uagtet Ravn ikke engang var tilstede paa Althinget, men kun havde understøttet Thorleif med Folk, og med sin mægtige Indflydelse. Gissur svigtede Thorgils aabenbart. Saaledes havde Thorgils for det første udspillet sin Rolle, og maatte bolde sig saa godt han kunde paa Stad, uden at deeltage stort i Dagens politiske Begivenheder.

1. Sturlunga Saga, VIII. 10.
2. Hans Hustru heed Gyda, hun var en Syster af Egil Salmundssøn, og Datter af den for omtalte Salmund Austmand, der havde haft Tilhold paa Reykjaholt, og Snorres Syster Helga.
3. Beskyldningen var, som vi ville see, visselig usand, og det er maaskee i Erkjendelsen deraf, og med en vis Ærgrelse over at have fæstet Lid dertil, at Sturla Thordssøn siger i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 276 om Kolbein Gran, der dog hørte til hans Parti: „Thord Kakale sendte ud til Island Kolbein Gran, og denne tyktes just ikke at bidrage stort til at forlige Gemytterne, da han var kommen hjem.“
4. Sturlunga Saga, VIII. 10.
5. Der fortælles saaledes, at en af Bønderne i Nærheden, ved Navn Thorstein, der var i Forstaaelse med Thorgils’s Fiender, havde gjort sig Erinde paa Reykjaholt, foregivende at bringe noget Vaadmaal til Thord Hitnesing, og var forbleven der saa længe, indtil det hele Følge var draget af Gaarde og han vidste hvor de skulde hen.
6. Om Forskjellen mellem den mindre Excommunication eller Forbud og den større eller Ban, se Keyser „den norske Kirkes Historie“. I. 191.
7. Sturlunga Saga VIII. 11–15. Ved Juleselskabet hos Biskoppen var ogsaa baade Aron Hjørleifssøn tilstede og Nordmanden Eystein hvite med sin Hustru Jorunn; de vare alle tre Biskoppens Gjester den Vinter.
8. Sturlunga Saga, VIII. 15, jvfr. VII. 62.
9. Dette maa ej forvexles med Eyre i Arnarfjorden, Ravns Gaard; det er Etne paa Sydsiden af Breidafjorden.