Det norske Folks Historie/5/48

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 424-439).

Men den Tid nærmede sig nu sterkt, da Kong Haakon skulde bortkaldes fra sit virksomme, daadrige, og for Norge velsignelsesrige Liv. Han var allerede i en fremrykket Alder, og havde om Sommeren haft mange Anstrengelser, Bekymringer og vaagne Nætter. Heller ikke nu kunde han unde sig tilbørlig Ro, men blev hvert Øjeblik kaldet, snart af den ene, snart af den anden, der havde noget at tale med ham om. Tilsidst maatte hans Legeme give efter for denne Overanstrengelse, og han blev alvorligt syg. Vi have ovenfor seet, at de menige Krigere, efter Visen at dømme, tildeels synes at have sat hans Sygdom i Forbindelse med hans Sorg og Vaagen over Olaf Arnfinnssøn. Det er ikke usandsynligt, at han kan have taget sig en falden Vens eller Frændes Tab meget nær, saaledes at det bidrog til at forværre hans Sygdom, og at maaskee ogsaa den skotske, ovenfor berørte Fortælling om at en fornem og mægtig Frænde af ham skulde være falden ved Largs sigter hertil. Men Sagaen veed dog intet derom at berette. Allerede hiin Lørdag, da han reed ud til Medallandshavn, som det nys er fortalt, følte han sig meget siig, og maatte ved Tilbagekomsten til Kirkevaag lægge sig til Sengs. Dog tiltog ikke Sygdommen i Førstningen synderlig heftigt. Da han havde ligget i tre Uger, følte han sig noget lettere, og stod op; den første Dag kunde han gaa omkring i Værelset, den anden (Søndagen den 2den December), kunde han gaa til Biskoppens Kapell og høre Messe, og den tredie kunde han endog gaa over fra Biskopsgaarden til Magnuskirken, og omkring St. Magnus’s Skriin. Den Dag tog han ogsaa et Karbad og lod sig rage. Men den følgende Nat blev han betydeligt værre, og stod ikke mere op fra .Lejet. Da han merkede, at dette vilde blive hans Helsott, gjorde han alle de ved slig Lejlighed sædvanlige Dispositioner; han lod skrive Breve til Kong Magnus om Rigsstyrelsen saavel som om hvad der skulde gives til de Mænd og Indretninger, som han vilde understøtte; med andre Ord, han gjorde sit Testamente. I dette, som vi nu ikke længer have, betænkte han vistnok Gejstligheden og gejstlige Stiftelser rigeligt, siden det udtrykkeligt berettes, at lign paa sit Yderste skjenkede 120 Maanedematers Bol til Allehelgenskirken i Bergen, ligesom det vel ogsaa er sandsynligt at de fleste af de Dotationer til gejstlige Indretninger, som vi ovenfor (S. 120–122) have omtalt, ere blevne givne paa hans Dødsleje, eller indførte i Testamentet. Det laa ham meget paa Hjerte, at hans Hirdmænd skulde faa deres Lønning ordentligt udbetalt paa den forestaaende Lønningsdag, Nytaarsdagen. Det lader endog til, at han bestemte en Extra-Godtgjørelse for enhver af dem, saaledes at hver Hirdmand i alt skulde have 1 Mk. brændt, og Gjesterne, Kjertesvendene og andre Tjenestemænd hver en halv Mark. For det Tilfælde, at der ikke skulde være rede Penge nok dertil, befalede han at man skulde tage det nødvendige af hans uforgyldte Sølvtøj, hvilket han til den Ende alt sammen lod veje. For at adsprede sig i Sygdommen lod han sig forelæse af Bøger, baade Nat og Dag, naar han ikke kunde sove, først af latinske Bøger, fornemmelig Bibelen; men siden, da det anstrengte ham for meget at følge Meningen, valgte han norske Bøger, først Helgensagaer, og da Forraadet af dem var udlæst, Norges Kongesagaer lige fra Halfdan svarte, den ene efter den anden, efter Tidsfølgen^[1]. Den 12te December, Dagen før Luciemesse, fik han den sidste Olje, i Overvær af de tre Biskopper, Abbed Thorleif og mange andre Gejstlige. Før Salvingen kyssede de af hans Mænd, der vare tilstede, ham til Afsked; han havde endnu Talens fulde Brug, og hans Fortrolige spurgte ham derfor, medens det endnu var Tid, om han havde nogen anden Søn i Live end Kong Magnus, men han forsikrede højt og dyrt, at han ingen havde. Da man i Forelæsningen af Kongesagaerne var kommen til Sverres Saga, lod han ogsaa begynde paa denne; den blev ligeledes læst Nat og Dag, saa ofte som han var vaagen. Lørdags Aften silde leed det saaledes med ham, at han mistede Mælet, men Forelæsningen vedblev alligevel; og henimod Midnat, da Sverres Saga var udlæst, udslukkedes ogsaa Kongens Liv, 15de December 1263. Da var kun Lendermændene Brynjulf Jonssøn, Erling Alfssøn, Jon Dronning og Ragnvald Urka tilstede, tilligemed nogle af de opvartende Tjenere, men der blev strax sendt Bud efter Biskopperne og Presterne, der, saa snart de kom, istemte Sjælemesser. Derpaa forlode alle Kammeret, med Undtagelse af Biskop Thorgils, Brynjulf Jonssøn, og to andre; de tvættede Liget, ragede Skjegget, og ydede al den øvrige Hjelp, der ved slig Lejlighed var sædvanlig, og tilkom en saa berømmelig Herre, som Kong Haakon. Dagen efter, Søndag, blev Liget, iført prægtige Klæder og med den mindre Krone eller Garland paa Hovedet, lagt paa Parade oppe i Lofthallen^[2], med al den øvrige Pragt og de Ceremonier, der tilkom en kronet Konge. Kjertesvende stode med brændende Voxkjerter rundt omkring, saa at det var lyst i hele Hallen; derpaa kom Biskopperne, alle de Gejstlige i Byen og alle de haandgangne Mænd ind, for endnu engang at betragte deres kjære Herres Træk, og siden stedtes Folket til Adgang. Liget, fortælles der, „var lyst og tækkeligt at see til, der var endog en smuk Rødme i Kinderne som om det var levende, og man havde i sin store Bedrøvelse en stor Trøst af at see, hvor fagert den Afdødes Legeme var“. Siden blev der sunget højtidelige Sjælemesser. Dagen efter, Mandag, blev Liget baaret over til St. Magnus-Kirken, hvor det blev staaende Natten over, idet Hirden holdt Vagt over det; om Tirsdagen blev det lagt i Kiste, saaledes prydet som det dengang var Skik og Brug med kronede Kongers Liig, og nedsat i Jorden i Choret, lige foran Trinene udenfor St. Magnus’s Skriin, hvor da, som sædvanligt, den optagne Gulvflise atter blev lagt ned, og et Teppe bredet derover. Det var imidlertid ikke Bestemmelsen, at Liget skulde blive liggende paa Orknø. Han havde selv i sin sidste Sygdom forordnet, at hans Liig skulde føres over til Norge, for at begraves i Christkirken ved Siden af hans Fader, Farfader og øvrige Frænder. Dette holdt man sig og efterretteligt. Paa en Hirdstevne bestemtes der, at der hele Vinteren skulde holdes Vagt over Kongens midlertidige Grav. Imidlertid forestod Andres Plytt, efter som Kongen havde forordnet, Hofholdningen; i Julen holdt han og Biskoppen det sædvanlige Gilde, og Lønningerne blev fuldstændigt udbetalte. Da den haardeste Vintertid var forbi, og Vejret begyndte at blive roligere, blev det store Kongeskib, Christsuden, sat frem, i Hast tiltaklet og lagt ind til Skalpeid for at føre Kongens Liig tilbage til Norge. Aske-Onsdag den 15de Marts blev Kisten tagen op, og ledsaget af Hirdmændene fort ud til Skalpeid, og bragt ombord paa Skibet. Befalingen over dette førte Biskop Thorgils, Erling Alfssøn og Andres Plytt; tillige indskibedes alle de Hirdmænd, der havde fulgt Kongen fra Norge. Skibet lettede Anker den følgende Lørdag (8de Marts), men de fik haardt Vejr og Modvind, saa at de ikke kunde styre lige ind til Bergen, men maatte søge Havn syd i Sitevaag paa Jederen^[3]. Derfra sendte de Brev til Kong Magnus, og underrettede ham om deres Ankomst. Dog fik han vel ikke nu den aller første Efterretning om Faderens Død, skjønt rigtignok Kong Alexander i Skotland, der dog var Orknøerne saa nær, ej erfarede Dødsfaldet førend sidst i Januar. Da Vejret blev føjeligt, lagde de ud fra Sitevaag, og ankom til Laxevaag udenfor Bergen den 20de Marts. Dagen efter, St. Benedicti Messe, roede Kong Magnus, ledsaget af Biskop Peter i Bergen, ud til Skibet, der nu blev ført ind til Bergen og lagt ved Kongsgaarden. Derpaa blev Liget bragt op i Sommerhallen, og Morgenen efter (den 22de) baaret ud til Christkirken, ledsaget af Kong Magnus, begge Dronningerne, begge Biskopperne og den øvrige Gejstlighed, hele Hirden og Byens Folk. Liget blev jordet i Christkirkens Chor, og Kong Magnus selv holdt en smuk Tale, hvori han med mange og fagre Ord takkede de Tilstedeværende for deres Opmerksomhed^[4].

Men her var det visselig ikke simpel Opmerksomhed alene, der ytrede sig, eller en tilvant Ceremoni, som iagttoges, thi alle følte smerteligt Kong Haakons Tab. Han var Nationens Yndling. Det maatte være alle klart, at han ved sin overlegne Personlighed havde skaffet Norge Ro, Fred og Orden i Stedet for Borgerkrig og Lovløshed, og fra Afmagt og Ubetydelighed hævet det til at indtage en fremragende Plads blandt Nordeuropas Riger. Stod han maaskee end i Klogskab tilbage for sin Farfader Sverre, i Krigskyndighed og Aandfuldhed for Harald Sigurdssøn, i glimrende Personlighed for Olaf Tryggvessøn, i sværmersk Iver for Olaf den hellige, saa havde han dog saa meget af alle fire Kongers mest udmerkede Egenskaber, at han idet hele overtraf dem alle. Sikkert og roligt, med klart Blik, velmenende og urokkelig Retskaffenhed gik han frem og arbejdede ufortrødent til sit eneste Maal, Folkets Lykke og Velvære, og selv naar han arbejdede paa Kongemagtens Udvidelse, var dette aabenbart ikke af egoistiske Grunde, men deels fordi Tidsaanden medførte det, deels fordi det efter hans Anskuelse, erhvervet i den politiske Skole, hvori han var opdragen, var den sikreste Maade til at skaffe Folket Ro og hindre Undertrykkelser. „Sjelden har det baadet den ringe Mand, at der var flere Herskere paa een Gang“, heder det i Hirdskraaen^[5], der, udgiven af hans Søn, visselig afspejler hans, eller man kan sige hans hele Æts, Grundsætninger. Efter denne Grundsætning handlede Haakon, og havde baade Klogskab, Kraft og Udholdenhed, man kan vel ogsaa sige Lykke nok til at naa Maalet, men derhos ogsaa tilstrækkelig Leve-Alder til, efter at Maalet var naaet, at see sit Verk trives og befæstes, den af ham fremkaldte Tilstand bære Frugter, Tolket fele sig lykkeligt og tilfreds, og Riget tiltage i Magt og Anseelse. Deri var han heldigere end Olaf den hellige, med hvem han for Resten af alle de nys nævnte Konger har mest tilfælles; Olaf saa ikke sit eget Verks Frugter, men bortrykkedes, førend det endnu ganske var til Ende; Haakon saa en heel ny Generation opvoxe og naa Manddoms-Alderen, efter at den nye Tingenes Orden, der skyldtes ham, var begyndt. Men han foor vistnok ogsaa frem med større Lempe, og havde ikke saa vanskelige Elementer at kæmpe imod, ingen saa ubekvem Materie at skabe af, som Olaf den hellige.

Vi have allerede seet mange Exempler paa den Ærbødighed og Hengivenhed, som Kong Haakon altid nærede for Kirken, uden dog nogensinde at tilsidesætte sin kongelige Værdighed og sin retmæssige Myndighed, om hvilken han tvert imod med største Omhyggelighed, næsten endog med Skinsyge, søgte at værne. Men denne Skinsyge eller Ængstlighed vidner desto mere om, hvor oprigtig hiin Ærbødighed og Hengivenhed maa have været, siden den desuagtet gjennem alle Storme kunne vedvare urokket. Hans Saga har derfor vist ganske Ret, naar den siger, at ingen Konge i Norge før ham, med Undtagelse af Olaf den hellige, lagde mere Vind paa at styrke Christendommen i Norge end Haakon. Men i Betragtning saavel af den Tidsalder, hvori Haakon levede, som af den Omstændighed, at Kirkens Anliggender ikke saaledes for ham vare eller kunde være eet og alt, som for Olaf den hellige, maa vi ogsaa antage at andre end reent religiøse Motiver bragte ham til at gjøre saa meget for de mange gejstlige eller halv gejstlige Indretninger, der middelbart eller umiddelbart skyldes ham. Gejstligheden var paa den Tid den højere Civilisations Bærer og al Videnskabeligheds Indehaver, og da Kongen ønskede at civilisere sit Folk, og forbedre dets Moralitet, medens han personligt yndede Kunster og Videnskaber, troede han vel at sørge bedst for alt dette, ved at virke for Gejstlighedens og især for gejstlige Stiftelsers Velvære. Folket trængte til at tages i en alvorlig Skole, for at Levningerne af Borgerkrigs-Tidens Raahed kunde tilintetgjøres, og efter de Tiders Forhold var dette nærmest Gejstlighedens Sag. Men vi have ofte nok seet Exempler paa, hvor godt han vidste, ogsaa i dette Stykke at holde Maade, hvorledes han i sine mange og store Indrømmelser aldrig gik videre, end hvad der ifølge de almindeligt vedtagne Grundsætninger for Grændserne mellem den gejstlige og verdslige Myndighed med Sømmelighed kunde fordres, og hvorledes de, der fordrede mere, eller blandede sig i hvad der ej vedkom dem, ikke alene kom til kort, men ogsaa stundom paadroge sig hans langvarige Unaade. Saaledes f. Ex. Erkebiskop Einar, der deels ved sin første Optræden efter Hjemkomsten fra Rom, deels ved sit maaskee mere uforsigtige end ilde meente Forhold til Kongens Sønner vakte en Uvilje hos ham, der var saa sterk, at den ikke nogensinde ganske tabte sig^[6].

I nøje Forbindelse med Haakons Iver for Folkets aandelige og sædelige Velvære saavel som den Varme, hvormed han omfattede Kirkens Interesser, staar den overvættes Virksomhed, han udfoldede i at forsyne Landet med en Mængde Bygninger, baade til gejstligt og verdsligt Brug. Han byggede, som vi have seet, mange Kirker og Klostre, grundlagde Stæder, lod almeennyttige Arbejder udføre; der maa paa hans Tid, især efter Fredens Oprettelse og i hans Hovedresidens Bergen, have været en merkelig Travlhed og Rørelse i dette Stykke. Dog.havde han vistnok ogsaa ved mange af sine Bygningsverker Kronens Glands og Værdighed for Øje, ligesom han vel og ofte kun byggede, fordi han havde Lyst dertil eller behagede sig deri. Men man kan dog ikke paavise noget eneste Bygningsarbejde af dem, der med Sikkerhed tillægges ham, som egentlig overflødigt eller et blot og bart Pragtstykke. De mange Befæstninger, han lod opføre, vare beregnede paa at sikre Landet saavel mod udenlandske Fiender, som mod indenlands Vold; thi disse Befæstninger vare tillige Statsfængsler for Ugjerningsmænd, og den Omstændighed, at der nu virkelig havdes Fængsler, kunde igjen gjøre en større Humanitet i Straffelovgivningen mulig, idet man ej længer ved Dødsstraf og grusomme Lemlæstelser behøvede at sikre sig mod Forbryderne. Vi have ovenfor nævnt, hvilke disse Befæstninger vare. Hertil kan man maaskee føje Vargøhuus, siden det nævnes i hiin Folkevise som existerende sør Kong Haakons Død. Det var ogsaa, under de ovenfor skildrede Grændsestridigheder og andre Sammenstød med Russerne, nødvendigt at have et fast Punkt der nordpaa, hvorfra Sysselmanden og Grændsevogterne kunde holde Øje med hvad der skede, og være paa rede Haand, naar deres Nærværelse udfordredes. Vi see heri den samme Iver for at vedligeholde Kronens Besiddelse ubeskaarne, der ogsaa aabenbarede sig i Kong Haakons Forhandlinger med Skotland og sidste Tog til de vestlige Farvande. Besiddelserne ved Skotlands Vestkyst vare neppe saa meget værd; men det ansaaes for en Æressag at forsvare hvad berømmelige Forfædre havde vundet, og han havde neppe kunnet udruste en saa stor Flaade og Hær, hvis ikke Foretagendet havde været populært.

Man kan vistnok ikke sige Kong Haakon fri for den Lyst, de fleste talentfulde Fyrster have deelt med ham, Lysten til at udvide deres Magt og Besiddelser; men hos Haakon fremtraadte den visselig paa den mildeste og tilgiveligste Maade. Thi selv hvor denne Tragten synes mest ubeføjet, som f. Ex. med Hensyn til Island, saa viser der sig dog tydeligt ved Siden af den blotte Lyst til at lægge et heelt Land til sit Rige ogsaa en umiskjendelig Stræben efter at gjøre Ende paa de Voldsomheder, der herskede paa Øen, og skaffe den Fred og Ro. Vi see tillige at han stundom kunde hengive sig vel meget til Heftighed, og give sin Vrede Rum, navnlig da han i sin Overilelse bød Gissur Thorvaldssøn at dræbe Snorre Sturlassøn; men disse Pletter bliver dog smaa eller falde næsten reent bort i Sammenligning med det hele Billede af Maadehold, Retsindighed og Velvilje, som hans Ferd ligefra Ungdommen til hans sidste Dage giver os. Allerede som Barn have vi seet, hvorledes han intet vilde høre om at stille sig i Spidsen for en Oprørsflok mod Kong Inge, uagtet han meget godt vidste, at dennes Adkomst til Kronen ikke kunde maale sig med hans. Hans Ferd imod den danske Konge og Enkedronning under hans sidste Regjeringsaar viser en lignende Samvittighedsfuldhed og streng Pligtfølelse. Det havde f. Ex. i 1259 staaet ham, ligesom Byrge Jarl, frit for at ansee sig løst fra sin Forpligtelse til at komme det danske Hof til Hjelp, da Kong Christopher var død, men Haakon troede, at hans Nærværelse ikke des mindre kunde gjøre Nytte, og han indfandt sig ved Kjøbenhavn, skjønt der aldeles intet derved for ham var at vinde, men kun store Omkostninger at bestride, ved at holde sin Flaade saa meget længer samlet.

Denne hans Retsindighed bidrog vel ogsaa for en stor Deel ved Siden af hans Magt og Krigsry til at gjøre ham saa agtet, endog meget fjernt fra Norge. Ingen norsk Konge bar nydt en saadan Anseelse og været saa højagtet af sin Samtid, som han. Vi have seet, hvorledes Paverne, fornemmelig fra Innocentius den 3die af, viste ham større Opmerksomhed og Føjelighed end maaskee nogen anden Monarch i den katholske Christenhed. Den store Kejser Frederik den 2den var hans særdeles Ven; den franske Kong Ludvig, den spanske Kong Alfonso lod sig det, som vi have seet, være magtpaaliggende at forbinde sig med ham; den novgorodske Storfyrste søgte at kommet Svogerskab med ham; endog med Sultanen i Tunis traadte han i Forbindelse. Norges Navn var paa den Tid sikkert mere udbredt og bekjendt for fjerne Nationer, end det endog nu omstunder er, og det skyldtes vistnok ene og alene Haakons Personlighed.

Kong Haakon var fød om Sommeren l;04, altsaa havde han før sin Død fyldt sit 59de Aar, og gik i det 60de. Han opnaaede saaledes en højere Alder end nogen norsk Konge sør ham lige siden Harald Haarfagre. Siden Sommeren 1217, altsaa i 46 Aar, havde han baaret Kongenavn; og fra 1223 kan han siges at have regjeret som myndig Konge, men i tolv Aar herskede han kun over de to sydlige Lagdømmer, medens Skule Jarl raadede for Frostathingslagen og Haalogaland; i de fem følgende Aar var Forholdet svævende, indtil det omsider endte med aabenbar Fejde; først efter Skules Fald herskede Haakon alene, og i uforstyrret Ro. Men denne hans Eneherredømmes Tid, fra 1240 til 1263, var dog længere, end de fleste øvrige norske Kongers Regjeringstid, naar man ej regner deres Umyndigheds-Aar med. Denne længere Levetid skyldte vel Kong Haakon for en stor Deel sin ordentligere og sædeligere Levemaade. Thi de fleste tidligere Konger havde vistnok ført et Liv, der gjorde dem til Oldinger, medens de efter Aarene kun skulde være Ynglinger. Da Kong Haakon havde ladet sin ældste Søn, Haakon, give Kongenavn, kaldte man dem, for at adskille dem fra hinanden, Kong Haakon den gamle og Kong Haakon den unge. Men Tilnavnet „den gamle“ vedblev endog efter Kong Haakon den tinges Død, i det mindste betegnes Kong Haakon saaledes oftere i senere Skrifter, deels vel paa Grund af hans lange Regjeringstid, deels for at adskille ham fra hans Sønnesøn Kong Haakon Magnussøn, sædvanligen kaldet „den kronede“.

Haakon beskrives som en Mand af middels Højde, velvoxen, herdebred og smal i Livet, temmelig høj i Sædet, med store og smukke Øjne, i det hele taget af Statut og Væxt som hans Farfader Kong Sverre. Han var, siges der, blid, naar han var i godt Lune, men barsk, naar han var vred, ualmindelig munter, livlig og rask i sine Bevægelser. Mod fattige og trængende Folk var han altid venlig; hvor betynget hans Sind end kunde være, saa svarede han dog i det mindste dem altid blidt, naar de henvendte sig til ham. Naar han var sammen med Fyrster, vidste han ypperligt at iagttage sin Værdighed; paa Thing var han særdeles veltalende, og vidste saa godt at rette sin Omgang efter Omstændighederne, at forstandige Mænd, der kom som Gesandter til ham fra andre Fyrster, sagde at de ikke havde seet nogen Fyrste, der bedre forstod paa een Gang baade at være Kammerat, Konge og Herre^[7]. Hans Dannelse maa have været større end de fleste Fyrsters paa hans Tid, thi han havde i sin Barndom modtaget en fuldkommen Klerke-Lærdom, og at denne maa have været temmelig grundig, viser, hvad der nys er berettet, at han paa sit sidste Sygeleje kunde lade sig forelæse af latinske Bøger. Rigtignok blev det ham i Slutningen vanskeligt at følge med Meningen, men det var dog meget, at han endnu i sit 60de Aar kunde erindre det meste af den boglige Lærdom, han havde modtaget i sine Børneaar. Hvilket literært Liv der maa have været ført ved hans Hof, og hvor meget han selv opmuntrede, ja endog fremkaldte literære Foretagender, have vi allerede i det foregaaende viist.

Kong Haakon fandt ogsaa en Historieskriver for sine egne Bedrifter, der var disse Bedrifter værdig. Denne Historieskriver var, saa forunderligt det end kan synes, hverken mere eller mindre end den ivrige islandske Uafhængighedsmand Sturla Thordssøn. Beretningen om hvorledes det gik til, at han for en Tid kom bort fra Island og blev en Kongetjener i Norge, er højst merkelig og oplysende om Datidens Forhold. Sturla havde, som ovenfor berettet, maattet afstaa det nys erholdte Herredømme over Borgarfjorden til Ravn Oddssøn, men var ikke lidet ærgerlig derover. Hans ene Søn Snorre, der nu var bleven voxen, en højst voldsom, ustyrlig ung Mand, flyttede just paa den Tid til Borgarfjorden, maaskee netop for at ulejlige Ravn, der havde opslaaet sin Bopæl paa Stavaholt; det varede ikke længe, førend Snorres og hans mange Kammeraters Voldsomhed blev saa stor og utaalelig, at Ravn saa godt som jagede dem bort. Herover blev Sturla selv forbitret, og da Snorre tilligemed en heel Deel flere fik et Tog i Stand, for at overfalde Ravn, fulgte han ogsaa selv med, skjønt han rigtignok havde fraraadet det, og spaaet at det vilde ende værst for dem selv. Hans Spaadom gik ogsaa i Opfyldelse. Ej alene mislykkedes ganske Toget mod Ravn, men denne gjorde selv med overlegen Styrke et Tog til Vestfjordene, fik Snorre i sin Magt, og bragte Sturla i saadan Knibe, at han maatte forpligte sig til, samme Sommer at forlade Landet. Det skede ogsaa, skjønt Sturla var meget ængstlig for, hvorledes Kong Haakon vilde modtage ham. Det var ham en stor Trøst, da han paa sin Rejse til Ørebakke, hvor han skulde indskibe sig, mødte sin Svoger Thord og af denne fik at vide, at Kong Haakon var dragen til Skotland, og at Kong Magnus nu tilligemed Dronningen og Gaut paa Mel stode for Styrelsen. Han haabede nok, at han skulde vinde deres Gunst. Paa Ørebakke traf han Gissur Jarl, men fik heller ikke hos ham nogen Trøst; tvert imod var Gissur uvenlig imod ham, maaskee fordi han ikke havde været ivrig nok til at staa ham vi mod Hallvard Guldsko. Faa Omvexlinger i Skjebne vare pludseligere og større end den, der nu var skeet med Sturla. For ikke mange Maaneder tilbage havde han været en mægtig Høvding, hvis Vink mange lystrede; nu havde han intet tilbage af sin Magt, neppe engang de nødvendige Penge til Underhold, var forjagen fra det Land, blandt hvis Herskere han nys havde været regnet, og skulde næsten som en Lykkeridder søge sit Underhold i et andet Land, hvor han neppe nogensinde før havde været, hvor han saaledes maatte føle sig fremmed og forladt, og hvis Konge desuden var sterkt forudindtagen imod ham. Sturla havde en hurtig Overrejse, og landede ved Bergen, hvor Kong Magnus endnu var. Han gjorde strax sin Opvartning hos Gaut paa Mel, der hidtil havde viist sig som de fleste Sturlungers Ven og Patron. Som saadan viste han sig ogsaa mod Sturla, thi saa snart han havde hørt hvo han var, sagde han, at hans Huus og Bord stod ham, som de andre Sturlunger, aabent; og dette tog man paa den Tid i den udstrakte Betydning, at den Indbudne skulde flytte ind og være stadig Gjest. Sturla lod sig det ikke sige to Gange, men flyttede til Gaut, hvem han nu paa det fuldstændigste underrettede om Aarsagen til sin Ankomst. Gaut fortalte ham igjen, hvor han var bleven svertet hos Kongerne, især hos Haakon, men lovede dog, som man seer, at gjøre sit Bedste for at skaffe ham den unge Konges Naade. Kort efter tog han ham med sig til Kongen. Da de kom ind, og begge hilsede, gjengjeldte Kongen Gauts, men ikke Sturlas Hilsen, derimod spurgte han Gaut, hvad det var for en Mand, han havde med sig. Gaut svarede: „det er Skalden Sturla Thordssøn, der nu er kommen for at søge eders Naade, og som jeg, Herre, volder for en forstandig Mand“. „Han vilde vel neppe være kommen hid, om han havde raadet sig selv“, sagde Kongen, „men han faar prøve sin Lykke, naar min Fader kommer hjem“. „Saa vidt jeg veed“, svarede Gaut, „har han et Kvæde at føre baade eder og eders Fader“. „Det forstaar sig“, sagde Kongen, „at jeg ikke lader ham dræbe, men i min Tjeneste kommer han ikke“. Gaut maatte saaledes gaa hjem med Sturla, uden at have udrettet stort, og ytrede sin Forundring over at han kunde være bleven saa forfærdeligt svertet hos Kongen, imidlertid trøstede han ham med at det endda var noget, at Kongen lod ham beholde Livet. Sturla ytrede at det sikkert maatte være Ravn, der havde svertet ham idet vil da sige gjennem sine Udsendinger), og fremstillet ham som den, der var Sjælen i den hele Opposition paa Island. Gaut lod det dog ikke blive ved det første Forsøg, men gik Dagen efter alene ned til Kongsgaarden, og fik Kongen endelig overtalt til at tage Sturla med blandt Besætningen paa sit Skib, hvormed han netop skulde drage sydover. Sturla sagde at han just ikke længedes efter at komme fra Gaut, men maatte naturligviis føje sig efter Kongens Vilje. Han blev indført paa Mandskabslisten, og begav sig ombord den Dag, da Skibet skulde afgaa. Han kom temmelig tidligt, medbringende sin Vadsæk og Kiste; der var kun faa andre komne, og han sad en Tidlang for sig selv fremme paa Dækket. Endelig kom Kongen og Dronningen med deres hele Følge. Sturla stod op, bukkede og bød ham velkommen, men Kongen svarede intet og skred agter til Løftingen. De sejlede hele Dagen; om Aftenen, da man lagde i Havn og alle toge deres Madsække frem, var der ingen, som indbød Sturla til at spise med sig. Han sad en Stund, ene og forladt, da en af Kongens Tjenere kom til, og spurgte om han ikke havde Mad eller Drikke med. Sturla sagde Nej. Da gik Tjeneren agter til Kongen, hviskede til ham, og kom tilbage med den Befaling fra Kongen, at Sturla skulde være Spisekammerat med tvende Hirdmænd, Thorarin og Erlend, der havde de besynderlige Tilnavn, hiin af „Mund“, denne af „Mage“ (Mave), hvilket synes at vise, at de vare berygtede som Fraadsere. Formodentlig skulde det være for Løjers Skyld, at Kongen netop anviste Sturla paa at dele deres Mundforraad. De tog heller ikke synderlig venligt imod den uventede Bordfælle. Da man skulde gaa til Sengs, spurgte Stavnboen om der ikke var Nogen, der kunde fortælle en fornøjelig Historie. De fleste taug; da sagde han: „men du, Sturla Islænding, vil ikke du fortælle os noget?“ „Jo gjerne,“ svarede Sturla, og fortalte nu den saakaldte „Huldarsaga“ bedre og omstændeligere end man nogensinde før havde hørt den fortælle. Alle trængte sig derfor om ham, for ikke at tabe et Ord. Dronningen, som fra Løftingen blev denne Trængsel var, spurgte hvad den skulde betyde. Der blev svaret at alle vilde høre det Æventyr, Islændingen fortalte; hun spurgte hvad det var for et: „den handler, sagde man, om en stor Troldkone, den er særdeles fornøjelig, og dertil fortæller han den udmerket godt.“ Kongen bad hende ikke at agte paa dette, men sove. Hun svarede: „jeg tror bestemt at denne Islænding er en brav Mand, og slet ikke saa brødefuld som man har skildret ham.“ Kongen svarede intet. Dagen efter var Vinden ugunstig, saa at man maatte ligge stille. Da Spisetid kom og man sad og drak, lod Kongen bringe Sturla Sendinger fra sit eget Bord. Herover bleve hans madlystne Bordfæller særdeles glade, og sagde at hvis dette gik oftere paa, vilde de have større Nytte af ham end de havde tænkt. Da Maaltidet var til Ende, lod Dronningen Sturla bede at komme til hende og bringe Æventyret om Troldkonen med. Hun troede vel altsaa, at han havde det optegnet og læste det op af Bogen. Sturla gik strax agter til Løftingen og hilsede Kongeparret; Kongen gjengjeldte ikke synderlig venligt hans Hilsen, Dronningen derimod meget blidt og belevent. Hun bad ham nu fortælle Æventyret, og han begyndte strax. Han holdt temmelig længe paa dermed, og forkortede saaledes flere Timer, der ellers nok vilde have været heel kedsommelige for det høje Herskab. Da han var færdig, takkede Dronningen og mange andre ham, og ytrede at han maatte være en viis og vel forfaren Mand. Kongen svarede intet, men smilede dog, og da Sturla deraf troede at spore en Forandring til det Bedre i Kongens Stemning mod ham, tog han Mod til sig, og spurgte om han vilde høre to Kvæder, han havde digtet, det ene om ham, det andet om hans Fader. „Lad ham kvæde“, sagde Dronningen, thi han skal jo være saadan en ypperlig Skald; Kvædet maa derfor vist være udmerket“. Kongen sagde da at han for det første kunde kvæde det, han havde digtet om ham selv. Sturla kvad det til Enden. Dronningen sagde strax: „jeg holder for at dette Kvæde er godt digtet“. „Men kan du da virkelig opfatte Meningen“, spurgte Kongen. „Jeg vilde gjerne at I skulde tro det, Herre“, sagde Dronningen halv undvigende. „Ja jeg vidste forat Sturla forstod sig godt paa at digte“, sagde Kongen. Stort kunde Dronningen vist ikke forstaa af den indviklede Drottkvæde-Poesi, som hun maaskee nu borte for første Gang i sit Liv, men Sturla har vel fremsagt Kvædet med en smuk, klangfuld Stemme, og saa meget kunde hun vel skjønne, at der forekom smukke Ord til hende og om hendes Fader, den hellige Kong Erik^[8]. Sturla hilsede nu Kongen og Dronningen, og gik atter forud til sit Rum. Om Aftenen, da Kongen skulde gaa til Sengs, lod han Sturla kalde. Da Sturla kom, og spurgte hvad Kongen vilde ham, tog denne et stort Sølvbægere, fuldt med Viin, drak lidt deraf, og gav det siden til Sturla med de Ord: „Viin skal man til Ven drikke“^[9]. Gud være lovet, at det nu er saaledes“, svarede Sturla. „Ja, saa skal det være“, sagde Kongen, „og nu vil jeg høre det Kvæde du har digtet om min Fader“. Sturla kvad det. Det var digtet i det velklingende, højtidelige Versemaal, kaldet Rynhenda, ligesom Arnors berømte Kvad til Kongerne Magnus og Harald; det begyndte, som det synes, med hans Kroning og endte med at prise Kongens Anseelse lige til det fjerne Serkland, efter at der i det næst sidste Vers er talt om at Kongen har udvidet sit Herredømme lige til Nordpolen^[10]. Digtet selv er rigt paa smukke Billeder, og maa ansees som et af de ypperste Kvad af dette Slags, som den ældre poetiske Norrønaliteratur har at opvise. Da det var til Ende, roste ogsaa alle det, især Dronningen, og Kongen udbrød i sin Beundring: „Jeg tror bestemt, du kvæder bedre end selve Paven“! Og nu endelig indlod Kongen sig nærmere med Sturla, spurgte ham om Aarsagen til hans Komme, og fik fuldstændig Underretning om hans sidste uheldige Sammenstød med Ravn. „Jeg veed, Herre“, saaledes sluttede Sturla sin Beretning, „at jeg har været svertet og beløjet hos eders Fader og eder selv af mine Uvenner; nu trænger jeg som alle andre til Guds Miskund og eders Hjelp, Herre, og jeg anbefaler saaledes min hele Sag ganske til eders Naade“. Kongen sagde venligt: „nu har jeg hørt dine Kvad, Sturla, og mener at du er en ypperlig Skald; det vil jeg nu lønne, idet jeg byder dig at være hos mig i al Venskabelighed og god Fred; naar min Fader kommer hjem, faar du afgjøre dit Udestaaende med ham, men jeg skal lægge et godt Ord ind for dig“. Dronningen takkede Kongen meget for denne Godhed, og sagde at Sturla vist var fuldkommen fortjent dertil. Kongen anviste da Sturla særdeles anstændige Lærepenge, og da især Dronningen fremdeles viste sig meget naadig imod ham, fulgte de øvrige Hoffolk Exemplet, saa at Sturla snart var særdeles afgjort. Det varede ikke heller lamme„ førend Kongen fattede stor Hengivenhed for ham, og ofte raadførte sig med ham, vistnok især om de islandske Anliggender. Og faa snart Efterretningen indløb om Kong Haakons Død, gav Magnus ham det Hverv, at udarbejde hans Faders Saga. Denne, heder det, udarbejdede han efter Kong Magnus’s egen Anviisning, og saaledes som de forstandigste Mænd sagde ham fore. I Sagaen selv siges der (Cap. 275), at den blev skreven, da Magnus havde været Konge i Norge to Vintre siden hans Fader Haakon drog vest over Havet. Disse to Vintre vare 1263–64 og 1264–65; i dette Aar blev Sagaen altsaa færdig, førend Sturla, som vi i det følgende ville see, rejste tilbage til Island i Kongens Erende om Sommeren. Tiden, han brugte til at skrive den, var saaledes ikke lang, kun omtrent et Aar. Og dette er merkeligt nok, naar vi see hen til dens Udførlighed og sjeldne Nøjagtighed, hvorpaa vi allerede i det foregaaende bane haft saa mange iøjnefaldende Beviis. I dette Henseende, hvad Nøjagtighed og Sanddruhed angaar, indtager den uimodsigeligt den første Rang blandt alle norske Kongesagaer. Men det er heller ikke at undres over, at Sturla kunde fortælle alt saa nøjagtigt og troværdigt, da han jo baade selv var samtidig med Begivenhederne, og dertil havde Deeltagerne og Øjevidnerne at raadføre sig med. Der er heller ingen Tvivl om, at han benyttede alle de Documenter og Actstykker, der fandtes i det kongelige Archiv; i det mindste fortælles der, at han senere satte Kong Magnus’s Saga sammen efter Breve og hans egen Anviisning, og der er ikke mindre Grund til at antage at han benyttede de offentlige Brevskaber ved Udarbejdelsen af Kong Haakons Saga. Sproget i denne er simpelt, klart og flydende, Fremstillingen livlig og underholdende, om den end ikke besidder den særegne Kraft og Lune, der udmerker Sverres Saga. Den er streng chronologisk, og gjennemgaar Aar for Aar Kongens Bedrifter. Kun i de nærmeste Aar efter Hertug Skules Fald, da Kongen saa at sige begyndte en nu Regjerings-Epoche, er den mindre omstændelig og nøjagtig, eller gaar i det mindste over en temmelig lang Tidsperiode i usædvanlig Korthed: man maa tro, at enten Kilderne netop paa det Sted have været noget magre, eller at der var en Deel Begivenheder, som han med Flid afholdt sig fra at fortælle. Ligeledes er Sagaen i egentligste Forstand kun Kong Haakons Saga, ikke Norges Historie i den Tid, han herskede. Derfor berøres, som vi allerede ovenfor have omtalt, Hertug Skules Bedrifter og Livsomstændigheder ikke uden for saa vidt de gribe ind i Kong Haakons Levnetshistorie. Hertugens hele Regjeringsvirksomhed i den Tid, han beherskede det nordlige Norge, og alle de, tildeels vel endog temmelig merkelige Begivenheder, der da forefaldt i Thrøndelagen, ere saaledes, da vi ikke besidde nogen „Hertug Skules Saga“ begravne i evig Forglemmelse^[11].

Efterat Sturla nu engang fra at være en Friheds- og Uafhængigheds-Mand var gaaet over til at blive en af Kongegunst afhængig Hofmand, benyttede han sin store Digtergave flittigt til Kong Haakons Forherligelse. Foruden den nys omtalte Draapa, som han allerede maa have udarbejdet paa Island, førend han erfarede Kong Haakons Bortrejse, i den Hensigt at kvæde den for Kongen selv, (hvorfor han ogsaa i Kvadet henvender sig til denne, som om han var personligt tilstede), digtede han ikke færre end trende andre Draaper om Kong Haakon, alle temmelig lange og meget smukke. Den ene af dem, i den gamle Versart Fornyrdalag, er en fuldstændig Efterligning af de gamle Arve-Draaper; der gjennemgaar Kongens hele Liv, ligefra det første til det sidste. Den anden, kaldet „Ravnsmaal“, i den særdeles velklingende, men vanskelige Digtart „Toglag“, beskriver i glimrende Farver Kong Haakons Vesterhavs-Tog, og den tredie, i det sædvanlige Drottkvæde-Versemaal, omhandler ogsaa Kongens Bedrifter, saavidt man kan slutte af de forhaandenværende Brudstykker, fra først til sidst. Af alle disse fire Draaper anfører Sturla selv en Mængde Vers hist og her i Sagaen, øjensynligt for at efterligne de gamle Sagaskrivere, der anførte Skaldevers som Hjemmel for deres Udsagn. Om saadan virkelig Hjemmel kan der naturligviis ikke her være Tale, hvor Sturla var Forfatter baade af Versene og Texten. At han digtede saa mange forskjellige Kvad om Kong Haakon, ligesom han og skal have digtet mange Kvad om Magnus, kom vel neppe saa meget af nogen indre Trang til at udtale sin Beundring for en Konge, han egentlig snarere havde badet eller i det mindste frygtet, end elsket, som det skede efter højere Opfordring, ved visse højtidelige Anledninger inden Hoffet. Og egentlig gjør det derfor et nedslaaende Indtryk, at see en Mand, der hørte til sit Fædrelands fornemste Slægter, og selv havde hersket der næsten som en Fyrste, i sit femtiende Aar som en Lykkeridder ydmygt at maatte bejle om de Kongers Gunst, hvis Herredømme han hidtil havde forsmaaet, og at blive en beskikket Hofpoet, hvis rige Digtertalent stilledes til de høje Vedkommendes Raadighed, uden Spørgsmaal om indre Kald eller Begejstring fra hans Side. Dette var vistnok mange ringe og fattige Islændingers Levevej, men den højbyrdige, fordums mægtige Sturla Thordssøn var dog for god dertil. Imidlertid maa vi lykønske Norge, at en af dets ypperste Konger fik en saadan Historieskriver. Sturla digtede og et mindre Kvad, eller en saa kaldet Flokk, om Byrge Jarl, og fik til Belønning af ham nogle prægtige Klædningsstykker^[12].

Det er allerede ovenfor berørt, at der heller ikke fra Kong Haakons Regjeringstid findes Mynter, som med Sikkerhed kunne henføres dertil, uagtet der ikke kan være Tvivl om, at saadanne maa have været til. Det er muligt, at enddeel Bracteater, der forefindes, tilhøre ham, men med Vished kan det ikke paastaaes.

1. Det er højst sandsynligt, at disse Kongesagaer have været Snorre Sturlassøns Redaction, thi før hans Tid havde man neppe nogen Halfdan svartes Saga, med mindre man vil antage, at den, der nu findes i Flatøbogen, er en ældre Redaction; men saa vidt man kan skjønne, er denne, saavel som den paafølgende Harald Haarfagres Saga, snarere en Omredaction af Snorres.
2. Det er ikke usandsynligt, at dette er den samme Hall, hvoraf der endnu findes Levninger i det halv nedfaldne Biskops-Slot, der i sin Tid maa have været meget prægtigt.
3. Navnet udtales nu Selvaag; det ligger strax nordenfor Gaarden Haa. Man kan her neppe tænke paa Silevaag i Søndhordland, siden der staar „syd i Silevaag“.
4. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 329, 330.
5. Hirdskraaen, Cap. 14. Norges gl. Love, II. S. 403.
6. Endogsaa ved Kongens og Erkebiskoppens sidste Samvære i Throndhjem bemerker Sagaen, som vi have seet, at det gik nok saa godt af imellem dem, fornemmelig ved Kong Magnus’s Bestræbelser. Dette viser noksom, at Forstaaelsen i sig selv var slet.
7. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 332.
8. Versene, hvori disse Ord forekomme, staa i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 310.
9. Dette er et Ordspil, der kun fremtræder tydeligt i det ældre Sprog, hvor Ordene vín (Viin) og vinr (Ven) ligne hinanden. Kongens Ord lød, „vín skal til vinar drekka“.
10. Det er dette Vers, hvis Indhold vi ovenfor tildeels have anført, S. 382. At det Kvad, hvorom her handles, netop er dette, sees af hvad vi ogsaa nedenfor nærmere paapege, at Digteren her henvender sig umiddelbart til Kong Haakon, hvilken han altsaa maa have troet at finde i Live da han digtede Kvadet.
11. Sturl. Saga, X. Cap. 12–18.
12. Disse Klædningsstykker kaldes Kumpás af baldikinn eðr kyrtill halfeermaðr, baldikinn ok skarlat ok ágætt kaprún; ved det første forstodes et med regelmæssige Figurer broderet Stykke Baldakin, ikke et „Compas“ som flere have troet. Sturlunga Saga X. 18.