Det norske Folks Historie/5/51
Endnu førend Kong Haakon, om Høsten 1263, døde Erkebiskop Einar, efter at have beklædt Metropolitan-Værdigheden i aatte Aar. Efter alt, hvad vi have erfaret om hans Virksomhed, synes lign at have været en dygtig og nidkjær Mand, men der maa dog ogsaa have været noget fordægtigt eller mindre behageligt ved ham, siden den ærlige, veltænkende Kong Haakon aldrig ret kunde lide ham, saa stor Umag som Kong Magnus end gjorde sig for at faa det godt imellem dem. I mange, ja de fleste Stykker gjorde Kong Haakon ham vistnok Uret, thi med Hensyn til Kongen lader det virkelig til at Einar har meent det nok saa vel; men der synes dog at maatte have været noget i hans Forhold, som altid har vakt Kongens Uvilje og holdt hans Mistanke vedlige. Med sit eget Capitel stod Einar heller ikke paa nogen gød Fod. Uagtet Pave Alexander formeligt havde stadfæstet hans Formand Erkebiskop Sørles Fundation af fælles Bordhold for Chorsbrødrene, og hans Gave dertil af Gaard og Grund samt Biskopstienden af Korskirken, Olafskirken og Clemenskirken i Byen tilligemed Steins Kirke paa Bynesset, og denne Stadfæstelse var udstedt medens Einar selv opholdt sig ved Pavestolen for at modtage Pallium, altsaa i det mindste med hans Vidende, maaskee endog efter hans Anmodning, saa fratog han dem dog siden ej alene hine Tiender, men endogsaa Gaarden „med Foragt for den retlige Orden, deels ved List, deels med Magt“, som hans Eftermand udtrykte sig[1]. Det kan gjerne have været, at Chorsbrødrene vare blevne vel myndige, og saaledes trængte til at holdes noget i Tømme, men det synes dog uforsvarligt at bruge saadan Fremgangsmaade, som den, Einar her anvendte. Den var vel tildeels en Frugt af hans Studium ved Universitetet i Paris, der nu søgtes temmelig hyppigt af de Nordmænd, som ønskede at arbejde sig op til de højere kirkelige Værdigheder, og hvor de fornemmelig synes at have lagt sig efter Studiet af den canoniske Ret. Kong Magnus tabte i Einar en faderlig og ham hengiven Ven, hvis Død han sikkert inderligen beklagede.
Da Chorsbrødrene skulde skride til Valg paa hans Eftermand, valgte de ingen af sin egen Midte, maaskee fordi ingen af dem ønskede at see sin Ligemand ophøjet til sin Overmand, men udsaa derimod til Metropolitan Byrge, Abbed i Tuterø Kloster. Som den, der allerede indehavde en egen høj kirkelig Verdighed, kunde han ikke egentlig vælges, men kun udbedes eller postuleres, og hertil kom nu ogsaa de særegne Mangler, at han var Prestesøn og Klostermand. For disse Mangler maatte han saaledes søge Pavens Dispensation. Dog skulde han under enhver Omstændighed drage til Rom for at modtage pavelig Bekræftelse og Pallium. Imidlertid tiltog han sig allerede før sin Afrejse fuld Ret til at forføje over Biskopsgodset, idet han bekræftede Sørles Fundation, som Einar havde ophævet; det var ved denne Lejlighed, at han skildrede Einars Ferd som ulovlig, og Gaven fravendt Chorsbrødrene ved List og Magt. Maaskee at denne Bekræftelse bar været en stiltiende Betingelse for hans Valg, ligesom Gaven selv synes at have været en Betingelse for Sørles. Derhos bragte han en Forligelse i Stand mellem Chorsbrødrene og Prædikebrødrene i Nidaros, efter at der havde været nogen Uenighed mellem dem, formodentlig af samme Slags, som tidligere i Bergen[2]. De oven anførte Ytringer af Byrge røbe just ikke det bedste Sindelag mod hans Forgænger, og naar man erindrer, hvilket Venskab der havde været mellem Einar og Kong Magnus, vil man ogsaa snart formode, at denne ikke kan have været synderlig gunstigt stemt mod Byrge. Byrges Sindelag mod Einar var ingen Hemmelighed, og af Tingenes hele Gang sees det, at det maa have været det forrige Oppositionsparti mod Einar, som drog Byrge frem. Rimeligviis var Kongen ikke engang bleven adspurgt med Hensyn til Valget. Da Byrge paa Rejsen til Pavestolen kom gjennem Bergen, og der traf Kongen, havde de heller ikke stort utalt med hinanden, og Byrge fortsatte sin Rejse til Rom, hvor han opholdt sig hele Vinteren. Aarsagen til dette forlængede Ophold var rimeligviis, at Pave Urban den 4de døde 2den October 1264, altsaa netop paa den Tid, Byrge maa antages at være kommen til Rom, saa at der altsaa ikke før det første kunde gjøres noget ved hans Sag. Og hans Efterfølger, Guido Foulquois, Cardinalbiskop af Sabina, der som Pave kaldte sig Clemens den 4de, blev ikke udvalgt førend den 3te Februar 1265, og kronedes først den 22de eller 26de samme Maaned. For øvrigt fik Byrge ingen Trøst hos Clemens, thi denne maa ganske have casseret hans Valg, siden vi ikke engang finde vant opført i Biskops-Fortegnelserne[3]; man erfarer endog at Clemens maa bare fundet Chorsbrødrenes Fremgangsmaade ved Valget mere end almindeligt uforsvarlig, siden han ikke længe efter sin Ophøjelse paa Pavestolen overdrog Valget af en Erkebiskop i Nidaros til fire norske Klosterforstandere, nemlig Abbeden i Nidarholms Kloster, Abbeden i Lysekloster, Prædikebrødrenes Prior i Nidaros, og Minoriternes Custos i Norge. Disse fire Mænd valgte, eller rettere postulerede Biskop Haakon i Oslo til Erkebiskop[4]. Haakon, der i sin Tid havde hentet Dronning Ingeborg fra Danmark, og siden med saadan Varme talt Magnus’s Sag, da Kong Haakon havde Betænkeligheder ved at lade ham krone, maa have staaet paa den venskabeligste Fod med Kong Magnus, og hans Valg til Erkebiskop kan derfor ikke andet end have været ham saare behageligt. Haakon tiltraadte dog endnu ikke paa over et Aars Tid sit nye Embede. Da han nemlig som allerede indviet Biskop ikke nødvendigviis behøvede selv at hente Pallium, men kunde lade det afhente ved en anden, benyttede han sig af denne Rettighed, og lod sig det bringe ved Chorsbroderen Jon Raude, der rimeligviis i dette Erende afsendtes til Paven. Der omtales ikke, at Paven havde nogen videre Betænkelighed med Hensyn til Haakon, skjønt han havde været gift, eller i det mindste havde en Søn, saaledes som det allerede i det foregaaende er omtalt, den senere saa anseede Thore Haakonssøn, eller, som han kaldtes, Biskopssøn. Alligevel er det nok muligt, at denne Omstændighed bar været Skyld i at Jon ikke kom tilbage med Pallium førend 5te Januar 1267, hvilket nemlig tyder hen paa at den pavelige Bekræftelse af Valget først seent er paafulgt. Palliet blev den paafølgende Skjerthorsdag, 4de April, med megen Højtidelighed iført Haakon i Nidaros af Biskopperne Peter i Bergen og Thorgils af Stavanger, efter Pavens udtrykkelige Bemyndigelse, i Overvær af Kong Magnus selv, Dronning Ingeborg, og to andre Biskopper, Olaf fra Grønland, der allerede i flere Aar havde været borte fra sit Biskopssæde, og Gaute, Biskoppen paa Færøerne. Haakons Virksomhed som Erkebiskop blev dog kun kortvarig, thi han døde allerede 18de August samme Aar. De eneste af hans Embedshandlinger, som kjendes, er at han indviede sin Eftermand Andres, Biskop i Oslo, saavel som Biskop Brands Eftermand paa Hole Biskopsstol, Jørund, hvorom mere nedenfor, og at han, to Dage for sin Død, og man skulde saaledes formode paa sin Sotteseng, skjenkede St. Andreæ Kirke paa Haug, Verdalens gamle Folkeskirke, til Chorsbrødrenes fælles Bordhold, paa Grund af Præbendernes Knaphed. Til hans Eftermand valgtes (28de October) den før omtalte Chorsbroder Jon Raude, der strax drog til Rom, fik Pallium af Pave Clemens 1268, kom hjem samme Aar lidt før Juul, og holdt sin første Messe i Nidaros Christkirke paa Juledag[5]. I Jon fik den norske Kirke et Overhoved, der baade besad Vilje og Evne til at træde i Eysteins og Eriks Fodspor, og fuldføre den Kappestrid mellem Kongedømmet og og Kirkens Højhed, der var stillet i Bero siden Kong Haakon Sverressøns Tid, men ingenlunde udkæmpet.
- ↑ Dipl. Norv. III. 8.
- ↑ Dipl. Norv. I. 59.
- ↑ Man hører siden ikke mere tale om Byrge: dog kan man ej antage, at han døde i Rom, siden Sagaen ellers neppe vilde have udtrykt sig „han forblev i Pavegaarden“, men ligesrem omtalt hans Død. I Langes Klosterh. S. 239 anføres der, at Byrge kom tilbage til Throndhjem, og forblev Archipostulatus til sin Død 1265, uden at det dog kan sees, hvorfra denne Notits er tagen. Byrges Død 1265 omtales ej i Annalerne, men vel Byrge Jarls, i dette Aar.
- ↑ Annalerne, ved 1265.
- ↑ Annalerne, ved de anførte Aar.