Det norske Folks Historie/5/57

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 589-616).

Vi have ovenfor antydet, at den udstrakte Ledingsfrihed, som Kongen kort for Afslutningen af den sidste Composition med Erkebiskoppen tilstod sine haandgangne Mænd, skjønt den vistnok kan siges at være begrundet i de herskende Tidsforhold og Anskuelser, dog tillige, eller for en Deel, maa betragtes som et Middel, Kongen anvendte til at sætte de verdslige Høvdinger i bedre Lune, og gjøre dem villigere til at samtykke i de Indrømmelser, som Kongen fremdeles agtede at tilstaa Gejstligheden og dens Tjenere. Men denne Frihed, som saaledes baade var bleven Kongens og Biskoppernes haandgangne Mænd til Deel, var af langt større Betydning, end man maaskee anede paa den Tid, den blev given. Skutilsveinerne og Hirdmændene fik Ledingsfrihed selv tredie: – Gjesterne og Kjertesveinerne selv anden, og Lendermændene, som man maa formode, i det mindste selv 6te, da de skulde stille hver fem Mand til Hæren. Da nu Ledings-Ydelsen ikke mere skulde være personlig, men reel, medens dog den personlige Beregning lagdes til Grund, bliver altsaa Meningen heraf, at de haandgangne Mænd fik Skattefrihed for saa meget Jordegods, som efter den nye Beregning skulde ansees at svare mod fem, tre eller to Nev, hvilket sidste vel altid udgjorde saa meget som den Hovedgaard, enhver beboede, eller største Delen deraf^[1]. Derfor taler og hine ovenfor nævnte Breve, der senere udgaves af Haakon Magnussøn, om Frihed for Leding af de haandgangne Mænds Aabøler (d. e. paaboende Gaarde), hvilken de vilde strække videre, end Fritagelsen berettigede dem til, d. e. videre end hvad der svarede til tre eller to Nev. Vi see ogsaa af Compositionen, at Friheden ogsaa har strakt sig til andre Byrder, som Skibsdræt, m. m., ligesom det ovenfor paapegede Sted i den nye Bylov viser, at Prester og haandgangne Mænd af den Aarsag enten allerede fordrede, eller antoges at ville fordre Fritagelse for at opfylde de sædvanlige Pligter, der paalaa Huusejerne i Byer med Hensyn til Gaders og Bryggers Vedligeholdelse. Her see vi derfor Begyndelsen til Sædegaards-Friheden, hvilken jo ikke er andet end Skatte- og Tynge-Frihed for de Gaarde, paa hvilke den saaledes Begunstigede har sit Aasæde (Aabøle), og hvis Lendermands- eller Hirdmands-Værdigheden havde været arvelig, saa vilde med det samme en arvelig Frelsestand eller Adelstand have været oprettet, thi den blotte Fødsel og Arveret til Aabølet vilde da have været tilstrækkelige til at gjøre Gaarden skattefri; nu udfordredes dertil en særskilt Optagelse i de haandgangne Mænds Tal. Men en personlig Frelsestand kan dog under alle Omstændigheder derved siges at være grundlagt, og da vi vide, at det næsten faldt af sig selv, at en Lendermands Søn blev Lendermand, eller haandgangne Mænds Sønner ligeledes lode sig optage i Hirden, var den virkelige Tingenes Orden ikke stort anderledes, end om en arvelig Frelsestand allerede fandtes, hvor meget endog Benævnelsen „Bonde“ endnu længe, i det mindste af Islændingerne, plejede at anvendes om de haandgangne Mænd, der ej havde opnaaet de højere Hoftitler^[2]. Den norske højere Krigerstand stræbede her til samme Maal, og nærede samme Følelser, som deres Standsbrødre i det øvrige Europa, især Nabolandene Danmark, Sverige og England, og fornemmelig synes dette sidste Land, hvis nordmanniske Indretninger frembøde saa mange Analogier med Norges, at have foresvævet de norske Herrer som Mønster. Ved det samme Høvdingemøde, paa hvilket Compositionen sluttedes, gjorde man et stort Skridt videre i dette Henseende, idet der endog skede en stor Forandring i de højere Hird-Embedsmænds eller de saakaldte Hirdstjorers Titulatur. Kongen, siges der, gav sine Lendermænd, Stallarer og Skutilsveiner den Ret, at de herefter af alle skulde tituleres Herre, samt at Lendermændene herefter skulde hede Baroner, og Skutilsveinerne Riddere^[3]. Allerede længere Tid forud havde man i Breve, forfattede paa Latin, gjengivet Lendermands-Titlen med baro, da det var den, der efter den i England og Frankrige brugelige Titulatur nærmest svarede til den Rang, Lendermændene indtoge i Norge, nemlig nærmest efter Jarlerne (i Middelalderens latinske Titulatur comites), ligesom ogsaa Lendermændene i Egenskab af deres Værdighed som Kongernes faste Raadgivere, og tilsammen dannende hans Raadscollegium i alle vigtigere Sager, nogenledes indtoge eller troedes at indtage den samme Stilling som de engelske Rigsbaroner, der tilligemed Jarlerne udgjorde Rigets øverste Raad eller rettere Repræsentation, der i Parliamenter (Hovdingemøder) raadsloge om de offentlige Foranstaltninger^[4]. Men i Norsk brugte man den dog endnu ikke, ej engang i Hirdskraaen, hvis endelige Affattelsestid dog ligger saa kort forud for dette Møde i Tunsberg, forekommer anden Benævnelse paa denne Værdighed, end det ældgamle „Lendermand“. Ved den nye Bestemmelse blev denne Titel saaledes ganske afskaffet, og det udenlandske „Baron“ (eller i den norske Gjengivelse sædvanligviis „Barun“) blev sat i Stedet. Da nu derhos Skutilsvein hos os var det næste Rangtrin efter „Lendermand“, og derimod „Ridder“ (knight, miles) i England næst efter Baron, fulgte det næsten af sig selv, at Skutilsveins-Titlen, ogsaa ombyttedes med Riddertitlen. Og ligesom det allerede i England var brugeligt, at enhver Baron og Ridder, naar han omtaltes eller tiltaltes, hædredes med Titlen „Herre“, sat foran hans Navn, saaledes blev ogsaa det samme foreskrevet i Norge, kun med den Forskjel, at man ikke, som i England, kunde skjelne mellem de to Slags Herretitler, Lord for Baronerne og Sir for Ridderne, men maatte anvende „Herre“ til dem begge, da „Sira“ allerede forlængst var bleven en Titel, der udelukkende brugtes om Gejstlige. Havde Forandringen skeet tidligere, f. Ex. som paa Kong Sverres Tid, vilde man maaske for Baronerne have optaget Titlen „Lavard“ (d. e. angl. hláfword, engl. lord), der da ogsaa brugtes i Norge^[5], men nu var den, som det lader, aldeles henlagt og glemt. Af denne nye Titulatur fulgte da ogsaa, som man af Diplomer noksom erfarer, at Ridderes og Lendermænds Hustruer hædredes med Titelen „Frue“ paa samme Maade, som deres Mænd med Titelen „Herre“, og at Hirdmænds eller endnu ringere Mænds Hustruer ikke benævntes saaledes^[6]. Ligeledes seer man, at blotte Hirdmænd, der endnu ikke havde naaet Riddertitlen, siden denne Tid, i Lighed med hvad der var Skik og Brug udenlands, kaldtes i latinske Breve armigeri, hvoraf man maa slutte, at de paa Norsk kaldtes „aa Vaaben“, Væbnere (á vápn, paa Engelsk Esquire]], Squire)^[7] – der har maaskee endog været truffet en udtrykkelig Bestemmelse ogsaa herom ved det samme Møde, om hvis Forhandlinger vi desværre ikke have nogen udførlig Beretning –, og man erfarer ligeledes af Diplomer, at saadanne „Væbneres“ Koner i det mindste senere tituleredes „Hustru (d. e. Huusfrue) N. N.“, hvilket igjen ganske svarer til det engelske mistress. At man saaledes nærmest har haft den engelske (eller skotske) Rangorden eller Titulatur for Øje, og søgt at tillempe den paa de norske Forhold, er vist, og man kunde derfor lettelig ved første Betragtning antage det hele kun for en Bestræbelse, udgaaet enten fra Kong Magnus selv, der tydeligt kan sees at have yndet Pragt, Stads og Hofceremoniell, eller fra forfængelige Hofmænd, efter at faa Hofvæsenet og Titulaturen indrettet efter fremmede Hoffers Sædvane. Men betragter man Sagen selv og de daværende Forhold tydeligere, saa ville vi see, at den faar en langt dybere Betydning. Vi have allerede gjort opmerksom paa, at begge Compositionerne mellem Kongen og Erkebiskoppen, ved at udelade den i tidligere Concordater opstillede Bestemmelse om Biskoppernes og „vise Mænds“ Samtykke til Lovsforandringer, antydede at fuldstændige Rigsmøder herefter kunde være overflødige, og at Kongen saaledes kunde bestemme, hvad han fandt for godt, efter kun at have hørt sine saakaldte „højere Raadgiveres“, det vil sige Lendermændenes og Prælaternes, Mening. Vi have endog seet, hvorledes dette selvsamme Møde i Tunsberg, hvorved den endelige Composition sluttedes, og de her nævnte Titulatur-Forandringer gjordes, saa at sige var det første Møde af dette engere eller mere exclusive Slags, idet kun Prælaterne (hvortil ogsaa Capitel-Fuldmægtigerne maa regnes) og Lendermændene vare tilstede. Men herved havde man saaledes allerede et virkeligt Parliamentum af det Slags, som paa denne Tid var brugeligt i England, nemlig hvor Rigets Baroner tilligemed Prælaterne dannede Folke-Repræsentationen, og i Raadslagning med Kongen afgjorde Lovsforandringer og andre vigtige Beslutninger. Det er bekjendt, hvorledes Englands parliamentariske Forfatning netop udviklede sig i de urolige Tider lige fra Aaret 1215, da Baronerne rejste sig med saadan Vælde imod Kong Johan, og under Kong Henrik den 3dies langvarige og svage Regjering. Det var da, at især det nuværende Overhuus, eller Baronernes og Prælaternes Kammer, fik sin bestemte Form og Myndighed, thi uagtet Simon af Montfort, Jarl af Leicester, i den korte Tid, Baronerne under hans Ledelse havde Kong Henrik i deres Vold, sammenkaldte et Parlement, hvorved der ogsaa foruden Baronerne eller Prælaterne skulde møde Riddere fra Shirerne og Deputerede fra Byerne, var dette endnu noget ganske nyt og udenfor Regelen, og desuden alene for at bevilge Penge, ej for at raadslaa om Statens Anliggender, saa at det egentlige Parlement kun var en Sammenkomst af Prælaterne og Baronerne, eller, som Kongen selv kaldte dem, sine Raadgivere (rædesmen)^[8]. Man havde derhos i England seet Exempler paa, at Baronerne havde sat et staaende, af sin egen Midte udvalgt, Raad ved Kongens Side, for at varetage deres Ret, og have Tilsyn med Regjeringens Førelse^[9]. Man kan ikke betvivle, at Nordmændene, der stode i saa mangehaande Forbindelser med England, iagttoge disse Begivenheder med den mest spendte Opmerksomhed. Man finder og saavel i Kongesagaen, som i de islandske Annaler Simon af Montfort og den Feide, Baronerne med ham i Spidsen førte mod Kongen, udtrykkeligt omtalt. De norske Høvdinger vare altfor oplyste i Almindelighed, og vante ved at behandle vigtige indenrigsk-politiske Anliggender i Særdeleshed, til at de ikke fuldkommen skulde have forstaaet, hvad de engelske Baroner meente med deres Optræden mod Kongen, og hvor de vilde hen. Det er derfor højst naturligt, at de have søgt, at arbejde til et lignende Maal, for saa vidt som Forholdene i Norge og deres egen i det hele taget sterke Loyalitet tillod det. Naar vi altsaa finde de norske Herrer netop paa den Tid, da Baronernes Værdighed i England havde faaet en mere bestemt statsretlig Betydning, antage de engelske Titler af Baroner og Riddere, medens tillige de nye Høvdingemøder paa det nærmeste sees at svare til de engelske Parlementer, og derhos den nys erhvervede Skattefrihed gjør Hirdens Medlemmer til en privilegeret Stand i Stedet for at de hidtil kun havde været et Corps af kongelige Krigere: saa ligger den Slutning nær, at de nye Baroner og Riddere lode sig tildele hine Titler med den bestemte Hensigt, ej alene at antage en Benævnelse, der bedre end de tidligere charakteriserede deres nye politiske Stilling, men ogsaa at give denne Stilling selv et mere bestemt Præg, og at de arbejdede paa at faa den ganske svarende til den Betydning, hine Titler havde i England. I det mindste retfærdiggjør Baronernes Optræden faa Aar efter ganske denne Formodning. Hvad der endnu gjør Overeensstemmelsen med de engelske Forhold og derfor ogsaa denne Formodning selv sterkere, er den Omstændighed, at de engelske Baroners Reisning under Kong Henrik for en stor Deel fremskyndtes af de Udsugelser, hvormed Landet plagedes af Pavestolen, under hvilket Kong Johan havde lagt det som et Len. Paa lignende Maade havde jo Erkebiskop Jon fordret at Norge skulde være et Len af St. Olaf eller Nidaros Kirke, altsaa dog ogsaa af Kirken i Almindelighed, og med de sørgelige Exempler for Øje, hvortil saadan Underkastelse kunde føre i England, kunde vel ogsaa de norske verdslige Herrer føle sig dobbelt fristede til at følge de engelske Baroners Exempel, og allerede antyde dette i de blotte Titler, som de nu antog. Vi skulde saaledes være mest tilbøjelige til at tro, at Forslaget til denne Foranstaltning snarere udgik fra dem, end fra Kongen. At denne samtykkede deri, kan deels finde sin Forklaring i hans umiskjendelige Hang til at omgive sig med Pragt og Ceremoniell, der gjorde at han maaskee selv fandt det i sin Orden at de ældre, særegent norske Titler ombyttedes med de i England og Frankrige brugelige^[10], men deels ogsaa i den Nødvendighed, han befandt sig, eller i det mindste troede at befinde sig, at maatte forsone den Ugunst, hvormed de verdslige Herrer unegteligt betragtede Indrømmelsen til Gejstligheden, ved yderligere Indrømmelser ogsaa til dem. Og om end Indrømmelsen for det første ej havde været mere end den blotte Titel – og mere var den dog visselig –, vilde dog, som det gjerne gaar, allerede Titlen eller Navnet have været nok til at drage det med samme Titel og Navn sædvanligt forbundne Begreb efter sig, og man vilde snart betragte en „Baron“ eller „Ridder“ som berettiget til at indtage samme politiske Stilling, som en Baron eller Ridder i England. Saaledes, kan man sige, havde de haandgangne Mænd, der hidtil kun, vare Kongens Tjenere, – nu gjort Begyndelsen til at sikre sig en egen uafhængig Stilling og statsretlig Myndighed: det var lykkets dem at tilvende sig en Deel af den Magt, som Kongen og Kirken stod i Begreb med at skifte mellem sig alene paa det øvrige Folks Bekostning, og Lendermændene, hvis største Forrettigheder i lang Tid kun havde bestaaet i deres Rang og deres Veitsle, nærmede sig nu atter den Stilling, de havde indtaget under de ældre Konger før Sverres Dage.

Da de Lendermænd, der beseglede Compositionen af 1277, i den latinske Original kaldes „dominus Erlingus, dominus Ragnaldus“ o. s. v., og i den norske Oversættelse ej alene „Hr. Erling“, „Hr. Ragnvald“, men ogsaa tidligere tilsammen „Rigets Baroner“, medens den ældre Composition ikke sætter nogen Herretitel foran deres Navne, er det tydeligt, at disse Titler have været Lendermændene og Skutilsveinerne givne førend Compositionen sluttedes, og at saaledes Høvdingemødet i Tunsberg først har begyndt med Raadslagninger herom, hvis det ellers ikke er skeet paa en engere Hirdstevne, uden at engang Erkebiskoppen og Biskopperne vare nærværende. At Retten til at kaldes „Ridder“ ikke udstraktes til Erkebiskoppens Skutilsveiner, kan maaskee sluttes deraf, at disse i Compositionen udtrykkeligt omtales under dette ældre Navn. Thi hvis de havde været titulerede „Riddere“, maatte denne Benævnelse i det mindste have forekommet i Oversættelsen.

Da den forandrede Titulatur, i Forening med den nys forhen tilstaaede Ledingsfrihed, sluttede Rækken af de nye Bestemmelser, der under Kong Magnus’s Regjering bleve givne eller vedtagne for hans Hird, og dennes sociale og politiske Stilling derved fik sin endelige Skik, er det her det belejligste Sted til, nærmere at betragte den oftere omtalte Hirdskraa, hvori Kong Magnus’s Love og Forskrifter for Hirden, paa de nys omhandlede sidste Indrømmelser nær, ere optegnede. Den egentlige Hovedmasse af denne merkelige Lov tilhører, som vi allerede have paapeget, aabenbart Kong Sverres Tidsalder, og sandsynligviis ham selv, siden endog „Birkebeinerne“ og deres Løfter omtales der, thi man maa deraf slutte, at den nærmest er skreven for en Hird, der bestod af Birkebeiner^[11]. Paa mange Steder kan man endog ret godt skjelne, hvad der hører til den oprindelige Text, og hvad der senere, fornemmelig af Kong Magnus, er tilføjet. I dennes „Retterbøder“, der anføres til Slutning, nævnes ogsaa „den gamle Hirdskraa“^[12], d. e. Hirdskraaen i sin oprindelige Skikkelse. Men paa flere Steder er det dog igjen ikke saa let at paapege, hvad der er gammelt og hvad der er nyt, da Kong Magnus, som man tydeligt kan see, og aabenbart af den Grund, at Hirdskraaen var bestemt til at oplæses hver Juul^[13], øjensynligt har stræbt efter at faa de af ham gjorte Tilsætninger indflettede i den allerede for Haanden værende Text, der her altsaa er bleven underkastet en ny Bearbejdelse for at falde lettere ved Oplæsningen. Og saavel af denne Grund, som fordi Forandringerne i det Hele taget ere i Harmoni med det allerede bestaaende, og Loven derfor fra vort Standpunkt kan betragtes som et heelstøbt Arbejde, ville vi her ogsaa gjennemgaa det Hele under eet, idet vi dog paa ethvert Sted paapege, hvad der maa antages at høre til den ældre Text. Hirdskraaen begynder næsten ordlydende som Utfarebaalken med en Paakaldelse af Christi Beskyttelse for Norges Konge og hans haandgangne Mænd, og med det almindelige Bud, at Norges Konge skal raade for Bud og Bann, og alt Udbud indenlands og udenlands, m. m. Herved antydes det paa en Viis, at Hirdskraaen for de haandgangne Mænd skal træde i Stedet for Utfarebaalken for de øvrige Undersaatter, hvilket ogsaa i sig selv for saa vidt var ganske i sin Orden, som de haandgangne Mænd, som ledingsfrie, ikke vare Utfarebaalken underkastede. Hirdskraaen og Utfarebaalken supplere saaledes hinanden indbyrdes, og kunne i Ordets egentligste Forstand siges at indeholde Norges offentlige Ret, saa meget mere som hiin, strax efter den omtalte Intimation, ogsaa heelt og holdent optager Tron-Arveloven af 1273 med tilhørende Bestemmelser, hvilken i Landsloven findes indført i den saakaldte Christenret, umiddelbart foran Utfarebaalken, men rigtignok med sterke Spor af, at den først har været indført i „Hirdskraa“, og nærmest afpasset efter denne. Dette sees især deraf, at den før omhandlede Beskrivelse over, hvorledes et Kongs-Evne skal tages til Konge, i Hirdskraa findes indført, hvor det netop er passende, mellem Arvefølgeloven og Formularerne for Hyldings-Eden, medens derimod disse Formularer, endog i Landsloven, slutte med, ligesom Hirdskraaen, at foreskrive en højtidelig Procession fra Hyldingspladsen tilbage til Kirken, samt et derpaa følgende Hyldings-Gilde i Kongens Gaard, hvilket aabenbart nærmere tilhører „Hirdskraa“, end Landsloven, idet det danner Slutningen af den her udførligt givne Forskrift for Hyldingsdagens Højtideligheder^[14]. Og hertil føje sig nu endvidere i Hirdskraa i naturlig Sammenhæng Reglerne for, hvorledes Kongen skal creere Hertug, Jarl, Lendermænd og de øvrige Hof-Embedsmænd, tilligemed Opregnelse af alle disses Rettigheder og Pligter.

Om Højtideligheden ved Hertugens Udnævnelse saavel som om hans Pligter og Rettigheder er der forhen talt. Dette sidste er og, som paapeget, Ord til andet foreskrevet for Jarlen. Højtideligheden ved Jarlens Udnævnelse er ogsaa næsten den samme som ved Hertugens: Jarlen skal ligeledes først sidde paa Trinet foran Kongens Højsæde paa Hyldingstribunen, og Kongen skal derpaa tage ham ved Haanden og føre ham op i Højsædet samt give ham Sverd og Merke, kun er Højsædet ikke, som for Hertugen, lige ved Kongens, men „et godt Stykke derfra“. Førend selve Højtideligheden ved Jarlens Udnævnelse beskrives, forudskikkes der en merkelig Redegjørelse for hvor mange Slags Jarleværdigheder der have været i Norge, „da det turde hænde at mange kjendte mindre hertil end ønskeligt“. Af to Slags, siges der, ere de Jarler, som have været udnævnte, det første Slags er de indenlandske Jarler, naar nemlig Kongen har givet sine egtefødde Sønner eller Brødre eller Svogere Jarlenavn med Forleninger; og her følger da den allerede ovenfor meddeelte Erklæring om at dette Slags Jarleværdighed aldrig har været eller kan være arvelig. Det andet Slags, Jarler ere de, som Kongen beskikker over sine Skatlande, først og fremst Orknøerne, paa de Betingelser, der indeholdes i Forliget af 1199 mellem Kong Sverre og Harald Madadhssøn, nærmere bestemt ved det nye Forlig i Bergen 1267 mellem Kong Magnus og Magnus Gilbertssøn; dernæst Jarlen over Island, for saa vidt Kongen beskikker en saadan med den Aftale som ham synes efter Guds Forsyn og gode Mænds Raad. Der var paa den Tid, da denne Artikel blev forfattet, ingen Jarl paa Island, saasom Gissur var død i 1268, og der blev heller ikke siden efter nogen udnævnt; derfor omtales en saadan Udnævnelse her kun som en Mulighed^[15].

Forskriften om Lendermændenes Udnævnelse synes væsentligt at tilhøre den oprindelige Deel af Hirdskraaen, skjønt Tillægget „thi saa har været Brug fra gammel Tid“ ved den Regel, at det helst skulde skee paa en af de store Højtider, Juul eller Paaske, dog synes at vidne om en sildigere Bearbejdelse af den ældre Text. Vi have allerede i det foregaaende ved flere Lejligheder seet, hvorledes Kongen især om Julen plejede at creere Lendermænd. Det skulde skee ved Taflet. Strax efter at Bordversene vare fremsagte og Maden velsignet, men førend Kongen havde sat sig i sit Højsæde, skulde der først bekjendtgjøres i Hallen, at Kongen agtede at ophøje den Mand, hvorom her var Tale, til Lendermands-Værdighed, til Belønning for hans tro Tjeneste, hvis han ellers var kjendt af de fleste for en brav Mand. Meningen hermed var egentlig, som man seer, at de, som havde Indvendinger at fremføre, nu skulde forebringe dem, men saadant hændtes vel neppe nogensinde. Derpaa skulde Kongen lade ham af to andre Lendermænd, Stallarer, Merkesmænd, eller overhoved af de fornemste blandt de Tilstedeværende lede frem for sit Højsæde, hvorefter han selv skulde række ham Haanden og lede ham til sit Sæde paa Pallen til Højre, hvor de andre Lendermænd sad. „Den Ret“, heder det, „skulle Lendermændene have hos Kongen, at de næst Hertugen og Jarlerne skulle være Kongens største og højeste Raadgivere, ligesaa og inden Hirden, ved alle vigtige Sager. Her have vi saaledes det Grundlag, hvorpaa deres senere Titel af Baroner og vel ogsaa de dermed forbundne Fordringer hvilede. Som den til Lendermandens Værdighed hørende Forlening bestemmes fremdeles i femten Merkers Veitsle, ligesom de og skulde have Ret til „sig til Støtte og Kongen til Hjelp“, at holde 40 Huuskarle, ikke flere. Paa de største Højtidsdage skulde de „holde Fylgd“, som det heder, med Kongen, og naar han bar Krone eller Garland (ved Processioner) skulde en Lendermand bære Kroningssverdet, hvis det ikke bares af Hertugen eller en Jarl^[16]. I de saakaldte „Retterbøder“, som tilføjes Hirdskraaen ved Slutningen, findes den merkelige Bestemmelse, at om end en Sysselmand eller anden Lendermand (nemlig i Egenskab af Sysselmand) har Magt over en Lendermands Huuskarl (det vil sige i alt andet er hans lovligt beskikkede Øvrighed), er han dog ikke berettiget til at opnævne ham til Krigstjeneste, uden naar Kongen selv udtrykkeligt byder det i sit Brev, eller et pludseligt Fiende-Anfald gjør det nødvendigt; samt at ved almindeligt Opbud Lendermandens Huuskarle blot skulle følge deres Herre (altsaa ikke sættes paa et andet Skib eller til Lands i nogen anden Trop)^[17]. Dette er den eneste Antydning, vi i Hirdskraaen selv finde til den oftere omtalte Ledingsfrihed for Kongens haandgangne Mænd; thi her handles vel kun om virkelig personlig Tjeneste, ikke om Ledings-Ydelsen, men af den ene Frihed maatte dog ved den forandrede Ledingsberegning den anden følge, og man kan derfor antage som temmelig sikkert, at Lendermanden i det mindste var ledingsfri for de fem Mænd han skulde stille. Da Lendermandsværdigheden var afskaffet paa den Tid, hiin kongelige Forordning udkom, der nærmere omtaler Antallet af de „Nev“, for hvilke Skutilsveiner og ringere Kongsmænd vare fritagne, er der følgelig blot Tale om disse, uden at man seer, om Lendermanden overhoved havde nogen „Nev“ fri. Men da denne Ledingsfrihed, som det ovenfor er paapeget, upaatvivlelig sluttede sig til den Forpligtelse at stille Krigsfolk, ledes man herved til den Formodning, at Lendermændene maa have faaet Fritagelse for Leding samtidigt med de øvrige haandgangne Mænd, og at den netop har beløbet sig til sex „Nev“^[18]. Da Lendermændene, siges det endvidere, skulle være Kongens højeste Raadgivere, bør de og være ham de huldeste, baade hemmeligt og aabenbart, og deri ligesaavel være forud for andre som i Ære og Rang. Naar Kongen beskylder sin Lendermand for „Landraad“ eller Svig, og Sagen ikke er ganske aabenbar, men Lendermanden benegter Sigtelsen, skal der først prøves Afgjørelse i Stilhed, mislykkes dette, skal Sagen behandles paa Hirdstevne og 12 Mand udnævnes til at undersøge den.

Efter Lendermændene nævner Hirdskraa Kantsleren, „der hørte blandt Kongens højeste Raadgivere inden Hirden, og skulde have Ret og Rang ved Siden af Lendermændene baade i Sæde og al anden Hædersbeviisning“. Kantsler- eller Storseglbevarer-Embedet havde allerede længe bestaaet ved de norske Kongers Hof; saaledes yttrede Kong Philip udtrykkeligt, da man ved Forliget til Hvitingsø fordrede, at han skulde nedlægge sin Kongetitel og udlevere sit kongelige Segl, „at dette sidste var ham umuligt, da Seglet var hos hans Kantsler i Oslo“^[19]. Kantslerens Embedspligter vare, som det i Hirdskraaen heder, at bevare Kongens Segl, og udfærdige samt besegle de Breve, Kongen udstedte, holde Bog over Kongens Ejendomme, og nøje optegne saavel de ved Kjøb og Sagefald tilkommende, som de bortforlenede, samt derhos bolde Kongens Landskyldsbøger i Orden; hvorhos han altid skulde gaa Kongen tilhaande med sine Raad, og fare i de Sendeferder, Kongen paalagde ham inden- og udenlands^[20]. Paa denne Viis sees Askatin, der senere blev Biskop i Bergen, allerede under Kong Haakon at være brugt i Gesandtskaber, skjønt han, besynderligt nok, ikke kaldtes Kantsler førend i Kong Magnus’s Saga. Men man kan dog ikke tvivle paa, at han allerede under ham har beklædt Kantsler-Embedet, og man maa ansee det for en blot og bar Tilfældighed, at han ikke udtrykkeligt kaldes Kantsler, ligesom at dette Embede overhoved ikke nævnes i Kong Haakons Saga. Da Kantsleren ej alene skulde være skrivekyndig, men og ifølge de Pligter, der paalaa ham, maatte besidde mere end almindelig Dannelse, fornemmelig i Sprog og Lovkyndighed, med andre Ord have fuldkommen „Klerke-Lærdom“ faldt det af sig selv, at Embedet som oftest beklædtes af Gejstlige, og , dette var vel ogsaa i de ældre Tider, da Boglærdom var saa sjelden hos Lægmænd, næsten altid Tilfældet. At man endog ved Affattelsen af Capitlet i „Hirdskraa“, der handler om Kantsleren, tænkte sig denne nærmest som Gejstlig, og at det saaledes rimeligviis er ført i Pennen førend endnu Askatin var bleven Biskop (1270), skjønnes deraf, at der ogsaa til Slutning tales om „Hirdprester“. Men Askatins Efterfølger, Thore Haakonssøn, der netop var Kantsler paa den Tid, da Hirdskraaen maa have faaet sin sidste Redaction, var ikke Gejstlig, som det sees deraf, at han i Aaret 1277 giftede sig: altsaa var det ej Regelen, at Kantsleren nødvendigviis skulde være gejstlig, han skulde kun besidde gejstlig Lærdom. Thore Haakonssøn maa og have faaet en fuldkommen gejstlig Oplærelse, siden det ikke alene heder om ham, at han var vel forfaren i Kirkeloven, men han derhos etsteds kaldes „Sira Thore“, altsaa med en gejstlig Titel^[21]. Kantsleren lønnedes med 15 Mk. Veitsle ligesom Lendermændene og skulde derhos nyde Sportler fra de Breve, der løstes, som det heder, det vil sige for alle Biskikkelser, Veitslebreve, Sysselbreve, Bevillinger, o. s. v., udfærdigede fra Cancelliet. Vi see, at man ogsaa her hos os forstod at efterligne Pavestolens Exempel. Det er, heder det i Hirdskraa, højst vigtigt for Kongen at see sig vel for, hvem han vælger hertil, da Kantsleren næsten kan kaldes Kongens anden Skriftefader, efter som han faar vide saa meget som Kongen nødigt vil sige til andre. Kantsleren skulde udnævnes paa Hirdstevne, og dernæst sverge Kongen Troskabseed. Hirdpresterne, som Kongen holdt, skulde i Regelen være tvende; deres Pligter vare at holde Messe for Kongen og høre de haandgangne Mænds Skriftemaal samt overhoved være deres Sjælesørgere, samt forøvrigt at være Kongen til Hjelp i hvad de formaaede, altsaa vel fornemmelig i alt hvad der vedkom Sekretær-Forretninger, i hvilket Henseende man kunde betragte dem som Kantslerens Substituter, især den ene, hvis Hovedhverv det var at bevare Messeklæderne og Bøgerne, den anden skulde fornemmelig besørge Tideholdet i Kongens Capell. De skulde, heder det, være Kongen nærmest tilhørende (heimilegastir) blandt andre Prester, og derfor helst være valgt blandt hans egne Mænd. I Løn skulde de have fem Mks. Veitsle og to Klædninger til Juul samt Trediedelen af Hirdmændenes Tiende til lige Deling. Ogsaa Kong Haakon saavel som de tidligere Konger havde, som vi oftere have haft Lejlighed til at omtale, egne Hofgejstlige, Klerker og Capellaner, og da det maatte være dem om at gjøre, at sikre sig disse uundværlige Tjeneres Hengivenhed endog naar der skulde være Uenighed mellem Kongen og Kirken, overhoved at drage dem saa meget som muligt ind i sine Interesser, havde Kongen søgt at beholde Retten til at beskikke Prester ved de af dem selv stiftede eller voterede Capeller. Vi have ogsaa seet, hvorledes Kong Haakon Haakonssøn havde erhvervet sig en udtrykkelig Tilladelse dertil af Pave Innocentius den 4de, „som Erstatning fordi hans Forfædre havde gjort Afkald paa Patronatsretten over de øvrige Kirker i Landet“^[22]; nemlig saaledes at Biskopperne skulde erkjende og indvie de Prester, som Kongerne dertil præsenterede. Rigtignok havde Erkebiskoppen, som vi nys have seet, faaet den gamle Artikel fra 1194 ind i Compositionen, hvorved denne Præsentation skulde bortfalde, og Biskoppen uden Videre have Ret til at indsætte Prester ved de kongelige Capeller som andensteds; men da Hirdskraa blev ført i Pennen, havde dog Kongen Retten endnu, og det var vel endog et Spørgsmaal om en pavelig Bestemmelse saaledes uden videre kunde afskaffes. I det mindste maa Kongen, uanseet Compositionen, have beholdt sin Ret ved det Capell, der kunde betragtes som hans egentlige Sognekirke, nemlig Apostelkirken i Bergen. Denne havde Kongen allerede i 1271 indrettet til en Collegiatkirke, med en Provst og Canonici eller Chorsbrødre^[23], og disse i det mindste havde Kongen udvalgt selv, da Compositionen den Gang endnu ej var afsluttet: desuden var hans Ven Askatin paa den Tid Biskop, og rettede sig vistnok ganske efter Kongens Ønsker i det Stykke. At Kongen for Eftertiden tænkte at vælge sine Hirdprester af dette Collegium, ja at han vel og haabede herved at sikkre sig et Forraad af Mænd, blandt hvilke han kunde vælge sine Kantslere, er højst sandsynligt. Vi ville i det følgende see, hvorledes de kongelige Capeller tilsidst kom til at udgjøre et eget gejstligt Stift for sig selv, unddraget Biskoppernes Tilsyn.

Den næste Rang i Hirden efter Lendermændene og Kantsleren skulde Stallarerne indtage; de havde, heder det, efter Lov og gammel Skik al den Ret som Lendermændene; Lendermand og Stallarere opføres ogsaa i den ældre Gulathingslov med een Ret, nemlig 6 Mkr, medens Jarlen og Biskop tager 12, Haulden tre. Derfor regnedes Stallarerne ogsaa efter 1277 blandt Rigets Baroner, ligesom vi i Compositionen see begge Stallarer, Audun Hugleikssøn og Vigleik Audunssøn, nævnte blandt disse. Stallarernes Forretning var, som det tidligere (II. S. 992) er omtalt, fornemmelig at tale paa Kongens Vegne paa Thing og ved Hirdstevner, samt andre Anliggender, ligesom han og skulde fore Ordet for Hirdmændene, og være tilstede paa Hirdstevner for at megle Forlig mellem de haandgangne Mænd, og endelig paa Kongens Rejser have Tilsyn med at Rideskydsen kom ordentlig tilstede og stiftedes tilbørligt. Dette var maaskee hans oprindelige Forretning, da Navnet aabenbart er dannet af Ordet „Stald“, og derfor nærmest betegner „Staldmester“; det er altsaa den samme Forretning, som i Middelalderens Latin kaldes Comes Stabuli, (eg. Staldgreve),e i Fransk connetablé, i Tydsk derimod Marskalk, (Mariscalcus), paa Dansk og Svensk sammendraget til „Marsk“^[24]. Stallarernes Løn var ifølge Kong Magnus Retterbod 15 Mkr. aarligt i rede Penge saavel som to Klædninger med graa Pelsverk til Juul, naar de ellers ikke havde Sysler. Stallaren udnævntes ligeledes af Kongen naar denne havde sat sig til Bords, og blev af to Skutilsveiner ledet hen til Kongen, som rakte Haanden og førte ham til Stallare-Stolen.

Merkesmanden indtog den næste Rang efter Stallaren, og fik af Kong Magnus Lendermands Ret (altsaa Rang) og Veitsle (15 Mkr.), men havde tidligere kun 10 Mkr. Veitsle og synes heller ikke at have været Lendermændene sideordnet. Hans Forretning var, som Navnet antyder, at bære Kongens Merke (Banner) baade i Fred og Ufred, ligesom han og skulde være tilstede paa alle Hirdstevner og bistaa Stallaren i at bilægge de Stridigheder, der kunde opkomme mellem de haandgangne Mænd indbyrdes. I Regelen synes der kun at have været een Merkesmand ad Gangen; senere omtales der to samtidigt, men dette bar kun været et Undtagelses-Tilfælde^[25]. Merkesmanden udnævntes paa den Maade, at Kongen ved en Hirdstevne lod en af Stallarerne forkynde Udnævnelsen, hvorefter Kongen selv overleverede ham Merket, bundet til Stangen, og rakte ham Haanden til Kys^[26].

Næst efter Merkesmanden fulgte Skutilsveinerne, eller, som de efter 1277 kaldtes, Ridderne. „Ingen Tjeneste“, heder det, „i hele Kongens Hird er hæderligere og fagrere end deres, for den der med Sømmelighed, Omhyggelighed og Opmerksomhed vil røgte den; ofte og ideligen bør de, naar de ville fortjene at kaldes høviske og „kurteise“ (courtois) at vaage over og tænke sig om paa hvad Maade de bedst kunne indrette hele sin Opførsel, saaledes at de vaade kunne hede og være ærbare og sædelige Mænd; for den, der ikke vil tage vare paa sig selv, er det bedre at staa i en lavere Rang, hvor man ikke lægger videre Merke til ham, end at søge at komme i en Hædersplads, hvor alle siden spotte og udlee ham; men lykkelig er den, der ved gode Ting arbejder sig frem til Ære, og siden godt kan bevare det Navn, han har vundet, og med Huldskab tjene fin Herre“. Skutilsveinernes fornemste Pligt, naar de vare ved Hoffet, var at holde Vagt umiddelbart hos Kongen selv to og to ugeviis, saavel som at tilsige Lendermændene og Stallarerne paa Højtidsdagene, naar de skulde „holde Fylgd“ med Kongen, samt forøvrigt at have Overopsigt med Fordelingen af Hirdmændenes Vagthold. Derfor regnedes Skutilsveinerne ogsaa, skjønt de ikke havde Lendermands-Ret, dog med Lendermændene, Stallarerne og Merkesmanden til det højere Hofpersonale eller de saakaldte Hirdstjorer (Hirdstyrere). Maaden, hvorpaa Kongen ifølge Hirdskraa udnævnte en Skutilsvein, var den, at han efter Taflet overleverede ham et tomt Kar med Laag, og rakte ham Haanden til Kys. Dette viser, hvad ogsaa Navnet lægger for Dagen, at Skutilsveinens Forretning oprindelig kun var den personlige Opvartning ved Taflet, og ikke havde noget af den krigerske Charakteer, som Riddernavnet antyder^[27]. Men der er et Spørgsmaal, om ikke senere, med det forandrede Navn, ogsaa en forandret Udnævnelsesmaade, mere i Lighed med hvad der udenlands var brugeligt, nemlig Ridderslaget, fandt Sted^[28].

Blandt Skutilsveinernes Tal udvalgte Kongen tvende til Drottsete og Skjenker, hvilke skulde have at paasee, at Maden og Drikken kom ordentligt paa Kongens Bord, og at Opvartningen ved Bordet gik ordentligt til. Drottseten var altsaa ifølge Hirdskraa endnu kun Skutilsvein og ikke den høje Hof-Embedsmand, som han siden blev og tildeels allerede var i andre Lande^[29].

Efter at have omtalt de her nævnte højere Hofembedsmænd gaar Hirdskraaen i sin anden Deel over til at behandle de egentlige Hirdmænds Pligter, idet den først forudskikker en Deel almindelige Forskrifter om Sædelighed og god Opførsel, som man næsten skulde antage flydte af den samme Pen som Kongespejlet, og derfor upaatvivleligt hører til den oprindelige Deel af Hirdskraaen, fra Sverres Tid. Med Hensyn til Optagelsen i Hirden er her den merkelige, og som man af mange Beretninger i Sagaerne seer, ældgamle Regel, at om end Kongen foreløbigt har givet den, der anholdt derom, sit Samtykke, skulde dog, gjennem en af Stallarerne eller Merkesmanden, de tilstedeværende Hirdmænd tilspørges, hvorvidt nogen maatte have noget at indvende mod Optagelsen, for hvilken Indvending der da skulde anføres Grunde, og disses Gyldighed skulde underkastes en formelig Ransagelse. Kongen var vistnok ikke forpligtet til at rette sig efter Hirdmændenes Vilje i dette Stykke, men det er dog klart, at naar de alle, eller de fleste af dem, vare enige om at frabede sig den Foreslaaedes Optagelse, maatte denne Opinionsytring udøve en stor Indflydelse, og næsten tvinge Kongen til at lade Sagen fare. Udnævnelsen til Hirdmand skete paa den Maade, at Kongen, paa den Tid, han ej sad tilbords, skulde have et Sverd, helst sit Kroningssverd, liggende over sine Knæ og holde i Festet, hvorefter den vordende Hirdmand knælende skulde tage under Festet med sin højre Haand og kysse Kongen paa Haanden; derefter skulde han staa op, og berørende en Bog (Euangeliebog), som Kongen skulde have ved Haanden og række ham, sverge følgende Eed: „Dertil lægger jeg Haand paa den hellige Bog, og det skyder jeg til Gud, at jeg skal være min Herre (N. N.) Norges Konge huld og tro, aabenbarligen og lønligen, følge skal jeg ham inden- og udenlands, og aldrig skilles fra ham uden hans Tilladelse eller i fuldstændigt Nødsfald; holde skal jeg de Eder, som han har tilsvoret alt Landets Folk, efter det Vid, Gud under mig; saa være mig Gud huld som jeg siger sandt, gram om jeg lyver“. Derpaa skulde han atter falde paa Knæ for Kongen og lægge begge sine Hænder sammen, medens Kongen lagde sine Hænder udenom hans, hvorefter Kongen skulde kysse ham. Siden skulde han ligeledes hilses af Lendermændene og de øvrige Hirdmænd ved Kys^[30]. Saaledes var Hirdmanden virkelig Sverdtager, og hans Hverv at bære Sverd og med Vaaben værne om Kongens Person derved antydet. Hirdmændenes Hovedpligter, naar de opholdt sig ved Hoffet, var at holde Fylgd, som det kaldtes, nemlig at gjøre Vagttjeneste i Gaarden, og ledsage Kongen paa hans Vandringer. De fleste Hirdmænd vare vel ellers de, som Kongespejlet kalder de „ikke bordfaste“, der havde Orlov og sad hjemme paa deres Gaarde; det forstaar sig, at de der ej alene maa have nydt en qvalificeret Anseelse (hvilket endog fremgaar deraf, at det udtrykkeligt paalægges dem at være skikkelige mod deres Granner, altsaa ikke utilbørligt benytte sig af deres Overvegt), men det maa ogsaa have været anseet som en nødvendig Følge af deres Forhold til Kongen, og af deres Stilling forøvrigt, da de, som det siges udtrykkeligt i „Kongespejlet“, og som vi allerede ovenfor oftere have paapeget, vare forpligtede til at staa Kongens Embedsmænd, fornemmelig Sysselmanden, bi i Udøvelsen af deres Forretninger, eller overhoved at være et Slags Styrelsesmænd (stjórnarmenn)^[31]. Det er klart, at den nøjere betegnede og udvidede Embedsvirksomhed, der i den senere Tid, fornemmelig ved Artiklerne af 1273, var anviist Sysselmændene, tildeels maa have givet hiin ubestemte Myndighed for Hirdmændene nogen Indskrænkning, thi ellers maatte de endog paa en utilbørlig Maade kunne gribe ind i hans Forretninger; men Forpligtelsen til at staa ham bi, naar han dertil opfordrede dem, seer man dog altid har været der, og deres Myndighed og Anseelse blev snarere større end mindre^[32]. Hertil bidrog ogsaa deres Ret til at holde hver tvende Huuskarle, hvilket den ofte omtalte Ledingsfrihed viser Kat de maa have haft. I Tilfælde af fiendtligt Overfald i den Egn, hvor en Hirdmand boede, skulde han strax indfinde sig enten hos Kongen selv eller hos Sysselmanden, og tilbyde sin Tjeneste^[33]. Ligeledes skulde de haandgangne Mænd og Veitslemændene hjelpe Sysselmanden med Eftersynet af Vaaben paa de almindelige Vaabenthing^[34]. Det faldt ogsaa af sig selv, og er derfor ikke udtrykkeligt paabudet, men sees ligeledes af Kongespejlet at have været det sædvanlige^[35], at ved virkeligt Udbud valgtes Skibsstyrerne af Hirdmændenes Tal, og heraf maatte det igjen blive Regelen, at den fornemste eller maaskee eneste Hirdmand, der boede i en Skibrede, betragtedes som fast Skibsstyrer, havde stadigt Opsyn med Skibet, og forestod Udrustningen, naar det skulde behøves. Der manglede saaledes egentlig kun, at denne Styremandsværdighed skulde være arvelig, til at de norske Hirdmands Stilling omtrent vilde være som de danske saakaldte Herremænds (d. e. Hirdmænds),^[36] eller med andre Ord, at de dannede en arvelig Adelstand, eller i det mindste Spiren dertil, især med den Skattefrihed, de nu dertil havde erhvervet, og da det, som vi allerede have omtalt, var Skik og Brug og næsten faldt af sig selv, at Hirdmandsværdigheden holdt sig i Ætten, naar ikke særegne Grunde vare til Hinder derfor, saa indsees det let, at Forskjellen endog var ringere end man strengt taget efter Loven skulde antage.

Om Gjesternes og Kjertesveinernes Forretninger er der allerede fortalt^[37]. Ved en Gjests Optagelse skulde ligeledes hans vordende Kammerater tilspørges, om de havde noget derimod at erindre, og Gjesten skulde, ligesom Hirdmanden, creeres ved at berøre Kongens Sverd, kun paa en noget anden Maade end Hirdmanden, og derefter kysse Kongens Haand samt sverge Eed ganske efter samme Formular som Hirdmanden. Om Gjesterne heder det udtrykkeligt, at hvor de vare i Bygderne, skulde de staa Lendermændene og Sysselmændene bi i alle kongelige Sager, naar de derom anmodedes. Det samme maa da end mere have været Hirdmændenes Pligt. Ved Hoffet skulde de deeltage med Hirdmændene i Vagtholdet; men deres fornemste Hverv var dog, som vi have seet, at fare i Kongens Sendeferder og udføre de ofte farlige Erender han gav dem, hvorved det da kom an paa at vise den størst mulige Klogskab og Conduite. Gjesterne havde, som det ligeledes ved flere Lejligheder er nævnt, deres eget Skib med egen Høvding. Om Kjertesveinerne, heder det, at det var en gammel Skik inden Hirden, at Kongen dertil valgte passende Mænd af god Ætt, hvorfor der ved deres Optagelse fornemmelig skulde anstilles Undersøgelse om deres Ætt og Opførsel. „De kaldes Kjertesveiner“, heder det„ endvidere, „fordi deres egentlige Forretning er at holde Kjerter for Kongen eller andre Høvdinger om Julen og for Resten naar Kongen derom lader dem tilsige; de ere og pligtige at udføre al den Tjeneste som Kongen lader fordre af dem, sig til Lettelse og Ære, og de skulle fornemmelig lægge Vind paa, at være aarvaagne og lette til alle nyttige Ting og høviske Hirdsæder, da de oftest udvælges til deres Tjeneste i den unge Alder“. De vare saaledes ganske hvad man ved andre Hoffer kaldte Pager^[38]; men de skulde og, som det forstaar sig, ved Hoffet lære Vaabenferd og forberede sig til at indtræde i Hirdmændenes Tal; derfor skulde de deeltage i Vagtholdet med Hirdmændene og Gjesterne, de skulde ledsage Kongen paa hans Rejser, og have et eget Skib, ligesom Gjesterne; vi have derfor og i det foregaaende oftere seet Exempler paa, at Kjertesveinerne have deeltaget i Slag, og kæmpet tappert. Kjertesveinen beskikkedes saaledes, at han, naar Bordene vare afdækkede og Kongen tog Vaskevand, opstilledes foran Bordet, hvorpaa Kongen rakte ham Haanden over Bordet til Kys; han skulde da tilsige Kongen sin Troskab, hemmeligt og aabenbare, uden dog at aflægge nogen Eed; derpaa skulde han bøje Hovedet, og Kongen kaste Lykken af Haandklædet om hans Hals, endelig skulde han med Drottseten holde Vaskevandsfadet for Kongen, og siden skulde han, eller de øvrige, om det var flere, bære Fadet, Haandklædet og det øvrige Bordtøj bort. „Derfor“, staar det i Hirdskraa, „ere Kjertesveinerne just ikke Kongens Sverdtagere, men alligevel ham haandgangne, og deres aflagte Løfte er lige saa bindende, som om de havde svoret Eed paa Bogen“^[39].

Hirdskraaen indeholder nøjagtige Bestemmelser for de Vaaben, som de haandgangne Mænd, boer efter sin Klasse, skulde have. „Alle de gamle Lovbøger“, heder det, „forpligter allerede hver Bonde, efter sin Stilling, at have visse Vaaben, ja endog Trællene, om det behøves, og dog have nu alle flere end det oprindelig var bestemt, efter de bedste Mænds Raad; og da nu Kongen og hans haandgangne Mænd bør være foran for alt Landets Folk i Anseelse, er det og billigt at de i dette Stykke ligeledes udmerke sig fremfor de øvrige“. Skutilsveinerne skulde saaledes have fuldt Harnisk, bestaaende ef Spaldiner^[40] eller Vaabentrøje, Brynkolle^[41] og Brynje med Brynhoser og Brynhandsker, Hjelm eller Staalhue, Sverd, Spyd, et sterkt Skjold, og en Pareerplade, helst ogsaa en Buklare^[42], samt enten Haandbue eller Laasbue. Hirdmændene skulde have Vaabentrøje, og uden om den Panser eller Brynje, Staalhue, Sverd, Skjold, Spyd, Buklare og Haandbue med tre Tylfter Brodde. Gjesterne og Kjertesveinerne skulde have en sterk Vaabentrøje, Staalhue, Skjold, Sverd, Spyd og Haandbue med to Tylfter Brodde. Lendermændene og Sysselmændene skulde have endnu flere Vaaben i Forhold til deres større Anseelse. Man seer heraf, at man ved Skutilsveinernes, nu Riddernes, Bevæbning har haft Kamp til Hest for Øje, thi dertil maatte især Brynhoserne behøves: deres hele Rustning blev vel tung til Fodkamp. Saaledes lagdes den aabenbart an paa, fat Ridderens Udrustning nu virkelig skulde svare til Navnet. For at undersøge, om enhver havde de reglementerede Vaaben, skulde Kongen hver Juul holde Vaabenthing og Mønstring, og nøje lade optegne hvo der da manglede noget af disse Stykker.

Om Hirdskraaens Regler for Byttets Deling, som tydeligt nok viser sig at være fra Kong Sverres Tid, er der forhen talt. Hertil hører ogsaa den Bestemmelse, der siges at være lovet Gud baade af Kongen og hele hans Følge, at iagttage Kirke- og Kvinde-Fred. Dette var vistnok blandt de Regler, Sverre tidligt fik indført blandt Birkebeinerne for at forvandle dem til en hæderlig Krigerskare fra at være en vild Røverhob. De haandgangne Mænd tilholdtes at overholde godt Kammeratskab med hinanden, hver i sin Klasse, og indbyrdes at hjelpe hinanden af Nød og Trængsel. Den, som f. Ex. ikke vilde hjelpe sin Kammerat fra Skibbrud eller i farlige Fjelde, eller hvor han var besat af Fiender, skulde være udstødt af Hirden, hvis Kongen ej benaadede ham. Om en haandgangen Mand blev hærtagen og ført til et fremmed Land, og hans Kammerat kom did, da skulde denne udløse ham, for saa vidt hans Penge strak til, imod at faa det Udlagte erstattet naar han kom hjem, og var den andens Gods ikke tilstrækkeligt, skulde Kongen og de øvrige Kammerater tilskyde det manglende. Dersom nogen af dem blev fattig og hjelpeløs, enten formedelst Ælde eller Sygdom, skulde Kongen og hans Kammerater forhjelpe ham til Forsørgelse i Kloster, saaledes at Kongen udredede det halve af Indskudssummen (provenia), Kammeraterne det halve. Ligesaa skulde de følge deres afdøde Kammeraters Liig til Jorden. Det Kloster, hvortil affældige Hirdmænd skulde forhjelpes, var, som man maa antage, Johanniter-Hospitalet paa Varna (nu Værnekloster ved Moss). Der staar nemlig i Hirdskraa, at det var Birkebeinernes gamle Sedvane og Løfte, at yde Tiende af sin Sold, baade Hirdmændenes og Gjesternes; hvilket da skulde skiftes i tre Dele, een til Biskopperne, een til Presterne, og een (den som ellers gik til de Fattige) til Hospitalet paa Varna. Siden heder det i Kong Magnus’s Retterbøder eller Tillæg til Hirdskraa, at de haandgangne Mænd efter Kongens Raad havde samtykt i at enhver Hirdmand ved sin Optagelse i Hirden skulde betale een Øre til Hirdmændenes Provende til Sjælemesser for afdøde Kammerater, og een Øre til fattige Kammerater, for af denne Sum at forhjelpe dem til Kloster, ligesom Gjester og Kjertesveiner til hvert af disse Øjemed en halv Øre. Her kan neppe noget andet Kloster end hiint være meent. For Resten vides det ej, naar Varna Kloster eller Hospital er blevet stiftet; kun synes man af den Omstændighed, at det sættes i Forbindelse med Birkebeinernes „gamle Skik og Løfte“, at maatte slutte, at det er ældre end Kong Magnus’s Tid og maaskee allerede stiftet af Birkebeinerne under Kong Sverre, efter dennes Ønske eller Befaling^[43]. Til Slutning forordnes det i Hirdskraaen, at den hver Juul skal oplæses fra Begyndelsen til Enden for de ved Kongens Hof forsamlede Hirdmænd. Uagtet den, som sagt, indeholder flere saakaldte Retterbøder, finder man dog intet deri om de nys omhandlede Friheder og Titler, forundte de haandgangne Mænd, og Aarsagen til, at der ikke er tilført noget derom i yngre Afskrifter, er vistnok den, at senere Bestemmelser, fornemmelig Haakon Magnussøns vigtige Retterbod af 1308, gjorde saa store Forandringer i hele Hirdvæsenet, at de ikke længer passede deri. Vi have tilfældigviis ingen Afskrift af Hirdskraa ældre end 1308; om en saadan var til, vilde vi maaskee i den sinde noget derom.

Søge vi nu i Korthed at stille os de Rettigheder, Friheder og Udmerkelser for Øje, af hvilke de haandgangne Mænd nu efter 1277 vare i Besiddelse, blive hine omtrent følgende.

Baronerne vare Kongens faste Raadgivere, havde en meget høj Rang – næst Jarlerne –, besad Forleninger af det kongelige Gods af indtil mindst 15 Mks. Landskyld, og vare berettigede til at holde 40 Huuskarle, medens de tillige skulde stille fem fuldt udrustede Mænd til Hæren; for disse fem Mænd saavel som sig selv, altsaa i alt 6 Nev, nøde de sandsynligviis Ledingsfrihed, eller Skattefrihed af deres Gaarde, og dette var vel tilstrækkeligt til at frelse ej alene deres Hovedgaarde, men ogsaa i det mindste een af de Gaarde, de besad i Byerne. I Krigen vare de de højeste Befalingsmænd^[44]; i Fred var det fornemmelig dem, der raadsloge og stemte paa Høvdingemøderne; de dannede overhoved det højere Aristokrati, og om disse Forhold havde vedblevet, og Baronerne, hvad Enden vel tilsidst vilde have været, havde faaet det gjort til Regel, at deres Værdighed skulde være arvelig, da vilde de fuldkommen have indtaget den samme Stilling som Jarlerne og Baronerne i England, og ved Høvdingemøderne dannet et eget Kammer, der ganske svarede til Lordernes Huus eller Overhuset i England. Til Baronernes Klasse hørte ogsaa, som vi have seet, de højere Hof-Embedsmænd, Kantsleren, Stallarerne og Merkesmanden.

Skutilsveinerne, eller, som de nu kaldtes, Ridderne, hørte ogsaa til Herrestanden; de udøvede en højere Myndighed ved Hoffet, og beklædte vel ogsaa højere Commando-Poster i Krigen^[45], vare ledingsfrie for tre Nev, det vil sige for sig selv og to Mand, og hvis man, saaledes som det nys er antydet, gaar ud fra, at denne Ledingsfrihed rettede sig efter det Antal Krigsfolk, enhver Veitslemand ifølge Bestemmelserne af 1273 skulde bolde, nemlig fem Mand af boer 15 Mks., altsaa 1 Mand af hver tre Mks. Veitsle, maa man saaledes slutte, at Ridderne i Regelen have haft sex Mks. Veitsle. Thi naar der, som man allerede af Udtrykkene i hiin Bestemmelse seer, og hvad ogsaa Kongespejlet udtrykkeligt beretter, bar været ringere Veitslemænd foruden Lendermændene, er det vel at formode, at hermed fornemmelig menes Skutilsveinerne, der i Rang stode dem nærmest. Denne Ledingsfrihed deelte de ogsaa med Hirdmændene, som det ovenfor er viist, og det var maaskee derfor saaledes Regelen, at Riddere og Hirdmænd skulde have 6 Mks. Veitsle. Kongespejlet taler om, at der af de „ikke bordfaste“ Huuskarle (haandgangne Mænd) vare nogle som havde 1${\frac {1}{2}}$, nogle 2, nogle 3 Mks. Veitsle, nogle mere; til denne sidste Klasse (dem der havde mere end 3 Mks. Veitsle) have da ventelig Skutilsveinerne og Hirdmændene bort. Ved Rigs- eller Høvdingemøderne synes Ridderne ikke at have været selvskrevne Deeltagere, uden for saa vidt som de vare Sysselmænd, og de hørte i det mindste ikke til de verdslige Herrer, der beseglede de paa Møderne udstedte Akter. Dette viser, at uagtet de regnedes til Hirdstjorernes Tal, have Lendermændene dog været betragtede som dannende en højt over dem staaende Klasse, aldeles med samme Forskjel, som der i England fandt Sted mellem Baronerne og Ridderne, og hvis Norges statsretlige Forhold havde vedblevet at uddanne sig i den nys antydede Retning, vilde saaledes Ridderne rimeligviis have kommet til at danne et Underhuus, der ogsaa heri vilde ligne det engelske, at de, formedelst deres større Antal, ikke alle vilde kunne have mødt frem, men maattet sende Repræsentanter.

Hirdmændenes Stilling var, som det nu er viist, i det hele taget temmelig liig Riddernes, uagtet de ej, som disse, hørte til Herrestanden; men alene af den Omstændighed, at de havde Ledingsfrihed for det samme Antal Personer, og derfor vel ogsaa de samme Forleninger, sees det tydeligt, at de dog i det væsentlige betragtedes som hørende til den samme Klasse. Hermed staar det da vistnok ogsaa i Sammenhæng, at Hirdmændene nu, som oven omtalt, i latinske Breve begyndte at kaldes armigeri, i norske „aa Vaaben“; Hirdmandsværdigheden var nu det første Trin til Ridderværdigheden, og enhver Hirdmand ansaaes vel endog berettiget til, efter en vis Tjenestetid at stige op til Ridderværdigheden, naar han for Resten selv ønskede den, hvilket ikke altid var Tilfældet. De Sysler, der ej forestodes af Lendermænd, besattes vel i Regelen kun med Riddere eller Hirdmænd. Det var neppe nogensinde Tilfældet, og stred vel endog ganske mod Vedtægten, at en Gjest skulde kunne blive Sysselmand. I denne Egenskab havde Ridderne og Hirdmændene Adgang til Høvdingemøderne; ellers ikke. Vi have allerede seet mange Exempler paa, at Hirdmændene vare de egentlige „Sveitarhøvdinger“ eller Officerer, ligesom det ogsaa nys er omtalt, at man af dem (saavel som Ridderne) fortrinsviis, eller vel endog udelukkende, maa bave valgt Styremændene for Ledingsskibene, samt at det deraf, som af deres hele øvrige Stilling, rimeligviis fulgte, at de bavde stadigt Tilsyn med disse Skibe og den hele Udrustning i deres Hjembygd. Da det nu derhos var Styremændenes Pligt at udskrive Mandskabet i Ledingstilfælde, udøvede de allerede derved en betydelig Myndighed; deres Ret eller Pligt – hvorledes man vil tage det – til at staa Sysselmændene bi forøgede denne Myndighed end mere, og saaledes vare, de i Ordets egentlige Forstand „Herremænd“, ligesom Herremændene i Danmark. Deres personlige Stilling var ganske som disses, og da Slægternes Anseelse og conventionelle Stilling var arvelig, saa længe de besad Ejendomme til at holde den vedlige, kan man næsten endog sige, at de Hirdmænds Rettigheder allerede vare arvelige, der hørte til de ældre, højt anseede Slægter.

Gjesterne stode i Ledingsfrihed ved Siden af Kjertesveinerne, hørte dog aabenbart til en anden Klasse end disse. Saa vidt man kan skjønne, vare Gjesterne at betragte som ringere Officierer, der vel endog overhoved, paa Grund af de mere underordnede, ofte odiøse, Erender, de havde at udrette, og hvormed de Fornemmere ej vilde befatte sig^[46], toges fra de mindre anseede Slægter, eller fra de lavere Klasser; det synes ikke at have været Regelen, at en Gjest skulde avancere til Hirdmand, medens vi derimod finde, at de, hvis Byrd og Stilling berettigede dem dertil, strax bleve Hirdmænd, uden at have gjennemgaaet Gjeste-Klassen. Derfor seer man Gjesterne heller ikke i Leding som egne Sveitarhøvdinger, men derimod samlede paa eet Skib under Anførsel af en Hirdmand. Med Kjertesveinerne var vel dette ogsaa Tilfældet, men Aarsagen hertil var nærmest den, at de vare saa unge; der fordredes udtrykkeligt med Hensyn til dem, at de skulde vælges af de fornemste Ætter, og saaledes maa det endog have været Regelen, at de, naar de opnaaede den behørige Alder, bleve Hirdmænd: ja mange af dem sprang vel endog baade Hirdmands- og Ridder-Værdigheden ganske forbi, og bleve strax Lendermænd, naar de f. Ex. vare Sønner af Lendermænd, og deres Fædre døde, førend de endnu havde naaet Hirdmands-Værdigheden. Den Ledingsfrihed, Kjertesveinerne nøde, kom derfor vel endog fornemmelig deres Fædre til Gode; „Gjesterne“ derimod kunde rimeligviis blive graahærde og tilbringe hele deres Liv, uden at kommet nogen anden Stilling. Da en Gjests Ledingsfrihed beløb sig til to Nev, altsaa eet for sig selv og eet for en Krigsmand, bliver det sandsynligt, at Gjesten ogsaa skulde holde en Krigsmand, og derfor havde 3 Mks. Veitsle. Om Gjesternes og Kjertesveinernes Deeltagelse i Rigs– eller Høvdinge-Møderne kan der ikke have været Tale. Selv i Tilfælde af at et System, liigt det engelske, havde uddannet sig i Norge, vilde vel de ej have kunnet komme i Betragtning som berettigede til at repræsenteres. Imidlertid maa dog ogsaa Gjesterne, paa Grund af de Fritagelser og den Myndighed, der var bleven dem til Deel, have nydt Anseelse i deres Hjembygd fremfor de øvrige Bønder, og været betragtede som Aristokratiets yderste Ende^[47].

Af hvad der her er fremstillet, følger altsaa, at Ridderne og Hirdmændene maa antages at have bidraget til den ved Artiklerne af 1273 oprettede faste Hær over med tre, og Gjesterne samt Kjertesveinerne hver med een Mand. Her vil det nu lettere forstaaes, hvad der ovenfor er anført som en af de „Retterbøder“, Kong Magnus tilstod Lendermændene, „at skjønt Sysselmanden i Regelen bar Magt (vald) over en Lendermands Huuskarl, skal han ingen Nevninger have over ham, uden dem Kongen selv paabyder, med mindre man i Hast maa gjøre Anstalter til Forsvar mod et pludseligt Fiende-Anfald“. Det er tydeligt, at denne Bestemmelse paa det nøjeste slutter sig til Artiklerne af 1273. De Tropper, som Veitslemændene stillede, skulde, som man seer, i Regelen staa under Sysselmandens Besaling, og stilles sammen med dem, han selv skulde bolde; dette blev saaledes Tilfældet med Ridderens eller Hirdmandens tvende, og med Gjestens eller Kjertesveinens ene Mand, medens Lendermanden beholdt sine fem Mand under sin egen Commando. Dette kan ogsaa let forklares med Hensyn til Lendermændenes Stilling for øvrigt: de holdt nemlig selv en „Sveit“, der, som vi have seet, kunde udgjøre indtil 40 Huuskarle; dette Antal var saa stort, at de fem, som skulde stilles til Kongens Disposition, godt kunde vedblive at være deriblandt, medens derimod hine ringere Kongsmænds Contingent var for ubetydelig til at danne nogen særegen Commando. Alter mindst kunde der her være Tale om Gjesterne og Kjertesveinerne, der selv skulde staa under Commando.

Af det Foregaaende viser det sig ogsaa klart, hvor omfattende og betydningsfuld Sysselmændenes Stilling nu var. De havde i civil Henseende den øverste Opsigt med Retsplejen, paatalte alle Sager, hændede Dom, oppebare Bøderne paa Kongens Vegne, havde Tilsyn med Kongens Ejendomme og Indtægter for øvrigt, bortfæstede Gaardene, oppebare Landskylden og holdt Bog derover, indkrævede Skatterne, og udøvede den nødvendige Politimyndighed. Kort og godt, de repræsenterede i eet og alt Kongens Person og den kongelige Myndighed. I militær Henseende sørgede de for Udskrivningen i Krigstilfælde, holdt det for omtalte Antal Krigsfolk og havde naturligviis Tilsyn med, at de øvrige, som dertil vare forpligtede, og hvis Contingenter skulde stilles under deres Commando, gjorde sin Skyldighed; hvor der fandtes Borge eller Kongsgaarde af borgmæssigt Udseende vare de vel i Regelen ogsaa Befalingsmænd paa disse. Det er tydeligt nok, at Sysselmændene umuligt kunde række at udføre alle deres Forretninger alene. De maatte for det første bolde et Slags Contor, hvortil Klerker eller Skrivere udfordredes; saadanne omtales vel ikke, men at de have været holdte, kan man betragte som faldende af sig selv. Derhos maatte de og have Medhjelp eller underordnede Fuldmægtige til Udførelsen af de executive Forretninger. Saadanne Fuldmægtige sees de ogsaa allerede at have holdt, nemlig de saakaldte „Sysselmænds-Lensmænd“, om hvilke der i det følgende vil blive mere Tale, og som i hine Tider vistnok mere svarede til, hvad der siden efter kaldtes og nu omstunder kaldes Fogeder, men hvis Benævnelse dog endnu bar vedligeholdt sig, tildeels endog forbunden med samme Slags Forretninger, hos vore nuværende Lensmænd. Det er besynderligt nok, at Hirdskraaen intet nævner om den vigtige Fehirde- eller Skatmester-Post, skjønt denne allerede hyppigt omtales i Sagaerne. Endnu var maaskee Embedet ikke fast oprettet, og den, der besørgede Skatmester-Hvervet, maaskee snart en, snart en anden Hofmand, der borte til Kongens personlige Omgivelser, og førte Kassen med sig, naar han ledsagede Kongen^[48]. Men paa den anden Side synes dog allerede den ovenfor anførte Bestemmelse om Ledingens Indbetaling til Tunsberg for Viken, at tyde hen paa, hvad der senere med Vished vides at have været Tilfældet, at der paa det faste Tunsbergs Slot var en fast Fehirdsle (Hovedkasse) for Østlandet, til hvilken alle Kongens Indtægter derfra indbetaltes, og hvorpaa en Deel af de forefaldende Udgifter anvistes til Udbetaling: ved denne Kasse maatte der da være en fast Fehirde, og denne Fehirde, naar han var en verdslig Mand, var da vistnok tillige Befalingsmand over Slottet^[49]. Da vi erfare, at Audun Hestakorn i Aaret 1298 indehavde denne Post, eller i alle Fald var Fehirde (thesaurarius)^[50], og vi allerede i 1277 finde ham i Besiddelse af Len i Viken, ligger den Slutning nær, at han beklædte Embedet allerede da, og saaledes maaskee enten ikke længer var Stallare, eller ved Siden af Stallare-Embedet ogsaa besørgede Fehirde-Forretningerne, hvad der ogsaa meget godt kunde lade sig gjøre. Men foruden Fehirdslen i Tunsberg maa der ogsaa have været i det mindste een for det Nordenfjeldske, om ikke flere; og for saa vidt der kun var een, maa den fremfor noget andet Sted have været i Bergen, hvor Kongen selv oftest residerede, og hvor vi ogsaa allerede i 1316 finde omtalt ikke blot een, men tvende Fehirder^[51], hvilket viser, at dette endog maa have været en større og mere omfattende Fehirdsle end den i Tunsberg. Senere finde vi ogsaa Fehirdsler i Oslo og Nidaros^[52], men det er meget muligt, at der i Førstningen kun var de tvende faste Fehirdsler, Bergens for det Nordenfjeldske og Tunsbergs for det Søndenfjeldske.

I Forbindelse med Sysselmendene bør ogsaa Lagmændene i deres nye, udvidede Embedsvirksomhed omtales. De vare nu, som vi have seet, ikke længere Voldgiftsmænd eller Retsconsulenter, beskikkede for de ringere Klasser, men kongelige Dommere, under hvilke Enhver skulde lyde i alle civile Sager, samt Bestyrere af Lagthingene. De havde derfor nu ogsaa betydelige Forleninger, lige saa store som Lendermændene, og vare som retskyndige selvskrevne til Høvdingemøderne. Man erfarer af flere Diplomer, at Lagmændene senere havde i det mindste Ridderværdighed, og man maa vel derfor antage, at allerede paa Kong Magnus’s Tid ingen blev udnævnt til Lagmand, uden i det mindste at være Hirdmand. Under Kong Haakon Haakonssøns første Regjeringstid have vi seet, at Dagfinn Bonde baade var Gulathings Lagmand, Befalingsmand paa Bergens Borg, og Sysselmand paa Hørdaland^[53]. En saadan Forbindelse af Embeder maa vistnok senere, efter Lagmands-Embedets nye Organisation, have været umulig. Man kan ikke antage, at Nogen paa een Gang baade var Lagmand og Sysselmand, baade forvaltede den dømmende og udøvende Magt. Loven selv forudsætter disses Adskillelse, og heller ikke have vi i Diplomer noget Exempel paa en saadan Combination. Som Veitslemænd og kongelige Dommere vare Lagmændene højt agtede og borte nu aldeles bestemt til Aristokratiet.

Den Omstændighed, at Hirdværdighederne nu saa at sige havde mest at betyde udenfor Hirden, ved den Titel, Rang og Myndighed de medførte, medens Hofsyslerne næsten kun vare en Biting, maatte nødvendigviis medføre, at Antallet paa Hirdmænd blev langt større end før, eftersom det vel næsten ansaaes at falde af sig selv, at en større Godsejer eller Medlem af en anseet Ætt skulde i det mindste have Hirdmands Rang; saaledes at vel endog mange renoncerede paa Veitsler, og enda paatoge sig de med Hirdmandsværdigheden forbundne Pligter, naar de kun fik Titlen og de dermed forbundne Rettigheder. Men heraf maatte da ogsaa Følgen blive, at den gamle Benævnelse „Bonde“ maatte blive sjeldnere, i det mindste i det daglige Liv, og tildeels antage en anden Betydning. Paa Island vedblev den endnu uforandret, og Islændingerne vedbleve ogsaa endnu en lang Tid at kalde alle de norske bosatte Mænd „Bønder“, som ikke bare Herrenavn, endog Hirdmændene; og i Loven bibeholdtes ligeledes Benævnelsen „Bønder“ om Landboerne i Almindelighed saavel som om Huusejerne i Byer, men conventionelt synes dog allerede det med Navnet forbundne Begreb at have betegnet den menige Landbefolkning, især Lejlændingerne, saa meget mere som Jordegodset mere og mere sees at have samlet sig paa faa Hænder, til de rige og mægtige Ætter, medens Mængden af Landsbefolkningen virkelig var Lejlændinger, der deels stode under de mægtige Godsejere, deels under Kongen (paa Krongodserne), deels rinder Kirken eller Gejstligheden. De store Godsejere, der tillige i Regelen enten vare Hirdmænd eller Riddere, og saaledes nøde betydelig Skattefrihed, kunde derfor ogsaa bortbygge de Gaarde, for hvilke de nøde denne Frihed, mod større Bygsel og Landskyld end de ringere Selvejere, der ingen saadan Fritagelse havde; derved fik de naturligviis en uforholdsmæssig stor pecuniær Overvegt over disse, og havde derved saa meget lettere for at fortrænge dem fra deres Gaarde, eller saa godt som tvinge dem til at sælge disse, naar de laa dem belejligt til dermed at afrunde deres Besiddelser. Sælgeren blev da sædvanligviis Lejlænding, ofte paa sin egen Gaard, og derved forøgedes altid Lejlændingernes Antal, medens Kløften mellem de højere og ringere Bønder blev større. Man kan vel endog antage, at Adgangen til at komme ind i Hirden og erhverve de med Hirdmandsværdigheden forbundne Fordele var i Regelen aldeles stængt for den ringere Bondes eller Lejlændings Søn, og at dertil udfordredes en særegen Lykke, eller at man møjsommeligt maatte have tjent sig op fra de laveste Grader. Det ligger altsaa i Sagens Natur, at de fornemme Gaardejer-Ætter ligesom havde faaet Eneret til Hirdmandsværdigheden, og dette gjorde da saaledes de dermed forbundne Rettigheder i Virkeligheden arvelige, om de end ikke strengt taget vare det for Loven. Alle disse Forhold maa man stille sig klart for Øje, for at forklare sig, hvorledes den nye Tingenes Orden, som Kong Magnus’s Lovreformer deels indførte, deels nøjere udviklede, kunde slaa Rødder. Bondestanden som saadan havde allerede tabt det meste af sin politiske Indflydelse, eller rettere, det Element, der i ældre Tider repræsenteredes af de mægtige Bønder med Lendermændene i Spidsen, var nu at søge i Hirden eller overhoved blandt de kongelige Krigere. Men det var Norges Held, at det Grundlag, hvorpaa disse politiske Forandringer kom til at hvile, endnu havde saa meget tilbage af den gamle germaniske Enkelthed, at Friheden selv ikke derved kunde anfegtes i sin inderste Rod.

1. Dette kunde maaskee tilnærmelsesviis beregnes efter Skibredernes Lide-Antal, sammenholdt med Jordegodsets virkelige Størrelse. Saaledes f. Ex. dannede Follo en Skibrede, og skulde altsaa, som alle Vikens Skibreder, udruste en Tyvesesse, det vil vel lige, at Lidernes Antal var omkring 40, se o. S. 511. Da nu enhver Lide ved halv Almenning representerede 14 Nev, bliver altsaa Rev-Antallet 560. Men sammenligner man den ældste Matrikulskyld for de Gaarde, hvoraf Follo Skibrede bestod (Kraakstads, Aas og Nesodden, samt Vestby Thinglag), vil man finde, at denne i alt udgjorde omkring 560 Skp. Tunge. Altsaa svarede en Nev omtrent til 1 Skp. Tunge. Nu kommer det jo rigtignok an paa, om ikke det betydelige Kirkegods betragtedes som aldeles staaende udenfor denne Beregning, thi i saa Fald bliver det Jordegods, der skal fordeles paa de 560 Nev, betydeligt mindre. Men man seer dog af den „røde Bog“, at Gaarde, der tilhørte Kirker, angaves at ligge i den og den „Lide“; deraf skulde man vel slutte, at Lide-Inddelingen ej tog Hensyn til den absolute Skattefrihed. Under disse Forudsætninger vilde saaledes en Skutilsvein og Hirdmand, i det mindste paa Østlandet, faa 3 Skp. Tunge, en Gjest eller Kjertesvein 2 Skp. Tunge skattefrie. Lendermændenes Skattefrihed vilde vel udstrække sig til det meste Jordegods, de ejede.
2. Se f. Ex. Annalerne ved 1407 og 1410, hvor baade Erlend Philipssøn og Haakon Sigurdssøn kaldes „Bonde“.
3. Saaledes lyder den udførligste Beretning herom, i den saakaldte Lagmands-Annal, se Isl. Annaler udg. 1847, S. 155, Note b. Udtrykket „da gav K. Magnus“ viser ogsaa, at dette skede paa Høvdingemødet i Tunsberg.
4. S. ovf. S. 460, hvor det paapeges, at de norske Lendermænd i Fredstractaten til Perth kaldes barones.
5. Saaledes Sigurd Lavard, Kong Sverres Søn. I „Kongespejlet“ bruges ogsaa Formen hlafdi (hlæfdige, lady).
6. Dette er saa sikkert, at man endog kun af den Omstændighed, at en Mands Kone kaldet Frue, kan slutte sig til at hendes Mand var mindst Ridder.
7. Om Benævnelse „á vápn“ allerede denne Tid brugtes om Hirdmændene, eller kun anvendtes om Officiererne i Borgund (s. o. S. 445) er uvist; senere brugtes den, det er vist; saaledes kaldes den nys nævnte Erlend Philipssøn til Losne ofte i latinske Breve „armiger“, i norske á vápn, medens Islændingerne kalde ham „Bonde“.
8. Brev paa gl. Engelsk hos Rymer af 1258 I. S. 378.
9. Dette skete baade under Johan og Sønnen Henrik den 3die.
10. Vi have vistnok allerede, i de meddeelte Brudstykker af Kong Sverres Stridsskrift mod Gejstligheden saavel som af Kongespejlet seet at Benævnelsen „Ridder“ ikke var ukjendt i Norge, hvad den naturligviis heller ikke kunde være, men den havde ingen særegen officiel Betydning; den betegnede kun Krigere af højere Rang, fornemmelig dem, som kæmpede til Hest, og hvor de omtales i Stridsskriftet som en Deel af Statslegemet, har Forfatteren ikke særskilt Norge for Øje, men søger kun at skildre, hvad han anseer for Idealet af Statsforfatningen.
11. Se f. Ex. Cap. 38, om Deling af Bytte, jvfr. ovf. III. S. 303.
12. Hirdskr. Cap. 50.
13. Hirdskr. Cap. 54.
14. Hirdskraa Cap. 10, jvfr. Landsl. II. 12. Hertil kan og regnes den Opfordring, der i Landslovens II. 7 samt Hirdskr. Cap.4 stiles til Kongen om at betænke fine Mænd med Legater før sin Død, thi dette hører med Hensyn til hele Udtryksmaaden umiskjendeligt til Hirdskraaen.
15. Hirdskr. Cap. 15.
16. Hirdskr. Cap. 18–20.
17. Hirdskr. Cap. 48. Jvfr. nedenfor.
18. Nemlig for Lendermanden selv og de fem Mænd han skulde stille.
19. See ovf. III. S. 535.
20. Hirdskraa, Cap. 21.
21. Her er det ikke af Vejen at gjøre opmerksom paa en stor Fejltagelse der ligefra Th. Torvessøns Tid har indsneget sig med Hensyn til hvo der var Kantsler i Norge omkring 1276. I den, aabenbart lige ud af Magnus’s Saga tagne, Beretning i Annalerne om Kongens Sammenkomst med den svenske Konge 1276, men hvis Text i de daarlige Papiir Haandskrifter er yderligt forvansket, staar der, hvor Kongens Følge opregnes: Bjarne Gyrski, Gauti i Tolgu. þessir kantslerar; hvoraf allerede Th. Torvessøn har sluttet, at Bjarne i Giske og Gaute i Tolga paa denne Tid begge vare Kantslere. Men Sagen er den at „þessir kancelerar“ er en Fejllæsning i Stedet for Þórir kanceler, der sansynligviis i Originalhdsk. var sterkt forkortet.
22. Dipl. Norv. I, No. 43 jvfr. ovf. S. 48.
23. Isl. Annaler, ved 1271.
24. „Marskalk“ kommer af „Mar“ d. e. Hest og Skalk d. e. Tjener. „Connetable“ og „Marskalk“ (Maréchal) kom i Fransk og Engelsk til at betegne tvende forskjellige Embeder, dog af samme Slags, saaledes at Marskalken kun var Connetablen underordnet. Med begge Embeder forenedes en høj Krigsbefaling; Connetablen blev endog øverste Befalingsmand over Hæren. Den samme Stilling indtog „Marsken“ i Danmark og Sverige.
25. I Retterboden af 1302 omtales to Merkesmænd, dog rigtignok efter hvad det lader, som en extraordinær Foranstaltning. Norges gl. Love III. S. 174.
26. Hirdskraa, Cap. 28, 50, jvfr. ovf. II. S. 992.
27. Ordet er nemlig dannet af skutill, Fad, Præsenteerbakke, det tydske Schüssel.
28. Hirdskraa Cap. 24, 25, 51.
29. Hirdskraa Cap. 26. „Drottsete“ betegner egentlig „den som skikker Drott“, d. e. Kongens hele Følge, (Angl. dryht, Tydsk trucht) til Sæde, altsaa „Ceremonimester“; hans Syssel var og andensteds nærmest en Hofmarschals, indtil Embedet blev et Rigsembede, og sædvanligt forbundet med dømmende Myndighed. I Tydsk et“„Truchseß“ det samme Ord; paa Dansk sammendrages det til „Drost“. I Middelalderens Latin kaldtes Embedet deels Dapifer, (d. e. Mad-Indbærer), deels Senescallus, (Siniskalk) ligesom Skjenkeren kaldtes en Scanchio (fransk échanson).
30. Hirdskraa, Cap. 31.
31. See ovenfor II. S. 992 jvfr. Kongespejlet, Cap. 28; her faar man egentlig bedre Begreb om Hirdmændenes virkelige Stilling og Betydning i Samfundet, end af Hirdskraaen.
32. Merkeligt nok, tales der ikke om den særegne Huuskarlsgjeld, (1 Mk. Guld), som Kongen ved Siden af det almindelige Thegngilde skulde tage for en Huuskarls, altsaa ogsaa for en Hirdmands Drab, ifølge det udtrykkelige Udsagn i Kongespejlet, s. o. II. S. 993. Denne Bod er dog visselig vedbleven.
33. Hirdskr. Cap. 37.
34. Landslov, III. 12.
35. Kongespejlet S. 61, 62.
36. De danske saakaldte „Herremænd“ havde allerede paa denne Tid forlængst, nærmest til Erstatning for den bekostelige Rostjeneste, været fritagne for de almindelige Skatter, nemlig Leding, Stød, (Krigsstyr) og Inne (Arbejde til Landeværn, Borge, Veje o. s. v.), altsaa fra de samme Byrder, der paahvilede de norske Bønder; thi Leding og Sted svarer nærmest til Leding og Visøre, og Forpligtelsen til at gjøre Arbejde ved Borgene have vi af Beretningen om Sverresborgens Ødelæggelse og Gjenopbyggelse i Bergen seet var ikke ganske ukjendt i Norge, om den end ikke omtales i Loven, og egentlig var ophævet efter Sven Alfivessøns Tid: Vejarbejde var dog i det mindste en almindelig Forpligtelse for Bønderne. I dette Stykke stode saaledes Hirdmændene i Norge ganske paa samme Fod, som hine, undtagen at Skattefriheden indskrænkede sig til et bestemt Maximum, ikke, som i Danmark, overførtes paa alt det Gods de „orkede at kjøbe“. Til vore Skibreder svarede ganske de Danske Skipan eller Skipen; til Styremændenes Embeder den i Danmark saakaldte Styreshavne, men Styreshavnen var der arvelig. (Se jydske Lov Cap. III. 15). Det er altsaa, som ovenfor bemerket, paa det nærmeste kun Arveligheden, hvori den norske Hirdmands Stilling, naar han tillige var Styremand, adskilte sig fra den Danskes. Allerede heraf seer man, at Jydske Lovs Skrivemaade „Hærmand“, og det senere „Herremand“ maa være en nyere Forvanskning af „Hirdmand“, der ogsaa hos os sædvanlig maa have været udtalt „Hermand“; lige som da og det saakaldte „Herredag“ er en Forvanskning af Hird-Dag, d. e. Hirdstevne, hvor det tydske „Tag“, „Dag“, som det i den senere Middelalder blev brugligt i Danmark, er sat i Stedet for „Møde“, „Stevne“ (saa og „Rigsdag“ f. „Rigsmøde“). En anden Sag er at Benævnelsen „Herremand“, der og siden blev almindeligt Norge, udmerket godt betegner Hirdmandens Stilling i sin Hjemkreds.
37. Se ovf. II. S. 440, 992.
38. Dette er ogsaa paapeget ovenfor II. S. 440.
39. Hirdskraa Cap. 47.
40. Spaldiner, det middelalder-latinske Spaldinarium eller Spaldarium, af Spalda, Skulder, fransk épaule, hvoraf épaulière.
41. De. e. Halsbedækning (col) af Brynjevævning.
42. Buklare, det franske bouclier.
43. Hirdskraa Cap. 21, 53. Jvfr. Langes „N. Klostres Historie“ S. 462.
44. Vi see dem saaledes altid som Førere af virkelige Langskibe, ej engang af Ledingsskibe.
45. Skutilsveinerne og Hirdmændene have vel især været Befalingsmænd paa Ledingsskibene, samt til Lands „Sveitarhøvdinger“.
46. „De kaldes „Gjester“, heder det i Hirdsk. Cap. 43, „fordi de ofte gjeste paa Steder, hvor man kun lidet takker dem for deres Nærværelse“. At udføre slige Erender, især hvor det gjaldt at dræbe eller tilfangetage Røgen, oftest med List, maatte vel ansees under en Ridders eller Hirdmands Værdighed.
47. Vi see af Dipl. Norv. II. No. 25, at Hertug Haakon i Aaret 1289 skjenkede fin „Gjest“ Vidar ikke ubetydelige Bygningstomter i Oslo (hvor den saakaldte Vidarsgaard opførtes); ligeledes af No. 27, at han i 1290 gav sin „Gjest“ Andres en Tomt øster paa Lykkerne. Dette tyder dog paa en vis Anseelse hos Gjesterne.
48. F. Ex. Fehirden Jon Tviskaven, der ledsagede Kongen fra Bergen til Throndhjem 1264, s. o. S. 471. Tidligere var, som vi have seet, (III. S. 872, III. S. 348) Erkebiskop Eystein Kong Inges „Capellan og Fehirde“. Som „Capellan udførte han vistnok ogsaa det da endnu ikke oprettede Kantsler-Embedes Functioner, og var altsaa Kantsler og Fehirde paa een Gang.
49. Af Hertug Haakons Brev af 8 Sept. 1288 (Lüb. Urkundenbuch Ro. 537) seer man tydeligt, at Udtællinger fandt Sted i Tunsberg eller anvistes paa Hovedkassen der.
50. Lappenbergs Sartorius II. S. 738.
51. Dipl. Norv. I. No. 147. Der omtales ogsaa i flere en „Under-Fehirde“ i Bergen.
52. Dipl. Norv. II. ens. 285, fra 1344 og 1347.
53. Se ovf. III. S. 576. Det lod sig ogsaa godt gjøre for Sysselmanden at skifte Ret imellem de Ringere, saa længe dette ikke betragtedes som noget egentligt Dommer-Embede.