Det norske Folks Historie/5/61

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 663-669).

Imidlertid var Forholdet mellem det danske og det norske Hof, der lige fra den første Tid, Arvespørgsmaalet havde været bragt paa Bane, ej havde været synderlig venligt, i de sidste Aar blevet mere spendt end før, uden at vi dog af de mangelfulde Efterretninger, vi have om de Tiders Begivenheder, tydeligt kunne skjelne den nærmere Sammenhæng. Der skal atter have været handlet om Udleverelsen af Dronning Ingeborgs Arvegods, og sandsynligviis var det vel netop i dette Erende, at de nys omtalte norske Gesandter i 1276 ledsagede Dronning Sophia til Danmark; men Kong Erik skal have undskyldt sig med, at Arvegodset indestod hos de sønderjydske Hertuger^[1]. Derhos tale et Par danske Annaler, der just ikke høre til de aller paalideligste, om at der i Aaret 1277 „var en stor Kamp ved Skanør mellem de Danske og de Norske, hvorved der af de sidste faldt 5000 Mand“^[2]. Denne Angivelse er nu vistnok overdreven, da der vel neppe engang vare saamange Nordmænd tilstede ved Skanørs Sildefiske; men saa meget sees dog heraf, at den Kamp, hvortil her sigtes, maa have været blodig og forbitret, og at en heel Deel Nordmænd omkom. Efter en just ikke sikker Kilde skulle de Tydskere, der vare tilstede ved Sildefisket, have taget de Danskes Parti, og usandsynligt er det vistnok ikke^[3]. Vi have seet, hvorledes der i Kong Sverres Dage herskede megen Skinsyge mellem de norske Bymænd og de tydske, især de lübeckske Handelsmænd, der mere og mere trængte dem ud at Markedet, og ved ingen Anledning kunde denne Skinsyge lettere give sig Luft i alvorlige Haandgribeligheder, end paa et saadant Handelsmarked som det i Skanør, hvor der i Mængdeviis kom Folk sammen fra alle de nordiske og østersøiske Havne, og hvor der allerede i 1237, som vi have seet, havde forefaldet lignende Scener^[4]. Det er endog neppe tænkeligt, at ved et saadant Slagsmaal som dette de mange tilstedeværende Tydskere ikke skulde have deeltaget deri, og slaaet sig til en af de stridende Partier. Sandsynligviis har vel baade dette Slagsmaal ved Skanør, hvis det virkelig fandt Sted, og Afslaget af Arvefordringen været Hoved-Aarsagen til Kong Magnus’s for omtalte Ledingstog i 1278, der under denne Forudsætning mere havde til Hensigt at indjage de Danske Skræk, end at understøtte Mæglingen mellem de kongelige Brødre i Sverige. At dette Tog og overhoved Kong Magnus’s Optræden var de Danske særdeles ubehagelige, maa man slutte af hvad de islandske Annaler berette, efter at have omtalt Forliget mellem Brødrene Magnus og Valdemar, nemlig at de Svenske, opeggede af Danerne, truede med at paaføre Norge Krig^[5]. Heraf blev der nu vel intet, men man erfarer dog, at der i Danmark raadede en meget fiendtlig Stemning mod Norge. Hvor vidt der i den korte Tid, Kong Magnus endnu levede, kom til yderligere Fiendtligheder mellem begge Folk, vides ikke, da Kilderne til de Tiders Historie ere mangelagtige; man skulde dog formode, at ingen saadanne fandt Sted, skjønt Forholdet vedblev at være meget spendt, indtil endelig nogle Aar efter Kong Magnus’s Død Krigen blussede op i fuld Lue.

Forholdet til de nordtydske Handelsstæder synes for øvrigt i det mindste fra Hoffets og Magthavernes Side at have været ret godt, uagtet deres driftige Borgere mere og mere begyndte at fortrænge Landets egne Børn fra Handelsmarkedet. Men det er aabenbart, allerede af den tidligere omtalte Skrivelse fra Kong Haakon, at man ikke længer godt kunde undvære dem og deres Varer^[6]. Hertil kom nu ogsaa, at de fornemmere og mest formaaende Mænd ikke længer, som i tidligere Dage, selv droge i Kjøbmandsferd, men nu, ligesom de i alt andet søgte at efterligne Riddere og Herrer i andre Lande, ogsaa vistnok efterlignede dem deri, at betragte Handel og Kjøbferd som værende under deres Værdighed. Selv kom de saaledes ikke i nogen Nærings-Collision med de fremmede Kjøbmænd, men derimod maatte disses hyppige Besøg være dem en Behagelighed, fordi de derved paa bekvemmeste Maade forsynedes med de udenlandske Luxusvarer, der med den tiltagende Pragt og Elegants i Levemaaden ej længer kunde undværes i anseede Huse. Hvad der dog havde mest at betyde, var den, saa vidt man kan skjønne, rigelige Fortjeneste, som de fornemste Mænd, især i Bergen, havde af at udleje Stuer, Pakhuse og Brygger i og ved deres store Gaarde til de udenlandske Handelsmænd. Allerede i Kong Haakons Tid, og maaske tidligere, var det Skik og Brug, at selv Hirdmænd og Lendermænd paa den Maade gjorde sig Fordeel af deres Gaarde. Vi erfare saaledes, at Thord Kakale under sit Ophold i Bergen 1239 leiede Herberge hos den kongelige Hirdmand Hallvard, hvis Gaard efter ham kaldtes Hallvardsgaarden^[7]. Senere maatte den Fortjeneste, de saaledes kunde gjøre sig, blive endnu større, da den nye Ledingsanordning, ved at gjøre Ledingspligten fra personlig til reel, ogsaa tildeels gjorde den Hirdmændene og Gjesterne tilkommende Ledingsfrihed reel; det er allerede ovenfor viist, at de ogsaa for sine Gaarde i Byerne maa have nydt eller i det mindste tiltaget sig betydelige Friheder, og de vare følgelig i Stand til at byde Lejetagerne billigere Vilkaar, end andre mindre begunstigede Gaardejere, medens deres egen Fortjeneste derfor ikke blev ringere. Følgen heraf maatte nødvendigviis blive den, at deres Gaarde fortrinsviis søgtes af de fremmede Handelsmænd, hvortil vel ogsaa kom, at de laa paa det belejligste og bekvemmeste Strøg^[8]. Det er en bekjendt Sag, og vil i det følgende nærmere blive viist, hvorledes de Gaarde i Bergen, hvori de tydske Handelsmænd først kun lejede sig enkelte Stuer, i Tidens Løb, da deres Vælde uforholdsmæssigt tiltog, gik over til at blive deres Ejendom. Men da nu flere af disse Gaarde netop have Navne efter fornemme Mænd, der levede under Kong Magnus’s Regjering, som Leppen efter Lodin Lepp, Guldskoen efter Hallvard Guldsko, kan man heraf med temmelig Bestemthed slutte, at dette Udlejnings-System just begyndte paa den Tid, ligesom man ogsaa just ved denne Tid finder de første Antydninger til, at de tydske Kjøbmænd overvintrede i Bergen, og lejede Stuer paa et heelt eller et halvt Aar, for selv efterhaanden at udsælge sine Varer, og knytte varige Handelsforbindelser. Den Fordeel og Bekvemmelighed, dette medførte for de fornemme Gaardejere, hvis Huse vare saa store og vidtløftige, at de selv ingen Ulejlighed havde af Lejetagernes Bedrift^[9], medførte naturligviis, at de fremmede Kjøbmænd, hvor forhadte de end kunne have været for Menigmand og alle Andre, i hvis Næring de gjorde Skaar, ivrigt begunstigedes af de mægtige og formaaende Mænd, og dette maa man altid have for Øje, naar man vil forklare sig deres næsten utroligt hurtige Opkomst i Norge, især i Residensstaden Bergen, fra Kong Magnus’s Regjeringstid af. En Antydning til denne Begunstigelse findes allerede i en Skrivelse, som den nys udvalgte romerske Konge, Rudolf af Habsburg, i Aaret 1274 tilskrev Kong Magnus, paa samme Tid som han bekræftede de Friheder og Rettigheder, hans Forgængere havde tilstaaet Lübeckerne. Efter at have sagt sin „særdeles kjære Ven“, Kong Magnus, flere Complimenter, takker han ham for den naadige Yndest, han havde tilstaaet Lübeckerne, og beder ham fremdeles at lade dem nyde Godt af sin Beskyttelse^[10]. Det kan ikke være nogen Tvivl om, at de lübeckske Gesandter, der udvirkede hiin Fornyelse af ældre Friheder, ogsaa have anmodet Kong Rudolf om at medgive dem nysnævnte Skrivelse til Kong Magnus, for at de derved kunde være saa meget sikrere paa hans Velvilje. Men siden efter blev, som vi have seet, den nye Bylov given og vedtagen, og det er let at forstaa, at de tydske Kjøbmænd maatte finde sig meget besværede ved dens strenge Bestemmelser med Hensyn til de communale Pligter, og den politimæssige Orden, fra hvilke Udlændinger ej vare undtagne, som f. Ex., hvor det blandt andet var foreskrevet, at Forpligtelsen til, i Ufredstider at holde Nattevagt ved nærmeste Vete skulde skifteviis overtages af trende Mænd, to indenlandske og een udenlandsk. At erhverve en Fritagelse fra disse og lignende byrdefulde Pligter laa derfor de tydske Handelsmænd særdeles paa Hjerte, og saa vidt vi erfare, bestormedes Kong Magnus af alle de østersøiske Stæder med Bønner i denne Retning. Staden Lübeck sendte i dette Erende som specielle Gesandter tvende Raadmænd, Henrik Stenecke, en af dem, der tidligere havde været hos Kong Rudolf for at hente hine Breve^[11], og Alexander. Disse Gesandter traf Kong Magnus i Tunsberg, under hans Ophold der om Sommeren 1278, altsaa efter hans Tilbagekomst fra Ledingstoget. Det er ikke usandsynligt, at disse Gesandter, for at give deres Andragende mere Vegt, bare gjort Ophævelser over hvad der Aaret forud var forefaldet ved Skanør og derpaa grundet visse Fordringer, eller maaskee endog ladet Trusler falde om, at Stæderne vilde tage Danmarks Parti i den Krig, der nu maaskee var i Begreb med at bryde ud.

Hvorledes nu end disse Underhandlinger førtes, og hvad Midler Gesandterne nu end have anvendt for at stemme Kongen til Eftergivenhed, saa blev Resultatet dette, at han den 18de Juli^[12], i Tunsberg, gav de østersøiske Stæder det første virkelige Friheds-Brev, som de nogensinde erholdt i Norge, og som allerede neppe to Aar efter Bylovens Emanation gjorde ikke ubetydelige Undtagelser fra dens Bud. Efter Gesandternes indstændige Bøn, beder det i Brevet – Kongen kalder dem endog sine særdeles Venner – saavel som efter ivrig Anmodning fra mange andre tydske Søstæders Borgere og Raad, fandt Kongen for godt, at tilstaa de tydske Kjøbmænd, der med deres Varer besøgte Norge, visse Friheder til Guds Ære og deres Nytte. At Kong Magnus og hans „vise Mænd“, med hvilke det udtrykkeligt siges at han raadførte sig, vare saa beredvillige til at gaa ind paa Tydskernes Fordringer, viser noksom, at disse maa have haft de mægtigste og mest formaaende Mænd paa sin Side, skjønt man jo rigtignok maa antage, at de daværende Forhold, idet en Krig med Danmark var i Ferd med at udbryde, maatte gjøre det betænkeligere end ellers for Norge, at lægge sig ud med de tydske Stæder. Da dette Friheds-Brev, som sagt, er det første, som efter den nye Bylovs Vedtagelse blev tilstaaet de tydske Kjøbmænd, og saaledes danner Grundlaget for disses senere, højst særegne, Retstilstand i Norge, er det her nødvendigt, nærmere at gjennemgaa dets enkelte Punkter.

1) Først og fremst indrømmede Kongen „af sær Naade og med sine vise Mænds Raad“, at de tydske Kjøbmænd, der ej lejede Herberge for et heelt eller et halvt Aar (altsaa de, som kun opholdt sig i Byerne om Sommeren) skulle slippe for at tvinges til at gjøre de før omtalte Nattevagter. Heraf følger altsaa, at de, der opholdt sig længere i Landet, endnu ikke kom til at nyde godt af denne Fritagelse.

2) Meenedere og andre berygtede Personer skulde i Rettergang ej anvendes som Vidner mod de tydske Kjøbmænd. Her sigtes formodentlig snarere til Mededsmænd end til egentlige Vidner, der endnu ikke havde stort at betyde i den norske Rettergang.

3) Kongen indrømmede, at de tydske Kjøbmænd „som et Tegn paa hans yderligere Naade og Gunst“, skulde frit og uhindret opkjøbe paa Brygger, Gader eller i Baade alle Slags „Smaavarer“, saa og alle Slags Huder, naar de tilsammen ikke udgjorde et Deker, og Smør i ringere Partier end 9 Lauper, i Tiden fra Hallvardsmesse (15de Mai) til Mariemesse fyrre (15de August). Dette var en Undtagelse fra den ovenomhandlede Bestemmelse i Byloven VI. 16, at der ikke maatte kjøbes eller sælges slige Varer fra Fartøjer, eller andensteds end i Huse eller paa Torv, undtagen naar der kjøbtes til Kongens Gaard.

4) De fremmede Kjøbmænd skulde være fritagne for Skibsdræt, undtagen naar Skibene vare saa store, at deres Hjelp ikke kunde undværes, hvilken Tilfælde man dog skulde anmode dem venskabeligt derom, uden mindste Tvangs-Anvendelse. Det kunde synes at falde af sig selv, at udenlandske Handelsmænd, der kun for en kortere Tid laa i Havnen med deres Skibe, stedse havde været ganske frie for denne Byrde, men den nye Bylovs VI. 17, bestemte udtrykkeligt, at alle Kjøbmænd, naar de kun havde været tre Nætter i Byen, skulde være pligtige at indfinde sig til Skibsdræt, saa snart Hornet lød.

5) Fremdeles indrømmede Kongen, at Sysselmænd, Gjaldkerer eller andre kongelige Ombudsmænd i tre Dage ikke skulde kunne forbyde de tydske Kjøbmænd at sælge sine Varer til hvem de fandt for godt, hvilke tre Dage skulde regnes fra det Øjeblik, de anmeldte for vedkommende kongelige Ombudsmænd, at de havde saadanne Varer tilfals. Inden disse Dage skulde ogsaa de kongelige Ombudsmænd have underrettet Kjøbmændene om, hvilke Varer de for en bestemt Priis ønskede afholdte til Kongens Brug. Dette sigter ligeledes til Bestemmelserne i Bylovens VI. 16, saavel som det ældgamle Regale, Forkjøbsretten. Dog skulde det kun gjelde, forsaavidt der ikke udstedtes noget almindeligt Forbud mod at føre Varer fra Sted til andet.

6) Kongen indrømmede fremdeles, at alle Tydskere, der leed Skibbrud i Norge, skulde frit beholde og nyde alt deres Gods, som de kunde faa reddet, og at Ingen skulde understaa sig at tilegne sig noget deraf, saa længe de ikke selv havde forladt det.

7) Endvidere tilstodes det dem, at ingen af dem, naar han tilbød eller stillede paalideligt „Tak“ om at fremstille sig for Retten eller adlyde den fældede Dom, skulde for nogen som helst Gjeld eller Forbrydelse kastes i Fængsel, med mindre Forbrydelsen var saa stor, at den straffedes med Halshugning eller Haandens Tab.

8) Alle de tydske Handelsmænd, der lede Skibbrud paa Norges Kyster, skulde, naar de ikke selv vare mandsterke nok til at bjerge Skib eller Gods, have Ret til at opbyde saa mange, som de troede at behøve, inden Skibreden, hvilke vare forpligtede til at hjelpe ved Bjergningen imod en Godtgjørelse af sex Ører norsk for hver Lest, samt en af uvillige Mænd ansat Betaling for Skib og Redskab; undsloge de sig for at komme, skulde de være underkastede lovlig Straf.

9) For at dette kunde overholdes, og Fred og Venskab bevares, forbød Kongen alle sine Sysselmænd og Ombudsmænd at gjøre Brud paa nogen som helst af de her tilstaaede Friheder, saa snart de vilde undgaa hans Vrede; og „for at de, som Kongen omfattede med særdeles Kjærlighed, kunde mødes af Undersaatterne med saa meget større Venlighed“, bød han alle Rigets Dommere, og paalagde dem indstændigt, „at de ved en vis Forkjærlighed behandlede de lübeckske Borgere og deres Gods, der kom til Norge, idet de, naar de klagede, ufortøvet skaffede dem Ret, straffede dem, der søgte at undertrykke dem, strengt, og viste dem al mulig Gunst og Velvilje, hvor saadant med Retferdighed og Ærlighed kunde skee“.

et sees let, at disse Fritagelser endnu ikke vare saa overvættes store, og at navnlig endnu ikke de tydske Vintersiddere havde erholdt nogen særegen Begunstigelse, hvilket var det egentlige Maal, til hvilket Tydskerne stræbede, og som de da omsider efter megen Modstand fra norsk Side, endelig langt om længe opnaaede, saaledes som det i det Følgende skal vises. En Paategning, der findes paa det af Kongen udstedte Originaldocument^[13], der endnu opbevares i Lübeck, antyder, at Kjøbmændene ikke vare synderligt fornøjede ved dette Frihedsbrev. Om denne Paategning er samtidig, eller kun lidet yngre end Udstedelsen, vides ikke; men man kan neppe tvivle paa, at den ganske rigtigt udtrykker den Stemning, der raadede ved Modtagelsen af Brevet. Men Norge var endnu for mægtigt til at de kunde tiltvinge sig alt, hvad de vilde, og de maatte for Øjeblikket nøje sig med det Mindre, i Haab om, med Tiden, naar Omstændighederne vare gunstigere, at faa det Mere. Begyndelsen til en Undtagelses-Lovgivning for deres Vedkommende var dog nu allerede gjort. Det følgende Aar (7de August) gav Kong Magnus et ligelydende Frihedsbrev for de bremiske Kjøbmænd: heraf sees, at i det mindste disse dog toge til Takke dermed^[14].

1. Huitfeldt I. S. 281. Han henfører Svaret til 1278. Jfr. Werlauff, i Nord. Tidskr. II. 528.
2. Annaler i Scr. Rer. D. V. 615, 624. Suhm, der anseer denne Kamp for Følgen af et virkeligt Krigstog fra norsk Side tror at maatte henføre det til 1278, fordi man fra andre Kilder veed, at Kong Magnus ej havde nogen Leding ude i 1277; men Annalernes Ord giver ikke Anledning til at antage det Hele for andet og mere end et tilfældigt Slagsmaal, uagtet det for Resten kunde være blodigt nok og give Anledning til yderligere Fiendtligheder.
3. Messenius, Scondia S. 57.
4. Se ovf. S. 70. Werlauff (Nord. Tidsskr. II. S. 529), antager det rimeligt, at de to nys anførte Annalister, der omtale Slagsmaalet ved Skanør 1277, ved en Fejltagelse have henført det tidligere Slagsmaal 1237 til dette Aar. Vist er det, at de øvrige danske Annaler ej omtale noget Slagsmaal i 1277; men da det ikke i sig selv vilde være besynderligt, om slige Scener indtraf oftere, hvor saa mange Folk af forskjellige Nationer kom sammen, tør man dog ikke reent ud benegte de tvende nys anførte Annalers udtrykkelige Udsagn, om Annalerne end overhoved ere ukritiske, og Angivelsen om de 5000 Dræbte paatageligt er falsk.
5. Isl. Annaler, ved 1278.
6. Se ovenfor S. 72–74.
7. Se ovf. III. S. 993, Note 3.
8. Ifølge Bylovens VI. 15 skulde Skibene, der kom til Bergen, lægge til langs Bryggerne fra Kongens Eblegaard til inde ved Øren. Af dette Strøg maatte igjen den nordlige Deel, der laa nærmest Kongsgaardens Enemerker, ansees som det bedste og bekvemmeste: og netop her sinde vi senere tydske Kjøbmænd fast etablerede, i de Gaarde som tidligere tilhørte de fornemste Mænd.
9. Der gaves Gaarde, som indeholdt over 60 Stuer, som f. Ex. Finnegaarden, der ifølge et Diplom af 1403 bestod af 15 Huse og 68 Stuer. Her kunde de fornemme Ejere beholde den bedste Deel for sig, og overlade Baghusene til Kjøbmændene.
10. Brev af 1ste Nov. 1274 i Lübecks Urk.-Buch, No. 354. Kong Rudolfs Frihedsbrev for Lübeck er af 6te Rov. 1274, ssteds No. 356; begge, saavelsom et af 5te Nov., der indeholder det Tilsagn, at Ingen skal blive udnævnt til Lübeckernes Foged uden deres Samtykke, ere daterede fra Hagenau.
11. Se det nysnævnte Brev No. 355 i Lüb. Urk.-Buch.
12. Saaledes udtrykkeligt i Brevet, (XV. Kal. Aug.); i Lüb. Urk.-Buch No. 398 er Dagen urigtigt angivet til den 16de. Brevet findes ogsaa, med rigtig Datum, i Thorkelins Dipl. II. S. 8.
13. Documentet, med Kongens store Segl, findes paa Tresen i Lübeck. Sigillet er aftegnet i Thorkelins Dipl. II. Pl. I.
14. Cassels Nachr. S. 10–12.