Det norske Folks Historie/5/64

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 683-690).

Imidlertid nærmede Kong Magnus’s Liv sig sterkt sin Ende. Uagtet han endnu var en Mand i sine bedste Aar, synes dog hans Helbred at have været saa svag, at hans Omgivelser forudsaa hans nær forestaaende Endeligt, og indrettede sig derefter. Dette gav Anledning til nye Brydninger mellem de verdslige og gejstlige Høvdinger, der synes at have formørket hans sidste Dage. Magnus selv viste aabenbart, at det var hans oprigtige Hensigt at holde sine i Compositionen givne Løfter, og fremdeles staa paa en venskabelig Fod med Erkebiskoppen. Som et tydeligt Beviis derpaa kan man vistnok ansee den af ham givne Erklæring, at det ingenlunde var hans Hensigt, eller endog sømmeligt, at der ved de Privilegier, han havde tilstaaet Apostelkirken og dens Provst, berøvedes Kathedralkirken og Capitlet den disse tilkommende Ærefrygt, men at han herved forpligtede sig og sine Efterkommere til at præsentere den af dem nævnte Provst for Biskoppen, paa det at denne kunde tage ham i Eed og indsætte ham i Embedet, efter modtaget Haandkys, samt at saa vel Provsten selv, som de af denne udnævnte Chorsbrødre skulde vise Biskoppen al sømmelig Lydighed, Agtelse og Ærbødighed, opfylde hans Befalinger, og underkaste sig hans passende Straf som deres Diøcesan-Biskop^[1]. Dette var vistnok aldeles stemmende med Compositionens Artikel 3, men at Kongen dog ved denne Indstiftelse af et eget Capitel af Capell-Gejstlige har tænkt sig en større Fritagelse fra den biskoppelige Myndighed for disse, og friere Hænder for sig selv til deres Beskikkelse, end hvad han ved denne Erklæring lod sig nøje med, synes i det mindste af de senere Forhandlinger, Capell-Gejstligheden vedkommende, højst rimeligt. At han her gav efter, viser saaledes hans gode Vilje. Som et Tegn paa god Forstaaelse mellem Kong Magnus og Erkebiskoppen kan det vel ogsaa betragtes, at denne i Aaret 1279 bestemte 100 Dages Aflad for alle dem, der bade for Kong Magnus, Dronning Ingeborg og deres Børn. Vistnok havde Paven selv befalet alle Biskopper i Riget, at holde Gejstligheden til et saadant Bønnehold, men Erkebiskoppen udstrakte her Budet til alle og Enhver, og dette maa dog saaledes ansees som et Tegn paa Velvilje fra Erkebiskoppens Side. Kongen selv sendte den herom af Erkebiskoppen udstedte Skrivelse til sin Ven Biskop Arne paa Island, med venlige Hilsener og en Deel Viin og Hvedemeel til Messesang. Overbringerne af dette Brev vare Ravn Oddssøn, hvilken Kongen nu havde udnævnt til Merkesmænd, og Thorvard Thorarinssøn. Men kort efter indløb et Brev fra Erkebiskoppen, hvori denne bød Biskop Arne, ikke at lade Kongens Mænd drage de Friheder bort fra Kirken, som den havde, førend Landet kom under Norges Konge, nemlig frit at kjøbe Svovl og Falke^[2]. Dette viser, at Kongsmændene fremdeles med Iver og Strenghed søgte at gjennemføre den nye Lovs Bud, og, som det allerede ovenfor er antydet, rimeligviis at faa enkelte Artikler af den i Norge nys indførte nye almindelige Lov vedtagne, førend endnu denne selv i sin Heelhed var forelagt Islændingerne. I Norge maa man ligeledes have haft travlt med at bringe de nye Lovbud i Udøvelse, og fornemmelig at organisere den nye Ledingsberegning, medens Erkebiskoppen igjen paa sin Side, saa vidt man kan skjønne, gjorde alle Forberedelser til at faa sin Christendomsbaalk vedtagen i Norge, og antog nu vel dette saa meget lettere, som Compositionen til Tunsberg, efter hvis Principer hans Christenret var udarbejdet, gav ham et fast Grundlag at bygge paa, og syntes at maatte bortrydde enhver betydeligere Tvist om de herved afgjorte Punkter. Allerede i Aaret 1278 lod Erkebiskoppen hos alle sine Lydbiskopper tilsige et almindeligt Provincial-Concilium, der skulde holdes i Bergen ved Midsommerstid 1280^[3]. At han satte en saa lang Frist, som af to Aar, viser, hvor magtpaaliggende det var ham, at Mødet maatte blive fuldtalligt, og man kan derfor neppe tvivle om, at han paa dette Møde agtede at faa sin Christendomsbaalk vedtagen af den forsamlede Gejstlighed. Det er ikke usandsynligt, at dette skede efter Aftale med Kong Magnus, og at denne selv nu endelig har givet sit Samtykke til, at Erkebiskoppens Christenret blev forelagt de verdslige Høvdinger til Vedtagelse. Vi erfare nemlig, at Kongen besluttede at lade sin Søn Erik krone i Bergen St. Hansdag 1280, og da en saadan Kroning ej kunde finde Sted uden de fornemste verdslige Høvdingers Deeltagelse, bliver det klart, at et virkeligt Høvdingemøde maa være tilstevnt samtidigt med Biskopsmødet, ganske saaledes som det tidligere havde været brugeligt, navnlig i 1277. Men hvor vidt dette allerede fra først af har været aftalt mellem Kongen og Erkebiskoppen, eller om hiin kun senere hen besluttede sig til at holde Høvdingemødet, kan man ej see af de forhaandenværende Oplysninger. Det første synes dog at være det rimeligste, nemlig at Kongen og Erkebiskoppen i Forening besluttede at sammenkalde et Møde af verdslige og gejstlige Høvdinger, med saa lang Frist, at det nogenledes kunde blive fuldtalligt, hovedsageligt for at handle om den nye Christenret og derved ganske at bringe de kirkelige Anliggender paa det Rene. Derimod er det nok muligt, at Beslutningen om at lade Kong Erik krone først er opstaaet hos Kongen senere, da han allerede var saa syg, at han frygtede snart at blive bortrykket, og derfor gjerne vilde gjøre alt, hvad han formaaede, for endnu i sit levende Live at sikre Erik Kronen. Det eneste Sted, hvoraf vi erfare denne hans Beslutning, er hiint før omtalte Brev til Kong Edward i England, der kun er dateret to Dage før Kong Magnus’s Død^[4]. At Beslutningen maa være fattet tidligere, kan neppe betvivles, medens det dog ikke er rimeligt, at han allerede to Aar forud skulde have tænkt derpaa. Af hvad der senere forefaldt, saavel som af de samtidige Begivenheder paa Island see vi noksom, at de verdslige Høvdinger med stor Uvilje betragtede Erkebiskoppens Bestræbelser, at de lagde Planer til at gjøre ham alvorlig Modstand paa det forestaaende Møde, og at de vel endog imødesaa dette med en vis Harme. Paa sin Side sees igjen Erkebiskoppen at have truffet kraftige Forberedelser til at drive igjennem, hvad han ansaa for at være Kirkens og sin Ret. Dette fremgaar noksom af et Brev, dateret Nidaros 14de Marts 1280^[5], hvori Nidaros Domkapitel, Abbederne Thore af Tuterø og Haakon af Nidarholm, saavel som Thrond, Prior i Elgeseter, bekjendtgjøre, at, da Erkebiskop Jon ønskede at sikre sig mod fremtidige Tilfælde, samt for at den Frihed, Kirken i mange Tider fredeligt og urokket havde nydt, ikke pludseligt skulde tilintetgjøres ved Indgreb af dem, der hensynsløst styrtede frem for at gjøre den Afbræk, havde han anmodet dem, tilligemed tvende Brødre fra hvert af de før nævnte Klostre, efter foregaaende nøjagtig Undersøgelse paa et Møde i hans eget „Auditorium“ tilligemed tvende Prædikebrødre samt Presterne og Vicarierne ved Nidaros’s Kirker at afgive sandfærdigt og oprigtigt Vidnesbyrd om, hvor vidt Nogen kunde erindre, at før den Tid Kirkernes Landgodser og Besiddelser i Nidaros Diøces, i det mindste de i Throndhjem, havde været underkastet Skatter, offentlige Afgifter eller andre Tvangs-Ydelser, eller om Lægmænd havde haft nogen Ret over dem; hvilket Vidnesbyrd de afgave saaledes: at da det ikke var ubekjendt for nogen af Throndhjems Indbyggere, at Kirkernes og de Gejstliges Gods havde været frit for Skatter og hvilke som helst Ydelser, kunde det næsten synes overflødigt at æske faa Mænds Vidnesbyrd derom, thi Alles eenstemmige Udsagn bevidnede det noksom; men for at Taushed fra deres Side ikke skulde udtolkes til Skade for Kirkens Frihed, havde de alle besluttet at efterkomme Erkebiskoppens Begjæring; og ved at samtale derom med de fornemste og ældste, dernæst med andre forstandige Mænd havde de kun bort een og samme Erklæring af alle, nemlig at Kirkegodset i Throndhjem fra umindelige Tider lige til indeværende Aar havde været ganske frit og ledigt for alle Slags Skatter og Afgifter, saa at de derpaa boende Lejglændinger med Hensyn til de samme Gaarde, hverken skyldte Kongen eller de andre noget, men kun vare pligtige til at yde dem, af hvem de havde lejet Gaardene, en aarlig Landskyld. Noget andet eller modsat havde de aldrig hørt, men Godserne havde i umindelig Tid været frie for alle Slags Byrder. Dette bevidnede de fornemste af dem ved deres hoshængte Segl; de øvrige Prester, 29 i Tallet, navngives særskilt. Brevets Indhold viser noksom, at de kongelige Befuldmægtigede just ved denne Tid enten allerede maa have gjennemrejst det Throndhjemske for at ansætte alt Jordegods til Leding ifølge det nye System, eller at de stode i Begreb med at gjøre det, og at Erkebiskoppen ved dette Vidnesbyrd vilde sikre sig mod enhver Skatlægning af Kirkens og Gejstlighedens Gods^[6]. Der kan saaledes ikke være nogen Tvivl om, at mange ubehagelige Sammenstød maa have fundet Sted mellem Gejstligheden og de saakaldte Kongsmænd, der i hans velmeente Eftergivenhed vistnok kun saa uforsvarlig Svaghed og Ligegyldighed ved at opretholde Kronens Rettigheder. Hvor nær disse Ubehageligheder gik den fromme, fredelskende Konge til Hjerte, og hvor ulykkelig han følte sig ved at iagttage det Stof til fremtidige voldsommere Stridigheder, som allerede i saa rigt Maal var for Haanden, erfarer man af nogle Ytringer, han lod falde ikke lang Tid før sin Død, da han sad i sit Herberge med nogle faa Venner. Dette Liv, sagde han, var fuldt af Tvang og mangehaande Prøvelser og Møje, men de vare derimod lykkelige, der skulde dø. De Tilstedeværende, der kun havde hans ydre Ro, Fred og Lykke for Øje, kunde ikke skjønne, hvorfor han talte sligt, og spurgte hvad det skulde betyde. Han svarede: „det kan gjerne være, at det tykkes eder, som om jeg har liden Møje og Vanskelighed at kæmpe med i min Regjering; jeg derimod synes at Møjen er mangfoldig og stor, thi ikke nok med at det altid er vanskeligt og ansvarsfuldt at styre et stort Rige, forekommer det mig dobbelt betænkeligt at dømme og afgjøre Tvistmaalene mellem Gejstligheden og Lægfolket, uden at begaa store Misgreb“. De andre meente, at det dog vel ikke var saa vanskeligt for ham. „Jo“, svarede han, „Vanskeligheden tykkes mig saa stor, at jeg priser de Døde lykkelige fremfor de Levende; naar dette Hoved“, sagde han, og strøg sig om Panden, „har ligget under Jorden i tre Aar, ville I nok faa at see, hvad jeg har haft at staa i“^[7].

Under disse Sorger og Bekymringer tilbragte Kong Magnus saaledes Slutningen af Aaret 1279 og Begyndelsen af 1280, oppebiende det forestaaende store Møde, og sandsynligviis aldrende sine Forberedelser dertil. Det var vistnok ikke liden Glæde og Opmuntring for ham, at hans Ven Biskop Arne af Skaalholt allerede om Høsten 1279 kom til Norge, for at tilbringe Vintren der. Han var afsejlet fra Ørebakke den 24de August, landede lidt søndenfor Jæderen den 11te September, og kom til Bergen 1ste October^[8]. Han tog, som det lader, sit Ophold hos Biskop Narve; men allerede Dagen efter hans Ankomst^[9] lod Kongen ham kalde til en Samtale i sin Maalstue, og viste sig meget naadig imod ham: umiddelbart derefter lod han ham indbyde til et Gjestebud, som han just skulde holde næste Tag, St. Francisci Dag, og noget senere, i Julefasten, indbød Kongen ham ej alene til at være hos ham om Julen, med saa mange Mænd, han selv vilde, men forærede ham endog en Deel Levnetsmidler til at holde sine Folk med. Arne tilbragte ej alene Julen, men ogsaa den følgende Paaske hos Kongen og var desuden i alle hans Gjestebud, og fik i Julegave et prægtigt Stykke Tøj af det Slags, som kaldtes Baldikin. Ogsaa Biskop Jørund af Hole forlod Island allerede i 1279, men, som det synes, paa et andet Skib end Arne, og uden at besøge Kong Magnus. Denne sendte imidlertid Eindride Bøggul paany ud til Island, og med ham Thrønderen Lodin af Bakke^[10], som det hed, i Egenskab af Lagmand, fremdeles, som man maa formode, for at bane den nye Lovreform Indgang. For Resten lader det til, at der hele denne Høst og Vinter har været plejet hyppige Underhandlinger mellem det norske Hof og fremmede Magter. Saaledes udstedte han allerede den 7de August det før omtalte Frihedsbrev for Kjøbmændene i Bremen, aldeles eenstydende med det, han Aaret forud have udstedt til Lübeckerne. Siden sees der at have været vexlet Breve med det engelske Hof angaaende Paagribelsen af Guido af Montfort, Søn af den bekjendte Simon af Montfort, Jarl af Leicester, hvilken Kong Edward, paa Grund af hvad han og hans Fader sagdes at have forbrudt mod Kongehuset, og især fordi han i Italien havde dræbt Kong Edwards Frænde Henrik, den udvalgte tydske Konge Richards Søn, havde lyst fredløs, og som Edward derfor ønskede at faa i sin Vold, for at tage Hevn over ham. Guido maa have faret vidt og bredt gjennem Europa, thi vi erfare først, at han om Vaaren 1279 var i Italien, og at Fyrsten af Salerno da paa hans Vegne anholdt om Naade for ham, hvilken dog ej blev ham til Deel^[11]; senere, efter Kong Magnus’s Død, finde vi ham, eller i det mindste En, som man antog for ham, i Norge, hvor man næsten synes at have ventet hans Ankomst, og hvorhen derfor Kong Edward neppe har at undladt at skrive, for at belave Kongen og hans Høvdinger paa dette Tilfælde^[12]. Den 6te Mai 1280 tilskrev endelig Kong Magnus den engelske Konge det allerede ovenfor omtalte Brev fra Bergen, hvori han underrettede ham om, at han laa i en haard Sygdom, og derfor anbefalte til hans Raad og Bistand sine to Sønner, Kong Erik saavel som Hertug Haakon, hvorhos han og lod ham vide, at han agtede at lade Kong Erik krone i Bergen, førstkommende St. Hans Tag. Han takkede ham tillige, fordi han havde sendt ham Reliqvier, og sendt ham til Gjengjeld med Overbringerne af Brevet, hvilke vare Erlend, Provst for hans Capell (Apostelkirken), saavel som hans Drabant, Richard, atter en Deel vel afrettede Falke, to hvide og sex graa. Den Svaghed, der nu fængslede Magnus til Sygelejet, var hans Helsot, og det her nævnte Brev var maaskee det sidste, der i hans Navn blev skrevet, i det mindste til noget udenlandskt Hof, thi han døde allerede tre Dage efter, den 9de Mai 1280, kun 41 Aar og ved 8 Maaneder gammel^[13]. Han blev, som han selv havde bestemt det, begraven ved St. Olafs Franciscaner-Kloster i Bergen.

Der siges om Magnus i et samtidigt Skrift, at hans Død var ligesaa stor Skade for hele Landets Folk og især for Gejstligheden, som Kong Josias Død fordum for Jødefolket. Det kan heller ikke være nogen Tvivl om, at hans Død bar vakt almindelig Sorg, ej alene fordi Folket paa Grund af hans personlige Elskværdighed havde faaet ham meget kjær, men ogsaa, og i Særdeleshed, fordi det maatte være Alle og Enhver klart, at han alene nu formaaede at holde de politiske Storme tilbage, der hvert Øjeblik truede med at udbryde, og at det eneste Haab om at faa dem afværgede, var afhængigt af, om han levede længe nok til at berolige Gemytterne og vænne dem til den gjensidige Fordragelighed, som de endnu ikke tilfulde havde kunnet lære. Om end saadanne Elementer til Parti-Tvedragt havde været tilstede, saa vilde kun den langvarige Mindreaarigheds-Regjering, som ved hans alt for tidlige Død maatte indtræde, være nok til at lade alle sande Fædrelandsvenner betragte denne som en af de største Ulykker, der kunde overgaa Landet. Og de Storme, som virkelig brøde ud, og om hvilke vi i det Følgende komme til at berette, maatte i Tidens Løb ved den overordentlige Modsætning, de afgave i Forhold til Kong Magnus’s lykkelige og fredelige Regjering, bidrage end mere til at stille denne i et glimrende Lys.

Et Tilbageblik paa Kong Magnus’s Regjeringstid viser ogsaa denne som en i det hele taget for Norge lykkelig og glædelig Periode. Folket nød i fuldt Maal Freden og dens Velsignelser; Kongen arbejdede ivrigt og med Held, for at afskaffe gamle Misbrug og indføre, hvad i det mindste han selv og delt Tids øvrige Statsmænd antoge for en bedre Tingenes Orden; Riget var mægtigt og hædret; de politiske Misgreb, hvori Kongen og hans Raadgivere maatte have gjort sig skyldige, betragtedes i det mindste ikke som saadanne, undtagen hvor man maaskee troede at finde, at han viste sig alt for eftergivende mod Gejstligheden. Men hvad dette angaar, maatte dog vistnok alle Retfærdige og Sandhedskjærlige erkjende, at han havde en yderst vanskelig Stilling lige over for en Mand af saadan Myndighed og Heftighed som Erkebiskop Jon; at han i det mindste var at undskylde, om ikke ligefrem at forsvare, naar han i det længste søgte at undgaa en erklæret Kirkestrids Rædsler og Forvirringer, og det maa tvertimod paaskjønnes, at han med sit fredelige Gemyt og religiøse Sind, og paa en Tid, da Kirkens Anseelse og Overhaand saa godt som havde naaet sit højeste Punkt, dog vovede at gjøre dens Forkæmpere nogen Modstand, og ikke aldeles blindt hengav sig som Redskabet til deres Forherligelse. At Undersaatterne paaskjønnede hans gode Vilje og ufortrødne Virksomhed, viser sig ogsaa noksom i Tilnavnet „den Gode“, som hans Samtid eller nærmeste Eftertid synes at have tillagt ham. Man finder ham ogsaa i yngre Aarbøger kaldet lagabœtir eller Lovbøderen, paa Grund af hans Hovedvirksomhed, Lovforbedringen; men det vides ikke med Vished, om dette Tilnavn allerede blev brugeligt strax efter hans Død, eller om det først blev opfundet i sildigere Tider^[14]. Imidlertid er det nu omstunder blevet næsten uadskilleligt fra hans Navn. I latinske Breve, som han enten selv udstedte eller modtog, kaldes han „Magnus den 4de“. Han har da sandsynligvis regnet Magnus Olafssøn (den gode) for den første, Magnus Barfod for den anden og Magnus Erlingssøn for den tredie, uden at medregne Magnus Haraldssøn og Magnus Sigurdssøn (blinde), formedelst deres kortvarige Regjering.

1. Thorkelins Dipl. II. S. 85. Dette Brev mangler vistnok Datum, men synes at maatte være at henføre til Tiden efter 1277.
2. Arne Biskops Saga, Cap. 24.
3. Sammesteds, Cap. 20. Her omtales rigtignok kun Indkaldelsen af de islandske Biskopper; muligt er det derfor, at de norske, der ej behøvede saa lang Frist, indkaldtes senere: men i alle Fald fremgaar dog heraf, at Jon allerede da havde besluttet at afholde et Kirkemøde 1280.
4. Rymeri Foedera I. p. II. S. 579.
5. Dipl. Norv. III. No. 16. Ogsaa aftrykt, men meget skjødesløst hos Thorkelin, Dipl. Arn. II. S. 86.
6. Brev af 14de Marts 1280 Dipl. Norv. III. No. 16.
7. Arne Biskops Saga Cap. 32.
8. Arne Biskops Saga Cap. 24.
9. Isl. Annaler, ved 1279.
10. Sammesteds. Det er kun Annalerne, som tale herom; i Arne Biskops Saga nævnes ikke det mindste om denne Sag, der dog ganske synes at have sin Rigtighed.
11. Brev hos Rymer (II. 568) af 11te April 1279.
12. Se nedenfor, hvad der berettes om denne Sag. Chronologien er her noget dunkel.
13. Hans Dødsdag angives i flere Kalendarier, saa og i Arne Biskops Saga, Cap. 25; Dagen kaldes her Adventus beati Nicolai i Bari, d. e. Translatio Nicolai; Annalerne nævne VII. id. Maii. De stockholmske Minoriters Diarier, der omtale hans Begravelse ved Minoriterklostret i Bergen, nævne hans Død ved 1ste Juni (Scr. rer. Svec. I. 77); men maaskee sigte de her til Begravelsesdagen.
14. Man finder dette Tilnavn, saa vidt vides, aller først i et Papirshaandskrift af Annalerne (Cod. Arnam. No. 429 qv.), der er nedskrevet i det 16de Aarhundrede, og naaer til 1427; hvis dens Original naaede lige saa langt, bliver saaledes Benævnelsen lagabœtir her ikke ældre end Begyndelsen af 15de Aarhundrede. For Resten er Cod. 429 meget beslægtet med Cod. 417 qv., og denne igjen med den saakaldte Lagmands-Annal, der naar til 1356. Ældre end denne Tid er Tilnavnet neppe. „Den gode“ kaldes Magnus allerede l Annales regii fra Begyndelsen af 14de Aarhundrede.