Det norske Folks Historie/6/100

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1859 (I-4-2, s. 448-470).

Aarsagen, hvorfor Hertug Erik i faa stor Hast begav sig til Norge, var den, at han atter vilde overtale Kong Haakon til at tage Parti. For faa vidt var der nu mere Grund dertil, som Krig dog nu var udbrudt. Kong Haakon kunde, hvad han end tænkte om Hertug Erik og hans Sags Retfærdighed, dog ikke, saa længe Erik skulde være hans Svigersøn, i Længden være bekjendt at staa rolig og see paa, at Danekongen maaskee overvældede ham; han maatte desuden vente, at hvis Danekongen, naar Krigen atter brød ud, saa sin Lejlighed dertil, vilde han først og fremst underkaste sig Nordre-Halland med Vardberg, og hermed kunde Haakon, som den der havde kjøbt det for en stor Pengesum, dog ikke være tjent. Der manglede sikkert ej paa dem, der under Hertugens Fraværelse ivrigt bearbejdede Kong Haakon og talte hans Sag, fornemmelig Dronning Euphemia, hvis romantiske Beundring for ham ikke i mindste Maade synes i at have lagt sig efter hans sidste Bedrifter, men som i ham stedse kun f faa den skjønne Ridder, ikke den trædske politiske Intrigant. Maaskee var det lykkets hende saavel som Hertugens øvrige Venner at faa Kongen noget føjeligere; maaskee erkjendte han selv, at Omstændighederne nu havde forandret sig noget. Man har nemlig et nyt Brev, som Hertug Erik under dette sit korte Ophold i Norge lod udgaa til Erkebiskoppen, alle øvrige Prælater, Baroner, Riddere, Gejstlige og Verdslige i Norges Rige, hvori han forsikrer dem, at de kunde være overbeviiste om at hans Broder Valdemar med de fleste af Sveriges Biskopper og den større og fornuftigere Deel af Sveriges Adel samt hele Mængden i eet og alt vilde efterleve de mellem Norge og Sverige til Freds og Enigheds Overholdelse vedtagne Bestemmelser, hvorfor han nu beder dem at fæste Liid til, hvad Kong Haakon paa hans Vegne maatte meddele dem, som om det var hans egne Ord, og troligen at opfinde, hvad Kongen til Forsvar af deres saavel som Hertugens Rettigheder maatte byde dem^[1]. Som et aldeles sikkert Tegn paa at det allerede da var lykkets Hertugen at omstemme Kongen kan man dog ikke betragte dette Brev. Han havde meget travlt; den 2den Marts var han allerede igjen langt inde i Sverige, paa Vejen til Nykøping^[2]; det er vel muligt, at han under sit korte Ophold i Oslo ikke har udrettet noget hos Kongen, men dog har skrevet Brevet og efterladt det hos Dronningen eller en anden paalidelig Ven, for at det kunde fremdrages og benyttes, naar endelig Kongen havde ladet sig formilde. Hvad der bestyrker dette er, at en af Biskop Helge i Oslo verificeret Copi af Brevet ikke er skreven og udstedt strax efter Brevets egen Datum, den 14de Februar, men først den 8de April; nu skulde det synes, at hvis Omstændighederne havde været saadanne, at Brevet kunde offentliggjøres strax efter Affattelsen, vilde man og umiddelbart derefter have taget bekræftede Afskrifter, for at sende dem om ei Landet; men da nu Biskop Helges Copi er udstedt saa sildig som den 8de April, maa man næsten slutte, at det indtil da har været holdt tilbage, eller at Betingelsen for dets Offentliggjørelse, Kongens Løfte om at ville ansee Hertugens Sag som sin egen, først da har været opnaaet. Vistnok kan man ej benegte Muligheden af, at ogsaa tidligere Copier, men som nu ere tabte, have været udstedte, thi hiin Copi er den eneste, som nu er til, og Originalen er ligeledes forlængst borte; men sandsynligst er det dog, at de Copier, der udstedtes, bleve udstedte paa een Gang, især de som udferdigedes i selve Oslo, og at man, om man havde dem alle, dog ikke vilde finde nogen ældre end Begyndelsen af April Maaned^[3]. Men saa meget kan ogsaa ansees som vist, at da havde Kong Haakon omsider givet efter. Han gjorde just paa denne Tid en Rejse til Nidaros^[4], hvor han, som det lader, opholdt sig temmelig længe^[5], uvist i hvilket Erende, maaskee alene fordi han ej paa lang Tid havde været der, og hans personlige.Nærværelse var nødvendig til Ordning af flere Anliggender, maaskee og fordi der endnu var noget at ordne og bilægge mellem Erkebiskoppen og Chorsbrødrene^[6], hvorhos han dog ogsaa muligtviis kan have villet raadslaa med Erkebiskoppen og de throndhjemske og haalogalandske Stormænd om det Skridt, han nu stod i Begreb med at foretage. Den 2den Mai udstedte han her fra Nidaros følgende Manifest^[7]: „Haakon af Guds Miskund Norges Konge, Søn af Kong Magnus, sender alle dem, som dette Brev see eller høre, Guds og sin Hilsen. Det maa Gud vide og alle de bedste Mænd i Riget, der som oftest have været hos os, hvor meget det har ligget os paa Hjertet, og hvor ivrigt vi hos Danekongen have bestræbt os for, at Fred og Ro kunde vorde begge Rigerne imellem, Norge og Danmark, idet vi have umaget os selv og andre vore gode Mænd ved mange Rejser for at skaffe os Fred og hvad vor Ære fordrede, ligesom vi og sendte de Mænd, vi havde hos os og som Kongen af Danmark gav Skyld for sin Faders Død, til at underkaste sig Prøv og frigjøre sig hos ham for de Beskyldninger, han gav dem. Men da de skulde komme did, da saa de Breve, der vare gjorte imod dem, og som de endnu have den Dag idag, hvis Indhold viiste, at man ikke vilde lade dem nyde den Lov, der gjelder enten i Norge eller i Danmark eller andre Lande, saavidt Folk har hørt. Dertilmed truedes deres personlige Sikkerhed saa sterkt og betænkeligt, at nogle af dem ikke engang paa nogen Maade kunde komme derhen^[8]; Og de, som kom, fik hverken nyde Lov eller Ret for sig, men Kongen af Danmark opnævnte Mænd og lod disse paasverge dem hvad han fandt for godt. Dette er dog baade mod Guds og alle christne Menneskers Lov, som de fleste fornuftige Folk kunne skjønne efter den Fremferd, man lige i Førstningen brugte mod dem da Beskyldningen blev dem paaført, nemlig at de strax bleve jagede i Landflygtighed af Riget, deres Gods optaget for dem, deres Frænder og Svenne dræbte, og nogle fængslede; hvorhos han (Kongen) nedrev deres Rygte over alle Lande med sine Breve og anden slet Omtale^[9], og vilde ikke høre den Lov, Ret og Undenførsel, som de tilbød for sig; siden, da de saa at de ikke kunde faa nogen Ret og Skjel for sig paa Grund af det overvættes Had, de mødte, henskød de sin Sag til Paven og lagde sig selv og alle sine Anliggender under hans Dom. Alt dette lode vi saaledes blive efter Kongen af Danmarks Vilje, føjede os derefter, og vilde fra den Tid af ikke have disse Mænd hos os, haabende ved dette og alt andet at tøje det saaledes til, at vi og vore Thegner kunde have Fred og Ro. Men ikke desmindre, endog efterat der var truffet saadan Overeenskomst mellem os og Kongen af Danmark, at Forliig og evig Fred var gjort og stadfasteligen sat mellem Rigerne, blev dog samme Fred og al anden Dagthingning ikke bedre overholdt imod os, end at Kongen af Danmark strax efter lod fare til, tage, nedbryde og brænde vort Huus Hjelm tvertimod hvad der forhen var aftalt og dagthinget imellem os; derhos lod han nogle norske Kjøbmænd, der vare sejlede til Danmark, anholde og deres Gods, som de havde med sig, dem fratage, samt dem selv, forsaavidt de ikke undkom, paa forskjellige Maader ilde medhandle. Thi kjendes vi ej ved at være Kongen af Danmark pligtige at holde nogen Deel af denne Dagthingning, og gjøre vi alle Mænd vitterligt, at efter Hertug Erik af Sveriges, vor tilkommende Maags, vore Biskoppers og andre Raadgiveres Raad, have vi tage Herr Greve Jakob vor kjæreste Frænde, Herr Peter Jakobssøn og deres Børn samt Børnene efter alle de andre duende Mænd, der kom til os fra Danmark, alle deres Svenne der ere med dem og alle deres tilhørende i Guds Vold og vor Hegned og kongelige Beskyttelse til alle rette Maal, fuldkommeligen forbydende hver Mand dem at forurette, hindre eller ulovligt at hemme, hvis ikke enhver, som det gjør, vil paadrage sig vor Vrede og de haardeste Refselser, saa at andre kunne afskrækkes fra at forurette vore Frænder og de øvrige, vi saa særdeles have taget i vor Beskyttelse. Det maa og være Gud og de bedste Mænd i Riget, der ville tale Sandhed derom, vitterligt, at denne Ufred og Uro, som en Tidlang har fundet Sted, blev begyndt og udbrød i vor Broders og vor Umyndighedstid, skjønt enkelte uvittige Mænd, der ej vide saa nøje Besked, tale forskjelligt derom. Givet i Nidaros Korsmesseaften om Vaaren i vort 8de Regjerings-Aar og indseglet i vor Nærværelse; Ivar Klerk skrev“.

Uagtet dette endnu ikke var en formelig Krigserklæring, eller Forkyndelse af at Krigsforetagender mod Danmark fra norsk Side strax vilde begynde, havde dog Hertugens og hans Venners Forestillinger udrettet faa meget at Kongen nu erklærede Indtagelsen af Hjelm for en casus belli^[10], Fredsslutningen derved faktisk.hævet og sig selv følgelig løst fra enhver Forpligtelse, den paalagde, hvorfor han ogsaa nu atter tog de Fredløse i sin Beskyttelse. Hermed var dog allerede det meste vundet for Hertugen; det var neppe engang hans Mening, at Kongen skulde begynde Krig med Danmark, førend den Stilstand, han selv nys havde sluttet, var udløben, hvilket først vilde blive til Januar 1308, og da meente han vel det faldt af sig selv, at Kongen maatte gjøre fælles Sag med ham. Kongen derimod tænkte vel neppe at gaa saa vidt; han haabede formodentlig at Sagerne inden den Tid skulde ordne sig fredeligt, og at Danekongen, for ikke ogsaa at faa ham til Fiende, skulde byde Fred paa det Vilkaar, han nu sees bestemt at have villet opnaa, nemlig den formelige Afstaaelse af Nordre-Halland. Kongen havde maaskee allerede nu gjerne sluttet Separatfred med Kongen af Danmark for denne Priis og ladet Hertug Erik i Stikken, hvis Hertugen ikke selv havde haft baade Nordre-Halland og Kongehelle Slot i Besiddelse, og endnu vare dog ikke Omstændighederne saadanne, at han kunde være bekjendt i Forening med den danske Konge at fratage ham disse, og uden at være nødtvungen vilde Hertugen visselig ikke give dem tilbage. At Kongen havde den største Mistro til Hertugen, og kun var bleven nødsaget til sit sidste Skridt ved Omstændighedernes Magt og sine Omgivelsers Overhæng, er klart. Hertugerne benyttede imidlertid Aarsfristen utrætteligt til baade aabenbart og hemmeligt at udruste og styrke sig til den forestaaende Krig. Det lykkedes dem at omstrikke Kongen af Danmark med et skammeligt Forræderi i dennes egen nærmeste Familie. Forholdet mellem ham og hans Broder Christopher havde længe været daarligt, og allerede i 1297 var det, som ovenfor omtalt, kommet til voldsomme Optrin mellem dem. For maaskee paa en anstændig Maade at fjerne ham noget og gjøre ham uskadelig, havde Kongen i 1303 paa sex Aar forlenet ham med Estland og givet ham Hertugstitel^[11]. Men hans Lov var saa slet, at de fornemste Herrer i Estland ved Efterretningen derom indgik et Forbund med Sverdridderne i Lifland til Selvforsvar, som det heed, mod Russer og Littauer, men dog egentlig for at tilkjendegive, at de ej skjøttede om at have Christopher til Herre^[12]. Kongen tilbagekaldte ogsaa Forleningen^[13] og affandt sig kort efter med Christopher, idet han, formodentlig i Januar 1307, maaskee netop medens han opholdt sig i Søndre-Halland umiddelbart før Toget til Sverige^[14], forlenede ham med dette Landskab saavel som Samsø arveligt i hans mandlige Linje, med al kongelig Rettighed, mod en aarlig Afgift af 1000 Mkr. skaansk, og naturligviis mod den sedvanlige Forpligtelse, at gjøre Krigstjeneste efter Udbud og ikke at indlade sig i Forbund med fremmede Magter til Kongens Skade. Det er næsten ubegribeligt, hvorledes Kong Erik kunde vove at betro en saa upaalidelig Person, som Christopher, et saa vigtigt Grændselandskab, og navnlig i denne Tid, da en farlig Krig paa disse selvsamme Kanter stod for Døren, saameget mere som Christopher ved sit Egteskab med Euphemia, Datter af den vendiske Hertug Bugislav og ligesom Dronning Euphemia Datterdatter af den gamle i 1302 afdøde Fyrst Vitslav, var dragen ind i den mod Kong Erik uvenligt stemte Familiekreds, hvortil baade Kong Haakon og Hertug Valdemar i Jylland hørte. Vistnok udstedte Christopher en Gjenforpligtelse, for hvilken ogsaa hans Svigerfader Hertug Bugislav saavel som andre af hans Hustrues og hans egne Frænder, Fyrst Vitslav, Nikolas af Werle, Henrik af Mecklenburg, Hertug Valdemar af Jylland, Markgreverne af Brandenburg, Grev Gerhard af Holsteen, Biskopperne og de Fornemste i Riget gik i Borgen, at han ikke skulde indlade sig i aabenbare eller hemmelige Stemplinger imod Kongens Liv, Sikkerhed og Magt o. s. v., og at han navnlig i Krigstilfælde med Sverige og Norge skulde stille sine Slotte til Kongens Raadighed og staa ham bi som en tro Vasal, alt under Straf af at have forbrudt ej alene Lenet og al privat Ejendom, men endog sin eventuelle Arveret til Tronen. Men man havde dog Exempler nok fra tidligere Dage paa, hvor lidet slige Forpligtelser havde at betyde, naar Ærgjerrighed, Skinsyge og Vindesyge fik frit Spil, og man burde have indseet det farlige i, netop at anvise Christopher sit Leen i Halland, hvor den listige Hertug Erik var hans nærmeste Nabo, og ubemerket og uhindret kunde anvende alle sine Forføreleskunster paa ham. Disse undlode heller ikke at gjøre sin Virkning. Hertugernes Tilbud, at hjelpe ham til at støde Broderen fra Tronen, var altfor tillokkende til at han kunde modstaa det. Allerede den 6te Mai, kun faa Maaneder efterat Christopher havde faaet Søndre-Halland til Leen, sluttede han i Mothorp (nu Morup omtrent halvvejs mellem Falkenberg og Vardberg) et formeligt Venskabs- og Understøttelses-Forbund med Hertugerne. Det bestemtes, at der skulde være bestandig Venskab og Enighed mellem dem; al tidligere Uenighed og Tvedragt skulde være glemt og udryddet; Hertugerne lovede at staa ham og Børn bi mod Kongen af Danmark med 400 Ryttere og paa alle Maader at hjelpe ham til at faa den danske Krone; de skulde ingen Fred eller Stilstand slutte med Kong Erik uden Hertugens Samtykke; de skulde hjelpe ham til, i Skaane eller paa andre bekvemme Steder at anlægge Slotte^[15]; de skulde paa egen Bekostning gjøre Indfald i Skaane eller hvilket som helst andet dansk Landskab og herje og brænde der, indtil det var ham underlagt, men underkastede det sig godvilligt, skulde han bære Bekostningerne; Krigsfanger skulde deles mellem dem efter Antallet af den Styrke, hver havde; ved Krigens Begyndelse skulde de laane ham 300 Mkr. brændt Sølv; erklæredes Hertugen at have forbrudt sin Ret til Halland og alt andet Gods i Danmark, skulde han finde Tilflugt hos dem og faa Slottene ved Kongehelle og Ljodhuus samt 1000 Mkr. i svenske Penge; bleve hans Slotte belejrede, skulde de strax komme ham til Hjelp; de skulde begge, eller i det mindste een af dem, personligt deeltage i denne Krig; hvis nogen Dansk frikjøbte sit Gods fra Plyndring, skulde Pengene tilhøre Christopher, saa og alt Land og hvert Slot, der i Danmark kunde vindes. De skulde ej ophøre med at bekrige Kongen af Danmark, førend Christopher havde naaet sit Maal; men dersom han ved deres Hjelp fik mere Gods i Danmark end han nu havde, skulde han ogsaa skaffe dem’mere Hjelp end før; dersom han uden deres Bistand erhvervede det, skulde han understøtte dem efter Behag. Begge de svenske Hertuger paakaldte over sig, hvis de brød dette Forbund, Pavens eget Bann, og aflagde Eed herpaa med 12 Riddere og 24 Knaper^[16]. Formodentlig udstedte Christopher et lignende Gjenbrev til Hertugerne. Det ligger i Sagens Natur og sees tillige af det følgende, at dette Forbund for det første blev holdt ganske hemmeligt og at den derved aftalte offentlige Samvirken ikke skulde begynde, førend Stilstanden var udløben, ved Aarets Slutning. Naar man lægger Merke til, at Hertugerne den 16de April, 20 Dage før Sammenkomsten paa Mothorp, befandt sig paa Ekolsund i Upland, og den 12te Mai, kun sex Dage efter Mødet, atter vare ved Mælaren paa Sko Kloster^[17], faar man endog Indtrykket af at de have foretaget Rejsen selv i dybeste Stilhed og størst mulige Hast, for at man i Danmark ikke skulde tro andet, end at de hele Tiden havde opholdt sig langt fra Halland, i Mælar-Egnene. Fra Mothorp i Halland til Sko Kloster i Upland rejste man vistnok ikke paa den Tid i sex Dage uden at ferdes baade Dag og Nat, og da man ej nøjagtig veed Dagen, naar de tiltraadte Rejsen til Mothorp fra Upland, er der al Sandsynlighed for at de ej brugte længere Tid frem end tilbage. At Hertugerne benyttede sig af enhver Fordeel, der tilbød sig, og rejste i Mulm og Mørke, over Hals og Hoved, til Halland for at sikre sig Hertug Christophers forræderske Hjelp, kan man vistnok kalde saare klogt, og for saa vidt undskylde, som det ej var dem selv, der..begik Forræderiet, men naar man læser de rene og klare Ord, hvormed Christopher forbandt sig med sin Broders Fiender om at skjende og brænde i hans Lande og støde ham fra Tronen, da maa man forfærdes og oprøres over et saadant Overmaal af Nederdrægtighed, til hvis Betryggelse man tilmed havde den Frekhed at misbruge Edens Hellighed og paakalde Kirkens højeste Bann^[18]. Dette er et af de mange Exempler paa, hvor forargerligt man i denne Tid havde begyndt at ødsle med Bannsstraffen og benytte den til at fremme de mest ukirkelige, ja endog ligefrem utilbørlige Formaal. Det er heller ikke at undres over, at den snart tabte sin Betydning og Indflydelse.

Imidlertid dreve Hertugerne ivrigt paa Udrustningerne til den forestaaende Strid. Slottene bleve satte i bedste Forsvarsstand; ogsaa Hertugernes fornemste Mænd synes at have hjulpet til med Laan af Penge og andre nødvendige Artikler; man har saaledes et Brev, udstedt af Hertugerne paa Mones i Vestergøtland den 11te Juni, hvorved de overdrage Drottseten Hr. Arnbjørn Sigsteenssøn nogle Gaarde og Kverner til Erstatning for hans Udlæg ved at udruste Slottene Kongehelle og Nykøping^[19]. Strax efter gjorde Hertug Valdemar en Rejse til Tydskland, ledsaget af nogle faa Herrer, hvoriblandt Drottseten. Det heed at det var en Pilegrimsrejse til Jomfru Marias Ære^[20], men hans egentlige Formaal var at leje, eller, som det kaldtes, „soldere“ fremmede Ryttere, deels Riddere, deels Knaper. Formodentlig besørgede især Drottseten dette, medens Hertugen forrettede sin Andagt. Saaledes maatte Religionen ogsaa her tjene til at besmykke politiske Kunstgreb. Han fik ialt paa denne Maade samlet over 800 Mand. Paa hvad Maade de førtes over til Sverige, vides ikke, thi i Lübeck, hvorfra Hertugen selv skulde drage hjem, og hvor han for Resten havde mødt den største Forekommenhed, maatte han den 9de September udstede et Brev, hvori han paa Ære og Samvittighed lovede, hverken i Stadens Havn eller paa dens Rhed at foretage Indskibninger, der kunde blive Kong Byrge eller dennes Hjelpere til Skade^[21]. Lübeckerne havde nemlig, af Erkjendtlighed fordi Kong Erik af Danmark havde taget sig af Staden under en Fejde med Greven af Holsten og bragt et godt Forliig til Veje, nys formeligt erklæret ham for sin Skytsherre og lovet ikke at tilstede hans Fiender nogen Hjelp, nogen Bevæbning eller Forsvar fra deres By, medens de dog forbeholdt sig at kunne handle med de Magter, med hvilke han laa i Krig^[22]. Formodentlig bleve Tropperne da bragte til en eller anden pommersk Havn og derfra indskibede til Sverige. Sikkert er det, at de ankom hid i god Behold, noget senere end Hertugen selv, til liden Baade for Landet, ej alene fordi dette udsugedes ved de store Bekostninger, der fordredes til deres Underhold, men fordi deres Tøjleløshed og Voldsomhed gjorde dem til en sand Landeplage for de Egne, hvor de ferdedes eller havde sine Qvarterer.

Hertug Erik havde paa sin Side heller ikke været ledig. Uagtet hans Festemø ikke var mere end sex Aar gammel, havde han besluttet allerede nu at holde Bryllup med hende, rimeligviis i Haab om derved ganske at kunne sikre sig Kong Haakon, hvis Utilbøjelighed til ganske at gaa ind paa alle hans Planer og staa Last og Brast med ham han alt for vel maa have merket. Sikker paa, at hans Forslag at fremskynde Giftermaalet, ingen Hindring vilde møde, især da han havde Dronningen paa sin Side, havde han ladet alt, hvad der behøvedes til et prægtigt Bryllupsgilde, bringe til Veje i Kongehelle og drog selv ved Olafsmessetider Kong Haakon imøde for at ordne Sagen med ham. De mødtes paa Kraakrø (Kragerøen ved Fredriksstad)^[23], og Hertugen fremsatte sin Begjering. Men han fandt Kongen ikke saa føjelig som han havde tænkt. Denne fordrede som Betingelse for sit Samtykke til Giftermaalet, at Hertugen skulde tilbagegive ham Vardberg Slot, det vil sine hele Nordre-Halland, hvad enten han nu virkelig fandt dette at være en bekvem Lejlighed til at faa Landskabet tilbage, hvilket han aabenbart angrede paa at have overladt Hertugen, eller han kun i Betragtning af Ingebjørgs Ungdom fandt Giftermaalet for tidligt, og for ikke reent ud at give Afslag knyttede sit Samtykke til en Betingelse, som han vidste at Hertugen nu mindre end nogensinde kunde opfylde. Det sidste er det rimeligste, eftersom man erfarer, at hverken Forlovelsen eller Venskabet, i det mindste det ydre, mellem Kongen og Hertugen ved dette Afslag afbrødes. Ifølge Riimkrøniken skal Hertugen kun have svaret: „vil du ikke give mig hende, saa give Gud hende Lykke hvor hun gaar, men Vardberg faar du ej tilbage i Aar, hvor ivrigt du end fordrer det“^[24], og derpaa være vendt tilbage til Kongehelle, holdende et prægtigt Gjestebud for sine Mænd paa det til Brylluppet samlede Forraad. Der tales noget om at ogsaa Grev Jakob vilde have Slottet tilbage, men kom for silde, dog hvorledes Sammenhængen er hermed, kan ikke ret vel sees; man bliver ej engang klog paa, om det er Kongehelle Slot eller Vardberg, der menes^[25]. Kongen begav sig længer ud paa Aaret, som man maa antage, til Bergen, hvor han synes at have tilbragt Julen^[26], men dette kan endnu ikke udlægges som Tegn paa nogen større Kulde mellem Kongen og Hertugen, thi tvertimod erfare vi af det følgende, at Kongen, om han end ikke for det første var tilsinds selv at gribe til Vaaben mod Danmark, dog agtede at staa Hertugerne bi med betydelig Pengehjelp, og at Underhandlinger om denne Sag maa have været plejede mellem Kongen og dem, selv efter hans Bortrejse. Hertug Erik drog efter Lystighederne i Kongehelle tilbage til det østlige Sverige og samlede der Tropper, navnlig femhundrede beredne og ypperligt udrustede Hofmænd fra Upland, Østergøtland og Smaaland, der siden forenede sig med de fremmede Tropper, hans Broder bragte fra Tydskland^[27]. Den 29de October vare Brødrene atter sammen i Stockholm^[28]; ved eller efter Midten af November^[29] begave de sig vestover til Egnene ved Elven, vistnok tildeels fordi de, som man seer, fra denne Kant agtede at begynde Fiendtligheder med Danmark, men især dog fordi de, aabenbart efter forud truffen Aftale, skulde have en Sammenkomst med Befuldmægtigede fra Kong Haakon, for at treffe den endelige Aftale om Subsidiernes Størrelse og Maaden, hvorpaa Kongen forøvrigt agtede at staa dem bi, samt deres Forpligtelser til ham. Denne Sammenkomst fandt Sted paa Aaby, ved Aabyfjorden sydligst i Ranrikes Syssel. Paa Kong Haakons Vegne mødte Hr. Assur Jonssøn og den bergenske Chorsbroder Ivar Olafssøn, begge højt betroede Mænd, af hvilke den første, som det nedenfor nærmere skal omtales, i det følgende Aar udnævntes til Drottsete, og den sidste til Bevarer af det mindre Segl. Mellem disse Mænd og Hertugerne oprettedes der nu her paa Aabo en formelig Contract med Brev og Gjenbrev, hvorved hine paa sin Konges Vegne lovede at udbetale Hertugerne eller deres Befuldmægtigede 1000 Mkr. brændt Sølv allerede inden førstkommende femte Dag Juul, og 1000 Mkr. gamle norske Peninge i Tunsberg næste Midfaste, samt derhos snarest muligt stille det løbende Aars Landskyld og Leding af Elvesyssel og Ranrike, altsaa hele Ranafylke, til Hertugernes Disposition, medens Hertugerne derimod forpligtede sig paa Tro og Love til af al Magt at angribe og bekrige Kongen af Danmark saavel med indfødde som med tydske Krigere, og ikke slutte Fred med ham uden at ogsaa Norges Konge heri deeltog; i Liighed hermed lovede og de norske Befuldmægtigede, at Kong Haakon ikke skulde slutte Fred med Kongen af Danmark uden Hertugernes Samtykke. Borgen for, at alt, hvad der var aftalt og lovet, skulde blive overholdt, stillede Grev Jakob, der saaledes maa have været tilstede ved Forhandlingerne, og hvem det ogsaa var mest magtpaaliggende, at Krigsforbundet kunde komme istand og Krigen selv blive ført med den størst mulige Kraft, thi alene deri laa hans eneste Udsigt til nogensinde at faa sit Hertugdømme igjen eller andre ligesaa gode Besiddelser. Man skulde have formodet, at der ved denne Lejlighed ogsaa handledes om Tilbagegivelse af Kongehelle og Halland, hvis Krigen gik heldigt eller naar den overhoved var tilendebragt, dog findes der intet skriftligt derom, hvad end Hertugerne mundtligt kan have lovet. Da deres Tid var knap, fordi de snarest muligt maatte begive sig sydover til den skaanske Grændse for at begynde Fiendtlighederne, befuldmægtigede de deres Befalingsmand paa Kongehelle Slot, Sigge Hallsteenssøn, til at modtage de 1000 Mkr. brændt og paa deres Vegne at qvittere for Modtagelsen^[30]. De bleve ham ogsaa rigtigt udbetalte til den bestemte Tid, ved Dyngø, en af de ydre Øer udenfor Ranrike, i Nærheden af Vedrøerne. Der udbetaltes 600 Mkr. brændt og 1100 Mkr. lybske Peninge, hvilket erklæredes at svare til 400 Mkr. brændt, saa at Summen derved var fuldt udredet^[31].

Kong Erik i Danmark havde paa fin Side heller ikke været uvirksom i at gjøre Forberedelser til den forestaaende Krig, men han anede dog ikke at et faa grovt Forræderi var i Gjere mod ham, som det, der nu var indledet. I September tilbragte han længere Tid i Skaane og traf formodentlig allerede da Forholdsregler til at faa samlet et tilstrækkeligt Forraad af Levnetsmidler ved Ødknaljung (nu Ørkelljunga) nordligst i Skaane, paa Grændsen mod Smaaland, hvor der tillige var eller ved denne Lejlighed opførtes et Slot^[32]. Men med en til det Utrolige gaaende Forblindelse eller Godtroenhed satte han sin Broder Hertug Christopher til Landvernsmand paa denne Kant. Altsaa maa det have lykkets Christopher og de svenske Hertuger alt for vel at holde Forbundet i Mothorp hemmeligt; dog synes det som om Kong Erik og hans Mænd endog uden at vide noget derom burde kunne have indseet, at Christopher ej var at lide paa. Det synes heller ikke at have faldt Kong Erik ind, at de svenske Hertuger kunde ville begynde Fiendtlighederne førend Stilstanden var ude, altsaa førend i de første Dage af Januar Maaned. Men det laa ikke i deres Plan strengt at overholde Tractater, naar Fordeel var at vinde. De maatte vide, og i alle Fald kunde Hertug Christopher underrette dem derom, at Kong Erik samlede en Hær, for endnu i Julen at drage over med den til Skaane, og saa snart den bestemte Dag kom, at begynde Felttoget. Klogeligt, men ikke ridderligt eller ærligt, besluttede de da, og det, som man kan see, efter Aftale med Hertug Christopher, at komme ham i Forkjøbet, bryde ind over Grændsen, endnu førend Tiden var omme, og bemægtige sig Krigsforraadet i Ødknaljung. Og saaledes skede det allerede et Par Dage før Juul, saa at man kan see, at de netop have faaet Tid til at ile fra Mødet paa Aaby og sætte sig i Spidsen for sin svensk-tydske Hær, der allerede maa have været draget sammen paa Grændsen, i Nærheden af Markaryd. Riimkrøniken fortæller slethen, at Hertug Erik i Ødknaljung tog al den for Kong Eriks Hær beredte Kost og fangede Hertug Christopher med 100 Ørs (Heste). Enhver seer lettelig, at Christopher maa have ladet sig tage til Fange og kun gjort saa megen tilsyneladende Modstand, som det var nødvendigt, for at de danske Krigere, der vare om ham, og ikke forhen vidste om Forræderiet, ej i sin Forbitrelse over dette maaskee skulde slaa ham ihjel, eller føre ham fangen til hans Broder. Saasnart Christopher befandt sig i de svenske Hertugers Hær, kastede han Masken, og fra den Tid af betragtede ogsaa hans Broder ham som sin aabenbare Fiende. Endog sin Faders Drabsmænd rakte han nu Haanden til Forsoning, hvilket vistnok efter de Tiders Anskuelser betragtedes som yderst uhæderligt og forargeligt; allerede i Januar Maaned finde vi hans Drottsete, Andres Høgby, sikkert en af dem, der havde ladet sig paa Skrømt tage til Fange med ham, i Oslo, for der i sin Herres Navn at meddele Grev Jakob, Peter Jakobssøn og de øvrige Beskyldte den Forsikring, at han henskød Sagen under Kong Haakons og Hertug Eriks Voldgift^[33]. To Dage og en Nat tilbragte Hertugerne i Ødknaljung med at fortære eller ødelægge det opsamlede Forraad, derpaa droge de under frygtelig Herjen og Brænden længer ned i Skaane, medens Bønderne i de Egne, de hjemsøgte, ingen anden Frelse havde end at skjule sig i Skovene, hvor de paa denne Tid af Aaret lede meget ondt. Den første Juledag stode Hertugerne ved et Sted, kaldet Graføya, og som nogle antage at være Grevie et lidet Stykke Vej sydøstenfor Malmø, hvad der dog synes mindre troligt, da Stedet ligger alt for langt fra Grændsen. Snarere maa Graføya søges etsteds i Nærheden af denne, da det aabenbart var Hertugernes Hovedhensigt for det første kun at ødelægge Danekongens Magaziner og derved hindre ham fra at gjøre noget større Tog til Sverige; førend de gave sig til at trænge langt frem over Grændsen, maatte de først vide sig sikre, at ikke Kong Erik, der allerede laa færdig til at drage over Sundet med sin Hær og ved første Efterretning om deres Indbrud vistnok vilde komme, kunde tage dem i Ryggen og afskære dem Tilbagetoget, hvilket var en let Sag, naar de stode ved Malmø, og den danske Hær nordenfor dem ved Helsingborg. Der tilføjes ogsaa at de strax efter rykkede ind i Søndre-Halland, hvor de afholdt sig fra at brænde, fordi Landet hørte deres Ven, Hertug Christopher, til. Enten maa da, hvis Graføya skal søges nede ved Malmø, deres Tog hid kun have været et hurtigt Streiftog, eller og maa, hvad der er rimeligere, Stedet søges ved Sammenstødet af Hallands, Skaanes og Smaalands Grændser. Vist er det, at Hertugerne her maa have oppebiet Eriks Komme^[34].

Kong Erik drog virkelig, ved Krigsbudskabet fra Skaane, over Sundet med sin Hær, men kunde nu vistnok ikke holde den længe samlet, siden det Forraad, hvorpaa han havde regnet, var tilintetgjort. Imidlertid synes han dog ikke at have udrettet saa lidet, som man skulde formode af Riimkrøniken, der kun med faa Ord og aabenbart ufuldstændigt omtaler disse Begivenheder. Der maa dog have fundet en eller flere Fegtninger, i det mindste smaa Forpostfegtninger, Sted mellem den danske og den svenske Hær eller enkelte Afdelinger af dem, og med ikke saa ufordeelagtigt Udfald for de Danske, thi kort efter erfarer man at Nikolas, Søn af Grev Jakob, var fangen^[35], og dette synes rimeligst at maatte være skeet ved en saadan Fegtning: og dernæst, hvad mere er, kom det til Dagthingning og Fredsslutning mellem Kong Erik og Hertugerne, hvorved Betingelser kom paa Bane, der vise, at disse aldeles ikke have følt sig som Herrer over Stillingen. Skade, at man ikke nøjagtigt veed Tiden, naar Dagthingningen holdtes; saa meget seer man kun, at den maa være holdt enten i Januar eller de første Dage af Februar. Stedet synes at være Ødknaljung eller Grændsen mellem dette og Markaryd i Smaaland^[36].

Betingelserne skulle have lydt saaledes: a) at der skulde være en evig Fred og Forsoning mellem Hertugerne og deres Broder, Kong Byrge. b) Denne skulde beholde Borgholm med Øland, Stekeborg, Østergøtland, Værend, Gotland, Møre og alt andet Gods i Linkøpings og Vegsjø Stift. c) Hertugerne skulde beholde sine Fyrstendømmer og alt hvad der for Resten tilhørte Sveriges Rige, undtagen Kongens fedrene Arv og hvad der var tilsikret Dronning Margrete som Medgift, hvilket alt Kongen og Dronningen skulde beholde, hvor det end laa. d) Aatte Dage før Juul skulde den danske Konge og Hertugerne mødes mellem Ødknaljung og Markaryd for at handle om endelig Fred, ingen medbringende flere end 200 Mand; kunde man da ej komme til Enighed paa anden Maade, skulde Kongen af Danmark paa sin og den svenske Konges Side“opnævne fire Mænd, to danske og to svenske, og ligeledes Hertugerne paa sin Side fire Mænd, disse aatte skulde under Eed afsige en Kjendelse, og derved skulde det blive. e) Derefter skulde Kong Byrge med Familie sættes paa fri Fod, og de ovennævnte Slotte og Landskaber m. m. overgives ham. f) Den Deel af Hertugernes Fyrstendømmer, der laa inden Grændserne for den kongelige Deel, skulde Kongen, om han ønskede, nyde paa Livstid; forsaavidt de havde belejret Slotte, tilhørende Broderen, skulde denne Belejring hæves; heller ikke skulde de oftere beskatte de Bønder, der hørte til hans nu bestemte Andeel, men alene optage den for denne Gang paalagte Skat. g) Alle Kongens Tilhængere skulde være frie for Hertugerne, og omvendt disses Mænd for Kongerne i Danmark og Sverige, saa at de kunde drage hvorhen de fandt for godt i begge Riger. h) De Fanger paa begge Sider, der endnu ikke havde løskjøbt sig, skulde sættes i Frihed. i) Med Hensyn til Kong Haakon i Norge, som man ej kunde undgaa at omtale, da bestemtes der at der skulde være Stilstand mellem begge Riger til St. Michelsdag, dog med Forbehold af Kong Haakons Samtykke, hvorom Hertugerne skulde forespørge sig og give Danekongen Beskeed, alt andet forøvrigt uforkrænket, hvad der maatte være afgjort mellem Danmark og Norge. j) Endelig bestemtes det med Hensyn til Hertug Christopher, at han og alle hans Tilhængere, undtagen hans Faders Drabsmænd og de Landflygtige, skulde nyde alt sit Gods i Danmark indtil næste Aars St. Michelsdag, dog saaledes at han ikke uden Kongens Tilladelse maatte forlade sit Hertugdømme og derhos love, i denne Mellemtid intet at foretage til Kongens Skade. Alle de nævnte Herrer, Riddere og Knaper, skulde indtil næste Aars St. Michelsdag nyde fuld Fred, og om de her opstillede Betingelser ikke vandt Hertug Christophers Bifald, skulde de svenske Hertuger betimeligt lade Kong Erik det vide^[37]. Gisler synes at være blevne stillede fra begge Sider^[38].

Denne Fredsslutning vidner aabenbart om, at Hertugerne, saa gjerne deres ivrige Tilhænger, Riimkrønikens Forfatter, vil dække det over, dog maa have befundet sig i Forlegenhed, thi Betingelserne ere ingenlunde saadanne, som de selv vilde have foreskrevet dem, om de havde haft Magten i Hænde. Dette viser ogsaa deres næste Skridt, hvorved de atter lagde en mageløs Underfundighed for Dagen. De vidste, hvor ivrigt deres Broder Byrge stundede efter at komme paa fri Fod, og at han sikkert vilde finde Fristen til næste Juul utaalelig; naar de nu aabnede Underhandlinger med ham om strax at løslade ham, kunde de med temmelig Vished regne paa at han for at fremskynde Befrielses-Øjeblikket gjerne opofrede flere af de Fordele, Fredsslutningen til Ødknaljung sikrede ham, om han end var underrettet om denne; men saa vidt man kan skjønne, fik han ikke engang høre det mindste herom, førend Hertugerne begyndte at thinge med ham om Løsladelsen. Thi sidst i Januar eller først i Februar maa, som sagt, Fredsslutningen have fundet Sted, og allerede den 3die Marts see vi Kong Byrge i Nykøping edeligen vedtage de Betingelser for sin Løsladelse, som Brødrene foreskrev ham^[39]. Disse maa saaledes have skyndt sig umiddelbart fra Fredsmødet til Nykøping, hvorhen neppe nogen Efterretning om dette kan være kommen dem i Forkjøbet, og hvor de desuden havde det i sin Magt kun at lade den fangne Konge erfare, hvad de fandt for godt. Meget natligt fik de ham endog til at tro, at Kong Erik havde lidt et fuldstændigt Nederlag, og at han saaledes ingen Hjelp fra denne kunde vente. Et Rigsmøde blev sammenkaldt til Ørebro ved førstkommende Maria: Bebudelsesdags Tid, for at Forliget mellem Brødrene der kunde bekjendtgjøres med størst mulig Offentlighed og bekræftes af de forsamlede Herrer. Imidlertid fik Byrge Tilladelse til at forlade Nykøping, dog neppe endnu til at fjerne sig fra Hertugerne, tilsammen med hvilke han faa Dage før Rigsmødet overvar et Forliig mellem tvende anseede Herrer, Uplands Lagmand Byrge Peterssøn (den siden saa berømte St. Britas Fader) og Hr. Eliv Andressøn, hvilket vistnok med Flid saaledes var tilstillet af Hertugerne, for at den tilsyneladende Enighed mellem Brødrene kunde bæres til Skue^[40]. Paa Rigsmødet tilsagde nu Hertugerne Kongen Forsoning og Venskab, ja skulle endog efter en enkelt Beretning have svoret ham Troskabseed, hvilket og i sig selv er rimeligt, saalænge han bar Kongenavn, men dette blev dog her en blot og bar Formsag, medens Byrge, ved højtideligen at gjentage sit edelige Løfte af 3die Marts, maaskee endog med enkelte Tillæg, ganske underkastede sig sine Brødres Naade og Barmhjertighed^[41]. Ved sit Forpligtelsesbrev, der er udstedt 26de Marts, erklærede han frivilligt og af egen Tilskyndelse at bekræfte og fornye det i Nykøping paa Hostien besvorne Løfte; det skulde komme an paa hans Brødre, hvad de vilde unde ham af Riget, og han erklærede sig paa Forhaand tilfreds med hvad de i saa Henseende bestemte; al Tvist og Fiendskab skulde være endt og forglemt; han skulde staa paa deres Bedste, forsvare dem og ikke gjøre eller forsøge noget til deres Skade, aabenbart eller hemmeligt; han godkjendte og fornyede Karl Tydskes Overgivelse af Kalmars og Borgholms Slotte, afstod ogsaa de endnu ikke overgivne Slotte i Finland, Aabohuus, Tavastehuus og Viborg med tilliggende Landskaber, og lovede at sørge for, at de snarest muligt bleve aftraadte; hvis Viborgs Slot, hvad man syntes at forudsee, ikke lystrede hans Bud i faa Henseende, skulde han i Nødsfald selv hjelpe til at tvinge det; de Besiddelser, hans Brødre maatte unde ham, skulde han bestyre efter Landets Lov og Ret uden at tynge Indbyggerne ved usedvanlige Byrder; døde Brødrene før ham, skulde han dog ikke forfølge deres Mænd, eller overhoved uden Lov og Dom lade nogen Ridder, Knape eller anseet Mand fængsle. Han forbandt sig til at skaffe den danske Kong Eriks, den norske Kong Haakons, de holstenske Grever Gerhards og Adolfs og Henrik af Meklenburgs Forløfte paa at alt dette skulde overholdes; ligesaa gik den tilstedeværende Henrik, Borggreve af den tydske Orden, god for Kongens Ordholdenhed og lovede tillige at sørge for, at selve Hærmesteren i Lifland stillede en lignende Borgen. Han gjorde Afkald paa enhver Fordring, som han ifølge tidligere Breve og Løfter kunde have paa sine Brødre; ligeledes fraskrev han sig Adgang til at benytte sig af noget som helst Retsmiddel eller Udvej til at blive fritagen for de her givne Indrømmelser; handlede han herimod, skulde han have forbrudt alle sine Besiddelser til sine Brødre og disse være fritagne for at holde ethvert Løfte, de havde givet ham, hvorimod han for dette Tilfælde underkastede sig den Dom, som de svenske Biskopper, eller i det mindste de af disse, som hans Brødre fandt for godt at opnævne, maatte fælde, saaledes at de endog skulle kunne tilkjende ham Excommunicationsstraf eller andre kirkelige Straffe. Som Medlovere satte tilligemed ham Biskopperne af Skara og Linkøping og fjorten verdslige Herrer sit Segl for Brevet, blandt de sidste den gamle Hr. Svantepolk Knutssøn, Ætling baade af det danske og svenske Kongehuus, Borggreve Henrik af Stromberg og de to forhenværende Slotsfogder Karl Tydske og Christiern. Hvad Hertugerne nu undte ham af Riget, angives ikke nøjagtigt, det siges kun i Korthed at have været en Trediedeel; formodentlig maa det da have været paa det nærmeste de samme Landskaber, som angaves i Fredstractaten til Ødknaljung, dog i det mindste med Undtagelse af Borgholm og Øland, maaskee mere^[42]. Saa vidt man kan skjønne, blev dette, saa vel som Spørgsmaalet om hans endelige Befrielse, endog gjort til Gjenstand for Rigsmødets Forhandlinger. Det blev, heder det, besluttet, at Kongen skulde blive frigiven og faa en Trediedeel af Riget, hvis han vilde love og sverge, aldrig at herje paa Riget med nogen udenlandsk Mand eller Hær. Derpaa maa han atter være ført til Nykøping, thi efter Paaske (14de April), siges der, indfandt Rigsraadet sig hos ham paa Nykøpings Slot, for at erfare, hvorvidt han vilde underkaste sig disse Betingelser, og han aflagde da den dyreste Eed derpaa, gav sit Brev derfor og underkastede sig Banns Straf, om han brød Løftet. Da først altsaa, efter at han ej alene havde forpligtet sig til sine Brødre, men og umiddelbart til Rigsraadet, maa man have forundt ham fuldstændig Frihed og stillet de ham tildeelte Landskaber til hans Disposition^[43].

Man kan under disse Omstændigheder lettelig tænke sig hans Forbitrelse, da han endelig – og det maatte dog i det mindste skee saasnart han var befriet for sine Brødres daglige Opsigt – erfarede hvad der var blevet bestemt i Ødknaljung, og hvor langt fordeelagtigere hans Stilling havde været, hvis denne Tractat var bleven lagt til Grund for hans Forliig med Brødrene. Man kan ej undres over, at Byrge, der overhoved ikke regnede det saa nøje med Eder og Forsikringer, nu ikke engang med Skygge af Samvittighedsskrupel maatte ansee sig løst fra enhver Forpligtelse, som det af ham aabenbart under falske Forudsætninger aflagte og saaledes i Ordets egentlige Forstand ham aflistede Løfte medførte. Aldrig saa snart var han derfor sin egen Herre, førend han drog over til Gotland og derfra, hvor man ej længer kunde passe ham op, til sin Svoger Kong Erik i Danmark, for hvem han nu klagede sin Nød^[44]. Erik, som allerede maatte have erfaret Hertugernes svigagtige Ferd, var ligeledes i højeste Maade forbitret paa dem, modtog fin Svoger paa det bedste og bad ham være ved godt Mod; han skulde nok, sagde han, lade Uplændingerne undgjelde hvad de havde gjort; om det behøvedes, skulde han endog paalægge Danmark en Skat for at kunne føre Krigen med Kraft og skaffe ham Sveriges Rige tilbage. Dette blev heller ikke tomme Ord, som vi i det følgende ville see. Hertugerne herskede imidlertid i Sverige ligesom for. Dette var ret en haard Tid for Folket. Hertugernes kostbare Hofholdning og Krigsrustninger fordrede allerede i og for sig store Bidrag, der ej kunde tilvejbringes uden vilkaarligt Paalæg, men den værste Byrde vare dog de tøjleløse fremmede Krigere, der ej alene skulde besoldes, men og nyde dagligt Underhold. End ikke i Halland skulle de have kunnet afholde sig fra at plyndre, trods Hertugernes bestemte Forbud. Siden, da Freden bar sluttet, lagde de dem i Qvarteer i enkelte Byer, paalæggende Kjøbmændene at skaffe dem Øl og Mad og Bønderne omkring paa Landet at fremskaffe Foder til deres Heste, en saare byrdefuld Forpligtelse, hvorhos de satte dem en Formand, der skulde gjøre de nødvendige Reqvisitioner. Derved haabede man nogenledes at holde Stor paa dem. Men forgjeves; de, der laa i Søderkøping, øvede dog Vold og Ran paa Landet; Bønderne satte sig forbitrede til Modverge og dræbte en af dem, men Tydskerne toge en blodig Hevn for sin Kammerat^[45].

Efterretningen om Fredsslutningen til Ødknaljung, der maa være kommen til Kong Haakon i Bergen omtrent midt i Marts Maaned, synes at have vakt hans højeste Forbitrelse og bragt den Beslutning til Modenhed hos ham, som han vist allerede længe pønsede paa, ganske at løsrive sig fra al Forbindelse med Hertug Erik og slutte sig til Danekongen, for ad denne Vej at vinde de Fordele, som han nu maatte indsee Umuligheden af at opnaa, saa længe han handlede i Fællesskab med Hertugen, der kun var betænkt paa egen Fordeel. Ved Fredsslutningen havde denne ligefrem overtraadt den Betingelse, mod hvilken han faa Uger forud havde erholdt de betydelige Subsidier, ikke at indgaa Separatfred; vistnok havde Hertugerne ladet indflyde et Forbehold om Kong Haakons Samtykke, men vel at merke kun med Hensyn til den Stilstand, som de Kongen uadspurgt og altsaa ganske uberettiget, havde indgaaet paa hans Vegne; sin egen Fred med Kongen af Danmark havde de sluttet uden med et Ord at berøre Kong Haakon eller hans Interesser; han var overhoved, som man godt kunde see, blot nævnt for et Syns Skyld; Om Kongen derfor end ikke før havde faaet Øjnene op for Hertug Eriks Egennytte og Upaalidelighed, hvad han dog vistnok forlængst havde, faa var dog denne Fredsslutning tilstrækkelig dertil; den maatte i alle Fald gjøre det umuligt for Dronningen og Hertugens øvrige Venner ved Hoffet, aabenbart at tage hans Parti og komme med Modforestillinger, naar Kongen nu unddrog ham sit Venskab og nærmede sig hans Modstandere. Det første aabenbare Tegn til en saadan Tilnærmelse er et Brev, som Kongen udstedte fra Bergen den 20de Marts, øjensynligt kun faa Dage efter at have modtaget Budskabet om Fredsslutningen^[46]. Det var et Gridebrev for Kong Eriks og Hertug Christophers Befuldmægtigede til at møde ham etsteds i Viken omkring den 23de Mai for at handle om Junker Nikolas’s Befrielse. Brevet besegledes foruden af Kongen ogsaa af Biskop Arne af Bergen og trende Medlemmer af Kongens Raad, nemlig Hr. Erik, den forrige svenske Konge Valdemars Søn, der saaledes sees at have haft fast Tilhold hos Kongen, Hr. Bjarne Erlingssøn og Hr. Snare Aslakssøn. Gjenstanden selv var for saa vidt ubetydelig: man faar derfor den Forestilling, at Kongen og hans Raadgivere kun have grebet denne Sag som en Anledning til at nærme sig den danske Regjering og aabne Separat-Underhandlinger. Kong Haakon gik heri, som i alt andet, roligt og betænksomt til Verks. Det var, som man af det følgende kan see, ikke hans Hensigt at bryde aabenbart med Hertugen, førend han endnu havde haft en personlig Sammenkomst med ham og forsøgt, om han ikke med det Gode vilde give idetmindste Kongehelle Slot tilbage, som han nu, efter at Freden var sluttet, ikke med ringeste Skin af Ret kunde beholde længer. Men hertil kom, som man ogsaa tydeligt kan see, at Kongen, førend han skred til aabenbart Brud, vilde have flere vigtige Reformer i de indre Administrativforhold og andre i Forbindelse dermed staaende Foranstaltninger bragte paa det Rene, som han allerede længe i Stilhed maa have forberedt, og som, tilfredsstillende ordnede, ej alene vilde udvide og sikre hans Myndighed i det Hele taget, men og gjøre de Intriguer uskadelige, som Hertugen ellers ved Hjelp af sit Tilhæng blandt Norges gejstlige og verdslige Stormænd torde kunne ville indlede for at tilrive sig Magten eller i det mindste at tvinge Kongen til at følge den Politik, han misbilligede. Disse merkelige, i Norges Statsliv dybt indgribende og for Rigets senere politiske Stilling højst skjebnesvangre Foranstaltninger skulle vi her nærmere betragte.

1. Dipl. Norv. II. 84.
2. Hertugens Brev fra „Hambrahem“ den 2den Marts 1307 og fra Nykøping den 28de Marts (Dipl. Sv. No. 1535 og 1587). Hambrahem er formodentligt Hamrum Sædegaard i Korsbergs Sogn, Vartofta Hered i Vestergøtland.
3. Det er maaskee ingen tilfældig Omstændighed, at den eneste os levnede Copi er bekræftet og udstedt af Biskop Helge; det er højst sandsynligt, at han har udstedt alle Copierne, enten fordi han som Biskop i Oslo var nærmest dertil, eller fordi han maaskee endog har været den, hos hvem Originalen nedlagdes til Offentliggjørelse, naar den belejlige Tid kom.
4. At Kong Haakon ikke kan have været længe i Nidaros, da han udstedte Manifestet af 2den Mai, sees deraf, at han endnu den 30te Marts var i Oslo, 9 Dage førend Biskop Helge udferdigede hiin Copi af Hertug Eriks Brev. Det kan altsaa kun have været faa Dage efter Udstedelsen af denne, at han tiltraadte Rejsen. Sandsynligviis havde han endog selv en Copi med sig.
5. Brevet af 21de September 1307 (Dipl. Norv. II. 87) omtaler hans Besøg i Nidaros, som om det havde fundet Sted for ganske nylig. Den 14de Septbr. var ellers Kongen selv i Oslo (Dipl. Norv. I. 111, Norges gl. L. III. No. 23 S. 72); man veed desverre intet om hvor han var eller hvad han foretog sig fra 2den Mai til 14de Septbr. 1307.
6. At der paany havde været Tale om i det mindste et af Tvistpuncterne, Reparationsomkostningerne for Mærens Kirke i Sparabu, sees deraf, at der den 11te Septbr. blev taget bekræftet Copi af Erkebiskop Jons derom i 1278 udstedte Brev. Dipl. Norv. II. 86.
7. Aftrykt, men heel fejlagtigt, efter Bartholiniana E. 327–329 i Thorkelins Analecta S. 91–94, og efter dette Aftryk igjen i Dipl. Sv. 1516.
8. Hos Huitfeld, hvor der er meddelt en dansk Paraphrase af dette Brev, som igjen er optagen hos Suhm, er Udtrykket paa dette Sted „at sumir af þeim máttu með engu móti fram þingat komast“ (eg. „at somme af dem paa ingen Maade kunde komme sig, d. e. skaffe sig frem derhen“), misforstaaet, idet fram þingat er oversat med „fra Thinget“, hvoraf man kunde forledes til at tro at flere, der havde mødt frem, vare blevne anholdte og paagrebne.
9. Her er Texten hos Thorkelin aldeles forvansket. Stedet skal lyde saaledes: … en sumir fangaðir, ok úfrægði þá svá um öll löndin með bréfum sínum ok annarri úfrægð, ok vildi eigi heyra þau lög o. s. v.
10. Det er charakteristisk nok, hvorledes Kong Haakon her kun omtaler Ødelæggelsen af Hjelm som Fredsbrud, ej nævnende sit eget Tog til Danmark, medens Kong Erik i sit senere Indlæg kun omtaler dette, uden at nævne Toget til Hjelm. Hvert Parti vilde have sit Tog anseet som en Ubetydelighed, snarere som en Politiforanstaltning end som et Krigsforetagende.
11. Huitfeld S. 321, Suhm XI. 442.
12. Suhm XI. S. 471–475.
13. At dette var skeet den 26de Marts 1306, sees af de estlandske Adelsmænds den Dag udstedte Brev umiddelbart til Kongen, trykt hos Suhm XI. 898.
14. Huitfeld, som har haft Originalen baade af Forleningsbrevet og af Hertugens Gjenbrev og som meddeler Uddrag deraf, har dog hverken anført Udstedelsens Dag eller Sted; da Brevene nu forlængst ere tabte, kan disse saaledes ej angives. Men at det maa have været førend Christopher som Hertug af Halland og Samsø sluttede Forbundet med Hertugerne til Mothorp 6te Mai 1307, er ligefrem; og da Hertugen i sit Gjenbrev omtaler en Udleverelse af Brevskaber som skullende finde Sted dominica circumdederunt, d. e. Søndag Septuagesima, der i 1307 faldt paa 22de Januar, skulde man visselig formode, at Udstedelsen falder nogen Tid før, hvis ellers ikke Septuagesima 1308 menes, hvilket dog er lidet troligt. Da nu slige Forleninger og Forfremmelser just plejede at finde Sted paa større Festdage, helst ved Juletider, og da Kongen nok for Indmarschen i Sverige kunde ville forsikre sig Christophers Hengivenhed, er det højst troligt at Forleningen skede 1ste Juledag 1306, der efter den Tids Kalenderstiil regnedes til 1307.
15. I Aftrykket staar „ipsum dominum ducem secundum concilium nostrum 3um super castris adjuvabimus construendis“ Hvorledes 3um skal forklares, vides ikke. Suhm gjengiver det „hjelpe ham at opføre 3 Slotte“.
16. Dipl. Sv. No. 1547.
17. Sammesteds No. 1543 og 1548.
18. Det maa dog allerede have været vel bekjendt, at Forholdet mellem Hertug Christopher og hans Broder var saa slet, at det ej vilde koste stor Umag at faa ham til at gribe til Vaaben mod denne. Da Henrik af Mecklenburg, Markgreverne Otto, Hermann, Johan og Valdemar af Brandenburg og Nikolas af Werle i Jørdensdorf den 12te Januar 1305 sluttede et (frugtesløst) Forbund om at skaffe Nikolas af Rostock sit Land igjen, lovede Otto og Hermann af Brandenburg samt Henrik af Mecklenburg at see til at faa Hertug Christopher til at tage Parti med dem mod sin Broder (Gerdes Samml. v. Urkunden 123). I et udateret Brev, som rimeligviis henhører til den Tid, da Hertugen havde Estland, klagede Lübeck til Markgrev Hermann over at Christopher pønsede paa Stadens Skade, men Markgreven svarede at han og Markgrev Otto allerede havde sendt Bud til Kong Erik i denne Sag, men at der neppe var nogen Fare paa Ferde, „da efter Sigende Kongen og hans Broder skulde være aldeles Uvenner“. Lübecks Urkundenb. II. 174. Men desto ubegribeligere er det at Kong Erik betroede ham Halland og Grændseforsvaret.
19. Dipl. Sv. No. 1554.
20. Dette siges i Riimkrøniken, som desverre ilte melder, hvilken af de til Jfr. Maria helligede Kirker han besøgte.
21. Originalbrevet paa Tresen i Lübeck, med Hertugens Segl. Som Medbeseglere nævnes Drottseten og de tvende i flere Breve fra denne Tid forekommende Brødre, Lyder vil Ivar af Knut.
22. Saaledes Detmar m. fl. Huitfeld henfører dette allerede til 1299 (S. 312), og højst sandsynligt er det, at allerede da en lignende Henvendelse til Kong Erik er skeet, da det ellers er vanskeligt at forstaa, hvorfor han i 1307 skulde tage sig saa særdeles af Lübeckerne; vi have derfor ogsaa henført dette Forholds Begyndelse til den Tid; men formodentlig har det ej førend i 1307 faaet den rette Formelighed.
23. Man skulde formode at Kongen i denne Tid har berejst Borgesyssel og at Hertugen har opsøgt ham ved Kraakrø, idet han enten sejlede til eller fra Sarpsborg; Hertugen har da naturligviis selv ogsaa rejst til Søs. Paa et formeligt aftalt Mode mellem Kongen og Hertugen kan man her neppe tænke, da alt tyder hen paa, at denne har villet tage Kongen med Overraskelse.
24. Riimkr. S. 34.
25. Stedet lyder i Riimkrøniken saaledes:

    „Då wände hertug Erik sik åter
    til Konghella och höll sin kost;
    win och til, mjöd och most
    war där yfrit (tilstrækkeligt) tilreedt;
    mik tyckte jak hafwer ej seet
    en wänare kost än där war,
    heftig kläde mangt ett par
    hertugen och hans män buro
    och gåfwo de gerande (dem der skulde gjøres til Riddere) de där woro;
    der war gjort en höfwelik sal:
    Grefwe Jacob kom dem i kwal,
    han wille hafwa huset åter igen,
    han miste det och war ofseen (var for seen, kom for seent); de hade och där mycken tuft:
    den kost hade han (ɔ: Hertugen) til bröllop hogt“.

    Disse Ord synes visselig at antyde at Grev Jakob skulde have villet tage Kongehelle Slot ved Overrumpling, medens Lystighederne varede, men i saa Fald maa han dog for det første være bleven forligt med Hertugen, siden han sees at have deeltaget i Forhandlingerne paa Aabo i December derefter. I det følgende Aar viste han sig derimod rigtignok som Hertugens Uven og søgte navnlig at bidrage til at stille ham ved Kongehelle Slot.

26. Den 14de Septbr. var Kongen endnu i Oslo: da skjenkede han Jon Raud, som det før er nævnt, noget Jordegods paa Raumarike, Dipl Norv. I. No. 111, ligeledes udstedte han da en Retterbod, N. gl. L. III. No. 23 S. 72. Men den 20de Marts 1308 var han i Bergen, som det nedenfor vil sees, og havde da vistnok tilbragt Julen der, thi i den haardeste Vinter drog han neppe derhen.
27. Riimkr. S. 34.
28. Dipl. Sv. No. 1563. Den 5te Octbr. udsteder Erik endnu et Brev alene, No. 1561, fremdeles om Pengelaan (37 Mkr. Sølv af Abbedissen i Vreta, med Pant i Mones) paa Haroksthorp; altsaa var Valdemar da endnu ikke tilstede.
29. Den 11te Novbr. vare de endnu i Upsala, Dipl. Sv. 1565.
30. Dipl. Sv. No. 1566, 1567, 1568; disse Breve ere aftrykte i Dipl. Sv. efter den slette Udgave i Thorkelins Analecta S. 87–90.
31. Qvitteringen er aftrykt i Dipl. Norv. III. 68, hvor, forunderligt nok, kun dette ene af den hele Række Breve, Aaby-Forliget vedkommende, er optaget, uagtet Aftrykkene hos Thorkelin og i Dipl. Sv. ere højst mislige. Blandt disse er og en Vidisse udstedt af Sigge Hallsteenssøn den 28de Decbr. af Assur Jonssøns og Sira Ivars Forpligtelsesbrev. Som Vidner til Qvitteringen medbesegle Hertugens Klerk Karl og Øfrard (Eberhard) Myntmester i Ljodhuus.
32. Kongens Slot Øthkænlyngh nævnes 1316 i Scr. rer. D. III. 283. At Erik tilbragte længere Tid i Skaane nær ved Ødknaljung i September 1307, sees deraf, at han den 8de og den 22de i denne Maaned fra Helsingborg stadfestede Kampens Borgere flere ældre Friheder og Fordele, og i Mellemtiden, den 15de, endog fra selve Ødknaljnng bekræftede Lübeckernes Friheder (Suhm XI. 543, Lüb. Urkundenb. II. 221). Hans Ophold l det afsidesliggende Ødknaljung kan aabenbart ikke have hast anden Hensigt, end at gjøre de nødvendige Forberedelser med Hensyn til Stedets Befestning og Forraadenes Samling.
33. Huitfeld S. 334.
34. En Variant (Riimkr. S. 34) har ogsaa Graneby. Her kommer det tillige i Betragtning, at Dagthingningen mellem Kongen og Hertugerne sandt Sted ved Ødknaljung.
35. Se herom nedenfor Kong Haakons Brev af 20de Marts 1308.
36. Ved den senere Dagthingning i Bjerge Kirke (se nedenf.) heder det nemlig, at den Misforstaaelse, der er indtraadt efter Dagthingningen i Ødknaljung, skal voldgives til Afgjørelse o. s. v. Om Tiden for denne Fredsslutning har der hersket nogen Tvivl, fordi Huitfeld, som meddeler Uddrag af Acten, ingen Dag angiver, og Originalen selv ej findes. Suhm (XI. 574) vakler mellem 1306 og 1307. Fabricius, Studien zur Gesch. der wendischen Ostseeländer I. S. 25, sætter den allerede ved Begyndelsen af Vintren 1307, støttende sig til hiint Brev, der viser at Kong Erik var ved Ødknaljung 15de Septbr. 1307. Men saavel Brevets eget Indhold, som de omgivende Tildragelsers Gang, saavel som andre Omstændigheder vise, at Brevet umuligt kan henføres til anden Tid, end umiddelbart efter Hertugernes Krigstog i Julen 1307–1808, og at det afslutter dette. Hvad der for det første er iøjnefaldende, og allerede i sig selv afgjørende, er, at Hertug Christopher i Fredsslutningen opføres som en mod Danekongen fiendtlig Fyrste, thi naar dette Forhold allerede var indtraadt i September eller October 1307, saa vilde dog aldrig Danekongen have fat ham til Vogter af Grændsen og Magazinet i December; Fredsacten er altsaa yngre end Forræderiets Afmaskering. Hertil kommer, at man i 1307 ikke finder nogen Tid, hvor Hertugerne, som Huitfeld, der for Resten forvirrer alt, ved at slaa dette Tog sammen baade med det af 1306 og det af 1308, udtrykkeligt angiver, begge kunde være komne sammen med Danekongen. Den 9de Septbr. var Hertug Valdemar endnu i Lübeck, og kom, som ovenfor viist, neppe hjem førend efter 5te Octbr.; men derefter tilbragte han og Broderen Tiden i det østlige Sverige, indtil umiddelbart før Juul, da de droge til Aaby og derfra til den danske Grændse for at begynde Krigen. Desuden forklares den Omstændighed, at Dagthingningen holdtes ved Ødknaljung, lettest derved, at dette Punct nu engang var kommet til at blive Krigens Centrum. Endelig bliver herved hele det Følgende klart, medens det ellers er gaadefuldt; Hertugerne, misfornøjede med de Betingelser, de have indgaaet, skynde sig til Nykøping og faa Byrge til, uafvidende om de Fordele, hans Svoger har skaffet ham, at indgaa højst ufordeelagtige Betingelser for at komme paa fri Fod; siden, ved at erfare den rette Sammenhæng, begiver han sig forbitret over sine Brødres Underfundighed til Danmark, og Kong Erik betragter ligeledes Freden som brudt; Kong Haakon, ærgerlig over at Hertugerne, mod deres nys givne Løfte, slutte Separatfred med Danmark, griber Anledningen, strax han faar Fredsslutningen at vide, hvilket maa have været lidt før 20de Marts, da han var heelt nord i Bergen, til at nærme sig Danmark og indlede Underhandlinger. Egentlig er det ogsaa denne Fredsslutning, hvortil Riimkrøniken sigter, naar den siger at der i 1308 dagthingedes mellem Danekongen tog Hertug Erik, „at Kong Byrge skulde komme ud og faa ⅓ af Riget“; kun henføres her denne Dagthingning urigtigt til Danekongens Sommertog, thi det indsees dog let, at der ved den Dagthingning, som sluttede dette, ej kunde være Tale om at Kongen skulde sættes paa fri Fod, da han jo allerede var fri og under Danekongens Beskyttelse, ligesom man jo og kjender Dagthingningen i Bjerge Kirke, og veed at ingen saadan Betingelse opstilledes. Men Riimkrøniken (S. 35) fremstiller Begivenhederne her noget forvirret. Umiddelbart efterat have omtalt Hertugernes Indfald i Skaane, taler den om Kong Eriks Sommertog til Ljungaby i Sverige og den derpaa sluttede Dagthingning paa de nys nævnte Betingelser; men derefter omtales igjen Rigsmødet i Ørebro samt Kongens Frigivelse „i Fasten“, og Kongens paafølgende Flugt, hvilket alt gik forud for Danekongens Sommertog. Her er dette saaledes kommet ind paa et urigtigt Sted, og man skulde fristes til at tro, at det er skeet ved en Forvexling af Ljungaby og Ødknaljung, eller og slethen at „Ljungaby“ betegner Ødknaljung, og ikke vedkommer Sommertoget. Tiden, da Freden sluttedes, maa ifølge det foranførte have været saa længe ser Kong Byrges Overeenskomst med sine Brødre i Nykøping den 3die Marts, at disse kunde være naaede derhen fra Skaanes Grændser, efter at have truffet de nødvendige Foranstaltninger til at indqvartere sin Hær. Dertil maa man vel regne mindst henimod tre Uger, hvilket følgelig sætter Modet omkring 10de Februar. Den 10de Februar finde vi Kong Erik i Roeskilde, den 14de i Helsingør, den 15de i Søborg, men den 19de i Lund; sandsynligviis var dog allerede Freden sluttet før den 6te.
37. Huitfeld S. 331. Suhm XI. 574.
38. Gisler, der synes at have været stillede ved Ødknaljung, omtales ved Dagthingningen i Bjerge Kirke.
39. I sit senere Forsikringsdocument af 26de Marts paaberaaber han sig og bekræfter udtrykkeligt sine edelige Løfter aflagte i Nykøping 1ste Søndag i Faste.
40. Breve fra Hæra i Vestmanland den 20de og 21de Marts, Dipl. Sv. No. 1574, 1575, 1576.
41. At Hertugerne tilsagde Kongen sin Tilgivelse og sit Venskab, falder ej alene af sig selv, men der hentydes endog senere dertil; at de med Rigsraadet atter tilsvore Kongen „Huldskab og Mandskab“, siges udtrykkeligt af Petrus Olai. Lagerbring anfører et Brev, som Hertugerne udstedte i Ørebro den 25de Marts, altsaa Dagen førend Byrge udstedte sit Forsikringsbrev, og i hvilket de skjenkede Befalingsmanden paa Nykøpings Slot nogle af Thorgils Knutssøns forrige Besiddelser. Brevet findes i en Vidisse af 1342, opbevaret i det danske Cancelliarchiv, men det er ej optaget i Dipl. Sv. Det angiver som Medbeseglere foruden Biskopperne af Skara og Linkøping ogsaa Kong Byrge, Arnbjørn Drottsete og Philip Ingevaldssøn. Men at dette Brev, som Fabricius antager (l. c. S. 30, 80), ogsaa skulde have indeholdt Hertugernes Forsikring til Byrge, er ikke troligt.
42. At han ikke fik Borgholm, sees af hans eget Forsikringsbrev, altsaa fik han heller ikke Øland; Gotland derimod maa han have faaet, siden han flygtede derhen, førend han begav sig til Danmark.
43. Riimkr. S. 36.
44. Riimkrøniken siger udtrykkeligt, at Borge strax efter Eedsaflæggelsen ved Paasketider begav sig til Danmark. Da Stilstanden til Bjerge allerede, som vi ville see, sluttedes 2den Mai, maa Borge være kommen til Danmark senest 10 eller 12 Dage forud, eller omkring 20de April; derfor maa hans Flugt have fundet Sted saa godt sent øjeblikkeligt efter Eedsaflæggelsen.
45. Riimkrøniken S. 35.
46. Dipl. Sv. 1573, ogsaa i Thorkelins Analecta S. 97, 98. Det er besynderligt nok, at Stedet, hvor Underhandlingerne skulde skee, her ikke bestemmes nærmere, men at der kun siges „i Viken“. Formodentlig var det i Tunsberg, hvor Kongen synes først at være dragen hen, da han i April forlod Bergen, se nedenfor.