Wikikilden

Det norske Folks Historie/6/99

< Det norske Folks Historie‎ | 6
Det norske Folks Historie
Chr. Tønsbergs Forlag,  (I-4-2, s. 436-447).

De svenske Hertuger vare nu ej alene forligte med sin Broder, Kong Byrge, men de maa have vidst ved Midler, vi nu vanskeligt engang;kunne gjette, at vinde hans fuldkomne Tillid tilbage. Formodentlig har det lykkets dem at faa beholde ham for sig selv og virke paa ham uden at Thorgils Knutssøn kunde modarbejde deres Indflydelse. Denne Indflydelse var nu fordærveligere for Thorgils end nogensinde, thi Hertugerne, der aldeles ikke tænkte paa at lade sig binde ved sine sidst indgangne Forpligtelser eller slaa sine ærgjerrige Planer af Tankerne, men alene havde givet efter for Øjeblikkets Tryk, vare, som man seer, komne til den Overbeviisning, at Thorgils maatte styrtes, førend de kunde vente at udrette noget, og herpaa rettede de saaledes for det første sine Bestræbelser. Det lykkedes dem snarere end man skulde have ventet. Formodentlig maa Kongen selv, jo ældre han blev, mindre og mindre have kunnet finde sig i at Thorgils endnu vedblev i Virkeligheden, om ikke i Navnet, at være hans Formynder, og denne Utilfredshed maa Hertugerne klogt have vidst at benytte. Alligevel er der meget gaadefuldt ved den hele Sag. Det første Tegn til, at Hertugerne aabenbart vovede at træde op mod Thorgils, altsaa at de havde vundet Kongen for sig, var, at Hertug Valdemar med eet opdagede eller erindrede, at Thorgils havde staaet Fadder til ham, og at følgelig hans Egteskab med Thorgils’s Datter ved dette Gudslægtskab var ugyldigt og utilladeligt, saa at han ufortøvet gjorde Anstalter til Skilsmisse[1]. Thorgils skal ogsaa da allerede have ladet Ord falde, som viiste at han forudsaa sin Undergang. Ej længe efter kom Kongen og Hertugerne med stort Følge til hans Gaard Lenet i Vestergøtland, og lod ham gribe og sende som Fange til Stockholm[2]. Her blev der anlagt Døds-Sag imod ham, men hvilke Beskyldninger der fremførtes imod ham, vides ikke. Hertugerne skulle have faaet Kongen til at tro, at han var Skyld i al den Kiv, der havde hersket imellem dem, men Anklagen maa dog have støttet sig til mere bestemte Facta, vistnok især de Skridt, han for faa Aar siden havde tilladt sig mod Gejstligheden[3]. Tre Dage efter Fængslingen skal Skilsmissen mellem Hertugen og hans Datter være bleven forkyndt, med Tilladelse for dem begge til at gifte sig igjen. Da først fik ogsaa Hertug Erik Nykøping Slot tilbage[4]. Processen med Thorgils blev dreven med saadan Skyndsomhed, at han allerede først i Februar 1306 vare dømt tildøde og henrettedes den 10de[5]. Over de Begivenheder, der forefaldt i Sverige i de nærmest paafølgende Maaneder, hviler der en fuldkommen Taushed. Man kan kun gjette, at de virksomme Hertuger have benyttet sig af sin Fordeel, og ved at hykle Venskab og Underdanighed for Kongen faaet dysset denne fuldkommen i Godtroenheds-Søvn, medens de maa have været rastløsere end nogensinde i at bringe det længe nærede Anslag mod hans kongelige Magt til Modenhed. Ikke førend i September høre vi atter til dem; da maa de have følt sig saa sikre i sin Sag, at de kunde skride til Udførelse. Den 8de September holdtes et Hof eller Høvdingemøde paa Bjelbo; maaskee de allerede ved denne Lejlighed tænkte at faa Kongen i sin Vold, thi under Skin af at holde Bryllup for fem af sine Mænd paa een Gang indbøde de en Mængde af fine Tilhængere til sig. Her skede dog intet, men de sendte i Stilhed de fleste af sine Folk forud op i Svithjod til den Egn, Kongeveien agtede at gjeste; selv fulgte de senere efter med ganske faa. Kongen, der med sin Søn, Dronningen og flere var til Gjestebud paa sin Gaard Haatuna i Upland ved Mælaren, lod dem ved Efterretningen om deres Ankomst indbyde til sig. De modtoge Indbydelsen, begave sig først hen til sin Gaard Hundhamar, ej langt derfra, samlede her sine forud; afsendte Mænd om sig, og roede nu med dem afsted til Haatuna, hvor de kom Michelsdag 29de September, just som Kongen skulde gaa til Bords med sine Gjester, blandt hvilke Biskop Nikolas af Vesteraas, nys postuleret til Erkebiskop i Upsala. Her blev Kongen, Dronningen og Biskoppen med endeel Riddere og Knaper strax tagne til Fange, kun den unge Junker Magnus frelstes ved en tro Tjener, Arvid fra Smaaland, der i Forvirringen fandt Lejlighed til at flygte bort med ham og bragte ham uskad til Morbroderen, Kong Erik i Danmark[6]. Hertugerne droge umiddelbart derfra med Kongen til Stockholm, for ved hans Nærværelse at bringe Slotsfogden Christiern til at overgive Slottet; denne vilde dog ikke indlade sig derpaa, saa at Hertugerne maatte lade Matthias Ketilmundssøn formeligt belejre det; inden kort Tid var det dog i deres Hænder[7] og noget senere tillige de øvrige Slotte og Befestninger i Riget, undtagen Aabo, Tavastehuus og Viborg i Finland[8]. Kong Byrge hensattes med Dronningen paa Nykøpings Slot, hvor de for øvrigt bleve vel behandlede; heller ikke blev Kongenavnet ham berøvet, men al kongelig Magt tilreve Hertugerne sig, udøvede alle Regjeringshandlinger og erkjendtes i det mindste factisk som Rigsforstandere baade af Gejstlige og Verdslige, idet saavel Upsala Erkestol og Biskopsstolen i Linkøping, som de fleste Klostre anholdt om deres Beskyttelsesbrev, og Privatmænd ansøgte dem om at meddele dem saadan-Bekræftelse paa deres Legater og Stiftelser, som ellers kun skulde meddeles af Kongen selv.

Hvorledes Kong Haakon optog Efterretningen om alt dette, siges ingensteds, men saa meget kan man skjønne, at han ingenlunde billigede Hertugernes dristige Skridt. Det stred visselig alt for meget imod hans egne høje Begreber om Kongedømmets Hellighed; desuden maatte han nu have lært Hertug Eriks Charakteer godt nok at kjende til ikke at frygte for hans ærgjerrige Planer. Som Hersker over hele Sverige kunde Hertugen let blive ham alt for mægtig, især saa længe han endnu havde Kongehelle Slot og Nordre-Halland i sin Magt, altsaa nu ganske beherskede Gøta-Elven. Kongen havde tilbragt hele Vaaren 1306 i Bergen med sit Raad, maaskee især paa Grund af de islandske Anliggender, tildeels vel og for at bringe flere Sager vedkommende Kronens Indtægter i Orden[9]; siden begav han sig til Oslo, vel især for at være tilstede under Conciliet, men sikkert dog ogsaa for nærmere at iagttage Hertugernes Ferd. Mod Formodning indtraf der nu Begivenheder, som bevirkede en Afbrydelse i den nys tilvejebragte Fredstilstand med Danmark og i Hast krævede nye Udrustninger fra Kongens Side. Grev Jakob og de øvrige Fredløse havde, som det lader, ikke kunnet holde sig rolige paa Hjelm, hvad enten de nu, hvad der er heel troligt, vare saa blottede for Midler til sit Underhold, at de maatte gribe til at røve og plyndre, eller de af lang Vane ikke kunde holde sig derfra. Hertil kom, at det maatte være hjerteskærende for dem af de Fredløse, hvis Jordegods ved den sidste Dom uigjenkaldeligt var erklæret forbrudt til Kronen, at see dette inddraget, tildeels vel endog overgivet til deres Fiender; der førtes just nu endog en Tvist mellem Kong Erik og Hertug Valdemar af Sønderjylland samt hans Broder, Erik af Langeland, om hvor vidt det af de Fredløses Gods, der laa i Hertugdømmet, skulde tilfalde Kongen eller dem, og Grev Gerhard af Holsteen, der valgtes til Voldgiftsmand, afsagde i Sønderborg den 15de August den Kjendelse, at Godset indtil Videre skulde overgives til Biskoppen, men Rigets Raad fælde en endelig Dom[10]. Der er al Grund til at tro, at de sønderjydske Fyrster alene have gjort Paastand paa Godset for derved at bevare det for de Fredløse, siden de senere, som vi ville see, udtrykkeligt maatte love ej at tage sig af disse; den Vending, Sagen nu tog, og som allerede temmelig sikkert bebudede, at Godset omsider vilde blive tildømt Kongen (hvad der da og i sig selv var det rette), har maaskee fornemmelig bidraget til at gjøre de Fredløse forbitrede eller rettere fortvivlede, saa at man vel fra denne Tid af kan datere deres værste Plyndrerier. Man erfarer saaledes, at Grev Jakob og Peter Jakobssøn, sandsynligviis hans uegte Søn, ej alene flittigt besøgte Halland (Søndre-Halland) og her udøvede alslags Voldsgjerninger, men ogsaa gjestede Beltets Kyster, medens andre herjede paa Samsø, ved Aarhuus, ved Fynshoved, ja endog anholdt Skibe fra Rostock og Lübeck og aftvang dem Penge. For at standse dette Uvæsen gjorde Kong Erik et Tog til Hjelm, satte Ild paa det og ødelagde det i Bund og Grund[11]. Formodentlig er han kommen saa mandsterk, at de Fredløse ikke engang have vovet at oppebie ham, siden man ej erfarer, at nogen af dem er falden i hans Vold. Kong Haakon paastod senere, at Danekongen ogsaa havde ladet flere norske Skibe, der vare komne til Danmark, anholde, Godset optage og Kjøbmændene mishandle, hvilket maaskee er at forklare saaledes, at disse Kjøbmænd have villet bringe Levnetsmidler til Hjelm eller paa anden Maade understøtte de Fredløse. Kong Haakon betragtede imidlertid dette som et Fredsbrud. Allerede den 5te August var han i Kongehelle[12], vistnok for nøjere at iagttage Begivenhederne, maaskee og for at raadslaa herom med Hertug Erik, der paa den Tid endnu ikke havde udført sin Plan og heel vel kan have opholdt sig nogle Uger i Kongehelle, hvilket nu i et Par Aars Tid saa godt som havde været hans Hovedresidents. At Erik ved denne Lejlighed kunde have givet ham et Nys om sit eget dristige Forehavende, er lidet troligt, da dets Held mest var afhængigt af den Hemmelighed, hvormed det blev drevet, og han desuden maatte befrygte, at Kong Haakon bestemt vilde misbillige det. Men derimod har han vist gjort alt for at opegge ham imod Danekongen, der vel allerede havde truet med at forjage de Fredløse fra Hjelm; thi dersom han kunde bringe det dertil at Kong Haakon bekrigede Danekongen, medens han selv udførte sit Anslag mod sin Broder, vilde hiin derved blive hindret fra strax at komme denne til Hjelp. Han havde ogsaa den Tilfredsstillelse at det gik saaledes, hvad enten han nu havde søgt at mage det saa eller ej. Kong Haakon gjorde virkelig et Tog til Danmark; der opgives vel ikke nøjagtigt, enten naar det blev foretaget, eller hvor længe det varede, lige saa lidet som man veed, hvor stor Udrustningen var, eller hvad der egentlig blev udrettet, men saa meget synes man dog at kunne slutte, at det fandt grebet October 1306. Danekongen ytrede selv i et senere Klageskrift, at Freden til Søborg kun blev holdt paa andet Aar, da Norges Konge faldt ind i Danmark med en Krigshær; dette Angreb maa altsaa være skeet i andet Aar efter Fredsslutningen; da nu det andet Aar, efter hvad der ovenfor er viist, løber fra de sid.ste Dage af September eller de første af October 1306 til samme Tid 1307, og de herefter følgende Beretninger ville vise, at der her ej kan være Tale om nogen Tid af 1307, bliver det altsaa kun Slutningen af 1306, hvortil Toget kan henføres[13]. Sildigere end October kan det heller ikke vel have fundet Sted for Aarstidens Skyld; det kan desuden sluttes af det Brev, Hertug Erik den 25de November skrev til Norges Høvdinger, og som strax nedenfor vil blive omtalt, at Kong Haakon da allerede forlængst var kommen til Ro og havde slaaet alle Krigstanker af Hovedet. Af Danekongens Klageskrift erfares det, at Kong Haakons Tog nærmest gjaldt Beltet, og at han navnlig brandskattede Øen Thorseng[14]; andensteds fortælles det, at en heel Deel Nordmænd deels bleve dræbte, deels faldt i Vandet og druknede ved Tornborg (nærved Korsør), ved hvilken Lejlighed en tapper dansk Ridder, Jakob Olafssøn, tilsatte Livet ved uforsigtigt at løbe over paa et fiendtligt Skib, saa at han styrtede i Søen[15]. Altsaa maa en Fegtning her have fundet Sted, idet den norske Flaade, eller en Deel deraf, har lagt til for at herje. Usandsynligt er det ej, at ogsaa flere af de Røverier i og ved Beltet, som Danekongen i sit Klageskrift lægger de Fredløse til Last, ere forøvede ved denne Lejlighed, under den almindelige Forvirring, skjønt det ikke er sandsynligt, at Kong Haakon vilde have dem i sit Følge. Efter alt, hvad man kan slutte, har Toget kun været et hurtigt Strejftog, foretaget med en i al Hast tilvejebragt Styrke, og alene gaaet ud paa at tage et Slags Repressalier for Ødelæggelsen af Hjelm, maaskee og paa at befrie de i Danmark anholdte norske Skibe, uden at Kong Haakon hermed vilde have Freden anseet som brudt, lige faa lidet som Kongen af Danmark ansaa Freden brudt ved Toget til Hjelm. Det er vist, at Kong Haakon, efter nu at have gjort, hvad Æren fordrede, vendte tilbage til Norge med den bestemte Hensigt strengt at overholde Freden, og at han fremdeles vægrede sig for at modtage de Fredløse, uagtet de nu, huusvilde, vistnok dobbelt overhang ham med Bønner om atter at faa Tilhold i Norge. At Efterretningen om den store Begivenhed i Sverige, der maa have naaet ham enten under Toget eller strax efter hans Hjemkomst, ikke forandrede hans Beslutning, ja endog, som det synes, gjorde ham end mere bestemt paa at holde sig rolig, uagtet han maatte forudsee, at Danekongen med f det første vilde komme sin Svoger til Hjelp, viser tydeligt, at han maa f have misbilliget Hertug Eriks Gjerning og ikke spaaet gode Følger deraf f for Norge.

Paa den danske Konge maatte Efterretningen om den Ulykke, der var overgaaet hans Svoger og Syster, gjøre et saa meget sterkere Indtryk, som den rimeligviis aller først bragtes ham af den troe Arvid Smaalænding selv, da denne overgav den frelste Kongesøn Magnus til hans Beskyttelse. Han skal og have taget sig den meget nær, og uagtet Vintren allerede stod for Døren, gjorde han dog Anstalter til snarest muligt at ile Svogeren og Systeren til Hjelp. Han skyndte sig nu at faa gjort Ende paa Tvisten med de slesvigske Fyrster, hvis Afgjørelse ved Dom man ikke oppebiede, men som blev bilagt ved et Forliig i Midelfart den 4de November, og det paa en for Kongen ret fordeelagtig Maade, idet alt de Fredløses Gods i Hertugdømmet tilfaldt ham,“ og begge Brødrene forbandt sig til at tjene Kongen, ifølge deres Leenspligt, med et vist Antal Krigsfolk, samt ikke at modtage nogen af Kongens Fiender, navnlig ingen af de Fredløse[16]. Til disse Betingelser vilde de neppe have bekvemmet sig, dersom Kong Haakon endnu havde ligget med en Flaade i de danske Farvande, eller dersom de endog havde haft mindste Haab om at han vilde fornye Fiendtlighederne næste Aar. Hertug Erik i Sverige, som saa det truende Uvejr nærme sig, lod det, som man kan slutte, ikke mangle paa de indstændigste Opfordringer til sin Svigerfader om at komme ham til Hjelp og erklære Danmark formelig Krig; han maa have anvendt alle de Overtalelses- og Opeggelses-Midler, han kunde, og fornemmelig søgt at gjøre det til en Æressag; for Kong Haakon at hevne eftertrykkeligt de ham tilføjede Fornærmelser; men forgjeves: Kong Haakon var bestemt paa at holde Fred og ej at betragte Erobringen af Hjelm som en egentlig casus belli. Ogsaa Grev Jakob, der tilligemed de øvrige Fredløse maaskee havde haft et svagt Haab om at kunne finde et Fristed hos Hertug Valdemar i Jylland, vel endog om at egge ham til Opstand, men som nu ved Forliget af 4de November ganske maatte opgive dette, har nu sikkert bestormet Hertug Erik med Bønner om at faa Kong Haakon til at erklære formelig Krig, eller i det mindste, hvad der for Øjeblikket var dem vigtigst, atter at unde dem Tilhold i sit Rige. Man maa vel for en stor Deel ansee det bevirket ved Grev Jakobs Forestillinger, at Hertug Erik den 25de November fra Vadstena tilskrev Erkebiskop Jørund, de øvrige Biskopper, Abbeder, Baroner, kongelige Raadgivere, Riddere og Knaper, Gejstlige og Lægmænd i hele Norge et Brev, hvori han opfordrede dem til at formaa deres Konge til dog ikke længer at negte de Fredløse Tilhold. „Saasom den stormægtige Herre og vor kjære Fader Kong Haakon“, siger han her, „for Fredens Godes Skyld har villet overholde alt hvad der blev vedtaget mellem ham og den berømmelige Konge af Danmark, men denne, glemmende Aftale og Løfte, bekræftet mellem begge Riger, saaledes som de derom oprettede Breve fuldstændigt vise, har under Trygden og tvert imod Overeenskomsten til ikke ringe Forargelse og Skade for Kong Haakon og hans Mænd med væbnet Haand aldeles opbrændt og ødelagt hans Slot (Hjelm), og derved aabenbart og offentligen brudt denne Overeenskomst, som han selv og Adelsmændene i hans Rige have givet sit Ord paa, raade vi eder alle og hver især, at I eftertrykkeligen overtale vor Herre Kongen til ikke længer paa Grund af denne Overeenskomst at fjerne eller udelukke Nogen af dem, der ynde ham eller ville slutte sig til ham, fra sit Rige, men heller at samle alle dem, han kan faa, underholde dem anstændigt, og beskytte dem“[17]. Hvad Kongen sagde eller gjorde hertil, nævnes ikke, men man kan neppe tvivle paa at et saadant Skridt fra Hertugens Side i høj Grad maatte vække hans Bekymring og Harme; Hertugen vovede her for hans Øjne og ganske offentligt at træde i Underhandlinger om vigtige politiske Anliggender med hans Undersaatter: det var i det mindste en Frekhed, tom end ikke ligefrem en Forbrydelse; og det betænkeligste var, at han vel neppe engang havde vovet det, dersom han ikke allerede var vis paa at have skaffet sig et mægtigt Parti blandt Nordmændene. Skrivelsen havde vistnok ogsaa for det første den Virkning at gjøre Kong Haakon end mere bestemt paa at overholde Freden, end før.

De svenske Hertuger maatte saaledes udfegte Striden paa egen Haand, samlede alle de Folk de kunde faa, og droge, som det heder, ned til Landemerket, det vil sige, til Gøta-Elven, ved Kongehelle eller Ljodhuus[18]. De vare heldigere, end man nok i Førstningen havde ventet. Danekongen bragte vel en stor Hær til Veje, men faldt dog ikke ind i Sverige, førend ved Juletider, og da indtraadte en saa forfærdelig Frost; over hele Norden, som man i lang Tid ej havde seet Mage til. Over Øresund laa Isen femten Alen tyk; man kunde gaa paa Isen fra Rostock til Danmark, ja endog mellem Sverige, Øland, Gotland og Estland skal Østersøen være tilfrossen, alle Havne vare tilfrosne i 14 Uger, nordenfor Island lagde Hav-Isen sig saa tæt, at den ikke hele Sommeren efter kom vort, ja endog i Frankrige skal Kulden have været overvættes stor[19]. Det er let at begribe, hvor meget denne Frost maatte hindre Danekongen i hans Krigsforetagender[20]. Det anmerkes udtrykkeligt, at han maatte give sine Folk Yderkapper, hvilket hidtil ikke havde været brugeligt. Han kom heller ikke langt. Brydende, som det synes, op fra Halmstad, for ad den sædvanlige Landevej langs Nisaaen og videre over Bogesund at trænge op i Vestergøtland, og saaledes undgaaende at møde Hertugerne, kom han dog for det første ikke langt over Grændsen, men maatte, efter at have herjet den saakaldte Kinde-Bygd, gjøre Holdt ved Skandsen Kindahuus, hvor han blev liggende i nogle Dage. Hertugerne ilede ham ved Efterretningen om hans Indbrud strax imøde og toge Vejen lige til Bogesund for der at standse hans videre Fremtrængen, aabenbart formodende, at han ved deres Ankomst did ej vilde være langt borte. Men det varede hele 8 Dage, førend Danehæren kom nærmere. De oppebiede den ikke ved Bogesund, men mødte den, som det synes, en Miils Vej sydligere, vistnok i Passet mellem Sæmsøen og Aasunden eller ved Sundet over denne. Uagtet begge Hære, som det heed, vare vel rustede, kom det dog ej til noget Slag; der sluttedes en Vaabenstilstand paa et Aar, formodentlig under Megling af Biskopperne i Linkøping og Vegsjø, der sees paa den Tid at have været hos Hertugerne og sandsynligviis netop i denne Anledning havde indfundet sig. Om Kong Byrges Gjenindsættelse i sine Rettigheder blev, som det synes, intet Tilsagn fordret eller givet; Danekongen maa altsaa have været glad ved for det første at slippe velbeholden tilbage. Stilstanden maa være sluttet omkring den 8de Januar, til hvilken Tid Hertugerne med de før nævnte Biskopper og andre Høvdinger netop befandt sig paa Sæm, hvor man og maa formode at Modet blev afholdt. Det hele danske Krigstog var saaledes afgjort i en Tid af henved 14 Dage. Den 25de Januar vare Hertugerne paa Gaarden Paavetorp eller Paatorp, der ligger halvvejs mellem Sæm og Alingsaas, altsaa paa Tilbagetoget til Ljodhuus; den 14de Februar finde vi Hertug Erik i Oslo, og den 23de var Danekongen i Roeskilde[21].

  1. ↑ At Skilsmisse-Aarsagen blev dragen frem, førend Thorgils fængsledes, siges udtrykkeligt i Riimkrøniken, medens derimod Chron. fra 880–1436, Scr. r. Sv, I. 64, siger, at Skilsmissen fandt Sted tre Dage efter hans Fængsling. Dette har bevæget flere til at omtale den hele Skilsmissesag, som om den var foregaaet efter Fængslingen. Dette er vistnok urigtigt, ej alene fordi Riimkrøniken, som samtidig Kilde, fortjener mest Tiltro, men og fordi det ligger i Sagens Natur, at naar Skilsmissen selv kunde forkyndes tre Dage efter, maatte Sagen allerede en god Tid forud verre indledet.
  2. ↑ Som Dagen, da han blev greben, angives St. Nicolai Dag, 6te December, se nys anførte Chronicon, Scr. r. Sv. I. S. 64.
  3. ↑ Saavel Kong Byrge, i et Brev af 8de September 1308, som Hertugerne, i Brev af 1ste Octbr. s. A. (Dipl. Sv. 1694 og 1699) bekræfte nogle Jordebytter, Kong Magnus i sin Tid havde gjort med Upsala Domkirke, uanseet at Thorgils Marsk havde forsøgt i Kongens Navn at omstyrte Byttet.
  4. ↑ Dette veed man kun af et Uddrag, Huitfeld meddeler S. 326; Erik gav, heder det, i Nykøping, de uskyldige Børns Dag (28de Decbr.) 1305 Brev, og svor en Eed paa, at naar Kongen lod ham faa Nykøpings Slot igjen, skulde han ikke skade Kongen eller hans Børn o. s. v.; hans Mænd skulde aflægge en lignende Eed, og døde Hertugen for Kongen, skulde Slottet, uanseet om Hertugen efterlod Børn, overgives til denne. Ogsaa Hertug Valdemar beseglede Brevet. Originalbrevet, der ligeledes vistnok hørte til de Actstykker, Kong Byrge medbragte til Danmark og som derved kom ind i det danske Kongearchiv, maa efter hvad der tidligere er viist, have haft Aarstallet 1306, da dette Aar regnedes at begynde med 25de December 1305, og Huitfeld maa have forstaaet retteligen at henføre det hertil; dette fremgaar ogsaa deraf, at der existerer, eller har existeret, endnu et Brev, udstedt af Kong Byrge samme Dag, og som virkelig er dateret die sanctorum innocentium 1306; Lagerbring omtaler det III. 45, 48, og kalder det et Morgengavebrev paa to Gaarde eller 40 Mkr. ledig, udstedt i Nærværelse af Hertug Erik, Hertug Valdemar, Peter Ragnvaldssøn o. fl. Han henfører det til Aar 1306, og vil deraf bevise, at Kong Byrge endda ikke under sit Fangenskab kunde være saa afskaaren fra godt Selskab. Men om end Byrge til den Tid kan have udstedt et saadant Brev, saa vare dog Hertugerne i Julen 1306–1307 langvejs fra Nykøping, ved den vestlige Grændse; se det efterfølgende.
  5. ↑ Hans Henrettelse henføres i de fleste Chroniker til St. Dorotheæ Dag eller 6te Februar; kun i eet til St. Scholasticæ eller 10de Febr. (Scr. r. Dan. V. 496); denne Dag bliver dog den rette, da hans Testament, som endnu er til (Dipl. Sv. No. 1496), er dateret 9de. Riimkrøniken lader endog Folke Jonssøn forkynde ham hans forestaaende Henrettelse ved „Fastegang“, 13de Febr.
  6. ↑ Riimkrøniken samt flere Krøniker. Biskoppens Fængsling var ikke langvarig, da vi allerede i Begyndelsen af 1308 finde ham hos Paven i Poitiers, se nedenfor.
  7. ↑ Stockholms Slot maa allerede være opgivet før den 18de October; thi denne Dag udgave Hertugerne fra Skeninge et Brev, hvorved de skjenkede Folke Jonssøn to Gaarde at besidde for stedse med lige saa stor Frihed som „Christiern“ havde besiddet dem; selv om Christiern maatte komme paa fri Fod og blive tagen til Naade igjen, skulde Gaardene dog ikke kunne tilbagefordres fra Folke eller hans Arvinger. Man seer heraf, at Christiern ej alene havde capituleret, men at han holdtes fangen, og at Hertugerne, forbitrede over hans første Vægring ved at overgive Slottet, have inddraget flere af hans Besiddelser. Dipl. Sv. No. 1516. Christiern var som Slotsfoged tilstede, da Thorgils gjorde sit Testament, og medbeseglede det.
  8. ↑ Kalmar og Borgholm var, som man af Kong Bvrges Løftebrev af 26de Marts 1308 seer, overgivet en Stund i Forvejen af Befalingsmanden Carl Tydske, den postulerede Erkebiskops Broder. Sandsynligviis er da denne ved denne Lejlighed kommen paa fri Fod. Man har et fra Erkediaconen Olaf i Upsala for Mai 1310 aflagt Regnskab over Oppebørselen og Anvendelsen af Erkestolens Tiende, som han af Capitlet var sat til at forvalte i Vacancen efter Erkebiskop Nikolas den ældre, død den 4de Febr. 1305; Regnskabet, der lyder paa to Aar, gaar saaledes maaskee fra Midten af 1305 til Midten af 1307; blandt Udgifterne for det andet Aar (1306–1307) opføres: 6 Mkr. anvendt af ham selv paa Rejsen til og fra Nykøping, da Erkebiskoppen kom paa fri Fod. Dipl. Sv. No. 1667.
  9. ↑ Det var, som vi have seet, i Decbr. 1305, at Kongen gjorde den endelige Foranstaltning med Hensyn til Dronningens Medgift; i April 1306 maa der have været nogen Uenighed mellem ham og Biskop Arne i Bergen om Gaarden Thoske, som hans Broder havde skjenket Biskop Narre, siden Kongen da i flere Raadsherrers Nærværelse lod føre Vidne derom (12te April 1306, Dipl. Norv. III. 64), hvilket igjen tyder paa at han overhoved har søgt at skaffe Kronen Jordegods tilbage, som han troede uretteligt var den frakommet. To Dage forud var der i flere Raadsherrers Nærværelse sluttet en Overeenskomst mellem Fru Katharina, Enke efter Hr. Gaut Gautssøn paa Mel, og Biskopsstolen (Dipl. Norv, II. 82). Kong Haakon var i Bergen maaskee endnu sidst i Mai 1306, da Bjarne Erlingssøn, Medlem af Raadet, da endnu ikke havde forladt Byen, eftersom han den 30te udstedte et Brev i Forening med Erling Aamundessøn, Hauk Erlendssøn og Sørkve Andressøn. Munkelivsb. S. 115.
  10. ↑ Huitfeld S. 329, 330.
  11. ↑ Dette er saavel Kong Haakons som Hertug Eriks udtrykkelige Ord i de Skrivelser, vi nedenfor tomme til at omtale. Hvad Tid Toget til Hjelm foregik, nævnes ingensteds. Snarest skulde man antage at det var lidt efter den 15de August.
  12. ↑ Dipl. Norv. IV. 65.
  13. ↑ Den 31te August var Kongen endnu i Oslo, Dipl, Norv. H. 83. Da skjenkede han flere Gaarde til Mariekirken. Naar man lægger Merke til, at han tidligere, netop naar han skulde drage ud paa Tog, plejede at udstede Gavebreve, maaskee erindrende Raadet i Hirdskraa og Landsloven (Kongearv, Slutning) om at gjøre sine Gaver i Tide, ledes man derved paa den Tro, at han netop nu var i Ferd med Udrustningerne til Danmarkstoget.
  14. ↑ Det heder i Kong Eriks Klageskrivelse: Sven mistede et Skib ved Fynshoved for 120 Mkr., Nikolas Skaaning mistede ved Thorseng et Skib, taxeret for 60 Mkr., Sven Djerv et for 12 Mkr., Asser et med Gods verd 100 Mkr.; Kongen af Norge har brandskattet Kongens Vender paa Therseng, Hr. Magnus Langs Gods paa Thorseng brændte han under Freden; Hamund Lilie har han berøvet Gods paa Rotenes, Peter Tille sammesteds berøvede han hans Gods og Bonden druknede han.
  15. ↑ De esromske Annaler, Scr. r. Dan. I. 250, jfr. V. 626.
  16. ↑ Huitfeld S. 350.
  17. ↑ Brevet er aftrykt i Thorkelins Analecta S. 77, 78, samt derefter i Dipl. Sv. No. 1519.
  18. ↑ Da de, ved siden at ile de fremtrængende Danske imøde, toge Vejen til Bogesund, er det klart, at de ikke kunne have begivet sig saa langt mod Syd som til Vardberg; Riimkrøniken vilde i saa Fald heller ikke have brugt Udtrykket „Landemerket“.
  19. ↑ Denne Kulde omtales i de islandske, saavel som de fleste danske ældre Annaler. Scr. r. Dan. I. 190, 250, 257, 296, II. 528, VI. 628.
  20. ↑ Om dette Tog see de forskjellige svenske Krøniker i Scr. r. Sv. I., lige saa Scr. r. Dan. I. 250 (de esromske Annaler) II. 176, IV. 595, V. 496 o. fl. jfr. Ericus Olai. De her anførte Annaler i Scr. r. Dan. IV. 595 fejle visselig, naar de lade Danekongen komme lige til Stegeholms Slot, der vel neppe kan betegne andet end Stegeborg. Thi ellers pleje disse Annaler for det meste kun at gjentage Esrom-Annalernes Ord; i dem staar der kun: „Kong Erik gjorde ved Juletid et vældigt Tog ind i Sverige, men hindredes ved den strenge Vinter og vendte tilbage efter at have sluttet Stilstand“; medens hine mellem „Sverige“ og „men hindredes“ indskyde: „herjende Landet fiendtligt lige til Stegeholms Slot“, samt senere tilføje at Kongen maatte give sine Mænd „Kappehetter“. Paa intet andet Sted findes der et Ord om noget Tog til Stegeborg, hvorhen det var bogstaveligt umuligt, at Kong Erik denne Gang kunde komme. Den skjødesløse Annalist maa derfor have forvexlet dette Tog med det danske Tog i 1318. Lagerbring III. 45 har her aldeles misforstaaet Riimkrønikens Ord, naar han lader Hertugerne tage Vejen over Kindahuus til Bogesund. Riimkrønikens Ord ere disse:

    Da samnade hertugerna båda
    ok foro inn till landamerke
    med mykin makt och diger stärke;
    dock hade de där skamma läga (d. e. kort Leje, rigtigere Læsemaade istf. „stemnaläge“)
    de Danska foro andra wäga
    och låga wid Kindahuus ena stund;
    sedan foro de till Bowosund,
    åtta daga lågo de där
    förr än de Danska kommo swå när
    uppo ena mila långt – o. s. v.

    Her er dog tydeligt Meningen den, at Hertugerne kun havde et kort Ophold ved Landemerket, fordi de Danske toge en anden Vej og laa ved Kindahuus en Stund, hvilken Efterretning bragte Hertugerne til at fare til Bogesund. At det var de Danske og ikke Hertugerne, der laa ved Kindahuus, vilde vel og kunde sees af det svenske Chr. i Scr. r. Sv. I. 64, hvis Texten ikke her var saa forvirret, at den lader Hertugerne herje Kindhered, i deres eget Land, medens det er tydeligt, at dette netop skede ved Danehæren. – Det her nævnte Kind eller Kindhered er ifølge Tunells Geographi IV. 1. S. 190 flg. det sydvestligste Hered i Vestergøtland, grændsende til den sydligste Deel af Nordre-Halland. Kinnahus eller Kinnaholm laa ifølge Tunell S. 191 i Frølunda Sogn, men han er dog ej ganske paa det Rene med Beliggenheden, da han S. 197 antager Arnesholm i Ljushylts Sogn for ogsaa at kunne være Kinnahus. Egentlig veed man saaledes nok ikke ret, hvor det er at søge. Efterseer man Forsells Kart, finder man ved den samme Aa, der ved sit videre Løb gjennem Halland forbi Aas Kloster kaldes Viskaa, efter hvilken Viskerdal (se ofv. II. S. 497, IV. 1. S. 154) har sit Navn, to Gaarde, Kinna og Kinnarum, der kunde minde om „Kind“; men faa langt nordligt kan Kong Erik neppe have taget Vejen, thi det vilde forudsætte, at han først var brudt ind i Nordre-Halland og dragen forbi Vardberg, i hvilket Fald Hertugerne sikkert vilde have mødt ham der; langt rimeligere er det at han har taget Vejen fra Halmstad opad Nissaa-Dalen til Kinnarred (der endnu ligger i Halland) og Kindhult, beliggende ved en i Nissaaen faldende Aa, der sikkert heder eller heed Kindaa, og efter hvilken hele Dalen vist har Navn; Vel regnes denne Dal nu til Jønkøpings Leen eller Smaaland, men Hovedvejen til Vestergøtland gaar dog derigjennem, og den danner egentlig kun en smal Strimmel eller Tunge, over hvilken man passerer, for at komme fra Søndre-Halland til Vestergøtland. Her, og ikke ved Vist-Aaen, er det rimeligst at Kindahuus, der maa have været en liden Grændseskandse, laa. Tvende Breve, udstedte af Hertugerne paa dette Tog, men, faa vidt vides, hidtil ej benyttede til at oplyse dette, give ellers baade ret god Beskeed om Tiden, da Stilstanden sluttedes, og Vink om begge Herres Marsch-Router. Det første er et Brev, udstedt af Hertugerne dominica infra oct. epiph. (8de Januar) paa Gaarden Sæm, hvorved de skjenke Folke Jonssøn Jordegods; Brevet er medbeseglet af Biskop Laurentius i Linkøping, Biskop Magnus i Vegsjø, Drottsseten Arnbjørn Sigsteenssøn, Hr.Philip Ulfssøn, Hr. Jon Engel og Hr. Peter Magnussøn (Dipl. Sv. 1526). Dette Sæm sees ved Eftersøgelse paa Kartet at være en Gaard, beliggende ved Sæm-Sø, noget over en Miils Vej søndenfor Ulricehamn, det forrige Bogesund. Naar man nu af Riimkrøniken seer, at Hertugerne laa ved Bogesund i 8 Dage, førend de Danske kom dem paa en Miil nær, at de Svenske da mødte dem tappert, men at der dog snart blev „taget Dag og Aar“, faa bliver det aabenbart, at Mødet mellem begge Hære netop maa have fundet Sted her ved Sæm, i Passerne mellem Sæmsøen og Aasundsøen, der just ligger omkring en Miils Afstand fra Bogesund, og begge Biskopperne, der ere med at besegle Brevet af 8de Januar, vilde vel neppe heller paa denne Tid af Aaret have begivet sig til Lejren, uden for at være tilstede ved Dagthingningen; deres Nærværelse er altsaa et umiskjendeligt Tegn paa, at Dagthingningen stod paa Sæm, og ved den Tid. Det andet Brev (Dipl. Sv. 1529) er et Gavebrev, udstedt af Hertugerne den 24de Januar paa Påfwathorp, der enten er det nærværende Paaarp 1½ Miils Vej nordvestenfor Ulricehamn, eller (og rimeligere) Paatorp, omtrent ¾ Miil nordenfor Boraas og 2 eller 2½ Miil vestenfor Ulricehamn, paa Vejen til Alingsaas. Hvad enten man tog Vejen om Paaarp eller Paatorp, saa førte den dog ad Ljodhuus til, og did, eller til Kongehelle, agtede Hertugerne sig, da Hertug Erik, som man erfarer, snarest muligt vilde heelt ind til Oslo. Toge nu Hertugerne denne Vej tilbage, er det og sandsynligt, at det var den samme, ad hvilken de droge frem til Bogesund; det var vel paa det nærmeste den da brugelige Landevej mellem Ljodhuus og sidst nævnte Sted. Man seer saaledes ogsaa heraf, at de Danske søndenfra have nærmet sig Bogesund, og at Hertugerne ved Efterretningen om deres Indbrud over Grændsen, beregnende, at de, inden man kunde møde dem, maatte være komne et Stykke op i Landet, have fundet det raadeligst at stevne lige til Bogesund, for i de herværende Passer at spærre dem Vejen. I den Tid, da Halland endnu hørte til Danmark, og danske Hære, som faldt ind i Sverige, kunde bryde ind over Grændsen mellem Halland og Vestergøtland, var Bogesund et vigtigt strategisk Punkt; her var det ogsaa, hvor Steen Sture i 1520 fegte at standse en under Otto Krumpen fremtrængende dansk Hær. Gjennem disse Passer gik Hovedvejen fra søndre Halland til Vestergøtland og Tiveden, hvortil Bogesund kunde siges at være den første Negle; lykkedes det Fienden at forcere dette Pas, havde man endnu kun Dalførerne omkring Falbygden tilbage, hvor man med noget Haab om Held kunde træde ham imøde; her var det hvor Kong Albrecht i 1389 oppebiede Dronning Margretes Hær, der, som det synes, havde samlet sig ved Elven og saaledes omgik Bogesund. Naar altsaa Danehæren i Julen 1306–7 trængte søndenfra op henad Bogesund til og paa Vejen laa ved Kindahuus, maa dette, som ovenfor antaget, søges ganske nær ved Hallands Grændse. Efter det nys anførte svenske Chronicon, der siger at „der bleve mange dræbte paa begge Sider“, skulde man slutte at det virkelig kom til en Fegtning mellem Hærene, men Hovedkilden, Riimkrøniken, benegter dette. Dens Ord ere:

    Man såg där mangt harnisk blankt
    och många goda plåta ny;
    de Upländske hade ej hugt att fly;
    Daner sade: ei! willen I strida?
    Upländingar sade: hwi willen I bida?
    Dock ward det tagit i en Dag,
    eller hade det warit manga slag.

  21. ↑ Suhm XI. 538.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/6/99&oldid=76937»