Det norske Folks Historie/6/98

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1859 (I-4-2, s. 414-435).

Hvad der nu først og fremst maatte være nødvendigt for Hertug Erik at sætte igjennem, for at han kunde arbejde videre til Fuldførelsen af de vidtsvævende Planer, hvortil han allerede ved sit Giftermaal maa antages at have lagt Grunden, var at han fik de Leen og Besiddelser i selve Sverige til sin Raadighed, som enten Faderen allerede før sin Død efter de Tiders Skik havde bestemt ham, eller som, om end ingen saadan Bestemmelse var given, dog betragtedes som noget, han og Broderen i Egenskab af yngre Kongesønner retmæssigt kunde fordre^[1]. Hidtil vare dog ingen saadanne Besiddelser blevne dem tildeelte, uagtet dog i det mindste Erik havde opnaaet Myndigheds-Alderen. Sandsynligviis spore vi deri den forsigtige Thorgils Marsks Indflydelse; det er umuligt andet, end at han skulde have indseet, hvor meget en saadan Udstykning af Riget vilde svække Kronen, især naar en af dem, den kom til Gode, var en saa ærgjerrig, statsklog og hensynsløs Mand, som Hertug Erik, og at han derfor har søgt at udhale Tiden saa længe som muligt, inden den fandt Sted, i det mindste indtil Kong Byrge havde befæstet sig paa Tronen og sikret sin Søn Magnus i Tronfølgen. Men desto mere hadefuld maatte ogsaa Hertug Erik være paa Marsken, som den, der stod hans Fremgang i Vejen, og uagtet Junker Valdemar, den yngre Broder, endog havde egtet Marskens Datter paa samme Tid, som Kongen kronedes, var han dog neppe Svigerfaderen mere gunstig, thi han rettede sig i alle Dele efter Eriks Exempel. Det kom upaatvivleligt Erik ret godt tilpas, at Marsken allerede i længere Tid havde ligget i Strid med Gejstligheden, hvis Magt og store Indtægter han søgte at indskrænke; allerede for nogle Aar tilbage havde Biskop Peter i Vesteraas seet sig nødt til at flygte ud af Landet „formedelst Marskens Trusler“, og døde i Nidaros den 8de Mai 1299^[2]; i 1303 udbrød Striden med fordoblet Heftighed, fordi de verdslige Herrer, som det heder, paalagde hele Gejstligheden Skat og Afgifter, og det gik saa vidt, at Kongen, efter Marskens Raad, endog tænkte paa at lade Erkebiskop Nikolas og alle de øvrige Biskopper i Riget sætte fast paa en og samme Dag (22de Juli), maaskee ved et Provincialconcilium^[3]: en Beslutning, der dog ikke kom til Udførelse. Men netop paa samme Tid gjorde Hertug Erik sig særdeles til for Erkebiskoppen; han besøgte ham i Upsala, fik ham der til i sin Nærværelse at lade den hellige Kong Eriks Skriin aabne og modtog, som en kostelig Gave, et lidet Been af det hellige Legeme^[4]. Under de paafølgende politiske Storme havde han ogsaa altid Gejstligheden paa sin Side. Marsken maa imidlertid have erkjendt, at det kun vilde lede til større Ubehageligheder end dem, han søgte at forebygge, om man længer vilde forholde Kongens Brødre de dem tilkommende Besiddelser, og saaledes synes da den formelige Overdragelse at være skeet paa et stort Høvdingemøde i Stockholm den 24de Juni, hvor Magnus, Kongens unge Søn, med Biskoppernes og de forsamlede verdslige Herrers Samtykke bestemtes til hans Efterfølger. Riimkrøniken^[5] beretter, at Thorgils Marsk, som den 24de Juni holdt Bryllup med den tydske Grevedatter Hedevig af Ravensberg, to Dage efter forlangte at fratræde Rigsstyrelsen, foregivende at han nu trængte til Ro, men dog tilbydende sig altid at komme til Hoffet og hjelpe med sit Raad, naar det behøvedes; hvorefter det da blev afgjort, at hver af Brødrene skulde faa sit Land og Leen, og at Thorgils skulde være Drottsete hos Kongen, Arnbjørn Sigsteenssøn hos Hertugerne. Denne Beretning, der vistnok ikke i alle Enkeltheder er nøjagtig, eftersom det er vist, at Thorgils først senere hen, maaskee i August^[6], holdt Bryllup, afspejler dog aabenbart den almindelige Mening, naar den halv om halv giver at forstaa, at han ligesom paa Skrømt fordrede Afsked, for at gjøre sig kostbar, men mod Forventning blev tagen paa Ordet; det er derhos tydeligt nok, at Høvdingemødet, hvorved Hertugerne fik deres Leen overdragne, og maaskee Kongesønnens Tronfølge sikredes, holdtes ved St. Hansdags Tider, thi det er sikkert^[7], at Hertug Erik allerede før den 28de Juni havde faaet sit Leen overdraget, det samme maa altsaa gjelde om Valdemar, der ogsaa ved denne Lejlighed synes at have faaet Hertugtitlen^[8]. Eriks Leen var Sødermanland med Nykjøping Slot og en Deel af Upland, Valdemars det egentlige Finnland med Tavastland. End videre skal Kongen have givet nogle Anordninger til Fordeel for Magnus og Dronningen, i Tilfælde at han skulde dø tidligere end paaregnet, og Thorgils forpligtede sig i sit nye Embede som Drottsete ved Brev, Segl og Eed til Troskab mod Kongen, Dronningen og hendes Børn^[9]. Han havde nu gjort Alt, hvad der efter Omstændighederne lod sig gjøre for at sikre Kongen og hans Søn, men forlod dog vistnok Mødet med bange Anelser om, hvad den nærmeste Fremtid vilde føre i sit Skjød.

Det varede heller ikke længe, førend Brødrene vare i fuldt Uvenskab. Riimkrøniken lægger al Skylden paa Byrge, og vist er det, at han i sit Forhold til sine Brødre viiste sig heel uelskværdig og lagde stor Smaalighed, Skinsyge og Mistænkelighed for Dagen, men paa den anden Side kan det heller ikke negtes, at Hertugernes, især Eriks, Opførsel, ikke kunde andet end tærge og forurolige Kongen, thi Erik omgav sig med en Pragt og Glands, hvorved han ganske fordunklede det kongelige Hof, og det er derhos umuligt andet end at Kongen eller dennes Tilhængere maa være komne under Vejr med at han ideligen intrigerede for at skaffe sig Tilhængere og udvide sin Indflydelse paa Kongens Bekostning. Striden kom til sit første Udbrud sidst i April 1304 ved et Gjestebud hos Thorgils Knutssøn paa hans Gaard Aranes ikke langt fra Skara. Her vare alle de tre fyrstelige Brødre indbudne, efter Sigende fordi Thorgils vilde forlige dem, men snarere, som man skulde formode, fordi han og Kongen havde lagt Raad op om at aftvinge Hertugerne et udtrykkeligt Tilsagn om intet at ville foretage til Kongens Skade^[10]. Thi da Gjestebudet var forbi, skal Kongen have ladet sine Brødre vide, at han havde erfaret at de agtede at rejse ud af Landet for at gjøre Opstand imod ham, hvorfor han fordrede at de skulde besegle et Sikkerhedsbrev, som han allerede havde ladet opsætte og nu forelagde dem. Dette kunde neppe være skeet uden Thorgils’s Vidende og Raad. Da Kongen for Øjeblikket havde Overmagten, maatte Hertugerne besegle Brevet, hvis Indhold endnu er opbevaret, og hvorved de forpligtedes til, a) aldrig at forlade Riget uden hans Tilladelse, b) aldrig at indfinde sig hos ham, uden naar han havde ladet dem kalde, og da aldrig med større Følge end han bestemte, c) ikke selv eller ved sine Mænd at foretage sig noget som helst inden- eller udenlands, der kunde vorde Kongen, Dronningen, hans Mænd eller Børn til Skade^[11]. Derpaa rejste Kongen til Visingsø, og Hertugerne til Rakkeby. Men faa Dage efter lod han dem atter tilsige, ufortøvet at indfinde sig hos ham. De vovede ikke andet end at adlyde, uagtet de anede Uraad; Drottseten Arnbjørn Sigsteenssøn og en anden af Hertugens Mænd, Arvid Gøtstavssøn, fandt det tryggest at udeblive. Kongen modtog dem højst unaadigt, og lod derpaa fire Klagepunkter oplæse imod dem, nemlig at de imod Kongens Forbud havde ladet Korn og Smør m. m. udføre af Landet, at de viiste et utaaleligt Hovmod og rede med bevæbnede Folk og i Selskab med Kongens Uvenner gjennem Landet, brydende Kongens Eedsøre, at en af Hertugens Mænd havde givet Kongens Dørvogter et Ørefigen, og at Hertugerne og deres Mænd, navnlig Matthias, altid vandt i Ridderspil over Kongens Mænd, og derved tilføjede Kongen og hans Hof Tort. Kongen lod dem neppe engang komme til Orde, men rejste sig efter endt Oplæsning i Vrede, bød dem at forføje sig ud af Landet og tilstod dem kun Grid til Solens Nedgang. Saaledes lyder Riimkrønikens Beretning^[12], fremdeles vistnok efter hvad der var almindeligt i Folkemunde; men noget maa dog ogsaa her være overdrevet; det synes ikke rimeligt, at Kongen, der faa Dage forud saa strengt havde forbudt dem at forlade Landet, nu med eet netop skulde ville jage dem i Landflygtighed; det er ogsaa vist, at de endnu den 17de Mai vare i Sverige og beseglede et af Arnbjørn Drottsete og dennes Svoger udstedt Mageskiftebrev, hvori det endog heder at man vilde søge at erholde Kongens og Thorgils Drottsetes Stadfestelse derpaa: altsaa kan Kongen i det mindste da endnu ikke have lagt en saadan Unaadighed mod Hertugerne og deres Tilhængere for Dagen, som en Landsforviisning forudsætter. Snarere have Hertugerne, forbitrede over at være overlistede paa Aranes, selv besluttet at forlade Landet og bryde det aftvungne Tilsagn. De begave sig, besynderligt nok, først til den danske Konge, tyende til ham om Hjelp, uagtet det synes, som om de paa Forhaand maatte have kunnet vide, at i det mindste Hertug Erik, den norske Konges tilkommende Svigersøn og Grev Jakobs Ven, ikke kunde være vel anseet hos Danekongen. De fandt ogsaa, som det lader, kun en kold Modtagelse ved hans Hof^[13], medens derimod Kong Erik strax efter næsten med søgt Iver og Offentlighed sluttede sig til Kong Byrge, der imidlertid havde inddraget Hertugernes Gods og ved List sat sig i Besiddelse af Nykøpings Slot^[14], og som ligeledes med Glæde synes at have benyttet Lejligheden til at lægge sin Hengivenhed for Danekongen for Dagen. I Juni 1304 holdt han et stort Rigsmøde i Faveredal^[15], ej langt fra den hallandske Grændse, ved Knærød, og her indfandt sig ogsaa den danske Konge med sin Moder, Enkedronning Agnes, nu Grevinde i Holsteen, og sin Hustru, Dronning Ingeborg. Stedet var upaatvivleligt valgt for at Danekongen med Følge des lettere skulde kunne komme did; dette viser, at en Indbydelse eller Aftale maa være gaaet forud. Ogsaa den svenske Dronning, Danekongens Syster, fulgte med, og der herskede stor Jubel og Lystighed. De forviiste Hertuger opholdt sig der i Nærheden, vistnok indenfor den danske Grændse, da de under nærværende Omstændigheder ikke kunde vise sig for sin Broder^[16]. Hovedhensigten med Rigsmødet var at bekræfte den unge Magnus som Tronfølger og tildele ham Kongenavn, hvilket ogsaa skede, vistnok med al Højtidelighed. Men da det tillige heder at begge Konger thingede med hinanden, maa det ansees som vist at de indgik et formeligt Venskabsforbund mod Hertugerne og deres Venner. J det mindste kan Tractaterne til Solberg og Thyholm fra dette Øjeblik ansees for factisk hævede.

Hertugerne, der formodentlig havde opholdt sig den længste Tid hos Grev Jakob i Halland, begave sig nu først til Kong Haakon i Norge og klagede sin Nød for ham, at deres Broder havde berøvet dem deres fedrene Arv og intet vilde give dem af Riget. „Men“, sagde Hertug Erik, „lever jeg kun eet Aar til, skal jeg nok komme ind i Riget, om jeg end ej kommer dette Sinde“. Kong Haakon sagde at de skulde være ham velkomne, og lovede om muligt at forlige dem med Broderen, men tilføjede, at hvis denne var saa uretfærdig at han søgte deres Undergang, skulde han nok hjelpe dem efter bedste Evne. Det hjalp ogsaa, heder det i Riimkrøniken, særdeles meget, at Dronningen, der var dem huld som en Moder, bad Kongen om at være dem god. Og derved lod den ellers saa forsigtige Konge, der ikke engang, som man tydeligt kan see, troede Erik til Bunds, sig denne Gang forlede til det uoverlagte, og, som det siden viiste sig, for ham selv og hele Norge skadelige Skridt, at forlene Hertug Erik med Kongehelle eller Ragnhildarholms Slot, og saa vidt man kan skjønne, endeel af det tilstødende Landdistrict, sandsynligviis hele Elvesyssel, thi det heder, at Hertug Erik forsynede Slottet rigeligt med Proviant for eet Aar, og tog saa meget af Landet som han vilde^[17]. Dette var ligefrem en fiendtlig Demonstration baade mod Danmark og mod Sverige, med hvilket sidste Rige man hidtil ej havde været i Krig. Det var en stiltiende Erklæring om, at Kong Haakon nu gjorde Hertug Eriks Sag til sin egen lige over for hans Broder. Riimkrøniken gjør udtrykkeligt opmerksom paa, at Kongehelle Slot kun laa to Mile fra Ljodhuus, og lægger Kong Byrge, ved Underretningen om at Slottet var overladt til Hertugen, disse Ord i Munden: „det ligger os alt for nær, og jeg veed nok nu, hvorledes det vil gaa: de ville gjeste Sverige og rende os hjem i vore Herberger“. Han lod ogsaa, formodentlig efter Thorgils Drottsetes Raad, strax paabegynde Opførelsen af et sterkt og fast Slot paa Gullbergsheid, for at kunne holde Hertugerne Stangen. Imidlertid viiste det sig, at han havde spaaet ganske rigtigt, thi med sine raske Mænd gjorde Hertugerne flere dristige Udfald; de overfaldt og fangede Lagmanden i Vestergøtland, Benedict Algotssøn, i hans eget Hjem; siden opbrændte de Ljodhuus, og trængte lige op i Dalsland, hvor de opførte en Skandse, som de kaldte Dalaborg, og hvortil de omboende Bønder, faa nødigt de vilde, maatte gjøre Pligt-Arbejde. Kong Byrge sendte en Skare, anført af 8 Riddere, for at afkaste Agna-Bro og hindre Overgangen over Elven, men den kjekke Matthias Ketilmundssøn vadede en Nat over med en udsøgt Trop, overfaldt de Kongelige paa den Gaard, hvor de havde sit Natteqvarteer, og tog dem alle til Fange med ubetydeligt Tab. Da det var en alt for stor Plage for Landet at have Hertugerne liggende i Dalsland, lige ved Væneren, med en Hær, især nu da Vintren nærmede sig, og Isen vilde gjøre de fleste Vande farbare, besluttede Kong Borge efter Thorgils Drottsetes Raad at gjøre,en kraftig Anstrengelse for at faa dem bort. Han sendte, heder det, sine Breve om til alle Landskaber og udbød Folk, Riddere og Bønder, for at møde ved Agnabro og siden belejre Dalaborg. Der samledes saaledes en Hær af 10000, eller efter en anden Angivelse 20000 Mand^[18], af hvilke de fleste, som det synes, vare komne fra de østligere Egne, anførte af Drottseten, maaskee endog af Kongen selv, og havde haft en yderst møjsommelig Marsch gjennem Vermeland. Hertugerne, der, som det synes, ej vare mandsterke nok til at binde an med en saa stor Hær, som den, der nu nærmede sig, ilede til Norge for at bede Kong Haakon om Bistand. Denne, som stod paa Rejsen til Bergen, hvor han agtede at tilbringe Julen, kunde neppe skaffe mange Folk til Veje, men han medgav dem, hvad han i en Hast kunde faa samlet, sandsynligviis af sine egne og de nærmeste Sysselmænds Huustropper; dog var det neppe hans Mening, at de med denne ubetydelige Styrke skulde vove nogen Kamp mod den store svenske Hær: han har aabenbart raadet dem til at søge Forliig og for at skaffe dem det paa saa taalelige Vilkaar som muligt medgivet dem hine Tropper, saavel som tvende Medlemmer af sit Raad, den erfarne Hr. Bjarne Erlingssøn og Hallvard Baat^[19]. Imidlertid var det hans Hensigt til Vaaren at foretage en større Udrustning, vel, som det sees, fornemmelig mod Danmark, men ogsaa for, om det skulde behøves, at true Sveakongen. Førend Hertug Erik forlod Oslo, lod Kongen ham (den 13de November) udstede en Forpligtelse til at holde alle de af Kongen til Mariekirkens Bedste trufne Bestemmelser, samt ogsaa, om Kongen skulde dø, at understøtte den Søn, han maatte efterlade, deri; heraf sees, at Kongen da endnu ikke ganske kan have opgivet Haabet om at faa en Søn. Meget muligt, at Hertugen ogsaa har maattet udstede en almindelig Forpligtelse til at bistaa denne, om han skulde blive fød og overleve Kongen. Hertugen havde nu vel gjerne tilstaaet hvad det skulde være, kun for at faa Hjelp. Hvor stor den Knibe var, hvori han befandt sig, sees endog deraf, at han i den Hast, hvormed han havde maattet ty til Kongen, ikke engang havde faaet sit ordentlige Segl med, men maatte besegle hiin Forpligtelse med sit Secret eller mindre Segl^[20]. Det lader dog ikke til, at han fik Tropper samlet eller kom til Sverige førend efter Julen, thi ved Juletider skal Kong Byrge have begyndt at belejre Dalaborg og fik den indtaget, vistnok førend Hertugerne kom derhen. Det var saaledes nu det fornuftigste, disse kunde gjøre, at søge Forliig. Da Hertug Erik, heder det i Riimkrøniken, kun havde en halv Miils Vej til det Sted, hvor Kong Byrge laa, blev der aabnet Underhandlinger og et Forliig skal være.sluttet mellem dem, hvorved Kongen atter tilstod dem sin Naade og deres Forleninger m. m. Dette forholder sig dog ikke ganske saaledes, thi der findes endnu et Uddrag af hvad der fra Hertugernes Side indrømmedes ved dette saakaldte Forliig, der sluttedes St. Sigfrids Dag, den 15de Februar 1305, paa Kolseter i Dalbo Hered i Vermeland; dette fremstiller Hertugerne aabenbart som den indrømmende Part, medens der ikke tales om en eneste Forpligtelse fra Kongens Side^[21]. Hertugerne erkjendte nemlig i Overvær af Biskopperne af Strengnes og Vesteraas,.Thorgils Drottsete og flere anseede Mænd, at de havde forseet sig mod Kongen sin Broder; de underkastede sig Kongens Naade og forpligtede sig ved en Eed, der skulde aflægges af dem personligt og tillige af Matthias Ketilmundssøn og Ivar Jonssøn (vistnok den før nævnte Søn af Hr. Jon Rand) til at gjøre og at lade hvad deres Broder Kongen paalagde dem til Bod for deres Forseelser, undtagen at de ikke skulde nødes til at føre nogen Krig mod Norges Konge, hvorimod de heller ikke maatte understøtte denne mod Kongen af Danmark. De skulde være Kongen, Dronningen og deres Børn troe til al lovlig Tjeneste, erkjende Junker Magnus, som nu var udvalgt, for sin lovlige Konge, og efter hans Død den ældste af Kong Byrges Sønner, for saa vidt nogen af dem var i Live. De skulde ikke tilføje Thorgils Knutssøn eller nogen anden af Kongens Mænd i eller udenfor Raadet nogen Skade, fordi de i Krigen havde staaet Kongen bi. De skulde inden St. Hansdag skaffe den danske Kong Eriks, den norske Kong Haakons og den holsteenske Grev Gerhards Borgen for, at de her givne Løfter skulde holdes; brøde de dem (med mindre de aabenbart bleve tvungne dertil), skulde disse tre Herrer hverken hjelpe dem eller modtage dem i sine Lande. Endelig underkastede de sig den svenske Gejstligheds Bann, om de brøde dette Forliig, der blev medbeseglet af Bjarne Erlingssøn, Hallvard Baat, Matthias Ketilmundssøn og Ivar^[22]. Muligt, at Kongen eller Thorgils Marsk paa hans Vegne igjen udstedte et Brev med Tilsagn af saadant Indhold som det nys anførte til dem, og at dette Brev ikke er opbevaret; men det sandsynligste er dog, at dette ikke skede, og at Riimkrøniken her kun under eet har omtalt Forliget, saaledes som dette tilsidst kom istand. Havde Kongen strax taget dem til Naade, vilde de vel ogsaa strax have taget deres svenske Leen i Besiddelse. Men da dette ikke skede, er det tydeligt, at Kongen, der for Øjeblikket havde Magten paa sin Side, i det højeste kun har givet et yderst betinget og maaskee endog blot mundtligt Løfte om at ville tage dem til Naade, naar den i Brevet æskede Borgen var tilvejebragt, ja at maaskee alt, hvad han tilstod dem mod hine Løfter, kun var uhindret Tilbagetog til Norge, og at de, ude af Stand til at udrette noget mod hans Overmagt, maatte prise sig lykkelige ved at slippe for at falde i hans Vold, hvilket de kanskee neppe engang havde undgaaet, om ej de norske Herrer havde været tilstede, hvorhos vel og Thorgils, i Betragtning af at Hertug Valdemar var hans Svigersøn, ej vilde lade det komme til det yderste. Nogen personlig Sammenkomst mellem Brødrene synes aldeles ikke at have fundet Sted.

Hvorledes Hertugerne inden St. Hansdag skulde kunne skaffe baade den danske og den norske Konges Borgen for deres fremtidige gode Opførsel, synes ellers nu at maatte være en Gaade, da Krigen mellem Norge og Danmark just stod i Begreb med at begynde paany, ja for saa vidt allerede kunde siges at være begyndt, som Danekongen, der just nu ved Hertug Erik Knutssøns Død^[23] havde gjenforenet Søndre-Halland med Kronen og derved maatte føle sig dobbelt opfordret til at gjøre en Ende paa de idelige Fejder og Røvertog, Grev Jakob og hans Venner skulle have foretaget ind i dette Landskab, endnu om Vintren, efter forudganget Udbud af Kogger over det hele Rige, gjorde et Tog til Nordre-Halland og belejrede begge dets Slotte. Vel fik han dem ikke i sin Magt og maatte, som det synes, vende tilbage med uforrettet Sag, men da det var at forudsee, at han til Vaaren vilde fornye Angrebet med større Kraft, befandt Grev Jakob sig dog i den yderste Forlegenhed og tyede som sedvanligt til Kong Haakon om Hjelp. Denne maa ogsaa have fundet flg opfordret til at skaffe ufortøvet Hjelp, da vi allerede i Begyndelsen af Marts sinde ham i Tunsberg, hvorhen han saaledes endnu i Februar eller maaskee Januar maa have begivet sig fra Bergen, for snarest muligt at faa en Flaade samlet; men det gjaldt ogsaa nu ej alene at sikre Grev Jakob, men og at staa Hertugerne bi. Hertug Erik fik nu ret Lejlighed til at lægge sin fuldendte Statsklogskab for Dagen, idet han benyttede sig af Omstændigheder, der for den almindelige Betragter maatte synes heel uheldige for ham; til at vinde Fordele, der bragte ham hans Maal med Kæmpeskridt nærmere. Hertugen, fortæller Riimkrøniken, stod nu faa godt anskreven hos Kongen, at denne intet negtede, af hvad han bad ham om; engang da Kongen just var i godt Lune, ytrede han saaledes, at om han kunde blive forlenet med Vardberg (og som en Følge deraf med Nordre-Halland), da vilde det være ham særdeles tjenligt. Kongen skal dertil have svaret, at hvis man kunde faa Grev Jakob til at afstaa det for Penge, skulde han selv fra sin Side intet have derimod. Hvor vidt nu Samtalen just faldt saaledes, eller Kongen havde en faa ubetinget Hengivenhed for Hertug Erik, faar staa ved sit Verd, men vist er det, at han virkelig gjorde Udvej til at skaffe ham Nordre-Halland. Dette lader sig ogsaa simpelthen forklare deraf, at han under enhver Omstændighed, og især nu, da Krigen med Danmark forestod, ikke kunde være tjent med at Nordre-Halland med dets Slotte faldt i Danekongens Vold; men dette vilde blive Tilfældet, da Grev Jakob, som man maa antage, virkelig ikke saa sig i Stand til at forsvare det. Her maatte saaledes Kong Haakon skaffe Hjelp, og det nemmeste var da at overdrage Landskabet med dets Slotte til Hertug Erik, der allerede havde Kongehelle i Forlening og derved lettest og kraftigst kunde yde det fornødne Vern. Desuden havde Kongen, som vi erfare, den bestemte Plan, ganske at forene Nordre-Halland med Norge, og dertil maatte dets Overdragelse til Hertug Erik, hvis Søn med Tiden skulde blive Norges Konge, aabne den bedste Udsigt. Transactionen med Grev Jakob viser aabenbart, i hvilken Nød denne har været stedt, og hvor mislig hans økonomiske Forfatning maa have været^[24]. Den Sum, hvormed han foreløbigt lod sig affinde, beløb sig til 2000 Mkr. Sterling, og disse skulde han ikke engang have selv, men Kong Haakon lovede under hans Caution at laane dem til Hertug Valdemar i Sønderjylland. Formodentlig har Grev Jakob saaledes været i Gjeld eller andre Forpligtelser til denne. Muligt og, at Udredelses-Maaden gjorde denne Form bekvemmest, thi Kong Haakon skaffede Pengene til Veje ved at give Anviisning paa Dronning Euphemias Medgift, 3000 Mkr. Sølv, kølnsk Vegt, der først ved denne Lejlighed udrededes af Fyrst Vitslav den yngre^[25], nemlig saaledes, at denne umiddelbart udbetalte til Hertug Valdemar de 2000 Mkr. brendt og kun det øvrige til Kong Haakon. Formodentlig har Hertug Valdemar allerede skyldet Vitslav det meste, saa at Transactionen for største Delen har kunnet skee ved Liqvidationer. Kun for det Tilfælde at alt gik godt og Kongen ved Krigens Ende beholdt Grevskabet, skulde en yderligere Godtgjørelse udredes til Greven, efter sex Mænds Skjøn. Hans Afstaaelsesbrev, dateret Tunsberg den 8de Marts 1305, lyder omtrent saaledes: „I Betragtning af de mange og herlige Velgjerninger, vi og Vore ofte have nydt af højsalig Kong Erik og Kong Haakon, der nu regjerer, bestaaende saavel i at forsvare vort Grevskab og vort Jordegods mod. Danekongen og hans Mænd, med Krigshær og store Bekostninger, i at opbygge Borgene Hunehals og Vardberg, og med stort Bryderi og betydelig Bekostning for sig og Sine oftere at begive sig til Møde med Danekongen for at underhandle for os, som i at overlade Hertugen af Sønderjylland under vor Caution i rede Penge 2000 Mkr. Sterling, samt i oftere at vise os andre Tjenester og paa mange Maader at hjelpe os i vor Nød og Trang, overdrage vi i Erkjendtlighed for alle disse Velgjerninger, samt i Særdeleshed fordi vi ved det nu stedfindende Angreb af Danekongen paa vore Slotte og Indfald i vort Grevskab ikke formaa med egne Kræfter at gjøre Modstand samt forsvare samme Slotte og de i dem værende Folk, samme vort Grevskab Halland med fuld Ret og med alle dets Slotte o. s. v. til Norges Konge som fuld Ejendom og Besiddelse, for herefter stedse at forblive under ham, hans Efterfølgere og den norske Krone, og have vi skjødet samme Herr Konge bemeldte Grevskab efter vedtagen Skik, villende at samme Grevskab med dets Slotte, Godser o. s. v. herefter skulle ejes, besiddes og stores i hans Navn. Vi love derhos ærligen ved højtideligt Tilsagn, at vi troligen skulle overholde alt dette og aldrig handle derimod i Ord eller Gjerning, underkastende os og vore Børn bemeldte Herre Konges Naade, om han, hvis det lykkes ham enten ad Underhandlingernes Vej eller paa anden Maade at beholde Grevskabet, da vil betænke os og vore Børn, i Forhold til den forestaaende Krigs mere eller mindre heldige Udfald, og saaledes som sex af de ypperste Nordmænd, hvilke vi vælge, for saa vidt Kongen imidlertid skulde afgaa ved Døden, bestemme Erstatuingen for samme Grevskab, efter som de ville svare for den højeste Dommer. Men hvis vor Herre, Norges Konge, fuldstændigt faar de omtalte 2000 Mkr. tilbagebetalte med Renter, Udlæg o. s. v. af Hertugen i Sønderjylland, skulle vi være fri for den oven nævnte Cautions-Forpligtelse“^[26]. Dette var nu for Resten et saa fiendtligt Skridt mod Kongen af Danmark som muligt, da Grev Jakob var hans Vasall og saaledes ej berettiget til at afhænde Besiddelsen af Halland, i det mindste ikke uden hans Samtykke og aller mindst til hans Fiende, men Baandet, som knyttede Grev Jakob til Danmark, var egentlig allerede overskaaret ved Fredløshedsdommen i 1287, og det var kun ved at give sig under norsk Beskyttelse, at han havde formaaet at beholde Grevskabet, der egentlig skulde være forbrudt. Men Kong Haakon befandt sig ogsaa for Øjeblikket paa Krigsfod med Danmark. Umiddelbart derefter, som det synes, forlenede Kongen Hertug Erik med Nordre-Halland og dets Slotte, af hvilke det nye Vardberg, som det sydligste og et Slags Grændsefæstning mod Danmark, nu tillige var det vigtigste. Det var saaledes virkelig lykkets Hertug Erik at erhverve sig Besiddelser, uafhængige af Sveriges Krone, netop paa det Sted, hvor han kunde virke med størst Eftertryk, ej alene mod Sverige, men ogsaa, om det gjaldt, mod de to andre Riger. Men det er ogsaa klart, at han herved ligefrem havde taget Parti med Norges Konge og derved overtraadt den ham ved Artiklerne til Kolseter paalagte Forpligtelse at holde sig neutral. Derved var altsaa dette Forliig, om det kunde fortjene dette Navn, hævet. Sandsynligviis havde Hertugerne heller ikke aflagt den foreskrevne Eed, lige saa lidt som den æskede Caution endnu kunde være præsteret. Forholdet mellem dem og Broderen maatte saaledes endnu være det samme, som hidtil.

Kong Haakon gjorde imidlertid vældige Udrustninger, der dog krævede sin Tid, hvor meget han end vistnok paadrev dem. Den 31te Mai finde vi ham fremdeles i Tunsberg, saa beskjeftiget med Forberedelserne til Toget, at han ikke engang havde Tid til at gjennemlæse en ham forelagt Overeenskomst om de kirkelige Afgifters Ydelse i Jemteland (hvorom nedenfor), men kun bekræftede den indtil Videre, saadan som den var^[27]. Formodentlig var det vel og især for at skaffe Pengehjelp til Toget, at Alf paa Kroken afferdigedes i sin sidste uheldige Sendelse til Island, hvorom der ovenfor er talt. Den 23de Juni var Kongen ligeledes i Tunsberg og havde da endog bedre Tid, siden han den Dag udstedte den større Retterbod for Island, hvorom der ovenfor er talt. Ja endog den 27de Juli finde vi ham der, underhandlende med Borgerne af Staden Kampen, fornyende den Forening, som Kong Erik tidligere havde indgaaet med dem i Bergen og stadfestende samt udvidende deres Friheder^[28]. Der maa saaledes have indtruffet Omstændigheder, som gjorde, at Kongen enten ikke kunde komme afsted før eller ikke fandt det nødvendigt at skynde sig saa meget. Saa vidt man kan se, blev der heller ikke i den Tid øvet Fiendtligheder fra svensk eller dansk Side, maaskee netop fordi Hertug Erik som Herre til Kongehelle, Hunehals^[29] og Vardberg indtog en saa ærefrygtindgydende Stilling, at man ikke vovede at binde an med ham. Dog maa det ansees for vist, at hans Broder Kong Byrge under disse Omstændigheder tænkte paa at fornye Fiendtlighederne, siden vi erfare, at han begav sig til Egnen ved Gøta-Elven, og at Kong Haakons første Bevægelse var rettet mod ham. Havde Kong Haakons Udrustninger varet længe, saa vare de ogsaa desto eftertrykkeligere; da han omsider stak i Søen med sin Flaade, havde han ikke mindre end 40000 Mand^[30], og med denne Hær stevnede han, som sagt, først mod Sveakongen. Hans Hensigt var dog neppe formeligt at bekrige denne, men kun at bringe et endeligt Forliig mellem ham og Hertugerne til Veje paa Vilkaar, hvormed disse kunde være tjente. Begge Konger havde ogsaa’en Sammenkomst paa Gullbergsheid, hvor sandsynligviis ogsaa Hertugerne vare tilstede, og hvor det er vist, at et Forliig blev sluttet. Det maa endog antages, at en Sammenkomst allerede for Kong Haakons Ankomst havde fundet Sted mellem Hertugerne og Kong Borge og at det allerede var kommet til foreløbigt Forliig mellem dem^[31]. Forliigsdocumentet haves ikke, men man kan dog ikke tvivle paa, og erfarer desuden af det følgende, at Kongen maa have forbundet sig til at tage dem til Naade igjen og tilbagegive dem deres Forleninger, hvorimod de Betingelser, Hertugerne maatte underkaste sig, paa“det nærmeste maa have været de samme som de, der nævntes i Kolseterbrevet, navnlig, hvad Anerkjendelsen af Junker Magnus’s Valg og Forpligtelsen til streng Neutralitet betreffer. Det er endog et Spørgsmaal, om ikke Kong Haakon tog dette noget ilde op og allerede heri saa det første mistænkelige Tegn til, at Hertugen kun havde sin egen Fordeel for Øje. Det er tydeligt, at deres Veje fra dette Øjeblik af længe vare forskjellige, og at en vis Kulde maa være indtraadt mellem dem. Krigen med Danmark kan kun have været meget kortvarig, thi Krigsforetagenderne kunne ej have begyndt førend midt i August, og allerede først i September vare Underhandlinger aabnede. Alt hvad man veed af de forefaldne Krigsbegivenheder, er, at Danerne dræbte den nys omtalte Hallvard Baat med 60 Mand, formodentlig ved et Overfald. Man skulde næsten formode, at Kong Byrge er optraadt som Megler, og at en foreløbig Stilstand strax er kommen i Stand, saa at hiin Begivenhed med Hallvard Baat kun har været et Ulykkestilfælde, foraarsaget ved at enten han selv eller de, der dræbte ham, vare uvidende om at Stilstanden var indgaaet. Thi til en af de første Dage i September, sandsynligviis den 8de, sammenkaldte Danekongen et almindeligt Danehof i Helsingborg, og lod dertil indstevne alle de Landflygtige, der, som den norske Konge paastod, vare uskyldige i hans Faders Drab, for at– de lovligt kunde bevise sin Uskyld, tilsikrende dem i dette Øjemed fuldstændig Grid, og Kong Haakon lod, som han selv senere skriftligen berettede, de Indstevnte begive sig derhen: altsaa maa Underhandlinger have været indledede og midlertidig Stilstand været sluttet. Formodentlig har Kong Haakon da ligget med den norske Flaade i Øresund. De svenske Hertuger vare ogsaa i Nærheden, dog ej i Følge med Kongen, thi fra Herrisvads Kloster i Skaane gave de den 14de September sin Erklæring, at de samtykkede i den Beslutning paa Mødet i Faveredal, hvorved Magnus, Byrges Søn, udvalgtes til Sveriges Konge og fik Kongetitel, at de herved lovede ham Troskab og Tjeneste som deres rette Herre, og at de, hvis han døde, altid i hans Sted skulde vælge til Konge den ældste af Kong Byrges Sønner, saa længe nogen af dem levede^[32]. Dette var netop en saadan Erklæring, som allerede ved Kolseter var dem afæsket. Muligt, at Danekongen, saavel som Grev Gerhard, der ogsaa var tilstede, nu havde givet den forlangte Forsikring for dem, thi fra dette Øjeblik af kan man sige, at Freden og Enigheden nogenledes var gjenoprettet mellem Hertugerne og deres kongelige Broder, eller rettere, at denne fra sin Side havde taget dem til Naade; Den danske Konge maa endog, i det mindste midlertidigt, have anerkjendt deres Besiddelse af Nordre-Halland, og modtaget deres Hylding for dette, thi de sad tilligemed Hertug Christopher, Biskopperne, Grev Gerhard og mange andre Herrer som Bisidderei den Raadsforsamling, for hvilken Dommen nu blev afsagt over de Indstevnte, og til en saadan Raadsforsamling kunde Hertugerne neppe have Adgang uden som danske Vasaller; det har vel været en af de Betingelser, den kloge Hertug Erik opstillede ved Forliget med sin Broder, at denne skulde udvirke ham den danske Konges Anerkjendelse af hans Herredømme over Nordre-Halland, hvoraf fulgte at han aflagde Danekongen Hylding som Leensherre. Derved blev han desuden saa meget mere uafhængig af den norske Konge, der dog atter heri maatte see en mistænkelig Demonstration. For et Syns Skyld er da og en Deel af Lenet overdraget til Valdemar, eller det er, efter en ved slige Lejligheder ofte fore kommende Skik, overdraget til deres „samlede Haand“^[33]. Den Rettergang, der fandt Sted paa Danehofet, beskrives i Domsacten selv saaledes^[34]. Kong Erik fremstod, klagede over sin Faders Drab, og nævnte Grev Jakob, Marsk Stig, Nikolas Hallandsfar, Peter Pors, Peter Jakobssøn, Nikolas Knutssøn, Aake Krake, Rune Jonssøn og Arvid Benedictssøn som hans Drabsmænd; men uagtet de allerede vare lovligen domfældte derfor, tillod han dog af særdeles Naade, og formedelst fyrstelig (d. e. Kong Haakons) Forbøn, dem af disse, som troede at kunne fralægge sig Skylden, at komme frem og føre sine lovlige Beviser, bydende de opnævnte Dommere (sandsynligviis som forrige Gang 27 Riddere) at ransage Beviislighederne og dømme og sverge efter Samvittighed, hvo der var skyldig og hvo ikke. Og efter behørig Raadslagning erklærede Dommerne, svergende paa Euangeliet, at alle de af Kongen nævnte Mænd vare skyldige i Drabet. I hele Forsamlingen, heder det, var der ingen som protesterede, uden Peter Jakobssøn, der saaledes maa have fortrøstet sig til Griden, og nogle af de Anklagedes Børn, for hvilke Faren ved at fremmøde personligt maatte være mindre. Kong Haakon paastod derimod senere, at de Indstevnte ikke vare blevne redeligt behandlede; man havde ikke budt dem den Lov, der gjaldt i Norge, Danmark eller andre Lande, og trods Lejdet havde man lagt Anslag mod deres Liv, saa at flere ikke engang vovede at begive sig til Mødet; de, som dog indfandt sig, fik ikke fremført deres Beviisligheder, da Kongen strax opnævnte Mænd, der paasvore dem alle de Beskyldninger, han opstillede; de saa da, heder det, ingen anden Udvej end at appellere til Paven og henskyde Sagen til hans Dom. Dette er formodentlig skeet, skjønt det er vanskeligt at sige, med hvad Retshjemmel det skede. Hermed blev dog ikke Stilstanden hævet eller Underhandlingerne afbrudte, thi Kong Haakon, der oprigtigt ønskede Fred, og som formodentlig allerede længe havde stundet efter en Lejlighed til med nogenlunde Anstændighed at kunne skaffe sig de Fredløse, der maatte være ham heel besværlige Gjester, af Halsen, føjede sig for saa vidt efter Dommen, som han virkelig viiste dem fra sig^[35]. Hvor de toge sit Ophold, siges ikke, men efter al Sandsynlighed og enkelte Antydninger maa det have været paa det eensomme Hjelm^[36]. Formodentlig var det ogsaa under dette sit Ophold i de danske Farvande, at Kongen havde en Sammenkomst med Fyrst Vitslav og at denne udredede Medgiften paa oven anførte Maade. Og nu var der ikke længer noget i Vejen for Fredens Afslutning. Den sluttedes paa det kongelige Slot Søborg i Nordsjæland, formodentlig i October^[37]. Desverre haves heller ikke det derover oprettede Document, faa at Betingelserne ikke nøje kjendes; den blev nemlig efter saa kort Tids Forløb brudt, at dens Bestemmelser neppe ansaaes Umagen verd at erindre. Saa meget er vist, at den sluttedes paa ti Aar, men, som man maa formode, med det udtrykkelige Tillæg, at den da, hvis intet nyt var kommet i Vejen, skulde fornyes, og saa fremdeles^[38]. Det maa have været bestemt, at hvert Riges Indbyggere frit skulde kunne besøge det andet og handle der, og at man ingen Skade skulde tilføje hinanden. Og endelig maa Danekongen udtrykkeligt have lovet Kong Haakon at udrede ham det, der endnu stod tilbage af hans Mødrenegods, thi dette var jo egentlig fremdeles Krigens Hovedgjenstand. End videre maa vel Fredsslutningen have indeholdt en Artikel om Nordre-Halland, men da Hertugerne allerede havde taget det til Leen af Danekongen, er det vanskeligt at vide, hvor vidt nogen Ret dertil ogsaa forbeholdtes den norske Konge. Endelig synes det, som om Danekongen har lovet at lade de Fredløse i Ro, hvis de opførte sig ordentligt; Kong Haakon kunde ikke anstændigtviis ganske lade dem i Stikken^[39].

Da denne vigtige Sag saaledes var afgjort, vendte Kongen tilbage, afskedigede formodentlig, som sedvanligt, sin Flaade ved Tunsberg og begav sig derpaa til Bergen, hvor han tilbragte hele Vintren og en Deel af Vaaren^[40]. Kort efter Ankomsten til Bergen, hvor han forefandt Erkebiskoppen, som var kommen did i Anledning af tvende nye Biskops-Indvielser, bekjendtgjorde Kongen i hans, fire Biskoppers, Cantslerens, den throndhjemske Chorsbroder Salomon Thoraldessøns og ni verdslige Herrers Nærværelse, at han nu af Fyrst Vitslav havde faaet Dronningens Medgift udbetalt, saaledes at Fyrsten efter hans egen Foranstaltning umiddelbart udredede de 2000 Mkr. deraf til Hertug Valdemar, saaledes som ovenfor nævnt. Ved denne Lejlighed fornyede og stadfestede ogsaa Kongen fin tidligere Bestemmelse af Dronningens Tilgjøf eller Livgeding, Bygdø med Tilbehør og dertil ti Hundrede Merkers Indtægt af hans Visøre paa de Steder, han nærmere skulde specificere, eftersom det maatte være hende bekvemmest, hvorhos alle de sexten Herrer udtrykkeligt lovede, at de ubrødeligt skulde overholde dette og hjelpe Dronningen saavel heri som i alt andet, der kunde være hende til Gavn og Ære^[41]. En af disse Herrer var, merkeligt nok, Hr. Bjarne Lodinssøn, der saaledes ej alene var sat paa fri Fod – dette skede allerede førend Ragnhildarholmens Slot overdroges til Hertug Erik^[42] – men ogsaa atter, i det mindste tilsyneladende, havde vundet Kongens fuldkomne Tillid og Naade. Thi man kan neppe tvivle paa at alle de her nævnte verdslige Herrer vare Medlemmer af Raadet, og at det derfor netop var Kongen magtpaaliggende at erholde deres udtrykkelige Tilsagn om at sikre Dronningen hendes Tilkommende, i Tilfælde af at han selv skulde afgaa ved Døden før hende. Og den Omstændighed, at Kongen ansaa det nyttigt eller nødvendigt at tage dette Løfte af dem, viser umiskjendeligt, at han, trods det ivrige Venskab, der herskede mellem Dronningen og Hertug Erik, dog ikke var saa ganske sikker paa, at denne vilde lade hende nyde sin Ret efter hans Død. De øvrige verdslige Herrer, som afgave Løftet, vare Bjarne Erlingssøn, Jon Ragnvaldssøn, Sæbjørn Helgessøn, Velent af Stikke, Snare Aslakssøn, Erling Aamundessøn, Gibbon Marskalk (sandsynligviis en Skotlænder i Dronning Isabellas Tjeneste) og Bjarne Audunssøn, en anseet og i boglig Lærdom vel forfaren Mand fra Vestfold, der nu første Gang nævnes, men sidenefter i en Række af Aar var en af Kongens mest betroede Mænd og hyppigt besørgede Cantsler-Forretningerne. I hvad Egenskab Salomon Thoraldessøn deeltog i Acten, er uvist; sandsynligviis har han vel fungeret som et Slags Cantsler for Erkebiskoppen. Han havde før været Chorsbroder i Stavanger og var ganske nylig bleven Chorsbroder i Nidaros^[43]. Erkebiskoppen havde formodentlig udvalgt ham dertil for i ham, som i Laurentius, at have en Støtte mod de ældre, stridbare Chorsbrødre. Han lod ham strax efter ogsaa rejse udenlands for at studere. Dette bragte Salomon i Skuddet, saa at han tilsidst blev Biskop i Oslo.

Næsten alle de norske Biskopsstole havde ved denne Tid skiftet Indehavere. Den stavangerske Biskop Arnes Død i 1303 og Biskopsstolens Besættelse med den forrige Chorsbroder Ketil er allerede omtalt. Sidst i 1303 døde Biskop Eivind i Oslo, og i hans Sted valgtes Helge, Chorsbroder i Oslo og Prest til Korskirken; saavel han som Ketil af Stavanger og Arne Helgessøn af Skaalholt indviedes alle tre paa een Gang af Erkebiskop Jørund den 25de Octbr. 1304^[44], formodentlig i Bergen, da det laa belejligst til for de tvende andre Biskopper, som maatte være tilstede, og Erkebiskoppen desuden begjærligt synes at have grebet enhver Lejlighed til at være borte fra Nidaros. Det er ellers vanskeligt nok at gjette, hvilke de Biskopper vare, som ved denne Lejlighed assisterede, thi ogsaa Biskop Thorstein af Hamar var død den 2den Mai 1304^[45], og den 16de October samme Aar døde den gamle Biskop Narve i Bergen^[46]. I Dagene fra den 16de October til den 25de, da Indvielsen af hine tre Biskopper skede, var der altsaa ingen indviet Biskop ved nogen af de egentlige norske Biskopsstole. Formodentlig sendtes der da Bud efter Biskop Erlend fra Færøerne, der i alle Fald i det følgende Aar var tilstede i Bergen; muligt at man ogsaa hentede Biskop Dolgfinn fra Orknøerne. Biskop Markus af Syderøerne døde ogsaa i 1303; hans Efterfølger heed Alan, og var fra Galloway^[47]; maaskee endog han indviedes ved samme Lejlighed, dersom han ellers ikke kom saa tidligt til Norge, at han kunde indvies under Kongens og de tvende Biskoppers Nærværelse i Nidaros i August eller September 1303. I Thorsteins Sted valgtes til Biskop i Hamar Ingjald, vistnok den samme Chorsbroder fra Hamar, der i 1301 havde været i Nidaros og laa ivrigt taget Parti for Erkebiskoppen. Det var formodentlig af Erkjendtlighed derfor, at Erkebiskoppen benyttede den Indflydelse, han tydeligt sees at have udøvet ved Capitlet i Hamar siden den Tid, da han selv var dets Medlem, til at skaffe Ingjald den ledige Biskopsstol, trods det at han for saa kort Tid siden havde været i Kirkens Bann. Erkebiskoppen viiste sig ogsaa som en varm Forsvarer af det hamarske Capitels Selvstændighed, da Capitlet i Oslo, faa Dage efter Ingjalds eenstemmige Valg i September 1305, atter fornyede den gamle Fordring paa; at deeltage med det hamarske Capitel i Valget. Jørund, som da allerede havde begivet sig til Bergen, hvor ogsaa Narves Eftermand skulde indvies, forkastede ved Erklæring af 21de October Oslo-Capitlets Paastand som aldeles uhjemlet og paaberaabte sig at allerede Erkebiskop Jon i 1278 havde frifundet Hamars Capitel for ethvert saadant Krav. Dog indberettede han Sagen til Paven, tilbydende sig at undergive den andre lovlige Dommere til Undersøgelse og Afgjørelse, hvis Oslos Biskop og Capitel i Tide og med gyldige Grunde gjorde Indsigelse mod hans Competence^[48], men en saadan Indsigelse synes ej at være fremkommen, tog allerede den 5te December indviede Erkebiskoppen Ingjald tilligemed den allerede kort efter Biskop Narves Død til hans Eftermand paa Bergens Biskopsstol udnævnte Chorsbroder Arne Sigurdssøn. Indvielsen skede i Jonskirken i Bergen med Assistance af Biskopperne Ketil og Erlend, og i Overvær af Kongen, Dronning Euphemia og Enkedronning Isabella. Saaledes vare nu omsider alle Biskopsstole i Norge besatte, og Erkebiskop Jørund kunde i det følgende Aar sammenkalde og afholde et Provincial-Concilium i Oslo, hvor alle norske Lydbiskopper saavel som Erlend af Færøerne vare tilstede, og desuden, efter hvad det lader, Fuldmægtige fra Domcapitlerne, saa vidt vides for første Gang. Vistnok havde Biskop Arne i Førstningen undskyldt sig med et uforudseet Ophold, foraarsaget deels ved de endnu ikke bilagte Stridigheder mellem Bergens Capitel og Dominicanerne, deels ved Modvind, og udnævnte endog to Fuldmægtige, der skulde møde i hans Sted, men siden indfandt han sig dog. De paa dette Møde vedtagne og bekjendtgjorte Statuter, daterede den 11te Juli 1306, vedkomme fornemmelig Klostertugten og indeholde blandt andet den gode Bestemmelse, at i Betragtning af den Skade, som de norske Klostre lede ved Munkenes Uvidenhed og Mangel paa lærd Dannelse, skulde vedkommende Biskop af hvert Kloster udvælge duelige Subjecter til at skikkes udenlands og studere paa Klostrets Bekostning. Men tillige indeholder den første Artikel en almindelig Bekræftelse af alle foregaaende Statuter og fornemmelig Erkebiskop Jons af 1280, hvilket sidste dog ved at opregne alle Banns- og Forbudstilfælde havde gjort saa betydelige Indgreb i Regjeringsmyndigheden og derved i sin Tid vakt saa megen Uro. Da ingen saadan Bekræftelse sees at være indtagen i Statuterne paa det af Jørund først afholdte Concilium, i 1290, rimeligviis fordi han da endnu ikke vovede et saadant Skridt, tør man maaskee i den Omstændighed, at det nu skede, see et Tegn paa, at Prælaterne, maaskee især de nye, troede et gunstigt Tidspunct at være kommet til atter at løfte Hovedet i Vejret, hvilket dog kun synes at have fremkaldt fordoblet Opmerksomhed fra Kongens Side og nye Foranstaltninger til at hemme Prælaternes Magt ved at opstille den en Modvegt inden Gejstlighedens egen Midte. Men førend vi nærmere omtale disse Foranstaltninger, maa vi atter vende tilbage til og betragte de vigtige politiske Begivenheder, der foregik umiddelbart efter den sidste Fredsslutning.

1. Man kan vel neppe tvivle paa, at allerede Kong Magnus selv, efter Skik og Brug, for sin Død havde bestemt hvilke Forleninger de yngre Sønner skulde have; Valdemar kaldes endog etsteds Herre til Finnland for 1303.
2. Suhm XI. 378.
3. Chron. fra 826–1415, hos Langebek, Scr. I. 387 flg., hos Fant Scr. I. 1. 50 fgg. (S. 55).
4. Brev af Erkebiskop Nikolas 4de Mai 1303, Dipl. Sv. 1395. Hvorledes Messenius (Scondia II. 77) og efter ham Dalin samt Suhm (XI. 451) kan faa ud at det var Kong Haakon, som besøgte Erkebiskoppen i Upsala og fik Reliqvien, er ubegribeligt.
5. Fant Scr. I. 2. S. 26, 27.
6. Grev Jakob, der hentede Bruden fra Tydskland, nævnes tilligemed hendes Fader Otto af Ravensberg og Henrik af Meklenburg som nærværende i Lübeck den 20de Juli 1303, Urkundenb. No. 170.
7. Den 28de Juni tilskrev Erik Uplands Indbyggere om at skaffe Oplysninger til at komme paa det Rene med, hvad Gods l Landskabet der tilhørte Kronen, og hvad „Hertugdømmet“. Dipl. Sv. 1401.
8. Den 29de Juli 1303 nævnes Valdemar første Gang som Hertug i et Diplom; Dipl. Sv. 1405.
9. Hjemmelsmænd for det sidste ere kun Ericus Olai og Messenius (II. 77, XII. 149), men Sagen synes dog i sig selv at være rimelig.
10. Riimkrøniken S. 27 nævner intet om hvad Thorgils’s Hensigt var med Indbydelsen, og den er dog her den egentlige Kilde.
11. Dipl. Sv. 1426.
12. Riimkr. S. 28.
13. Ifølge Riimkr. skal han kun have sagt: „jeg kunde nok vide hvad eders Erende var“; og der tilføjes, at han ej kunde være dem gunstigt stemt.
14. „Kongen fik Nykøping i sin Magt ved List og Svig efter Marskens Raad“, heder det i den oven citerede Krønike fra 826–1415.
15. Saaledes (Fanærædal) kaldes Stedet i Hertugernes Brev af 14de Septbr. 1305 (Dipl. Sv. 1480). I Riimkr. staar Fagradal. Huitfeld (322) nævner Knærød som Stedet, men har en højst forvirret Beretning om Mødet, hvor han lader Kongerne af Danmark og Norge komme sammen. Petrus Olai (Scr. r. D. I. 189), og de danske Annaler, der ende med 1317 (Scr. II. 175), nævne ogsaa Knærød, men have dog rigtigt „Kongen af Sverige“. Dette viser at Fagradal er at søge i Nærheden af Knærød, ved den hallandske Grændse.
16. De vovede ikke at komme til Mødet, heder det i Riimkrøniken, men de holdt sig i Nærheden for at iagttage Sagernes Gang.
17. Riimkrøniken, S. 29. Dens Ord lyde saaledes:

    „Och länte han (Konungen) them ett hus och en stad;
    (det halv ock digert som drottningen bad,
    at kungen skulle wara dem goder;
    hon war dem huld som dera moder);
    af landet swa mycket han wilde
    tok hertug Erik den milde
    ud) spisade (d. e. bespiiste, forsynede) huset det besta han gat (formaaede),
    swå ett år han war orädder om mat;
    det hus heter Niklaborg, den stad Konghella,
    der er ej utan twå milar emella
    Lödesse och åter där,
    swå ligger ett det andra när“.

    Hvorledes Ragnhildarholmens Slot kan komme til at hede „Niklaborg“, er uvist; Benævnelsen findes kun paa dette Sted. Snarest maa man antage at det er en fordærvet Udtale af Miklaborg, Myklaborg, d. e. „den store Borg“, og at dette bar været den sedvanlige Benævnelse paa Borgen der i Egnen; der gives nemlig i Norge, især paa Østlandet, en Mængde Stedsnavne, sammensatte med Mikli-, der nu udtales „Nykle“– eller Nøkle-, som „Nøklegaard“ i Eidanger (fordum „Mikligarðr“), Nøklevand, dog ogsaa stundom kaldet Møklevand, paa Grændsen af Sandsver og Slemdal, o. fl.

18. Begge Læsemaader findes i Riimkrøniken.
19. At disse medsendtes Hertugerne, sees af Kolseterbrevet.
20. Dipl. Norv. II. 74.
21. Kolseter-Erklæringen er kun opbevaret i Uddrag hos Huitfeld, S. 326. Det er aabenbart, at den er kommen til det danske Archiv med de Documenter, Kong Byrge ved sin Flugt til Danmark medbragte. – I Fremstillingen af disse og de strax paafølgende Begivenheder hersker der saavel i de svenske som de norske Kilder nogen Skjødesløshed og følgelig indbyrdes Uovereensstemmelse, der maa berigtiges efter diplomatariske Angivelser. Riimkrøniken fortæller i eet Løb, at Kongen samlede den store Hær, der tog Vejen gjennem Vermeland og mødte ved Agnabro, at Hertugerne da „vare redne til Norge“ for at melde Kongen at „Huset var belagt“, at Kongen strax „samlede fin Magt“ og overgav den til Erik, som da drog afsted, standsede 72 Miils Vej fra det Sted, hvor Kongen laa, sluttede Forliig, havde fremdeles Kongehelle, stod sig godt hos Kong Haakon og fik siden Vardberg; derpaa gaaes der umiddelbart over til Hertug Valdemars Skilsmisse og Thorgils Knutssøns Fald; om – Mødet paa Gullbergheid, Danehofet i Helsingborg og Freden til Søborg tales ikke et Ord. De visbyske Minoriters Krønike hos Fant Scr. I. 42 siger kort og godt for 1304, at Kongen fik Dalaborg, og for 1305, at Hertugerne kaldtes tilbage til Sverige. Den unavngivne Krønike fra 826–1415, meddeelt baade hos Fant (50) og Langebek (Scr. I. 387), beretter for 1304 at Hertugerne byggede Dalaborg, og at Kongen efter Tilskyndelse af Thorgils belejrede den for at erobre den med sin hele Hær „omkring Juul“, at der siden, St. Sigfrids Dag 1305, oprettedes Enighed mellem Brødrene og tillige sluttedes Forbund mellem Norges og Danmarks Konger, hvilket dog kort efter atter blev brudt. Derpaa gaaes over til Thorgils’s Katastrophe. De isl. Annaler derimod melde intet om Krigsbegivenheder i 1304, men berette for 1305, at Kong Haakon drog afsted med 40000 Mand for at hjelpe sin Svoger (der staar ved Fejlskrift Magnús f. Mágsefni) mod Sveakongen, men at de, da han kom, vare forligte, at han paa Gullbergsheid havde Møde og sluttede Forlig med Sveakongen, at Danerne derpaa dræbte Hallvard Baat for ham med 60 Mand, og at der sluttedes Fred mellem ham og Danekongen. Man seer tydeligt, at de norske og de svenske Kilder berette forskjellige Begivenheder, i Forhold til hvad der mest interesserede Fortælleren, og at de have rykket dem.ind paa hinanden, med Udeladelse af det Mellemliggende. Saaledes er det allerede af Ordene selv klart, at det Tog med 40000 Mand, Kong Haakon siges at have foretaget mod Sveakongen, ikke kan være det samme, som den Understøttelse, han om Vintren gav Hertugerne, og at saaledes og det Forliig, der havde fundet Sted mellem dem og Kongen strax før Haakons Ankomst til Gullbergsheid, maa have været et andet end det til Kolseter. Her maa altsaa, som sagt, Actstykker hjelpe til at bringe Orden. Af Hertugens oven anførte Løfte, udstedt til Kongen i Oslo den 13de November, sees det, at Erik og Valdemar allerede da i Hast havde begivet flg til ham for at bede ham om Hjelp. Men den 13de December finde vi Kongen i Bergen (Dipl. Norv. IV. 58), hvor han altsaa har tilbragt Suhm og hvorhen Hertugerne dog ikke kunne have fulgt ham; han har da sandsynligviis overdraget til Bjarne Erlingssøn og Hallvard Baat at treffe de nødvendige Foranstaltninger til at skaffe dem den Hjelp, der efter Omstændighederne kunde præsteres, og som ej kan have været stor. Den 14de December maa den svenske Hær være kommen til Vermeland, da man fra denne Dag har et Brev, vistnok uden Sted, men udferdiget af Thorgils Knutssøn og Vermelands Lagmand i Forening (Dipl. Sv. No. 1447). Derimod er det vel yderst tvivlsomt, om Kongen selv endog var tilstede. (Dipl. Sv. meddeler som No. 1450 et Brev, udstedt af ham eg beseglet af Marsken i Nykøping 30te Decbr. 1304, men det er tydeligt nok, at dette Brev tilhører 1303, idet nemlig Aaret regnes fra 25de Decbr., og er udstedt under et Julebesøg hos Hertug Erik, førend det endnu var kommet til Fiendtligheder mellem Brødrene: Thorgils kunde ikke belejre Dalaborg ved Juul og endda være i Nykøping 30te Decbr. samme Aar). At det saakaldte Forliig i Kolseter sluttedes den 15de Febr., maa ansees sikkert, men at Krønikens Udtryk „tillige (simul) sluttedes der Fred mellem Norge og Danmark“ o. s. v. ej skal forstaaes bogstaveligt, sees allerede af hvad de isl. Annaler meddele. At Grev Jakob afstod Nordre-Halland til Kongen i Tunsberg den 8de Marts, sees af Brevet desangaaende. Men vist er det og, at Kong Haakons Udrustning af de 40000 Mand baade maa have medtaget meget lang Tid, og at den mere gjaldt Danmark end Sverige. At Kongen af Danmark i 1304 udskrev Kogger af hele Riget og om Vintren angreb de hallandske Slotte, fortælles i de paalidelige esromske Annaler (Scr. r. D. I. 250) efter at Dronning Agnes’s Død, der indtraf 29de Sept., er omtalt, og da Grev Jakob netop nævner det paagaaende eller stedfindende (instans) Angreb paa sine Slotte, er det altsaa aabenbart, at det danske Tog har fundet Sted i Febr., og at saaledes dette nærmest har fremkaldt Kong Haakons Vinterrejse til Tunsberg og store Udrustninger. Det vil af de nedenfor berørte Breve sees, at Kong Haakon forblev i Tunsberg lige til efter 27de Juli; at han ikke i Mellemtiden kan have haft Mødet med Kong Byrge, sees deraf, at denne den 28de Marts var i Strengnes (Dipl. Sv. 1454), og den 29de Juni i Stockholm (ssteds 1471); saa tidligt som i April kan dog ikke Kongen være dragen ud; desuden er det klart, at hans Tog til Danmark dannede en umiddelbar Fortsættelse af hans Tog til Gullbergsheid, og da Danehofet i Helsingborg, der fandt Sted for Fredsslutningen til Søborg, altsaa medens Kong Haakon laa med sin Flaade i Danmark, holdtes omkring den 8de Septbr., er det klart, at Toget skede i August. Det Forliig mellem Kong Byrge og Hertugerne, han ved sin Ankomst til Gullbergsheid fandt afsluttet, maa altsaa have været-et nyt eller rettere det første virkelige Forliig, thi egentlig maatte Forskrivningen til Kolseter allerede være brudt derved at Hertugen havde ladet sig forlene med Halland; den blev vel ikke engang nogensinde besvoren. At Danehofet i Helsingborg, hvis Datum Huitfeld ikke angiver, holdtes i Septbr., er beviist af Suhm, XI. 490 flg., og sees desuden af Hertugernes Brev fra Herrisvadskloster af 14de Septbr.; at Danehofet holdtes før Freden til Søborg, sees af Kong Haakons Klagebrev af 2den Mai 1307, hvorom mere nedenfor. Da nu Kong Erik af Danmark den 22de Septbr. endnu var i Lund (Dipl. Sv. 1481), og Kong Haakon derimod den 10de Decbr. i Bergen (Dipl. Norv. III. 61), er det tydeligt, at Freden sluttedes i Octbr., thi saa seent som i November er det ikke rimeligt at Kongen laa ude til Skibs. Han har da kort efter sin Ankomst til Bergen meldt Raadet, hvorledes han havde indrettet det med Dronningens Medgift, som Fyrst Vitslav under hans Ophold i Danmark maa have udbetalt ham.
22. Ivar forekommer i andre Breve af Hertugen som Ivar Jenssøn, og det kan neppe betvivles, at han var Jon Rauds Søn og en af de flere unge Nordmænd, der stode i Hertugens Tjeneste.
23. Scr. r. D. I. 189, VI. 222.
24. Dette antyder ogsaa Riimkrøniken paa det foranførte Sted, skjønt den rigtignok altfor tidligt nævner „at han hverken havde Borge eller Land“.
25. At det er Vitslav den yngre, som her menes, og ilte, som tiere have antaget, den ældre, vil af det allerede anførte, og af hvad der nedenfor meddeles, være klart.
26. Trykt efter Originalen i Dipl. Norv. III. 60.
27. Dipl. Sv. No. 1754. „Da vi for Øjeblikket, formedelst alt for megen Munk hed i Rigets uopsættelige Anliggender, ej faa gjennemgaaet de Sager, I have andraget for os, befale vi herved, at J indtil videre skulle iagttage disse Bestemmelser“ o. s. v.
28. Suhm, XI. 892–894. Kampens Borgere havde tilskrevet ham den 23de Juni, ssteds S. 891. De vidste formodentlig, at Kongen vilde blive endnu en Stund i Tunsberg.
29. Det torde dog maaskee være tvivlsomt, om Hertugen ogsaa fik Hunehals. Udtrykkeligt siges intet derom.
30. Dette siges saa bestemt og eenstemmigt i de isl. Annaler, at man ej kan betvivle Rigtigheden deraf.
31. Det heder nemlig, s. o. i de isl. Annaler, at Kong Haakon ved sin Ankomst allerede sandt Kong Byrge og hans Brødre forligte, og her kan der, som sagt, ej sigtes til Kolseter-Artiklerne.
32. Dipl. Sv. No. 1480.
33. Suhm (XI. 491) har vist ganske Ret, naar han antager at Udsagnet i Krøniken af 1317: „Sveriges Hertuger Erik eg Valdemar hyldede Danekongen“ her urigtigt er henført til 1302 og bør henføres til 1305; thi i 1302, førend Hertugerne havde faaet Besiddelser, og Valdemar Hertugstitel, kunde der ei engang være Tale om nogen Hylding.
34. Huitfeld S. 328.
35. Alt ifølge Kongens Brev af 2den Mai 1307.
36. Dette maa man slutte deels deraf, at Kong Erik kort efter gjorde et Ødelæggelsestog mod Hjelm; deels deraf at de Utilbørligheder, Danekongen senere paastod at Grev Jakob med Følge havde øvet under denne Stilstand, sees for en stor Deel at: have fundet Sted i Nærheden af Hjelm, som ved Smuk, ved Fynshoved, i Beltet, ved Aarhuus, o. s. v. Se Suhm XI. 584.
37. Søborg som Stedet for Freden nævnes kun i Kong Eriks Klagebrev af 1307 eller 1308, se Suhm XI. 583.
38. Kong Erik siger i sit Klagebrev kun „paa 10 Aar“, Kong Haakon derimod i Brevet af 2den Mai 1307 „evindeligen“. Formodentlig er dette saaledes at forstaa, som her angivet. Fredsslutninger indgikkes i disse Tider egentlig kun paa visse Aar.
39. Da Kong Haakon senere nævner Angrebet paa Hjelm som et Brud paa et af Danekongen ved Fredstractaten udtrykkeligt givet Løfte, maa man slutte, at han har forpligtet sig til at lade dem i Fred eller overhoved ikke angribe Kongens Mænd eller Slotte. Men her kom det da igjen an paa, hvor vidt Danekongen erkjendte Kong Haakons Ret til Hjelm. At han ej erkjendte den, eller at han ansaa fin Forpligtelse hævet ved de Fredløses Utilbørligheder, er aabenbart.
40. Han var endnu i Bergen den 12te April 1306, Dipl. Norv. III. 64.
41. Dipl. Norv. III. 61.
42. Han udstedte nemlig allerede 1ste Mai 1304, formodentlig under Kongens Ophold der, et Brev fra Bergen sammen med Cantsler Aale og Snare Aslakssøn, hvori de bevidnede at to Chorsbrødre fra Stavanger havde fremstillet den til Biskop l Stavanger nys valgte Ketil for Erkebiskoppen til Confirmation, Dipl. Norv. II. 73.
43. Salomon nævnes aller først som Chorsbroder i Stavanger og Præbendar ved Mariæ Alter i Domkirken 1296, Dipl. Norv. IV. 16, siden som Capitlets Procurator ved Processen i Oslo 1298 (ssteds No. 22, 24); tidligere havde han vel været Prest i det Stavanger Biskopsdømme tilhørende Slidre, hvis Kirke han som Biskop forærede en Sølvkalk, der endnu findes der (Saml. til det norske Folks og Sprogs Historie II. S. 213). Maaskee ogsaa at han kun var fød i Slidre og var i Slægt med Erkebiskoppen, der synes at have haft hjemme i Land (Dipl. Norv. III. 104). I Laur. Saga Cap. 24 omtales Salomon i 1308 som nys udnævnt Chorsbroder og nylig hjemkommen fra Studium; man seer dog af det Brev, vi her have for Øje, at han allerede i 1305 var bleven Chorsbroder i Nidaros. Han blev Biskop i 1322 og døde ikke førend efter Pesten 1350.
44. Dette siges udtrykkeligt i de fortrinlige Annales regii.
45. Hans Dødsdag findes antegnet i et Kalendarium.
46. Mscr. Barthol. E. 751.
47. Chron. reg. Manniæ.
48. Dipl. Norv. I. 105. Se for øvrigt nærmere om alt dette Keysers norske Kirkehistorie II. S. 104–106.