Det norske Folks Historie/6/102

Chr. Tønsbergs Forlag (I-4-2s. 493-501).

Medens Kong Haakon saaledes fjernede uverdige eller uduelige Mænd fra Bestyrelsen, befestede sin Magt indenlands og sikrede sig mod de Forsøg, Hertug Erik kan have gjort eller villet gjøre paa at rejse en Oprørsflok imod ham, vare Underhandlingerne med Danmark vistnok allerede begyndte. I det mindste var den Tid omme, da norske og danske Befuldmægtigede skulde komme sammen for at handle om Junker Nikolas’s Befrielse, og der er ingen Grund til at antage, at den ej fandt Sted; tvert imod synes det, som allerede ovenfor ytret, at denne har dannet Begyndelsen til de egentlige Fredsunderhandlinger. Disse maa have været langvarige og ivrige, thi man har endnu Skrivelser, der udvexledes fra begge Sider, indeholdende Klagemaal over tilføjede Forurettelser med Hensyn til Erstatningsfordringerne, og man gaar her saa langt tilbage i Tiden, og dvæler ved saa mange Ubetydeligheder, at det næsten synes umuligt, at man nogensinde skulde kunne komme til Enighed[1]. Det norske Indlæg, der er affattet i Kong Haakons eget Navn, gaar lige tilbage til den Fred eller Stilstand, der sluttedes i Kjøbenhavn 1294 ved Fyrst Vitslavs Megling. „Vor første Bøn“, siger han, „er, at hvad der er forbrudt mod os og vore Mænd siden vor Broder Kong Erik og vi fore til Kjøbenhavn og Herr Vitslav var hos, maa blive godtgjort, hvorimod vi tilbyde at gjøre det samme fra vor Side“. Der klages nu over, hvad der tildeels allerede ovenfor er berettet, at flere af de norske Fyrsters Mænd, som de kaldes, men efter hvad man kan skjønne, egentlig af de Fredløse eller disses. Tilhængere, der med dem havde stillet sig under den norske Konges Beskyttelse, vare blevne deels fangne, deels dræbte under de Stilstande og Tilsagn om Grid, der gik forud for Hovedstilstanden til Hegnesgavl 1295; at der, selv medens der underhandledes om denne i Midelfart, var skeet et svigagtigt Forsøg paa at forraske Hunehals; at heller ikke Artiklerne i Hegnesgavl-Forliget vare blevne overholdte, og de Fredløse ej havde faaet beholde det dem tilsikrede Gods, idet flere danske Herrer voldeligen havde overfaldt dem eller deres Svenne, mishandlet og plyndret dem, og at dette Uvæsen ogsaa fremdeles havde holdt ved under de paafølgende Stilstande og Underhandlinger, af hvilke det ved Skjelfiskør 1300 aftalte, men, som man maa formode, egentlig først i Halland afholdte Stilstandsmøde er det sidste, der i dette Brev berøres. Kong Erik derimod paastod at det var de Fredløse, som ikke havde holdt sig rolige, og klagede over at Kong Haakon havde brudt den tiaarige Fred til Søborg ved allerede Aaret derefter at gjøre et Krigstog til Danmark og brandskatte de kongelige Bønder paa Thorseng; han dvælede især ved en Mængde Voldsgjerninger af Grev Jakob, de fleste, som det synes, efter Søborg-Freden, da Grev Jakob, saa godt som huusvild, maatte hjelpe sig som han bedst kunde. Forhandlingerne om alt dette maa nødvendigviis have taget saa lang Tid, at de ej vilde være kunne blevne nogenledes tilfredsstillende tilendebragte endnu inden Sommerens Udgang, hvilket de dog, som vi ville see, virkeligt bleve, dersom de ikke allerede havde taget sin Begyndelse omtrent ved den Tid, da der skulde dagthinges om Junker Nikolas’s Frigivelse. De vilde vel neppe heller endda saa hurtigt være sluttede, hvis ikke begge Kongers Stilling til de svenske Hertuger nu havde tvunget dem til at møde hinanden paa Halvvejen. Endnu inden Udgangen af April havde Kong Erik paany begyndt Fiendtligheder mod Sverige, maaskee endog ved den blotte Efterretning om Hertugernes svigagtige Ferd mod Kong Byrge, og førend denne endnu var kommen til ham. Man skulde endog formode at Kong Erik ikke engang ganske havde opløst sin Hær efter Stilstanden, da han nu paany lod den rykke ind i Sverige, og at han selv den længste Tid havde opholdt sig i Skaane, thi efterat han den 6te Februar havde været i Roeskilde, finde vi ham atter i Lund, laanende en betydelig Sum Penge af Borgerne i Aaoos[2]. Dette lader sig og heel vel forklare deraf, at han, inden han aftakkede Hæren, maatte komme til Enighed med sin Broder Christopher, der ikke selv havde deeltaget i Stilstanden, og hvem kun Tiltrædelse til de deri opstillede Betingelser var forbeholdt; han har vel ogsaa for Sikkerheds Skyld søgt at forbedre og forsterke Slottet eller Skandsen ved Ødknaljung[3]. Christopher maa han virkelig paa en eller anden Viis have taget til Naade, siden vi erfare, at Hertugen ledsagede den danske Hær, da den nu faldt ind i Sverige, og det er øjensynligt, at det maa være lykkets ham endnu at holde Broderen i Uvidenhed om sit forræderske Forbund med de svenske Hertuger og besmykke sin sidste Ferd saaledes, at Erik deri ej troede at see noget dybt udtænkt Forræderi. Den danske Hær synes atter at have været samlet ved Ødknaljung, saasom den rykkede op ad den herfra langs Laga-Aa førende Vej forbi Markaryd ind i Sunnerbo Hered i Smaaland[4]. Omstændigheder, som nu ikke længer kjendes, hindrede dog Kongen fra selv at være med; maaskee ilede han tilbage for at modtage Kong Byrge[5]. Anførselen over Hæren betroede han til Grev Henrik af Gleichen, der var bosat i Danmark og Medlem af Rigsraadet, saavel som Brødrene Hertug Valdemar af Jylland og Erik af Langeland, der saaledes i Hast maa have været tilstevnede[6]. Endog Hertug Christopher fulgte, som sagt, med, og skulde vel nu bringe de Danske til at tro at han ikke var nogen Forræder. Men det var at forudsee, at under saadan Anførsel Hæren ingen synderlig Fremgang kunde gjøre; af alle Anførerne var det vel alene Henrik af Gleichen, der var Kong Erik oprigtigt hengiven. Anførerne laa endnu i Ljungby, henved en fem Miils Vej fra Markaryd, da Hertug Erik nærmede sig med en liden, men udvalgt og tapper Hær; sandsynligviis havde han i den Hast ikke kunnet faa samlet alle de i forskjellige Qvarterer fordeelte Lejetropper. Det kom ikke engang til Strid, men der aabnedes Underhandlinger, og allerede den 2den Mai sluttedes der ved Verge Kirke (hvor rimeligviis Hertug Erik stod, omtrent en Miil nordenfor Ljungby) en ny Stilstand. Desverre kjendes dens Artikler kun af et yderst unøjagtigt og forvirret Uddrag[7]; men saa meget seer man deraf, at den blev indgaaet paa omtrent 16 Maaneder, eller indtil Mariemesse sidre (8de Septbr.) 1309, saaledes at Indbyggerne af begge Riger i den Tid gjensidigt skulde kunne besøge hinanden og handle med hinanden, undtagen de danske Kongedrabsmænd; at den norske Konges Mænd skulde nyde samme Tilladelse til at besøge Danmark, dog ligeledes Kongedrabsmændene og deres Tilhængere heri ej iberegnede, samt uden at dette skulde vedkomme de Breve, der for øvrigt vare vexlede mellem ham og den danske Konge (heraf skulde det endog synes, som om Underhandlingerne allerede nu vare begyndte); den Misforstaaelse, der var opkommen om Dagthingningen i Ødknaljung (her menes, som man seer, Danekongens Paastand, at Dagthingningen ved Hertugernes strax paafølgende Underfundighed mod Kong Byrge var bleven brudt), skulde afgjøres mellem Hertugerne paa den ene Side, og Kong Erik saavel som Kong Byrge paa den anden Side af Voldgiftsmænd valgte deels af Hertugerne, deels af Kong Erik. Denne Kjendelse skulde afgives den 29de August 1309; til den Tid skulde Kong Erik møde i Ødknaljung, Hertugerne i Markaryd, og de opnævnte Voldgiftsmænd derpaa holde sit Sammentræde ved Esringe Bekk[8]. Alle Fanger skulde imidlertid sættes paa fri Fod, dog skulde de svenske Gisler (formodentlig nogle, der vare stillede i Ødknaljung) forblive hos Kong Erik[9]. At denne godkjendte Tractaten, seer man af hvad Kongen selv siden ytrede[10], og deraf, at Stilstanden virkelig blev overholdt fra dansk Side, om end mellemkommende Omstændigheder foraarsagede, at det foreskrevne Fredsmøde og Sagens Voldgift ej fandt Sted. I Tractaten nævnes Hertug Christopher ligefrem blandt de danske Underhandlere eller Befalingsmænd, altsaa maa Kong Erik nu virkelig have tilgivet ham. Formodentlig var det da for at lade saa meget ivrigere i sin Broders Sag, at han paa Tilbagetoget afbrændte nogle svenske Bygder, hvis det ikke simpelt hen var af Kaadhed, eller fordi han ej kunde styre sine Folk, der vel ikke vare stort bedre end han selv. I det mindste høstede han fortjent Utak derfor hos Broderen, og de svenske Hertuger skulle ej have undladt at beklage sig over denne Krænkelse af Stilstanden[11]. Hidtil var det saaledes lykkets Christopher at skjule sit forræderske Forbund med de svenske Hertuger, og derved at give sin mislige Ferd en mindre graverende Forklaring, men efter at Underhandlingerne med Norge vare komne i Gang, maatte Forræderiet blive røbet, thi der kan ikke være nogen Tvivl om, at Kong Haakon i sin Tid var bleven deelagtiggjort i Hemmeligheden. Dette maa være Grunden til, at Kongen nu paa een Gang behandlede Christopher med al den Strenghed, han fortjente. Han beskyldte ham ligefrem for at have stræbt at berøve ham Frihed eller Liv, og skjønt Christopher var frek nok til i Vordingborg Kirke at aflægge en Eed paa, at hvis det kunde befindes, at han havde tragtet efter Kongens Fængsel eller Død, skulde han aldrig blive Konge, hans Gods skulde være forbrudt, og han selv fredløs paa Livstid, hindrede dette ikke Kongen i at fratage ham Halland, hvorefter Christopher flygtede til Hertugerne i Sverige. Kongen fremsatte siden skriftligt flere Klagepuncter imod ham, hvoriblandt udtrykkeligt disse, at han havde lokket Kongens Mænd til sig og holdt dem endnu mod hans Vilje; at han havde gjort fælles Sag med Rigets Fiender, Kongen af Norge og de svenske Hertuger, at han efter Stilstanden havde brændt hine Gaarde, som oven omtalt, og derved gjort Kongens Løfte til intet, at han paa Tilbagetoget havde berøvet danske Krigsmænd deres Heste og andre Ting, samt endelig, at han havde lagt Raad op om at fange og dræbe Kongen og lagt alle dennes Venner for Had, men kastet sin Yndest paa hans Fiender[12]. I Sverige blev Christopher neppe modtagen uden med kold Høflighed, da han nu, berøvet sine Besiddelser, snarere maatte falde Hertugerne til Byrde end kunne være dem til nogen Gavn, og Afbrændelsen af de smaalandske Bygder endnu ikke kunde andet end være i friskt Minde; vi finde ham ingensteds omtalt blandt Hertugernes Omgivelser, og de have saaledes neppe ønsket at have ham hos sig.

Førend Kong Haakon nu lod det komme til offentligt Brud med Hertug Erik, vilde han dog endnu forsøge en fredelig Udjevning; han anmodede ham derfor skriftligt om at møde ham ved Elven, for at de personligt kunde afhandle, hvad der var dem imellem. Erik efterkom Anmodningen, og Mødet fandt Sted om Sommeren, sandsynligviis strax efter at Kongen havde udgivet den oven omtalte Forordning[13], paa Munkeholmen, en Castelleklostret i Kongehelle tilhørende Ø i Elven strax østenfor eller ovenfor Ragnhildarholmen. Hertugen, fortælles der, smigrede sig endnu med Haabet om snart at faa Kongedatteren Ingebjørg til Egte. Men Kongen fordrede aldeles bestemt, at han skulde tilbagegive Hunehals, Vardberg og Kongehelle med Tilbehør[14], og da Hertugen lige saa bestemt vægrede sig derved, blev Kongen forbitret, og de skiltes ad i Vrede. Riimkrøniken synes endog at antyde, at Kongen gjorde et Forsøg paa at faa Hertug Erik tagen til Fange, men at Hertugen undgik det ved at ride til Baagasund (ved Elvebakken) og der sætte over Elven[15]. Siden forsterkede han Besætningen paa Kongehelle Slot og sendte mange raske Krigere derhen, saa at han havde det bedste Haab om at det skulde kunne holde sig, hvis Haakon belejrede det. Sigge Hallsteenssøn var fremdeles Befalingsmand[16].

Da saaledes ethvert Haab om en mindelig Afgjørelse med Hertug Erik var forbi og Bruddet var erklæret, hindrede intet længer Kong Haakon fra at indgaa Forbund med Danmark, og det maatte være ønskeligt for begge Parter, at dette skede jo før jo heller. Nu bleve derfor alle Vanskeligheder i Hast overvundne, og allerede den 29de August kunde Gesandter fra Kong Haakon, nemlig Biskop Helge i Oslo, Hr. Erik Valdemarssøn af Sverige og Vicecantsleren Sira Ivar Olafssøn, der her kalder sig ret og slet Chorsbroder i Bergen, i Kjøbenhavn slutte en foreløbig Tractat med Danekongen, indeholdende følgende Artikler:

1. Der skal være stedsevarende Fred og fuldstændig indbyrdes Sikkerhed mellem begge Riger.

2. Kong Haakon skal give Kong Byrges Søn Junker Magnus sin Datter Ingebjørg til Egte.

3. Kong Haakon skal, hvis han ingen egte Sønner faar, indsætte hende til Norges Arving. Faar han en egtefød Søn, skal han give Junker Magnus en Medgift med hende af 6000 Mkr. Sølv, og en lige saa stor Sum skal Kong Magnus give hende i Morgengave, det vil sige i Godser eller sikre Indtægter. Men arver Magnus Riget, skal han give hende 8000 Mit. brændt Sølv i Morgengave, hvorfor Kong Erik og hans troe Mænd skulle gaa i Borgen.

4. Kong Erik erkjender sig forpligtet og lover af al Magt at hjelpe til, at Kong Byrge atter kommer til Regjeringen i Sverige, og at hans Søn Junker Magnus bliver hans Efterfølger.

5. For at Freden kan knyttes desto fastere og al Tvist desto sikrere bilægges, vil Kong Erik overdrage til Kong Haakon, som Fyldestgjørelse for hans mødrene Gods, beliggende i Danmark, endeel Ejendomme og Indtægter i Halland nordenfor Ethre-Aa, og den øvrige Deel af Landskabet nordenfor Ethra, nemlig fire Hereder, vil han give ham i Leen med alle de Rettigheder, Besiddelser, Friheder og Tilbehør, hvormed Grev Jakob havde det; dog saaledes at Kongen af Norge skal aflægge Danekongen Leenshylding derfor og paa Opfordring gjøre ham og Danmarks Krone Krigstjeneste med samme Hereders Mænd, dog saaledes at de om Danekongens Faders Drab Overbeviiste, deres Arvinger og Tilhængere ej maa samle sig der, hvorimod den danske Konge troligen og af al Magt skal hjelpe Norges Konge til at selve Herederne og de derværende Slotte gjenvindes ham til Haande.

6. Paa Kong Haakons Forbøn indrømmer Danekongen af sær Naade, at de ni om at være skyldige i hans Faders Drab overbeviiste Mænds Hustruer og Børn, saavel som samme ni Mænds Tilhængere og deres Børn, hvilke vitterligen til Straf for deres Forbrydelser havde mistet sit Gods, førend de aflagde Hylding til Norges Konge, skulle faa nyde og bruge sit mødrene Gods men ej mere; men alle deres øvrige Tilhængere og deres Hustruer og Børn, der endnu ej havde mistet sine Ejendomme, førend de kom til Norge og gik i den norske Konges Tjeneste, skulle kunne blive i Riget og nyde og bruge baade sit fedrene og sit mødrene Gods, dog kun for saa vidt de stille Kongen antagelig Caution; de øvrige skulle sælge sine Ejendomme og med de indløste Penge begive sig ud af Riget. Lige saa skulle de ni Lovfældtes Hustruer og Børn altid være udenfor Danmark og inden tre Aar have solgt de Ejendomme, de ifølge det foranførte faa beholde. Med Hensyn til de øvrige forbeholder Kongen af Danmark sig at bestemme efter sin Vilje og Naade, hvo af dem der skulle faa blive i Riget med sine Ejendomme, hvo der skulle opholde sig udenfor Riget, men dog oppebære Indtægterne af Ejendommene, og hvo der endelig stedse skulle være udenlands og sælge sine Ejendomme.

7. Kong Erik tillader, at naar der videre skal forhandles mellem ham og Norges Konge (se nedenfor Art. 10), skal Grev Jakob kunne vise sig for ham tilligemed denne.

8. For at der intet Tviste-Emne skal være tilbage, vil Norges Konge gjøre fuldstændigt Afkald paa sine mødrene Ejendomme, hvorom der hidtil saa hyppigt har været stredet, hvor som helst de maatte være beliggende i Danmark, saasnart han har modtaget de fire ovennævnte Hereder i Halland.

9. Kong Erik lover at afstaa til Hr. Erik Valdemarssøn alt dennes mødrene Gods i Danmark, hvor han skjelligen kan paavise det at være beliggende.

10. Det bestemmes endvidere, at Norges Konge og Danekongen førstkommende St. Barnabæ Dag (11te Juni 1309) personligen skulle komme sammen ved Isefjorden i Sjæland for at bringe alt det her omhandlede i Udførelse.

11. Til desto sikrere Overholdelse af disse Puncter underkaster Danekongen sig i Overtrædelses-Tilfælde Biskoppen af Oslos Dom, og Norges Konge igjen Biskoppen af Roskildes, saaledes at endog Bannsstraf kan anvendes imod dem, indtil Mangelen er rettet.

12. Danekongen lover, at Kong Byrge skal skaffe pavelig Dispensation til Giftermaalet mellem Junker Magnus og den norske Konges Datter[17].

  1. Disse merkelige Indlæg findes meddeelte i temmelig udførligt, men som sedvanligt, skjødesløst Uddrag hos Huitfeld I. S. 339 flgg.; derefter ere de igjen aftrykte i O. Worms Tillæg til Peder Claussøns Oversættelse af Snorre, saavelsom hos Suhm XI. 576 flgg. Skade, at Originalerne ikke længer findes, eller at man i det mindste ikke veed, hvor de ere. Af Huitfelds Uddrag sees tydeligt, at Kong Haakons Indlæg maa have være skrevet paa Norsk. De der omtalte Enkeltheder ere ovenfor paa de tilhørende Steder benyttede.
  2. Suhm XI. 560, 567. Aaoos er, som bekjendt, nu Aahuus ved Helgeaaens Oos eller Udløb søndenfor Christiansstad.
  3. Dertil behøvede han vel for en Deel de af Aaosingerne laante Penge. Thi at Slottet ej af Hertug Erik var ødelagt, eller og, om saa var, atter blev opført, sees deraf at det omtales i 1316, Scr. r. D. III. 283.
  4. Dette sees deraf, at den standsede ved Ljungby, og at Stilstanden sluttedes ved Berga Kirke. Fra Ødknaljung, nu Ørkelljunga, gaar Vejen over Fagerhult til Markaryd, derfra forbi Simma, Ljunga og Kaarma til Ljungby samt videre over Berga til Bernamoo ved Søen Vidøstern. Dette er en af Hovedvejene ind i Smaaland.
  5. Forliget sluttedes nemlig 2den Mai, og 1ste Mai var Erik i Knardrup i Sjæland (Suhm XI. 567). Riimkrøniken taler ogsaa om „Anførerne“, der laa ved Ljungby. Imidlertid lader det dog til, at Erik ved Indmarschen havde været med, thi i hans senere Klager over Hertug Christopher heder det: „der vi kom udi Halland fra Toget, er Vores berøvet deres Heste og anden Deel“. Det er heller ikke saa afgjort at Huitfelds Angivelse af Stilstandsdagen (Dagen efter Philippi og Jacobi Dag) er rigtig.
  6. Disse, saavel som Hertug Christopher, optræde nemlig som Underhandlere i Berga-Forliget. Riimkrøniken nævner Greven af Holsten og Hertug Valdemar; den forvexler her aabenbart Greven af Gleichen med Greven af Holsten.
  7. Nemlig hos Huitfeld 337. Allerede Begyndelsen er dunkel; der blev, heder det hos Huitfeld, forhandlet ved Hertug Christopher og Hertug Valdemar, Hr. Erik og Grev Henrik, paa Kong Byrges Vegne, mellem Kongen af Danmark og hans Anhang paa den ene og Hertugerne af Sverige paa den anden Side; dette seer næsten ud som om Byrge, repræsenteret ved Christopher, Valdemar, Erik og Henrik, er optraadt som Megler mellem Hertugerne og Danekongen, og saaledes har Fabricius taget det, Studien I. S. 33; men naar man kjender lidt nøjere til Huitfelds Maneer, og derhos tager Forholdene i Betragtning, saa seer man at Meningen simpelt hen er den, at hine fire Herrer underhandlede „til Bedste for Kong Byrge“, „i hans Sum„ men derimod paa Danekongens Vegne og som hans Repræsentanter, mellem ham og de svenske Hertuger. Strax efter staar der „at fra den Dag o. s. v. skal der være Stilstand mellem Kong Byrge af Sverige, og dem deres Mænd og Anhang, og imellem forbenævnte Hertuger af Sverige“ &c. – læs kilet forstaa: „mellem Kong Byrge, Danekongen og deres Mænd paa den ene, og Hertugerne af Sverige paa den anden Side“.
  8. Dette maa formodentlig være Grændse-Aaen mellem Ødknaljung og Markaryd, ved Krussjøn.
  9. Tractaten omtales kun løseligt i Krøniken hos Fant, Scr. r. Sv. I. S. 64, saaledes: Henved Paaske herjede Hertugerne Halland, eg efter at have sluttet Stilstand paa halvandet Aar (egentlig kun eet Aar og fire Maaneder) vendte de tilbage. Hvilken Herjen af Halland her menes, er ikke godt at sige. Sandsynligviis sigtes her kun til Lejetroppernes Ustyrlighed.
  10. I Klagen over Christopher siger nemlig Kongen udtrykkeligt „at han efter Stilstanden paa Hjemrejsen har brændt Byer og gjort vort Løfte til intet“.
  11. Dette siger rigtignok kun Huitfeld, og det er muligt, at han her alene fremsætter sin egen Gjetning.
  12. Huitfeld S. 338.
  13. Den 17de August vare Hertugerne paa Visingsø, den 24de paa Skærkind, som det synes endnu østligere; Kongen derimod var den 22de i Oslo; formodentlig har da Erik i Løbet af Juni begivet sig til Kongehelle, og Kongen derimod strax efter 17de Juni, da Forordningen udgaves, rejst til Elven samt ladet Hertugen kalde til Møde paa Munkeholmen.
  14. Riimkrøniken nævner kun Kongehelle, Huitfeld kun Vardberg og Hunehals; af de senere Forhandlinger sees, at der maa have været Tale om alle tre Slotte, hvilket ogsaa ligger i Sagens Natur.
  15. Udtrykkene ere noget dunkle, der staar: „då wille konungen hafwa honom belagt, då wardt detta hertug Erik sagdt; hertugen hade än huset då; herr Sigge war där sörman uppå; hertugen reed till Bågasund, och foor der öfwer en liten stund och räddes ej sidan hans wrede; och sommaren war då detta skedde; Kunghella wardt då wäl mannat; hertng Erik hugde ej annat än fangen wille huset winna: då tog han sig at förfinna att der woro raske hälede uppå, och det war illt något af dem att få“. Ved „belagt“ forstaaes egentlig kun „belejret“, og Meningen er maaskee alene den, at Kongen strax vilde have belejret Erik paa Ragnhildarholms Slot, og at denne, af Frygt for at blive fangen der, skyndte sig bort, men siden betænkte sig, at Slottet dog nok kunde holde ud.
  16. I Udgaven af Riimkrøniken staar „Fikke“, aabenbart Fejllæsnlng for „Sigge“, der selv kalder sig Befalingsmand i Kongehelle Slot den 29de Decbr. 1307; (sigge, maaskee skrevet sicke, kunde let læses som figge, ficke).
  17. Huitfeld S. 343 Dipl. Sv. No. 1628. Tractaten er her dateret 1ste Juli 1309, men at der her maa være indløbet en Fejltagelse, vil nedenfor blive viist.