Det norske Folks Historie/6/103

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1859 (I-4-2, s. 501-523).

Da Overeenskomsten var sluttet og den venskabelige Forbindelse med Danmark saaledes indledet paa det bedste, samlede Kong Haakon en temmelig betydelig Styrke og drog ned til Kongehelle, for med Magt at tage Ragnhildarholms Slot tilbage. Det maa have været sidst i September, thi endnu over Midten af denne Maaned var Kongen i Oslo^[1]. Men Hertug Erik havde sørget saa godt for dets Udrustning, at Kongen ikke kunde vinde det, uagtet han laa der i samfulde fem Uger^[2]. Men nu gav Grev Jakob ham det Raad at anlægge et andet Slot længere oppe i Elven, paa den oftere omtalte, som Halvfylkesthingsplads benyttede lille Ø Elvebakken eller Baagaholmen, saa kaldet efter Gaarden Baage paa Nordsiden af Elven, og beliggende ikke langt fra det Sted, hvor Elven, kommende nordenfra, deler sig i de to Arme, der omgive Hisingen, altsaa paa et Sted, hvorfra man endnu langt bedre kunde beherske Elven, end fra Ragnhildarholmen^[3]. Det er besynderligt nok, at man ikke for havde fundet paa dette; nu indsaa Kongen strax, hvor nyttigt det var, og lod i Hast opbygge en Borg af Træ, over hvilken han satte Grev Jakob til Befalingsmand. Dette var Begyndelsen til det siden saa berømte Baagahuus eller Baahuus Slot, som det efter Øen og Gaarden, paa hvis Grund det anlagdes, blev kaldet. Det var tydeligt nok Kongens Hensigt at gjøre det sterkere og opføre det af Steen, men nu gjaldt det at skynde sig, og derfor byggedes det for det første af Træ, formodentlig som en Klynge af Blokhuse. Og at det allerede som saadant gjorde de Hertugelige betydeligt Afbrek, og at Grev Jakobs Raad saaledes var meget vel betænkt, vise noksom de naive Beklagelser derover af Riimkrønikens samtidige Forfatter. „Huset“, siger han, „gjør dem Vaande, der fare op og ned ad Elven; det, man beder om, er ej altid godt;

den der till rådde att byggja det opp,
lön take han i helvetes pott!“

Kong Haakon var imidlertid dragen hjem, og som det lader allerede nu ved Vintrens Begyndelse til Bergen, for der at drive paa større Udrustninger^[4]. Han ventede formodentlig ikke, at Hertug Erik førend til næste Vaar vilde begynde Fiendtligheder. Men hvis saa var, da tog han storligen fejl. Hertug Erik ventede kun, til Frosten var indtraadt, og Isen havde tillagt Vandene; da samlede han i Hast en Krigsmagt, brød ind i Norge, og standsede ikke førend han kom til Oslo. Alle de misfornøjede norske Høvdinger vare med^[5], hvad enten de nu først sluttede sig til ham eller allerede havde opsøgt ham i Sverige. I Oslo synes man slet ikke at have været forberedt paa hans Ankomst, saa at Byen med Lethed faldt i hans Hænder. Vistnok afkastede Nordmændene, som der siges, en Bro for at standse hans Fremtrængen, men uden at det nyttede stort; det er dog vanskeligt at paavise, hvilken Bro dette skulde være, som de afkastede, førend Hertugen naaede Oslo; snarere skulde man antage at her menes Broen ved Foss, der endnu var den nederste og saaledes nærmeste Overgang, man havde over Frysja eller Akers-Elven, og som det er rimeligt at de i Oslo liggende Stridsmænd, der ej følte sig mandsterke nok til at oppebie Eriks Angreb paa aaben Gade, afbrøde, idet de ilede over til den anden Side for at kaste sig ind i Akershuus Slot^[6]. Thi dette forsvarede M„ saa at han formeligt maatte belægge det. Imidlertid herjede han Oslo Hered og brandskattede Byen, som maatte udrede store Contributioner. „Det kjende de, saa længe Norge staar“, siger Riimkrøniken, „at Hertug Erik var der; det tykkes dem end som om han foor der;“ han lagde sig for Akershuus, uden at bryde sig om hvad Kongen sagde^[7], han gjorde Riddere og holdt prægtigt Hof, uden at ræddes det mindste for Nordmændene; Stadens Indbyggere maatte gjøre hvad han bød, der var ej andet for, thi Slottet og Byen adskilles kun ved en liden Sø-Viik; Staden var da tilstrækkeligt riig;

„och gerde hwat hans fogde sade;
hwad det war, han å dem lade,
det skole allt till reda wara
swå framt som de wille wäl fara;
de bryggde och bakade dag och natt,
och redde kost och intet war fått (mangelagtigt),
af landet togo de swin och nöt,
hestafoder swå att enkte tröt“.

Belejringen for Akershuus vedvarede til ind i Julen, uden at Hertugen kunde indtage det. Det var ogsaa til stor Hinder for ham at han faldt i en alvorlig Sygdom, der endog synes at have truet hans Liv. Han havde vel, siges der, en Læge med, der frelste ham saa vidt at han var uden Fare, men han blev dog ikke paa længere Tid fuldkommen rask. Imidlertid grebe Bønderne i flere Landskaber omkring Oslo til Vaaben for at jage de ubudne Gjester bort. Paa et Sted siges der, at det var Lidungerne eller Indbyggerne af Lider (Lier) ved Dramn, som saaledes rejste sig mod de Svenske, paa et andet Sted at det var Oplændingerne^[8]; dette er vel at forklare saaledes, at Bønderne fra Ringerike (med Modeim o. s. v.), der hørte til Oplandene, og de i Lider forenede sig og droge ind til Oslo, de sidste i Spidsen. Den hele Bondehær skal have været 3000 Mand sterk, et for de Tider betydeligt Antal. Det kaldes ogsaa af den svenske Riimkrønike-Forfatter „en diger Skare“. Da de Svenske i Oslo eller rettere Tydskerne – thi den største Deel af den svenske Hær bestod vel af Eriks tydske Ryttere – fik høre at de nærmede sig, stege de til Hest og skyndte sig imod dem. De vare da netop komne over Broen ved Nedre-Foss, et Tegn paa, at det maa have været deres Hensigt at overrumple de Svenske. Det var netop i Julen^[9]; maaskee gjorde de Regning paa at de Svenske under Julelystigheden ej holdt saa nøje Udkig, især da Hertugen var upasselig; nær synes det og at have lykkets dem at komme ubemerkede til Byen, siden de allerede førend de Svenske mødte dem havde naaet saa langt. Her blev der nu et heftigt og blodigt Slag, hvis Udfald dog beskrives noget forskjelligt af de tvende Forfattere, der have efterladt os en Beretning derom, den islandske Annalist og den svenske Riimkrønikeskriver. Hiin siger at der faldt ikke fuldt tredive af Nordmændene, men at man ej vidste nøje hvor mange der faldt af de Svenske, og at Hertugen flygtede tilbage til Sverige. Denne siger, at Nordmændene faldt som Græs for Bondens Ljaa, saa at man lagde dem i Dynger, og at de som ønskede at frelse sit Liv, flygtede, men at de Svenske toge mange Fanger. Med Fangerne synes det at have haft sin Rigtighed, og at de uøvede Bønder kom til kort i en Kamp mod hvad man kunde kalde regulære Tropper, var højst rimeligt; alligevel synes de at have kæmpet meget tappert, og selv den svenske Forfatter erkjender „at Ingen bør give dem Last; de havde gjerne verget sit Land, og om det gik dem uheldigt, saa var det ikke deres Skyld“. Da det nu er sikkert nok, at Hertugen ikke længe efter forlod Byen, har man dog al Grund til at tro, at Kampen med Bønderne dog har været saa haard, at Hertugen ej vilde oppebie et nyt Angreb, og at Hensigten med deres Tog saaledes dog, naar alt kommer til alt, opnaaedes. Den svenske Forfatter siger rigtignok at det kun var Sygdommen, der bragte Erik til at drage hjem; den var visselig en medvirkende Aarsag, men man maa dog antage, at hvis man havde ladet ham ganske uforstyrret i Oslo, vilde han nok være bleven der længere, indtil Festningen var indtagen. Medtagende alle Fanger, tiltraadte han nu Tilbagetoget, og brandskattede og herjede Landet, hvor han kom. „Saaledes skiltes de ved Nordmændene“, siger Riimkrøniken, „at jeg tror de mindes det endnu“^[10]. Nøjagtigt veed man ikke Tiden, da Hertugen forlod Oslo; det kan dog ikke have været efter Udgangen af Januar^[11].

Nordmændene forfulgte dem vel ikke, men de gjorde dog strax efter et Tog ind over den svenske Grændse, for at hevne den lidte Skade. De samlede sig sammen, fortæller Riimkrøniken, og sagde til hinanden indbyrdes: „skulle Gøterne gjøre sig lystige over at de have brændt vort Land? Det vilde længe være os til Skam og Skade, og al Verden vil spotte os, hvis vi ej finde paa Raad; vi ville brænde hos dem paa lignende Viis, saa at Skaden seent skal bødes“. Den samlede Skare drog derpaa afsted under Anførsel af Ridderen Hr. Ivar Jonssøn^[12], ganske vist den før omtalte Søn af Hr. Jon Ivarssøn og Broder til Hr. Hafthor Jonssøn, Kongens Svigersøn. Maaskee var det ogsaa ham, som nys havde faaet Bønderne til at gribe til Vaaben og ført dem til Oslo. Han brød nu med sin Skare ind i Dalsland, og Nordmændene brændte, siges der, et Hered saaledes at ikke et Huus stod tilbage; de kom vel beholdne hjem igjen, sikkert ikke uden betydeligt Bytte. Saa heldigt gik det dog ikke en anden Skare af Nordmænd, der strax efter gjorde et lignende Plyndringstog til Dalsland, under Anførsel af en Helge Baat^[13], maaskee Broder til den i Kampen mod de Danske i 1305 faldne Hallvard Baat. Helge, siges der, fik ved at høre, hvor heldigt det var gaaet Hr. Ivar, ogsaa Lyst til at gjøre en saadan Rejse, foor ned til Dalsland med en stor Hær og sterk Ufred og tog baade Fæ, Faar og Sviin. Men da de skulde drive alt dette Bytte hjem, over Bjerge og Stier, den korteste Vej, hørte de en Dag at der blev slaaet paa Tromme bag om et Holt, ved et Kjærr; strax hed det: det er Hertugen, og der blev en stor Forskrækkelse i Flokken. Helge søgte at sætte Mod i dem, og forestillede dem, at de jo slet ikke kunde vide, om det var Hertugen selv, og at han nok haabede, alt skulde gaa godt. Derved fik han dem talt noget til Rette, saa at de ej strax toge Flugten. Men nu viiste Fienden sig; det var endeel svenske Krigere under Anførsel af Slotsfogden paa Dalaborg, med Hertugens Merke i Spidsen. Da vege Nordmændene tilbage, i Førstningen, som det synes, i temmelig god Orden, men efterhaanden i virkelig Flugt, givende Slip paa Byttet, og kun higende efter at komme hjem, som de bedst kunde. Det lykkedes dog Anføreren endnu engang at bringe dem til at staa, og det kom virkelig til en Fegtning, men Udfaldet blev; som man kunde vente. Nordmændene, siger Riimkrøniken,

tappado segren där
och lofwado gud at skogen war när
och skyldo sik innan skog och riis,
och hertugens männ de wunno där priis.

Ogsaa paa Jemteland skede der et Angreb af de Svenske, maaskee under Anførsel eller i det mindste efter Foranstaltning af Hertug Valdemar, der synes at være bleven tilbage i det østlige Sverige, medens Hertug Erik gjorde Toget mod Oslo. Jemtelands Forhold til den norske Krone maa have været højst besynderligt, eftersom Landskabet, hvad der allerede ovenfor er omtalt (II. 602), ej hørte under Throndhjems Biskopsstol, men derimod rinder Upsalas, fordi det paa den Tid, da Christendommen indførtes der, stod under svenskt Herredømme, og Missionærerne vel og for største Delen vare udgangne fra Svithjod. Det var saaledes Erkebiskopperne i Upsala, som beskikkede Prester der og fra Tid til anden rejste om paa Visitats; da man nu vistnok kan antage, at mange af disse Prester, om ikke de fleste, vare svenske af Fødsel, og deres Sympathier saaledes aldeles svenske, følger heraf ogsaa, at Indbyggerne, hvorvel af norsk Ætt og talende norsk Mundart, dog stadigt maa have været sterkt paavirkede i svensk Interesse, og deres undersaatlige Forhold til Norge følgelig meget løst; i det mindste synes det, som om de i Tilfælde af Krig mellem begge Riger ej kunde have haft Lyst til at stride mod de Svenske, deres halve Landsmænd, selv om de ikke ligefrem sluttede sig til dem. Skade, at vi vide saa lidet om, hvad der foregik paa de Kanter; siden Beretningen om Jemternes Underkastelse under Kong Eystein nævnes der intet om dem, uden da Kong Sverre i sine første Trængselsaar kom paa de Kanter; men af den Omstændighed, at Jemterne da gjorde ham Modstand, kan man ikke slutte noget til deres politiske Sympathier, thi Birkebeinerne betragtedes da endnu kun som en Oprørs- og Røver-Flok, hvilken de fleste Bygders Indbyggere helst ønskede at holde borte. Siden efter sees ikke andet, end at Kong Sverres Autoritet erkjendtes der, som andensteds i Norge; han paalagde nemlig Indbyggerne enten i hele Landskabet eller i det mindste i Brekke Sogn at erlægge en aarlig Afgift til et formodentlig af ham selv oprettet Capell i Sunde, og saa vidt man kan skjønne, blev den i det mindste en Tidlang uvægerligt betalt^[14]. Heldigviis havde der indtil Hertug Eriks Tid ej hersket nogen synderlig Uenighed mellem Norge og Sverige; Krig havde der kun været i Kong Haakon Haakonssøns Tid, under. Ribbungerfejden, og den strakte sig neppe videre end til Vermeland og Dalsland; desuden indtraadte med Folkunga-Ættens Ophøjelse paa Tronen et venskabeligt Forhold mellem begge Riger, under hvilket de norske Sysselmænd i Jemteland uhindret kunde befæste den norske Konges Magt og oppebære hans Indtægter. Under Kong Magnus blev og, som vi have seet, Grændsen nærmere bestemt eller rettere opfrisket, men Forbindelsen med Sverige blev for saa vidt mere lettet, som Erkebiskop Jakob i Upsala (fra 1277 eller 1278) oprettede et Herberge (Hospitium, sálastofa) paa Ravundaskogen mellem Jemteland og Helsingeland, og hans Eftermand, Archielekten Johannes, fritog Manden, der holdt Gjestestuen (kaldet búðakarl eller stofukarl) for alle kirkelige Afgifter; siden, da Erkebiskop Nikolas I. i Begyndelsen af 1303 visiterede Jemteland, bekræftede han ikke alene Erkebiskop Jakobs Indretning, men skjenkede endog noget Jordegods til Herberget, for at sætte Stuekarlen (nu en Søn af den, der var det paa Erkebiskop Jakobs Tid) bedre istand til at opfylde sine Pligter mod de Rejsende^[15]. Dette var nu vistnok gjort aldeles i menneskevenligt Øjemed, uden mindste politisk Bihensyn, men det tjente dog til at gjøre Communicationen mellem Jemteland og de svenske tilgrændsende Landskaber mindre besværlig og følgelig vel ogsaa hyppigere. Ved denne samme Lejlighed havde Erkebiskop Nikolas ogsaa en Sammenkomst med den før omtalte Chorsbroder i Nidaroos, Sira Erlend Styrkaarssøn, senere Fehirde, der indfandt sig paa Kong Haakons Vegne for at bestemme Kirkens og Presternes Ret i Landskabet, sandsynligviis efter gammel Vedtægt. Der oprettedes en formelig Skraa derover, som siden sendtes Kong Haakon til Bekræftelse, dog ikke førend i Mai 1305, da han laa i Tunsberg, saa optagen med sit forestaaende Tog til Elven og siden til Danmark, at han ej fik Tid til ret at sætte sig ind i Sagen, men foreløbigt bekræftede Skraaen, bydende Jemtelændingerne at overholde alt sammen, saaledes som Erkebiskoppen havde indrettet det^[16]. Men nogen yderligere Revision af Skraaen fandt hverken Sted i Haakons eller hans Efterfølgers Tid; den blev altsaa gjeldende, som den var, og bekræftedes endog fremdeles i 1378^[17]. Kong Haakons Forhold til Erkebiskop Nikolas I. i Upsala var saaledes venskabeligt nok. For Øjeblikket maa han have staaet i lige saa venskabeligt Forhold til hans Eftermand, den før omtalte Nikolas Hviit, forhen Biskop i Vesteraas, thi denne, en Broder af Kong Byrges Slotsfoged Karl Tydske, og selv en af dem, der ved „Haatuna-Legen“ blev tagen til Fange tilligemed Kong Byrge, var saaledes en Tilhænger af denne, og vilde formodentlig af den Grund heller ikke, da han kom tilbage med Pallium, som han havde hentet om Sommeren 1308^[18], begive sig til Sverige, men drog, som man erfarer, til Norge, hvor han befandt sig i Bergen netop paa samme Tid som Kongen var der, og hvor han maaskee havde tilbragt hele Vintren. Men han havde endnu ikke tiltraadt Erkestolen, og var vistnok ganske fremmed for Jemterne, der neppe engang vidste noget om hans Ankomst til Norge; for saa vidt de da i Tilfælde af en aabenbar Krig paa deres Kanter heldede til de Svenskes Side, vilde neppe noget som helst Hensyn til Erkebiskoppens Mening hindre dem fra at tage disses Parti, og Fleerheden af Presteskabet vilde vel ogsaa begunstige sine Landsmænd. Da nu Jemterne i de senere Krige mellem Sverige og Norge for det meste viiste sig svensk sindede, er der al Grund forhaanden til at antage at dette ogsaa nu var Tilfældet. Vi erfare saa meget at den svenske Hær, som rykkede ind i Jemteland samtidigt med Hertug Eriks Angreb paa det sydlige Norge, indtog og underlagde sig det meste deraf, at den trængte frem lige til Throndhjems Grændse, maaskee endog havde brudt ind i dette Landskab, hvis ikke Thrønderne havde gjort alvorlig Modstand; de tilbøde sig siden endog at tilbageerobre det tabte, hvorfor Kongen i et Brev, han lod udgaa til dem, takkede dem særdeles. Derimod tales der intet om, at Jemterne selv satte sig til Modverge, medens det lader til at deres Sysselmand, Hr. Une Peterssøn, maatte flygte og ej paa længere Tid kom tilbage^[19]. Skade, at vi ikke vide noget nøjere om dette Tog, der vilde have været begravet i Forglemmelsen, hvis ikke hiint Brev fra Kong Haakon, der strax nedenfor nærmere skal omtales, havde meldt saa meget derom, som vi her have berettet. Riimkrønikens Forfatter, der kun havde Hertug Eriks Bedrifter for Øje, forbigaar dette Tog med Taushed, og de kortfattede islandske Annaler nævne heller ikke om nogen anden Kamp, end den ved Oslo. Men det var dog upaatvivleligt Hertug Eriks egen klogt anlagte Plan, at Angrebet samtidigt skulde skee paa to Steder, baade i det sydlige og i det nordlige Norge, for derved at sætte Kong Haakon i end større Forlegenhed^[20]. Der er endog al Grund til at antage, at Erkebiskoppen, ikke at tale om de misfornøjede Lægmænd i Thrøndelagen, ikke kan have været uvidende om Hertugens Plan, men tvert imod faa vidt muligt har søgt at fremme den, i det mindste ved at lægge faa mange Hindringer i Vejen for Kongens Udrustninger som muligt. Denne lod ved Efterretningen om de Svenskes Angreb strax udbyde Leding til Vaaren, og lod desuden efter Sedvane Erkebiskoppen og alle de øvrige Biskopper saavel som Sysselmænd og haandgangne Mænd tilsige at møde frem ved Tunsberg, hvor Flaaden i den senere Tid altid plejede at samles^[21]. Erkebiskoppen var saa meget mere forpligtet til at møde, som han i Egenskab af Jarl havde kongelige Forleninger. Han havde rigtignok allerede den 11te September Høsten forud indkaldt Biskopperne til et Provincial-Concilium i Nidaroos førstkommende Midfaste (9de Marts), men Landets Forsvar gik nu fremfor alt, og Kongen søgte, øjeblikkeligt han erfarede de Svenskes Indfald, baade ved Breve og mundtlige Forestillinger af flere Raadsmedlemmer, som særskilt i dette Erende sendtes til Erkebiskoppen, at faa ham til .at kalde Indkaldelsen tilbage. Men mod Formodning vægrede han sig derved, ja fornyede endog Indkaldelsen sterkere end før. Ogsaa Biskop Arne i Bergen vægrede sig i Førstningen ved at komme, skrev til Erkebiskoppen, at han dog i det mindste maatte udsætte Conciliet til 2den Søndag efter Paaske (13de April), og udstedte endog, da han fik hans benegtende Svar herpaa, et Manifest af 4de Marts, hvori han erklærede at ville appellere til Paven mod de Skridt, Erkebiskoppen muligviis vilde tage i Anledning af hans Udeblivelse, og beklagede sig høfligt over Erkebiskoppens Urimelighed. Man sporer her saa meget tydeligere Kongens Indvirkning, som de to medbeseglende Vidner paa dette Manifest ere Magister Capellarum, Hr. Finn, hvilken ellers saavel som den hele nye Indretning med Capellerne var Biskoppen højst mishagelig, og den nye Fehirde, Hr. Erlend Styrkaarssøn, ligesom han ogsaa lod det Brev af 6te Februar, hvorved Erkebiskoppen fornyede Indkaldelsen, bekræfte af en Ridder og to kongelige Klerker. Dog er det rigtignok herved at merke, at der paa denne Tid herskede en Trætte mellem Biskop Arne og Erkebiskoppen angaaende Besættelsen af Færøernes Biskopsstol efter den Aaret forud, den 13de Juni, afdøde Biskop Erlend, hvilken Arne paastod tilkom Bergens Biskop og Capitel, medens Erkebiskoppen, vistnok med større Føje, paastod den samme Ret for sig og sit Capitel og allerede havde udnævnt til Erlends Efterfølger Presten til Borgund paa Søndmøre, Lodin, hvilken han erklærede ved det forestaaende Concilium at ville indvie. Denne Omstændighed maatte vistnok gjøre det endnu modbydeligere for Arne at komme til Conciliet, og han havde ligeledes gjort denne Sag til Gjenstand for Appell^[22]. Ikke desto mindre er det vel muligt, at han havde været mere medgjørlig, hvis ikke Kongen havde bestyrket ham i at gjøre Modstand. Det lader endog til, at han helst vilde give Sagen det Udseende, som om han kun ved Kongens Magtsprog holdtes tilbage. Den 16de Marts tilskrev han Erkebiskoppen, at Aarsagen, hvorfor han ikke før havde begivet sig paa Rejsen, var den at han først vilde afvente endeligt Svar paa sit Brev til Erkebiskoppen om Udsættelsen af Conciliet; dette Svar var ej kommet førend den 24de Februar, og han havde, forsikrede han, inden ti Dage efter (altsaa i de samme Dage, han udstedte Manifestet om Appellen!) ladet sit Skib sætte paa Vandet, da han for enhver Priis vilde komme til Nidaroos, hvis ikke haardt Vejr eller Magtsprog (naturligviis Kongens) hindrede ham derfra; han bad Erkebiskoppen ikke regne ham dette til Gjenstridighed, og tilføjede kun i Efterskriftet, aabenbart med en vis Ængstlighed, nogle Ord om den dobbelte Appell^[23]. Fire Dage efter (den 20de Marts) kom Biskop Ketil af Stavanger til Bergen, som det heed for at rejse sammen med Biskop Arne til Nidaroos, men maaskee snarere efter Kongens Opfordring for at raadslaa med ham. Thi endnu samme Dag lod Kongen udgaa et Brev, hvori han paa det strengeste forbød dem at efterkomme Erkebiskoppens Mandat, men derimod befalede dem at følge med sig paa det snart forestaaende Ledingstog. Derved tog han al Skylden paa sig, og de kunde nu med Tryghed paaskyde det Magtsprog (ofriki), hvis Mulighed Arne allerede havde antydet. Kongens i flere Henseender merkverdige og oplysende Brev lyder saaledes^[24]: „Alle dem, som dette Brev see „eller høre, sender Haakon, af Guds Naade Norges Konge, sin og Guds Hilsen. Da, som vi frygte for vore Synders Skyld, nogle Høvdinger, saavel uden- som indenlandske, hvilke vi med god Samvittighed kan forsikre at vi antoge for troe, og som vi endog viiste Yndest, efter hvad flere troverdige Folk kunde bevidne, dog alene af Overmod og uden skjellig Grund have fiendtligt anfaldt vort Rige og vakt Forstyrrelse, lode vi saavel de højærverdige Fedre Hr. Erkebiskoppen og de øvrige Biskopper i vort Rige som vore andre troe Mænd tilligemed alle de øvrige i Almindelighed opbyde til Fedrelandets Forsvar. Men bemeldte Hr. Erkebiskop, ledet, vi vide ikke af hvilken Aand, kaldte derimod Lydbiskopperne til Provincial-Concilium i Nidaroos, altsaa efter den sedvanlige Beregning en heel Maaneds Rejse fra det Sted, hvor de Udbudne skulde komme sammen for at verge Fedrelandet og holde Raad om Rigets Bedste. Skjønt han nu rigtignok allerede havde ladet Indkaldelsen udgaa førend hiint fiendtlige Indfald skede i Riget, bleve dog baade vi og andre vise Mænd højst forundrede derover, og vi lode strax saavel Breve som særskilte Sendebud af vore troe Mænds Raad afgaa til ham, foreholdende ham i al Venskabelighed, som en sand og speciel Ven, at han paa Grund af Rigets farefulde Stilling omsorgsfuldt vilde tilbagekalde den af ham mindre forsigtigt udstedte Concil-Indkaldelse. Men i dets Sted fornyede Erkebiskoppen, som vi med Vished have erfaret, Indkaldelsen i endnu sterkere Udtryk. Da nu den 20de Marts de højærverdige Herrer Biskop Ketil i Stavanger og Biskop Arne i Bergen deels kom, deels allerede var i Bergen, og efter det modtagne Paalæg vare rede til at drage til Nidaroos, til Conciliet, befalede vi dem i Betragtning af Rigets paatrængende Nød, saavel som andre vigtige Anliggender, og efter Overlæg med vore troe Mænd, i Kraft af vor kongelige Myndighed, saa at paalidelige Mænd hørte det, under Straf af at miste de Ejendomme, Friheder og Rettigheder, som de maatte vides at eje eller have her i Riget, at de, da Sagerne staa saaledes som nu, uden Hensyn til Hr. Erkebiskoppens Mandat skulle følge os paa det Tog, hvortil vi nu paa det nærmeste have gjort os istand, for at fremme de oven berørte nødvendige Anliggender. Og hvad som helst Hr. Erkebiskoppen i denne Anledning maatte forekaste dem, eller om han endog strider til at afsige nogen forhastet Dom over dem, da ere vi lige saa villige som skyldige til at bære Ansvaret for dem hos Paven eller hvilken som helst anden competent Dommer. Til Bekræftelse vedhænges vort Segl. Givet Aar, Dag og Sted som ovenfor“. Med dette Brev til sin Retfærdiggjørelse og Kongen paa sin Side kunde begge Biskopper med temmelig Tryghed trodse Erkkebiskoppens Harme. Dagen efter indgav Kongen ogsaa i eget Navn forskjellige Appeller til det apostoliske Sæde angaaende „ mangfoldige Ulemper der af Erkebiskoppen og flere andre af Rigets Biskopper tilføjedes ham selv, hans Klerker og Lægmænd“^[25]. Her sigtede han vistnok fornemmelig til de Hindringer, Erkebiskoppen søgte at lægge i Vejen for hans Krigsrustninger. Naar han taler om andre Biskopper, maa man fornemmelig tænke paa Ingjald i Hamar, der var en ivrig Tilhænger af Erkebiskoppen og vistnok skyldte ham sin Ophøjelse^[26]. Ingjald, saavel som Helge af Oslo, der vare blevne tilsagte lidt før Juul^[27], havde, som Erkebiskoppen sagde, ubetinget lovet at møde^[28], men for Helge i det mindste var det vel ikke at tænke paa at drage bort, saa længe Krigen rasede i hans Hjem; han havde desuden nys indgaaet Præliminær-Tractaten med Danmark, der aldeles stred mod Hertug Eriks Interesser; saaledes kan han ej have været nogen Tilhænger af denne, men maa oprigtigt have staaet paa Kongens Side. Med Hensyn til Erkebiskoppen faar man dog af alt dette det bestemte Indtryk, at han omtrent har villet spille samme Rolle, som Erkebiskop Jens i Danmark 1294, det vil sige, under Paaskud af at overholde Fred og Ro begunstige og understøtte Kongens Fiender; ja man kan vanskeligt holde den Mistanke borte, at Erkebiskoppen allerede fra Høsten af har staaet i hemmelig Underhandling med Hertug Erik og de misfornøjede norske Høvdinger; at de Svenskes Tog til Jemteland eller rettere gjennem Jemteland til Throndhjem havde været aftalt imellem dem, og at Erkebiskoppen havde lovet at anvende al sin Indflydelse for at lette deres Fremgang, samt at han havde sammenkaldet Conciliet deels for at forøge Forvirringen og Hjelpeløsheden i den sydlige Deel af Landet, deels for at alle Rigets Biskopper kunde være tilstede i Nidaros, hvis det lykkedes de Svenske at trænge saa langt frem, og da enten ved Tvang eller Overtalelse bringes til i Fællesskab at gjøre et afgjørende Skridt, enten at sætte Kong Haakon i Bann, eller endog ligefrem at afsætte ham. Kongen havde saaledes fuld Berettigelse til at tale om Rigets overhængende Fare. Vel sigtede han ej Erkebiskoppen med aabenbare Ord for højforræderske Agitationer; det vilde have været voveligt og voldt manges Forargelse; men at han i sit Hjerte var overbeviist derom, kan man læse mellem Linjerne af hans Brev. At Erkebiskoppens Agitationer intet udrettede, skyldes vel deels den Omstændighed, at Hertug Eriks Tog til Oslo aabenbart ikke havde de beregnede Følger, deels ogsaa Thrøndernes Patriotisme og den Virksomhed, som Kongens troe Venner blandt Magthaverne i Landskabet udviklede. Hvo de fornemste af disse vare, sees af det ovenfor berørte Brev, som Kongen den 5te April skrev fra Bergen til alle Thrønderne for at takke dem for deres udviiste Kjekhed og bestemme det fornødne angaaende de videre Udrustninger. „Som vi allerede før have tilskrevet eder“, siger han, „have vi erfaret, at Svearne have ødet og overrendt en Deel af Jemteland, men I gjorde eder megen Flid for at staa imod og verge Throndhjem, samt bøde eder til at ville tilbagevinde det som var tabt af vort Rige, hvorfor vi takke eder særdeles nu som før, og I kunne være forvissede om at vi skulle vise os erkjendtlige derfor. Derfor ville vi nu denne Gang heller ikke have flere end fem Skibe herfra i Ferden med os øster, og 50 Mand paa hvert; dem af de haandgangne Mænd og Almuesmændene, som Hr. Peter Andressøn og Hr. Sæbjørn Helgessøn bestemme, med tilhørende Kost af Ledingen; disse byde vi strengeligen at skynde sig efter os saa hurtigt som muligt, men alle de andre ville vi skulle blive tilbage, og deels forsvare denne Deel af Landet, deels fare op i Jemteland saa snart Vejene ere fremkommelige, og rense samt tilbagevinde dette Landskab, alt eftersom Hr. Peter Andressøn, Hr. Une Peterssøn, Hr. Sigurd (Jonssøn) Lagmand og Hr. Serk paa Austraat tilligemed de øvrige, vi have beskikket til Formænd her, bestemme; vi byde eder paa det alvorligste at adlyde dem og rette eder efter hvad de tilsige eder, ganske saaledes som om vi selv vare tilstede, og det vente vi, at Enhver vil være villig til at verge Landet og sin egen Fred og Frihed, samt gjøre alt, hvad han orker, mod Fienderne“^[29]. Dette Brev, hvoraf man forøvrigt seer, at Jemteland da endnu ej var tilbageerobret, viser at Hr. Peter Andressøn, Lagmanden Hr. Sigurd Jonssøn og Hr. Serk paa Austraat, maaskee en Ættling af Aasulf Kongsfrænde paa Austraat, maa have været de fornemste blandt de Høvdinger, paa hvis Bistand Kongen nu regnede, og hvem han derfor overdrog at sørge for Landskabets Forsvar. Une Peterssøn nævnes i Egenskab af Sysselmand i Jemteland, da han maatte være den nærmeste til at forestaa dets Tilbage-Erobring. Hr. Sæbjørn Helgessøn fra Bergen forekommer her aabenbart som Kongens Befuldmægtiget til at paaskynde den Udrustning, der skulde gaa sydefter. Men hvor mange der foruden hine fire udnævntes til Formænd, vides ikke, kun saa meget seer man, at Lodin af Bakke og den ofte omtalte Chorsbroder Audun Thorbergssøn Rande vare iblandt dem, thi de i Forening med Peter Andressøn og Sigurd Lagmand verificerede den Afskrift af Kongens Brev, der sendtes til Indbyggerne i Overhalven af Naumdølafylke. At Audun, Kongens Fehirde, ved denne Lejlighed maatte blive en af hans højst betroede Mænd, faldt saa godt som af sig selv; men deraf tør man ogsaa slutte, at Chorsbrødrene overhoved, blandt hvis fornemste Medlemmer Audun altid havde hørt, omfattede Kong Haakons og Fedrelandets Sag med Varme, og derved for en stor Deel gjorde den endnu med dem fremdeles-paa en spendt Fod staaende Erkebiskop Jørunds Intriger til intet. Chorsbrødrenes Forstander eller Samme samt Erkebiskoppens Official var nu Eilif Korn„ der i sin Tid tilligemed Audun og Sighvat Lande havde staaet i Spidsen for Oppositionen mod Erkebiskoppen, og derfor vel ogsaa fremdeles holdt sammen med dem; han blev kort efter Jørunds Eftermand paa Erkestolen og viiste sig da stedse som en oprigtig Patriot. Blandt Chorsbrødrene i Nidaroos raadede saaledes en sand Fedrelands-Aand, og de havde sikkert stor Fortjeneste af Fedrelandets Forsvar i disse kritiske Tider. Ogsaa Lodin af Bakke, seer man, hørte til de loyale og paalidelige Magnater.

Hvor vidt der fandt noget Tog til Jemteland Sted eller ej, erfares ikke. Saa meget seer man, at Jemteland endnu ikke var tilbagevundet for Sommeren, men at i det mindste Indbyggerne af Overhalven i Naumdal bad om Udsættelse med Ledingen indtil da, og at de rimeligviis maa have haft skjellig Grund dertil, siden de kongelige Ombudsmænd føjede dem deri. Men da lode de udgaa en ny Befaling til dem, om at udrede Ledingen saa snart som muligt og selv være ferdige til Botolfsmesse eller 17de Juni, foreholdende dem, at siden man havde føjet dem, maatte de nu ogsaa lægge saa meget større Iver for Dagen. Antallet af de Folk, der skulde stilles, fastsattes til 60 af hver Skibrede, hvilket for Naumdal alene udgjør 540 Mand. Men om der allerede før var skeet et Tog til Jemteland med Folk fra den sydlige Deel af Thrøndelagen, som havde været uheldigt, saa at det nu maatte gjentages, eller om der ikke blev gjort noget Tog førend nu, kan ikke sees. Det første skulde man næsten formode deraf, at vi den 8de Mai finde Une Peterssøn i Bergen i Stedet fort Jemteland, medens en Hr. Paal nævnes, der nu skulde drive paa Udrustningerne^[30]. At Jemteland enten tilbageerobredes, eller at de Svenske selv frivilligt rømmede det, er sikkert nok, da vi i 1315 eller 1316 finde Une Peterssøn som Sysselmand der, men naar det skede, er som sagt indhyllet i et fuldkomment Mørke. At vi i October 1310 finde Une Peterssøn atter i Bergen^[31], behøver ej at udlægges derhen, at han den hele Tid havde været hindret fra at komme tilbage til sin Syssel, og at Jemteland følgelig ikke engang da var tilbageerobret. Det maa under disse Omstændigheder betragtes som et Held for Landet og Kongen, at den gamle Erkebiskop Jørund afgik ved Døden den 10–11te April 1309^[32]. Han havde længe været svagelig, og, som der fortælles, holdt næsten indestængt og i et Slags Umyndighedstilstand af Chorsbrødrene; men denne foregivne Tvang hindrede ham dog, som man seer, ikke fra at vise sig meget myndig og virksom i Conciliesagen, og saaledes maa han da ogsaa let have kunnet deeltage i alle Slags Intriger.

Kongen kom ikke saa hurtigt afsted som han i sin Skrivelse til Thrønderne synes at have tænkt, thi den 8de Mai var han endnu i Bergen, hvor han lod en Kiste, indeholdende Offer til St. Olaf, i Capell-Magisterens og Fehirden Erlend Styrkaarssøns, Hr. Une Peterssøns og Hr. Erlend Aamundessøns Nærværelse vel tillæse og forvare i Apostelkirken, efter at Pengene først vare eftertalte og Indholdet optegnet, fordi han, som han sagde, ikke vilde at Kirken skulde lide noget Tab medens den var uden Formand^[33]. Men da stod han ogsaa ferdig til Afrejsen, thi fire Dage efter var han paa Agvaldsnes paa Vejen sydover. Ved Pintsetid (18de Mai) maa Kongen formodentlig være kommen til Tunsberg, thi da, heder det i Riimkrøniken, gjorde han mange Snekker og store Baade rede, for at sejle ud. Men det varede dog nok længe førend alle de Udbudne indfandt sig; Biskop Arne f. Ex. var endnu den 4de Juni i Bergen^[34], skjønt vi siden dog finde ham med paa Toget: nogle, siger Riimkrøniken, laa og hjemme, efter at Kongen allerede var afsejlet, hvad enten det nu kom af uforudseede Hindringer, eller fordi de vare hemmelige Tilhængere af Hertugen. Af flere Omstændigheder skulde man formode, at Kongen ikke kom afsted førend midt i Juni^[35]. I Følge med ham vare alle de fire Biskopper, (nu, siden Erkebiskoppen var død, maatte naturligviis al Tale om Conciliet og alle Indvendinger, som derifra kunde hentes, bortfalde), Hr. Finn Halldorssøn, Magister Capellarum, og den udvalgte Biskop til Færøerne, Lodin af Borgund. De fornemste verdslige Herrer, der fulgte med, vare Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Thore Haakonssøn med sin Søn Haakon Thoressøn, Hr. Snare Aslakssøn, Hr. Thorvald Thoressøn fra Hjaltland, Hr. Eilif Eilifssøn af Naustdal, Lagmanden Hr. Sigurd af Rande, Sysselmanden Hr. Thore Harf fra Throndhjem, Hr. Sighvat af Leirhole paa Valdres^[36]. Toget gik dog ikke strax mod Sverige, da Fejden mod dette Land for Øjeblikket hvilede, men for det første til Danmark, hvor Kongen ifølge Præliminær-Tractaten allerede skulde have mødt Danekongen den 11te Juni ved Isefjorden, for at slutte endelig Fred med ham. Men denne Dag var, som sagt, rimeligviis allerede omme, førend Kongen forlod Tunsberg, og dertil sinkedes Rejsen ved Modvind, der endog nødte endeel af Skibene til at lægge ind i Kalfsund, mellem Ekerøerne. Aldrig saa snart blev dette meldt til Hertug Erik, der synes at have ligget paa Kongehelle Slot for at holde Øje med den norske Flaades Bevægelser, førend han sendte endeel raske Mænd ud paa de Fartøjer, han i Hast kunde faa samlet, for at overfalde dem. Dette Overfald gik heldigt, thi det lykkedes de Svenske at erobre syv norske Skibe. Ved denne Lejlighed faldt ikke faa Nordmænd, og blandt dem Hr. Ivar Jonssøn, der maa have været ombord paa et af de erobrede Skibe, siden hans Liig faldt i de Svenskes Hænder; men Hertug Erik viiste sig her meget ridderlig; han beklagede hans Død, og lod ham hederligt begrave i Barfodbrødrenes Kirke i Skara^[37]. Ikke saa heldig var en anden svensk Afdeling under Magnus Christinessøn, Magnus Algotssøn og Erengisl Jønssøn, der ogsaa forsøgte et Angreb paa Nordmændene. Formodentlig vare disse nu bedre paa sin Post, medens de Svenske baade vare faa og deres Fartøjer smaa; Nordmændene kunde deels fra sine høje Skibe, deels fra Klipperne ved Sundet saaledes overvælde dem ved Steenkast og Vaabenbyrd, at de bleve slagne, og Anførerne selv tagne til Fange. De bleve førte i Land, og det var vistnok de norske Befalingsmænds Hensigt at skaane deres Liv, men da kom endeel vilde og ustyrlige Folk stimlende til, vilde, heder det, forsøge om Klingen beed, og hugg alle Fangerne ubarmhjertigt ned^[38].

Da dette skede, var dog Kong Haakon allerede med Hovedflaaden kommen til Danmark og havde sluttet Tractaten med Kong Erik. Siden der nu ej længer kunde være Tale om nogen Sammenkomst ved Isefjorden, holdtes Mødet mellem begge Konger i Kjøbenhavn^[39]. Underhandlingerne kunne neppe have været langvarige, da Hovedpuncterne allerede vare aftalte, men nogle Dage maa de dog altid have taget, da det sees, at flere nærmere Bestemmelser tilføjedes, vistnok især paa Kong Haakons Fordring. Den endelige Freds- og Forbunds-Tractat er dateret Kjøbenhavn, Thorsdag før Mariæ Magdalenæ Dag eller 17de Juli 1309. Puncterne om Freden mellem Rigerne, Giftermaalet mellem Junker Magnus og Jomfru Ingebjørg og Overdragelsen af Godserne og Herederne i Nordre-Halland til Kong Haakon imod at denne gjorde Afkald paa sine mødrene Godser i Danmark, samt om de ni Fredløse og deres Arvinger, optoges eenslydende fra Præliminær-Tractaten, men derimod udelodes den, der handlede om at Erik Valdemarssøn af Sverige skulde faa sit mødrene Gods, uvist af hvilken Grund; maaskee Erik allerede havde faaet det overdraget, eller, hvad der er rimeligere, Kong Byrge i en nu tabt Forskrivning kan have lovet at skaffe ham lige saa store Besiddelser i Sverige, medens hiint Gods, ligesom Kong Haakons Mødrenegods faldt tilbage til den danske Konge^[40]. Heller ikke nævnes der noget om Grev Jakob; man skulde formode at han i Mellemtiden var død, thi fra denne Tid høres der ikke mere til ham. De nye Artikler vare disse: a) at Kongen af Danmark skulde udlevere til Kong Haakon alle de Brevskaber, dennes Mødrenegods vedkommende, som han havde eller maatte faa i sin Besiddelse; b) begge Konger forpligtede sig indbyrdes til at skaffe hinanden Ret over de Personer, mod hvem den ene maatte begynde Klagemaal i den andens Rige; c) Kongen af Danmark skulde nu strax afgive til Kong Haakon alt hans Mødrenegods i Danmark til frit Brug, og med Indtægterne deraf fra Præliminær-Tractatens Udstedelsesdag den 29de August f. A., af hvem de saa vare optagne eller maatte vorde optagne, alt indtil Kong Haakon var kommen i Besiddelse af Slottene og de fire Hereder i Halland, samt skaffe denne Ret over de Personer, hvem han i den Anledning maatte sagsøge; d) Kongen af Danmark skulde snarest muligt fiendtligt angribe Hertugerne i Sverige, og Kong Haakon skulde ikke slutte Fred, Stilstand eller tage Dag med dem uden Danekongens Samtykke; eller, hvis det endelig maatte skee, skulde Stilstanden kun være kort, og Danekongen og hans Rige indsluttes deri, samt betimeligt underrettes derom af Norges Konge, for at de siden begge kunne beslutte hvad der var tjenligst; e) hverken Danmarks eller Norges Konge maatte indgaa nogen Separatfred med Hertugernes Venner, undtagen dem, som de kunde faa draget over paa sit eller Kong Byrges Parti, saa at man nød godt af deres Tjeneste eller Hjelp; f) Kjøbmænd fra begge Riger, der i det ene eller det andet havde lidt Skibbrud, skulde uhindret kunne bjerge og beholde sit Gods, og der skulde overhoved ej fordres større Told af Handelsmændene end de fra gammel Tid plejede at betale; g) de Varer, som Kjøbmænd fra det ene Rige maatte have indkjøbt i det andet, førend det Udførselsforbud, der som sedvanligt ledsagede Krigserklæringen, var bekjendtgjort, maatte strax frit udføres, naar den sedvanlige Told var betalt; men hvad der var indkjøbt efter Bekjendtgjørelsen, maatte ikke uden almindelig Tilladelse indføres; h) endelig forpligtede Kong Haakon sig til efter sin Hjemkomst at skaffe 270 Ridderes og Hirdmænds skriftlige og beseglede Forløfte paa at alle i denne Tractat af ham vedtagne Forpligtelser ubrødeligt skulde overholdes, og disse Forløftesbreve skulde Kongen næste Aars St. Hansdag overlevere danske Gesandter, hvis Farten da var sikker; var den det ikke, skulde han til samme Dag sende Forløftesbrevene til Kjøbenhavn, og ved samme Lejlighed skulde da ogsaa den danske Konge overlevere de norske Gesandter lignende Forløftesbreve fra sin Side. Døde nogen af Forloverne, skulde en anden sættes i hans Sted. Ligesom forhen, stillede Kong Haakon sig under Biskoppen af Roskildes, og Kong Erik sig under Biskoppen af Oslos Dom og Bann, hvis de brøde Tractaten. Den norske Gjenpart, som er den eneste, vi kjende, da den danske er tabt, er medbeseglet, foruden af de fire Biskopper, Magister Capellarum og Erik Valdemarssøn af Sverige, ogsaa af Baronerne Bjarne Erlingssøn, Thore Haakonssøn og Snare Aslakssøn, af Ridderne Thorvald Thoressøn, Eilif Eilifssøn, Sigurd af Rande, Thrond Hallvardssøn, Sighvat af Leirhole, Thore Harf, Sigurd Haarekssøn, Brynjulf Storm, Thrond Gunnulfssøn, Gunnar Thane, Byrge Thorkellssøn, Serk Peterssøn, Ivar Steinarssøn, Eivind Simonssøn, Eystein Arnessøn og Andres Sigurdssøn, samt af Hirdmændene Haakon Thoressøn, Jon Gudbrandssøn, Ivar Arnessøn, Brynjulf Agmundssøn, Agmund Eivindssøn, Jon af Strand, Audun Guthormssøn, Haakon Agmundssøn, Peter Peterssøn og Gudbrand Gudbrandssøn^[41]. Allerede tre Dage efter Tractatens Afslutning, paa Mariæ Magdalenæ Dag eller 20de Juli, lod man Junker Magnus, i sin Faders og Kong Eriks Nærværelse, højtideligt meddele Biskop Peter af Viborg, Jens, Provst i Odense, og Hr. Ingvar Hjort sin Fuldmagt til paa hans Vegne at feste den norske Kongedatter^[42]. Hensigten var, som man seer, at disse Herrer skulde blive i Følge med Kong Haakon, naar denne tiltraadte Tilbagetoget, og dette stede enten samme Dag, eller paa en af de nærmest følgende Dage, thi allerede den 26de Juli var Flaaden kommen til Ekerøerne^[43]. Heraf tør man maaskee slutte, at den danske Konge ikke ret har troet Freden, men fundet det raadeligst at tage Kong Haakon paa Ordet og faa Festemaalet i Stand, førend han endnu ret havde faaet Betænkningstid eller kunde paavirkes enten af sin Dronning eller Hertug Eriks andre hemmelige Velyndere. Først paa Tilbagerejsen fik han høre om Fegtningerne i Kalfsund, men man erfarer ikke at han nu søgte at hevne Tabet af de syv Skibe ved noget Angreb paa Kongehelle Slot; han maa ikke have følt sig sterk nok dertil. Ved Tunsberg aftakkede han, som sedvanligt, Flaaden, og de, der hørte hjemme paa Vestkanten og i Thrøndelagen, begave sig didhen^[44], medens Kongen med de tvende østlandske Biskopper, sit Raad og de danske Gesandter drog ind til Oslo. Her blev nu Jomfru Ingebjørgs Trolovelse højtideligt sluttet ved Ringvexling og den sedvanlige Formular, i Mariekirken, i Overvær af Dronning Euphemia, Biskop Helge, Biskop Ingjald, Erik Valdemarssøn af Sverige, Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Jon Ivarssøn, Aake Cantsler, Hr. Snare Aslakssøn, Hr. Hafthor Jonssøn, Hr. Assur Jonssøn, samt flere Herrer. Dronning Euphemia skal have græmmet sig meget over at maatte opgive Haabet om at see den hjertelskede Hertug Erik som sin Svigersøn. Lige til det sidste synes hun at have haabet paa en Forandring^[45]. Endnu om Vaaren 1308, da Kongen lod kalde Hertugen til hiin Samtale, hvorfra det formelige Brud mellem dem kan regnes, synes hun lige saavel som Hertugen at have glædet sig ved Tanken om et nær forestaaende Bryllup; hun havde, som det lader, allerede i Stilhed gjort Forberedelser dertil; blandt andet havde hun ladet en ny fransk Ridderroman, Hertug Fredrik af Normandie, oversætte paa svenske Vers, ganske vist for ogsaa ved Forelæsning af den at fornøje de ridderlige Gjester^[46]. Siden, da den aabenbare Krig begyndte, maa hun vel allerede have ladet det meste Haab fare, men ganske opgivet det havde hun vel neppe, førend hun her selv nødtes til at overvære Datterens højtidelige Trolovelse med Hertug Eriks niaarige Brodersøn; dette var saaledes ganske vist for hende en Sorgens Dag.

1. Den 15de eller 22de September bekræftede han i Oslo Stralsundernes Friheder, se Fabricius Urkunden zur Gesch. Rügens CCCLXXVII.
2. Disse fem Uger have vel været fra Begyndelsen af October til ud i November.
3. Om Baage (og dets Dele, Skyr-Baage, Kalfs-Baage), se Norskt Tidsskr. IV. 293 flg.; ligeledes om Baagastrømmen se ovf. IV. 1. S. 658.
4. Riimkr. S. 36. Det er vistnok ellers antaget, at Kongen ej begav sig til Bergen førend paafølgende Marts Maaned, men alene paa Grund af et Udtryk, der forekommer i det Beklagelsesbrev, han den 20de Marts skrev over Erkebiskoppen, og som man aabenbart har misforstaaet; der staar nemlig: „Cum igitur, ad Bergensem civitatem venientibus et existentibus 1309 kal. Apr. XIII. … . dominis Ketillo Stavangrensi, Arnone Bergensi episcopis, ac paratis transire versus Nidrosiam, … nos, consideratis regni negotiis, … ipsis auctoritate regis præcepimus … ut … sequerentur nos“ o. s. v., og her er det aabenbart, at venientibus et existentibus gaar paa Biskopperne, hiint paa Ketil, dette paa Arne, saa at det maa oversættes: „Thi da (eller endskjønt) vi, idet den stavangerske Biskop Ketil og den bergenske Biskop Arne deels vare komne (Ketil) deels allerede vare (Arne) i Bergen den 20de Marts 1309, og agtede sig videre til Nidaroos, befalede dem at følge os“ o. s. v.; ikke desto mindre har man, ubegribeligt nok, henført venientibus et existeutibus til nos eller tænkt sig et udeladt nobis. Det følger altsaa lille heraf at Kongen, men kun at Biskop Ketil kom til Bergen den 20de Marts, og saaledes bliver der intet i Vejen for at antage, at han allerede før Juul kom derhen, hvilket og er det rimeligste, thi alt tyder hen paa, at Kongen ej var i Oslo, da Erik angreb Byen, og at denne netop har villet benytte sig af hans Fraværelse.
5. At de misfornøjede Nordmænd gjorde fælles Sag med Hertugen ved denne Lejlighed, sees noksom af Kongens Brev af 20de Marts, der strax nedenfor anføres, hvor det heder at baade udenlandske og indenlandske Magnater havde gjort Indfald i Norge.
6. Her kommer dog igjen altid det Spørgsmaal, om ikke Vejen til Oslo, selv østenfra, først gik over Frysja længer oppe og siden tilbage igjen ved Foss. Se ovfr. III. S. 364. At Erik ej kom over Ekeberg, men for desbedre at overraske Byen ad en Omvej over Bagaas eller Gjelleraasen, er højst rimeligt; sandsynligviis kom han endog ej fra Kongehelle, men fra Vermeland, ellers vilde han vel have ødelagt det nys paabegyndte Baagahuus Slot.
7. Heraf følger aldeles ikke, at Kongen befandt sig paa Akershuus, eller endog i Nærheden; Meningen er aabenbart kun den at Hertugen ej brød sig om hvad Kongen enten sagde eller vilde sige hertil.
8. I de isl. Annaler staar: „Lidungerne rejste sig mod Svearne og de mødtes ved Oslo Bro“; i Riimkrøniken heder det, hvor Slagets Udfald omtales: „de Oplandske bleve der saare“ o. s. v.
9. Dette siges udtrykkeligt i Riimkrøniken.
10. Riimkrøniken S. 37.
11. Den 27de Marts var han med sin Broder hjemme i Sverige, se Dipl. Sv. No. 1616. Dette er den første Gang vi finde dem nævnte i Diplomer for 1309.
12. I Riimkrøniken kaldes han Joar Jonssøn, men Joar og Ivar er det samme Navn, og Riimkrøniken bruger mest Formen Joar. Kort efter, hvor Riimkrøniken omtaler Fegtningen i Kalfsund om Sommeren 1309, melder den: „Joar Jonsson blev der død“ o. s. v., saaledes at man tydeligt kan see at det maa være den samme Joar Jonssøn, som her menes. Og at dette igjen ej var nogen anden end Ivar, Søn af Jon Raud, vil nedenfor, hvor Slaget i Kalfsund omhandles, blive viist.
13. Helge Baat nævnes ingensteds i de hidtil bekjendte norske Oldbreve, saa at man ej veed andet og mere om ham, end hvad Riimkrøniken her beretter. I en Codex kaldes han ogsaa Holger, men da dette Navn ej var brugeligt i Norge, er denne Læsemaade sikkert urigtig.
14. Se Kong Magnus Erikssøns Brev af 4de Juli 1343, Dipl. Norv. III. 220.
15. Dipl. Sv. No. 1382, 1384. Man seer heraf, at den, der var Stuekarl paa Erkebiskop Jakobs Tid, heed Gyrd, og hans Søn Thore Gyrdssøn.
16. Skraaen findes i Tillægget til Hadorphs Udg. af den svenske Riim-Parafrase af St. Olafs Saga, saavel som i Dipl. Sv. II., Tillæg No. 1754; Originalen er nu i det svenske Rigsarchiv. Her staar det udtrykkeligt at „denne Ret hittedes“, det vil sige befandtes ved Undersøgelse at være billig eller sedvansmessig, om Vintren efter Juul 1303, da Erkebiskop Nikolas kom til Jemteland, og Sira Erlend Styrkaarssøn kom fra Norge paa Kong Haakons Vegne. Brevet er skrevet paa Norsk. Det bestemmes her, at Betalingen for alle kirkelige Forretninger skal erlægges i Lerred, f. Ex. for Brudevielse 2 Alen, for Innergang 2 Alen, for Liigferd 15 Alen, o. s. v.: kun naar Lerred ej havdes, skulde der betales i Smør, Skind eller Korn; om rede Penge var ej Tale. Heraf maa man formode, at der i Jemteland tilvirkedes meget Lerred.
17. N. gl. L. III. No. 113 S. 201.
18. Den 15de Juli 1308 fik Nikolas Pallium i Poitiers, se Porthans Bullarium S. 68; at han var i Bergen 4de Marts 1309 sees af Mscr. Barthol. E. 501–503; han udstedte da Vidnesbyrd om Biskop Arnes Appell i den færøiske Biskopssag. Formodentlig er han da kommen med et Skib directe fra Brügge til Bergen, hvilken i de Tider synes at have været den sedvanlige Rente for dem, der fra Frankrige agtede flg til Norge og ligeledes omvendt til Brügge, naar man fra Norge skulde til Frankrige. Den Vej tog, som man seer, Biskop Thorfinn af Hamar, ligeledes Erkebiskop Jørund og Jon Elg. Men det er da ej rimeligt at Nikolas skulde være kommen til Norge ved Vintertid: sandsynligviis kom han allerede Hesten forud og forblev i Bergen, deels for Aarstidens Skyld, deels for at erfare noget nærmere om Forholdene l Sverige, inden han begav sig derhen. Den 28de Mai finde vi ham i Upsala, Dipl. Sv. No. 1624.
19. At der i Kongens Brev bruges den Talemaade „Svearne have ydet og overrendt en Deel af Jemteland“ betjener ikke at udlægges som om Jemterne af de Svenske betragtedes som Fiender; „ødet“ maa just ikke tages bogstaveligt, men mere som en staaende Talemaade: at saa godt som hele Jemteland var taget, sees baade deraf, at der var Tale om at verge Throndhjem, og tillige af Kongens Udtryk længere nede .,at rense og tilbagevinde Jemteland“. Ligeledes sees det af de kongelige Ombudsmands Ytringer til Overhalvingerne, at det i alle Fald ikke var tilbageerobret henimod Sommeren. Saaledes vilde det ej have været, hvis den samme Aand havde hersket blandt Jemterne som blandt Thrønderne. At Une Peterssøn var Sysselmand der i 1315–16, sees af Dipl. Norv. IV. 116; da han nu i Kongens Brev af 5te April 1309 er en af de fire Mænd, hvem Opsigten med Udrustningen og det forestaaende Jemtelandstog overdrages, kan dette neppe have været i anden Egenskab end af Sysselmand i Jemteland; han var nærmest dertil og mest interesseret i at vinde det tilbage.
20. At Toget maa have fundet Sted ved Juletider, altsaa samtidigt med Hertug Eriks Tog, seer man deraf at Kong Haakon i sit Brev, dateret 4de April, udtrykkeligt siger, at han tidligere har skrevet til Thrønderne om denne Sag og takket dem for deres Raskhed; har han nu, som rimeligt er, skrevet det forrige Brev maaskee i Marts eller endog i Februar, og saaledes modtaget Efterretningen om Angrebet end tidligere, kan dette selv ikke sættes stort senere end ved Nytaarstider. Da Hertug Valdemar lige saa lidet som Hertug Erik omtales i Breve for 27de Marts, og vi saaledes ej vide hvor han opholdt sig siden 27de Aug. 1308, kan han for den Sags Skyld gjerne have anført Toget til Jemteland.
21. I Kongens Brev af 20de Marts 1309 nævnes ej Stedet, men kun et omtrent en Maaneds Rejse fra Nidaroos liggende Sted. Nu kan dette ej have været ved Elven, da man af det følgende seer, al Flaaden fersk kom did efter at være afsejlet; derimod seer man af et hidtil utrykt Brev i Bartholiniana, E. 556, at Lodin af Borgund, der var med paa Toget, og endnu sammen med de øvrige Biskopper ved Ekerøerne paa Tilbagetoget, siden drog fra Tunsberg til Bergen, hvilket altsaa viser at Flaaden der afkastedes: heraf fremgaar det, at den ligeledes maa have samlet sig der.
22. Se herom Breve i Dipl. Norv. III. 73, 75–80, foruden flere utrykte i Bartholiniana, S. 497–556.
23. Dipl. Norv. III. 80.
24. Dipl. Norv. I. 119.
25. Dipl. Norv. I. 120.
26. Vi ville rigtignok senere erfare, at Biskop Arne laa i Tvist med Magister Capellarum om dennes Rettigheder, men saavidt det kan sees, blandede Kongen sig ikke selv umiddelbart deri.
27. I Jørunds Brev til Arne, Dipl. Norv. III. 75, der indløb lidt før Juul (III. 80), siger han udtrykkeligt, at hans Chorsbrødre Salomon og Hallvard vare borte i hans Erender, blandt andet for at indkalde Biskopperne Ingjald og Helge til Concilium.
28. Dipl. Norv. III. 76.
29. Dipl. Norv. I. 121.
30. Dipl. Norv. II. 96.
31. Dipl. Norv. II. 103.
32. Den 10de (4 Nætter før Tiburtii og Valeriani Messe) angives i Laur. Saga Cap. 27, den 11te (III. id. Apr.) i Biskop Arnes Brev af 4de Juni 1309, Barthol. E. 517.
33. Dipl. Norv. II. 96.
34. Arnes Brev fra Bergen af 4de Juni, Barthol. E. 517.
35. Slaget i Kalfsund sandt, som det vil sees, Sted omkring 17de Juli, og længere end 3 Uger kunne dog vel ikke de norske Skibe have ligget der for Modvind. Altsaa kunne de ej være komne afsted førend efter Midten af Juni.
36. Blandt dem, der sad hjemme, dog vistnok efter Kongens egen Befaling, var Drottseten Assur Jonssøn og den senere til Merkesmand udnævnte Paal Erikssøn, Brodersøn af Fru Jardthrud, Guthorm Gydassøns Enke; de udstedte nemlig et Brev fra Oslo 10de Juni 1309 (Dipl. Norv. II. 98) og nævnes ej som Medbeseglere paa Tractaten.
37. Riimkr. S. 38. Man har almindeligviis antaget (allerede Ericus Olai synes at have forstaaet det saaledes), at denne Ivar Jonssøn, eller som Riimkrøniken har det, Ivar Jonssøn, skulde have været Hertug Eriks Mand, og man har her aabenbart kun sluttet det deraf, at Erik beklagede hans Død, og lod ham hederligt begrave. Men naar man læser det foregaaende, seer man tydeligt, at Riimkrøniken her umuligt kan mene nogen anden „Joar Jonssøn“, end den samme, den nys forud har omtalt, Anføreren for Nordmændene paa Toget til Dalsland; at Erik beklagede hans Død m. m., er netop hvad man kunde vente af en i alt, hvad der ikke vedkom hans politiske Planer, saa ridderlig Fyrste som Hertug Erik, især naar man erindrer, at han maa have kjendt Ivar Jonssøn saavelsom de fleste andre fornemme Nordmænd personligt, og Ivar Jonssøn desuden synes at have staaet i hans Tjeneste. At Ivars Liig faldt i Fiendens Vold, er netop rimeligt, da han jo vel faldt ombord paa et af de syv erobrede Skibe. Det er endog tydeligt, at Riimkrønikens Forfatter her med Flid har villet stille Hertugens ridderlige Ferd i Modsætning til Nordmændenes Grusomhed mod de svenske Fanger; til Bekræftelse paa, at Hertugen virkelig lod Hr. Ivar hederligt begrave, tilføjer han end ydermere udtrykkeligt: „mangen hederlig Mand det saa“, hvilket han ej havde fundet i nødvendigt, dersom Sagen ikke i og for sig var noget usedvanlig. Hertil kommer nu, at de isl. Annaler udtrykkeligt anføre for 1309: „Ivar Jonssøns og hans Broder Thores Fald“; og at disse to Brødre vare Sønner af Jon Rand, sees deraf, at Thores Fald siden, og rigtigere, henføres til Vinterfelttoget 1310, med disse Ord, „der faldt Thore Thinghøvde, Søn af Jon Ivarssøn Raud“. Man kan let forstaa, hvorledes en islandsk Annalist, der om Vaaren 1310 paa een Gang fik Efterretning om begge Brødres Fald, kunde antage, at de virkelig ogsaa faldt paa een Gang. Saaledes er det aabenbart, at Riimkrønikens Joar Jonssøn ikke er nogen anden end Hr. Ivar Jonssøn. Det er ellers uheldigt, at Brevet i Dipl. Norv. III. 92, hvorved Hr. Jon Ivarssøn giver 5 Øres Bool i Baudanger og 1 Øres Bool i Sveinsrud ved Eidsvold til Mariekirken for sin Søn Hr. Ivars Sjæl til hans Aartidehold, ej er dateret, thi ellers vilde vi og derfra kunne hente et yderligere Beviis. Sandsynligviis er det dog fra Høsten 1309, thi var det f. Ex. fra Vaaren eller Sommeren 1310, vilde Hr. Jon vel have givet Gods for begge sine Sønners Sjæle. At Jon endnu levede efter Kongens Tilbagekomst fra Danmarkstoget, skjønt han vel paa Grund af Alderdom ej var med paa dette, sees deraf, at han overvar Kongedatterens Festemaal. Derfor er det, som allerede før bemerket, aldeles urigtigt, naar nogle Annaler lade Jon Raud dø 1300; Flatø-Annalerne have Jon Raudssøn, maaskee dette har været en fjerde Søn af Jon Ivarssøn. Betegnende er det, at Jon Ivarssøn, som han siger, skjenkede hiint Gods for sin Søn „efter Kongens Raad“. Sikkert har han da selv været svag, og ej levet længe efter.
38. Riimkr. S. 38. I et Haandskrift læses „Mathis Christinessøn“ og „Mathis Algøtssøn“. I Chronicon hos Fant Scr. r. Sv. S. 65 staar: „samme Aar (1309) bleve Herrerne Magnus Christinessøn, Magnus Algotssøn og Erengisl Jønssøn dræbte af de Norske, men af disse faldt der mange“.
39. At Mødet holdtes i Kjøbenhavn, sees deraf, at Freden sluttedes der; havde det været holdt ved Isefjorden, vilde ogsaa Tractaten have været dateret etsteds derfra. Før øvrigt er her at bemerke, at Præliminær-Tractaten, der ovenfor er anført, og efter Huitfeld dateret 29de August 1308, i Afskriften i Barthol. E. 342, hvorefter den igjen er aftrykt i Thorkelins Analecta S. 98, samt derefter igjen i Dipl. Sv. No. 1638, er dateret 1ste Juli 1309. At dette reentud maa være en Fejltagelse, sees deraf, at den omtaler Mødet St. Barnabas Dag (11te Juni) ved Isefjorden som forestaaende; det skulde altsaa, hvis Dateringen 1ste Juli 1309 var rigtig, være 11te Juni 1310, hvilket er en Umulighed. Man seer desuden af Udstedernes Navne, at Documentet er det selvsamme som det, hvoraf Huitfeld meddeler Uddrag, og som han daterer 29de Aug. 1308, og at denne Dag er den rette, sees igjen deraf, at Indtægterne af Kongens Mødrenegodser i den endelige Tractat af 17de Juli beregnes at løbe fra 29de August s. A. (hvilken Dag Huitfeld her, ligesom tidligere, ved at omtale Modet paa Sommersted-Hede, slet hen kalder St. Hans Dag). Det er endog sandsynligt at Ivar Olafssøn, en af Medudstederne, ej engang var med paa Toget i 1309, thi ellers vilde vi vel have fundet hans Navn i Fredstractaten. Her maa altsaa den, der indførte Tractaten i den bergenske Copibog, efter hvilken Barthol. E. er skreven, have læst fejl. Formodentlig har Dagen Anno d. mcccviii in dec. Joh. Bapt. været skrevet noget utydeligt, saa at han har læst mcccviiii oct. Joh. Baptistæ. Endog kun at ville slutte fra Dateringen 1ste Juli, at Underhandlingerne da toge sin Begyndelse, er neppe tilladeligt, thi den hele Datering er en Fejl.
40. Da Kong Byrge, som man seer, var tilstede ved Fredsslutningen, er intet rimeligere, end at ogsaa han har udstedt et Brev. Ved Præliminær-Tractaten lovede Kong Erik at tale Erik Valdemarssøns Sag paa det bedste hos Byrge; Resultatet deraf skulde nu aabenbare sig i den endelige Fredsslutning.
41. Barthol. E. 346 ff., og derefter saavel i Analecta S. 103 ff. som i Dipl. Sv. No. 1629. Af de her opregnede Forløftesmænd er der enkelte, som ikke nævnes paa noget andet Sted, og om hvilke man derfor intet andet veed. Af de øvrige have vi allerede omtalt flere; andre ville i det følgende blive nævnte. Huitfeld, der vistnok bar haft Originalen for sig, anfører her nogle flere Navne, end Afskriften i Bartholiniana, hvor et Par maa være udeglemte (Sigurd af Rande og Thrond Hallvardssøn), men for Resten ere flere Navne hos ham næsten ukjendelige. Naar man undersøger Absalon Pederssøns Fortegnelse (S. 96) over Baroner og Riddere under Kong Haakon Magnussøn, seer man strax at han maa have haft denne Tractat for sig, thi Navnene findes der ganske i samme Orden.
42. Actstykket om Ingebjørgs Trolovelse, hvor ogsaa Fuldmagtens Udstedelse omtales, findes kun hos Huitfeld i Uddrag, men vrimler af Fejl. For det første staar der, at Fuldmagten, dateret Mariæ Magdalenæ Dag, er udstedt i „Hammeren“. Dette Navn er simpelt hen Fejllæsning af Hamn eller Haun eller Hamniæ, d. v. s. Kjøbenhavn, thi naar Freden var sluttet i Kjøbenhavn 17de Juli, og Fuldmagten tre Dage efter udstedtes i Kong Eriks og Kong Byrges Nærværelse, samt aabenbart i een Hensigt, at de Befuldmægtigede skulde følge med den tilbagevendende norske Flaade, er det klart at der ej kan være Spørgsmaal om noget andet Sted, hvor eet kunde være skeet, end Kjøbenhavn; hvis vi havde det af Kong Erik udstedte Exemplar af Tractaten, vilde vi sikkert ogsaa der finde Biskop Peter, Jens Provst og Ingvar Hjort som Medbeseglere. Fremdeles ere Navnene paa Vidnerne ved Trolovelsen forvanskede. „Johan Iverssøn hans Cantsler, Aage“, skal læses: „Jon Ivarssøn, Cantsler Aake“; „Svend Aslag“ læs „Snare Aslakssøn“; „Hack, Thore Jenssøn“ læs „Hafthor Jonssøn“; Adler Jenssøn“, læs „Assur Jonssøn“; de to sidste Navne „Svend, Erik“, lade sig ikke forklare. Endelig er Slutningsdateringen for det hele Document, Marstrand 1309 den 16de Mai, øjensynligt urigtig, thi derved bliver jo Vidnesbyrdet om den sluttede Trolovelse ældre end Fuldmagten. Da Brevet var beseglet baade med deres og Kongens Segl, og udstedt i Marstrand, er det klart at det maa være skeet, da Kongen, som Annalerne berette, i Begyndelsen af Vintren, altsaa først i October, gjorde et nyt Tog til Landsenden, og at de danske Gesandter formedelst Ufreden ej tidligere kunde vende tilbage. Der maa saaledes have været noget ved Dateringen, der kunde misforstaaes og er blevet misforstaaet af Huitfeld, skjønt det ej er saa let at sige, hvori Fejltagelsen bestaar. At Trolovelsen fandt Sted kort efter Kongens Ankomst til Oslo, sees deraf, at Biskoppen af Hamar var tilstede; han var endnu ikke rejst hjem. Formodentlig stede den i en af de ferske Dage af August.
43. Dette sees af Biskop Lodins Erklæring, indtagen i utrykt Brev i Barthol. E. 551–555, dat. 26de Decbr. 1311.
44. Dette sees, som sagt, af Brev, Lodin vedkommende, af 1ste Febr. 1311; ligeledes tildeels deraf, at kun de to østlandske Biskopper nævnes som Vidner ved Trolovelsen.
45. Riimkr. S. 38.
46. I Oversættelsen af „Hertug Fredrik“, udg. af Sv. Fornskriftsällskapet, siges der mod Slutningen, at Euphemia lod denne Oversættelse besørge (lod den vende paa Svensk), da der fra Christi Fødsel var hengaaet 1300 Aar og 8 Aar og Maaneder to; en Codex har vel „8 Maaneder og to“, men dette er meningsløst; de tre øvrige have alle „1308 og to Maaneder“. Oversættelsen blev saaledes ferdig i Februar 1308, ikke længe for Kongens og Hertugens Mode paa Munkeholmen, da denne „hoppades konungsens dotter få“. Digtet om Ivent havde hun ladet oversætte 1303, strax efter at Ingebjørg var bleven trolovet med Hertug Erik; Flores og Blanzeflor lod hun oversætte „lidt førend hun døde“, da det atter var blevet godt mellem Kongen og Hertugen, og Brylluppet var i Vente. Oversættelsen af Ivent fandtes endnu i 1340 blandt Kong Magnus Erikssøns Gods paa Baagahuus; „Hertug Fredrik“ havde han foræret til Erling Vidkunnssøn (Dipl. Norv. III. 202).