Det norske Folks Historie/6/104

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1859 (I-4-2, s. 523-548).

Medens Trolovelsen højtideligholdtes i Oslo, havde Hertug Erik allerede tiltraadt eller i det mindste forberedt et nyt Tog ind i Norge. Det havde maaskee allerede længe været hans Bestemmelse at foretage et saadant, men Efterretningen om Fredsslutningen i Kjøbenhavn, der vistnok strax naaede ham, og om den Hast, hvormed begge Hoffer nu søgte at faa Trolovelsen afholdt, kunde neppe andet end at egge ham til at fremskynde Fiendtlighederne, for at tage Hevn. Det berettes ellers ogsaa at han havde hørt, at Nordmændene vilde angribe ham og at han derfor søgte at forekomme dem. Dette faar nu staa ved sit Verd; det tør maaskee staa i nogen Forbindelse med hvad vi af de islandske Annaler erfare, at Baahuus paa denne Tid enten allerede var faldet eller faldt i hans Magt ved Forræderi^[1], og dette finder maaskee igjen bedst sin Forklaring derved, at Grev Jakob, som det ovenfor er omtalt, just paa denne Tid, efter hvad man maa formode, afgik ved Døden; thi det er da højst rimeligt, at den herreløse Besætning er bleven overtalt af Hertug Erik til at opgive Slottet. For Resten synes det næsten at maatte falde af sig selv, at Baahuus, der endnu ikke kan have været synderlig sterkt, blev et Bytte for Hertugen, naar denne befandt sig paa de Kanter, i Spidsen for en mod Norge fiendtlig Hær, og man kan alene forundre sig over, at han ikke havde erobret det før, og at han ikke, efter nu at have erobret det, lod det nedbryde. Maaskee troede han det fordeelagtigere at holde det besat. Hans Tog mod Norge gik nu enten fra Kongehelle eller Ljodhuus nordefter gjennem Innlands, Thorpe og Frikne Hereder^[2]. Indbyggerne flygtede for det meste, hvor han kom; dog hugg de etsteds en Brote i Vejen for ham, men uden derved at kunne standse ham; han kom over med sine Mænd og slog sig ned paa Gaarden Lyng i Frikne Hered, der tilhørte den før nævnte Thord unge, en af de misfornøjede Nordmænd, der vare i Hertugens Følge. Nordmændene, siger Riimkrøniken, lode Bygden staa øde, som om Pesten havde raset der og alle vare bortdøde; man vilde ikke have mødt et Barn, om man havde redet mange Mile, og Hertugen kunde ikke begribe, hvor de vare blevne af; han sendte Folk ud til alle Kanter, men de kunde ingen opdage, og dog havde de alle gjemt sig i Skovene eller paa andre Steder der omkring. Tilsidst sendte han ud en Skare af 20 Mand eller der omkring paa gode Heste for at opspore dem. Da endeel Nordmænd, der laa paa et Bjerg, hvorfra man havde viid Udsigt, saa, at det ikke var flere, ilede de dem imøde, angreb dem og fældte tre af dem, hvoriblandt Ridderen Jøns Blaa; de øvrige flygtede tilbage til Lyng. Hertugen sendte nu en større Rytterskare ud, som længe blev holdende paa Marken, i den Tanke at Nordmændene ogsaa vilde anfalde dem, saa at de derved kunde faa Lejlighed til at hevne sine Kammerater, men denne Gang saa de intet til dem; Nordmændene gjemte sig fremdeles bort, og brændte endog alt hvad de ikke kunde tage med, saa at Hertugen omsider maatte vende tilbage uden at have udrettet noget^[3].

Dette Tog har formodentlig beskjeftiget Hertugen i August Maaned Men snart fik han alvorligere Farer at møde, thi den danske Konge, ivrigt opfyldende sit ved Tractaten givne Løfte, „snarest muligt fiendtligen at angribe Hertugerne“, gjorde nu de frygteligste Udrustninger, for, som han formodentlig tænkte, at knuse Hertugerne med et eneste Slag. Han samlede sit Riges hele Magt, lejede en Mængde tydske Ryttere, og opbød sine tydske Vasaller og Allierede, blandt dem den tapre og ærlige Henrik Løve, Herre til Meklenburg. Det paastaaes at han i alt skal have haft 60000 Mand; dette er dog vel usikkert, men saameget er vist, at det formodentlig var den største Hær, som i det mindste før og maaskee senere er ført fra Danmark til Sverige^[4]. Ogsaa Kong Byrge fulgte med, uden at ense den Eed, han havde aflagt i Nykøping, ej at ville føre en udenlandsk fiendtlig Hær ind i Riget; men han betragtede sig vel for længe siden løst fra Eden, fordi Biskopperne af Skara og Linkøping allerede efter hans Flugt og Kong Eriks Sommertog i 1308 havde anklaget ham for at have brudt Forliget, og erklæret at ville forfølge ham til Banns Straf, hvorimod han paa sin Side havde udstedt en højtidelig Protest (11te Marts 1309) og henskudt sin Sag under Pavens egen Domstol, paastaaende at de svenske Biskopper, som Hertugens Venner, ej vare competente til at dømme ham^[5]. Til samme Tid rustede ogsaa Kong Haakon sig for at drage til Elven og tage Ragnhildarholms Slot og Baahuus tilbage, og der er al Sandsynlighed for, at han og Kong Erik have aftalt at gjøre Angrebet samtidigt, for at nøde Hertugerne til at dele sine Stridskræfter. I saa Fald gjorde de nu det samme som Hertugerne Vintren forud havde gjort mod Norge. Men aldrig viiste Hertug Eriks overlegne strategiske Dygtighed sig i et mere glimrende Lys, end under denne Fare. Han samlede alle sine Krigere og saa sig snart i Spidsen for en betydelig Hær, om end ikke saa stor som den danske; med denne Styrke ilede han ned mod den smaalandske Grændse for at møde Danekongen, der nu, ligesom de sidst foregaaende Gange, synes at have ladet sine Tropper samle sig ved Ødknaljung Slot for derfra at trænge ind i Smaaland opad den Vej, der fører langs Laga-Aa forbi Markaryd, Ljungby, Berga o. s. v. til Jønkøping. Hertugerne kom uden Hinder lige ned til Grændsen, førend Danekongen havde tiltraadt Marschen. Hertug Erik overbeviiste sig dog snart om, at Danehæren var for stor til at han kunde tænke paa at binde an med den i et formeligt Slag; derfor søgte han kun ved et klogt anlagt Forsvars-System at oprive den. Noget efter Midten af September^[6] gik den danske Hær over Grændsen. Hertugen drog sig langsomt tilbage, men passede overalt at optage alle Levnetsmidler og Krigsfornødenheder saaledes, at den danske Hær intet forefandt, hvor den kom; hvor som helst de Danskes Udsendinger indfandt sig for at skaffe det Fornødne“–“ til Veje, havde Hertugens Folk været Aftenen forud, og derhos sværmede Afdelinger af den svenske Hær uophørligt omkring den danske, aner= faldende og dræbende enhver, der vovede sig for langt fra Hovedhæren, saa at Danerne kun med største Vanskelighed arbejdede sig frem. Lidt hurtigere synes det dog at have gaaet for dem, da Hertugen i Vernamo fik Efterretning om at Kong Haakon var kommen til Elven med sin Hær og havde i Hast indtaget baade Ragnhildarholmen og Baahuus^[7]. Befalingsmanden paa det første var nemlig den forhen omtalte misfornøjede Nordmand, Thord unge, og han, heder det, opgav Slottet, da Kongen havde begyndt at belejre det, af Frygt for hans Vrede og af Hensyn til det Gods og de Frænder han havde i Norge. Betingelsen for Overgivelsen maa have været den, at Kongen ganske skulde tage ham til Naade, thi de bleve ej alene forligte, men Kongen lod ham endog fremdeles vedblive at føre Befalingen over Slottet. Sandsynligviis stod ogsaa Baahuus under hans Befaling og blev ved samme Lejlighed opgivet uden Sverdslag; de nærmere Omstændigheder derved nævnes ikke. Da Hertug Erik kunde befrygte, at Nordmændene nu ogsaa vilde søge at vinde Ljodhuus og Skara, maatte han sende endeel af sine Tropper derhen for at forsterke Besætningerne. Derved svækkede han sin allerede utilstrækkelige Hær end mere, og maatte strax trække sig tilbage lige til Jønkøping, hvor han satte sig fast i det nærliggende Slot Romblaborg; da Kongen siden kom efter, opgav han ogsaa denne Stilling, og drog over Holaveden til sin Ættegaard Bjelbo. Imidlertid tog Kong Byrge Jønkøpings Slot i Besiddelse med sine Riddere og Svenne, lod de forfaldne Befestninger i Hast udbedre, skjønt kun med Træ, da der var ondt for Steen, og drev alt det Kvæg, Faar og andet Fæ, der fandtes i Omegnen, derind og slagtede det ned, for at Borgen kunde holde sig en Stund, om Hertugen belejrede den. Danekongen søgte imidlertid at omgaa Holaveden, men Hertugen mødte ham ved et Pas, hvor der, som det heder, vilde være kommet til Slag, hvis ikke Matthias Ketilmundssøn, der førte Merket, havde styrtet med sin Hest, saa at Merkesstangen gik af. Dette betragtede de Svenske som et uheldigt Varsel; maaskee udlagde Hertugen det selv saaledes, for at have Paaskud til fremdeles at trække sig tilbage. Erik begav sig til Kalmar, og Valdemar, der maaskee havde været med ham den hele Tid, eller maaskee nu først begivet sig til Hæren, gik til Stockholm for at drive paa nye Udrustninger^[8]. Kong Erik drog derimod med Danehæren til Nykøping, som han begyndte at belejre, hvad enten han nu ansaa dette Slot for Nøglen til Svithjod, eller han betragtede det som en særdeles Tilfredsstillelse at kunne indtage og maaskee ødelægge det Slot, hvor hans Svoger havde siddet fangen. Men Slottet var sterkt befæstet og Besætningen tapper; Kong Eriks store Hær og glimrende Riddere kunde intet udrette imod den, og Belejringen drog sig i Langdrag. Imidlertid udviklede Hertugerne en stor Virksomhed. Fra Stockholm, hvor Erik ogsaa for nogle Dage havde begivet sig hen, udskreve de hos Indbyggerne af Tiundaland og maaskee alle Landskaber om Mælaren en betydelig Krigshjelp in natura, og befalede at de tilligemed denne skulde sende alle Fartøjer, der kunde bære flere end 20 Mand, til Stockholm, og nedsænke de øvrige, for at Fienden ej skulde bruge dem til deres Skade, samt at een Mand med Hest og Vaaben af hver Havn skulde holde sig ferdig Nat og Dag til at afgaa til Hæren, naar Tilsagn kom enten fra dem selv eller Lagmanden, Byrge Peterssøn^[9]. Derpaa ilede Hertug Erik tilbage til Kalmar, hvor han fik en betimelig Hjelp af tydske Lejetropper, der kom paa tvende Fartøjer; ligeledes drog han endeel af Besætningen^[10] paa Kalmar og Vardberg til sig. Med den saaledes forsterkede Hær drog han til Jønkøpings Slot, som Kong Byrge allerede havde forladt for at deeltage i Nykøpings Belejring; Slottet blev stormet og brændt, og Hertugen fortsatte nu sin Vej til Axvalla ved Skara i Vestergøtland, hvor han opbød Vestgøterne, for, som han sagde, at møde Danekongen. Det var altsaa maaskee hans Hensigt at afskjære ham Tilbagetoget, og Danekongens Stilling var i Sandhed heel betænkelig, mellem Havet i Øst, Mælaren og uvejsomme Skovegne i Nord, de ikke mindre uvejsomme smaalandske Skove og Sumpe i Syd, og Hovedvejen, ad hvilken Tilbagetoget alene kunde skee, i Hertugens Hænder. Derhos var Vintren allerede begyndt, Kulden følelig, og Landet i en viid Omkreds udtømt, saa at Danerne begyndte at lide Brist paa Levnetsmidler^[11]. Snart blev Mangelen uudholdelig; mange skulle være omkomne af Hunger, og der tales endog om, at der ej fandtes tilstrækkeligt Vand, maaskee formedelst Kulden; der udbrød Sygdomme i Hæren, og Krigsmændene begyndte at gjøre Mytteri. Der siges etsteds, at Hertugerne skulle have bestukket flere af de danske Herrer^[12]; men det er i alle Fald ej nødvendigt at forklare Mytteriet af den Aarsag, thi alle erfarne og fornuftige Krigsmænd maatte indsee, at Kongen havde begaaet den største Uforsigtighed ved at trænge saa langt ind i et fiendtligt og uvejsomt Land paa denne Tid af Aaret, uden at have sikret sig Tilbagetoget, og deres Harme over at være bragte i en saadan Fare maatte være saa meget større, som Toget ej skede til Danmarks Fordeel, men alene for at hjelpe en fremmed Konge og tilfredsstille Danekongens personlige Hevnlyst. Det er saaledes let at forstaa, hvorledes Efterretningen om at Hertug Erik havde indtaget en Stilling, hvorved han kunde afskjære Danehæren Tilbagetoget, kunde bringe det dertil, at en stor Deel af den danske Hær rinder Anførsel af endeel af de fornemste Adelsmænd skilte sig fra Hovedhæren og snarest muligt ilede hjem. Dette havde til Følge, at Kong Erik selv strax efter maatte bryde op. Hans Folk befandt sig da i den ynkeligste Forfatning; en Mængde Heste vare omkomne, saa at mange af de forrige Ryttere nu maatte gaa til Fods, og Stedet, hvor Lejren havde staaet, siden var kjendeligt nok ved de mange Hestebeen, der laa strøede omkring^[13]. Kong Erik skal af Harme have herjet frygteligt paa Tilbagevejen, dog varede dette vel neppe længere end til han havde haft en Sammenkomst med Hertugen. Hvor dette var, eller under hvilke Omstændigheder, berettes ej; sandsynligviis har det været i Nærheden af Jønkøping, og saa vidt man kan forstaa, har Hertugen ikke villet drive Kong Erik til Fortvivlelse, men fundet det raadeligere, snarest muligt paa lempeligste Maade at faa ham ud af Sverige, for siden uhindret at kunne vende sine Vaaben mod Kong Haakon. Han maa vel og have følt, at han nu, da Kong Byrge engang var kommen paa fri Fod og ej længer befandt sig under hans Opsigt, ikke nogensinde vilde faa Ro, førend han havde sluttet Fred med ham paa rimeligere Vilkaar end hidindtil. Saaledes blev der da, som Riimkrøniken siger, „taget en Dag“, og det bestemtes, at Kong Byrge og Hertugerne nu skulde være forligte, og at enhver skulde beholde af Riget hvad han havde. Nærmere kjender man desverre ikke Stilstands-Artiklerne. Af det følgende seer man, at det endelige Fredsmøde bestemtes at skulle finde Sted til Sommeren i Kjøbenhavn eller Helsingborg, ligesom og at Hertug Christopher ved denne Lejlighed maa være bleven forligt med Broderen.^[14]. Derpaa drog Kong Erik videre og var allerede den 21de December i Helsingborg^[15]. Henrik af Meklenburg kom hjem den 27de December^[16], rigeligt begavet af Danekongen, som derimod for nogenlunde at dække de uhyre Udgifter til Krigstoget maatte paalægge en overordentlig Skat. Bedre gik det heller ikke Hertugerne, der ogsaa i December paalagde Indbyggerne af Tiundaland og Aattundaland en betydelig Skat til at aflønne de fremmede Krigsfolk, som de i sin store Forlegenhed havde maattet lade komme til Landets Forsvar^[17]. Men Landet var dog befriet fra den truende Fare.

Imidlertid havde Hertug Valdemar forenet sig med Hertug Erik^[18], og begge droge tilsammen med en sterk Hær af Riddere og Riddersvenne, baade tydske og oplandske, til den norske Grændse, for at vinde Ragnhildarholms Slot tilbage. Slottet, hvor Hr. Thord unge fremdeles var Befalingsmand, faldt dog ikke for det første Angreb, saa at de maatte belejre det, dog herjede de derhos ogsaa de nærmeste Dele af Viken. Kong Haakon, som havde tilbragt Julen i Tunsberg og nu opholdt sig i Oslo^[19], udbød i Hast Leding^[20] for at komme Viken og Slottet til Hjelp; dog inden han naaede saa langt, var Thord unge bleven bragt i en saa yderlig Knibe, at han neppe vilde kunne holde sig, hvis han ikke fik Undsætning. En sterk Frost lagde Elven ganske til, saa at Hertugens Mænd kunde ride over den, som paa det faste Land, og aldeles omgive Slottet. Derimod kunde Kong Haakon ikke komme op med sine Skibe, og Hertugerne havde saaledes Overmagten. Kongen sendte en af sine Riddere op mod de Svenske med en talrig Skare Folk, som det lader, om Natten^[21], og for hemmelig at undsætte Slottet; men Hertug Erik, som maa have faaet Nys derom, sendte Hr. Bjarne Lodinssøn^[22], der var nøje kjendt paa disse Kanter, med endeel svenske Tropper, og om Morgenen stødte begge Skarer sammen under en Lid, ved Foden af et Bjerg. Her kom det til en Fegtning, hvor Nordmændene bleve slagne; Anføreren blev haardt saaret, og Thore Thinghovde, en Søn af Hr. Jon Ivarssøn^[23], faldt. Nordmændene i Hæren gave sig nu saa ilde, heder det, at den ganske vendte tilbage. Kong Haakon indsaa vel, at saa længe den sterke Frost varede, vilde han intet kunde udrette mod Hertugerne. Men Følgen af hans Tilbagetog var, at Thord unge, der nu ingen Undsætning kunde faa, opgav Slottet, over hvilket Hertugen satte en af sine tydske Riddere til Befalingsmand. Over Thord unge tog han dog ingen Hevn, fordi han tidligere havde overgivet Slottet til Kongen og nu forsvaret sig imod ham, men lod ham frit drage bort. Det synes endog, som om han har givet ham det Hverv at foreslaa Kong Haakon Freds-Underhandlinger. Thi Hr. Thord, fortæller Riimkrøniken, opsøgte Kongen, meldte ham, at han nødtvungen havde opgivet Slottet, men tilføjede, at hvis Hertugen vilde dagthinge, burde Kongen modtage Tilbudet; „jeg vilde ønske“, sagde han, „at I havde seet hans Magt, hvormed han belejrede Huset; nu ligger han i Kongehelle By med mange tusinde gode Mænd; dersom vi ej faa dagthinge, brænder han hele Viken ned for Fode, saa at Norge lider ubodelig Skade“. Kongen skal hertil have svaret, at han fra sin Side var beredvillig dertil, og at han ej tvivlede paa at de kunde blive forligte, hvis Hertugen vilde høre hans Ord, men nu lyttede han derimod til Udlændingers Raad, og saa længe dette skede, vilde man aldrig kunne undgaa Kiv og Trætte. Dette Svar maa formodentlig Thord unge have bragt tilbage til Hertugerne, thi ej længe derefter^[24] see vi Hertug Erik i egen Person begive sig ind til Oslo, for her at samtale og underhandle med Kong Haakon. For Dronning Euphemia var dette naturligviis et glædeligt Gjensyn, og for saa vidt hun udøvede nogen Indflydelse paa Kong Haakon, havde hun vist anvendt denne i den videste Udstrækning for at stemme ham venligt mod Hertugen. Hvad der maaskee ogsaa nu gjorde Kong Haakon noget mere forsonligt stemt, var den Omstændighed, at Danekongen, ved at slutte hiin Stilstand i Sverige, egentlig allerede havde overtraadt Freds- og Forbundstractaten i Kjøbenhavn, der forbød hver enkelt af Parterne at slutte Separatfred. Vel havde Kong Erik været nødt dertil, og formodentlig var der vel ogsaa i denne Stilstands-Act indtaget et Forbehold om Kong Haakons Tiltrædelse, liigt det der indtoges i Stilstanden til Berge; men Kong Haakon kunde dog deraf tage et Paaskud, og mere end et Paaskud synes han nu ej at have behøvet, thi af alt, hvad der nærmest herefter fandt Sted, er det aabenbart, at han nu selv oprigtigt ønskede at komme i det forrige venskabelige Forhold til Hertugen, hvad enten det nu kom af en vis Hengivenhed for denne, som trods alle indtrufne Ubehageligheder ej kunde udslettes, eller han var kommen til den Overbeviisning, at han ej paa anden Maade vilde kunne faa Kongehelle og Halland tilbage, eller han endelig fandt Forbindelsen med Danmark mod Sverige unaturlig og skadelig. Den statskloge Hertug derimod fandt det i samme Forhold fordeelagtigt at nærme sig Norge og atter at speculere paa Tronfølgen der, som han ved at gjøre Indrømmelser til sin Broder Kong Byrge fjernedes fra Udsigten til at komme i Besiddelse af Sveriges Trone. Men eet havde han nu opnaaet, nemlig at være den, der ledede alle Underhandlingernes Traade mellem de forskjellige Partier, og det Middelpunct, hvorom det Hele drejede .sig. Denne Stilling forstod han mesterligt at bruge til sin egen Fordeel.

Det var i de første Dage af Marts Maaned, at Hertug Erik indfandt sig i Oslo, og Forhandlingerne mellem ham og Kongen synes at have vedvaret i 8–14 Dage. Saa vidt man kan see, var Hertug Valdemar ikke med, men havde ganske overladt Hertug Erik at handle paa sine Vegne. Den 17de, eller efter en anden Angivelse den 22de Marts 1310 sluttedes en foreløbig Fred eller Stilstand paa følgende, højst merkelige Betingelser^[25]:

1. Mellem Kong Haakon paa den ene Side og begge Hertugerne paa den anden, samt begge Parters Mænd og Undergivne skal der være en bestandig, ubrødelig Fred og Enighed.

2. Fjorten Dage efter førstkommende Philippi og Jacobi Dag (altsaa til Hallvardsmesse, 15de Mai) skulle Hertugerne oplade og overdrage til Kongen Slottene Vardberg og Hunehals med alle Krigsmaskiner og andre Forsvarsmidler samt Kost for 100 Riddere og Knaper i et halvt Aar, samt Landet Halland saaledes som Kongen i sin Tid har overdraget dem det, fremdeles Kongehelle Slot med den halve Elvesyssel. Overdragelsen skal skee uden Hinder og Nølen til Kongen selv eller de af ham udnævnte Befuldmægtigede.

3. Hertugerne skulle skaffe Kong Haakon, uden mindste Plet paa hans Ære, fri for de Forpligtelser, han ved Fredsslutningen i Kjøbenhavn 1309 har paataget sig lige over for Kong Erik i Danmark, samt forsvare ham, naar og saa ofte det behøves.

4. Kong Haakon tilsiger paa Tro og Love, at han inden tre Aar fra førstkommende Philippi og Jacobi Dag (1ste Mai) skal give Hertug Erik sin Datter Ingebjørg til Egte, uden at være forbunden til at give hende nogen Medgift. Derhos lover han ligeledes at give Hertug Valdemar sin afdøde Broder Kong Eriks Datter Ingebjørg til Egte med en Medgift af 3000 Mkr. Sølv. Morgengave skal gives begge Kongedøttrene efter Hertugernes Godtbefindende^[26].

5. Hertugerne love at give Hr. Erik Valdemarssøn, deres Fetter, Landskabet Mark med Tilbehør for alle de Rettigheder, han maatte have til eller i Sverige, og saa snart Hertug Eriks og Kongedatterens Bryllup er holdt, skal han end videre forsørge Erik Valdemarssøn med Land og Gods efter Kong Haakons Skjøn.

6. Hertugerne skulle tjene Kong Haakon inden Norges Grændser, naar han fordrer det, med 400 Heste, dog paa hans Bekostning, ligeledes og til Søs med et vist Antal Skibe.

7. Kong Haakon lover, at hvis han afgaar ved Døden før Hertug Eriks og Jomfru Ingebjørgs Bryllup uden at efterlade nogen egtefød Søn, skal Dronning Euphemia og de af Raadet, som han maatte udnævne dertil i sit Testament, give Hertug Erik Jomfru Ingebjørg til Egte, tilligemed Norges Rige, dog maa han ikke indsætte andre Sysselmænd m. m., end indfødde Nordmænd. – Denne merkelige Bestemmelse var vel for Hertug Erik den vigtigste, og den, for hvis Skyld han egentlig havde sluttet den hele Tractat. Den berørte vistnok et i Tronfølgeloven ikke omtalt eller forudsat Tilfælde, men hvis Omstændighederne havde føjet sig saaledes, at den var traadt i Kraft, vilde Følgen dog have været den, at de Bestemmelser om Rigsstyrelsen, der ledsagede Tronfølgeloven, ikke vilde blive tagne til Følge; thi naar Hertug Erik først havde faaet Rigsstyrelsen i Hænde, er det ikke rimeligt at han, om han bagefter fik en Søn, skulde have overladt Regjeringen til andre. At en saa forstandig Mand, som Kong Haakon var, ej skulde have forudseet Muligheden heraf, synes utænkeligt, og derfor bliver det højst merkverdigt, ja næsten uforklarligt, at han nu bekvemmede sig til at samtykke deri, da man dog ikke kan sige at han var mere tvungen af Omstændighederne end før. Enten maa man altsaa antage at Gjenerhvervelsen af Kongehelle Slot og Halland for enhver Priis nu var ham Hovedsagen, eller at han stolede paa at det forudsatte Tilfælde ej i Virkeligheden vilde indtræde.

8. Hvad Breve der vare udstedte til Fordeel for Dronning Euphemia, skulde blive i Kraft.

9. Aatte Dage efter Philippi og Jacobi Dag (altsaa 8de Mai) vil Kongen møde Hertugerne i Balgø^[27], for da at afslutte den endelige Overeenskomst med dem. Ligeledes skulde til selve Philippi og Jacobi Dag alle Fanger fra begge Sider sættes paa fri Fod, saafremt de øvrige her givne Løfter bleve opfyldte.

Men foruden de her skriftligt opførte Puncter maa der have været andre, som mundtligt bleve aftalte, navnligen at Hertug Erik skulde afskedige sine fremmede Krigsfolk. Thi Hertug Erik gjorde nu virkelig Alvor heraf. Saa snart han var kommen hjem, siges der, lod han kundgjøre for alle Udlændingerne i sin Hær, at han strax efter Paasketid vilde give dem deres Afsked og udbetale deres Tilgodehavende, hvorefter de skulde forføje sig ud af Riget. Og da Paasken kom, gjorde han et stort „Hof“, det vil sige: havde en stor Forsamling hos M„ i Ljodhuus, hvor det skal have gaaet prægtigt til, og hvor de fremmede Krigere ej alene fik sin Løn, men og, som det synes, store Foræringer, medens mange af dem derhos bleve slagne til Riddere. Derpaa bleve de hjemsendte, og saaledes var endelig denne farlige Anstødssteen mod en almindelig Fred bortryddet. Man seer desuden af de overordentlige og tunge Skatter, han maatte paalægge for at betale og underholde Krigsfolket, at han selv allerede havde Møje med at finde Udvej dertil, og da Folket neppe stort længer formaaede at bære flere Byrder, vilde han maaskee under enhver Omstændighed snart finde det bedst at lade dem rejse. Dog kan man lige fuldt betragte Hertugens Beredvillighed til at afskedige dem som et Tegn paa, at han nu ikke længer fandt det fordeelagtigt at føre Krig.

Men havde Hertug Erik end stukket Sverdet i Skeden, saa havde han dog dermed ikke begravet sine ærgjerrige Planer. Han havde alene, som det lader, besluttet sig til at forsøge, om han ikke lettere kunde naa Maalet ved diplomatiske Kunstgreb, end ved Vaabenmagt. Desverre fare Kildeskrifterne næsten med fuldkommen Taushed hen over de Forhandlinger, der i den første Halvdeel af 1310 fandt Sted mellem Nordens Hoffer, da det for det meste kun er Krigsbedrifter og andre mere iøjnefaldende Begivenheder, som de Tiders Annalister fandt det verdt at optegne, og de mellem Fyrsterne vexlede Breve eller oprettede Documenter ere ligeledes for det meste tabte, saa at man for en stor Deel maa gjette sig frem. Men saa meget seer man dog, at Hertug Erik har ført et overvættes listigt Spil, der endog kun var muligt i de Tider, hvor Samfærdselsmidlerne vare saa faa og alle Efterretninger gik faa langsomt, at man i længere Tid paa een Gang kunde underhandle med to eller flere forskjellige Parter, uden at den ene fik mindste Nys om, hvad der forhandledes med den anden. Hertug Eriks Opgave var, som man seer, trods alle givne Løfter at faa beholde Halland og Kongehelle Slot, uden dog derved ganske at afskære sig Adgangen til at faa Magten over Norge, med mindre det kunde lykkes ham at indlede en saadan nærmere Forbindelse med Danmark, at han derved havde Udsigt til at blive skadesløs. Han lagde derfor aabenbart an paa, at indtage en Stilling, hvori han havde fri Adgang til at slutte sig til Norge eller til Danmark, alt efter som det syntes ham meest fordeelagtigt. For det første syntes det ikke som om det i Hast gjenknyttede Venskab mellem Kongen og Hertugen skulde blive af Varighed. Hvor vidt det aftalte Møde i Balgø holdtes, kan ikke sees af de forhaandenværende Beretninger og Actstykker, men om det fandt Sted, som er det sandsynligste, da ledede det ej til nogen Bekræftelse af den foreløbige Tractat. Thi saa meget er vist, at Ragnhildarholm og Vardberg med Tilbehør ikke bleve tilbagegivne, og ej engang de Nordmænd, som Hertug Erik havde taget til Fange ved Ragnhildarholmens Capitulation, bleve satte paa fri Fod, uden for faa vidt de løskjøbte sig selv^[28]. Paa sin Side synes Kong Haakon at have holdt en streng Ret over de Nordmænd, der havde taget Hertugens Parti og deeltaget i Angrebene paa Oslo og Jemteland i 1308. Det berettes, at Baronen Hr. Agmund Dans eller Unge-Dans, der allerede havde været i Unaade under Kong Erik, nu blev henrettet, fordi han, som det heder, havde sat sig op mod Kongen^[29]. Naar dette skede paa denne Tid, kan det vanskeligt forklares anderledes, end at han maa have gjort fælles Sag med Hertug Erik, thi at han skulde have begyndt et Oprør paa egen Haand, er utænkeligt. Hans Henrettelse maa have fundet Sted efter at Overeenskomsten i Oslo var sluttet, og den kan altsaa betragtes som et Tegn paa, at denne Overeenskomst i det mindste ikke formaaede at frelse Eriks Venner i Norge fra den fortjente Straf, for saa vidt de faldt i Kongens Hænder. Muligt ogsaa, at Kongen ved nærmere Overvejelse fandt den Artikel, der under en vis Forudsætning sikrede Erik Rigets Besiddelse, alt for betænkelig til at han torde stadfeste den, og heller valgte at lade hele Tractaten gaa overstyr. Der behøvedes fra hans Side neppe mere dertil, end bestemt at lægge for Dagen at han ikke vilde lade sig afspise med Udflugter, men at han vilde have Løftet om Ragnhildarholmens og Vardbergs Overlevering bogstaveligt opfyldt, førend Hertug Erik kunde gjøre sig Haab om hans Datters Haand. Hvis altsaa Kongen og Hertugen virkelig have haft en Sammenkomst den 8de Mai, er det gaaet saaledes til paa denne, at Hertug Erik har bedet om Udsættelse med Slottenes Overgivelse, indtil Mødet i Kjøbenhavn eller Helsingborg var afholdt, og at Kongen, ærgerlig herover, har afbrudt alle Underhandlinger, og begivet sig bort, saa vidt man kan skjønne, lige til Bergen^[30]. Derimod er det tydeligt at Hertug Erik, merkende at ingen Udflugter længer vilde hjelpe, og aldeles bestemt paa ej at ville fratræde saa vigtige Besiddelser, der gave ham et Baand paa alle de tre omliggende Riger, igjen indtil videre nærmede sig den danske Konge. Denne var nu ogsaa aabenbart venligere stemt mod Erik end forhen. Deels var han vel omsider bleven keed af at understøtte Byrge, der aldrig kunde hjelpe sig selv, og meente vel allerede at have gjort nok for ham; deels var det uundgaaeligt at han, ved nærmere at lære Erik at kjende, maatte indsee, hvor højt han i alle Henseender stod over Broderen, og føle sig tiltrukken af hans personlige Elskverdighed. Ligesom Erik tidligere havde været knyttet til Norge ved Løftet om Ingebjørg Haakonsdatters Haand, saaledes indlededes der nu en Forbindelse mellem Erik og det danske Kongehuus ved et foreslaaet Giftermaal mellem ham og Sophia, en Datter af Kong Eriks Syster Richiza og den oftere omtalte mecklenburgske Fyrste Nikolas af Werle. Sophia var ogsaa, ligesom Ingebjørg, endnu et Barn, men det voldte i de Tider ingen Betænkeligheder. Fra hvem dette Giftermaalsforslag først udgik, vides ikke, lige saa lidet som naar det først bragtes paa Bane. Maaskee kan det være udgaaet fra Erik selv, idet han med Sophias Haand haabede at kunne vinde Arvefordringer paa den danske Krone; maaskee og fra hans Syster Dronning Ingeborg, der altid skal have holdt mere af ham end af Byrge, og derfor gjerne ved et saadant Giftermaal kunde ville sikre hans venskabelige Forbindelse med det danske Hof. Maaskee var det Kong Erik og hans Raadgivere, som derved haabede at kunne knytte den mægtige Hertug nærmere til sig, og dog hindre Udbruddet af en ny Krig mellem ham og Kong Haakon, saasom hendes Fader var en Systersøn af Dronning Euphemia, og det saaledes maatte antages, at saavel denne som hendes Mand heller saa Erik gift med Sophia end med nogen anden, naar han nu engang ej kunde blive deres Svigersøn; hertil kom, at Sophia tillige var Systerdatter af Kong Byrges Dronning Margrete, og at dette Giftermaal saaledes maaskee og kunde bidrage til at stifte et bedre Forhold mellem hende (og derved ogsaa mellem hendes Mand) og Hertug Erik. Fra hvem end Planen først er udgaaet, synes det, som om man derved har haft det rosverdige Formaal for Øje, at befeste den almindelige Fred i Norden, og at Kong Haakon selv maa have billiget den, fremgaar deraf, at han, uagtet sit mindre venlige Forhold til Hertugen, dog indfandt sig til den almindelige Fredscongres, hvorom han synes at maatte have givet sit Tilsagn førend han rejste til Bergen^[31]. Men vi ville dog see, at han ikke havde ret Tiltro til Hertug Erik. Der er ogsaa et og andet, som tyder hen paa, at denne ved Siden af sin Krydsen frem og tilbage mellem norske og danske Interesser ogsaa var Deeltager eller i det mindste Medvider i dybere og hemmelighedsfuldere Anslag, rettede mod den danske Konges Liv eller Kongedømme. To Aar efter disse Begivenheder, da Dronning Ingebjørg havde født en Søn, blev Sophia af Rosenberg, Enke efter den oftere omtalte Erik, Herre til Langeland, buden til Fadder. Derover følte hun sig saa smigret, at hun for at vise Kongen sin Taknemmelighed overleverede ham et Document, hun havde fundet i sin Mands hemmelige Gjemmer, og som var hverken mere eller mindre end et af en Mængde jydske Herrer beseglet edeligt Forbund om at tage Kongen af Dage; endog Tiden dertil var bestemt^[32]. Det var saaledes maaskee kun Hr. Eriks Død, som havde hindret de Sammensvorne fra at skride til.Udførelsen, men da hans Død netop indtraf i 1310, er det tydeligt, at Sammensvergelsen maa have været stiftet og Planen aftalt just paa den Tid, da den her omhandlede Fredscongres skulde finde Sted^[33]. Nu finder man blandt de Sammensvornes Hovedmænd først og fremst Ridder Nikolas Brokk nævnt; men han var, vel at merke, ogsaa en af dem, der stod i Spidsen for Mytteriet ved Nykøping og forlod Kongen med en stor Deel af Hæren, efter Sigende bestukken ved Hertugens Løfter og Penge. Her kan man vanskeligt afholde sig fra den Formodning, at Hertug Erik har været Medvider i Planen, og at hans Villighed til at egte Sophia af Werle for en stor Deel grundede sig paa det Haab, under den Forvirring, som maatte opstaa ved Kongens Drab, selv at erhverve store Fordele^[34]. Thi skjønt man vel maa antage, at de Sammensvorne egentlig havde til Hensigt at sætte Hertug Valdemar af Sønderjylland paa Tronen, da Jyderne altid ansaa den Abelske Linje, som den ældre, for mere berettiget til Tronen end den yngre Christopherske – hvilket ogsaa var den egentlige Grund til at Marsk Stig og de øvrige Fredløse i sin Tid satte sig op mod Kong Erik Christopherssøn og toge ham af Dage – saa vilde dog neppe de jydske Fyrster see sig istand til at sejre ved egne Kræfter, og Hertug Eriks Bistand vilde derfor være dem yderst velkommen; Hertug Valdemar var desuden selv nær beslægtet med Sophia af Werle og vilde altsaa betragte hendes Mand som en Nærpaarørende, hvortil ogsaa kommer, at Forholdet mellem Valdemar af Jylland og Hertug Erik hidtil ej kan have været andet end heel venskabeligt, endog medens hiin som dansk Vasall deeltog i Krigstog mod Sverige, thi det er bekjendt nok, at mellem Valdemar og Danekongen stod Venskabet paa yderst svage Fødder. Usandsynligt er det heller ikke, at ogsaa den usle Hertug Christopher kan have været hemmelig Deeltager i Forbundet, thi vi have allerede seet, at det ej kostede ham stort at slutte Forbund mod sin egen Broder, naar det gjaldt hans Fordeel; ogsaa han har maaskee smigret sig med Haabet om under den almindelige Forvirring at erhverve Tronen. Som den pommerske Euphemias Mand var han Medlem af den store Familiekreds, hvortil Hertug Valdemar og Nikolas af Werle hørte, og saaledes var det en let Sag, ad denne Vej at bearbejde ham. Om Hertug Erik end ikke gjorde sig noget Haab om at erhverve Danmarks Krone, skjønt intet Maal synes at have været for fjernt eller for højt for hans Ærgjerrighed, saa kunde man dog i det mindste have forespejlet ham Muligheden af at faa Skaane og Bleking, og dette var allerede et Bytte, verdt at stræbe efter. Man er her vistnok berettiget til at slutte fra de danske Stormænds Ferd efter Kong Eriks Død i 1319, til hvorledes de efter al Rimelighed vilde have baaret sig ad allerede i 1310, om deres Plan da var lykkets og Kongen tagen af Dage; det er bekjendt, hvorledes Danmark da, under Christophers kraftløse Regjering, udstykkedes og sønderlemmedes ved Pantsættelser og Forleninger, og hvorledes navnlig Skaane kom under Sveriges og Norges daværende Konge, Hertug Eriks Søn. At Hertug Erik selv ikke, naar Lejligheden gaves, skulde have villet gribe til, og derhos endog gjerne have medvirket til at Lejligheden kom, uden at lade sig afholde af Hensyn til Løfter og nys indgangne Venskabsforbund, er ej at antage; han lod sig i alle Fald ikke trykke af saadanne Hensyn i sin Ferd mod Kong Haakon, for hvilken han dog vel havde noget mere tilovers, end for Danekongen. Derfor er det, som sagt, i højeste Maade troligt, at han har været i Forstaaelse med de Sammensvorne, og under alle de Forhandlinger, hvorom vi her berette, forventningsfuld har oppebiet Sammensvergelsens Udbrud. Men hvor dybt han har indladt sig med de Sammensvorne, er umuligt at sige. Saa meget maa man kun formode, at han har været alt for klog til at give sig ganske i deres Vold, og at han derfor aldeles ikke har givet noget skriftligt Tilsagn om sin Deeltagelse, end mindre beseglet det ovenfor omtalte Forbundsbrev. Thi hvis hans Navn eller Segl havde staaet der, vilde Danekongen neppe have ladet det gaa upaatalt hen; nu derimod ville vi see, at denne, uagtet Hertug Erik havde gjort sig skyldig i grov Uordholdenhed mod ham, dog viste ham en Tillid eller i det mindste Velvilje, som vilde have været utænkelig, om Danekongen havde troet ham deelagtig i Planer mod hans eget Liv. En saadan Deelagtighed vilde vel ogsaa udtrykkeligt have været omtalt.

Under disse aabenbare og hemmelige Forhandlinger gik Tiden hen, indtil det aftalte almindelige Møde skulde holdes. Kong Haakon havde imidlertid, som sagt, begivet sig til Bergen; Hertugerne vare dragne til Upsala og Stockholm, hvor de nu sees at være komne paa en venskabelig Fod med Erkebiskoppen^[35]; Kong Byrge var vel endnu ikke vendt tilbage til Sverige, men han var dog allerede factisk anerkjendt som Konge, med fuld Hersker-Ret i den ham bestemte Deel af Riget, og omgiven af mange mægtige svenske Herrer, ja han skjenkede endog allerede den 5te Marts, i Helsingør, Hr. Folke Jonssøn, en af Hertugernes ivrigste Tilhængere, noget Jordegods „til Belønning for troe Tjenester“, et Tegn paa, at Forstaaelsen mellem ham og Brødrene nu i det mindste skulde have Udseendet af at være god^[36]. Danekongen havde i April Maaned været over i sine vendiske Besiddelser ved Rostock, fornemmelig for at faa bilagt nogle Stridigheder, han havde haft med Markgreven af Brandenburg. Han ansaa sig altsaa ganske betrygget for noget Angreb fra Sverige eller Norge. Kong Haakon maa have forladt Bergen i de sidste Dage af Juni eller de første af Juli Maaned^[37]. Han ledsagedes af Biskop Ketil af Stavanger, Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Thore Haakonssøn, Bjarne Audunssøn og flere andre Herrer. Hvad Tid han kom til Danmark, vides ikke nøjagtigt, men man erfarer kun saa meget, at han, forinden han begav sig til Helsingborg, hvor det egentlige Fredsmøde skulde holdes, først, og det vistnok efter allerede truffen Aftale, indfandt sig hos Kong Erik i Kjøbenhavn, for nærmere med ham at afhandle visse vigtige Puncter^[38]. Derimod er det ikke usandsynligt, at de svenske Hertuger allerede nogle Dage forud vare indtrufne i Helsingborg, og der vare blevne enige med Danekongen om de Puncter, som det var dem mest magtpaaliggende at faa afgjorte, og hvortil Kong Erik skulde udvirke Kong Haakons Samtykke, navnlig at Hertugerne skulde faa beholde Halland som et umiddelbart Leen af Danmark, uden Kong Haakons Mellemkomst. Hertugerne udstedte endog en Forskrivning, der umuligt kan henhøre til nogen anden Tid end disse forud for Kong Haakons Ankomst til Mødet gaaende Dage, at de, naar de dertil opfordredes, skulde komme til Kong Erik for at aflægge Leenseed for Halland, og at Hertug Erik da skulde tage Sophia af Werle til Egte^[39]. For Kong Erik maatte en saadan Affindelse med Hertugerne være meget ønskelig, da han derved slap for at give Hertug Erik noget andet Leen, hvortil han maaskee ellers vilde have været nødt, naar Hertugen egtede Sophia af Werle, og Nordre-Halland var allerede factisk i Hertugens Besiddelse; den hele Affindelse vilde derfor kun koste Kongen et Pennestrøg; det var saaledes naturligt, at han greb dette Forslag med Glæde. Derimod maatte det være at forudsee, at Kong Haakon vilde gjøre store Vanskeligheder, naar man saaledes ganske uventet anmodede ham om at frasige sig, hvad han saa længe og saa længselsfuldt havde attraaet, hvad han nu gjorde temmelig sikker Regning paa at faa, og hvortil han endog for saa vidt havde et Slags Ret, som han i sin Tid havde afkjøbt Grev Jakob det. At Kong Haakon virkelig gjorde Vanskeligheder, da Kong Erik nu paa Mødet i Kjøbenhavn, i Nærværelse af Biskop Christjern i Ribe og maaskee flere andre Herrer, anmodede ham om, at han, „for at Fred og Enighed kunde gjenoprettes, ikke maatte lade sig det mishage, at Kongen af Danmark belenede de svenske Hertuger med Nordre-Halland“, siges vel ikke udtrykkeligt, da vi kun erfare hans endelige Svar, „at alt fik blive saaledes, som hans Broder, Kongen af Danmark, vilde“. Men dette Svar kjender man, vel at merke, kun af et Vidnesbyrd, som Biskop Christjern et Par Aar efter aflagde^[40], og hvor der hverken tales om de forudgangne Forhandlinger eller om de øvrige Betingelser. Og saa meget seer man, at Danekongen ej var uden Frygt for at Kong Haakon skulde tage Anmodningen ilde op; sandsynligviis har han ogsaa i Førstningen taget den ilde op og sagt reent ud Nej, saa at Kong Erik først efter lang Talen frem og tilbage har faaet udvirket hans Samtykke; men dette var noget, der ej kunde blive omtalt i Vidnesbyrdet. Man kan tillige slutte af de følgende Forhandlinger, at Kong Haakon ikke har givet sit Samtykke uden mod det aldeles bestemte Tilsagn om i det mindste at faa Kongehelle Slot med Tilbehør tilbage. Thi dette, som en Deel af selve Norge, kunde han umuligt lade Hertug Erik længer beholde, saa længe denne ikke mere skulde være et Medlem af hans Familie, men blive Norge ganske uvedkommende. Man kan heller ikke forklare hans Føjelighed med Hensyn til Halland paa anden Maade, end at Danekongen har givet ham desto sikrere Tilsagn om hiint Slot. Thi det var det vigtigste, og hvad han ogsaa selv havde den ubestrideligste Ret til at fordre; hvad Halland angaar, saa indsaa han vel endog, at naar Danekongen, som den rette Leensherre, og de svenske Hertuger først vare blevne enige om at disse skulde beholde det, vilde det være umuligt for ham at tiltvinge sig det, og at han saaledes gjorde bedst i at frelse hvad der kunde frelses, og holde nogenlunde gode Miner til slet Spil. Men at han følte sig meget krænket over at være bleven saaledes, man kunde sige, overlistet, og at hans Mistro til Hertugerne om muligt endog fordobledes, seer man af hans hele Holdning under det paafølgende Møde i Helsingborg. Hid begav han sig, som man maa formode, i Følge med Danekongen, der ogsaa ledsagedes af Kong Byrge, Hertug Christopher, Grev Gerhard af Holsten og Henrik af Meklenburg, samt vistnok i det mindste et Par Biskopper og mange Riddere. Med Hertugerne havde Erkebiskoppen af Upsala og Biskopperne af Skara og Vegsjø indfundet sig, foruden mange verdslige Herrer fra Sverige; derhos mødte mange af Kong Byrges Tilhængere. Forsamlingen var saaledes baade talrig og glimrende. Først og fremst skreed man nu til den egentlige Fredsmegling. Hvor længe Underhandlingerne derom varede, eller hvad Paastande der blev gjort paa begge Sider, vides ikke nøje; et Forslag til den endelige Tractat, udstedt og beseglet af Kong Erik af Danmark, Kong Haakon af Norge, Hertug Christopher, Grev Gerhard og Hr. Henrik, er dateret den 17de Juli 1310 (feria sexta proxima ante festum beatæ Mariæ Magdalenæ) og lyder saaledes i Uddrag^[41]:

1. At de nys nævnte Herrer og Hertugerne skulle staa hinanden troligen bi i hvad som helst mod hvem som helst, og al Uenighed, Kiv og Uvenskab herefter skal være endt og begraven mellem alle Parter, saavel som deres Mænd og Tilhængere.

2. Danekongen belener Hertugerne og deres rette Arvinger som Faneleen og til samlet Haand med Halland indtil Aaen Ethra, eller hvis ikke Hertug Christopher edeligen tilegner sig hele denne, til Midtstrømslinjen i Aaen, og med Forbehold at Hertug Christopher beholder den hele Bro over Aaen ved Falkenbergs Slot, paa samme Maade som Grev Jakob havde det, førend det blev Gjenstand for Fejde, hvorimod Hertugerne og Arvinger for samme Leen skulle aflægge Danekongen og Efterfølgere Hylding og tjene ham i Fejder vedkommende ham selv og Riget med 60 rustede Ryttere, naar som helst de tilsiges en Maaned forud, samt, saa snart de ere komne udenfor Grevskabets Grændser, paa Danekongens Bekostning.

3. Hertug Erik skal frasige sig al den Fordring, han maatte kunne have paa Norges Rige og paa Jomfru Ingebjørgs, Kong Haakons Datters, Haand, hvorimod hun skal indgaa Egteskab med Junker Magnus, Kong Byrges Søn, og hertil skulle Hertugerne virksomt bidrage, dog skal Junker Magnus selv sørge for at skaffe Dispensation fra det apostoliske Sæde. Hertug Erik skal derimod egte Sophia af Werle og skaffe sig Dispensation til sit Giftermaal med hende.

4. De Fangne paa begge Sider skulle udleveres, og hvad de endnu ikke allerede maatte have betalt for sin Frigivelse, skal herefter ikke fordres af dem.

5. Kongen af Norge skal afstaa fra alle de Fordringer, han maatte kunne have paa Hertugerne ifølge Breve, Cautioner, Gaver eller andre Documenter; alle saadanne Brevskaber, udvexlede mellem nogen af de tre Konger samt Hertug Christopher paa den ene og Hertugerne paa den anden Side, skulle fuldstændigt tilbagegives, og, blive de ej tilbagegivne, skulle de være ude af Kraft.

6. Hvis Norges Konge ratificerer denne Tractat, skulle Hertugerne tilbagegive ham Kongehelle Slot, og Fangerne gjensidigt løsgives; vil han derimod ej ratificere den, beholde Hertugerne baade Kongehelle Slot og Fangerne, og Danekongen skal ej være berettiget til at hindre Hertugerne i deres Fejde mod Kong Haakon eller hjelpe denne.

7. Kong Haakon skal lade Hertugerne nyde og beholde de Grændser, de have haft fra gammel Tid, og det samme skulle de ogsaa gjøre mod ham.

8. De for Drabet paa Danekongens Fader fredlosdømte og fordrevne samt deres Arvinger skulle Hertugerne ikke modtage eller beskytte, og dem af Kong Eriks Mænd, der maatte have fornærmet ham, skulle Hertugerne ikke tage til sig eller paa deres Vegne thinge med Kongen.

9. Den lundske Kirke, de Gejstlige og Verdslige, skulle i bemeldte Grevskab Halland nyde sit Gods, sine Rettigheder og Friheder, som de plejede at have fra gammel Tid.

Alt dette lovede Udstederne ubrødeligt at holde og hængte deres Segl for til Vidnesbyrd. Kong Haakon meddeelte vistnok sin endelige Ratification derpaa, men ikke uden kjendelige Tegn paa sin Misfornøjelse med og Mistillid til Hertugerne. Disse maatte give en udtrykkelig Forskrivning paa, at de ikke skulde søge Kong Haakons Skade, saa længe Mødet stod paa^[42]; og umiddelbart efter at Udkastet var vedtaget, vendte han tilbage til Kjøbenhavn, som om han ej et Øjeblik mere end nødvendigt ønskede at være i Hertugernes Selskab; fra Kjøbenhavn sendte han endnu samme Dag en Skrivelse, hvori han nøje forklarede, hvorledes han vilde have enkelte Artikler af Tractaten forstaaede, nemlig Art. 5 saaledes, at under de her nævnte Brevskaber og Fordringer ej kunde og skulde forstaaes andre end de der vare vexlede mellem ham og Hertug Erik^[43], men at derimod de Breve, der vare vexlede mellem Kongerne, skulde blive i fuld Kraft; Art. 7 saaledes, at de Grændser, som her omtales mellem Norge og Sverige, alene skulde være de, der vare vedtagne mellem Kong Magnus og Kong Valdemar (se ovf. IV. 1. S. 645); samt derhos, at Hertug Valdemar, Kong Erik og Grev Gerhard med oprakte Fingre skulde sverge paa, at Hertug Erik ikke herefter vilde begjære hans Datter Ingebjørg til Egte, uanseet hvad tidligere Løfter og Trolovelser der var indgaaet mellem dem, og endelig, at al Strid, der havde været mellem Nordmænd og Svenske og omvendt, eller herefter maatte forekomme mellem Daner, Nordmænd og Svenske, skulde paadømmes efter Landenes Love, og dog den bestandige Fred ifølge Tractaten vedblive mellem de tre Riger. Med Kongen beseglede Biskop Ketil, Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Thore Haakonssøn og tre andre Herrer, hvoriblandt Bjarne Audunssøn, dette Brev^[44]. Man maa antage at det toges til Følge, og at de af Kongen paastaaede Forklaringer og Tillæg enten ere optagne i det endelige Fredsdocument, hvoraf der nu ej længer findes nogen Gjenpart, eller at de særskilt have været vedtagne af de øvrige Parter og vedføjede Hoveddocumentet. I første Fald kan Kong Haakons Ratification paa dette neppe være indløben førend i det mindste een Dag senere; i det andet Fald maa han have sendt sin Ratification samtidigt med hiin Skrivelse, og med Befaling til sin Fuldmægtig, ikke at udlevere den eller besegle Tractaten, førend Puncterne vare vedtagne. Strax efter synes han at være rejst tilbage til Norge, uden at have mere med Underhandlingen at bestille, hvilket man vel neppe kan tilskrive andet end Misfornøjelse med deres endelige Resultat. Kong Erik og de øvrige forbleve længer samlede for at aftale det nærmere med Hertug Eriks Festemaal og ordne det endelige Forliig mellem Kong Byrge og hans Brødre. Endnu selvsamme Dag, som Fredsacten besegledes, forlenede Kong Erik Hertugerne med Nordre-Halland, under Betingelse af at de overholdt alt hvad der nu var blevet aftalt^[45], hvorhos han hjalp Kong Byrge med et Laan af 10000 Mkr. reent Sølv paa tre Aar, formodentlig for at denne ved sin Tilbagekomst til Sverige kunde optræde paa en nogenlunde sømmelig Maade^[46]. Dagen efter Fredens Afslutning lovede Grev Gerhard i et aabent Brev^[47], at Sophia af Werle skulde i Falkenberg blive overgiven til Hertug Erik paa førstkommende Mortensdag (11te November), og den 20de Juli besegledes det Document, der forordnede, hvor stor Deel af Sverige enhver af de tre Brødre skulde have^[48]. Byrge fik Helsingeland, Fjadrundaland med tre Hereder i Vestmanland, alt hvad der hørte til Strengnes Biskopsdømme, altsaa Nerike og Sødermanland med Nykøpings Slot, Østergøtland med Stekeborg, Visingsø, Finnveden, Verend, Gotland og Visby, og Viborg Slot i Finnland samt flere enkelte Godser, foruden hans Patrimonialgodser. Alt det øvrige af Sverige skulde tilhøre de to andre Brødre. Man havde saaledes klogeligt sørget for, at de fleste af Kong Byrges Besiddelser laa fjernt fra den danske Grændse og dertil adspredt. Det nys paabegyndte Slot ved Norrkøping skulde nedrives; hverken Kongen eller Hertugerne maatte bygge nye Slotte; heller ikke maatte de sælge, afhænde eller pantsætte Slotte eller Besiddelser. Naar den ene af Hertugerne døde, skulde den anden arve alle hans Besiddelser. Kongen skulde intet have at raade i Hertugernes Besiddelser uden over sine egne Mænd, og Hertugerne ligeledes ej i Kongens. For øvrigt skulde der være bestandig Fred og Enighed mellem Brødrene og deres Mænd. Selv foranstaltede Hertugerne endnu ikke nogen Deling mellem sig indbyrdes. Dette opsatte de, indtil de vare blevne gifte. For Resten erfarer man ikke, hvorledes det gik med Hertug Valdemars Trolovelse, om ogsaa den hævedes, fordi Hertug Erik frasagde sig Ingebjørgs Haand. Nødvendigt var det ingenlunde, tvertimod skulde det synes som om man særdeles maatte have ønsket at denne Forbindelse vedblev, da Freden mellem Rigerne derved saa meget bedre sikredes. Dog nævnes der intet derom, og man maa næsten antage at den betragtedes som ophævet af sig selv, da Eriks Trolovelse med den anden Kongedatter hævedes. Strax efter, som det synes, skiltes man ad; den 9de August finde vi Hertugerne i Arboga, hvor Erik udstedte et Brev angaaende sin tilkommende Brud, Jomfru Sophias, Morgengave og Livgeding^[49]. Ogsaa Byrge vendte nu tilbage til Sverige og tog uden Hinder sin Deel af Riget i Besiddelse. Og til den bestemte Tid, som det lader, blev Sophia bragt til Halland og derfra til Sverige for at opdrages, maaskee hos Hertug Eriks Moder, Dronning Helvig, som endnu levede^[50]. Freden syntes altsaa nu at være nogenledes gjenoprettet over hele Norden.

1. Annalerne fortælle nemlig om Kongens senere Tog til Sverige, at han da „tilbagetog Ragnhildarholmen og Baagahuus, som hans egne Mænd havde sveget fra ham“. Riimkr. nævner kun Kongehelle.
2. Dette seer man deraf, at Ljung nævnes som det Sted, hvor han standsede. Ljung kaldes i norske Breve Lyng, nu udtales Navnet, Jung“: det ligger ved den saakaldte Ljungs-Kiil, der løber ind noget søndenfor Oddevall.
3. Riimkr. S. 39.
4. Det er, saa vidt vides, alene Huitfeld, der angiver det store Antal. Riimkrøniken taler kun om 100 fremmede Riddere med 320 Øre„ thi Læsemaaden i Texten „åtta hertoga och landsherra“ er aabenbart urigtig, medens Variantens „å hertugans land at härja“ maa være det rette Detmar siger, hvad der vel vil komme Sandheden nærmest, at Kong Erik havde „25 Grot Heste“ (et Grot eller Gros = 12 Dusin, altsaa 3600 Heste), Henrik af Meklenburg bragte omtrent 400 Mand, ifølge Kirchberg (Westphalens Monumenta IV. 788). Denne fortæller, at Kong Erik klagede for Henrik over at Hertugerne havde tilføjet hans Syster, den svenske Dronning, den Haan at føre hende mellem deres Heste og saaledes tvinge hende til at løbe en halv Miil, medens de rede; er dette sandt, saa maa det vel være skeet da Kong Byrge blev fangen paa Haatuna, skjønt det vel og kunde have været, da Byrge og Dronningen bleve løsladte fra Nykøping.
5. Dipl. Sv. No. 1612. Brevet er dateret fra Viborg, og ledsagedes af et Brev, dat. Viborg 19de Marts, til Erkebiskop Nikolas, med Bøn om gode Raad i denne Sag. Dette Brev sendtes vistnok til Norge, hvor Nikolas paa den Tid endnu maa have været.
6. Tiden vides ikke ganske nøje: Riimkrøniken lader Kong Erik ved Ophævelsen af Belejringen for Nykøping sige, at de nu havde ligget der næsten fra Michelsmesse, altsaa fra de første Dage af October, og da nogen Tid maa beregnes for Marschen derhen, bliver Begyndelsen af denne saaledes at henføre til Udgangen af September. I de isl. Annaler beder det at Kong Haakon tiltraadte sit Tog for at tilbageerobre Ragnhildarholmen og Baahuus ved Vintrens Begyndelse (önðverdan vetr), altsaa i Begyndelsen af October, og da nu Riimkrøniken siger at Kongehelle Slot var faldt i hans Hænder lidt før Kong Erik bred ind i Sverige, skulde altsaa dette ej være skeet førend i October. Men man kan ikke regne Angivelserne saa nøje. Det er aabenbart, at Hertugen først ved Vernamo, efter at Danehæren allerede var brudt ind i Landet, fik Efterretning om Ragnhildarholmens Fald.
7. Udtrykkeligt siges det ej, at Hertugen da fik Efterretningen, men man seer det deraf, at han sandt det nødvendigt at sende Tropper til Ljodhuus og Skara.
8. Riimkrøniken nævner overalt kun Hertug Erik, saa at det aldeles ikke er vist, at Valdemar ledsagede ham paa Toget mod den danske Grændse, og ej var bleven tilbage for at lede Udrustningerne i det øvre Sverige. Dette var i det mindste senere Tilfældet.
9. Dipl. Sv. No. 1636.
10. De kaldes i Riimkrøniken „Borgare“, hvilket ej maa oversættes med vort nuværende „Borgere“, se ovf. IV. 1. S. 444.
11. Kirchberg beskriver i sin meklenburgske Riimkrønike (l. c.) Nøden og Mangelen i den danske Hær l særdeles sterke Udtryk.
12. Huitfeld S. 337. Han nævner endog Anførerne for de oprørske Krigere, Nikolas Brokk, Timme Laurentssøn og Nikolas Uffessøn, tilføjende at Hertugen skulde have bestukket dem ved Penge og Løfter.
13. Riimkrøniken S. 40.
14. Han optræder nemlig paa Mødet i Helsingborg atter som Hertug i Halland og Samsø.
15. Suhm XI. 619.
16. Kirchberg l. c. Vel nævner han her Johannes den Døbers Dag (24de Juni), men det er aabenbart at dette er en Uagtsomhedsfejl istf. Johannes Euangelists Dag (27de Decbr.).
17. Hertugernes Brev af 20de Decbr. 1309, Dipl. Sv. No. 1646.
18. Valdemar var den 10de Novbr. i Sigtuna (ssteds No. 1637); deraf seer man omtrent hvad Tid Jønkøping Slot maa være indtaget af Hertug Erik.
19. Kong Haakon var den 26de Decbr. i Tunsberg, Norges gl. L. III. No. 27 S. 86, den 13de Jan. i Oslo, Dipl. Norv. I. 23.
20. At Kong Haakon havde Leding ude lidt efter Juul, altsaa i Januar eller Februar, og drog til Viken, siges i de isl. Annaler, altsaa maa han være dragen til Skibs, formodentlig fra Tunsberg eller en anden iisfri Havn sydligst ved Folden.
21. Fegtningen stod nemlig „om Morgenen“.
22. I Riimkrøniken staar kun at han heed Hr. Berna og var Magister i Paris, men det er ovenfor viist at dette ej kan have været nogen anden end Bjarne Lodinssøn.
23. Dette siges i de isl. Annaler: det er ovenfor omtalt at et Hdskr. af disse urigtigt henfører Thore Thinghovdes Død til Sommer-Felttoget forud.
24. Mødet mellem Kongen og Hertugen fandt, som vi ville see, Sted i den første Deel af Marts 1310: den 9de Febr. 1310 vare Hertugerne i Ørebro (Dipl. Sv. 1651); dette maa vel saaledes have været, førend Ragnhildarholmen endnu havde capituleret.
25. Ved Dateringen af denne Præliminærtractat er der megen Usikkerhed, hvorfor der endog har hersket Tvivl om, til hvad Aar den skal henføres. Man kjender den i fin fulde Udstrækning kun af et Uddrag hos Huitfeld S. 354, hvor han daterer den 17de Marts 1311; men i de huitfeldske Excerpter findes der dog ogsaa et Udtog af den latinske Original, af hvilket Udtog Lagerbring i sin Tid fik en Afskrift, hvoraf han meddeler det meste i sin Svea R. Hist. III. Cap. 1 § 31. Dette Uddrag er dateret Anno Domini 1310 Kal. April. XI. Haslov. (22de Marts), hvorfor ogsaa Lagerbring har henført den til 1310. Dette er visselig ogsaa det Rette. Fabricius (Studien S. 95 fgg.) har vel anført flere og det sindrige Grunde for at Aarstallet bør være 1311, men han har ikke kjendt, hvad her allerede er afgjørende, de isl. Annalers Udsagn ved 1310: „Kong Haakon og Hertugen mødtes i Oslo Gregorius Messe“ – altsaa netop omkring Midten af Marts 1310; hvorhos ogsaa Riimkrøniken siger løseligt, at Kongen og Hertugen „talede til Rette“ ved Fastegangstid, d. e. ved Fastens Begyndelse, der i 1310 faldt omkring 4de Marts. F. slutter ogsaa meget derfra, at den oven anførte latinske Datering maa være urigtig, da anno d. 1310 kal. Apr. XI. ej skulde kunne have staaet i Originalen, men i Dipl. Norv. I. No. 119, fra Aaret forud, finde vi en aldeles lignende Dateringsmaade, anno a nativ. domini 1309 kal. Apr. XIII. Fra Dateringsmaaden lader sig altsaa intet slutte; det kan være muligt, og er endog rimeligt, at der ej skulde staa XI. men XVI., saa at Dagen bliver 17de, ej 22de Marts, men dette har intet med Aarstallet at bestille. Betragter man nu ogsaa nærmere de følgende Begivenheder, saa vil man see, at en Tractat af det Indhold, som denne, alene kunde passe i 1310. Man behøver ikke med F. at antage, at Kong Haakon allerede da havde bestemt sig til at indfinde sig ved Congressen i Helsingborg for blandt andet at bekræfte Ingebjørgs Forlovelse med Magnus Byrgessøn, og at derfor Hertugens Forpligtelse, at overgive Halland m. m. den 15de Mai, hvis den skulde opfyldes, alene vilde vække Danekongens Harme og Mistanke, og tilintetgjøre al Udsigt til almindelig Fred. Da Kongen sluttede Præliminærtractaten med Hertugen, tænkte han vistnok nærmest kun paa at faa Halland, og derimod ganske at hæve al Forbindelse med Danekongen, hvilket kun Hertugen skulde sørge for at bevirke paa en for Haakon ej compromitterende Maade; der var da neppe Tale om at han skulde indfinde sig i Helsingborg, thi dette bestemtes aabenbart ikke førend senere. Fremdeles seer man at norske Gesandter den 22de April 1311 vedtoge paa Kong Haakons Vegne, at han skulde møde til en Forliigsmegling i Kjøbenhavn mellem ham og Hertugerne under Danekongens Præsidium: dette lader sig ej forene med at en Tractat som den her omhandlede skulde være sluttet i Marts. Det er endelig at merke, at Kong Haakon den 8de Marts 1311 var i Nidaros (Dipl. Norv. II. 108) og den 12te paa Gryting (ssteds I. 127); er dette sidste end Gryting i Gudbrandsdalen, er det dog ikke sandsynligt at han saasnart efter kunde slutte Overeenskomst med Hertugen i Oslo, thi der maatte dog vel gaa flere Dages Underhandlinger forud.
26. Da Jomfru Ingebjørg, Eriks Datter, som forhen S. 344 omtalt, tidligere havde været bortfestet til Jarlen paa Orknøerne, maa man formode at denne nylig var død.
27. Balgø, ej langt fra Vardberg, er allerede ovenfor omtalt.
28. Dette sees af Forhandlingerne paa Mødet i Helsingborg.
29. Aarsagen til Agmunds Henrettelse angives af Absalon Pederssøn, S. 96. De isl. Annaler sige kun at han blev dræbt; de henføre ogsaa hans Død til 1309, hvilket er urigtigt, da man af Dipl. Norv. I. 126 seer at han levede endnu den 19de Febr. 1310. Men sandsynligviis er han bleven henrettet saa tidligt i dette Aar, at Efterretningen derom kom til Island samtidigt med Efterretningerne om hvad der havde tildraget sig Høsten 1309. Da han hiin Dag var i Bergen, og Kongen i Oslo, er han vel neppe bleven henrettet førend hen i Marts Maaned i det tidligste.
30. Norges gl. L. III. 28, S. 88, viser os Kongen i Bergen den 23de Juni 1310.
31. Da de sikre Kilder for hvad vi kunne meddele om disse Tiders Begivenheder ere saa yderst faa og magre, er det ogsaa umuligt at udfinde, hvad Tid Kong Haakon anmodedes og gav sit Tilsagn om at komme til Mødet i Helsingborg. At han endnu ej havde mindste Tanke derom, da han sluttede Overeenskomsten med Hertug Erik i Marts, er aabenbart, thi i faa Fald kunde han ikke have ladet Hertugen love at afstaa Halland den 15de Mai. I April eller Mai maa altsaa Løftet være givet, og følgelig Indbydelsen tidligere have været ham bragt. Hertug Erik kan neppe have anmodet ham derom, da det er aabenbart, at det fiendtlige Forhold mellem dem atter var indtraadt, men man maa formode at et Gesandtskab eller Brev fra Kong Erik i Danmark er afsendt til Kong Haakon kort førend han tiltraadte Rejsen til Bergen.
32. Langebek Scr. r. Dan. I. 128, Fortsættelsen af Albert af Stade (S. 59); Kirchberg, l. c. S. 801, 802. Det omtales og i Annalerne i Asmussens og Michelsens Archiv, H. 248, men henføres der urigtigt til 1315.
33. Erik af Langeland levede endnu 13de Mai, da han i et Brev af dette Aar nævnes som Vidne (Suhm XI. 640, efter Cypræi Annales S. 302). Han kan saaledes ej være død førend noget efter denne Dag i det allertidligste, og sandsynligt er det at han først døde mod Udgangen af Aaret. Annalerne nævne ikke Dagen, kun Aarstallet, 1310.
34. Huitfeld (S. 373–376, jvfr. Suhm XI. 726–731) meddeler Kongens Klagepuncter over de fornemste Sammensvorne, og heraf fremgaar det tydeligt, at de i det mindste under Krigen i Sverige maa have været i Forstaaelse med Hertugen. Nikolas Brøst, heder det, aabenbarede Rigets Hemmeligheder og tilintetgjorde derved ofte Kongens Anslag, og efter at man var kommen hjem fra Sverige, gjorde han og de øvrige Forbund med udenlandske Fyrster, o. s. v Timme Laurentssøn „bød i Vestergøtland de tydske Folk, der tjente Kongen i Sverige, at forlade ham“, o. s. v. Han blev, heder det i Annalerne hos Asmussen og Michelsen (l. c.), henrettet formedelst Forræderiet i Sverige; dette var vel strengt taget ikke Tilfældet, da det var hans Deeltagelse i Sammensvergelsen, der fældte ham, men det antyder dog umiskjendeligt en Sammenhæng mellem hiin Sammensvergelse og det senere Forræderi. Og indrømmes først denne Sammenhæng, følger deraf Hertug Eriks Medviderskab saa at sige ligefrem.
35. Brev af 13de Juni 1310, hvorved det indskærpes at udrede Tiende tilbørligt, Dipl. Sv. No. 1678.
36. Dipl. Sv. No. 1057. Om Byrges Anerkjendelse i Østergøtland, der skulde være hans Andeel, vidner det, at vi nu finde et østgøtisk Testament-Brev, hvor den sedvanlige Formular om at ville erhverve Kongens, Hertugernes og Lagmandens Besegling til Stadfestelse er optagen.
37. Hensigten med Kongens Ophold i Bergen denne Gang var neppe nogen anden end at udskrive Stevneleding. Naar større Leding skulde udskrives, begav Kongen sig i Regelen til Bergen.
38. Dette seer man af det af Biskop Christjern meddeelte Vidnesbyrd, der nedenfor nærmere skal omtales.
39. Huitfeld (S. 351) anfører dette Brev, men daterer det „X. feria ante beat. Mar. Magdalenæ“. Denne Datering er, som man strax seer, aldeles urigtig, da man ingen andre feriæ havde end II, III, IV, V, VI. En af disse maa det være, og det rimeligste er da at gjette paa V, da man ofte finder at V. og X. i de ældre Haandskrifter formedelst Liigheden ere blevne forvexlede med hinanden. Feria V. før Main Magd. er Thorsdagen før 22de Juli, eller den 16de, Dagen før Tractaten selv sluttedes.
40. Huitfeld S. 364, jvfr. Suhm XI. 694.
41. Dipl. Sv. No. 1688, Huitf. S. 349. At dette kun er et Forslag eller Udkast, sees deraf, at Kong Haakons Ratification kun omtales som tilkommende, og at det hos Huitfeld udtrykkeligt heder, at Kong Haakon ej beseglede det, eller gav Kong Erik noget Gjenbrev, medens denne derimod overleverede Kong Haakon en beseglet Gjenpart. Hos Huitfeld maa det derhos være en aabenbar Fejl, naar det i Uddraget heder, at Kong Haakon skulde belenes med Nordre-Halland. Thi for det første staar dette i Modsigelse med den Anmodning, Kong Erik nys i Kjøbenhavn havde fremsat til Haakon, og hvori denne havde samtykket, at Hertugerne skulde belenes med Grevskabet; det er aldeles utænkeligt, at Kong Erik, efter først at have begjæret dette Samtykke, dog siden skulde opføre Haakon som Leenstager; for det andet seer man af Brevet selv, saaledes som det in extenso meddeles i Dipl Sv., at Kongehelles ubetingede Afstaaelse er den Priis, der sættes for Halland; Betingelsen „hvis Kongen af Norge vil erkjende denne Placitation“, sigter dog nærmest til den ham modbydelige Artikel om Hallands Overdragelse til Hertugerne. Huitfeld maa saaledes her have begaaet en Uagtsomhedsfejl, forledet ved Erindringen om den tilsvarende Artikel i det foregaaende Aars Fredsslutning. At det i Artikel 2 hos Huitfeld heder om de 60 Ryttere, at naar de komme fra Norge, skal de holdes paa Danekongens Bekostning, har intet at betyde, da det ligeledes er en.Fejl, sammenhængende med den foregaaende, thi enhver indseer, at der her ej kunde være Tale om Norge eller Norges Grændser, men kun om Hallands, for hvilket Leenspligten opfyldtes; Rytterne vare eller forestillede her ikke norske, men hallandske Krigere; om Haakon – forudsat endog at han virkelig var Leenstageren – vilde sende dem fra Norge eller Halland, maatte blive hans egen Sag, Danekongen uvedkommende; det første kunde i alle Fald ej i Tractaten opstilles som det sedvanlige eller ene tænkelige, og aller mindst kunde det fastsættes, at de, efter at have overskredet Norges Grændser, altsaa paa Grevskabets egen Bund, skulde holdes paa Danekongens Bekostning. Her har altsaa Huitfeld med sin sedvanlige Letferdighed sat „Norge“ ind paa egen Haand. Huitfeld meddeler selv umiddelbart forud (S. 348) et andet Uddrag af Tractatforslaget, kun noget kortere affattet, som han kalder et af Hertugerne indgivet Forslag, og hvor Hertug Erik ganske rigtigt nævnes som Leenstager, kun med den Forskjel, at Rytternes Antal bestemmes til 40 Mand. Denne sidste Afvigelse er nu vistnok kun en af de sedvanlige Forvexlinger af „lx“ med „xl“; for øvrigt maa man forklare Tilværelsen af begge Uddrag hos Huitfeld deraf, at der i det danske Cancelli paa hans Tid virkelig har været to Exemplarer, hvoraf maaskee det ene var Kong Eriks eget, det andet Kong Byrges, henhørende til dennes Archiv, som han tydeligt sees at have medbragt til Danmark, og at Huitfeld enten selv til forskjellige Tider har gjort Uddrag af dem, eller at tvende af hans Skrivere eller Hjelpere samtidigt have uddraget hver sit, uafhængigt af hinanden, den ene kortere, den anden udførligere, begge, dog især den sidste, saa unøjagtigt, at Huitfeld har antaget Uddragene for at tilhøre to forskjellige Actstvkker. Med Fabricius (S. 52–54) at antage, at det Uddrag, hvori .Kong Haakon nævnes, er af et Udkast, indleveret af ham, og det andet, hvor Leensrytternes Antal angives til 40, er indgivet af Hertugerne, samt at dette endelig blev taget til Følge, kun med den Forandring, at Rytternes Antal forhøjedes til Bo„ gaar ikke an; thi efter hvad der var passeret i Kjøbenhavn kunde det bagefter ikke falde Kong Haakon ind at indgive noget Forslag om selv at maatte beholde Halland, og Tillægget hos Huitfeld: „Kongen af Norge fik heraf en beseglet Gjenpart, Kong Erik derimod intet Gjenbrev“, viser tydeligt ham kun som Modtager, ikke som Forslagsstiller. Dette Tillæg betegner derimod igjen aabenbart det samme, som det andet Uddrag S. 348 antyder med andre Udtryk, nemlig: „Dette til Bekræftelse under alles vores Segl, undtagen Kong Haakons, da denne Tractat er gjort paa hans Ratification“. At Kong Haakon meddeelte sin Besegling, men med forklarende Tillæg, erfares af hans eget Brev, som her strax nedenfor omtales, og det er denne af ham beseglede Gjenpart, som formodentlig ligger til Grund for det i Dipl. Sv. meddeelte Aftryk.
42. Huitfeld S. 351.
43. Huitfeld nævner med sin sedvanlige Skjødesløshed her ikke „Hertug Erik“, men „Hertug Christopher“, og tager endog deraf Anledning til at fremsætte den Formodning at ogsaa Christopher (som dog allerede var gift) havde friet til Kong Haakons Datter. Man seer dog saa godt som ved første Øjekast, at ingen anden end Hertug Erik kan være meent, og at Udtrykkene, der nærmest sigte til Overeenskomsten i Oslo i Marts 1310, ej kunne passe paa andre end Erik. Huitfelds Skriver har formodentlig læst et E. (da Navnene som oftest vare forkortede) som C., og Huitfeld, uden nærmere at undersøge Sagen, antaget Christopher for at være meent.
44. Huitfeld S. 350.
45. Sammesteds.
46. Sammesteds S. 349.
47. Brev af Løverdag før Mar. Magd., eller 18de Juli, Huitfeld S. 350.
48. Huitfeld henfører i sit Uddrag (S. 346, 347) dette Brev til den 15de Juli, medens det fuldstændige Actstykke i Dipl. Sv. 4690 er dateret XIII. Kal. Aug., altsaa 20de Juli. Uagtet det nu vistnok sees af Indholdet, at Dipl. Sv. har den af Kong Byrge til Hertugerne udstedte Gjenpart, medens Huitfelds Uddrag er efter Hertugernes Gjenbrev til Byrge, ligeledes henhørende til dennes medbragte Archiv, er det dog aabenbart, at de ej kunne være udferdigede under forskjelligt Datum, og da Huitfelds Uddrag i mange Stykker viser sig at være overvættes skjødesløst og fejlfuldt (der staar f. Ex. „Nykøping Slot“ istf. „Viborg Slot“, senere „Nykøping“ istf. „Norrkøping“; „Herr Halby“ istf. „domina Hadhuig“, d. e. Enken efter Thorgils Knutssøn, Hedevig af Ravensberg„ der hos Lamey, Gesch. der Grafen v. Ravensberg S. 115 endnu i 1346 omtales som „Hatewyg de frouw van Sweden“), har man ogsaa fuld Ret til at antage Dagen for fejlagtig. For Resten er ogsaa Aftrykket i Dipl. Sv. kun efter et Uddrag eller en Registratur, som man af Indledningsordene seer. Der staar her XIII. Kal. Aug., hvilket neppe kan have staaet i Originalen, hvor denne Dag vilde have været betegnet St. Margretes Dag; da man nu finder, at man senere i Danmark, urigtigt følgende tydske Kalendariet, har antaget Margretedagen for den 13de istf. den 20de, er det ej usandsynligt, at Huitfelds Skriver har sat den 13de, og at dette fejlagtigt er gjengivet i Trykken som 15de. Thi i den Tids Skrift vare 3 og 5 meget lige.
49. Huitfeld S. 351.
50. Dipl. Sv. No. 1798.