Det norske Folks Historie/6/105

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1859 (I-4-2, s. 548-566).

Kong Haakons Forventninger om at Hertugerne samvittighedsfuldt vilde iagttage de vedtagne Fredsartikler kunne dog vel neppe have været synderlig store; det viser allerede den af ham fra Kjøbenhavn til Helsingborg oversendte Tillægsskrivelse. I de til vor Tid opbevarede Afskrifter af Fredstractaten eller rettere af Udkastet til denne findes ingen bestemt Tid angiven, naar Kongehelle Slot skulde overgives; var nu dette heller ikke bestemt i Hoveddocumentet, saa stod Adgangen fremdeles aaben for Hertug Erik til under alskens Paaskud at forhale Overgivelsen, og saaledes synes han og at have baaret sig ad, i det mindste er det sikkert nok, at Slottet ikke blev overgivet. Af det lidet, vi erfare om hvad Kong Haakon tog sig for i den nærmest efter Fredsslutningen følgende Tid, maa man formode, at han en Stund temmelig taalmodigt ventede paa at Hertugen skulde opfylde sine Forpligtelser. Han begav sig til Bergen^[1], hvor hans Nærværelse maaskee var nødvendig deels for at bringe nogle langvarige Stridigheder mellem Biskoppen og de tydske Vintersiddere (hvorom nedenfor) til Ende, deels for at tage Forholdsregler med Hensyn til Skatten fra Finnmarken, der nu i mange Aar var udebleven, vistnok paa Grund af Karelernes og Russernes gjentagne Indfald. Til at hente Skatten sendte han nu den anseede Islænding Gissur Gaut, der i nogen Tid havde været hos ham og formodentlig havde udmerket sig i Krigen mod Hertug Erik 1309, siden det berettes, at han da blev gjort til Hirdmand. Med Gissur fulgte en vis Valtyr, kaldet Prettapaals-Broder, der ogsaa synes at have været en Islænding^[2]. Hvad der kan have bevæget Kongen til just at benytte Islændinger til denne Sendelse, har man ingen som helst Kundskab om. Maaskee har det været ganske tilfældigt, men det viser i alle Fald, at Kongen maa have haft gode Tanker om disse Islændingers Mod og Dygtighed, hvilke gode Tanker de ogsaa ganske retfærdiggjorde. Fra Bergen vendte Kongen endnu før Juul^[3] tilbage til Oslo, hvor han formodentlig tilbragte Julen, og drog derfra i Februar^[4] eller først i Marts til Nidaroos, hvor maaskee Anliggender, der vare en Følge af den daværende Vacance ved Erkestolen, krævede hans Nærværelse. Thi vistnok var allerede Jørunds Eftermand valgt, nemlig den oftere omtalte Eilif Arnessøn Kortin, men han var endnu ikke indviet og opholdt sig neppe engang i Throndhjem; i August 1309 begav han sig nemlig til Bergen, for derfra at rejse til Curien efter Pallium, men maatte formedelst den sildige Aarstid udsætte Rejsen^[5]; i Begyndelsen af Vintren drog han til Østlandet, hvor han rimeligviis tilbragte Julen i Tunsberg, sammen med Kongen, og da han her senere (20de Januar 1310) modtog Pave Clemens’s Indkaldelse til det almindelige Concilium, der i Anledning af Tempel-Ordenens Ophævelse skulde holdes i Vienne^[6] førstkommende October, var det naturligt, at han end videre udsatte sin Rejse indtil da, for at afgjøre begge Anliggender paa een Gang. Men Conciliet selv blev ved Skrivelse af 4de October udsat endnu et Aar, og dette forlængede ogsaa Eilifs Ophold hjemme i Norge som Electus i lige saa lang Tid. Man finder ingensteds udtrykkeligt omtalt, at han i denne Mellemtid vendte tilbage til Nidaroos. Derimod er det sandsynligt, at han var tilstede i Oslo, da Kong Haakon den 13de Januar 1310, kort førend sit Tog til Elven, fuldstændigt tilbagekaldte og casserede den Overeenskomst med Erkebiskop Jørund, hvorved denne blev Kongedømmets Jarl og Vasall. Han erklærede, heder det her, denne Handling af Erkebiskop Jørund og Capitlet for ugyldig og casserede den ifølge Retfærdighedens Bud til Guds og Kirkens Ære, og især for Jomfru Marias og Norges Patron, sin Frænde St. Olafs Skyld, idet han ved nærværende pragmatiske Sanction bestemte at Erkebiskoppen i Nidaroos herefter ikke var skyldig at gjøre mere for Kongedømmet og Kronen, end hans Forgængere havde plejet efter de canoniske Love, Norges Lov og ældgammel Skik^[7]. Dette Skridt, hvilket Eilif i det mindste maa have skjenket sit fulde Bifald, om han end ikke ligefrem bevirkede det, faar dobbelt Betydning paa den Tid, I da Kongen stod fiendtlig lige over for Hertug Erik, og, som vi have seet, § agtede at tage alvorlige Forholdsregler mod dem, der havde begunstiget Hertugens Agitationer i Norge. Eilif var en oprigtig fedrelandsksindet Mand, og han slog derfor ind paa en Vej, aldeles modsat den, hans Forgænger havde betraadt. Han var ogsaa en Ven af sine forrige Colleger, Chorsbrødrene, og det er derfor ej usandsynligt, at han endog udtrykkeligt har bedet Kongen om at begive sig til Throndhjem og understøtte dem i en Trætte, hvori de vare komne med Hr. Serk paa Austraat og dennes mægtige Frænder om et Fiskeri, eftersom han selv, der stod paa Rejsen til Curien, ej kunde personligt tage sig af dem^[8]. Muligt kan det og være, at Kongen, befrygtende at en ny Krig kunde udbryde med Hertugerne, har villet ordne et og andet med Hensyn til Throndhjems og Jemtelands Forsvar. Men hans Ophold i Throndhjem var vistnok kun kortvarigt, og han havde aabenbart Hastverk; thi han dvælede ej engang saa længe der, indtil han fik afgjort Trætten mellem Capitlet og Austraats-Mændene; den 8de Marts var han endnu i Nidaroos^[9], men den 12te finde, vi ham allerede paa Gryting, formodentlig Hospitiet af dette Navn i Fron i Gudbrandsdalen^[10], og herfra udferdigede han Brev om at Befalingsmanden i Nidaroos, Hr. Peter Andressøn, Lagmanden sammesteds Hr. Sigurd Jonssøn, og en tredie Lagmand, ved Navn Ottar, sandsynligviis Vice-Lagmand, skulde undersøge Sagen^[11]. Hvad der kaldte ham saa skyndsomt tilbage, kan“ neppe have været andet end den vedblivende Spending med Hertugerne i Sverige angaaende Kongehelle. Hvilke Breve eller Budsendinger der desangaaende har været udvexlet mellem Kongen og Hertugerne, vides ikke, men saa meget seer man, at Kongen af Danmark har søgt at forekomme Krig, og at Kong Haakon maa have erklæret sig villig til at modtage hans Megling; thi han sendte som Gesandter til Danmark Hr. Snare Aslakssøn og Sira Ivar Olafssøn, den vordende Cantsler, og disse lovede, ved et Brev udstedt paa Tranekjer (paa Langeland) den 22de April, paa sin Konges Vegne, at han den 8de Juli skulde indfinde sig i Kjøbenhavn, for der at underhandle med Kong Erik med Hensyn til Hertugerne, og at der imidlertid skulde være Fred og Stilstand mellem ham og Hertugerne, saavel hvad Kongehelle Slot, som alt andet angik, indtil 14 Dage efter hiint Møde; ligeledes lovede Kong Erik paa Hertugernes Vegne, at de skulde holde sig Fredsslutningen til Helsingborg efterrettelig^[12]. Heraf seer man da, at Kong Haakon i Løbet af Marts Maaned maa have tænkt paa at udruste en Hær, for med væbnet Magt at tage Kongehelle tilbage, men at Kong Erik maa have skyndet sig at sende ham Gesandter, der overtalte ham til endnu at vente nogen Tid, førend han begyndte Fiendtligheder, og imidlertid at sende hine Befuldmægtigede til Danmark, der skulde aftale det Nærmere. Herved havde han da ogsaa middelbart samtykket i at Kongehelle Slot endnu indtil videre skulde forblive i Hertug Eriks Besiddelse. Men over de nærmest følgende Skridt fra Kong Haakons og Hertugernes Side i denne Sag hviler et fuldkomment Mørke. Vi vide kun saa meget, at det aftalte Møde i Kjøbenhavn, hvorved det naturligviis forstod sig af sig selv at ogsaa Hertugerne skulde indfinde sig, ikke blev afholdt, medens dog Hertug Erik nu med Eet atter begyndte at nærme sig Kong Haakon og gjorde alle forberedende Skridt for at gjenknytte den gamle Forbindelse med denne og ganske at afbryde Forbundet med Kong Erik og det Baand, der skulde knytte dette fastere, nemlig Trolovelsen med Sophia af Werle. Riimkrøniken omtaler en Sammenkomst mellem Hertug Erik og Kong Haakon ved Steensø, der neppe kan være noget andet Sted end Steensø Havn i Halland, lidt søndenfor Falkenberg, og her, siger den, fik Hertug Erik hans Mø, det vil sige, Tilsagn om at faa hende til Egte, og var fra den Tid af stedse i god Forstaaelse med Kongen. Tiden, naar denne Sammenkomst holdtes, angives ej, men da man seer, at der, uagtet ingen Fredsmegling i Kjøbenhavn fandt Sted, dog ej alene ikke udbrød nogen ny Krig mellem Kongen og Hertugerne, men at disse endog fra Midten af 1311 øjensynligt handle i Samraad med ham, er det klart, at Sammenkomsten maa have været holdt i Løbet af Sommeren; og at den holdtes ved Steensø, i Søndre-Halland, viser tydeligt nok, hvad ogsaa alt det øvrige godtgjør og Sagens. Natur medførte, at Sammenkomsten var hemmelig, for at Danekongen intet skulde vide derom. Thi hvis Hertugen havde begivet sig til Norge eller Kong Haakon til Sverige, vilde dette let have kunnet vække Opsigt, men naar Kong Haakon ligesom ganske tilfældigt paa en Rejse til eller fra Bergen under Paaskud af Modvind løb ind i en hallandsk Havn og her traf Hertugen, der ogsaa ganske i Stilhed kunde have begivet sig derhen, ligesom tidligere til Mothorp, da kunde det Hele løbe ganske ubemerket af. Nu erfare vi at Kongen i Mai var i Bergen^[13], men længer ud paa Sommeren i Viken, og navnlig den 3die September i Tunsberg^[14], hvorimod vi atter den 1ste November finde ham i Bergen^[15]. Hertugerne derimod tilbragte, som det lader, den største Deel af Sommeren i Upland eller Sødermanland^[16]; men hvor de opholdt sig efter den 1ste September indtil det følgende Aars Januar, vides ikke, og intet hindrer derfor at antage – ja det er endog det rimeligste – at Kong Haakon om Sommeren har været i Bergen for at gjøre Udrustninger og udbyde Leding til Krigstog mod Hertugen i det Øjemed at tage Kongehelle Slot tilbage, at Hertug Erik i Tide har søgt at forekomme dette og gjort Tilnærmelser, og at omsider en hemmelig Aftale er sluttet, ifølge hvilken Hertug Erik sidst i September eller først i October har begivet sig ttl Halland og i al Stilhed mødt ham i Steensø Havn. At Overeenskomsten maa være sluttet mellem dem, førend Kongen anden Gang rejste til Bergen, er klart, thi Kongen kom ej tilbage til Østlandet førend efter Midten af Marts det følgende Aar, og imidlertid havde Hertug Erik, som det strax skal vises, gjort en Udenlandsrejse, hvor hans fornemste Erende netop maa have været at bortrydde de Hindringer, der nu stillede sig i Vejen for hans Giftermaal med Kong Haakons Datter^[17]. Dette er alt, hvad der af de hidtil opdagede Actstykker og historiske Beretninger lader sig sige til Opklaring af denne Sag, og at dette er faa lidet, kommer vel just deraf, at den maatte drives og blev dreven med saa megen Hemmelighedsfuldhed. At Hertug Erik, som det synes, saa pludseligt atter vendte sig til Kong Haakon, kan alene være kommet deraf, at han nu atter fandt Giftermaalet med Ingebjørg fordeelagtigere end det med Sophia, hvad enten han nu havde bragt til Vished, at Sammensvergelsen mod Kong Eriks Liv for det første ej vilde komme til Udførelse, og altsaa de Forhaabninger, han under denne Forudsætning knyttede til dette Egteskab, ej vilde blive opfyldte, eller, om man ej vil tillægge ham faa slette Bevæggrunde, at han havde overtydet sig om, at Kong Erik enten ej vilde eller ej kunde give ham saa store Besiddelser i Danmark, som han rimeligviis havde gjort Regning paa. Hvilke Strenge han anslog hos Kong Haakon for atter at vinde ham, er let at gjette; han maa have forestillet ham, at han nu, efter at han var bleven forlenet med Halland og saaledes var sikker paa dette, aller nemmest kunde bringe baade det og Kongehelle Slot tilbage til den norske Krone ved at egte Ingebjørg; han har maaskee endog ladet Haakon vide, at under anden Betingelse vilde Kongehelle Slot aldeles ikke blive tilbagegivet, og Haakon maa have foretrukket denne Maade at ordne Sagen paa for en Krig, hvis Udfald vilde være yderst tvivlsomt. Hertil kom, at Hertug Erik ej alene havde hans tidligere Løfte, men ogsaa under alle Omstændigheder maa have været ham en langt ønskeligere Svigersøn end en Søn af Kong Byrge, med hvem man næsten kunde kalde det en Ulykke at komme i Forbindelse, ikke at tale om den Forkjærlighed, Dronning Euphemia altid havde for Hertug Erik, og som dog altid ogsaa maa have smittet noget paa Kong Haakon. Vistnok kan man ej sige Haakon fri for her at have viist en Ferd mod den danske Konge, der ej stemmede med hans sedvanlige Aabenhed og Redelighed, thi det fremgaar tydeligt af alt, hvad der videre skede i denne Sag, at Kongen og Hertugen maa have overlagt at drive alle Forberedelser med størst mulig Hemmelighed, og fornemmelig ikke lade Danekongen vide det aller mindste derom, førend Alt var bragt i Orden eller Brylluppet endog allerede holdt. Men Uoprigtighed og Uordholdenhed i politiske Forhandlinger hørte paa den Tid allerede til det sedvanlige, og Kong Haakon var i denne Henseende overhoved ikke verre, men snarere meget bedre, end de fleste andre samtidige Fyrster, faa at man ikke maa bedømme denne Afvigelse fra den strenge Redeligheds Bane altfor strengt; derhos har han upaatvivleligt siden Mødet i Helsingborg haft meget imod Danekongen, fordi denne da aflokkede ham Løftet om at forlene Hertugerne med Halland efter først at have vundet Hertug Erik for sin og sit Huus ved det forud aftalte Giftermaal med Sophia af Werle, ja det lader endog til, at dette Giftermaal i 1310 var blevet ligesaa hemmelig indledet og aftalt, som Fornyelsen af Hertug Eriks Trolovelse med Ingebjørg af Norge i 1311, og Kong Haakon kunde derfor mene som saa, at han ikke var Kong Erik større Redelighed skyldig, end denne havde viist mod ham. Hvorledes man nu dømmer derom, saa er det vist, at Kongen og Hertugen maa have aftalt, at begge Brødrene skulde faa hver sin af de to norske Kongedøttre, saaledes som det var bestemt ved Sammenkomsten i Oslo 1310, og at Hertug Erik skulde drage til Curien, under Paaskud deels af en Pilegrimsferd, deels af at opfylde sin i Helsingborgfreden indgangne Forpligtelse at skaffe pavelig Dispensation til sit Giftermaal med Sophia af Werle, maaskee og af at besørge det samme Erende for Magnus Byrgessøn og Jomfru Ingebjørg, men i Virkeligheden, som man maa antage, forat arbejde herimod, hvilket aller lettest kunde skee, naar han fik Paven til at erklære, at hans og Jomfru Ingebjørgs først indgangne Trolovelse maatte og skulde staa ved Magt^[18]. Hertug Erik synes at have tiltraadt Rejsen til Søs fra Kalmar til Tydskland den 6te Januar 1312^[19]; den 1ste Februar var han allerede i Køln, hvor han laante en Deel Penge^[20], og maa derfra have begivet sig til Valfartssteder Rocamadour, strax nordenfor Cahors i Frankrige, der udgaves for hans Rejses Maal; men det var dog utvivlsomt det nærliggende Vienne, hvor Pave Clemens just paa denne Tid holdt det store Concilium, og hvor han meget hurtigt maa have faaet udrettet hvad han ønskede, thi den 11te Marts var han allerede tilbage i Lübeck. Paa denne Tid laa Kong Erik af Danmark i Strid med Rostock, fordi Staden ej vilde underkaste sig, og Aaret forud, da Kongen kom derhen med en stor Hær og glimrende Følge, for at holde den brandenburgske Markgreve Valdemars Bryllup med overvettes Pragt, ikke engang havde villet lukke Portene op for ham eller nogen af de øvrige Fyrster, saa at de alle maatte ligge i Telte. Rostock understøttedes af de øvrige Stæder, Lübeck undtagen, der ej vilde føre Krig mod sin Skytsherre; de udrustede en Flaade, hvormed de tidligt paa Vaaren, strax efter Paaske, herjede de danske Kyster, fornemmelig ved Beltessund. Just paa denne Tid, i April, kom Hertug Erik paa et lübecksk Skib sejlende for at drage til Falster og derfra videre, men mødte endeel af Stædernes Kogger, hvis Besætning gjorde Landgang; strax gjorde han fælles Sag med Indbyggerne og hjalp dem saa godt, at Fienderne bleve slagne og maatte flygte. Da Kong Erik, som opholdt sig i Nestved, hørte dette, betragtede han det som en stor Vennetjeneste og modtog Hertugen med aabne Arme^[21]. Hvad denne nu kan have forebragt Danekongen, der upaatvivleligt maa have spurgt ham om hvorledes det gik med Dispensationssagen ved Curien, er vanskeligt at gjette. Saa meget seer man, at Danekongen endnu var og fremdeles vedblev at være i god Tro, saa at Hertugen vel maa have givet ham det bedste Haab og kun foregivet at Sagen endnu vilde tage nogen Tid. Han drev endog Forstillelsen faa vidt, at han paa Søborg den 18de April gav Danekongen et formeligt Brev paa, at han skulde understøtte ham mod hvem som helst, undtagen mod sin egen Broder Valdemar^[22]. Kong Erik var i den nærmest paafølgende Tid saa beskjeftiget med at bekrige Rostock, i hvis Nærhed han befandt sig lige fra Slutningen af Juni til October, at han neppe kunde ofre synderlig Opmerksomhed paa hvad Hertug Erik tog sig for, og troede nu desuden alt indledet og paa det bedste. Men Kong Haakon, som i Løbet af eller strax før Sommeren var kommen tilbage fra Bergen til Østlandet^[23], lod alt indrette paa det prægtigste til et Bryllupsgilde i Oslo, og her indfandt sig da begge Hertugerne til Michelsmesse, paa hvilken Dag det dobbelte Bryllup stod. Riimkrøniken skildrer den Pragt og de Festligheder, der ledsagede det, som ganske overordentlige. Da Kongen lod Hertugerne melde, heder det, at han vilde gjøre Brylluppet, „bleve de blide“;

Dyr kläde och dyr smide,
läto de då skära och göra
som de wilde med sig föra,
och klädde dera riddara och swena af ny
med tu par kläde och somma med try:
och läto dem örs väl beslå:
de hade en långan wäg att gå.
Om Michelsmesso kommo de där.
hwar som wet hwar Osloo är,
där wardt dera bröllop redt,
de wänista jomfrur man hafwer sett,
woro där, twå konungsdötter;
en man war aldrig swå illa grötter (d. e. bragt til at græde),
att hans hjerta måtte ej lee,
swå woro de wäna att see.
Hertog Erik den fromme och milde(!)
fikk den han hafwa wilde,
den konungens broderdotter war,
henne fick hertog Valdemar:
där war fröjd och mycken gläde,
de gerande (d. e. de som skulde gjøres til Riddere) fingo ny kläde,
örs och gangare i goda liit,
rikare foro de dädan an diit;
där war dyst og bohord (Turnering),
dans, leek och fager ord,
glädje ehwart man sig wände^[24].

Et Skaar maa det dog have gjort i Glæden, at Dronning Euphemia, der vilde have frydet sig saa inderligt over at see dette sit kjæreste Ønske opfyldt, ikke længer var i Live. Hun døde den 1ste Mai, uvist om i Bergen eller Oslo^[25]. Det er tydeligt nok, at hun maa have taget den ivrigste Deel i Forberedelserne til det dobbelte Bryllup, og navnlig været betænkt paa, at hendes Yndlingsfornøjelse, Forelæsning af en ny fransk Roman, ej skulde savnes, thi det fortælles udtrykkeligt, at hun kun lidet før sin Død lod „Flores og Blanzeflor“ oversætte paa Svensk^[26]. Af hendes Testamente kjendes kun saa meget, at hun skjenkede til Mariekirken 100 Mkr. Norsk, hvilke Kongen Aaret efter lod udbetale^[27]. Hvad for øvrigt Brylluppet angaar, er det ej usandsynligt, at det oprindeligen allerede var berammet til Mai, umiddelbart efter Hertugens Hjemkomst, men at hendes Død gjorde det nødvendigt at udsætte det nogle Maaneder. Kong Haakons Datter Ingebjørg var da endnu kun 11 Aar gammel, og Ingebjørg, Kong Eriks Datter, 15; de fulgte derfor ikke strax Brudgommene til Sverige, men bleve endnu et Aars Tid hjemme i Norge.

Det er let at begribe, at Efterretningen om dette Dobbelt-Bryllup maatte vække den største Forbauselse og Forbitrelse ved det danske Hof, ej at tale om den forsmaaede Sophias Fader, Nikolas af Werle, og om Kong Byrge. Men om begge disses Vrede brød vistnok hverken Kong Haakon eller Hertug Erik sig synderligt, og hvad den danske Konge angaar, da kunde Tiden neppe være belejligere til at slippe for noget hevnende Angreb af ham, thi det var just ved denne Tid, at Sophia af Langeland havde meddeelt ham det Brev, der underrettede ham om Jydernes Sammensvergelse, og han optoges nu, som det lader, mest af sine Forberedelser til at hevne denne. Dog seer man at der maa have været vexlet Breve og Budsendinger mellem ham og Hertug Erik, i Førstningen vel endog med temmelig Bitterhed, og at man nu ogsaa atter betragtede Forholdet mellem Norge og Danmark som et Krigsforhold, saa at der maatte en udtrykkelig Overeenskomst til, for at Fredsstilstanden kunde vedblive. En saadan Overeenskomst sluttedes dog allerede den 16de December mellem Kong Erik og Hertugen i Helsingborg. De foretrak begge af let begribelige Grunde en fredelig –Afgjørelse for en ny Krig. De enedes om at voldgive alt sit Mellemværende til Afgjørelse af 8 Opmænd, og Kong Erik nævnte dertil sin Broder, Hertug Christopher, Erkebiskop Æsger af Lund, Grev Adolf af Schauenburg og Fyrst Henrik af Meklenburg, medens Hertugen nævnte sin Broder Valdemar, Biskop Karl i Linkøping og Lagmændene Byrge Peterssøn og Gudmar Magnussøn. Førstkommende Michelsdag skulde disse møde i Falkenberg og afsige sin Kjendelse, hvilken ufravigeligt skulde staa ved Magt; kunde de da ej blive enige, skulde de komme sammen Michelsdag det følgende Aar tilligemed Kongen og Hertugen selv, for da at bringe Sagen til Ende. Døde nogen af Voldgiftsmændene, skulde en anden nævnes i hans Sted. Imidlertid skulde der mellem Kong Erik, Hertug Christopher og deres Venner paa den ene Side, og Kong Haakon og de svenske Hertuger paa den anden være sikker Stilstand; Indbyggerne af begge Riger maatte frit besøge hinanden gjensidigt og nyde sit Gods hvor som helst, dog skulde ikke de fredløse Kongemordere eller deres Arvinger heri være indbegrebne^[28]. Øjensynligt var det ogsaa netop til Brug ved den forestaaende Paakjendelse af Trætten, at Kong Erik den 2den Januar 1313 fik Biskop Christjern af Ribe til at udstede det før omhandlede Vidnesbyrd om, at Kong Haakon havde samtykket i hans Forslag, at forlene de svenske Hertuger med Halland. Man skulde næsten formode, at Kong Haakon til Retfærdiggjørelse af Løftesbruddet har paaskudt, at hiint Samtykke ej var erhvervet paa nogen redelig Maade, men kun ved Overlistelse.

Trætten bilagdes dog hurtigere, end den nys omtalte Overeenskomst syntes at bebude, og nogen Sammenkomst af Voldgiftsmænd eller Afsigelse af Voldgifts-Kjendelse fandt ikke engang Sted. Aarsagen synes at maatte have været den, at de jydske Anliggender antoge en betænkeligere Charakteer, end Kong Erik fra først af havde ventet. Saa vidt man kan skjønne, maa de Sammensvorne have faaet Nys om, at Sammensvergelsen var røbet og at Kongen beredede sig til at tage en haard Dom over dem, saa at de i et Slags Fortvivlelse besluttede sig til, lige saa godt selv at gjøre Oprør, førend Kongen endnu havde samlet tilstrækkelige Stridskræfter mod dem. Nikolas Brokk, Nikolas Laurentssøn o. fl. ophidsede, siges der, Bønderne i Jylland, saa at de negtede at betale Skat og Landgilde. Kongen sendte sin Drottsete Nikolas Olafssøn mod dem med nogle Hofmænd, men Bønderne angrebe og sloge dem paa Flugten ved Kolding og fældte mange af dem^[29]. Saaledes var der allerede flydt Blod, og Jylland var i aabenbart Oprør. Under disse Omstændigheder begriber man let, at Kong Erik kunde ønske at bringe Sagen med de svenske Hertuger og Kong Haakon ganske paa det Rene og sikre sig stadig Fred fra den Side, førend han drog over til Jylland for at dæmpe Oprøret. Der aftaltes en ny Congres i Helsingborg mellem alle tre Konger, de svenske Hertuger, Hertug Christopher og Nikolas af Werle til Midten af førstkommende Juni, og denne Congres maa allerede have været berammet tidligt om Vaaren, da vi see at Kong Haakon, der synes at have tilbragt Julen i Viken, var i Nidaroos i April og først i Mai^[30], og derfra maa have rejst til Søs langs Kysten lige til Mødet, siden vi den 10de Juni endnu finde ham ved Agvaldsnes^[31] og derimod i det mindste een Dag før den 19de Juni i Helsingborg, thi paa denne Dag sluttedes Freden. Indbydelsen til Kong Haakon om at komme til Congressen maa saaledes være indløben og hans Tilsagn derom givet førend han rejste til Nidaroos, altsaa maaske i Marts Maaned, ved hvilken Tid vi ogsaa see at Danekongen lod flere af Rigets Biskopper udstede Forsikringsbreve, hvorved de lovede ham sin troe Tjeneste; et Tegn paa, at de jydske Anliggender da begyndte at blive betænkelige. Nikolas af Werle var allerede kommen til Helsingborg før den 13de Juni, thi da udstedte han et Brev om ej at ville bortgifte sin Datter Sophia, hvis Haand nu var bleven fri, uden Kong Eriks Vilje^[32]. Hertug Erik var da undervejs, i Marstrand, hvor han samme Dag gav Indbyggerne af Kampen nye Handelsfriheder^[33]. Om Underhandlingerne paa Congressen vides for øvrigt intet, men Fredstractaten selv, der besegledes paa før nævnte Dag (Tirsdag efter Trinitatis-Ugen, altsaa 19de Juni), indeholder følgende Artikler:

1. Der skal være evig Fred mellem alle tre Riger.

2. Til Erstatning for den Tort, de svenske Hertuger have tilføjet Danekongen, hans Broder og Nikolas af Werle, fordi Hertug Erik ej tog dennes Datter til Egte, skal Hertugen betale Kong Erik 4000 Mkr. kølnsk, og Nikolas af Werle det Halve; Udbetalingerne skulle skee saaledes, at førstkommende St. Nikolai Dag (6te December) skal Kongen kunne hæve 2000 Mkr. i Falkenberg, Nikolas 1000 Mkr. i Lübeck, samt de næste 2000 og 1000 Mkr. den følgende St. Mortensdag (11te November), ligeledes i Falkenberg og Lübeck; i manglende Fald skal en af Hertugerne med 30 Riddere lægge sig ind til Maning (obstagium) i Stockholm. Fremdeles skulle begge de svenske Hertuger med 100 Riddere og Svenne sverge en Eed, at Hertug Erik ikke af nogen uhæderlig Aarsag har forladt Jomfru Sophia eller hendes Fader og Morbrødre til Spot, men alene fordi han ifølge Guds Lov ej maatte have hende^[34]. (Heraf seer man altsaa, at Hertug Erik under sin Udenlandsrejse maa have maget det saaledes, at Dispensation negtedes). Endelig skulle de svenske Hertuger, efter tre Maaneders Tilsigelse, tjene Nikolas af Werle i tre Maaneder med 100 Mand paa egen Bekostning, kun ikke mod Kong Erik.

3. Ingen af de contraherende Herrer skal tage den andens Mænd og Tjenere i sin Tjeneste eller forholde dem for deres rette Herre.

4. Hertugernes Forlening med Nordre-Halland skal staa ved Magt, efter som Kong Eriks Brev melder.

5. Kommer der fremdeles nogen Trætte paa mellem de her nævnte Parter, skal den afgjøres ved Compromis; dertil nævne Kongerne Erik og Byrge, Hertug Christopher og Nikolas Fyrst Henrik af Meklenburg og Biskop Olaf af Roeskilde, men Kong Haakon og de svenske Hertuger Grev Gerhard Gerhardssøn og Gerhard af Rendsburg, Herrer af Holsten^[35]. Disse fire Herrer skulle inden fire Maaneder søge at forlige dem; kunne de ikke det, skulle de under Eed erklære hvad de kjende for Ret, og derefter skulle Parterne rette sig.

6. De svenske Hertuger skulle til førstkommende Mariemesse sidre (8de September) følge Jomfru Sophia til Ethraby og overgive hende til Kong Eriks Sendebud. Førstkommende Mariemesse fyrre (15de August) skal Hertug Erik i Ljodhuus give Kong Eriks Sendebud Forsikring herpaa, og tillige gjøre sin Eed paa, at han ej har forladt hende for nogen Udyds Skyld, og de Riddere, som ikke for have givet Forløfte for hine Udbetalinger, skulle da gjøre det.

Tractaten forsynedes som sedvanligt med Fleres Forløfte og Medbesegling. Og derforuden synes det, som om Hertug Erik har givet Danekongen en særskilt Forsikring om at skulle staa ham bi mod alle og enhver, undtagen mod sine Venner, i hvilket Tilfælde han dog inden to Maaneder skulde søge at megle en venlig Forligelse, og hvis dette ikke lykkedes, tage Kongens Parti; han skulde heller ikke lokke Kongens Vasaller til sig eller staa dem bi mod Kongen, men forfølge dennes Uvenner som sine egne^[36].

Denne Fredsslutning blev virkelig af større Varighed end de foregaaende og endte i det mindste for Norges og Danmarks Vedkommende fuldstændigt den langvarige Krig, der med forskjellige Mellemrum havde vedvaret saa godt som lige siden Kong Magnus’s Dage, og i det mindste siden Kong Erik Christopherssøns Drab. Vel bevirkede Kong Byrges Fremferd mod sine Brødre, der i det Følgende skal omtales, for en kort Tid en ny Opblussen af Fiendtligheder mellem Sverige og Danmark, hvori og tildeels Kong Haakon blev reven med, men Sagen var dog ikke hans egen, og Fredsstilstanden, i det mindste med Danmark, leed dog idet Hele taget ingen synderlig Afbrydelse, saa længe Kong Haakon levede.

Længer ud paa Sommeren eller rettere ved Begyndelsen af Høsten bleve de tvende unge nygifte Hertuginder afsendte til sine Mænd. Disse havde allerede i længere Tid gjort store Forberedelser til deres festlige Modtagelse. Ved Pintsetid, fortæller Riimkrøniken, lod Hertugen hugge Tømmer og drage til Ljodhuus for der at opføre en stor og prægtig Gjestebudssal; der var mange Tømmermænd, med en Mester i Spidsen, til at udføre Arbejdet, men det varede dog længe, før den blev ferdig; da var den og faa prægtig, „at om den skulde sælges for Penge, maatte den koste 1000 Mkr.“ Den blev indvendig betrukken med Klæde, Baldakin og Sindal^[37]; store Kjeldere vare indrettede dertil og fyldte med ypperlige Vine og anden Drik. Kong Haakon, heder det, tog da

de wänaste skepp man kunde få,
och redde dem swå höfwisklika till
swå som den man der gerna will
sinom wännom gott weta;
jag tror man skulle länge leta
förr an man såge en wänare skara
än man såg då af Osloo fara,
af sneckjor, karfwor och löpeskutor;
twar tocken flock i hafwet rutar
då är han fager å att see;
til Swerige då wille de.
De frugar war da fylgt till strand
och konungen tog i dera hand,
som det war i landom sed,
och bad dem fara i Guds fred;
Drottningen^[38] gjorde och det samma,
andre frugar, och hevnes amma;
henne gaf hon gode gafwa,
tocket klenod hon wille hafwa;
där war mycken qwinnogråt
den dagen, da de skiljdes åt.

Mariemesse øvre (den 8de September) landede Skibene ved Ljodhuus, hvor der nu i 4 Dage blev holdt et overvættes prægtigt Gilde. Der var, siges der i Riimkrøniken, megen Tummel og Trængsel af Heste, der var Fedlere og Pibere fra mange Lande, og der uddeeltes Gaver med begge Hænder. Der blev holdt mangen Dyst, og mange bleve gjorte til Riddere, navnlig nogle Grevesønner fra Tydskland. Marsken, der skulde sørge for Foderet til alle Hestene, havde, siges der, en Stav af Sølv, som han kun lod staa derinde, uden selv at dele ud, men overladende det til Enhver at tage som han vilde, alt efter Hertug Eriks Befaling; og da der ej var mere Foder, gav Hertug Erik Staven til en af de vordende Riddere. Det eneste Skaar i den almindelige Lystig hed var, at Vejret var saa slemt og regnfuldt; der hvor man før, heder det, gik med lave Sko, der maatte man nu gaa over en Bro; men der var anbragt Lys saaledes at man ogsaa om Aftenen, i Mørket, kunde see at finde Vej. Maaskee var det ogsaa under disse Festligheder, at Hertug Erik gav Ingebjørg hendes Morgengave og Livgeding, der, som vi i et sildigere Document erfare, bestod af det nye Slot Axevalla (ogsaa slet hen kaldet Nyhuus) med Vermeland samt fem Hereder i Vestergøtland: Vallahered, Skaanungshered, Kindahered, Vartoftahered og Gudhemshered med Tilbehør^[39]. Hvad Hertug Valdemar skjenkede sin Hustru, vides ikke. Da Festlighederne vare til Ende, begav Hertug Valdemar sig til Kalmar og Hertug Erik til Agnathorp, hvor han vilde tilbringe Julen i Stilhed^[40].

Imidlertid vare ogsaa Anliggenderne paa Norges nordligste Yderkanter ordnede, thi allerede i 1311 var den forhen omtalte Islænding Gissur Galle kommen tilbage med Kongens Skat, hvilket vel altsaa vil sige, at han havde faaet Finnerne bragte til Lydighed; og to Aar senere, nemlig i 1313, kom endog, som der fortælles, Finnekongen Martin til Kongen^[41], formodentlig i Bergen, hvorhen han begav sig umiddelbart eller ganske kort efter Fredsslutningen i Helsingborg. Skade, at vi ikke kjende nærmere til Sammenhængen hermed, og hvorledes det forholdt sig med denne saakaldte Finnekonge, der, naar man ej vil regne den fabelagtige Mattul, der alene tilhører Sagnverdenen, er den eneste, der nogensinde omtales. Hiin Martin maa formodentlig have været en riig og blandt sine Landsmænd formaaende Same eller Finn, der tidligere havde faaet dem“ overtalte til at negte Kong Haakon Skat og selv stillet sig i Spidsen for dem, men af Nordmændene var bleven benævnt „Finnekonge“, ligesom en vis Bugge, der tre Aar efter stod i Spidsen for et Bondeoprør mod Kong Byrge i Smaaland, blev af dennes egne Mænd kaldet Smaalandskongen^[42]. Hiin „Finnekonge“ kom vel til Kong Haakon først og fremst i den Hensigt at underkaste sig ham, men dog vistnok ogsaa tillige for at faa de Misligheder afhjulpne, der synes at have bevirket Opstanden. Kongen gav nemlig netop paa den Tid, da „Finnekongen“ maa antages at have været hos ham, en Forordning for Haalogaland^[43], hvoraf ogsaa et Par Artikler berøre Finnerne, og deraf see vi, at de norske Embedsmænd, og især deres underordnede Fuldmægtige, der her endnu, som man seer, kaldtes Aarmænd, maa have behandlet de stakkels Finner med den skammeligste Vilkaarlighed og tilladt sig de verste Undertrykkelser, saa at Fortvivlelsen omsider maatte bringe dem til at slutte sig sammen for at gjøre Modstand. Kongen advarer nemlig saavel Kongedømmets Aarmænd, som Erkebiskoppens, der paatale Overtrædelser af Christenretten, om ikke, naar de kom ind i Fjordene til Finnerne, at paaføre dem vrange Søgsmaal eller paa anden Maade indjage dem Skræk for derved at afpresse dem Gaver eller Betaling; Sysselmændene og Lagmændene, saavel som enhver anden formaaende Mand, der var i Nærheden, skulde, naar slige Uretferdigheder beviistes, søge at skaffe Finnerne Ret. Tillige bestemte han maa Grund af Finnernes store Nød og Fattigdom, hvorom han nu var bleven underrettet“, at enhver af dem i de første 20 Aar efter at han havde antaget Christendommen ikke skulde betale mere end en Trediedeel af den foreskrevne Sekt for hvilken som helst Overtrædelse han maatte begaa, enten af den verdslige eller den kirkelige Ret, og hvad enten Sekten tilkom Kongen eller Erkebiskoppen; først naar de tyve Aar vare henrundne, skulde han være fuld Sekt underkastet som de andre Bumænd. Herved havde Kongen vel ogsaa især Christendommens Udbredelse for Øje. Man man nu end antage, at disse Bestemmelser, siden de ere indtagne i en Forordning for Haalogaland, egentlig især ere givne med Hensyn til de Finner, som droge om paa Haalogalands Grændsefjelde og plejede at sidde ved de haalogalandske Fjordbunde, saa maatte de dog ogsaa kunne finde deres Anvendelse paa det egentlige Finnmarken, og at ogsaa dette var Øjemedet, synes Udtrykket „som de andre Bumænd“ at vise, thi kun i det egentlige Finnmarken kunde der være Tale om Bumænd. Det maa formodentlig mere have været ved Overtalelser og gode Løfter, end ved Magts Anvendelse, at Gissur Galle fik Finnerne til atter at underkaste sig Kongen. Og dersom ikke Slottet Vargøyjarhuus allerede var opført under Kong Haakon Haakonssøn, hvilket man næsten skulde formode, saa blev det i alle Fald nu opbygget eller i det mindste istandsat og forsterket, da det paa denne Tid mere end nogensinde gjaldt at have et fast Punct paa de Kanter til Vern mod Russernes og Karelernes hyppigere og hyppigere Indbrud^[44].

1. Vi have intet af Haakon efter Mødet i Helsingborg og Kjøbenhavn udstedt Brev førend et fra Fane ved Bergen, dateret 10de November 1310, Dipl. Norv. II. 104.
2. De isl. Annaler.
3. Den 30te Novbr. var han paa Fitje, paa Storden i Søndhordland, altsaa paa Sejladsen til Viken, Dipl. Norv. II. 105.
4. Den 31te Januar var Kongen endnu i Oslo, Dipl. Norv. II. 106.
5. Den 1ste September ankom han til Bergen, Suhm XI. 631, efter Barthol. E. 317.
6. Isl. Annaler ved 1310.
7. Dipl. Norv. I. No. 125.
8. Hvad Tid Eilif reiste, angives ej nøjagtigt: Annalerne nævne 1310, men, som det er paapeget af Keyser l. c. S. 156, kan det neppe have været førend om Vaaren 1311.
9. Han tillod da Chorsbrødrene at tilbytte sig en Almenning mod at udlægge en ny, Dipl. Norv. II. 108.
10. Langes Klhist. 2den Udg. S. 395, 396.
11. Dipl. Norv. I. 127.
12. Uddrag hos Huitfeld S. 354, jvfr. Suhm XI. 673. Huitfeld skriver her „Iver Toldssøn“, istf. „Ivar Olafssøn“.
13. Norges gl. Love III. No. 29, S. 90. Forordningen er dateret Hallvardsmesse.
14. Dipl. Norv. I. 131.
15. Norges gl. Love III. 30 S. 91.
16. Erik var den 29de Apr. paa Norby, den 10de og 11te Juni paa Holma ved Vesteraas; begge Hertuger den 7de Juli i Upsala, Valdemar den 25de Aug. i Søderkøping, begge den 1ste Sept. i Stockholm.
17. Riimkrøniken angiver slet ikke, naar Mødet ved Steensø fandt Sted; den omtaler det umiddelbart efter Sammenkomsten i Oslo, i Marts 1310, og springer derfra lige til Brylluppet og Enighedens fuldkomne Gjenoprettelse, uden med et eneste Ord at omtale Hertugens Udenlandsrejse. Man kunde saaledes, uden at afvige fra dens Tidsbestemmelse, sætte Modet ved Steensø til Vaaren eller Sommeren 1310, til 1311, og til Sommeren 1312, og for nogenledes at bestemme den rette Tid maa man tage de andenstedsfra bekjendte Forhold i Betragtning. Nu er det aabenbart, at Mødet ej kan være holdt før Helsingborg-Sammenkomsten i Juli 1310, da Riimkrøniken udtrykkeligt siger:

    „sidan foor han (Hertugen) til Steensö
    og Konung Håkon gaf honom sina möö,
    och woro då satte med heelom hug
    och droo ingen sidan wid annan strug“;

    og var dette skeet for Helsingborgfreden, vilde hverken denne have indeholdt de Betingelser, den kom til at indeholde, eller Kong Erik om Vaaren 1311 have behøvet at optræde som Megler. Om 1310 kan altsaa ej være Tale. Derimod kunde det ved første Øjekast synes rettest at henføre Forliget ved Steensø til Tiden efter Hertug Eriks Tilbagekomst 1312; man behøvede da ej at lade Kong Haakon allerede fra Høsten 1311 være Deeltager i en hemmelig Aftale med ham, men alene at antage, at Hertug Erik, ham uafvidende, havde ordnet alt, og efter Hjemkomsten overrasket ham med Anmodningen om Trolovelsens Fornyelse med mere. Dette kan dog, alt nærmere overvejet, ikke vel antages, da det i saa Fald ej lader sig forklare, hvorfor Kong Haakon ej bekrigede ham om Høsten 1311 for at tage Kongehelle tilbage, efter at heller ikke det foreslaaede Forliigsmøde i Kjøbenhavn havde fundet Sted. Kongens Rejse til Bergen om Vaaren 1311 havde vistnok netop til Hensigt at forberede Leding i dette Øjemed og Hertugens nye Tilnærmelse til Kong Haakon skede saaledes efter den aller rimeligste Formodning kort før denne Leding skulde udgaa, saa at alle Fiendtligheder forebyggedes.

18. Der siges egentlig ingensteds i samtidige Kilder, at Hertug Erik drog til Curien, men man maa kunne antage det af overvejende Sandsynlighedsgrunde. Er. Olai og efter ham Lagerbring (III. 107) ville endog, at han rejste heelt til Rom og besøgte de Helliges Grave, men det er dog let at indsee, at han mellem 6te Januar og titte Marts ej kunde have været heelt i Rom og tilbage til Lübeck. Er. Olai har uden Tvivl tilføjet Rom, fordi han sandt i sin Kilde, at Hertugen besøgte Paven, men ej vidste eller var opmerksom paa, at denne dengang opholdt sig i Manna. I Grautoffs Udgave af Detmar (S. 198) siges, at han rejste til „Ritzemadun“. Dette Sted maa være det i Boehmers Fontes I. 397 nævnte, berømte Valfartssted Rupis sanctæ Amatoris, nu Rocamadour i Departement du Lot; jvfr. og Boehmers Regesten, Joh. v. Bøhmen S. 296. Detmars Haandskrift har saaledes uden Tvivl „Ritzemadur“, som af Grautoff er fejllæst.
19. Den 5te Januar finde vi Hertug Erik endnu i Kalmar sammen med Valdemar, men den 7de udstedte Valdemar alene et Brev fra denne Stad: i Mellemtiden, eller den 6te, maa Hertug Erik saaledes være afrejst, Dipl. Sv. No. 1828, 1831.
20. Sammesteds No. 1838.
21. Detmar l. c.
22. Huitfeld S. 358.
23. Den 13de Marts var Kongen endnu i Bergen, Lappenbergs Sartorius 691, den 29de Juni og 2den Juli i Oslo, Dipl. Norv. IV. 96, N. gl. L. III. No. 31, den 19de i Tunsberg, N. gl. L. III. No. 33.
24. Riimkrøniken S. 41. Kirchberg omtaler ogsaa Hertugernes Giftermaal i sin meklenburgske Riimkrønike, Westph. Mon. IV. S. 788. Han mener at Valdemar forskød Thorgils Knutssøns Datter og Erik Sophia af Werle, fordi de ej vare dem fornemme nok, og de alene vilde have Kongedøttre, paa det at deres Børn skulde blive lige saa højbyrdige som Kong Byrges. Han kalder Ingebjørg Eriksdatter, Valdemars Brud, en Datter af Kongen af Skotland. Det har foresvævet ham at hun var en Systerdatter af Robert Bruce.
25. Hendes Dødsdag findes deels i Nekrologiet hos Langebek H. 509, deels i det norske Kalendarium i den Arnam Samling. No. 736 qv. Hendes Død omtales i et Brev, som Nikolas af Halland, Grev Jakobs Søn, skrev til Erkebiskop Jens Grand (hans Frænde) i Bremen, dateret den 16de Juli (Lamey, Gesch. d. Gr. v. Ravensberg S. 495, men her urigtigt henført til 1310). Han kalder hende her „fin Frue“, beder Erkebiskoppen at befordre hans Sag ved Curien (hvilken, vides ej), og siger at hvad Greven af Ravensberg bestemte, vilde han og hans give i Overflod.
26. Se Udgaven af den svenske „Flores og Blanzeflor“ S. 69 i „Svenska Fornskr. S. Samlingar“.
27. Nemlig ved Ordre til Gyrd Throndssøn, der synes at have været hendes Ombudsmand, dateret Nidaros 21de April 1313. Dipl. Norv. II. 118.
28. Huitfeld S. 363. Dagen angives som Løverdag før St. Thomæ Dag, hvilket bliver den 16de Decbr.
29. Langebek Scr. r. Dan. III. 283. Huitfeld S. 367.
30. Dette sees deels af Kongens egne Breve, daterede 9de, 16de og 21de April (Dipl. Norv. II. 117, I. 137, II. 118) samt 2den Mai (ssteds IV. 101, 102) alle fra Nidaroos, deels af et Brev af 5te April, udstedt i Kongsgaarden i Nidaroos af Bjarne Audunssøn og Hauk Erlendssøn, der hørte til Kongens Raad, m. fl., og hvis Nærværelse i Nidaroos viser at Kongen selv maa have været tilstede (Dipl. Norv, II. 116), samt endelig af et Brev, udstedt i Nidaroos den 22de April 1313 (ssteds III. 99) blandt andre af Kongens Læge Raimund Calmeta og en Capellan hos Junker Nikolas Jakobssøn af Halland, hvilken sidste saaledes maa have været med i Nidaroos.
31. Norges gl. L. III. No. 37, S. 105.
32. Huitfeld S. 364.
33. Dipl. Sv. No. 1928.
34. Maaden, hvorpaa Hertug Erik og Sophia vare beslægtede med hinanden, findes ingensteds angivet, og man maa derfor her tildeels gjette sig frem. Aabenbart er det, at Slægtskabet maa have bestaaet deri, at Eriks Moder, Enkedronning Helvig af Holsten, har været nær beslægtet med det meklenburg-werleske Huus, thi derfor optræder ogsaa Grev Gerhard H. af Holsten paa en Maade som hendes Verge. Nu heder det i Hübners geneal. Tabeller, uvist med hvad Hjemmel, at Gerhard I. af Holsten († 1281) var gift med Rim eller Richiza, en Datter af Nikolas den yngre af Werle, den samme, som her ovenfor omtales, Sophias Fader. Dette sees nu vistnok ved første Øjekast at være urigtigt, da denne Nikolas neppe engang var fød, eller i alle Fald kun et Barn, da Gerhard døde. Men hvis man antager, at hiin Rim var en Datter af Nikolas den ældre af Werle-Güstrow, der døde 1275, bliver ej alene Chronologien rigtig, men Slægtskabet mellem Erik og Sophia godtgjort, thi Dronning Helvig, Hertug Eriks Moder, bliver da Systerdatter af Johan af Werle, Nikolas’s Fader, og Erik selv Nærsyskendebarn til Sophia, ganske saaledes som Magnus Byrgessøn var Nærsyskendebarn til Ingebjørg. Nu er det vel saa, at Hübner ofte fejler betydeligt, og navnlig i de holstenske Slægttavler, men hans Fejl kommer mere af Mangel paa Kilder og paa Kritik, end af Mangel paa Flid og Grundighed; naar han skriver, at Gerhard I. var gift med en Sira Nikolasdatter af Werle, kan man være temmelig vis paa, at han har fundet dette etsteds omtalt, men at han alene har forvexlet den ældre Nikolas med den yngre, da det nemlig af det foranførte er klart, at naar der her er Tale om nogen Nikolas, kan der alene være Tale om den ældre. Jeg skulde derfor være meget tilbøjelig til at antage denne Angivelse for rigtig, kun saaledes at Nikolas den ældre sættes ind i Stedet for den yngre. Vel heder det i Christiani Gesch. Schlesw. Holsteins III. 59, at Gerhard I’s Hustru var efter Nogles Sigende Adelheid af Werseburg, Werteburg eller Warenberg, efter Andres Luitgard, Datter af den meklenburgske Fyrste Johannes Theologus. Men just heraf seer man og at man ej er paa det Rene med, hvo hans Hustru var; det er desuden heel troligt, at hiint „Werteburg“ ikke er andet end „Werle“, og at Richiza ogsaa har haft Navnet Adelheid.
35. Disse to Gerharder maa have været Fader og Søn, Grev Gerhard II. af Rendsborg og Sønnen, der var eller blev Gejstlig.
36. Denne Forpligtelse af Hertug Erik meddeler Huitfeld S. 365 umiddelbart efter Hovedfredsfordraget uden nogen Afbrydelse, ja uden engang at begynde ny Linje, og tilføjer derpaa ny Datering, Kolding Fredag før Marine Magdalenæ Dag 1313. Men her er det tydeligt, at Huitfeld, uvist hvorledes, har faaet et urigtigt Datum, nemlig det, der henhører til hans senere Forpligtelse i Kolding af 19de Juli 1314 (Dipl. Norv. III. 102), thi dette er netop dateret „Fredag før Mariæ Magdalena Dag“, og det er lidet sandsynligt, at han netop paa samme Ugedag før Festdagen og paa samme Sted i to Aar efter hinanden skulde have udstedt Forskrivninger. Net viser dog Indholdet af den oven anførte Forskrivning, at den ligefrem er et Tillæg til Hovedfredsslutningen af 1313 for Hertug Eriks personlige Vedkommende; det rimeligste er altsaa, at den er udstedt i Helsingborg samtidigt med Hovedtractaten, men at Huitfeld ved en Skjødesløshedsfejl har sat det Datum, der tilhører Forskrivningen af 1314. Det lader endog til, at Danekongen ej engang var i Kolding den 20de Juli 1313, da det udtrykkeligt heder, at han først i August gik over til Jylland (Suhm XI. 700); og Hertug Erik var vel i denne Tid aldeles optagen med Forberedelserne til sin Hustrus festlige Modtagelse.
37. Her tilføjer Riimkrønikens naive Forfatter Følgende, hvorved han viser, at han var et Øjevidne til alt dette:

    „swa widt jag har om landit farit,
    jag såg aldrig annan slik,
    swa war han stor och höfwelik;
    den tid han war aller reda,
    da lät man han innan bereda
    med kläde och med baldakin,

    jag önskade det han wore min
    den förste timma jag han såg“.

    Riimkrøniken S. 42.

38. Her menes Dronning Isabella, der naturligviis var tilstede ved Datterens Bryllup.
39. Se det svenske Raads Bestemmelse af 14de Februar 1326, hvorved de Hertuginde Ingebjørg af Hertug Erik i sin Tid i Morgengave tildeelte Besiddelser ombyttes med Dativ med Tilbehør, som Enkedronning Helvig havde haft. Dipl. Sv. No. 2555.
40. Riimkrøniken S. 43. Dens Ord ere her noget uforstaaelige, maaskee kun fordi Texten er forvansket eller ikke ret læst. Der staar at Hertug Erik

    wille wara i Høgnatorpe (Agnathrpe?) den juul,
    Ögralag (eller efter en Variant „Ødnolag“) gripa och i skjul
    och låta sig ej jemnlika see.

41. De isl. Annaler ved 1313.
42. Lagerbring III. 92. Suhm XI. 791.
43. Norges gl. Love, III. No. 38, S. 106. Forordningen er dateret Bergen, den 12te August 1313, og dens to sidste Artikler vedkomme alene Finnerne.
44. Vargøhuus omtales allerede i Visen om Kong Haakon Haakonssøns Død, se ovf. IV. 1. S. 393. Men muligt kan det vel være, at denne Vise ikke er at lide paa; derimod omtales Vargøhuus sikkert i et Brev fra Biskop Haakon i Bergen 1340, og som om det da behøvede Istandsættelse, altsaa ikke længer var nyt; Saml. til det norske Folks og Sprogs Historie V. S. 145. „Vargø“, ikke „Vardø“, er den rette Form af Øens (og nu Byens) Navn; den sedvanlige Udtale er „Vaarø“, men ogsaa Finnerne kalde den Vargaf.