Wikikilden

Det norske Folks Historie/6/106

< Det norske Folks Historie | 6
Det norske Folks Historie
Chr. Tønsbergs Forlag,  (I-4-2, s. 566-578).

De her beskrevne Krige og Underhandlinger med Danmarks Konge og Sveriges Fyrster vare ikke de eneste udenrigske Anliggender, der i al denne Tid beskjeftigede Kong Haakon. Hans Forhold til England og Skotland var ogsaa af den Beskaffenhed, at det krævede megen Opmerksomhed og stor Forsigtighed, for at man ikke ogsaa skulde hjemsøges med Krig fra denne Kant. I den første Deel af hans Regjeringstid var Vanskeligheden ikke saa stor, thi Kong Edward af England havde i 1299, samme Aar Kong Haakon besteeg Tronen, selv egtet den franske Konges Syster og ladet sin Søn feste hans Datter; han stod altsaa nu i det nøjeste Venskabsforbund med ham, saa at derfor ogsaa Kong Haakon kunde være Ven af dem begge. Og i Skotland, hvor Kong Edward i 1296 havde afsat John Balliol og gjort sig selv til Landets umiddelbare Herre, havde vel den tappre Sir Villjam Wallace i 1297 gjort Opstand, men allerede i 1298 var han bleven slagen ved Falkirk, og kunde ikke holde sig mod Kongen, der ganske spillede Mester, især efter 1303; Sir Villjam var bleven fangen (1305), ført til London og henrettet[1], og alle Rigets gejstlige og verdslige Høvdinger havde underkastet sig den engelske Konge. Men anderledes blev det, da Robert Bruce den yngre, Sønnesøn af den før omtalte Tronprætendent og Søn af den i Aaret 1304 afdøde Robert Bruce, Jarl af Carrick, begyndte en ny Opstand i 1306 for at befrie Fedrelandet for det engelske Aag og selv bestige Tronen, hvortil han var nærmest arveberettiget. Han stod nemlig i det nærmeste Svogerskabsforbund med det norske Kongehuus, da Isabella, Kong Eriks efterladte Dronning, var hans Syster, og om Kong Haakon end ikke derved ansaa sig bunden til strax at gjøre fælles Sag med Robert Bruce mod den mægtige Kong Edward, saa maatte dog denne altid nære nogen Mistanke om, at Nordmændenes Sympathier vare paa Skoternes Side, og deri bedrog han sig vist heller ikke. Man merker ikke andet end at Forholdet mellem Kong Haakon og Enkedronningen altid var meget venskabeligt, og derfor omfattede han vel ogsaa hendes Frænders Interesser med Deeltagelse. Robert Bruces hele Fremtræden og Kamp, de mangehaande Farer og Æventyr, han bestod, den Kjekhed, Klogskab og Udholdenhed, han viiste, og som tilsidst førte ham til Maalet, havde desuden alt for megen Liighed med Kong Haakons egen Stamfader Sverres berømmelige Bedrifter, til at man ikke skulde antage, at Kongen og det hele Hof, ja det hele Folk, med den største Beundring og Forkjærlighed fulgte hvert af Robert Bruces Skridt i den farefulde Kamp. I Førstningen saa det ikke heldigt ud for ham. Han begyndte med at dræbe en af sine Medbejlere, John Comyn, i Franciscanerkirken i Dumfries (29de Januar 1306) og lod sig derpaa krone til Konge, men blev strax efter slagen og maatte over Cantire flygte over til den ved den irske Kyst liggende Ø Rachlin, hvor han i nogen Tid holdt sig skjult. Imidlertid havde hans Frænder og Tilhængere en sørgelig Skjæbne: en af hans Brødre, Nigel, blev fangen og henrettet; hans Hustru og Datter bleve fangne og førte til England; paa dem, der havde gjort fælles Sag med ham og vare faldne i Kong Edwards Vold, anrettedes der et frygteligt Blodbad. Kort efter bleve ogsaa to andre af hans Brødre, Thomas og Alexander, fangne og aflivede. Man kan let forestille sig, hvad Dronning Isabella maa have følt ved at modtage disse Efterretninger i Løbet af nogle faa Maaneder; tre af hendes Brødre hængte som de verste Misdædere, hendes ældste Broder fredløs og forfulgt, hans Hustru og Datter i Arvefiendens Vold, hans Venner dræbte; hvis det forholder sig saaledes, som man af flere Omstændigheder har Grund til at antage, at hun, idet mindste senere, slog sig fra Verden og levede et halvt Klosterliv[2], skulde man være fristet til at tro, at disse Efterretninger vare Hovedaarsagen dertil. Men imidlertid var Robert Bruce kommen tilbage til Skotland, og det begyndte nu at gaa ham heldigere. Han erobrede først sine egne Familiebesiddelser tilbage og slog de engelske Høvdinger, der stillede sig imod ham. Kong Edward vilde selv ile imod ham, men døde, førend han endnu naaede Grændsen, i Nærheden af Carlisle (den 7de Juli 1307), og hans Søn og Efterfølger, Edward den 2den, havde hverken Kraft eller Forstand til at kunne maale sig med Robert Bruce, hvilket maaskee endog vilde have været vanskeligt for hans Fader i dennes bedste Dage, da Bruce nu havde hele Folket med sig, og Krigen var bleven en Nationalkrig. Hertil kom, at Kong Edward laa i en uophørlig Strid med sine egne Baroner. Efter flere frugtesløse Tog mod Skotland kom det dertil, at Skoterne bleve de angribende, og hvert Aar paa det frygteligste herjede de engelske Grændse-Egne; i 1313 erobrede Robert Bruce Perth og Linlithgow, kort derefter Edinburgh, og i 1314 vandt han endelig det store Hovedslag ved Bannock-Burn paa St. Hansdag, hvorefter Stirling, det sidste Slot, som de Engelske holdt besat, overgav sig, og hans Kongedømme var fuldkommen befestet.

Uagtet nu, som sagt, Kong Haakons Sympathier visselig vare paa Robert Bruce’s Side, var han dog sikkert alt for forsigtig til at ville tage aabenbart Parti for ham eller endog erkjende ham som Konge, førend hans Kongedømme var nogenledes sikret, især saa længe Kong Edward levede. Men man maa dog, som sagt, have anseet det som temmelig vist, at Stemningen var gunstig for ham og hans Venner paa norsk Bund, thi en af disse, Biskoppen af Moray, der havde ytret sit Bifald til John Comyns Drab og derved paadraget sig Kong Edwards højeste Vrede, flygtede i Bruces Trængselstid til Orknøerne. Kong Edward den 1ste tilskrev endog Kong Haakon i den Anledning (den 6te Marts 1307), anmodende ham om at lade Biskoppen fængsle og udlevere[3]. Men kort efter døde Edward (7de Juli), og nu viiste det sig snart, at Englands Magt ej længer var saa meget at frygte, og der foregik ogsaa snart et Omslag i Kong Haakons Politik med Hensyn til England og Skotland. Endnu i 1309 kan Kong Haakon ikke ligefrem have anerkjendt sin afdøde Broders Svoger Robert Bruce som Skotlands Konge, da vi af et Brev, som Kong Edward den 2den skrev til ham i dette Aar (dateret Stamford 5te April), erfare, at Haakon endog havde sendt sin Klerk Hugo, Chorsbroder i Stavanger, med et Brev om at den tidligere mellem Kong Henrik den 3die og Kong Magnus sluttede Tractat maatte blive fornyet. Hertil erklærede ogsaa Kong Edward sig villig, og sendte til den Ende tilbage med Hugo et Udkast under Cantslerens Segl. Imidlertid udtalte han ogsaa Ønsket om at de engelske Handelsmænd, der kom til Norge, maatte nyde Ret og Godtgjørelse for de Forurettelser og Ulemper, der tilføjedes dem af de Norske, idet de nemlig bleve tvungne til mod deres Vilje at deeltage i Skibsdræt og følge Misdædere til Henrettelse m. m., hvorover der allerede før havde været klaget, og for at dette kunde blive afhjulpet, var Kong Edward villig til at godtgjøre de Norske, hvad de paa sin Side maatte anke over[4]. Det sees let, at hvad Englænderne her fandt saa slemt, og hvad vistnok ogsaa i sig selv var en stor Ubehagelighed, dog ikke var andet end hvad alle Byboere i Norge og de, som i en vis Tid opholdt sig i Byen, vare underkastede ifølge Byloven, og som man derfor ikke vel kunde kalde en Forurettelse; ja fra norsk Side maatte man vel endog snarere betragte det som en Utilbørlighed af Englænderne, naar de egenmægtigt vilde unddrage sig Forpligtelsen. En anden Sag var, at Bestemmelsen, som forældet og upassende til Tidsforholdene, ved særskilt Overeenskomst kunde modificeres eller endog ophæves for de Fremmede. Dette var allerede tildeels skeet for de tydske Stæders Borgere, navnlig for Hamburgerne (se ovf. S. 242). Men hvis Englænderne uden nogen saadan foregaaende Overeenskomst have villet tiltvinge sig Fritagelsen, eller endog deraf taget Anledning til, som Repressalier, at forurette norske Borgere i England, da kunde dette allerede i sig selv være nok til at fremkalde et uvenligt Forhold mellem begge Riger og saaledes fremskynde det Øjeblik, da Kong Haakon uforbeholdent erklærede sig for Kong Roberts Ven. Dette maa i alle Fald være skeet inden 1312, som det vil sees af hvad strax herefter anføres. Robert Bruce var ogsaa sikkert for opmerksom paa alt, hvad der foregik om ham, til ej at have bemerket den mellem begge Hoffer indtrædende Kulde, og for klog til ej strax at have grebet Lejligheden til at vinde Kong Haakon ganske over paa sin Side. Anledning hertil gav sandsynligviis fortsatte gjensidige Klagemaal om Sømænds Forurettelse. Den 9de Juli 1310 skrev Kong Edward et Brev til Kong Haakon[5], hvori han klagede over, at, da et Skib, der tilhørte en Kjøbmand i Grimsby, paa Tilbagerejsen fra Estland med en Ladning Korn var strandet i Kalfsund ti Ekerøerne, lidt søndenfor Marstrand), og Skipperen havde sluttet en Overeenskomst med Sysselmanden sammesteds, Hr. Peter, saavelsom en Erik Gunnarssøn[6], om at lade Kornet bringe i Land, havde disse tvert imod med en Skare „Ildgjerningsmænd“ strax ved Landsættelsen taget Kornet og sat Folkene fast, i hvilket Fangenskab de nu havde hensmægtet over et halvt Aar. Aarsagen hertil kan ikke have været den, at det engelske Skib kom fra det danske Landskab Estland, thi mellem Danmark og Norge var der netop paa den Tid Fred og Venskab. Heller ikke kan man vel antage, at Skipperen, hvis Ankomst til Ekerøerne maa have fundet Sted just som Kongen belejrede Ragnhildarholmen[7], har været mistænkt for at ville bringe Levnetsmidler til den svenske Besætning i denne, eller om dette endog var Tilfældet, at det har været Hovedaarsagen til den Behandling, han og hans Folk lede, men Kongen, efter hvis udtrykkelige Befaling det hele maa være skeet, maa hertil have haft en anden og vigtigere Grund. Thi ej nok med, at Kong Edwards Brev ikke frugtede, men Besætningen fremdeles holdtes fangen, blev endog Overbringeren af Brevet selv sat fast ved Ankomsten til Norge, der vel maa have fundet Sted netop som Kongen drog ned til Fredscongressen i Helsingborg, og endnu i det følgende Aars Mai Maaned vare Fangerne ikke satte paa fri Fod, saa at Kong Edward fra Berwick, hvor han havde tilbragt Vintren paa et større Tog til Skotland, den 5te Mai maatte skrive et nyt Brev til Kong Haakon herom, hvori han udtrykkeligt klagede over, at denne foragtede hans Forestillinger[8]. Dette kan neppe forklares af anden Aarsag end den, at Kong Haakon nu havde erklæret sig for Robert Bruce og derfor betragtede Englænderne som Fiender. Formodentlig har vel ogsaa denne Omstændighed allerede bevirket, at norske Skibe paa samme Maade vare blevne anholdte og priisdømte i England, saa at hvad der stede i Norge med engelske Skibe, kun var Repressalier.

For øvrigt maa den ydre, eller man kunde lige officielle Aarsag, Kong Haakon anførte for at retferdiggjøre det uvenskabelige Forhold, hvori han nu traadte til England, have været den, at den aarlige Skat, der ifølge Tractaten til Perth skulde betales af Skotland til Norge, siden Kong Edward den 1stes Død ikke blev betalt. Da denne selv erklærede sig for Skotlands Herre, overtog han naturligviis ogsaa de Forpligtelser, der fulgte med Skotlands Krone, hvoriblandt Skatten til Norge, og ligesom vi have seet, at han i sin Tid tilholdt Kong John Balliol at opfylde sine Forpligtelser til Norge[9], saaledes er det venteligt, at han selv var meget samvittighedsfuld i saa Henseende, og der er heller ikke Tale om Skattens Udeblivelse førend fra 1307 af, da han døde[10]. Men denne samme Skat maatte derimod give Robert Bruce en velkommen Anledning til at aabne Underhandlinger med Kong Haakon. Om han end ikke nogensinde ventede formelig Understøttelse fra Norge, var det dog altid af største Vigtighed for ham at blive anerkjendt som Konge af en anseet Monarch og træde i diplomatiske Forbindelser med ham, og han var sikkert for klog til ej at benytte Lejligheden, som her tilbød sig. Kong Haakon kunde nemlig her vanskeligt gjøre det første Skridt, hvor megen Beundring han end maa have haft for Kong Robert, men denne kunde derimod lade Kong Haakon melde, at han nu, efter at have gjenoprettet det gamle skotske Rige og befestet sig paa Tronen, var villig til at efterkomme de af hans Forgængere vedtagne Forpligtelser, og saaledes ej alene at fornye Tractaten til Perth og følgelig for Fremtiden at betale Skatten, men ogsaa at udbetale de tilbagestaaende Summer. Modtog Kong Haakon Tilbudet, da erkjendte han ham allerede derved som Konge; men formodentlig har vel Robert Bruce ogsaa fordret en udtrykkelig Anerkjendelse, om denne ikke allerede forhen var given. Paa denne Maade, eller paa det nærmeste saaledes, maa Sagen ogsaa være gaaet til, uagtet ingen udtrykkelig Beretning derom er os levnet; men af de følgende Forhandlinger kunne vi slutte det. Derhos var der og, i de sidste urolige Tider, da Robert Bruce endnu ikke fuldkommen havde befestet sit Herredømme i Landet og derfor ikke kunde sørge’for god Orden paa alle Kanter, forefaldet flere Voldshandlinger mellem Skoter og Nordmænd i og ved Orknøerne, der havde gjensidige Erstatningssøgsmaal til Følge. Saaledes erfares det[11], at endeel Skoter havde herjet paa disse Øer og taget Kong Haakons Ombudsmand, Ridderen Hr. Bjarne[12], til Fange, samt ej alene udplyndret ham, men og nødsaget ham til at udbetale alt hvad han havde samlet af Kongens Landskylder og Indtægter, for at frelse sit Liv. Paa Hjaltland havde ligeledes Skoter anrettet Skade. Derimod klagedes der fra skotsk Side over at nogle Borgere og Kjøbmænd fra St. Andrews vare blevne fængslede i Norge og deres Gods dem berøvet af de kongelige Sysselmænd, medens Kongen selv var indenrigs, og at de først efter et langvarigt Fangenskab vare sendte hjem med tomme Hænder, fremdeles at en vis Patrick Mouatt[13], Squire (af Vaaben, Hirdmand) hos Kongen af Skotland, var efter Befaling af den norske Sysselmand paa Orknøerne bleven mishandlet og fængslet og nødt til at løskjøbe sig for 40 Mkr. Sølv. Alt dette var formodentlig skeet, medens det endnu var uvist, om Robert Bruce eller Englænderne vilde faa Overhaand, og da man saaledes endnu i Norge betragtede Skoterne som Kong Edwards Undersaatter og delende Ansvaret med ham for Udeblivelsen af Skatten. At Kong Robert maa have gjort det første Skridt til at nærme sig Kong Haakon, er, som nys antydet, utvivlsomt, og Anledningen have formodentlig netop disse gjensidige Erstatningsfordringer og den aarlige Skat givet. Hvorledes Tilnærmelsen er skeet, vides ikke, men nærmest ligger det at antage, at Robert Bruces egen Syster, Enkedronning Isabella, har været den, der først indledede den. Og ud paa Høsten 1312, da Kong Edward selv ivrigt ønskede at faa sluttet Stilstand med Skotland, og Robert Bruce ganske havde faaet Overtaget, sendte Kong Haakon Hr. Bjarne Erlingssøn og Sira Ivar Olafssøn som Gesandter til Skotland, for at fornye det ældre Forbund og bestemme det Fornødne angaaende Erstatnings-Søgsmaalene. Valget af disse Mænd viser noksom, at det var Kongens Hensigt at vise Robert Bruce særdeles Ære, thi Hr. Bjarne var den ældste og ypperste af Rigets Baroner, og Sira Ivar næst Cantsler Aake den fornemste af de kongelige Cancelli-Klerker; det var formodentlig i Anledning af denne Sendelse, at han, sikkert efter et af Kongen ytret Ønske, havde faaet et Canonicat paa Orknøerne af Biskop Viljam, der i 1310 var bleven indviet til Biskop i den ved Døden afgaaede Dolgfinns Sted[14]. Disse Gesandter samledes i de sidste Dage af October med Kong Robert og hans Raad i Staden Inverness, og her blev den 29de October Tractaten til Perth fornyet og bekræftet[15]. End videre sluttedes der samme Dag et Forliig eller en Overeenskomst angaaende de nys omtalte Erstatningssøgsmaal. Det heder her at Kong Robert erklærede sig aldeles uvidende om de Uordener, Skoterne skulde have begaaet i Orknøerne, og at han gjentagne Gange havde bevidnet dette for Gesandterne, forsikrende dem om sin Ærbødighed for Norges Konge, men at han dog for at styrke den i fordums Tid oprettede Fred mellem Rigerne og sikre et større gjensidigt Venskab for Fremtiden, erklærede sig villig til at lade de norske Gesandter udbetale 600 Mkr. Sølv til Erstatning i St. Magnuskirken i Kirkevaag, dog saaledes, at dermed skulde Sagen være afgjort, om det end siden befandtes, at Skaden virkelig var større; herpaa gik ogsaa de norske Gesandter ind, overladende Forbrydernes videre Straf til Kong Robert. Hvad den paa Hjaltland anrettede Skade angaar, da skulde man først afvente Udfaldet af nærmere Undersøgelser om dens Størrelse og Beskaffenhed, inden Erstatningen fastsattes. Den skotske Konges Contrafordringer godkjendte de norske Gesandter paa deres Konges Vegne, i Betragtning af den Venskabelighed, hvormed Kong Robert havde lyttet til deres Forestillinger; de skotske Kjøbmænds Tab, der ansloges til 600 Pund Sterling, skulde erstattes dem, og ligeledes Patrick Mouatts Skade godtgjøres. At alt dette ubrødeligt skulde overholdes, lovede de norske Gesandter edeligt paa sin Konges Vegne, og Kong Robert lod Biskop Ferchard af Katanes, Magnus Jarl af Orknø og Katanes (der her kun kaldes Jarl af Katanes, da han optræder som skotsk Vasall) og Magister Robert af Inverness, Cantsler for Moray Biskopsstol, besverge det i sit Navn, hvorhos chirographariske Gjenparter eller Indenturer paa sedvanlig Maade udferdigedes, den skotske, der skulde bringes til Norge, beseglet af Kong Robert selv, den norske, der skulde forblive hos Kong Robert, beseglet af de norske Gesandter, Biskop Viljam af Orknø og Magnus Jarl[16]. End videre maa Kong Robert have udferdiget en Skrivelse, hvori han forpligtede sig til, inden fem Maaneders Udløb, at udbetale de norske Gesandter den bestemte Afgift, 100 Mkr., ej alene for det løbende Aar, men ogsaa for de fem foregaaende (1307–1311 incl.) i St. Magnuskirken i Kirkevaag, det ved Tractaten af 1266 bestemte Sted, ved de tre før nævnte Herrer, Biskop Ferchard, Magnus Jarl og Mester Robert, som dertil maa have faaet særskilt Fuldmagt, thi den 22de Marts 1313[17] udstedte Hr. Bjarne og Sira Ivar Olafssøn sin Qvittering derfor. Men den Sum, de oppebare, udgjorde vistnok ikke paa langt nær 600 Mkr., da man ej vel kan formode andet, end at Overskuddet af de skotske Erstatningskrav over det norske kom til Afdrag deri; Gesandterne skulde i Erstatning have 600 Mkr. Sterling, men den skotske Erstatning beløb sig til 600 Pund Sterling eller 900 Mkr., og dertil 40 Mkr. for Patrick Mouatt; Overskuddet var altsaa 340 Mkr., og naar dette droges fra 600, blev der kun 260 tilbage; mere have altsaa Gesandterne ikke bragt hjem med sig. Disse maa, som man seer, have tilbragt hele Vintren paa de Kanter, enten i Skotland eller paa Orknøerne, og kunde saaledes fra første Haand erfare Kong Roberts berømmelige Bedrifter, Indtagelsen af Perth den 10de Januar, og den endnu merkeligere af Edinburgh, 13de Marts 1313. Til den første vare de maaskee endog Øjevidner og have vist ikke undladt ved sin Hjemkomst at prise Robert Bruces Tapperhed, Lykke og Velde, samt i Modsætning dertil meddele alle de Rygter og Fortællinger, der upaatvivleligt allerede vare i Folkemunde om Kong Edward den 2dens Svaghed og Forvirringen i hans Rige, alt sammen Omstændigheder, der maatte gjøre det tryggere og ønskeligere for Kong Haakon at holde sig til Vens med Robert Bruce end med den engelske Konge. Forholdet mellem England og Norge sees ogsaa at være blevet mere og mere spendt, og den indbyrdes Stemning mellem Indbyggerne oprørt, uagtet det ydre Fredsforhold og den gjensidige Handelsforbindelse ej ophørte, da begge Lande trængte til hinanden. Fornemmelig herskede der, som man erfarer, i Norge stor Forbitrelse over en skammelig Voldsgjerning, som nogle engelske Handelsmænd begik i en norsk Havn, i Viken, samtidigt med de norske Gesandters Ophold i Skotland. Tildragelsen, som desverre ikke findes omtalt i vore Annaler, beskrives saaledes i et Brev, som Kong Haakon selv nogle Aar senere skrev til Kong Edward[18]: de engelske Kjøbmænd havde under Freds og Venskabs Maske indbudt den kongelige Sysselmand, der var Ridder og for Øjeblikket udførte Kongens særdeles Erender paa de Kanter, tilligemed ti andre fornemme unge Herrer til et Gjestebud ombord paa sit Skib. De Indbudne indfandt sig, uden at ane mindste Fare, og sendte sit Følge hjem for ikke at besvære Kjøbmændene. Men da den anden Ret skulde bæres frem, slog man i Stedet kogende Vand og glødende Aske i Ansigtet paa Gjesterne, og i samme Øjeblik brøde nogle af Søfolkene frem, væbnede med Knive, Sverd og Stødere, og dræbte alle Nordmændene, førend disse endnu ret vare komne til Besindelse. Dette foranledigede først og fremst indstændige Klager fra de Dræbtes Frænder og Venner, og efter de Tiders Anskuelser var det uundgaaeligt at tage Repressalier, hvilke ogsaa, som man erfarer af Kong Edwards Klagebreve, i fuldeste Maal bleve tagne. I et Brev, dateret Westminster den 3die April 1313, klagede Kong Edward for Kong Haakon over, at hans Sysselmand og Ombudsmænd i Bergen havde arresteret nogle Kjøbmænd fra Lynn og holdt dem i saa haardt Fangenskab, at flere af dem af Mangel paa Næring vare døde, og uagtet der fra engelsk Side tidligere havde været andraget paa deres Løsladelse, saa havde Kongen dog fremdeles ladet dem holde i Fængsel, men derimod klaget over at norske Kjøbmænd vare blevne fængslede og mishandlede i England, og at nogle slette Mennesker fra Lynn, ankomne til Norge for at fiske Sild, havde begaaet hiint grusomme Mord paa Kongens Sysselmand i Viken og ti af hans Ledsagere. Kong Edward forsikrede, at dette var skeet ganske mod hans Vilje og ham uafvidende, at han gjerne vilde skaffe Ret over Misdæderne og ønskede intet hellere end at den gode Forstaaelse maatte vedvare mellem Rigerne, men bad derfor og om at Fangerne maatte frigives og faa sit Gods tilbage, især da nogle andre Kjøbmænd fra Lynn havde betalt norske Kjøbmænd 100 Pund Sterling som Bod for en vis Tidemann Lippe, som man kunde see af et derom oprettet Brev[19]. I et andet Brev, dateret Westminster den 28de Marts 1313, klagede Edward over at et Skib, som Richard Hogeman, Kjøbmand i Lynn, havde ladet afgaa til Viken med en Ladning af 240 Pd. Sterlings Verdi, var blevet beslaglagt og holdt tilbage af kongelige Sysselmænd fra Viken, medens andre Sysselmænd fra Bergen havde taget andet Gods fra ham til en Verdi af 40 Pund Sterling[20]. Den 16de April klagede Edward fra Windsor, at nogle engelske Kjøbmænd, der laa ved Tunsberg med tre Skibe for at fange Sild, vare mod givet Lejde blevne anholdte og havde maattet betale 40 Pund for hvert Skib samt stille Gisler paa at indfinde sig igjen til næste Aar for at undergaa Dom, altsammen fordi nogle andre, hvilke Kong Edward her kalder Sørøvere, havde dræbt Sysselmanden i Viken. Kong Edward bad indstændigt om at de Fængslede maatte frigives, da det var ubilligt, at Uskyldige skulde lide for de Skyldige; fandtes Misdæderne i hans Rige, skulde han visseligen skaffe Ret over dem[21]. Den 14de November tilskrev han fremdeles Kong Haakon om at sætte nogle Kjøbmænd i Frihed, som vare blevne fastholdte med deres Gods paa nogle estlandske Kjøbmænds Forlangende, og nogle af dem, skjønt satte paa fri Fod, tvungne til at aflægge Eed paa at ville indfinde sig igjen den 15de August næste Aar, samt uden at faa sit Gods, 310 Pund St. verd, hvilket endnu holdtes tilbage[22]. Kong Edwards Brev om Kjøbmændene fra Lynn fik Kong Haakon først den 16de August 1313, under sit Ophold i Bergen strax efter den sidste Fredsslutning i Helsingborg, og svarede dertil, at de engelske Kjøbmænd aldrig havde siddet fangne, men haft Frihed til at opholde sig hos sine Venner, og at han nu havde givet dem Tilladelse til at rejse hjem, paa sex nær; derhos takkede han, fordi den engelske Konge vilde straffe dem, der havde myrdet Sysselmanden i Viken, der var en meget højbyrdig Mand[23]. Men imidlertid havde Kong Edward tabt Hovedslaget ved Bannock-Burn og var nu end mindre istand til at skaffe Kong Haakon Satisfaction, end før, ligesom vel denne heri fandt en Grund til endnu nærmere at slutte sig til hans Modstander, Robert Bruce. Anholdelserne af engelske Skibe vedblev i Norge; den 20de Februar 1316 klagede Kong Edward over at et Skib fra Berwick, der i Flandern havde indtaget en Ladning til 527 Pund Sterlings Verdi, men ved Modvind var drevet ind til en Havn i Viken, var blevet anholdt med Ladning og Tilbehør af den norske Konges Ombudsmænd, der foregav at behøve det til Kongens Tjeneste[24]. Den 12te April gav han tre Kjøbmænd Fuldmagt til at underhandle med norske Befuldmægtigede om Fred og Venskab mellem Rigerne, hvilket han for sin Part helst ønskede skulde vedblive, og underrettede tillige Kong Haakon ved et Brev af samme Dag, om at han paa hans Begjering havde afsendt disse Gesandter, skjønt Kong Haakon egentlig burde have sendt Gesandter til ham[25]. Men det lader ikke til at der kom noget ud af disse Underhandlinger, om de overhoved virkelig fandt Sted. Den 6te Juli skrev Kong Haakon fra Bergen et Brev til Kong Edward, hvori han meldte, at han havde faaet hans Brev angaaende en Klage, indgiven af en Borger i Kingston (Hull), over at Kongens Sysselmand, Hr. Snare Aslakssøn, havde ladet hans Skib og Gods anholde i Selv Havn. Men Hr. Snare havde igjen paa sin Side oftere klaget for Kong Haakon over, at samme Borger af Kingston med flere Medborgere, samt Borgere af Lynn for tre Aar siden havde opbragt et ham tilhørende Skib med Skarer til 300 Pund Sterlings Verdi, og endnu holdt det fast, uagtet han oftere havde klaget derover, endog for Kingsbench, hvorfor Kongen havde tilladt ham til Gjengjeld at beslaglægge hiint Skib[26]. Kong Edward svarede (18de Juli) med en Klage over at ogsaa et Skib fra Berwick nu var blevet anholdt i Norge paa Grund af det forhen omtalte Drab paa Sysselmanden, og Kong Haakon svarede igjen (9de August) fra Bergen med den nærmere Fremstilling af Misgjerningen, som ovenfor er gjengivet, og hvorved han godtgjorde sin Ret til at lade Skibet anholde[27]. Kong Edward gav kun (den 30te October fra Newbury) det Svar, at da han just befandt sig paa et Tog til Skotland, og ej havde sit Raad hos sig, kunde han nu ej gjøre noget ved Sagen, men havde sendt Kongens Brev fra sig til Raadet i London, hvorpaa han bad ham ej at fortryde[28]. Disse ere de sidste Forhandlinger, vi kjende mellem begge Konger, og nogen Bilæggelse af Tvistepuncterne fandt visselig ikke Sted, thi ogsaa efter Kong Haakons Død støde vi paa lignende Reclamationer, medens derimod, efter alt hvad man kan skjønne, Forholdet til Skotland var meget venskabeligt, i det mindste medens Robert Bruce levede, saa at denne endog, som det synes, sendte Gjenpart til Norge af den første Freds- eller Stilstands-Tractat, han sluttede med de engelske Befalingsmænd[29]. Men Handelsforbindelsen mellem Norge og England blev dog, som sagt, ej derfor afbrudt, da Landene ej vel kunde undvære hinanden; kun behøvedes særskilt Tilladelse eller Leide for hvert Skib. En saadan udstedte Kong Edward f. Ex. den 16de Februar 1316 fra Lincoln for nogle af Erkebiskop Eilifs Tjenere, som denne sendte til England med endeel Varer, som der skulde forhandles. Kongen befalede sine Embedsmænd at beskytte og behandle dem vel, naar de kun iagttoge de gjeldende Handelslove, og ikke førte noget til de oprørske Skoter[30]; Lejdet skulde gjelde for et Aar. Mange lignende Breve maa have været udstedte fra begge e Sider, men, som man af det foranførte seer, ikke alle med tilbørlig Virkning. Saadant var, som man maa antage, Forholdet mellem Rigerne i alle de øvrige Aar af Kong Haakons Regjeringstid, hverken slettere eller verre. Om Skotland hører man ej videre Tale, hvilket vistnok bør udlegges som Tegn paa at intet indtraf, der forstyrrede den gode Forstaaelse.

  1. ↑ Hans grusomme Henrettelse omtales ogsaa i de isl. Annaler, men er urigtigt henført til 1306, formodentlig fordi Efterretningen da først som til Island; der staar: Kong Edward i England lod dræbe Villjam Vasi (saaledes skrives Navnet) og hugge i Stykker og sende Stykkerne rundt om overalt i England (Langebek Scr. r. D. III. 127). Dette viser, at man paa Island og i Norge har fulgt disse Begivenheder med særdeles Opmerksomhed.
  2. ↑ Se ovf. S. 202, Not. 5.
  3. ↑ Edwards Brev, dat. Lynstock den 6te Marts 1307, i Rymeri Foedera I. 2. S. 1010. Kong Edward minder her om den gode Forstaaelse, som hidtil altid havde fundet Sted mellem begge Riger, og som han ønsker maatte vedvare. Biskoppen af Moray, Kongens Fiende og Rebell, bifaldt John Comyns Drab, og var derfor falden i Excommnnication, men fandt dog Modtagelse og Tilhold hos Kong Haakons Undersaatter paa Orknø; og ikke fornøjet med hvad han havde gjort, føjede han endnu verre Ting dertil ved at være Tilhænger af Robert Bruce; Kong Edward andrager derfor paa hans Arrestation m. m., og minder om Bannet, at man ikke maatte holde Samkvem med ham.
  4. ↑ Rymer II. 1. S. 81.
  5. ↑ Rymer II. 1. S. 110.
  6. ↑ Sysselmanden kaldes hos Romer Here Peterdire, som vistnok maa være en Forvanskning, maaskee alene i den trykte Text, og kunne berigtiges ved Eftersyn af Originalen. Blandt de i vore Oldskrifter omtalte norske Riddere paa den Tid er der ingen, hvis Navn har saa megen Liighed med „Peterdire“, at man kunde gjette paa ham, som den, der her skulde være meent. Hans Kammerat kaldes Eyricus Gunnoressone. Havnen, hvor Skibet strandede, skrives i den trykte Text Kalnesound (læs Kaluesound) eller paa et andet Sted Calfuesound, juxta Malestronde.
  7. ↑ Det heder nemlig siden i Brevet af 5te Mai 1311, at Mandskabet havde siddet fanget i over 1½ Aar, altsaa fra Høsten 1309.
  8. ↑ Rymer II. 1. S. 133.
  9. ↑ Se ovf. S. 200.
  10. ↑ Dette sees af den nedenfor omtalte Qvittering.
  11. ↑ Alt dette erfares af den her strax nedenfor omtalte Indentur af 29de Oct. 1312.
  12. ↑ I Documentet kaldes han Berneriuus Peff… og Kongens Senescall, hvilket egentlig skulde betyde Drottsete; men formodentlig har han kun været Kongens specielle Ombudsmand, der af Skoterne har faaet Titlen Senescall, thi Assur Jonssøn var Drottsete i Norge. Hvad dette ellers er for en Bjarne Peff..., vides ikke.
  13. ↑ I Brevet kaldes han med den latinske Form Patricius de Monte alto.
  14. ↑ Ivar kaldes nemlig her „Canonicus i Bergen og Orknø“.
  15. ↑ Bekræftelsen med Originalen indtaget, se Acts of Parl. of Scotl. I. S. 101, jvfr. ovf. IV. 1. S. 459, Note. Ogsaa Huitfeld omtaler Fornyelsen S.359, men nævner Medbeseglerne fra 1266 som om de beseglede Fornyelsen.
  16. ↑ Originalen af den Gjenpart, der er udstedt af Gesandterne, i Register house i Edinburgh, aftrykt i Dipl. Norv. II. 114. Som Medbesegler kaldes Magnus Jarl ogsaa Jarl af Orknø.
  17. ↑ Brevet, der ikke findes i Original, men er aftrykt i Dipl. Norv. (II. 111) efter en i den saakaldte „Black buik“ i Register house, Edinburgh, indtagen Copie, er vel dateret 1312, Thorsdag før Mariæ Bebudelsesdag; men det er tydeligt nok, at herved forstaaes 1313, og at de norske Befuldmægtigede her have rettet sig efter den skotske Cancellistiil, der ligesom den engelske begyndte Aaret den 25de Marts, fordi Documentet skulde opbevares i det skotske Archiv og indtages i skotske Copiebøger. Dette skjønnes nu først og fremst deraf, at da Mariæ Bebudelsesdag i 1312 falder paa Paaskeaften, bliver den næstforegaaende Thorsdag Skjerthorsdag, og Brevet vilde saaledes, om det var skrevet den Dag, have være dateret in coena domini; det er umuligt, at Skjerthorsdagen vilde have været betegnet som en Hverdag, efter nærmeste store Helligdag. I 1313 derimod falder Paasken paa 15de April og Mariæ Bebudelsesdag paa Søndagen Lætare, her er der ingen nærmere Festdag af større Betydenhed. Desuden er det tydeligt, at Udbetalingen af Skatten og Restancerne maatte være en Følge af Tractatens Fornyelse den 29de Oct., ej gaa forud for den, og det er heller ikke rimeligt, at man vilde have betalt for 1312, førend Forfaldsdagen, 1ste Juli, var omme, ligesaa lidet som at de norske Befuldmægtigede skulde være komne til Skotland for 22de Marts, have tilbragt hele Sommeren der og rejst hjem ved Vintrens Begyndelse; derimod bliver alt rimeligt, naar vi antage at de have overvintret der.
  18. ↑ Det er det nedenfor omtalte Brev af ilde August 1317, Rymer II. 1. S. 294. Her heder det, at det var nogle Kjøbmænd fra Berwick, der havde begaaet Drabet; i Brevet af itide August 1313 heder det derimod, at de skulde være fra Lynn (Lenn, Lennville); da der paa begge Steder tales om een Ridder og 10 Ledsagere, maa det aabenbart være den samme Udaad, der menes, thi at en saadan to Gange skulde være begaaet under de samme Omstændigheder, er ikke rimeligt. Formodentlig har man i Norge selv ej vidst rigtig Beskeed om hvorfra Morderne vare. Havnen, hvor Drabet blev begaaet, siges i det slette Aftryk hos Rymer at være „Widahel“, men noget Sted af dette Navn kjendes ej i Norge; det maa ganske vist være Fejllæsning, der maatte kunne rettes ved Undersøgelse af Originalen. At det maa have været i Viken, sees af K. Edwards Brev af 3die April 1313.
  19. ↑ Rymer S. 208. Bergen kaldes her „Northberghe“.
  20. ↑ Rymer S. 206, 208.
  21. ↑ Rymer S. 208.
  22. ↑ Rymer S. 233.
  23. ↑ Brevet findes ej hos Rymer, men i en norsk Copiebog i det stockholmske kgl. Bibl., hvorefter det er aftrykt hos Suhm XI. 918. Suhm har i Texten urigtigt henført det til 1314, ligesom han og har sat den der nævnte Dag, da Kong Evwards Brev modtoges, til 3die Juli istf. 16de August. I dette Brev staar der udtrykkeligt, at Drabet var begaaet Vintren forud.
  24. ↑ Rymer S. 286.
  25. ↑ Rymer S. 288.
  26. ↑ Rymer S. 293. Hr. Snares Skib kaldes her „Ranku“ eller „Rankn“; Navnet er vist urigtigt læst. Man seer dog heraf, at Stormændene endnu stundom udsendte Handelsskibe.
  27. ↑ Rymer S. 294. Det engelske Skib, heder det her, var anholdt „in portu nostro Delswiku“, hvilket vel skal betyde „en Havn i Viken“.
  28. ↑ Rymer S. 300.
  29. ↑ Nemlig den merkelige Tractat, som han den 3die Søn. 1323 sluttede med Andrew Hartelaw, Jarl af Carlisle, hvilken strax efter kostede denne Hovedet: den findes ej hos Rymer, og saaledes neppe l noget engelsk Archiv, men var derimod indført i den bergenske Copibog, efter hvilken Barthol. E. er afskreven (den findes her S. 75), saa at det er klart, at en Gjenpart maa være sendt til Norge, navnlig til Dronning Isabella, der boede i eller ved Biskopsgaarden i Bergen; dette forklarer og hvorfor den er optegnet i Biskopsstolens Copibog.
  30. ↑ Rymer S. 285.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/6/106&oldid=77236»