Det norske Folks Historie/6/107

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1859 (I-4-2, s. 578-592).

Det er ovenfor viist, hvorledes Kong Haakon havde sin Opmerksomhed nøje henvendt paa de tydske Handelsmænd i Norge, for at de ej skulde tiltage sig større Rettigheder, end de allerede havde. Det var, saavidt man kan see, hans oprigtige Ønske at vedligeholde Handelsforbindelsen med Stæderne, opretholde de Friheder, som vare dem tilstaaede, ja endog at underkaste disse den gunstigste Fortolkning, med andre Ord, at behandle dem, der paa sedvanlig Maade kom paa sine Skibe, solgte sine Varer og igjen drog bort, med den størst mulige Forekommenhed, men derimod faa meget som muligt at indskrænke Vintersædet og Oprettelsen af staaende Handelsfactorier, og, om dette ej kunde undgaaes, dog i det mindste ikke for Vintersiddernes Vedkommende at tilstaa egne Fritagelser fra de sedvanlige Byrder eller den gjeldende Lovgivning, thi Følgen deraf vilde kun blive, at de Fremmede omsider kom til at danne en egen Coloni, saaledes som det f. Ex. allerede var Tilfældet i Visby, et Stykke af Tydskland paa nordisk Grund, i Virkeligheden uafhængigt af Landets Regjering, og kun lydende deres Moderstads Love. Saa vidt kom det, som bekjendt, tilsidst i det mindste i Bergen, og det Fodfeste, de tydske Kjøbmænd havde faaet der, og det Overmod, hvormed de søgte at tiltage sig Friheder og Rettigheder, der endnu ej vare dem tilstaaede og heller ikke vel kunde tilstaaes dem, var allerede paa Kong Haakons Tid saa stort, at der neppe behøvedes stor Fremsynethed til at see, hvad de tilsigtede, og hvad Enden vilde blive, skjønt det dog ligefuldt maa erkjendes som et Beviis paa den Omhyggelighed, hvormed Kong Haakon vernede om Landets egne Borgeres Tarv, at han, saa vidt Omstændighederne tillod det, søgte at holde de fremmede Kjøbmænd inden tilbørlige Skranker. Denne Stræben traadte tydeligt frem i den sidste Deel af Kongens Regjeringstid, da han ikke længer havde Krig at føre og derfor ikke saa mange Hensyn at tage, som i de tidligere Krigsaar, ligesom han vel da ogsaa havde gjort flere Erfaringer, der lærte ham Nødvendigheden af at holde de overmodige Fremmede i Tømme. Man kan overhoved inddele Kong Haakons Forordninger og øvrige Foranstaltninger med Hensyn til de tydske Handelsmænd i to Slags, dem, der vedkom de regelmessigt til og frarejsende Handelsmænd, som nogenledes holdt sig Loven og Tractaterne efterrettelige, og dem, der nærmest angik de Tilbageblivende, hvilke saaledes fordrede særdeles Begunstigelse eller Fritagelse fra de oprindelige Bestemmelser, samt alle de øvrige, der aabenbart eller hemmeligt have søgt at tilsidesætte disse. Det ligger i Sagens Natur, at de af det første Slags i det Hele taget røbe et nok saa venskabeligt Sindelag, medens de af sidste Slags aande en betydelig Misstemning og Stræben efter at see Vedkommende paa Fingrene. Af den først nævnte Classe af Kongens Foranstaltninger med Hensyn til de fremmede Handelsmænd maa vi først nævne en Fornyelse af en Tractat, som allerede Kong Erik den 16de October 1296 havde sluttet med Kampens Borgere, aldeles eenslydende med den, der i Juli 1294 var sluttet med de østersøiske Stæder, og hvorved nogle flere Friheder bleve disse bevilgede. Den kampenske Magistrats og Communes Brev, Ord til andet stemmende med Lübeckernes af 1294, er dateret Kampen den 26de Juni 1305, og Kongens Bekræftelsesbrev, ligeledes stemmende med Frihedsbrevet af 1294, er dateret Tunsberg den 27de Juli samme Aar^[1]. Aaret forud havde et Par Gesandter fra Kampen indfundet sig i Norge for at klage over, at Skibbrudne fra deres Stad hindredes af Sysselmændene fra at reparere sine Skibe og sejle bort med dem igjen, hvorfor Kongen fra Oslo den 22de Juli udgav et Brev til alle Sysselmænd, Ombudsmænd og øvrige Undersaatter, at de ej maatte forulempe hiin Stads Borgere^[2]. Dette var det vel som gav den nærmeste Anledning til Fornyelsen af Forbundet. Den 11te Juni 1306 fornyede Kong Haakon i Oslo de ældre, for Lübeck givne Frihedsbreve, og udstedte desuden en særegen Forordning, hvorved han, „saasom Fortjenester burde paaskjønnes, og Lübeck altid havde viist sig velsindet mod hans Forfedre og mod ham selv“, tilstod dets Borgere af særdeles Naade, at de i Bergen, Oslo, Kongehelle og Tunsberg skulde i de fem førstkommende Aar være fri for den paabudne Toldafgift af et Pund for hvert Kornskib, samt i to Aar for Told af den ved Norges Kyster fangede Sild^[3]. Den 22de August 1308 bekræftede Kongen Stralsundernes Friheder^[4]. I de paafølgende Krigsaar maa der atter være forefaldet et og andet, der gav Anledning til Klagemaal og en kort Afbrydelse af det venskabelige Forhold, siden Kong Haakon i 1313, ved Brev, dateret Bergen den 13de Marts, overdrog Ridderen Thore Thorleifssøn, kaldet den unge, Fuldmagt til at underhandle og slutte Overeenskomst med alle de vendiske Stæder tilsammen eller hver for sig angaaende de Klagemaal og Sager, der svævede mellem dem; allerede den 9de Mai sluttede Hr. Thore, i Stralsund, i Overvær af Junker Nikolas af Halland og Simon, Chorsbroder i Oslo, en Overeenskomst med Fuldmægtige fra de fem østersøiske Stæder, hvorved det bestemtes, at Nordmænd frit maatte handle i alle disse Byer, ligesom og deres Borgere paa samme Maade i alle norske Kjøbstæder, og nyde de dem allerede tilstaaede Friheder; paa ingen af Siderne skulde de bekrige eller fortrædige hinanden, men opkom noget Klagemaal, skulde det nærmere undersøges, og Kongen eller Stæderne skriftligt underrettes derom, for at Sagen i Mindelighed kunde bilægges^[5]. Paa de Foranstaltninger, hvorved Kongen derimod søgte at holde de Fremmede i Landet selv inden de tilbørlige Grændser, have vi allerede seet en Prøve i hans Forordning fra Bergen af 11te November 130l (see ovf. S. 368) og maaskee ogsaa i Forordningen af 1299 mod Bissekræmmeri, fremdeles i de Bestemmelser, hvorved han forbød dem at gjøre Handelsfællig til Island og Skatlandene.

Hvor vidt Tydskerne i Bergen allerede vovede at gaa i sin Trods mod Landets Love, og hvor haardt det holdt at bringe dem tilbage inden de tilbørlige Skranker, viser en Strid, som Biskop Arne kort efter sin Tiltrædelse havde med dem om Tiende-Ydelsen. Det er ikke usandsynligt, at Biskop Narve i sine sidste Oldingsdage ej med tilbørlig Strenghed vaagede over, at Tienden regelmæssigt blev indbetalt, saa at flere derved fik Lejlighed til at unddrage sig Ydelsen, men Biskop Arne var nøjeregnende, og det varede derfor ej længe, førend han havde bragt i Erfaring, at de før omtalte saakaldte Suterer, d. e. Skomagerne og andre Haandverkere i Vaagsbunden, ej havde betalt sin Tiende for Aaret 1306–7, hvortil de efter Retten og gammel Skik vare pligtige. Biskoppen kaldte dem ved Paasketid 1307 for sig, erindrede dem om deres Skyldighed, og truede dem med at ville bruge Rettens Middel imod dem, dersom de ej inden en bestemt Frist betalte; dog saaledes, at hvis der var nogen eller flere iblandt dem, der ventede Ubehageligheder deraf, kunde Tienden deponeres hos Biskoppen under sikker Laas, hvortil de selv eller hvem de dertil nævnte kunde have Nøglen indtil Kongens Ankomst. Sutererne vilde imidlertid ikke indlade sig herpaa, og nogle Medlemmer af Kongens Raad (formodentlig Erlend og Hr. Hauk) bad nu Biskoppen indstændigt om at give Frist med den hele Indbetaling af Tienden, indtil han havde været hos Kongen og talt med ham derom. Biskoppen maa saaledes have staaet i Begreb med at foretage en Rejse til Kongen, sandsynligviis til Nidaroos, hvor denne, som ovenfor berettet, opholdt sig en kort Tid om Vaaren og Sommeren. Men under hele den Tid Biskoppen var hos Kongen, nævnte denne intet om Sutererne, og, besynderligt nok, synes heller ikke Biskoppen at have bragt Sagen paa Bane. Ved hans Hjemkomst til Bergen var man altsaa lige nær; han kaldte nu de Gjenstridige til sig, og paamindede dem atter om at betale Tienden; da denne Anmodning, fremsat tre Gange, intet udrettede, lod han lyse i Byens Kirker, at de formedelst Undladelse af at erlægge den skyldige Tiende vare hjemfaldne til den Straf, Lovene foreskreve. Derpaa lod han dem endnu engang (10de September) kalde for sig, og forsøgte ved allehaande Forestillinger at bevæge dem til at give efter, men forgjeves. Nu var der altsaa intet andet tilbage, end at iverksætte Truselen, og han skreed derfor strax til, højtideligt at forbyde dem alle og hver enkelt Indgang i Kirke, hvilken Kjendelse samtidigt blev skriftligt opsat og læst i deres Nærværelse^[6]. Dette har formodentlig gjort dem noget eftergivende for Øjeblikket, siden der i Løbet af et Par Aar ikke høres videre om denne Sag. Men i Aaret 1309 høres den samme Klage over Forsømmelse i at yde Tiende, og det var nu ej alene Sutererne i Vaagsbunden, men ogsaa de udenlandske Vintersiddere, der vægrede sig. I et Brev af 4de Mai 1309 til alle Gejstlige, især Sognepresterne, i Bergens By ytrede Biskop Arne: at han havde erfaret at flere Huusbønder og Kjøbmænd havde vægret sig ved at betale Tienden til de beskikkede Indsamlere, uagtet de ofte havde været krævede, fornemmelig de udenlandske Vintersiddere og Sutererne; at han fandt det besynderligt, at de mere end andre indfødde Bymænd vilde unddrage sig den skyldige Lydighed til Kirken; baade var det Christenrettens udtrykkelige Bud, at enhver skal yde Tiende af sin retmessige Indtægt, der hvor han opholder sig i Landet Julenatten, og desuden havde Bergens Mænd i den store Ildebrand lovet at udrede Tienden forsvarligt^[7]; de som undlode dette, betænkte saaledes neppe, hvad Ulykke der atter kunde ramme Staden, hvortil og Sandsynlighed havde viist sig; han paalagde derfor samme Gejstlige, hver i sin Kirke, at kræve Tienden af Vintersidderne, og under Navn at paaminde tre af dem, hvilke han siden betegnede som Hovedmændene for denne Opsætsighed, Johannes i Brædesgaarden, Gödeke i Brædesgaarden og Engelbrecht Löning den gamle, om inden en bestemt Frist at efterkomme sin Skyldighed; hvis de efter tre Gange gjentagen Paamindelse fremdeles viiste sig gjenstridige, stødte han dem ud af den hellige Kirke og forbød dem Indgang i nogen som helst Kirke, befalende Presterne at lyse dette i Kirkerne saa længe deres Ulydighed varede^[8]. Kongen opholdt sig da endnu i Bergen, og havde, merkeligt nok, kort forud, i sit Brev af 26de Marts, hvori han forbød sine egne og alle andre Gejstlige at efterkomme nogensomhelst Dom, Erkebiskoppen eller de øvrige Prælater, mod hvem han den 21de næst forud havde indgivet Appell til del apostoliske Sæde (se ovf. S. 511–513) efter Appellens Indgivelsesdag maatte fælde mod de kongelige Klerker eller Lægmænd under kongelig Beskyttelse, hvis Sag han vilde forsvare som fin egen, udtrykkeligt nævnt Sutererne blandt disse^[9]. Men Kongen havde formodentlig frafaldet Appellen, siden Erkebiskop Jørund imidlertid var død, dog var for øvrigt ikke Biskop Arne just den, som havde ladet sig skræmme af et kongeligt Forbud. Her maa man alligevel formode, og Sagens øvrige Gang gjør det vist, at Kongen har staaet paa Biskoppens Side, og det fornemmelig, fordi Sutererne nu gjorde fælles Sag med de anmassende Vintersiddere. Havde Sutererne handlet for sig selv, vilde han maaskee have beskyttet dem, om end kun for at vise, at han stod paa sin Ret, men deres Sammenhold med Vintersidderne maatte forekomme ham og alle andre Fedrelandsvenner betænkeligt, og ved at stille sig under deres Beskyttelse havde de egentlig skadet sig selv, idet de derved antydede fin Hensigt, aabenbart at ville trodse Landets Love. Det var næsten at forudsee, at den første Trusel ikke vilde hjelpe; de Gjenstridige bleve saaledes virkelig formeente Kirkegang. Men heller ikke herom brød de sig synderligt, og de gik lige fuldt i Kirke hos Dominicanerne og Franciscanerne, sigende som saa, at da disse Ordener vare unddragne fra Biskoppens Omraade, gjaldt heller ikke det biskoppelige Forbud for deres Kirker. Dette bevirkede en ny Skrivelse fra Biskoppen, af 31te Mai, til alle Gejstlige i Bergen, navnlig Dominicanerne og Franciscanerne, hvori han i højeste Maade beklagede sig over den Maade, hvorpaa de Gjenstridige havde søgt at unddrage sig Straffen, saa at enfoldige Christne let kunde komme i den store Vildfarelse at antage Kirken for at være deelt og ikke at udgjøre et eneste Heelt, uagtet det staar i Troesartiklerne at den hellige Kirke kun er een og alle gode Christnes Samfund i hele Verden; han vilde derfor herved have de tre ovennævnte Mænd trende Gange paamindede om at holde sig borte fra Kirkerne, i modsat Fald skulde de lyses i formeligt Bann, og de Gejstlige, der ydede dem Tjeneste, ligeledes være excommunicerede. Han ytrede tillige i Indledningen til Skrivelsen sin Forundring over hvad Grund de udenlandske Vintersiddere nu kunde anføre for at unddrage sig Ydelsen mere end før, da de dog baade under Biskop Peter, Biskop Askatin og Biskop Narve havde betalt Tiende ligesom Indfødde, efter hvad gamle Mænd kunde erindre, thi at Enkelte da ogsaa vare ulydige kunde ej komme i Betragtning. Han sluttede med at befale, at ogsaa nogle andre tydske Vintersiddere, som viiste den samme Ulydighed, og som han længe forgjeves havde ventet skulde komme og gjøre Bod og Bedring, nu skulde forbydes Kirkegang; de heed Ertmann og Lambrecht i Knausen, Wibolt, Gottschalk i Oddsgaarden, Henze i Kappen, Henze i Holmedalen, Gottschalck og hans Broder i Jafjorden, Eberhard og Herburd i Sveinsgaarden, Johannes Hamburg og Kammerater^[10]. Ogsaa disse Trusler viiste sig frugtesløse, skjønt Bannsættelsen vistnok kom til Udførelse; men sandsynligviis rejste de Bannsatte hjem til Tydskland om Sommeren, og kærede sig ej her om det i Norge udtalte Bann. I September Maaned, da den nys udvalgte Erkebiskop Eilif opholdt sig i Bergen, lod Biskop Arne nemlig i hans Herberge indkalde flere af de Gjenstridige, som for Tiden opholdt sig i Bergen, og optage et Vidnesbyrd om hvorledes det forholdt sig med deres Tiendepligt, og blandt dem, som da mødte, nævnes ej de tre Hovedmænd; den, som nu fornemmelig svarede paa de øvriges Vegne, var en gammel Vintersidder ved Navn Wernicke Jungmeister. Biskoppen begyndte denne Forhandling med at klage over Vintersiddernes Gjenstridighed, og lod oplæse to Breve af Kong Haakon, hvori Udenlandske saavel som Indenlandske tilholdtes at yde Kirken Tiende og andre Rettigheder. Men Wernicke svarede at nu havde han tilbragt over 30 Vintre i Bergen uden nogensinde at betale Tiende, og at aldrig nogen Tydsker havde betalt den. Biskoppen lod da oplæse et Brev, udstedt 1296 af Hr. Peter Gudleikssøn, Erik Lagmand og tre Tydskere, hvorved de indestod for 8 andre Tydskere, der vare blevne bannsatte, fordi de ej betalte Tiende, at denne skulde blive erlagt. Wernicke maatte nu selv tilstaa at han for ni Aar tilbage havde betalt Tiende, men kun fordi den kongelige Sysselmand, Hr. Basse Guthormssøn, tvang ham dertil med kongelig Magt; heller ikke vilde han eller hans Kammerater nu betale, uden tvungne ved den kongelige Myndighed. Biskoppen svarede at det var en gammel Sedvane, som allerede ved edelige Vidnesbyrd var bleven beviist for Biskop Narve i Hr. Basses og andre gode Mænds Nærværelse, at Udenlandske saavel som Indenlandske ydede Tiende, saa at han ej egentlig behøvede at optage flere Vidnesbyrd derom; men for Sikkerheds Skyld kaldte han dog nogle gamle Prester frem og bad dem sige hvad de vidste, idet han tillige spurgte Tydskerne om de havde noget at indvende imod deres Vidnesbyrd. De svarede nej, men stode dog op og gik bort, trods Biskoppens udtrykkelige Forbud, uden at ville høre Vidnesbyrdet. Biskoppen sendte en Prest efter dem og lod dem anmode om at komme tilbage, men de vægrede sig. Da lod Biskoppen lige fuldt Vidnesbyrdene føres; de tvende Prester oplyste at allerede for 50 Aar tilbage, i Biskop Peters og Kong Haakon Haakonssøns Dage, havde de tydske Vintersiddere, som dengang kun vare faa, betalt Tiende lige saa fuldt som Indenlandske, og de som vægrede sig, bleve tvungne dertil ved Bann. For een af dem, Herman Skult, havde hans Huusvert henvendt sig til Kong Haakon med Klage over at Presten ved Peterskirken vilde forbyde ham Kirkegang, fordi han vægrede sig ved at yde Tiende, men Kongen havde svaret Nordmanden, at da denne lejede Huus til ham paa tolv Maaneder som til Indfødde, og tog samme Afgift af ham som af indenlandske Lejere, maatte denne og verre samme Vilkaar underkastet med Hensyn til Kirken som indfødde Nordmænd. Og da en vis Henrik Skult, formodentlig en Broder af hiin, laa syg, fik han ej den sidste Olje og øvrige Sakramenter førend han havde betalt sin Tiende. Flere lignende Vidnesbyrd bleve hørte, alle oplysende det samme; de tilstedeværende vare Provst Finn, Magister Capellarum, Hr. Agmund Sigurdssøn, Hr. Erling Aamundessøn, Hr. Hauk Erlendssøn og Sira Botolf, Fehirden, alle Medlemmer af Kongens Raad^[11]. Vintersidderne vedbleve imidlertid med sin Ulydighed, og Biskoppen maa paa sin Side ogsaa have ømmet sig noget ved at gaa til Yderligheder mod dem, thi endnu i Mai 1310 vare de tre Hovedmænd, der imidlertid maa være komne tilbage til Bergen, ej bannsatte, hvilket man kan see af et Brev, han sidst i denne Maaned udgav, og hvori han kun gjentog sit Forbud for dem om at besøge nogen Kirke under Trusel om Bann^[12]. Dog hjalp heller ikke dette, saa at han omsider maatte skride til at lade Bannsættelsen forkynde^[13]. Det er ikke usandsynligt at disse Ubehageligheder for en stor Deel kan have været en af Aarsagerne til Kong Haakons Skynderejse til og fra Bergen om Høsten 1310. Et Aar var nu gaaet hen, og der maatte gjøres et alvorligt Skridt for at tvinge de Gjenstridige til Lydighed. Kongen stillede sig her ganske paa Biskoppens Side, og udstedte ikke mindre end to Breve, det ene fra Fane den 10de November, det andet fra Fitje (altsaa paa Tilbagerejsen) den 30te November, hvorved han udtrykkeligt bød Vintersidderne at yde Tiende efter gammel Skik, og saaledes som de havde gjort i hans Faders og Forfedres Dage^[14]. Et af disse Breve, formodentlig det sidste, lod Biskoppen den 12te Januar i Kongens Maalstue oplæse for Raadsmedlemmerne Hr. Sæbjørn, Hr. Agmund, Hr. Erling, Hr. Hauk og Sira Botolf, med Anmodning til den sidste i Egenskab af Kongens Sysselmand og Fehirde, at han vilde skaffe Biskoppen og Kirken sin Ret, eftersom Kongen i sit Brev udtrykkeligt foreskrev. Formodentlig maa Sira Botolf nu og paa en eller anden Maade have skredet alvorligt ind, siden man strax derefter sporer en mere end almindelig Forbitrelse blandt Tydskerne, idet nemlig de mest formaaende blandt disse indgik en Forening om hverken at kjøbe noget af eller sælge noget til Biskoppen eller andre Gejstlige og at forbyde alle sine øvrige Landsmænd det under haarde Trusler. Denne Forening, hvortil Tydskerne selv kun angave Engelbrecht Lönings og de to andre Hovedmænds Bannsættelse som Aarsag, tiltraadtes ogsaa af Sutererne, og den blev saa strengt gjennemført, at nogle tydske Kjøbmænd, der tidligt om Vaaren kom til Byen, ikke torde andet end rette sig derefter. Biskoppen lod i den Anledning forkynde Vintersidderne den 6te Marts, at han efter Kongens Bøn vilde udsætte med at foretage noget yderligere mod dem med Hensyn til selve Tiende-Ydelsen førend han kom til Byen (han var nemlig, som vi have seet, paa denne Tid i Throndhjem og ventedes strax efter til Bergen), men at alle Vintersidderne i Byen inden 8 Dage skulde indfinde sig hos ham og bøde hvad de havde forbrudt mod ham og Gejstligheden ved at fatte hiin Bestemmelse, samt inden samme Frist have tilbagekaldt Bestemmelsen selv; undlod de det, vilde faa Dage derefter Pavens Bann blive lyst over dem^[15]. Vintersidderne maa have foragtet denne første Advarsel, thi den 20de Marts blev den gjentagen^[16]. Hvor vidt de nu gave efter, erfares ikke, men man skulde dog næsten formode at de, med den Haardnakkethed, de hidtil havde lagt for Dagen, ogsaa lod det komme til den tredie. Men efter Kongens Ankomst, først i Mai eller sidst i April, maa de dog have givet efter med Hensyn til Forbudet, thi vi see at de nu ogsaa fandt sig i at lade selve Sagen om Tiende-Ydelsen paadømmes af Lagmanden i Bergen, og dette kan neppe tilskrives andet end Kongens Mellemkomst, da det lader til at de vare for overmodige til at lystre nogen anden. Kongen kunde desuden ikke være bekjendt at taale en Forening som den ovennævnte, der ligefrem streed mod Kong Eriks strenge Forbud mod at „tage sig noget Sammenhold eller gjøre noget Sammenløb eller digte sig nogen Lov eller Vedtægter“. Merkeligt er det, at ogsaa Biskoppen fandt sig i at undergive Sagen Afgjørelse ved en verdslig Dommer, da den dog egentlig hørte til de kirkelige Sager, og han selv var en ivrig Forfegter af den kirkelige Frihed. Men han maa have indseet, at hvis han vilde have en Afgjørelse i Sagen, maatte det skee ved verdslig Ret, da Tydskerne under de forhaandenværende Omstændigheder aldrig vilde have underkastet sig nogen gejstlig; han kunde desuden vistnok være temmelig sikker paa, at Dommen vilde falde ud til hans Fordeel, da han jo aabenbart havde Retten paa sin Side. Saaledes modtog han da Borgen af vedkommende Huusverter for at Vintersidderne skulde indfinde sig paa Stevne for Eindride Lagmand i Bergen og lyde hans Orskurd. Paa denne Stevne lod Biskoppen møde ved sin Ombudsmand, Vintersidderne ved to af sin Midte, blandt dem den for omtalte Ertmann i Knausen. Desuden vare Kongens Ombudsmænd og andre gode Mænd tilstede. Da Biskoppens Ombudsmand fremsatte sin Paastand, svarede Vintersidderne først som hidtil, at de ligesaa lidet som andre Udlændinger vare pligtige til at yde Tiende og heller ikke havde ydet den. Men hertil svaredes, at Lovens egentlige Bud var, at ingen udenlandsk Handelsmand skulde sidde Vintren over i Bergen fra Korsmesse om Høsten til Korsmesse om Vaaren, og saa længe dette overholdtes krævedes der ingen Tiende af dem, da der ingen fandtes om Vintren, og de eneste Udlændinger, der sad Vintren over, vare Sutererne, som af den Grund ogsaa altid havde ydet Tiende. Tydskerne meente dog, at Kongen havde det i sin Magt at tillade dem at sidde Vintersæde i Byen, om end Loven bestemte anderledes. Heraf fulgte dog ikke, at de tillige skulde være fritagne for Tiende-Ydelsen, og Biskoppens Ombudsmand spurgte derfor kort og godt, om det nogensteds stod skrevet i Loven, at Udlændinger skulde være mere fritagne for Tiende end Indenlandske. Da dette naturligviis benegtedes, spurgte Lagmanden Tydskerne om de kunde fremlægge noget Pave- eller Konge-Brev, der fritog dem for at yde Tiende. Dette kunde de ej, og Lagmanden oplæste nu for dem baade den gamle og den nye Christenrets Bestemmelser, idet han gjorde dem opmerksomme paa, at da Biskoppen ligesaavel var forpligtet til at yde dem kirkelig Tjeneste, der lejede Huus for tolv Maaneder, som de fast bosatte, vare hine følgelig ogsaa ligesaavel skyldige at yde Kirken sin Ret som Indenlandske. I Henhold hertil afsagde Lagmanden da den Dom, at alle Vintersidderne i Bergen, de nærværende som de tilkommende, vare skyldige at yde Tiende, ej mindre end andre i Byen fast bosatte Mænd. Men et Beviis paa, at han dog fandt Sagen noget tvivlsom, eller og at han nødig vilde opirre Tydskerne til det Yderste, var det at han frikjendte dem for den paastaaede Bod for deres Forsømmelse hidtil; kun dersom de herefter viiste sig uvillige til at yde sin Tiende, skulde de baade betale den og det senere Tiendefald, efter Lovens Bud, hvis ikke Biskoppen vilde bære over med dem. Denne Dom, der, efter alt hvad man kan see blev afsagt i Løbet af Sommeren^[17], synes virkelig at have gjort Ende paa Sagen, og Tydskerne maa have givet efter, thi man finder intet Spor til at de paany forsøgte at unddrage sig Tiende-Ydelsen; de maatte vel ogsaa erkjende, at der fra den verdslige Magts Side var viist dem saa megen Humanitet som det efter Omstændighederne var muligt. Men Kongen og Nordmændene overhoved havde dog her faaet en Forsmag paa, hvad de fremmede Gjester vovede at byde, naar det gjaldt at unddrage sig fra at lyde saadanne Bestemmelser i deres midlertidige Fedrelands Love, som vare dem besværlige, og det er ej usandsynligt, at det Vink, som Kongen derved fik, bidrog meget til at han i den senere Halvdeel af sin Regjeringstid; lagde en større Strenghed mod dem for Dagen, og søgte ved nærmere Bestemmelser at give deres Privilegier en saa indskrænket Fortolkning som muligt. Ogsaa synes Byernes Indbyggere selv at have fundet det paa høj Tid at der toges Forholdsregler til at sikre sig mod ganske at blive overfløjede og beherskede af de anmassende Fremmede. Man klagede derhos, og virkelig med nogen Billighed, over, at medens norske Handelsmænd ikke fik Tilladelse til at kjøbe eller udføre andet fra de tydske Stæder, end Øl, Stads og andre Luxus-Artikler, og Tydskerne selv for det meste heller ikke bragte andet end Sligt til Landet, vilde de i Norge kun kjøbe nyttige Fødevarer, nemlig Skreid og Smør. Kongen gjentog derfor i 1315 den tidligere givne Bestemmelse, at kun de, der bragte Malt, Meel og andre Kornvarer til Norge, skulde have Tilladelse til at udføre Skreid og Smør^[18]. Denne Bestemmelse blev yderligere indskærpet ved en Forordning, som Kongen udgav den 30te Juli 1316, og hvori han tillige fastsatte den første Toldtarif, der vides at have været given i Norge. Berettigelsen dertil hentede han, som det allerede forhen er bemerket, fra den kongelige Forkjøbsret til alle Varer, i Kraft af hvilken Fehirderne allerede i længere Tid kun havde givet de udenlandske Kjøbmænd to Trediedele af den rette Priis for de Varer, de indkjøbte for Kongen. Herover havde hine Kjøbmænd oftere klaget, og Kongen, som selv erkjendte det utilbørlige i at man ej fik fuld Priis for sit Gods, befalede at herefter skulde Fehirderne betale fuld –Priis for s; hvad de indkjøbte for Kongen. Men til Erstatning fastsatte han den ovenomtalte Tarif, der, vel at merke, kun gjaldt Varer, der opkjøbtes og udførtes af Landet, nemlig af Skreid, Tran, Rav, Rekling, Hvalspek, Korn, Kjød og alskens Madvarer 1 vejet Ertog for hver Marks Verd, (altsaa ${\frac {1}{24}}$ eller noget over 4 pCt.), af Bukkeskind 1 Ertog for hvert Deker, af Kohuder 2 Ertoger for hvert Deker, af Maardskind 2 Ertoger for hvert Timber, af Salt og Nødder 15 vejede Peninger for hver Marks Verd, af Fillinger 15 Peninger v. for hvert Deker, af Tjere 16 Peninger v. for hver Tønde, af Gedeskind 15 Peninger v. for hvert Deker, af Dyreskind og alskens Svardvare (Reeb o. s. v. af Sel- eller Hvalroshnder), Bæverskind, Hvalrostand, Vaadmaal, Uldgarn, Oterskind, Bjørneskind, Gaupeskind, Ræveskind, Jervskind, Lammeskind og alskens Smaaskind, Svovl, Kvade, Farvemos, ${\frac {1}{2}}$ Ertog for hver Marks Verd. Det tilføjedes, at enhver Udlænding, der førte sit Gods udenfor Byens Takmarker uden at have betalt sin Told, skulde have forbrudt det Gods, hvoraf Tolden var ubetalt, samt oven i Kjøbet bøde 8 Ertoger og 13 Mkr.; og naar nogen ude i Havet eller i Udhavne brød Lasten, solgte og kjøbte og derved unddrog sig fra at betale Told, skulde baade Skib og Ladning være forbrudt; undtagen i Sildver, hvor det var frit tilladt at kjøbe og selge alslags Vare. Endelig forkyndtes det strengeligen, at ingen Vintersidder maatte taales i Bergen, Oslo eller Tunsberg længer, anderledes eller videre, end Byloven tillod; Udlændinger, der overtraadte dette, skulde have forbrudt sit Gods, og Gaardejeren, der lejede dem Huus længer end den lovbestemte Tid, have forbrudt samme Huus til Kongen^[19]. Denne Forordning var vel holdt i almindelige Udtryk, som om den angik alle Udlændinger, men da det overvejende Tal af disse, og fornemmelig i Bergen, vare Tydskere fra østersøiske Stæder, er det klart, at de nærmest maatte føle sig berørte derved, og vel derfor betragtede den som egentlig stilet imod dem. Endmere maatte dette være Tilfældet med en Forordning, som Kongen faa Maaneder senere, nemlig den 14de November 1316, efter Overlæg med og Samtykke af Sysselmanden, Fehirderne, Lagmanden og alle Bymændene i Bergen udstedte betreffende Udlændingernes Handel og Ophold i denne Stad, fornemmelig udenfor den lovbestemte Sommertid, og som ved et særskilt Kongebrev ogsaa udvidedes til Oslo og Tunsberg^[20]. Hovedhensigten hermed var aabenbart at indskrænke Vinterhandelen saa meget som muligt, siden den, som det lader, nu engang ikke ganske kunde afskaffes, og navnlig at underkaste Vintersidderne en streng Control og visse Indskrænkninger, for at de ikke ganske skulde rive Handelen ud af Hænderne paa Landets egne Børn, eller om Vintren opkjøbe alle Varer saaledes, at de kunde skrue Priserne op efter eget Tykke. Den begynder nemlig med at ingen Vintersidder maatte have sit Ophold eller drive Handel i nogen af disse Byer fra Korsmesse om Høsten til Korsmesse om Vaaren, uden under de Vilkaar, som herefter opregnedes. Det første af disse var, at Udlændingerne i denne Tid ej maatte selge deres Varer til Alle og Enhver, men kun til et lidet Selskab af visse navngivne Mænd, i Bergen de to Fehirder og 8 Gaardejere (dog stod det Bymændene frit for, i Nødsfald at tilforordne flere), i Tunsberg og Oslo Fehirden, Lagmanden og Sysselmanden tilligemed nogle flere, af disse opnævnte, Gaardejere^[21]. Det blev foreskrevet, at disse først skulde kjøbe Varer for Kongen, dernæst til Biskoppen, Abbeder, Klostermænd, og endelig til de øvrige Bymænd, saaledes at disse, som det heed, kunde deeltage i Kjøbet om de ønskede, men uden nogen Forhøjelse af den engang fra først af bestemte Priis. Udlændingerne skulde i det seneste inden 8 Dage efter at de havde faaet Tilladelse til at lægge i Land, have udlosset i de Brygger eller Søboder, der fandtes inden visse navngivne Grændser^[22], alle Slags Kornvarer, Flesk og Sild, men ikke i nogen Gaard, førend Søboderne vare fulde; derimod kunde Øl, Mjød, Honning, Tran, Smør, Skreid og alle andre Varer, der ej regnedes til Tunge-Varer, oplægges i Pakhuse og Kjeldere, tilhørende de Gaarde, hvor de lejede Huus; i Strædesboder eller Kramboder ved Gaden derimod Klæde, Lærred og andre Tøjer, Specerier, Røgelse o. a. d.; og kun i Strædesboder maatte saadanne Varer selges, der maaltes med Alen. Overtrædelse af disse Forbud straffedes med 1 Marks Bod for Kjøbmanden og ${\frac {1}{2}}$ Marks for Huusejeren. Alle Udlændinger skulde have solgt sine Varer inden 14 Dage fra den Dag, de vare ferdige med Udløsningen, men altsammen kun i større Partier, og kun til Indenlandske, ej til andre Udlændinger, uden hvad disse behøvede til sit eget og sine Folks daglige Underhold, dog ikke for længere Tid end en Maaned. Efter tre Ugers Forløb skulde Udlændingerne have sluttet alle sine Kjøb og Handler, saaledes at deres hele Ophold, fra Ankomsten indtil Afrejsen, ikke maatte overstige 6 Uger. Havde de ikke i denne Tid solgt alle sine Varer, maatte de dog fra Korsmesse om Høsten til Korsmesse om Vaaren hverken kjøbe eller selge noget. Derimod kunde de i den lovbestemte Sommertid, fra Korsmesse om Vaaren til Korsmesse om Høsten, frit kjøbe og selge, dog ikke paa andre Steder, eller i mindre Partier end ovenanført. Her var altsaa en virkelig Indskrænkning af den forrige tildeels ubundne Frihed. Hvis Udlændingen overtraadte denne sidste Bestemmelse, saa at han enten solgte andensteds eller i mindre Partier, skulde Varerne være forbrudte til Kongen, med mindre han kunde bevise, at hans hele Ladning ikke var større, end hvad han havde solgt. Ingen Bymand maatte overbyde Fehirderne eller disse omvendt nogen Bymand; skede dette, og en højere Kjøbesum tilbødes, skulde, for saa vidt ikke Bymændene og Fehirderne derom havde sluttet indbyrdes Aftale, Kjøbet gaa tilbage igjen, og Vedkommende bøde 1 Mark. Ingen Gaardejer eller Bymand overhoved maatte leje en Udlænding Huus paa længere Tid ad Gangen end 14 Dage, og ikke længere i det Hele taget end 6 Uger. Den som lejede paa længere Tid, skulde første Gang bøde 8 Ertoger og 13 Mkr., og Udlændingen dog forlade Huset. Skede det anden Gang, skulde Gaardejeren have forbrudt Huset til Kongen, hvis han selv ejede det; havde han lejet det, skulde han bøde saa meget Gods som Gaarden var verd. Alt dette, heder det, blev samtykket og stadfestet af Bymændene og de kongelige Embedsmænd i Byen, hvorhos ogsaa Bymændene havde afgjort, at Ingen skulde kjøbe tydsk Øl (Bjor) dyrere end 1 Mark Tønden, under Straf af 5 Marks Bod til Kongen og Ølets Confiscation^[23].

Denne Anordning synes efter den Maade at dømme, paa hvilken den blev til, at have været en Kraftanstrængelse fra Bymændenes Side for nogenledes at afryste Udlændingernes Handelsaag, hvortil Kongen, hvis Øjne maaskee især vare blevne aabnede ved Vintersiddernes Trods i 1309–1311, heel villigt ydede sin Medvirkning, og gik saa vidt som det nogenledes kunde skee, uden ligefrem at krænke de tidligere indgangne Tractater. Der er ogsaa Tegn forhaanden til at de tydske Stæder bleve urolige derved, og besluttede at gjøre kraftige Modforestillinger, thi vi erfare, at Fyrst Vitslav den 3die af Rügen paa Stædernes Vegne sendte en Gesandt til Norge, Ridder Arnold v. Magen. Men paa Rejsen gjennem Danmark blev han tagen til Fange af Kong Erik eller ved dennes Foranstaltning, maaskee fordi nu atter en Fejde, skjønt kun ubetydelig og kortvarig, var udbrudt eller paa Vej til at udbryde mellem Danmark og Norge^[24]. Hvor vidt nogen anden blev sendt i den fangne Arnold v. Witzens Sted, vides ikke. Der maa dog have indtruffet noget, der bragte Kong Haakon til, i det mindste for Tunsbergs Vedkommende, at formilde hine strenge Bestemmelser noget; ved Forordning, dateret 10de Mai 1318, bestemte han nemlig, at alle Udlændinger, fra hvilket som helst Land, der ikke laa i Uvenskab med Norge, skulde være velkomne baade Vinter og Sommer, og kunne selge sine Harer frit til alle Nordmænd, dog kun i større Partier, samt ligeledes kjøbe af Nordmænd og udføre alle de Varer, de vilde; hvorhos Tiden, i hvilken de kunde opholde sig, skulde fastsættes af Hr. Bjarne Audunssøn, Sysselmanden, og Lagmanden Hr. Guthorm Kolbjørnssøn. Det tilføjedes, at Klæde ikke maatte skæres til Salg uden af dem der havde taget Borgerskab, indenlandske eller udenlandske, i Gildesskaalen eller i et offentligt Huus, alt efter Hr. Bjarnes og Guthorm Kolbjørnssøus Bestemmelse. I alt andet skulde den tidligere Forordning staa ved Magt^[25]. Dette er den sidste Anordning, som i Kong Haakons Tid vides at være udgivet, de udenlandske Kjøbmænd vedkommende. Det er først temmelig langt hen i Kong Haakons Efterfølgers Tid, at vi støde paa nogen ny Bestemmelse om denne Sag, og, da denne atter fornemmelig sigtede til at indskrænke Vintersiddernes overhaandtagende Uvæsen, der nu endog, som det heder, gik saa vidt at selv udenlandske Kjøbmænd, der i den sedvanlige Tid om Sommeren kom til Byen for at handle, klagede over at de fandt alle Varerne opkjøbte, saaat ingen ordentlig Kjøbstevne kunde komme istand, skulde man formode, at de nys meddeelte Anordninger ikke have været gjennemførte i sin hele Strenghed, eller og at de Fremmede allerede have været for mægtige til at kunne holdes tilbørligt under Lovens Tvang.

1. Suhm XI. S. 890–895. Jvfr. hvad herom ovenfor er ytret S. 238, Note. Tilværelsen af Kong Eriks Tractat med Kampens Borgere kjender man kun af denne Fornyelse ved Kong Haakon. Det er tydeligt, at den kun var saa at sige et Tillæg til hans almindelige Tractat med de tydske Kjøbmænd af 1294, se ovf. S. 234 fgg.
2. Suhm XI. 482, hvor Maanedens Navn, Juli, er udeladt.
3. Lübecks Urk. B. II. S. 176. Her kaldes Bergen og Oslo civitates, Kongehelle og Tunsberg villæ forenses.
4. Lappenbergs Sartorius II.
5. Lüb. Urk. B. II. S. 253, 255.
6. Barthol. E. S. 388–391.
7. Dette var formodentlig den store Ildebrand i 1248, se ovf. IV. 1. S. 106–108.
8. Dipl. Norv. II. 95.
9. Ssteds I. 120.
10. Dipl. Norv. II. 97.
11. Dipl. Norv. I. 102.
12. Dipl. Norv. II. 102.
13. At Bannsættelsen havde fundet Sted før 6te Marts 1311, sees af den paa denne Dag udstedte Forkyndelse, se nedf.
14. Dipl. Norv. II. 104, 105.
15. Forkynd. af 6te Marts 1311, Dipl. Norv. III. 96.
16. Sammesteds.
17. Dommen er endnu ikke trykt, men findes i den oftere omtalte bergenske Codex Arnam. 331 fol., hvor Sprogformen er betydelig forvansket, men dog ikke verre, end at Texten kunde omskrives i ordentligt Sprog. Jvfr. ellers Keysers N. Kirkehist. II. 136–145, hvor alt dette fortælles udførligere.
18. Dette omtales af Kongen selv i Forordn. af 30te Juli 1316, men Forordningen eller Retterboden, hvori Forbudet indeholdtes, er tabt.
19. Norges gl. L. III. No. 47, S. 118.
20. Sammesteds No. 49; for Bergen er Forordningen dateret den 14de, for Tunsberg og Oslo den 15de November 1316. Naar man læser Begyndelsen af den Redaction der nærmest gjelder Bergen, kunde det synes som om de her givne Forbud og Bestemmelser om Opkjøbscommission, Liggetid og Udsalg m. m. gjaldt hvilken som helst Tid, Udlændingerne kom til Byen; men ved Sammenligning med Redactionen for Tunsberg og Oslo overbeviser man sig snart om at hiin kun er et Uddrag, og at den første Artikel, „at ingen Vintersiddere skulle sidde eller selge fra Korsmesse om Høsten til Korsmesse om Vaaren anderledes end her foreskrives“ utilbørligt er udeladt. Denne Artikel, som saaledes maa tænkes tilføjet, bestemmer altsaa Tiden nøje. Længere nede staar der ogsaa udtrykkeligt: „hvad de ikke have solgt inden Udløbet af den foreskrevne Tid (nemlig i alt 6 Uger) til Salg og Indkjøb, det være dem siden forbudet at selge, saa og at kjøbe, i denne Ferd fra Korsmesse om Hoften til Korsmesse om Vaaren; men mellem denne sidste til Korsmesse om Høsten kan hver kjøbe og selge frit eftersom Lovbogen siger“. Det vilde derhos have været et fuldkomment Brud paa de tidligere givne og saa hyppigt gjentagne Privilegier, om Handelen i Almindelighed var bleven indskrænket paa den her nævnte Maade. I denne Tid behøvede neppe heller Udlændingerne nogen „Tilladelse til at lægge til Bryggen“.
21. For Bergen nævnes Fehirderne Hr. Einar Ambessøn og Hr. Eindride Simonssøn, samt „Gaardsbønderne“ Einar gotniske (altsaa fra Gotland eller Gulland), Magne af Øyre, Sigvard Hjalt (fra Hjaltland), Styrkaar Lump, Thorleif i Holmedalen, Thjostulf Ribb og Orm Hallssøn. Det er merkeligt nok, at Botolf Haakonssøn her ikke nævnes som Fehirde, uagtet han beviisligt levede mange Aar efter (han nævnes saaledes i et Brev fra 1322, Dipl. Norv. I. 165), hvis man ikke kan antage, at der har været tre Fehirder paa een Gang i Bergen, eller at Botolf egentlig kun har været Sysselmand, saaledes at hans Fehirde-Betjening kun vedkom Sysselen.
22. Disse var for Bergen „Kongens Eblegaard“ og den saakaldte „Øyrastein“: for Tunsberg „Kongsgaarden og Skagen ved Olafsklostret“; for Oslo angives intet.
23. Brevet for Tunsberg og Oslo, og rimeligviis ogsaa det Dagen forud udstedte, for Bergen, er beseglet af den daværende Cantsler Hr. Ivar Olafssøn, og skrevet af Notarien Thorgeir Tovessøn.
24. Se Brev fra Arnold v. Witzen, dateret 14de Septbr. 1317, Lübecks Urkundenb. II. No. 319.
25. Norges gl. L. III. No. 51 S. 131. Forordningen er beseglet af Ivar Cantsler og skreven af Haakon Notarius.