Det norske Folks Historie/6/65

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1859 (I-4-2, s. 1-19).

Af Kong Magnus’s og Dronning Ingeborgs Børn vare ved hans Død kun tvende, nemlig Sønnerne Kong Erik og Hertug Haakon, i Live, hiin fød 1268, altsaa nu kun halvtolfte Aar gammel, Haakon fød i 1270, altsaa kun tiaarig^[1]. Deres ældste Søn, Olaf, der var fød i 1262, var allerede død i 1267. Ligeledes skal de i 1264 have faaet en Søn, Magnus, men som kun levede i 18 Tage^[2]. End videre synes de at have haft en Datter, der døde endnu som Barn, men hvis Navn ikke kjendes^[3]. Erik tiltraadte uden mindste Hinder eller Vanskelighed Kongedømmet, saaledes som hans Fader havde bestemt, og allerede 8 Dage efter udfærdigede han i sit eget Navn til den engelske Konge et Brev, hvori han meldte sin Faders Død, anbefalende sig fremdeles til hans Velvilje, underrettende ham om, at han skulde krones førstkommende St. Hansdag, som det var bestemt, og bad ham undskylde, at dette Brev var forseglet med hans Faders Segl, eftersom der endnu ikke havde været Tid til at faa et nyt. Men dette Brev var kun en Høflighedsskrivelse, af hvilket Slags der vistnok blev udfærdiget flere ved hans Tronbestigelse, uden at han derfor selv befattede sig dermed, ligesom det er tydeligt, at han i de første Aar velter ikke havde noget med Regjeringen at bestille^[4]. Ifølge de ældgamle norske Vedtægter var han vistnok allerede myndig med det fyldte 12te Aar, men det er let at forstaa, at dette kun var en Myndighed af Navn, og at der, om end ingen Formynder-Regjering formeligt var udnævnt, dog nu dannede sig en saadan, der stiltiende greb Regjeringens Tøjler, og førte dem, indtil Kongen selv naaede den tilstrækkelige Aandsmodenhed. Lendermændene udgjorde nemlig efter de gamle statsretlige Bestemmelser, der nu end ydermere vare bekræftede ved den nye Hirdskraa, Kongens Raad, og det faldt saaledes af sig selv, at de af dem, der ved Kong Magnus’s Død vare tilstede i Bergen, overtoge Styrelsen i Kongens Navn. Men ved Siden af dem udøvede ogsaa Enkedronningen Ingeborg stor Magt, ja var endog at betragte som den egentlige Regent inde. Den Indflydelse, som Dronningen, der synes at have været en talentfuld og myndig Kvinde, udøvede paa den unge Konge, der efter alle de Træk, der ere os meddeelte om ham, maa have været af en føjelig og eftergivende Charakteer, som næsten nærmede sig til Svaghed, syntes overhoved at have været meget stor. For øvrigt var der ikke fra Baronernes Side nogen Anledning til at betragte Dronningen Magt med Skinsyge, da hun ganske stillede sig paa deres Parti lige over for Kirkepartiet, som vi snart ville erfare. Saa vidt man kan skjønne, traadte den afdøde Konges Bestemmelse med Hensyn til de Hertug Haakon tilstaaede Forleninger strax i Kraft, og der fandtes saaledes en Deel af det samlede Rige, der kaldtes .Hertugdømmet^[5]. Efter hvad man af flere offentlige Documenter fra den Tid kan slutte, synes der dog at have bestaaet et Slags Fællesregjering mellem begge Brødrene, der især gjorde sig gjeldende, efter at begge havde naaet deres Myndigheds-Alder. Man finder nemlig, at de da i Fællesskab have udstedt ikke faa Breve, hvis Indhold vedkom det hele Rige eller udenlandske Anliggender, ligesom ogsaa Undersaatterne, endog i de Dele, der ej hørte til Hertugdømmet, og stundom daterede deres offentlige Breve baade efter Kong Eriks og efter Hertug Haakons Regjerings-Aar. I alt hvad der vedkom Hertugdømmet alene, handlede derimod Hertug Haakon, efter opnaaet Myndigheds-Alder, paa egen Haand, uden at Kong Erik her nævnes^[6].

Blandt de Baroner og Herrer, der saaledes grebe Regjeringens Tøjler, fremtræder især Hr. Audun Hugleikssøn og Bjarne Erlingssøn af Bjarkø og Giske, samt Andres Paalssøn Plytt, Hallkell, Søn af Agmund Krøkedans, Gaut af Tolga, Jon Brynjulfssøn af Hvol, og den nye Kantsler Bjarne Lodinssøn, der traadte i Hr. Thore Biskopssøns Sted, medens denne trak sig tilbage til sin Syssel paa Østlandet. Alle synes de at være afsagte Fiender af Klerkeveldet, og at have ventet paa den første den bedste Lejlighed til at fratage Kirken de Rettigheder, den nys, som de vel meente, havde vundet paa Lægmændenes Bekostning, samt derhos atter, om muligt, at grunde et Herrevælde, der lignede det tidligere i Kong Inges og Magnus Erlingssøns Dage. De fleste af dem vare vel enten allerede i Bergen, da Kongen døde, eller indfandt sig strax efter til det udskrevne Høvdingemøde. Her have da vel ogsaa de østlandske Herrer, Hr. Erling Alfssøn, hans Søn Alf Erlingssøn og hans Svigersøn, den forrige Kantsler Hr. Thore Haakonssøn, indfundet sig, skjønt det lader til, at de for øvrigt voldt sig hjemme i sine Sysler, og ikke deeltoge i den egentlige Formynder-Regjering. Af gejstlige Herrer indfandt der sig ogsaa en heel Deel til det samtidige Kirkemøde. Erkebiskoppen ankom Trinitatis Søndag, den 16de Juni; foruden Biskoppen af Bergen vare samtlige Lydbiskopper i Norge selv tilstede, derhos begge de islandske Biskopper og Biskop Erlend af Færøerne, ja endog Biskop Marcus af Syderøerne^[7]. Af alle Lydbiskopper under Nidaros Provins manglede saaledes kun Biskoppen af Orknøerne og Biskoppen af Grønland. Man kan neppe paavise noget norsk Provincial-Concilium, hvor Gejstligheden var været saa sterkt repræsenteret, og i Spidsen for en saa stor Flok af lydige Undergivne følte den myndige Erkebiskop sig dobbelt sterk til at byde de verdslige Herrer Trods, ligesom han vel ogsaa nu havde det bedste Haab om at faa sin Christenret vedtagen. Hans stridbare Sind viste sig allerede i Begyndelsen deri, at han, som det beder „lagde sin Ublidhed paa Biskop Arne af Skaalholt, fordi han skulde have heldt mere til Kongens end til hans eget Parti, og derved rakt Haanden til at Kirkens Friheder traadtes under Fødder“^[8]. Det varede imidlertid ikke længe, førend Arne fik overbeviist ham om Grundløsheden af hans Mistanke, saa at han atter tog ham fuldkommen til Naade. Kroningen skulde, som oftere omtalt, finde Sted St. Hansdag, altsaa kun 8 Dage efter Erkebiskoppens Ankomst, men den blev udsat i lidt over en Uge, fordi man ikke kunde blive enig om Kronings-Eden, hvilken Erkebiskoppen vilde have indrettet ikke efter den sædvanlige, i Landsloven og Hirdskraa foreskrevne, Formular, men efter en anden, der særskilt udhævede og bekræftede Kirkens nys vundne Friheder, samt endog aabnede Adgang til deres Udvidelse. At dette var Baronerne meget imod, er vist nok; og der blev desangaaende holdt mange Samtaler og Forhandlinger mellem Erkebiskoppen paa den ene Side, og Dronningen og Kongen og deres Raadgivere paa den anden. Navnlig paastod Erkebiskoppen, at flere af de nye Lovbestemmelser vare til Kirkens Præjudits og strede mod Compositionen, hvisaarsag han fordrede dem afskaffede^[9]. Han sigtede her især til de nye, allerede ofte omhandlede Forandringer i Ledings-Ydelsen eller Skattevæsenet, da der udtrykkeligt tilføies, at han mindede dem om, at de som med Magt paabyrdede Gejstlige eller deres Jordegods Skatter, Paalæg og Byrder, vare hjemfaldne til Excommunications-Straf. Men det lader til, at et af Formynder-Regjeringens første Skridt har været, strengt at paabyde de nye Ledingsbestemmelsers Overholdelse uden Persons Anseelse, ligesom vi ogsaa erfare, at de udstedte et Forbud mod at sælge de Gejstlige brændt Sølv eller engelske Sterlinger, visselig fordi de befrygtede, at alt for meget Sølv skulde gaa ud af Landet til den forhen omtalte Sexaars-Tiende, der indbetaltes i norske Penge, men som, efter hvad vi ovenfor have seet, maatte omsættes i rede Sølv, førend den afsendtes til Rom, da de norske Penge vare saa daarlige, at de vragedes udenlands^[10]. Hvad enten nu Dronningen og Baronerne havde ladet sig imponere af Erkebiskoppens Myndighed, eller de endnu ikke havde aftalt nogen ret Modstandsplan, eller de ansaa det nødvendigt, først og fremst at faa den unge Konge kronet, lige meget paa hvilke Betingelser, nok er det, at de for det første gave efter, og ej alene fandt sig i at Formularen til Kronings Eden formedes fem Erkebiskoppen vilde, men lovede endog foreløbigt –– det paastod i det mindste Erkebiskoppen – at de paaklagede Love skulde blive forandrede. Saaledes foregik da Kroningen i Christkirken i Bergen St. Svithuns Dag (2den Juli), den samme Dag, paa hvilken Erik forhen havde faaet Kongenavn i Bergen (1273) og var blevet hyldet paa Ørething (1273). Akten forrettedes af Erkebiskoppen selv, i alle de forsamlede Biskoppers og øvrige gejstlige og verdslige Herrers Nærværelse. Edsformularen, der forestavedes den unge Konge, lød saaledes: „Dette lover jeg Gud og hans hellige Mænd, at jeg skal bevare Fred og Rettighed for den hellige Kirke og det Folk, jeg uværdig er beskikket over. Biskopperne og de lærde Mænd skal jeg vise passende Ære, efter hvad jeg er skyldig og Gud giver mig Skjønsomhed til, ligesom jeg ubrødeligt skal overholde hvad Kongerne have skjenket og tilbagegivet Kirker, saaledes som det er samtykket mellem Kirken og Riget. Vrange Love og onde Sedvaner, især de, som ere imod den hellige Kirkes Frihed, lover jeg at afskaffe og indrette saaledes som vi faa bedst Raad til af vore troeste Mænd“. Det sees letteligt, at Formularen nærmest sigtede til Tunsberg-Compositionen; det sidste Punkt vedkom dog nærmest den Gejstligheden saa forhadte Artikel om Ledingsberegningen^[11].

Men saa snart Kroningen var tilendebragt og Baronerne i saa Henseende havde opnaaet hvad de ønskede, toge de Masken af, og Erkebiskoppen, der maaske allerede smigrede sig med at have vundet en let og snar Sejr, fik snart at føle, at hans Modgang nu først ret begyndte, ja at det paa det nærmeste var forbi med hans Velde. Da han opfordrede Dronningen, Kongen og Baronerne til at efterkomme deres Løfte, og tilbagekalde de Lovbestemmelser, der voldte saa meget Anstød, vægrede de sig reent ud derved, og „snarere forsvarede end rettede paa deres utilbørlige Færd“. Erkebiskoppen anmodede dem da om, at de enten ved et særskilt, i Kongens Navn udstedt og af ham saavel som dem beseglet Brev, eller ved en i Lovbogen indskudt Artikel vilde erklære hine Lovbestemmelser suspenderede, indtil Kongen selv blev fuldmyndig, og da med sine vise Mænds Raad kunde faa nye og bedre Forskrifter, som han i sin Kroningseed havde lovet, hvorefter der da fra begge Partier skulde sendes Gesandter til Paven og Sagen forelægges ham til endelig Bekræftelse. Men heller ikke herpaa vilde de indlade sig. Derimod forlangte de en Afskrift af nogle Statuter, som Erkebiskoppen imidlertid havde faaet vedtagne paa Provincial-Conciliet^[12].

Disse Statuter, i hvis Udfærdigelse alle de tilstedeværende Biskopper, paa Markus af Syderøerne nær, deeltoge, bære tydeligt Præget af at være affattede med stadigt Hensyn til det Uvejr, som nu tegnede sig til at udbryde, idet de nemlig indeholde en udførlig Fortegnelse paa alle de Tilfælde, hvori Excommunication indtraadte (Banns-Artiklerne) saavel efter de canoniske Bestemmelser i Almindelighed, som efter de for Norge gjeldende Vedtægter i Særdeleshed.

Disse sidste specielle Banns-Tilfælde ere følgende:

1. Naar Nogen af egen Vilje eller egenmægtigt forgreb sig paa anden Mands faste Ejendom, eller voldeligen søgte at drage under sig en Andens Magt. Bannsstraffen indtraadte da ipso facto. Denne Artikel var, som det udtrykkelig anføres, given af Cardinal Vilhelm. Det tilføjes at sligt Ran, tilføjet Kirken eller Gejstlige, skulde paakjendes af gejstlig Ret.

2. Naar Nogen med ond Vilje søgte at nedbryde eller skade Kirkens Frihed inden Nidaros Erkebiskopsdømme, eller de lovlige Sedvaner, hvortil Kirken havde gammel Hevd.

3. Naar der paa Søndage eller Højtidsdage, hvor Ordet skulde prædikes, holdtes verdslig Stevnemaal eller Rettergang. Den, som heri gjorde sig skyldig, skulde være excommuniceret i tre Maaneder.

4. Naar Nogen uden Prestens Tilladelse brugte Kirken til Opbevaringssted for Sejl, Smør, Skreid eller andre Varer, og ikke, tre Gange paamindet af Presten, flyttede Sagerne bort igjen. Derhos gjordes det Presterne til Pligt, ikke at give dem nogen saadan Tilladelse uden i yderste Nødstilfælde.

5. Naar Nogen uden skjellig Grund opsatte sit Bryllup indtil eet Aar og tre Maaneder efter Festemaalet. Excommunicationen vedvarede indtil Brylluppet holdtes. For øvrigt bekræftedes „den lovlige Sedvane i Landet“, at Bryllupper holdtes offentligt.

6. Naar nogen Lægmand tiltog sig at undersøge eller paadømme de Sager, der alene tilhøre Kirkens Forstandere at dømme i, og saaledes overtraadte Compositionen, samt naar Nogen med Tvang bragte en Gejstlig under Lægmands Dom, m. m.; ved alt dette paadrog man sig Bannstraf ipso facto. Her opregnes paany de i Constitionens Artikel 3 angivne Sager, der alene hørte under gejstlig Ret. Men, tilføjes der, skjønt baade Guds (den canoniske) Ret byder, og det er udtrykkeligt bestemt i Compositionen, at Klerker skulle være fuldkommen frie uden nogen som helst Underdanighed under Lægmændene, og hverken de selv eller de Mænd, de have hos sig til at forrette deres nødvendige Arbejder, paa nogen Maade skulle underkastes noget som helst Forbud, som Kongen eller de af ham indsatte Befalingsmænd paabyde med Hensyn til Kjøb eller Salg. saa findes der dog dem, der tragte efter at unddrage de Gæjstlige denne Frihed, og ytre sin onde Vilje deri, at de lægge de Lægmænd i Bøder, som sælge Gejstlige brændt Sølv eller andre Varer, saa at ingen skal have mere Frihed til at sælge Klerker saadant, end andre Mænd. (Her sigtedes ligefrem til det før omtalte Forbud, nærmest foranlediget ved Sexaars-Tienden). Men da det nu findes skrevet i den hellige Kirkes Love, at naar een Ting er forbuden under Banns Straf, gjelder det samme Forbud og Bann ogsaa alt andet, hvorved Tingen fremmes: saa bannsætte vi herved alle dem, der driste sig til at gjøre saadant, og de skulle ikke paa nogen Maade faa Absolution, førend de have tilbagebetalt lige saa mange Penge, som de toge fra den, der solgte sine egne Varer. Saa og om nogen drister sig til at forulempe Gejstliges eller Kirkens Arbejdsmænd eller Tjenestemænd, saasom deres Steenarbejdere eller Skibsstyrere o. s. v. i deres lovlige Frihed, ved at paalægge dem almindelige eller særdeles Forretninger, beskadige eller med Magt at tage deres Fartøjer, undtagen paatrængende Nødvendighed eller det almene Bedste fordrer det: da vide han, at han ved denne selvsamme Bestemmelse er excommuniceret, og at han ingen Absolution skal faa, førend han tilbørligen har bødet sin Forseelse.

Statutet gaar derpaa over til opregne de i den canoniske Ret for hele Christenheden foreskrevne Banns-Artikler. Der forudskikkes en Indledning, hvori Erkebiskoppen og Lydbiskopperne erklære, at det vilde være uforsvarligt, om de taug stille med hvad der var nødvendigt og gavnligt for deres Undergivne at vide. De paaberaabe sig Apostelen Paulus’s Ord til Ephesernes Udsendinger(Apostl. Gj. XX. 18, 20, 26,)^[13] og tilføje, at ligesom Legemets Læge ikke er angerløs, naar han har sagt den Syge, hvilken Føde han bør nyde, hvis han ikke ogsaa udtrykkeligt bar sagt, hvilke Fødemidler han slet ikke maa smage, saaledes var det ikke nok for dem, Sjælens beskikkede Læger, at lære Folket hvad det skulde vide, men det var ogsaa deres Pligt, aabenbart og tydeligt at forkynde dem hvad de skulde undgaa. Hvorledes, heder det videre, skulde vi f. Ex. nu kunne lade som om vi slet ikke saa, at Nogen glemmer sin Sjæls Frelse i den Grad, at han lægger Paalæg paa den hellige Kirke, Guds Ejendom, eller frygter ikke for at behandle hans Tjenere haardt og utilbørligt. Thi vi vilde jo selv gjøre os medskyldige i de Laster, med Hensyn til hvilke vi saa igjennem Fingre med vore Undermænd, uden at refse dem til Forbedring, hvis dette er os muligt. Skjønt vi jo rigtignok ved Guds Hjelp haabe, at ingen eller i det højeste kun faa ere dumdristige nok til at storme frem i en saadan Skjendighed, at bestride den hellige Kirkes Fred og Frihed; og hvis de gjøre det, da er det vel kun fordi at de ikke vide hvad Straf der er foreskrevet for saadant; thi det er ej at undres over, om Nogen tager sig mindre i Vare for at gjøre, hvad han veed der ej er ham udtrykkeligt forbudt; ja det hænder jo endog ofte, at man ikke er saa bange for endog at overtræde et Forbud, naar man tror, at Straffen kun er liden. For nu at ingen herefter skal tage Anledning til at begaa frække Overtrædelsen eller undskylde sig med Uvidenhed, bestemme vi strengeligen, at een Gang hvert Aar skulle ved alle Biskopsstole de hellige Canones, der handle om, i hvilke Tilfælde man paadrager sig fuldstændig Excommunication, oplæses for Almuen, saa og i de fornemste Hereds-Kirker, paa det at Uvidenheden, der hidtil styrtede sig hovedkulds i Synden, nu kan standse i sin begyndte Ondskabs Fart, naar den seer den truende Straf og skrækkes for den“.

Artiklerne opregnes nu saaledes:

1. Om Nogen forlader den rette Tro og henfalder til et af Kirken fordømt Kjetteri.

2. Om Nogen sætter sammen en ny Vranglære, enten offentligt eller hemmeligt. Denne Bannsstraf rammer ogsaa evindelig alle dem, der forstaa Læren og lære anderledes, end den hellige romerske Kirke prædiker og overholder, om Daaben, om Alterens Sacramente, Skriftemaal, Egteskab og de øvrige Sacramenter i den hellige Kirke, saa og alle dem, som en Biskop dømmer at være Kjetter i sit Biskopsdømme.

3. Naar Nogen tror paa hvad Kjettere foresnakke dem, eller tage dem til sig, forsvarende eller understøttende dem. Hvis han ej forbedrede sig inden 12 Maaneder efter at han var erklæret bannsat, skulde han være æreløs for Livstid, udygtig til at bære Vidnesbyrd, uberettiget til at tage Arv, enten efter Testament eller sædvanlig Intestat-Arv, saavel som til selv at gjøre Testament, han maatte ikke selv anlægge Søgsmaal mod nogen, men skulde lige fuldt stande andre til Rette; om han var Dommer, skulde hans Domme være ugyldige; var han Gejstlig, skulde han af Biskoppen berøves alle sine Vielsesgrader og desforuden være de samme Straffe underkastet som Lægmændene^[14].

4. Naar Nogen erklærer og paastaar, at Kirken i Rom ikke er Christendommens Hovedkirke eller berettiget til Lydighed.

5. Naar Nogen i vred Hu eller ond Vilje lægger Hænderne paa en Gejstlig eller Klostermand, saa og om nogen befaler en Anden at gjøre det, fremdeles om nogen undlader at hjelpe Gejstlige, naar de kunne; hvilket sidste gjelder fornemmelig dem, der have Magt eller ere andre overordnede.

6. Om verdslige Herskere, Styrere eller Befalingsmænd plage Gejstlige, Kirker eller deres Ejendomme med Krav eller utilbørlige Tyngder, saasom Lægmænd ikke have Ret til at paalægge Klerker eller Kirker Krav eller Skat.

7. Naar Mænd vedtage Beslutninger om den hellige Kirkes Frihed, med mindre de inden to Maaneder udstryge dem af sine Bøger. Saa og om Nogen lader sig bruge til at føre slige Beslutninger i Pennen, saavel som Dommere og Befalingsmænd, der dømme efter slige Beslutninger o. s. v.^[15]. Kirkens Frihed bestaar i de Privilegier, som have været den givne saavel i aandelige som timelige Sager, almindeligt eller særskilt. Nogle af disse Privilegier ere givne af Gud selv, f. Ex. da Christus sagde til Apostlen Peter, at hvad han havde bundet paa Jorden skulde være bundet i Himlen, og hvad han havde løst paa Jorden, løst i Himlen; fremdeles at Tiende og Offer høre Kirken til, samt at de Gejstlige have Magt og Raadighed over Kirken og dens Ejendele, ligesom det tilkommer Kirkens Forstandere at give Love om aandelige Anliggender og udøve Jurisdiction derover, saaledes som det skrevet staar baade i det ane Testamente og i det gamle. Andre Privilegier ere givne af Paven, f. Ex. det, at naar Nogen med vred Hu lægger Haand paa en lærd Mand, falder han i Bann ipso facto, samt at to Vidner ere nok til at vidne om alle de Testamenter, der kunne regnes til Sjælegaver, og mange andre Privilegier; andre have ogsaa Kejserne givet, hvilket de havde fuldkommen Ret til, hvad verdslige Ting angaar, saasom at Enhver har Ret til at skjenke Kirken om det saa var hele sin Fædrene-Arv, uden at han behøver at spørge Nogen om Lov dertil, „thi ved enhver Gave, som nogen skjenker til Kirken for sin Sjæl, er den bedste Grændse den, at der ingen Grændse findes“.

8. Dersom nogen med ond Vilje brænder en Kirke eller hellige Steder, eller Huse, der staa inden Kirkegaard, eller enhver Bygning, som det tilkommer Kirken at forsvare.

9. Hvis nogen nedbryder en Kirke, eller plyndrer den, eller beskadiger Alteret eller Helligdommen m. m.

10. Naar Nogen forfalsker et Pavebrev for sig selv eller nogen Anden, eller benytter til sin egen Fordeel et saadant Brev, som han veed er forfalsket.

11. Naar Nogen fører Vaaben, Skibe eller Jern til Saracenerne, eller lader sig bruge som deres Skibsstyrere eller paa nogen Maade hjelper dem i at bekrige eller forulempe det hellige Land og Christne.

12. Om Nogen røver fra Romerne eller christne Kjøbmænd, eller gjør dem selv til Fanger, naar de sejle fredeligt med sine Varer.

13. Naar Nogen med Magt eller Trusler tvinger Biskopper eller Gejstlige til at tilbagekalde en Bannsættelse, eller give Gejstlige de Embeder tilbage, fra hvilke de ere retmæssigt afsatte^[16].

14. Naar Lægmænd, af hvad Stand de ere, eller hvilket Embede de saa beklæde, tvinge Kirkens Forstandere, Capellaner eller andre Klerke til at taale, at Kirkens faste Ejendomme eller Gaarde lægges under Lægmænds Vold; med mindre de, lovligen paamindede, give de saaledes uretteligen tagne Ejendomme tilbage.

Fremdeles lystes der Bann over Alle og Enhver, som vovede at gjøre eller foranstalte Oprør mod Norges Konge, eller som ved svigagtige eller slette Handlinger søgte at forstyrre Landets Fred. Derhos tilholdtes de Gejstlige at føre et reent Levnet, beflitte sig paa Fredsommelighed, Stilhed og Ivrighed i Guds Tjeneste, samt at undgaa Tvistigheder, Trætter, hadefuld Fremfærd og alt Fjas, ligesom det ogsaa blev dem forbudt at vække Urolighed eller give Anledning til Splid med Lægmerndene ved at laste disse eller avindsygt at saare dem: vovede nogen at gjøre det, skulde han haardeligen straffes af sine Foresatte. I lige Maade indskjærpedes det Lægmændene atter, ikke at forulempe Gejstligheden med utilbørlige Udpresninger, men tvert imod at vise sig venlige og omgængelige med dem.

Skjønt Simoni var forbuden i de hellige Skrifter, saavel som at forlange Penge af dem der gik i Kloster, ville, heder det, Nonnerne nu som oftest ingen Systre optage, uden de medbringe Penge; derfor bestemtes det, at hvis nogen Abbedisse eller Prior ved et Nonnekloster tog Penge eller Gaver af den, der vilde træde ind i Klosteret, eller sluttede nogen ulovlig Akkord med hende, da havde samme Abbedisse eller Prior ipso facto forbrudt sit Embede. Derimod havde man frit Lov til at modtage, hvad der retteligen skjenkedes eller ofredes uden nogen Betingelse eller Akkord. Det samme skulde ogsaa iagttages i andre Klostre. Det forbødes tillige Gejstlige eller Lægmænd uden lovlig Aarsag ofte at besøge Nonneklostre; hine under Embeds Fortabelse, disse under Bannsætnings Straf. End videre forbødes det Klosterfolk at have privat Ejendom, og befandtes det efter Ens Død, at han havde haft nogen saadan, skulde han ikke begraves i christen Jord.

Uagtet vi ej længer besidde Statutet i dets Heelhed, eller i Originalsproget, der af flere Tegn sees at have været Latinen, er der dog al Grund til at antage, at det ikke har indeholdt stort flere end de oven anførte Punkter: den største Uvished, men som er mindre væsentlig, hersker om den Orden, hvori de enkelte Punkter oprindeligt vare stillede^[17]. Det sees noksom, at der her er lagt an paa at samle alt, hvad der ej alene efter de indtil den Tid udstedte Canoners udtrykkelige Bestemmelser, men ogsaa efter den videste og gunstigste Fortolkning af disse tjente til at værne om den norske Kirkes mest vidtdrevne Fordringer, og at man saa godt som ved hvert eneste Punkt havde de Mænd for Øje, og vilde indjage dem Skræk, der paa Høvdingemødet optraadte som den verdslige Magts Repræsentanter. Bannsstraffen for dem, der vilde sætte sig op mod Norges Konge, saavel som Forbudet mod at Gejstlige vakte Splid og opirrede Lægmænd, synes næsten kun at være tilføjede, for at stoppe Munden paa Baronerne, saa hurtigt og næsten i Forbigaaende dvæles herved, medens derimod Forbudet, med tilhørende Bannsstraf, mod at forulempe Kirkens og Gejstlighedens Frihed og Forrettigheder uafladeligt, og paa mange Maader, indskærpes. Statutet er udstedt, og Originalbrevet, der indeholdt det, var vel ogsaa beseglet, af Erkebiskop Jon, Biskopperne Andres af Oslo, Jørund af Hole, Erlend af Færøerne, Arne af Skaalholt, Arne af Stavanger, Narve af Bergen og Thorfinn af Hamar. Biskop Markus af Syderøerne nævnes ej blandt Udstederne, maaskee fordi han rejste tidligere hjem, end Statutet blev ført i Pennen og udstedt; maaskee deeltog lign ej i disse Forhandlinger, fordi Man og Syderøerne nu ikke længer hørte under den norske Krone, og man saaledes ikke vel fra norsk Side kunde ramme de Lægmænd, som der maatte prøve paa at forulempe Kirken.

Men dersom Erkebiskoppen smigrede sig med, at han ved disse Concilbestemmelser havde banet sig en sikker Vej til at faa sin Christenret vedtagen, da regnede han merkelig Fejl, thi baade i Maaden, hvorpaa de bleve til og i deres Indhold vare de just skikkede til at vække de verdslige Høvdingers Harme og Mistanke, og egge dem til alvorlig Modstand. For det første seer man af den Omstændighed, at Dronningen og Baronerne fordrede Afskrift af Bestemmelserne, at disse have været vedtagne af Gejstligheden uden at de verdslige Høvdinger vare tagne paa Raad med eller anmodede om Samtykke, ja at de maaskee endog ere blevne til under hemmelige Forhandlinger. For det andet stride enkelte Bestemmelser deels mod den nys vedtagne Lovbogs udtrykkelige Bud, deels mod dens Aand og Principer; saaledes strider Forbudet mod Opbevarelsen af Sejl og Sejlredskab i Kirken lige frem mod den ældgamle, ogsaa i den nye Lovbog op tagne Forskrift, at Ledingsskibenes Sejl og Redskab netop skulde opbevares der; og naar Statutet uden videre forbød Rettergang paa Helligdage, eller tiltog sig at bestemme, hvor vidt en Lægmands Domme og Retshandlinger skulde være gyldige eller ej, var dette i alle Fald noget, hvortil Lægmændenes Samtykke burde have været indhentet, førend det kunde ansees som gjeldende. At et saadant Samtykke ej æskedes, eller at man overhoved ved Statutets Vedtagelse ej gav de verdslige Høvdinger noget Ord derom, viser noksom, at Gejstligheden fra første Færd af satte sig paa en Art af Stridsfod mod Lægmændene. Disse svarede med samme Mynt, og Erkebiskoppen kom her til at drage del kortere Straa. Det første umiddelbare Tegn, vi spore til de verdslige Høvdingers Opposition mod Erkebiskoppens Overgreb, er en almindelig Retterbod for Norge, der i Kong Eriks Navn er udstedt omtrent samtidigt med eller noget efter Statutet, og som, uden at ense Compositionens Bestemmelser, vedrører flere Forhold, som ifølge disse alene skulde henhøre under Gejstlighedens Raadighed. Hensigten med denne Retterbod var, nærmere at forklare og supplere enkelte dunklere og mangelagtige Steder i den nye Lovbog. Den slutter sig derfor paa det nøjeste til denne, og har en Indledning, der ganske er affattet i dens Stiil. „Vi antage“, siger Kongen her, eller lader man ham sige, „at I vide, og især de forstandigste af eder, at den Lovbog, som vor Fader Kong Magnus indrettede, synes sommesteds ikke at give saa nøjagtig Besked, som man tykkes behøve, og der er desuden flere Punkter, som det ej var at vente, at en saa liden Bog kunde berøre: da vi nu kalde det vor Skyldighed, omhyggeligen at eftersee og forbedre Lovene og Landsens Ret, saa have vi med de bedste Mænds Raad truffet nogle Bestemmelser, som vi lode fremlægge paa Thinget og skrive i dette Brev, hvilket vi herved sende eder“. Af denne Indledning sees det, at Retterboden endnu paa gammel Viis i det mindste er bleven fremlagt, vel ogsaa bekjendtgjort, paa Lagthinget, om end ikke forelagt Almuen til Vedtagelse, og da de flere Afskrifter i Stedet for „Lagthinget“ nævne deels „Gulathing“, deels „Frostathing“, deels „Eidsivathing“, deels „Borgarthing“, deels „Steigarthing“, ligesom de samme Afskrifter ej lade Kongen henvende sig til Nordmændene i Almindelighed, men til „Gulathingslagens“, „Frostathingslagens“, „Eidsivathingslagens“, „Borgarthingslagens“ eller „Steigarthingslagens Mænd“, er det tydeligt nok, at Gjenparter samtidigt maa have været udfærdigede til alle Hovedlagthing, for der at fremlægges, hvilket altsaa ikke kan have fundet Sted førend i 1281, da der neppe var Tid til at faa en saadan almindelig Retterbod udarbejdet og gjennemgaaet i de fem til sex Uger fra Kongens Død indtil Thingtiden (17de Juni og de nærmest paafølgende Dage), hvor man havde saa meget andet at tænke paa. Dette hindrer imidlertid ikke, at Udkastet til Retterboden allerede kan være istandbragt og foreløbigt vedtaget af Høvdingerne samtidigt med Concilforhandlingerne, eller maaskee endog lidt tidligere. Sandsynligviis fandt Lovtagelsen ikke engang Sted førend i 1282, som det nedenfor skal vises; de chronologiske Forhold ved disse Forhandlinger kjender man ikke længer saa nøje; kun veed man, at Forhandlingerne om Retterboden fandt Sted efter Kroningen, og Tidsforskjellen mellem disse og hine kan derfor i ethvert Fald ikke have været synderligt stor^[18]. Det er imidlertid heel sandsynligt, at Høvdingerne endnu ikke nøje kjendte Indholdet af Concilstatutet, da de vedtoge Retterboden, men kun i Almindelighed havde hørt eller sluttede sig til, at det sigtede til at værne om Hierarchiet, og udslyngede haarde Trusler mod dem, der vovede at røre ved Kirkens nys erhvervede Friheder. Retterboden indeholdt følgende Bestemmelser:

1. At kun de Prester maatte udnævnes til Provster, d. e. Biskoppens Ombudsmænd for at paatale gejstlige Sager og opkræve hans Indtægter, som ikke havde Sognekirker eller vare berettigede til at høre lønligt Skriftemaal^[19]. Hensigten hermed var den, at binder Sjælesørgerne og Skriftefædrene fra at benytte den moralske Indflydelse, de udøvede paa deres Sogne- og Skrifte-Børn, til utilbørligt at aflokke dem Testamenter eller Gaver, eller overhoved Dispositioner, hvorved retmæssige Arvinger tilsidesattes for Gejstlige eller gejstlige Stiftelser.

2. At forstandige og velbemidlede Bønder inden hvert Kirkesogn skulde have Tilsyn med Kirkegodset, dog med Sogneprestens Vidende, og hvert Aar aflægge Regnskab derover for Biskoppen, eller i hans Fraværelse for Chorsbrødrene. – Dette sigtede, som man tydeligt seer, til at hindre utilbørlig Anvendelse af Kirkegodset til Presternes eller Biskoppernes Fordeel.

3. At Olafstolden skulde sælges i det samme Kirkesogn, hvor den udrededes, saafremt de, der oppebare den, vilde sælge den, og ikke føres udenfor Sognet.

4. Sysselmændene skulde ikke have flere Lensmænd, end to i hvert Fylke, med mindre der var flere Sysselmænd, da maatte hver have een Lensmand. – Dette er den første Gang, at Lensmands-Bestillingen, hvilken Sysselmændenes udvidede Forretninger gjorde nødvendig, omtales i Lovgivningen og saaledes fik officiel Anerkjendelse^[20].

5. Haandgangne Mænd, Prester og Biskopsmænd skulde gjøre Udfareleding og udrede Skibegods (skipafé) ligesaavel som andre. – Om dette Punkt og de haandgangne Mænds saavelsom Presternes og Biskopsmænds Bestræbelser for at udstrække sin Skattefrihed videre end Loven tillod, er der ovenfor talt.

6. Der skulde lyses til Egteskab tre Gange i Kirken, men de Børn, som fødtes efter Lysningen, skulde ansees som egtefødde, om Egteskabet selv end ikke kom istand formedelst senere opdagede Hindringer.

7. Det forbødes, at herefter Nogen skulde kunne tvinges til edeligen at love at egte den Kvinde, han før havde haft til Frille, om han end havde haft Omgang med hende efter at have gaaet til Skrifte og Bod.

8. Lagthingets Indsegl skulde forvares under tre Laase, Lagmandens, Sysselmandens og Sogneprestens, og ikke bruges til andet end til de Sager, der afgjordes paa Lagthinget, undtagen naar skjønsomme Mænd fandt, at uomgængelig Nødvendighed krævede øjeblikkelig Læsning og Besegling af et Brev.

9. Femten-Aars-Alderen bestemtes til den rette Lavalder saavel med Hensyn til Vidnesbyrds Aflæggelse som til Oppebærelse af Bøder og til Straf.

10. Naar Nogen var stevnet til Kongen indenlands, og ikke mødte, idetmindste ved Fuldmægtig, uden lovligt Forfald, skulde han bøde 3 Mk. Sølv til Kongen, med mindre han havde budet sin Sag til ret Ransagning hjemme af Lagmanden eller Sysselmanden, og Modparten ej havde modtaget Tilbudet.

11. De Gaver, som man i testamentariske Dispositioner gjorde til andre Folks Fordeel, skulde overholdes, saa længe de ikke tilsammen oversteeg en Fjerdedeel og en Tiendedeel af Formuen; men vare de større, skulde der afkortes for enhver af Legatarierne forholdsviis, indtil de til sammen kun udgjorde hiint Beløb. Heri vare dog ikke Sjælegaver indbefattede. Ligeledes skulde de Gaver, staa ved Magt, som man bortgav i sund og frisk Tilstand, i Vidners Overvær, naar kun skjønsomme Mænd ej erklærede det for Arvesvig.

12. Naar Nogen drog fra sin Hjembygd til andre Steder, hvor han ej var bekjendt, skulde han have Lagmandens, Sysselmandens eller andre paalidelige Mænds skriftlige Vidnesbyrd om, at han var en uberygtet Mand. – Dette er første tvang, at Pas- og Attest-Væsen hos os findes omtalt.

13. Naar Nogen vil indtale sin Odelsjord, men Besidderen, for at spilde Odelssøgsmaalet, hemmeligt havde overdraget den til en anden, skulde han være forpligtet til at sige Sagsøgeren, hvo denne anden Person var; hvis han fordulgte det, skulde han betale et Aars Landskyld.

14–22 indeholde nærmere, mindre vigtige Bestemmelser om Budbyrd, Gjeldssøgsmaal, Maal og Vegt, Formuesforhold mellem Egtefolk, m. m.

22. Alle Penge- og Odels-Søgsmaal skulde indbringes for Lagmanden en Sysselmanden, hvad enten saa Sagsøgeren var Gejstlig eller Verdslig.

23. Naar Sysselmanden selv indstevnte en Mand for sig inden Halvfylket, for at undersøge hans Sag, eller den ene Part stevnede den anden til Sysselmanden for at lade Sagen undersøge, skulde den Indstevnte indfinde sig, eller i Udeblivelsestilfælde bøde ${\frac {1}{2}}$ Mk. til Kongen, ${\frac {1}{2}}$ Mk. til Sagsøgeren. Fristerne skulde være afpassede efter Afstanden, og Sysselmanden skulde omhyggelig undersøge Sagen, samt skifte Ret mellem Parterne, hvis han fik overtaget saa meget. Men hvis dette ej var ham muligt, skulde han uden Godtgjørelse give sin Undersøgelse skriftlig beskreven, enten stilet lige til Kongen eller til Lagmanden, og denne skulde da derefter fælde sin Orskurd, uden at det var nødvendigt at føre Vidnerne for vant. Dette havde nu vistnok til Hensigt at skaffe Almuesmændene lettere, hurtigere og mindre bekostelig Rets-Afgjørelse, men Sysselmændene fik unegtelig derved en umiddelbart dømmende Myndighed, som egentlig var stridende mod deres Embedes executive Charakteer, og som i et endnu skarpere Lys end hidindtil betegnede Kronen som al Statsmyndigheds Ophav og Kilde. Og Gejstlighedens Klager over, at kirkelige Sager behandledes af verdslige Dommere maatte derved faa end større Vegt naar man var udsat for, at ikke engang de egentlige Dommere, men de blotte civil-militære Befalingsmænd, kunde komme til at afgjøre Retstrætter.

Den 24de Artikel fuldstændiggjorde Arvetallet.

Den 25de gjentog Forbudet mod Aager.

Den 26de bestemte, at den gamle Christenret, altsaa den af 1244, skulde gjelde med Hensyn til Tiende af den Leje, der oppebares før Køer.

Artikel 27 og 28 bestemte, at naar de kongelige Ombudsmænd opnævnte tolv Dommere ved større Forbrydelser, der straffedes med Livs eller Lemmers Tab, skulde disse Dommere hverken være beslægtede eller have Retssager med Forbryderen, ligesom og deres Dom skulde bekræftes af de øvrige Thingmænd; heller ikke maatte Nogen der opnævntes til en Dom, under ${\frac {1}{2}}$ Mks. Bod unddrage sig dette Hverv.

De tre sidste Artikler (29–31) handle om mindre vigtige Tilfælde.

Det sees ved første Øjekast, at af de ovenfor anførte Artikler angaar Art. 1, 2, 3, 6, 7 og 26 Materier, om hvilken det ifølge Compositionen ene tilkom Gejstligheden at treffe Bestemmelser. Naar altsaa de verdslige Høvdinger, uden at spørge de Gejstlige ad, gave Love desangaaende, selv om disse Love havde været gunstigere for Gejstligheden, end de her omhandlede, saa vilde de dog ligefuldt have brudt Compositionen, hvilken de altsaa ved denne Retterbods Vedtagelse i Gjerningen erklærede omstyrtet. De verdslige Høvdinger havde saaledes, istedetfor at lade sig bevæge af Erkebiskoppens tidligere Forestillinger og skræmme af hans Trusler, gaaet endnu et Skridt videre, og fra begge Sider faldt der nu meget bitre Yttringer. Erkebiskoppen truede med at anvende den yderste Strenghed efter Statutet. De verdslige Høvdinger klagede derimod over, at Erkebiskoppen og Lydbiskopperne vilde indføre nye, utaalelige Skikke, der vare Kongen og Riget til største Skade. Erkebiskoppen synes dog i det første at være bleven noget overrasket og forskrækket ved Baronernes uventede Trods og Fasthed: han vovede heller ikke at bringe sin Trusel i Udførelse, men indskrænkede sig til at lade udstede et Thingsvidne om Kroningseden^[21], og forlod derpaa Bergen (29de Juli)^[22]. Om Christenrettens Godkjendelse kunde der naturligviis nu ikke være Tale. Men Baronerne søgte ivrigt at benytte sig af den vundne Fordeel, og synes navnlig med fordoblet Iver og Strenghed at have sat Lovens Bestemmelser om Ledingsvæsenet i Kraft, vistnok saavel ved at optage et Slags Matrikul og ansætte hver enkelt Gaard til en bestemt Ledingsskat, som ved virkelig at opkræve denne Leding, lige meget om Gaarden tilhørte Gejstlige eller Verdslige, og det i Throndhjem selv, i Erkebiskoppens umiddelbare Nærhed. De, som her udførte dette Hverv, vare Baronerne Hr. Hallkell Agmundssøn og Jon Brynjulfssøn, saavel som Sysselmanden Erlend. Erkebiskoppen, der ikke kunde lukke Øjnene hertil, men dog endnu helst vilde forsøge, om han kunde naa sit Maal ved lempelige Midler, lod de nys nævnte Herrer indkalde for sig, og havde den 5te Oktober i Overvær af Abbederne af Tuterø og Holm samt Prioren af Elgeseter en Sammenkomst med dem i sit Consistorium hvorved han venlig advarede dem, at de dog ikke maatte formindske Kirkens Friheder eller tynge den selv eller dens Personer, ligesaa lidet som de maatte lægge Tyngsler paa dens Besiddelser, eller fratage den nogen at disse; ellers vilde de paadrage sig de af Paven for saadanne Handlinger bestemte Straffe; han kunde, sagde han, ikke paa nogen Maade samtykke i at hans Kirkes Besiddelser, tvert imod Pave Gregors Bestemmelse paa sidste Kirkemøde i Lyon, underkastedes Skatter eller Afgifter til Kirkens Skade; Lægmænd havde ingen Ret til at fatte Bestemmelser om Gejstlige eller deres Eiendomme; og Compositionen forbød selv Kongen at forandre Landets skrevne Love og bestemte Straffebøder efter gammel Vedtægt, til Kirkens eller Klerkers Skade. Han tilføjede og, hvad vi allerede ovenfor have omtalt, at han, saa snart han havde faaet høre, at noget saadant var indført i Loven, allerede skulde gjort Kong Magnus Modforestillinger, og at denne skulde have sagt, at det gjerne kunde bero ved det Gamle, hvis dette behagede Erkebiskoppen bedre. Erkebiskoppen sluttede med at give den højtidelige Erklæring, at han ikke vilde have Kirkens Jordegods, Gejstligheden eller Kirkens Undergivne anderledes beskattede end som det fra gammel Tid havde været brugeligt, det vil, for Jordegodsets Vedkommende, næsten sige det samme som slet ikke^[23]. At Advarselen ikke frugtede, sees deraf, at Erkebiskoppen noget senere – Tiden angives ikke saa nøje – virkelig satte Hr. Hallkell i Bann^[24], og sandsynligviis ogsaa Hr. Jon. Det er allerede nævnt, at de verdslige Høvdinger forkastede Erkebiskoppens Forslag, at begge Parter i Fællesskab skulde sende Gesandter til Paven og forelægge ham Sagen til Afgjørelse. Derimod appellerede de senere, som vi ville see, paa egen Haand til Paven, og det var formodentlig i Forventning deraf, at Erkebiskoppen i Marts Maaned i 1281 lod Biskop Narve i Bergen give ham et skriftligt Vidnesbyrd om, hvorledes han Sommeren forud strax efter Kroningen forgjeves havde opfordret Kongen, Dronningen og de kongelige Raadgivere til at tilbagekalde de for Kirkens Friheder skadelige Love^[25]. Thi Hensigten med dette Vidnesbyrd kan neppe have været nogen anden, end at de Sendebud, han nu selv i Anledning af den forventede Appell maatte sende til Curien, skulde medbringe det blandt andre Documenter. Tiden mellem Høsten 1280 og Højsommeren 1281 synes at være gaaet nogenlunde roligt hen, hvad enten nu fordi hver af Parterne nødig vilde lade det komme til Yderligheder førend alle rimeligere Midler havde været anvendte, eller og fordi Hoffet og Baronerne i hele første Halvdeel af 1281 vare optagne af Underhandlinger om den unge Konges Giftermaal, hvorved enkelte, og det den mest formaaende, Bjarne Erlingssøn, maatte være fraværende i længere Tid som Gesandter, ligesom de vel ogsaa heel nødigt vilde lægge sig aldeles ud med Erkebiskoppen, og paadrage sig Excommunicationsstraf, førend Giftermaalet var kommet i Stand.

1. Vi have allerede ovenfor omtalt, at den skotske Beretning i Chron. de Lanercost lader den af Kong Magnus’s Sønner, som blev gift med Margrete af Skotland (Erik), være henved 18 Aar i 1280, men dette maa være en Fejltagelse, da fornemmelig Egteskabstractaten, udstedt om Sommeren 1281 (se nedenfor) gjentagne Gange omtaler Kongen som den, der endnu ikke havde fyldt sit 14de Aar.
2. Se Peder Claussens Snorre S. 797.
3. Der opbevares i det norske Antiqvitetsmuseum en Barne-Liigsteen, der tidligere laa ved Fjære Kirke i Nærheden af Grimstad, fremstillende en kvindelig, kronet Figur med Omskrift i Majuskler fra det 13de Aarhundrede: HIC YSMAC NATA RECVBAT DE PROLE BEATA REGIS NORVEGIE PRINCIPIS ET DACIE, hvilken Indskrift neppe kan passe paa nogen anden norsk Kongedatter, end en Datter af Magnus og den danske Ingeborg, hvis man ikke gaar faa langt ned i Tiden som til Haakon Magnussøn den yngre og Margrete, hvilket dog Bogstavernes Form ej synes at tillade. Men YSMAC er intet norskt Navn, eller overhoved neppe noget i hele Europa paa den Tid brugeligt Navn. Det maa derfor være fremkommet saaledes, at Stenen var være bestilt udenlands, og at Steenhuggeren har læst det ham skriftligt opgivne Navn urigtigt. Dette er maaskee ogsaa Aarsagen til, at Stenen er bleven casseret, og liggende ved Fjære, hvor sandsynligviis det Skib, der førte den, er landet.
4. Rymeri foedera II . S. 580.
5. Benævnelsen „Hertugdømme“ bruges udtrykkeligt i „Hirdskraa“.
6. Herpaa behøve vi ikke her at anføre Exempler, da disse i det følgende hyppigt nok ville forekomme.
7. Arne Biskops Saga Cap. 24.
8. Sammesteds.
9. Dipl. Norv. III 21.
10. Se ovf. S. 683. Her er vel nærmest Tale om først at omsætte Tienden i Varer og siden at sælge disse udenlands for rede Sølv, men det ligger saavel i Sagens Natur, som i Udtrykkene i Pave-Brevet af 1279, at man først og fremst søgte at faa indvexlet rede Sølv i Landet selv. Jfr. Dipl. Norv. I. 71.
11. Dipl. Norv. I. No. 69. Der synes her ikke at have været nogen Tale om at Hertugen, Baronerne m. m. skulde sverge med Kongen, fordi dette kun skede ved Hyldings-Eden, ej ved Kronings-Eden.
12. Se før nævnte Brev, Dipl. Norv. III. 21, Vidnesbyrd, udstedt 17de Marts 1281, af Biskop Narve om Forhandlingerne mellem Erkebiskoppen og Baronerne før og efter Kroningen 1280.
13. Citatet lyder saaledes: „I vide, hvorledes jeg intet har forholdt af det, som er nyttigt; derfor vidner jeg for eder, at jeg er reen fra eders Blod“. Dette Citat er ej alene mindre nøjagtigt, forsaavidt som 26de B. er sat i umiddelbar Følge efter 20de, men i den vidløftige norske Bearbejdelse af Statutet, hvorom mere nedenfor, udgives det endog for at tilhøre Pauli Brev til Epheserne.
14. Dette findes foreskrevet l Greg. IX. Dekretaler V. 7, Cap. 19, § 5, og hører egentl. Cap. 3 af Statuterne paa det 4de Lateran-Concilium 1213, men findes ikke i de sædvanlige Udgaver af Concilierne. I den norske Text, saadan som den er os opbevaret, staar der „ef nökkurr af þessum hafnar ok leiðrettast“ i Stedet for ef n. af þ. hafnar at leiðrettast“.
15. Her paaberaabes som denne Bestemmelses Ophavsmand Pave Innocentius, paa et almindeligt Concilium. Der maa da formodentlig sigtes til Cap. 44 af Statuterne paa det 4de Lateranske Kirkemøde 1215, optaget i Gregor den 9des Decretaler L. III. Tit. 13, c. 12, skjønt Bestemmelserne her ikke gaa saaledes i Enkeltheder, som i det norske Statut, og navnlig ikke foreskrive de Straffe for middelbare eller umiddelbare Deeltagere, som dette foreskriver. Men Erkebiskop Jon havde vel langt fuldstændigere Udskrifter af de sidste Concilbestemmelser, end dem, der findes i de nu forhaandenværende Udgaver.
16. Her paaberaabe udtrykkeligt Pave Gregorius den 10de som denne Bestemmelses Ophavsmand. Den findes blandt Statuterne paa det 2det lyonske Kirkmøde i 1274, Cap. 20, samt i Sext. Decr. L. I. T. 20.
17. Statutet, eller den norske Bearbejdelse deraf, findes nu i en Deel islandske Lovcodices, efter hvilke det saa fuldstændigt som muligt, er aftrykt i „Norges gl. Love“, III. S. 229–241. Det forefindes i tvende Redactioner, een længere, der udførligt indeholder de ovenfor anførte Banns-Artikler, baade dem, der gjelde Norge særskilt, og de almindelige, og en kortere, der begynder med de ovenfor meddeelte Slutnings-Artikler, om de Gejstliges Forhold, Nonneklostrene m. m., og derefter i Korthed omhandler enkelte af Banns-Artiklerne, idet den forudskikker den samme Indledning, der i den større Redaction kun findes foran de almindelige Valens-Artikler, nemlig Betragtninger over Apostelen Paulus’s Udsagn til Epheserne. Den Omstændighed, at den samme Mening her i begge Redactioner er meddeelt med forskjellige Ord, viser, at den ene ikke kan have været afskreven efter den anden, men at de maa være indbyrdes uafhængige Oversættelser af een og den samme, paa Latin forfattede Text. Den ovenfor paapegede Fejl, at Paulus’s Ord til Epheserne siges at staa i hans Brev til disse, viser sig alene at komme Oversætteren eller Bearbejderen af den vidløftigere Redaction til Last, saasom der i den kortere kun staar: „som Apostelen Paulus siger til dem, der kom til ham fra Ephesus“, hvilket viser at Originalen kun har haft, „ut ait ad Ephesios“, eller noget lignende, uden at nævne det mindste om Epistelen. Deraf, at de samme Artikler i begge Redactioner forekomme i forskjellig Orden, og at den ene savner enkelte af dem, der findes i den anden, seer man og, at ingen af dem ere fuldstændige, og at sandsynligviis heller ikke Artiklernes Orden er strengt vedligeholdt. I begge Redactioner mangler Tidsangivelsen, der dog visselig har været tilføjet Originalen. Men da man, som det ovenfor er berettet, erfarer at Baronerne efter Kroningen anholdt om Afskrift af Concilbestemmelserne, og del tydeligt fremgaar af Udtrykkene, at disse nok vare fattede, samt da det tillige er aabenbart, at Biskoppernes og Baronernes Tid fra 16de Jani til 2den Juli mest optoges med Forhandlinger om Kroningen, er det tydeligt, at Statuternes Affattelse falder efter denne, altsaa i Løbet af Juli Maaned. Dette kan vel og sluttes deraf, at Biskop Martin af Man, der var tilstede ved Kroningen, ikke nævnes som Medudsteder af Statutet.
18. Retterboden, der er aftrykt i „Norges gl. Love“ III. S.3–12, saavel som tidligere i den isl. Udgave af Jonsbok S. 458, indeholder selv intet Datum til at bestemme dens Udstedelsestid, endog paa Aaret. Men hvad der fornemmelig synes at vise, at den tilhører Aaret 1280, er den Beretning om Forhandlingerne efter Kong Magnus’s Død, som indeholdes i Pave Martin den 4des, af hans Efterfølger Honorius den 4de afsendte, Formaningsskrivelse til Kong Erik, der findes aftrykt i Finn Jonssøns isl. Kirkehistorie I. S. 404–410, og som ligeledes her i det Følgende vil blive meddeelt. Det heder her (S. 406), at efterat Kong Erik var bleven kronet og havde svoret at ville hevde saavel Kirkens Friheder og Rettigheder i Almindelighed, som Compositionen i Særdeleshed, vovede Kongens Raadgivere at indføre nogle Love og Sedvaner, der strede mod Compositionen, ligesom de og „fremsagde“ nogle Love angaaende Kirkerne og deres Formand, der ikke lidet forringede Kirkens Frihed, hvorhos de lode følge en Omskiftning af de Love, som før gik i Landet; og alle disse nye Bestemmelser bøde de under Kongens Navn at skulle stadigt overholdes. Uagtet nu Fremstillingen her er meget kort og tildeels unøjagtig, og man tydeligt kan see, at Paven under eet omtaler, saavel de Skridt, Baronerne gjorde for at saa den nye Lov gjennemført i eet og alt, og hvad de for Resten maa have bestemt før Kroningen (s. Ex. Forbudet mod at sælge Sølv til Gejstligheden), som hvad de efter Kroningen vedtoge, saa er det dog paa den anden Side lige saa tydeligt, at „de nye Love med Hensyn til Kirkerne og deres Formænd“, ei kunne være andre end de i Retterboden for kommende Bestemmelser om Provster, Kirkegods, m. m., ligesom det og er klart, at naar enkelte paaklagede Bestemmelser bleve givne efter Kroningen, hvilket Brevets Ord endeligen vise, kunne de heller ikke vare andre end disse, thi hvad der vedkom selve den nye Lovs Gjennemførelse, havde Baronerne, som ovenfor viist, allerede begyndt at agitere med, førend Kroningen sandt Sted. Dette seer man og af det oftere omtalte, vigtige Vidnesbyrd af 17de Marts 1281. Her staar det udtrykkeligt, at Baronerne allerede før Kroningen havde lovet, at de til Kirkens Præjudits givne Love skulde forbedres, men at de ikke desmindre efter Kroningen vægrede sig derved, ligesom man og af den Omstændighed, at der tales om uvante Skattebyrder, og at i Erkebiskoppen foreslog et Capitel optaget i Loven, hvorved de paaankede Bestemmelser hævedes, seer, at disse Bestemmelser maa have staaet i Loven, og navnlig maa have været de i Utfarebaalken om Ledingens Ydelse. Derimod kunde der ei være Tale om at indføre noget eget Capitel i Lovbogen vedkommende Retterboden, der selv udgjorde et Tillæg til denne. Baronerne have saaledes, efter Kroningen, ikke alene paany indskærpet Lovbogens Bestemmelser, men ogsaa derhos vedtaget nærværende Retterbod, og dette har varet Aarsagen til at Paven omtaler begge Dele under eet. Han omtaler Statutet som istandbragt senere end Baronernes Beskatninger. Brevet af 1281 viser derimod, at Statutet allerede var conciperet, da der endnu kun var Tale om Ophævelsen af den nye Lovbogs Bud angaaende Gejstlighedens Beskatning. Men naar man betænker, at der her kun er Tale om det korte Tidsrum fra 3die Juli til 25de, da Conciliet hævedes, vil man let skjønne, at saavel Baronernes som de Gejstliges Forhandlinger maa have varet samtidige, og at det vel endog for dem, der levede paa den Tid, og vare tilstede ved Forhandlingerne, var vanskeligt med fuldkommen Nøiagtighed at angive det chronologiske Forhold mellem de af begge Corporationer fattede Bestemmelser. Thi det er f. Ex. meget rimeligt, at Retterboden allerede har været conciperet og foreløbigt vedtagen, inden Statutet kom i Stand, og at den først efter at dette Indhold var blevet Baronerne bekjendt, er offentliggjort: den var dog kun at betragte som et Udkast, indtil den var lovtagen paa Thingene. Da Thingtiden var forbi før Kroningen, kan altsaa denne Lovtagelse ej have fundet Sted før 1282, men det rimeligste er dog, at dette ej skede førend efter at Erkebiskoppen havde forladt Landet, i 1282, thi i den første Halvdeel af 1281 synes Conflicterne mellem Baronerne og Gejstligheden tildeels at have hvilet.
19. Her maa man ikke med disse „Provster“ (præpositi) forvexle Forstanderne for Collegiatkirkerne f. Er. Apostelkirken, der ligeledes kaldes Provster, naar Kirkerne ej vare Kathedralkirker. S. o. f. III. S. 1017.
20. Om Lensmændene, s. o. S. 614.
21. Dipl. Norv. I. No. 69.
22. Arne Biskops Saga, Cap. 25.
23. Dipl. Norv. III. No. 20.
24. Arne Biskops Saga Cap. 75.
25. Dipl. Norv. III. No. 21.