Det norske Folks Historie/6/Fortale
Ved at udsende dette Bind, der slutter Verkets første Række, saaledes som det i Forordet til foregaaende Bind er antydet, skylder jeg først og fremst at bede mine Læsere om Overbærelse, fordi en saa uforholdsmessig lang Tid er hengaaet, indtil det bragtes til Ende. Men denne Overbærelse vil neppe nogen negte mig, som har for Øje, at Størstedelen deraf er udarbejdet under en Rejse, hvor Tiden og Sindet som oftest maatte være optaget med andre Sysler, og hvor det, som man letteligt begriber, under Vandringen fra Sted til Sted maa være vanskeligere og ubekvemmere at sysle med store literære Arbejder, end naar man befinder sig i sit Hjem, eller idetmindste i Rolighed; ej at tale om, at Benyttelsen af de nødvendige Hjelpemidler sjelden kan skee med saa stor Lethed og Bekvemhed i Udlandet, som hjemme. Den første Trediedeel af Bindet er udarbejdet i Kjøbenhavn, det følgende deels i Berlin, deels, og fornemmelig, i Wien, kun de tre eller fire Slutningsark ere skrevne under mit Ophold her i Rom. Det er især disse sidste Ark, med hvis Tilvejebringelse det har taget saa lang Tid. Jeg vil herom kun i Korthed ytre, at deels det Arbejde, for hvis Skyld jeg er kommen hid, har viist sig at være større, og saavel Tid som Kræfter mere optagende, end jeg, og vistnok flere med mig, havde formodet, deels ogsaa at uforudseede Omstændigheder have nødsaget mig til at fore en Brevvexling, der saa godt som ganske udelukkede Muligheden af, udenfor hiin Arbejdstid at beskjeftige sig med andet. Man vilde maaskee, naar man nøiere kjendte disse Omstændigheder, snarere forundres over, at jeg har kunnet formaa at bringe Verket til Ende, end finde det besynderligt, at dette ej er skeet tidligere.
Hvad Kilderne til det Tidsrum angaar, der i dette og foregaaende Bind er behandlet, da findes vel de fleste, som sedvanligt, nøjagtigt anførte hver paa sit Sted, men med Hensyn til de vigtigste af dem bliver det dog nødvendigt, her, ligesom tidligere, at ytre et Par Ord. Hvad der her fornemmelig er iøjnefaldende, det er at Konge-Sagaerne, der hidtil udgjorde Hovedkilden, ophøre i dette Tidsrum, netop hvor de selv have opnaaet sin største Fuldkommenhed. Man vil nemlig, ved at sammenligne Haakon Haakonssøns Saga med de foregaaende, letteligt overbevise sig om, at den som historiskt Kildeskrift staar langt, for ej at sige uendeligt over disse, endog Sverres Saga ej undtagen. Alene Haakon Haakonssøns Saga er streng chronologisk, og gjennemgaar Begivenhederne Aar for Aar, medens de øvrige saa at sige kun ere fragmentariske, og levne betydelige Huller og Dunkelheder, saavel i Tidsregningen, som i Begivenhedernes Fremstilling. Det eneste, man ved Haakon Haakonssøns Saga kan beklage sig over, men hvad den har tilfælles med de øvrige, og som er en Egenhed for Sagaskrivningen overhoved, – det er at den mere er en enkelt Mands Levnetsbeskrivelse, end et heelt Lands Historie, og saaledes for det meste kun dvæler ved hvad der nærmest angik Kongen, og foregik om eller nærved ham, samt at den ikke indlader sig synderligt paa at opklare Tildragelsernes Aarsager, men alene nøjer sig med at omtale dem som de viste sig for den i Regjeringsanliggender uindviede Mængde. Saaledes kan der berettes, at der det og det Aar sendtes Gesandter til dette eller hiint Land, eller at der kom Gesandter og Breve, o. s. v., men hvad Erende disse Gesandter havde, eller hvad de udrettede, det omtales enten slet ikke, eller ganske løseligt. Disse Mangler opvejes imidlertid mangefold ved den Rigdom paa Begivenheder, som meddeles, og hvis Savn man vistnok føler senere, hvor der er Forraad nok, ja Overflod til Hjelpemidler til at erfare Begivenhedernes Aarsager og Virkninger, men hvor Begivenhederne selv ofte er indhyllede i Mørke. Saaledes er da ogsaa Haakon Haakonssøns Saga vor Hovedkilde for denne Konges Historie. Dens Forfatter, Sturla Thordssøn, skrev ogsaa Sønnen Magnus’s Historie, men af disse have vi desverre kun faa Brudstykker tilbage, deels i løse Blade, deels optagne i et Papirshaandskrift af de islandske Annaler; af disse maa man slutte, at Sagaen har været affattet efter samme Methode, som Kong Haakons, kun endnu udførligere, og det maa derfor ansees for dobbelt Skade, at den forstørstedelen er tabt. Formodentlig maa der aldrig have været mange Afskrifter af den; dette bestyrkes deraf at den ei findes optagen i Flatøbogen. Ved Siden af de her nævnte Sagaer afgiver Sturlunga-Saga Hovedkilden for Islands Historie, og kaster tillige meget Lys paa Norges, ligesom ogsaa de islandske Annaler allerede for Haakons Tid begyndte at yde gode Oplysninger, skjønt de dog først senere, hvor Sagaerne slippe, saa til egentlige Verd. Af udenlandske Annaler eller historiske Skrifter findes ikke mange, der umiddelbart kaster kys paa Kong Haakons Historie. Saa godt som den eneste af nogen Betydning er Matthæus Parisiensis’s bekjendte historiske Verk, hvori han omtaler flere Begivenheder og Tilstande i Norge, som han under sit personlige Ophold der i Egenskab af Sendebud fra Kong Ludvig d. hellige i Frankrige havde lært at kjende. – Men ved Siden af de fortællende Historiebøger begynde under Kong Haakons Regjeringstid, især mod Slutningen, Breve og andre Documenter, eller saakaldte historiske Actstykker at spille en langt vigtigere Rolle end hidtil. Vistnok findes der fra Haakons og Sønnen Magnus’s Tid ikke saa mange indenlandske Breve, da de fleste i Tidens Løb ere tabte, men ogsaa Lovene og Retterbøderne maa her regnes blandt Actstykkerne, og i fremmede Landes Archiver, fornemmelig det pavelige, i Rom, ere der mange, uden hvilke mange vigtige Punkter vilde have været aldeles ubekjendte. Næst det pavelige Archiv maa det lübeckske ansees af Vigtighed, paa Grund af den nærmere Forbindelse, hvori Norge fra Kong Haakons Tid af kom med de tydske Handelsstæder ved Østersøen, og endelig er heller ikke saa lidet at hente fra de engelske. En temmelig stor Mængde af de for Norges Historie under K. Haakon vigtige Archivsager i Rom ere aftrykte i første Bind af Diplomatarium Norvegicum, og desforuden findes der endeel flere, som nu i denne Tid ere blevne afskrevne, og, som det haabes, snart ville blive trykte. Af de lübeckske eller rettere de østersøiske Stæders Documenter findes allerede mange vigtige og merkelige i Idet Bind af Sartorius’s „Hansestædernes Historie“, udgivne af Lappenberg, ej at tale om tidligere, mere mangelfulde Samlinger, men den bedste, og som det, naar den bliver færdig, maa formodes, udtømmende Samling er „Urkundenbuch der Stadt Lübeck“, som nu udgives, og hvoraf tvende Bind, omfattende Tiden indtil de første Tiaar af det 14de Aarhundrede, ere udkomne. De fleste engelske Documenter er aftrykte i det bekjendte Diplomverk „Rymeri Foedera“, men desverre langtfra saa nøiagtigt og fuldstændigt, som man kunde ønske, og var berettiget til at fordre, idetmindste af den sidste Udgave, der med pragtfuldt Udstyr, paa offentlig Bekostning udkom for noget over 40 Aar siden.
Hvor Kongesagaerne aldeles høre op, nemlig i Kong Magnus’s Historie, er det et Held, at de øvrige nys nævnte Kilder, de annalistiske og diplomatariske, her begynde rigere at flyde. Ei alene blive de indenlandske Brevskaber hyppigere og hyppigere, indtil de efter Begyndelsen af det 14de Aarhundrede endog kunne siges at være forhaanden i Overmaal; men de vidtløftige Skriftvexlinger, der førtes med Danmark angaaende Dronning Ingeborgs Arv, og som siden afløstes af en langvarig Krig, hvori Sverige omsider deeltog; de mange Underhandlinger med de tydske Stæder, som søgte at udvide sine Friheder i Norge, og som ligeledes en Tid laa i Feide med dette Rige, og overhoved de nærmere diplomatiske Forbindelser, hvortil alt dette gav Anledning ej alene mellem Nordens egne Hoffer indbyrdes, men og mellem de nordiske og andre nordeuropæiske Hoffer, have affødt en Mængde høist vigtige og oplysende Actstykker, af hvilke vel de fleste, som engang fandtes i norske Archiver, nu desverre ere tabte, men hvoraf dog Gjenparter tildeels findes andetsteds, især i det kongelige danske Geheime-Archiv. Dette var i sin Tid overvettes rigt i saa Henseende, hvilket man kan see af Huitfelds „Danmarks Riges Krønike“, thi her findes en Mængde Documenter optagne i sin Heelhed, hvoraf mange nu ej længer ere til, og ved at undersøge dem nøjere, seer man tydeligt, at de ej alene ere de oprindeligt danske eller Danmark tilhørende Archivsager fra det 13de og 14de Aarhundrede, men ogsaa en heel Deel svenske fra Kong Byrges Tid, saa at det er klart, at denne ved sin Flugt til Danmark i 1318 har medbragt hele sit Archiv. Det er denne rige Skat af Actstykker, der gjør Huitfelds Verk uundværligt ei alene for danske, men ogsaa for svenske og norske Historieskrivere; hans Fremstilling, reen annalistisk, og høist ukritisk, har ei stort at betyde. Man kunde alene ønske, at han havde gjengivet Documenterne med større Nøjagtighed, end skeet er, thi istedetfor at meddele dem paa Latin, hvori de saagodtsom alle ere affattede, giver han dem sedvanligviis i dansk Oversættelse, der ikke altid er nøjagtig; derhos ere ofte Navnene meget forvanskede, og heller ikke Dateringen altid sikker. Han maa saaledes benyttes med megen Varsomhed. Imidlertid maa man være ham taknemmelig for hvad han har ydet, thi uden hans Verk vilde meget aldeles sporløst være tabt. Huitfelds Verk er nu i diplomatarisk Henseende gjort saagodtsom overflødigt ved Suhm’s „Historie af Danmark“, der fra det 13de Aarhundrede ophører at være en Historie i sedvanlig Betydning, men meget mere kan kaldes historiske Regester, thi for hvert Aar findes her anført, enten i Udtog, eller udførligt, alt, hvad der paa den Tid, da Verket udarbeidedes, til Oplysning af samme Aars Historie forefandtes og for den flittige Samler var tilgængeligt, af trykte og utrykte Kilder, Annaler, Historiebøger, Brevskaber o. s. v., og det ei alene vedkommende Danmarks, men ogsaa Norges og tildeels Sveriges Historie. Uagtet vistnok meget siden Suhms Død er draget for Lyset, som han ikke kjendte, og meget, som han har, bedre udgivet og forklaret, er ligefuldt hans Verk umisteligt for den nordiske Historiegransker, og jeg tilstaar oprigtigt, at jeg uden det enten slet ikke, eller kun med største Møje og Vanskelighed vilde kunne have udarbejdet nærværende Skrift med den Fuldstændighed, som det nu har faaet. De vigtigste norske Actstykker, der endnu ere frelste fra den Tid, som i disse sidste tvende Bind gjennemgaaes, fandtes indførte i en Copibog, der fra Begyndelsen af det 14de Aarhundrede, sandsynligviis fra Biskop Arnes Tid, førtes ved Bergens Biskopsstol, og hvori ej alene Breve, særskilt vedkommende denne, optoges, men paa den ene Side Privatbreve, skrevne af Biskopperne selv, paa den anden en Mængde vigtige Actstykker, der angik det hele Land, Tractater, Forordninger o. a. d. Denne Copibog synes allerede mod Slutningen af det 17de Aarhundrede at være bleven bragt ned til Danmark, og indlemmet i det kjøbenhavnske Universitetsbibliothek; siden fortæredes den med saa mange andre af dette Bibliotheks Skatte i den store Ildebrand 1728; men heldigviis havde den ivrige Samler Bartholin allerede omkring 1690 ladet den største Deel deraf nøjagtigt afskrive ved den dygtige Arne Magnussøn, der siden efter ogsaa selv afskrev eller lod afskrive meget andet, maaskee det meste eller alt, som ej var optaget i hiin første Afskrift; disse Copier, saavel de ældre, i et samlet Foliobind, som de yngre, i løse Blade, opbevares endnu paa hiint Universitetsbibliothek, og det er at formode, at hele Indholdet af hiin vigtige Codex, eller idetmindste det Vigtigste deraf er frelst. Det fornemste deraf er nu forresten nøjagtigt aftrykt i Diplomatarium Norvegicum, der med Tiden vil optage det Hele. – De svenske historiske Documenter, der først fra Begyndelsen af det 13de Aarhundrede begynde at forefindes noget rigeligere, og som ikke blive ret talrige førend henimod Slutningen, ere fuldstændigt udgivne i det fortjenstlige Nationalverk Diplomatarium Svecanum, af hvilket fire Dele allerede er udkomne, de to første besørgede af Liljegren, de følgende, med langt større Nøjagtighed og i enhver Henseende fortrinligt, af B. C. Hildebrand.
Det er allerede ovenfor nævnt, at de islandske Annaler ere en yderst vigtig Kilde for Tidsrummet efter Kong Hakon Haakonssøns Tid. Aarsagen er deels, at de her i og for sig ere rigere paa Efterretninger, end forhen, – hvilken Rigdom endog fra Aar til Aar tiltager –, deels, at Island fra Kong Haakon Haakonssøns Død var forenet med Norge, og derfor end mere, end forhen, berøredes af og deeltog i, hvad der vedkom dette Rige. Af Annalerne er der imidlertid flere Rækker, nogle bedre, nogle daarligere. De ypperste ere de saakaldte Annales Regii (de have faaet dette Ravn, fordi de opbevares paa det store kongelige Bibliothek), oprindelig, som det synes, forfattede i de første Aar af det 14de Aarhundrede, thi alt hvad der er ældre end denne Tid, altsaa Hovedmassen, er skrevet med een Haand. Siden findes Begivenhederne optegnede med forskjellige Hænder, der dog alle tilhøre det 14de Aarhundredes første Halvdeel; dette viser, at disse Optegnelser ere optegnede efterhaanden, og samtidigt med Begivenhederne selv. Man kan saaledes overhoved antage, at hvad der vedkommer Aarene efter 1280, er nedskrevet af Mænd, der selv havde oplevet det, hvilket altsaa borger før Angivelsernes Rigtighed. Man finder ogsaa, ved nærmere Sammenligning med disse Optegnelser og andre sikre Kilder, navnlig Brevskaber, at de ere yderst nøjagtige og paalidelige, baade med Hensyn til Tidsregning og Fortællingens eget Indhold. De eneste Unøiagtigheder, man et Par Gange støder paa, er at en Begivenhed kan være sat et Aar for sildigt, men dette har sandsynligviis sin Grund deri, at Efterretningen derom ej førend idet følgende Aar har naaet Island. Disse Annaler, der naa til Aaret 1341, blive derfor, næst Brevskaberne, med Hensyn til Tidsregningen vor fornemste Støtte. De ere heldigviis fuldstændigt udgivne for sig selv i Langebeks Scriptores Rerum Danicarum tredie Bind; thi i den arnamagnæanske Commissions Udgave af de islandske Annaler i Kjøbenhavn 1847, men Texten færdigtrykt længe før), hvor alle de forskjellige Annalhaandskrifter ere slagne sammen til eet, er det ofte vanskeligt at see med Bestemthed, hvad der tilhører det ene eller det andet, ligesom den og lider af den overvettes store Mangel, at alle de i Annalerne omtalte udenlandske Begivenheder, der baade i sig selv ere af Interesse og desuden i høi Grad tjene til at sikre Tidsregningen, her ganske ere udeladte. – Næst Annales regii maa vi nævne et lidet Annalhaandskrift, der efter al Sandsynlighed er udarbeidet under Hr. Hauk Erlendssøns Opsigt, og til hans Brug; udgivet hos Langebek, T. II., under den noget upassende Titel „Annales vetustissimi“; endelig de Annaler, som findes indførte sidst i Flatøbogen, fra Slutningen af det 14de Aarhundrede. Disse, saavelsom flere Papirsafskrifter efter Annalbøger, som nu ere tabte, men som alle synes at hidrøre fra Slutningen af det 14de eller Begyndelsen af det 15de Aarhundrede, ere vigtige formedelst deres Rigdom paa optegnede Begivenheder, men de eie heel usikre i Tidsregningen, som derfor i mange Tilfælde maa berigtiges efter sikrere Kilder. Foruden Annalerne har man dog endnu tvende Sagaer, det, hvorvel de nærmest kun vedkomme Island, dog indeholde mange og saare vigtige Bidrag til Norges Historie, og som jeg derfor ogsaa flittigt har benyttet: det er den skaalholtske Biskop Arne Thorlakssøns Saga, vigtig især for Kong Magnus’s og Formyndertidens Historie, samt Biskoppen i Hole, Laurentius Kalfssøns Saga, vigtig for Aarene fra 1295 til c. 1320. Arnes Saga har tidligere været udgivet, men mindre omhyggeligt, som Anhang til Udgaven af Sturlungasaga; i forrige Aar er en fortrinlig Udgave, saavel af den, som af Laurentius’s Saga, udkommen blandt de saakaldte Biskopssagaer, der udgives af det islandske Literaturselskab i Kjøbenhavn. Med Laurentius’s Saga ophører Sagaliteraturen aldeles.
Af danske Kilder findes der til dette Tidsrum hverken mange eller rige; de indskrænke sig fordetmeste til endeel kortfattede, ofte unøjagtige, altid ufuldstændige, Annaler, de fleste trykte i Langebeks, „Scriptores“, og af mig hist og her paaberaabte; de bedste ere de allerede forhen omtalte, „Ryklosters Annaler“ (kaldte Kong Eriks Krønike) og „de esromske“, især de sidste. Der forefindes og nogle faa svenske, trykte deels hos Langebek, deels i Fants Scriptores rerum Sveciarum“. Men det ypperste svenske Kildeskrift for den Tid, som ligger efter Slutningen af Kong Magnus Byrgessøns Regjering (altsaa omtr. fra 1280), er den bekjendte svenske, saakaldte store Riimkrønike. Den fortæller Begivenhederne med en særdeles Udførlighed, og saaledes, at man ikke et Øjeblik kan tvivle paa, at Forfatteren selv har oplevet, maaskee endog deeltaget i det meste. Saaledes er det aabenbart, at den Beskrivelse over Hertug Eriks Ophold i Oslo og Afsked derfra om Julen 1302–3, som jeg har meddeelt S. 408 og 411, er forfattet af et Øjevidne; hvor Kong Eriks uheldige Opbrud fra Nykøping om Høsten 1309 omtales (see nedf. S. 528) heder det „hästeben der ej tröt, mig tyckes som jag aldrig såg flere än der på Marken låg“, hvilket altsaa viser, at Forf. selv maa have seet Benene af de mange omkomne Heste; Beskrivelsen over Hertugernes Bryllup (S. 538, Hertug Eriks Tilberedelser til sin unge Bruds Modtagelse og Festlighederne i Ljodhuus (see nedf. S. 562, 563) røber ligeledes Øjevidnet. Endelig beder det udtrykkeligt, efterat Kong Haakons Død 1319 og Kong Magnus’s Tronbestigelse er omtalt: „han är nu konung öfwer twänne rike, få kristne konungar lefwa nu slike; Vardberg och norra Halland hafwer han fritt i sinne hand; den ära han fick och hafwer än, then wolde honom Gud och svenske män“; dette viser aabenbart, at Forfatteren maa have afsluttet denne Deel af Verket kort efter at Magnus blev Konge; sandsynligviis har han heller ikke skrevet mere, men det efterfølgende Tid efter anden været tilføiet af andre. Da han fra først til sidst viser sig at være en ivrig, næsten fanatisk, Tilhænger af Hertug Erik, og dertil med største Udførlighed dvæler ved hans Bedrifter, maa man antage, at hans egentlige Hensigt har været at skrive denne sin Helts Historie. Hvad der ligger forud, Kong Byrges og Hertugernes Umyndighedstid saavelsom Slutningen af Kong Magnus Byrgessøns Regjeringstid, er langt mere kortfattet, og danner aabenbart kun Indledningen; ja det er endog et stort Spørgsmaal, om det, der vedkommer Kong Magnus, hidhører fra samme Forfatter, og ikke er tilsat af en anden. Thi saa meget er vist, og af mig allerede paapeget i 4de Deel 1ste B. S. 88, Note 2, at Kong Valdemar Byrgessøns Historie, hvormed Udgaverne af Riimkrøniken nu begynde, ei kan være forfattet førend efter 1407, da den omtaler Karl Ulfssøn af Tofte, der døde i dette Aar, og fører Kong Erik den Helliges Æt ned til ham; jeg har ligeledes der paaviist, at denne Deel af Krøniken indeholder grove Fejl; det gaar endog saa vidt, at den omtaler den danske Kong Erik Valdemarssøn (dræbt 1250) som levende, da Kong Valdemar beilede til hans Datter Sophia (omkring 1261) og selv givende sit Samtykke dertil. Denne Deel af Krøniken er saaledes kun at betragte som et sildigere Makverk, og uden synderlig Interesse, end mindre Paalidelighed[1]. Men hvor denne senere Tilføielse ophører, og den oprindelige Text begynder, er vanskeligt at opdage i de hidtilværende ukritiske Udgaver, Hadorph’s, af 1674, og det endnu slettere Optryk deraf i Fants Scr. Rer. Svecicar. vol. I. sect. 1. p. 1–209. Nærmere Underretning ville vi sandsynligviis faa herom i den nye, nøiagtige og streng kritiske Udgave, der efter Sigende nu forberedes af Sveriges dertil mest kyndige Mand, og maaskee snart vil udkomme. Da Hertug Erik var Sjælen i de fleste politiske Begivenheder over hele Norden i de sidste 15 Aar for sin Død, og som Kong Haakons Svigersøn især havde meget med Norge at skaffe, skjønnes det let, at hans Historie, faa udførligt og nøiagtigt fortalt, som i Riimkrøniken, maa indeholde en Mængde vigtige og uundværlige Bidrag til Norges, og det er vist og sandt, at Riimkrøniken her har varet min og altid for dette Tidsrum vil blive den norske Historieskrivers fornemste Støtte. Vel er Forfatteren, som ivrig Tilhænger af Hertug Erik, aldeles, ja blindthen, partisk for denne, og man maa altid have dette for Øje ved Benyttelsen af hans Angivelser; men selv denne Partiskhed giver Fremstillingen forhøiet Interesse; man seer at Forfatteren ei var nogen kold Iagttager, men deeltog i Alt med Liv og Sjæl: saaledes kunde ingen Uvedkommende, ei engang en til Efterslægten hørende skrive: det er den samtidige Tilhænger af Hertugen, som her søger at sætte sin altfor tidligt bortrykkede Herre et verdigt Eftermæle. Det er ikke usandsynligt, at den Forbindelse, hvori Sverige siden kom med Mecklenburg, gav den mecklenburgske Chronist Ernst Kirchberg Leilighed til at lære Riimkrøniken at kjende og Lyst til at efterligne den, da han ved 1378 skrev sin mecklenburgske Chronik, aldeles paa samme Viis, og i samme Versemaal. Denne indeholder, især ved at beskrive Henrik Løves Historie (see nedf. S. 524 fgg.) flere vigtige Bidrag til Nordens Historie. Efterligningen af den svenske Riimkrønike er saa paatagelig, at man endog stundom finder de samme Udtryk; ligesom denne kalder Hertug Erik „den milde“, saaledes kalder Kirchberg Kong Erik i Danmark „der milde Konig Erich“. Krøniken er trykt udgiven, dog ikke med tilbørlig Omhu, i Westfalens „Monumenta“, 1de Bind. – En anden, nordtydsk Krønike, der kaster meget Lys paa Nordens Historie, saaledes og paa Norges, er den lübeckske Franciscaner-Læsemester Detmars Annaler, udarbeidet.paa Plattydsk efter Lübecks Magistrats Foranstaltning mod Slutningen af det 14de Aarhundrede, og udgivne af Grautoff. Detmars Angivelser vise sig i det Hele taget paalidelige, og støtte sig aabenbart til ældre Optegnelser; navnlig synes de at være sikre i Tidsregningen. De afgive derfor en vigtig Støtte. Detmar benyttedes siden af yngre tydske Forfattere, som Corner, Krantz o. fl., og som, da de bleve meget tidligere udgivne, ogsaa citeres, hvor Beretningen er hentet fra Detmar, og det saaledes skulde være denne, der paaberaabtes; ikke sjelden ere de saaledes benyttede Data ved Omsætningen paa Latin og Tilknytning til andet blevne forvanskede.
Dette er alt, hvad jeg anseer nødvendigt at melde om de af mig benyttede Kilder. Jeg vil kun tilføie, at da det ved Skrifter af en saadan Udstrækning som nærværende, og hvis Udarbeidelse og Udgivelse udkræver saa lang Tid, ei kan undgaaes, at man stundom, deels ved Erhvervelsen af nye uventede Oplysninger, deels ved egne fortsatte Granskninger og pludseligt ligesom opgaaende Lys, opdager et og andet i det allerede udarbeidede og udgivne, der trænger til Berigtigelse, vil Læseren neppe forundre sig over, at jeg ogsaa i nærværende Verk har opdaget et og andet at berigtige, hvilke Berigtigelser jeg i Korthed har meddeelt bagved dette Bind, blandt de sedvanlige Rettelser. Snarere vil den, der forstaar, hvor mange Vanskeligheder Udarbejdelsen af en Norges Historie medfører, undre sig over, at Berigtigelserne ej ere flere. Jeg kan her sige, at jeg virkelig for Øjeblikket ej veed at paapege flere, og derfor anseer alt hvad der ej er berigtiget, for det retteste, jeg efter mit Skjøn endnu veed at anføre. Det vil endvidere sees, at ei faa af Berigtigelserne ere fremkomne ved de uventede Oplysninger, jeg under mine nærværende Undersøgelser har faaet.
Jeg lader denne, som de foregaaende Dele, ledsage af et chronologisk Register saavelsom Slægttavler; derhos vil, haaber jeg, hele Verket vinde i Brugbarhed ved det alphabetiske Navneregister, for hvis Udarbeidelse jeg har at aflægge Dhrr. Cand. philol. O. Rygh og Stud. philol. C. Rygh min forbindtligste Tak. Kartet over Island, som ledsager dette Bind, vil befindes at være et næsten uundværligt Hjelpemiddel til ret at forstaa især de indviklede Tildragelser i Sturlunge-Tiden.
Da Slutningen af 4de Deels 1ste Bind og hele 2det Bind ere udarbejdede under mit Ophold i Udlandet, og jeg derfor kun tildeels, ja ved den sidste Halvdeel slet ikke, selv har kunnet besørge Correcturen, maa jeg erkjende min taknemlige Forpligtelse til de Herrer, som have overtaget dette, og med en Skjønsomhed, som kun Sagkundskab kan give, ej alene rettet de sedvanlige Trykfejl, men ogsaa, saavidt muligt, bortfjernet de andre ellers uundgaaelige Spor af at Forfatteren selv ej har kunnet være tilstede under Trykningen. Disse Herrer ere Hr. Rigsarchivar Lange og Universitets-Stipendiaterne Hr. Cand. juris Fr. Brandt og Hr. Cand. philol. O. Rygh. – Endelig skylder jeg min ærede Forlægger, Hr. Generalconsul m. m. Tønsberg, den hjerteligste Tak, saavel for den sjeldne Interesse for dette Foretagende, der bragte ham til at sætte det i Verk førend der var mindste rimelige Udsigt for at det vilde kunne bære sig uden Tab, som for den Iver, Driftighed og Liberalitet, hvormed han under Trykningen har sørget for dets Udstyr og fremmet dets Tarv.
Og hermed nedlægger jeg for det første min Pen, takkende de talrige Læsere, der gjennem de mange, ofte intet mindre end underholdende Bind have skjenket mig deres usvækkede Opmerksomhed, og ved deres levende Interesse givet mig den bedste Belønning og Opmuntring. Naar jeg atter kan gjentage den afbrudte Traad, eller om jeg overhoved vil kunne det, er det umuligt nu endog med en Skygge af Vished at forudsige. Jeg kan alene ytre saa meget, at hvis jeg, naar det Arbejde er til Ende, som nu beskjeftiger mig, og hvis heldige Tilendebringelse i og for sig er en nødvendig Betingelse for nærværende Verks Fortsættelse, da endnu er ved de samme Kræfter, som nu, og ingen andre uforudseede Hindringer skulde indtræde, vil jeg sandsynligviis ogsaa med Forsynets Bistand atter tage fat paa, hvad der i en Række af Aar bar været min kjæreste Syssel og største Opmuntring, og, som jeg haaber, idetmindste naa at komme et godt Stykke paa Vejen, om det end ej er mig forundt at føre Fædrelandets Historie lige ned til vore Tider. Jeg kan idetmindste ikke opgive Haabet derom.
- Rom den 24 Juni 1859.
P. A. Munch.
- ↑ Det er endog al Grund til at antage, at den Form, hvori Historien er udarbejdet, de rimede Knyttevers efter de franske eg tydske Ridderromaners Maneer, ikke engang var kjendt i Sverige paa Kongerne Valdemars og Byrges Tid, men indførtes og blev yndet gjennem de af Dronning Euphemia i Aarene 1302–1312 foranstaltede Oversættelser af slige Romaner paa Svensk i Originalens Versemaal. Dette har Riimkrønikens Forfatter søgt at efterligne, hvor han vilde beskrive sin Helts og Ridders Historie.