Wikikilden

Det norske Folks Historie/6/70

< Det norske Folks Historie‎ | 6

Det er allerede ovenfor berørt, at Striden mellem Gejstligheden og Lægmændene i Norge umiddelbart afløstes af ydre Fejder, tildeels med Danmark men især med de tydske Stæder, og at disse Fejder, der gave Regjeringsherrerne og Kongen andet at tænke paa, sandsynligviis endog bidroge meget til, at Kirkestriden sagtnede, og en større Rolighed opstod i Landet selv. Det var fremdeles Dronning Ingeborgs Fordring paa Udleveringen af hendes fedrene Gods, som foranledigede Tvist med Danmark, og denne drog igjen den tydske Krig efter sig. Ved Kong Eriks Thronbestigelse var der nu tredive Aar henrundne siden Dronning Ingeborgs Ferden, Kong Erik Valdemarssøns, Død, og i al denne Tid havde hun, eller de, der paa hendes Vegne syslede dermed, forgjeves bestræbt sig for at faa Jordegodset overdraget til fri Raadighed, ja sandsynligviis havde hun ikke engang Landgildet deraf udbetalt, i alle Fald ikke uden for en højst ubetydelig Deel, og det uagtet det allerede ved Skiftet i Lund 1263 var blevet bestemt, hvormange og hvilke af Kong Eriks efterladte Patrimonial-Godser skulde tilfalde enhver af hans fire Døttre[1]. Hvilke Godser hver især af disse Døttre fik for sin Part, vides nu ikke, eller de Documenter, der handlede derom, ere idet mindste ikke blevne opdagede; men man veed, hvor stort Kong Valdemar den 2dens efterladte Patrimonialgods var, og da nu en Trediedeel af dette tilfaldt hver af hans tre egtefødte Sønner, maa saaledes hver af Kong Eriks fire Døttre have arvet en Fjerdedeel af den Trediedeel, der faldt paa hver Part, altsaa en Tolvtedeel af det Hele. Dette Kong Valdemars Patrimonialgods, spredt over hele det danske Rige, (nogle Godser, oprindeligt tilhørende den gamle Sigridlev, eller Sigrid Storraades Gods, nedarvet gjennem hendes Dattersøn Sven Æstridssøn, laa endog i Sverige) var umaadeligt stort, og selv en Tolvtedeel deraf maa have udgjort en Masse, hvis aarlige Afkastning, beregnet efter vore nuværende Pengeforhold, udgjorde en mere end fyrstelig Indtægt[2]. Og her havde Dronning Ingeborg nu ej alene de rige Godser selv at fordre, men ogsaa al den Landskyld med øvrige Afkastningen der havde været forholdt hende lige siden Faderens Død, og som, om man end beregnede den nok saa ringe, og om man end fradrog, hvad der var medgaaet til hendes Underhold, indtil hun blev gift, samt de enkelte mindre Udbetalinger, der maaskee kunde have været gjorte[3], eller de Godser, der maaskee allerede vare stillede til hendes Disposition, dog i al den Tid maa have været løbne op til en uhyre Sum. Aarsagen til, at Arven saa længe forholdtes Systrene, var nu vel vistnok for en Deel den Omstændighed, at de, som Døttre af Kong Erik, betragtedes med Ugunst af dennes Brødre Abels og Christophers Linjer, af hvilke denne nu beklædte Thronen, hiin havde Sønderjylland som Hertugdømme. Men meget bidrog vel ogsaa dertil den Forvirring, som havde hersket i Danmark, og den bestandige Tvist mellem den kongelige og hertugelige Linje, der endog, som vi have seet, stundom udartede til formelig Krig; thi da Godserne, hvorom her var Spørgsmaal, for en Deel laa i Sønderjylland, var det saaledes ikke let for den danske Konge, om han endog meente det oprigtigt, at faa Hertugen til at give Slip paa dem, hvis denne fandt for godt at sidde inde med dem, og vi have ovenfor seet, at Kong Erik Christopherssøn endog udtrykkeligt paaberaabte sig dette, da Kong Magnus i Aaret 1277, sandsynligviis ved sine Gesandter Audun Hugleikssøn og Guthorm Gydassøn, alvorligt fornyede Fordringen. Hvad Dronning Ingeborg angaar, da nærede man vel ogsaa særdeles Uvilje mod hende, siden hun ved sin raske Beslutning, at drage til Norge med Kong Haakons Sendebud, krydsede de Planer, den daværende Regjering i Danmark eller vel nærmest Enkedronningen Margrete, med Hensyn til hende havde lagt. Vist er det, at Forholdet mellem Danmark og Norge under Kong Magnus’s hele Regjering var meget spendt, og vi have seet, hvorledes det endog allerede under ham nær var kommet til Krig mellem begge Lande. Under den fredelige Magnus blev dog aabenbar Krig forebygget. Men da han var død, og den myndige Dronning Ingeborg selv var kommen i Spidsen for Regjeringen, optoges Trætten paany; hun var ikke den, der lod sig sine Rettigheder frahevde, og vi ville strax nedenfor see, at hun ikke engang var bange for saa at sige at handle paa egen Haand. De, som havde de bedste Udsigter til at vinde ved dette spendte Forhold, og derfor vistnok ogsaa betragtede det med stor Tilfredshed, saa længe de selv ikke umiddelbart berørtes af en aabenbar Krigs Ubehageligheder, vare de tydsk-østersøiske Stæder, thi det var at vente, at begge de tvistende Parter under saadanne Omstændigheder vilde kappes om at holde dem i godt Lune ved alskens Indrømmelser. Det er saaledes allerede fortalt, hvorledes Kong Magnus i 1278 maatte bekvemme sig til at give dem et Frihedsbrev, vel ikke saa omfattende, som de egentlig havde ventet og ønsket, men dog allerede fordeelagtigt nok, og et godt Udgangspunkt, hvorfra siden mere og mere efterhaanden kunde vindes. Den danske Konge havde allerede tidligere i samme Aar givet Lübeckerne, der besøgte Hvidanger Marked i Sjæland, Toldfrihed og Fred[4], og erklæret de Friheder, Lübeckerne nød i hans Rige, udstrakte ogsaa til Estland[5]. Aaret efter bekræftede han Lübeckerne i deres gamle Friheder med Hensyn paa Skanør Marked[6], om hvilke man kan gjør sig den bedste Forestilling af et Frihedsbrev, han omtrent samtidigt gav Borgerne af Greifswalde, thi i dette indrømmede han dem et Stykke Jord i Falsterbod mellem Tydskernes gamle Kirkegaard og Stralsundernes Mark, hvor ingen uden deres eller Fogeders Tilladelse maatte holde Boder, derhos bemyndigede han dem til at velge sig en egen Dommer, der kunde dømme i alle deres Sager, store og smaa, endog Livssager[7]. Af og til undlode nu vistnok de kongelige danske Befalingsmænd at iagttage disse udstrakte Indrømmelser, men aldrig saa snart klagede Lübeck paa egne og de øvrige østersøiske Stæders Vegne over at Friheds-Brevene ikke tilstrækkeligt overholdtes[8], førend et nyt Frihedsbrev udkom (1282)[9], og Aaret efter gav den danske Konge Lübecks, Wismars, Rostocks, Demmins, Stralsunds, Greifswaldes, Stettins og Anklams Borgere ej alene fuld Frihed til at besøge de skaanske Markeder, som før, og drive Forretninger der, hvad der i sig selv ikke siger saameget, da saadanne Frihedsbreve fornyedes hvert Aar, og altsaa kun vidner om, at den gode Forstaaelse vedblev[10], men sluttede ogsaa et treaarigt nærmere Forbund med Lübeckerne, hvorved han lovede at beskytte dem mod al den Uret, der tilføjedes dem i hans Rige, og forbandt sig til, om han blev uenig med dem, saa at Fejde maatte begynde, i Forvejen at opsige Forliget med et halvt Aars Varsel[11]. I hine Friheder deelagtiggjordes ogsaa Hamburgerne, til hvilke flere særskilte Breve udstededes, og som navnlig i August 1283 fik et Stykke Jord indrømmet ved Skanør eller Falsterbod, til at holde Udsalgs-Boder paa, ligesom de østersøiske Stæders Borgere. Derimod sees ingen saadanne Friheder at have været indrømmede Bremen, heller ikke de øvrige Stæder af den saakaldte Hansa, til hvilket Forbund paa den Tid endnu kun Hamburg tilligemed enkelte Stæder ved nordsøiske Havne og Floder regnedes.

I Norge viiste man sig dog ikke saa ivrig for at holde Tydskerne i godt Lune. Man søgte endnu, i alle Fald i Bergen, ved udtrykkelige Bestemmelser at hindre dem fra at tage sig større Friheder, end Kong Magnus’s Brev af 1278 (s. o. IV. 1. S. 667) indrømmede. Saaledes bestemtes der paa et Bymøde, der holdtes i Bergen den 16de September 1282, med Dronningens, Hertugens, Gjalkeren Jon Ragnvaldssøns, og det højeste kongelige Raads Samtykke, blandt andre, Byen vedkommende Bestemmelser, at udenlandske Vintersiddere, der hverken havde ført Meel, Malt eller Rug til Byen, ikke maatte opkjøbe Smør eller Skreid fra 8de Septbr. til 3die Mai, lige saa lidet som de maatte opkjøbe Kvæg paa Landet[12]. Man seer heraf, at de tydske Vintersiddere have drevet saadanne Opkjøb i Vintertiden, uagtet dette saa godt som var forbudt i Frihedsbrevet af 1278. At de ej med Rolighed fandt sig i det nye, skærpede Forbud, og vel ikke engang indskrænkede sig til blotte Protester, kan man være overbeviist om, skjønt intet udtrykkeligt derom siges; man erfarer kun, at der fra tydsk Side klagedes over, at der skede Kjøbmændene Overlast, og at et mere og mere spendt Forhold indtraadte; det heder endog i et tydsk Chronicon, at Kongen var overtalt til at tro, „at man i hans Rige nok kunde undvære de Tydske[13]. Denne Stemning synes, som det i det følgende vil sees, fornemmelig at være udgaaet fra Dronningen og hendes nærmeste Omgivelser, tildeels endog imod den almindelige Stemning. Det laa da i Sagens Natur, at man søgte at knytte nærmere Forbindelser med England og Skotland. Det allerede i 1281 istandbragte Giftermaal mellem den unge, endnu mindreaarige, Kong Erik og den skotske Kongedatter Margrete var visselig for en Deel en Frugt af denne Politik, og ligesaa see vi Regjeringen beflitte sig paa den største Forekommenhed mod Kong Edward i England. Der var, f. Ex., som ovenfor nævnt, fremdeles Tale om Paagribelsen af den ulykkelige Guido af Montfort, hvis Komme til Norge man synes at have ventet, uagtet han i Virkeligheden, som det lader til, opholdt sig i Italien, under Kongen af Neapels Beskyttelse[14]. I Aaret 1280 kom der virkelig en fremmed Ridder hemmeligt til Norge, der mistænktes for at være Guido af Montfort, og man gjorde strax Anstalter til hans Paagribelse, ja lod endog Kong Edward ved Abbed Richard i Lysekloster, der maaskee i dette særegne Erende sendtes til England, vide, at Paagribelsen var skeet. Kong Edward takkede strax meget for denne Høflighed i en Skrivelse til Kong Erik, som han sendte tilbage med Abbeden, og hvori han bad, at den paagrebne Ridder strax maatte blive sendt til England paa hans Bekostning, ligesom han ogsaa tilføjede de varmeste Anbefalinger for Abbeden, samt Ridderen Jon Ragnvaldssøn, den nys omtalte Gjaldkere i Bergen, der, som Kong Edward havde hørt, viiste stor Iver for hans Anligender[15]. Men man havde været for sikker i sin Sag, thi den mistænkelige Ridder fandt Lejlighed til at flygte bort, førend man endnu kunde faa ham fat, og da den norske Konges Drottsete Eystein, om hvilken der ovenfor er nævnt, at han i 1280 sendtes til Skotland, rimeligviis for at indlede Giftermaalet, kom tilbage til Norge, tilskrev han Kong Edward, at det gjorde ham meget ondt at maatte underrette ham om det ovenfor omtalte Uheld, der var indtruffet under hans Fraværelse; han selv, sagde han, havde ikke sparet nogen Møje for at paagribe Personen, men dette var, medens han var borte, ikke blevet udført, som han ønskede[16]. Heraf maa man da slutte, at Drottseten havde faaet det Hverv, at være Abbeden, der her egentlig optræder som Kong Edwards Erendsven, behjelpelig ved Paagribelsen, men at der maaskee have været Andre, der have begunstiget Flygtningen, og givet ham Lejlighed til at undslippe. Det var da formodentlig for at gjøre dette godt igjen, og ikke give den engelske Konge Anledning til Klage, at Hr. Audun Hugleikssøn og Hr. Bjarne Erlingssøn, de to fornemste Medlemmer af Regjeringen, den 13de Januar 1281 sluttede en Overeenskomst med Abbed Richard, der fremdeles handlede i Kong Edwards Navn, og dennes Udsending Thomas af Ippegrave, om at de skulde an vende al sin Flid og Omhu for at faa Guido paagreben, imod at Abbeden og Thomas godtgjorde deres Udlæg derved med 200 Mkr. Sterling, for hvilken Sum Thomas skulde blive tilbage som Sikkerhed, hvorhos Kongen af England for den Tjeneste, de herved gjorde og fremdeles kom til at gjøre luun, skulde vise dem al Erkjendtlighed[17]. Da Guido af Montfort neppe nogensinde kom til Norge, ledede denne Tractat ikke til noget egentligt Resultat, men man seer dog allerede deraf, hvor særdeles magtpaaliggende den norske Regjering fandt det, at staa paa en god Fod med Englands mægtige Konge.

Hvad Skridt den norske Regjering eller rettere Dronningen strax efter Kong Magnus’s Død gjorde, for at indtale hendes Arv samt hvad hun forøvrigt havde tilgode, vides ikke. Maaskee foretoges der ikke noget alvorligt førend i 1283, da de verste Storme med Gejstligheden vare forbi, og man saaledes havde noget friere Hænder. Da blev der, fortælles der, holdt en Sammenkomst mellem den danske og norske Konge paa Varderø, hvorved begge medbragte mange Skibe, og hvor tillige flere Landflygtige indfandt sig[18]. Ved disse Landflygtige forstaaes vistnok de mange danske Stormænd, der paa denne Tid vare misfornøjede med Kongen, og tildeels endog havde ligget i Fejde med ham. Den fornemste af disse var hans egen Frænde, Hertug Valdemar af Sønderjylland, der endnu ikke havde opnaaet at blive forlenet med Hertugdømmet, og næst ham Junker Jakob Nikolassøn af Nordre Halland, der havde den samme Forurettelse at beklage sig over; thi uagtet Kong Valdemar i sit Fangenskab havde udstedt et Brev, hvori han overdrog sin da umyndige Sønnesøn, Nikolas af Halland, Jakobs Fader, Halvdelen af dette Landskab til fri Besiddelse for ham selv og Arvinger i Fremtiden, som etslags Erstatning, fordi Nikolas, som Bidrag til Kongens Befrielse, overlod Arven efter sin Moder, den schwerinske Grev Gunzelins Datter, til Hertug Albrecht af Saxland, saa havde dog lige siden Nikolas’s Død 1251 hverken hans ældste Søn Nikolas, eller, da denne døde, hans anden Søn, den ovennævnte Jakob, faaet tiltræde Lenet, og Jakob fattede derfor det bitreste Had til Kong Erik. Det var naturligt, at fælles Interesser og, man kan sige, fælles Forurettelser maatte fremkalde visse Tilnærmelser og Sympathier mellem ham, tildeels ogsaa Hertug Valdemar, og det norske Kongehuus, og hvis Jakob tænkte paa med væbnet Haand at sætte sig i Besiddelse af hvad han ansaa for sin rette Arv, Nordrehalland, kunde han lettest gjøre et saadant Tog fra Viken i Norge: derfor maatte det og af den Grund være ham vigtigt at sikre sig den norske Regjerings Venskab. Næst disse var Marsken Stig Anderssøn, hvorom der allerede forhen er talt, forbitret paa Kongen, især, som det fortælles, fordi denne skulde have staaet i utilladelig Forbindelse med hans Hustru; han hørte til den talrige Familie, der nedstammede fra Skjalm hvide, og var som saadan endog en Frænde af Junker Jakob[19]. Overhoved synes Kong Eriks Ustadighed og heftige Sind, hvortil vel ogsaa anden personlig Uelskværdighed sluttede sig, at have gjort ham, om ikke forhadt, saa dog i det mindste mindre yndet og anseet, især blandt Aristokratiet, og dette igjen især hos Stigs talrige og mægtige Frænder. Herrerne ophidsede igjen de ringere Klasser, der klagede over nye indførte Byrder, og der herskede megen Gjæring over hele Riget. For at stille de Misfornøjede tilfreds, havde Erik allerede om Vaaren 1282, paa tvende Hof eller Rigsmøder, det ene i Vordingborg, det andet i Nyborg, givet endeel Tilsagn, der tilsammen kunde kaldes en Haandfestning, hvorved han blandt andet forbandt sig til aarligt at holde et Rigsmøde eller Hof, ikke at lade nogen fængsle uden at han var lovligt anklaget, m. m.[20]; men derved forebyggedes dog ikke Uroligheders Udbrud endnu samme Aar. Da man hverken finder Hertug Valdemars, Junker Jakobs eller Stig Marsks Navne under Haandfestnings-Documenterne, maa man endog antage, at de ikke engang have overværet Rigsmøderne. Alle Rigets Store, heder det i de Aarbøger for dette Aar, som omtale disse Uroligheder, satte sig op mod Kongen, og der udbrød en Fejde mellem denne paa den ene Side, og dem og Hertugen paa den anden[21]. Fordelen var dog endnu paa Kongens Side; han rykkede ind i Sønderjylland for at underlægge sig Hertugens Arvebesiddelser, og nødsagede ham til at indslutte sig paa Gottorp Slot, der en Tidlang belejredes[22], medens derimod, som man af det ovenanførte Udsagn maa slutte, flere af de oprørske Stormænd begave sig ud af Landet, og i det mindste enkelte af dem droge til Norge, for at anholde om Kong Eriks Bistand[23]. Denne synes da ogsaa hans Moder, der selv befandt sig i samme Stilling lige over for den danske Konge, som Hertugen og Junker Jakob, at have tilsagt dem, og vel endog med Glæde grebet Lejligheden til, saaledes med større Eftertryk, og understøttet af et stort Parti i Danmark selv, at kunne indtale sine Fordringer. Da nu derhos den danske Konge hidtil forgjeves havde belejret Hertug Valdemar i Gottorp, og Fejden saa ud til at ville blive langvarig, fandt han det vel selv raadeligst at lytte til de Forestillinger, som nu maa være ham gjorte fra den norske Regjering, og saaledes maa man da antage, at hiin nys omtalte Sammenkomst paa Varderø er bleven aftalt. Paa hvad Tid af Aaret den fandt Sted, vides ikke, men da de fleste saadanne Sammenkomster plejede at skee om Sommeren, maa man antage det samme om denne[24]. Der nævnes heller ikke, hvilke af de saakaldte Landflygtige, der indfandt sig ved Mødet, om Junker Jakob eller Marsk Stig selv, eller endog Hertugen, mod givet Lejde, var tilstede, men man maa kun formode, at der her fornemmelig har været forhandlet om Udleverelsen af den norske Enkedronnings Arvegodser samt tillige om Hertugens Forlening med Sønderjylland, uden at der dog kan være opnaaet mere, end at der lovedes Hertugen, Junker Jakob og de øvrige Misfornøjede Grid og Lejde til et Danehof, der skulde holdes i Vordingborg i de sidste Dage af August og de første af September Maaned, og hvor deres Sag skulde komme til Afgjørelse. Thi Biskoppen og Greven af Schwerin ansaa det dog nødvendigt, i et Brev af 28de August til de paa Danehofet forsamlede Magnater, at foreholde dem de Rettigheder, deres Frænde Junker Jakob havde til Nordre-Halland, og opfordre dem til at bevæge Kong Erik til at lade ham vederfares Ret[25]. Heraf maa man da slutte, at den danske Konge bestemt har tilbageviist al norsk Megling, og derfor ogsaa givet den norske Enkedronning et ugunstigt Svar paa hendes egne Fordringer. Men hvad enten nu den schwerinske Skrivelse eller Stormændenes eenstemmigt udtalte Uvilje paa Danehofet har indvirket paa Kongen og indjaget ham Skræk, eller han omsider har indseet sin Uret, saa er det vist, at han her bekvemmede sig til at meddele saavel Hertug Valdemar den længe attraaede Forlening af Sønderjylland, som Junker Jakob, der nu kaldes „Greve“, og hans Arvinger, Forleningen med den nordenfor Ethra Aa liggende Deel af Halland Saaledes maa dog Fejden, i det mindste mellem Kongen og Hertugen, saavel som Grev Jakob, være bilagt for det første, eller tilsyneladende: fuldstændig kunde Forsoningen naturligviis ikke være, som det da ogsaa snart viiste sig. Derimod kan man maaskee af den Omstændighed, at Stig Marsk ikke nævnes blandt Vidnerne ved Forleningen af Nordrehalland, slutte, at han og hans Venner ej overvare Danehofet, og derfor endnu ikke havde været forligte med sin Konge; og hvis, hvad man maa antage, den norske Enkedronning ligeledes havde Befuldmægtigede ved Danehofet, for at drive Arvefordringen igjennem, maa Kongen her fremdeles have gjort Vanskeligheder, thi dette saavel som Tvisten med de tydske Stæder, har vel for en stor Deel næret Aarsag til, at den norske Regjering om Høsten 1283 sendte Hr. Hallkell Agmundssøn som Gesandt til den tydske Kong Rudolf af Habsburg, ved hvis Hof han opholdt sig den hele Vinter, og kom ikke hjem førend den paafølgende Sommer[26]. Den treaarige „Enighed“, som Kong Erik af Danmark strax efter Mødet ved Vordingborg sluttede med Lübeck, staar saaledes vist ogsaa i nøjeste Forbindelse med alle disse Forhandlinger. Imidlertid synes dog endnu inden Aarets Udgang en Art Forsoning at være kommen i Stand mellem Kongen og de misfornøjede Stormænd, som efter Sigende knyttedes fuldkommen[27] paa et Danehof, der i det følgende Aars Mai Maaned holdtes paa Vordingborg. Her kom tillige Arvesagen fore, da det, som det heed, efter Kong Eriks, Hertug Valdemars og den danske Almeenheds Begjering, overdroges Biskop Jakob af Slesvig, Kongens Cantsler, Biskopperne Tuke af Ribe og Johan af Odense, Grev Jakob af Halland, Nikolas Hak, Jon Litle, Uffe Drottsete, Stig Andressøn Marsk, Nikolas Knutssøn, Jon Grubbe og Thomas Mule at afgive Voldgifskjendelse om alle de Sager, der havde været mellem Kongen, Hertugen og det danske Rige, og Enkedronningen i Norge og hendes Systre[28]. Ved dette Danehof har formodentligt ogsaa den fra Tydskland tilbagevendende Hallkell Agmundssøn været tilstede, og drevet paa, at Arvesagen kunde komme til Endskab, maaskee har han og medbragt Forestillinger fra den tydske Konge i samme Retning, for des kraftigere at indvirke paa den danske Konge. At denne i alle Fald kun højst nødigt, og alene paa Grund af tvingende Omstændigheder, bekvemmede sig til det her nævnte Skridt, sees saavel af hans senere Fremfærd, som af den Omstændighed, at blandt Voldgiftsmændene tælles, foruden Grev Jakob og Marsk Stig selv, ikke færre end trende af Hertugens Mænd, blandt hvilke i det mindste een senere deeltog i Kong Eriks Drab; disse Mænd kunde umuligt ansees som upartiske[29]. Voldgistskjendelsen, der afgaves paa et Danehof som umiddelbart efter dette, i Ugen før Pinds, afholdtes i Nyborg, faldt ogsaa ganske ud til de fire Systres Fordeel. Voldgiftsmændene erklærede nemlig, ved Skrivelse af 24de Mai, at de saavel af de Klager, de fire Systre havde indgivet, som af troværdige Vidnesbyrd, vare komne til fuldkommen Vished om, at deres fedrene Gods, der laa spredt om i hele Danmark, var blevet dem forholdt, til deres store Skade, hvorfor det ogsaa, hvor som helst det i Kongeriget eller Hertugdømmet eller andensteds befandtes at være taget med Vold, Uretfærdighed, mod deres Samtykke og Landets Love, skulde uden mindste Vanskelighed eller ugrundet Vægring tilbagegives og oplades dem med alle de Afkastninger og Indtægter, som i Mellemtiden vare oppebaarne, for saa vidt de selv eller deres lovlige Formyndere ikke havde afhændet noget deraf for tilbørligt Værd eller paa anden lovlig Maade[30]. Og endnu samme Dag sees Kong Erik, ifølge Dommen, at have overladt og skjødet Jomfru Jutha en Deel Gods til Vederlag for hendes fedrene Arv i Nyborg By og Slot samt Landsbyen Hjulby[31], medens Hertug Valdemar ikke var mindre rede til at afstaa den norske Enkedronning, hvad han indesad med af hendes Tilkommende, da han allerede Dagen efter udstedte et Brev, hvori han erklærede, at han ifølge Voldgifskjendelsen havde tilbagegivet Dronning Ingeborg alle hendes fedrene Godser inden Hertugdømmet, med Afkastninger og Indtægter, oppebaarne i i Mellemtiden, og derfor anmodede Alle og Enhver om, ikke at gjøre Dronningen eller hendes Befuldmægtigede mindste Hinder eller Forfang i samme Godsers Bestyrelse[32]. Derimod sees ikke noget lignende Brev at være udstedt af Kong Erik med Hensyn til Dronning Ingeborgs og de to andre Systres Gods inden Kongeriget, og saa meget veed man, at i det mindste Dronning Ingeborgs Gods ej blev hende tilbagegivet: Kong Erik har saaledes vel endog protesteret mod Voldgiftskjendelsen for hendes Vedkommende. Vist er det, at den hele Transaction maatte i den danske Konges Øjne have et meget forhadt Udseende, som om der herskede et Forbund til hans Skade mellem den norske Enkedronning og hans egne Undersaatter. Uagtet det nu heed, at han skulde være forligt med Hertug Valdemar og Grev Jakob, vare de dog begge intet mindre end tilfreds, og syntes begge, at de havde opnaaet for lidet: Hertugen fordrede ogsaa hele Als med Sønderborg og Nordborg samt endeel kongelige Gaarde i Sønderjylland, og ærgrede sig over, at Forleningen var ham overdragen med den Forpligtelse at gjøre Krigstjeneste; Grev Jakob harmedes saavel over en lignende Forpligtelse, der var paalagt ham, som over at han ikke havde faaet de allerede oppebaarne Indtægter af Halland udbetalte[33]. Begge vare yderst opbragte paa Kongen, og Marsk Stig saavel som dennes talrige Venner deelte deres Stemning. Under disse Omstændigheder seer det noget underligt ud, at Grev Jakob og Marsk Stig endog skulde kunne deeltage i Voldgiftskjendelsen, ikke at tale om, at de paa en vis Maade dømte i sin egen Sag. Med Kongens gode Vilje kunne de derfor neppe være opnævnte, men det maa være skeet ved Hertugens Bestræbelser, og dennes øjeblikkelige Beredvillighed til at efterkomme Kjendelsen med Hensyn til Dronning Ingeborgs Gods maatte end mere bestyrke Kongen i den Tro, at det Hele var et mellem Hertugen, Greven, Marsk Stig, de øvrige Misfornøjede, og den norske Regjering aftalt Spil, for at svække hans egen Magt, og skaffe en anden Nabomagt, med hvem han selv stod paa en spendt Fod, men af hvilken de ventede sig Bistand, store Besiddelser og sikkert Fodfæste i Hjertet af hans eget Rige. Heri kunde han fra sit Standpunkt som Danmarks Konge ikke finde sig. Ved strax at affinde sig med Jutha kunde han vise, at han var villig til at efterkomme Kjendelsen, for saa vidt ej Rigets Sikkerhed leed derved, men, som Sagerne stode, vilde det have været uforsvarligt, om han havde overladt den norske Dronning, hvad hun fordrede: hendes næste Skridt havde da maaskee været at udnævne Grev Jakob, Marsk Stig og de øvrige Misfornøjede til sine Befuldmægtigede, for at de kunde sætte sig fast paa de hende tilfaldne Gaarde og derpaa begynde Oprør med fornyet Kraft. Maaskee var det endog hendes Plan at støde Kong Eriks Linje fra Tronen og skaffe sin Søn, som Ætling af Kong Valdemars ældste Søn, Danmarks Krone; i det mindste var der senere Tale om noget saadant[34]. Meget af dette kan allerede have været bragt paa Bane, og i Folkemunde, tilstrækkeligt til at bestemme den danske Konges Handlemaade, men hvorom de magre Kilder, der hidtil have været tilgængelige med Hensyn til disse Begivenheder, intet nævne. Vi vide ikke engang, om Kong Erik formeligt har protesteret mod Dommen, hvad den norske Dronnings Arvedeel angaar, eller kun stiltiende undladt at efterkomme den. En Erklæring desangaaende maa vel have været ham afæsket, maaskee ved Hr. Hallkell, og hans Svar have lydt benegtende; under alle Omstændigheder maa Dronning Ingeborg have tabt Taalmodigheden, og fundet det paa Tide at anvende alvorligere Midler end blotte Forestillinger og Underhandlinger; thi fra nu af blev der, som vi ville see, øvet aabenbare Fiendtligheder mod Danmark, og under Omstændigheder, som gjøre det sandsynligt, at de øvedes, om ikke efter Dronningens udtrykkelige Befaling, saa dog efter hendes hemmelige Ønske og Medvirkning.

Disse Fiendtligheder gjaldt dog ogsaa tillige, og for den væsentligste Deel, de tydske Stæder, med hvilke Uvenskabet nu var steget til det højeste. I Bergen maa der være kommen til et heftigt Sammenstød mellem Byens Borgere og de tydske Kjøbmænd, thi vi erfare af flere Breve, at alt det Gods, der tilhørte de tydske Kjøbmænd[35] i Bergen, i Aaret 1284 blev „taksat“ eller beslaglagt. Hvad enten nu dette skede ved et virkeligt Opløb af de forbitrede Borgere, eller ved en offentlig Foranstaltning af Gjaldkeren og Raadmændene, saa maa dog Dronningen eller Regjeringen stiltiende have givet dem, der udførte det, Medhold, thi, uagtet det heed, at det paagrebne Gods skulde gjengives Ejerne, fik de dog neppe mere end Halvparten tilbage. Herover blev der nu klaget fra Stæderne, og der blev virkelig ogsaa svaret i Kongens Navn, at alt skulde blive udleveret, og at de, der havde lidt Skade, skulde faa Erstatning. Dette beroligede Stæderne nogenledes, og da Sommeren kom, begyndte deres Handelsfartøjer, som sædvanligt, at drage til Norge. Men i Stedet for at møde fredelig Behandling, som de havde ventet, bleve disse Skibe, da de kom ud paa Kattegattet eller Nordsøen, forfulgte, tildeels ogsaa opbragte og plyndrede af norske Krigsskibe, der alle, som det synes, tilhørte eller vare udrustede af Hr. Alf Erlingssøn af Thornberg; i det mindste angives han overalt som den eneste Ophavsmand til disse Fiendtligheder, og ham alene gives Skylden for al den Skade, som blev gjort. Alf, hvis Fader Hr. Erling Alfssøn var død Aaret forud, havde sandsynligviis, som en af Kongehusets nærmeste Frænder, allerede før faaet Barontitel, og fik efter hans Død, ligesom han, Borgesyssel i Forlening[36]. Beliggenheden af denne Forlening gjorde det just bekvemt for ham at udruste Skibe til at herje i de danske Farvande; fra Sarpsborg af, hvor han havde sit Hovedsæde, eller overhovedet fra den yderste, sejlbare Deel af Glommen, hvor han, som det nedenfor nærmere skal omtales, maaskee endog havde en Søborg lige ved Indløbet, kunde hans Skibe med Lethed passe paa alle de Fartøjer, der kom søndenfra til Norge. Alf opbragte og plyndrede ej alene Skibe fra de østersøiske Stæder, men ogsaa frisiske Fartøjer, det vil sige fra Zuydersøen og dens nærmeste Omgivelser, som Kampen, Stavern, o. fl., derhos herjede han de danske Kyster, især Nørrejylland, samt plyndrede Laholm i Sydhalland og Skanør i Skaane[37], hvilket sidste især maatte være Tydskerne til Skade, da de derved hindredes fra at besøge Markedet. At Alf ingen officiel Bemyndigelse havde hertil, er af det følgende klart, medens man dog paa den anden Side seer, at han blev begunstiget af dem, der havde den egentlige Magt i Hænde, altsaa af Dronningen og hendes Venner; heraf maa man da ligefrem slutte, at han handlede enten efter hendes hemmelige Befaling, eller i Forvisningen om, at have gjort hende til Behag, uden at ense, om de Besindigere, og overhoved de, der ej yndede Dronningens Regimente, rystede paa Hovedet dertil. Hvad der nu maaskee gjorde Hofpartiet og Hr. Alf saa meget dristigere, var, at paa denne Tid Udsigten til, at Kong Erik i Norge ogsaa vilde kunne blive Skotlands i det mindste midlertidige Herre, var nærmere end nogensinde: den skotske Konges Søn var nemlig død uden at efterlade Børn, den 28de Januar 1284[38], og dennes Datter i hendes Egteskab med Kong Erik, Barnet Margrete, var saaledes nærmeste Arving til Skotlands Throne; ved en højtidelig Akt, dateret 5te Februar 1284, Aattendedagen efter Kongesønnens Dødsdag, havde de fornemste skotske Magnater forbundet sig til, efter Kong Alexanders Død at erkjende hende for ret Arving til Kongeriget Skotland og Kongeriget Man med øvrige Øer, og forsvare hende i Besiddelsen deraf[39]. Ligeledes havde den norske Regjering sandsynligviis i Forventning af hvad der vilde skee, om Sommeren s. A. i Kongens Navn sendt Hr. Bjarne Erlingssøn og hans Broder Hr. Vidkunn som Gesandter til Kong Edward i England, for at fornye det mellem begge Parters Fædre, Henrik og Magnus, 1269 sluttede Forbund, og Kong Edward, der vistnok allerede da nærede den Plan, med Tiden at faa et Giftermaal istand mellem sin Søn og Thronfølger, Edward, og den norske Margrete, viiste Gesandterne den mest udsøgte Høflighed og Forekommenhed, saa at Fornyelsen med Lethed kom istand; en Tractat desangaaende oprettedes den 20de Juli i Caernarvon i Wales, hvor Edward da holdt sit Hof, og hvor hiin Søn just da blev født[40].

De Byer, hvis Skibe paa den her omtalte Maade vare blevne opbragte eller plyndrede, følte nu Nødvendigheden af at tage kraftige Forholdsregler, og handle i Forening, for at skaffe sig Erstatning. De østersøiske Stæder gjorde Begyndelsen. „Da vi“, skrev senere Wismars Borgere til de nordsøiske Stæder, „kunde skjønne, at vi intet udrettede ved Taalmodighed, besluttede vi, efter Fyrsters, Herrers, Adelsmænds, flere andre Byers og eders Raad at sætte os i Bekostning, og sendte nogle af vore bedste Mænd og andre Medborgere ud med Krigsskibe for at bekrige Nordmændene, den almindelige Friheds Forstyrrere, og for at staa deres Afsindighed (insania) imod, samt bringe den forrige almindelige Frihed tilveje, uden dog at nyde anden Hjelp, end fra nogle Nabobyer samt to Byer af andre Provinser“. De Byer, som her først omtales, vare Wismars Nabobyer Lübeck, Rostock, Stralsund og Greifswalde, tilligemed Wismar de egentlig saakaldte vendiske Stæder; de to andre vare Visby, eller egentlig kun de der bosatte Tydskere, samt Riga. Disse, med Lübeck i Spidsen, dannede saaledes det egentlige Krigsforbund, og hvorvel flere af de øvrige forurettede Stæder, navnlig Anklam og Demmin ved Østersøen, samt Hamburg, Grøningen, Stavern og Kampen ved Nordsøen, sluttede sig til dem, i det mindste, som man maa formode, ved at yde Pengebidrag, og vi derhos erfare, at flere af Nabofyrsterne indgik et fælles Forsvarsforbund med de nævnte vendiske Stæder tilligemed Kiel, Stettin og Hamburg, saaledes som det strax nedenfor skal vises, saa var det dog kun de her nævnte syv Stæder, hvilke Norges Regjering betragtede som sine egentlige Modstandere, og med hvem den siden underhandlede om Fred[41]. Disse Stæder udrustede nu i Hast endeel Skibe, der sejlede op under den norske Kyst, og, som der siges, gjorde megen Skade, dog neppe saa meget ved Plyndring, som ved at opbringe Skibe og hindre al Tilførsel. Ikke engang danske Skibe skaanedes, naar de gik til, eller kom fra Norge, uagtet den venskabelige Tilnærmelse, der nu fandt Sted mellem Danmark og Stæderne. Saaledes erfarer man af en Klage, som den danske Drottsete Uffe henvendte til Lübeck og de øvrige østersøiske Stæder, at der ved Michelsdagstid 1284 var afgaaet et Skib, tilhørende nogle Borgere i Lund, til Norge med endeel Varer, men at det paa Tilbagevejen var blevet taget, tilligemed sin hele Ladning, af de udsendte tydske Kaperskibe, der naturligviis betragtede det som fiendtligt, fordi det kom fra fiendtlig Havn. Drottseten fordrede, at Stæderne skulde erstatte Tabet, tilføjende, at da man fra dansk Side i alle Dele søgte at holde tryg Fred med Stæderne, kunde man baade ønske og haabe, at det samme iagttoges af disse[42]. Hvad Svar Stæderne gave paa denne Klage, erfares ikke, men de maa sikkert til Gjengjeld have klaget over, at den danske Konge endnu ikke ganske havde afskaaret al Handelsforbindelse med Norge, og fordret, at han skulde give et bestemt Forbud desangaaende, thi et saadant udstedte han virkelig den 29de November, fra Odense. „Det er“, ytrede han her, „blevet klaget for os fra de vendiske Stæder, at Nordmænd have tilføjet deres Kjøbmænd stor Skade og haarde Uretfærdigheder; men da Uretfærdigheder, hvilke det saa er, bør mishage os og enhver Christen, have vi lovet hine Stæder og deres Kjøbmænd, at Ingen skal have Lov til, fra vort Rige at føre nogen som helst Ting til Norge, eller at drive Handel i Norge, og hvis nogen af vore Kjøbmænd vover at handle mod dette vort Forbud, ved at føre sine Varer til Norge, og paa Vejen bliver plyndret, ville vi ikke paa nogen Maade søge at hevne dette. Alligevel forunde vi Nordmændene fuld Sikkerhed og Frihed til at komme i vort Rige, opholde sig i vore Byer og tilliggende Havne og drive sin Handel indtil 8 Dage efter førstkommende Pints. Men hvis Nordmændene ikke inden den Tid kunne komme til Enighed med Stæderne, have vi lovet disse, at de norske Kjøbmænd siden efter ikke paa nogen Maade skulle faa drive Handel i vort Rige, førend der er givet saavel Os og Vore, som Stæderne fuld Ret og Erstatning for den os og dem af Norges Konge tilføjede Skade“[43]. Det er besynderligt nok, at der fra dansk Side kunde vises saadan Langmodighed, efter hvad der allerede var forefaldet, og uagtet Stæderne øjensynligt dreve paa, at Forbindelsen ganske skulde afbrydes, for at gjøre Norges Afsperring fra Tydskland fuldstændig. Men blandt Medundertegnerne af Brevet vare Grev Jakob af Halland, Stig Marsk og Nikolas Knutssøn, og det tør nok hænde, at deres Indflydelse her atter gjorde sig gjeldende; thi for Grev Jakobs Leen, Nordre Halland, der grænsede umiddelbart til Viken, maatte en pludselig Afsperring mod Norge være mest ubelejlig. Den danske Konge erklærede tillige samme Dag ved et andet Brev, at han tiltraadte det nys omtalte Forbund, som Biskopperne af Schwerin, Lübeck og Ratzeburg, Hertugerne Johan og Albrecht af Saxland, Hertug Bugislav af Venden, Fyrst Vithav af Rügen, Hertug Valdemar af Jylland, Gerhard den ældre og yngre, Johan og Adolf, Grever af Holsten, Helmold og Nikolas, Grever af Schwerin, Henrik og hans Brodersønner Nikolas og Johan, Herrerne til Werle, Junker Nikolas af Rostock, Johannes og hans Brodersønner, Herrerne til Meklenburg, samt Lübecks, Hamburgs, Kiels, Wismars, Rostocks, Stralsunds, Greifswaldes, Demmins, Anklams og Stettins Borgere og alle Stæder inden fornævnte Herrers Besiddelser havde indgaaet til fælles Forsvar, lovende, at hvis nogen af hine Herrer eller deres Undergivne, eller de nævnte Stæders Borgere bleve forurettede, skulde han paa Opfordring advare Fornærmeren om at give Fyldestgjørelse, og hvis denne ikke inden en Maaned efterkom Opfordringen, skulde han hjelpe den eller de Forurettede til at nyde fuld Ret, og ikke paa nogen Maade begunstige den fornærmende Part[44]. I et tredie Brev, som han fremdeles samme Dag udstedte, gjorde han vitterligt, at han med sine bedste Mænds Raad havde tiltraadt Forbundet paa aatte Aar, og først fra næste Aars Pints at regne; saa nødigt synes man i Danmark at have villet skride til aabenbart Brud; med Lübecks Borgere indgik han dog den særskilte gjensidige Forpligtelse, at de skulde holde sammen i Raad og Daad, indtil saavel han, som de havde faaet fuldstændig Erstatning af Nordmændene for al lidt Skade[45]. I denne vaklende Politik sporer man maaskee fremdeles det mægtige danske Oppositionspartis Indflydelse.

I Vinterens Løb kan der ikke have forefaldt noget af Betydenhed. Men fra begge Sider synes man at have forberedet sig til alvorlig Kamp i det kommende Aar. Da det fremdeles var Stædernes Hensigt at blokere Norge og ved fuldkommen Afskjæren af al Tilførsel bringe det til saadan Yderlighed, at det maatte ønske Fred til enhver Priis, henvendte Lübecks Borgere sig paa de øvrige Stæders Vegne umiddelbart til Kong Edward af England med Klage over de Forurettelser, Nordmændene havde tilføjet dem, og med Bøn om, at han ikke vilde tillade nogen Udførsel af Fødevarer (comestibilia) eller andre nyttige Sager fra sit Rige til Norge, saa længe dette Rige ikke havde givet Stæderne tilbørlig Erstatning[46]. Ligeledes henvendte Stæderne sig til dem af de før nævnte Fyrster, der vare deres saakaldte Øvrigheder eller Patroner, med Anmodning om deres Mellemkomst; i Følge deraf tilskrev Hertug Johan af Saxland Kong Edward, og forenede sine Bønner med Stædernes, om at han ej vilde tillade Nordmænd at kjøbe Fødevarer i hans Rige. Omtrent den samme Anmodning gjorde Henrik, Herre af Werle, Sveriges Konge i en Skrivelse til denne[47]. Anastasia, Fyrstinde til Meklenburg, og hendes Sønner saavel som Henrik af Werle, tilskreve derhos, „forpligtede ved det nys sluttede Forbund mellem Fyrster, Grever, Adelsmænd, Riddere, Kjøbmænd og Landes Indbyggere“ Kong Erik selv, og anmodede ham om at lade Stæderne nyde Ret og Erstatning[48]. Man skulde have ventet, at de Uvejr, der saaledes trak op over Norge, i det mindste havde bragt Alf Erlingssøn, deres Ophavsmand, i Unaade; men herpaa var neppe at tænke, saa længe Dronningen levede; tvert imod blev han, som vi ville see, endnu mere hædret, og først efter Dronningens Død lykkedes det hans Modstandere at fælde ham. Alligevel betragtede man i Norge disse Forberedelser fra Stædernes Side ikke uden en vis Ængstelse, og i Særdeleshed frygtede man Blokaden. Dette sees af et Brev, som Kong Erik den 7de Marts fra Bergen skrev til den engelske Konge[49], øjensynligt for at modarbejde Virkningen af hine før omtalte Breve fra Lübeck og Hertugen af Saxland; i dette Brev takkede han Kong Edward for al den Venlighed, han forrige Sommer havde viist hans Gesandter, og for den Forbunds- og Venskabs-Tractat, han havde indgaaet med ham, bedende ham indstændigt, nu eftertrykkeligt at ville overholde den saaledes fornyede, mellem begges Forfædre indgangne og troligen overholdte Alliance og gode Forstaaelse, i hvilken Anledning han ej vilde undlade at underrette ham om, at Tydskerne, som han selv og hans Forfædre altid havde begunstiget og styrket med flere Privilegier og Friheder, nu havde sammensvoret sig om at ville til næste Sommer, efter hvad han havde hexet, angribe hans Rige. „Om deres Indfald i vort Rige“, skrev han „kærer jeg mig ellers ikke det mindste, naar man kun kan hemme deres væmmelige Plan, at sende Kaperskibe til Kysterne mod de Kjøbmænd, der ville sejle over til eders Rige eller andre Lande. Vi bede eder derfor, at I af Kjærlighed til os ville med eders vældige Arm tugte alle saadanne Rænkesmede og Forstyrrere af vort Riges Velvære; vi skulle i lignende Tilfælde uden Vægring staa eder og eders bi“. Kongen sluttede med at udbede sig Kong Edwards Svar paa Anmodningen tilbagesendt med Overbringeren, hvis Navn ikke anføres, men, som man seer, førte Herretitel, altsaa var Ridder eller Baron, og kaldes Kongens kjære og troe Mand, hvorhos han meldte, at han selv var ved god Helbred. En Følge af de fra de nordtydske Fyrster indkomne Forestillinger var det vel, at Kongen sex Dage senere skrev et Brev til Lübeck, Hamburg, Wismar, Rostock, Bremen[50], Stralsund, Greifswalde, Stettin, Demmin, Anklam, Elbing, Gotland, Riga og Reval, i en beroligende Tone, ytrende, at, uagtet Menneskeslægtens onde Fiende, betragtende Kjærlighed med onde Øjne, uophørligt arbejdede paa at forbitre Venskabets og Hengivenhedens Baand mellem Menneskene, var det en Pligt at modstaa samme Fiende med oprigtig og uskrømtet Iver; da nu de tydske Kjøbmænd paastod inden det norske Riges Grænser, og Nordmændene omvendt i de tydske Stæder, at have lidt store Retskrænkelser og Skadetilføjelser, vilde han derfor efter Evne bidrage til, at al Uenighed, som maatte flyde af disse Ubehageligheder, ganske kunde undgaaes, og erklærede herved, at for Fredens Skyld og til fælles Bedste vilde han lade enhver tydsk Kjøbmand, der enten for ham selv eller Lagmændene lovligt beviste, at han fra norsk Side havde lidt nogen Forurettelse, nyde fuld Rets-Erstatning efter Rigets Love og Sædvaner, ligesom han ogsaa ventede, at den samme Behandling vilde blive de Nordmænd til Deel, der paa lignende Maade godtgjorde for vedkommende Raadmænd, at de vare blevne forurettede af Stædernes Borgere; desforuden skulde de tydske Kjøbmænd, der naar som helst besøgte Norge, nyde de samme Friheder, Rettigheder og Privilegier, som Kongens Fader og Forfædre havde tilstaaet dem, naar kun de norske Kjøbmænd, der besøgte Stæderne, nøde de samme Friheder og Rettigheder, som de fra gammel Tid havde plejet at nyde. Men denne Skrivelse affærdigede Sagen alt for let, og det Erstatningstilbud, den indeholdt, var alt for lidet bestemt, til at Stæderne dermed kunde lade sig nøje. De vilde have Tilsagn om en bestemt Erstatnings-Sum. Det er vel heller ikke usandsynligt, at de endog med en vis Glæde grebe Lejligheden til at bringe Norge i den yderste Knibe, og derved tiltvinge sig endnu større Handelsrettigheder og Friheder i Landet end før. I Vaarens Løb maa man i Norge have indseet, at Krigen var uundgaaelig. Ved Pintsetid skulde derhos alle Forbindelser afbrydes med Danmark. Det gjaldt saaledes fremfor alt at sikre sig Forbindelsen med England, og derfor sendte Kong Erik, der endnu opholdt sig i Bergen, tre Dage før Pints (10de Mai) den beseglede og ratificerede Chirograf-Gjenpart af Traktaten, som Hr. Bjarne og Hr. Vidkunn Aaret forud havde afsluttet, til Kong Edward i England, med fornyet Anmodning om, at han vilde forhindre Norges Fiender Tydskerne fra at tilføje Kjøbmænd, der fra England droge til Norge eller omvendt, Skade til Lands eller Vands inden hans Herredømme, og ikke tillade dem at søge Tilflugt eller Smuthul i engelske Havne[51]. Det var formodentlig ikke længe derefter, eller maaskee allerede før, at Hr. Alf Erlingssøn atter stak i Søen med en Flaade, og mishandlede nu, som det lader, Danmarks Kyster endnu mere ubarmhjertigt, end Aaret forud. Saaledes plyndrede han Horsens og Kallundborg, og herjede paa flere af de danske Øer[52]. Hertil havde han ogsaa for saa vidt større Grund end før, som Danmarks Konge havde tiltraadt det før omtalte Forbund. Alf synes endog at have truet Kjøbenhavn[53]; men en Flaade af mere end 30 store, sterkt bemandede Kogger, som Stæderne havde udrustet, tvang ham til at trække sig tilbage. Dog skal han, hvis der ligger nogen Sandhed til Grund for, hvad den gamle Kæmpevise beretter[54], – og dette maa man dog antage, da de fleste af de historiske Viser om Begivenhederne i disse urolige Tider synes at være blevne til samtidigt, – ved List og Forvovenhed have frataget Tydskerne flere Skibe, og gjort et stort Bytte. Det heder i Visen:

Alf han staar i Fremmerstavn,
Han seer de Kogger fra Kjøbenhavn,
Kjende I Alf?

Alf han seer ud i Søen saa vide,
Han veed de Stier, som Skibene monne skride.

„Hisset seer jeg de Kogger ni,
Det bliver mit Gods, som der er udi“.

Han sætter sig alene i Baad,
Og faa ror han de Kogger imod.

„Vel mødt, vel mødt, raske Hofmænd,
Hvor ville I i Havnen ind?“ –

„Vi sejle os til den Havn ind,
Som vi kunde gjenneste Hr. Alf finde“. –

„Hvad ville I da give den Mand,
Som Eder Hr. Alf vise kan?“ –

„Vi ville give ham Guld og Sølv,
Penninge, saa mange han have vil.

„Ad Gave og Skjenk skal han ej lede,
Snekken med al sin ganske Rede“. –

„Kjære Hofmænd, hvad ville I Alf gjøre,
Om I kunne hannem opspore?“ –

„Hans Svenne dem ville vi hugge og slaa,
Hannem selv vi lægge den Bolte paa“. –

„Her skulle I Mindre-Alf finde,
Saa liden Sejr I af mig vinde“. –

„Vel op, vel op, I raske Drenge,
I hugge sønder baade Toug og Strenge!“ –

Hr. Alf han hugg, til han var mod,
Han stod i femten Ridderes Blod;

Saa tog han alle de Kogger ni
Og sejlede dermed til Norge fri.

Og der kom Tidende til Rostock ind,
Der blegned saa mangen Rosenskind.

Der græd Enker, og der græd Børn,
Dem havde gjort fattig denne skadelige Ørn.

Man seer heraf, at ni af Koggerne, fornemmelig rostockske, havde adskilt sig fra den øvrige Flaade for at oplede Alf, og bringe den forhadte og frygtede Corsar som Fange til Tydskland, men at han selv forklædt maa have lokket dem i et Baghold, hvor hans øvrige Flaade, eller i det mindste et større Antal norske Skibe laa, og der givet sig tilkjende, samt efter en blodig Kamp erobret alle de ni Skibe. At han vendte tilbage til Norge med Bytte, er vist nok, thi dette siges udtrykkeligt i danske Annaler[55]. De tydske Stæder udrustede, eller, som det heder, lejede nu en ny Flaade, med hvilken de lagde sig udenfor Helsingør. De danske Annaler sige, at de bleve liggende her i 8 Uger, uden at udrette noget, der fortjente Roos eller Erindring, og derpaa vendte tilbage, uden at have indlagt sig nogen Ære[56]. Dette kan maaskee for saa vidt være rigtigt, som de ikke udførte nogen glimrende Krigerdaad, men de tilføjede dog Norge stor Skade ved at afskjære Tilførselen, og det er derfor vistnok ganske rigtigt, hvad den gamle lübeckske Annalist siger, „at Stæderne fornemmelig lagde Kogger i Øresund og paa andre Steder, og hindrede al Tilførsel af Korn, Øl, Brød og andet Gods til Norge, hvoraf der opstod saa stor Hungersnød, at man maatte gaa til Forlig“[57]. Det var just i Aarets første Halvdeel, da Forraadene fra det forrige Aars Indhøstning og vistnok sparsomme Tilførsel vare udtømte, og den meste Forsyning udenlands fra tiltrængtes: den Blokade, Stæderne tilvejebragte, maatte saaledes, om den end slet ikke var fuldstændig, dog frembringe en næsten uudholdelig Mangel, og et ivrigt Ønske om at faa Freden gjenoprettet maatte være almindeligt i det hele Land. Maaskee har ogsaa den svenske Konge, for hvem denne Fejde i den umiddelbare Nærhed af hans Rige maatte være yderst ubelejlig, og som ej alene i Egenskab af Gotlands Herre var Patron for Tydskerne i Visby, men som nu desuden havde indgaaet nærmere Forbindelse med den danske Konge ved et aftalt Giftermaal mellem hans Søn og dennes Datter[58], opfordret Norges Konge til at slutte Fred. Saa meget er vist, at man fra norsk Side henvendte sig til ham, først og fremst, som det lader, om Forbund, og om dette ikke kunde opnaaes, om hans Mægling. Endog den danske Konge søgte man nu at forsone ved Erstatningstilbud, for at han ej skulde understøtte Tydskerne. Allerede i Slutningen af Mai eller Begyndelsen af Juni, enten samtidigt med eller strax efter at Forbudet mod Handel med Danmark indtraadte, bleve Biskop Narve i Bergen og Hr. Bjarne Erlingssøn sendte som Gesandter, baade til Sveriges og til Danmarks Konge. Instructionen for disse Gesandter haves endnu. Den er, merkeligt nok, ikke engang udstedt af Kong Erik selv, men af hans Moder Dronning Ingeborg, Abbed Erik i Munkeliv, og Hr. Erik Duggalssøn, uagtet han selv synes at have været tilstede[59], da det tilføjes, at Sendefærden og Instruxen samtykkedes saavel af ham, som af 8 tilstedeværende Medlemmer af hans egentlige Raad, nemlig Erlend, Provst ved Apostelkirken, Hr. Gudleik Viljamssøn, Ridder, Hr. Lodin (Lepp), Merkesmand, Hr. Sigurd, Lagmand[60], Hr. Haakon Ragnvaldssøn, Hr. Vidkunn Erlingssøn, Hr. Nikolas, Hr. Ivar Gudlaugssøn. Man seer heraf, hvor meget Dronningen fremdeles har haft at sige, uagtet Kongen dog nu heelt siden han fyldte sit 14de Aar, 1282, egentlig skulde have været betragtet som myndig. Instruxen lød, at de først skulde begive sig til Kongen af Sverige, og søge af ham at udvirke et Brev, af Indhold som et dem medgivet Concept; lykkedes dette ikke, da skulde de dog søge at faa en Overeenskomst i Stand, saa vidt muligt stemmende med udkastet, dog med Udeladelse af en Artikel „om besoldede Tropper“; altsaa synes det at have været foreslaaet, at Kong Magnus skulde indgaa Forbund med Norge mod Tydskerne, og at der skulde lejes fremmede Tropper. Under alle Omstændigheder skulde de aftale en Sammenkomst med den svenske Konge til førstkommende St. Hans-Dag, paa Gullbergseid, som man af det følgende erfarer. Derefter skulde de begive sig til den danske Konge, sandsynligviis paa det Danehof, som i de sidste Dage af Mai afholdtes i Nyborg, for at undersøge, forhandle om og slutte et endeligt Opgjør om de Tvistemaal, der nu herskede mellem Rigerne; de havde faaet Fuldmagt til at love den danske Konge en Erstatningssum for den Skade, Alf havde anrettet, og for denne Sum sætte Øen Ordost og, om det behøvedes, Nabo-Øen Thjorn til Pant, men Summen maatte dog ikke overstige 6000 Mkr., og deri skulde afkortes saa meget, som det befandtes, at den Skade, Nordmændene paa sin Side havde lidt af de Danske, beløb sig til. Summen skulde afdrages med 1000 Mkr. aarligt, at udbetale enten i Tunsberg eller i Kongehelle, indtil den var fuldt udredet. Den danske Konge skulde dog ikke kunne besætte hine Øer, førend Betalingsterminerne vare udløbne. De skulde end videre aftale og beramme en Sammenkomst med den danske Konge, ligeledes paa Gullbergseid, i det aller seneste til Knutsmesse eller 10de Juli. Hvis der kom Gesandter fra de tydske Stæder til Danekongen for at indlede Forlig, medens de norske Gesandter vare hos ham, da skulde de foreslaa dem, at Stæderne skulde sende paalidelige Gesandter til Forligsmøde med Norges Konge (naturligviis paa Gullbergseid), og hertil skulde de norske Gesandter meddele sikkert Lejde. Fremdeles skulde de, om muligt, søge at udvirke en Overeenskomst med Kongen af Danmark om, at hverken han eller Kongen af Norge skulde være forligt eller indgaa Forlig med Tydskerne, saa længe disse vare uforligte med een af begge Konger, med andre Ord, at den danske Konge skulde forsage sit nys indgaaede Forbund med Stæderne, men derimod tage Parti med Norges Konge[61]. – Da der her ikke nævnes et Ord om Dronning Ingeborgs Arvegods, ja ikke engang om Pengefordring paa Danmark, men derimod om Udtællinger dertil, er det aabenbart, at man i Norge for Øjeblikket maa have været meget ængstlig for Krigens Udfald, og selv med store Opofrelser har villet kjøbe Fred. Med Kong Magnus i Sverige kom vel ikke, som man maa antage, nogen Forening i Stand, men han lovede dog, som man af det følgende erfarer, at indfinde sig til den bestemte Tid. De tydske Stæder maa og have indgaaet hiint i Instruxen antydede Løfte om at sende Gesandter til Gullbergseid, da saadanne virkelig bleve afsendte; hvad enten nu virkelig de norske Herrer traf Stædernes Udsendinger i Danmark, som det i Instruxen forudsattes muligt, eller det paa anden Maade er blevet aftalt. Ogsaa den danske Konge maa have givet i det mindste et Tilsagn om at deeltage i Underhandlingerne; thi vi ville see, at man i alle Fald ventede Gesandter fra ham til Sammenkomsten paa Gullbergseid. Merkeligt er det for Resten, at den norske Regjering med Flid synes at have villet undgaa at underhandle med de Danske og med Stæderne samtidigt. Først naar Underhandlingerne med de sidste maatte antages at være tilendebragte, skulde den danske Konge eller hans Udsendinger indfinde sig.

Kong Erik synes, som sædvanligt ved slige Møder, at have gjort Udrustninger og opbudt den saakaldte Stevne-Leding, for at optræde med sømmelig Værdighed. Thi saa meget er vist, at de bergenske Bymænds Ledingsskib var med paa Toget; ombord paa dette var Islændingen Loft Helgessøn, som endnu ikke havde faaet Tilladelse til at rejse hjem[62]. Hertug Haakon, der nys havde tiltraadt Bestyrelsen af sit Hertugdømme, fulgte med; derimod synes Enkedronningen at være bleven hjemme. Der fortælles, at Flaaden en Tidlang ikke kunde faa god Vind, og at man gjorde Bønner og Løfter til mange Helgener, men forgjeves, indtil den islandske Prest Gudmund Hallssøn foreslog Kongen at love den hellige Biskop Jon i Hole sine bedste Pellsklæder, hvis han skaffede dem Bør, „thi han var meget hurtig til at opfylde slige Bønner“; Kongen samtykkede deri, sigende, at den hellige Jon nu fik vise, at han ej var seendrægtig, som man almindeligviis beskyldte Islændingerne for; der kom ogsaa strax en frisk Vind, saa at man paa fire Dage naaede Bestemmelsesstedet[63], hvilket enten maa have været Lindholmen, lige overfor Gullbergseid, eller Kongehelle. Kongen kom formedelst hiin Forsinkelse neppe til den aftalte Dag, 25de Juni, men nogle faa Dage senere, thi ogsaa den svenske Konge finde vi Dagen efter, nemlig 25de Juni, ikke paa Gullbergseid, men i Ljodhuus, hvor han den Dag udstedte et Lejdebrev, gjeldende paa 8 Dage, for den danske Herre, Jon Litle og Udsendingerne fra de tydske Stæder, samt dem, han vilde medbringe paa den danske Konges Vegne, ikke, som han tilføjede, fordi hine Mænd ellers havde behøvet at nære nogen Tvivl om deres Sikkerhed, men fordi Fyrst Vitslav af Rügen i en personlig Samtale udtrykkeligt havde bedet derom[64]. Man seer heraf, at ogsaa Fyrst Vitslav maa have været tilstede ved Bindet, og da det tillige lader til, at Grev Jakob saavel som Erik Knutssøn, den nys udnævnte Hertug til Søndre Halland, var tilstede, maa Mødet have været ret glimrende. De tydske Gesandter, som indfandt sig, vare Johannes Munk og Raadmanden Fromold af Fifhusen fra Lübeck, Hasse af Krukow fra Wismar, Albert Spitznagel fra Rostock, Gorschalk Unververde fra Stralsund, og Henrik af Wolgast fra Greifswalde. De øvrige Stæder maa altsaa ikke særskilt have ladet sig repræsentere. Der blev nu, heder det, holdt mange Møder og Forhandlinger, uden at dog Kong Erik og Stædernes Sendebud kunde komme til fuldkommen Enighed eller strax faa en endelig Fredsslutning i Stand. Men det aftaltes dog, at der førstkommende Michelsdag skulde holdes et nyt Forligsmøde i Kalmar under den svenske Konges Forsæde, og at Tvisten der skulde komme til endelig Afgjørelse, saaledes nemlig, at Kong Erik i sit og sine Undersaatters Navn skulde sende to saakaldte Dommere og to Procuratorer, medens hver af Stæderne ligeledes skulde sende „Dommere og Procuratorer“; hine norske og tydske Dommere skulde i den svenske Konges Nærværelse træde sammen og høre de Sager og Kæremaal, som fra begge Sider bleve dem forebragte (naturligviis af Procuratorerne), og derpaa afsige Dom; hvad begge Parters Dommere da bleve enige om, skulde ubrødeligen staa ved Magt, men hvor de ej kunde enes, skulde den svenske Konge som Opmand afsige sin Kjendelse, og den skulde uden Appell tages til Følge. Dog aflagde han for Sikkerheds Skyld Eed paa, at han skulde dømme retfærdigt, og at alle de Sager, der bleve bragte paa Bane den første Mødesdag, skulde være afgjorte eller paadømte inden en Maaned derefter, men at de øvrige, som der ikke bragtes paa Bane, skulde forebringes og afgjøres paa samme Maade, som oven anført, ved en Sammenkomst, som alle tre Konger i Norden skulde have Aaret efter, den 1ste Juli, paa Gullbergseid. Hvo som nu af den svenske Konge eller de omtalte Dommere blev dømt i en Pengebod, skulde udrede denne inden eet Aar fra Dommens Afsigelse; for øvrigt skulde Kong Erik godkjende de Domme, Kong Magnus eller Dommerne saaledes afsagde, og paasee dem samvittighedsfuldt efterlevede, saa snart han fik Melding derom fra Kong Magnus. Fremdeles aflagde saavel Kong Erik, som hans Broder Hertug Haakon, der i Tilfælde af hans dødelige Afgang var Thronarving, Eed paa, at alle Punkter af Dommen ubrødeligen og uden nogen Udflugter skulde blive overholdte, samt at de Fanger fra de tydske Stæder, som paa den Tid, dette foreløbige Møde holdtes, fandtes i Norge, skulde sættes i Frihed og kunne vende tilbage til sit Hjem med alt sit Gods. End videre lovede Kongen, at Kjøbmændene fra samme Stæder skulde fra førstkommende 1ste August frit og tryggeligen kunne komme til Norge, drive sin Handel der, og nyde de bedste Friheder, som de kunde godtgjøre at have nydt i Kong Magnus’s og Kong Haakon Haakonssøns Tid, for saa vidt Nordmændene til Gjengjeld i Stæderne nøde de bedste Friheder, de der nogensinde tidligere havde nydt, samt at Stæderne ikke bistode Kongens eller Landets Fiender, der negtede ham eller hans Undersaatter Retfærdighed, med Raad, Daad, offentlig eller hemmelig Begunstigelse, til Norges Konges og hans Undersaatters Skade. Hvis Nordmænd fornærmede nogen Borger af en af Stæderne, skulde fuldstændig Ret skaffes den Fornærmede efter Landets Love. Det tilføjedes udtrykkeligt, at i denne Forhandling vare ogsaa Riga og Visby indbegrebne, og at de lübeckske Befuldmægtigede paa de øvrige Stæders Vegne svore og lovede, at Ratihabition skulde paafølge. Ogsaa de øvrige Stæder, der ikke havde sendt Gesandter, (her sigtes især til Grøningen, Stavern og Kampen) skulde kunne indtages i Overeenskomsten, naar de kun besvore og sendte Kong Erik Brev paa, at de tiltraadte de foranførte Betingelser[65].

Af det før omtalte Lejdebrev, som Kong Magnus udstedte for de danske Gesandter, synes man at maatte slutte, at Forhandlingerne om den her meddeelte Stilstand og Præliminærtractat maa have været førte under Forudsætning af, at Danmarks Konge ej alene vilde deeltage i Underhandlingerne, enten personligt eller ved Gesandter, men ogsaa samtykke i hvad der var aftalt, navnlig i at et Møde af alle tre Konger skulde holdes det følgende Aar. Men det var saa langt fra, at den danske Konge personligt eller ved Gesandter deeltog i Underhandlingerne, at han tvert imod, som det synes, nu betragtede dem med største Mistænkelighed, som om de kun havde hans Skade til Øjemed, og navnligen søgte at hindre de misfornøjede Stormænd i hans Rige fra at deeltage i dem. Thi da Hertug Valdemar, som nogle Annaler berette, vilde gaa til Sverige, eller, som det andetsteds siges, til Norge, lod Kongen ham tilligemed hans Drottsete, Tuke Apelgard, gribe i Helsingør, og bringe i Lænker til Søborg Slot i Nordsjæland, hvor de hensad i nogle Maaneder. Der tilføjes vistnok, at Hertugens Hensigt med at gaa til Sverige eller Norge var at skaffe sig en Krigshær mod Kong Erik i Danmark, eller slutte et Forbund imod ham, men da han naturligviis ikke offentliggjorde en saadan Plan, maa den danske Konge og hans Raadgivere kun have sluttet sig til, at han havde dette i Sinde, og hans aabenlyst fremsatte Paaskud til Rejsen kan saaledes neppe have været noget andet, end at overvære Kongemødet og Underhandlingerne paa Gullbergseid[66]. For saa vidt som han da siden agtede at besøge Kong Erik, eller følge med ham til Kongehelle, hvor denne virkelig begav sig hen strax efter Mødet, kunde han netop siges at ville gaa baade til Sverige og Norge, og da han i alle Fald ikke kunde vente at faa nogen Hjelp af den svenske Konge, vidner hiint Udsagn, at han vilde gaa til Sverige, just om, at Mødet paa Gullbergseid, hvor vi ogsaa have seet, at andre Fyrster, som Hertug Haakon og Fyrst Vitslav, vare tilstede, i det mindste var det foregivne Maal for hans Rejse. Naar han ønskede at treffe Kong Erik, var det ogsaa belejligst at opsøge ham under hans Ophold ved Gøta-Elven, foruden at det saa mindst mistænkeligt ud, at søge ham ved Fyrstemødet. Hvad der bevægede Kong Erik i Danmark til at slutte, at Valdemar havde Ondt i Sinde, angives ikke; det heder vistnok i en enkelt Annal, at han allerede havde paaført sin Konge Krig, men i saa Fald havde han vel ikke rejst gjennem Sjæland; det er altsaa tydeligt nok, at han endnu ingen aabenbare Skridt havde gjort til at begynde Fejde, men at man alene mistænkte ham for at pønse derpaa. Hertil havde man dog al mulig Grund. Valdemar var, som ovenfor nævnt, ikke tilfreds med de Betingelser, hvorpaa han havde faaet Forleningen, og tvistede desuden med Kongen om Als og flere Godser i Hertugdømmet, som Kongen regnede til sit Patrimonialgods. Denne Trætte var nys ved tolv Mands Dom paa Danehofet i Nyborg den 28de Mai afgjort ganske til Kongens Fordeel, idet baade Als og Arvegodset tildømtes denne[67]. Herover maatte Hertugen naturligviis blive yderst forbitret, og har vel endog ladet sig forlyde med, at han ikke agtede at bryde sig om Dommen, eller overhoved givet saa tydelige Tegn paa sin Harme[68], at Kongen maatte finde det højst mistænkeligt, da han, sandsynligviis neppe en Maaned efter Dommens Afsigelse[69], vilde begive sig til Fyrstemødet paa Gullbergseid, saa at Kongen for Sikkerheds Skyld ansaa det bedst at lade ham gribe og fængsle. Kongen lod det ikke engang blive derved, men satte sig endog i Besiddelse af Hertugens Slot Tønder[70], og lod det nedbryde; alt dette viser noksom, at han maa have anseet sig aldeles overbeviist om Hertugens paatænkte Forræderi. Det seer ogsaa ikke lidet mistænkeligt ud, at Hertugens Ven, Forbundne og Med-Interesserede, Grev Jakob af Nordre-Halland i dette Aar blev gjort til Ridder af den norske Konge, medens Erik Knutssøn af Søndre-Halland, ligesaa blev gjort til Ridder af den svenske Konge[71]. Det kan neppe betvivles, at dette er skeet paa Festlighederne under Mødet, hvorved da sikkert ogsaa Hertugen skulde indfinde sig; at Jakob modtog Ridderværdigheden af den norske Konges Haand, vidner om hans nærmere Forstaaelse med denne, og formodentlig skulde da Hertugen, om han var kommen, have oplagt Raad med ham og Grev Jakob mod Danmarks Konge. Under saadanne Omstændigheder kan man nok finde det rimeligt, at denne, om han end tidligere havde lovet at deeltage i Forhandlingerne, nu tabte Lysten dertil. Men paa den anden Side have da vel ogsaa Stædernes Befuldmægtigede anseet sig berettigede at handle paa egen Haand, især da Overeenskomsten kun var foreløbig, og det endnu stod den danske Konge frit for at deeltage i de endelige Forhandlinger. Da Overeenskomsten sluttedes, og Kong Erik udstedte sit Brev, vidste man sandsynligviis allerede, hvad der var skeet i Danmark, og at den danske Konge intet vilde have med disse Underhandlinger at skaffe. Til dette uvenskabelige Sindelag fra dansk Side sigtes der umiskjendeligt i Kong Eriks Brev, hvor det gjøres til en af Betingelserne for de tydske Kjøbmænds midlertidige Adgang til at handle i Norge, „at de ikke understøttede Kongens eller Landets Fiender, der negtede ham eller hans Undersaatter Retfærdighed“. Ogsaa Kong Magnus af Sverige udstedte samme Dag (3die Juli), et aabent Brev, hvori han bevidnede, at han havde paataget sig Voldgiftshvervet mellem Norges Konges Undersaatter paa den ene Side, og de syv tydske Søstæder, Lübeck, Wismar, Rostock, Stralsund, Greifswalde, Visby og Riga paa den anden, og aflagt Eed paa at ville dømme retfærdigt. Foruden de allerede anførte Bestemmelser tilføjedes det her, at hvis en af de to Bud eller Befuldmægtigede, som Stæderne skulde sende, døde, inden han kom til Mødet, skulde den overlevende have Fuldmagt paa begges Vegne, samt at, for saa vidt nogen anden Stad, der meente at have lidt lignende Overlast fra norsk Side, ønskede at indsluttes i Voldgiften, maatte den underrette ham derom skriftligt inden førstkommende Michelsdag, dog saaledes at hvis nogen Stad formedelst lovlige Hindringer ikke til den Tid kunde bringe noget saadant Brev, men dog sendte Mænd med tilstrækkelig Fuldmagt til det Møde, som skulde holdes paa Gullbergseid den følgende Sommer, skulde der dog vederfares den Retfærdighed[72]. Da Mødet var hævet, begav Kong Erik sig, som det ovenfor er nævnt, tilbage til Kongehelle, hvor han den 9de Juli udstedte et aabent Brev, i hvilket han forpligtede sig til at sende enhver af de syv Stæder en Gjenpart af det nys anførte Forsikrings-Brev til Mødet i Kalmar, for saa vidt de samme Stæder igjen sendte ham eller hans Sendebud et lignende[73].

Saaledes var da en Stilstand med de østersøiske Stæder sluttet, og da der ikke tales om noget nyt Herjetog fra norsk Side i dette Aar efter det før omtalte under Hr. Alf Erlingssøn, have vel Fiendtlighederne ganske ophørt for den øvrige Deel af Aaret. Fra 1ste August af har vel altsaa Skibsfarten fra Stæderne nogenledes kunnet foregaa som før, og den trykkende Dyrtid i Norge begyndt at ophøre.

Mødet i Kalmar blev afholdt ganske som foreskrevet. Hvilke de to Befuldmægtigede og Dommere vare, der sendtes fra Norge, vides desværre ikke, lige saa lidet som hvad de tydske Gesandter heed; sandsynligviis har man fra norsk Side sendt nogle af de mest anseede Herrer, og man skulde fristes til at antage, at ogsaa denne Gang Bjarne Erlingssøn og hans Broder Vidkunn, som de mest øvede Underhandlere, have været brugte, tilligemed et Par Gejstlige. Stæderne synes at have valgt sine Befuldmægtigede m. m. og raadslaaet om disses Instruction, paa et Fællesmøde i Rostock; her blev det ogsaa besluttet at anholde om Grid for Fyrst Vitslav af Rügen til Mødet i Kalmar, da man ventede, at han ved sin Nærværelse vilde udrette meget til Stædernes Fordeel. Raadmændene i Rostock skrev i de forsamlede Stæders Navn til dem i Lübeck om at udvirke en saadan Grid. Sandsynligviis var da Vitslav tilstede ved Mødet[74]. Det viste sig snart ved Forhandlingerne, at Sagerne vare for mange og for indviklede, til at de udvalgte Dommere kunde faa dem afgjorte; desuden var ogsaa Tiden vel knap. De benyttede sig derfor af sin Fuldmagt til at paakalde Kong Magnus’s Voldgiftskjendelse, og det blev da vedtaget, at hvad han i Løbet af en Maaned, fra St. Lucas’s Dan (18de October) at regne, dømte, det skulde staa urokkeligt ved Magt, under en Bod af 20000 Mkr. (kølnsk Vegt), som den, der enten ikke underkastede sig Dommen, eller brød den, efter at den var afsagt, skulde udrede, Halvdelen til Kong Magnus, Halvdelen til den fornærmede Part. Efter flere Forhandlinger, og efter at mange forstandige Mænds Raad var hørt, afsagde Kong Magnus den 31te October følgende Dom:

1. Der skulde for Fremtiden bestandig være Fred og Venskab mellem begge Parter, Norge og Stæderne, uden nogen Falskhed eller Svig.

2. Alt det Gods, som af tydske Kjøbmænds taksatte[75] eller beslaglagte Varer endnu var tilbage i Norge, skulde, paa Ejernes eller deres Arvingers Fordring, tilbagegives Vedkommende i Bergen, saafremt Fordringen indgaves inden næste Aars St. Hans Dag, hvilket skulde være den yderste Restitutions-Termin[76].

3. For at Venskabsbaandet kunde knyttes endnu sterkere, efter at alle gjensidige Skadetilføjelser vare ophørte og al Tvist udslettet, skulde Nordmændene, inden et Aar fra næste St. Hans Dag at regne, udrede til Stædernes Befuldmægtigede, i Tunsberg, 6000 Mkr. norske Sølvpenge, hvoraf der gik 3 Mkr. paa een Mk. reent, til Deling blandt de Skadelidte. Pengene skulde erlægges i Tunsberg, til Stædernes Befuldmægtigede.

4. Da Indbyggerne i Stralsund tidligere havde foretaget sig noget til Skade for Kong Eriks gode Navn og Rygte[77], og Indbyggerne af Rostock havde holdt nogle af Kongens Mænd fangne over den ved Stilstanden til Gullbergseid fastsatte Tid, skulde disse to Byer inden et Aar fra næste St. Hansdag at regne, sende sex skjellige Gesandter, Stralsund fire, og Rostock to, til Kong Erik med Undskyldningsbreve fra Byernes Fornemste, og med ydmyg Bøn til Kongen om hans Tilgivelse, fordi de havde forbrudt sig mod hans kongelige Ære og Værdighed.

5. Alle de Personer, Skibe og Ejendele, der ifølge Stilstanden til Gullbergseid skulde tilbagegives, men endnu ikke vare udleverede, skulde strax paa Fordring løsgives, senest inden næste St. Hans Dag.

6. Med begge Parters Befuldmægtigedes Samtykke bestemtes det, at Indbyggerne af de oftere nævnte syv Stæder skulde i Norge, og Nordmændene i de samme Stæder, kunne kjøbe hvad som helst, lige saa godt som de vare Indfødde, ej alene af Borgere og Kjøbstadsmænd, men og af Fremmede og Bønder, og frit udføre hvad de kjøbte, med mindre der var paabudt almindeligt Forbud, der lige saa vel gjaldt for Landets egne Børn; ellers skulde intet særegent Forbud kunne hindre Stædernes Indbyggere i Norge eller Nordmændene i Stæderne fra at kjøbe alt hvad de lystede, til hvilken som helst Tid af Dagen, fra Morgen til Aften.

7. Da der, som det heed, „af ringe Ord ofte kunde komme Ordvexling, af Ordvexling Uenighed, og af Uenighed virkelig Fare“, bestemtes der, til Forebyggelse deraf, med begge Parters Befuldmægtigedes Samtykke, at hvad enten Indbyggere af hine Stæder gjorde eller talte noget til Spot eller Foragt for en Nordmand, eller omvendt, skulde den, der gjorde sig skyldig i saadant, straffes, som om Krænkelsen var tilføjet Fornærmerens egen Landsmand, og dette skulde i det seneste skee inden en Maaned efter at Norges Konge havde tilskrevet Stæderne, eller disse Kongen, om at en saadan Æreskrænkelse havde fundet Sted.

8. Til des større Befæstelse af Fred og Venskab mellem begge Parter, bestemtes det, at alle de Privilegier, som Kong Erik og hans Forgjængere havde tilstaaet Borgerne af de nævnte tydske Stæder, skulde fremdeles staa ved Magt, og desforuden tilføjedes, med de kongelige norske Befuldmægtigedes Samtykke, følgende yderligere Friheder: a) at de skulde kunne maale Haa-Tran[78] hvor de vilde til fri Udførsel, b) at de skulde nyde Landets Love som de Indfødde, hvad enten de stevnedes for Fehirderne eller Andre, og c) at Kjøbmændene fra hine 7 Stæder, naar de kom til nogen norsk Kjøbstads Havn, skulde kunne lægge til Bryggen, uden at spørge Gjaldkeren om Tilladelse; dog skulde hans Tilladelse indhentes til at losse.

9. „For at ikke Ubetydeligheder skulde rokke, hvad der burde være urokkeligt“, bestemtes det, at, hvis Privatmænd af den ene Part fornærmede Privatmænd af den anden, skulde saadanne Overtrædelser straffes efter Lov eller Sedvane paa det Sted, hvor Fornærmelsen skede, men Freden lige fuldt vedvare; og hvis nogen, der tilhørte den ene Part, samlede en heel Skare omkring sig og røvede og plyndrede fra den anden, skulde han ikke nyde nogen Opmuntring, Bistand eller Tilflugt hos de øvrige paa samme Side, men dersom saadant alligevel blev ham til Deel, skulde vedkommende Part lide den Straf, som nedenfor bestemmes, men Freden selv derfor ikke afbrydes[79].

10. Hvis Danmarks Konge, klagende over, at Norges Konge havde forurettet ham, paakaldte Stædernes Hjelp mod ham, skulde Stæderne tilskrive den sidste, at han maattee lade Danmarks Konge vederfares Retfærdighed. Svarede da Norges Konge paa Skrivelsen, at han dertil var villig, og at han var beredt til at antage en Dag, paa hvilken han og Danmarks Konge skulde komme sammen og handle om Forliig, da skulde Stæderne, saa længe Norges Konge fremdeles lagde det samme Sindelag for Dagen, ikke hjelpe Kongen af Danmark, eller foretage sig noget mod Norges Konge, offentligt eller hemmeligt. Naar da begge Konger vare komne sammen, skulde hver af dem vælge een, og begge tilsammen en tredie Voldgiftsmand, der skulde paadømme, hvilken af dem der havde størst Ret paa sin Side; dømte da disse tre, eller to af dem, til Fordeel for Norges Konge, skulde Stæderne ikke yde Danekongen nogen Hjelp imod ham, men faldt Kjendelsen til Fordeel for Danekongen, skulde de nok kunne hjelpe denne, dog kun saaledes, at, uagtet Krigen begyndte, skulde Folk fra Stæderne, som befandt sig i Norge, og Nordmænd, der befandt sig i Stæderne, alligevel inden en Maaned efter Dommens Afsigelse frit kunne vende tilbage med sit Gods, ja endog, om de ønskede det, blive hvor de vare, uden Fare for Gods eller Person, indtil Krigen var endt. Men hvis Stædernes Indbyggere ikke i 8 Aar, fra sidste Pints at regne, hjalp Danekongen, skulde de senere ikke staa ham bi mod Norges Konge, men hver Stad skulde alene have Ret til at hjelpe sin egen nærmeste Skytsherre, hvis Norges Konge angreb ham; de skulde heller ikke indgaa Forbund med andre Magter mod Norges Konge, men altid undtage ham, og paa lignende Maade skulde Norges Konge, hvis han indgik Alliance med andre Magter, altid undtage Stæderne fra at bekriges.

11. For at Frugterne af stor Møje og Anstrengelse ikke skulde spildes ved listige Paafund og frek Letsindighed, skulde denne Dom staa urokkeligt ved Magt og ubrødelig overholdes af begge Parter, og Straffen for enten ikke at underkaste sig den eller senere at bryde den skulde være den ovenfor omtalte, 20000 Mkr. reent Sølv, kølnsk Vegt.

12. Da Stædernes Sendebud ved det foreløbige Møde paa Gullbergseid havde anmeldt, at Byerne Kampen, Stavern og Groeningen ønskede at indesluttes i Forliget, og det samme Ønske nu fremdeles blev fremsat, bestemtes der, at, hvis disse tre Byer inden førstkommende St. Hansdag sendte Kong Magnus og Kong Erik deres Breve paa, at det virkelig var deres Vilje, var Kong Magnus villig til at afgjøre deres Anliggender paa samme Maade som de syv Stæders, efter bedste Samvittighed, samt angive en Dag, naar Befuldmægtigede fra dem og Norges Konge i det Øjemed skulde indfinde sig hos ham; kunde det ikke skee inden næste St. Hansdag, eller overhoved inden den Tid ingen Overeenskomst kom i Stand, skulde, til Overholdelse af Freden mellem Norge og de syv østersøiske Stæder, disse ikke maatte indlade sine Varer i Skibe, tilhørende en af hine trende, og omvendt heller ikke nogen af disse tre indlade sine Varer i Skibe, tilhørende en af hine.

13. Alle de foranførte Bestemmelser skulde, som sagt, være uryggelige, dog forbeholdt Kong Magnus sig Retten til endnu i et Aar at kunne nærmere fortolke og forklare de Punkter, der maatte befindes tvivlsomme eller dunkle. – En saadan nærmere Forklaring af den 5te Artikel gav Kong Magnus allerede samme Dag ved et eget Brev, idet han bestemte, at Artiklen nok i Almindelighed skulde gjelde, men dog indskrænkes saaledes, at Nordmændene i Stæderne ej skulde kunne kjøbe Varer fra Fragtvogne, og Stædernes Indbyggere ikke i Norge fra Skibene. Fremdeles gjentog Kong Magnus i en særskilt Skrivelse, hvad han havde bestemt i Artikel 10 om Mæglingen mellem den danske og norske Konge og Stædernes Forhold til dem begge. Det sees heraf, at Stæderne, skjønt de alene ventede paa, at de 8 Aar, paa hvilke de havde forenet sig med Kongen af Danmark, skulde være udløbne, dog, saa længe disse varede, ej vilde ganske skille sig fra ham, saafremt han havde Retten paa sin Side, og vilde lade Tvistemaalet ordentligt paadømmes, samt at de søgte at holde ham Adgangen til at deeltage i Fredsslutningen saa vidt muligt aaben.

Det faldt af sig selv, at, for saa vidt nogen Ratification af denne Kjendelse udkrævedes fra Kong Eriks og Hertug Haakons Side, maa denne være paafulgt strax efter Gesandternes Tilbagekomst til Norge. Noget saadant Ratificationsdocument haves vistnok ikke, men derimod et aabent Brev fra Hertug Haakon, hvori han bekjendtgjør paa Norsk det væsentlige Indhold af Kjendelsens 6te, 7de, 8de og 9de Artikel, det vil sige de Artikler, der vedkom de egentlige fremtidige Handelsforhold. En lignende Bekjendtgjørelse har maaskee ogsaa Kongen udstedt for de Dele af Riget, der ikke hørte til Hertugdømmet, hvis ellers ikke Hertugen efter hans Fuldmagt har udstedt sin for det hele Rige. Denne indeholder dog allerede i og for sig tilstrækkeligt Vidnesbyrd om, at saavel Kongen som Hertugen underkastede sig Kjendelsen[80].

Denne Akt eller Overeenskomst gjorde virkelig Ende paa Stridighederne mellem Norge og de østersøiske Stæder, uagtet enkelte særskilte Erstatningsspørgsmaal dog endnu ikke vare afgjorte, og Krigen med Danmark, som det i det Følgende vil sees, ej alene vedvarede, men ogsaa antog en langt alvorligere Charakteer end hidtil. Uagtet der ogsaa senere af og til indtraf Tilfælde, hvor der herskede nogen Spending mellem Stæderne og den norske Regjering, sædvanligviis opstaaede deraf, at hine altid søgte at udvide sine Friheder, medens denne i det mindste en Tidlang stræbte at holde deres Kjøbmænd inden de tilbørlige Skranker, saa blev dog Handelsforbindelsen selv ikke i flere Generationer afbrudt, og Overeenskomsten i Kalmar danner derfor et Hovedpunkt i denne Handelsforbindelses Historie. Den betragtedes ogsaa af Stæderne som Grundlaget for deres Handelsforhold i Norge, og paaberaabtes altid ved senere Forhandlinger, denne Sag vedkommende. Det Fodfæste, deres driftige Handelsmænd herved fik i Norge, viste sig vistnok i senere Tider skadeligt for Landets egen Opkomst, og bidrog unegteligt meget til at svække dets Kræfter og Indbyggernes Foretagelses-Aand. Men at Følgerne vilde blive saa skadelige, var vanskeligt at forudsee paa den Tid, Overeenskomsten sluttedes. Norge følte sig endnu for kraftigt og anseet blandt Europas Stater, til at frygte saadant. Overeenskomsten selv gjennemførte desuden et fuldstændigt Gjensidigheds-System, og havde saaledes i det mindste Billigheden for sig.

  1. ↑ Se ovf. IV. 1. S. 480, 481.
  2. ↑ Nøjagtig Fortegnelse paa alt Kong Valdemars Gods, baade Konunglev eller Krongods og Patrimonialgods, findes i den bekjendte „Kong Valdemars Jordebog“, aftrykt i Langebeks Scr. R. Dan. 7de Deel.
  3. ↑ Ved Dommen i 1284 undtages udtrykkeligt, som det vil sees, det Gods fra Extradition, som Systrene allerede selv eller ved Formyndere havde afhændet. Det er vel ikke saa usandsynligt, at en Deel kan være solgt forud, som et Slags ventende Arv, og kjøbt af Andre ved et Slags Speculation, hvorhos det i alle Fald er vist, at Jutha og Agnes maa have faaet en Deel Gods overdraget, siden der tales om det Gods, de bragte Klostret i Roskilde.
  4. ↑ Kong Eriks Brev af 21de April 1278, Lübeck Urkundenb No. 395.
  5. ↑ Kg. Eriks Br. af 18de Mai 1278, sammesteds No. 396.
  6. ↑ Brev af 30te Juli 1280, smsts. No. 400.
  7. ↑ Br. af 12te Juni 1280, Suhm, X. 1001. Liljegrens Dipl. Sv. I. No. 889.
  8. ↑ Det udaterede Klagebrev, Urkundenb. No. 428, er sandsynligviis fra 1282.
  9. ↑ Br. af 1ste Juli 1282, Urkundenb. No. 429.
  10. ↑ Brev af 27de Juli 1283, smsts. No. 448. Brevet siger vistnok udtrykkeligt „isto anno“, og Friheden gjelder altsaa kun det Aar; men der er tillige et lignende Brev af 17de August 1284 (Lappenbergs Sartorius II. No. 54) for det løbende Aar, der viser, at disse Frihedsbreve fornyedes aarviis.
  11. ↑ Br. af 19de September 1283, Urkundb. No. 451.
  12. ↑ Norges gl. Love III. S. 12.
  13. ↑ Reimar Kocks Krønike, ved 1284.
  14. ↑ Den 20de Septbr. 1280 tilskrev Fyrsten af Salerno K. Edward om Betingelserne for Guidos Tilgivelse, eg siger udtrykkeligt at han derom havde tilskrevet ham og faaet Svar fra ham. Rymeri foedera I. 2. S. Turin.
  15. ↑ Rymeri foedera I. 2. S. 587. Den i Brevet nævnte Johannes Rolandi, miles, der af Udtrykkene sees at have været i Norge, da det blev skrevet, maa ganske vist være Jon Ragnvaldssøn, ogsaa kaldet Jon Ragnaldssøn.
  16. ↑ Rymeri foedera I. 2. S. 581.
  17. ↑ Smsts. Dette er det eneste af alle tre ovenfor nævnte Skrivelser, som er forsynet med Aarstal, og da dette i Brevet selv er 1280, har Rymer henført det hertil, og saaledes sat det foran de to andre. Men af den Omstændighed, at netop Bjarne og Audun, de to fornemste Regjeringsherrer, indgik en Forpligtelse, som under andre Forhold den regjerende Konge maatte paatage sig selv, er det klart, at de her optræde i Egenskab af Formyndere, og at Orvereenskomsten saaledes ej kan være indgaaet i Januar 1280, da Kong Magnus endnu levede, men maa være sluttet i Januar 1281. Det er ogsaa en bekjendt Sag, at man i England lige fra Midten af det 13de Aarhundrede til 1755 regnede Aaret fra 25de Marts. Brevet er vel hos Rymer paategnet „Anno 8“, det vil sige K. Edwards 8de Aar, der løber fra 20de Nov. 1279 til 20 Nov. 1280, men dette kan enten skrive sig fra en Fejltagelse hos ham, eller ogsaa er det allerede i sin Tid urigtigt paategnet Brevet af en eller anden Archivmand. Drottsetens Brev, saavelsom den engelske Konges, mangle Dateringen, men her bliver det sidstes Henførelse til Edwards 8de Aar sandsynligere, og at de begge høre til eet Aar er aabenbart. – Paa den her antydede Maade forekommer det os, at de chronologiske Vanskeligheder ved hine tre Breves Ordning bedst undgaaes, og at Sammenhængen bliver rimeligst.
  18. ↑ Dette fortælles alene i Petr. Olai annalistiske Excerpter (Langebek Scr. I. S. 188); han er vel ingen gammel Forfatter, og besidder heller ingen synderlig Kritik, men det er dog aabenbart, at han i det hele taget har haft gode Kilder, og flere end der nu staar til vor Raadighed. Det er derfor ingen Grund til at forkaste hans Udsagn paa dette Sted, især da det passer saa saare vel til de samtidige og følgende Begivenheder. At de isl. Annaler eller Arne B. Saga intet nævner om dette Møde, kan ej svække Beretningens Troværdighed, thi de undlade at omtale mange endog vigtigere Sager, der ej middelbart vedkom Island. Vi ville see, at der ogsaa omtrent tre Aar senere holdtes Møde paa Varderø, hvis Beliggenhed vel maa søges i Nærheden af Vardberg i Halland.
  19. ↑ Slægtskabsforholdet mellem Stig, Junker Jakob samt Stamfaderen, Skjalm hvide, sees af Tabellerne i Langebeks Scr IV. S. 544. Jakobs Moder Cecilia var en Sønnedatter af Jakob Sunessøn.
  20. ↑ Se Geheimearkivets Aarsberetninger, II. S. 2–9.
  21. ↑ Dette nævnes omstændeligt i Detmars paalidelige Krønike (Grautofs Udg. I. S. 157): „i det samme Aar (1282) begyndte en ny Orlog i Danmark mellem Kongen og Hertugen og de adelige Mænd i Riget; det vedvarede en Stund“. Ligesaa de ved 1410 ophørende Annaler i Langebeks Ser. V. 531: „1282; alle Danmarks Fornemme gjorde Oprør mod Kongen“; samt i Ryklosters Annaler (Scr. I. S. 170): „Strid opstaar mellem Kong Erik og de Fornemme“.
  22. ↑ Dette nævnes ligeledes hos Detmar, ved 1283: „i dette Aar blev Orlogen udjevnet i Danmark, og Hertug Valdemar kom atter i sit Land, som Kongen havde frataget ham altsammen, paa Gottorp nær; det havde Kongen forebygget med et Huus, som de Tydske kaldte Luseborg. Fra Gottorp vergede Hertugen sig, indtil han fik sit Land igjen“.
  23. ↑ Krigen synes at have været fort, eller rettere Hertug Valdemar at have holdt sig indesluttet, om Vintren 1282–83, og ud paa Vaaren, thi den 16de Decbr. finde vi Kong Erik i Flensborg (Suhm X. S. 841). Derimod finde vi tre af de Misfornøjede, Junker Jakob, Stig Marsk og Nikolas Knutssøn den 9de Decbr. i Ribe, (Suhm X. S. 849), altsaa ikke hos Kongen, og derfor vistnok enten i Begreb med at gribe til Vaaben mod ham, eller allerede i aabenbar Opstand.
  24. ↑ Hos Petrus Olai nævnes denne Sammenkomst efter Danehofet i Vordingborg, hvilket har bevæget Suhm (X. S. 869) til at antage, at den virkelig fandt Sted senere. Men man behøver kun at gjennemlæse faa af P. Olai’s Optegnelser, for at overbevise sig om, at han under hvert Aar anfører Tildragelserne uden Hensyn til deres chronologiske Forhold. Aaret 1283 kan selv tjene til Exempel; thi efter at have omtalt Danehofet i Vordingborg (Sept.) nævner han, at vor Frue Kirke i Ribe faldt ned Juledags Nat, derpaa omtales Valdemars Forlening med Jylland og Jakobs med Halland, hvilket atter henhører til September: endelig nævnes da Mødet paa „Varderø“. Af Kong Eriks Brev af 8de Sept., trykt hos Suhm X. 1017, samt i Dipl. Svec. I. No. 773, sees det, at Danehofet i Vordingborg holdtes paa den her angivne Tid, men saa silde som Midten af September kunde vanskeligt noget Møde mellem Kongerne have været holdt, thi det var paa den Tid, at man snarere indstillede alle større Søtog, end tiltraadte dem. Hvis det forholder sig rigtigt, hvad de isl. Annaler berette, at Dronning Margrete døde i Tunsberg, kan man forklare hendes og Kongens Ophold der af de Forberedelser, han havde fore til Toget, især hvis den Læsemaade er rigtig, som henfører hendes Død til 9de Juni.
  25. ↑ Lilj. Dipl. Svec. I. No. 772.
  26. ↑ Arne B. S. S. Cap. 48.
  27. ↑ Petrus Olai, l. c. De nestrvedske Annaler, Scr. I. 372.
  28. ↑ Der staar vistnok ikke i Dommen, der afsagdes 24 Mai paa det næstfølgende Danehof i Nyborg, at Voldgiften var de her nævnte Herrer overdragen paa Danehofet i Vordingborg, men da dette holdtes ved Himmelfartstid (18de Mai) og Dommen afsagdes den 24de Mai, kan man dog ikke regne kortere Tid end 6 Dage for Voldgiftsmændene til at afhandle Sagen og sætte sig ind i den. Sandsynligviis blev vel endog dette sidste Danehof berammet, hovedsageligt for at Kjendelsen der kunde afsiges. At Mødet i Vordingborg holdtes Himmelfartsdag og at en fulkommen Forsoning der sandt Sted, siges udtrykkeligt i de Nestvedske Annaler l. c. Netop ved en saadan „Forsoning“ var det da ogsaa rimeligt, at Arvesagen bestemtes at skulle nyde Fremme.
  29. ↑ I Hertug Valdemars Brev af 15de Aug. 1284 (Suhm X. 887) nævnes udtrykkeligt Nikolas Knutssøn, Thomas Mule og Johannes Grubbe som hans Riddere. Hvad Nikolas Hak angaar, der forhen havde været Marsk under Kong Christopher, forekommer han vel senere som en af Erik Erikssøns Mænd, da de Misfornøjede vare fredløse, men mistænkeligt er det dog, at han den 9de Decbr. 1282, da Kongen var ifærd med at bekrige Herttugen, var i Ribe sammen med Marsken og Junker Jakob; man skulde formode, at heller ikke han raa den Tid var Kongen gunstig.
  30. ↑ Dipl. Norv. IV. No. 4.
  31. ↑ Suhm, X. S. 1021.
  32. ↑ Dipl. Norv. IV. No. 5.
  33. ↑ Huitfeld S. 285, 286. „Ingen af dem“, siger Huitfeld, „vare endda tilfreds, Grev Jakob fordi han ikke fik Opbørselen deraf (af Nordre Halland), han saa længe havde mist, og for han skulde gjøre 50 Mand deraf til Tjeneste, menende, han vilde haft Halland fri, efterdi der gaves frit Gods fore, uanseet denne Konge intet havde taget fra ham, men fik ham det igjen, han i de andres Tider havde mist; derover fattede han et Had til Kongent“.
  34. ↑ Nemlig i Processen mod Erkebiskop Johannes Grand, Scr. rer. d. VI. 283. Her klages nemlig, 1296, over, at Erkebiskoppen og hans Frænder og Venner, efter Kong Eriks Drab, arbejdede paa ganske at udrydde den danske Konges Æt, men at skaffe den norske Konge og Hertug Herredømmet i Landet.
  35. ↑ Brev 1286 i Lübecks Urkundenb No. 501 og 1010, jfr. Dipl. Norv. I. No. 74.
  36. ↑ Dette sees fornemmelig deraf, at han, efter at være ophøjet til Jarl, kaldte sig Comes de Sarpsburg, thi paa Sarpsborg havde ogsaa Faderen, Hr. Erling, sit fornemste Tilhold, som det af de ovenfor meddeelte Beretninger sees; det bestyrkes ogsaa af den gamle danske Kæmpevise, der veed at fortælle, at Alf havde 15 Hereder (d. e. Borgesyssels 16 Skibreder, Mossedal undtagen) i Leen.
  37. ↑ I de jydske Annaler hos Langebek Scr. II. 527 siges der udtrykkeligt, at Skagen herjedes; Huitfeld S. 281 nævner Nordkanten af Jylland. Skanør nævnes i Langeb. Scr. IV. 265, V. 221, ligesom det ogsaa kan sees af Kong Eriks Beskyttelsesbrev af 17 Aug. 1284, for de Tydske, der vilde besøge Skanør, at dette ej med Sikkerhed havde kunnet skee i 1284. De visbyske Annaler (Scr. I. S. 255) sige, at Alf Erlingssøn tilligemed andre Nordmænd tog mange Skibe, og plyndrede mange Byer i Danmark. I de esromske Annaler staar der (Scr. I. 241), at Alf „egit piraticam“ d. e. herjede til Søs, og plyndrede alle dem, han fandt, Danske, Tydske, Friser, o. a.
  38. ↑ Kongesønnen Alexanders Død i Aaret 1284 omtales ogsaa af Fordun, og henføres til samme Aar som det, hvori Margrete døde, eller 1283, fordi Aaret regnedes fra 25de Marts, og Dødsdagen, 28de Januar, saaledes falder i det foregaaende Aar. Fordun, saavel som Chron. de Lanercost fol. 192 b, henfører ogsaa conseqvent Kong Alexanders Død i Marts 1286 til 1285. Ellers er den sidste Krønike ikke altid paalidelig med Hensyn til Dag-Angivelser, hvorpaa man netop ved dette Sted har et Exempel, da den, som ovenfor (S. 31) viist, lader Margrete af Norge dø i Februar, 30 Dage efter Broderen Alexander, da hun dog, som vi have seet, døde i April eller Juni 1283.
  39. ↑ Acts of Scotl. I. S. 82, Rymeri foedera I. 2 S. 638. Ogsaa her nævnes 1283, ikke 1284, som Aarstallet, men der tilføjes: i Kong Alexanders 35te Regjeringsaar, og da han begyndte sin Regjering 13de Juli 1249, falder følgelig Marts Maaned af hans 35te Regjeringsaar i 1284.
  40. ↑ Breve hos Rymer af 19de og 20de Juli 1284. Det var formodentlig ved denne Lejlighed, at Kong Edward forærede Bjarne en kostbar Guldring, som denne selv nævner i sit Testament.
  41. ↑ Vi have her nærmest fulgt den Fremstilling af Sagen, der findes i Wismars Brev til Nordsøstæderne af 1286, meddeelt i Lübecks Urkundenb. No. 501. Willebrandt, i fin hans. Chronik II. 15, fortæller om et stort Forbund mellem alle de østersøiske og nordsøiske Stæder, paa Bremen nær, under Lübecks Forstanderskab, men herom findes intet i de originale Actstykker fra hiin Tid. Detmar (S. 159) siger vel, at Stæderne ved Østersøen og Vesterhavet, paa Bremen nær, forenede sig; men han omtaler under eet Aar, hvad der hører til flere, saaledes navnlig og under 1284 det Forlig, som stiftedes i Kalmar 1285 ved Kong Magnus’s Voldgiftskjendelse.
  42. ↑ Lübecks Urkundenb. No. 470. Brevet er udateret, men det er tydeligt nok, at det henhører til dette Aar.
  43. ↑ Brev aftrykt hos Suhm, X. 1023.
  44. ↑ Lübecks Urkundenb. 465.
  45. ↑ Sammesteds, No. 466. Pintsedag 1285 faldt paa 13de Mai.
  46. ↑ Urkundenbuch No. 1010.
  47. ↑ Sammesteds No. 481. Sveriges Konge kaldes her ved en Fejltagelse E. (Ericus?) istedetfor M. (Magnus).
  48. ↑ Sammesteds No. 1011. Dipl. Norv. I. 74. Der er her paa sidste Sted udtalt den Formodning, at Brevene fra Anastasia og Henrik af Werle, der nu forefindes i Lübecks Arkiv, ikke have været afleverede til K. Erik. Det er muligt; men at dog lignende Breve fra andre nordtydske Fyrster maa have været ham tilsendte, maa man slutte af Reimar Kocks Udsagn, „at Stæderne klagede for sine Øvrigheder, der skreve og sendte Gesandter til Kongen“.
  49. ↑ Rymer, I. 2. S. 662, Urkundenb. No. 489. Paa begge Steder er Brevet urigtigt henført til 1286, fordi Regjeringsaaret er angivet at være det 6te; men af de ældre Udgaver af Rymer sees, at Aarsangivelsen er utydelig eller ulæselig. At Brevet er skrevet 1285, sees noksom af Indholdet: kun da pønsede Stæderne paa Krig, og det var, som vi have seet, netop i Sommeren 1284, at hans Gesandter, for hvis venlige Modtagelse han takker, havde været i England og sluttet Tractaten. Suhm X. 916 har ogsaa paapeget Fejltagelsen.
  50. ↑ Det er underligt, at Bremen her nævnes, da det dog maa ansees vist, at denne Stad nu ei laa i Krig med Norge: men Aarsagen er vel den, at dette Brev endnu, som det synes, med Flid ignorerer de syv østersøiske Stæders Krigsforhold til Norge, og holder sig til den tidligere Tingenes Orden.
  51. ↑ Rymer I. 2. S. 654, Lübecks Urkundenb. No. 476.
  52. ↑ Se især de esromske Annaler, hos Langebek Scr. I. S. 248, jvfr. II. 438, 527, III. 314, V. 625 og Huitfeldt I. S. 288.
  53. ↑ Se den nedenfor anførte Kæmpevise.
  54. ↑ Rahbek og Nyerup, udv. danske Viser fra Middelalderen, II. S. 212.
  55. ↑ Navnlig de esromske l. c.
  56. ↑ De esromske Annaler.
  57. ↑ Detmars Krønike, l. c.
  58. ↑ Kong Magnus’s Søn Byrge, der nys havde faaet Kongenavn, ment endnu et Barn, var i 1284 bleven trolovet med den danske Konges Datter Margrete; idetmindste udstedte Pave Martin d. 23 Decbr. i dette Aar en Dispensation for dem med Hensvn til Slægtskab. Raynaldus, Ann. Eccl. XIV. 360. Dipl. Svec. I. No. 797.
  59. ↑ Muligt, at han dog allerede tidligere havde givet sit Samtykke, og just paa den Dag befandt sig andensteds, især da ikke Hr. Audun og andre af de mest anseede Regjeringsherrer nævnes. Dog seer man af Brevet til England, at han den 10de Mai var i Bergen, og stort senere kan Instruxen ej være udfærdiget.
  60. ↑ Hans Ættegaard var Aga i Hardanger; han var Gulathings Lagmand.
  61. ↑ Thorkelins Dipl. II. S. 104–106. Dette merkelige Brev mangler Datum og Sted; men da Instruxen siges at være meddeelt 1285 i Kong Eriks 6te Regjeringsaar, altsaa efter 10de Mai, medens dog St. Hans Dag nævnes som en tilkommende Stevnedag, der først skulde aftales med den svenske Konge og Tydskerne, kan Udstedelsestiden neppe henlægges senere end den anden Halvdeel af Mai Maaned. Den svenske Konge var ellers neppe langt borte, da han i hele den tidligere Deel af dette Aar synes at have holdt sig i Vestergøtland. Hans Testament er dateret Skara, 22de Febr., Dipl. Sv. I. No. 802. Opholdt han sig, som heel rimeligt er, i Ljodhuus paa den Tid, de norske Gesandter afgik, behøvede de ikke engang at gjøre nogen Omvei for at tale med ham, inden de opsøgte den danske Konge.
  62. ↑ Arne B. Saga, Cap. 48.
  63. ↑ Laurentius’s Saga, Cap. 5.
  64. ↑ Sartorius’s Gesch. udg. af Lappenberg, II. 141.
  65. ↑ Brevet er aftrykt paa flere Steder, bedst efter den endnu i Lübeck tilværende Original, med Kongens Segl, i Lübecks Urkundenb. No. 478.
  66. ↑ Fængslingen omtales i flere Annaler, navnlig Ryklosters (Scriptt. R. D. S. 190) og de esromske (smsts. S. 248) samt hos Detmar; men Stedet angives kun hos L. Stral (Scr. III. 314) samt af Huitfeldt (S. 289). Dog siges der ogsaa i de med 1363 ophørende sjælandske Annaler, der ere aftrykte i Asmusens Archiv (II. S. 243), at Hertugen og hans Drottsete bleve hensatte paa Søborg Slot. Som Aarsag angives her ligefrem, at han bekrigede Kong Erik. De Annaler hos Langebek (Scr. II. S. 174), der slutte med 1317, sige, at Hertugen vilde gaa til Sverige for at skaffe en Hær til Veje mod Kongen. Huitfeldt veed at fortælle, at Hertugen „var paa Anslag at ville drage udi Norge, der at forbinde sig mod Kongen“.
  67. ↑ Dommen findes meddeelt hos Huitfeldt S. 288, og efter ham hos Suhm, X. S. 898.
  68. ↑ At han har ytret eller i sine Gjerninger viist noget saadant, sees tydeligt nok af det Forsikringsdocument, Hertugen ved sin Frigivelse Aaret efter maatte udstede. Her renoncerer han udtrykkelig paa Als og det kongelige Patrimonialgods i Hertugdømmet. Han lover tillige, aldrig mere at raabe til eller befordre Kongens Død eller Fangenskab, eller bidrage til at berøve ham Besiddelser, eller forbinde sig, conspirere eller practisere mod Riget o. s. v., hvilket ogsaa altsammen noksom lægger for Dagen, hvad man mistænkte ham for. Se Brevet, meddeelt hos Huitfeldt S. 290, og hos Suhm, X. 921.
  69. ↑ Dommen afsagdes 28de Mai, og Mødet paa Gullbergseid var berammet til 24de Juni. Det er endog ikke usandsynligt, at Hertugen allerede havde hemmeligt henvendt sig til de norske Gesandter, Bjarne og Biskop Narve, paa Danehofet i Nyborg.
  70. ↑ Dette berettes, foruden af Huitfeldt, udtrykkeligt i de esromske Annaler l. c. S. 248.
  71. ↑ Dette fortælles i de esromske Annaler, Scr. I. S. 248, saavel som paa flere andre Steder; det heder endog hos Stral (Scr. III. 314), at Grev Jakob blev creeret til eques auratus af Norges Konge. Dette betegner vel, at han blev dubbet til Ridder paa den ellers i Europa brugelige Maade, ikke paa den norske Viis, da Ridder- eller Skutilsveins-Titelen i Norge kun var en Rangtitel, ringere end det Trin, Jakob allerede som Greve havde naaet.
  72. ↑ Lübecks Urkundenb. No. 479.
  73. ↑ Sammesteds, No. 480.
  74. ↑ Sammesteds, No. 483.
  75. ↑ I Domsbrevet, der er forfattet paa Latin, bruges Udtrykket taxatus, der lige frem synes at være det norske taksettr, latiniseret.
  76. ↑ Meningen var aabenbart, skjønt det ikke siges udtrykkeligt, at Fordringerne skulde prøves og godkjendes paa det Mode, man tænkte at afholde paa Gullbergseid den 1ste Juli 1286.
  77. ↑ Hvori dette bestod, nævnes ingensteds.
  78. ↑ I Originalen halyus, d. e. efter svensk Form, hátjús, eller, som det kaldes i Erkebiskop Jons Tiende-Regulativ, hákarlalýsi, hákerlingalýsi.
  79. ↑ Her sigtes umiskjendeligt til Hr. Alf Erlingssøns paa egen Haand foretagne Herjetog. Straffen var den allerede ovenfor omtalte og i Artikel 11 gjentagne Bod af 20000 Mkr. Sølv.
  80. ↑ Kong Magnus’s Voldgiftskjendelse, dateret 31te Octbr., er aftrykt paa flere Steder, sidst, efter Originalen, i Lübecks Urkundenb. No. 484. Besynderligt nok, findes hans Forklaring af Artikel 5 ikke aftrykt sammesteds, men staar at læse i Thorkelins Dipl. II. S. 106, aftrykt efter en verificeret Copi af 1552. Hertug Haakons Brev findes uden Datum, i dansk Parafrase, i det Corpus af Bestemmelser vedkommende de Kontorske i Bergen, som Chr. Walkendorf lod samle i 1560; efter denne fejlfulde og mangelagtige Parafrase har Th. Thorvessøn meddeelt Brevet paa Latin i sin Hist. Norv. IV. S. 394. Derimod findes den fuldstændigt paa Norsk i en Codex af Lovbestemmelser for Byen Bergen, samlet omkr. 1550, og nu opbevaret i den arnamagnæanske Samling; Retskrivningen er vel her noget forvansket, dog ikke værre, end at man med Lethed kan paapege det rette. Den har følgende merkelige Indledning: „Dette Forlig (Sættargerð) gjorde Kong Magnus i Sverige i Kalmar mellem Norges Konge og Tydskerne angaaende det, som Hr. Alf havde misgjort imod dem, Aar 1285; Haakon med Guds Miskunn Norges Hertug o. s. v.“ Heraf seer man, at alle Fiendtligheder, der vare øvede mod Tydskerne, udtrykkeligt tillægges Alf alene. Dateringen mangler saavel her, som i den danske Parafrase, men det er aabenbart, at Hertugen maa have udstedt Brevet strax efter Gesandternes Tilbagekomst med det sluttede Forlig ligesom det er tydeligt nok, at Brevet, bestemt til en Rettesnor for menige Borgere, lige fra først af har været affattet paa Norsk, saa at Oversættelsen af de fire indtagne Artikler følgelig er samtidig.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/6/70&oldid=75105»