Det norske Folks Historie/6/71
Forinden vi forfølge Begivenhedernes Traad videre, bliver det nødvendigt nærmere at betragte Forholdene i Landets højeste Kredse og blandt Kongens umiddelbare Omgivelser, thi naar saadanne Forhold allerede udøve en stor Indflydelse paa Begivenhedernes Gang endog i de mest indskrænkede Kongedømmer, maatte de i Norge, hvor nu saa stor og omfattende Myndighed laa indenfor Kronens Omraade, gjøre sig mangedobbelt gjeldende. Vi have af Beretningen om den unge Konges Giftermaal og den desangaaende med Skotland sluttede Tractat[1] seet, at Kongens Myndighedsalder maa have været bestemt at skulle indtræde med hans fyldte 14de Aar, altsaa i Løbet af 1282. Men om denne Bestemmelse end nok saa meget stod paa Papiret, blev den dog ikke til Virkelighed, uagtet Kongen var baade Egtemand og Fader. Det heder fremdeles ved offentlige Forføjninger, at Enkedronningen og Raadet havde samtykt med Kongen deri[2], og dette viser noksom, at Enkedronningen var den egentlige Regentinde, med Raadet ved sin Side. Det er, som ovenfor ytret, ikke usandsynligt, at den unge Dronning Margrete med Tiden vilde have kunnet erhverve større Indflydelse paa sin Mand, end Moderen, hvis hun havde levet længe nok dertil, og at Frygten for en saadan Indflydelse var Aarsagen til, at Enkedronningen havde saa meget imod Svigerdatterens Kroning. Men denne Frygt blev dog kortvarig, da den unge Dronning døde saa tidligt, og hvorledes nu end Forholdet var i hendes Levetid, er det aabenbart, at Kong Erik efter hendes Død var ikke mindre afhængig af Moderen, end før. Saaledes heder det om det ovenfor omtalte Kongebrev til Island, der paabød de arvelige Kirkers og Kirkegodsers Tilbagegivelse, at Brevet var fra Kongen og Dronningen, hvilket atter viser, at Dronningen maa have haft Deel i Regjeringen, eller med andre Ord, at hun var den egentlige Regentinde. Endog saa sildigt som i 1285 see vi hende udfærdige Instruxen for Gesandterne, der skulde gaa til Sverige og Danmark, medens hendes Søn, Kongen, ikke engang nævnes anderledes end som samtykkende i hvad der ved denne Lejlighed skede. Dette Forhold vedvarede lige til hendes Død i Marts 1287, thi først da heder det, „at Kongen kom til at raade mere end før“. Hendes Magt har vel endog været større, da Kongen, efter at have opnaaet Myndighedsalderen, egentlig skulde regjere selv; thi da herskede hun i hans Navn, medens hun tidligere maatte dele Magten med Formynderne. At den Raskhed og Bestemthed, hiin allerede som ung Pige lagde for Dagen ved at følge Biskop Haakon til Norge, uden at afvente sine Frænders nærmere Samtykke, senere udviklede sig til en vis Haardhed og Myndighed, er umiskjendeligt. Hendes og hendes Raadgiveres haarde Færd mod Erkebiskop Jon og Gejstligheden, synes endog, som ovenfor omtalt, at have paadraget hende, den hellige Kong Eriks Datter, Forbud eller Bannsættelse. At Folket ikke følte sig tilfreds under hendes og hendes Raadgiveres Regjering, men fandt den haard og trykkende, er i og for sig rimeligt, og kan desuden sluttes af den Ytring, der forekommer i Biskop Arnes Saga, „at alt, hvad Kongen foretog sig efter at have faaet større Magt, tyktes Folket en Lindring“[3], ligesom og at Hertug Haakon senere, efter selv at være bleven Konge, ligefrem dadlede den Fremfærd, „visse Folk“ havde tilladt sig mod Undersaatterne i hans og hans Broders Barndom, saavel som en Stund derefter. Det er ogsaa allerede ovenfor antydet, at Dronningen formodentlig bar den meste Skyld for Krigen med de tydske Stæder, idet hun enten hemmeligt eller aabenbart opmuntrede Hr. Alf Erlingssøn til at foretage sine Sørøvertog, eller i alle Fald senere gav ham Medhold. Thi i Stedet for at han, som man skulde mene, burde have faldt i Unaade, eller faaet haarde Irettesættelser for de Ulemper, han forvoldte Landet, blev han end mere hædret og forfremmet end før, og dette synes alene at kunne tilskrives Enkedronningens mægtige Beskyttelse, især da han, som vi ville see, umiddelbart efter hendes Død pludselig styrtedes fra sin Højde, uden at nogen af de øvrige Stormænd søgte at holde ham oppe. Hvad Aarsagen kan have været til denne Yndest, er vanskeligt nok at sige; at han var beslægtet med Kongehuset, gjorde neppe noget til Sagen, da han dog i alle Fald ikke var beslægtet med hende, og Kongen selv senere lod ham falde; snarere maa det have været hans personlige Egenskaber. Han har sikkert haft noget raskt og uforfærdet i sit Væsen, der behagede den mandige Dronning. Derhos havde han, som det synes at have været Skik med de fleste Medlemmer af Kongehuset, nydt et Slags lærd Opdragelse[4], og besad maaskee derfor større Dannelse end sedvanligt. Hertil kom, at han som Befalingsmand over Borgesyssel maaskee ogsaa havde Bestyrelsen af Dronningens Livgedings-Besiddelser, som netop laa der[5], og at han saaledes stod i et nærmere Forhold til hende. Endelig var Hr. Thore Haakonssøn siden 1276 gift med hans Syster Ingebjørg, og da Thores Fader, Erkebiskop Haakon, var den, der havde ført Dronning Ingeborg til Norge, og ved sin Raskhed bragt Giftermaalet til Veje, nærede Dronningen sikkert megen Hengivenhed for ham og hans, saaledes vel og for hans Søn, Hr. Thore, og dette maatte igjen bidrage til at styrke Svogerens Anseelse og Indflydelse.
Men imidlertid havde Hertug Haakon, i 1284, naaet sit 14de Aar, og da han, hvad hele hans øvrige Færd noksom viser, besad langt anden Viljekraft og Charakteerfasthed end Broderen, viste han sig nu ogsaa snart langt mere selvstændig end han, og lagde allerede tydeligt for Dagen, at han misbilligede Moderens, eller hendes Yndlingers, Fremfærd, om hvilken han siden udtrykte sig i saa strenge Ord. For det første overtog han selv den umiddelbare Regjering af de Besiddelser, der vare ham tildeelte som Hertugdømme[6]. Sandsynligviis var det foreskrevet af hans Fader, Kong Magnus, allerede da Hertugtitlen blev ham tildeelt i 1273, at det saaledes skulde skee, naar han havde fyldt det 14de Aar, ligesom og at Erik ved samme Alder skulde ophøre at staa under Formyndere. Men her traadte Forskjellen mellem Brødrenes Charakteer tydeligt frem. Haakon synes ganske at have unddraget sig Moderens Indflydelse, ved at skille sig fra hendes og sin Broders Hof, og opslaa sin egentlige Residens i Oslo, der fra nu af gjennem hele hans Levetid blev hans egentlige Residens, og som han forskjønnede ved Bygninger og forherligede ved gejstlige Stiftelser, ligesom hans Fader og Farfader havde forherliget Bergen. Man finder ham stundom endog kaldet Hertug af Oslo. Merkeligt nok, har han endog i Førstningen dateret i det mindste eet Brev, som han udstedte, fra Overtagelsen af Hertugdømmets Bestyrelse. Han erklærede, som det strax nedenfor nærmere vil blive viist, ligefrem i dette, at han ingen Deel havde i Krigen med Tydskerne, og misbilligede saaledes ganske Regjeringens Færd i dette Stykke. Sandsynligviis har han vel ogsaa i andre Henseender lagt sin Misfornøjelse med, hvad der var skeet, for Dagen. Af dette Oppositionsforhold maatte da igjen Følgen være, at de Stormænd, der faldt i Unaade hos Enkedronningen, eller ikke vare tilfreds med Regjeringens Færd, sluttede sig til Hertug Haakon. Blandt dem var upaatvivleligt Hr. Hallkell Agmundssøn, hvilken vi i 1286 finde som Hertugens Befalingsmand paa Oslo Slot. Han havde tidligere, som vi have seet, ivrigt deeltaget i Regjeringsherrernes Bestræbelser for at sætte den nye Lovbogs Bestemmelser i Kraft, og var derfor endog sat i Bann, men siden findes han ikke mere nævnt blandt de mere fremtrædende og indflydelsesrige Magnater. Han blev, som ovenfor berørt, om Høsten 1283 sendt i Gesandtskab til den tydske Kong Rudolf, og kom hjem den følgende Sommer (1284); Julen derefter tilbragte han hos Kongen, og gjorde mod Slutningen af 1285 en Rejse til Haalogaland, sandsynligviis i offentligt Erende, hvorfra han kom tilbage ved Vintertid; han kan derfor ikke være traadt i Hertugens Tjeneste førend i Begyndelsen af 1286, og den Slutning ligger altsaa nær, at han maa have været misfornøjet med Hr. Alf Erlingssøns Indflydelse, især da vi ville see, at Alf allerede det følgende Aar stræbte ham efter Livet, og tog ham af Dage.
Ligesom Hr. Alf Erlingssøn aabenbart var Dronningens Yndling, synes den anden Frænde af Kongehuset, Hr. Audun Hugleikssøn eller Hestekorn, at have haft mest at sige hos Kongen. Allerede ved 1281 siges der om ham, at han var højest i Raadet med Kongen[7], altsaa stod i Spidsen for Formynderregjeringen. Dette skyldtes maaskee for en stor Deel hans Indsigter i Landsloven, der var uundværlig saa længe det gjaldt at faa den nye Lovbog, i hvis Affattelse han desuden vistnok havde stor Deel, fuldkommen indført. Siden finde vi ham vel ikke i en saa fremragende Stilling, men dog fremdeles i Besiddelse af stor Indflydelse hos Kongen, og benyttet til de vigtigste og ærefuldeste Hverv. Aller sidst finde vi ham som Kongens Fehirde i Tunsberg; det er ikke usandsynligt, at han allerede fra den Tid af, da den egentlige Formynderregjering ophørte, fik denne vigtige Post. Under Kong Magnus havde han været Stallare, maaskee vedblev han ogsaa at beklæde denne Post, og var derfor mere om Kongens Person; han kaldes ogsaa senere hans Sekretær. Ogsaa en anden af Kong Magnus’s Stallarer Olaf af Stein, eller som han tillige kaldtes, Olaf Ragneidssøn, vedblev at være Stallare under Kong Erik[8]. Den tredie af Kong Magnus’s Stallarer, Vigleik Audunssøn, oplevede neppe Kong Eriks Tronbestigelse[9], og i hans Sted var det sandsynligviis, at Hr. Gudleik Villjamssøn, der allerede i 1283 nævnes som Stallare[10], udnævntes; han kaldes og, som vi have seet, i Instruxen for Gesandterne af 1285 Medlem af Kongens nærmeste Raad. De øvrige verdslige Medlemmer af Raadet, som her nævnes, ere ligeledes, paa Vidkunn Erlingssøn og Lodin Merkesmand nær, Mænd, der enten ikke før havde spillet nogen Rolle, eller hvis Familieforhold ikke kjendes, nemlig Hr. Sigurd Lagmand paa Aga, Hr. Haakon Ragnvaldssøn, Hr. Nikolas, og Hr. Ivar Gudlaugssøn. Hr. Haakon var maaskee en Broder til den før omtalte Hr. Jon Ragnvaldssøn, der i Aaret 1282 beklædte Gjaldkere-Posten i Bergen, og kort forhen havde lagt saadan Iver for Dagen i at faa den foregivne Guido af Monfort greben, at den engelske Konge særskilt anbefalede ham til Kong Eriks Yndest; dog er der ingen Vished desangaaende, ligesaa lidt som, hvor vidt de begge vare Sønner af Lendermanden Ragnvald Urka. Hr. Nikolas var upaatvivleligt den samme, som i et Brev fra 1287 forekommer blandt Kongens Riddere under Navn af Nikolas Jute, og som man derfor maa antage var en af de danske Herrer, der havde ledsaget Dronning Ingeborg paa hendes skyndsomme Rejse fra Danmark, og siden taget Tjeneste ved det norske Hof; er dette rigtigt, maa han have været en af Dronningens særdeles Yndlinger. Til disses Tal hørte maaskee ogsaa den syderøiske Kongesøn, Hr. Erik Duggalssøn, der nævnes som Medudsteder af Instruxen. De højbyrdige Brødre Bjarne Erlingssøn og Vidkunn Erlingssøn synes, efter hvad der allerede er viist, fra den Tid af, da den egentlige Formynderregjering ophørte, mest at have været brugte i Gesandtskaber og derimod ikke længer at have taget umiddelbar Deel i Rigsstyrelsen. Merkeligt nok, forsvinder ogsaa Hr. Bjarne Lodinssøn som Cantsler efter 1282, da han paa en saa voldsom Maade fremtvang Hr. Andres Plytts Begravelse ved Apostelkirken. Da Kongen og Hertugen i Aaret 1283 udstedte Beskyttelsesbrevet for Chorsbrødrene i Nidaros, var det Gudleik Stallare, der beseglede Brevet, og saaledes udførte en Cantslers Forretninger. Maaskee var Bjarne Lodinssøn da fraværende paa det Gesandtskab, der afgik til Skotland efter Dronning Margretes Død[11], men heller ikke senere finde vi ham som Cantsler, uagtet han dog, som vi ville see, levede og spillede en fremragende politiske Rolle flere Aar efter. Formodentlig har han derfor kun beklædt Cantsler-Embedet under Formynder-Regjeringen. Som kongelig Cantsler finde vi derimod i det mindste fra 1287 den bergenske Chorsbroder, Baard Serkssøn. Man faar saaledes ved en nærmere Betragtning af Forholdene i Norge paa denne Tid det Indtryk, at den egentlige Magt var hos Dronningen, der med en Camarilla ved Siden regjerede yderst vilkaarligt, og, trodsende den almindelige Mening, søgte at sætte sine egne ærgjerrige og egennyttige Hensigter igjennem, medens Kongen, uagtet han nok i sit Hjerte misbilligede meget af hvad der skede, dog nu engang var kommen i Vane med at underordne sin Vilje under Moderens, og lod Sagerne gaa sin Gang, idet han i Stilhed ventede paa bedre Tider, hvorimod Hertugen, der rimeligviis aldrig havde været saa yndet af sin Moder, viste sig selvstændig og stod i Spidsen for det større og besindigere, men nu paa en Maade oppositionelle Parti, hvis Hoveder derfor vel ogsaa sluttede sig om ham, hvad maaskee ogsaa Kongen selv gjerne havde gjort, om han havde haft Mod til at afryste Aaget. Den haarde Fremfærd mod Gejstligheden havde sikkert allerede været misbilliget af Mange, men her havde dog Fleerheden af de verdslige Herrer fælles Interesser med Hoffet, og synes derfor at have understøttet Dronningen og hendes Raadgivere. Sin egentlige Højde maa derimod Misfornøjelsen have naaet ved Krigen med de tydske Stæder, og de Ulemper, den paaførte Landet; her savnede ej alene de ringere Klasser af Folket den uundværlige Tilførsel, men ogsaa for Stormændene, der trak store Indtægter af de tydske Kjøbmænds Leje-Afgifter, maatte Krigen medføre stort Tab, og da man, som vi have seet, ansaa Hr. Alf Erlingssøn for den egentlige Ophavsmand dertil, og han umiskjendeligt begunstigedes af Dronningen, var det vistnok ogsaa hende, mod hvem Misfornøjelsen fornemmelig rettede sig. Her viste ogsaa den almindelige Stemme sig mægtigere end hiin og hendes Camarilla; hun maatte selv, som vi have seet, give Befaling til at aabne Underhandlinger, og da hun ikke omtales i de Breve, der udstedtes under Mødet paa Gullbergseid, medens derimod Hertugen var tilstede der, og senere hen, efter Fredens Slutning, endog ligefrem fralagde sig Andeel i Krigen, maa man antage, at Hertugens og de øvrige Misfornøjedes Forestillinger denne Gang havde givet Kongen Mod, eller saa godt som tvunget ham til at handle uafhængigt af sin Moder. Man seer tydeligt, hvor magtpaaliggende det var de norske Stormænd at faa Fred, deraf, at det ved Kalmar-Freden tillodes de tydske Kjøbmænd, om endog Stæderne senere skulde komme til at understøtte Danmark, at forblive i Norge. De fornemme Gaard-Ejere vilde kun i højeste Nød give Slip paa den Indtægt, de havde af Kjøbmændenes Leje[12]. Denne Omstændighed, kunde man sige, giver igjen Opositionspartiets Bevæggrunde en mindre ædel Charakteer, og fra et vist Standpunkt lader det sig vel endog indvende, at Dronningens og hendes Omgivelser netop have haft Landets Ære og Velfærd for Øje, ved at ville tilintetgjøre Tydskernes Indflydelse i Landet, og befrie Norge fra et Handels-Aag, som tegnede sig til at blive mere og mere trykkende. Men saa fremsynet var man neppe paa den Tid, og Forholdene havde allerede ordnet sig saaledes, at Norge ikke vel kunde undvære den tydske Handel. Desuden har det til alle Tider viist sig at være den bedste Politik, at lade Handelsforholdene udvikle sig uden Indskrænkning. Endnu kunde Tydskernes Friheder ikke siges at være ubillige; at de maaskee i Virkeligheden allerede som oftest fortrængte Landets egne Børn fra Markedet, kom alene af deres større Handelskyndighed og Rigdom paa Capital, men hvor Forholdet allerede var saaledes beskaffent, kunde enhver voldsom Indgriben deri alene bringe Landet selv Skade og Ulempe, hvilket da ogsaa tilfulde viste sig, da man forsøgte derpaa.
- ↑ Se ovenfor S. 27, 28, Tractatens Art. 9 og 10.
- ↑ Saaledes Bestemmelserne af 16de Septbr. 1282 om Handel og Arbejdstaxter i Bergen. Maaskee havde Erik da endnu ikke fyldt sit 14de klar, hvilket er vist nok, dersom det, der i Chr. de Lanercost siges om Kongesønnens Fødsel St. Francisci Dag (4de Octbr.), gjelder ham. Men vi ville her see flere Exempler paa, at Kongens legale Myndighed ikke gjorde nogen videre Forandring i Forholdet.
- ↑ Arne Biskop Saga, Cap. 61.
- ↑ I Kjæmpevisen taler Hr. Benedikt Reinmodssøn om, at han og Alf havde gaaet i Skole sammen.
- ↑ Se ovf. IV. I. S. 214.
- ↑ Herom kan der efter Frihedsbrevet for de tydske Stæder af 29de Aug. 1286, hvis Indhold nedenfor vil blive nærmere gjengivet, ikke være mindste Tvivl. Det er nemlig dateret „Asloiæ, in decollatione sancti Johannis baptistæ, anno suscepti regiminis ducatus nostri secundo (Lübecks Urk. Buch No. 494). Da de senere Breve af Hertugen, som ere daterede efter hans Hertugdømmes Aar, unegteligt regne Aarene fra Faderens Dødsdag, se f. Ex. Retterbod af 27de April 1293 (N. gl. L. III. S. 19), har dette bevæget Sartorius, der ogsaa meddeler Brevet efter Originalen paa Tresen i Lübeck (II. S. 126), til at henføre det til 1282 (skjønt det da rettest skulde være 1281). Men da der i Brevet udtrykkeligt tales om den Krig, der havde været mellem Nordmændene og Tydskerne, men nu lykkeligt var endt, er det klart, at Brevet maa være skrevet efter Fredsslutningen til Kalmar 1285, thi i Aarene før 1281 var der hverken Tale om Krig eller Fredsslutning. Brevet kan dog heller ikke være yngre end 1286, siden han taler om, at Freden nunc (nu nys) er sluttet, og dette henpeger maaskee endog nærmest paa det sidste Opgjorsmøde ved Gullbergseid Juli 1286. Det „andet Aar“ af den overtagne Bestyrelse af Hertugdømmet maa altsaa være at regne fra en Dag i sidste Halvdeel af 1283 eller første af 1284. Da nu Haakon var fød 1270, altsaa 14 Aar i 1284, og da vi af Tractaten med England see, at Eriks Myndigheds- og Selvstændigheds-Tid regnedes at indtræde med hans 14de Aar, hvorfor vi ere berettigede til at antage det samme gjeldende med Hensyn til Haakon, kan det følgelig alene være Myndighedsalderens Opnaaelse, eller Hertugens 14de Fødselsdag, 1284, hvorefter Dateringen her er regnet. Denne Dag falder altsaa i den Deel af Aaret, der ligger forud for 29de August. Der er ogsaa Forskjel i Udtrykket mellem „Tiltrædelsen af Hertugdømmets Bestyrelse“, hvorfra Aarene her regnes, og simpelt hen „Hertugdømmets Aar“, som det ellers i hans senere Breve benævnes.
- ↑ Arne Biskops Saga Cap. 81.
- ↑ At Hr. Olaf Ragneidssøn, hvorom mere i det følgende, var den samme som Olaf af Stein, eller Olaf Stallare, sees af isl. Annaler S. 164 samt Bp. Arnes Saga Cap. 164. Hans Moder Ragneid maa have været meget højbyrdig, siden han benævnes efter hende. Man skulde fristes til at tro, at det var Hertug Skules Datter Ragndid eller Ragnseid, der senere, efter hvad der ovenfor er antaget, blev Abbedisse i Rein Kloster.
- ↑ Hans Søn Audun førte Herretitel i Aaret 1301 (Dipl, Norv. III. 47), ja maaskee endog i 1297, hvor han og Broderen Baard optræde som anseede Mænd ved Siden af Hr. Jon Ragnvaldssøn; (Dipl. Norv. II. 40); Baards Søn Vigleik Baardssøn var gift og selvstændig, Faderen altsaa sikkert død, 1315 (Dipl. Norv. III. 105); Vigleik Stallare tilhører derfor vistnok den Generation af Stormænd, der allerede vare komne til Anseelse i Haakon Haakonssøns Dage. Sandsynligviis er han endog neppe nogen anden end den Vigleik Prestesøn eller Provstesøn, der 1251 sendtes som Gesandt til Rusland s. o. IV. 1. S. 104.
- ↑ Nemlig i Kongens og Hertugens Beskyttelsesbrev for Chorsbrødrene i Nidaros, Dipl. Norv, II. No. 20. Her omtales ingen Kantsler for Hertugen, saaledes som senere, hvilket viser, at han da endnu regnedes som umyndig.
- ↑ Se ovenf. S. 32, Note.
- ↑ Af Brevet i Dipl. Norv. III. 37, dateret Bergen 10de Mai 1296, hvor flere tydske Kjøbmænd nævnes, seer man, at tvende boede til Leje i Leppen, d. e. Hr. Lodin Lepps Gaard, men da dette kun var 8 Aar efter hans Dyd, er det højst sandsynligt, at han allerede i levende Live havde plejet at udleje Stuer paa lignende Maade. Da han nu, som vi see, tillige hørte til Raadet, er det rimeligt, at han anvendte al sin Indflydelse for at faa de afbrudte Forbindelser gjenoprettede. Og det samme have vel ogsaa de øvrige Herrer gjort, der ejede Gaarde i Bergen og Oslo.