Det norske Folks Historie/6/73

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1859 (I-4-2, s. 136-140).

Den første Halvdeel af det følgende Aar 1287 var riig paa vigtige Begivenheder i Norge, og det er kun Skade, at de Beretninger, som ere os levnede derom, ere saa magre og mangelagtige. Dronning Ingeborg døde den 24de eller 26de Marts^[1], og dette maatte nødvendigviis medføre mange Forandringer, da Kongen, som det udtrykkeligt siges, og hvad der allerede ovenfor er berørt, nu kom til at raade mere end før, og et mildere System blev herskende. Ligeledes døde Hr. Erik Duggalssøn, en af de fornemste Regjeringsherrer. For Alf Jarl og hans ærgjerrige Planer maatte Dronningens Død sikkert være yderst ubelejlig, og det staar vistnok i umiddelbar Forbindelse dermed, at vi strax efter finde ham i Spidsen for en Oprørsflok, som det synes imod Hertugen selv. Hvad der berettes herom, er kun følgende: at der blev sat Ild paa Byen Oslo^[2], hvoraf i det mindste en Deel synes at have været afbrændt, at derpaa Hr. Hallkell Agmundssøn, Befalingsmanden paa Oslo Slot, blev tagen til Fange af Alf Jarl, og kastet i Fængsel, samt derefter mod Tro og Love dræbt paa Isegran, men at Alf og alle de, der fulgte ham, bleve lyste utlæge i Norge, og at han selv reddede sig ved at flygte til Sverige, men at Aslak Skjenker med syv andre blev hængt, og ikke færre end 260 af hans Sveitunger eller Krigsmænd bleve dræbte^[3], og at Hertug Haakon siden efter den 19de August, fra Oslo tilskrev Staden Lübeck i et nyt Frihedsbrev saaledes: „Da vi nu lykkeligen residere i det Hertugdømme, som vor Fader, Kong Magnus, from Ihukommelse, efterlod os, tænke vi idelig og altid paa, hvorledes vi paa sømmeligste Maade kunne efterfølge vor Faders Exempel i alle Slags Dyder, der, som vi visseligen tro, straale herligt hos Gud, og leve over hele Jorden i Menneskernes Erindring og Omtale, saa at vi, ved at følge de samme Spor, kunne i den Tid, vi med Guds Naade have paataget os Hertugdømmets Styrelse, styre vore Skridt paa den mest heldbringende Maade for os og Alle, der leve i Hertugdømmet sammen med os, idet vi vise dem den rette Vej og Maade at leve hæderligt. Overvejende alt dette omhyggeligt, have vi kun for Øje at den gjenoprettede Freds Plantning i Norge strax kan voxe op til et højt Skud af Retfærdighed, Orden og Billighed, efter at Fiendskabens Rødder, hidrørende fra nogle Mennesker, der hverken frygte Gud eller Mennesker, nu fra Grunden af ere bortskaarne. Udestænges maa derfor omhyggeligt Oprørernes (rebellium) kaade Dumdristighed, Gud og retfærdige Mennesker forhadt, som her hos nogle Avindsmænd af Sandhed og Retfærdighed var rede til at gjøre Ondt, men derimod bør der i Fremtiden for alle gudfrygtige og ærlige Mænd, der i Fred ville besøge Norge, følge Ro, Fred, sand Kjærligheds Enighed, og vor særdeles Beskyttelses Naade“^[4]. Hertugen stempler her aabenbart de samme Mænd, der havde været Hovedaarsag til Krigen mellem Norge og Stæderne, som virkelige Oprørere i Landet selv, glædende sig over, at de nu endelig ganske vare udryddede, og da vi ovenfor have seet, at det netop var Hr. Alf, der betragtedes som Krigens Ophavsmand, er det tydeligt, at han her sigter til ham, og i faa Ord antyder hans Partis Nederlag og Udryddelse. Af alt dette bliver det klart, at en blodig, skjønt kortvarig Fejde har været ført. Den rimeligste Maade at forklare Sagen paa er den, at Alf efter Dronningens Død rimeligviis har vægret sig ved at give Slip paa de Besiddelser i Borgesyssel, som udgjorde Dronningens Livgeding, og som maaskee nu skulde tilfalde Hertugen. Det kan vel ogsaa hænde, at Hertugen, hvem Alfs Udnævnelse til Jarl ganske vist var meget imod, og for hvem maaskee dette var en af Hovedbevæggrundene til siden, efter at han var bleven Konge, ganske at ophæve den indenlandske Jarleværdighed^[5], har søgt at udvirke hos Kongen, at Alfs Forleninger skulde fratages ham, og at Alf ikke med det gode har villet givet Slip paa dem, men forsvaret sig med væbnet Haand, eller at han endog, forudseende at saadant vilde skee, strax paa Forhaand, efter Dronningens Død, har udstukket Oprørsfanen. Hvorom alting er, saa har han ført en Fejde mod Hertugen og hans Mænd, maaskee endog mod Kongen selv, der tilligemed Hertugen forlod Bergen den 14de April, og ilede til Viken. Alf har da uden al Tvivl benyttet sig af de Lejetropper, han Aaret forud havde bragt fra England. Formodentlig har han vel ogsaa faaet nogen Understøttelse af Venner og Undergivne i hans Hjemstavn, Hadafylke, især Ringerike, hvor der endnu ni eller ti Aar senere ytrede sig Misfornøjelse og Stemplinger mod Hertugen^[6]. Det lader til, at han har gjort et Angreb paa Oslo, og sat Ild paa den, samt maaskee ved denne Lejlighed overrumplet Hr. Hallkell Agmundssøn, og taget ham til Fange. Naar det heder, at Hr. Hallkell blev indkastet, altsaa i et fast Slot, og siden dræbt paa Isegran, ligger den Slutning nær, at Alf allerede tidligere under sine Herjetog i de danske Farvande, har paa denne lille Ø, der behersker Indløbet til Glommen, og som nu danner en Deel af Frederiksstads Befæstninger, opført en Borg eller Skandse, bag hvilken hans Skibe kunde ligge sikre mod Overfald af de tydske Krydsere, uden at han behøvede at lade dem gaa lige op til Sarpsborg, hvilket var ubelejligt, naar det, som det ofte kunde hænde for ham, gjaldt at gjøre hurtige Udfarter og passe hvert belejligt Øjeblik; det bliver under denne Forudsætning end videre sandsynligt, at Hr. Alfs Overfald paa Oslo er skeet ved en dristig Sejlads ind ad Fjorden^[7], at han har faaet Hr. Hallkell i sin Vold, og paa Tilbagevejen sat ham fangen paa Isegran, hvor han da senere paa en skammelig Maade har ladet ham dræbe, maaskee efter at der fra Kongens og Hertugens Side var aabnet Underhandlinger. Hvorledes Kampen førtes, og Alf blev overvunden, erfares ikke, men at en Kamp maa have fundet Sted, sees deraf, at 260 af Alfs Krigsmænd bleve dræbte; thi da det ikke er tænkeligt, at saa mange Mænd bleve henrettede eller aflivede med koldt Blod, maa de være faldne i en Kamp. Aslak Skjenker, der formodentlig har hørt til den Hird, hvormed Alf som Jarl havde omgivet sig, maa være bleven fangen tilligemed andre af Alfs mere anseede Hirdmænd, siden der fortælles, at han selv 8de blev hængt. Af Hertugens Brev til Lübeckerne synes man og at maatte slutte, at disse Uroligheder endnu en Tidlang har hindret den fredelige Handelsforbindelse mellem Stædernes Skibe og Norge, men at alt maa have været forbi, da Brevet blev skrevet, den 19de August, siden Hertugen der taler om Urostifternes „Udryddelse fra Grunden af“; imidlertid seer man dog ogsaa, at denne maa have fundet Sted kun kort Tid i Forvejen. Man erfarer end videre, at hverken Audun Hugleikssøn eller Alfs egen Svoger, Thore Haakonssøn, gjorde fælles Sag med ham, siden de netop i Juni Maaned, da Fejden neppe endnu ganske var til Ende, opholdt sig hos Kongen og Hertugen i Tunsberg, som det af disses Beskyttelsesbrev for de danske Kongemordere sees^[8]. Heller ikke lader det til, at andre bekjendte Stormænd have taget Alfs Parti. Alf tog, som der fortælles, sin Tilflugt til et Kloster i Sverige, og skal, efter en svensk Beretning, have gjort Knæfald for Kong Magnus og underkastet sig hans Naade^[9], hvoraf man da vel ogsaa maa slutte, at Magnus har tilsagt ham sin Beskyttelse. Muligt, at Kong Magnus selv ikke saa ugjerne havde seet, om Alfs Opstand, eller hvad man nu skal kalde det, var lykkets. Der er endnu opbevaret et Brudstykke af et Brev fra Kong Magnus til Alf, saa lydende: „Efterdi Gud har givet eder Naade og Lykke, saa at eders store Ry er vidt udbredt over mange Land og Riger, eders Venner til Glæde, og eders Fiender i Sandhed til Frygt og Rædsel, da raade vi eder, at I ej farer hasteligen frem i eders Raad og Anslag uden vel betænkt Raad, saasom I selv bedst veed, at de Anslag, som man begynder med vel beraadt Hu og Sind, gaa heldigere end de, som man begynder ubetænkt; paa det at I, som nu har et navnkundigt og vidt berømt Ry, ikke skal give eder i nogen Fare, hvorved eders Navn og Lykke kunde formindskes. Og om endog alle Ting kunde gaa efter eders Vilje og Forsæt, er det dog godt, at man seer sig for vel og tryggeligen“^[10]. Der er unegtelig intet Forehavende, med Hensyn til hvilket et Advarselsbrev som dette bedre kunde passe, end en Opstand eller Fejde mod Hertugen. Kong Magnus fraraader ham ikke ubetinget at udføre, hvad han har i Sinde, men kun for saa vidt som han ej kunde være sikker paa et heldigt Udfald. Handles der saaledes om en paatænkt Fejde, er det ikke den heldige, men den uheldige Fejde, Kong Magnus søger at forebygge. Da der nu neppe her kan være Tale om noget af Alfs tidligere Søtog, thi disse maatte Kong Magnus fra sit Standpunkt vel ubetinget fraraade ham, synes alene den her omhandlede Fejde at kunne være tilbage at gjette paa, som Brevets Gjenstand, og derpaa passe Udtrykkene unegtelig bedst. Hermed stemmer det og, at Alf flygtede til Sverige og fik Beskyttelse der, thi en saadan maa være bleven ham til Deel, siden vi efter tre Aars Forløb ville see ham komme frem igjen, mægtig nok til at udruste Kaperskibe paa egen Haand. Paa lignende Maade see vi ogsaa svenske Urostiftere tage Flugten til Norge og finde Beskyttelse der omtrent paa samme Tid. Da Folke, Søn af Lagmanden Algot Brynjulfssøn i Vestergøtland, ved sin Broder Karls Hjelp havde røvet den danske Herre David Thorsteinssøns Brud Ingerid, en Datter af Hr. Svantepolk Knutssøn og Benedicta, Datter af Sune Folkessøn, og saaledes nær beslægtet saavel med det danske som det svenske Kongehuus^[11], flygtede han med hende til Norge, og fulgtes strax efter af sin Broder Karl, Benedict, og Peter, der beklædte Cantslerværdigheden hos Kong Magnus; og de fandt i Norge ikke alene en venlig Optagelse^[12], men Kong Erik benyttede sig endog af Peter Algotssøn allerede Aaret efter i en vigtig Sendelse til Skotland^[13], medens Karl Algotssøn, der, uvist hvorfor og hvorledes, vendte tilbage til Sverige, blev henrettet. Disse Tegn paa en uvenlig Stemning mellem Norge og Sverige finde ogsaa tilstrækkeligt sin Forklaring i den Krig, der nu for Alvor udbrød mellem Norge og Danmark, med hvis Kongefamilie Kong Magnus var saa nær forbunden ved den før omtalte Giftermaals-Aftale mellem hans Søn, Kong Byrge, og Kong Eriks Datter Margrete, og som snart knyttedes end fastere ved en ny Forbindelse mellem Kong Eriks unge Søn og Efterfølger, Erik, og Kong Magnus’s Datter Ingeborg^[14].

1. Arne B. Saga Cap. 61. Der staar: Dronningen døde næste Dag … Mariæ Bebudelse; der sees ikke, om det var før eller efter.
2. Isl. Annaler, ved 1287. Det maa her lægges særdeles Merke til, at der ikke som ved de sædvanlige Beretninger om Ildebrande staar brann bœr í Osló, men brendr bœr í Osló, hvilket betegner, at Oslo By blev sat i Brand.
3. Sammesteds; dog maa her ogsaa de nedenunder Texten anførte Varianter tages med.
4. Lübecks Urkundenb. No. 317; ogsaa i Thorkelins Dipl. II. S. 111.
5. Det er her værd at erindre, at Alf Jarl virkelig var den sidste indenlandske Jarl i Norge.
6. Se nedenfor, jvfr. Hertugens Retterbod af 1297 og 1298, aftrykt i Norges gl. Love III. S. 27 fgg.
7. Maaskee Anlægget af Akershuus Slot har været en Følge af, at Slottet paa Vaakeberg som var det, hvori Hallkell befalede, kunde overrumples af Alf.
8. Se nedenf S. 142.
9. Ericus Olai S. 80.
10. Absalon Pederssøns Norges Beskr. i Suhms Samlinger, II. S. 47.
11. Svantepolk Knutssøn var Søn af Hertug Knut, der igjen var en Søn af Kong Valdemar i Danmark.
12. Ericus Olai, S. 80. Dalin henfører dette med Messenius til 1287, men det sees ikke, paa hvilken Hjemmel.
13. Se nedenfor, jvfr. flere Breve hos Rymer fra 1289; altsaa havde Peter Algotssøn i det mindste da allerede været en Stund i Kongens Tjeneste.
14. Rimkrøniken: Huitfeldt S. 300 (som dog tidligere paa en højst urigtig Maade omtaler dette ved 1286, S. 292, kaldende det en Giftermaalshandel mellem Frøken Ingeborg, K. Erik Glippings Syster, og Hertug Erik af Noge, K. Magnus’s Søn).