Det norske Folks Historie/6/74

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1859 (I-4-2, s. 140-148).

Efterretningen om den danske Konges Drab maa være kommen til Norge allerede før Aarets Udgang, og der have givet Anledning til mange Forhandlinger mellem Dronningen, hendes Sønner og de fornemste Herrer. Dronningen har vistnok nu troet, at Tiden var kommen til at see sine Ønsker opfyldte, hvad enten hun indskrænkede dem til Erhvervelsen af sit Arvegods eller hun havde endnu ærgjerrigere Planer, haabende at see sin Søn paa Danmarks Trone. Hvilke nu disse end have været, da fik hun dem ej opfyldte, eftersom hun døde allerede i Marts 1287, som allerede ovenfor omtalt; men at Sønnen Kong Erik arvede disse Planer, og omfattede dem med den største Iver, ville de Begivenheder vise, som her i det følgende omtales. Ogsaa Hertug Haakon sluttede sig her ganske til sin Broder, ligesom overhoved en uforstyrret Enighed synes at have hersket imellem Brødrene, siden Moderen døde. Det er ovenfor nævnt, at de den 14de April forlode Bergen tilsammen^[1], og droge til Viken. Om de end ikke kaldtes derhen ved Efterretningen om Alf Jarls Uroligheder, der maaskee neppe engang paa den Tid havde naaet dem, maatte det dog være dem magtpaaliggende at opholde sig i Viken, for i saa meget større Nærhed at kunde holde Øje med de Begivenheder, der nu fandt Sted i Danmark; det var desuden ved dette Aars St. Hansdag, at den første Betalingstermin til Stæderne forfaldt. Hvor lidet yndet Kong Erik i Danmark end havde været, vakte hans skrækkelige Drab dog almindelig Forfærdelse, og Morderne merkede derfor snart, at de, i det mindste for det første, ikke kunde gjøre Regning paa Folkets Sympathier, hvorfor de og saa længe som muligt søgte at holde Folket i Uvidenhed om, hvo de vare. Deres Haab stod vel fremdeles til Hertug Valdemar, som var nærmest til at føre Formynderskabet, og som klogeligt havde afholdt sig saa godt fra alt, hvad der kunde udtydes som Deeltagelse i Drabet, at man ikke med Hensyn dertil kunde rejse nogen grundet Indvending imod hans Udnævnelse til Formynder. Denne fandt ogsaa Sted paa det Danehof, som i Pintsedagene 1287 (28de Mai) blev afholdt i Nyborg. Her blev Hertugen ej alene udraabt til Rigsforstander, men fik ogsaa Als og de øvrige omtvistede Besiddelser tilbage, vistnok fordi man derved ville vinde ham end mere for den unge Konges Sag. Derpaa blev Sagen angaaende Kongens Drab behandlet, og der blev nedsat en Dom, bestaaende af Markgrev Otto af Brandenburg, Dronning Agnes’s Broder, Fyrst Vitslav af Rügen, de holstenske Grever, og 27 Adelsmænd, hine for at undersøge, disse sverge, hvo der vare Gjerningsmændene; Rygtet sigtede allerede Grev Jakob, Marsk Stig og flere af deres Venner, saa ivrigt de end havde søgt at anstille sig uskyldige, som Morderne, og de 27 Mænds Eed bekræftede, hvad Rygtet sagde. Grev Jakob, Marsk Stig, Peter Jakobssøn, Peter Pors, Nikolas Hallandsfar, Arnvid Benediktssøn, Nikolas Knutssøn, Uffe Dyre, og Jakob Blaafot, alle Riddere, samt Rane Jonssøn og Aage Kake, Knaper eller af Vaaben, bleve følgelig alle sammen dømte fredløse, som Kongemordere, og deres Gods erklæret at være forbrudt til Kronen^[2]. Hertug Valdemar maatte, om han end gjerne havde søgt at frelse dem – de vare alle hans Venner, Nikolas Knutssøn endog hans Mand – finde sig i at dette skede, uden at turde give dem noget Medhold; og Eden blev bekræftet samt de dømte erklærede i Bann af den danske Erkebiskop med alle hans Lydbiskopper. For de Domfældte, der rimeligviis selv vare tilstede paa Danehofet, hvorfra de ej kunde udeblive uden paa Forhaand at røbe sin Skyldighed, var der nu for det første intet andet Vilkaar end at forlade Landet, og de begave sig strax til Norge, hvor de fandt en venlig Modtagelse af Kongen og Hertugen, der just paa denne Tid opholdt sig i Tunsberg i Anledning af Udbetalingen til de tydske Stæder^[3]. Om de Fredløse opsøgte Kongen og Hertugen i Tunsberg, eller kun fra Halland af satte over Grændsen, vides ikke; kun saa meget er vist, at begge de kongelige Brødre den 25de Juni udstedte et Beskyttelsesbrev for flere af dem. Her heder det: „Vi gjøre herved vitterligt, at vi, havende for Øje de opofrende Tjenester, som Forfædrene til nærværende Brevs Ihændehavere, dHrr. Stig Andressøn, Nikolas Knutssøn, Nikolas Hallandsfar, Peter Jakobssøn, Peter Pors og Stig Nikolassøn, Riddere, Aage Kake og Rane Jonssøn, Knaper, troligen havde ydet vore Forfædre, de berømmelige Konger af Danmark, have fundet for godt at antage ovenbemeldte Riddere og Knaper til vore Mænd, og tage dem under vor Fred og Beskyttelse til særdeles Forsvar, lovende dem, at vi ville holde dem i Kjærlighed og Ære, og troligen staa dem bi med gode Raad og Daad, i at forfølge sine Sager samt forsvare sig mod Forurettelser, ligesom vi heller ikke uden dem eller deres Arvinger ville stifte Enighed med Kongen af Danmark eller andre deres Fiender. Og at det foran skrevne fra vor Side fast skal blive overholdt, derom have tilligemed os Herrerne Gaute af Tolga, Bjarne af Bjarkø, Thore Haakonssøn, Audun Hugleikssøn, Jon Brynjulfssøn, Guthorm Gydassøn, Isak Gautessøn, Baroner, Gudleik Viljamssøn, Lodin Lepp, Audulf Tovessøn og Nikolas Jute, vore Riddere, givet Forsikring, hvis Segl ogsaa tilligemed vore ere vedhængte“. Disse Mænd var det saaledes, som toge sin Tilflugt til Norge, og som, efter hvad allerede Brevet viser, nu svore Kongen og Hertugen Troskabseed, saa meget mere som Kongen til deres Sikkerhed overlod dem Slottet paa Ragnhildholmen ved Kongehelle^[4], hvor de vare ganske nær ved den hallandske Grændse. Dette var allerede i og for sig selv det samme som at erklære Danmark Krig, men en formelig Erklæring paafulgte strax efter^[5]. I denne, der indeholdtes i en Skrivelse fra Kong Erik til den unge Kong Erik Erikssøn i Danmark, paaberaabte hiin sig, „at man fremdeles forholdt ham hans Moders Fædrenearv, og at det var skeet hans Frænde Grev Jakob saavel som de andre Fredløse stor Uret, fordi der var svoret dem Sag paa Hænde, uden at de selv havde faaet Adgang til at verge sig med Kjøns-Eed“. At Kongen og Hertugen nu havde anseet Tiden belejlig til at vinde det saa længe omtvistede Arvegods ved Vaabenmagt, er i sig selv højst rimeligt, hvorhos det nok er muligt, at de kunne have fundet Fremgangsmaaden mod de Fredløse for haard; men af disse Aarsager alene havde de dog neppe erklæret formelig Krig, hvis de ej havde ventet sig større Frugter, og det er derfor neppe uden Grund, hvad en af de danske Annalister beretter, at de Fredløse lovede Kong Erik det danske Rige^[6], hvoraf igjen følger, at Kong Erik virkelig udstrakte sine Hænder derefter. Dette lade ogsaa senere Ytringer i den Proces, der anlagdes mod de Fredløses Frænde Johannes Grand, Erkebiskop i Lund siden 1289, formode. I Forbindelse hermed staar det maaskee ogsaa, at vi i de første Aar herefter ingen aldeles bestemte Tegn finde til, at Hertug Valdemar spillede under Dække med de Fredløse, om han end ikke stod paa nogen venskabelig Fod med Dronningen. Valdemar, der vistnok selv tragtede efter Danmarks Krone, kunde vel neppe synes om, at den norske Konge nærede lignende Planer. Den unge danske Konge svarede paa Krigserklæringen, eller der blev svaret i hans Navn, med en venlig Begjæring om, at Fejden i Mindelighed maatte afskaffes, og christent Blod skaanes: han skulde gjerne overlade den norske Konge, hvad han havde af hans Mødrenearv, men meget deraf stod hos Hertug Valdemar; han bad indstændigt, at Kong Erik i Norge ej vilde tage sig af de Fredløse, der saa skjendigt havde dræbt hans Fader. Men Kong Erik, siges der, vilde ikke høre om nogen Fredsslutning uden at de Fredløse bleve indtagne med deri^[7]. Hans Harme, siges der, skal især være optændt mod den dræbte Danekonge og hele den danske Regjering, fordi den i hans sidste Fejde med Stæderne havde sluttet sig saa nøje til disse^[8]. Dette faar nu staa ved sit Værd. Umiddelbart efter Krigserklæringen maa Kong Erik have gjort Udrustninger for at prøve et Herjetog, thi han samlede, fortælles der, endeel Skibe i den Hensigt, at øve Fiendtligheder mod Danmark, men efter at have ligget ved Ekerøerne i 6 Uger, og befundet, at hans Styrke var utilstrækkelig, vendte han tilbage igjen, dog brændte de Fredløse imidlertid Midelfart og Hindsholm^[9]. Det er tydeligt nok, at da Krigsudrustningerne først kunne have skeet efter at hiint Beskyttelsesbrev udstedtes, var det for seent paa Aaret til at nogen større Styrke kunde tilvejebringes. Et Udbud kunde neppe i rette Tid naa Sysselmændene og Baronerne i det nordenfjeldske, end mindre var der at tænke paa Udbud af Ledingstropper derfra; Hertugen var sandsynligviis endnu optagen med Fejden imod Alf Jarl, og Kongen havde derfor neppe andre Folk og Skibe at tage til, end dem han selv havde medbragt, og dem han i Hast kunde faa samlet fra den sydligste Deel af Viken. Imidlertid have da de Fredløse, som upaatvivleligt ogsaa vare med paa Flaaden, gjort et hurtigt Tog til den nordlige Deel af Fyn, for at herje de kongelige Besiddelser der i Egnen, samt maaskee og for at prøve, om de kunde faa Folket over paa sin Side. Hertil var dog deres Ferd ikke skikket, og Stemningen saavel i som udenfor Danmark (Norge naturligviis undtaget) vedblev at være meget ugunstig for dem. Endnu for Beskyttelsesbrevet udstedtes af de norske Fyrster, havde de brandenburgske Markgrever ved et Brev af 5te Juni erklæret, at hverken de selv eller deres Venner vilde indgaa noget Forlig med dem, og senere lod endog den tydske Konge, Rudolf af Habsburg, Kongemorderne erklære fredløse over hele Riget. Ogsaa de tydske Stæder lukkede sine Havne for dem, hvorfor den unge Konge, strax efter at han var bleven kronet i Lund, bevidnede dem sin Tak, og tillige meddeelte de lübeckske Handelsmænd fuld Frihed og Sikkerhed til at rejse frem og tilbage gjennem hans Besiddelser, fritagende deres Skibe, der maatte strande paa danske Kyster, fra at behandles efter Strandretten^[10].

Alt dette afbrød dog, som vi allerede have seet, ikke det venskabelige Forhold, som nu var indtraadt mellem Norge og de tydske Stæder, og uagtet der vel ikke nu blev noget af det omhandlede Fyrstemøde, lagde dog Kong Erik noksom for Dagen, at det var hans Hensigt samvittighedsfuldt at overholde de Forpligtelser, der ved Forliget i Kalmar vare blevne ham paalagte. Han vilde vel endog netop med Flid vise Kong Magnus, at han, hvad der end kunde være imellem dem, hædrede hans Dom. Paa St. Hansdag, som var Termindagem vare Kongen og Hertugen ganske rigtigt tilstede i Tunsberg, for at møde Stædernes Befuldmægtigede, thi Dagen efter udstedte de, som vi have seet, hiint Beskyttelsesbrev for de danske Herrer. Der indfandt sig ogsaa Befuldmægtigede fra Lübeck, Wismar, Rostock og Stralsund, men derimod ingen fra Visby, Riga og Greifswalde, og da man i sex Dage forgjeves havde ventet paa dem, og hine Befuldmægtigede heller ikke, som det lader, havde Fuldmagt til at modtage de sidstnævnte Stæders Andeel af Summen, kunde denne Gang ingen Udbetaling skee, uagtet den dog ganske vist maa være tilbuden fra Kong Eriks Side. Det blev da bestemt med de tilstedeværende Befuldmægtigedes Samtykke, at Pengene skulde først udbetales den 8de September 1288, fremdeles i Tunsberg, og hvis ogsaa da enkelte Stæders Fuld mægtige udebleve, skulde den Part, der faldt paa dem, udredes til dem, der indfandt sig, imod at disse skriftligt indestode Kongen for, at han for Eftertiden skulde være fri for samme Stæders Krav; ja hvis disse, under Forevending af, at Pengene ikke vare betalte til rette Tid, vilde hjemsøge Kongen med Krig, skulde hine endog med hele deres Vaabenmagt staa Kongen bi. Herom udstedte Kongen den 5te Juli en Erklæring i Tunsberg, hvori han gjentog, at han ubrødeligen vilde overholde Kong Magnus’s Dom^[11]. Aarsagen, hvorfor Fuldmægtige fra de tre Stæder ej havde indfundet sig, var vistnok især den, at Alf Erlingssøns Fejde endnu ej var til Ende, og at de frygtede for hans Kaperier. Men i ethvert Tilfælde kan det ej betvivles, at den Udsættelse med Betalingen, som Kong Erik derved fik, kom højst belejligt med Hensyn til hans Udrustninger mod Danmark, der maatte drives med Kraft og kræve store Bekostninger, om de skulde kunne lede til noget ordentligt Resultat. Vi see ogsaa, at der i Løbet af hele Aaret 1288 ikke blev gjort noget Tog til Danmark fra Norge, men at alle Krigsforetagender i dette Aar indskrænkede sig til, at Marsk Stig, rimeligviis fra sit Tilhold paa Kongehelle, gjorde flere, som der siges, hemmelige d. e. uformodede Tog til Nørrejylland, og der anrettede megen Skade^[12]. Formodentlig havde han ogsaa de øvrige jydske Fredløse med sig, og deres Hensigt var vistnok med væbnet Haand at sætte sig i Besiddelse af deres, ifølge Fredløshedsdommen til Kronen forbrudte Ejendomme, eller i det mindste at oppebære de sædvanlige Indtægter deraf; man maa ogsaa antage, at de fremdeles have søgt at overtale Folket til at gjøre Opstand og give sig under den norske Konge. Vi ville nemlig see, hvorledes Kong Erik senere hen virkelig indfandt sig ved Jylland i Haab eller Forventning om, at Indbyggerne vilde gjøre fælles Sag med ham, altsaa vel rimeligviis ifølge Udsigter, som Marsk Stig havde forespejlet ham; men som, da det kom til Stykket, viste sig at være ganske ugrundede. At det faldt Kong Erik vanskeligt at opdrive Pengene til de tydske Stæder, eller at man maaskee allerede til Forberedelse af Udrustningerne havde brugt en Deel af de forhen tilvejebragte Penge, maa man slutte deraf, at da den forlængede Termin, 8de September, kom, havde man ikke engang fuldt Halvparten af den bestemte Sum, 6000 Mkr., tilstede. Thi Hertug Haakon, som da, befuldmægtiget af sin Broder til at handle paa hans Vegne, havde begivet sig til Tunsberg, det aftalte Udbetalingssted, udredede her til Stædernes Sendebud, Fromold af Fifausen fra Lübeck, Henrik Munk fra Rostock og Johan Skoke fra Stralsund, hvilke ogsaa medbragte Fuldmagt fra de øvrige 4 Stæder^[13] , 2870 Mkr., og fik et Aars Henstand med det øvrige, hvorimod han, efter den ham af Kong Erik givne Fuldmagt, og med Bifald og Samtykke af Grev Jakob af Halland og Bjarne Erlingssøn samt flere anseede Mænd, der paa den Tid var nærværende, tilsagde Indbyggerne af hine syv Stæder fuldkommen Fritagelse fra at erlægge den sædvanlige Landvarde eller Afgift ved Sildefisket den anstundende Vinter, og hvis fuld Betaling af Summen heller ikke fandt Sted i September 1289, skulde hiin Afgiftsfrihed ogsaa vedvare for den følgende Vinter, samt fremdeles, indtil Betaling skede. Kun fordredes, paa det at ingen uberettiget skulde tilsnige sig samme Frihed, at enhver Skibsfører fra en af hine Stæder skulde medbringe et af Raadmændene i den By, Skibet tilhørte, udstedt Certificat, om at han saavelsom Skibet der hørte hjemme. For øvrigt bekræftede Hertugen paany alle de Bestemmelser med Hensyn til Stædernes Handelsrettigheder i Norge, der vare fastsatte, enten ved Kalmarforliget eller ved andre Lejligheder. Heraf seer man, hvor godt de kloge Tydskere forstode at benytte sig af Omstændighederne til sin Fordeel. I Stedet for at tage Anledning af Norges Pengemangel til at fornye Krigen, foretrak de at skaffe sig nye Friheder, der vistnok kun, som det heed, skulde være midlertidige, men som de dog neppe et Øjeblik tvivlede paa vilde blive vedvarende, da der ej var Udsigt til, at Norge under en bekostelig Krig vilde kunne skaffe den større Halvdeel af Pengesummen til Veje^[14]. Heri toge de heller ikke Fejl, som det i det følgende vil vise sig.

1. Det siges udtrykkeligt i de isl. Annaler ved 1287.
2. Huitfeldt, l. c. Dommen eller Eedserklæringen haves vel neppe nu, men den omtales i de fleste Annaler, og der hentydes dertil i de brandenburgske Markgrevers Brev af 5te Juni 1287, se Suhm XI. S. 14.
3. Se Kong Eriks Brev af 5te Juli 1287, Lübecks Urkundb. No. 512, jvfr. nedenfor.
4. Ryklosters Annaler saavel som mange flere ved d. A. Der tales altid kun om Kongehelle Slot, men da der ingen anden Borg var ved Kongehelle end Ragnhildholmen, er det tydeligt nok denne, der menes.
5. Krigserklæringen findes kun meddeelt i Udtog hos Huitfeldt, l. c., og han sætter den igjen umiddelbart foran Kong Eriks Søtog til Kjøbenhavn, hvilket Huitfeldt henfører til 1288, medens det dog, som det nedenfor vil sees, skede i 1289. Heraf kunde man igjen ledes til at formode, at ogsaa Krigserklæringen først var af 1289. Men vi ville see, at Erik virkelig allerede gjorde, eller prøvede at gjøre et Tog til Danmark 1287; desuden kaldes i Krigserklæringen, saavel som i Svaret derpaa, Erik Erikssøn „udvalgt“ Konge til Danmark, hvilken Benævnelse ej passer, efter at han var kronet, og hvor forskjellige Angivelserne end ere om Eriks Kroningsdag (man finder Juledag 1287, 1288, 1289), saa er det dog af diplomatariske Grunde sikkert, at den fandt Sted i 1287.
6. Langebeks Scr. V. 532.
7. Huitfeldt l. c.
8. Detmar, S. 161.
9. Dette omtales kun i de esromske Annaler, og der endog paa en saadan Maade, at man ikke tydeligt kan see, om det virkelig er at henføre til 1287, og ikke til et senere Aar. Disse Annaler berette nemlig under 1287 først om Kongemordernes Fredløshedsdom paa Danehofet ved Pintsetider, hvilket er nok saa rigtigt; derpaa heder det: „i dette Aar kom Norges Konge til Helsingør“ o. s. v. – og her fortælles nu temmelig udførligt de Krigsbegivenheder, om hvilket vi nedenfor ville see, at de aldeles beviisligt tilhøre 1289. Dernæst heder det atter: „i dette Aar kom Kongen af Norge til Aalborg“, o. s. v., og der fortælles om, at Langeland og Svenborg brændtes, Begivenheder, der med lige saa stor Sikkerhed kunne bevises at tilhøre 1290. Tredie Gang heder det atter: „i dette Aar vilde Kongen af Norge bekrige Danmark“, o. s. v.; og her fortælles da om det frugtesløse Ophold i Ekerøerne samt Opbrændelsen af Midelfart og Hindsholm. Gaar man videre, vil man finde for 1288: „Absalon Andersøns Død“, og for 1289: „Kong Erik af Norge kom med en Hær, og brændte Skjelfiskør, Tornborg, Helsingør, Nykjøbing“ o. s. v.; med andre Ord, man finder her de samme Begivenheder kort og annalistisk optegnede, som tidligere ere udførligt berettede under 1287. Da nu disse Annaler overhoved ere kortfattede, bliver det klart, at de udførligere Notitser for flere Aar, som findes under 1287, ikke have staaet i det oprindelige Haandskrift, man af en senere Afskriver, maaskee netop den, der skrev det nu existerende Haandskrift, efter hvilken Aftrykket er gjort hos Langebek, ere tilsatte andensteds fra, og ved en Uagtsomheds- eller Uvidenheds-Fejl indskudte under 1287, i Stedet for at fordeles til de rette Aar. Her bliver da nu Spørgsmaalet: hører den sidste med „I dette Aar“ begyndende Notits under 1287 til det, der oprindeligt stod under 1287, eller danner det Slutningen af det utilbørligt Indskudte, saa at man rettest burde henføre det til 1291, eller endelig: skulde det høre til 1288, saaledes at Aarstallet egentlig burde have staaet foran „hoc anno“, og „Absalon Anderssön obiit umiddelbart efter „Henxholm incendebant“ uden nogen Adskillelse? Hvor rimeligt dette sidste end ved første Øjekast kunde synes, saa kan man dog ikke vel antage det, da deels intet saadant Tog til Danmark omtales i de bedste Annaler, deels ogsaa den Omstændighed, at Kong Erik Sommeren 1288 gav sin Broder Hertugen Fuldmagt til at handle med Tydskerne paa sine Vegne, viser, at han den Sommer ikke engang var paa Østlandet, ligesom man og af enkelte Ytringer i Biskop Arnes Saga faar det bestemte Indtryk, at Kong Erik den hele Sommer opholdt sig i Bergen; det heder saaledes blandt andet, at Olaf Stallare indstændigt opfordrede Arne til „at drage til Bergen“, og slutte sig til Kongen (Cap. 67). P. Olai henfører rigtignok i sin „Chronicon Reg. Dan.“ Aalborrgstoget til 1288, (Scr. I. 196), men han viser sig her heelt igjennem yderst ukritisk og upaalidelig. Hvad Aaret 1291 angaar, da er Sagen tvivlsommere, men heller ikke da synes Kong Erik at have været paa Tog, i det mindste findes andensteds ikke fjerneste Antydning dertil. Endelig maa man være berettiget til at slutte noget derfra, at Kong Eriks Krigserklæring ifølge Huitfeldt var stilet til Danmarks „udvalgte Konge“, og ligeledes Svaret herpaa fra „den udvalgte Konge“, altsaa begge Dele ældre end Kroningen, der foregik i December 1287. Men naar først en Krigserklæring var udstedt, kan man ikke vel antage, at han skulde have ventet et heelt Aar indtil han gjorde sit første Tog.
10. Breve i Lübecks Urk. B. No. 502 og 522, begge daterede Helsingør den 2den Januar 1288 „præsentibus consiliariis nostris“. Udgiverne af Urk. B. have vistnok antaget No. 502 at være udstedt 2den Januar 1287, fordi der her tales om at, den i Brevet omhandlede Sag skulde forhandles paa Danehofet i Nyborg førstkommende St. Hans, og en nærmere Bestemmelse om denne Forhandling siges at indeholdes i No. 507, dateret 8de April 1287. Men ved Sammenhold af No. 506, 511, 520 og 526 sees det tydeligt, at den Forhandling om denne Sag, der bebudes i No 502, hører til Aaret 1288. Kong Erik Menved var neppe i Skaane ved Juletider 1286–87. Den eens-lydende Datering af 502 og 522 viser ogsaa, at de høre sammen.
11. Lübecks Urk. B. No. 512.
12. Dette fortælles udtrykkeligt i i Ryklosters Annaler (Langeb. Scr. I. S. 170), hvilke slutte ved dette Aar, saa at Beretningen maa ansees for samtidig. Det gjentages i de Annaler, der slutte med 1317, (Langeb. Scr. II. S. 174) men ved Trykfejl eller Læsefejl staar her Norvegia istedetfor Noriucia.
13. Et saadant Fuldmagtsbrev til Lübecks Raadmænd udstedte de i Visby bosatte Tydskeres Øvrighed den 30te Juni 1288 (Urk. B. No. 524), og lignende Fuldmagtsbreve maa da og være indløbne fra de øvrige Stæder, der ej sendte egne Befuldmægtigede.
14. Lübecks Urk. B. No. 527.