Det norske Folks Historie/6/75
Af den Omstændighed, at Kong Erik ikke selv var tilstede i Tunsberg, da Udbetalingen skede, men havde bemyndiget Hertug Haakon til at handle paa hans Vegne, ja endog at tilstaa Stæderne betydelige Friheder, maa man slutte, at Kongen i hele denne Sommer neppe engang var paa Østlandet, men opholdt sig i eller ved Bergen, hvor da andre vigtige Anliggender maa have beskjeftiget ham. For en stor Deel har vel hans Opmerksomhed været henvendt paa Forholdene i Skotland, siden der endog i det følgende Aar, da han udskrev Leding, var Tale om at han maaskee vilde drage med en Flaade til Skotland[1]. Vi have allerede seet af Alf Jarls Skrivelse til Jakob Stewart, at den skotske Formynder-Regjering ikke var ret venligt stemt mod Norge; siden blev Bjarne Erlingssøn sendt til Skotland og tilbragte hele Vintren 1286–87 der, som det heder, for at sikre Jomfru Margretes Herredømme derover[2], da Skotland, det vil sige den skotske Mellemregjeering, virkelig, trods alle Kong Alexanders Betryggelsesmidler, skal have viist sig uvillig til at antage hende som sin Dronning; hvorved dog den Tanke ligger nær, at Kong Erik gjorde Paastand paa større Myndighed i Egenskab af sin Datters nærmeste Værge, end man i Skotland vilde indrømme ham, og at dette havde et spendt Forhold mellem ham og Formynder-Regjeringen til Følge. Hertil kommer, at den resterende Halvdeel af Dronning Margretes Medgift endnu ikke var udredet. Vi have ovenfor seet, at Kong Alexander affandt sig med de norske Gesandter, der strax efter Margretes Død sendtes til Skotland, ved at anvise Jordegods, men Aftalen synes at have været den, at Indtægterne af dette Jordegods skulde anvendes til en aarlig Udbetaling i ti Aar, indtil den hele Sum, 7000 Mkr. Sterling, var betalt. Siden Kong Alexanders Død i 1286 havde dog ingen saadan Udbetaling fundet Sted, og man havde indskrænket sig til at udrede de ved Tractaten af 1266 foreskrevne 100 Mkr., maaskee under Forevending af, at, da Margretes Datter var hendes nærmeste Arving, og hun nu selv var Skotlands Dronning, skulde Udbetalingen ej længere skee til Kong Erik, men derimod til Regenterne selv paa hendes Vegne, med andre Ord aldeles ophøre[3]. Afsavnet maatte være saa meget føleligere for Kong Erik, som han just nu trængte saa højlig til Penge for at tilfredsstille de tydske Stæder. Under disse Omstændigheder kan man godt begribe, at Kongen helst opholdt sig i Bergen, hvor han bedst kunde holde Øje med hvad der foregik i Skotland, især da han havde en saa tro og paalidelig Ven, som sin Broder Hertug Haakon, til at varetage hans Tarv lige over for Danmark og de tydske Stæder.
End videre maa man antage, at de kirkelige Stridsspørgsmaal, der nu i saa lang Tid havde hvilet, men som ved Erkestolens Besættelse atter maatte komme paa Bane, i en ikke ringe Grad fængslede Kongens Opmerksomhed og optog hans Tid, især da den nys udvalgte Erkebiskop, Jørund, i Førstningen lagde en høj Grad af Nidkjærhed for Dagen, og lod til at ville begynde ganske hvor Jon havde sluppet. Dette erfarede man aller først af hans Optræden i de islandske Kirke-Anliggender. Striden mellem Biskop Arne og de saakaldte Kirkeranere, eller Ravn Oddssøn og hans Tilhængere, var atter blusset op med fordoblet Styrke, især da Biskop Arne havde faaet Efterretning om den djerve Chorsbroder Eindrides Valg til Erkebiskop, og antog det for afgjort, at han vilde komme tilbage til Norge med Pallium, og da træde i Jons Fodspor. Et nyt Forlig mellem Ravn og Arne i Skaalholt, omtrent paa samme Vilkaar som det forrige i Brautarholt, viste sig frugtesløst, fordi Biskoppen, stolende paa Medhold af den nye Erkebiskop, ikke holdt sig Vilkaarerne efterrettelig, men søgte ved Anvendelse af Kirkens Tvangsmidler at faa de af Lægmændene tagne Kirkegodser tilbage, medens Ravn og hans Venner lige saa ivrigt holdt paa dem; tilsidst kom det dertil, at Biskoppen satte flere af sine Modstandere formeligt i Bann og erklærede de øvrige forfaldne til Bannsstraf ipso facto, medens Ravn paa sin Side lod flere af de Prester, der udførte Biskoppens Foranstaltninger, dømme utlæge. I Aaret 1287 var Striden kommen saa vidt, at Ravn endog truede Biskoppen med at forholde ham hans Biskopstiende, og forbyde ham at rejse om paa Visitats; man kunde befrygte de voldsomste Storme, og den forsigtige Biskop Jørund forlod endog Landet. Det blev derfor nødvendigt for Kongen at skride alvorligt ind, og han sendte derfor allerede om Høsten 1287 sin egen Stallare Olaf Ragneidssøn af Stein saavel som Sighvat Halfdanssøn af Odde, der just havde været i Norge, til Island for at megle Fred og bringe Rolighed til Veje. Valget var meget heldigt, thi Olaf var ej alene rig og anseet, men synes derhos at have været en forstandig og maadeholdende Mand, der gjerne gav efter, hvor det paa nogen Maade kunde skee, for at skaffe Fred og Enighed til Veje; derhos er det aabenbart, at han havde Befaling af Kongen til at vise saa megen Føjelighed som muligt mod Biskop Arne, for hvem Kongen nærede megen personlig Ærbødighed, og hvem han nu desuden skyldte Erkjendtlighed, fordi han Aaret forud saa ivrigt havde søgt at fatte Ledingsudbudet i Kraft, medens derimod Ravn og de haandgangne Mænd havde lagt det Hindringer i Vejen. Et Beviis paa denne Erkjendtlighed havde Kongen allerede givet tidligere paa Aaret, idet han nemlig gjorde hans Frænde Loft Helgessøn til sin Hirdmand, og omsider tillod ham, efter fire Aars Fraværelse, at vende tilbage til Island, hvor han ankom om Sommeren[4]. Ligeledes medgav Kongen nu Olaf Stallare et Brev til Biskop Arne, hvori han takkede ham for hans udviste Iver, bad ham tage venligt mod Olaf og Sighvat, og meddele dem sine gode Raad; Kirkesagen, ytrede han, burde skydes under Kongens og den vordende Erkebiskops Dom, og selv lovede han, naar denne Dom skulde afsiges, i Forening med Erkebiskoppen at forhjelpe Kirken til al den Ret, den billigtviis kunde fordre, hvorimod han anmodede Arne om at indslutte ham og hans afdøde Moder i sine Bønner. Olaf Stallare forlod Norge saa sildigt, at Høststormene tvang ham til at overvintre paa Hjaltland, saa at han ej kom til Island førend det følgende Aar, lidt før Thingtiden. Imidlertid havde Striden vedvaret med uforandret Heftighed. Men ved Olafs Ankomst blev det anderledes. Kongens smigrende Brev, Olafs kloge og forsonlige Ferd, maaskee og Efterretningen om, at ikke Eindride, men Jørund af Hamar var valgt til Erkebiskop, formildede nu Arne, medens Ravn paa sin Side ogsaa gav noget Kjøb, og saaledes blev der virkelig paa Althinget sluttet et Forlig, hvorved, overeensstemmende med Kongens Ønske, Sagen henstilledes til Kongens og Erkebiskoppens Dom; indtil da skulde Kirkerne og Kirkegodset vedblive at staa under dem, der for Øjeblikket havde dem i Hænde, og Biskoppen skulde løse de i denne Sag bannsatte Mænd. Begge Parter skulde stille Borgen, at de i sin Tid vilde efterkomme Dommen, og Olaf Stallare tilbød sig selv at borge for Biskop Arne. Ravn og Biskoppen bestemte sig nu begge til at drage over til Norge, for personligt at røgte sin Sag. Men kort efter kom Biskop Jørund, der havde tilbragt Vintren hos sin Navne, den nys udvalgte Erkebiskop, tilbage til Island med Brev fra denne, hvori han paa det udtrykkeligste indskærpede Erkebiskop Jons Dom af 1273; siden indløb ogsaa flere Breve fra ham af lignende Indhold, blandt andet med den Befaling, at Erkebiskop Arnes Christenret alene skulde gjelde. Hvis disse Breve vare ankomne før, vilde de vistnok have ansporet Biskop Arne til at vise sig langt anderledes paastaaelig, og de vilde saaledes have gjort megen Skade. Men heldigviis kom de nu for sildigt dertil, og skjønt der ikke manglede paa dem, der søgte at overtale Biskoppen til at hæve Forliget og blive hjemme, lod han sig dog ikke forlede af deres Overtalelser, især da Olaf Stallare tilskrev ham et venskabeligt advarende Brev. Han tiltraadte sin Overrejse den 1ste September, efter at have indsat Abbed Runulf i Ver til Bestyrer af Biskopsstolen under sin Fraværelse. Paa samme Tid sejlede ogsaa Olaf Stallare og Hr. Ravn fra Island. Arne kom efter noget over 14 Dages Overrejse til Throndhjem, hvor han tilbragte Vintren; Olaf og Ravn droge derimod lige til Bergen, hvor Kongen vistnok allerede længe havde ventet dem, og hvor der nu allerede foreløbigt blev forhandlet meget om Kirkesagen[5]. Hvad Jørund imidlertid havde foretaget i Norge mod sin Forgænger, Erkebiskop Jons Modstandere, vides ikke; muligtviis holdt han sig her nogenledes stille, indtil Sira Sighvat var kommen tilbage med Pallium. Men da han havde faaet dette og saaledes følte sig sikker i Besiddelse af Erkestolen, troede han vel at kunne handle dristigere. Han ytrede uforbeholdent til Biskop Arne under dennes Vinterophold i Throndhjem, at han havde været for eftergivende mod Ravn og de øvrige Kirkeransmænd, siden han ej havde bannsat dem, og endnu i Vintrens Løb indstevnede han Ravn for sin Domstol, at svare for hvad han havde forbrudt, især fordi han havde været med at forjage Erkebiskop Jon, medens Arne indstevnede ham ligeledes at stande til Rette for sin Fremferd paa Island. Denne dobbelte Stevning var aabenbart en mellem Erkebiskoppen og Arne aftalt Plan. Ravn sad den overhørig, og som en Følge deraf tilskreve de begge Biskop Narve i Bergen, hvor Ravn opholdt sig ved Hoffet, at han skulde lyse denne i Bann. Narve vovede ikke andet end at opfylde Befalingen, og det lader ikke til, at Kongen gjorde noget Skridt for at hindre det. Senere, ud paa Vaaren, efter at have gjort en kort Visitatsrejse, bannlyste han ogsaa selv Hr. Jon Brynjulfssøn, den egentlige Fuldbyrder af Utlegdsdommen mod hans Forgænger[6].
Kongen selv synes nu, efter sin Moders Død, næsten at have heldet mere til Kirkens end til Lægmændenes Side, eller i det mindste at have været fuldkommen upartisk. Men den Indflydelse, hans Omgivelser engang havde faaet over ham, kunde han, som vi allerede ovenfor have berørt, ikke saa let afryste; dertil manglede han den fornødne Charakteerstyrke, især da ogsaa legemlig Svaghed kom til, og dersom hans Omgivelser havde lagt den samme Heftighed for Dagen mod Jørund, som tidligere mod Jon, vilde vel ogsaa paany Ubehageligheder af samme Slags, som i dennes sidste Dage, have indtraadt. Men deels vare Stormændene nu, da de ikke længer havde Dronningen i Spidsen, øjensynligt mindre heftigt stemte end før, ja holdt ikke engang saaledes sammen, som under Formyndertiden, deels var Erkebiskop Jørund paa sin Side, hvor store Ophævelser han end i Begyndelsen gjorde, langt lettere at paavirke ved Trusler og Smigrerier end hans Forgænger, og kom desuden snart i et ubehageligt Forhold til sine Chorsbrødre, alt dette bragte ham, som vi ville see, til inden kort Tid at nedstemme den høje Tone, han i Begyndelsen istemte. Da nu derhos Kongen, som man af hans Brev til Biskop Arne kan see, optraadte meglende, hvor det lod sig gjøre, og sikkert heri ogsaa understøttedes af sin Broder Hertugen, er det ikke vanskeligt at forstaa, hvorledes Storme af et alvorligere Slags nu kunde forebygges, og omsider et Slags Forlig bringes til Veje. Det laa desuden baade i Kongens og Stormændenes Interesse, nu, da den alvorlige Krig mod Danmark forestod, at stræbe efter Enighed og hindre al Splid indenlands; men det lader til, at der alene mellem de verdslige Herrer var Splid nok til at kunne optage Kongens og hans Raadgiveres Opmerksomhed. De Storme, som Alf Erlingssøns Uroligheder havde vakt, kunde neppe endnu ganske have lagt sig. I alle Fald erfare vi, at der fremdeles forefaldt blodige Scener endog mellem Rigets fornemste Mænd, hvad enten nu disse stode i Forbindelse med den Alfske Fejde eller ej. Om Høsten 1288 blev Hr. Gaute i Tolga, den ældste af Rigets Baroner[7], dræbt af en anden fornem Mand fra Ryfylke, nemlig Hallvard af Harde. Denne vilde nemlig stikke en anden Mand med en Kniv, sandsynligviis i et Drikkelag, men kom uheldigviis til at ramme Hr. Gaute. Til slige Voldsomheder kunde det saaledes endnu dengang komme i de højeste Kredse. Drabsmanden søgte Fristed i St. Svithuns Kirke i Stavanger (i denne By maa saaledes Drabet være begaaet), men Hr. Gautes Søn, Isak, allerede Baron ligesom Faderen, lod ham med Magt slæbe ud af Kirken og halshugge, uagtet Drabet paa en vis Maade kunde siges at være et Vaadesdrab. Til Straf for denne Selvtægt blev igjen Hr. Isak Gautessøn lyst utlæg[8]. Uagtet alt dette foregik i den Deel af Norge, der hørte til Hertugens Leen, maa dog ogsaa Virkningen deraf have være sporet blandt Kongens Omgivelser, hvor sikkert baade Hr. Isak og Hr. Hallvard havde Frænder og Venner. Det er endog heel rimeligt, at det var Kongen, der under Hertugens Fraværelse paa Østlandet fik Hr. Isak sagsøgt og dømt, thi strax efter Hertugens Ophøjelse paa Tronen finde vi Hr. Isak Gautessøn atter hjemme i Landet som en af hans fornemste Mænd og ypperste Raadgivere[9].
- ↑ Arne B. Saga, Cap. 70.
- ↑ Dette siges udtrykkeligt i en Notits i den endnu utrykte Olifs og Landres Saga. Han hørte, heder det her, denne Fortælling, da han Vintren efter Kong Alexanders Død (altsaa 1286–1287) sad i Skotland for at frede og sikre Riget under Jomfru Margrete, Kong Eriks Datter.
- ↑ I et udateret Brev fra Kong Erik i Norge til Kong Edward i England, skrevet før Pints 1290 (Rymeri foedera I. 2. S. 732) siger hiin, at skjønt det skotske Rige ifølge Egteskabskontrakten (ratione maritagii) skyldte ham aarlig 700 Mkr. Sterl., vilde der nu til førstkommende Pints 1290 være 4 Aar, i hvilke Afgiften ej var betalt. Nu tales der, som vi vide, intet om nogen saadan aarlig Afgift i Traktaten af 1281; men da Kong Eriks Brev viser, at den dog i Anledning af Egteskabstraktaten maa have været fastsat, bliver det altsaa rimeligst, at Tingen har været ordnet paa den ovenfor angivne Maade; derved forklares det da ogsaa bedst, hvorledes Fordun paa det ovenfor (S. 32) angivne Sted kan tale om 700 Mkr. Den der af os fremsatte Gisning, at 700 kan være en Skrivfejl for 7000, bortfalder saaledes, og det bliver tillige klart, at de her berørte Qvitteringer fra Bjarne Lodinssøn (og Broder Maurits) for 700 Mkr., samt fra Audun Hugleikssøn og Ivar Olafssøn for 350 Mkr., hvilke forefandtes i det skotske Arkiv 1291–92, netop ere Qvitteringer for et heelt og et halvt Aars-Afdrag. Blandt disse Arkivsager fandtes ogsaa Qvitteringer for den aarlige Afgift af 100 Mkr., bestemt ved Freden til Perth af 1266, for Aarene 1282–89 incl. samt 1291, kun ikke for 1290.
- ↑ Arne B. Saga Cap. 62, jvfr. c. 48. Her fortælles det om Loft, at han, da han den første Høst, han tilbragte i Norge (1283), blev saa unaadigt behandlet af Kongen og mødt med saa megen Uvilje ved Hoffet, gav Hallkell Agmundssøn, der just skulde drage til den tydske Konge, fem Hundreder Baadmaal: Hallkell bad da Bjarne Erlingssøn at finde paa Raad for ham, men intet skede. Da Hallkell kom hjem om Sommeren 1284, tog han Loft til sig. I Julen indbød Erlend Aamundessøn (maaskee rettere Erling Aamundessøn, senere Ridder) Loft til Kongsgaarden, og Hallkell bad for ham, men forgjeves. Om Sommeren 1285 fulgte han med til Rigsgrændsen i Bymændenes Skib (til Mødet paa Gullbergseid), og tilbage om Høsten; om Vintren, da Hallkell kom tilbage fra Haalogaland, begav han sig til ham, og tilbragte Resten af Vintren hos ham. Vaaren efter (1286) drog han med de øvrige Islændinger til Viken; der bad Lodin Lepp og Hr. Thorvard for ham, Søndag efter Botolfsmesse, og Kongen tog ham til Naade i Tunsberg. Den følgende Vinter tilbragte han hos Kongen, vel behandlet; i Begyndelsen af Fasten 1287 gjorde Kongen ham til sin Hirdmand, og gav ham derpaa Hjemlov; han begav sig til Throndhjem og derfra til Island.
- ↑ Arne B. Saga, Cap. 53–69. Jvfr. Keysers N. Kirkehistorie II. S. 56–58, hvor disse Begivenheder paa Island udførligere berettes.
- ↑ Arne B. Saga Cap. 70. Keysers N. Kirkehistorie S. 60, 61.
- ↑ Hr. Gaute i Tolga nævnes først blandt alle Baroner, endog foran Audun Hugleikssøn, i Beskikkelsesbrevet for de danske Fredløse af 25de Juni 1287; han maa altsaa have været ældst Baron af dem alle. Desuden seer man, at hans Søn, Hr. Isak Gautessøn, her ligeledes nævnes blandt Baronerne; og da neppe nogen naaede denne Værdighed, førend han var kommen til de modnere Aar, især naar Faderen endnu var i Live, viser dette, at Gaute selv maa have været meget gammel.
- ↑ Arne B. Saga Cap. 70. Harde er en Ø i Buknfjorden.
- ↑ Se f. Ex. Dipl. Norv. I. No. 92.