Det norske Folks Historie/6/79

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1859 (I-4-2, s. 183-204).

Efter en yngre Forfatters Gjetning skal det have været den unge Jomfru Margretes Anliggender, der i Aaret 1290 kaldte Kong Erik tilbage fra hans danske Tog^[1]. Dette er i sig selv heller ikke usandsynligt, eftersom Forberedelserne til hendes Afsendelse til Skotland netop, efter hvad der her nedenfor skal vises, faldt i anden Halvdeel af dette Aar, og sikkert krævede hendes Faders Nærværelse hjemme. Noget bestemt Udsagn findes dog ikke derom, og de Forhandlinger, der havde hendes Afsendelse til Følge, havde allerede taget sin Begyndelse i 1289, saaledes som det ovenfor er berørt. Den, der fra først af synes at have sat dem i Gang, var den engelske Konge, som nu engang havde foresat sig at benytte Lejligheden til at skaffe sin Søn Skotlands Krone ved et Giftermaal mellem ham og den unge Tronfølgerinde. Med utrættelig Iver underhandlede han med Skotlands Rigsforstanderskab, med Kong Erik, med selve Paven; Kong Erik selv optræder i alle disse Forhandlinger næsten kun som Biperson. Ham havde det vist været kjærere, om Margrete var bleven ugift indtil hun var bleven voxen, og at han imidlertid selv kunde være hendes Formynder: det var at forudsee, at hun ved Giftermaalet med Englands Tronfølger vilde saa at sige være tabt for Norge, og at hele Indflydelsen vilde komme i den mægtige, herskesyge Kong Edwards Hænder. Dette kunde hverken være behageligt for Kong Erik, eller for Skoterne i Almindelighed, og det er ikke usandsynligt, at ogsaa denne Betragtning for en stor Deel kan have bidraget til at de skotske Regjeringsherrer ej holdt sig det Kong Alexander givne Løfte efterrettelige, men en Tidlang vægrede sig ved at anerkjende Margrete, og derved kom i det spendte Forhold til det norske Hof, som Alf Jarls ovenfor omtalte Brev noksom lægger for Dagen, og som siden efter endog foranledigede Kong Erik til at fordre en Godtgjørelse. Kong Erik havde dog, naar han vilde sætte sin Datters Rettigheder igjennem, intet andet Valg end at henvende sig til den engelske Konge, thi selv var han neppe mægtig nok dertil, i det mindste ikke saa længe han havde en Krig at føre, der var mere end tilstrækkelig til at optage hans Stridskræfter. Alf Erlingssøns Trusler og store Ord have neppe gjort nogen Virkning. Bjarne Erlingssøn udrettede heller ikke, som det lader til, noget synderligt under sit Ophold i Skotland den følgende Vinter. Endog de Penge, der skyldtes Kong Erik ifølge Egteskabscontracten, bleve, som vi have seet, tilbageholdte. I 1287 og 1288 finder man ej engang omtalt, at Underhandlinger bleve fortsatte, og maaskee have de været ganske afbrudte, med mindre man kan antage, at den før omtalte Magister Huguitio, den pavelige Tiende-Collector, i et af de Aar sendtes over til Skotland for at virke i Margretes Interesser, hvortil der findes en Antydning^[2]. Men han kan i alle Fald ikke have gjort andet, end i Stilhed at bearbejde Gemytterne til Margretes og hendes Faders Fordeel: nogen Overeenskomst blev ikke sluttet, lige saa lidet som der endnu gjordes noget Skridt til at modtage den unge Kongedatter som Landets Dronning. Omsider saa da Kong Erik sig, i Aaret 1289, nødt til at henvende sig til Kong Edward, og ganske at lægge sine og Datterens Interesser i hans Haand. Han sendte i dette Øjemed trende Herrer til ham, nemlig Baronen Hr. Thryrik af Leikvange, den før omtalte Peter Algotssøn fra Sverige, Kong Magnus’s forrige Cantsler, og Ridderen Guthorm af Oslo, med den mest udstrakte Fuldmagt til at raadslaa med ham og vedtage de Foranstaltninger, der maatte være hende mest tjenlige. I Fuldmagtsbrevet nævnes ogsaa Ridderen Thorvald Thoressøn, Hertugens Sysselmand paa Hjaltland, men man seer af de paafølgende Forhandlinger, at han ikke kom med. Sandsynligviis var det bestemt at Gesandterne paa Vejen til Skotland og England skulde anløbe Hjaltland og at han der skulde slutte sig til dem, men enten have de af Vejr og Vind eller andre Omstændigheder været forhindrede fra at tage denne Cours, eller og har han af en eller anden Grund ikke kunnet paatage sig Hvervet^[3]. Gesandtskabet blev, som man maa antage, affærdiget fra Norge under Kongens Ophold i Tunsberg strax efter hans Tilbagekomst fra Krigstoget til Danmark, altsaa i de sidste Dage af August eller de første af September, thi i Løbet af denne Maaned maa Sendebudene være ankomne til England, eftersom de skotske Regjeringsherrer den 3die October tilskreve Kong Edward fra Melrose Kloster, at de paa hans Anmodning herved sendte befuldmægtigede Gesandter for at raadslaa om og træffe Aftale angaaende visse af de norske Sendebud til ham paa Bane bragte Anliggender, saaledes som det i et fra ham nylig modtaget Brev var antydet, lovende at godkjende alt, hvad der saaledes i hans Nærværelse blev vedtaget, forudsat at det ikke stred mod Skotlands Frihed og Ære, eller kom dets Indbyggere til Skade^[4]. Naar nemlig de skotske Regjeringsherrer den 3die October kunde besvare et Brev fra Kong Edward, hvori denne indbød dem til at udnævne Befuldmægtigede for at underhandle med de norske Gesandter, maa dette Indbydelsesbrev være skrevet i September, og Gesandterne fra Norge selv være ankomne nogen Tid forud. Deres Andragende til Kong Edward gik ud paa, at han med Raad og Daad vilde hjelpe til, at Jomfru Margrete maatte blive adlydt som Skotlands Arving og Dronning, saa at hun herefter kunde herske i dette Rige, ligesom andre Konger i sine Riger. Om de desforuden havde det Hverv, og Fuldmagt til, foreløbigt at aftale et Giftermaal mellem Margrete og Edwards unge Søn, er tvivlsomt, og man skulde snarere være fristet til ej at antage det; thi vel seer man, at Kong Edward allerede paa denne Tid eller snarere før havde været betænkt paa at bortrydde den Hindring, begge de unge Børns Slægtskab i tredie Grad stillede i Vejen for deres Egteskab, ved at anholde saa betimeligt hos Pave Nikolaus om den fornødne Dispensation, at denne allerede kunde udfærdiges den 16de November^[5]; men man vil dog af det følgende see, at Edward en Tidlang maa have holdt dette Skridt saa vidt muligt hemmeligt, og at han ikke fremlagde Dispensationen, førend det Fornødne var bragt i Orden om Margretes Modtagelse af Skoterne, og disse allerede vare bearbejdede til Fordeel for den paatænkte Forbindelse, samt desuden havde hørt Rygter om, at en saadan Dispensation virkelig skulde være erhvervet. Kong Edward frygtede vel, neppe uden Grund, at hvis hans Giftermaalsplan blev bekjendt, førend Gemytterne tilbørligt vare forberedte, vilde den, og dermed hans hele Haab om Englands og Skotlands Forening under hans Søns Herredømme, ganske gaa overstyr; Skoterne, ængstlige for deres Selvstændighed, kunde vægre sig ved at modtage Margrete som deres Dronning, og vælge sig en Konge blandt de andre Prætendenter til Kronen, og Kong Erik, hvis Mening det visselig heller ikke var, ganske at give Slip paa den fædrene Myndighed over sin Datter og de Fordele, han deraf kunde høste, naar hun tillige var Skotlands Dronning, men af hvis hele Holdning under de paafølgende Forhandlinger man tvert imod tydeligt kan see, at han kun tvungen af Omstændighederne fandt sig i hvad der skede, og saavel af Skoterne som af Edward betragtedes med Mistanke, som den, der nærede ganske andre Planer med sin Datter, vilde vel og have gjort Vanskeligheder ved at sende sin Datter fra sig, eller overhoved indgaa paa en Ordning af Sagerne, der banede Vejen for Edwards Hensigter. Dennes Politik var det derfor, som man af det følgende kan see, først, hvad der var det vigtigste, at faa Margretes Anerkjendelse og Modtagelse af Skoterne bragt paa det Rene; naar Giftermaalsplanen holdtes hemmelig, og hans hele Ferd saaledes bar Præget af den største Uegennyttighed, vidste han at der heller ikke fra Kong Eriks Side vilde møde Indvendinger, thi han kunde ikke andet end være tilfreds med, at hans Datter blev anerkjendt af Skoterne, og modtagen som deres Dronning. Naar dette var bestemt, og fra alle Sider sikret ved højtidelige Løfter, da først var det paa Tide at bearbejde Skoterne til Fordeel for Giftermaalsplanen, og naar de først gik ind derpaa, og omfattede den med Interesse, vilde det være ligegyldigt, hvad Kong Erik meente derom, thi det engang givne og besvorne Løfte om at sende hende maatte han holde. Det hele gik saaledes egentlig ud paa at vinde Skoterne og overliste Kong Erik.

De Befuldmægtigede, der nu afsendtes fra Skotland, vare Biskopperne af St. Andrews og Glasgow, Sir Robert Bruce den ældre, Herre til Annandale, og Sir John Comyn. Mødet holdtes efter Kong Edwards Bestemmelse i Salisbury, hvor ogsaa Kong Edward lod Befuldmægtigede fremmøde, nemlig Biskopperne af Worcester og Durham, samt William Jarl af Pembroke, og John Jarl af Guarenne. Der var saaledes i alt tre norske, fire skotske og fire engelske Befuldmægtigede^[6]. Efter mange Debatter og Forhandlinger enedes de forsamlede Herrer endelig om følgende Punkter, hvorom de den 6te November udstedte deres Brev:

1. At Jomfru Margrete, der her kaldes Dronning og Arving, skulde komme til England eller Skotland inden næste Aars Allehelgensdag (1ste Novbr.) fri for al Giftermaals- og Festemaals-Aftale; de norske Gesandter skulde sørge for at dette skede saaledes, med mindre Dronningen havde en gyldig Undskyldningsgrund.

2. Kongen af England lovede, at hvis Dronning Margrete kom i hans Hænder, fri for al Egteskabs-Aftale, skulde han, naar Skotland var roligt og fredeligt, saa at hun sikkert kunde komme derhen og opholde sig der, samt Skotlands Folk anmodede ham derom, sende hende til Skotland, lige saa fri for saadanne Egteskabs-Aftaler, som hun kom, dog saaledes at Skoterne, førend de modtoge hende, skulde stille ham tilstrækkelig Sikkerhed for, at de ej vilde bortgifte hende uden efter hans Foranstaltning, Vilje og Raad, eller med hendes Faders, den norske Konges, Samtykke.

3. De skotske Befuldmægtigede lovede for sig og sine Landsmænd, at de skulde sikre Jomfru Margrete Skotlands Rige, førend hun kom derind, at de skulde stille Borgen for at hun trygt kunde komme dersom i sit Rige og opholde sig der efter Behag, som Landets Herskerinde og Arving, samt at de for alt dette skulde stille saadan Sikkerhed, som billigt kunde fordres, og de norske Gesandter sagde at de kunde præstere.

4. Hvis der blandt Skotlands Rigsforstandere eller Ministre var nogen, som de norske Befuldmægtigede eller Dronningen fandt uduelige eller mistænkelige, skulde de strax fjernere„ og nye, bedre indsættes i deres Sted, efter Overlæg og Omsorg af retskafne Mænd fra Skotland og Norge, samt dem, Kongen af England dertil beskikkede. Kunde de skotske og de norske Mænd ej blive enige i dette Stykke, skulde de raade, til hvilke de engelske Gesandter sluttede sig, og det samme skulde ogsaa gjelde i alle andre Forhandlinger imellem hine Mænd, Skotland vedkommende, hvorfor der ogsaa skulde afgives en Beretning saavel til Englands som til Norges Konge om det skotske Riges Tilstand.

5. Ved næste Aars Midfaste skulde de nys berørte skotske Mænd indfinde sig i eller ved Grændsestaden Roxburgh, og de af den engelske Konge udnævnte ved Warks eller Carham, hvor der da skulde handles nærmere om Opfyldelsen af de ovenforbestemte Punkter samt de Sikkerheder, der vare at stille.

Brevet blev chirographarisk udfærdiget i tre Exemplarer, to paa Fransk, for England og Skotland, og eet paa Latin for Norge, samt beseglet af alle de elleve Herrer^[7]. Under samme Dag udstedte Kong Edward, fra Clarendon^[8], et Brev, hvori han vedtog det ovenfor paa hans Vegne givne Løfte om at sende Margrete fri for enhver Forpligtelse til Skotland, under de der opstillede Betingelser; hvorhos han ogsaa samme Dag tilskrev Skotlands Prælater, Magnater og menige Almue, at da han paa det ivrigste ønskede at bringe sin kjære Slægtning Dronning Margretes Anliggender paa det Rene, til Guds Ære, Rigets Bedste og hendes egen Fordeel, bad han dem indstændigt fat vise de i hendes Navn indsatte Rigsforstandere den Opmerksomhed og Lydighed, at han selv og Dronningen kunde have Grund til at rose deres Loyalitet. Saa snart det nu forestaaende Parlement i London var til Ende, skulde han sende nogle Medlemmer af sit eget Raad til Skotland, af hvilke, saavel som af Rigsforstanderen, han vilde faa vis Underretning om Rigets Tilstand, den han med Guds Hjelp haabede var rolig og fredelig^[9]. Man seer for øvrigt af alle disse Forhandlinger, at han her optraadte ganske som Skotlands øverste Leensherre, og at Skoterne selv heller ikke ligefrem protesterede derimod. Muligt, at han dog derhos handlede i Egenskab af Margretes nærmeste Frænde i England og Skotland. Han havde ellers nu faaet sikret sig det vigtigste, Margretes Anerkjendelse, og benyttede Tiden paa det bedste til ogsaa at bringe det paa det rene. Hvilke Mænd han sendte for at raadslaa med de skotske Regjeringsherrer, vides ikke, heller ikke hvad Forhandlinger der fandt Sted imellem dem^[10]; saa meget seer man kun, at de maa have forstaaet at drive Sagen, og benyttet Tiden godt, thi den 17de Marts, Fredagen efter Midfaste, der var den i Overeenskomsten til Salisbury bestemte Tid til Sikkerhedens Stilling m. m.^[11], tilskrev allerede samtlige Biskopper, Abbeder og Baroner i Skotland, med Rigsforstanderne i Spidsen, fra Brigham baade Kong Edward og Kong Erik hver sit Brev, hvori de paa det ivrigste anbefalede Giftermaalet mellem Dronning Margrete og den engelske Kongesøn. I Brevet til Kong Edward heed det, at de „paa Grund af hans gode Rygte, den Retfærdighed han viste imod alle, og det gode Naboskab og den store Fordeel, Skotland havde nydt af ham, hans Fader og Forfædre“, vare særdeles glade ved at have hørt, at Paven skulde have meddeelt sin Dispensation til Egteskabet mellem hans Søn og Dronning Margrete; de udbade sig nu herom tilforladelig Efterretning; var Dispensationen allerede erhvervet, gave de herved sit Samtykke til Giftermaalet, og skulde den først erhverves, vare de villige til, i Forening med Kong Edward at gjøre de nødvendige Skridt til dens Erhvervelse; under alle Omstændigheder skulde de sende Gesandter til ham ved det Parlement, der forestaaende Paaske (2den April) skulde holdes i London, for at handle nærmere om dette Anliggende. Til Kong Erik talte de et alvorligere, næsten bydende og truende, Sprog, der viser, at Stemningen mod ham endnu ikke var den bedste. „Da de“, heed det, „vare forvissede om at han ønskede hvad der kunde befordre hans Datters og hendes Riges Hæder, og da Paven nu, efter hvad der var almindelig Tale paa forskjellige Kanter af Verden, havde givet Tilladelse til at Englands Tronarving maatte egte hende, havde de paa Rigets Vegne samtykket i dette Giftermaal, hvorfor de nu herved anmodede ham om at foranstalte det fornødne til, at hans Datter snarest muligt kunde blive sendt til England, i det aller seneste inden Allehelgensdag, som det forhen var aftalt; derved vilde han særdeles forbinde dem; „men skulde det hende, at han ikke gjorde det, saa vilde de træffe de bedste Forholdsregler, Gud maatte indgive dem til Rigets og Folkets Gavn“. Dette var, med andre Ord, at true med Frafald fra hans Datter, hvis han ej føjede sig efter deres Ønske, og den Aftale, de, ham uadspurgt, maatte træffe med Kong Edward. Under de nærværende Omstændigheder var der dog intet andet for, end at finde sig deri, og rette sig derefter, ellers kunde hans Datter lettelig gaa Glip af sin Krone. Edward og Skoterne bare sig ogsaa i deres videre Forhandlinger paa det nærmeste ad, som om Margretes egen Fader aldeles ingen Stemme havde med Hensyn til hendes fremtidige Skjebne; naar de henvendte sig til ham, var det ej om noget Samtykke, men kun om at paadrive Margaretes Afsendelse. Der synes heller ikke paa denne Tid at have været norske Gesandter i England eller Skotland, der kunde optræde naa hans Vegne, thi de sidste Gesandter vare i det mindste om Vaaren 1290 hjemme i Norge^[12], og havde rimeligviis allerede vendt tilbage strax efter at have sluttet Overeenskomsten i Salisbury; og der tales ingensteds om noget nyt Gesandtskab, afsendt i 1290. Kong Edward lovede derhos, og Biskop Anton af Durham saavel som Jarlerne af Cornwall og Guarenne indestode for, at han efter Paasken skulde skaffe de skotske Sendebud hans Forpligtelsesbrev paa, at dersom Dronning Margrete ikke kom til England eller Skotland inden næste Allehelgensdag, eller hvis Kong Erik ikke ved sin Eed og sit aabne Brev, samt edeligt Forløfte fra Erkebiskop Jørund, Biskopperne i Bergen, Stavanger og Oslo, Hertug Haakon, Thryrik af Leikvange, Audun Hugleikssøn og Bjarne Erlingssøn, der ligeledes skulde give deres aabne Brev derpaa, beseglet med i det mindste fem af de nævnte Herrers Segl, at Margrete skulde blive afsendt til den bestemte Tid, med mindre lovligt Forfald hindrede det, – da skulde han lade udbetale de skotske Rigsforstandere 3000 Mk. i Berwick til den Tid, som nærmere maatte blive aftalt med de skotske Gesandter. Tiden bestemtes senere til Mortensdag, og Kongen udstedte det lovede Forpligtelsesbrev derom den 15de Mai^[13]. Hvad der for øvrigt imidlertid forhandledes paa Parlementet i London mellem Kong Edward og de skotske Gesandter, meldes ikke udtrykkeligt; man maa kun slutte sig dertil, af hvad der herefter skede. Det var formodentligt ifølge den mellem dem sluttede Aftale, at Kong Edward overdrog Biskop Anton af Durham den mest udstrakte Fuldmagt til enten selv eller ved Fuldmægtige eller Sendebud, at underhandle med Kong Erik om alt, hvad der vedkom dem selv og deres Børn, samt træffe den Overeenskomst derom, som maatte findes tjenlig. Det Brev, hvori han underretter Kong Erik herom, er dateret fra Woodstock den 10de April. Han ytrer her, at han, efter Biskoppens egen indstændige og hyppigt gjentagne Begjæring har overdraget denne Fuldmagt til ham, der har for Øje og ivrigt søger at befordre Kong Eriks Gavn af Riget Skotland, hvilken ogsaa Kong Edward selv i dette som i andet ønsker den bedste Fremgang^[14]. Syv Dage efter tilskrev han ogsaa Kong Erik et andet Brev, hvori han endelig rykkede frem med Underretningen om at han havde faaet og virkelig var i Besiddelse af den pavelige Dispensation for det paatænkte Giftermaal; han bad derfor nu indstændigt Kong Erik at paaskynde Margretes Afrejse. Det vilde, slutter han, gjøre ham ondt, om deres Ønsker i denne Sag skulde være forskjellige, eller om Erik heri vilde gjøre nogen Forhaling, „hvilket ikke vilde være sømmeligt for den kongelige Værdighed“^[15]. Her var ikke længer Tale om at forlange Kong Eriks Samtykke til Giftermaalet; man forudsatte ligesom at det faldt af sig selv, og at det kun var utilbørligt, dersom han gjorde Vanskeligheder derved. Vi have strax ovenfor seet, at Kong Edward uden videre tiltog sig at give Løfter og Forsikringer om hvad Kong Erik skulde gjøre, og vedtog endog at betale en Mulct, hvis det ej skede; ret som om Kong Erik her slet ingen Vilje havde.

Det var formodentlig Meningen, at Biskop Anton skulde overbringe begge disse Breve til Norge. Men hvor vidt han virkelig drog derhen, kan man af de forhaandenværende Beretninger og Aktstykker ej godt see. Der tales vel ikke i de gamle Annaler om at nogen engelsk Biskop om Vaaren eller Sommeren var i Norge, men de tale rigtignok heller intet om de skotske Gesandter, hvilke, som man med Bestemthed veed, senere paa Høsten kom til Norge for at hente Margrete, eller overhoved om hendes Afrejse; af hiin Taushed kan man derfor ikke slutte, at Biskop Anton ej kom til Norge. At Forhandlinger med Kong Erik havde fundet Sted i Sommerens første Halvdeel, førend han tiltraadte Toget til Danmark, og at hans foreløbige Samtykke maa være erholdt, med andre Ord, at han maa have opgivet Haabet om at kunne træffe nogen for sig fordeelagtig Bestemmelse om sin Datters Giftermaal, synes klart deraf, at sex af Kong Edward dertil særskilt udnævnte Befuldmægtigede, hvoriblandt fremdeles Biskop Anton af Durham, allerede i Juli Maaned kunde skride til formeligt at afslutte en Overeenskomst med Skotlands Regjering og Magnater om Betingelserne for Giftermaalet mellem begge de kongelige Børn, hvorved der endog omhandledes, hvad der skulde skee, hvis de døde barnløse^[16], og at Skotlands Regjering henstillede denne Overeenskomst til Edwards Ratihabition^[17], samt udnævnte tre Befuldmægtigede, Biskop Robert af Glasgow, Biskop Alan af Katanes og John Comyn til at aftale det videre med Edward, uden at Erhvervelsen af Kong Eriks Samtykke med et eneste Ord er omtalt^[18], og uagtet dette i det mindste ikke officielt var erhvervet, da Kong Edward først under 28de August, da han meddeelte Ratihabitionen, udnævnte Biskopperne Anton af Durham og Robert af Glasgow, samt John af Guarenne, John Comyn, og Mag. Henrik af Newark til sine Gesandter og Befuldmægtigede til at træffe Overeenskomst med Kong Erik eller hans befuldmægtigede Sendebud om Festemaalet mellem den unge Edward og Margrete. For Formens Skyld udstedte ogsaa den unge Edward en lignende Fuldmagt til Jon af Guarenne alene^[19]. Det var aabenbart ikke Hensigten at disse Befuldmægtigede skulde gaa til Norge, men alene at de skulde begive sig til Skotland eller i det højeste til Orknøerne for der at møde Befuldmægtigede fra Norge, thi i et Brev af samme Dag til Skoterne^[20] meldte Kong Edward disse, at han til Riget Skotlands Fred og Gavn sendte dem Biskop Anton for midlertidigt at træde i Margretes og den unge Edwards Sted, og i Forening med Rigsforstanderne og Magnaterne at frede og ordne Riget. De oven nævnte skotske Befuldmægtigede lovede paa Rigets Vegne, at hvis Margrete kom inden Allehelgensdag, fri for alle Egteskabsbaand, skulde alle Rigets Festninger blive den unge Edward overgivne; kom hun ikke, skulde Slotsherrerne dog edeligen forpligte sig at beholde Fæstningerne for Margrete og Edward. I et andet Brev, dateret den 1ste September, bekjendtgjorde Kong Edward, at, da Norges Konge agtede at sende Befuldmægtigede til England for at handle^[21] om Sager, der vedkom dem begge, havde han meddeelt samme Biskop Anton Fuldmagt til at lade de norske Gesandter faa det behørige Lejde^[22]. Imidlertid havde begge Edwarderne, Fader og Søn, under 29de August befuldmægtiget Biskop Anton, John af Guarenne og Henrik af Newark til ganske at afslutte Giftermaalet, og for at Sagen kunde gaa raskere, vedtog Biskop Anton paa Kong Edwards Vegne at udbetale aarligen til Norge 400 Pund Sterling, indtil Margrete havde fyldt sit 15de Aar, hvorhos Kongen bød at den skotske Kæmereer skulde udbetale Magister Huguitio 200 Pund, fordi han troligt havde tjent Margrete og haft Bekostninger for hendes Skyld^[23]. Disse Udbetalinger eller Løfter om Udbetalinger kunne maaskee forklare, hvorfor Erik holdt sig saa passiv. Han befandt sig aabenbart i den største Forlegenhed paa Grund af den danske Krig og Udtællingerne til de tydske Stæder, og kunde ikke godt undvære Edwards Hjelp. Allerede tidligere paa Aaret, før Pints, havde han henvendt sig til Kong Edward med Beklagelse over, at uagtet Skotland ifølge hans Egteskabscontract skyldte ham 700 Mkr. Sterling aarligt, saa vilde der dog til forestaaende Pints være fire Aar hengaaet, (altsaa siden Kong Alexanders Død), hvori han aldeles intet havde faaet; men for des eftertrykkeligere at kunne befordre sine egne og sin Datters Anliggender, havde han laant, hvad han saaledes havde tilgode, nemlig 2800 Mkr., af sine kjære Kjøbmænd William Daverson og William Suat, imod at give dem Anviisning paa hiin Afgift; han anmodede derfor Edward om hans kraftige Medvirkning til at Skotlands Rigsforstandere og Camerarier udbetalte disse Penge til samme Kjøbmænd, hvorom han ogsaa havde tilskrevet dem umiddelbart^[24]. Man kan for Resten ikke godt see, om de Gesandter fra Norge, Kong Edward ventede, skulde sendes tidligere end Margrete selv, eller om det var de samme, der skulde være i Følge med hende. Det sidste synes dog at være det rimeligste, da der saa sildigt som først i September, da Kong Edward skrev hiint Brev om Lejde for de norske Gesandter, kun var to Maaneder til Allehelgensdag, inden hvilken, i det aller seneste, Margrete selv skulde være kommen til Skotland, og i denne korte Tid vilde man vel neppe sende to Gesandtskaber. Man erfarer desuden af senere Brevskaber og Beretninger^[25], at det var Kong Eriks Bestemmelse, allerede temmelig tidligt, enten sidst i September eller først i October, at sende hende til Orknøerne, hvorfra hun desto lettere til den bestemte Tid kunde indtreffe i Skotland, og de Gesandter, der fulgte hende, kunde da lettelig, om det behøvedes, foreløbigt aflægge et Besøg der eller i England; men den egentlige Afslutning af Egteskabscontracten selv, der for Resten med Hensyn til Kong Erik nu var en blot Formsag, synes at skulle have foregaaet paa Orknøerne, hvorhen derfor ogsaa saavel engelske som skotske Befuldmægtigede skulde begive sig. De skotske Magnater havde allerede sendt et Gesandtskab, bestaaende af tvende velstuderede og retskafne Mænd, Michael af Wemyng og Michael Scott, til Norge for at afhente Margrete^[26]; formodentlig var det da efter Overlæg med dem, at den her omhandlede Bestemmelse blev truffen.

Om Maaden, hvorpaa den unge Margrete udstyredes og afsendtes fra Norge, og af hvilke Herrer og Damer hendes Følge bestod, er ingen Optegnelse levnet. Det er ikke usandsynligt, at Magister Huguitio har været med, da det lader til, at han havde saa meget med Margretes Anliggender at bestille; maaskee ogsaa Mag. Peter Algøtssøn, der ligeledes sees at have været meget brugt i disse Sager. Men om de medsendte Baroners og Ridderes Navne er det umuligt at fremsatte nogen sikker Gjetning. Saa meget kan man alene sige med Vished, at Bjarne Erlingssøn ikke kan have været med, da han just paa denne Tid indstevnedes af Erkebiskop Jørund^[27]. Derimod maa det ansees udenfor al Tvivl, at en af Damerne i Margretes Følge var Fru Ingebjørg Erlingsdatter^[28], Alf Jarls Syster og Hr. Thore Haakonssøns Hustru; som nær beslægtet med Kongehuset maa hun endog have været den fornemste af Fruerne, og den som nærmest havde den unge Kongedatter i sin Varetægt. Usandsynligt er det derfor ikke, at ogsaa hendes Mand, Hr. Thore Haakonssøn, har været med i Følget.

Men Edwards klogt anlagte Planer og glimrende Forhaabninger skulde dog denne Gang blive til Intet, og de Fordele, Kong Erik maaskee endnu lovede sig af Datterens Ophøjelse paa Skotlands Trone, gaa tabt. Det spæde sexaarige Barn skal ikke have taalt Sørejsen paa denne sildige Aarstid, saa at hun allerede undervejs blev syg, og rimeligviis i en meget daarlig Forfatning ankom til Orknø. Efter en enkelt Beretning skulle endog hendes Ledsagere paa Grund af hendes Sygdom have ladet Skibene, der førte hende og Følget, løbe ind til Orknøerne^[29], men dette kan dog ikke forholde sig saaledes, da det tydeligt nok kan sees, at det allerede før hendes Afrejse var bestemt, at hun skulde bringes til Orknøerne og at de norske Gesandter i hendes Følge der skulde mødes med de engelske og skotske Befuldmægtigede, saaledes som det ovenfor er viist. Allerede i de første Dage af October kom det Rygte til Skotland, at hun skulde være død, og vakte der stor Sorg hos alle fredelskende Mænd, da netop de indvortes Fejder mellem de mægtige og uregjerlige Stormænd nys vare blevne nogenledes bilagte og Landefreden gjenoprettet i Forventning om hendes Ankomst og om en kraftig Regjering under Kong Edwards Opsigt, medens derimod hendes Død vilde give Løsenet til nye Uroligheder. Der haves endnu et Brev til Kong Edward, dateret 7de October, fra Biskoppen af St. Andrews, hvori denne underretter ham om det sørgelige Rygte, og levende skildrer Stemningen og Forholdene i den Anledning^[30]. „Eftersom det nys var bestemt i eders Nærværelse“, skriver han, „samledes de skotske Sendebud, der havde været hos eder, saavel som nogle andre af Skotlands Stormænd, ved Perth Søndag efter Michelsdag (1ste Octbr.) for at høre eders Svar paa, hvad samme Gesandter hos eder havde andraget og forhandlet om; og efter at have hørt dette Svar, takkede de troe Stormænd og en Deel af Rigets Menige eders Højhed paa det aller forbindtligste, hvorpaa bemeldte eders Gesandter, saavel som vi, gjorde os rede til at drage til Orknøerne, for at underhandle med de norske Gesandter og modtage vor Dronning. Men da lød blandt Folket det sørgelige Rygte, at samme vor Frue skulde være død, hvorover Skotlands Rige er foruroliget, og det menige Folk fortvivlet. Sir Robert Bruce, som før ikke havde villet indfinde sig ved hiin Samling, er nu efter Enkeltes Tilskyndelse kommen did med en betydelig Styrke, dog veed vi endnu ikke, hvad han agter at gjøre, eller paa hvad Maade han vil gaa frem. Men Jarlerne af Mar og Atholl have allerede opbudt deres Hære; de andre Magnater begive sig ligeledes hver til sit Parti, og man kan saaledes frygte for en almindelig Krig og stor Blodsudgydelse, hvis ikke den Højeste, ved eders Flid og Bistand, bringer hurtig Hjelp. Biskoppen af Durham, Jarlen af Guarenne og vi selv have siden hørt, at vor Frue er kommen sig af sin Sygdom, men endnu meget svag; vi ere derfor komne overeens om at opholde os her ved Perth, indtil vi af nogle til Orknøerne afsendte Riddere have faaet Vished om hendes Tilstand, som Gud give maatte være god og tilfredsstillende. Faa vi gunstige Efterretninger om hende, hvilke vi vente Dag efter Dag, ere vi færdige at rejse didhen efter Bestemmelsen for da, saa godt vi formaa, at udføre oven nævnte Hverv. Kommer Sir John Balliol til eder, raade vi eder, at I seer til at forhandle med ham paa saadan Maade, at i alle Tilfælde eders Ære og Fordeel bevares. Men skulde det hænde, at vor Frue, hvilket Gud forbyde, siger denne Verden Farvel, da var det ønskeligt, om eders Excellens fandt for godt at nærme eder Grændsen, for at trøste det skotske Folk og forebygge Blodsudgydelse, saa at Rigets troe Mænd kunne bevare sin Eed ukrænket, og tage den til Konge, som med Rette bør arve Riget, dog kun for saa vidt han vil rette sig efter eders Raad“.

Om det virkelig forholdt sig saaledes, at Margrete var kommen sig igjen af fin første Sygdom, faar staa ved sit Værd, men i saa Fald vare de gode Forhaabninger om hendes Helbred kun af kort Varighed, da hun døde paa Orknøerne uden at sætte Foden paa Skotlands Grund. Ved hendes Død maa der dog have været særegne Omstændigheder, der gjorde, at der hvilede en vis Dunkelhed derover, saa at man ikke engang nøje veed Tiden, da den indtraf^[31], og mange endog ikke troede at hun var død, hvorved det ti Aar senere blev muligt for en Kvinde fra Tydskland, ganske vist en Bedragerske, at udgive sig for hende og vinde Tiltro, saaledes, som det paa sit Sted nærmere skal berettes. Hun paastod, at Fru Ingebjørg Erlingsdatter havde solgt hende^[32], det vil vel sige for Penge ladet sig bevæge til at overgive hende til Folk, der ønskede hende af Vejen, og at disse igjen havde skaffet hende bort til andre Lande. Heraf fremgaar i alle Fald saa meget, at Fru Ingebjørg, saaledes som det ogsaa ovenfor er antaget, maa have været med paa Rejsen til Orknøerne, og haft Barnet under sin Varetægt, samt at der rimeligviis maa have været noget i den Maade, hvorpaa hun under Sygdommen behandlede hende, der var hendes øvrige Omgivelser paafaldende og gav Anledning til mistænkelige Rygter. Usandsynligt er det vistnok ikke at en eller anden af de Prætendenter til Skotlands Krone, som meldte sig efter Margretes Død, og som altsaa meente at kun dette Pigebarn stod imellem ham og hans Ønskers Maal, kan have hemmeligt indfundet sig hos Fru Ingebjørg og ved store Pengesummer søgt at bestikke hende til at rydde Barnet af Vejen, eller overlade ham det, men det synes dog ikke rimeligt, at hun skulde have kunnet bekvemme sig til, eller endog vovet at begaa en saadan Nidingsstreg; det maatte da ligefrem være af Had til Kongen og Kongehuset over den haarde Behandling, hendes Broder Alf Jarl havde maattet lide, hvis bedrøvelige Endeligt hun just i den Tid begræd. Men saa meget er dog sikkert, at Kong Erik selv, hendes egen Fader, maa have anseet sig vis paa at hun var død, ligesom heller ikke Kong Edward, der dog tabte saa meget ved dette Dødsfald, tvivlede derpaa; heller ikke er der Spor af at Fru Ingebjørgs Mand, Hr. Thore Haakonssøn, faldt i nogen Unaade, hvilket dog maaskee vilde have været Tilfældet, hvis hans Hustru havde begaaet en saa skammelig Handling; heller ikke synes hun selv at have været under mindste Forfølgelse; hun døde ikke førend 1315, fremdeles, som det lader, nydende den største Anseelse^[33]. Troen paa at Margrete eller Pigen fra Norge (the Maid of Norway) som Skoterne kaldte hende, ikke var død, men kun bragt til Side, har saaledes vistnok kun hersket blandt de lavere Klasser, fornemmelig i Skotland, hvor de Begivenheder, hvortil hendes Død gav Anledning, nok kunde bringe alle Fædrelandsvenner til at ønske, at Efterretningen maatte være usand. Som bekjendt, optraadte Kong Edward nu ganske i Egenskab af Skotlands Leensherre, idet han indkaldte de skotske Magnater til et Møde eller Parlement allerede i det følgende Aars Mai Maaned (1291), for her at handle om Rigets Anliggender, og navnlig om hvilken der maatte blive at vælge til Konge af de Prætendenter, som havde meldt sig. De indfandt sig ogsaa, navnlig Prætendenterne, og Edwards første Skridt var nu, førend han gik ind paa Arvesagen, at faa en Tilstaaelse af dem, at de overlode ham at dømme imellem dem i Egenskab af Skotlands øverste Leensherre. Denne Tilstaaelse blev given, ja med Rigsforstandernes Samtykke blev endog Skotlands Bestyrelse overdraget til Edward, indtil Kjendelsen mellem Prætendenterne var afsagt. Det blev da bestemt, at John Balliol og hans Svoger John Comyn, Rigsforstanderen, der ligeledes var en af Prætendenterne, skulde udnævne 40 Mænd, Robert Bruce ligeledes 40, og Kong Edward 24, der først kommende 2den August skulde træde sammen i Berwick, for at tage Sagen under Behandling. Dette skede. Prætendenterne indleverede der sine Andragender, og Kongen, der vel gjerne udhalede Tiden saa meget som muligt, udsatte Sagens videre Behandling til et Parlement, som han 2den Juni næste Aar (1292) agtede at holde, ligeledes i Berwick^[34]. Der blev saaledes Frist nok til at ogsaa Kong Erik i Norge kunde fremkomme med Fordring paa Skotlands Krone som sin Datters Arving efter norsk Lov. Han afsendte ogsaa virkelig et Gesandtskab, bestaaende af Magister Huguitio, Mag. Peter Algøtssøn, Mag. Bjarne Lodinsøn, den forrige Cantsler, Hr. Villjam af Torge, Ridder, og Arne, Chorsbroder i Bergen^[35], for at fremsætte hans Fordringer. De skulle allerede være komne til Skotland eller England, nogle i Juni, nogle i Juli^[36], og deres Hverv var foruden at anmelde Fordringen og anmode Kong Edward om ej at tildømme nogen anden Skotlands Krone, til Præjudits for deres Konge og Herre, ogsaa paa dennes Vegne at fordre de 700 Mkr. for hvert af de første fire Aar efter Kong Alexanders Død, tilsammen 2800, hvorom der ovenfor har været talt (og som saaledes endnu ikke vare betalte), fremdeles 700 Mkr. for det sidste Aar, og endelig 100000 Pund Sterling som Godtgjørelse af Skoterne, fordi de ikke strax havde taget hans Datter til Dronning^[37]. Sagen blev nu tagen under Behandling, og det viste sig snart, at een af de tvende, John Balliol eller Robert Bruce, vilde komme til at gaa af med Sejeren. Det var vel heller ikke længer nogen Hemmelighed, at Edward havde besluttet at give John Balliol Fortrinet, fordi han viste sig langt føjeligere og medgjørligere, og gjerne bekvemmede sig til enhver Ydmygelse for at komme i Besiddelse af Kronen. Kong Edward bestemte foreløbigt den 6te November til den endelige Doms Afsigelse, men denne Termin blev igjen forlænget til 17de November. Imidlertid skal Kong Edward den 12te November have kaldet de norske Gesandter for sig, og spurgt dem om hvad Retsgrund de agtede at anføre til Styrke for deres Herres Paastand, al den Stund den unge Margrete ingen Børn havde efterladt, og Arveretten saaledes var gaaet over i en anden Linje. Hertil skulle de have svaret, at de ingen Besked kunde give, førend de havde faaet talt med Kong Erik, og det samme Svar skulle de have gjentaget, da Spørgsmaalet anden og tredie Gang blev dem forelagt^[38]. Det synes noget underligt, at de ikke skulde have belavet sig paa at møde alle Indvendinger; men sandsynligviis have de indseet, at det ikke under nogen Omstændighed vilde lykkes dem at skaffe Kong Erik Skotlands Krone, og at det derfor var klogest, naar de i det mindste vilde opnaa at faa de fordrede Pengesummer betalte, ikke at støde Edward for Hovedet ved alt for stor Paastaaelighed, da de ej kunde undvære hans Hjelp. Saaledes erklærede de da samme Dag, Dommen skulde afsiges, tilligemed syv af de andre Prætendenter, at de toge deres Fordringer paa Kronen tilbage, og Dommen lød følgelig, at de intet skulde have af Riget. Af de øvrige Prætendenter blev heller ikke nogen kjendt berettiget, undtagen John Balliol, hvem Riget saaledes blev tildømt, og til hvem Edward derfor strax udfærdigede et Overdragelsesbrev, hvorimod han allerede anden Dag derefter svor Edward Troskabseed, og den paafølgende anden Juledag, efter imidlertid at være kronet i Stene, højtideligt hyldede Edward som Skotlands Overleensherre^[39]. Hvad Gesandternes andre Fordringer angaar, da skal Edward have erklæret, at de, som uvedkommende Successionen, ej kunde paadømmes af Successionsdommerne, men maatte afgjøres af Skotlands Stænder^[40]. Dette maa dog, uvist paa hvad Maade eller i hvad Form, være skeet strax, thi i de Breve af 8de Februar og 16de November, som strax nedenfor omtales, heder det udtrykkeligt, at Kong Erik i den kongelige Hofret (curia), der holdtes i Edwards eget Overvær i Berwick^[41], fik Dom paa sin Ret til Afgifterne af de før omtalte Jordegodser, som Kong Alexander i sin Tid havde stillet ham til Sikkerhed for den ham tilkommende anden Halvdeel – 7000 Mkr. – af Dronning Margretes Medgift. Kong Edward overtog endog selv at tilfredsstille endeel af disse Pengefordringer, thi den 28de Decbr. befalede han i Skrivelser fra Newcastle nogle Befalingsmænd i Skotland og andre, der skyldte ham Penge, at udbetale til Kong Erik, i Alt 801 Pd. 3 Sh. 6 Pence 1 Farthing, i Liqvidation paa de 802 Pd. 16 Sh. 10 Pence og 1 Farthing, som han ifølge den nys erhvervede Dom havde tilgode i Afgift af Godserne Ratho, Bathket, Balhelwy og Rothemay^[42]. End videre tilskrev Kong Edward fra Hounslow, 8de Februar 1293, den nye Konge i Skotland, John Balliol, at da „hans meget kjære Ven“, Norges berømmelige Konge, nys ved et Brev havde tilkjendegivet ham, at han havde givet Mag. Peter Algøtssøn Anviisning paa sit Tilgodehavende af Skotland, for deraf at gjøre sig betalt for en Sum, han havde at fordre hos ham, men Mag. Peter havde mødt Vanskeligheder ved at faa Pengene udbetalte, vilde han herved have Kong John venskabeligt anmodet om at skaffe samme Mag. Peter, hvad ham tilkom. Herom underrettede han ogsaa ved Brev af samme Dag Kong Erik, beroligende ham med, at hvis Kong John ikke holdt sig Anmodningen efterrettelig, var der Lejlighed til at faa rettet paa Sagen ved næste Parlement, der skulde holdes ved St. Hanstider, og hvor Kong John skulde fremmøde, saa at Kong Erik altsaa blot behøvede at sende Befuldmægtigede did. Mag. Peter havde, som man seer, imidlertid søgt at vinde Kong Edwards Yndest ved alskens Opmerksomheder; saaledes takkede Kongen ham ved Brev af samme Dag for to smukke Jagthøge, to smukke Falke, og flere andre skjønne Gaver, underrettede ham om, at han havde behørigt tilskrevet Kong John om Pengene, og lovede ham, at hvis han selv eller en anden paa hans Vegne indfandt sig til oven nævnte Parlement, med tilstrækkelig Fuldmagtsbrev fra deres Herre, skulde han (Kong Edward) gjøre alt for ham hvad der passende kunde skee^[43]. Hvor vidt Kong Erik virkelig sendte Befuldmægtigede til samme Parlement, vides ej. Der findes vistnok et Brev fra Hertug Haakon til Kong Edward, dateret Hamar Palmesøndag den 22de Marts, og et andet fra Kong Erik til ham, dateret Bergen, tredie Pintsedag den 19de Mai, men disse tvende Breve indeholde kun Anbefaling for Gabriel Johnson, en engelsk Gejstlig fra Yorks Diøces, der længe havde tjent baade Kongen og Hertugen som Klerk, og som nu havde taget Korset og ønskede at blive med i Kong Edwards Følge, naar denne, som man troede, vilde drage til det hellige Land, hvilket dog ikke var hans Hensigt, om han end havde givet sig Mine deraf^[44]. Det sidste, man hører om Kong Eriks Pengefordringer, er i den før omtalte Skrivelse fra Kong Edward af 16de November, hvori han atter tilholder Kong John at udbetale det Tilbagestaaende, saa at han ikke selv skal blive nødt til at tage Haand i Hanke med^[45]. Senere opstod der kjendelig Kulde mellem Kong Edward og Erik, der vistnok i sit Hjerte var meget misfornøjet med den Maade, hvorpaa hiin fra først til sidst havde behandlet hans Anliggender, og i Skotland selv blev Forvirringen saa stor, at de norske Fordringer i det mindste for en Tid ganske kom i Glemmebogen.

Kong Erik opgav dog maaskee endnu ikke aldeles Haabet om at tilvende sig, eller i det mindste sine Efterkommere, Arvefordringer paa Skotland. Han var selv endnu en ung Mand, kun 24 Aar gammel, og det var naturligt, at han tænkte paa, ved et nyt Giftermaal, heldigere end det foregaaende, at vedligeholde sin Ætt. Han opfordredes vel endog indstændigt dertil af sine nærmeste Omgivelser, fornemmelig Audun Hugleikssøn, der, i det mindste efter de senere Begivenheder at dømme, neppe stod sig godt med Hertugen og derfor ikke kunde ønske, at Kronen arvedes af denne, hvilket vilde blive Tilfældet, hvis Kongen døde uden at efterlade nogen Søn. Men det Valg, Erik, eller hans Raadgivere, nu traf, vidner, som det synes, umiskjendeligt om, at deres Hu fremdeles stod til Skotlands Krone. Valget faldt nemlig paa Isabella, Sønnedatter af den samme Robert Bruce, Herre til Annandale, der ved de sidste Forhandlinger om Arveretten til Skotlands Trone var bleven erkjendt for den mest berettigede næst John Balliol, og af flere, eller maaskee de fleste, endog ansaaes for mere berettiget end denne, men utilbørligt tilsidesat formedelst Edwards Indflydelse. For saa vidt altsaa denne i Tidens Løb skulde ophøre, og Skotland atter skulde kunne hæve sig af den ydmygende Tilstand, hvori det nu befandt sig, var der Udsigt til, at Robert Bruces Ætt dog tilsidst skulde komme paa Skotlands Trone, hvilken Udsigt, som bekjendt, ogsaa efter ikke faa lang Tid gik i Opfyldelse. Det var derfor ret klogt betænkt af Kong Erik eller hans Raadgivere, men vidner ogsaa umiskjendeligt om bestemte Planer, at han søgte at gifte sig ind i Brum-Familien. Isabellas Fader Robert, Søn af Robert Bruce til Annandale, var ved Giftermaal med Margrete af Carrick bleven Jarl af Carrick; foruden Datteren Isabella havde han Sønnerne Robert og Edward, af hvilke den første siden saa berømmeligt tilkæmpede sig Skotlands Krone. Det skjønnes ikke rettere, end at de samme Gesandter, der fremmødte for Kong Erik med Arvefordringen paa Skotland, ogsaa indledede og aftalte Giftermaalet mellem ham og Isabella, thi dette stod allerede i 1293^[46]. Den 24de Juli dette Aar gav Kong Edward fra Canterbury hendes Fader Robert Bruce, Jarl af Carrick, Lejdebrev for at kunne gjøre en Rejse til Norge, opholde sig der en Tid, og igjen rejse tilbage^[47]; formodentlig bragte da Jarlen selv sin Datter over til Norge, og overvar Brylluppet. Isabella maa for Resten da have været meget ung, neppe engang fuldvoxen, hvilket kan sluttes deels deraf, at hendes Farfader endnu paa den Tid var i Live, deels af at hun ikke førend i 1297^[48] fødde sin Mand noget Barn, og endelig deraf, at hun, merkeligt nok, ikke døde førend i Aaret 1358, hvorved hun, om man endog sætter hendes Fødsel saa seent som 1280, og hendes Giftermaal følgelig til hendes 13de Aar, dog ved sin Død bliver 78 Aar gammel^[49]. Hun tilbragte, som det lader, sin meste Tid stille i Bergen^[50], uden at blande sig i de politiske Storme, som i hendes modnere Aar rystede Norge.

Havde Erik virkelig det Haab, at hans Giftermaal med Isabella skulde kunne bringe en ny Forbindelse mellem Skotland og Norge til Veje, og maaskee skaffe hans Ætt nye Arvefordringer, saa gik det dog ingenlunde i Opfyldelse. Isabella fødde ham ikke engang nogen Søn, kun en Datter, Ingeborg; og selv da hendes Broder Robert var bleven Skotlands Konge, blev Forbindelsen mellem begge Riger eller Kongefamilierne ikke nærmere, thi da var imidlertid Isabellas Mand, Kong Erik, død, og hun selv var vel allerede bleven fremmed for sit Fædreland, som hun i en saa ung Alder havde forladt. Det meste, Norge derefter havde med Skotland at skaffe, indskrænkede sig til Oppebærelsen af den aarlige Afgift af 100 Vita Sterling der endnu en Tidlang synes at have været betalt nogenlunde ordentligt, om just ikke regelmæssigt, og til en Fornyelse af Tractaten af 1266, som det i det følgende skal vises^[51]. Ogsaa Orknøernes Jarler bleve nu mere og mere fremmede for Norge; saavel Magnus Magnussen, der døde 1284^[52], som hans Broder og Efterfølger Jon, nævnes oftere som Jarler af Katanes, da de nemlig i Egenskab heraf optraadte som skotske Magnater^[53]. Ikke desto mindre opstod der dog blandt Skoterne et Sagn om, at Nordmændene siden „den norske Piges“ Tid havde Rettigheder paa Skotland, som de seent eller tidligt vilde kræve med væbnet Haand; man sang et mystiskt Vers af den bekjendte skotske Digter og Spaamand, Thomas af Erceldoune, kaldet Thomas Rhymer, hvor der hentydes til den sorte Flaade, der skulde komme fra Norge til Forth-Fjorden; først naar den var borte, heed det, skulde man kunne bygge varige Borge:

It will be seen upon a day
Between the Bass and Bay
Craigin and Fidderay, –
The black fleet of Norroway;
Quhen the black fleet is come and gane
Then may they biggit thair burgh of lime and stane,
Quhilk they biggit ak straw and hay,
That will stand till doomes day^[54].

1. Huitfeldt S. 302, som rigtignok fejlagtigt nævner Margretes Død, thi hun døde meget senere end Erik kan antages at være dragen hjem. Det Hele er formodentlig kun en Gisning og Combination af Huitfeldt selv.
2. I 1290 befalede nemlig Kong Edward, som det vil sees, at der skulde udbetales Huguitio af det skotske Skatkammer 200 Pund, fordi han med Troskab, megen Umag og Bekostning havde tjent Dronning Margrete. Dette kan neppe have været uden i Egenskab af Underhandler, hvilket han ej var i 1289 og 1290.
3. De os levnede Aktstykker angaaende denne Sendelse frembyde enkelte Vanskeligheder med Hensyn til Tiden. Hos Rymer I. 2. S. 706, meddeles Fuldmagtsbrevet for de fire oven nævnte Herrer, Thryrik af Leikvange, Peter Algotssøn, Thorvald Thoressøn, og Guthorm af Oslo; men Brevet er dateret apud civitatem Burgensem 1ste April i Kongens tiende Regjeringsaar. Dette vilde være 1ste April 1290, da Eriks 10de Aar løber fra 10de Mai 1289 til 10de Mai 1290. At Brevet dog ikke kan være udfærdiget da, viser sig deels deraf, at tre af de her nævnte Gesandter allerede, som det nedenfor skal berettes, vare i England om Høsten 1289, og sluttede Forliget i Salisbury, deels ogsaa deraf, at Thryrik af Leikvange, en af Gesandterne, i Kong Edwards Brev af 15de Mai 1290, der nedenfor vil blive omtalt, nævnes som en af de norske Herrer, hvis Forløfte for Kong Erik det ved Paasketid 1290 (2den April) var Tale om at udvirke, hvilket viser, at han, lige saavel som de øvrige, der her nævnes, nemlig Erkebiskoppen, tre af Biskopperne, Audun Hugleikssøn og Bjarne Erlingssøn, om Vaaren 1290 var hjemme i Norge, og ikke paa nogen Gesandtskabsrejse i England. En Fejl maa saaledes sinde Sted i Dateringen, men hvilken, er ikke let at sige. Nærmest ligger det for Haanden at antage 10de (decimo, xmo) urigtigt læst eller skrevet i Stedet for 9de (nono, ixno), i hvilket Tilfælde ogsaa i Stedet for „Burgensem“ skal læses „Bergensem“, og Kongen allerede maa have udstedt Fuldmagten i Bergen, førend han tiltraadte Toget til Danmark, skjønt Gesandterne ej kom afsted, førend om Høsten. Eller og maa „Apr.“ være urigtigt læst i Stedet for „Septbr.“, og Brevet være udstedt i Borg d. e. Sarpsborg, under et Besøg, Kongen kan have gjort der medens han opholdt sig i Viken. Det første er dog det rimeligste; det forklarer ogsaa bedst, hvorfor Thorvald Thoressøn ej kom med, thi naar Brevet var udstedt i Bergen, og Gesandterne efter den første Bestemmelse skulde rejse ud derfra, laa det ogsaa i deres Vej at anløbe Hjaltland, hvorimod de, naar de først rejste ud om Høsten, fra Viken, ikke uden alt for stor Omvej kunde lægge Coursen saa langt nord. Det torde vel endog hende, at netop den Omstændighed, at Gesandterne ej kom afsted førend i Kongens 10de Aar, har foranlediget Fejlen i Dateringen. – Thryrik af Leikvange kaldes i Fuldmagtsbrevet, der er udstedt paa Latin, Terricus de Campis Ludi, og i et senere paa Fransk udstedt Brev Terri des Champs de Jeu, hvor altsaa Ættegaards-Navnet ligefrem er oversat, ligesom ved Alf Erlingssøn Navnet Thornberg = Mons Spinæ. – Thorvald Thoressøn kaldes Thorvaldus de Shetland; han forekommer som Sysselmand paa Hjaltland i flere Breve til 1307, see Dipl. Norv. I. No. 89, 109. Af No. 81 sees at han 1292 var gift med Fru Sigrid Olafsdatter, hvis Fader Olaf Hallvardssøn ejede Eikeland i Hvinisdal, hvis Guthorm af Oslo ej udtrykkeligt kaldtes Ridder, kunde man antage ham for den samme som Guthorm Gydassøn, der oftere er omtalt, og som netop havde hjemme i Oslo, men han forekommer allerede i 1287 som Baron.
4. Rymer, I. 2. S. 713.
5. Sammesteds S. 72i. Slægtskabet bestod i at Margrete, Kong Eriks Dronning, Alexander den 3dies Datter, den unge Margretes Moder, var Kongesønnen Edwards kjødelige Syskendebarn; Alexander blev nemlig 1251 gift med Margrete, Kong Henrik den 2dens Datter, Kong Edward den 1stes Syster; deres Datter var Kong Eriks Dronning Margrete, den unge Margretes Moder.
6. Dette viser udtrykkeligt, at Fuldmagten, for de norske Gesandter har været udstedt til disse Forhandlinger; thi ogsaa fra norsk Side skulde der oprindelig sendes fire.
7. Rymer I. 2. S. 719, 720.
8. Sammesteds, S. 719. Kongens Brev er dateret simpelt hen 6te November, medens Overeenskomsten er dateret St. Leonards Dag, der ogsaa er 6te November. Clarendon Park ligger ganske tæt ved Salisbury, og Kongen har formodentlig opholdt sig der under hele Mødet.
9. Rymer I. 2. S. 721.
10. Sandsynligviis var det dog fornemmelig den i disse Forhandlinger saa meget benyttede Biskop Anton af Durham, hvis Biskopsdømme grændsede nærmest til Skotland, og som saaledes formodentlig af alle Englands Biskopper baade kjendte bedst til de skotske Forhold, og havde størst Indflydelse der i Landet.
11. Rymer I. 2. S. 731. Brevene, der ere forfattede paa Fransk, ere daterede Fredag efter Gregoriusdag, men denne, 12te Marts, var i 1290 Midfaste Søndag.
12. Se ovf. S. 185, Note.
13. Rymer I. 2. S. 734.
14. Sammesteds, S. 731.
15. Sammesteds.
16. Brev hos Rymer S. 735, dateret Brigham 18de Juli, Tirsdag før St. Margretes Dag. De Bestemmelser i dette Brev, som sigte til at værne om Skotlands Selvstændighed, vedkomme os ej her.
17. Rymer S. 736.
18. Brev hos Rymer S. 737, dateret Kalthon 31te Juli.
19. Trende Breve sammesteds, daterede Northampton den 28de August.
20. Sammesteds.
21. Sammesteds S. 737.
22. Brev sammesteds S. 739, dateret Geytynton 1ste Sept.
23. Suhm, XI. S. 99. Hvorfra Suhm har faaet dette Brev, hvilket ikke findes hos munter, og som han citerer uden at nævne Kilden, vides ikke.
24. Brev, uden Datum, hos Rymer S. 732.
25. Se fornemmelig det nedenfor meddeelte Brev fra Biskoppen af St. Andrews.
26. Fordun, Hearnes Udgave S. 953.
27. Se ovenfor S. 170.
28. Dette fremgaar af Beretningen om den falske Margrete, se nedenfor.
29. Hemingford, hist. Edw. I. S. 30.
30. Rymer, S. 741.
31. Fordun l. c., saavel som S. 967, sætter hendes Død til 1291, ganske reist aldeles urigtigt: men maaskee kom ikke den paalidelige Efterretning derom til Skotland førend efter Nytaar; Trivet i D’Achery Spicilegium 4to VIII. 653 sætter den endnu urigtigere til 1289. Hvis hun er den Dronning Margrete, der nævnes i et gammelt Kalendarium, er hun død den 16de November, hvilket nok kunde passe, s. o. S. 31. Note 4. De islandske Annaler sætte hendes Død til 1290.
32. Isl. Annaler ved 1300.
33. Isl. Annaler, ved 1315. Hun kaldes her fremdeles Fru Ingebjørg Erlingsdatter, og hendes Aartid staar desuden anført i et Kalendarium, hvor ellers blot kongelige Personer og Medlemmer af Giske-Ætten findes.
34. Om alt dette, se Rymer, I. 2, S. 755 til 760. En af de Mænd, John Balliol opnævnte, var Biskop Marcus af Syderøerne.
35. Rymer, l. c. Huitfeldt, I. S. 303. Der findes dog urigtigt „Henrik Prest til Castelle“ i Stedet for Huguitio Prest til Castiglione. Arne af Bergen (hos Rymer urigtigt skrevet Arwo) kaldes her Audi af Haranger.
36. Suhm, XI. 129 siger at Arne allerede var kommen i Juni, og omtaler et Leidebrev for Peter Algøtssøn udstedt i Juli, men angiver ej sin Hjemmel.
37. Saaledes Huitfeldt, som her maa have hast Brevskaber, der nu savnes. Suhm maa ogsaa have haft et Brev herom, siden han veed at berette, at Kongens Brev, hvori Fordringen paa 100000 Mkr. fremsættes, var udstedt fra Tunsberg. Er dette rigtigt, da maa Brevet være skrevet i anden Halvdeel af Juli Maaned, da Kong Erik endnu den 15de var i Bergen, men den 11te August i Tunsberg, se nedenfor.
38. Dette berettes ligeledes alene hos Huitfeld.
39. Rymer, I. 2. S. 762–780.
40. Huitfeld l. c.
41. I Brevet af 28de Decbr. tales der kun om „curia nostra“ (d. e. vort Hof eller vor Hofret), i Brevet af 16de Nov. 1293 derimod om curia nostra apud Berewyck, hvor Erik nys (nuper) havde faaet fin Ret til de 7000 Pd. godkjendt i Edwards egen Nærværelse. Da nu Edward i Nov. 1293 ikke havde været i Berwick, eller holdt noget Hof der siden hiint Møde i Nov. 1292, maa det altsaa være det, hvortil der sigtes.
42. Rymer l. c. jvfr. o. S. 32. Befalingerne, udstedte fra Newcastle, ere rettede til „Præpositi“ (provosts, Borgermestre) af Linlithgow, om at betale 59 Pd 2 Sh. 1 P.; til William af St. Clair, „Vicecomes“ af Edinburgh, at betale 345 Pd. 5 Sh. 1 P.; til Borgerne af Ayr, om 40 Pd.; til John Jarl af Asseles, Forpagter (firmarius) af Rothemay, om 308 Pd., og til „Provosterne“ af Edinburgh, om 48 Pd. 16 Sh. 4 P. 1 Farthing. Dette udgjør tilsammen 801 Pd. 3 Sh. 6 P. 1 F. og der manglede saaledes 1 Pd. 13 Sh. 4 P.
43. Rymer S. 785, 786.
44. Rymer S. 787, 788.
45. Rymer S. 792.
46. De isl. Annaler, ved 1293. Ifølge Suhm XI. S. 146 skal det have været Audun Hugleikssøn, der bragte Giftermaalet i Stand; saa vidt vides, findes ingen udtrykkelig Hjemmel for denne Angivelse, men efter hvad der ovenfor er viist, er den dog nok for saa vidt rigtig, som Audun vel var den, der fra først af fik Kongen til at bejle til Isabella; men at han selv skulde have rejst over til Skotland som Gesandt, naar der dog allerede før var Gesandter der, er lidet troligt.
47. Rymer I. 2. 790. Leidet gjaldt først til Michelsdag, siden til næste Aars Michelsdag. Sandsynligviis stod da Brylluppet i August 1293, kort førend Kong Erik drog til Danmark, se nedenfor.
48. Isl. Annaler, ved 1297.
49. Isl. Annaler, ved 1358.
50. Herom mere nedenfor, se især Dipl. Norv, II. 152, hvor man erfarer, at hun af Biskop Audfinn i Aaret 1324 fik en Gaard overladt; og hendes Testamente af 1316, Suhm XI. 788.
51. Nemlig i 1312, se nedenfor. I dette Aar blev ogsaa Afgiften betalt for de fem forløbne Aar, hvilket synes at vise, at den da havde været betalt indtil 1306.
52. Isl. Annaler, ved 1284, jvfr. Arne B. Saga Cap. 38.
53. Magnus Jarl forekommer under Titlen Jarl af Katanes, ganske som en skotsk Magnat, i de skotske Herrers Forsikringsbrev af 5te Febr. 1284, se ovenfor S. 96. Jon Jarl, hans Efterfølger, nævnes som Jarl af Katanes i Underskrifterne paa Brevet af Marts 1290, hvor Skotlands Herrer anmode Kong Edward at bringe det ofte omtalte Giftermaal i Stand. – Da Øen Man og Syderøerne fremdeles stode under Erkebiskoppen af Nidaros i gejstligt Henseende, og deres Forbindelse med Norge saaledes ikke ganske var hævet, ligesom ogsaa endnu flere af de Mænd levede, der havde været den norske Konges Undergivne, og Forhold, opstaaede før Afstaaelsen, endnu vedbleve at gjøre sig gjeldende, ville vi her, for Fuldstændighedens Skyld, tilføje følgende korte Efterretninger: i 1275 vilde Manværingerne løsrive sig fra Skotlands Herredømme og toge Gudrød, Magnus’s Søn, til Konge; men Kong Alexander foranstaltede et Tog til Øen under Jon de Vesey, der landede den 7de October ved Ragnvaldsvad, og efter forgjeves at have opfordret Gudrød til at underkaste sig, angreb ham og fældte ham med de fleste af hans Folk. (Den manske Krønike, samt Chron. de Lanercost). Efter Alexanders Død var Tilstanden paa Øen saa mislig, at Indbyggerne underkastede sig Kong Edward (Rymer, S. 740), der og lod den bestyre ved en Statholder, men overdrog den igjen ved Brev af 5te Januar 1293 til Kong John Balliol (Rymer S. 785). Kort efter gjorde derimod Affreka, beslægtet med, og, som hun paastod, Arving efter Kong Magnus af Man, Fordring paa Øen og henvendte sig desangaaende til Kong John selv; da han afviste hende, søgte hun om Bistand hos Kong Edward, der i den Anledning som Skotlands Overleensherre indfordrede John for sin Domstol ved Skrivelse af 15de Juni 1293. Denne Affreka var sandsynligviis en Sønnedatter af hiin Affreka, Kong Gudrøds Datter, der egtede John af Courcy, se den manske Krønike ved 1205. Hvad Skjebne hendes Fordring fik, nævnes ej. – Ved Mødet i Berwick om Sommeren 1292 var ogsaa Biskop Marcus af Syderøerne tilstede, saavel som Alexander af Argyll, Herre til Lorn, Angus Mac Donald af Ila, (s. o. IV. S. 463) og hans Søn Alexander, hvilke alle tre under 7de Juli gave Forsikring om at de skulde holde Fred paa Øerne indtil næste Parlement, 14 Dage efter Michelsdag (Rymer l. c.).
54. Om Thomas af Erceldoune eller Thomas Rhymer, se især Indledningen til Sir Walter Scotts Udgave af Tristam og Isolde. Han levede idet 13de Aarhundrede, og man har tillagt ham flere Spaadomskvad om Skotlands tilkommende Skjebne, blandt hvilke dog det her anførte ikke plejer at findes; det er nemlig kun meddeelt af Mag. Absalon Pederssøn i hans „Norges Beskrivelse“, Suhms Samlinger II. 73, men meget forvansket, skjønt ikke værre, end at det lader sig berigtige, saaledes som ovenfor er skeet. Bass eller Bass Rock, Craig og Fidderay eller Fiddra, der nævnes i Verset, ere Holme i Indløbet til Forth-Fjorden. Altsaa. „den vil en Dag i Tiden blive seet, mellem Bass-Rock, Bugten, Craig og Fiddra, (følgellg i Forthfjorden), den sorte Flaade fra Norge; naar den sorte Flaade er kommen og gaaet, da først kan de bygge deres Borg af Kalk og Steen, som de før byggede af Straa og Hø; den vil stande til Dommedag.