Wikikilden

Det norske Folks Historie/6/80

< Det norske Folks Historie | 6
Det norske Folks Historie
Chr. Tønsbergs Forlag,  (I-4-2, s. 204-234).

Medens disse Forhandlinger med Skotland stode paa, havde Ufreden med Danmark, som det synes, næsten ganske hvilet. Om Sommeren 1291 havde den danske Konge endog følt sig saa tryg, at han med sin Moder gjorde en Rejse til Estland[1]. Dette havde han neppe vovet, hvis han havde haft noget Angreb fra Norge at befrygte. Formodentlig antog man da, at Magthaverne i Norge vare saa optagne, deels med de skotske Successions-Anliggender, deels med Bilæggelsen af Striden med Gejstligheden, at intet Krigstog i det mindste i dette Aar vilde blive foretaget. Man maa heller ikke synderligt have frygtet de Fredløse paa Hjelm og Hunehals, ligesom der ikke findes Antydning til, at disse i 1291 foretoge noget Angreb paa Kysterne, idet mindste intet af Betydenhed, som man har fundet værd at optegne. Formodentlig var man der endnu ikke bleven ret færdig med Opbyggelsen af Befestningerne[2]. Man kan forundre sig over, at der under disse Omstændigheder ikke skede Forsøg fra dansk Side paa at hevne de tidligere norske Herjetog. Men herpaa var neppe at tænke, saa længe Kong Erik endnu ikke selv havde overtaget Regjeringen, og saaledes kunde virke med større Kraft. Dette skede, som det synes, ikke førend i 1292, da han fyldte sit 18de Aar. Fra den Tid sporer man umiskjendelig større Virksomhed fra dansk Side, og større Kraft i alle Regjeringshandlinger, end under Eriks Mindreaarighed. Imidlertid lagde han dog ikke ganske Hænderne i Skjødet, med Hensyn til den norske Fejde, men søgte at sikre sig Bistand hos fremmede Magter, eller i det mindste at forebygge, at de understøttede Norge. Saaledes skal han allerede 1290 have faaet de mecklenburgske Fyrster Henrik af Werle og Nikolas af Rostock til at love, at de i to Aar ej vilde staa den norske Konge bi, eller tillade ham at drage gjennem deres Land, samt at deres Undersaatter ej skulde faa Tilladelse til at tjene ham, hvorimod Kongen lovede at betale dem ej ubetydelige Pengesummer[3]. Aaret 1292 gik ikke ganske fredeligt hen. Nordmændene, siges der, viste sig i Danmark i Følge med de Fredløse og gjorde stor Skade[4]. Formodentlig var det ved denne Lejlighed, at Hr. Thore Haakonssøn hentede sin Svoger Alf Jarls døde Legeme eller rettere Levningerne deraf, fra Stejlen ved Helsingborg, og førte dem til Tunsberg, for der at begraves. Men Kongen selv var ikke med, thi der siges udtrykkeligt i flere paalidelige Annaler, at han ej gjorde sit tredie Krigstog til Danmark førend i det følgende Aar, 1293. Hiint Tog i 1292 synes ikke at have løbet af uden betydelige Uordener, der vakte nye, skjønt kun kortvarige Stridigheder med de tydske Stæder. Thi af et Manifest, som Byen Stavern det følgende Aar lod udgaa, seer man, at nogle „Sørøvere“ havde samlet sig sammen ved Marstrand, for derfra at rane og plyndre, men at de Pintseaften (24de Mai) bleve grebne af endeel Kjøbmænd fra hiin Stad, og førte for Sysselmanden, der hændede Dødsdom over dem. Her ligger det nærmest at antage, at disse saakaldte Sørøvere hørte til den mod Danmark enten uddragende eller derfra hjemvendende Flaade; eller at de maaskee endog hørte til de Fredløses Skare, der nu skulde forlade Kongehelle for at tage Hjelm i varig Besiddelse. Da det er Indbyggerne af Byen Stavern, der først klage, maa man formode, at det fornemmelig var deres Skibe, som „Sørøverne“ agtede at angribe, og dette gjør Sagen for saa vidt mere rimelig, thi da Kong Erik og Hertug Haakon i Sikkerhedsbrevet af 1289 for Kampens Handelsmænd netop havde undtaget „Staveringerne“ for saa vidt man kunde kjende dem, maa Nordmændene og deres Forbundne endog have anseet sig berettigede til at angribe dem. Af denne Mening maa ogsaa Kongen have været, da vi fremdeles af hiint Manifest erfare, at han blev meget forbitret over hvad Kjøbmændene havde gjort, og besluttede, snarest muligt at lade dem undgjelde derfor[5]. Dette klinger ellers noget besynderligt, da det jo var hans egen Sysselmand, som havde hændet Dom over Ransmændene, men sandsynligviis have de tydske Kjøbmænd opført sig uforskammet og tiltruet sig Dommen ved at fremmøde saa mandsterke paa Thinget, at Sysselmanden nødsagedes til at lystre dem. Foruden Staverns Borgere var det ogsaa dem af Kampen, paa hvem Kongen især var opbragt. Sandsynligviis have disse da kommet hine til Hjelp, og gjort fælles Sag med dem. For at betrygge sig mod Kong Eriks Hevn henvendte Stæderne Stavern og Kampen sig til de østersøiske Stæder om Hjelp, og disse, med Lübeck i Spidsen, lovede ogsaa at staa dem bi, hvorimod hine forpligtede sig til at holde sammen med dem, naar de paa den Maade kom i et fiendtligt Forhold til Norges Konge. Denne Forpligtelse udstedtes, for Staverns Vedkommende den 25de April, og for Kampens den 5te Mai 1293[6]. Men det var vistnok hverken Kongens eller de østersøiske Stæders Alvor at lade det komme til Krig. I Særdeleshed maatte det under de nærværende Omstændigheder være af yderste Vigtighed for de norske Fyrster, at overholde den gode Forstaaelse med de tydske Stæder, da Forholdet med England truede at blive spendt, og man var i aabenbar Krig med Danmark. Saaledes see vi da og, at Kongen og Hertugen ved Breve, som de i Forening udstedte fra Tunsberg den 11te August 1292, gave alle Lübeckere og Stralsundere, sandsynligviis endog Borgerne fra alle fem vendiske Stæder, der maatte drage gjennem deres Slotte Hjelm og Hunehals, fuldkommen Sikkerhed paa Person og Ejendom, tilføjende at de mundtligen og udtrykkeligen havde erklæret saavel for Grev Jakob som for Hr. Marsk Stig, at dersom der i noget af de tvende Slotte fandtes Personer, der skyldte Penge til lübeckske Borgere, skulde de tilholdes ufortøvet at betale, og hvis Lübeckerne bragte Varer tilfals, skulde Borgmændene ikke maatte tage noget med muligt, men kjøbe det paa skjellig Maade; havde hine ikke Lyst til at afhænde deres Varer der, skulde de frit kunne føre dem videre, hvor som helst[7]. Man skulde her være fristet til at tro, at det netop er Marstrand-Historien, der fremkaldte disse Sikkerhedsbreve, da det, som sagt, er højst rimeligt, at Voldsmændene ved Marstrand ej har været andre end en Deel Fredløse, der vare med paa Toget, og agtede sig til Hjelm. For øvrigt fandtes der blandt dem eller deres Krigere vistnok ogsaa ikke faa af Alf Jarls forrige Tropper, der ved hans Utlegd og Død maatte søge andet Tilhold, og neppe kunde finde det bekvemmere end paa Hjelm og Hunehals, hvor man vist modtog dem alt for gjerne. Disse maatte netop føle sig dobbelt fristede til at begaa Voldsomheder paa et Tog, hvor de skulde hente hans Been, og saaledes Erindringen om det Liv, de havde ført under ham, saavel som Lysten til at hevne hans Død, opfriskedes. Fire Dage efter gav Hertug Haakon Greifswaldes Borgere, efter deres Sendebud, Hans v. Bues Begjæring, visse særskilte Friheder, nemlig at de skulde fritages fra det sædvanlige Følge fra Thinget til Retterstedet, naar Nogen skulde henrettes, at de, naar de kom for at fange Sild, kunde lægge deres Varer op uden at spørge Sysselmanden ad; at de kunde lade Arv, falden i Norge, hente ved en Fuldmægtig; at hvis nogen af dem befandtes at have solgt forfalsket Meel eller andre forfalskede Varer, behøvede han kun, til sin Retfærdiggjørelse, at aflægge Eenseed og give Kjøberen Pengene tilbage (Landsloven fordrede her Sættareed[8], saa at Udlændingen i dette Stykke var bedre faren end den Indfødde), samt endelig, at Kalmar-Artiklerne ogsaa skulde gjelde dem, naar de kom til hans Besiddelser, hvorimod han anmodede dem om at modtage venligt og behandle ærligt hans egne og hans Broders Undersaatter, der maatte komme til dem. De her opregnede Friheder ere dog vistnok ved Breve, udstedte enten samme Dag, eller tidligere, ogsaa tilstaaede de øvrige vendiske Stæder, og det baade af Kongen og Hertugen, men senere tabte eller endnu ikke fremdragne[9]. Man erfarer da ogsaa, at de vendiske Stæder egentlig kun havde indgaaet den saakaldte Alliance med Stavern og Kampen for at kunne faa bragt Stilstand og Fred til Veje, skjønt det rigtignok af de endelige Betingelser for denne Fred er tydeligt, at de ogsaa benyttede sig af Lejligheden til at faa deres Friheder udvidede. De sendte i Mai eller Juni 1293 et Gesandtskab til Bergen, bestaaende af een Raadmand for hver af de fem Stæder, og der sluttedes her, 12te Juni, en Overeenskomst, hvorved det bestemtes, at Fuldmægtige fra samme fem Stæder skulde møde i Bergen førstkommende Pints, altsaa 6te Juni 1294, for der at afgjøre de gjensidige Kæremaal, der fra begge Sider vare opkomne siden Forliget i Kalmar; blev man ikke der enig med hinanden, skulde dog Fred og Venskab vedvare til St. Hansdag derefter, saa at ej alene de fem Stæders Borgere, men og de fra Kampen og Stavern, skulde frit kunne sejle til Norge, hvorimod ogsaa Bremens Borgere saavel som andre Venner af Kong Erik skulde kunne besøge Stæderne. Mellem Bremen og de østersøiske Stæder herskede der nemlig nu stort Uvenskab, fordi hiin ikke havde gjort fælles Sag med dem i Krigen mod Norge, men tvert imod holdt Venskab med dette og skilt sig fra Forbundet. Det var endog blevet bestemt paa et Møde i Wismar, at de, der under Krigen havde handlet med Norge, skulde straffes med Tabet af al deres Ejendom, og at enhver Bremer, der kom til en af de forbundne Stæder, skulde udjages med alt sit Gods[10]. Derimod havde Kong Erik ved et Brev, dateret Bergen den 15de Juli 1292, formedelst den særdeles Kjærlighed, han nærede for Bremerne, der altid havde været velvillige og forekommende mod ham og hans Forfædre, taget dem i sin særlige Beskyttelse, og bestemt deres Told af Sildefiske ved Norge til 5 Penninge Sterling af Lesten, i Stedet for at de andre fremmede Kjøbmænd maatte erlægge Told efter Sysselmændenes Godtbefindende[11]. Stædernes Gesandter stillede nu Kong Erik højtidelig Forsikring paa, at behørig Ratification skulde meddeles paa den sluttede Overeenskomst, og inden førstkommende Mortensdag nedlægges hos Minoriterne i Tunsberg; i modsat Fald skulde de selv inden Juul indfinde sig i Tunsberg, og ikke forlade Byen førend Ratificationsbrevene vare komne[12]. Mødet i Bergen blev ogsaa holdt og Forliig sluttet, som det i det følgende skal vises. Kongen havde saaledes nu frie Hænder til at fornye Fiendtlighederne med Danmark, og undlod heller ikke at benytte sig heraf.

Disse Fiendtligheder synes allerede i længere Tid at have været forberedede. Saa vidt man af de sparsomme Efterretninger kan skjønne, var der nu stiftet en virkelig Coalition mellem de norske Fyrster, Hertug Valdemar og de øvrige danske Fredløse og Misfornøjede om i Forening, og samtidigt, at paaføre Kong Erik Erikssøn Krig, for om muligt med eet Slag at kunne knuse ham. Sjælen i denne Coalition var, som man tydeligt kan see, Erkebiskop Jens Grand. Man behøver kun at iagttage, hvor planmæssigt han søgte at lægge sin Konge Hindringer i Vejen, medens han derimod paa alle Maader søgte at skaffe hans Fiender Fremgang, for at føle sig overbeviist om, at han her ikke handlede, efter som Øieblikkets Forhold indskød ham, men efter formelig Aftale og klogt beregnede Anslag. At Hertug Valdemar nu, efter at Kongen var bleven myndig, og han selv saaledes var fjernet fra al Indflydelse, atter slog sig til sine gamle Venner, var i sig selv ikke saa besynderligt. Anledning til aabenbart at rejse Oprørsfanen synes han at have taget ved at fremkomme for sig og sin Broder Erik med Fordringer paa endeel Besiddelser i og ved Fyn, der havde tilhørt hans Farbroder, Junker Abel Abelssøn, og hvortil de paastode Arveret, navnlig Langeland, medens Kongen derimod, efter at være bleven myndig, fordrede Als, Ærø og Femern tilbage. Vel tales der ikke nærmere herom førend i det følgende Aar, men det maa dog betragtes som vedkommende denne Sag, at den unge Junker Erik, kaldet Langbeen, Hertug Valdemars Broder, den 23de August 1292, medens Kongen og Hoffet opholdt sig i Nyborg, overfaldt og myrdede ved Nattetid Drottseten, Hr. Skjalm Stigssøn[13], rimeligviis fordi han ansaa ham for den, der især tilskyndede Kongen til de Skridt, der vakte deres Misfornøjelse. Ogsaa andre brave og Kongen hengivne Mænd bleve paa denne Tid dræbte efter Anstiftelse af de Fredløses Venner, og da Erkebiskoppen var den mægtigste af disse, betragtede man vistnok ham som den egentlige Ophavsmand. Erkebiskoppen havde imidlertid allerede paa et Provincial-Concilium, der holdtes i April 129l, faaet de under hans Forgængere vedtagne Bestemmelser om Kirkens Frihed og de Gejstliges personlige Sikkerhed bekræftet, navnlig Erkebiskop Jakobs bekjendte Veile-Statut, Cum ecclesia Daciana &c. der bød at hvis nogen Biskop inden Rigets Grændser efter Kongens Befaling, eller med hans Tilladelse, fængsledes, lemlestedes eller leed grov personlig Fornærmelse, saa skulde hele Riget belægges med Interdict; ja endog naar det kun var skeet ved en Adelsmand, uden at man med Sikkerhed vidste at det var efter Kongens Ønske, men alene formodede det. Herved troede han vel tilstrækkeligt at have sikret sig mod al udvortes Fare. Men et saadant Skridt kunde naturligviis ikke andet end ophidse Kongen og dennes Tilhængere endnu mere imod ham. Om hans hemmelige Stemplinger med Kongens Fiender vidner det noksom, at han – rigtignok kun efter Modpartiets senere Beskyldning – afsendt i et offentligt Erende til Viborg, havde en Sammenkomst med Marsk Stig og flere andre af de Fredløse, og var i Følge med dem hele tre Dage, lige til Midelfart, overlæggende med dem, hvorledes de paa bedste Maade atter kunde faa Landsvist[14].

Idet følgende Aar, 1293, gjorde Kong Erik af Norge, som allerede er omtalt, et Tog til Danmark i egen Person[15]. Dette maa have været i Juli eller August Maaned, saasom vi endnu den 29de Juni finde Kong Erik i Bergen[16], medens han derimod, efter hvad der ovenfor er viist, maa have holdt sit Bryllup med Isabella Bruce i Slutningen af August eller Begyndelsen af September. Sandsynligviis var det ved denne Lejlighed, at Erkebiskoppen sendtes til de norske Fyrster for at underhandle om Forliig paa eller ved det tidligere omtalte Varderø i Halland[17]. Det er i højeste Maade besynderligt, at Kongen vilde betro ham dette Hverv, men enten har man ikke kunnet undgaa at modtage hans Tjeneste, naar han tilbød den, eller og har man troet, at han formaaede mest hos de norske Fyrster; heller ikke havde han vel endnu ganske taget Masken af. Men hvis man kan tro dem, der senere paa Kongens Vegne anklagede ham, sveeg han paa det skammeligste den Tillid, man viste ham, thi i Stedet for at raade til Fred, bad han dem, som det synes, ikke under nogen Omstændigheder at indgaa Forliig, førend Kongemorderne vare indsatte igjen i deres Rettigheder. Dette kan man dog først senere have bragt i Erfaring, thi af Erkebiskoppens senere Ferd kan man ikke faa andet ud, end at han maa have foregivet, at Forligsunderhandlingerne atter skulde optages, og imidlertid have truet enhver, der begyndte eller raadede til nye Fiendtligheder, med Bann. De norske Fyrster synes ellers ikke denne Gang at have udrettet stort. De skulle ingensteds have gjort Landgang, men derimod alene have opbragt og plyndret Skibe[18]. Imidlertid finde vi dog Hertug Haakon den 24de August i Vedel (Vejle), hvor han den Dag udstedte et Beskjermelsesbrev[19] for Chorsbrødrene i Viborg, der befandt sig paa Øen Lesø. Dette tyder vistnok paa at den norske Flaade ogsaa nu beherskedes Farvandene. Men Hertugens Erende i Jylland var vel neppe saa meget at herje, som at besøge Hertug Valdemar, og med ham nærmere at aftale Planer for Fremtiden; medens derimod Kong Erik sandsynligviis er vendt tilbage til Bergen allerede i Begyndelsen af August, for at berede sig til sit Bryllup og modtage sin Brud. Aarsagen, hvorfor der paa dette Tog ikke udrettedes mere, var maaskee den, at Marsk Stig, af hvem man vistnok havde ventet sig betydelig Hjelp, afgik ved Døden[20]. Der siges ingensteds, hvad Tid paa Aaret det var, men det rimeligste er dog at det skede før, eller samtidigt med Nordmændenes Tog til Danmark, da man vel ellers paa en eller anden Maade vilde hørt ham eller de Fredløse omtalt, og Toget selv vilde have været rigere paa Begivenheder, dersom der havde fundet nogen kraftig Medvirkning Sted fra de Fredløses Side. En anden Omstændighed, der rimeligviis ogsaa hindrede den norske Konge fra at virke med faa stor Kraft som han ønskede, var nogle i det Throndhjemske forefaldne Begivenheder, om hvilke vi dog desværre savne nøjere Underretning; det heder kun at Hr. Lodin af Bakke kom som utleg til Island, og at mange andre throndhjemske Herrer faldt i Utlegd[21]; men Aarsagen angives ikke, og man kan kun gjette paa, at de enten have vakt Uroligheder, eller ogsaa vægret sig ved at deeltage i Toget til Danmark.

Slutningen af Aaret hengik, som det synes, uden Krigsbegivenheder, og den norske Konge tilbragte som sædvanligt Vintren i Bergen[22]. Men det var hans Agt, næste Aar at komme igjen saa meget sterkere, og rimeligviis var det ogsaa Aftalen, at Hertug Valdemar da fra sin Side skulde bryde løs, om det var ham muligt. Der tales meget om de store Forberedelser, som den norske Konge nu gjorde til at angribe Danmark, hvorledes han udrustede sine Skibe, og samlede en Mængde Folk[23]. Hermed maa han da, som det af det Følgende vil sees, allerede tidligt paa Aaret 1294 eller maaskee endog mod Slutningen af 1293, have været beskjeftiget. Men den unge Kong Erik af Danmark, der tilbragte Julen i eller ved Randers, maaskee for i Nærheden at kunne holde Øje med Hertug Valdemars Bevægelser, udviklede fra sin Side stor Virksomhed til Landets Forsvar, og søgte endog, som man af det følgende kan see, at forekomme Nordmændenes Angreb ved at foranstalte et Tog fra Skaane op til Halland og den sydlige Deel af Norge saa tidligt paa Aaret, at de norske Fyrster endnu ikke kunde have faaet deres Skibe i Søen eller deres Folk samlede. Derved havde man vistnok nærmest for Øje, at overrumple, indtage og ødelægge det forhadte Hunehals. Hans første Skridt var, saa vidt man kan see, at sammenkalde et almindeligt Danehof til Nyborg for at aftale de fornødne Forsvarsanstalter og udvirke overordentlige Pengebevilgninger til Udrustningerne. Dette Møde maa ellers være holdt meget tidligt paa Aaret, maaskee endog før den i 1282 bestemte Tid, Midfaste, der i dette Aar indtraf den 28de Marts[24]; muligt at det endog holdtes mod Slutningen af 1293. Men Erkebiskoppen lagde, formodentlig i sin selvtagne Egenskab af Fredsmegler, alle mulige Hindringer i Vejen for Kongens Bestræbelser. Paa Danehofet satte han den fungerende Drottsete, Aake Jonssøn, i Bann, formodentlig fordi han, trods hans Forbud, opfordrede Folket til at staa Kongen bi ved hans Krigsforetagender, og dette, sagde senere udtrykkeligt Kongens egne Mænd, vakte en saadan Forvirring„ at hele Danehofet skiltes ad med uforrettet Sag. Da Kongen ikke des mindre fik Folket til at underkaste sig et overordentligt Krigsstyr, forbød Erkebiskoppen strengeligt sine egne og Lunds Kirkes Undergivne at yde noget, og da Kongen i egen Person kom over til Skaane for at undersøge Befæstningernes Tilstand og treffe nærmere Anstalter til Forsvar, forbød Erkebiskoppen sine Undergivne endog at sælge Kongen og hans Mænd de nødvendige Levnetsmidler, under Banns Straf. Ikke des mindre opfordrede Kongen Erkebiskoppen, ifølge hans Leenspligt, at møde frem til Krigstjeneste med sine Vasaller, men han sad naturligviis dette Bud overhørig, ja forbød endog sine Bønder at opfylde deres Ledingspligt ifølge Opbudet. Da den kongelige Befalingsmand i Skaane samledes med andre af Kongens troe Mænd paa Liborii Høj udenfor Lund for at raadslaa, bleve de overfaldne og adsplittede af Erkebiskoppens Folk og Tjenerskab, der kom dragende frem i stort Antal under Lunds Kirkes Fane og med klingende Spil, saa at det paa et hængende Haar var kommet til stor Blodsudgydelse, og enda var det saa langt fra, at Erkebiskoppen misbilligede dette, at han endog beskyttede Voldsmændene. Fremdeles bannsatte han endnu flere af Kongens ypperste Mænd, for derved, som man paastod, at tvinge dem til at opsige deres Herre Huldskab og Troskab. Han skal endog have ladet flere af Kongens troe Undersaatter, der døde inden hans Enemerker, opgrave af Kirkegaarden og deres Been kaste i Havet, uden engang formeligt at have bannsat dem. Dette viser, at han vilde have dem betragtede som faldne i Bann ipso facto, fordi de havde adlydt Kongens Befalinger, og grebet til Vaaben mod Rigets Fiender. Hans hele Optræden var saaledes paa det nærmeste den samme som den norske Erkebiskop Peters, da denne i Aaret 1226 tiltog sig paa egen Haand at paabyde Stilstand mellem Kong Haakon Haakonssøn og Sigurd Ribbung, truende hver den med Bann, som gjorde Ufred førend Forliigsmøde var prøvet[25]. Men man kan da heller ikke forundre sig over at den danske Konge ikke optog slig Ferd bedre end Kong Haakon havde optaget Erkebiskop Peters Ferd. Toget til Nordre-Halland fandt imidlertid Sted, og som det synes, under Anførsel af Fyrst Vitslav af Rügen, der vistnok gjerne greb Lejligheden til at hevne Angrebet paa Stegeborg. Kongen selv synes derimod ikke at have fulgt med, men at være forbleven i Skaane[26], maaskee især for at holde Øje med Erkebiskoppen, hvilken han endnu engang forgjeves opfordrede til at sende Krigsfolk med de Kongelige mod Hunehals. Erkebiskoppen vægrede sig fremdeles ved at efterkomme Opfordringen, forbød ligeledes sine Undergivne at gjøre det. Nordre Halland blev paa dette Tog herjet og Hunehals belejret, men ikke indtaget. De Kongelige paastode, at det for en stor Deel var Erkebiskoppens Skyld, thi Besætningen, heed det, fik Lejlighed til at slaa mange Folk ihjel, rimeligviis ved Udfald, og bortføre en Mængde Kvæg; dette vil da sige at den kongelige Hær ikke har været sterk nok til at storme eller endog at indeslutte Borgen, saa at dens Forsvarere have kunnet gjøre idelige Udfald, og derved skaffe sig saa meget Proviant, at man ikke kunde tænke paa at udhungre den. Den mislykkede Belejring af Hunehals hindrede dog ikke Vitslav fra at trænge videre frem mod Norden indenfor Norges Grændser, hvor han herjede og brændte den halve Deel af Øen Hisingen.[27]. Formodentlig var det hans Hensigt at storme lige frem til Kongehelle og indtage Ragnhildholms Slot, men deraf blev dog intet, sandsynligviis fordi de norske Befalingsmænd, maaskee Hertugen selv, imidlertid havde samlet de fornødne Forsvarstropper.

Imidlertid havde Kong Eriks Taalmodighed naaet sin Grændse. Forbitret over al den Overlast, han havde maattet døje af Erkebiskoppen, besluttede han sig, som han siden ytrede, for at undgaa sit Livs og sin Krones Tab, til det dristige Skridt, at lade Erkebiskoppen gribe og hensætte indtil videre i Fængsel paa Søborg Slot (5te og 6te April)[28]. Dette skede, som bekjendt, ved Kongens Broder Hertug Christopher, og paa en meget voldsom Maade; Erkebiskoppen saavel som hans ivrige Tilhænger og Hjelper, Provst Jakob, bleve overvældede med Forhaanelser og Mishandlinger, og i Fangenskabet behandlede med næsten oprørende Haardhed. Dog paastod Kongen siden, at han ikke havde nogen Skyld i dette, og ikke engang vidste, at de døjede saa meget ondt i Fængslet. Dette maa nu staa ved sit Verd; man maa i alle Fald holde den unge Konge det noget til Gode, om han ikke var saa nøieregnende med hvorledes hans Mænd behandlede en Mand, der nu kunde betragtes som Fædrelandets eller i det mindste Kongehusets farligste Fiende. Og saa meget er vist, at han havde den almindelige Stemme paa sin Side, og at Fiendernes Planer for det første ej kom til Udførelse: et umiskjendeligt Tegn paa, at Erkebiskoppen var den egentlige Hovedmand, og at Kongen ved at gjøre ham uskadelig havde angrebet Ondet i Roden. Af de norske Fyrsters paatænkte Tog til Danmark blev der nu intet, derimod maa de være dragne med sine Skibe til Elven, for at dække Kongehelle og Elvesyssel, ligesom det maa ansees som vist, at de her enten selv aabnede Underhandlinger med Fyrst Vitslav eller lyttede til Fredsforslag fra ham, samt at de ifølge en med ham truffen Aftale, strax derefter, i Mai, begave sig til Kjøbenhavn, og der havde en personlig Sammenkomst med Kong Erik, ved hvilken ogsaa Vitslav var tilstede som Megler, men hvor det dog ikke lader til at man kom til nogen Enighed. Sandsynligviis have de norske Fyrster ikke villet indlade sig paa at slutte nogen Fred, uden at ogsaa Hertug Valdemar deeltog deri[29]. Derpaa var der ikke nu at tænke, da Gemytterne paa begge Sider vare for ophidsede. De norske Fyrster maa derpaa strax have vendt tilbage til Norge, siden vi allerede ved Pintsetid (6te Juni), finde dem i Tunsberg, hvor de, efter den i foregaaende Sommer trufne Aftale, modtoge de Befuldmægtigede fra de tydske Stæder. Dette Møde skulde vistnok efter den første Bestemmelse have været holdt i Bergen, men det var vel de nys omtalte Omstændigheder, der foraarsagede, at det maatte holdes i Tunsberg, og dermed var vel ogsaa de tydske Herrer vel tilfreds, da de derved fik saa meget kortere Rejse. Om Mødet selv og de vigtige Ting, som der bleve bestemte, skal i det følgende blive talt: her holde vi os for det første til den danske Krig. Det er ej usandsynligt, at Danekongen, siden han nu kunde aande friere for sin farlige Fiende, ikke lod det blive med Toget mod Hunehals. Efter en enkeltstaaende Beretning skal han have hjemsøgt Vendsyssel og straffet Almuen, der havde gjort fælles Sag med de Fredløse[30], et Sagn melder endog, at han skulde have erobret og nedbrudt Borgen paa Hjelm. Dette forholder sig nu vistnok ikke saa, thi Hjelm blev ikke erobret og nedbrudt førend Aaret senere, som det indenfor vil sees. Men at han dog maaskee har benyttet sig af den Forvirring, der opstod efter Marsk Stigs Død, og ladet forsøge et Angreb paa Borgen, hvorved flere af de Fredløse bleve forskrækkede, kunde man maaskee slutte deraf, at en af deres ypperste, Rane Jonssøn, ikke længer vovede at opholde sig der, men flygtede til Roeskilde, hvor han efter i nogen Tid at have holdt sig skjult i et Kloster, blev opdaget, greben og stejlet. Imidlertid er det dog vel ogsaa muligt, at det kun var Marskens Død, der gjorde ham og flere af de Fredløse saa modfaldne. Marskens Sønner skulle ved hans Død være blevne uenige og have flygtet hver sin Vej; deres Exempel kunde da ogsaa Rane have fulgt. Vist er det, at han i 1294 blev greben og henrettet. Efter en af de gamle Viser skal han, som ovenfor nævnt, have været gift med en Datter af Alf Jarl ved Navn Christina, men noget tilforladeligt vides ikke derom[31]. Den øvrige Deel af Aaret synes at have gaaet fredeligt hen. I Danmark skulde egentlig ifølge Statutet et almindeligt Interdict være lyst over Landet i Anledning af Erkebiskoppens Fængsling, men det var saa langt fra at man holdt sig dette efterretteligt, at endog Domcapitlet i selve Lund indgav en Forestilling til Paven imod dets Iagttagelse. Det samme gjorde Capitlet i Ribe[32] og sandsynligviis alle de øvrige Capitler, saa at der fremdeles blev holdt Gudstjeneste over hele Riget: et umiskjendeligt Tegn paa, at Kongen havde den almindelige Stemme for sig. Fra Tunsberg vendte Norges Konge tilbage til Bergen, hvor han forblev den øvrige Deel af Aaret[33].

Det følgende Aars Begivenheder lade formode, at der i Løbet af Vintren har været hyppige Budsendinger mellem Hertug Valdemar og de norske Fyrster, og en fælles Krigsplan for det kommende Aar aftalt. Thi det er vist, at saavel Hertug Valdemar, som den danske Konge nu gjorde alvorlige Forberedelser til Krigen. Valdemar befæstede Gottorp Slot med Volde og Grave, og skaffede sig desforuden, vistnok for Penge, mange Riddere og Svende fra Holsten, Saxland og Westphalen til Hjelp[34]. Kongen, heder det, lagde en stor Skat paa Klostre og Kjøbstæder[35], hvilket dog vel neppe er at forstaa anderledes, end at han nu, da Erkebiskoppen var gjort uskadelig, uden Indsigelse fra Gejstlighedens Side kunde hæve det ham tidligere bevilgede overordentlige Krigsstyr. Heraf seer man saa meget, at Krigen med Sikkerhed ventedes fra begge Sider, og ikke var nogen Hemmelighed, ja sandsynligviis endog allerede var erklæret, eller i det mindste betragtedes som uundgaaelig. Det er ikke usandsynligt, at Kongen her for saa vidt var den angribende Part, som han, forfølgende den Fordeel, Erkebiskoppens Fængsling gav ham, samt opmuntret ved det sidste Aars ikke uheldige Krigførsel, kan have fordret med end større Strenghed af Hertug Valdemar, under Trusel om Krig, at han skulde give Slip paa Als m. m., samt overhoved alt hvad han og hans Broder havde i Besiddelse østenfor Midelfartsund; muligt er det endog, at Fordringen allerede ved eller strax efter det oven omhandlede Møde i Kjøbenhavn er bleven fremsat og afslaaet paa en Maade, der gjorde Krigen vis. Men hvad enten nu Krigen formeligt erklæredes eller ej, laa det i Sagens Natur, at Jylland, eller overhoved den Deel af Riget, der laa vestenfor Beltet, denne Gang maatte blive Krigsskuepladsen; i denne Deel laa de omtvistede Besiddelser; der maatte Sammenstødet mellem Kongen og Hertugen skee, om et saadant overhoved skulde finde Sted; der havde Abels Linje sine fleste Tilhængere; der havde desuden de Fredløse størst Indflydelse og kunde udrette mest til Fordeel for den norske Konge, hvilken de fremdeles erkjendte som deres Herre. Aftalen mellem Hertug Valdemar og de norske Fyrster maa rimeligviis have gaaet ud paa, at tvinge den danske Konge til at splitte sine Stridskræfter, hvilket vilde skee, naar de landede med den norske Flaade i det nordlige Jylland, medens Hertug Valdemar greb til Vaaben i det sydlige. Hensigten var da vel om de sejrede, aldeles at berøve den unge danske Konge Tronen, og at dele Riget mellem sig, saaledes at Valdemar fik Kongenavnet[36]. For at skaffe sig end flere Territorial-Fordringer, og vel og for tillige at knytte en nærmere Familieforbindelse med de norske Fyrster, giftede den unge Junker Erik sig med Sophia, en Datter af Kong Erik Valdemarssøns Enke Jutha i hendes senere Egteskab med Burchard, Borggreve af Rosenberg i Saxland[37], og saaledes en Halvsyster af hendes Døtre med Kong Erik, nemlig den afdøde norske Dronning Ingeborg, den svenske Dronning Sophia, og begge de forhenværende Nonner i St. Agnes’s Kloster i Roeskilde, Agnes og Jutha, af hvis betydelige Efterladenskaber hiin Sophia, formodentlig ved Testament, havde faaet Arveret til en Deel, og nu bragte denne Ret over til sin Mand. Man kan ikke tvivle om, at de norske Fyrster ogsaa have gjort betydelige Udrustninger, thi vi erfare, at Erkebiskoppen selv, saavel som Biskop Narve af Bergen og Biskop Eivind af Oslo vare med, saavel som en Mængde Baroner og Riddere, navnlig Hr. Bjarne Erlingssøn og hans Broder Vidkunn, Hr. Thore Haakonssøn, Hr. Jon Brynjulfssøn, Hr. Isak Gautessøn (som saaledes allerede da var tagen til Naade igjen), Hr. Guthorm Gydassøn, Hr. Gudleik Viljamssøn, Hr. Thorvald Thoressøn fra Hjaltland, Magister Bjarne Lodinssøn o. fl. Ellers vide vi desværre intet nærmere om Forberedelserne til Toget. Man veed ikke engang, hvad Tid Kong Erik forlod Bergen, hvor han tilbragte Vintren, og hvor han endnu var den 5te Marts[38]. Sandsynligviis kom han ikke afsted, førend temmelig sildigt, efter St. Hansdags Tider, da han paa denne Dag udstedte en Fuldmagt for Hr. Audun Hugleikssøn, der skulde afgaa som Gesandt til Frankrig i et Erende, der nedenfor vil blive nærmere omhandlet: en Sag som denne var dog vist bragt i Orden, førend Kongen tiltraadte Toget[39]. Uheldigviis nævnes ikke Stedet, hvor denne Fuldmagt er given; men man maa formode, at det er skeet i eller paa Vejen til Tunsberg, hvor Søtogene til Danmark sædvanligviis plejede at udgaa, idet nemlig Kongen og Hertugen samledes her, og hvor Kongen nu desuden i Anledning af de tydske og danske Fejder saa godt som hvert Aar regelmæssigt begav sig hen ved Midsommerstid. Det kan dog ikke have været længe efter denne, at vi finde Kongen og Hertugen med deres Flaade i Limfjorden, ved Aalborg. Omtrent paa samme Tid (10de Juli) finde vi den danske Konge i Ribe[40], vistnok rede til at rykke ud mod Hertug Valdemar, der stod i Spidsen for en betydelig Troppestyrke ikke langt derfra. Det kom dog ikke til nogen Kamp, thi der blev strax aabnet Underhandlinger, og en Stilstand vedtaget, hvorved det blandt andet bestemtes, at den norske Fyrstes Mænd skulde kunne rejse igjennem Jylland med Sikkerhed og Fred for Danekongens Mænd, og omvendt disse for de norske. Ved disse de norske Mænds Rejser igjennem Jylland sigtedes der vistnok til de Budsendinger, der nu skulde gaa frem og tilbage mellem de norske Fyrster og Hertug Valdemar, da det nemlig faldt af sig selv, at en Stilstand ej kunde sluttes af hine, uden at ogsaa han, deres Forbundne, toges paa Raad med og en Stilstand forudsatte desuden i de Tider altid Berammelse af et Forligsmøde; om alt dette var det nødvendigt at underrette Hertugen og treffe Aftale med ham. Forligsmødet synes med kort Varsel at have været berammet at skulle holdes i eller ved Svenborg. For Stilstandens Overholdelse borgede paa Danekongens Vegne Biskop Nikolas af Børglum, Biskop Jens af Aarhuus, Hr. David Thorsteenssøn, dengang fungerende som Drottsete (maaskee for Jylland), og flere, i alt 24 Riddere[41]. Men, saavidt man erfarer, gav Udtrykket „Kong Eriks og Hertug Haakons Mænd“ strax Anledning til at denne Stilstand ophørte. Medens de Danske derunder kun synes at have villet forstaa virkelige Nordmænd, benyttede derimod, som man tydeligt kan skjønne, enkelte af de Fredløse sig heraf til at drage igjennem Jylland, hvad enten det nu var for at begive sig til Hertug Valdemar, eller for at see til sine Ejendomme, eller de endog ligefrem droge i den norske Konges Erende. Uden at ense, at de nu stode under de norske Fyrsters Beskyttelse, og fordrede at betragtes som hans Mænd, lod Drottseten, Hr. David, en af dem, Hr. Sven Friis, altsaa en anseet Mand, gribe i Horsens som fredløs med to andre i hans Følge, Jens Pallessøn og Jens Foot, og alt hvad de medbragte tage fra dem; en fjerde, der sagdes at være de norske Fyrsters Tjenestemand, men hvis Navn, Thrugøt Laale, tydeligt viser at han var Dansk, og vistnok hørte til de Fredløse, blev endog dræbt, og hans Heste og Ejendele tagne; fra andre tog man Vaaben og Heste m. m.; saa at man maa formode at de danske Krigsmænd have gjort Jagt paa alle de Fredløse, der viste sig paa jydsk Bund. De norske Fyrster tilskreve strax hine Herrer, der havde gaaet i Borgen for Stilstanden, herom, fordrede de Fangne udleverede, Bøder for de Dræbte, og Skaden erstattet. Men denne Begjæring blev ikke opfyldt. De norske Fyrster begave sig nu, sandsynligviis med hele Flaaden, syd til Svenborgsund[42]. Her mødte Biskop Gisiko af Fyen, Junker Erik, formodentlig efter Tilsigelse, og Drottseten Hr. David tilligemed mange andre af de Riddere, der havde gaaet god for. Stilstanden. Kongen af Norge forlangte nu paa det indstændigste, at de Fangne skulde frigives og Skaden erstattes; saavel han selv, som hans Broder Hertug Haakon erklærede sig paa sin Side beredt til, om man kunde paavise nogen Brøde, deres Mænd havde begaaet, at give al ønskelig Fyldestgjørelse. Men deres Bøn blev ikke alene afslaaet, tvert imod bleve Hr. Sven, Jens Pallessøn og Jens Foot bragte til den danske Konge, der lod dem henrette. Det forstaar sig af sig selv, at Underhandlingerne ved hiint Afslag maatte blive afbrudte, selv om ikke, hvad det lader til, flere af dem, der skulde have været tilstede ved Mødet, vare udeblevne. Saa vidt man kan see, sejlede den norske Flaade nu fra Svenborg længer ind i Midelfartsund, enten til Als eller Aarøsund, medens Danekongen rykkede imod Hertug Valdemar, og mødte ham paa Sommersted Hede (en Miils Vej nordvestligt fra Haderslev), hvor han maaskee allerede i længere Tid havde været lejret. Folkemonen synes ganske at have været paa hans Side, thi der siges, at han i Alt havde henved 1400 Riddere og Svenne, medens Kongen kun havde 600; denne skal rigtignok ogsaa, som det heder, have haft en heel Mængde „Huusfolk“, hvorved vel forstaaes Fodfolk hjemme fra Landet; men Rytteriet, fornemmelig det lejede, udgjorde paa den Tid Hovedstyrken, og derefter regnede man, om den ene Hær kunde ansees for at være den anden overlegen. Man havde allerede paa begge Sider ordnet sig til Strid, da der atter aabnedes Underhandlinger, i hvilke ogsaa Befuldmægtigede fra de norske Fyrster deeltoge, hvad enten de nu allerede forhen havde begivet sig til Hertugens Lejr, for med ham at aftale den videre Krigsplan, eller de bleve sendte efter en til deres Herrer udtrykkelig afgaaen Indbydelse om at deeltage i Underhandlingerne. En saadan Indbydelse kunde vistnok i meget kort Tid baade fremsættes og besvares, da den norske Flaade, som nys nævnt, nu rimeligviis laa for Anker etsteds ved Kysten ganske i Nærheden. Det er ogsaa højst sandsynligt, at det var denne Nærhed i Forening med Hertugens større Troppestyrke, der atter bragte Danekongen og hans Raadgivere til at vælge Underhandlingernes Vej. Det heed siden, at hvis det var kommet til Slag, da havde Hertugen sikkert vundet Danmarks Krone[43]. Der aftaltes nu et nyt Møde, som skulde holdes førstkommende Mariemesse øvre (8de September) i eller ved Midelfart. Her skulde de norske Fyrster personligt komme sammen med Danekongen, og fuld Grid dertil meddeles saavel Fyrsterne som deres Mænd; de af disse, hvem Danekongen da ikke kunde overbevise om at være skyldige i hvad han sigtede dem for (her menes altsaa aabenbart Kongemorderne og deres Hjelpere) skulde faa deres Gods tilbage, have hans Venskab, og nyde fuld Fred. Imidlertid skulde der være Vaabenhvile og Grid fra begge Sider. Herom udstedte Kongen af Danmark et aabent Brev, og 50 Riddere gave med ham deres Forløfte derpaa. Da den bestemte Dag kom, og begge Parter samledes i Midelfart, synes Forsikringen fra den danske Konges Side at være bleven fornyet, og bekræftet ved et nyt Forløfte af 50 Svenne[44]. Alligevel kunde disse Forsikringer dog ikke sikre Kongemorderne og de øvrige Fredløse mod de Kongeligsindedes Forbitrelse. Endnu inden Sammenkomsten i Midelfart begav Hr. Aage Kake, en af dem, der ved Dommen af i 1287 vare erklærede for Kongemordere, og som de norske Fyrster ved Brevet af 25de Juni 1287 udtrykkeligt havde taget i Beskyttelse som sine egne Mænd, sig til Viborg, i Fortrøstning til den forkyndte Grid; men aldrig saa snart fik Bymændene ham at see, førend de styrtede over ham, dræbte fire af hans Mænd og saarede ham selv saa haardt, at han kort derefter døde; hans Broder, der var i Følge med ham, kastede de i Fængsel med sex Svenne, af hvilke een ved den haarde Behandling, han leed, døde i Fængslet. Saavel denne, som de øvrige Dræbte bleve begravede i uindviet Jord, hvor de groveste Forbrydere plejede at lægges; de Fangne sendte de til Kongen, der ikke satte dem paa fri Fod, førend de havde betalt svære Løsepenge. Dette var maaskee Aarsagen til hiin Fornyelse af Forsikringen ved Sammentrædet i Midelfart. Her var, som det synes, foruden de norske Fyrster, Danekongen og dennes Broder, ogsaa Hertug Varldemar, Junker Erik, Grev Jakob af Halland og Grev Henrik af Holsten tilstede, eller i det mindste ikke langt borte[45], ej at tale om de gejstlige og verdslige Stormænd i begge Kongers Følge. Imidlertid deeltog, som det synes, Hertug Valdemar selv ikke i disse Underhandlinger, og hans Broder, Hr. Erik, kun i Egenskab af de norske Fyrsters Besvogrede og Beskyttede, det vil sige med Hensyn til hans Fordringer paa sin Hustru Sophias Mødrenearv. Underhandlingerne førtes i meer end et Par Ugers Tid: et tilstrækkeligt Tegn paa, hvor vanskeligt man havde for at komme til Enighed. Ja selv medens Underhandlingerne stode paa, søgte nogle af Danekongens Mænd, dog vistnok uden hans Vidende eller Samtykke, at benytte sig af Stilstanden og Grev Jakobs Fraværelse til svigagtigt at overrumple Hunehals. Dette gik saaledes til, at en dansk Herre, ved Navn Tule Ebbessøn, med en heel Deel Frænder og Venner, hvoriblandt og en Prest, begave sig til Aas Kloster i Halland, der laa et Par Mile fra Hunehals, og derfra anmodede Grevens Befalingsmand, Nikolas Jakobssøn, (sandsynligviis den samme, der i Beskyttelsesbrevet kaldes Nikolas Hallandsfar) om at komme til dem for at de kunde tales ved, idet de ej alene paaberaabte sig Stilstanden og den almindelige Grid, men sendte ham et af dem selv beseglet Brev, hvori de tilsagde ham og de Mænd, han medbragte, særskilt Grid til Mødet. Han slog Lid dertil, og begav sig til dem, selv trettende, ganske ubevæbnet; de toge vel imod ham og man satte sig til at drikke, men imidlertid sendte Hr. Tule Ebbessøn sin Broder og nogle flere hen efter endeel Bevæbnede, der stode færdige i Nærheden; de brøde ind, toge Nikolas og alle hans Folk til Fange, halshuggede tre af dem, og sendte de aatte bort til et Sted i Nærheden, men toge Nikolas Jakobssøn selv og en vis Herman Plumog, der sandsynligviis var hans Næstbefalende, med sig til Hunehals, og opfordrede Besætningen til at aabne Portene for dem, antagende, at naar Krigerne fra Murene saa deres Høvedsmænd iblandt dem, vilde de strax efterkomme Begjæringen. Men Besætningen merkede Uraad, og vægrede sig. Da hine saaledes merkede, at de ikke kunde faa deres Plan udført, rede de op i Heredet, toge en af Grevens Fogder til Fange, og plyndrede hans Gods. Da Grev Jakob fik dette at vide, klagede han strax for den norske Konge, Hertug Valdemar, Junker Erik og Grev Henrik saavel som flere af Forloverne paa Sommersted Hede over Stilstandsbrudet, og disse anmodede strax Danekongen og hans Brødre om, i Kraft af deres givne Løfte og Æresord, at befale de Fangne udleverede, og den dem tilføjede Skade godtgjort. Denne Gang erkjendte ogsaa virkelig Danekongen, at det Skede var utilbørligt, og tilskrev Hr. Tule Ebbessøn saavel som hans Ledsagere, at de strax skulde sætte de Fangne paa fri Fod, og give dem deres Gods tilbage[46]. Denne Befaling blev, som vi ville see, ikke efterkommen, men inden dette blev bekjendt for de forsamlede Fyrster og Herrer i Midelfart, maatte nogen Tid gaa hen, og imidlertid kom det virkelig til en Art af Forliig, det vil sige en længere Stilstand, for hvilken Breve udstedtes og besegledes paa Hegnesgavl eller Hinsgavl Kongsgaard, tæt ved Midelfart, Søndagen efter Matthæi Dag, d. e. 25de September 1295. Paa blivende Fred var endnu ikke at tænke, men det maatte dog altid ansees som et Gode, at Stilstanden nu blev sluttet paa henved tre Aar, nemlig indtil et nyt Møde, som Fyrsterne skulde holde med hinanden St. Hansdag 1298 paa den lille Ø Eegholm, i Nærheden af Skjelfiskør[47]. Man kjender kun Indholdet af det Brev, der udstedtes af den norske Konge og medbesegledes af hans Mænd, for at tjene den danske Konge til Sikkerhed; dennes Gjenbrev til Kongen af Norge, der dog maa have været ligelydende, paa Medbeseglernes Navne nær, er for længe siden tabt. Stilstandens vigtigste Artikler løde saaledes:

1. Stilstanden skulde vare fra Udstedelsesdagen af indtil 15 Dage efter St. Hansdag 1298, for saa vidt Fred da ikke oprettedes; imidlertid skulde begge Parter have Frihed til at skaffe sig de fornødne Beviisligheder, og selv, eller deres Mænd, uhindret kunne drage frem og tilbage gjennem begges Riger, undtagen de Fredløse.

2. Kong Erik og Hertug Haakon af Norge skulde faa deres mødrene Gods, for saa vidt det allerede var dem tildømt, til frit Brug; fordrede de mere, skulde dette paadømmes efter Landsloven.

3. Grev Jakob, Nils Knutssøn, Peder Jakobssøn, Nikolas Hallandsfar, Lage Lagessøn, med flere, læge og lærde, der tidligere vare rømte fra Danmark til Norge, og, for saa vidt enkelte af dem vare døde, deres Arvinger, skulde frit og uden Forfang kunne opholde sig i Danmark, dog saaledes, at de, der vare dømte som Kongemordere, ikke maatte komme for Kongens, Hertug Christophers eller Hertug Valdemars Manna; skede det uforvarende, skulde de med tolv Slægtningers Eed godtgjøre, at det ej var skeet af Forsæt; imidlertid skulde Kongen give Befaling til, at alt deres Gods skulde tilbagegives dem. Dette blev, som det synes, enten samtidigt eller strax efter nærmere forklaret saaledes, at de Fredløse skulde nyde fuld Grid og Sikkerhed paa alle Øer, men ikke paa Fastlandet (meginland), hvortil man dog vist ogsaa regnede Sjæland og Fyen[48].

4. Kongen af Norge skulde beholde Hjelm og Hunehals uanfegtede af den danske Konge, saa længe Stilstanden varede; dog maatte der ikke slaaes nogen Mynt der, hvorved Danmarks Mynt forringedes. Hvis allerede noget af de tvende Slotte var belejret eller indtaget, skulde det tilbagegives, og Besætningen sættes paa fri Fod; de som vare fangne udenfor, skulde ligeledes sættes paa fri Fod og deres Ejendele gives dem tilbage, imod Sikkerhed, at de skulde fremstille sig for begge Konger, naar de næste Gang vare samlede. Her sigtes, som man seer, fornemmelig til hvad der sidst var forefaldet ved Hunehals. Paa samme Maade skulde den norske Konge behandle danske Fanger; ingen nye Fæstninger maatte i Mellemtiden bygges, nogen af Parterne til Skade eller Kjøbmænd til Forhindring.

5. Kjøbmænd skulde i Fred kunne fare til begge Riger, sejle og handle, undtagen naar almindeligt Forbud udstedtes; ingen usedvanlig Told skulde fordres; naar Handelsskibe strandede, maatte Besætningen frit bjerge Godset, indtil de overgave det som Vrag.

6. Junker Erik, Hertug Valdemars Broder, skulde frit have og nyde alt det Gods i Danmark, der tilhørte hans Hustru Fru Sophia, og som var tilfaldet denne i Arv efter Kong Eriks Døtre Jutha og Agnes; paa hvilken Opladelse Danekongen skulde give ham sit aabne Brev. Dog skulde Junker Erik staa hver den til Rette, som havde lovlig Tiltale paa noget af dette Gods.

7. Paa det Gods, der tilhørte Hertug Erik i søndre Halland, Hertug Knuts Søn, skulde Kongen hverken selv eller ved andre gjøre ham noget Hinder. – Hvad andre Sager, der kunde være dem imellem, skulde afgjøres ved Voldgift af Biskop Jens i Roskilde, Hr. Jon Litle, Hr. Oluf Tynessøn, Hr. Uffe Jonssøn og Hr. David Thorsteenssøn.

8. Vilde Nogen tiltale Kongen af Danmark eller hans Frænder om den afdøde svenske Dronning Sophias fædrene Gods, da skulde dette skee efter dansk Lov og Ret.

For dette Forligs Overholdelse indestode trende Biskopper og 20 verdslige Herrer paa hver Side, saaledes, som ovenfor berørt, at den Gjenpart, der overleveredes til den danske Konge, medbesegledes af de norske Herrer, og den, Norges Konge fik, af de danske. De norske Herrer vare Erkebiskop Jørund tilligemed de to oven nævnte Biskopper, Narve og Eivind, samt af Verdslige: Hr. Bjarne Erlingssøn af Bjarkø, Hr. Thore Haakonssøn, Hr. Jon Brynjulfssøn, Hr. Isak Gautessøn, Hr. Erlend Aamundessøn, Hr. Vidkunn Erlingssøn, Hr. Bjarne Lodinssøn, der her kalder sig juris civilis professor, Hr. Guthorm Gydassøn, Hr. Jon Ragnvaldssøn, Hr. Gudleik Viljamssøn, Hr. Thorvald Thoressøn, Hr. Jon Ivarssøn, Hr. Erlend Arnessøn, Hr. Sighvat af Leirhole paa Valdres, Hr. Agmund Sigurdssøn, samt flere, hvis Navne ikke findes tydeligt gjengivne[49]. De danske Herrers Navne kjendes ikke, da den anden Gjenpart er borte, men efter al Sandsynlighed var blandt Biskopperne den nys nævnte Gisiko af Fyn og Jens af Roskilde, og blandt de Verdslige Hr. David Thorsteenssøn og Hr. Laurentius Tukessøn Marsk. Sandsynligviis blev den ved slige Forsikringer sædvanlige Bestemmelse vedtagen, at Danekongen, hvis han brød Stilstanden, skulde være underkastet de norske Biskoppers Bann, og omvendt de norske Fyrster i samme Tilfælde de danske Biskoppers[50]. Hertug Valdemar synes, som det allerede er nævnt, ej at have deeltaget i Dagthingningen. I det mindste kom der, som strax nedenfor vil sees, intet Forliig mellem ham og Danekongen i Stand førend først i det følgende Aar, ja der forefaldt maaskee endog Fiendtligheder mellem dem i Tiden mellem Stilstanden og dette Forliig. Hvorledes det gik til at de norske Fyrster sluttede Separat-Stilstand, vides ikke; dog synes det at være skeet med Hertug Valdemars Samtykke, og uden at gjøre Brud paa den gode Forstaaelse mellem dem. Det er ikke umuligt, at han nu troede sig sterk nok til at hjelpe sig selv, og desuden maatte vel de norske Fyrster under alle Omstændigheder drage hjem, siden Ledingstiden nu var udløben. Det var formodentlig strax før deres Afrejse, at Kong Erik, som det fortælles, slog den unge Junker Erik af Langeland til Ridder, hvis det ikke allerede var skeet før Sammenkomsten i Midelfart, thi vist er det, at det skede i dette Aar, og det synes dog vanskeligt at kunne have skeet medens den danske Konge, Junker Eriks Frænde og Leensherre, var tilstede, thi dette vilde have været en Fornærmelse mod denne[51]. Strax efter Forliget lod Danekongen Brev udgaa til Læsning ved alle Landsthing, at alt det Gods, der tilkom de norske Fyrster som deres Mødrenearv, skulde oplades dem, og at ligeledes de Fredløse skulde faa deres Ættegods tilbagegivet. Den norske Flaade styrede vel som sædvanligt til Tunsberg, og aftakkedes der, idet Hertugen drog til Oslo, og Kongen til Bergen. Sandsynligviis overvintrede han der, da han, som vi nedenfor ville see, udstedte et Brev derfra den 29de Marts. Erkebiskop Jørund, der ogsaa var med paa Toget, som vi have seet, overvintrede i Nidaros[52].

Skjønt Stilstanden til Hegnesgavl ikke af nogen af Parterne blev samvittighedsfuldt overholdt, saa var den dog en Velsignelse for begge Riger, da den for flere Aar afbrød det aabenbare Krigsforhold mellem dem, og atter gjenoprettede den fredelige Handelsforbindelse; thi vi ville nedenfor erfare, hvorledes den, da Udløbstiden var kommen, fornyedes paa senere Møder, saa at dette Tog i 1295 var det sidste egentlige Krigstog, Kong Erik foretog til Danmark, og saavel han, som den danske Konge, fra denne Tid af kunde beskjeftige sig med andre Anliggender. Med Hertug Valdemar kom det, som sagt, ikke til noget Forlig, førend i Begyndelsen af 1296; ja der er endog Grund til at formode, at der seenhøstes 1295 endnu forefaldt Fiendtligheder imellem dem, da der etsteds tales om, at Kongen jagede Hertug Valdemars Hær paa Flugten ved Grønsund[53]. Dette maa nu staa ved sit Verd; muligviis kan det være denne Sejr paa den ene Side, i Forbindelse med den Omstændighed, at det i December 1295 var lykkets Erkebiskop Jens at undkomme fra sit Fængsel, som stemte begge Parter til Fred. Denne kom i Stand i Vordingborg, den 3die Februar 1296, hvilket Forliig man kan betragte som en Fuldstændiggjørelse af Overeenskomsten til Hegnesgavl, dog med den Forskjel, at denne var eller idetmindste skulde være en blivende endelig Fred, hiin derimod kun midlertidig[54]. Ogsaa af den herved udfærdigede Akt have vi kun et skjødesløst og neppe fuldstændigt Uddrag[55]. Der bestemtes, heder det, først og fremst, at alle de gjensidige Breve og Beviisligheder, som Kongen af Danmark paa den ene Side, og Brødrene Valdemar og Erik paa den anden havde givet hinanden, skulde staa ved Magt; dernæst, at om der fremdeles opkom Trætte mellem dem, skulde Kongen underkaste sig sin Stiffader Grev Gerhard af Holstens Voldgift. Denne Artikel maa have medført, at Als med Tilbehør blev tilbagegivet; den fulgte og lige frem af, at de tidligere Brevskaber bekræftedes, thi til disse hørte Hertugens Forsikring af 31te Marts 1286 (s. o. S. 125) hvorved han gav Slip paa Als, m. m. Hertugen og hans Broder lovede, at om Kong Erik og Hertug Haakon i Norge ikke ved det nye, i Overeenskomsten til Hegnesgavl aftalte, Møde kunde blive forligte med Danekongen, skulde de svare til Rette efter dansk Lov (det vil da vistnok sige, at de selv skulde søge at overtale dem dertil, thi ligefrem love det paa deres Vegne kunde de jo ikke); og vilde ikke de norske Fyrster indgaa Forlig, eller svare til Rette, skulde Hertugen og hans Broder ikke holde med dem, men med Kongen af Danmark. De øvrige Artikler vedkomme ikke Forholdet til Norge, og forbigaaes derfor her. Om Langeland nævnes intet; men at Kongen erkjendte Erik som Langelands Herre ved den Overeenskomst, som sluttedes efter den sidste Krig, altsaa enten allerede ved Hegnesgavl eller nu i Vordingborg, fortælles i flere Annaler, der behandle disse Begivenheder; og at det først skede nu, kan man slutte deraf, at Erik paa selvsamme Dag, Forliget til Vordingborg sluttedes, 3die Februar, stadfestede Indbyggerne af Rudkjøbing de Friheder m. m., som de havde haft i hans Faders, Hertug Eriks, og Farbroders, Junker Abels, Tid. Havde han allerede i Overeenskomsten til Hegnesgavl faaet Overdragelsen, vilde han ogsaa da strax, eller i det mindste tidligere end nu, have udstedt et saadant Stadfestelsesbrev[56].

  1. ↑ Suhm, XI. S. 103; efter Arndts liefl. Chronik. II. 69 og Gadebusch liefl. Jahrh I. 332.
  2. ↑ Huitfeldt siger rigtignok, at de i 1290 bleve færdige med at befæste Hjelm, men dette er dog vistnok kun hans egen Gjetning, da Annalerne kun fortælle at de Fredløse i det Aar befæstede Øen, hvilket, naar man nærmere iagttager Begivenhedernes Gang, ikke kan betyde andet end at de da paabegyndte Befestninger, og saaledes neppe kunne være blevne færdige førend faa sildigt, at de i alle Fald ikke have kunnet udføre nogen betydeligere Krigsforetagender førend i 1292.
  3. ↑ Suhm XI. S. 89, efter Rudloffs Mecklenburg. Gesch. II. 83.
  4. ↑ Detmars Chronicon, ved 1292. Dette er vistnok ikke altid nøjagtigt i Aars-Angivelsen, i Særdeleshed har det, som vi allerede før have seet Prøve paa, for Skik at omtale under eet Aar, hvad der kun begyndte i samme Aar, men fortsattes i de følgende. Navnlig ville vi see, at det saaledes for 1293 omtaler Begivenheder, som aabenbart fandt Sted 1294 og 1295; man kunde saaledes slutte, at den ogsaa omtaler for 1292, hvad der hører til 1293, og at følgelig det Tog fra Norge, som den nævner for hiint Aar, er Toget 1293, som den ej berører. Men herved er dog at merke,“ at de øvrige Begivenheder, den omtaler i 1292, ere rigtige for det Aar, og da nu dertil kommer, at den blot nævner „Nordmændene“, ikke Kongen, og at Thore Haakonssøn, som ovenfor vises, virkelig i det Aar maa have gjort et Tog til Danmark, bliver det dog nok alligevel det retteste at stole raa Angivelsen.
  5. ↑ Lübecks Urkundenbuch, No. 601; 603.
  6. ↑ I disse Breve forekommer det Udtryk, at Sørøverne bleve paagrebne „a communi mercatore“. Dette Udtryk, som ogsaa bruges i enkelte andre Breve, har aabenbart en collectiv Betydning: „en Deel menige Kjøbmænd“. I Brevene af 1293 kaldes ogsaa den, der lod Sørøverne dømme til Døde, justitiarius, men hermed kan ikke Lagmanden være meent, der kun var Civildommer; det maa være Sysselmanden, der i Criminaltilfælde skulde stevne Thing, og paa Thinget lade Forbryderen, hvis han var skyldig til Døden, dømme til Døde, samt umiddelbart derfra føres til Retterstedet.
  7. ↑ Lübecks Urk. B. No. 594. Lappenbergs Sartorius II. 166. Her erfares, at der i Stralsunds Archiv gives et ligelydende Brev for denne Stad; sandsynligviis har der da, som det sedvanligt skede, været udstedt eet Exemplar for hver af Stæderne. Disse Breve torde maaskee netop være udstedte i Anledning af at Hjelm og Hunehals nu vare færdige og havde faaet Besætning.
  8. ↑ Kjøbebaalk, Cap. 10, i Byloven Cap. 4.
  9. ↑ Thorkelins Dipl. Arn II. 134. Det lader ellers noget besynderligt, at Hertugen her deelagtiggjør Greisswalde i Kalmarforligets Goder, da Staden dog udtrykkeligt nævnes i dette; men sandsynligviis skal denne Vending kun betegne en fortsat Anerkjendelse af Forliget.
  10. ↑ Lübecks Urkundenbuch No. 611. Beslutningen henføres der til 1293, men det er aabenbart, at den maa være meget ældre, eller tilhøre Krigsperioden umiddelbart for 1285, thi efter den Tid kunde der ej være Tale om at forbyde de enkelte Individer at handle med Norge.
  11. ↑ Thorkelins Dipl. II. S. 131.
  12. ↑ Lüb. Urk. B. No. 605, 606. Begge Breve ere udstedte 12te Juni. I det første, af Kong Erik, nævnes kun de fem Raadmænd, Hans Doway fra Lübeck, Hasse v. Krukow fra Wismar, Reiner v. Lange fra Rostock, Hans v. Bard fra Stralsund, og Gerhard v. Calmeren fra Greifswalde; men i det andet, fra Stædernes Befuldmægtigede, foruden disse fem Mænd ogsaa Hartvig v. Nagle fra Kampen, og Rudolf fra Stavern.
  13. ↑ Flere af de danske Annaler, se Langebeks Scriptt. I. 295, 372, II. 175, III. 269, 315, IV. 230, V. 457, jvf. Kongens Klage over Erkebiskoppen. Scriptt. VI. 289.
  14. ↑ Scr. r. Dan. S. 292, 317. Tidsbestemmelsen tilføjes ej, men da Stig døde 1293, kan det ej være senere end dette Aar.
  15. ↑ I de isl. Annaler staar intet herom, men de fleste danske Annaler nævne Toget som Kong Eriks „tredie Expedition til Danmark“. Man kan derfor ikke tvivle om at den fandt Sted. Dette følger desuden af hvad der berettes om Erkebiskoppens Ferd.
  16. ↑ Se Brevet No. 34 i Dipl. Norv. II. (S. 31). Dette, dateret Bergen Petersvaka i Eriks 14de Riges Aar, er her urigtigt henført til 1294; Eriks 14de R. Aar begynder nemlig den 10de Mai 1293 og ender 9de Mai 1294.
  17. ↑ Om denne Underhandling paa muntrere tales der paa flere Steder i Erkebiskop Jens’s Proces, nemlig Scr. r. D. VI. S. 292, 317, 322, 368, uden nogen nærmere Tidsbestemmelse, men dog saaledes, at man faar Indtrykket af at den gik forud for de norske Fyrsters saakaldte store Udrustninger, Danehofet i Nyborg, Kongens Besøg i Skaane og Toget til Hunehals; navnlig faar man dette Indtryk S. 368. Heraf seer man i alle Fald, at det ej kan have fundet Sted i 1294; Spørgsmaalet er kun, om det ikke, som det med 1523 sluttende Chron. i Scriptt. VI. 223 angiver, fandt Sted i 1292. Men dette Chron. er yderst forvirret og uordentligt i fine Tidsbestemmelser, og af den Omstændighed, at det omtaler Sammenkomsten umiddelbart efter at have omtalt Skjalm Drottsetes Drab, som det lader foregaa i 1242, skulde man netop formode at 1293 er det rette Aar, thi da Skjalm blev dræbt 1292, har Nedskriveren, ved at benytte ældre Annaler, urigtigt læst xcij som xlij; og da han nu derefter begynder et nyt Aar, bliver det rimeligst at dette maa bære 1293, hvor man let kan tænke sig en enkelt Ener udeladt. Huitfeldt omtaler ogsaa denne Sammenkomst under 1294, men kalder Stedet Gjederø. Maaskee han her har Ret, og Varderø er den samme Ø som Geterø ved Vardberg, hvis det ikke snarere skal læses Varderhø, og er det nuværende Varø, en Gaard strax syd for Vardberg. For Resten sige baade han og Chronisten, at begge Konger af Danmark og Norge her mødtes, Chronisten tilføjende „med mange Skibe og Fredløse“, eller aldeles det samme Tillæg, hvormed Petrus Olai omtaler Mødet paa Varderø 1283, se ovf. S. 87; deraf skulde man fristes til at tro, enten at Veir. Olais Omtale af et Møde paa Varderø 1283 er urigtig, og at intet Møde da fandt Sted, men at han kun indsatte under 1283, hvad der skulde staa under 1293, eller ogsaa, at der vel holdtes tvende Sammenkomster paa Varderø, en 1283 og en 1293, men at Huitfeldt og Chronisten have forvexlet dem, eller omtalt den sidste med Ord, der alene passe paa den første. Denne Antagelse synes, naar man nærmere overvejer Sagen, at være den rigtigste. Thi hvad der siges, at begge Konger mødtes, passer ikke paa Sammenkomsten 1293, hvor Erkebiskoppen, som vi have seet, mødte paa den danske Konges Vegne, hvorimod det netop kunde passe paa et Møde i 1283, ligesom et saadant ogsaa selv ganske passer ind i de øvrige, i det Aar eller paa den Tid stedfundne Forhandlinger.
  18. ↑ Saaledes Huitfeldt, l. c.
  19. ↑ Thorkelins Dipl, II. S. 142.
  20. ↑ Huitfeldt S. 304. Nogle henføre og hans Død til 1294; herom se Suhm XI. 141. Sandsynligviis hvilede der saadan Hemmelighedsfuldhed derover, at man ikke ret vidste, om han døde i 1293 eller 1294.
  21. ↑ Isl. Annaler ved 1293.
  22. ↑ Dette sees af Breve, udstedte af Kongen i Bergen i Marts Maaned.
  23. ↑ Herom er der megen Tale i Kongens Klager over Erkebiskop Jens. Saaledes heder det f. Ex. i Scr VI. 368, (hvor Tidsordenen bedst synes at være iagttaget), efter at Varderø-Mødet er omtalt, at Kongen af Danmark, ved at høre at Norges Konge havde beredet sig, sine Skibe og en stor Mængde Bevæbnede til, efter Erkebiskoppens Raad, at angribe Riget, sammenkaldte et Møde i Nyborg o. s. v.
  24. ↑ Sammesteds. At dette Danehof (thi Danehof maa det have været, siden, ifølge den udtrykkelige Angivelse, Erkebiskoppen, Biskopperne, Rigets Baroner og Almuen vare tilstede) holdtes umiddelbart før de Udrustninger, som forberedede Hallandstoget, og i Anledning af det befrygtede Angreb fra Norge, som man derved vilde forekomme, er af hele Beretningen i Processen klart. Kongen, heder det, hørte at der truedes med Angreb fra Norge; han sammenkaldte da Danehof og drog siden selv over til Skaane for at drive paa Udrustningerne. At Danehofet, som Suhm synes at mene, skulde have fundet Sted allerede i Anledning af det forventede norske Angreb i 1293, er utænkeligt, thi efter Erkebiskoppens Optræden der kunde Kongen ikke betro ham Fredsmegler-Hvervet ved Sammenkomsten paa Varderø, der i saa Fald maatte have fundet Sted senere, hvorimod det netop er rimeligt, at Erkebiskoppen, efter først at have paataget sig Hvervet, siden benyttede sig deraf til at paatvinge Kongen en Stilstand og under Banns Straf forbyde alle Udrustninger. Antages Danehofet at have fundet Sted før det norske Tog 1293, maatte ogsaa Kongens Nærværelse i Skaane og endeel af Erkebiskoppens Kranglerier være at henføre til den Tid, men ej at tale om at dette er usandsynligt i og for sig, giver Maaden, hvorpaa Sagen omtales i Processen, ingen Anledning til at fordele Kranglerierne paa to forskjellige Tider. De omtales alene i Forbindelse med Udrustningerne til Hallandstoget. Vel var Kongen ogsaa i Mai 1293 i Skaane, saasom han (se Suhm XI. 130) den 17de Mai 1293 i Væ (ved det nuværende Christiansstad) fritog denne Bys Borgere for Told og Leding; men netop denne Fritagelse viser, at der da endnu ikke kan have været Tale om Udrustninger, hvorimod det falder aller naturligst, at Kongens Besøg i Skaane for at tilsee Udrustningerne var det selvsamme, under hvilket han omsider, den 5te April, lod Erkebiskoppen fængsle. Vistnok anfører Suhm XI. 155 et Brev af Kong Erik, dateret Ribe 6te April, men siden berigtiger han selv S. 157 denne Fejltagelse, opstaaet ved en Forcexling af Sixtus Paves Dag (6te April) med Sixtus Paves og Følges Dag, 6te Aug., paa hvilken Dag eller Dagen før Kongen ogsaa udstedte et andet Brev i Ribe (Suhm X. 171). Det vil desuden, af hvad der nedenfor vises, fremgaar, at det befrygtede Angreb fra Norge netop har været ventet i April eller Mai 1294, saa at Kongen altsaa, for at møde og forekomme det, maatte gjøre sine Anstalter tidligere, og navnlig begive sig til Skaane maaskee allerede i Marts.
  25. ↑ Se ovenfor III. S. 716, 717. Det skarpe Brev, Kong Haakon skrev til Erkebiskop Peter, vilde just have passet, om det var skrevet af Kong Erik Mendved til Erkebiskop Jens.
  26. ↑ Dette fremgaar af det nys fremstillede. Thi da Kongen ved Erkebiskoppens Fængsling var i Lund, hvilket viser sig af Beretningen om de enkelte Omstændigheder derved, kan han neppe have været med paa Toget, der just paa den Tid synes at have fundet Sted. Der tales desuden aldrig i Erkebiskoppens Procesakter om andet end at Kongen „sendte“ Folk mod Hunehals og bad Erkebiskoppen om at „sende“ Tropper med dem.
  27. ↑ De isl. Annaler ved 1294. De esromske Annaler, Scr. r. D. I. S. 249.
  28. ↑ Dagen angives i den af Huitfeldt meddeelte Beretning om Erkebiskoppens Fængsling til Fredag før Palmesøndag; men dette er rimeligviis en Misforstaaelse (af et meget hyppigt Slags) af Latinens feria 2da ante palmas, (angives i Chron. der ender med 1317, Scr. R. D. II. 175), dette er ikke „to Dage“ før Palmesøndag, altsaa Fredag den 9de, men „Mandag“ før Palmesøndag, eller den 5te April. De isl. Annaler omtale urigtigt Fængslingen under 1295. Om Rigtigheden af 1294 kan der, efter Gjennemlæsningen af Procesakterne, ej være mindste Tvivl. Henimod Juul 1294 heed det, at Erkebiskoppen havde ligget 36 Uger i Taarnet; dette viser og al Fængslingen forefaldt i første Halvdeel af April 1294.
  29. ↑ Her har man intet andet at holde sig til, end hvad der anføres i Kong Haakons Manifest af 1307 eller 1308, som meddeles i et daarligt Udtog af Huitfeldt S. 339, og efter ham hos Suhm XI. 576 fgg, hvilket fra nu af bliver vor vigtigste Ledetraad med Hensyn til Krigsbegivenhederne, men hvor heller ingen nærmere Tidsbestemmelser findes, og hvor man saaledes alene ved at iagttage Følgerækken af de enkelte Angivelser, og sammenholde dem med de sparsomme Efterretninger, der findes hist og her i Annaler og Chronica, nogenledes kan bringe Chronologien paa det rene. Her ville vi foreløbigt, under eet, søge at faststille, hvad der af samme Manifest vedkommer Krigshistorien indtil 1296. Manifestet begynder med en Bøn om at alt, hvad der er forbrudt imod Norge „siden Kong Erik og Hertug Haakon fore til Kjøbenhavn og Hr. Vitslav var hos,“ maatte bødes og bedres; derpaa opregnes de enkelte Fornærmelser. Som Udgangspunkt regnes altsaa et Besøg, Kong Erik og Hertug Haakon aflagde i Kjøbenhavn, hvor ogsaa Fyrst Vitslav var tilstede, og hvor der følgelig maa have været forhandlet om Fred eller Stilstand. Nu er det tydeligt nok, at her ikke Toget til Kjøbenhavn 1289 kan være meent, eller overhoved noget Møde før Hallandstoget 1294, ikke engang Mødet paa Varderø, thi ellers vilde Angrebet paa Hunehals og Ødelæggelsen af Hisingen have været anført som Klagepunkter, ligesom Kong Haakon i sit andet Manifest af 1307 (Thorkelins Analecta, S. 91–94) klagede over Indtagelsen og Nedbrydelsen af Hjelm. Altsaa maa denne Rejse til Kjøbenhavn have sunket Sted efter Vitslavs Tog til Halland og Hisingen. At de islandske Annaler intet nævne derom, kan her ikke være nogen Indvending mod Antagelsens Rigtighed, thi de ere meget mangelagtige og unøjagtige i Angivelsen af Krigsbegivenhederne efter 1290: de omtale saaledes ikke med et eneste Ord Kong Eriks Tog i 1293, lige saa lidet det endnu vigtigere i 1295 (se nedenfor). Nu vide vi af Procesakterne mod Erkebiskop Jens, at der fra Norge i Tidsrummet nærmest før Erkebiskoppens Fængsling, altsaa i Begyndelsen af 1294, forberededes et stort Tog til Danmark. Disse Udrustninger maatte vistnok endog paaskyndes ved Efterretningen om Vitslavs Indfald i Halland og Elvesyssel, der maa have fundet Sted omtrent samtidigt med Erkebiskoppens Fængsling. Men i Stedet for at drage til Danmark maa Kongen og Hertugen have draget til Elven, mod Vitslav. Da de saaledes her ganske vist stødte sammen med Vitslav, ligger det aabenbart nærmest at forklare hine Ord i Haakons Manifest paa den oven nævnte Maade, nemlig at det er kommet til Underhandlinger, og at et Møde har været berammet at skulle holdes umiddelbart derefter i Kjøbenhavn, hvor Vitslav selv skulde være tilstede. Dette Møde maa saaledes være holdt i Mai Maaned, hvilket ogsaa stemmer fortrinligt dermed, at Kong Erik allerede fra Pintsedag (6te Juni) 1294, da han, som det vil sees, modtog de tydske Stæders Gesandter, ikke forlod Norge, da han fra Tunsberg, hvor han aller sidst nævnes 21de Juli, maa være dragen til Bergen, siden han ifølge Laurentius Saga Cap. 8 allerede var der, da Peter af Eid og Laurentius, der om Sommeren forlod Island, ankom did og udtrykkeligt siges at være blevne der indtil Juul og over Julen. Saaledes falder det formodede Tog til Elven, samt Besøget i Kjøbenhavn før Pintsetid 1294. Nu see vi af Suhm XI. 171, at den danske Konge den 7de Juni udstedte et Brev i Kjøbenhavn, (hvorved vi i Forbigaaende bemærker, at det Brev, Suhm omtaler S. 133 efter Pontoppidans Origines Hafnienses S. 64–65 som udstedt af Kong Erik i Kjøbenhavn 18de Mai 1293, er det selvsamme som det nys omtalte, og kun urigtigt dateret 1293 i Stedet for 1294 hos Pontoppidan). Har altsaa Kongen opholdt sig her i Begyndelsen af Juni, er det højst sandsynligt, at han selv har underhandlet med de norske Fyrster. Her stemme alle Omstændigheder saa godt sammen, at de gjensidigt bestyrke hinanden og at der bliver liden eller ingen Tvivl tilbage om Antagelsens Rigtighed i alle Hovedtræk. At vi her alene have med en Begivenhed i 1294 at gjøre, bekræftes endnu mere af de næst følgende Klagepunkter i Manifestet. Som det første Brud anføres nemlig, at uagtet en med Kong Erik Magnussøn indgaaet Dag eller Stilstand i Aalborg bleve dog flere af de norske Fyrsters Venner tagne til Fange, hvorefter Kongen og Hertugen kom til „Svinnesund“ (der efter Contexten tydeligt kan sees at være Svinborg- d. e. Svenborg-Sund, ikke Svinesund i Norge) og havde her en Sammenkomst om denne Sag med Biskoppen af Fyn, Erik af Langeland, o. fl.; dernæst nævnes Dagthingningen paa Sommersted-Hede mellem Hertug Valdemar og Kongen, og endelig den der aftalte Sammenkomst ved Midelfart 8de September, hvilken ogsaa senere omtales som „Dagthingning ved Hegnesgavl“ (Hindsgavl), der ligger tæt ved Midelfart. Her er det tydeligt nok, at der alene sigtes til Begivenheder, forefaldne paa det i flere Annaler omtalte og utvivlsomme Tog til Danmark, de norske Fyrster foretoge i 1295, og som endte med Stilstanden ved Hegnesgavl. Thi vel hersker der stor Forvirring i Angivelserne herom (se Suhm XI. 227), Huitfeldt sætter Modet paa Sommersted-Hede 1296, ligeledes den danske Overs. af Ryklosters Annaler; men til Modvegt herimod kan anføres, at Detmar, der for øvrigt har den nøjagtigste Beretning om Sammenstødet og Dagthingningen paa Sommersted-Hede, henfører den til 1293. Da man nu tydeligt af Manifestet seer, at Mødet paa Sommerested-Hede gik forud for det paa Hegnesgavl, og alle de bedste Annaler henføre dette til 1295, som det paa sit Sted skal vises; ej at tale om at Huitfeldt maa have haft selve Documentet og Stilstanden til Thegnesgavl for sig, og denne desuden i Hertug Valdemars Forliig til Vordingborg af 3die Febr. 1296 omtales som forudgaaet: er det aabenbart, at hvad der i Manifestet omtales mellem dette Forlig og Mødet i Kjøbenhavn, alene vedkommer 1295; altsaa ligger Mødet i Kjøbenhavn forud for den Tid. Det vil derhos i det følgende sees, at Brudet paa Stilstanden til Aalborg, der tydeligt kan skjønnes at maatte have fundet Sted i Begyndelsen af de norske Fyrsters Tog til Danmark 1295, aller bedst forklares derved, at Hertug Valdemar og Kong Erik Mendved just paa den Tid laa med Hære mod hinanden i Sønderjylland, indtil de kom sammen paa Sommersted-Hede; den danske Konge har nemlig ikke villet tillade Mænd, der oven i Kjøbet af deres Navne kunne sees at have været Danske, og sandsynligviis af de Fredløses Tal, at drage gjennem Jylland mellem de norske Fyrster og Hertug Valdemar. Udtrykket i Manifestet, at Hertug Valdemar „var sendt op ad Sommersted-Hede“, er vistnok kun en Misforstaaelse af „var staddr uppá S.“, der maa have staaet i Originalen, thi de norske Fyrster kunde dog ikke „sende“ Hertug Valdemar, som om han var deres Undergivne. Ved altsaa paa denne Maade nøje at følge Manifestet, faar man Klarhed i den hele Sammenhæng, der ellers bliver ganske forvirret. Alt det vil end tydeligere fremgaa af den herefter følgende Fremstilling.
  30. ↑ Bartholin, Ms. Hist. Eccl. Dan. efter den ældre Svaning, se Suhm XI. 183.
  31. ↑ Se om alt dette Suhm XI. S. 180–183. Det maa dog bemerkes, at i Manifestet af 1308 tales der ikke med et Ord om noget Angreb paa Hjelm 1294.
  32. ↑ Suhm XI. 161. Jvfr. Pontoppidans Annales I. S. 766.
  33. ↑ Dette er allerede ovenfor viist, nærmest ifølge Laurentius Saga Cap. 8.
  34. ↑ Dette beretter udtrykkeligt Detmar, se nedenfor.
  35. ↑ Annalerne, der ende med 1317, meddeelte i Scr. r. Han II. S. 175.
  36. ↑ Naar Detmar (s. u.) udtrykkeligen siger, at det var et almindeligt Sagn, at Hertug Valdemar, hvis han havde holdt Slag med Kongen paa Sommersted-Hede, vilde have vundet Danmarks Krone, viser dette tydeligt, at hans Hensigt maa have været, hvis hans sejrede, at antage Kongenavnet.
  37. ↑ Denne Sophias Slægtskabsforhold ere ypperligt blevne fremdragne og viste i Højers lille Afhandling „de Sophia Langelandica“, aftrykt bag i hans Udgave af „Continuatio Alberti Stadensis“, Kjøbenhavn 1720.
  38. ↑ Paa denne Dag udstedte han en Retterbod for Bergen, se Norges gamle Love III. S. 23. Dateringen 17de Marts 1294 er urigtig i Thorkelins Dipl. Arnam. II. 145, hvor Retterboden ogsaa findes meddeelt.
  39. ↑ Thorkelins Dipl. Arn. II. S. 166, 167. Aarstallet staar her ikke angivet, men da Brevet er indtaget i den af den franske Konge udstedte og beseglede Forbundsakt af 23de October 1295, er det aabenbart, at Fuldmagten ikke kan være udstedt Aaret forud.
  40. ↑ Brevet No. 627 i Lübecks Urkundenbuch. Det er her rigtignok henført til 7de Januar, men dette kommer kun af en Forvexling af Knut Konges Dag med Knut Hertugs Dag. Brevet er dateret „in die beati Kanuti regis et martyris“, og det er 10de Juli.
  41. ↑ Alt dette erfares alene af Kong Haakons ovenfor omtalte Manifest.
  42. ↑ Vi gjentage, at det maa være dette, og ikke Svinesund i Norge, der skal forstaaes ved „Svinnesund“, som Navnet skrives i Manifestet. Det bestyrkes ogsaa deraf, at Biskoppen af Fyn mødtes til Underhandling. At Mødet maa have været aftalt ved Aalborg, synes ligefrem at fremgaa af Beretningen. Svenborg kaldtes i ældre Tider Svinaborg, og det er endog meget muligt, at Sundet kaldtes Svinasund, ikke Svinaborgssund.
  43. ↑ Dette siges udtrykkeligt hos Detmar, fra hvem hine Detailler om Modet paa Sommersted-Hede ere hentede. Fra ham har igjen Corner hentet sin Beretning (hos Eccard IV. 947). Men Detmar henfører Begivenhederne urigtigt til 1293, Corner endog til 1292. Aarsagen er vel den oven omtalte, at Detmar ofte omhandler under eet Aar, hvad der kun begyndte i samme Aar. Da nu Hertugens Uenighed med Kongen visselig begyndte 1293, maaskee allerede 1292, har han villet omtale den hele Tvist samt dens Udfald ved samme Lejlighed. – Paa den her skildrede Maade forholder det sig altsaa med Sammenkomsten paa Sommersted-Hede, om hvilken der har hersket megen urede, alt sammen af den Grund, at Huitfeldt (S. 309) beretter, at Danmarks, Sveriges og Norges Konger ved St. Hansdags Tider 1296 mødtes paa Sommersted-Hede, og handlede om almindelig Fred, men sluttede kun Stilstand paa to Aar. Hvor Huitfeldt har dette fra, vides ikke; men det maa formodentlig være fra samme oprindelige Kilde, som Notitsen i den danske Fortsættelse af Ryklosters Annaler S. 193, at Kongen og Hertugen i 1296 mødtes „med begge deres Hære“ paa Sommersted-Hede; det samme siges og af Stral Scr. r. Dan. III. 317. At Aarstallet her er urigtigt, sees tydeligt nok deraf, at Manifestet, som her er den sikreste Kilde, kun veed af en eneste Sammenkomst paa Sommersted-Hede at sige, nemlig den der gik forud for Stilstanden til Hegnesgavl, altsaa i 1295. Sommersted-Hede var desuden ikke et Sted, hvor det kunde falde nogen ind at beramme Sammenkomst, naar den ej tilfældigt havde fundet Sted; dette skede i Sommeren 1295, da den danske Konge, som vi have seet, laa ved Ribe, og Hertug Valdemar rykkede op fra Slesvig, rimeligviis heldende sig saa meget som muligt paa Østsiden, for at støtte sig til den norske Flaade, der imidlertid havde passeret Svenborg og nu vel var i Midelfartssund. Sommersted-Hede ligger omtrent midtvejs mellem Ribe og Haderslev; altsaa var det naturligt, at Sammenstødet dengang fandt Sted der, men at man Aaret efter skulde beramme Møde paa et saa ubelejligt Sted, var en Urimelighed. Hertil kommer nu, at Hertugen allerede havde forligt sig med Kongen i Februar 1296, ligesom at Stilstanden til Hegnesgavl af September 1295 gjaldt indtil 1298; der var altsaa om Sommeren 1296 ingen Anledning til at underhandle. At den svenske Konge skulde have været tilstede, er end mere urimeligt. Dette viser ogsaa Werlauff (Nord. Tidsk. II. S. 539), men har dog ikke vovet at forlade Huitfeldts Udsagn om at Mødet, følgelig et nyt Møde paa Sommersted Hede, fandt Sted i 1296. Dog behøver man her kun at lægge nærmere Merke til Manifestets Beretning (se nedf. S. 227, Note) for at see, at Mødet skede før Sammenkomsten i Midelfart, hvilken igjen ifølge Manifestet fandt Sted, før Stilstanden sluttedes til Hegnesgavl, det vil sige, hvad man af Manifestet tydeligt seer, at Sammenkomsten i Midelfart begyndte den 8de Septbr., og sluttede med Udstedelsen af Hegnesgavl-Documentet den 25de. Vistnok siger Huitfeldt, uvist med hvad Hjemmel, at det foregivne Møde paa Sommerstedhede 1296 holdtes St. Hans Dag, hvilket, om man henfører det til 1295, ikke passer med det af os foranførte, at Kong Erik den 24de Juni endnu sandsynligviis var i Norge. Men hvis Datum-Angivelsen hos Huitfeldt virkelig er egte, da har han sikkert forvexlet decollatio Johannis baptistæ (29de August) med hans nativitas (24de Juni). Naar man henfører Dagthingningen paa Sommersted Hede til 29de Aug., bortfalde ikke alene alle Vanskeligheder, men alt passer endog paa det nøjeste. Den 24de Juni var den norske Konge endnu i Norge; omkring den 1ste Juli var han maaskee ved Aalborg; den 10de Juli var den danske Flaade i Ribe; omtrent paa samme Tid, eller lidt senere, var den norske Konge ved Svenborg; i August Maaned stode den danske Konge og Hertug Valdemar en Tidlang over for hinanden paa Sommersted Hede; den 29de August aftaltes da endelig et Møde, med 12 Dages Varsel, til 8de September, i det derved nærliggende Midelfart. Muligt endog at Varslet var det sædvanlige, af 14 Dage, thi Huitfeldt siger kun „ved St. Hans Dags Tid“; Dagthingningen kan være skeet nogle Dage for Helligdagen.
  44. ↑ Hvis ellers ikke dette er en Misforstaaelse af Huitfeldt, og Originalen her kun har omtalt den af den norske Konge stillede Sikkerhed.
  45. ↑ Dette synes at maatte sluttes af, hvad der strax nedenfor berettes om at Grev Jakob, ved at erfare Attentatet paa at overrumple Hunehals, strax klagede til den norske Konge, Hertug Valdemar, Junker Erik og Grev Henrik, thi Tiden var for kort til at mange Budsendinger kunde gaa mellem det nordligste af Halland, Slesvig og Holsten. Man seer tydeligt, at Efterretningen om Attentatet ikke naaede til Midelfart førend henimod Slutningen af Mødet, thi den dertil sigtende Artikel i Stilstandsbrevet viser, at man ved Udstedelsen af dette endnu ikke vidste hvad Virkning Kongens Bud om Fangernes Frigivelse havde gjort.
  46. ↑ Beretningen herom findes i Kong Haakons Manifest. Om Tiden, da Attentatet paa Hunehæls foregik, heder det her først „men (d. e. medens) den Dagthingning stod ved Midelfart, og alle Mand skulde Fred have paa den Loven (Forsikring) som før er sagt, (nemlig paa Sommersted Hede), da foor Kongens Mand af Danmark Hr. Tuli Ebbessøn – – – – – – til Aas Kloster i Halland“ o. s. v.; og siden, efter at Beretningen er sluttet: „dette skede alt i den Fred, der lovet var paa Sommersted Hede og imedens den Dagthingning var ved Hegnesgavl“. Dette beviser til Overflod, (thi egentlig sees det allerede af de oven anførte Beviissteder), a) at Dagthingningen ved Midelfart og Dagthingningen ved Hegnesgavl er een og den samme; b) at hine Affærer i Halland netop skede medens Underhandlingerne stode paa, altsaa i Tiden fra 8de Septbr. til 25de Sept. 1295. Man seer ogsaa, at Artikel 4 af Hegnesgavl-Forliget 1295, hvor der siges om Hjelm og Hunehals, at de, for saa vidt de vare erobrede, skulde tilbagegives, og at de af Besætningen, der vare fangne enten udenfor eller indenfor, skulde sættes paa fri Fod, ligefrem sigter til hiint Attentat paa at forraske Hunehals, hvis endelige Udfald man ved Stilstandens Afslutning endog ikke nøje kjendte. Dette viser altsaa klart, at man ikke med Suhm og Werlauff, under den urigtige Forudsætning at der i 1296 var et nyt Møde paa Sommersted Hede, og at Dagthingningen ved Midelfart fandt Sted 8de Septbr. derefter, kan henføre Attentatet til Tiden efter Stilstanden 1295; der siges end ydermere i Manifestet selv, at i Forliget til Hegnesgavl lovede Kongen af Danmark, med Forløfte af tre Biskopper og 20 Riddere, at de ved Hunehals Fangne skulde frigives; dette er igjen ligefrem en Hentydning til Stilstandsbrevets Artikel 4. End videre kan man, af hvad der nævnes om Forløfte af 3 Biskopper og 20 Riddere, erkjende Identiteten af den Forsikring, Kongen af Danmark her gav, med den Stilstand af 25de Sept. 1295, hvoraf Huitfeldt meddeler Uddrag; thi den Gjenpart, hvoraf han leverer Uddrag, nemlig den der er udstedt af den norske Konge, er netop forsynet med 3 Biskoppers og 20 Ridderes Forløfte; det er saaledes klart, at den danske Konges Gjenbrev, der nu er tabt, har været forsynet med Forløfte af det samme Antal Prælater og verdslige Herrer. Saaledes bliver der her fuldkommen Vished i Sagen. Men af denne Vished fremgaar da end yderligere Vished om Rigtigheden af det ovenfor antagne om Sommersted-Mødet. Thi naar Hegnesgavl-Stilstanden og Sammenkomsten ved Midelfart er eet, og fandt Sted i 1295, medens ingen saadan Sammenkomst fandt Sted i 1296, og Sommersted-Mødet gik forud for hiin Sammenkomst, falder ogsaa Sommersted-Mødet selv i 1295, og der bliver ikke Tale om noget saadant i 1296.
  47. ↑ Huitfeldt nævner udtrykkeligt i begge Udgaver 1298, hvilket ogsaa passer med alt det øvrige. Werlauff synes at have antaget det for en Trykfejl, idet han l. c. S. 508) sætter 1296.
  48. ↑ Tillægget, at de ej maatte komme paa Fastlandet, nævnes alene i Manifestet, men da Huitfeldt kun meddeler et Udtog af Stilstands-Documentet, er ret muligt at han kan have udeladt dette Punkt.
  49. ↑ Den Omstændighed, at Huitfeldt meddeler Navnene, viser tydeligt, at han maa have haft Original-Documentet; men desværre er uddraget S. 306, 307 skjødesløst, og nogle af Navnene saa fordrejede, at de neppe kjendes igjen, saaledes kaldes Erkebiskop Jørund „Ferrand“; Jon Brynjulfssøn „Johannes Benolpff“, Vidkunn Erlingssøn „Vedmund Erlandssøn“, Sighvat af Leirhólum „Sigurd Lorelom“ o. s. v., (man seer forøvrigt af Formen Johannes m. fl. at Originalen har været paa Latin). De fleste Navne kunne dog bestemmes ved Sammenligning med andre samtidige Documenter, og de ere ovenfor anførte; men fem af dem ere usikre, tildeels endog i den Form, de forekomme, umulige, nemlig Elling Davidsøn, Torlack Skenck, Erland Arnesøn, Esbern Rinckij, Anders Levi, Effvind Islacksøn“. Det tør dog hende, at Breve ville findes, hvori de omtales under deres rette Navne.
  50. ↑ Forliget omtales i flere danske Annaler med de faa Ord: „Stilstand bevilgedes de Fredløse“. Saaledes i Annalerne, der slutte med 1523, Scr. r. d. II. 527. I de Annaler, der meddeles i Asmussens Arkiv II. B., heder det farligere ved 1295: „Kongen berammede et Vidde, hvorved Erik, Norges Konge, de Sammensvornes Modtager, var tilstede; hvor der sikredes de Fredløse Amnesti og deres Børn fik Tilladelse til at vende tilbage til Riget, samt erhvervede deres tabte Godser tilbage, dog saaledes, at Kongens Faders Mordere aldrig maatte komme for hans Øjne“. De isl. Annaler henføre Forliget til 1296; men dette kan deels forklares derved, at de udtrykkelig nævne Hertug Valdemar, der ikke forligede sig førend i Febr. 1296, deels ogsaa deraf, at Efterretningen om Forliget i 1295 ej kan være kommen til Island før 1296, samtidigt med den om Valdemars Forlig i 1296; Junker Eriks Giftermaal omtales heller ikke førend i 1296.
  51. ↑ Dette siges i Manifestet.
  52. ↑ Af Laurentius Saga Cap. 10 sees, at Erkebiskoppen var i Throndhjem Søndagen Lætare, d. e. 4de Marts, altsaa maa han have overvintret der.
  53. ↑ Dette Slag omtales kun paa et eneste Sted, nemlig i det Chronicon, der ender 1317, Scr. rer. Dan. II. S. 175. Thi at Huitfeldt omtaler det S. 306, kan ikke betragtes som noget uafhængigt Vidnesbyrd, da han sees netop at have benyttet hiint Chronicon. Beretningen om Slaget i Grønsund forekommer her ogsaa under tildeels mistænkelige Omstændigheder. Chronicon’et, der ellers udmerker sig ved rigtige Aarstal, siger, tildeels rigtigt, under 1295, „at Kongen, der skulde føre Krig med Hertug Valdemar, skatlagde Stæder og Klostre haardeligen, at der da paa den norske Konges fjerde Tog til Danmark blev sluttet Stilstand mellem begge Kongerne, Hertug Valdemar og de Fredløse, at Erik, Hertug Valdemars Broder, blev slaaet til Ridder af den norske Konge og egtede hans Modersyster Sophia, og at Erkebiskop Jens undkom Natten efter St. Luciæ-Dag“ m. m. – Derefter siges der for 1296, „at Kong Erik af Danmark egtede den svenske Kongedatter Ingeborg“, og endelig for 1297: „Kongen belejrede sin Broder Christopher i Kalundborg. Hertug Valdemar kom med Norges Konge mod Kong Erik, men der blev sluttet Stilstand ved Hegnesgavl (der siges, vel at merke, ikke med Hertugen) Kongen drev Valdemars Hær paa Flugten ved Grønsund, og Hertugen afstod Øerne hiinsides Midelfart“. Hvad Striden mellem Kongen og hans Broder Christopher angaar, da har det sin Rigtighed: den forefaldt i 1297, og ved Kalundborg. Men hvad der fortælles om Hertug Valdemars og den norske Konges Tog mod Kong Erik, og Stilstanden ved Hegnesgavl m. m., hører, som man tydeligt kan see af det foregaaende, til 1295. Da nu de samme Begivenheder allerede ere omtalte ved 1295, men kortere og med andre Ord, kan man ikke forklare Gjentagelsen anderledes, end at det sidste har i det oprindelige Haandskrift, som Afskriveren i 1317 benyttede, været tilføjet i Margen, for at fuldstændiggjøre det andet, saaledes at det skulde læses under 1295 sammen med dette, men at Afskriveren ved en let tænkelig Fejltagelse af Henviisningen har henført det til 1297. Af denne Mening maa ogsaa Huitfeldt have været, siden han omtaler Slaget ved Grønsund under 1295. Men i dette Tillæg omtales tydeligt nok Slaget ved Grønsund, som om det havde fundet Sted efter Forliget til Hegnesgavl, i Mellemtiden fra dette indtil Hertugen afstod Øerne østenfor Midelfart, det vil sige indtil Forliget til Vordingborg 3die Februar 1296. Usandsynligt er det ikke, at et saadant Slag virkelig har fundet Sted, og Notitsen derom har, fraregnet det urigtige Aarstal, Troværdighedens Præg. Men dette er ogsaa alt, hvad man kan sige om en saa enestaaende Beretning.
  54. ↑ Dette kunde maaskee bidrage til at forklare, hvorfor Hertugen ikke nævnes i Stilstands-Akten, skjønt det dog maa antages at denne sluttedes med hans Samtykke.
  55. ↑ Huitfeldt, S. 307. Maaden, hvorpaa Forliget omtales og Akten meddeles, er yderst forvirret, saa at man ikke godt kan see, hvad der virkelig stod i Akten og hvad han selv tilføjer. Saaledes begynder Afsnittet: „Med Hertug Valdemar af Sønderjylland blev det og forligt; han stod igjen fra Als, Ærø og Femern, efter den Doms Lydelse, udi Kong Erik Christophersens Tid udgangen var“. Dette Forlig kunde synes at være skeet paa Hegnesgavl, da det omtales umiddelbart efter at Stilstands-Akten er meddeelt; men da Hertug Valdemar ej omtales i denne, maa dog Meningen være den, at Bemerkningen om Afstaaelsen af Als m. m. vedkommer den strax efter nævnte Akt af 3die Febr. 1296. Desuden vilde der efter et saadant Forliig allerede ved Hegnesgavl i det mindste ikke have været Anledning til noget Slag ved Grønsund.
  56. ↑ Suhm XI. 219. Brevet til Bedste for Rudkjøbing er dateret St. Ansgarii Dag, 3die Februar, medens Forliget i Vordingborg er dateret Dagen efter Mariæ Renselse. Denne forskjellige Betegningsmaade af een og samme Dag vidner des sterkere for begge Dateringers Rigtighed.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/6/80&oldid=76376»