Wikikilden

Det norske Folks Historie/6/86

< Det norske Folks Historie | 6

Det er allerede ovenfor omtalt, at Erkebiskop Jørund ved Stridigheder med sit eget Capitel hindredes fra at henvende saa megen Opmerksomhed paa den islandske Kirkesag, som han ellers upaatvivleligt vilde have ofret den. Saaledes forholdt det sig endnu om Vaaren 1297, da Forliget sluttedes, og egentlig kan man vel sige, at han i hele den Tid, hine Stridigheder stode paa, havde saa godt som tabt Interessen for alt andet. Vi have ligeledes berørt, at ogsaa Kongen blev inddragen deri eller selv blandede sig deri som Megler, hvortil han maatte føle sig saa meget mere opfordret, som han derved fik den bedste Lejlighed til at skaffe sig en betydelig Overvegt over Erkebiskoppen, og gjennem ham over Kirken i det hele taget.

Anledningen til Striden[1] laa vel nærmest deri, at den forfængelige og herskesyge Erkebiskop Jørund, som udnævnt ved Pavens Provision ikke troede at skylde Capitlets Medlemmer nogen Forbindtlighed, og derfor paa en altfor fremfusende Maade, uden tilbørlig Forsigtighed eller Conduite, søgt at vinde den Myndighed tilbage, som Capitlet i den lange Vacance, da det førte den hele Bestyrelse af Erkestolen, ganske vist havde tiltaget sig paa det egentlige Erkebiskops-Embedes Bekostning, hvorpaa det havde faaet alt for megen Smag til at ville afstaa den med det Gode. Det laa i Sagens Natur, at der let kunde opstaa Uenighed mellem ethvert Capitel og dets Biskop om den gjensidige Begrændsning af deres Myndighed, naar der ikke fandtes tilbørlig Fordragelighed eller Føjelighed i det mindste paa een af Siderne; denne Dyd kunde man hverken vente at finde hos Jørund, eller hos det talrige og med rige Indtægter forsynede Capitel i Nidaros, der allerede forhen ved flere Lejligheder havde viist sig heel egenmægtigt, og som ikke engang synes at have været bange for at sætte visse Indrømmelser ud over det sedvanlige og billige som Betingelse for sit Valg af denne eller hiin Candidat til Erkestolen. Dette aabenbarede sig, som vi have seet, ved Sørles Valg 1253 og Byrges 1263[2]. Af de Aktstykker, som Striden mellem Erkebiskop Jørund og Capitlet fremkaldte, seer man, at den deels drejede sig om visse Præbender eller Indtægter, som Erkebiskoppen synes at ville forholde Capitlet, deels om dettes Myndighed i det hele taget, som Erkebiskoppen søgte at indskrænke. Den skal allerede have taget sin Begyndelse i 1291, men først et Par Aar derefter høre vi noget nærmere derom; da lode Chorsbrødrene udstede Attester og optage Thingsvidner om sine Rettigheder[3], et Tegn paa, at Erkebiskoppen har villet gjøre dem disse stridige. Det staar maaskee og i Forbindelse hermed, at Kongen i et Brev fra Bergen den 29de Juni 1293 til Hr. Erlend Agmundssøn, Nikolas Lagmand og Eilif Lagmand, vidnede at han havde taget Chorsbrødrene i Nidaros under sin Beskyttelse, og derfor befalede hine Mænd at de skulde understøtte dem til Lov og Ret, samt paasee, at ingen Lægmand gjorde dem Fortred[4]. Thi vel nævnes ikke her Erkebiskoppen udtrykkeligt, men man seer dog saa meget, at Chorsbrødrene maa have klaget over, at de ej fik „nyde Lov og Ret“, og denne Forulempelse kunde neppe udgaa fra nogen anden, end Erkebiskoppen.

Kongen eller hans Raadgivere heldte saaledes, som det synes, mest til Chorsbrødrenes Parti. De talte ogsaa mange dygtige, agtede og formaaende Mænd i sin Midte, som Audun Raude, Sighvat Lande, Eilif Arnessøn, Jon Elg[5], medens Erkebiskoppen derimod vistnok af mange kun betragtedes som en forfængelig Nar, der kun skyldte et Lykketref, ikke egne Fortjenester, sin Ophøjelse. Hans Forhold i den islandske Kirkesag viser ham som meget vaklende og usikker, ja ikke engang som ganske redelig. Vi vide dog ikke, hvad der egentlig i de første Par Aar forefaldt mellem ham og Chorsbrødrene; sandsynligviis førtes Striden endnu nogenledes i Stilhed, og Kongen fik derfor endnu ikke Anledning til umiddelbart at blande sig deri. Under disse Omstændigheder kom vistnok en Opfordring fra Pave Nikolaus om at tage Korset for under den engelske Konges Anførsel at drage til det hellige Land, og frelse det fra de Vantroende, der nys havde erobret Akre, den sidste christne Besiddelse, højst ubelejlig. Paven tilsagde ved Bulle fra Orvieto af 1ste August 1291 alle dem, der deeltoge i Toget, visse Indulgenser[6], og ved Skrivelse af 25de September bød han Erkebiskopperne i Norden hver at sammenkalde alle Prælater i sin Provins, sækulære og regulære, til et Concilium hver for at raadslaa om, hvorledes Sagen bedst kunne fremmes, og siden sende Deputerede til Paven med Beretning om hvad man havde besluttet[7]. Erkebiskop Jorund holdt virkelig et saadant Provincial-Concilium i 1292 (Tiden paa Aaret angives ikke nøjagtigt), og flere synes ogsaa virkelig at have taget Korset. I det mindste maa dette Tilfældet paa Island, hvortil Biskop Jørund af Hole, der havde deeltaget i Mødet, bragte den pavelige Opfordrings-Skrivelse, saaledes som ovenfor berettet; og ligeledes have vi seet at Hertug Haakons Klerk, Gabriel Jonssøn, der har skrevet mange af hans Breve, mellem 1289 og 1292 besluttede sig til at vende tilbage til sit Fædreland, England, for at gaa med Kong Edward til Palæstina[8]. Men vi have ligeledes omtalt, at det slet ikke var Kong Edwards alvorlige Hensigt, at drage afsted, og saaledes kom der intet ud af det Hele.

Da Erkebiskop Jørund, som før sit Valg til Biskop havde været en temmelig ubemerket Chorsbroder i Hamar, neppe kunde maale sig med sit Capitels fornemste Medlemmer, som Sighvat, Audun og Jon Elg, i Kundskaber, Talenter og Forretningsdygtighed, og desuden vistnok savnede de indflydelsesrige Forbindelser i Rom, som hine havde haft Anledning til at skaffe sig ved Curien, maatte han, for at kunne kue dem ad Lovens Vej, skaffe sig dygtige og lovkyndige Hjelpere. En saadan fik han først og fremst i den flamske Gejstlige Johannes, (Jon Flaming), der længe havde studeret i Paris og Orleans, og var, som det heder, en saa dygtig Jurist (det vil sige Canonist), at hans Lige ikke fandtes i Norge[9]. Rigtignok var han ikke det norske Sprog ret mægtig, men denne Mangel blev dog nogenledes afhjulpen, da den forhen omtalte islandske Prest Laurentius Kalfssøn siden efter traadte i Erkebiskoppens Tjeneste. Laurentius var, som vi have seet, om Høsten 1294 kommen over fra Island med Hr. Peter af Eid; han havde tilbragt Vintren i Bergen, og der endog tiltrukket sig Kongens Opmerksomhed ved sin Dygtighed i at concipere og skrive Latin. Anledningen dertil var den, at Laurentius’s Ven og Beskytter, Hr. Peter af Eid, vilde frie til en fornem Dame øster i Viken, der var beslægtet med Kongen, og til den Ende udbad sig et Anbefalingsbrev fra denne; Kongen svarede at naar Peter selv vilde besørge Skrivelsen opsat, saa skulde han gjerne sætte sit Indsegl (formodentlig Secretet) derfor, og Peter henvendte sig nu til Laurentius, der strax skrev Brevet, og det paa Latin, saa. siirligt, baade fra Indholdets og Formens Side, at Kongen, da Peter bragte ham det, roste baade Stilen og Skriften særdeles, lod strax Laurentius indbyde til sit Taffel, og foreslog ham Dagen efter at træde i hans Tjeneste[10]. Da Laurentius undskyldte sig med at han havde aflagt Løfte om at drage i Pilegrimsferd til Nidaros, bad Kongen ham i det mindste at tilbringe Julen hos ham, og besøge ham, naar han kom tilbage. Vaaren efter (1295) rejste Laurentius til Nidaros, og gjorde strax Erkebiskoppen sin Opvartning, visende ham en Orlovsskrivelse fra Biskop Jørund, hvorved han fik Tilladelse til at blive hos Erkebiskoppen, saa længe denne ønskede det. Erkebiskoppen, der formodentlig allerede havde hørt Laurentius omtale, blev meget glad derved, sagde, at han var Biskop Jørund meget takskyldig derfor, og bad Laurentius næste Dag at komme med en Prøve paa sin Ferdighed i at skrive. Laurentius bragte nogle Æres-Vers, som han havde digtet til den før omtalte Hallbera Thorsteinsdatter, der siden blev Abbedisse i Reynesstad. Erkebiskoppen roste meget Skriften, men anbefalede ham dog for Fremtiden ikke at befatte sig med Versemageri[11], men heller at studere den canoniske Ret under Jon Flæmings Vejledning. Laurentius fulgte ogsaa Erkebiskoppens Raad og gjorde god Fremgang, og blev ham snart uundværlig, men naturligviis i samme Forhold en Torn i Øjnene paa Chorsbrødrene. Paa den Tid, da Laurentius kom til Erkebiskoppen, var Striden just blusset op i sin fulde Styrke; Erkebiskoppen havde dømt Chorsbrødrene i en Bod af 1000 Mkr. Sølv for udviist Ulydighed, og tillige, da de vægrede sig ved at efterkomme Dommen, midlertidigt excommuniceret dem; Chorsbrødrene havde appelleret til Paven, og derhos formaaet Lagmanden og et Par andre Herrer til at forsøge en Megling[12]. Men alt dette var forgjeves, da Erkebiskoppen kun vilde høre om fuldkommen Underkastelse, og kort efter forlod han Nidaros for at ledsage Kongen paa hans Tog til Danmark, hvorfra han neppe kom igjen førend seenhøstes. Imidlertid var ogsaa andre Tvistemaal komne til, især mellem Erkebiskoppen og Jon Elg, der blandt alle Chorsbrødrene syntes at have været ham mest forhadt, men som derimod sees at have været meget vel anskreven hos den nye Pave, Bonifacius den 8de. Allerede i det følgende Aar maatte Kongen, som det synes efter begge Parters Anmodning, skride ind og megle et foreløbigt Forliig, og i Forbindelse hermed staar det vel, at Paven, til hvem Appellen imidlertid var indløben, ved Skrivelse af 1ste Februar 1297 forordnede Cantsleren Baard Serkssøn til at undersøge Sagen og fælde Dom uden Appel[13]. Dette var formodentlig ogsaa Anledningen til, at Erkebiskop Jørund om Vaaren 1297 selv begav sig til Kongen, hos hvem vi finde ham sammen med Biskop Arne af Skaalholt, da de begge, som nys berettet, paa Agvaldsnes beseglede den angaaende Forliget i den islandske Kirkesag udstedte Skrivelse[14]. Erkebiskoppen har formodentlig villet undgaa den Krænkelse, at underkaste sig en formelig Dom, saa meget mere som han vel var overbeviist om, at denne vilde gaa ham imod, og har saaledes vistnok anvendt al sin Indflydelse hos Kongen og Cantsleren, for at faa dem til, endnu engang at prøve den mindelige Afgjørelses Vej. Man veed ikke nøje, hvad der ved denne Lejlighed blev forhandlet mellem Kongen og Erkebiskoppen, men af det følgende er man berettiget til at slutte, at denne har erklæret sig villig til hvad det skulde være, for at opnaa sit Ønske og faa Kongens Beskyttelse, og at Kongen saavel som hans Raadgivere med Glæde have grebet Lejligheden til at bringe den norske Kirkes Overhoved i et Underdanigheds-Forhold under Kronen, hvorom Erkebiskop Eystein for 130 Aar tilbage aldrig skulde have drømt. Om Sommeren, fortælles der, overvar Kongen Frostathinget (der begyndte den 17de Juni), og gav her, som der siges, mange Anordninger med Erkebiskoppens Raad og Samtykke[15], Hvilke disse Anordninger vare, vides for Resten ikke, maaskee der, naar det kommer til Stykket, alene sigtes til Forhandlingerne med Chorsbrødrene; thi saa meget er vist, at saadanne Forhandlinger nu meget ivrigt maa have været drevne, thi umiddelbart efter Thinget, eller maaskee endog førend det var sluttet, den 23de Juni, kom der virkelig, under Kongens Megling, i det nærliggende Tuterø Kloster, et Forliig i Stand mellem Erkebiskoppen og Chorsbrødrene, som altsaa maa have ladet sig overtale til at nøjes med den mindelige Afgjørelses-Maade. Forliigsdocumentet, der egentlig kaldes en nærmere Forklaring af det forrige Sommer sluttede midlertidige Forliig[16], blev indgaaet i Overvær af Kongen, Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Jon Ragnvaldssøn og Cantsleren, og beseglet, foruden af disse, ogsaa af Erkebiskoppen og Capitlet, samt udstedt i tre ligelydende Gjenparter, til Kongen, Erkebiskoppen og Capitlet. De Bestemmelser, det indeholdt, og som naturligviis netop maa have vedrørt Stridsemnerne, der saaledes aller bedst heraf erfares, vare følgende: 1) Chorsbrødrene skulde vise Erkebiskoppen den skyldige Ærbødighed og Lydighed, og han igjen være dem en mild Fader og behandle dem hæderligt. 2) Chorsbrødrene skulde tages paa Raad med i Udvælgelsen af Biskopper til Island, Grønland, Færøerne og Syderøerne[17], samt ved Bekræftelsen af de andre Biskoppers, Abbeders, Abbedissers og Priorers Valg. 3) Deres Raad og Samtykke udfordredes til Bestyrelsen af alle Kirker i Byen, Præbender og Beneficier i Christkirken, Vejtslekirker paa Landet, og Beneficier uden Sogn; ligeledes til Afsættelse af de dertil engang beskikkede Mænd, men alle andre Kirker paa Landet kunde Erkebiskoppen bortgive uden deres Samtykke. 4) Al Jurisdiction skulde Erkebiskoppen have og udøve med Chorsbrødrenes Raad, men ej interdicere eller bannsætte nogen Læg eller Lærd, naar dette kunde vække Uro og Opsigt, eller overhoved foretage sig noget vigtigere Skridt af dette Slags, uden deres Samtykke. 5) Med deres Raad og Samtykke skulde Erkebiskoppen beskikke Skolemester, Sacristan, Skatmester til at modtage Ofret til St. Olaf m. m., Vicarier og Diaconer. 6) Kirkens Gods og Liggendefæ, Bordstel, Guld, Klenodier og Offer skulle modtages og forvares med Capitlets Vidende og Samtykke, og en eller to af dem have Nøglerne dertil. Af alt hvad der testamenteredes til Nidaros Kirke skulde Erkebiskoppen have det halve og Chorsbrødrene det halve, undtagen hvad der skjenkedes Kirken til Vedligeholdelse og Chorsbrødrene til Aartidehold, eller til Kirkegaarden; men ældre Gaver af Konger, Erkebiskopper og andre for deres Aartid, skulde skiftes efter gammel Skik mellem Chorsbrødrene, Bypresterne og Skoleklerkerne. 8) Tilladelse til at begraves paa Kirkegaarden skulde først søges hos Erkebiskoppen, naar han var indenbys, og dernæst af Chorsbrødrene; men naar han var borte, var Chorsbrødrenes Tilladelse nok; men i selve Kirken maatte ingen begraves uden med begges Samtykke. 9) Enhver Chorsbroder skulde have 1 Mk. brændt og et Pund Vox hvert Aar, og skulde den, der forvalter Ofret og Kirkegodset, promte udbetale dem dette hver 11te August, eller idet mindste inden 9de September i det aller seneste. Denne Indtægt for det allerede forløbne Aar skulde strax betales dem; og for deres Afsavn deraf i al den Tid, siden Erkebiskoppen tiltraadte sit Embede, samt hvad de ellers kunde fordre af Erkebiskoppen, gav denne til deres Commune Kirken paa Stein (Bynessets Kirke) med al den erkebiskoppelige Indtægt, han plejede at faa fra Sognet, og hele den Lod, der tilfaldt Presten, hvorhos de med Erkebiskoppens Samtykke kunde beskikke en af sin egen Midte eller hvilken som helst anden til at beklæde Preste-Embedet der; dog med Forbehold af den Rettighed, Erkebiskoppen ved sin aarlige Visitats plejede at faa. Derhos gav han dem ogsaa sin Halvdeel af Olafskirken, saa at de nu havde en heel, med fuld Presteindtægt, dog saaledes, at de skulde holde Vicarier der saa mange Dage som sædvanligt; paa samme Maade skulde de og have Haugs Kirke (i Verdalen). 10) Skatmesteren skulde aflægge Regnskab for Erkebiskoppen og Chorsbrødrene .hvert Aar, og Brev udstedes derom, som skulde ligge under begge Parters Varetægt. 11) Med de Kirker og andre Beneficier, som Erkebiskoppen paa egen Haand eller Chorsbrødrene paa egen Haand havde bortgivet, skulde det saaledes have sit Forblivende det første Aar, men med de Beneficier, der fra nu af bleve ledige, skulde der forholdes som oven meldt. 12) Dette Over-Forliig skulde staa ubrødeligt i Erkebiskop Jørunds Dage, dog uden Skaar i de Sedvaner og Rettigheder, som en af Parterne eller begge kunne ville underkaste sin Dommers Prøvelse.

Vi ville i det Følgende snart see, at Forliget, trods Slutnings-Artiklen, dog ikke blev ubrødeligt, og at kun efter faa Aars Forløb Tvisten blussede op igjen med større Heftighed end før. Sandsynligviis har vel og neppe nogen af Parterne selv næret noget Haab eller oprigtigt Ønske om at Forliget skulde bestaa, og hvis nogen virkelig har smigret sig med et saadant Haab, var det vistnok alene Kongen. Men saa meget havde dog denne opnaaet, at Erkebiskoppen nu ganske havde kastet sig i Kongemagtens Arme, og et tydeligt og forbausende Beviis fik man derpaa, da Kongen, sandsynligviis ved dette samme Frostathing, gjorde Erkebiskoppen til sin Jarl[18], og denne som saadan svoor ham Troskabseed, ja fik endog Vejtsler eller Forleninger af ham. De nærmere Omstændigheder ved denne i Norges hele Historie enestaaende Tildragelse kjendes desverre ikke; man seer kun af et senere Brev, at Kongen „ved nogle af sine Raadgiveres Tilskyndelse“ havde faaet Erkebiskoppen til at aflægge sig „homagium“ – det vil sige at erklære sig for Kongens haandgangne Mand –, uden Pavens Vidende og Samtykke, og at der fra begge Sider desangaaende udstedtes aabne Breve, beseglede, det ene med Kongens, det andet med Erkebiskoppens og Capitlets Segl angaaende visse Rettigheder, der med Jarletitlen tildeeltes Erkebiskoppen til Gjengjeld for at han gik Kongen til Haande[19]. Man erfarer tillige af et aabent Brev, som Kong Erik det følgende Aar udstedte fra Bergen den 13de November, til Bedste for Chorsbrødrene i Nidaros, der herved fik fuld Domsret over 6 af Communens daglige Svenne, tilligemed den deraf faldende Sagøre undtagen for Manddrab og andre Ubødemaal, – at Erkebiskoppen virkelig havde faaet et „feudum“, d. e. Leen eller Vejtsler; ganske med den Jurisdiction og Ret til at tage Sagøre, som efter Hirdskraa (se ovf. IV. 1 S. 546) tilkom Jarlen, thi det heder, hvor Chorsbrødrenes Sekt og Sagefaldsret omtales „dog den Frelse ubeskaaren, som vi have givet Hr. Erkebiskoppen, og tilhører hans „feudum“[20]. Kun Skade, at vi ikke vide, hvor dette feudum laa; man synes alene af de mulige Sammenstød med Capitlets Ret, som Brevet antyder, at maatte slutte, at det har været etsteds i det Throndhjemske. For Resten sees af den Omstændighed, at Chorsbrødrene beseglede det Brev, der oprettedes, da Erkebiskoppen fik Jarletitel, at de maa have givet sit Samtykke dertil, om end nødtvunget. Da Hr. Audun Hugleikssøn ikke var med at besegle Forliget, og saaledes sandsynligviis ej fulgte Kongen til Nidaros, maa man fornemmelig gjette paa at Bjarne Erlingssøn, maaskee ogsaa Cantsleren, have faaet dette bragt i Stand, i det Haab derved at styrke Kongens Magt og svække Erkebiskoppens; muligviis var det Hele endog allerede aftalt, da Erkebiskop Jørund om Vaaren var hos Kongen sammen med Biskop Arne. Men hvor meget Kongemagten vel end øjeblikkelig kunde vinde ved dette Skridt, var.det dog neppe vel betænkt, thi havde denne Tingenes Orden varet længe ved, vilde man vistnok i Norge have sporet de samme sørgelige Følger af gejstlig og verdslig Myndigheds Combination, som andensteds. Man har imidlertid her et iøjnefaldende Beviis paa Jørunds egen Uklogskab og Forfængelighed. Besynderligt er det for Resten, at vi ikke i det følgende finde dette Forhold saa meget omtalt, som man skulde have ventet; man skulde formode, at Erkebiskoppen selv, i Bevidstheden om det utilbørlige deri, søgte saa meget som muligt at holde det i Baggrunden.

Kong Erik, der i det hele viste megen Omhu for Nidaros Kirke og St. Olafs Helligdom, lagde ogsaa kort efter, den 25de Novbr. s. denne for Dagen ved at tage alle Pilegrime, inden- og udenlandske, der besøgte den, i sin særdeles Varetægt, og strengt at forbyde alle og enhver at tilegne sig de for dem bestemte Hvilepladse, beskadige deres Farkoster eller svige dem i Handel[21].

  1. ↑ Jeg skildrer denne Strid her kun i al Korthed, fordi den allerede med en Udførlighed, Fuldstændighed og Klarhed, som intet lader tilbage at ønske, er fremstillet i Keysers „Den norske Kirkes Historie under Katholicismen“, § 58 (II. S. 68–82).
  2. ↑ Se ovf. IV. I. S. 137, 468.
  3. ↑ Dipl. Norv. III. 32, 34, 35.
  4. ↑ Dipl. Norv. II. No. 34.
  5. ↑ Sighvat Vigfussøn Lande er allerede oftere omtalt. Han maa paa denne Tid have været temmelig gammel, da han allerede i 1268 nævnes som Chorsbroder, rigtignok den yngste (Dipl. Norv. III. 11). Audun Thorbergssøn Raud, Prest til Throndenes, er ligeledes oftere nævnt; han blev siden, som vi ville see, Biskop paa Hole, og var en meget storsindet Mand, af ophøjet Tænkemaade. Eilif, kaldet korte, blev Jørunds Eftermand paa Erkestolen og viste sig her fra en saare hæderlig Side. Jon Gudmundssøn, kaldet Elg, var, som det synes, den stridbareste og trættekjæreste af Chorsbrødrene, hvilken Erkebiskoppen ogsaa især lod til at have lagt for Had. Han havde tidligere været med Sighvat og Audun ved Curien for at overbringe Eindride Efterretningen om hans Valg til Erkebiskop (S. 59), og hvis han vægrede sig ved at modtage det, at foreslaa en anden. Dette blev, som vi have seet, Jørund, og derfor betragtede vel endog Sighvat, Audun og Jon denne som en, der skyldte dem sin Ophøjelse, og følgelig de største Forpligtelser. Under sit Ophold ved Curien synes Jon at have vundet megen Anseelse og at have knyttet mægtige Forbindelser.
  6. ↑ Celses Bullarium S. 95.
  7. ↑ Man har vistnok kun det til Erkebiskoppen af Upsala afgaaede Brev (Liljegrens Dipl. II. 1052), men af den blotte Omstændighed, at et Concilium blev afholdt i Norge 1292, sees det noksom, at en ligelydende Skrivelse ogsaa maa have været afgaaet derhen. Paven havde foreskrevet at Conciliet, om muligt, skulde holdes saa tidligt, at de Deputerede kunde være i Rom ved Kyndelmessetider, dog ytrede han selv Tvivl om at det lod sig gjøre saa snart, og anmodede derfor Erkebiskoppen om i alle Fald at holde det saa tidligt som muligt. I Norge holdtes det neppe førend om Vaaren.
  8. ↑ Se ovenfor S. 201. Gabriel Klerk har skrevet Hertugens Gavebrev til Vidar Gjest og Andres Gjest af 22de Mai 1289 eg 27de Mai 1290; Kongens og og Hertugens Brev til Kampens Borgere af 31te Juli 1289 (s. o. S. 160), Hertugens Beskyttelsesbrev for Stavangers Chorsbroder af 12te Mai 1292, og et andet Beskyttelsesbrev, Hertugen den 8de Juli 1292 udstedte for en Bonde i Gudbrandsdalen, Bjørn Eysteinssøn (Dipl. Norv. III. 33). Han skrev en udmerket siirlig Haand, og Sproget er saa reent, som om han havde været en fød Nordmand.
  9. ↑ Laurentius Saga.Cap. 9.
  10. ↑ Laurentius Saga, Cap. 8. Skade at der ikke nævnes, hvad det var for en Slægtning af Kongen øster i Viken, til hvilken Peter bejlede. Det maa enten have været en Datter af Hr. Thore Haakonssøn med Ingebjørg Erlingsdatter, Kongens Næstsyskendebarn, eller med en Datter af Audun Hugleikssøn, der paa denne Tid var Kongens Fehirde i Tunsberg, s. ovf. S. 121. Det er ellers besynderligt nok, at Kongens Skrivelse ved denne Lejlighed skulde være affattet paa Latin. Men maaskee ansaaes dette for hæderligere, end om den var skreven paa Norsk.
  11. ↑ Erkebiskoppen sagde ved denne Lejlighed til Laurentius: „Veed Du ikke, quod versificatura nihil est nisi falsa figura“, men Laurentius svarede: „I maa og vide, quod versificatura nihil est nisi maxima cura“.
  12. ↑ Dipl. Norv. III. 36.
  13. ↑ Sammest. No. 38.
  14. ↑ Det er maaskee ej uden Betydning, at ikke den beskikkede Cantsler, Baard Serkssøn, beseglede dette Brev, men en Hr. Finn, sandsynligviis en Søn af Gaut paa Mel. Thi Baard har formodentlig enten været for beskjeftiget med Sagen til at følge Kongen, eller maaskee, for at synes mere upartisk, midlertidigt opgivet Cantsler-Embedet saa længe Sagen stod paa. Paven titulerer ham heller ikke for Cantsler, og fersk i et Brev, udstedt af Kongen i Bergen den 29de August (Dipl. Norv. II. 41), besegler han atter som Cantsler. Men muligt er det ogsaa, at Kongen, Erkebiskoppen og Biskop Arne kun har gjort et kortvarigt Besøg til Agvaldsnes, skjønt det er vanskeligt at forstaa, hvorfor de netop der, i Hertugens Besiddelser, skulde afgjøre den islandske Kirkesag.
  15. ↑ Isl. Annaler, ved 1297.
  16. ↑ Dipl. Norv. III. 39.
  17. ↑ Dette er ikke ganske rigtigt, og viser kun at Capitlet i Nidaros har gjort overdrevne Fordringer paa Ret til at besætte visse Biskopsstole. Thi Syderøerne havde siden Biskop Simons Tid (s. o. IV. 1. S. 61) havt et eget Domcapitel, hvilket altsaa Valgretten tilkom.
  18. ↑ Se de isl. Annaler ved 1297.
  19. ↑ Kong Haakons Brev af 13de Jan. 1310, Dipl. Norv. I. 125.
  20. ↑ Dipl. Norv. I. 89.
  21. ↑ Dipl. Norv. I. 87.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/6/86&oldid=76473»