Det norske Folks Historie/6/87

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1859 (I-4-2, s. 310-314).

En anden Strid mellem en Biskop og hans Capitel, der fandt Sted paa denne Tid, men hvori det blev Hertugens, ikke Kongens Sag at blande sig, da den forefaldt inden Hertugdømmets Grændser, førtes mellem Biskop Arne af Stavanger og hans Chorsbrødre, og, som det synes, med langt større Heftighed og Raahed end den throndhjemske, i det mindste før Forliget paa Tuterø^[1]. Den drejede sig fornemmelig og oprindelig om Biskopsstolens Tiende af Finnø, som Biskop Thorgils med Kong Magnus’s Samtykke i Aaret 1266 havde skjenket sit Capitel^[2], og som hans Eftermand Biskop Arne, efter længe at have staaet sig godt med sine Chorsbrødre, vilde fratage dem. Naar Striden begyndte, vides ikke nøje, med mindre det Beskyttelsesbrev, Hertugen den 12te Mai 1292 udstedte for Stavangers Chorsbrødre, er et Tegn paa, at Biskoppen da havde søgt at anfegte deres Rettigheder. Men i 1294 var den i fuld Gang, thi da fradømte Biskoppen dem under 10de December den omspurgte Tiende, og de appellerede strax til Pave Bonifacius, der udnævnte Hertugens Cantsler Aake til at dømme i Sagen. Denne tildømte Chorsbrødrene Tienden, under Forbuds eller Banns Straf for Overtræderen, men ikke desto mindre tilsidesatte Biskoppen Dommen, og lod Tienden opkræve. Nu skreed Hertugen selv ind, idet han under et Ophold i Stavanger, hvor han rimeligviis netop paa Grund af dette Anliggende havde begivet sig hen, stadfæstede Cantslerens Dom ved Brev af 24de Novbr. 1296^[3], og Cantsleren forkyndte ved et Brev, udstedt Dagen efter, at Biskoppen ifølge Dommen allerede var falden i Forbudsstraf, at han, hvis han fremdeles vedblev at forulempe Chorsbrødrene, var suspenderet, og hvis han 8 Dage efter Suspensionen vedblev fin Forhærdelse, ifølge den Cantsleren meddeelte apostoliske Bemyndigelse var excommuniceret^[4]. Alt dette frugtede dog ikke stort, og Grunden til Biskoppens Trodsighed sees at være den, at han imidlertid selv ved en Appel fra sin Side havde faaet Paven til at udnævne andre Dommere; thi allerede den 19de Januar 1296, længe førend Paven kunde have hørt noget om Cantslerens Dom: ja maaskee endog førend denne var afsagt, beskikkede Paven Biskopperne af Oslo og Hamar samt Abbed Halle i Hovedø til at indkalde begge Parter for sig i Oslo, dømme mellem dem, og strax uden Appel lade Dommen exekvere^[5]. I Forventningen af at denne Dom skulde falde gunstigere, eller maaskee endog kun paa Grund af den Frist, som ved denne nye Foranstaltning erhvervedes, tillod Biskoppen sig end flere Forurettelser mod Capitlet, og især mod en af dets Medlemmer, Ingemund, som han dømte fra Embede og som nu personligt appellerede til Paven, der overdrog hans Sag til de allerede beskikkede Dommere^[6]. Disse lode Stevningen udgaa den 17de Mai 1297, men da Stevnedagen kom, næste Søgnedag efter Mariemesse sidre (9de Septbr.), mødte kun Capitlets Fuldmægtige, medens Biskoppen udeblev. Stevningen fornyedes, men med samme Udfald, og Dommerne dømte nu Biskoppen til at erstatte Modparten dens Omkostninger; derpaa udgik den tredie, peremtoriske, Stevning 21de April 1298, til 2den Juni; men imidlertid lod Biskop Arne indlevere en Protest mod den hele Rettergang, grundet paa alle Slags Udflugter^[7]. Han udeblev naturligviis fremdeles, da Stevnedagen kom, men Dommerne afviste hans Appel som ugyldig, og afsagde den 13de Juni en Dom, ganske til Fordeel for Capitlet og Ingemund. Biskoppen skulde sætte Capitlet i Besiddelse af alt hvad han ulovligt havde berøvet det, og erstatte det dets Omkostninger med 15 Mkr. courant Sølv; Ingemund frikjendtes for Biskoppens Beskyldninger og skulde have tilbage, hvad der var ham frataget. Dommen blev ved tre Prester Biskop Arne lovligt forkyndt, og Banns Straf tilføjet for den, der i Anledning af denne Sag vovede at tilføje Capitlet eller Ingemund nogen Skade. Men Dommens Execution fandt den største Modstand, ej alene af Biskoppen, men ogsaa af en Deel Prester, han havde indsat i de af ham afsatte Chorsbrødres Kald, og som nu ej vilde give Slip paa disse^[8]. Biskoppen øvede endog nye Forurettelser mod Capitlet og Ingemund, og Forvirringen blev større end nogensinde før. Hertugen havde imidlertid gjentagne Gange søgt at beskytte Capitlet i dets lovlige Ret, men forgjeves, og saaledes drog denne forargelige Strid sig hen under hele den sidste Deel af Kong Eriks Regjeringsaar, og ind i hans Efterfølger, Hertug Haakons.

Ogsaa mellem de Sæculargejstlige og Tiggerordenerne var der heftig Strid. Vi have allerede tidligere seet, hvorledes Prædikebrødrene i Bergen, strax efter deres Klosters Oprettelse der, vare blevne forurettede af Chorsbrødrene saaledes at endog Cardinal Vilhelm maatte blande sig i Sagen. Det var dog let at forudsee, at Striden ikke dermed kunde være afgjort, da baade Biskopperne og Presterne vedbleve at betragte Tiggermunkene med skjeve Øjne, hine, fordi de vare eximerede eller fritagne for alt biskoppeligt Tilsyn, disse, fordi de ved deres Ret til at prædike, høre Skriftemaal og overhoved optræde som Sjælesørgere grebe ind i Forholdet mellem Sogneprest og Menighed, og gjorde dem Afbræk i deres Indtægter. Omkring 1290 var Spendingen mellem Chorsbrødrene og Dominicanerne i Bergen atter bleven saa heftig, at hine havde faaet istandbragt et Forbud, gjeldende for alle, der i Bergens Biskopsdømme nøde kirkelige Indtægter, mod at give Prædikebrødrene Huusly, Mad eller Almisse. Biskop Narve derimod, som selv havde været Prædikebroder, kunde ikke andet end misbillige dette, og søgte paa et Prestemøde at faa Forbudet hævet. Herom vilde Chorsbrødrene intet høre, tvert imod udbrøde de i de heftigste Beskyldninger mod Prædikebrødrene, og fik, imod Biskoppens Ønske, den Beslutning sat igjennem, at enhver Prest, der viste Prædikebrødrene noget Venskab, skulde miste sit Embede; derhos maatte alle de tilstedeværende Prester under Banns- og Afsættelsesstraf forpligte sig til at holde denne Beslutning hemmelig. Biskoppen maa saaledes ogsaa her have været næsten afmægtig lige over for sit Capitel. Prædikebrødrene fik dog Nys om Beslutningen, og henvendte sig nu i et Klageskrift til Kongen selv om Beskyttelse. De sluttede Klageskriftet med de Ord, „at de skreve dristigt, fordi de vidste at Brevet ej kom i Fiendehaand“^[9]. Dette viser, at de maa have været sikre paa Kongens Venskab, og stolet paa at erholde Bistand af ham. Om de fik den, vides ikke; dog er det sandsynligt, at han ej lod dem i Stikken. Imidlertid vedvarede Striden dog endnu i en lang Række af Aar.

I Oslo var det Minoriterne eller Franciscanerne, over hvilke Domcapitlets Harme især gik ud, uagtet det ikke, som i Bergen, kunde have noget Bryderi af deres umiddelbare Nærhed, da den Tomt, Hertug Haakon havde overladt dem, laa temmelig langt fra Domkirken og Chorsbrødrenes Huus; den laa nemlig hiinsides Elven, paa de saakaldte Lykker, ved Foden af Eikeberg, og Levninger af Klostret ere endnu til i Oslo’s Hospital^[10]. Men ikke desmindre viste Biskop Eivind og hans Chorsbrødre sig meget fiendtlige mod det nye Kloster-Anlæg. Da de af Hertugen fra Danmark indkaldte Brødre havde paabegyndt Bygningen af et Bedehuus, fremstod Erkepresten Simon i Biskoppens Navn, og nedlagde Protest mod Arbejdets Fremme. Brødrene paaberaabte sig sine Privilegier, der fritoge dem fra al biskoppelig Overhøjhed og forbøde Sæculargejstlige at hindre deres Nedsættelse paa noget Sted, hvor Folket kaldte dem, og hvor de kunde leve sømmeligt. Men Erkepresten brød sig intet om disse Forestillinger, og Brødrene appellerede derfor til Paven; da gik Erkepresten endog saa vidt, at han lyste Brødrene i Bann og lod Capitlets Skolemester med endeel bevæbnede nedbryde alt, hvad der var bygget. Forgjeves klagede Brødrene til Biskoppen, thi denne, saa langt fra at skaffe dem Ret, lod endog Bannsættelsen gjentage i sit Biskopsdømmes Kirker, samt udstrække den til Brødrenes Velgjørere og Velyndere. Brødrene derimod paastode, at Erkepresten og Skolemesteren formedelst den udøvede Voldsgjerning selv vare faldne i Bann, og henvendte sig fremdeles til Paven, deres umiddelbare Overhoved, om Hjelp. Denne, der selv hørte til Minoriternes Orden og derfor vel maatte føle sig saa meget mere opfordret til at staa Medlemmer af denne Orden som saadanne bi, tilskrev den 11te November 1291 Abbed Erik i Munkene, Provsten ved Apostelkirken i Bergen og Cantsleren Baard Serkssøn, Chorsbroder sammesteds, at de skulde stevne Biskop Eivind, Erkepresten, Skolemesteren og Oslo hele Domcapitel til inden fire Maaneders Forløb at møde for Pavens Domstol, Biskoppen personligt eller ved Fuldmægtig, Erkepresten og Skolemesteren personligt, og Domcapitlet ved Fuldmægtig, for at høre Dom og svare Ret^[11]. Hvorledes det videre gik med denne Sag, vides ikke, men i 1298 findes en Viceguardian for Klostret omtalt, hvilket viser, at det da maa have været i fuld Stand^[12]; altsaa have vel Biskoppen og Capitlet maattet give efter, for saa vidt man kan antage, at Klostret byggedes paa den fra først af anviste Tomt.

Med Dominicanerne eller Prædikebrødrene derimod synes Biskop Eivind, merkeligt nok, at have været i den bedste Forstaaelse, da man finder, at de paa et Provincialmøde, holdt i Aarhuus 22de August 1291, vedtoge at hver Prest af deres Orden inden Provinsen skulde holde Forbønner for ham^[13]. Dette var nu vistnok en Opmerksomhed, der ogsaa blev mange Lærde og Læge til Deel, navnlig for Norges Vedkommende, Kong Erik, Hertug Haakon, Erkebiskop Jørund, Biskop Narve af Bergen, Biskop Thorstein af Hamar, Hr. Guthorm Gydassøn, Hr. Bjarne og Hr. Thore Haakonssøn. Men det vidner dog om et venskabeligt Forhold mellem Ordenen og dem, for hvem Forbønnerne skulde holdes. Maaskee staar denne gode Forstaaelse mellem Prædikebrødrene og Biskop Eivind netop i umiddelbar Forbindelse med en tilsvarende Misstemning mellem ham og Minoriterne, thi mellem begge disse Tiggerordener herskede der paa denne Tid megen Skinsyge, og de kunde saaledes vanskeligt have Venner tilfælles. Hermed hænger det vel ogsaa sammen, at Prædikebrødrene, der sees at have haft saa mange fornemme Venner, henvendte sig til den verdslige Magt om Beskyttelse, medens Minoriterne foretrak at vende sig lige til Paven.

1. Ogsaa om den stavangerske Strid fatter jeg mig kort, henvisende til R. Keysers udførlige Fremstilling i den norske Kirkes Historie, II. Cap. 59 S. 83–89.
2. Dipl. Norv. II. 13.
3. Sammesteds I. 84.
4. Dipl. Norv. IV. 15.
5. Sammesteds IV. 10.
6. Sammest. No. 13.
7. Sammest. No. 16, 17, 20–24.
8. Sammest. No. 25–30.
9. Dipl. Norv. II. 28.
10. Det torde dog nok ogsaa være muligt, at den Tomt, Hertugen ved Klostrets Stiftelse skjenkede Brødrene, ikke var den, paa hvilken Klostret senere blev anlagt, eller hvor Hospitalet nu staar, men laa længer inde i Byen, saa nær ved Biskops– og Chorsbrødre-Gaardene, at disse kunde paastaa, at det var deres Grund, samt at dette baade kan have været det Paaskud, under hvilket Biskoppen vilde hindre Klostrets Anlæggelse, og tillige, under hiin Forudsætning, Aarsagen til at de maatte anlægge dette længer ude. Men da intet med Vished vides herom, har jeg blot vovet at fremsætte dette som en Gisning.
11. Dipl. Norv. III. 31.
12. Dipl. Norv. VI. 30.
13. Stephens: Brottstycken af en Dominicanerordens Capitelbok, Kjøbenhavn 1852, S. 12–15.