Wikikilden

Det norske Folks Historie/6/93

< Det norske Folks Historie | 6

Hvad der foruden Tildragelsen med den falske Margrete, ja maaskee endnu mere end denne, kaldte Kong Haakon til Bergen i 1301, synes at have været de islandske Anliggender, der krævede en alvorlig Opmerksomhed, hvilken lettest kunde ydes dem fra Bergen. Vi have desværre ikke nøjagtige Efterretninger om de politiske Begivenheder, som forefaldt der, siden Striden om Kirkerne og deres Gods var sluttet, men saa meget kan man see, hvad vi ogsaa tidligere have antydet, at der herskede en ikke ringe Gjæring, og at Folket i flere Henseender ansaa sig brøstholdent med Foreningen, saaledes som den nu var beskaffen. Hvad der især klagedes over, var de hyppige vilkaarlige Udenlandsstevninger[1], og fremdeles, siden Vedtagelsen af norsk Lov og norsk Administration, at der sendtes norske Sysselmænd, ja stundom endog Lagmænd. Thi herom havde der ved den første Underkastelse under Kong Haakon Haakonssøn og Kong Magnus 1262 og 1264 ikke kunnet være Tale, da der endnu ikke var Tale om Afskaffelse af den islandske Forfatning og Lovgivning; det var da aabenbart Høvdingernes Mening, at Godordene skulde vedblive, ligesom før, arvelige i Ætterne, altsaa at hele den indre Bestyrelse af Landet skulde blive uforandret, og at det eneste Baand, der bandt Øen til Norge, skulde være Skatten, samt tildeels Jarlen, eller den Statholder, der traadte i hans Sted[2]. Men efterat Godordene vare blevne opgivne ved den første norske Lovbogs Antagelse i 1272, og Island fik Lagmænd og Sysselmænd ligesom Norge, stod det i Kongens Magt hertil at udnævne Nordmænd, saa længe det ikke var særskilt betinget, at de skulde være Islændinger. En saadan Betingelse synes dog dengang, som vi allerede ovenfor (IV. 1. S. 630) have ytret, ikke at være bleven gjort, maaskee fordi de islandske Høvdinger deels virkelig vare i Besiddelse af hvad man kunde kalde Syslerne, deels ikke endnu tilstrækkeligt havde opfattet Conseqventserne af deres Skridt, hvilket først længere Erfaring kunde lære dem. Denne fik de dog snart, i det mindste i 1279, da Nordmanden Lodin af Bakke sendtes ud som Lagmand, og derfor er det højst sandsynligt, at Sagen kom paa Tale i 1281, da Islændingerne, efter at have svoret Kong Erik og Hertug Haakon Troskabseed, antoge den nye Lovbog, hvori for første Gang Sysselmænd udtrykkeligt nævnes. Under de vidløftige og heftige Debatter, der gik forud for Antagelsen, havde, som vi have seet, de haandgangne Mænd, der nu repræsenterede Høvdingeklassen, i Lighed med Gejstligheden og Bønderne indgivet et særskilt Indlæg, angaaende de Udsættelser, de havde at gjøre ved den nye Lovbog og følgelig over de Betingelser, under hvilke de vilde antage den. Indholdet af dette Indlæg anføres vel ikke, men man kan næsten være overbeviist om, at det netop blandt andet ogsaa har indeholdt de senere som Tilsagn paaberaabte Punkter, saaledes og dette, at Sysselmænds- og Lagmands-Posterne skulde sikres de forrige Godordsmænd eller deres Efterkommere. Det er ovenfor berettet, at der om disse Betingelser eller Artikler ej faldt nogen Bestemmelse paa Althinget i 1281, men at de bleve henskudte under Kongens (det vil da sige Formynder-Regjeringens) og Erkebiskoppens Afgjørelse, og at Ravn Oddssøn samt Thorvard Thorarinssøn i den Anledning rejste over til Norge, men at de her fandt Raadsherrerne og Erkebiskoppen i aabenbar Strid med hinanden, saa at en Afgjørelse ved disse i Fællesskab ikke var mulig, og Raadsherrerne derfor sandsynligviis afgjorde Sagen paa egen Haand, saa vidt man maa formode, til de islandske Høvdingers Tilfredshed, siden Ravn Oddssøn saa ivrigt tog Raadsherrernes Parti mod Erkebiskoppen. Altsaa har det formodentlig været ved denne Lejlighed, at der aller først blev givet Islændingerne Tilsagn om „at Sysselmænd og Lagmænd i Landet skulde være islandske, af deres Ætt, som tidligere havde opgivet Godordene“[3]. Men der maa dog have været en Hage derved, siden Tilsagnet ikke findes indført i de islandske Lovbøger, der ellers saa omhyggeligt have optaget alt hvad som vedkommer Landets offentlige Ret. Sandsynligviis var det netop den Omstændighed, at det ikke var samtykket af Raadet og Erkebiskoppen i Forening, som gjorde, at det ikke ansaaes for lovformeligen stadfæstet, og derfor have vel hverken Kong Erik eller efter ham Kong Haakon anseet sig strengt taget bundne derved. Imidlertid overdrog Erik i Regelen Syslerne til islandske Høvdinger; de Nordmænd, han sendte ud, vare mere et Slags Overtilsynsmænd eller Statholdere, og naar de, som Hr. Peter paa Eid, fik en Deel af Landet i Syssel, synes det mest at have været, for at de derved kunde holde sig og sine Folk. Hvad Lagmændene derimod angaar, da var Hr. Erlend sterke kun paa mødrene Side af islandsk Ætt, og det samme kan siges om hans Søn Hauk Erlendssøn, der blev Lagmand i 1295. Imidlertid havde Islændingerne, som ovenfor berettet, aabenbart nok erkjendt Kong Erik for deres Herre og „den som er sat over Loven“ ved at lade Thorlak Lagmand overrække ham de paa Althinget vedtagne Forandringer i Lovbogen til Bekræftelse. Men strax efter maa der have været ytret tydelige Tegn til Misfornøjelse, maaskee i Anledning af at de tolv Bønder, der havde tilsvoret Biskop Arne Kirkegodserne, bleve stevnte over til Norge. Thi det er ovenfor berørt, at tolv haandgangne Mænd og tolv Bønder strax efter bleve stevnte over til Norge, hvad enten nu dette var i 1298 eller 1299; i 1299 begav ligeledes Presten Arne Helgessøn, den afdøde Biskop Arnes Systersøn, sig til Norge, neppe uden Opfordring, medens derimod Hr. Erlend sterke, som vi have seet, kom ud til Island, medbringende kongelig Befaling til højtideligen at fratage den forhenværende Lagmand, Jon Einarssøn, sin Herretitel[4]. Aaret efter (1300) rejste han tilligemed Hr. Sturla Jonssøn og Lagmanden Hr. Thorlak Narvessøn til Norge, medens Odd Thorvardssøn, der synes at have været en af de sidst indstevnede haandgangne Mænd, kom tilbage til Island[5]; alle disse hyppige Rejser frem og tilbage, aabenbart ifølge kongelig Befaling, vidne om at meget har været anderledes end Kongen ønskede, og at der herskede en ikke ringe Gjæring. Det lader til at Kongen med de hyppige Kaldelser til Norge af højbaarne Islændinger ikke alene har haft til Hensigt at raadslaa med dem, tale godt for dem eller irettesætte dem, men ogsaa at beholde dem hos sig som Gisler, efter sin Farfaders Exempel, eller i det mindste at hindre dem, han ansaa for urolige Hoveder, fra at gjøre Skade; enkelte bleve saaledes, neppe med deres gode Vilje, flere Aar i Norge, som Thorlak Lagmand, der ej mere kom tilbage, men døde i Kongehelle 1303[6]. Den almindelige Misstemning paa Øen maa tillige have været betydeligt forøget ved alle de Landeplager, der i denne Tid overgik den. I 1300 var den blevet hjemsøgt af et Udbrud af Hekla, frygteligere end noget tidligere. Store Bjergmasser slyngedes sammen, saa at Braget hørtes lige til Nordlandet, hvorhen ogsaa Asken og Sanden førtes i saadan Mængde, at det blev ganske mørkt, og man vidste ikke, enten det var Dag eller Nat; mellem Vatns-Skard og Øxarheid blev Jorden ganske tildækket med Sand, der føg sammen i store Fanner, saa at Folk næsten ikke kunde finde Vejen. Paa Sønderlandet og Østerlandet faldt der ligeledes megen Sand, og dertil skede der voldsomme Jordskjelv, saa at en Mængde Gaarde styrtede ned. Og disse Udbrud vedvarede næsten i et heelt Aar, lige fra Midsommer 1300. Det heftigste Jordskjelv var 30te December. Omtrent samtidigt 130i udbrød paa Nordlandet en smitsom Syge, der dræbte henved 600 Mennesker, ikke lidet i det tyndt befolkede Land. Ødelæggelserne medførte Mangel og Dyrtid[7], og alligevel fik ikke Øen den Tilførsel, som Indbyggerne paastode havde været den lovet. Vi have seet, at ved Overeenskomsten i 1262 var det blevet bestemt, at Norges Konge for de første to Aar skulde sende sex Skibe, ladede med Nødvendighedsartikler, til Landet, og dette var senere, uvist naar, maaskee ligeledes ved Jonsbogens Antagelse 1281, blevet udvidet derhen, r at de sex Skibe skulde sendes aarligt. Men dette var blevet undladt i den sidste Tid. Heri, som i meget andet, saa Islændingerne et Brud paa Overeenskomsten, og vægrede sig, efter hvad man af de paafølgende Forhandlinger kan slutte, for at hylde Haakon som Konge, og sverge ham Troskabs-Eed, førend han havde forpligtet sig til visse Betingelser, navnlig om Syslernes og Lagstolenes Besættelse med Indfødde, om den aarlige Tilførsel og om Ophør af de ulovmedholdige Udenlandsstevninger. Men det er aabenbart, at Kong Haakon ikke ansaa sig bunden og ikke vilde være bunden ved nogen Overeenskomst eller Betingelser, og at han formelig gjorde dette til en Princip-Sag; han vilde have en simpel og ligefrem Underkastelse, saa kunde man siden bønskriftsviis andrage om de Forandringer, man ønskede, saaledes som Lodin Lepp allerede ytrede i 1281[8]; overhoved synes det at have været hans Hensigt, ganske at sætte Island i Klasse med de øvrige Skatlande. For da at vise Islændingerne, at han ikke lod sig skræmme af deres Trods, og at han ikke vilde vige et Haarsbred i sin Beslutning, gjorde han i 1301 et alvorligt Skridt og begav sig rimeligviis strax efter til Bergen, for faa meget nærmere at afvente dets Virkning. Han sendte den myndige Hr. Alf af Kroken (i indre Sogn) med sit Brev og Budskab, at Islændingerne strax, og som man maa antage, ubetinget skulde aflægge ham Troskabs-Eed efter den Formular, Lovbogen indeholdt[9]. De to daværende Lagmænd, Thorlak Narvessøn og Thorstein (Hauk Erlendssøn maa allerede tidligere være vendt tilbage til Norge), bleve afløste af tvende Nordmænd, Hr. Lodin af Bakke, der allerede 1279 havde været brugt i en lignende Sendelse, og Baard Høgnessøn, med Jurisdiction over hver sin Halvdeel af Landet, og medbringende ligeledes et Kongebrev, der satte en Bod af 15 Mkr. for hver den, som tilsidesatte deres Orskurd[10]. I Følge med Hr. Alf var ogsaa en Hr. Svein Lang, som Sysselmand i Skagafjorden, og Hr. Kolbein Bjarnessøn, der ligeledes synes at have faaet Syssel; denne sidste var en Islænding, hvor vidt Svein Laag ligeledes var islandsk, er uvist. Alf og de synes end videre at have medbragt et overordentligt Skattepaabud, men den nærmere Sammenhæng hermed kjendes ikke[11]. Ogsaa Jon Einarssøn, den forhenværende Lagmand, kom nu tilbage; maaskee han havde ydmyget sig for Kongen og lovet at understøtte Udsendingerne ved sin Indflydelse, siden han atter benævnes „Herre“. At Kongens Budskab vakte almindelig Harme, er heel rimeligt, men vi erfare dog, at det alligevel lykkedes hans Udsendinger paa det nærmeste at sætte hans Vilje igjennem. Skade, at der ikke fortælles det mindste om, hvorledes de bare sig ad, og hvilke alvorlige Sammenstød de om Vintren og Vaaren, som man upaatvivleligt maa antage, havde med Oppositionens Ledere. Alt, hvad vi erfare, er at paa Althinget 1302 (altsaa omkring 1ste Juli) blev der aflagt ham Troskabs-Eed, da, som det sædvanligt heed, Land og Thegner bleve ham tilsvorne, samt frie Hænder givne ham til at foretage de Forandringer i Lovbogen, han maatte finde tjenlige efter de bedste Islændingers Raad[12]. Bestemmelsen herom, skriftligt affattet, lød saaledes: „Dette er Nevndarmændenes Samtykt, at de ville tilsverge Kong Haakon Land og Thegner efter den Eedsformular, som staar i vor Bog, og som hans eget Brev tykkes os at vise, og hermed ville vi overdrage til den værdige Herre, Kong Haakon, at foretage de Forbedringer i den Bog, den værdige Herre Kong Magnus sendte os med Jon Lagmand, som han selv finder tjenlige med de bedste Mænds Raad og Samtykke, der findes i vort Land“[13]. Dog opnaaede man ikke at saa Eden aflagt aldeles ubetinget. Der blev, som man af de forhaandenværende Actstykker kan see, opsat en udførlig Remonstration, hvori ogsaa den tidligere Overeenskomst af 126s og maaskee Artiklerne af 1281 bleve optagne, men hvor de Punkter, man ønskede indrømmede, fremsattes mere som Betingelser for Troskabsedens Overholdelse, end som blotte Andragender[14]. Den sluttede nemlig med følgende Ord: „Dette blev vedtaget og samtykket af Almuen paa Althinget, foruden af de haandgangne Mænd, med fuldt Thingtag, at vi med fuldkommen Godvilje byde vor værdige Herre Haakon, Norges Konge, den kronede, vor Tjeneste, samt love at have og overholde den Lovbog, som den velsignede Kong Magnus sendte os, saaledes som vi svore sidste Gang. Ogsaa ville vi holde alle vore Eder til Kongedømmet under de Punkter, der bleve samtykte mellem Kongedømmet og de Thegner, der bebo Landet. Det første er at vi ville betale Skat og Thingfarekjøb, 20 Alen, som Lovbogen udviser, samt for Resten yde al den undersaatlige Skyldighed (Thegnskylda), som Loven med bestemte Grændser paalægger os. Til Gjengjeld fordre vi, formedelst Landets Fattigdom og dette Folks Trang, som Landet bygger, at faa de Løfter opfyldte, som i det første bleve os givne paa Kongens Vegne, thi vi tro klarligen at kunne see, at vort Land kun kan bestaa i kort Tid formedelst Fattigdom, hvis saa meget Gods skal drages ud af det, og lidet eller intet kommer i Stedet. Løfterne vare, at Sysselmændene og Lagmændene i vort Land skulle være islandske, og at sex Skibe hvert Aar, undtagen lovligt Forfald, skulle gaa til Island, ladte med de gode Sager, der kunne være til Nytte for Landet og os. Heller ikke ville vi have flere Udenlandsstevninger end Lovbogen tillader[15], thi deraf have vi faaet mangfoldig Skade, og dette tykkes vi ej at kunne udholde. Al den Budskab, der paabyder os mere Afdræt eller Tyngsel end der før er besvoret og samtykt, indsee vi ikke paa nogen Maade at kunne udholde formedelst Landets Fattigdom. End mindre tør vi nu for vor Herre Jesu Christo med Uoprigtighed love mere, og derved gjøre os uværdige til de Guds Naadegaver, hvori vi hidtil med Guds Miskund ere blevne deelagtige, os til Sjælebod. Vi bede indstændigt vor værdige Herre, Kong Haakon den kronede, og alle andre gode Mænd at de ikke trænge paa os med større Paalæg end Loven hjemler. Det give vor Herre Jesus Christus, at dette vort Raad maa blive Gud selv til Ære, alle hellige Mænd til Lov og Priis, og Kongen i Norge og alt hans rette Raad til Hæder og Forherligelse, men os til Fred og Frelse, Amen“[16].

Denne Remonstrations-Skrivelse, der synes at have været ledsaget af et Udkast til den Form, under hvilken den nye Unions-Act ønskedes affattet og besvoren, og hvori man, foruden de i Remonstrationen antydede Hovedpunkter, for Sikkerheds Skyld ogsaa havde optaget Artiklerne af 1262, skjønt de tildeels ikke længer passede til Forholdene, kun udeladende, hvad der allerede indeholdtes i hine[17], overbragtes formodentlig til Kong Haakon af Hr. Alf selv, der tilligemed Svein Lang, Erlend sterke, Lodin af Bakke og Baard Høgnessøn forlod Island, de sidste sandsynligviis ifølge den i Skrivelsen indeholdte Begjæring, om at Landet maatte fritages for andre Lagmænd end indfødde. Kongen, som i Løbet af Vintren, Vaaren og Sommeren meget ivrigt havde søgt at ophjelpe Bergens Handel, som det i det følgende skal omtales, havde ogsaa paa et Bymøde paa Mariekirkegaard blandt andre Bestemmelser faaet vedtaget den, at ingen Udlænding skulde have Lov til at sende sine Varer nordenfor Bergen eller andensteds til Udsalg i Herederne, eller slutte Handelsforbindelser med Island eller Kongens øvrige Skatlande[18]. Dette viste noksom, hvorledes han betragtede Island. Alf, heder det, fortalte ham mange Nyheder fra Island, og disse saavel som Remonstrationen vare ikke skikkede til at sætte ham i godt Lune. Om Remonstrationen brød han sig dog ikke synderligt; vel sendte han Thorlak Narvessøn ud som Lagmand, som det synes, for Nordlandet, medens Gudmund Sigurdssøn og Snorre Markussøn bleve Lagmænd for Sønderlandet, hvorved saaledes Island fik tre Lagmænd paa een Gang, men dette skede dog vistnok alene af den Grund, at der for Øjeblikket ingen anden var at sende, og det følgende Aar kom Nordmanden Baard Høgnessøn atter som Lagmand til Island, i Følge med Erlend sterke, Thord af Madrevalle, Svein Lang og Alf af Kroken. Man havde nu saaledes fremdeles tre Lagmænd samtidigt paa Island. Men endnu i samme Aar bleve Erlend, Thord, Hr. Sigurd Halfdanssøn og mange andre haandgangne Mænd og Bønder stevnede over til Norge, ja’ endog Biskop Jørund paa Hole og Abbed Runulf, der lige siden Biskop Arnes Død havde bestyret Skaalholts Biskopsdømme, saasom der endnu ikke var udvalgt nogen ny Biskop, formodentlig, af den Aarsag, at Uenigheden mellem Erkebiskop Jørund og hans Chorsbrødre hidtil havde hindret Foretagelsen af,et Valg. Den af Kong Haakon angivne Hensigt med at kalde alle disse islandske Stormænd til Norge kan ikke have været nogen anden end den, at høre deres Raad om de Forbedringer, der skulde gjøres i Landsloven, saaledes som de selv havde forlangt det. Men ved Siden heraf tænkte han sikkert ogsaa at benytte sig af deres Nærværelse til at aflokke eller aftrue dem yderligere Indrømmelser og Skattebevilgninger[19]. Det følgende Aar (1304) indfandt mange eller rimeligviis endog de fleste af de Indstevnede sig i Norge, navnlig Hr. Erlend og Hr. Sturla Jonssøn; Hr. Alf af Kroken fulgte ogsaa med. Det er højst rimeligt, at Biskop Jørund og Abbed Runulf lode møde ved Fuldmægtig, hvilket var blevet dem tilladt, men ellers var Skaalholts Biskopsstol nu endeligen bleven besat med den oven nævnte Arne Helgessøn, den forrige Biskop Arnes Systersøn, der havde opholdt sig i Norge lige siden 1299. Han blev indviet den 25de October 1303, og maa naturligviis som Biskop over Islands største og fornemste Biskopsdømme have været selvskreven til at deeltage i Raadslagningerne. Det synes forøvrigt at ligge i Sagens Natur, at for det meste kun Kongeligsindede eller de, der i det mindste stode paa en god Fod med Kongen, havde adlydt Opfordringen om at komme til Norge, eller maaskee endog, at ingen andre end de vare indkaldte, medens derimod de ivrige Oppositionsmænd bleve hjemme[20]. Forhandlingerne eller i det mindste Forberedelserne til Forhandlingerne maa have været –temmelig langvarige, da det Retterbodsbrev, som blev Resultatet deraf, ikke er dateret førend langt hen i det følgende Aar (Tunsberg den 23de Juni 1305). Det bærer, merkeligt nok, ikke mindste Spor af at voldsomme politiske Storme havde fundet Sted; af Udtrykkene i dets Indledning skulde den, der ej kjendte til de forudgaaende Begivenheder, slutte, at der aldrig havde hersket andet end den fredeligste og venskabeligste Stemning mellem Kongen og det islandske Folk. „I skrev til os“, heder det, „og bad om nogen Eftergivelse og Formildelse i visse Punkter, der vedrørte Landet i enkelte Stykker, og da vi altid have prøvet Godvilje og Lydighed af eder (!), sende vi eder dette Brev, hvori vi have angivet de Retsforbedringer, vi have gjort“. Disse Retsforbedringer vedkomme dog ingen af de før omtalte unionelle Vilkaar, men alene specielle privatretlige Bestemmelser hist og her i Lovbogen[21]. Hine Vilkaar synes saaledes ikke engang at have været paa Bane, medens der derimod er al Grund til at tro, at de islandske Raadslagningsmænd virkelig have samtykket i flere nye Skattepaalæg og Tyngsler, saaledes som det strax i det følgende vil sees, og, at dette har været Grunden til at saa venlige Udtryk ere brugte. Man maa derhos antage, at Kongens Hensigt var, for det første ikke at sende Retterbodsbrevet ud til Island, førend det havde viist sig, at Islændingerne gik ind paa hans nye Skattefordringer.

Imidlertid havde Gjæringen og Forvirringen paa Island naaet sit højeste. Nordlandets og Vesterlandets Indbyggere vilde i 1304 ikke engang søge Althinget, men indrettede Heredsthing, to i hver Fjerding, hvor de afgjorde sine Sager, og Althinget søgtes kun af Sønderlandet og Østerlandet. Og dog var der her ikke mindre end tre Lagmænd tilstede, nemlig Gudmund Sigurdssøn og Snorre, samt Hauk Erlendssøn, der var sendt over i Baard Høgnessøns Sted, hvad enten nu denne ikke havde været udnævnt paa længere Tid end et Aar, eller frivilligt havde frasagt sig Bestillingen, der nu maatte være forbunden med mange Ubehageligheder. Paa dette saakaldte .Thing, heder det, sagde hver af de tre Lagmænd sin forskjellige Lov om Skatte-Ydelsen[22]. Ikke længe efter synes Hauk Erlendssøn at være vendt tilbage til Norge[23]. Om alle disse Uroligheder maa Kongen allerede have faaet Efterretning førend han udstedte Retterbodsbrevet, og hans Fremfærd mod Islændingerne var derfor i Gjerningen en ganske anden, end man af Retterbodsbrevets Udtryk skulde have ventet. Dette synes, som sagt, indtil videre at være blevet tilbageholdt; derimod sendte Kongen Breve til Island, hvorved alle de Beskyttelsesbreve, som siden Kong Magnus’s Død havde været givne for Øen, bleve tilbagekaldte (maaskee forstaaes herved en udtrykkelig Ugyldighedserklæring af de Tilsagn, Raadet maa antages at have givet i 1281) og mange, som det heder, „uhørte Forlangender“ fremsattes, navnlig dette, at enhver Lægmand paa Island, der ejede fem Hundreder eller derover, skulde betale Kongen en Alen af hvert Hundrede[24]. Denne høje Skat, een Procent af Formuen, var det dog vistnok Kongens Mening kun at fordre een Gang for alle, som en Hjelp ved de bekostelige Krige og Udrustninger han nu havde haft og fremdeles vilde faa; at det skulde være en aarlig Skat, er ikke tænkeligt. Overbringeren af disse Breve var Alf af Kroken, der nu for tredie Gang sendtes ud til Island, denne Gang forlenet med Nordlandet og Østerlandet. At de Islændinger, med hvilke Kongen nys havde raadslaaet i Norge, havde givet sit Samtykke til hiint Skattepaalæg m. m., kan, efter hvad der ovenfor er viist, neppe betvivles. Men paa Øen selv mødte det, som man kunde vente, den heftigste Modstand, og denne forøgedes end mere ved den Forbitrelse, som Alfs myndige og hensynsløse Optræden vakte. Da han rejste om i Landet for at bekjendtgjøre Kongebudene paa Thingene, erklærede han blandt andet mange gode Bønder utlæge, formodentlig fordi de havde været med i at tilsidesætte Althinget. Herover udbrød almindelig Harme. Paa Oddeyre-Thing og Hegranes-Thing[25] styrtede Mængden endog ind paa ham, for at mishandle ham eller slaa ham ihjel. Især saa det farligt ud for ham paa Hegranes Thing; en heel Deel af de yngre, uroligere Folk slog paa Skjoldene, og brød frem med Raab og Skrig; de vilde have dræbt ham, hvis ikke Hr. Thord af Madrevalle og andre af Herrerne vare komne ham til Hjelp, og havde ladet holde Skjolde for ham. Selv var han saa rædd, at han, som det fortælles, ikke vidste, hvor han skulde gjøre af sig. Han rejste under Hr. Thords Beskyttelse fra Thinget, og begav sig til Dynhage i Hørgaardal, hvor han efter Julen blev syg og døde, maaskee af Følgerne af den Forskrækkelse, hvori han havde været paa Thinget. Til Norge kom siden det Rygte at Islændingerne havde dræbt ham, og Kongen, som selv en Tid troede det, gav mange Sag derfor, saa at de maatte frigjøre sig ved Eed[26]. Paa det følgende Althing (1306) enedes Bønderne om bestemt at negte de mest overdrevne af Kongens Fordringer, og der oprettedes desangaaende umiddelbart efter Thingets Slutning i Skaalholt (20de Juli) et Document, kaldet „Forening mellem de bedste Mænd og Almuen paa Island“, hvor tillige begge de forhen fremsatte Fordringer, at Sysselmænd og Lagmænd skulde være indfødde Islændinger, og at man frabad sig Udenlandsstevninger, gjentoges, den sidste nærmere forklaret saaledes, „at man ikke vilde have Udenlandsstevniuger i de Sager, som Sysselmændene og Lagmændene kunde faa overtaget“[27]. Overbringeren af denne Erklæring til Norge var formodentlig Svein Laag, der i dette Aar baade sendtes ud til Island og rejste tilbage igjen til Norge, hvoraf man maa slutte, at hans Erende havde været at indfinde sig paa Althinget, eller rettere paa de Districtsthing, der nu traadte i dets Sted, for at understøtte Kongebrevet. Samme Aar rejste ogsaa Baard Høgnessøn til Norge, og afløstes af Hauk Erlendssøn, der nu forblev et Aar paa Island, og i denne Tid gjorde sig fortjent af Landet ved, i Forening med den i 1305 tilbagevendte Biskop Arne, at oprette et Hospital for Gejstlige paa Gaarden Gaulverjabø i Floen, maaskee efter hans nys afdøde Faders Ønske[28]. Det lader til at Kongen nu har indseet, at det ikke kunde nytte ham med Magt at-ville sætte sin Fordring igjennem, og at han derfor stiltiende lod den falde, uden dog paa den anden Side udtrykkeligen at give sit Samtykke.til de af Islændingerne opstillede Punkter. I 1307 sendte Kongen Baard Høgnessøn og en Ivar Holm ud med kongelige Retter bøder, som det heed, det vil upaatvivleligt sige, med Retterbodsbrevet af 1305, hvortil Islændingerne nu først fandtes værdige, samt med et Brev, hvori der.intet stod om Extraskat, men derimod kun, at af de tyve Alen, som hver Bonde skulde udrede i Skat og Thingfarekjøb, skulde Sysselmændene herefter have de ti, eller Halvdelen, medens de forhen kun havde haft de fem[29]. Fra denne Tid af synes Urolighederne nogenledes at have lagt sig paa Island. Dog blev der ikke holdt ordentlige eller regelmæssige Althing, og saaledes gik det hen indtil i 1313, da Kongen i et Brev, dateret Agvaldsnes den 19de Juni, satte dem haardt til Rette, fordi de nu i 9 Aar intet almindeligt Thing havde holdt, til Almuens største Skade[30]. Dette synes at have hjulpet, og Aaret efter, da Kongen, som det i det Følgende skal berettes, nys havde foretaget en Lovrevision og udgivet en omfattende Retterbod for Norge, gav han i en lignende Retterbod for Island en Afgjørelse paa det af Islændingerne især paaklagede Punkt, om Udenlandsstevninger, ganske henholdende sig til Protesten af 1306; thi Retterbodens første Artikel lød saaledes, at kun, naar Lagmændene og Sysselmændene ikke kunde faa overtaget en Sag, skulde den indstevnes til Norge, med tolv Maaneders Varsel. Det bestemtes derhos i Artikel 7, at ingen maatte skyde sin Sag unden Lagmand og Sysselmand for dermed at hindre Modparten fra at nyde sin Ret, naar skjønsomme Mænd saa at de kunde overtage dens Behandling. Den 2den, 3die og 4de Artikel handle nærmere om Stevninger og Varsel, men den 5te viser tydeligt, at Kongen nu havde opgivet al Fordring paa større Skat. Her forandres nemlig Lovens Bud, at de 20 Alens Skat ogsaa skal ydes af den, der selv ikke har Bo, naar han ejer ti Hundreder gjeldfrit, derhen, at han, naar han har umyndige eller fattige Slægtninger at forsørge, for hver af disse skal have eet Hundrede at raade over, og derforuden selv eje eet Hundrede, førend han er skattepligtig[31]. Men om Indfødsrettens Anerkjendelse faldt der endnu ikke nogen Bestemmelse, lige saa lidet som siden efter, og det er aabenbart, at Kongerne i denne Henseende ikke ansaa sig bundne ved tidligere, og heller ikke for Fremtiden vilde binde sig ved nye Tilsagn. Om de sex aarlige Tilførselsskibe tales der heller ikke, skjønt det rigtignok synes at være en billig Fordring, at Kongen, naar han forbød Udlændinger at handle paa Landet, sikrede det den nødvendige Forsoning paa anden Maade. Dog maa det, efter senere Antydninger at dømme, i det mindste have været Hensigten at overholde dette, skjønt Overholdelsen ikke skede nøjagtigt[32].

Saaledes vedblev Islands unionelle Forhold til Norge at være lidet betryggende for Landets Selvstændighed. Det eneste, Islændingerne havde paa det Rene, var, hvad allerede Kong Haakon Haakonssøn havde indrømmet, Landørernes Ophævelse og Opladelsen af Arv, falden i Norge. Men dette angik mere Privatforhold; i statsretlig Henseende var der intet andet vist, end hvad Islændingerne havde lovet, nemlig undersaatlig Lydighed og Skatskyldighed under Norges Konge, og det kom derfor an paa dennes Opfattelse af Forholdene og Sindelag for øvrigt, om han vilde behandle Island som en Provins, eller som en af Norge uafhængig Besiddelse. At det første ikke ganske blev Tilfældet, skyldes vistnok mere Øens afsondrede Beliggenhed end nogen Loyalitet fra Kongernes og Magthavernes Side.

  1. ↑ Ved „Utanstefnur“ forstaaes her vistnok, som Jon Sigurdssøn har viis i sit Skrift om Islands statsretlige Forfatning S. 24, ikke slige Kaldelser, der skeede i Kongens Erende eller offentlig Tjeneste, men alene saadanne, hvor Islændingerne udenfor de i Loven hjemlede Tilfælde stevntes til Norge for at staa til Rette, og saaledes droges fra sit Værnething.
  2. ↑ Se ovf. IV. 1. S. 307.
  3. ↑ Jvfr. ovfr., S. 64–71. At virkelig Islændingerne i 1281 maa have opsat Betingelser eg faaet et Slags Tilsagn om de senere opstillede Punkter, synes alene at kunne sluttes deraf, at de i 1302, som vi ville see, paastaa at det var dem lovet, at der hvert Aar skulde komme sex Skibe, medens der i Overeenskomsten af 1262 ikke er Tale om de ser Skibe for mere end de to første Aar. Derhos omtales Tilsagnet om at Lagmænd„og Sysselmænd skulde være islandske, men det blev ikke givet og kunde ikke gives i 1262, af de ovenfor omtalte Grunde: det maa saaledes have været givet af Raadet paa egen Haand, og derfor siden være betragtet af Kongerne som ugyldigt. Der tales ogsaa udtrykkeligt i Annalerne for 1305 om Tilbagekaldelse af Beskyttelsesbreve for Island, givne efter Kong Magnus’s Død. Se nedenfor S. 363.
  4. ↑ Isl. Annaler, ved 1299. Samtidigt med Erlend sterke og rimeligviis i Følge med ham kom ogsaa Eyjulf Asgrimssøn, Søn af den i 1285 ff. o. S. 81) afdøde Hr. Asgrim Thorsteinssøn. Han førte Herretitel, og havde vistnok Syssel, ligesom hans Fader.
  5. ↑ Annalerne, ved 1300. Odd Thorvardssøn var en Søn af Hr. Thorvard Thorarinssøn, der var død i Norge 1297. Naar Odd rejste til Norge, siges ikke; muligt kan det dog ogsaa have været i Anledning af Faderens Dødsfald. Den 22de Mai 1300 var han endnu i Bergen, thi da finde vi ham som Medbesegler paa et Brev, hvorved Hr. Peter paa Eid solgte en Part af sit Odelsgods Eid til Munkelivs-Kloster (Munkelivsbogen S. 147). Dette tyder paa at Peter paa Eid under sit Ophold paa Island har sluttet Venskab med Odd. Denne kaldes her Hr. Odd Thorvardssøn, altsaa havde han da faaet Herretitel. Han døde Vaaren efter sin Hjemkomst til Island, 1ste Marts 1301.
  6. ↑ De isl. Annaler, ved ilsom Thorlaks Dødsdag var den 15de Marts.
  7. ↑ De. isl. Annaler ved 1300 og 1301. Det bemerkes udtrykkeligt i Annalerne, at der paa samme Tid skede Udbrud (af Ætna) paa Sicilien, aabenbart fordi Nedskriveren derved har villet antyde en Forbindelse mellem de underjordiske eruptive Masser paa begge Steder, skjønt saa langt fjernede fra hinanden. Blandt de Ulykkestilfælde, der i de isl. Annaler anføres for disse Aar, er ogsaa det, at et Skib, kaldet Holtabjørnsbussen, forliste ved, Færøerne med henved 50 Mand. Men det er vel et stort Spørgsmaal, om dette Skib var islandsk, thi det maa have tilhørt og faaet Navn efter den nogle Aar forud afdøde Holtabjørn, hvis Søn Audun var Prior i Hovedø Kloster, og hvis Enke Ragnhild i 1296 gav sig ind i Klostret med alt sit Gods, for hvilket Audun kjøbte Gaarden Solberg i Syllingdal og lod hende efter hendes Død begrave i Klosterkirkens Chor, hvor hendes Liigsteen endnu findes. (Langes Klosterhistorie S. 406). Heraf skulde man slutte at Holtabjørn har været en Nordmand.
  8. ↑ Se ovf. S. 65.
  9. ↑ At Alf kom med Kongens Budskab, siges i Annalerne; at dette har været skriftligt, og indeholdt en saadan Befaling, som her ovenfor anført, sees af de Udtryk, i hvilke Nevndarmændene raa Thinget i 1302 erklærede sig villige til at sverge Kongen Troskabseed, se strax nedenfor.
  10. ↑ De isl. Annaler, ved 1301. Et enkelt Haandskrift af disse har kun „fem“ i Stedet for „femten“ Mkr. som den for Overhørighed af Lagmændenes Orskurd fastsatte Bod. Naar det i de annalistiske Optegnelser i Laurentius’s Saga Cap. 16 heder, at Hr. Alf havde faaet Nordlandet og Østerlandet til Bestyrelse, er dette aabenbart en Forvexling med hvad der fandt Sted 1305, som man kan see af Sammenligning med Annalerne. Af hvilken Ætt Alf i Kroken var, vides ikke; han nævnes aller først i 1298, som Medudsteder af et Brev fra Nidaros 10de Marts 1298 (Dipl. Norv. II. 43), og af et fra Bergen eller maaskee fra Nordfjord, 14de October 1298; ved det sidste solgte Peter paa Eid ligeledes en Deel af sin Odelsgaard Eid (Munkelivsbogen S. 57).
  11. ↑ Man maa slutte dette af Udtrykkene i den nedenfor anførte Remonstrationsskrivelse, hvor der ligefrem tales om at man vil paabyde Islændingerne „større Afdræt og Tyngsel, end der for var besvoret og samtykt“, og klages over at saa meget Gods skal drages ud af Landet, og lidet eller intet kommer i dets Sted.
  12. ↑ De isl. Annaler ved 1302.
  13. ↑ Norges gamle Love III. No. 62, S. 146, Varianten efter Cod. C. 21 qv.i det stockholmske kgl. Bibliothek, fra Midten af 14de Aarhundrede.
  14. ↑ Her maa vi henvise til hvad der ovenfor er ytret, IV. 1. 368 og 369, Note. At den Deel af det i Norges gl. Love I. S. 461 B. meddeelte Document, der følger efter Lacunen, næsten Ord til andet stemmer med den Skrivelse, der er aftrykt i N. gl. Love III. S. 145, under Titel: „Islændingernes Overeenskomst med Kong Haakon Magnussøn“, er aabenbart, og de ere saaledes begge Copier af det samme Brev, kun med enkelte Varianter. Derimod er det ligesaa vist, at den fortie Deel af hiint Document, der gaar forud for Lacunen, er en Copi af hen oprindelige Overeenskomst af 1262. Hvad der har ligget imellem, og har udgjort to Blade, kan saaledes neppe have været andet end en kort Udsigt over de Forhandlinger, Unionen vedkommende, der laa imellem 1262 og 1302, med Optagelse af den for omtalte Forestilling, indgiven af de haandgangne Mænd 1281, samt Raadets saakaldte Samtykke dertil. Den saakaldte Gamli Sáttmáli, eller det under Titlen: „Islændingernes Overeenskomst med Kong Haakon Haakonssøn“ i N. gl. Love I. S. 460, litr. A. aftrykte Document, der tillige findes i den trykte Udgave af Jonsbogen S. 472, samt i Lovsamling for Island I. S. 11, viser sig tydeligt kun at være et Sammendrag af de i Skrivelsen af 1302 opstillede Punkter, hvortil de allerede i 1262 vedtagne ere føjede, skjønt den om Jarlen ikke passer mere. At den er at henføre til 1302, viser alene Udtrykket „Haakon den kronede“, og det er en fuldstændig Fejltagelse, naar den hidtil har været henført til Haakon Haakonssøn. Men det er ikke usandsynligt, som vi ogsaa i Texten have antydet, at den er bleven forfattet allerede paa Althinget 1302 for at ledsage Remonstrationen som et Udkast til den Form, hvori Overeenskomsten nu skulde samtykkes, idet ogsaa for Sikkerheds Skyld de allerede vedtagne Artikler optoges, skjønt enkelte af dem ikke længer kunde siges at passe til Forholdene.
  15. ↑ Dette er i Sammendraget eller Udkastet nærmere forklaret saaledes: ingen Udenlandsstevninger uden for det Tilfælde at vore Mænd af Althinget dømmes bort fra Landet.
  16. ↑ Skrivelsen er her berigtiget ved at sammenligne begge de oven omtalte Copier, af hvilke den i N. gl. Love I. er den bedste: den anden indeholder flere Fejl, men er fuldstændigere.
  17. ↑ Se ovf. S. 359 Note 3.
  18. ↑ Norges gl. Love III. No. 53. S. 134. Om denne Anordning og dens Datering vil der i det Følgende nærmere blive talt.
  19. ↑ I 1304, heder det i Annalerne, tog Kongen ogsaa Rumaskat, d. e. Peterspeningen, af Island; men om det kun skal betegne, at den opkrævedes under hans Autoritet, eller om han virkelig oppebar den som et Laan til at bestride sine mange Udgifter, kan ikke godt sees.
  20. ↑ De isl. Annaler, 1303, 1304.
  21. ↑ Retterboden er fuldstændigt aftrykt i „Lovsamling for Island“, I. S. 17. Forhen stode kun dens enkelte Artikler at læse hist og her i Jonsbogen, fordeelte efter Materien.
  22. ↑ De isl. Annaler for 1304.
  23. ↑ Nemlig enten allerede i 1304 eller i 1305, thi i 1306 kom han atter, som vi ville see, fra Norge til Island.
  24. ↑ De isl. Annaler for 1305.
  25. ↑ Begge disse Thing vare paa Nordlandet.
  26. ↑ De isl. Annaler, ved 1305, Laurentius’s Saga, Cap. 17. Denne fortæller en ret løjerlig Historie om en Bonde, ved Navn Berg Rindil, en stor Galning, der havde været en af de ivrigste blandt Løskarlene til at trænge frem mod Alf paa Hegranes-Thing. Da. Biskop Jørund samme Aften sad til Bords paa en Gaard i Nærheden, kom Berg styrtende ind i Stuen, og kastede sig for Biskoppens Fødder, sigende: „jeg overgiver mig i Guds og eders Naade, Hr. Biskop!“ Paa Biskoppens Spørgsmaal, hvad der var paa Ferde, svarede han: „der er hændt mig en sørgelig Ulykke idag, jeg har dræbt Krok-Alf paa Hegranes Thing!“ „Hvorledes kom du til at saare Alf“, spurgte Biskoppen. „Jeg gjennemborede ham med et Spyd, Herre“, svarede Berg. „og nu tilbyder jeg mig at underkaste mig den Skrift, I vil paalægge mig“. „Staa du kun op, Berg“, sagde Biskoppen; „du har nok seet Fejl, thi du har ikke dræbt Krok-Alf, og han lever endnu; sæt dig ved Bordet og faa dig Mad, thi jeg behøver ikke at være bange for at sidde til Bords med dig: du er ingen Manddraber“. „Beed da I det bedre end jeg selv“, sagde Berg, „der har hændts mig endnu en Ulykke; jeg dræbte en Mand til“. „Ti du kun stille“, sagde Biskoppen, „og lyv ikke paa dig selv i din Dumhed; alle veed jo nok at du ikke er nogen Helt, eller prøvet i Kamp og Strid; tvert imod, jeg tror du er en stor Hare, naar det kommer an paa at vise Mod“. Medens Biskoppen og Berg talede herom, kom der nogle ind, som havde været paa Thinget, og fortalte at Alf var i Live, og vilde i Følge med Hr. Thord drage nord over Heden. Men øieblikkelig, da Berg saa, at der kom Fremmede ind, tog han Benene fat, løb til Kirken og gjemte sig i Choret, indtil Biskoppen kom og fik talet Mod og Fornuft i ham. Siden ansaa man Berg for endnu dummere end før.
  27. ↑ Dette Document er aabenbart den endnu utrykte, saakaldte Árnesinga-Skrá. De islandske Annaler have kun denne Beretning: „Paa Althinget blev Befalinger modsagte, som Hr. Alf havde medbragt“; eller „Bøndernes Forening paa Althinget om at negte de Forlangender, som Kongebrevet mest indtrængende opstillede“. Men i Jon Sigurdssøns Skrift om Islands statsretlige Stilling S. 23 er det viist, at Árnesinga-Skrá, der er dateret 20de Juli, men savner Aarstal, ej kan være at henføre til noget andet Aar end 1306, følgelig bliver den det over Bøndernes Protest opsatte Document.
  28. ↑ De isl. Annaler, for 1306–1308. De melde for 1306 Baard Høgnessøns Rejse fra Island, Svein Langs og Hauk Erlendssøns Ankomst, og Sveins Tilbagerejse til Norge. Da man af et Brev i Munkelivsbogen S. 80 seer, at Hauk Erlendssøn endnu var i Bergen som Lagmand den 22de Juli 1306, kan han ikke være kommen til Island før Thinget, der begyndte den 29de Juni, men Svein Lang derimod rejste neppe frem og tilbage i et Aar, uden for at overvære Althinget. I enkelte Haandskrifter af Annalerne henføres Hauks Tilbagerejse til 1307, men dette er aabenbart urigtigt, da alle ere enige i at Hospitalet stiftedes 1308. Man finder ham heller ikke omtalt i Norge førend i et Brev dateret Bergen, 18de Sept. 1309 (Dipl. Norv. I. 121). Hans Fader Erlend omtales ikke efter 1305, hvorimod Hauk i 1306 første Gang kaldes „Herr Hauk“; dette synes at vise, at Erlend sterke da maa være død, og det bliver da rimeligt, at han for at forsone sig med Kirken har testamenteret Gaulverjabø til at anvendes som det ovenfor er berettet. Om Gaulverjabø se ovf. I. 1, S. 5te, 541.
  29. ↑ De isl. Annaler, ved 1307.
  30. ↑ Brevet findes kun i lat. Oversættelse hos Th. Thørvessøn, IV. 438.
  31. ↑ Retterboden er aftrykt i „Lovsamling for Island“, S. 27, ogsaa dens Artikler stode hidtil kun at læse adspredte i Jonsbogen. Naar det forøvrigt heder at den er dateret Bergen 14de Juni 1314, da er dette noget besynderligt, da Kongen allerede i April havde været paa Agvaldsnes, og i Mai samt August var i Oslo. Men en Rejse til Bergen i Juni kunde han sagtens have gjort.
  32. ↑ Naar der i 1419 ankes over at de sex Skibe nu i lang Tid ikke vare sendte til Island, (Jon Sigurdssøn, om Islands statsretl. Stilling S. 31), kan dog ikke dette „i lang Tid“ betyde et heelt Aarhundrede; altsaa maa Skibene dog i det mindste nogenlunde ordentligt have været sendte i den første Halvdeel af det 14de Aarhundrede eller længer.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/6/93&oldid=76526»