Det norske Folks Historie/6/94

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1859 (I-4-2, s. 367-378).

Medens Kongen opholdt sig i Bergen fra Høsten 1301 til langt udi 1302, benyttede han, som det allerede ovenfor lejlighedsviis er berørt, Tiden til at treffe flere Foranstaltninger, sigtende til at ordne Politivæsenet og de communale Forhold i Staden, saavel som til at indskrænke de fremmede Kjøbmænds Tiltag, saa vidt denne kildne Sag lod sig røre ved, uden at der atter fra de tydske Stæders Side hørtes Raab om Brud paa de tidligere Tractater, og maaskee Handelsforbindelsen afbrødes, hvilken Norge dog nu ikke længer kunde undvære. Kong Haakons Skridt var derfor heller ikke nu for det første saa bestemte og indgribende, som han maaskee selv havde ønsket; de bestemtes desuden ved Synsmaader, der nu for længst ere forladte, og de ledede vel heller ikke til noget gunstigt Resultat; men hans gode Vilje kan dog ikke miskjendes. Hertil kom nu, at han siden 1299 havde en særegen Opfordring til at betragte de østersøiske Handelsstæder med Mistænkelighed og Ugunst, da deres Hoved, Lübeck, i hiint Aar havde valgt Danekongen til sin Skytsherre paa ti Aar, vedtaget at betale ham en aarlig Kjendelse derfor, og saaledes var traadt i et nærmere Forhold til ham^[1]. Allerede kort efter sin Tilbagekomst til Oslo i October 1299 havde han udstedt et almindeligt Forbud mod Bissekræmmeri, eller, som han udtrykte sig, at fare om i Bygderne med Smaahandel og have Torg for hver Mands Dør, hvilket det var blevet ham sagt, at enkelte nu toge sig til. Dette, erklærede han, vilde han ikke paa nogen Maade taale, og forbød det strengeligen; havde Bønderne noget at sælge hinanden indbyrdes, da skulde det være dem tilladt, men Kjøbmændene skulde bringe sit Gods til Kjøbstaden og udsælge det der. Dersom nogen handlede herimod og fremdeles rejste om med Kram, skulde saavel hans Varer som den Betaling, han havde faaet af Bønderne, være forbrudte til Kongen, og Sysselmændene skulde under Embedstab see dette efterlevet. Man skulde næsten formode, at endog denne Forordning nærmest var rettet mod Tydskerne, for saa vidt som det er højst rimeligt at de, der saaledes rejste om som Bissekræmmere, ikke vare Nordmænd, men tydske Kjøbmænd, der paa denne Maade søgte at udhøkre sine Valer; thi vi have allerede oftere seet, hvor gjerne de vilde drive det til at kunne handle omkring i Landdistricterne, og ikke indskrænke sig til Byerne alene^[2]. At Udlændingerne, det vil sige de tydske Handelsmænd, i de sidste Aar havde søgt at tiltage sig Rettigheder, som de gjeldende Overeenskomster og Frihedsbreve ikke hjemlede dem, og at unddrage sig sine skyldige Forpligtelser, seer man af den første Forordning som Kong Haakon lod udgaa efter sin Ankomst til Bergen 1301, nemlig under den 11te November, hvori han udtrykte sig saaledes: „Vi have bragt i Erfaring, at de Udlændinger, som sejle hid med deres Gods, ville siden sejle bort igjen efter at være komne inden Takmarkerne, og bortflytte det Gods, de flyttede hid, tvert imod den mellem os og dem gjorte Bestemmelse; og da vi aldeles ikke ville finde os deri, byde vi ubetinget, at det Gods, der kommer til en Kjøbstad inden dens Takmarker, sælges der, og ikke flyttes bort. Hvo som dog flytter det bort og siden bliver greben deri, skal have forbrudt Godset og bøde 3 Mkr. Peninger. Saa skulle og de Udlændinger, der sidde i Kjøbstæderne ud over Julenat, og ikke ville betale os Leding, have forbrudt alt det Gods, de ej betale af, og dertil hode 3 Mkr. End videre skulle de, der fare af Sildfiske uden at erlægge os Told, have forbrudt det Gods, de føre bort, og bøde 8 Ertoger og 13 Mkr. Endelig forbyde vi ubetinget at nogen Udlænding opstiller sit Gods, førend vore Ombudsmænd tillade dem det; hvo som gjør det, skal have forbrudt det opskibede. Vi byde vore Ombudsmænd at paasee dette overholdt, saa sandt de ville have vor Tak“^[3]. Det er allerede af den her anførte Grund, om man end ej vil tage Lübecks nærmere Venskabsforhold til Danmark i Betragtning, ej at undres over, at der i den Holdning, Kongen indtog lige over for de tydske Handelsmænd, aabenbarer sig en vis Kulde og en øjensynlig Stræben efter at see dem paa Fingrene, for at de ikke skulde tilrive sig et større Handelsherredømme end de allerede havde faaet. Endnu gjaldt det at hindre dem fra at tilrive sig Handelen nordenfor Bergen, samt paa Skatlandene, og Smaahandelen paa Landet. Bestemmelser, sigtende hertil, bleve derfor og af Kongen givne paa et Thing eller Møde, der holdtes den følgende Sommer, den 11te Juni 1302, paa Mariæ Kirkegaard, med Samtykke, som det heder, af Bjarne Erlingssøn, Sæbjørn Helgessøn, Finn Gautssøn, Snare Aslakssøn, Erling Aamundessøn, Sira Botolf (Fehirde) og Hauk Erlendssøn^[4]. Ej alene gjentoges her det allerede bestaaende Forbud imod at Udlændinger førte sine Varer nordenfor Bergen eller til Udsalg i Herederne; det udstraktes nu ogsaa, som tidligere berørt, derhen, at de ikke maatte gjøre Handelsfællig til Island eller til andre kongelige Skatlande. Overtrædelsen af Forbudet skulde straffes med Varernes Forbrydelse, og den, der kjøbte slige Varer, skulde bøde Halvdelen af Kjøbesummen. Fremdeles forbødes det alle Udlændinger at kjøbe Korn, Malt eller andre norske Varer for siden at udsælge dem i Smaat her i Landet, ligesaa lidet som de i dette Øjemed maatte kjøbe Varer, der kom fra fremmede Lande; kun gjordes der nogen Undtagelse for Galanterihandlere (Glismangarar). Den, der overtraadte Forbudet, skulde miste Varerne og dog betale dem, han kjøbte dem af, den fulde Værdi. End videre forbødes det Udlændinger at kjøbe Sparrer, Bord eller Rafter andensteds fra end af Kongsgaarden, af Raadmændene eller af Gaardejerne i Byen, under lignende Straf som oven anført. Dette er første Gang, at Trælasthandel i Norge omtales som en Næringsgreen. Den Ugunst, der i alle disse Bestemmelser vises Udlændingerne, røber sig ogsaa i en Artikel, der foreskriver, at naar en Udlænding blev uenig med en anden Mand om et sluttet Kjøb, og drog ham for Retten uden at have Vidne til Kjøbet, skulde han bøde ${\frac {1}{2}}$ Mark. Endelig benyttedes den kongelige Forkjøbsrettighed til at paalægge Udsalget af udenlandske Drikkevarer visse Indskrænkninger og Afgifter. Paa Kongsgaarden skulde der nøjagtigt holdes Bog over, hvor meget Viin der indførtes, og intet maatte udlosses uden Tilladelse derfra, for hvilken der skulde svares en Told af 18 engelske Peninger for hvert Viinfad; ligesaa af Olje. Og al den Viin, der udskjenkedes, maatte kun sælges efter.Lagmandens og Raadmændenes nærmere Bestemmelse, paa de Steder, som tidligere dertil vare bestemte, eller i de Gaarde, hvilke Kongen ved særeget Brev havde forundt Ret dertil. Herfor skulde Lagmanden og Raadmændene have eet Støb Viin af hvert Viinfad, der tappedes til Udskjenkning. Overtraadtes disse Bestemmelser, skulde al Vinen være forbrudt til. Kongen. Egentlig nævnes nu her kun Udlændinger i Almindelighed, og ikke Tydskerne alene, men da det jo var Tydskerne, som allerede vare i Hovedbesiddelse af Handelen med Norge, saa vare dog Indskrænkningerne nærmest rettede mod dem; der henviistes desuden udtrykkeligt til de i deres tidligere Frihedsbreve opstillede Undtagelser. Kan man nu end ikke ligefrem sige, at der skete et Brud paa de Privilegier, som vare dem forundte, saa gik man dog saa nær ind paa dem, som muligt, og viiste i alle Fald, at man ikke var dem venligt stemt. Den samme Stemning kan, hvorvel ikke saa umiddelbart, spores i nogle Bestemmelser, vedkommende de indre Forhold i Bergen, der nogle Maaneder tidligere end de nys omhandlede Anordninger, den 9de Februar 1302, vare vedtagne paa et Bymøde, maaskee ogsaa i Kongens Nærværelse eller i det mindste efter hans Foranstaltning. Alle tilsejlende Kjøbmænd, norske eller fremmede, skulde have tosset inden 8 Dage efter at de havde lagt til Bryggen, forudsat at Vejret tillod det; enhver skulde oplægge Ladningen i den Gaard, hvor han havde lejet Pakbodrum, og udenfor den skulde han ligge med sit Skib. For Tran- og Honningtønder skulde der gives Huusbonden en Extra-Betaling, maaskee fordi disse Varer ansaaes mere farlige med Hensyn til Ildsvaade. Almenningerne og Bryggerne skulde altid holdes ryddelige. Ingen maatte holde Øltapning i Byen uden den, der lejede Gaard eller Bryggeri, og alslags Drik skulde sælges i stemplede Maalekar, ikke i Horn, Kruus eller Kander. Taxter bestemtes for Skrædere, Overskærere og Galanterihandlere (Glismangarar), Meel- og Smørhandlere, samt Sildehandlere. Ingen maatte kjøbe Varer til Udsalg i Smaat, førend alle andre havde gjort sit Indkjøb: en Bestemmelse, der kunde være velmeent nok, men var lettere at give end at overholde. I hver Fjerding af Byen skulde der være to Klædehandlere, som ikke maatte udsælge andet end gamle og brugte Klæder, saavel som andet gammelt og brugt Kram; deres Huusverter skulde indestaa for deres Redelighed. Det er aabenbart, at man endnu, ligesom paa den Tid, da Kongespejlet blev forfattet, betragtede Smaahandlerne eller de saakaldte Mangere med afgjort Ugunst, men nu saa meget mere, som de for det meste vistnok vare Udlændinger. De saakaldte „Torgdrivere og Bryggemangere“ afskaffedes ganske, og der bestemtes, at der skulde være 240 Arbejdsmænd i Byen. Saa nøje troede man det da nødvendigt at gribe ind i Næringsforholdene. Endelig gaves der nærmere Bestemmelser for Fattiges Flytning i Byen, det vil sige hvorledes de i Byen, ligesom paa Landet, skulde sendes fra Huus til Huus. Det er ikke usandsynligt, at Bestemmelser, lige de her omhandlede, ogsaa have været givne for de øvrige Byer, under Kongens Ophold der, lempede efter de locale Forhold; i det mindste maa man antage at Forbudet mod Udlændingers Handel nordenfor Bergen og paa Skatlandene, samt Bestemmelserne om Indførsel og Told af udenlandske Drikkevarer, ogsaa have været forkyndte i Oslo og Tunsberg, der ligeledes besøgtes hyppigt af tydske Kjøbmænd. I Tunsberg er dette rimeligviis skeet sidst i Mai 1303, da Kongen opholdt sig der og under 29de Mai udstedte flere vigtige Forordninger, der ligesom de allerede omtalte mest angaa indre Forhold. De af dem, der ere os opbevarede, have dog ikke, ligesom de i Bergen udgivne, nærmest Handelen for Øje, men sigte til at befordre Orden og Rolighed indenlands. Fornemmelig gaa de ud paa at hæve et Onde, der synes at have været en Affødning deels af de sidste urolige Tider, hvor saa mange Udlændinger, der tildeels intet ordentligt havde at tage sig til, søgte til Landet, deels af de mange Begunstigelser der viistes Pilegrimene, nemlig at Bygderne bleve overløbne af alskens Landstrygere og andet Pak, der gjorde mange Uordener og vare Indbyggerne til stor Ulempe. Kongen indrettede derfor etslags Pasvæsen, og dette er den første Gang, vi møde Begyndelsen til denne Institution i Norge^[5]. „Formedelst de store Ribbalder“, ytrer Kongen, „og andre Landstrygere, der foregive at de skulle fare i Pilegrimsferder eller andensteds med forskjellige Erender, under falske Udsagn, ødelæggende Bygderne med mangfoldige Uordener, og gjørende ondt hvor som helst de komme frem, have vi med Raad og Samtykke af de bedste Mænd i Landet, stadfestet, at enhver ubekjendt Udlænding, der vil drage gjennem Landet, skal have Vidnesbyrds-Brev fra en Konge eller Hertug, Biskop eller Domcapitel, Jarl eller Sysselmand, Lagmand eller Bymænd eller andre vederheftige Mænd paa det Sted, hvor han hører hjemme, hvoraf man med fuldkommen Paalidelighed kan see at han er en skikkelig Mand. Har han intet saadant at fremvise, skal Sysselmanden tvinge ham til at rejse hjem igjen for at faa sig et saadant Brev og Skudsmaal. Drager han videre uden Sysselmandens Tilladelse, da skal han tages og sendes hjem, og de Sager, han medbringer, skulle forvares indtil han kommer tilbage med tilstrækkeligt Vidnesbyrd om at være en skikkelig Mand. Kommer han tilbage og har endda intet saadant Brev eller Skudsmaal, da skal han tages, holdes i Fængsel en Stund, og sendes tilbage nødtvungen, om han ikke vil rejse med sin gode Vilje. Saadanne Skudsmaalsbreve skulle ikke gjelde længere end eet Aar; de skulle ogsaa nøje eftersees saavel i Skriften som i Indseglet, at de ej ere forfalskede, fornemmelig paa det Sted hvor Navnene og Udstedelsestiden staa. Besindes de forfalskede, da skulle Ihændehaverne straffes som Falsknere. Paa hvert Lagthing og andre almindelige Thing ville vi at denne Forordning skal oplæses, for at de omrejsende Mænd, der ikke kjende den, kunne faa den at høre“. I Forbindelse med denne Anordning synes det at have været, at Kongen paany indskærpede den af ham og hans Broder i Forening udgivne Anordning om Oprettelse af Taverneshuse (Vertshuse) og forsynede den med flere Tillæg^[6]. „Da vi“, siger han, „finde denne Anordning gavnlig for Landet, skjønt man hidtil ikke bar søgt at gjøre sig den saa nyttig som ønskeligt kunde være, stadfeste og fornye vi den ved dette vort Brev. Paa disse Taverneshuse skal Mad, Drik og Hestefoder være tilfals for alle dem, der behøve at kjøbe det. Alle skulle derhos vide, at vi have taget Taverneshusene og de Huusbønder, der forestaa dem, deres Hjemmefolk, Tjenestefolk og Ejendele i Land og Løsøre, stort og smaat, i vor kongelige Vern og Beskyttelse til alle rette Sager, forbydende enhver at gjøre dem eller deres Fortred. Hvo som overbevises om at gjøre dem Fortred i Ord eller Gjerning, eller tager noget fra dem uden deres Vilje, eller unddrager sig at betale sin Fortæring, skal betale dobbelt saa meget som han tog, og svare Huusbonden dobbelt saa høj Ret, som Lovbogen foreskriver for den, der bliver mishandlet i sit Hjem, samt os fuldt Brevbrud, det samme, som er foreskrevet, naar nogen gjør Uordener i vor egen Gaard eller forgriber sig paa vort Gods. Vore Sysselmænd skulle gribe den, der saaledes forgaar sig, og ikke lade ham slippe bort førend han har bødt, eller stillet fuld Sikkerhed for at han skal bøde. Men er det Fanter og Landstrygere, der ingen Penge have at fare med, og derfor tro at de kunne bære M M» som de finde for godt, da skulle de refses saaledes, at det kan være andre, der torde ville prøve paa det samme, til Advarsel. De, der forestaa Taverneshusene, skulle have et Merke foran Husets Port angaaende hvad Slags Drikkevarer de have, især Øl. Men for den Møje de have med at fremskaffe Varerne, og paa det at de des mindre skulle mangle det nødvendige Forraad, have vi bestemt, at de kunne sælge alslags Kost og Hestefoder en halv Gang dyrere end man kan faa det for hjemme i Bygden, dog saaledes at de ikke opskrue Priserne utilbørligt. De skulle ogsaa være fritagne for Nevninger, Ledingsferd, Skydsferd, Thingferd og al Slags Told og Paalæg af Sysselmanden, for lig og sine Folk, saa længe de forestaa denne Forretning; kun skulle de svare Leding og Visøre som andre. Om det hænder sig, at de paadrage sig Søgsmaal, der tilhører Kronen, skulle de ikke svare for andre end os selv eller den vor Ombudsmand, som vi dertil særskilt have beskikket og bemyndiget. Og for at denne vor Anordning ikke skal lede til Drab eller anden Skade, forbyde vi at holde nogetslags Samdrikkelag paa den Gaard, hvor Taverneshuus findes, under en Bod af 3 Mkr. Sølv. Dog have vi intet imod at man kjøber Drikkevarer der og bringer dem til sit Hjem, om man finder saa for godt. Dette Brev skal ligge i Byen under Lagmandens og Sysselmandens Forvaring, og de øvrige Sysselmænd skulle tage Afskrift deraf under Lagmandens Segl, for at det kan vorde efterseet om der skulde opstaa nogen Tvivl angaaende denne vor Anordning, ligesom den og skal oplæses paa ethvert Lagthing“^[7]. I Forbindelse hermed udferdigede Kongen en Skrivelse til Sysselmændene, hvori han befalede dem at passe nøje paa Bygderne for Tyve og Ransmænd, og snarest muligt tage Afskrift, saavel af den nys omtalte Anordning, der handlede om disse, som af den anden om Opførelse af Taverneshuse, og derpaa strax at sende Originalerne videre med sikre Folk, indtil alle Sysselmænd og Ombudsmænd havde faaet Afskrift af dem, hvorefter de skulde sendes tilbage til Byen, for der at opbevares af Sysselmanden og Lagmanden. Det tilføjedes, at hvis Nogen vægrede sig ved at have Taverneshuus paa sin Gaard, skulde de kongelige Ombudsmænd byde ham andet lige saa godt Jordegods i Bytte af de kongelige Ejendomme, dog under Kongens nærmere Approbation^[8].

Den samme Skrivelse indeholder ogsaa en anden, ret merkelig Befaling til Sysselmændene, nemlig, at saasom Kongen kun havde overdraget tre Herrer (hvis Navne desverre ikke nævnes), at modtage Regnskab af alle de kongelige Ombudsmænd for den af dem opkrævede Leding og Landskyld, skulde vedkommende Sysselmænd efter hine Commissærers Tilsigelse indfinde sig i Byen med Regnskabet og paalidelig Landskyldsskraa, samt sørge for, at Indtægterne og Visøren betimeligen vare indkrævede. Som En nævnes her udtrykkeligt Oslo, men af Brevets almindelige Indhold kan man see, at der ogsaa maa have været Gjenparter deraf, som nævnte Bergen, Nidaros og Tunsberg eller Kongehelle i Stedet for Oslo. Vi faa heraf, saavel som af den Befaling, den indeholder til Sysselmændene om at lade de to Originalanordninger circulere til Afskrift, en temmelig tydelig Forestilling om, hvorledes man i det kongelige Cancellie bar sig ad ved slige almindelige Retterbøders eller Forordningers Udstedelse. Naar Conceptet var nedskrevet og godkjendt, blev det reenskrevet i flere Exemplarer, der alle besegledes af Cantsleren og gjaldt som Originaler; formodentlig blev et saadant Exemplar udferdiget enten for hvert Lagdømme, eller for hver Fehirdsle, maaskee endog kun for hvert af de gamle Hovedthing, og sendtes derpaa rundt fra Sysselmand til Sysselmand i hvert af hine større Districter for at afskrives, rimeligviis i Lovbogen, samt offentliggjøres, medens Originalen sendtes tilbage til Centralstedet, hvorfra den var udgaaet, for der at opbevares i Lagmandens og Sysselmandens Archiv. Nærværende Skrivelse nævner ikke engang Stedet, hvor Skrivelsen skulde opbevares, men sætter kun „N. N.“ Af denne Udstedelse i flere Exemplarer kan man og forstaa, hvorledes det gaar til, at stundom een og samme Retterbod i forskjellige Afskrifter nævner forskjellige Skrivere; naar den nemlig skulde udferdiges i flere ligelydende Exemplarer, var det bekvemmest at dictere dem alle samtidigt, til flere Skrivere. Men for Sikkerheds Skyld skulde altid Skriveren til Slutningen vedføje sit Navn^[9].

Den her nævnte Foranstaltning af Kongen, hvorved han overdrog til overordentlige Commissarier, enten over det hele Rige, eller i hver Fehirdsle for sig, at indsamle sine Indtægter, synes at have været en ny Fremgangsmaade, som Kongen indførte enten af Mistanke til Sysselmændene, eller fordi han allerede havde befundet at enkelte af dem, især formodentlig de, der vare forblevne i Embedet fra Kong Eriks Tid af, havde gjort sig skyldige i mislig Regnskabsførsel. Thi da han, som vi ville see, faa Aar efter endog tilbagekaldte alle Syslerne, og besatte dem paa ny, maa der have været Misligheder ved flere Sysselmænds Embedsførelse, der bestemte ham til et saadant paafaldende Skridt. At der under det slappe Regimente i Kong Eriks Tid havde indsneget sig mange Uskikke og megen Slendrian i de fleste Forvaltningsgrene, er umiskjendeligt, og vi have ovenfor tildeels allerede paapeget det. Og da Kongen endnu ikke kunde tage Ondet fra Roden af, maatte han søge at modarbejde de skadelige Virkninger deraf ved saadanne Midler, som for Øjeblikket stode til hans Raadighed. Om Sysselmændene end ikke ligefrem havde til Hensigt at besvige Kronen, saa havde de dog, som man kan skjønne, tiltaget sig mangehaande Uskikke, som Kronen ikke kunde taale; de hørte desuden selv til Aristokratiet, og vare derfor alt for ofte tilbøjelige til at begunstige sine Standsfæller paa de Ringeres Bekostning. Det synes saaledes at være ret vel betænkt af Kongen, saalænge han endnu ikke kunde indføre en fuldstændig Reform, at beskikke overordentlige Commissarier til at controllere dem og kræve Regnskab af dem. Om disse overordentlige Commissariers Myndighed og Stilling faar man en tydeligere Forestilling af en Forordning, som Kongen lod udgaa samtidigt med hine, og som tillige giver os et godt Indblik i de Uskikke, som de fornemme Herrer, Sysselmændene iberegnede, i den sidste Tid havde indført. For det første klages der her over den allerede tidligere paatalte Utilbørlighed, at haandgangne Mænd og Biskopsmænd vilde udstrække sin Ledings- og Skattefrihed ud over den bestemte Grændse (nemlig saa meget Jordegods, som svarede til tre eller to Nev)^[10], og Kongen bestemte, at hvo af dem, der herefter ikke betalte Leding og anden Skyldighed af hvad Jordegods de ejede mere end hvad der var tilstaaet dem Skattefrihed for, og lod tre Aar saaledes gaa hen fra den Tid, Forordningen blev dem forkyndt, skulde have forbrudt alt dette Jordegods til Kronen, hvad enten de vare Kongens haandgangne Mænd, eller Biskopsmænd. Men dernæst anker Kongen over, at Sysselmænd, Riddere eller haandgangne Mænd, naar de havde Retssager med Folk af ringere Stand, holdt sig for gode til at lystre Stevninger til Lagmanden eller Lagthinget, saa at Modparten maatte opgive sin Ret. „Da vi“, siger Kongen, „hverken ville eller kunne lade sligt gaa hen, og aller mindst kunne taale det af vore Sysselmænd, Riddere eller andre haandgangne Mænd, der have svoret at overholde Lov og Ret for alle eftersom vor Eed lyder, saa have vi herved bestemt og befalet, at enhver Ridder, der har Sag med en anden, lige meget hvilken, og undlader at komme til Lagmand, Lagthing eller anden Ret, efter at være lovligt stevnt, eller trodser imod og vil ikke gjøre Ret og Skjel efter Lagmandens Orskurd, fra den Dag, han derom lovligen overbevises, uden videre skal være indstevnet til os med Maaneds Frist. Men er det Sysselmænd, der gjøre det, da ere de derved strax afsatte fra Sysselen, og de af os beskikkede Ombudsmænd, der have at modtage vor Vis-Øre, skulle søge deres Sysler os til Haande, indtil de have gjort Ret efter Loven. Gjøre andre haandgangne Mænd sig skyldige deri, og blive overbeviiste derom, da ere de derved strax skilte ved deres Navnbot, skulle sagsøges som Almuesmænd, og maa ikke optages igjen i Laget uden vi selv adspørges“^[11]. Commissarierne skulde saaledes ogsaa komme til at fungere som midlertidige Sysselmænd i de Suspenderedes Sted.

Endnu en Forordning udgav Kongen samtidigt for Østlandet, og siden (6te Octbr.) i Bergen for det Nordenfjeldske, der bidrager til end mere at levendegjøre den Forestilling om Slaphed og Slendrian i Kong Eriks senere Dage, som hine allerede omhandlede Retterbøder vække; vi erfare nemlig, at man paa mange Steder endog vovede at byde de kongelige Ombudsmænd, der skulde straffe Forbrydere, Trods, og formeligt at true dem: et Tegn paa, at den strengere Haandhævelse af Retten, Haakon indskærpede, var noget Nyt og Uvant. .Der var, ytrede han, ofte blevet klaget for ham over at Frænderne til de Mænd, som hans Ombudsmænd lode paagribe for at undergive dem den lovbestemte Randsagning eller Straf, formeligt truede saavel Ombudsmændene selv, som deres Medhjelpere. Da dette forekom Kongen og de forstandigste Mænd omtrent lige faa slemt som at fordre Bøder for dem, Kongen havde ladet straffe efter Loven for begangne Forbrydelser, da det desuden havde viist sig, at deslige Trusler ej havde været tomme, men virkeligt vare blevne udførte, og da det var hans Pligt at gjøre Ende paa den Ondskab og det Uvæsen, der nu hørte til Dagens Orden^[12], forordnede han, at enhver, der overbeviistes om at have udstødt saadanne Trusler, ej alene skulde sættes fast, indtil han skaffede fuld Borgen for, at den, han truede, kunde være sikker for Skam og Skade, men oven i Kjøbet bøde 4 Mkr. til Kronen for sin Uforskammethed, og til den, han truede, Fuldrette efter sex Mænds Dom. Hvis der siden dog tilføjedes den, der var bleven truet, nogen Skade, og forstandige Mænd havde Mistanke om at hiin, som truede, havde bevirket det, skulde Sysselmænd og Lagmænd ikke modtage nogen Fralæggelse af ham, førend Kongen selv var adspurgt. End videre, siger Kongen, var der flere, som ogsaa anvendte slige Trusler mod dem, med hvem de havde Sag, og som aldrig vilde gaa frem efter Loven, om Modparten end nok saa meget bød sig til at svare Lov og Ret efter gode Mænds Dom, saa at han ofte af Frygt maatte eftergive sin Ret; ogsaa de, der paa denne Maade brugte Trusler, skulde sættes fast og nødes til at stille Borgen paa ovennævnte Maade. Det paalagdes alle i Almindelighed og de haandgangne Mænd i Særdeleshed at staa Sysselmændene bi til at see disse Bud overholdte^[13].

Man seer, at Kongen, hvor han vendte sig, stødte paa Misbrug, tildeels allerede indgroede, og Uvæsen; han giver selv en sørgelig Skildring af Retstilstanden, og man er ikke berettiget til at holde den for overdreven. Men Tilstanden kunde“heller ikke være bleven stort anderledes rinder en svag Konge, der lod sig beherske af alle de sterkere Personligheder, med hvem han kom i nærmere Berørelse, og medens de ypperste Medlemmer af Landets Gejstlighed, i Stedet for at foregaa med godt Exempel, kun vakte Forargelse ved sine indbyrdes Stridigheder. Det var intet ringe Arbejde, Kong Haakon paatog sig, at rydde op i denne Forvirring, bringe Orden til Veje og forebygge et Tilbagefald. Vi have her seet Begyndelsen til dette Verk, som han med kraftig og sikker, men betænksom Haand fortsatte, indtil han i de fleste Stykker naaede sit Maal.

1. Huitfeld, S. 312.
2. Norges gl. Love, III. No. 12, S. 41.
3. Norges gl. Love, III. No. 16, S. 55. Den er her henført til 11te November 1302, og vist er det, at den er dateret Bergen, Mortensdag, i Kongens 4de Regjeringsaar. Men den bedste Afskrift, man har deraf, er kun ny og meget daarlig, faa at man let kan tænke sig, at her i Dateringen et IV. er sat for et III. (ved Fejllæsning af iij som iv). Thi da Kongen, som man af sikre Kilder kan see, var i Oslo midt i September 1302 (N. gl. L. III. 14), ved Gøtaelven 29de Septbr. og 6te Octbr. (Isl. Annaler, Lappenbergs Sartorius S. 226), og ligeledes ved Elven i Marts 1303, kan han neppe have været i Bergen i Novbr. 1302, hvorimod han netop var der i Novbr. 1302. Nu kan det vistnok ikke negtes, at han ogsaa var der om Høsten og Vintren 1303, lige fra Juli af. Men hvad der dog gjør det mindre sandsynligt, at nærværende Anordning hører til dette Aar, er at alle de af Kongen fra 23de Juli til 3die Decbr. 1303 udstedte Breve ere beseglede af Aake Cantsler, medens derimod Anordningen er beseglet af Snare Aslakssøn, og da nu denne netop findes at have beseglet Kongens Breve under Vinteropholdet i Bergen 1301–2, saa at man maa formode, at Aake ikke engang var hos Kongen paa den Tid, kan det neppe betvivles, at Anordningen tilhører 1301.
4. Norges gl. Love, III. No. 53, 54, S. 134, 135. Disse Bestemmelser, der i Udgaven danne to særskilte Numre, fordi det, der vedkommer Viintapningen o. s. v. findes for sig selv, og kun i en eneste Codex, der ej har de foregaaende, hvorimod disse findes i flere Haandskrifter, der igjen udelade Stykket om Viintapningen, høre dog sammen: da der ved begge siges, at de gaves af Kongen i Bergen, Mandag efter Pints, paa Thinget paa Marie-Kirkegaard, og med de ovennævnte Herrers Samtykke. Aarstallet nævnes ikke, men at det maa være 1302, synes allerede at kunne sluttes deraf, at en enkelt Codex, ikke 50 Aar yngre end Anordningen, sætter det første Stykke i umiddelbar Forbindelse med de Bestemmelser af 9de Februar 1302, som her strax efter meddeles; saaledes at det, efter at først dette Datum er omtalt, siden heder: „Mandag efter Pints blev dette thinget o. s. v.“, hvoraf da ligefrem følger, at Aaret 1302 fremdeles maa være meent. Hertil kommer, at man vanskeligt vil kunne paapege noget andet Aar end 1302, hvor Kong Haakon anden Pintsedag opholdt sig i Bergen med hine Herrer. I 1303 var han den 29de Mai i Tunsberg (se nedenfor), og kunde saaledes ej være i Bergen anden Pintsedag, 27de Mai; i 1304 var Kongen vel den 1ste Mai i Bergen, og den 31te Mai ved Jarlsø udenfor Tunsberg (Dipl. Norv. II. 74); han kunde saaledes nok endnu have været i Bergen anden Pintsedag, 18de Mai, men det er et Spørgsmaal, om Hauk Erlendssøn da ikke allerede var rejst til Island, hvor han i dette Aar kom ud. I 1305, hvor anden Pintsedag faldt paa 7de Juni, var Kongen i Mai, Juni og Juli i Tunsberg. I 1306, hvor 2den Pintsedag faldt paa 23de Mai, var han i April i Bergen, men 11te Juni i Oslo. Om senere Aar synes der neppe at kunne være Tale, da man af et Brev, dateret 10de April 1306 (Dipl. Norv. II. 82), synes at maatte slutte, at Hr. Finn Gautssøn da var død. Det eneste Aar foruden 1302, hvortil Brevet med nogen Mulighed kunde henføres, er saaledes 1304, da det jo kunde tænkes, at Hauk endnu ikke havde forladt Bergen, da Brevet udstedtes, og at Kongen, som 31te Mai laa ved Jarlsø, da netop var kommen fra Bergen. Hertil kommer, at Hauk i Anordningen kaldes Herre, hvilket han endnu ikke var i 1302. Men da Anordningen ikke er samtidigt indført i Codex, kunde dog Afskriveren let have givet Hauk den Titel, han senere førte, og som man var vant til at give ham; og den forhen paapegede Omstændighed, at Anordningen i hiin Codex er indført i Forbindelse med Beslutningerne af 9de Febr. 1302, synes at maatte gjøre Udslaget. Vistnok er ikke al Tvivl hævet, men Spørgsmaalet er i sig selv ogsaa af mindre Vigtighed.
5. Norges gl. Love III. No. 17, S. 58.
6. Sammesteds, No. 55, S. 136. Forordningen er vel udateret, men af No. 56, der strax her nedenfor bliver omtalt, sees det tydeligt, at den er udgiven samtidigt med No. 17, om Landstrygere og Pasvæsen. Ogsaa Indholdet vidner om det samme.
7. Norges gl. Love III. No. 55, S. 136, 137.
8. Sammesteds, No. 56, S. 137, 138.
9. Herpaa er den Retterbod om Trusler mod Kongens Ombudsmænd, der strax nedenfor omtales, et fortrinligt Exempel, thi ej alene er den først udstedt i Tunsberg den 29de Mai, siden i Bergen den 6te October 1303, men i de Afskrifter, der nævne Tunsberg som Udstedelses-Sted, nævnes ikke mindre end tre forskjellige Skrivere, i een Paal Klerk, i en anden Steinbjørn Klerk, og i en tredie Ivar Lagmand paa Haalogaland, der da fungerede som Notarius.
10. Se ovf. IV. 1. S. 589, hvor det er viist, at de tre Nevs Frihed omtrent kunde svare til Skattefrihed for 3 Skpd. Tange.
11. Norges gl. Love III. No. 16, S. 56.
12. Dette viser ogsaa, at Retstilstanden for Kong Haakons Tiltrædelse maa have været højst beklagelig.
13. Norges gl. Love III. No. 18, S. 60–62. Da Forordningen er dateret baade fra Tunsberg 20de Mai og fra Bergen 6te Oct. 1303, kunne de under det først nævnte Datum udstedte Exemplarer alene have været givne for Østlandet, thi ellers behøvede Forordningen ej at gjentages for Bergen. Ogsaa paa de bergenske Exemplarer findes forskjellige Skrivere, nemlig paa et Gunnar Klerk, paa et andet Eilif Lodinssøn. Men paa alle nævnes Mag. Aake som den der indseglede.