Åpne hovedmenyen

Ved Kong Haakons Død maa man antage at de føromtalte aatte Regjerings-Herrer fremdeles var om ham, og maaſkee endnu flere, der ſandſynligviis ſamledes til Tunsberg, efterſom det blev bekjendt, at det leed paa det yderſte med ham. Men Tronfølgeren, den treaarige Magnus Eriksſøn, var med ſin Moder i Sverige, ſandſynligvis endnu i Stockholm eller Landets øſtlige Deel, hvor hun og hendes Tilhengere vare ivrigt beſkjeftigede med at ſikkre ſit Herredømme mod Levningerne af Kong Byrges Parti[1]. Det faldt af ſig ſelv, og vi kunne derfor anſee det ſom viſt, ſkjønt det ingenſteds udtrykkeligt ſiges, at Raadet i Norge ſtrax ved Iilbud underrettede hende om Faderens Død, og anmodede hende om, med det førſte, at komme til Norge med ſin Søn. Viſt er det, at der ſtrax blev ſkrevet til Island, og at begge Biſkoperne ſaavelſom den daværende Statholder eller Hirdſtjore, Hr. Ketil Thorlaksſøn, tilligemed begges Lagmændene, Grim Thorſteinsſøn for den ſydlige og Erlend af Upſe for den nordlige Deel, ſamt ſex haandgangne Mænd og ſex af de ypperſte Bønder indkaldtes til Norge, viſtnok før at ſverge den nye Konge Troſkabseed, og forhandle med Regjeringen om de endnu uafgjorte Stridsſpørgsmaal vedkommende Islands ſtatsretlige Stilling[2]. Samtidigt udſkrev ogſaa Erkebiſkopen et Provincialconcilium, dog førſt for det følgende Aar. Man kan ikke tvivle paa, at der ogſaa til Magnus Jarl paa Orknøerne er udgaaet et lignende Brev, uagtet man ej veed, hvorvidt han har føjet ſig derefter. Og endelig viſer det Følgende, at der øjeblikkeligt maa være udgaaet en Meddelelſe om Kongens Død til alle Biſkoper og verdslige Herrer i Norge, ledſaget af en Indkaldelſe til at møde i Oslo for her at aftale det nødvendige om Hyldingen m. m. ved St. Hansdags-Tider[3]. Formodentlig ventede man, at ogſaa Hertuginden tilligemed den unge Konge her ſkulde indtreffe.

Men Kong Haakons Død gjorde en væſentlig Forandring i Sagernes Stilling i Sverige. Hertuginden, ſom nærmeſte Foreſatte for ſin unge Søn og for Øjeblikket i Beſiddelſe af hans Perſon, fik nu, da Norges Throne og Kong Haakons velforſynede Skatkammer var tilfaldet ham, en langt anden Betydning end før: det blev af dobbelt Vigtighed at ſikkre ſig Indflydelſe hos hende, og da hun var ung og letſindig, opſtod vel hos mange af de ſvenſke Herrer Haabet om at kunne faa hende til Egte. Overhoved aabnede der ſig nu en viid Mark for Ærgjerrigheden, og for at ikke total Forvirring ſkulde opſtaa i Landet, maatte de ſindigere og forſtandigere Mænd, med Drottſeten og Rigsforſtanderen Matthias Ketilmundsſøn i Spidſen, ſee til førſt og fremſt nogenledes at faa Sveriges Anliggenheder bragte paa det Rene, og Tronfølgen ſikkret Magnus Eriksſøn, forinden de lod ham drage til Norge, hvor jo dog Arven var ham.vis, og ingen gjorde ham hans Ret ſtridig; hvor han altſaa idetmindſte for ſin egen Skyld ej behøvede at være ſaa ſnart tilſtede, hvor ufordeelagtig end hans Udebliven kunde vorde for Rigets Anliggender. Det er vel endog muligt, at hvis Tronarvingen var kommen til Norge og i det norſke Raads Varetægt førend han var valgt til Sveriges Konge, vilde Nordmændene, eller et ſtort Parti blandt dem, ikke have tilladt ham at modtage Sveriges Krone. For det førſte lod altſaa Hertuginden ſin Søn blive tilbage i Sverige, formodentlig under Rigsforſtanderens Beſkyttelſe, for at oppebie et almindeligt Allsherjarthing, der tilſtevnedes at ſkulle ſammentræde i Uppſala i de førſte Dage af Juli Maaned[4], for at Magnus her kunde velges og hyldes til Sveriges Konge; ſelv begav derimod Hertuginden ſig med ſyv Befuldmægtigede af det ſvenſke Raad, nemlig Biſkop Karl af Linkøping, Knut Magnusſøn, Lagmand i Veſtergøtland, Erik Thuresſøn, Sigge Hallſteensſøn, Stephan Røreksſøn, Giſle Elinesſøn og Knut Porſe, til Norge, for at underhandle med de norſke Herrer, og foreløbigt vedtage de Beſtemmelſer, ſom den nu imødeſeede Perſonal-Union mellem begge Riger gjorde nødvendige. Det er ikke uſandſynligt, at disſe Forholdsregler aftaltes i Ørebro, hvor vi den 12te Juni finde Rigsforſtanderen med et Par Rigsraadsmedlemmer paa et ſaakaldet Refſingething, hvor maaſkee Hertuginden tilligemed Raadet ved Efterretningen om hendes Faders Død traadte ſammen, for at være Norge ſaameget nærmere, og hvor da ſandſynligviis hine ſyv Herrer ere blevne udvalgte. Om det Møde, der ifølge Freden i Roeskilde ſkulde holdes i Helſingborg for at afgjøre alle Tviſtepunkter mellem Kong Byrge og hans Broderbarn, var der ſaaledes ej mere Tale, thi af de fire ſvenſke Befuldmægtigede, der ſkulde indfinde ſig der, og det til St. Hans-Dag, fulgte nu de trende med Hertuginden til Norge.

Det var ganſke viſt en talrig Forſamling af geiſtlige og verdslige Herrer, der nu ved St. Hansdags-Tider indfandt ſig i Oslo. Vi kjende kun Navnene paa tredive, nemlig dem, der beſvore det Document, hvorom her ſtrax nedenfor vil blive talt: men man kan antage det for viſt, at naar der ſtrax havdes tredive Herrer ved Haanden til at aflægge Eeden, maa der have været mange flere end dem tilſtede. Desuden vare alle hine kun Lendermænd og Riddere, og dog fandtes der paa denne Tid en Mængde anſeede Høvdinger, der endnu ikke havde naaet Ridderverdigheden, men desuagtet ligefuldt vare ſelvſkrevne til at fremmøde paa en ſaadan Forſamling. Vi kjende heller ikke mere til Forhandlingerne paa denne end hvad der vedkom det nye Forhold til Sverige, hvorom der blev raadſlaget og truffet endelig Beſtemmelſe den 26de, 27de og 28de Juni[5]; men da Raadet i en ſaa vigtig Sag ſom denne, hvor der ei forelaa egne Beſtemmelſer af den afdøde Konge, neppe kunde anſee ſig bemyndiget til at handle paa egen Haand eller uden Fuldmagt, maa man antage, at dette har været afhandlet og bragt paa det Rene mellem Raadet og de forſamlede Herrer i de foregaaende Dage. Saaledes ere disſe da formodentlig om Søndagen og Mandagen den 24de og 25de eller maaſkee kun ſidſtnævnte Dag blevne enige om de Hovedpunkter, der ſkulde ligge til Grund for den nye Foreningsact, og om hvilke Løfter Raadet bemyndigedes til at gjøre: derpaa er dette ſkredet til at underhandle med de ſvenſke Herrer. Thi det heder udtrykkeligt, at disſe kun underhandlede og ſluttede Aftale med Rigsraadet, altſaa med de tolv Mænd, der førte Regjeringen, eller dem af disſe, der var tilſtede, ikke med hele den tilſtedeværende Forſamling. Forhandlingerne med de ſvenſke Herrer foregik i Biſkopsgaarden i Oslo, og, ſom det udtrykkeligt faae„ i Overvær af Hertuginde Ingeborg, der ſamtykkede i de vedtagne Beſtemmelſer.

De Punkter, ſom her bleve vedtagne af de ſvenſke og norſke Herrer, og ſom ſaaledes tilſammen udgjøre den førſte Unions-Act, der ſluttedes i Norden, ere følgende:

1. De Svenſke ſkulde inden 7 Dage efter kommende St. Jakobsdag (1 Auguſt) have taget Junker Magnus Eriksſøn til Konge, om det ikke allerede var ſkeet, over hele Svea- og Gøta-Rige.

2. Til førſtkommende St. Jakobsdag eller inden 7 Dage derpaa, ſkulde Magnus være tilſtede i Ljodhuus, fuldfærdig til ſtrax at kunne drage over til Norge, og nærmeſt til Tunsberg, med det Følge og alt det Folk, Norges Mænd ſendte imod ham, og for da at modtage den Heder, hvortil han var fød, og ſaavel give ſom af de bedſte Mænd og hele Almuen at modtage al den Sikkerhed, ſom St. Olafs Lov og de følgende Kongers Beſtemmelſer hjemlede.

3. Søn unge Konge ſkulde for det førſte, naar han var kommen til Norge, forblive der til et Aar efter førſtkommende St. Michels Dag; hvis Sveriges Mænd da fordrede af Nordmændene, at Kong Magnus ſkulde komme tilbage til dem, ſkulde Nordmændene ſtrax lade ham fare, for at opholde ſig ligeſaalænge i Sverige, ſom han ſidſt opholdt ſig i Norge, men ikke længer; han ſkulde derpaa ſtrax vende tilbage til Norge og ſaa fremdeles, ſaa at han nøjagtigt blev lige længe i hvert Rige og ikke længer i det ene end i det andet, uden fuld Nødvendighed fordrede det, men dog kun med Samtykke af Herrerne i det Rige, hvilket han ellers ſkulde have gjeſtet.

4. Fra intet af Rigerne ſkulde dets Mænd ledſage ham videre end til Rigsgrændſen.

5. Saalænge Kong Magnus endnu var mindreaarig, ſkulde alle Rigets Midler i Norge anvendes deels til Udredelſen af de i den afdøde Konges Teſtamente faſtſatte Summer, deels til Kongens Koſthold, deels til at have ved Haanden, naar han behøvede det til ſin Biſtand og Nytte, med Hertugindens og Rigsraadets Beſtemmelſe og Samtykke.

6. Sveriges Mænd ſkulde være forpligtede til at yde Kong Magnus og Norges Mænd ligeſaa megen Hjelp og Underſtøttelſe, ſom de nød af Norges Mænd, ſaa tidt det behøvedes. Det ſamme maa i den anden Gjenpart af Brevet være lovet Sverige for Norges Vedkommende.

7. Vilde nogen Nordmand af Hengivenhed for Kongen eller hans Moder tjene ham i Sverige, ſkulde dette ikke formenes ham af Norges Regjering.

At alle disſe Artikler ubrødeligen ſkulde overholdes og iagttages fra ſvenſk Side, lovede for det førſte de tilſtedeværende ſvenſke Herrer, Biſkop Karl ved at lægge Haanden paa Bryſtet, og paa ſin Indvielſe, preſtelige Verdighed og chriſtelige Tro, de øvrige Riddere ved Eed paa Evangelierne, idet de tillige gav ſit Ord paa, at ſaaſnart de kom tilbage til Sverige, ſkulde Erkebiſkop Olaf af Uppſala og 24 andre ſvenſke Riddere aflægge ſamme edelige Løfte; de bevidnede derhos, at Kong Magnus var i Live, da de ſidſt drog fra Sverige. Loftet ſkulde altſaa fra ſvenſk Side i Alt aflægges, foruden af Erkebiſkopen, paa hvis Vegne Biſkop Karl havde givet ſin Forſikkring, af tredive Riddere. Paa ſamme Viis afgave allerede nu Erkebiſkop Eiliv af Nidaros og tredive norſke Herrer Forſikkring og edeligt Løfte om at alle hine Punkter ligeſaa ubrødeligt fra norſk Side ſkulde overholdes. Disſe tredive Mænd, der altſaa kunne betragtes ſom Kjernen af det norſke Ariſtokrati, vare følgende: Cantſleren Ivar Olafsſøn, Peter Andresſøn, Sæbjørn Helgesſøn, Snara Aslaksſøn, Erling Vidkunnsſøn, Paal Eriksſøn Merkesmand, Sigurd Arnesſøn, Bjarne Audunsſøn, Eiliv i Nauſtdal, Finn Agmundsſøn, Ivar Agmundsſøn Rova, Jon Bjarnesſøn, Smid Eriksſøn, Thrond Hallvardsſøn, Haakon Thoresſøn, Gaute Iſaksſøn, Sighvat paa Leirhole, Anund Borgarsſøn, Thorvard Haavardsſøn, Thorgeir Simonsſøn, Aslak Olafsſøn, Guthorm Kolbjørnsſøn, Guthorm Helgesſøn, Andres Sigurdsſøn Kyrning, Sigurd Jonsſøn, Hallkell Hallkelsſøn, Hauk Erlendsſøn, Munaan Baardsſøn, Guthorm Sigurdsſøn og Eindride Petersſøn. Ingen af dem havde ringere Titel end Ridder, men flere vare endnu Lendermænd, da de havde naaet denne Verdighed førend Forandringen af 1308 udkom. Disſe norſke Herrer vedtog endvidere, at hvis denne Forenings-Act blev brudt fra norſk Side, underkaſtede de ſig frivilligt den uppſalſke Erkebiſkops og Biſkop Karls Dom, ſaaledes at disſe fik fuld Myndighed til at ſette alle Norges Biſkoper og Riddere i Forbud eller Bann, og lade dette Bann lyſe.i begge Riger. Iligemaade vedtog de ſvenſke Herrer paa ſine Landsmænds Vegne, at hvis Foreningen brødes fra ſvenſk Side, ſkulde Erkebiſkopen af Nidaroos og Biſkop Haakon af Stavanger have ſamme Myndighed til at bannſette de Svenſke. Om alt dette udfærdigedes formodentlig to Documenter, der beſegledes af de tilſtedeværende ſvenſke Herrer, ſaavelſom Erkebiſkopen f Nidaroos og det norſke Rigsraad.[6]

Det eneſte, man kan ſige til denne Forenings-Acts Roos, er at den med yderſte Omhu overholdt Liighedsprincipet mellem begge Riger. Forøvrigt ſynes flere af dens vigtigſte Beſtemmelſer at være intet mindre end heldige. Førſt og fremſt indeholder den Indflydelſe, ſom her indrømmes Hertuginde Ingeborg et Brud paa Kong Haakons Regjerings-Anordning, der ikke anerkjendte nogen anden Myndighed under Kongens Mindreaarighed, end de tolv Regjeringsherrers. Ikke nok med, at man havde ladet hende overvære Forhandlingerne og æſket hendes Samtykke til hvad der vedtoges, havde man endog i Artikel 6 ſtillet hende ved Siden af Rigsraadet i Afgjørelſen af det vigtige Spørgsmaal om Størrelſen af de Bidrag, ſom den norſke Rigskasſe ſkulde afgive til Kongens Underſtøttelſe i Sverige. Man maatte dog, ſynes det, nu kjende ſaa meget til hendes Charakter og Forhold, at man havde vogtet ſig for at indrømme hende en Myndighed, der let kunde lede til en Bort-Ødsling af alle Kronens Midler i hendes egne Interesſer. De os leverede beſtemte hiſtoriſke Efterretninger viſe os neppe to Aar derefter den ærgjerrige danſke Adelsmand Knut mørk* ſom hendes erklærede Yndling, hvem hun ſtillede alle ſine Hjelpemidler til Raadighed, og ſom hun tilſidſt egtede. Men dette Forhold var ganſke ſikkert allerede paa denne Tid opſtaaet og temmelig bekjendt, ſaa at man vel og har vidſt god Beſkeed derom i Norge, ſaameget mere ſom Knut Porſe ſelv var en af de Herrer, der ledſagede hende til Oslo, og det endog i Egenſkab af ſvenſk Ridder og Rigsraads-Fuldmægtig: en Stilling, han fornemmelig maa have ſkyldt hendes Indflydelſe. Sandſynligviis havde hun vel allerede nu faaet ham ſat til Høvedsmand paa Vardberg, i hvilken Stilling vi ej længe efter finde ham[7]. At han var et uroligt Hoved, der brugte alle de Midler, ſom ſtod til hans Raadighed, for at udføre ſine ærgjerrige Planer, og at den attenaarige, letſindige Fyrſtinde opofrede for ham hvad det ſkulde være, endog ſin egen Søns Interesſer, ſynes man at have maattet kunne ſkjønne, eller idetmindſte ane, thi dette ſkete virkelig ſaa kort Tid derefter, at Sandſynligheden for, at ſaadant vilde ſkee, allerede nu maatte have været tilſtede. Men naar man paa den ene Side havde indrømmet hende ſaa ſtor Myndighed til Trods for hendes Faders viſe Anordning, var det paa den anden Side en Urimelighed, at forbyde hvert Riges Herrer at følge Kongen udenfor ſit eget Lands Grændſe, thi derved ophørte al Mulighed af at controllere Anvendelſen af de Midler, der ſtilledes Kongen, eller rettere Kongemoderen, til Raadighed. Den hele Overeenskomſt bærer ſaaledes virkelig Forhaſtelſens og Overilelſens Præg. Da det ej gik an, uden videre at gjøre ſaadanne Brud ſom disſe paa den tidligere vedtagne og beſvorne Anordning, maa man formode at Hertuginden, underſtøttet af Knut Porſe, har deeltaget i de ovennævnte foregaaende Underhandlinger mellem Raadet og de øvrige norſke Herrer, og ved alleſlags Overtalelſer, vel og ved at foreholde dem Nødvendigheden af at ſkynde ſig, da de ſvenſke Befuldmægtigede allerede om faa Dage maatte være tilbage ved Allsherjarthinget i Uppſala, faaet dem til, i Haſt at vedtage Beſtemmelſer, ſom de ſiden havde altfor megen Grund til at angre. En Støtte fandt vel og hendes Beſtræbelſer i Nordmændenes afgjorte Forkjærlighed for monarchiſke Regjeringsformer.

Saaledes var da nu, under Forudſetning af at Magnus Eriksſøn valgtes til Sveriges Konge, en Union oprettet med Sverige, der dog endnu kun var Perſonal-Union, med fuldkommen Liighed for begge Riger, den ſtrengeſte Adſkillelſe af deres Forvaltning, og alene et ſaadant Venſkabs- og Underſtøttelſes-Forbund, ſom Unionsforholdet gjorde uundgaaeligt. Den foreſkrevne Regjering ſtod endnu, eller ſkulde ſtaa ved Magt, undtagen at Finanſernes Forvaltning, ſaaledes ſom nys antydet, var bleven underkaſtet Hertugindens Indflydelſe. Hvorledes de Forviklinger ſkulde løſes, ſom Unionsforholdene med et ſaa tungvindt Regjeringsmaſkineri, ſom det nu indrettede, ſeent eller tidligt vilde medføre, derpaa tænkte man vel neppe under den daværende politiſke Umyndighed og Uerfarenhed i unionelle Anliggender.

  1. Det ſidſte Brev, hvori hun omtales før Faderens Død, er et, ſom hun og Hertug Valdemars Enke af ſamme Navn udſtedte i Stockholm d. 21 Marts 1319, om at den Krigshjelp, de havde forlangt af Sveriges Geiſtlighed, ej ſkulde være til nogen Skade for dens Privilegier. Dipl. Sv. 2185.
  2. Isl. Annaler, ſamt Laurentius Saga Cap. 34.
  3. Da det i de Tider, hvor man kun ſjelden plejede at angive Dagene anderledes end efter visſe Feſtdage ſom Merkedage, eg hver Folket ſomofteſt kun regnede efter disſe, altid var Skik og Brug, ved Tilſigelſe af Møder og Sammenkomſter, at ſette en ſaadan Feſtdag ſelv ſom Samlingsdag, f. Ex. Rigsmødet i Bergen 1223, beſtemt til Olafsvaka, kan man være temmelig ſikker paa at Samlingsdagen for det her omhandlede Møde var beſtemt til Jonsvaka eller St. Hans, efterſom de paafølgende Raadſlagninger ſees at have fundet Sted d. 26de, 27de eg 28de Juni.
  4. Riimkrøniken ſiger kun, at Mødet var ſammenkaldt til Midſommer; Er. Olai gjengiver dette ved St. Hans. Det maa i alle Tilfælde ſiden være blevet udſat, da det er viſt, at Magnus ej hyldedes førend den 8de Juli.
  5. Uagtet Dagene i den eneſte ordentlige Afſkrift, vi have tilbage af Unions-Akten, kun betegnes „á setta, fimta ok fjórða dögum Julii mánaðar“ kan der dog ikke være nogen Tvivl om, at Ordet „kalendas“ er udeglemt foran dögum, og at de tre Dage ſaaledes blive 26de—28de Juni. Thi for det førſte plejede man i hine Tider aldrig at angive Maanedsdage, uden enten efter deres Afſtand fra visſe Feſtdage, eller og efter den romerſke Kalender; da nu den førſte Maade her ej er anvendt, kan der alene være Tale ein den ſidſte, ſaamegetmere ſom der ellers ikke var Grund til at nævne Tallene i omvendt Orden. For det andet vilde det, om de her angivne Dage virkelig ſkulde betegne 4de, 5te og 6te Juli, have været en Umulighed for Biſkop Karl, Knut Magnusſøn og flere af de ſvenſke Raadsherrer, der vare tilſtede i Oslo, at kunne være i Uppſala allerede den 8de Juli ved Kong Magnus’s Hylding, hvilket de af Brevet i Dipl. Sv. 2199 ſees at have været. Denne Omſtændighed forbyder og at gjette paa „nonas“ ſom den udeladte Dag, da 6, 5 og 4 nonas vilde have betegnet 2, 3 og 4 Juli, der ligeledes falde for ſildigt. Man kan heller ikke tænke paa nogen Feilſkrift af „Juli“ iſtedetfor „Juni“, thi 4—6 Juni, eller endog 6—4 idus Junii (8—10 Juni) vilde være altfor nær efter Kong Haakons Død til at Mødet kunde have været berammet til den Dag, ej at tale om, at Biſkop Haakon, der beſeglede Unions-Acten, endnu ikke havde forladt Stavanger den 11te Juni, ſee Dipl. Norv. III. 116.
  6. Kun det i Norge opbevarede Exemplar kjendes efter en næſten ſamtidig Copie. Unionsacten er derefter aftrykt i Samll. t. d. n. F. og Spr. H. V. S. 521 fg. og i „Norges gl. Love“ III. S. 146 fgg., og i Dipl. Sv. 2196. Om de medbeſeglende norſke Herrer findes udførlige Oplysninger i Samll. t. d. n. F. og Spr. H. I. Bind, hvor og en Overſettelſe af Unionsacten meddeles.
  7. Det er endog ikke uſandſynligt, at Hertug Erik ſelv havde ſat ham til Befalingsmand der, da han allerſidſt forlod Slottet.