Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/39

Størrelſen af Kongens Indtægter i Norge paa denne Tid lader ſig vel neppe engang tilnærmelſesviis beſtemme, men det kan ikke ſkjønnes andet, end at de, hvis de kun ordentligt opkrævedes og indkom, vilde kunne have været meget betydelige. For det førſte var der de egentlige Skatter, nemlig Ledingen af Kyſt-Landſkaberne og Vis-Øren af Indlands-Diſtricterne, ſaavelſom hvad der indkom fra Skatlandene. For det andet maatte Landſkylden af det overordentligt ſtore Krongods endnu udgjøre ſtore Summer. For det tredie kan Sagefaldet, iſær de temmelig hyppige Confiſcationer, ej have indbragt ſaa lidet, og endelig begyndte nu vel ogſaa Tolden at kaſte noget af ſig. Men vi have allerede i det foregaaende ſeet, at der med Henſyn til de kongelige Indtægter havde fundet mange Misligheder Sted. Under Hertugindens og Raadets korte Herredømme var ej alene hele den under Kong Haakon ſamlede Beholdning forødet, men ogſaa Gjeldsforpligtelſer indgangne, ſom ſenere viſt have maattet efterkommes. Endnu i Begyndelſen af Drottſetens Regjering ſynes det, ſom om Hertuginden har ſøgt paa egen Haand at forføje over de kongelige Indtægter ved Breve under Kongens Secret, ſiden Rigsſeglet ej var i hendes Hænder[1]. Og under Drottſetens egen Regjering, der maa betragtes ſom ført i Ariſtokratiets Interesſe, kan man ikke tvivle paa, at den gunſtigſte Fortolkning ſtedſe har været anvendt, naar Herrernes Interesſer ſtode i Strid med Kronens, f. Ex. ved Afgjørelſen af Spørgsmaal, om hvor meget Gods enhver af Kongens eller Biſkopernes haandgangne Mænd og enhver Preſt ſkulde have ſkattefrit, det vil ſige, hvorledes man ſkulde beregne de „Nev“, for hvilke han ifølge de eldre Beſtemmelſer var fritagen for at ſvare Leding eller Visøre til Jordegods[2]. Thi om end en vis Vedtægt i ſaa Henſeende havde dannet ſig, maatte der dog altid være Rum for mange Vilkaarligheder og Begunſtigelſer. Desuden ſtod det ikke i Kongens Magt at forhindre Tilvexten af Biſkopsmændenes og Preſternes Antal, og at idetmindſte det ſidſte var i Tiltagende, er umiskjendeligt, ligeſom det ogſaa maa antages, at Kongens haandgangne Mænds Antal idetmindſte ikke aftog. At ſaavel disſe, ſom alle de øvrige, der kunde gjøre Paaſtand paa ſtørre eller mindre Skattefrihed, ſøgte at ſtrekke denne ud over de tilbørlige Grændſer, ligger i Sagens Natur, og at det virkelig lykkedes dem, dertil findes Antydninger nok, om det end ikke udtrykkeligt ſiges; ej alene var Omſtændighederne gunſtige dertil, men Exemplet, ſom de ſaakaldte Frelſemænd i Sverige gav lige for deres norſke Standsfellers Øjne, kunde umuligt andet end virke til Efterlignelſe. I Sverige havde, ſom vi allerede have nævnt, Kong Magnus Byrgesſøn tilſtaaet Herrerne Skattefrihed imod at gjøre Rostjeneſte, men uden tillige at beſtemme Forholdet mellem denne Tjeneſtes Forpligtelſer og Vedkommendes Beſiddelſer, hvad enten han nu ingen klar Foreſtilling gjorde ſig om, hvortil denne Indretning vilde lede, eller han formodede, at Stormændenes Forfængelighed vilde bringe enhver til at holde det ſtørſt mulige Antal Folk for at kunne glimre med et ſtort Følge. Heri bedrog han ſig nu heller ikke, men disſe Følger, eller, ſom de kaldtes, Storflokker, hvormed Herrerne omgav ſig, viiſte ſig ſiden at være ſaa uregjerlige og var iſær under Formynderregjeringen blevne ſaa farlige for god Orden og almindelig Landefred, at Kongen, ſom vi have ſeet, kort efter ſit Giftermaal paa Raadsmødet i Skeninge maatte faa indſkrænket hine Følgers Størrelſe og faa beſtemt det højeſte Antal Folk, hvormed Enhver efter ſin Rang kunde omgive ſig i Fredstid, naar han rejſte gjennem Landet[3]. Meningen var nu viſtnok ikke hermed, at Forpligtelſen for Enhver til at holde Folk i Krigstid ogſaa ſkulde være mindre, men det ligger i Sagens Natur, at de Krigsfolk, der ikke havdes beſtandigt ved Haanden, ej ſaa let kunde ſkaffes frem i en Haandevending, naar Krig udbrød, og om de end kunde ſkaffes, ſaa vilde de dog være ganſke uøvede, og derfor ikke af nogen videre Nytte. Følgen af hiin Beſtemmelſe, naar den efterlevedes, maatte altſaa blive den, at Stormændenes Forpligtelſer bleve indſkrænkede, medens den Rettighed, hvorpaa de hvilede, Skattefriheden, ligefuldt vedblev. Dette var ganſke fordeelagtigt og behageligt for Stormændene, ſaa længe man lod deres Skattefrihed uantaſtet, thi deſto mindre behøvede de at anvende af deres ſkattefrie Indtægter. Og disſe ſøgte de ogſaa ſtadigt at forøge ved ideligt at tilkjøbe ſig mere og mere Skattegods, for hvilket de ligeledes gjorde Paaſtand paa Skattefrihed. Geiſtligheden, hvis Friheder nu ogſaa ſtadigt var i Tiltagende, efterfulgte Adelens Exempel. Herved bleve følgelig Kronens directe Indtægter uafladeligt mindre og mindre, medens derimod de Udredſler, der ſkulde fordeles paa de overblevne Skattepligtige i hvert Hered eller Skibslag, kom til at hvile ſaa meget tungere paa det forringede Antal af disſe, at mange af dem enten maatte gaa fra Gaard og Grund eller give ſig ſom Lejglendinger under de Skattefrie[4]. Tillod nu end ikke de beſtaaende Love og Forhold i Norge Stormændene og Geiſtligheden der at drive dette Uvæſen ſaa vidt, er det dog klart nok, at de ſøgte at gjøre hvad de kunde for at opnaa lignende Fordele, og at Kongens Indtægter ej vare hvad de kunde og burde være. Vi ſee ham derfor altid i Pengemangel. Under Formynderregjeringen havde man faaet en øjeblikkelig, velkommen Hjelp i den halve Sexaarstiende, hvoraf vel kun den mindſte Deel anvendtes efter Beſtemmelſen. Men ſaa kom Udbetalingerne til Skaanes Indløsning, hvilke vel egentlig ſkulde gaa af Sveriges Midler, men ſom dog, naar heller ikke disſe ſtrakte til, maatte hvile paa ham ſom en perſonlig Forpligtelſe. De Misfornøjedes Opſtand maa have voldt ham ſtort Pengetab, iſær da Sigurd Hafthorsſøn ſatte ſig i Beſiddelſe af Akershuus og derfor vel og tilegnede ſig hvad der forefandtes i Fehirdſlen; han havde Medgiftsſummen at udbetale til ſin Syſter; hans Giftermaal og Kroning krævede Penge, end mere hans Krig med Danmark og Stæderne; muligt og, at Hofholdningen, ſom ſenere Forfattere have paaſtaaet, var noget ødſel, og at Dronningen her iſær var den ſkyldige[5]. Viſt er det, at hans Pengemangel var ham heel trykkende, og at det nok var ſandt, hvad han yttrede i ſin Proclamation af 1336, at han kun havde den mindſte Deel af Kronindtægterne tilbage til ſit Ophold. (See ovf. S. 108). Det var derfor naturligt, at han i Længden ej kunde lade Sagerne gaa, ſom de gik, men maatte gjøre alvorlige og kraftige Foranſtaltninger for at ſkaffe Kronen de Indtægter i begge Lande tilbage, ſom i Tidens Løb vare den frakomne, og at hindre, at Skattegods fremdeles gik over i de Skattefries Hænder. Han forbød ſaaledes Adelen at kjøbe mere Skattegods og befalede, at alt ſaadant Gods, ſom fra at være ſkattepligtigt var blevet ſkattefrit, ſkulde optegnes og Indtægterne deraf beſlaglegges, indtil man havde faaet oplyſt, hvorledes det var kommet i de Skattefries Hænder, og om de virkelig kunde gjøre Rostjeneſte deraf. Ogſaa med Henſyn til Kirkegodſet ſynes lignende Foranſtaltninger at have været trufne. De førſte Spor af disſe Foranſtaltninger, der naturligviis maatte være de Skattefrie meget imod, finde vi allerede ſtrax efter hans Eriksgata, ſkjønt han endog ved denne havde maattet give alle ſine Raadgivere og Riddere det udſtrakte Tilſagn om Skattefrihed, ſom vi allerede have ſeet (S. 184). Thi det var endog umiddelbart efter Hjemkomſten fra denne Eriksgata, at han lod hiint ſammeſteds omtalte Forbud udgaa til Uppſalas næringsdrivende Borgere mod at unddrage ſig deres Skattepligt under Paaſkud af, at de beboede Frelſegods. Han hentydede ſiden til lignende Unddragelſer af Frelſemændene i hiin nysnævnte Proclamation af 29de Decbr. 1336 (ſ. o. S. 198), hvori han beklagede, at han maatte tynge Folket med Skatter formedelſt Formynderregjeringens uforſvarlige Ødſlen med Kronindtægterne, og at Tyngden for meget havde ligget paa ham ſelv og Almuen, men derimod været altfor lidet baaren af dem, der havde modtaget Indtægterne ſelv. Efter 1340 lader det til at han har forſøgt at rykke ſit Maal nærmere, efterſom man da finder, at Fortegnelſer paa ſenere erhvervet Kirkegods ere optagne, i hvilke det udtrykkeligt anføres, om det er ſkattepligtigt til Kongen eller ikke[6]. Hovedforanſtaltningerne, hine føromtalte udtrykkelige Forbud mod yderligere Indkjøb af Gods, ſynes dog ej at have fundet Sted førend ti Aar ſenere[7], faa varſomt maatte han her gaa til Verks lige over for et Ariſtokrati, der allerede var voxet Kronen over Hovedet. I Norge finde vi og, at han omtrent ſamtidigt gjorde Foranſtaltninger, der tildeels ſynes at have ſamme Øjemed, nemlig at ſkaffe Kronen tilbage de Indtægter, den uretteligen havde miſtet, og forebygge lignende Tab for Fremtiden. Allerede de Forholdsregler, hvorom Biſkop Haakon taler i ſine Breve af 1338—40, angaaende Mynten og andre Anliggender torde vel for en ikke ringe Deel ſtaa i Forbindelſe dermed, ſkjønt de rigtignok i Hovedſagen fremſtillede ſig ſom Følger af de Klager over ſlet Forvaltning, ſom de misfornøjede Stormænd havde udtalt (ſ. o. S. 238, 239). En meget rimelig Grund at paaberaabe ſig for Underſøgelſer og Efterregninger af Kronens Indtægter i Norge havde Kongen her i den paa Vardberg vedtagne Beſtemmelſe, at Kongeſønnen Haakon ſkulde faa Regjeringen over Norge, naar han blev myndig, thi da Kongen agtede at forbeholde ſig ſelv enkelte Dele, navnlig Skatlandene, ſom etſlags Appanage, maatte det og falde af ſig ſelv, at Kronindtægterne nøje beſtemtes for ſiden at deles mellem ham og Sønnen. Hvad nu end Aarſagen har været, ſaa ſee vi, at der virkelig i Aarene 1344—46 ſkete nøjagtige Underſøgelſer over Kongens Jordegods og Indtægter idetmindſte i det ſydlige Norge. I Marts 1344 reiſte de ovenfor omtalte Kongsmænd Agmund Nikolasſøn og Thorgils Smidsſøn fra Heredsthing til Heredsthing i Borgeſysſel og optoge paa hvert Sted i Forening med enkelte af de tilſtedeværende Thingmænd en Liſte, førſt over Krongodſet, ſiden over Lide-Tallet i Thinglaget, den førſte, ſom man tydeligt nok kan ſkjønne, til Beregning af Landſkylden, den anden til Beregning af Ledingen. Der findes endnu to Brevſkaber fra denne Omreiſe, det ene vedkommende Idde, det andet vedkommende Skjæbergs Thinglag; de ere begge affattede i ſamme Form ſom Bevidnelſer af hine Thingmænd om, at de nævnte Herrer med dem efterregnede Krongodſet og Lide-Tallet og optog Liſterne, ſom meddeles i ſin Heelhed[8]. Det kan alene betragtes ſom en tilfældig Omſtændighed, at vi ikke have lignende Fortegnelſer for hvert af de øvrige Thinglag ſaavel i Borgeſysſel, ſom andenſteds, thi det er tydeligt nok, at ſlige maa have været optagne, og at de ej alene maa have været indførte i hine ſærſkilte Brevſkaber, der udſtedtes paa hvert Thing, men at de omrejſende Embedsmænd tillige indſkrev dem i Protokoller for at have dem ſamlede. I ſamme Aar, 1344, berejſte Guthorm Eriksſøn, der nys havde været Sysſelmand i ſøndre Gudbrandsdalen, tilligemed Thrond Krakesſøn paa Kongens Befaling og efter hans Brev hele Oslo Fehirdſle for, ſom det udtrykkeligt heed, at underſøge og efterſpore alt hvad ſom der berørte hans Interesſer, ſiden han blev Konge; ſaaledes underſøgte de ogſaa under deres Nærværelſe paa Loms Heredsthing Garmo-Ættens Adkomſt til Thesſevandet, ſom Kong Olaf den hellige i ſin Tid havde ſkjenket Thorgeir gamle, og ſtadfeſtede dennes Efterkommeres Ret dertil i Kongens Navn efter den dem givne Fuldmagt[9]. Heraf ſeer man end tydeligere, hvorledes Sammenhængen var med denne Omreiſen af kongelige Ombudsmænd i de forſkjellige Fehirdſler. Der kan ingen Tvivl være om, at de førnævnte Herrer Agmund Nikolasſøns og Thorgils Smidsſøns Hverv har været aldeles det ſamme for Tunsbergs Fehirdſle, hvortil Borgeſysſel hørte, ſom Guthorms og Thronds for Oslos. To Aar ſenere, i Auguſt 1346, ſee vi den ſamme Agmund Nikolasſøn tilligemed en Agmund Ormsſøn udſtede et aabent Brev om Krongodſet og Lideantallet i Roeims Skibrede i Ranarike aldeles efter ſamme Formular ſom hine Breve vedkommende Idde og Skjæbergs Thinglag[10]; altſaa have da disſe Mænd venteligt bereiſt baade Ranrike og Elveſysſel i dette Aar. Ja endog til Island ſees Underſøgelſerne at have ſtrakt ſig, ſom det nedenfor ſkal viſes. Vi berettiges heraf til at ſlutte, at Kongen har ladet lignende Underſøgelſer foretage ogſaa i de øvrige Fehirdſler, og paa ſamme Maade, nemlig ved to Ombudsmænd, der reiſte omkring fra Hered til Hered, holdt Thing med Indbyggerne, og i Forening med to, tre eller fire forſtandige Mænd i hvert Thinglag eller hver Skibrede optegnede alt kongeligt Jordegods ſaavelſom Lidetallet, anſtillede omhyggelige Underſøgelſer om Maaden, hvorpaa Jordegods, der tidligere havde været Kongegods, var kommet i privat Mands Eje, iſær ſiden Kongens egen Tronbeſtigelſe, fordrede Adkomſtbreve fremlagte, og formodentlig da, hvor disſe manglede eller ej var tilfredsſtillende, erklærede vedkommende Gods for atter at tilhøre Kronen. For dem, der ſaaledes maatte afſtaa, hvad de havde troet at beſidde med Ejendomsret, maa en ſaadan Reduction have været meget forhadt, og de har vel ikke undladt at gjøre al den Modſtand, der ſtod i deres Magt. Men der tales dog ikke udtrykkeligt om noget ſaadant, end mindre om nogen ny Opſtand, ſaa at man maa formode, at det Hele er løbet fredeligt af: et Tegn paa, at Kongens Magt og Anſeelſe nu ikke har været ubetydelig. Det eneſte, der kunde anſees ſom Tegn til, at Reductionsverket har mødt Hindringer eller Modſigelſer, er den Omſtændighed, at Spørsmaalet om Hafthorsſønnernes Ret til Borgeſysſel blev endelig afgjort ved en Rigsretsdom af 12te Januar 1347, ſaaledes at Forleningen med Borgeſysſel ud over Kong Haakons egen Levetid erklæredes ugyldig, og at Hafthorsſønnerne ingen Ret havde til Sysſelen. Brødrene maa derfor paa en eller anden Maade have fremſat deres Fordringer, eller erklæret ſig mod Reductionscommisſærernes Afgjørelſer, og fordret Sagen om Borgeſysſel paadømt af Raadet. Dommerne var Biſkop Salomon i Oslo tilligemed 14 andre Herrer, blandt dem Hr. Ivar Agmundsſøn, Hr. Agmund Finnsſøn, Hr. Ulf Saxesſøn, og Bjarne Erlingsſøn ſamt tvende Lagmænd, og at Dommen gik Hafthorsſønnerne imod, uagtet de blandt Dommerne talte flere af deres fordums Meddeeltagere i Reisningen mod Kongen, ja endog Sigurds egen Svoger, Bjarne Erlingsſøn, viſer, at deres Sag heller ikke kan have været ſynderlig god, og at der intet lod ſig ſige til deres Fordeel[11]. I Sverige derimod reiſte der ſig, fra den Tid, da Kongen begyndte alvorligen at hindre Stormændenes Overgreb og varetage Kronens Rettigheder, et Misnøje og en Modſtand blandt disſe, der efter længere Rivninger endte med aabenbart Oprør og Magnus’s Forjagelſe fra ſit Rige. Det er imidlertid let at forſtaa, at ſaadanne Rivninger i det ene af de to forenede Riger ikke undgik ogſaa at indvirke paa Forholdene i det andet, ſaaledes ſom vi nu i det Følgende ville erfare.

  1. See det i Kongens Navn og under hans Secret fra Tunsberg udſtedte Brev af 18de Octbr. 1323, hvorved det forbydes Haakon i Hvaløerne og Thrond Krakesſøn at optage Ledingen paa Varna, da Mariekirken og dens Preſter ſkulde have den (D. N. I. 173). Man maa antage, at disſe Mænd have været beſkikkede af Drottſeten til at opkræve Ledingen, maaſkee fordi Sysſelmands-Embedet her har været ubeſat, eller at een af dem har været Sysſelmand; og at Hertuginden, der endnu var hos ſin Søn, paa egen Haand har indblandet ſig i deres Forretninger. Dette var viſt ikke den eneſte Gang, om end ikke flere Exempler ere os levnede.
  2. See ovf. IV. 1. S. 589, IV. 2. S. 376.
  3. See ovf. S. 189, 190.
  4. See herom ovenfor S. 184. Jfr. Skildringen i Styffe’s Bidrag S. XII. XIII.
  5. Det er ſlet ikke uſandſynligt, at Dronningen ej var nogen god Huusholder, og at Magnus var en føjelig og liberal Egtemand med Henſyn til hendes økonomiſke Forhold, erfarer man af flere Omſtændigheder, f. Ex. de Breve, hvori han tilſtaar hende visſe aarlige Indtægter af Skaane (ſ. nedenfor), men udtrykkelige ſamtidige Vidnesbyrd om hendes Ødſelhed findes ikke.
  6. See Dipl. Sv. 3571, Fortegnelſe, optagen paa Erkebiſkop Peters Befaling, over det Gods, der ſiden Kong Byrges Kroning var kommet under forſkjellige Kirker i Uppſalas Diøceſe, med udtrykkeligt Tillæg om, hvorvidt det er frit for Skat til Kongen eller ej. Det er viſtnok en aldeles rigtig Gjetning af Styffe (l. c.), at denne Fortegnelſe er foranlediget ved en eller anden Foranſtaltning af Kongen.
  7. See Kongens Brev af 10de Oct. 1351, Porthans Sylloge p. 94.
  8. See Brevene af 15de og 17de Marts 1344, Dipl. N. IV. 278. I det førſte er det Aslak, Preſten paa Idd, og tre Bønder, ſom bevidne, at de to kongelige Ombudsmænd med dem efterregnede Kongens Jordegods og Lidetallet i Idd Thinghaa; i det andet er det tre Bønder i Skjæbergs Sogn, ſom vidne om det ſamme for Skjæbergs Thinghaas Vedkommende. Kongens Jordegods paa Idd var 1 gl. Øres Skyld i Aurebakke, 1 Lands Bool i Rud ved Sundomanes, 7 Ertogers og 5 Laupers Bool i Bakken, 1 Mks. Bool i Holt, i Sundomanes 6½ Saltſyderier, to bortlejede for 1½ Pd. Salt, hver af de øvrige for 1 Pd., i Ganderud 1½ Ør. B., i veſtre Oos med tilhørende Laxefiſke 2 Mks. Skyld, pantſat til Gunnar Hviit for endeel Penge; det halve Ærfjeld, fordum bortlejet for 4 Saald Pors, ſom nu ikke kunde faaes deraf, 3 Ør. Bool i Grunderud; tilſammen 3 Mkr., 5 Ørers, 7 Ertogers og 6 Laupers Bool, ſamt 572 Pund Salt aarligt. Paa Skæeberg var det 3 Mk. Bool i Bø, der afkaſtede 4 Mkr., i Berg 2 Mkb. efter den oprindelige Taxt (at skorunni), men bortbygget for 3 Mk. 6 Ører; i Holt 1 Mk. B., bortbygget for 1 Mk. 2 Ører, Thveit 18 Ør. B. oprindeligt, bortbygget for 3½ Pd. Malt og den tilhørende Fos for 6 Pd. Malt; Thorderud 15 Ør. B. oprindeligt, nu bortbygget for ½ Øre (30 Pen.), Tafsrud 1 Ert. B. oprindeligt, bortb. for 1½ Ertog; Auſtby 3 Er. B. opr., bortb. for det ſamme. Jorden maa have ſtaaet høieſt i Priis i dette Thinglag, ſiden ſaa mange af disſe Gaarde vare bortbyggede endog for mere end deres oprindelige Skyld. Lidernes Antal i begge Thinglag var 41 og 43; ſee ovenfor IV. 1. S. 589.
  9. See Brev af 3die Nov. 1344, Dipl. N. II. 265. Det er af dette Brevs Indhold tydeligt, at naar det heder, at de ſkulde underſøge og efterprøve alt hvad der vedkommer Kongen og er ſkeet, ſiden han blev Konge i Norge, („alla þvi hluti sem honum varðaði ok gerzt hafa siðan hann varð konungr i Noregi“) alene ſigter til Afhændelſer af Krongods eller Kronindtægter.
  10. See Brev af 3die Auguſt, Dipl. N. IV. 305. Uheldigviis er dette Brev faa fuldt af Huller, at man ikke deraf kan faa en heel Liſte over Godſet og Liderne. Godſet var her meget betydeligere end i Borgeſysſel, thi hvad man kan læſe af de optegnede Ejendomme i denne ene Skibrede, udgjør omtrent 50 Mks. Bool; Lide-Antallet er 62. Men Jordegodſet ſtod her ikke i ſaa høj Verdi, thi om mange af Gaardene anføres det udtrykkeligt, at de var bortbyggede for mindre end den oprindelige Skyld. Saaledes f. Er. Lykke 5 Ør. Bool bortbygget for 4 Ører, i Thorp 6 Er. B. bortbygget for 3 Ører. De fleſte af Gaardene vare bortbyggede for deres paalydende Taxt. Man maa altſaa ſlutte, at Borgeſysſel var et mere yndet Opholdsſted end mange andre Egne i Riget.
  11. Dipl. N. I. No. 303. Om de nærmere Forhold, under hvilke denne Dom blev afſagt, vil der i det følgende blive handlet.