Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/38

Eſter ſaaledes at have betragtet Landets og Folkets Vilkaar overhoved paa denne Tid, da den nys ſtiftede Unions Opløsning atter forberedtes, er det nødvendigt ogſaa ſærſkilt at kaſte et Blik paa de mere fremragende Mend og Ætter, ſom i det Foregaaende ere nævnte, for tydeligere at kunne foreſtille os deres Forhold til Kongen og hinanden indbyrdes, og Udſtrækningen af deres Indflydelſe i de enkelte Dele af Landet. Den rigeſte var upaatvivleligt Hr. Erling Vidkunnsſøn, Arnunga-Ættens nuværende Repræſentant, om han vel ikke nu havde ſaa meget at ſige, ſom da han var Drottſete. Om hans Beſiddelſer og Giftermaal er der allerede ovenfor (S. 61) talt. Han havde nu den af os allerede oftere omtalte, haabefulde Søn, Bjarne, der formodentlig var gift med den rige Herdiis Thorvaldsdatter, Enken efter Svein Sigurdsſøn. Af hans Døttre nævnes flere, nemlig Ingebjørg, der om Høſten 1342 blev gift med Sigurd Hafthorsſøn (ſ. o. S. 289), Gyrid, der ſenere, i 1347, blev gift med Eiliv Eilivsſøn af Nauſtdal[1], og Sigrid, der ligeledes blev gift med en anſeet Mand, hvis Navn dog ej kjendes[2]. Erlings Hovedreſidens ſynes i den ſenere Tid Giſke at have været, iſær da han ogſaa var Sysſelmand paa Søndmøre i Aarene mellem 1340 og 1350[3]. Muligt at han blev dette og tog ſit faſte Ophold der i 1345, da han af Pave Clemens den 6te fik udvirket et Indulgensbrev for Giſke Kapell, ſom hans Forfedre havde ſtiftet og doteret til Ære for Jomfru Maria, St. Johannes Euangeliſt, og St. Nicolaus. Paven beſtemte, at alle de Troende, der forrettede ſin Andagt paa de nævnte Helgeners Dage, ſkulde nyde hundrede Dages Fritagelſe for de dem paalagte Pønitenſer[4]. Desuagtet kaldtes han, naar han ſkulde nævnes efter ſit Ættegods, Erling i Bjarkø, da dette vel betragtedes ſom hans egentlige fedrene Gods[5]. Giſke havde, ſom vi vide, hans Farbroder Hr. Bjarne giftet ſig til, og han fik det ej førend efter Bjarnes Svigerdatter Fru Chriſtina’s Død; Stovreim havde ligeledes hans Fader giftet ſig til, og uagtet han betragtedes ſom Odelsmand dertil, maatte han dog førſt indløſe det 1324 af den foregaaende Beſidders Enke, Fru Thorbjørgs Arvinger, ved at overtage en Gave af 35 Mkr. brendt Sølv, ſom hun i ſit Teſtament havde ſkjenket Minoriterne i Bergen[6]. At Erling ikke opſlog ſin Bolig paa det gamle Herreſæde Bjarkø, kom vel deels deraf, at det laa for langt borte, deels vel og af de Farer, der var forbundne med at bo der, ſiden Krigen med Rusſerne havde begyndt, thi disſe ſtreifede, ſom det er fortalt, ſtundom lige til Bjarkø, da brendte den endog op i 1323, maaſkee og i 1340, ſom det ſenere ſkal omtales[7]. Foruden de her nævnte Godſer havde han og Beſiddelſer rundt om i de øvrige Dele af Norge. Paa Haalogaland ejede han Thjøtta og Telgarheim[8]. Paa Orknøerne havde han arvet Gods med ſin Huſtru ved hendes Fader Hr. Thore Haakonsſøns Død, men ſolgte det, ſom vi have ſeet, til Jarlens Enke,“Grevinde Katharina, i 1329[9]. Fehirden Svein Sigurdsſøn overdrog ham, ſom vi ligeledes have nævnt, i 1330 ſin Trediedeel af Hvaal ved Stedje i Sogn, kun med den Beſtemmelſe at den efter Erlings Død ſkulde tilfalde hans Datter Gyrid, da hendes Farmoder, Fru Gyrid, efter.hvem hun var opkaldt, havde viiſt Svein ſaa megen Godhed i hans Barndom[10]. Det var vel iſær efterat han var bleven Drottſete og derfor behøvede hyppigere og i længere Tid at opholde ſig paa Øſtlandet, at han ogſaa kjøbte Jordegods der; ſaaledes kjøbte han i 1327 Gaarden Bleika i Aſker, ſom han to Aar derefter bortbyttede til Biſkop Salomon i Oslo paa Domkirkens Vegne mod den Margrete-Altaret i denne Kirke tilhørende Gaard Aker i Stokke Sogn ved Tunsberg, formodentlig fordi han da kunde være det vigtige Tunsbergshuus ſaa meget nærmere[11]. Ogſaa havde han Jordegods i Sandehered, hvoraf han ſkjenkede noget til Mariekirken i Tunsberg for ſin Huſtrues Broderſøn Stiig Haakonsſøns Sjæl, hvilken formodentlig der blev begraven[12]. Dette Gods havde hans Huſtru dog rimeligviis arvet efter Stiig. Han ejede fremdeles Gods i Raumsdal og paa Nordmøre, men dette bortbyttede han ved 1330—31 med en Erlend Serksſøn (af Auſtraat?), dennes Moder Fru Ragna og Huſtru Ingebjørg mod andet Jordegods paa Valders i Sogn, og i Hardanger[13]. Godſet i Hardanger (Geitſkaſeter, Olvik og Fos i Eyſtuſyns Sogn) ſolgte han ſiden, ſom ovenfor nævnt, i 1338 til Munkelivs Kloſter[14], derimod kjøbte han i 1343 Sodge i Raumsdal, og udvidede endnu i 1351 og 1353 ſine Beſiddelſer paa Søndmøre[15]. Vi ſee altſaa, at disſe hans Ejendomme, om hvilke vi vide Beſked, var overvettes mange og ſtore, og dog ejede han viſt meget mere, om hvilket ingen Optegnelſer ere os levnede. Da det ej lader til, at hans Huſtrues Frænde Stiig Haakonsſøn efterlod Afkom, var altſaa Erlings og hans Frue Min Thoresdatters Søn Bjarne Repræſentant ej alene for Bjarke-, Giſke- og Stovreim-Ætterne, men ogſaa for den højfornemme, med Kongehuſet beſlægtede, Thornberg-Ætt, hvis Beſiddelſer vel for en ſtor Deel vare blevne inddragne under Kronen ved Alfs Jarls Utlegd, men dog ogſaa gjennem Hr. Alfs Syſter Fru Ingeborgs Linje maatte have reddet endeel, der nu altſammen, deels gjennem Fru Elin Thorsdatter, deels gjennem Fru Chriſtina af Giſke, og nu vel endelig og efter Stiig Haakonsſøn, kom til Erlings Ætt. Hvis vor Formodning er rigtig, at Bjarne Erlingsſøn i 1343 egtede Svein Sigurdsſøns Enke, Herdiis Thorvaldsdatter, kom ogſaa derved en overordentlig Masſe Jordegods til den allerede forhen ſaa megtige Ætt, men uheldigviis blev det ikke længe derved, da Bjarne, ſom vi i det følgende ville ſee, døde noget før ſin Fader, og længe før Fru Herdiis[16]. Om Bjarnes Optræden i Bergen mod Tydſkerne, og hans Beſtyrelſe af Syſler i Jemteland, er det ovenfor talt. Om han fik nogen ny Sysſel længer ſydligt, da han blev afløſt i Jemteland af Nikolas Djakn, eller om han uden nogen ſaadan alene kaldtes til Hoffet og forblev der, vides ikke. Medlem af Raadet ſynes han allerede ſiden 1343 at have været. Til Ridder blev han neppe udnævnt førend i 1348, og overhoved hører man mindre om ham, end man af hans høje Byrd og ſtore Rigdomme ſkulde være berettiget til at vente; dog maa det her erindres, at han i Faderens Levetid vel neppe kunde træde ſaa ſelvſtændigt frem, og at han ej oplevede det Tidspunkt, da dette kunde ſkee, ſaaſom han døde før Faderen.

Ved Ingebjørg Erlingsdatters Giftermaal med Sigurd Hafthorsſøn var denne højbyrdige, med Kongehuſet ſaa nær beſlægtede Mand traadt i endnu nøjere Forbindelſe med Hr. Erling, end det allerede mellem dem beſtaaende Frændſkab hidtil havde bragt dem, og denne nærmere Forbindelſe maatte ſaaledes efter de Tiders Medfør ogſaa udſtrække ſig til Sigurds eldre Broder Hr. Jon Hafthorsſøn. Det er imidlertid temmelig let at ſee, at ſiden de omtalte Uroligheder i 1333 og Sigurds ſenere Optræden i 1338 ſtod idetmindſte denne, ſkjønt den yngſte dog den ærgjerrigſte og uroligſte af Brødrene, ikke paa nogen ſærdeles god; Fod med Kongen og Hoffet; det varede længe, førend han blev Ridder[17], og man kan ikke engang opdage, at han før Kong Haakons Tiltrædelſe var Sysſelmand[18], ligeſom vi og ville ſee, at han og Broderen endnu ikke havde opgivet deres Fordringer paa Borgeſysſel, ſaa at Spørgsmaalet omſider maatte afgjøres ved Hirdſtevnes-Dom. Hans fornemme Herkomſt gjorde ham dog, ligeſom Broderen, til ſaaatſige født Medlem af Rigsraadet, og ſom ſaadan tog han blandt andet Deel i Raadsmødet paa Vardberg 1343, hvor det beſtemtes, at Junker Haakon ſkulde blive Norges Konge. (See ovenfor S. 291). Brødrenes egentlige Hjem og Hovedreſidenſer var formodentlig Sudrheim, deres fordums Ættegaard paa Raumarike, og det ſaakaldte Borgagerde, egentlig en kongelig Gaard i Sarpsborg med Tomt, tilhørende Lykke og den tilſtødende Deel af Sarpfosſen, hvilken deres Fader, Hr. Hafthor, havde faaet af ſin Svigerfader Kong Haakon 1312, men ſom ſiden, i Tidens Løb, er blevet en ſelvſtændig Sædegaard under Navnet Borgegaard eller Borregaard[19]. Det er ikke uſandſynligt, at Kong Haakon ved denne Gave allerede havde den Plan for Øje at overdrage hele Borgeſysſel ſom et eget Lehn til den eller de Sønner, hans Datter Agnes og Hr. Hafthor maatte faa, ſaaledes at de, ligeſom Hr. Erling Alfſøn og Alf Jarl forhen, ſkulde have deres Reſidens i Sarpsborg, maaſkee endog i den ſelvſamme Gaard, hvilken, om den end havde været Privat-Ejendom, dog i alle Fald maa være bleven inddragen under Kronen eller Hertugdømmet, da Alf Jarl blev dømt utlæg; og vi have ſeet, at Brødrene virkelig havde faaet Brev derpaa (S. 154), ſkjønt aabenbart ſaa kort Tid før Kong Haakons Død, at det ikke blev ſat i Kraft og ſidenefter betragtedes ſom ugyldigt, hvor megen Umag end Hafthorsſønnerne ſelv, iſær Sigurd, gjorde ſig for at faa det godkjendt. Af ſenere Breve ſees det, at Sigurd opſlog ſit Hovedſæde paa Sudrheim og formodentlig fik de Hefte Beſiddelſer paa den .Kant, medens den eldre Broder, Jon Hafthorsſøn, havde ſit Tilhold deels paa Borgagerde, deels paa Huſeby i Onsø, og derhos beſad Ejendomme andenſteds i Borgarſyſla[20]. Hvad der maaſkee bidrog til, at Jon Hafthorsſøn, ſom det kjendeligt kan bemerkes, holdt ſig i mere roligt og traadte ikke ſaa aabenbart op mod Kongen, ſom Broderen Sigurd, var den Omſtændighed, at hans Huſtru var ſvenſk, og havde bragt ham flere Beſiddelſer i Sverige, der gjorde det nødvendigt for ham at opholde ſig der i længere Tid ad Gangen, ſaa at han derfor ikke kunde befatte ſig meget med de norſke Stats-Anliggender. Denne hans Huſtru heed Birgitte Knutsdatter, ſom man næſten maa antage har været beſlægtet med Hertug Knut Porſe, da hun ſees at have været Medarving med dennes Sønner til Hamarø Gods i Nordre-Halland, ej langt fra det nuværende Kongsbakke[21]. Med Fru Birgitta havde han idetmindſte to Sønner, Ulf og Haakon, om hvilke begge der i det Følgende oftere vil blive Tale[22]. Denne mægtige Ætt ſynes at have været meget forgrenet og haft mange Forbindelſer iſær paa Oplandene. Saaledes optraadte Sigurd Hafthorsſøn ſenere ſom en af Arvingerne efter Ridderen Hr. Sigurd Erlendsſøn og hans Huſtru Fru Gudrun Ivarsdatter til Sundbu i Vaage, hvilken Sigurd foruden Ættegaarden Sundbu ogſaa havde Ejendomme paa Raumarike, Hedemarken, Hadeland og Agder med tilhørende Herligheder, navnlig Fiſkevandet Heimdalsvatn oppe i Gudbrandsdalsfjeldene, og et Laxefiſke paa Agder. Heimdalsvatnet havde i ſin Tid Kong Sverre ſkjenket den daværende Ejer af Sundbu, Ivar Gæsling den Gamle, og kuns Efterkommere; de følgende Konger havde bekræftet denne Gave, og til yderligere Sikkerhed havde i Aaret 1280 Sigurd Eldjarn, ſom da ejede Godſet — formodentlig en Farfader af Hr. Sigurd Erlendsſøn — ladet alle disſe Gavebreve oplæſe paa Halve-Thinget for nordre Gudbrandsdalen. Hr. Sigurd Erlendsſøn døde lidt før 1353, og hans Hoved-Arving var Broderen Gunnar Erlendsſøn, gift med Huſtru Jardthrud Paalsdatter, formodentlig en Datter af den ovenfor omtalte Hr. Paal Eriksſøn[23]. — En anden Green af Frændſkabs-Kredſen var Folberg-Slægten paa Raumarike, af hvilke en Aslak paa Folberg i Nes, omkring 1320, havde Datteren Asbjørg, der blev gift med Guthorm Hafthorsſøn, efter al Sandſynlighed en Svoger eller Nærfrænde af Jon Rand, Hr. Hafthor Jonsſøns Fader. Guthorms Søn Finnkel var igjen Fader til Hafthor Finnkelsſøn paa Folberg, der ſamtidigt med Hafthorsſønnerne ſynes at have haft ſtore Ejendomme paa Raumarike og Hedemarken[24].

Om Heſtbø-Ætten er der forhen talt. Hr. Finn Agmundsſøn døde i 1343, efterladende med ſin Huſtru Fru Gudrun Sæbjørnsdatter Sønnen Agmund Finnsſøn, der ſom Medlem af en ſaa fornem Ætt ſnart kom til Ære og Verdighed. Allerede i 1347, faa Aar efter Faderens Død, var han Sysſelmand i Ryfylke, uagtet han da neppe kan have været 30 Aar gammel[25]. Om hans ſenere politiſke Bane vil der i det Følgende blive talt. Hvo Hr. Ivar Agmundsſøns Huſtru var, eller om han havde Børn og da hvilke, derom erfares ikke det ringeſte. Han døde, ſom det vil ſees, nogle Aar ſenere end Broderen, formodentlig i eller ved Skien, hvor han fremdeles var Sysſelmand. Det ſandſynligſte er, at han døde barnløs, og at hans Broderſøn Agmund Finnsſøn arvede ham.

Om Spaanheim-Ætten i Hardanger og Brødrene Peter og Baard Petersſønner have vi allerede oftere lejlighedsviis talt. Det er ej uſandſynligt, at de have nedſtammet fra.hiin Agmund paa Spaanheim, der omkring 1220 drog over Rusland til Jeruſalem, forudſat ellers, at det Spaanheim, hvorefter Agmund benævntes, var Spaanheim i Hardanger[26]. Peter var formodentlig den ældſte af Brødrene, ſiden han i et Brev af 1316 ſelv kalder ſig „Peter paa Spaanheim“, efter Ættens Hovedbøle. Ellers blev han og kaldet Peter Graafur, uviſt af hvad Grund. Han nævnes ſom Ridder allerede ved 1301, og forekommer efter den Tid nu og da i offentlige Acter, ſkjønt ikke hyppigt, hvoraf man maa formode, at han holdt ſig temmelig meget hjemme, uden at tage ſynderlig Deel i de offentlige Begivenheder. Hans Huſtru var Fru Sunniva Brynjulfsdatter, der enten kan have været en Syſter af Lagmanden Hr. Sigurd Brynjulfsſøn paa Aga i Hardanger, eller og har hørt til Hvaal-Slegten tømt. Det førſte er dog det rimeligſte, da vi nemlig i 1332, det ſidſte Aar, hvori vi finde Hr. Peter nævnt, ſee ham og hans Huſtru Fru Sunniva indgaa Forlig med Fru Ingebjørg (Datter af Hr. Peter paa Ædø, ſ. o. S. 257) om, hvad hun kunde beholde efter fin Mand, Hr. Svein, ſom Fru Sunniva ſynes at have arvet; denne Hr. Svein maa ſaaledes have været Sunnivas Broder og kan derfor neppe være nogen anden end Hr. Svein Brynjulfsſøn, der i Aarene 1317 og 1318 ſolgte endeel Jordegods hiſt og her i Hardanger til Munkelivs Kloſter, og, da han ſaaledes ſynes at have haft hjemme her, med ſtørſte Sandſynlighed antages at have været en Broder af Hr. Sigurd paa Aga[27]. Til Ulfvik Kirke, hvor Hr. Peter maaſkee blev jordet, ſkjenkede han 1 Mmb. i yttre Djønne, og til Preſten 1 Mmb. i Eſpeland[28]. Hans Søn Thorgeir døde formodentlig allerede i 1310, efterat have gjort et Teſtamente, hvorved han betingede ſig Grav i Svitunskirken i Stavanger og ſkjenkede den 2 Mk. br., Chorbrødrene 1 Mr. br. til Indſkrivning af hans Navn, Mariekirken, Olafs-Kirken og Martins-Kirken i Stavanger hver 1 Mk. forng.; Ulfviks Kirke til Vedligeholdelſe 1 Mk. brendt, til Eidfjords Kirkes Opførelſe ligeſaa meget, til Aupudals Kirke 1 Mk. br., og til Jeruſalems Befrielſe 10 Mb. i Ferne paa Vors, foruden mindre Gaver. Han ſynes altſaa at have været myndig og ſelvſtændig Mand, da han gjorde Teſtament. I dette nævner han og ſine Brødre, hvilket viſer, at Hr. Peter havde flere Sønner[29]. — Hans Broder Hr. Baard Petersſøns[30] Liv afgiver et godt Exempel paa, hvorledes den Tids Forretningsmænd ſvang ſig op og gjorde deres Lykke paa Embedsbanen. Førſt forekommer han ved 1297 blandt Klerkerne eller Skriverne i det hertugelige Cancellie; han havde altſaa nydt en lærd Opdragelſe. Som „Baard Klerk“ har han ſaaledes ſkrevet flere af Hertug Haakons Breve. I den ſamme Stilling forblev han og en Tidlang efter at Hertug Haakon var bleven Konge; ſeneſt nævnes han deri ved 1309. I Aaret 1316 var han i Bergen Meddommer i den bekjendte Sag om Veſtfalernes Toldſvig og ſynes derfor allerede at have været regnet blandt de kongelige Raadgivere: det kan dog ej ſees, om han da endnu havde opnaaet Ridderverdigheden eller ej. Det er ikke uſandſynligt, at Baard i Aarene 1322—25, hvor vi finde ham i Stavanger, var Sysſelmand paa denne Kant. Han kaldes da „Herre“ og var det vel altſaa før Kong Haakons Død, da Kong Magnus neppe har meddeelt nogen Ridderværdigheden, førend han ſelv havde faaet den ved ſin Kroning i 1336[31]. Fra 1325 til 1329 forekommer han ſom Gulathings-Lagmand, og i 1334 ſom Fehirde i Nidaroos[32], hvor han formodentlig ikke længe efter er død. Hans Huſtru var Margrete Arnbjørnsdatter, hvis Fader ſandſynligviis hørte til Byre-Slegten i Ryfylke[33]; hendes Moder Magnhild Ketilsdatter var anden Gang, ſom det ſynes, gift med en Hr. Nikolas Munaansſøn. Fru Margrete var allerede død før 25de November 1322, paa hvilken Dag Hr. Baard ſtadfeſtede hendes ſidſte Vilje, at hun ønſkede at jordes ved Svitunskirken paa de Betingelſer, Hr. Baard og hendes Moder kunde komme overeens om med Chorsbrødrene, hvilket ſkete paa denne Maade, at Chorsbrødrene fik alt hvad den Afdøde ejede i Horn i Borde Sogn paa Jederen, ſamt det „Platz“, Hr. Baard ejede ſøndenfor Vandet i Stavanger, dog ſaaledes, at de derfor ogſaa ſkulde opſkrive hendes Aartid og helligholde den ſaavelſom hendes Moders og Stiffaders med Mesſer, Klokkeringning, o. ſ. v.[34]. Ej længe efter (1326) døde ogſaa Fru Magnhild og gav i ſit Teſtamente nedre Grannes til Chorsbrødrene for ſin og ſin Faders Sjæl[35]. Herimod gjorde Hr. Baard Indſigelſer, og Sagen kom til Paakjendelſe for den ſtavangerſke Biſkop Erik, der tildømte Chorsbrødrene Grannes under Forbehold, at Erkebiſkopen bekræftede Dommen. Dette er da og formodentlig ſkeet, thi Chorsbrødrene beholdt fremdeles Grannes. Det er forhen nævnt, hvorledes Hr. Baard med de øvrige tilſtedeværende Lagmænd deeltog i Paadømmelſen af Tiende-Sagen i 1328 og dømte Svein Klerk i Brevebrudsbod, fordi han havde indgaaet Forliig med Biſkopen, medens den kongelige Lagmand Guthorm Kolbjørnsſøn endog vilde have dømt ham til Ubodemand. Baard maa ved ſin Død have været en meget gammel Mand, og en af de faa Tilbagelevende af Kong Haakons Regjeringsmænd, der var oplærte i hans og Kantſler Aakes politiſke Skole.

Til disſe høre ogſaa Hr. Haakon Agmundsſøn, hvilken vi allerede oftere have haft Anledning til at nævne. Han forekommer allerførſt blandt de Hirdmænd, der var med at beſegle Fredstractaten til Kjøbenhavn af 17de Juli 1309; i 1320 var han derimod ſom Ridder og Rigsraadsmedlem tilſtede ved Høvdingemødet i Bergen og optraadte her, ſom det allerede ovenfor er nævnt (S. 28), i Egenſkab af Ombudsmand for Arvingerne efter den næſte Aar forhen afdøde Hr. Ragnvald Aslaksſøn. Formodentlig var da ogſaa Hr. Haakon ſelv en af disſe Arvinger, hvilket er ſaa meget ſandſynligere, ſom man af det Vaaben, der findes paa hans Sigill, ſeer, at han hørte til den throndhjemſke Familie Bolt, hvori Navnene Agmund og Aslak var meget hyppige, ligeſom man af den Omſtændighed, at Ragnvald efter ſit eget før Døden yttrede Ønſke blev begraven i Chriſtkirken i Nidaroos, ſaavelſom hans Huſtru, Fru Ragnhild, maa ſlutte, at ogſaa han var en Thrønder[36]. Det Sandſynligſte bliver derfor, at Hr. Ragnvald har været Hr. Haakons Farbroder. Formodentlig var Hr. Haakon en af dem, der i 1316 udnævntes til Riddere i Anledning af Datterſønnen, Magnus Eriksſøns, Fødſel. Han var ligeledes en af de Raadsherrer, der deeltoge i at afſlutte Egtepagten i Vardberg 1321 mellem Kong Magnus’s Syſter Euphemia og Albrecht af Mecklenburg, ligeſom han ogſaa var tilſtede paa Rigsmødet i Oslo 1323, da Hr. Erling blev udnævnt til Rigsforſtander. Det er ogſaa omtalt (ſ. o. S. 75), hvorledes han maaſkee kunde være den Hr. Haakon, deri 1326 ſluttede Fredstractaten med Novgorod. Siden forekommer han hyppigt i offentlige Documenter og ſom en virkſom Deeltager i Statsanliggender. Vi have ovenfor ſeet, hvorledes han en kort Tid, efter Urolighederne i 1333 og 1334, bevarede Rigsſeglet og indſeglede Kongebreve i Kongens eget Fravære, medens Hr. Ivar Agmundsſøn var Drottſete (ſ. o. S. 160). Hr. Haakon var formodentlig Sysſelmand paa Ringerike omkring 1342, eller maaſkee endog i hele denne veſtre Deel af Oplandene, idetmindſte nævnes i hiint Aar en Hr. Haakon ſom Indehaver af denne Verdighed[37]. Det ſidſte Aar, hvori vi høre noget fra Hr. Haakon, er 1345, og ſandſynligviis er han død kort Tid efter[38]. Hans Huſtrues Navn kjendes ikke, ligeſaalidet veed man, om han efterlod nogen Søn, uagtet dette ſlet ikke er uſandſynligt; viſt er det, at han havde idetmindſte tre Døttre, af hvilke den ene, Jomfru Elin, ſom det ovenfor (S. 196) er omtalt, ved Kongens egen Foranſtaltning blev feſtet til Jon Asſursſøn, men døde førend Bryllupet kunde finde Sted. Den anden, Cecilia, egtede, ſom vi ligeledes have nævnt, førſt Erik Viljamsſøn af Torge paa Haalogaland, og ſiden, da han var død paa en Udenlandsrejſe, den nysnævnte Jon Asſursſøn, hvortil Kongen ſelv ſkaffede Dispenſation hos Paven. Denne hendes anden Mand døde allerede før 1346, og hun egtede tredie Gang Hallvard Jonsſøn Næver til Refvol paa Raumarike, hvilken hun ogſaa overlevede i mange Aar, og efter hans Død thingede ſig ind i Nonneſeter (1360). Vi erfare af et Gavebrev af hende til Mariekirken i Oslo, at hun ejede meget Gods i Oslo Hered, paa Raumarike, Ringerike og Hedemarken[39]. — Den tredie Datter af Hr. Haakon, Borghild, blev gift med Thrønderen Jon Hemingsſøn, der døde før 1345[40], i hvilket Aar Faderen paa hendes Vegne ſolgte til Nidaroos Chriſtkirke en Gaard paa Nordmøre, der havde tilhørt hendes Mand. Muligt, at Hr. Haakon endnu havde en fjerde Datter, ved Navn Sigrid, der blev gift med en Hr. Agmund, men ſandſynligere er det, at Hr. Agmund var Haakons Søn[41]. — Det er ikke uſandſynligt, at Hr. Brynjulf Agmundsſøn, der i 1325 var Sysſelmand i Verdalen, var Hr. Haakons Broder[42].

Af den gamle mægtige Ætt paa Hvaall i Sogn, der nedſtammede fra Sverres og Kong Haakon den gamles Lendermand Jon Staal, var der endnu, ſom det ſynes, Levninger tilbage. Om Jon Staals Sønneſøn Jon Brynjulfsſøn, der tog ſaa ivrigt Deel i Striden mod Gejſtligheden under Kong Eriks og Hertug Haakons Mindreaarighed, er der i det Foregaaende talt. Hans Syſter, Fru Ingerid Brynjulfsdatter, levede til henimod 1314, men det vides ikke, hvem hun var gift med. Hr. Jon Brynjulfsſøn ſynes at have haft Døttrene Ingeborg, der blev gift med Hr. Gaute Iſaksſøn paa Tolga i Ryfylke, Søn af den oftere ovenfor omtalte Hr. Iſak Gautesſøn og Inga. Det erfares ogſaa, at han havde andre Ættlinger eller Frænder, af hvilke en Margrete var gift med Nikolas Stigsſøn, og en anden Kvinde, hvis Navn ikke kjendes, med Ridderen Hr. Sigurd Sveinsſøn, der ved hende blev Fader til den ovenfor ſaa ofte omtalte Fehirde og højtbetroede Mand Svein Sigurdsſøn. I Aaret 1314 androg Hr. Sigurd, formodentlig paa Grund af et Dødsfald i Ætten, om at Huſene paa Hvaall maatte blive ſkiftede mellem Fru Ingerid, Margrete Brynjulfsdatter, og hans Søn Svein, paa hvis Vegne han optraadte, og Kongen udferdigede ogſaa (5te Marts) en Befaling derom til flere anſeede Mend i Egnen. Men da imidlertid Fru Ingerid var død, optraadte nu ſom Arvinger til den hende tilkommende Trediepart Fru Ingebjørg Jonsdatter til Tolga og hendes Syſter Jomfru Inga, og Hr. Gaute indfandt ſig paa Skiftet ſom deres Ombudsmand. Skiftet blev ogſaa holdt paa det allernøjagtigſte, og derved kom ſaaledes den Trediedeel af Hvaal at tilfalde Svein Sigurdsſøn, ſom han ſiden ſkjenkede til Hr. Erling Vidkunnsſøn og ſom derved kom i dennes Eje[43]. En Ættling af Hr. Jon Brynjulfsſøn var formodentlig ogſaa Ridderen af ſamme Navn, ſom oftere forekommer i offentlige Forhandlinger efter 1350 og døde i 1358[44].

Hvad den her omtalte Tolge-Ætt angaar, da repræſenteredes den for Størſtedelen af det Tidsrum, vi her have gjennemgaaet, ved Hr. Gaute Iſaksſøn, Søn af den formodentlig noget efter 1302 afdøde Baron Hr. Iſak Gautesſøn[45]. Gaute var, ſom det nys er nævnt, gift med Ingebjørg Jonsdatter af Hvaal og fik med hende deraf[46]. Ættens fleſte Beſiddelſer maa have været i Ryfylke, hvor han og ſynes at have været Sysſelmand, idetmindſte 1322, efter hvilket Aar han ej mere nævnes, og derfor vel er død kort efter[47]. Hans Syſter var uden Tvivl Fru Cecilie Iſaksdatter, der var gift med Hr. Martin Thorolfsſøn i Eidsa (Idsø) og ſynes at have haft mange Ejendomme paa de Kanter[48]. Cecilia levede endnu i 1336, og det er ej uſandſynligt, at hun ogſaa paa en Maade, der nu ikke kan angives, var beſlægtet eller beſvogret med Heſtbø-Ætten, efterſom hun netop i det nysnævnte Aar 1336, den 30te October, befandt ſig der med flere andre Medlemmer af ſamme Ætt[49]. Som Herre til Tolga nævnes ved 1331 en Gaute Haakonsſøn, der enten har været Sønneſøn eller Datterſøn af Hr. Gaute[50]. Det ſidſte er det rimeligſte, da Navnet Haakon ellers ikke ſynes at have været brugeligt i Ætten, og hans Moder var ſaaledes formodentlig den Fru Eyvar Gautesdatter, der nævnes i 1328[51]. Om Gaute Haakonsſøn vides intet videre, end at han var død før 1373, og at hans Ejendomme ſynes at være gaaede i Arv til fjernere Slegtninge, af hvilke navnligt Agmund Finnsſøn til Heſtbø kom i Beſiddelſe af baade Tolga og Eidsa[52]. At Gaute arvede Eidsa efter Fru Cecilia, og ſaaledes forenede det med Tolga-Godſet, er efter det foranførte let at forſtaa, men at begge Dele ſiden gik i Arv til Agmund Finnsſøn, maa grunde ſig paa et tidligere Slegtſkab. Det er ikke uſandſynligt, at Gautes Fader Haakon har været et Medlem af Heſtbø-Ætten.

Af den engang ſaa megtige Ænes- eller Mel-Ætt paa Søndhordland ſynes paa denne Tid kun ſvage Levninger at have været tilbage. Det lader til, at alle de Ejendomme, ſom den megtige Baron Hr. Gaut Jonsſøn paa Mel havde ſamlet, allerede blev deelte ved hans Død 1270 mellem hans Sønner, Baronerne Finn Gautsſøn og Gaut Gautsſøn, kaldet den unge, ſaaledes at Finn fik Mel, og Gaut Hatteberg, hvert med tilliggende Ejendomme. Finn Gautsſøn havde Sønnen Jon Finnsſøn, der af Faderen blev givet til Forplejning i Munkalivs Kloſter mod en vis Provent, ſkjønt han da allerede førte Ridderstitel. Ligeledes havde han en Datter, Ingegerd, der ſaaledes, efter hvad man maa antage, blev Arving til Mel, og ſom blev gift med den ovenfor omtalte Jon Bjarnesſøn, der under Rigsraadsregjeringen var Fehirde i Bergen og døde 1324 (ſee ovf. S. 61). Hun fik efter ham betydelige Ejendomme, der dog ved hendes Død ſkulde ſelges eller falde tilbage til hans“ Frænder. Hvorvidt hun og Jon havde nogen Børn, er ikke oplyſt. Derimod erfares det, at Gaut den unge havde Sønnen Thore Gautsſøn paa Hatteberg, der levede omkring 1320[53]. Thores Sønner vare formodentlig igjen Ivar Thoresſøn og Greip Thoresſøn, af hvilke den ſidſte var Gulathingslagmand i 1347, og forøvrigt nævnes ſom hjemmehørende i eller ved Bergen. Ivar Thoresſøn havde igjen Sønnen Greip Ivarsſøn, der levede henimod Aarhundredets Slutning, og hvorom der i det følgende vil blive Tale; han pantſatte Hatteberg til Hr. Gaute Eriksſøn, og det lader ej til at være kommet tilbage til Ætten, der formodentlig ogſaa har tabt ſig ved Mangel af mandlige Deſcendenter[54].

Den gamle, anſeede Ætt, der nedſtammede fra Hr. Andres Plytt, var paa denne Tid uddøet eller ved Giftermaal gaaet over i andre. Vi have forhen nævnt, at Baronen Hr. Peter Andresſøn, der nævnes ſaa hyppigt mellem 1300 og 1315, efter al Sandſynlighed var Hr. Andres Plytt’s Søn[55]. Hr. Peter Andresſøn havde fornemmelig ſtore Beſiddelſer paa Nordmøre, hvor han ſandſynligviis ogſaa var Sysſelmand. Hans Syſter var formodentlig den rige Huſtru Gyrid Andresdatter i Okavik, ligeledes paa Nordmøre, hvis Mands Navn ikke kjendes, men ſom efterat være bleven Enke allerede i 1303 gav ſig med meget Gods ind i Provent hos Chorsbrødrene i Nidaroos. Hr. Peter Andresſøn lader til at have været i ſtort Venſkab hos Dronning Iſabelle, ſiden hans Datter førte dette Navn, neppe efter nogen anden end hende. Denne Iſabelle blev i 1314 gift med en anden riig Magnat fra Froſtathingslagen, nemlig Sigurd Jodgeirsſøn, kaldet Lande, og ſom derfor rimeligviis har været nær beſlegtet med den af os oftere omtalte, højt anſeede og megtige Chorsbroder Sighvat Vigfusſøn Lande, der var en ſaa farlig og haardnakket Modſtander af Erkebiſkop Jørund. I Medgift fik han tredive Spannslejer Jordegods, 15 i Kagurvaag, 10 i Vinje, 4 i Finnvik og 1 i Lødvesſeter, altſaa det meſte omkring Vinjefjorden paa Nordmøre, dertil 20 Mkr. Guld[56]. Der omtales ingen, ſom med Vished eller endog med Sandſynlighed kan ſiges at være hans Sønner, og ſaaledes er det højſt rimeligt, at hele hans rige Arv er kommen til Datteren, og med hende til hendes Mand, der ſenere kaldes „Hr. Sigurd“, og derfor ſandſynligviis blev udnævnt til Ridder i 1316. Sikkert har han ogſaa haft en Sysſel paa Nordmøre eller idet Throndhjemſke[57]. I Aaret 1329 finde vi ham paa Orknø, formodentlig ſom kongelig Sysſelmand; da det ſynes at have været i Tiden ſtrax efter Magnus Jarls Død, og førend Maliſe af Stratherne havde tiltraadt Jarledømmet, maatte hans Indflydelſe derved blive ſaa meget ſtørre, og derfor er han vel netop bleven udſendt af Drottſeten i dette Hverv ſom en Mand, paa hvilken han fortrinligt kunde ſtole. Vi ſee ogſaa, at Erling betroede ham ſin private Fuldmagt til at ſelge de ham med hans Huſtru tilfaldne Beſiddelſer paa Orknø til Enkegrevinde Katarina[58]. Formodentlig døde han under ſit Ophold paa Orknø, eller ſtrax efter ſin Tilbagekomſt derfra, thi hans Død maa være indtruffen i den førſte Halvdeel i 1332, ſiden der i September ſamme Aar afholdtes et Møde i Nidaroos mellem Chorsbrødrene i Nidaroos (under Erkebiſkop Eilivs ſidſte Sygdom, der hindrede ham fra at befatte ſig med deslige Forretninger) og nogle af Hr. Sigurds Arvinger, ſom herved for den dem tilfaldende Halvdeel af Arven godkjendte den overordentlig ſtore Gave af Jordegods, tilſammen 15 Mkrs. Bool, ſom han i ſit Teſtamente havde givet Kirken til Gravſted for ſig og Bønnehold. Ejendommene var for det førſte det meſte af hvad han havde faaet med ſin Huſtru, dertil en heel Deel andet Gods paa Nordmøre, i Verdalen, Skaun og Ytterøen. De her nævnte Arvinger til det halve Bo var Arne Bonde i Holmvik og hans Broder Erik, ſaavelſom en Fru Thora Viljamsdatter, der ogſaa ſynes at have været en Paarørende af Heſtbø-Ætten, men hvis Slegtſkabsforhold til Hr. Sigurd ligeſaa lidet kjendes, ſom man veed, hvo der var hendes Mand[59]. Arvingen til den anden Halvdeel var Guthorm, Søn af en Haakon Guthormsſøn, om hvem forreſten intet videre er bekjendt, uden at han maaſkee hørte hjemme i Bergen; han godkjendte nogle Maaneder ſenere Teſtamentet paa ſin Søns Vegne, imod Løfte om, at Hr. Sigurds Aartid regelmæsſigt ſkulde holdes[60]. Formodentlig var Haakons Huſtru, Guthorms Moder, en Datter af Hr. Sigurd. Saaledes adſplittedes ogſaa dette Gods og kom for en ſtor Deel i Geiſtlighedens Beſiddelſe. Ej ubetydeligt tilfaldt dog ogſaa Kronen; formodentlig er han bleven den ſkyldig endeel Gods og Penge i ſit Regnſkab[61].

En anden ret merkelig throndhjemſk Ætt eller maaſkee flere havde ſit Hovedſæde paa Gaarden Lyng i Verdalen. Her finde vi allerede ved Slutningen af det foregaaende Aarhundrede Ridderen Hr. Audun Vigleiksſøn (Søn af Vigleik Stallare), der havde faaet en betydelig Deel deraf med ſin Huſtru Fru Ingebjørg Paalsdatter, hvis Fader, den mellem Aarene 1260 og 1289 oftere nævnte Baron Paal Sure, havde kjøbt den af Brødrene Asſur og Ottar, af hvilke den ſidſte fremdeles beholdt en Deel. Efter Paals Død deeltes Ejendommen mellem Hr. Audun og Fru Ingebjørgs Medarvinger. Disſe ſynes dog at have fundet Paaſkud til at paaſtaa bedre Ret til Fru Ingebjørgs Part, og ſaaledes udſpandt der ſig en Trætte, der varede i 30 Aar, længe efter Hr. Auduns Død, og ikke endtes førend under Kong Haakons Ophold i Nidaroos om Vaaren 1313, da en af ham nedſat Dom afgjorde Sagen aldeles til Fru Ingebjørgs Fordeel. Hendes fornemſte Modpart var da den ſtridige Aslak paa Lyng, formodentlig en Søn af en af hendes oprindelige Medarvinger, og ſom allerede forhen havde viiſt ſin Trodſighed i at forholde Chorsbrødrene i Chriſtkirken i Nidaroos deres Rettighed af Haugs Kirke i Verdalen. Dog ikke nok hermed, ogſaa hiin Ottar havde efterfulgt hans Exempel, ſaaat en ſærſkilt Dom ligeledes for hans Vedkommende maatte til for at ſkaffe Fru Ingebjørg ſin fulde Ret. Efter Aslak fulgte hans Søn Vigleik, der med Henſyn til Stridighed ſynes at have traadt i ſin Faders Fodſpor, idet han nemlig gjorde mange Vanſkeligheder“ved at afhænde til Chriſtkirken endeel Jordegods, ſom den rige Chorsbroder Sigurd Krafs, hvis Arving han var, havde teſtamenteret dertil, og vilde ikke engang give efter, da Dom var faldt imod ham (1333). En Deel af Gaarden var imidlertid tilfalden Lagmanden Hr. Sigurd Jonſøns Huſtru Fru Ragndid (maaſkee en Datter af Aslak), og Skifteforretning mellem Vigleik og Hr. Sigurd var desangaaende bleven holdt i 1325. Siden teſtamenterede Fru Ragndid en Deel af Gaarden til Elgeſeter Kloſter, men derom udſpandt ſig en ny Proces mellem Kloſtret ſamt Chorsbrødrene i Nidaroos paa dets Vegne og Fru Ragndids Arvinger ſamt Vigleik og Sigurd Ottarsſøn paa Lyng, hvilken endog paaſtod, at hun havde bortgivet hvad der ej tilhørte hende, men ham. Sagens endelige Afgjørelſe kjendes ej, men at Udfaldet blev gunſtigt for Kloſtret, derom kan man ej tvivle[62].

En Ætt maa her omtales, om hvis Medlemmer der vel intet videre høres førend efter Aarhundredets Midte, men ſom dog allerede tidligere maa have været anſeet, ſiden vi ſee, at den ſtolte Giſke-Ætt ikke fandt det under ſin Verdighed at forbinde ſig med den, og ſom ſiden blev en af de fornemſte i hele Landet. Denne Ætt førte Tilnavnet Reymar eller Rømer[63]. Den førſte af denne Ætt, ſom vi ſtøde paa, er Ridderen Hr. Svaale Alvesſøn, ſom efter 1350 hørte til Raadet og i ſamme Aar kjøbte Jordegods i Borgeſysſel, uden at det dog er viſt, om han der hørte hjemme, da han og ejede Gods andre Steder i Landet, og maaſkee endog havde ſit oprindelige Hjem i det; nordlige Norge, hvor han faa Aar efter var Sysſelmand paa Haalogaland[64]. Han døde 1362[65], efterladende ſig Sønnen Otte Reymar, hvilken baade Kong Magnus og hans Søn Kong Haakon ſenere gav det Lov, at han fra Barndommen af havde tjent dem længe og vel[66], og ſom (formodentlig allerede i Aarene mellem 1340 og 1350) var bleven gift med en Gerthrud, der neppe kan have været Datter af nogen anden end Hr. Erling Vidkunnsſøn, ſiden vi erfare, at han ſenere ejede dennes mødrene Odelsgods Stovreim, der alene paa den Maade kan være kommet i hans Beſiddelſe[67]. Vi ville i det følgende Tidsrum ſee Otte Reymar og hans hele Ætt ſpille en meget betydelig Rolle.

En af de rige og anſeede Ætter paa denne Tid, men ſom dog førſt i den følgende Generation naaede ſit højeſte Glandspunkt, var Losne-Ætten, ſaaledes kaldet efter ſin Ættegaard Losna paa Øen af ſamme Navn ved Indløbet til Sognefjorden. Den ſynes at have haft ſtore Beſiddelſer rundtom i Sogn, paa Vors og paa Hørdeland. Den førſte af denne Ætt, der med Sikkerhed kjendes, var Philip Erlendsſøn, der levede til henimod 1340. Hans Fader heed formodentlig Erlend Philipsſøn, da disſe Navne hyppigt ſees at ſkifte i denne Ætt[68]. Philip var gift med Ingebjørg Erlendsdatter og havde med hende Datteren Margrete, ſom omtrent paa den Tid blev bortfeſtet til Arnald Joſteinsſøn, ved hvilken Lejlighed hendes Moder Ingebjørg med Margretes og Arnalds Samtykke ſkjenkede ſin Mand endeel Jordegods. Bryllupet ſtod dog ikke førend i October 1322, og fik Margrete da alle de Koſtbarheder i Medgift, ſom ovenfor ere omtalte; ligeledes fik hun en heel Deel Jordegods i Ryfylke, Hørdeland og Fjordene[69]. Maaſkee var dette endog hendes mødrene Arv, og Ingebjørg paa den Tid død, da det af andre Brevſkaber erfares, at der herſkede en Tviſt mellem Philip og Datteren ſaavelſom Svigerſønnen om hiin Gave af hans Huſtru, hvilken de ſenere ej vilde godkjende. Dagen efter at Philip havde ladet tilvurdere Margrete hendes Medgift, endnu under Bryllupsfeſten, indgik de vel et Forliig om, at alt, hvad der havde været dem imellem, ſkulde være bilagt, og at Philip ſkulde beholde Gaven[70]. Men ikke deſtomindre udbrød der ny Tviſt derom, ſaa at Sagen tilſidſt maatte indſtevnes før Lagmanden. Det ſkulde egentlig være Gulathings-Lagmanden, men da dette Embede formodentlig netop paa den Tid (i Juni 1332) var ubeſat, paakjendtes den af Lagmanden for Bergens By, Thrond Krakesſøn, og Ivar Oma, der efterat have hørt de nødvendige Vidner og Forklaringer gav Philip Ret, ſaa at han beholdt Godſet[71]. Sandſynligviis har Philip efter Ingebjørgs Død giftet ſig paa ny, og er derved kommen i Strid med Datteren og Svigerſønnen om hendes mødrene Arv. Og efter al Rimelighed var det i dette andet Egteſkab, at han blev Fader til Erlend Philipsſøn, ſom vi fra Aarene omkring 1370 indtil ind i Begyndelſen af det næſte Aarhundrede ville ſee at indtage en fremragende Plads blandt Norges Statsmænd, og hvis Fødſel ſaaledes falder omkring 1335. Da Philip bortfeſtede ſin Datter, og ligeledes da han holdt hendes Bryllup, boede han ikke paa Losna, men paa det nærliggende Odensland (nu Onsland) i Auſtreim (nu Kirkebø) Sogn. Forøvrigt lader det til, at Margrete var en temmelig baade letfærdig og ſelvſtændig Kvinde, thi med den bergenſke Chorsbroder Halldor Jonsſøn[72] havde hun — man kan ſkjønne efter ſin Mand Arnalds Død — Sønnen Jon, hvilken hun den 11te September 1338 i Overvær af Hr. Erling Vidkunnsſøn, Magiſter-Capellarum Hr. Guthorm, Henrik Einarsſøn, Chorsbroder ved Apoſtelkirken, Ivar Andresſøn, Gulathings-Lagmand, og Thorgeir paa Stedje, Raadmand i Bergen, ſaavelſom Fru Elin Thoresdatter og andre Damer ættledede med ſin Faders Samtykke og alle dertil brugelige Formaliteter, idet hun, Philip og Jon udenfor Nicolai Kirkedør i Bergen lagde Haanden paa Bogen, medens hun højtideligt lyſte, at hun herved ættledede Jon til al ſin Arv og alt det Gods, hun vilde give ham, til Arv og til Odel, o. ſ. v.; hvorhos hun til Vidnesbyrd ſtrax gav ham et Sølvbeger og noget Jordegods[73]. Aaret forud havde hun ogſaa tilbyttet ſig en Deel af Gaarden Væten paa Vors mod en anden mindre Gaard paa Karmøen og noget Mellemlag[74]. Videre lader hendes Green af Slægten ſig ikke forfølge. Derimod ſynes det, ſom om Erlend Philipsſøn ogſaa er bleven Arving til det ſtore Slinde-Gods, hvis ſidſte bekjendte Beſidder af den gamle Stamme, Hr. Audun paa Slinde, maa være død lidt efter 1330, og hvis Sønne- eller Datter-Datter Erlend ſaaledes maaſkee kan have egtet[75].

Inde i Sogn var der flere anſeede Familier, der ogſaa indbyrdes var beſvogrede med hinanden og beſad en ſtor Deel af Jordegods. Oppe i Lærdalen, paa Gaarden Graute (Grøte) boede ved Aarhundredets Skifte en Baard, der ogſaa ejede Gaard i Bergen, benævnet efter hans Ættegaard, ifølge den Tids Skik, med Navnet „Grauten“, ligeſom han ogſaa ejede øvre Hvamm paa Borgund, m. m. Baards Datter Birgitta, ſedvanligviis kaldet „Huſtru Birgit i Grauten“, egtede Eindride Hviit, en anſeet Mand fra ſamme Egn, der maaſkee var beſlegtet med den oftere omtalte Gunnar Hviit. Eindride fik med Birgitta baade Hvamm, og, ſom man maa antage, Graute. Derhos kjøbte han andet Jordegods, hvoriblandt en Deel af et andet Hvamm, paa Fylkesbygden (i Hafslo). Deres Datter var Sigrid, der egtede Hr. Thorfinn Sigvaldesſøn; denne fik nu med hende baade Graute, Hvamm og Gaarden i Bergen. Hr. Thorfinn var Sysſelmand i indre Sogn omkring 1322, ja maaſkee og længere, eller lige til ſin Død, der maa være indtruffen lidt efter 1340; men han lader ikke til at have efterladt Børn, da der var Tale om, at Hvamm i Borgund ſkulde gaa i Arv til en anden Linje. Eindride ſynes nemlig at have haft endnu en Datter, Jardthrud, der egtede den anſeede Bonde Eyſtein Iſaksſøn Mugga, fra ſamme Egn, og bragte ham hiin Deel af det hafsloſke Hvamm i Medgift, og deres Sønneſøn Eindride Botulfsſøn ſøgte ſideneſter i Aaret 1342 at godtgjøre ved Vidneførſel, at Hvamm i Borgund med Mette tilkom ham[76]. Den her nævnte Eyſtein Iſaksſøn Mugga nedſtammede formodentlig fra hiin Iſak Thorgilsſøn, der i 1183 havde været en af Hovederne for Sokndølingerne ved Oprøret mod Kong Sverre[77]. Han var en meget bemidlet Mand, der efterhaanden lagde ſig mere Jordegods til i den Egn, ſom Opplaa, Mare o. ſ. v.; muligt at han og allerede ſelv havde endeel af Hvamm i Haſslo, men viſt er det, at han ogſaa ſenere kjøbte endeel deraf af en Paal i Hvamm og hans Huſtru Ragnhild, der ſynes at have været en Syſterdatter af den gamle Huſtru Birgitta i Grauten. Eyſtein havde ogſaa tvende Brødre, Gaut og Arnfinn, om hvilke der dog ej meldes ſtort. Eyſtein døde ved 1337, efterladende ſin Huſtru Jardtdrud og Sønneſønnerne, den nys nævnte Eindride Botulfsſøn og Thorſtein Botulfsſøn[78]. Eindride bragte Ætten end mere i Vejret ved at gifte ſig ind i den megtige Finne-Ætt paa Vors, hvorom der i det følgende vil blive handlet.

I Forbindelſe med disſe nysnævnte Høvdinger i Lærdal og Haſslo eller Fylkesbygden nævnes ogſaa ofte en Ætt i Kaupangr, der maa have været meget anſeet og velhavende, og ſom formodentlig nedſtammede fra den ligeledes blandt de oprørſke Sokndøler 1183 nævnte Karlshoved, Søn af Arngeir Preſt, thi dens Hoved i de førſte Tiaar af det 14de Aarhundrede heed ogſaa „Karlshoved i Kaupangr“[79], kongelig Hirdmand, og anvendt i flere offentlige Hverv. Kaupangr ſelv ſynes endnu paa denne Tid at have beholdt lidt tilbage af ſit bymesſige Udſeende, der tales ſaaledes om Braſegaard, Skollegaard[80], o. ſ. v., ligeſom i andre Byer, men ubetydelig maa den dog have været, og ſiden Karlshoved fremfor de øvrige Beboere kaldes med Tillægget „i Kaupangr“, har han vel ejet det meſte af Grunden og hans Huſe udgjort den fornemſte Deel. Han, Hr. Audun paa Slinde og en Erlend Silfeſtsſøn, der følgelig ogſaa maa have været Hirdmænd, var de tre Mænd, hvilke Kong Haakon i 1314 befalede at ſkifte Hvaall mellem Arvingerne, ſaaledes ſom det ovenfor er nævnt. Karlshoveds Sønner, ved Navn Erlend og Joſeph, forekomme hyppigt i Breve fra Aarhundredets anden Halvdeel, den ſidſte fornemmelig boende paa Kalvhage ved Røneid i Fylkesbygden. Erlend Silfeſtsſøn tilligemed Broderen Jon og Nikolas havde ſin Ættegaard paa Egge i Sokndal og lade til at have ſtaaet i den nøjeſte Forbindelſe med Slinde-Folkene. Karlshoved i Kaupangr tilligemed flere Bønder i den Egn, Medejere af Gaarden Otte i Ljuſter, havde i Aarene 1322—1324 en temmelig ivrig Strid med Preſten og de øvrige Bønder i Dale om Ret til Seterbrug og Driftevej i den ſaakaldte Uppdal. Der blev ført Vidner derom for Sysſelmanden, Hr. Thorfinn, i October 1322, og derpaa indmeldtes Sagen for Kongen eller rettere Drottſeten, der nu i Kongens Navn bød Hr. Sigurd Steinsſøn paa Hvaall, Thorgeir Preſt i Hafslo og Erik Arnesſøn at ſtifte Forliig mellem Parterne, hvilket og ſkete den 5te Mai 1324 ſaaledes, at Mændene paa Otte vel ej fik Ret til at holde deres Kvæg i ſelve Uppdalen, men dog ſkulde kunne have den nødvendige Drift med Madvarer, Hø o. ſ. v. derigjennem fra ſine Setrer, og herved ſynes det ogſaa at have haft ſit Forblivende[81].

Den allerede i det foregaaende af os hyppigt berørte Ætt, der beboede Gaarden Finnen paa Vors, repræſenteredes ved Aarhundredets Begyndelſe af Peter Bonde, der tillige var Kirkens Verge og ſandſynligviis Egnens ypperſte Mand, uden dog at have opnaaet Ridderverdigheden. Han døde ved 1319, efterladende Sønnerne Orm og Gudbrand Klerk, hvilken ſidſte ſaaledes maa have faaet en lærd Opdragelſe. Orm, der var gift med Gudrid Audfinnsdatter, døde, ſom det lader, barnløs før Gudbrand, efterat han blandt andre Gaver i ſit Teſtament ogſaa havde ſkjenket Bonden paa den nærliggende Gaard Hviitheim, Halldor Olafsſøn Duuk, et godt Sverd, hvilket Gudbrand gjerne ønſkede tilbage og derfor tilbyttede ſig det mod 3 Mmbool i Hyllen i Bøar-Aattingen. Gudbrand er ſaaledes ikke indtraad i den geiſtlige Stand, om han end fra førſt af var beſtemt dertil. Men han maa ligeſaavel ſom Broderen være død uden Sønner; thi den næſte Beſidder af Finnen, vi ſtøde paa, er Erik Erlendsſøn, kaldet Bokke, der efter al Rimelighed var hans Datterſøn. Erik døde lidt før 1349, efterladende, ſom det ſynes, kun et eneſte Barn, ſom han havde haft udenfor Egteſkabet med Enken Ingebjørg Simonsdatter, men ſom han maa have lyſt i Kuld og Kjøn, ſiden det erkjendtes for hans og hans tidligere afdøde Børns Arving. Derved kom det hele Gods i Ingebjørg Simonsdatters Beſiddelſe, dog ikke førend hun havde udholdt en Proces med Hallſtein Joſteinsſøn paa Saude, der en Tidlang, formodentlig ſaalænge det var uafgjort, om hendes Barn ſkulde anſees arveberettiget, havde beſtyret Godſet, hvorfor han nu fordrede betydelig Erſtatning. Denne maatte hun da ogſaa udrede og tiltraadte derpaa Godſet, hvoraf hun ſnart ogſaa blev virkelig Ejerinde, øjenſynligt derved at hendes Barn med Erik Bokke døde, ſaa at hun ſelv arvede det. Saaledes kunde da igjen den forhen omtalte Botulf Eindridsſøn blive Ejer deraf, idet han egtede hendes Datter af førſte Egteſkab, Elin Villjamsdatter, ſaaledes ſom det paa ſit Sted vil blive omtalt. Af de forſkjellige Brevſkaber, der vedkomme de nævnte Perſoner, ſeer man, at de ogſaa havde betydeligt Jordegods andenſteds i Fylket, nemlig i Hardanger, paa Søndhordland, m. m. Ligeledes ſeer man, at de maa have levet paa en ſtor Fod, navnlig fortælles det om Halldor Duuk paa Hviitheim, at han paa ſin Lod af Gaarden, efter ham kaldet Dukar-Tuun, lod bygge et prægtig Badſtue. Blandt de megtige Nabo-Familier have vi allerede haft Anledning til at omtale den paa Rogn, af hvis Medlemmer vi førſt ſtøde paa Brødrene Odd og Hollrodd, den førſte boende paa Rogn, den anden paa Ringheim, og ſom tillige i 1293 indløſte Gaarden Birke, ſom deres Odel, fra dens midlertidige Ejer, Einar Pinnung. De blev dog ej i rolig Beſiddelſe deraf, da Einars Enke, Huſtru Solveig i Buagaarden i Bergen, og deres Søn Haakon ſenere ſøgte at tilvende ſig den og til den Ende endog underkjøbte Vidner. Imidlertid maatte Solveig dog give tabt. Efter Odd paa Rogn nævnes hans Sønner Halle paa Rogn og Odd paa Røtin, og efter Halle flere Sønner, hvoriblandt Odd Hallesſøn allerede tidligere er omtalt ſom den, der i 1343 procederede med de øvrige Gullfjerdings-Bønder om ſine Forpligtelſer med Henſyn til Bodebroens Vedligeholdelſe. Hvorledes Odds Broderdatter ſiden blev gift med Botulf Eindridesſøn, og flere anſeede Ætter derved ſmeltede ſammen, vil i det Følgende blive viiſt[82].

Der nævnes lejlighedsviis ogſaa en Mængde andre anſeede Mænd, Riddere eller Hirdmænd, rundtom i Norge, men da deres Familieforhold ikke angives, eller ret oplyſes, vilde det her være til ingen Nytte ſærſkilt at omtale dem. Med temmelig Sikkerhed kan man antage, at alle, eller de fleſte her ovenfor nævnte Mænd, ſom ikke havde Ridderverdigheden, dog idetmindſte var Kongens haandgangne Mænd eller Hirdmænd[83]. Man ſeer det nokſom deraf, at Kongen ſaa ofte gav dem ſærſkilte Hverv, hvilke han ej godt kunde paalegge dem, uden at de ſtod i hans Tjeneſte, fornemmelig hvor det gjaldt at bilegge Trætter mellem andre Hirdmænd indbyrdes, eller anſtille foreløbige Underſøgelſer om Sagerne, inden disſe Trætter kom til Paakjendelſe. Ligeledes ſees det, at ſlige Sager mellem dem indbyrdes i Reglen ikke ſimpelthen indſtevnedes for Lagmanden eller Lagthinget, men for Hirdſtevne, eller, naar denne ikke ſtrax kunde haves ved Haanden, for et Par Lagmænd i Forening med andre Hirdmænd og højtſtaaende Klerker, der da enten afgjorde den eller henviiſte den til Kongens egen Dom paa Hirdſtevne. Et ſaadant Privilegium for de haandgangne Mænd erkjender ikke Hirdſkraaen, der vel forudſetter, hvad der ligger i Sagens Natur, at alle Uenigheder, der opſtod mellem vagthavende Hirdmænd indbyrdes, ſkulde paakjendes af Kongen eller efter dennes Foranſtaltning af deres Kammerater, men ſom her ganſke viſt ikke ſigter til Tviſtemaal, der kunde reiſe ſig mellem haandgangne Mænd udenfor Tjeneſten, og om Sager, der intet havde med Tjeneſten, eller med deres Kammeradforhold at ſkaffe. Tvertimod foreſkrives det udtrykkeligt i Hirdſkraaens Art. 35, „at ved alle de Sager, ſom Kongens Mænd have at ſøge eller verje i Heredet, da ſkal der forholdes dermed, hvad enten man ſøger eller ſøges, efter Landets Love, og dette ſkulle alle Lagsfællerne hjelpe til at overholde; vil nogen have mere, end Loven hjemler ham, da ſkulle de andre ſkille ſig fra ham“. Her gjøres der ingen Forſkjel, om Sagen verſerer mellem haandgangne Mænd indbyrdes, eller mellem haandgangne og ikke haandgangne; og vi have desuden udtrykkeligt ſeet, hvorledes Kong Haakon alvorligen ſøgte at afſkaffe den Uſkik, at Sysſelmænd, Riddere og andre haandgangne Mænd, naar de havde Sager med dem, de anſaa for ringere end ſig, ikke vilde lyſtre Stevninger til Lagmand eller Lagthing. Alligevel viſe en Mængde opbevarede Domme og andre Brevſkaber, at det i alle Fald ved Sager mellem haandgangne Mænd indbyrdes blev til en faſt Regel, at Kongen ſkulde forordne egne Dommere, viſtnok udelukkende valgte af af de haandgangne Mænds Tal, med Undtagelſe af de Geiſtlige, der undertiden beſkikkedes, og i ſaa Fald vel altid vare kongelige Embedsmænd. Man kan og godt forſtaa, hvorledes det kunde komme dertil, thi alle Retstrætter kunde jo lettelig ſeent eller tidligt antage en ſaa perſonlig Charakteer, at de vare uſorenelige med det Kammeradſkab, der ſaa ivrigt ønſkedes overholdt mellem Kongsmændene indbyrdes, og det maatte derfor være ſaavel dem ſelv ſom Kongen magtpaaliggende, ſnareſt muligt, og ved umiddelbar Indgriben at ſkaffe Fred til Veje. Man betragtede vel og de til at paakjende Sagerne beſkikkede Mænd ſnarere ſom Voldgiftsmænd, end ſom Dommere. Hvad Forſeelſer angaar, ſom en haandgangen Mand begik mod andre Thegner, da foreſkrev Hirdſkraaen ſelv i den ſamme Artikel, at han ſkulde bøde efter Sysſelmandens Raad og Lagmandens Orſkurd, eller være ſelvſagt af Kongens Tjeneſte, hvilket nærmere blev indſkerpet af Kong Haakon i hans Forordning af 11te October 1303[84]. Men Hirdſkraaen tilføjer dog ogſaa ſelv, at Sysſelmanden i ſlige Tilfælde ſkulde ſkriftligt melde de nærmere Omſtændigheder til Kongen, ſom da ſiden med gode Mænds Raad nærmere vilde afgjøre Sagen og viſe den Naade, han fandt pasſende. Herved maatte det dog tilſidſt komme dertil, at ſlige Sager ofte afgjordes paa Hirdſtevne eller ved Kongens umiddelbare Foranſtaltning, ej at tale om, naar kongelige Embedsmænd anklagedes for deres Embedsførelſe, thi da faldt det af ſig ſelv, at ſaadanne Klager maatte gaa lige til Kongen og afgjøres paa Hirdſtevne. Men ved alt dette, i Forbindelſe med den Skattefrihed, ſom de haandgangne Mænd nød for et viſt Beløb Jordegods, og under Paavirkningen af de i det øvrige Nord-Europa og de nærmeſte Nabolande herſkende Anſkuelſer, befeſtedes Foreſtillingen om, at Kongsmændene udgjorde en egen privilegeret Stand, en formelig Adel eller idetmindſte Stabilitet, hvorfor vi og finde, at enhver til den Klasſe henhørende Perſon, der omtales i pavelige Breve, her kaldes „nobilis“, ganſke ſom Adelsmænd i andre Lande[85], og vi ſee Kongemagtens umiddelbare Indgriben ſtrække ſig næſten til alle inden denne Kreds forefaldende Rets-Anliggender, ſom f. Ex. at paabyde Skifte efter Dødsfald, tilholde en Skyldner at betale ſin Gjeld, beordre Domme exeqverede, o. ſ. v.[86]. Dette Syſtem har formodentlig iſær befeſtet ſig under Kong. Magnus’s Mindreaarighed, da man ogſaa egentlig kan ſige, at de haandgangne Mænd med Drottſeten i Spidſen førte Regjeringen. Men derfor var det nu vel og, at man ikke, ſom før, kunde lade det bero ved den Megling af Stallaren og Merkesmanden, ſom Hirdſkraaen i ſaadanne Tilfælde paabød[87], thi den var ligeledes alene beregnet paa de Tviſtemaal, der kunde forfalde mellem de ved Kongens Hof til Tjeneſte forſamlede Kongsmænd, men at man til Behandling af alle de Hirdſager, der ſtrømmede ind fra alle Landets Kanter, oprettede det ſæregne ovenfor (S. 65) omtalte Lagmands-Embede for Kongsgaarden eller Hirden, under hvilket man netop ſeer det her omhandlede Slags Sager at være henlagte. Det er endog ikke ſaa uſandſynligt, at Stallare- og Merkesmands-Embederne overhoved tabte deres Betydning, eller endog aldeles ophørte, thi vel finder man Hr. Paal Eriksſøn kaldet Merkesmand, endog efterat Kong Magnus var bleven myndig[88], men ſom ofteſt fører han dog ikke denne Titel, ſaa man derfor ſkulde friſtes til at anſee den for temmelig betydningsløs, og kun indrømmet ham for hans Livstid, efter hvilken den virkelig ogſaa ſynes at ophøre, ligeſom man heller ikke finder ſynderlig Spor til, at Stallare-Verdigheden har ſtaaet ved Magt[89]. Man ſeer desuden af den nye og ſæregne Betydning, ſom Drottſete-Embedet under Formynder-Regjeringen fik, en Betydning, ſom Hirdſkraaen ikke kjender, men ſom derimod Embedet havde i Sverige og Danmark, at Hirdſkraaens Ordning af Hof-Embederne under Formynder-Regjeringen undergik en betydelig Forandring og Tillempning efter de i Sverige beſtaaende Forhold. Hertil kom, at Stallare- og Merkesmands-Verdighederne, der ifølge Hirdſkraaen ſkulde medføre Lendermandsret, nu efter Lendermandsverdighedens Ophævelſe egentlig ikke længer pasſede i det øvrige Syſtem, og at man derfor har ladet dem blive ubeſatte efter de Mænds Død, der beklædte dem under Kong Haakon[90]. Derimod har man maaſkee i deres Sted udnævnt en eller flere Hirdſtjorer, idetmindſte have vi ſeet (S. 186), at Hr. Agmund Guthormsſøn paa Thumn i 1336 kaldtes „Hirdſtjore i Viken“. Hans Forretninger ſees deels at være en Sysſelmand i Diſtrictet, deels ogſaa en Befalingsmands eller kongelig Ombudsmands inden Hirden. Formodentlig var da hans egentlige Hverv at foreſtaa Hirden, der rimeligviis endog havde ſin faſte Station i Viken, det være ſig nu paa Baagahuus, i Konghelle, i Borg, Oslo eller Tunsberg, hvad enten Kongen var tilſtede i Landet eller ikke, og dermed har han da og forbundet en Sysſelmands Forretninger i de nærmeſte Diſtricter, maaſkee ſaameget mere, ſom idetmindſte den nordligſte Deel deraf, Follo med endeel af Oslo Sysſel, engang for alle var ſkjenket til Mariekirken i Oslo, hvis Forſtander vel ikke altid kunde undvære den verdslige Hjelp[91]. Formodentlig blev denne Hirdſtjore-Verdighed i Landet ſelv ikke oprettet førend paa den ovenanførte Tid (1335), efterat Kongen ſelv havde overtaget Regjeringen og erfaret Normændenes Misnøje med hans hyppige og langvarige Fraværelſer i Sverige, thi under Formynder-Regjeringen maatte det netop være Drottſetens Sag at varetage hine Forretninger inden Hirden. Derimod have vi ſeet, at de kongelige Statholdere paa Island nu kaldtes Hirdſtjorer; det var ogſaa aldeles nødvendigt, at de beklædtes med Hirdſtjore-Verdighed for at kunne ſkifte Ret mellem de mange haandgangne Mænd, der befandt ſig paa Øen, og ſom ikke ved enhver Lejlighed kunde ſtevnes over til Norge. De Mænd, der i det af os nu gjennemgaaede Tidsrum af Kong Magnus’s Regjering beklædte dette Kongslagmands-Embede, var førſt Hr. Guthorm Kolbjørnsſøn, ſom det allerede ovenfor er viiſt, og ſiden Thrond Krakesſøn. Guthorm var egentlig ſelvſkreven dertil, forſaavidt han ogſaa var Medlem af den førſte Formynderregjering og formodentlig allerede i denne har overtaget disſe Functioner, ſom han nu kun bibeholdt efter Regjerings-Forandringen. Det kan imidlertid ikke tydeligt ſees, om Guthorm ogſaa beholdt dette Embede, efterat Kongen var bleven myndig; ſandſynligt er det ikke; men han ſynes desuden at være død kort efter, og har i alle Fald kun indtaget ſin gamle Stilling ſom Lagmand i Tunsberg[92]. Thrond Krakesſøn, der nævnes ſom Gulathings Lagmand allerede i 1316[93] og var Bergens Lagmand mellem 1329 og 1332, kom ſiden ſom Fehirde til Throndhjem, hvor vi finde ham i 1338—1342; men fra 1344 af indtil 1349 finde vi ham i Oslo, oftere udtrykkeligt betitlet „Lagmand i Kongsgaarden“ eller „Kongens Lagmand“[94], og i denne Egenſkab dømte han endog i førſte Inſtans mellem Jemtelendingerne og deres Sysſelmand Nikolas Djakn[95]. Man ſeer ogſaa, at disſe Kongslagmænd deels fulgte med Kongen og Hirden, deels og paa egen Haand reiſte omkring, formodentlig for at paakjende de rundt om i Landet faldende Hirdſager. Saaledes var Hr. Guthorm om Høſten 1324 og Vaaren 1325 i Bergen med Hoffet og paakjendte Sager i Egenſkab af Lagmand i Kongsgaarden[96]. Thrond Krakesſøn bereiſte i 1344 efter Kongens Bud hele Oslo Fehirdſle tilligemed Guthorm Eriksſøn for at efterſpore de kongelige Rettigheder[97], og han fik derhos efter ham, ſom det ſiden ſkal viſes, Sysſel i ſøndre Gudbrandsdalen, uden dog derfor at opgive Lagmands-Embedet.

Det maa have været en overordentlig Magt, ſom Kongedømmet ved dette umiddelbare, uindſkrænkede Velde over alle de mange rundt om i Landet ſpredte haandgangne Mænd, der tillige var Kjernen af Bønderne, maatte kunne udøve. Sysſelmændene vare pligtige at udføre Kongens Befalinger, de haandgangne Mænd til at hjelpe Sysſelmændene. Det ſynes, ſom om der ikke var nogen, nokſaa vilkaarlig Befaling, ſom Kongen ikke paa den Maade ſkulde kunne faa ſat i Verk. I en kraftig Konges Haand maatte denne Magt gjøre ham til Landets uindſkrænkede Herre. Men Magnus var af en veegere Natur, og de haandgangne Mænd havde desuden under den lange Formynderſtrid vundet en Selvſtændighedsfølelſe, ſom bagefter ej ſaa godt lod ſig udrydde, og vi have derfor ſeet et Parti af dem gjøre ham en Modſtand, for hvilken han om ikke ganſke, ſaa dog tildeels maatte give efter. Imidlertid vedblev dog de haandgangne Mænds retslige Stilling uforandret, og om der end fra Tid til anden kunde røre ſig hos dem en Selvſtændigheds-Aand, ſaa var dog Foreſtillingen om deres Lydighedspligt lige fuldt tilſtede og kunde i Tidens Løb ikke andet end frembringe hos det hele Folk en Ærefrygt for Kongemagten, der i fredelige Tider og under gunſtige politiſke Forhold var rosværdig nok og kunde have de bedſte Følger, men ſom under det uheldige Sammenſtød af ſæregne Omſtændigheder, der ſenere rammede Norge, og ſom gjorde Kongemagten til et blot og bart Redſkab i et fremmed Ariſtokraties Haand, ſtillede det næſten hjelpeløſt lige over for dette.

Det vilde have været ønſkeligt, om man ved Hjelp af de endnu fra hine Tider overblevne Brevſkaber og Documenter havde kunnet opſtille fuldſtændige Fortegnelſer paa de fornemſte kongelige Embedsmænd — Sysſelmænd, Gjaldkerer, Fehirder ſamt Lagmænd — i hvert enkelt af Landets Diſtricter. Thi man vilde deraf bedſt kunne ſee, hvilke Mænd der til enhver Tid var de højeſt betroede fra Kongemagtens Side, og i hvilke Hænder den ſtørſte Indflydelſe var. Nu lader det ſig alene gjøre ſtykkeviis, og meget mangelagtigt. Men endog kun de ufuldſtændige Rækker, ſom ſaaledes lade ſig opſtille, yde dog ikke ringe Oplysning, og i alle Fald bidrage de til at viſe, hvorledes enkelte Perſoner, formodentlig deels paa Grund af deres ſtørre Brugbarhed, deels for Indtægternes Skyld, hyppigt forflyttedes fra det ene Embede til det andet, og hvorledes overhoved et Embede ſjelden beklædtes længe af een og ſamme Mand, det være ſig nu fordi det var Regjeringens Politik hyppigt at vexle, eller fordi een og anden Embedsmand faldt i Unaade eller maatte vige for en anden, der ſtod i højere Gunſt, eller endelig og fordi han ſelv ønſkede at drage ſig ud af det offentlige Liv.

Af Norges fem Fehirdſler var upaatvivlelig Bergens den vigtigſte, forſaavidt, idetmindſte lige til henimod 1340, de kongelige Indtægter ej alene af Gulathingslagen, men og af Haalogaland med Finmarken og de veſtlige Skatlande dertil udbetaltes[98]. Derfor kaldtes ogſaa Jon Bjarnesſøn, der ved Formynderregjeringens Oprettelſe blev Fehirde i Bergen og ſelv ſynes at have været et Medlem af Regjeringen, Kongens Fehirde i Norge[99], altſaa Overfehirde for hele Landet; han havde derfor muligtviis ogſaa en Fehirde under ſig i Bergen, da han ſom Regjeringsmedlem ikke altid kunde være tilſtede der, og desuden finder man nogle Aar forud virkelig to Fehirder paa een Gang i Bergen[100]. Jon Bjarnesſøn gik, ſom det er viiſt, af kort efter Formynderregjeringens Opløsning[101], og efterfulgtes formodentlig af Svein Sigurdsſøn Klerk til Hvaall, idetmindſte nævnes ingen imellem dem, ſkjønt man rigtignok ikke finder Svein nævnt førend i 1327[102], og Titlen „Underfehirde i Kongsgaarden“, hvilken Titel han dog ſnart ombyttet med den af „Fehirde“ uden noget Tillæg[103], kunde tyde paa, at der i Førſtningen var tvende. Dog findes der ſenere ikke noget Spor af, at der var ham nogen overordnet. Svein døde 1332[104], og hans umiddelbare Eftermand var maaſkee Merkesmanden Hr. Paal Eriksſøn, der idetmindſte i Begyndelſen af 1336 indehavde Embedet[105]. Han beklædte det dog ikke længe, thi allerede i 1337 finde vi Provſten ved Apoſtelkirken, Magiſter Capellarum, Hr. Guthorm Paulsſøn, ſom hans Efterfølger[106]. Provſt Guthorm maatte igjen nedlægge Embedet, ſom det ſynes paa Grund af mindre tilfredsſtillende Embedsførſel ſaavelſom de ſærdeles Foranſtaltninger til Ordning af flere vigtige Anliggender, der i 1339 og 1340 bleve trufne, og i Spidſen for Fehirdſlen kom i hans Sted den oftere omtalte Gunnar Hviit, en meget brugt og derfor viſt ſærdeles duelig Forretningsmand[107]. Gunnar Hviit efterfulgtes af en Simon Gunnarsſøn, der i April 1343 var i Embedet[108], og han efterfulgtes af Sigurd Gautsſøn, der før havde været Fehirde i Tunsberg, men ved 1347 nævnes ſom Fehirde i Bergen[109]. Flere af disſe Fehirder ſynes at have været Mænd, der ellers ikke ragede ſynderligt høit op i Samfundet: de maa vel derfor have været dygtige Forretningsmænd.

Om Fehirderne i Nidaroos vides ej ſaa god Beſkeed. Med Sikkerhed kjende vi ingen førend Hr. Baard Petersſøn i 1334[110], men det er ikke uſandſynligt, at for ham enten Hr. Sigurd Jodgeirsſøn eller Arne Gjavvaldsſøn beklædte det. Efter Hr. Baard Petersſøn nævnes Thrond Krakesſøn i 1338, og ſandſynligviis endnu 1342[111], derpaa ingen førend Harald Nikolasſøn, i 1346 og førſt i 1347[112]; han havde tidligere været Lagmand i Throndhjem, Sysſelmand paa Valdres, og Lagmand i Oslo, det ſidſte endnu i 1344. Om Sommeren 1347 afløſtes han af Bjørn Thoresſøn[113], der forud var Lagmand i Nidaroos, tidligere for Froſtathing. — Om Tunsbergs Fehirder vides endnu mindre; af dem kjendes kun Hr. Bjarne Audunsſøn i 1319 og 1320, den føromtalte Sigurd Gautsſøn ved 1343[114], og Matthias Thorgeirsſøn, ved 1347[115]. I Oslo kjendes ikke med Sikkerhed nogen anden Fehirde ved disſe Tider end Thorgils Smidsſøn[116], formodentlig Søn af Ridderen Hr. Smid Eriksſøn, i 1347; Aaret forud havde han været Sysſelmand paa Ringerike. Fehirden i Oslo ſees tillige at have været Befalingsmand paa Akershuus Slot, hvor altſaa Skatten forvaredes; men det maa da formodentlig have foraarſaget Kongen ſtore Tab, at Akershuus, ſom vi have ſeet, en Tid var i Sigurd Hafthorsſøns Beſiddelſe[117]. Naar Befalingsmanden paa Akershuus tillige var Fehirde, maa det ſamme have været Tilfældet med Befalingsmanden paa Baagahuus, og ſaaledes maa vel Hr. Ivar Agmundſøn i al den Tid, han var Høvedsmand paa Baagahuus, tillige have været Fehirde; vi have ogſaa ſeet, hvorledes han — maaſke netop af den Grund — lagde Beſlag paa de af de pavelige Collectorer i Sverige 1328 indſamlede Penge og ſiden modtog Halvdelen deraf (ſ. o. S. 96). Uſandſynligt er det heller ikke, at han ſiden, da han maaſkee havde Tunsbergshuus i ſit Verge (ſ. o. S. 188), ogſaa foreſtod Fehirdſlen der. I 1340 var formodentlig Magnus Nikolasſøn Fehirde paa Baagahuus[118].

Af Sysſelmænd paa Haalogaland kjendes faa eller ingen. Det beſtod idetmindſte ſenere af flere Syſler, Throndenes, Ylves, Andanes, Lofotens, Steigens, Bodens (Bodø), og Alaſtahaugs[119], men det er nok muligt, at det endnu i denne Tid, hvormed vi her beſkjeftige os, beſtod af færre. Ved Thronſkiftet ſynes Hr. Erling Vidkunnsſøn at have haft Syſlen der, da han i 1321 modtog Sagøre[120], og indtil han blev Drottſete. Noget ſenere finde vi Hr. Svaale Alvesſøn (Reymare) ſom Sysſelmand, og det er ikke uſandſynligt, at han allerede var det længe før; men da man tillige ſeer, at han holdt en Ombudsmand nordenfor Breande (Brenden ved Ledingen), til hvis Diſtrict ogſaa Vaagen hørte, ſynes det jo viſtnok rimeligt, at ogſaa idetmindſte en Deel af Egnen ſøndenfor Breande ligeledes hørte til hans Sysſel, og at denne ſaaledes indbefattede i alle Fald baade Steigens og Lofotens Syſler[121]. Heller ikke vides der ſynderlig Beſkeed om Sysſelmændene i det Throndhjemſke og paa Nordmøre. Naar vi i Januar 1322 finde Sigurd Jodgeirsſøn, Olaf Hermannsſøn, Arne Gjaavaldsſøn, Jon Hemingsſøn, Grande Hallvarsſøn, Arnfin Sigurdsſøn og Nikolas Sigurdsſøn forſamlede paa en Hirdſtevne i Nidaroos tilligemed Regjeringsmedlemmet Hr. Guthorm Kolbjørnsſøn og Lagmanden Hr. Sigurd Jonsſøn, kan man være temmelig ſikker paa, at alle hine ſyv Mænd eller de fleſte af dem var Sysſelmænd, men man kan ej ſee i hvilket Diſtrict[122]. Formodentlig var der en Sysſelmand i hvert Fylke — vi finde ſaaledes i 1325 Hr. Brynjulf Agmundsſøn og i 1334 en Arne Taure ſom Sysſelmænd i Verdalen[123]. Muligt endog, at det ſtore Naumdølafylke, der var deelt i to Halver, Overhalven og Ytterhalven, havde to Sysſelmænd, en for hver af disſe. Uſandſynligt er det heller ikke, at Strinda- eller et andet eller flere af de nærmeſt om Nidaroos liggende Fylker laa under Erkeſtolen, ſaaledes ſom vi ville ſee, at maaſkee en Deel af Hedemarken laa under Hamars Biſkopsſtol. — Om Jemtelands Sysſelmænd er der allerede ovenfor udførligt talt.

Paa Søndmøre finde vi, ſom det allerede er nævnt, Hr. Erling Vidkunnsſøn ſom Sysſelmand i 1347, og der er intet, ſom hindrer at antage — det er tvertimod heel rimeligt — at han beklædte dette Embede lige fra den Tid, da han drog ſig tilbage fra de politiſke Uroligheder i Aarene 1333—1338. Om Sysſelmændene i Nordfjord og Søndfjord vides intet. Men da man næſten er berettiget til at antage, at enhver Sysſel fortriinsviis overlodes til en af de fornemſte i den ſelv hjemmehørende Mand, naar ikke ſæregne Omſtændigheder vare tilſtede, f. Ex. i Jemteland, ſkulde man formode, at den anſeede Hr. Eindride Simonsſøn, der hørte hjemme i Nordfjord, og ſom førſt havde været Fehirde, ſiden Lagmand, i Bergen, efter ſin Afgang fra dette Embede, formodentlig da Kongen blev myndig, vendte tilbage til Firdafylke ſom Sysſelmand[124]. I Sogn have vi ſeet Hr. Thorfinn Sigurdsſøn ſom Sysſelmand ved 1322, og han vedblev vel at være det til ſin Død; imidlertid indbefattede hans Diſtrict dog neppe mere end Indre Sogn, da Fylket var ſtort, og vi ſee, at endog et Diſtrict ſom Valdres var deelt i to Syſler. Forreſten tales der ej udtrykkeligt om nogen Sysſelmand i Yttre Sogn; efter al Sandſynlighed beklædte dog viſt Hr. Audun paa Slinde denne Verdighed, ſaa lenge han levede, altſaa henimod 1330[125]. I Nordre Valdres Sysſel, der ogſaa indbefattede Haddingdal, finde vi mellem 1325 og 1333 en Halldor Eivindsſøn, der dog nok ſjelden ſelv var die oppe, ſiden hans Lensmand Viking i begge hine Aar optreder paa hans Vegne; efter ham fulgte Harald Gudmundsſøn 1336 og 1337 og i 1343 Harald Nikolasſøn[126]. Hvo der var Sysſelmand paa Vors, vides ikke; der tales kun temmelig hyppigt om Lensmænd der, Borgar Bjarnesſøn ved 1333[127], og Brynjulf Brynjulfsſøn omkring 1340[128], og det lader ſig ikke engang afgjøre, om Vors regnedes for en egen Sysſel, eller kun ſom en Deel af Nordhørdeland; ſandſynligviis udgjorde det dog en Sysſel for ſig ſelv. Bergens Sysſel, der maa have været den ſamme ſom Nordhordelands, foreſtodes i 1325 af Hr. Guthorm Helgesſøn[129], ſiden (1328) af Hr. Finn Agmundsſøn[130], efter ham finder man ingen nævnt før i 1347, da Syſlen foreſtodes af Eindride Ivarsſøn, ſom formodentlig allerede i længere Tid havde haft Embedet, da han allerede i det følgende Aar eſterfulgtes af Ivar Andresſøn, ſom tidligere havde været Gulathings-Lagmand[131]. Om Gjaldkererne i Bergen vides intet. Heller ikke erfares der, hvo der var Sysſelmand paa Søndhordeland; i Hardanger derimod nævnes en Ivar paa Bleiden ved 1329, og en Andres Arnesſøn (formodentlig Søn af den ſom Deeltager i Skara-Dagstigningen 1339 nævnte Arne Andresſøn) i 1340[132]. I Ryfylke have vi nævnt, at formodentlig Hr. Gaute Iſaksſøn var det indtil 1322, og derpaa maaſkee Hr. Baard Petersſøn til 1325; videre erfares intet derom, førend i 1347, da vi finde Agmund Finnsſøn ſom Sysſelmand[133]. Agder var paa denne Tid inddeelt idetmindſte i to Syſler, Veſter-Agder og Øſter-Agder; ſenere nævnes der og en tredie Sysſel, Midſyſlen, men ſom neppe endnu var oprettet. Sysſelmanden paa Veſter-Agder var ved Kong Haakons Død endnu Hr. Snara Aslaksſøn, men han døde ſtrax efter, og det lader ſig ei udfinde, hvo der afløſte ham. Ligeſaalidet veed man, hvo der var Sysſelmand paa Øſter-Agder, førend Hr. Eindride Ivarsſøn beklædte denne Verdighed i 1351[134].

Om Skiduſyſla eller Grønafylke er det allerede forhen nævnt, at den næſten ſynes at have været arveligt bortforlenet til Hr. Thore Biſkopsſøn og hans Ætt, ſamt maaſkee endog forenet med Veſtfolden eller Tunsbergs Sysſel, indtil Hr. Ivar Agmundsſøn blev Drottſete og derpaa, idetmindſte for en Tid, foreſtod begge Syſler. Hvorledes Forholdet var mellem Hr. Haakon Thoresſøns Søn Stig Haakonsſøn og ham, er ikke ganſke klart; viſt er det, at Stig Haakonsſøn var Sysſelmand idetmindſte paa Veſtfold i 1332[135], medens vi derimod i 1336 ſee Hr. Ivar baade i Skiduſysſel og Tunsbergs Sysſel (ſee ovf. S. 188); heller ikke haves der ſenere Breve fra Stig Haakonsſøn, der vidne om, at han fik denne Sysſel igjen. Da man ſiden ogſaa finder Orm Eyſteinsſøn i Egenſkab af Sysſelmand, idetmindſte paa Veſtfold[136], medens han var Drottſete (ſee herom nedenfor), ledes man paa den Formodning, at maaſkee begge disſe Syſler har været anvendt ſom en Forlening til Drottſeten, endog paa længere Tid, end han beſtyrede Drottſete-Embedet. Om Gjaldkererne i Tunsberg vides heller ikke noget. Den tilgrændſende Oslo-Sysſel maa have været deelt i flere Stykker, thi, ſom det ofte er nævnt, var Mariekirkens Provſt faſt Sysſelmand i Margretedalen, Lomedalen og veſtre Bergheimshered, ſamt tillige ogſaa i begge de to Skibsreder paa Follo[137]; og det øvrige af Syſlen maa derfor have dannet en egen Sysſel for lig ſelv, hvis Indehavere dog ej kjendes. Heller ikke nævnes Byens Gjaldkerer. Paa Ringerike forekommer, ſom vi allerede have nævnt, Hr. Haakon omkring 1342[138], viſt ingen anden end Hr. Haakon Agmundsſøn, og fire Aar efter Thorgils Stuidsſøn[139]. Formodentlig hørte ogſaa Hadeland til ſamme Sysſel. Paa ſøndre Hedemarken var Hr. Andres Sigurdsſøn Kyrning Sysſelmand, i alle Fald før 1317[140], og ſynes tillige at have været det i 1323[141], men faa Aar efter finde vi ham ſom Sysſelmand i Odalen[142]. Derimod haves der et Brev af 1333 fra en Narve, der kalder ſig Biſkop Hallvards Lensmand, og ſom vedkommer et Jordeſalg i Nes Sogn[143], hvilket viſer, at Biſkopen ſelv maa have været forlenet med Syſlen i Nes og Ringsaker, eller den nordre Deel af Hedemarken, og formodentlig har ladet de fleſte Forretninger udføre ved Lensmænd. Det ſamme kan ogſaa ſluttes af hvad der ovenfor er berettet om den Overlaſt, Biſkop Hallvard paaſtod at have lidt af Sigurd Hafthorsſøn, nemlig at denne havde taget ham til Fange og tvunget ham til at overlade ham ſit Caſtell; thi dette Caſtell kan ikke være noget andet end Mjøscaſtellet ved Ringsaker, der jo dog tillige var en kongelig Borg og ſom ſaadan nødvendigviis maa have ſtaaet under vedkommende Sysſelmands Varetegt. Ved at fratage Biſkopen Caſtellet havde Sigurd Hafthorsſøn ſaaledes og formodentlig frataget ham hele Syſlen, men efter det Udfald, ſom Sagen fik, kan der ei være nogen Tvivl om, at Biſkopen fik Syſlen tilbage. Om denne Forlening med Syſlen kun var en Gunſt, der viiſtes Biſkop Hallvard, eller om det allerede i lang Tid havde været en Regel, at Nordre Hedemarkens Sysſel laa til Hamars Biſpeſtol, vides ikke med Vished; uſandſynligt bliver det dog ej, at det ſidſte var Tilfældet, naar man ſeer hen til, at allerede Biſkop Paal havde klaget til Paven over, at Kong Haakon havde opført Caſtellet paa Biſkopsſtolens Grund[144]. I ſøndre Gudbrandsdalen (ſøndenfor Roſten) finde vi førſt (ved 1320) en Erik Topp, der ſynes at have hørt hjemme i Viken[145], ſiden Guthorm Eriksſøn ſom Sysſelmand lige fra 1330 til efter 1344[146], formodentlig lige indtil han blev afløſt af Hirdlagmanden Thrond Krakesſøn, der nævnes i denne Egenſkab allerførft i Aaret 1347[147]. Guthorm har formodentlig opgivet Syſlen paa Grund af Alderdomsſvaghed, da han i 1348 gjorde ſit Teſtament og ſandſynligviis kort efter døde[148]. I nordre Gudbrandsdalen nævnes ved 1333 en Hafthor Thoresſøn, der uden al Tvivl var i Slegt med Hr. Hafthor Jonsſøn, men uden at man kan paaviſe Frendſkabet eller overhoved veed mere om ham[149]. Fra Øſterdalen er der ſaa faa Breve, at man ej erfarer, hvo der var Sysſelmand der, hvis det overhoved havde nogen egen Sysſelmand og ikke paa Grund af ſin ringe Befolkning var forenet med Soløer og Odalen. Sysſelmand i Odalen var, ſom det allerede er nævnt, Hr. Andres Sigurdsſøn Kyrning omkring 1327[150]. Hans Eftermand findes ikke nævnt. Paa Raumarike var Hr. Hafthor Jonsſøn ganſke viſt Sysſelmand i 1319, men han døde allerede 1320, og man erfarer intet om, hvo hans umiddelbare Efterfølger var, thi hans Søn Sigurd, der arvede Sudrheim-Godſet og derfor efter de Tiders Skik og Brug ſaaatſige var ſelvſkreven til Syſlen i Raumarike, var da endnu et Barn. Muligt, at Formynder-Regjeringen lod Syſlen ſtaa ledig, indtil han kunde tiltræde den, og at det var i Anledning af denne hans Tiltrædelſe, at der i Juli 1331 blev optaget det Thingsvidne om det Hr. Hafthor tilkommende Æqvivalent for hans Skylde-Veitſle paa Odinshov, hvorom der ovenfor (jfr. nedf. S. 432) er talt. Men om Sigurd da end har faaet Syſlen, er det dog ikke rimeligt, at han beholdt den efter de Uroligheder i 1333, hvori han ſpillede Hovedrollen; i alle Fald kan det neppe have været med Kongens gode Vilje og Samtykke, førend efter at den gode Forſtaaelſe igjen nogenledes var oprettet i 1346, — og det ſeer ſnareſt ud til, at ingen Sysſel er bleven Sigurd betroet, ſaa længe Kong Magnus endnu førte Regjeringen, thi man finder ham ikke en eneſte Gang nævnt ſom Sysſelmand førend 1358. Derimod forekommer i 1337 en Ivar Haraldsſøn ſom Sysſelmand eller udførende Sysſelmands Forretning paa Raumarike[151] — netop i den Tid, da Sigurd Hafthorsſøn ſtod paa den ſpendteſte Fod med Kongen. I 1341 nævnes Gerd Smidsſøn, formodentlig en Søn af Hr. Smid Eriksſøn[152]. — Om Borgeſysſel og Hafthorsſønnernes Fordring derpaa er der forhen talt. Hirdſtjoren Hr. Agmund Guthormsſøn, der ſelv hørte hjemme i Borgaſysſel, hvor han havde ſin Ættegaard, Thumn i Rode Sogn, ſynes ogſaa, idetmindſte i 1346, at have udført en Sysſelmands Forretninger der[153], og det er allerede nævnt, at han dermed maaſkee ogſaa forenede Syſlen i hele Ranafylke; idetmindſte nævnes ikke udtrykkeligt nogen Sysſelmand i dette.

Om Lagmændene, iſær dem i de ſydligere Egne, forefindes der flere Oplysninger, end om Sysſelmændene. Deres Domme eller Orſkurder vare nemlig ſom ofteſt de vigtigſte Adkomſtbreve til en Ejendom eller en Rettighed og bleve derfor opbevarede, medens de Brevſkaber, der udfærdigedes i Anledning af Sysſelmændenes Embedshandlinger, naar de angik Eiendomsretten, i det højeſte alene kunde have Verd ſom Bilag til de egentlige Adkomſtbreve, og ſaaledes vel neppe omhyggeligt l bleve gjemte og bevarede, naar de ej, ſaaledes ſom det i hine Tider var brugeligt, ved Forſegling var forbundne med Domsbrevene; andre Skrivelſer fra Sysſelmænd, f. Ex. Drabsberetninger o. ſ. v., og ſom i Regelen ſendtes tilbage fra det kongelige Cancelli ſammenheftede med det derfra udſtedte Landsviſtbrev, havde ej længer nogen retlig Betydning, naar Sagen ſelv var afgjort, og det kan derfor alene betragtes ſom tilfeldigt, at enkelte af dem endnu forefindes. — Paa Haalogaland ſynes Ivar Alfsſøn (om hvem forreſten intet nærmere vides) at have været Lagmand i forholdsviis meget lang Tid, forſaavidt man nemlig kan antage, at den Ivar Lagmand paa Haalogaland, ſom den 8de Mai 1321 var med at udſtede et Vidnesbyrd om, at Hr. Erling Vidkunnsſøn modtog noget Jordegods i Liqvidation af Sagøre, var den ſamme ſom Ivar Alfsſøn, Lagmand paa Haalogaland, der i November 1334 paa Torge udſtedte Vidnesbyrd om det Gods, ſom Cecilia Haakonsdatter fik beholde af ſin afdøde Mand Erik Viljamsſøns Bo[154]. Hvo hans Eftermand var, vides ikke. — Froſtathings Lagmand (ogſaa kaldet Lagmand eller Hereds-Lagmand i Throndhjem) var ved Thronſkiftet 1319 maaſkee endnu Hr. Sigurd Jonsſøn, der havde beklædt Embedet i den meſte Tid af Kong Haakons Regjering; men i eller før 1324 var han fratraadt, thi da finde vi Kolbein Jonsſøn nævnt ſom hans Eftermand i et Brev, ſom ogſaa Hr. Sigurd ſelv var med at udſtede[155]. Kolbein var endnu Lagmand i 1327; i 1329 nævnes Thorfinn Eymodsſøn, der før havde været By-Lagmand[156], i 1335 og 1337 finde vi ſom hans Eftermand Harald Nikolasſøn, der ſynes at have hørt hjemme i Valdres, hvor han og var Sysſelmand i 1344, men kun i kort Tid, ſom vi have ſeet[157]. Efter ham nævnes Bjørn Thoresſøn, mellem 1342 og 1344, hvorefter han blev By-Lagmand i Nidaroos, og endelig Fehirde i ſamme Stad[158]. Hans Eftermand ſom Froſtathings Lagmand var Sørkve Arnesſøn, der nævnes førſt i denne Egenſkab i 1345 og var i Embedet endnu i 1353[159]. Den førſte By-Lagmand i Nidaroos, ſom vi med Sikkerhed kjende efter Thronſkiftet, er Thorfinn Eymodsſøn, der nævnes i 1328[160], men maaſkee kun midlertidigt, da han allerede det følgende Aar var Froſtathings-Lagmand, medens derimod Olaf Hermannsſøn, der forekommer ſom Lagmand i Nidaroos mellem 1329 og 1344, allerede i 1322 nævnes paa en Maade, der gjør det muligt, at han ogſaa da beklædte Embedet[161]. Efter Olaf Hermannsſøn fulgte den nysnævnte Bjørn Thoresſøn, i 1344 eller 1345, forhen Froſtathings-Lagmand[162], og i 1347 Fehirde i Nidaroos. — Gulathings-Lagmand var ved Thronſkiftet og endnu i 1321 Hr. Hauk Erlendsſøn[163], derpaa fulgte Ivar Arnesſøn, om hvem forreſten intet vides, i 1322, 1323[164]; hans Eftermand var Hr. Baard Petersſøn omkring 1325 og 1326 (ſee ovf.); hans Eftermand igjen Bjarne Anundsſøn, i 1332[165], og efter denne finde vi i 1338 Ivar Andresſøn, derpaa i 1343 Holte Thorgrimsſøn[166], der i 1346 ſendtes ud til Island ſom Hirdſtjore, hvor han ogſaa døde i 1348[167]; i 1347 den ovenfor omtalte Greip Thoresſøn, ſandſynligviis af Ænes-Slegten, og endnu i ſamme Aar Paal Knutsſøn, forhen Hertuginde Ingeborgs Ombudsmand, der ogſaa 1348 var i Embedet[168]. — Lagmand i Bergen ved Thronſkiftet var formodentlig Hr. Eindride Simonsſøn, der idetmindſte i 1325 beklædte Embedet[169]. Efter ham nævnes Arnfinn Sigurdsſøn, der forflyttedes hid fra Jemteland, formodentlig i 1334; han forekommer i Breve indtil 1340[170]. Derpaa forekommer en Einar Andresſøn, i 1343[171], og efter ham en Thore Bjørgulfsſøn, kaldet Flikk, i Aarene 1346—47; dernæſt følger Ingemund Jonsſøn i 1348[172]. — I Ryfylke nævnes Jon Thorſteinsſøn i 1322 og 1323, derpaa Sigurd Baardsſøn, i 1338—1340, og efter ham Thore Halldorsſøn i 1345 og 1347[173]. I Skien nævnes Bjørn Olafsſøn i 1324 og 1331, derpaa Thorvid Throndsſøn (forud i Tunsberg) ved 1335, efter ham Erik Steinarsſøn, tidligere paa Oplandene, i 1337 og 1338, ſaa Thord Thorgilsſøn, i 1341—43[174]. I Tunsberg var Hr. Guthorm Kolbjørnsſøn Lagmand ved Thronſkiftet, men gik formodentlig ſtrax efter ind i Raadet; ogſaa nævnes Thorvid Throndsſøn ſom Lagmand i Tunsberg allerede fra 1322 af og, ſom det ſynes, endnu i 1332[175]; formodentlig forflyttedes han i dette eller det næſte Aar til Skien. Guthorm indtog nu maaſkee atter ſin gamle Stilling ſom Tunsbergs Lagmand, men døde formodentlig ſtrax efter[176]. I 1346 finde vi Harald Alfsſøn, og i 1348 ſamt de nærmeſt følgende Aar Gaute Aslaksſøn ſom Lagmænd i Tunsberg[177]. — Lagmand i Oslo ved Thronſkiftet var Paal Einarsſøn, der ogſaa vedblev i dette Embede indtil hen i 1324 og maaſkee lige til 1328, kun afløſt en Tid i 1322 af en Eindride Tholfsſøn, uviſt af hvad Aarſag[178]. Efter Paal fulgte Thoralde Brandsſøn, 1328—31, forhen maaſkee i Viken. Derpaa blev Paal i kort Tid conſtitueret af Raadet 1332[179], ſaa fulgte Eivind Hallvardsſøn, i 1332—35[180]; derpaa nævnes Thord Eriksſøn 1340—43[181], Nikolas Paus i 1347[182], den forhen omtalte Sigurd Hafthorsſøn 1347—48[183]. Paa Oplandene nævnes Erik Steinarsſøn 1333[184] og var formodentlig i Embedet indtil ved 1336, da han forflyttedes til Skien. Efter ham nævnes Agmund Saxesſøn, maaſkee en Broder af Hr. Ulf Saxesſøn, 1340—48 og maaſkee længere[185]. I Ranafylke eller det egentlige Viken kjendes kun to Lagmænd i dette Tidsrum, nemlig Thoralde i Tiden omkring 1325, formodentlig den Thoralde Brandsſøn, der 1329 kom til Oslo, og Jon Saulesſøn, der nævnes ſidſt i 1339[186]Jemtelands Lagmænd ere forhen omtalte. — Paa Orknøerne forekommer Sighvat Kolbeinsſøn i den lange Tid mellem 1309 og 1330; han ſynes egentlig at have hørt hjemme i det veſtlige Norge, hvor han idetmindſte havde Beſiddelſer. Hans Efterfølger var Sigurd Sighvatsſøn, der af Navnet at dømme var hans Søn[187].

Foruden disſe Embedsmænd nævnes der ogſaa enkelte Andre, ſom man benyttede i offentlige Hverv, uden at man kan ſee, om de havde faſt Anſettelſe, og da i hvilken Egenſkab. Nogle forekomme til andre Tider ſom Sysſelmænd eller Lagmænd, men ei ved de Lejligheder, hvortil der her ſigtes, og maa man næſten antage dem for underordnede Embedsmænd, anvendte i Kongsgaarden eller paa Fehirdens Contor. Saadanne ere f. Ex. i Nidaroos Arne Gjavvaldsſøn, i Bergen den oftere omtalte Gunnar Raaſvein, Ivar Oma, Helge Ivarsſøn, Gunnar Hviit[188] o. fl., paa Øſtlandet Ingemar Ragnvaldsſøn, maaſkee en ſvenſk Mand. Disſe Folk udgjorde maaſkee den Stok, hvorfra iſær Lagmændene ſiden bleve tagne, og erhvervede ſig ved ſaadant Regjeringsarbejde Forretningsdygtighed og Indſigt i Loven. Flere af dem, hvorvel ſjeldnere, ſom det lader, befordredes ogſaa til Sysſelmænd. I Regelen kan man vel antage, at de alle var idetmindſte haandgangne Mænd.

Sysſelmændenes og Lagmændenes Embedsſtilling betragtedes ſom meget anſeelig, iſær de førſtes, da de repræſenterede Kongen og holdt bevæbnede, vaabenøvede Mænd ſom Huustropper ifølge Hirdſkraaens Bydende. De førte ſig ogſaa op, ſom det ſynes, med megen Stads og Bram, naar de rejſte om i ſine Syſler, havde ſtore Følger, og fordrede endog, at Bønderne ſkulde gjøre Veitſler for dem (Skylde-Veitſler) ligeſom for Kongen ſelv. Dette ſøgte vel Kong Haakon V. at hindre, idet han allerede ſom Hertug i ſin Retterbot af 1287 for Ringerike og Hadeland (der viſtnok udvidedes til de øſtlige Dele af Oplandene) udtrykkeligt erklærede Bønderne frie for alle Sysſelmændenes og Lensmændenes Skylde-Veitſler, og ſiden ſom Konge i ſin ſtore Hirdforordning af 1308 befalede, at naar Sysſelmanden og Lagmanden reiſte om i Syſlen for at ſkifte Lov og Ret, ſkulde hver af dem ikke have mere end to Svene paa Bøndernes Bekoſtning[189]. Men ikkedeſtomindre ſee vi, at deslige Skylde-Veitſler bleve fordrede lige under Kongens egne Øjne. Vi have ovenfor omtalt et Vidnesbyrds-Brev, optaget 1331 angaaende Hr. Hafthor Jonsſøns Ret til Skylde-Veitſle paa Odinshov paa Raumarike. Af dette fremgaar det, at Giſke paa Odinshov egentlig ſkulde holde en aarlig „Skylde-Veitſle“ for Sysſelmanden mellem Juul og Kyndelsmisſe og beverte ham fuldſtændelig med femten Mænd, fem „Fanter“ og fem Jagthunde et Jevndøgn, men at han var kommen overeens med ham om at kunne affinde ſig med Forpligtelſen ved at yde ham aarligt et Pund (Skippund) godt Havre-Malt af hver af ſine tvende Gaarde og bringe det til Sudrheim[190]. Naar Sysſelmanden nu paa den Viis ſkulde have een Dags Veitſle paa Odinshov, har han formodentlig anſeet ſig berettiget til og virkelig nydt lignende Veitſler rundt om paa de andre Gaarde i Syſlen efter deres Størrelſe, idet vel ofte flere mindre Gaarde vare fælles om en Dag; og hvis nu da tillige alle eller de fleſte, der ſkulde holde Veitſlen, i dens Sted ydede en vis Afgift i Varer eller Penge, maa Sysſelmandens Indtægter derved have været overvettes ſtore. Men det ſtred aabenbart imod hine Anordningers Bud, og da man paa den anden Side heller ikke vel kan antage, at den ſtrenge og retfærdige Kong Haakon vilde have gjort en Undtagelſe for Hr. Hafthor og ſeet igjennem Fingre med ham, fordi han var hans Svigerſøn, maa man ſlutte, at Skikken har været altfor meget indgroet og befæſtet, til at det kunde lykkes at faa den ganſke afſkaffet, og man maa tillige formode, at den ej herſkede paa Raumarike alene, men ogſaa andenſteds rundt om i Landet. Vi ville i det følgende ſee Kong Haakon, Magnus’s Søn, fornye det ſamme Forbud mod Skylde-Veitſler for Øſterdalens Vedkommende[191]. Man har ſaaledes al Grund til at antage, at det heller ikke der frugtede ſtort. Man friſtes ogſaa til at formode, at Lagmanden paa ſine Reiſer har fordret om ikke lige ſaa meget, dog altid noget, iſær da en Forordning af Kong Magnus, hvis hele Indhold og Udſtedelſestid man forøvrigt ikke kjender, beſtemmer, at Sysſelmændene ſkulle ride om ſelv femte, og Lagmændene ſelv tiende, altſaa med talrigere Følge end Sysſelmændene[192]. Saadant maatte da ogſaa for dem lede til Forøgelſe af Indtægter, foruden hvad de havde i den dem af Kongen tillagte aarlige Indtægt, der efter de Tiders Brug beſtod i Landſkylden af ſærſkilte til Lagſtolen henlagte Gaarde, hvilken Indtægt ved Forordningen af 1308 var forøget til det dobbelte ved Faſtſettelſen af Lagmands-Tolden (ſ. o. IV. 2. S. 484). Om Maaden, hvorpaa Sysſelmændene indbetalte de af dem opkrævede kongelige Indtægter, giver vel Kong Magnus Haakonsſøns i Hirdſkraaen optagne Beſtemmelſer af 1273 og 1274 temmelig nøjagtig Oplysning, forſaavidt Ledingen eller Visøren og Landſkylden angaar; den ſkulde aarligt indbetales til Fehirderne[193]. Derimod maa man formode, at Sagøren eller Sagefaldet, ſom Loven i de fleſte Overtredelſestilfælde tilkjendte Kongen, ogſaa for en Deel er tilfaldt Sysſelmanden, om end Loven ikke udtrykkeligt foreſkrev nogen Deling, thi man ſeer, at Kongen ſtundom bortforlenede Sagefaldet af visſe Slags Sager[194], og at Sysſelmændene i Liqvidation for Bøder modtog Jordegods, der ſynes at være blevet deres egen Ejendom[195]. Viſt er det, at Sysſelmands-Embederne maa have været meget indbringende, ligeſom man ogſaa af den nysanførte Overeenskomſt om Skylde-Veitſlen ſeer, at Sysſelmændene maa have optraadt i deres Diſtricter og paa deres Embedsreiſer med ſtort Følge og overhoved en vis Bram ſom ſærdeles høje Embedsmænd og Kongedømmets Repræſentanter. Dette ſkede vel iſær, naar de tillige vare Riddere, men det var de og ſom ofteſt, og det ſynes endog at have været Regelen, at enhver Sysſelmand, om han ikke allerede forud var Ridder, efter en vis Tjeneſtetid, kortere eller længere, ſkulde blive det[196]. Saaledes var det derimod ikke med Lagmændene, af hvilke kun de færreſte vare Riddere, og deraf kan man ſlutte, at Lagmands-Verdigheden anſaaes for noget ringere, end Sysſelmandens.

Forøvrigt nød hverken Sysſelmændene eller Lagmændene nogen egentlig Rang ſom ſaadanne, men kun i Forhold til deres Verdighed inden Hirden. En Ridder, der ikke var Sysſelmand eller Lagmand, havde ſaaledes altid Fortrinet for enhver ſaadan Embedsmand, der ej havde opnaaet Ridderverdigheden. Denne Verdighed nød overhoved, om muligt, en endnu ſtørre Anſeelſe end før; ej alene kaldtes Ridderne Herrer og deres Huſtruer Fruer, men deres Døttre fik endog Titlen „Jomfru“[197], hvilken før kun blev Kongens Døttre til Deel. De haandgangne Mænd ſom ſaadanne fik ingen Ærestitel, kun plejede deres Huſtruer at kaldes „Huusfru“ eller „Huſtru“ N. N.; og i latinſke Breve kaldes de ſelv, efter udenlandſk Skik, armigeri eller Knaper (Væbnere, écuyers, esquires), dog vel neppe andre, end de egentlige Hirdmænd, ikke Geſterne. Derimod plejede endnu altid de anſeede Mænd, der ikke vare Riddere, eller tilhørte den geiſtlige Stand, at kaldes Bønder, og man brugte endog Tillægget „Bonde“ ſom en Hederstitel for dem, hvad enten de vare Sysſelmænd eller havde andre Embeder, aldeles ſaaledes ſom deres Koner kaldtes Huusfruer. Saaledes ſee vi Thrond Krakesſøn, medens han var Fehirde, kaldet „Thrond Bonde“[198], ligeſaa ville vi finde Erlend Philipsſøn paa Losne kaldet og kaldende ſig ſelv ſaaledes, ſkjønt Indehaver af vigtige Embeder og Medlem af Raadet[199]. Denne Skik vedvarede endnu i hele det 14de Aarhundrede. Om Sysſelmændenes Lensmænd var det udtrykkeligt foreſkrevet, at de helſt ſkulde være hjemmehørende i Diſtrictet og ikke velges blandt de haandgangne Mænd, uden at Bønderne ſelv ſamtykte deri[200]. Derfor var det vel yderſt ſjelden, at haandgangne Mænd dertil brugtes, og naar det ſkete, ſynes det at have været i de vidtløftigere Diſtricter, hvor Sysſelmanden ikke hyppigt kunde komme, og hvor det ogſaa gjaldt at have En i hans Sted, der ganſke kunde repræſentere ham; men i ſaadanne Tilfelde ſynes Lensmanden at være bleven kaldt „Ombudsmand“, f. Ex. i Skiduſysſel, under Hr. Ivar Agmundsſøn, hvor den føromtalte Bjørgulf paa Mærdin kaldes hans Ombudsmand, maaſkee fordi Titlen „Lensmand“ anſaaes for ringe for en haandgangen Mand, der ſelv kunde vente at blive Sysſelmand[201].

  1. Dipl. Norv. I. 308. Dette Brev er den pavelige Dispenſation for Giftermaalet med Henſyn til Slegtſkab i 4de Led, hvilket dog ikke nu kan efterviſes. Kongen havde ſelv ſøgt herom( Eiliv Eillvsſøn var Søn af den ovenfor (S.11) omtalte Hr. Eiliv i Nauſtdal.
  2. Fru Sigrid Erlingsdatters Død 1356 omtales i de isl. Annaler. Da nu Erling i ſit Brev af 24de Januar 1354 (Dipl. N. II. 323) udtrykkeligt omtaler flere Døttre og Svigerſønner foruden Ingebjørg, bliver det ſandſynligt, at denne Fru Sigrid netop var hans Datter. Han ſynes og at have haft Døttrene Gerthrud, der egtede Otte Reymar, og Elin, ſee nedenfor, jvfr. Samll. V. 554, 571.
  3. See iſær Erlings Brev af 11te Marts 1347 (Dipl. N. II. 279) til Sigrid Fyrd, den ſamme upaalidelige Ombudsmand, ſom hans Søn Bjarne havde brugt i Jemteland, hvorved han ſtevner ham at møde for ſig i Vedø i Romsdal og ſvare for to Aars Leding og Ledingsfald, hvormed han ſad inde, m. m. Erling kalder ſig her Sysſelmand paa Søndmøre. Jvfr.No. 280 ſammeſteds.
  4. Dipl. N. I. 294.
  5. Sammeſteds, I. 326.
  6. Dipl. N. I. 177, 181. Jvfr. ovf. S. 61.
  7. See de isl. Annaler ved disſe Aar.
  8. Dette erfares af Erkebiſkop Aſlak Bolts Jordebog, Side 32 (88).
  9. See ovenfor S. 133. Godſet laa paa Ragnvaldsø.
  10. Dipl. Norv. I. 207, 225.
  11. Dipl. Norv. I. 190. II. 167. Gaarden Aker havde været ſkjenket til Margrete-Altaret i Hallvardskirken af Erkepreſten Thorkell Mattull.
  12. See den ſaakaldte „røde Bog“, Biſkops Eyſteins Fortegnelſe over Kirkegodſet i Oslos Diøceſe, fol. 109 verso. Det Gods, han gav, var 5 Lauper Land i Vagalſtad og i Laupes Land i Vemundarud.
  13. Dipl. Norv. III. 161. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av tekstgrunnlaget nøyaktig hva fotnoten henviser til.]
  14. See ovenfor S. 216. Munkelivsbogen S. 65.
  15. Dipl. N. I. 285. 326. 328.
  16. See ovenfor S. 281. Hr. Bjarne var død før 1354, ſee Dipl. N. II. 323, ſandſynligviis omkring 1351, ſee de isl. Ann. S. 284. Fru Herdiis døde 1364, ſammeſt. S. 312.
  17. Den førſte Gang, vi finde Sigurd omtalt ſom Ridder, er 1348, ved Hirdſtevnen eller Raadsmødet i Oslo, Norges gl. L. III. S. 171. Da nævnes og Bjarne Erlingsſøn førſte Gang ſom Ridder.
  18. Sysſelmand paa Hedemarken ſynes han at have været i 1358, ſee Dipl. N. II. 342.
  19. Kong Haakons Brev af 13de Januar 1312, hvorved han „for den hulde Tjeneſte, han havde modtaget af ſin Svigerſøn Hr. Hafthor Jonsſøn“, ſkjenkede ham og hans lovlige Arvinger til evindelig Eje fin Samt og Gaard i Sarpsborg, med Lykke og Fosſen til midt i Aaen (Dipl. N. III. 97), er udſtedt kun fire Dage efter hiint andet, hvori han giver Hr. Hafthor Sorknes i Soløer iſtedetfor de Gaarde, han tidligere havde ſkjenket ham i Medgift med ſin Datter Agnes (Dipl. N. I. 132).
  20. At Sigurd fik Sudrheim, ſee vi deraf, at det gik i Arv til hans Svigerſøn, hvorom ſenere. At Jon Hafthorsſøn havde Borgagerde og desuden ſit Tilhold der i Egnen, ſees af flere Steder i Biſkop Eyſteins Regiſter over Kirkegodſet i Oslo Diøceſe; ſaaledes erfares, at han gav 6 Øresbool i Jadar i Eidsberg Sogn til St. Olafs Kirke i Borg for Borgagerde og Veſtergaarden, ſom Kirken før havde haft, formodentlig ved Pantſetning (fol. 199. vs.), at han gav 3 Ør.-B. i Søndre Bjarneſtad til Tune Kirke (fol. 198. vs.), og at Rygge Kirke havde 1½ Aargang Tiende tilgode af hans Arvinger. Ogſaa af Dipl. N. II. 673 ſees, at han boede i denne Egn, maaſkee paa Huſeby i Onsø, hvor hans Huſtru døde (Dipl. N. IV. 649).
  21. See nedenfor, hvor der handles om Hertug Knuts Sønners Død. Man er ikke paa det Rene med, hvo hendes Fader var, Nogle have gjettet paa Knut Algotsſøn, og antage da ſom hendes Moder Mæreta, St. Britas Datter, der efter Sigvid Ribbings Død egtede Knut Algotsſøn; men da Sigvid endnu levede i 1345, kan en Datter af hans Enke og Knut ikke have været gift før 1350.
  22. Hr. Jons Huſtru Birgitte Knutsdatter omtales i Dipl. af 21de Febr. 1350 i det ſvenſke Rigsarchiv, endnu ej trykt, ligeledes i Dipl. N. II. 673, ſaavel ſom i Atteſten om hendes Teſtament, noget for 1395. Af et Forhør, optaget i Strengnes 1354, erfares, at en vis Herlog Dansſøn, ſom da var Huuskarl hos Hr. Jon, før havde været Kjeldermeſter hos Biſkopen i Strengnes (ved 1336); det var altſaa rimeligviis under ſit Ophold i Sverige, at Hr. Jon havde faaet ham i ſin Tjeneſte.
  23. Dipl. N. I. 284. III. 288.
  24. Dipl. N. I. 189. 265. 557. III. 454. IV. 230. At han maa have været beſlægtet med Sigurd Hafthorsſøn, ſees ogſaa deraf, at de begge gave Parter af Gaarden Store Raumen ſøndre til Nes Kirke paa Raumarike, Sigurd 6 Øres og Hafthor 2 Mk.-Bol; dette har altſaa været Ættegods, oprindeligt tilhørende en fælles Stamfader. Der forekommer desuden en Hafthor Thoresſøn, der ſynes at have været Sysſelmand i nordre Gudbrandsdalen i 1333, idetmindſte udſtæder hans „Lensmand“ Sigurd et Brev angaaende Hedalen ved Vaage i dette Aar (Dipl. N. VI.), eg det er ej uſandſynligt, at han kan have været Fader til Lagmanden Sigurd Hafthorsſøn i Oslo i 1336 og 1347—49. Ellers er det en Gaade, hvilken Hr. Hafthor, Sysſelmand og boende paa Sudrheim, der kan være meent i det under 13de Juli 1331 udſtedte Vidnesbyrd om Sysſelmandens, Hr. Hafthors, Ret til Veitſle paa Odinshof (Dipl. N. I. 213), med mindre man maa antage, at Udſtederen vidner om, hvad han havde hørt for over 11 Aar ſiden, og at ſaaledes den i 1320 afdøde Hr. Hafthor Jonsſøn her menes.
  25. Dipl. N. I. 305.
  26. S. o. III. S.
  27. See herom Dipl. N. V. 92. Fru Sunniva nævnes og 1328 mellem flere andre Fruer, der deeltog i Verdſetningen af Fru Margrete (Brynjulfsdattars) Løsøre. Dipl. N. II. 165. Om Hr. Svein Brynjulfsſøn ſee Munkelivsbogen S. 99, 154.
  28. Bergens Kalvſkind, S. 78.
  29. Dipl. N. IV. 85.
  30. At Hr. Baard Petersſøn var en Broder af Hr. Peter Petersſøn, maa man ſlutte deraf, at de nævnes tilſammen i Dipl. N. II. 112.
  31. Som hertugelig Klerk nævnes Baard Petersſøn i Dipl. N. I. 87, ſom kongelig (fra 1300) i D. N. I. 91, ligeſom (1309) i I. 121. I Stavanger nævnes han 1322, Dipl. N. III. 132; dog ogſaa 1327, Dipl. N. I. 192, ſkjønt han allerede i 1325 udtrykkeligt kaldes Gulathings-Lagmand. Munkl. B. S. 103, 155.
  32. Dipl. N. II. 269.
  33. I denne Familie var nemlig Navnet „Arnbjørn“ hyppigt, ſ. Dipl. N. V. 93, I. 376, og Margrete hørte, ſom man tydeligt kan ſee, til Ryfylke-Egnen.
  34. Dipl. N. III. 132. I. 193. Jvfr. ovf. S. 107, Note 2. I det førſt citerede Brev omtales baade Margrete Arnbjørnsdatter og hendes Moder Fru Magnhild, medens dog ogſaa dennes Mand Hr. Nikolas Munaansſøn nævnes. Altſaa havde Magnhild været gift baade med Arnbjørn, Margretes Fader, og med Hr. Nikolas. Nu kan man i Brevet ej ret ſee, hvilken af disſe begge der var den ferm, thi ogſaa Hr. Nikolas omtales ſom død, men af den omſtændeligere, at Arnbjørns Datter Margrete, Baards Huſtru, allerede da var død efter ſandſynligviis at have været gift med ham i mange Aar, maa man ſlutte, at hendes Fødſel ligger for langt tilbage, til at hun kunde være Datter af Fru Magnhilds anden Mand.
  35. Dipl. N. IV. 169.
  36. Om Ragnvald Aslaksſøn og Hr. Aslak Ragnvaldsſøn, der formodentlig var hans Fader, ſee ovf. IV. 1. S. 478, 479. Bolternes Vaaben var et paa langs tvedeelt Skjold, med en halv Lilje i højre, to Sporer i venſtre Felt, ſee Samll. III. S. 64.
  37. Dipl. N. IV. 266. Der ſynes nemlig ikke paa denne Tid at have været nogen anden Hr. Haakon, end denne. Bi ſee ham desuden i 1343 paa Oplandene, bitrædende Biſkopen, der i Egenſkab af Sysſelmand ſkal afgjøre en Sag. Dipl. N. I. 287.
  38. Dipl. N. II. 267.
  39. Om Hallvard Næpa ſee Smll. IV. 574—579. Det paaviſes her, at Cecilia levede endnu 1392. Dipl. N. IV. 440. Hendes her opregnede Beſiddelſer, ſom hun ſkjenkede til Mariekirken i Oslo, var Vodin (Vojen) i Aker; Reptalaker paa Ringerike, Nytel paa Hedemarken, Auſtbø paa Sande paa Blake, Augunsrud, Njordarin paa Fit, Berg paa Aker, alle paa Raumarike, og ¼ i Dagsgaarden i Oslo.
  40. Dette ſees af fornævnte Brev af 1345, Dipl. N. II. 367. Jon Hemingsſøn ſynes at have været en Broderſøn af Lagmanden i Nidaroos, Hr. Sigurd Jensſøn, ſee nedenfor, ſamt Dipl. N. III. 142. Han nævnes ſom værende i Nidaroos 1322 i Dipl. N. III. 127.
  41. Cecilia omtaler nemlig i ſit Teſtament ogſaa fin Syſter „Fru Sigrid og hendes Søn Olaf Agmundsſøn“, men „Syſter“ bruges i Breve fra den Tid ofte i Betydningen af „Svigerinde“.
  42. Denne Hr. Brynjulf nævnes allerede, førend han blev Ridder, ſom Hirdmand, blandt Medbeſeglerne af Fredstractaten til Kjøbenhavn 17de Juli 1309 (ſ. o. IV. 2. S. 521). Som Sysſelmand i Verdalen optræder han i Brev af 2. Mai 1325, Dipl. N. III. 142. Senere forekommer han, eller en af ſamme Navn, ſom Jordegodseier paa Søndfjord 1334 (Dipl. N. I. 229) og i Hardanger 1338 (ſſt. V. 119).
  43. Det vidløftige, herom handlende, Brev af 1314, ſee Dipl. N. VI. Hvis den her omtalte Margrete, Nikolas Stiigsſøns Huſtru, er, hvad der ſynes meget rimeligt, den ſamme ſom en Fru Margrete Brynjulfsdatter, der ſenere omtales ſom Ejer af nogle Haver i Tunsberg (Dipl. N. II. 368), da er hun rimeligviis ogſaa den ſamme Fru Margrete, Datter af Fru Holmfrid Erlingsdatter, der 1328 flyttede øſter til Viken (Dipl. N. II. 165).
  44. Om Jon Brynjulfsſøn antager Munthe (Samll. IV. 106), at han var en Søn af Hr. Brynjulf Agmundsſøn, fordi denne nævnes i Diplomer vedkommende Søndfjord og Søndmøre, og fordi det i „Bergens Kalvſkind“ heder, at en Brynjulf Agmundsſøn gav noget Gods til Sale Kirke paa Søndmøre. Men denne Brynjulf, der ej kaldes Hr. Brynjulf, maa være en anden end den før omtalte. Hr. Jon Brynjulfsſøns Død 1258 omtales i de islandſke Annaler.
  45. Om Hr. Iſak Gautesſøn ſee ovf. IV. 2 S. 470.
  46. Fru Ingeborg Jonsdatter omtales ogſaa i Brev af 7de Marts 1320, Dipl. N. I. 160.
  47. See Brev af 1322 i Dipl. N. I. 168, hvor hans „Aarmand“ Sivjan omtales.
  48. Dipl. N. III. 122, 127. Martin i Eidsa var igjen, ſom det kan ſkjønnes, Søn af Thorolf i Eidsa og Ragna Martinsdatter af Jaaſtad, hvilken Thorolf ved 1309 gik i Lyſe Kloſter, hvorfor Ragna tog ſin Bolig i Nonneſeter i Bergen, afleggende Kydſkhedsløfte. Dipl. N. I. 123. 126.
  49. Dipl. N. IV. 227.
  50. Man har nemlig et Brev af ham fra 1335, hvori han melder, at hans Moder i Hallen paa Tolga ſamtykkede i Fru Cecilias Bortſkjenkelſe af noget Gods til en Frænde. Dipl. N. IV. 197. Denne Moder maa ſaaledes have været Fru Cecllias nærmeſte Arving.
  51. See det føromtalte Brev i Dipl. N. II. 165.
  52. Dipl N. III. 384. I. 493.
  53. Herom ſee iſær de i Udgaven af „Bergens Kalvſkind“ S. 122—126 meddeelte Underſøgelſer og Breve, af hvilke ſidſte ogſaa enkelte ere trykte i Dipl. N. II. 82. 155.
  54. Af Dipl. N. II. 559 ſees, at Greip Ivarsſøn (den ſamme, der i de isl. Annaler S. 340 omtales ſom Sysſelmand paa Færøerne ved 1388) kjøbte i 1399 af ſin Frænde Hr. Gaute Eriksſøn et Skib, ſom han vilde ſegle til Færøerne med, paa Credit, pantſettende ſine Ejendomme Hatteberg i Skaale og Hauſaa i Kinſervik, ſamt overladende ham ſin Ret til Aga og Jaaſtad m. m. Altſaa var Greip Ivarsſøn Ejer baade af Hatteberg og meget andet Jordegods paa Søndhordeland og i Hardanger. Af Dipl. N. III. 451 ſees, at Greip, der ogſaa da (1383) maa have været Sysſelmand paa Færøerne, efter Brevets Indhold at dømme, pantſetter nogle Gaarde paa Vors, idet han lover ſin da endnu levende Fader Ivar Thoresſøns Samtykke dertil. Altſaa maa Ivar Thoresſøn, paa den Tid vel en gammel Mand, være en Søn af Thore Gautsſøn paa Hatteberg og opkaldt efter dennes Morfader Ivar, ſee Dipl. N. II. 82.
  55. S. ovf. IV. 2. S. 333. I Rettelſen til IV. 2. S. 3 er det allerede bemerket, at det viſtnok er urigtigt, naar Andres Plytt i de daarligt ſkrevne Skole-Annaler kaldes „Andres Paalsſøn“, men at dette upaatvivleligt er Skriv- eller Læſe-Fejl for A. Petersſøn (da Originalen et Stykke af den tabte Kong Magnus’s Saga her viſt kun har haft „Andres P. sun); hertil kan føjes, at Hr. Andres Plytt i ſaa Fald maaſkee er den i Geſandtſkabet til Skotland omtalte Hr. Andres Petersſøn, der ej nævnes efter Hjemkomſten, hvilket pasſer dermed, at Andres Plytt juſt da døde. Den eneſte Indvending herimod kunde være den, at Andres her alene kaldes Ridder, ikke Baron.
  56. Dipl. N. II. 120. Om Fru Gyrid i Okavik Dipl. N. II. 68. 70.
  57. Han nævnes blandt en Deel andre Lagmænd og Hirdmænd, af hvilke flere visſelig vare Sysſelmænd,ved en Hirdſtevne i Nidaroos 1322, Dipl. N. III. 127.
  58. Sigurd kaldes her Drottſetens Ombudsmand, uden at man tydeligt kan ſee, om det er alene i dette private Anliggende eller i det Hele taget.
  59. Dipl. N. III. 199. Fru Thora Viljamsdatter nævnes og ſom tilſtedeværende i et Familiemøde paa Heſtbø 1336, Dipl. N. IV. 227.
  60. IV. 202. Haakon Guthormsſøn var i September 1332 blandt andre kongelige Mænd tilſtede ved et Skifte i Bergen, Dipl. N. VI. I. 220.
  61. Kong Magnus ſkjenkede nemlig i ſit Teſtament 10 Mkr. Bool af det ham efter Hr. Sigurd Lande, ſom han ſiger, retmæsſigt tilfaldne Jordegods til Nidaroos Chriſtkirke. Dipl. N. V. 193.
  62. See herom Dipl. N. V. 12. III. 53. V. 57. 58. II. 116. 117. I. 137. III. 142. 167. V. 179. 193. IV. 231. V. 186. III. 281.
  63. Man finder Navnet forſkjelligt ſkrevet Reymar, Rømar, Rømare, o. ſ. v. Oprindelſen er uvis. Egentlig er det kun Otte, ſom førſt brugte dette Tilnavn, og Faderen kalder ſig altid kun ſlet og ret „Svale Alvesſøn eller Ølvesſøn“; dog maa det ogſaa i hans Tid have været kjendt, ſiden man finder Sønnen Otte undertiden kaldt „Reymarsſøn“, og Datteren Margrete Reymarsdatter (Samll. IV. 550—554).
  64. Han ejede ogſaa Gaard i Bergen, ſee Dipl. N. I. 518. I 1358 kjøbte han 4 Mkr. Bool i Birke paa Gauteid paa Raumarike, Dipl. N. I. 354 — ſom han ſiden tilligemed noget Mere ſkjenkede til Chorsbrødrenes Commune ved Hallvardskirken i Nidaroos.
  65. Saaledes udtrykkeligt de isl. Annaler, S. 312; at han der omtales viſer, at han maa have været en anſeet Mand.
  66. Dipl. N. II. 365.
  67. See herom iſær Samll. IV. 554.
  68. Det er ej uſandſynligt, at Eindride Erlendsſøn, der 1340 ſolgte ſin Mødrenearv i Flaam i Aurland mod Gjenløsningsret, var en Broder af Philip, Dipl. N. IV. 244.
  69. See Vidnesbyrd derom af 25de Marts 1331, Dipl. N. II. 180.
  70. Dipl. N. II. 181, 147.
  71. Hr. Baard Petersſøn nævnes allerſidſt ſom Gulathings-Lagmand i Novbr. 1329, og hans Eftermand Bjarne Anundsſøn ej før 11te Septbr. 1332. Men muligt og, at dette har været en Extraret, fordi Philip rimeligviis var Hirdmand, ſee nedenfor.
  72. Halldor Jonsſøn nævnes oftere blandt Chorsbrødrene i Bergen paa den Tid. Navnlig udnævntes han af Biſkop Haakon den 28de Juli 1338 til en af hans Fuldmegtige ved det tillyſte Provindſialconcilium i Nidaroos, ſ. o. S. 332.
  73. Dipl. N. I. 253.
  74. Dipl. N. III. 190. Hun gav i Vederlag for 472 Mmb. i Væten 20 Lauper Smør og 1 Mmb. i Hvalavaag i Agvaldsnes Sogn, hvilket udgjorde en Deel af hendes Medgift. Byttebrevet er udſtedt i Karmſund.
  75. Vi finde nemlig ſiden Slinde i hans Svigerſøns Eje.
  76. See herom Dipl. N. I. 101. II. 92. I. 117. I. 148. 174. II. 146. 371. I. 267. 209. Jvfr. Samll. III. S. 586, 587, og Udg. af „Bergens Kalvſkind“, S. III. Det er her ſaavelſom i Samll. antaget, at Eindrides Fadermoder Jardthrud, der i Bergens Kalvſkind S. 46 kaldes „Datterdatter af Kolla“, var Eindride Hviits Huſtru i andet Egteſkab, og at hun efter Eindrides Død egtede Eyſtein Mugga. Men dette bliver, nærmere beſeet, en Umulighed, thi Huſtru Birgit i Grauten, Eindride Hviits Huſtru, levede endnu i 1308 (Dipl. N. I. 117); altſaa kunde han ej indgaa noget nyt Egteſkab førend efter denne Tid, allertidligſt i 1309; og en Sønneſøn af dette Egteſkab kunde da ej optrede ſom fuldmyndig i 1337, hvilket vi erfare om Eindride Botulfsſøn (Dipl. N. I. 248). Eindride Botulfsſøn var altſaa viſtnok kjødelig Sønneſøn af Eyſtein Mugga, hvilket ogſaa beſtyrkes deraf, at Sønnen Botulf i 1383 erklæredes at være eneſte rette Odelsmand til indre Hvamm paa Fylkesbygden. Den Ret til Arv efter Eindride Hviit, der opſtod for Eyſtein Muggas Børn, maa grunde ſig derpaa, at Huſtru Jardthrud har været Eindrides Datter, eller i alle Fald hans Syſter. Af Dipl. I. 179 ſees, at der i 1325 var en Tviſt mellem Eyſtein Mugga paa Jardthruds, og Paal i Hvamm paa Birgittes Syſterbørns Vegne om Andeel i Gaarden Lynggerde; dette viſer altſaa, at Jardthruds og Birgittes Syſterbørn optraadte ſom Medarvinger, hvilket neppe kan forklares uden ved at antage Jardthrud for Birgittes Datter og Arven falden efter en fælles Frænde af Birgitte og hendes Syſter. Der ſiges og i Dipl. N. I. 214, at Jardthrud arvede 1 Mmb. i indre Hvamm efter ſin Moder, medens Eyſtein, hendes Mand, kjøbte det øvrige af hiin Paal og hans Huſtru Ragnhild, der rimeligviis var en af hine Birgittes Syſterbørn.
  77. See ovf. III. S. 159.
  78. See herom Dipl. N. I. 179. I. 205. 214. 222. 248. III. 187, jvfr. Samll. III. 586, 617.
  79. See foranførte Sted, III. 159, hvor der foruden Iſak Thorgilsſøn ogſaa nævnes Arnthor af Hvaal og Arngeir Preſts Sønner Karlshoved og Gaut ſom Opſtandens Hovedmænd.
  80. Om disſe Gaarde ſee Samll. III. 585, 592, hvor det er viiſt, at Braſegaarden ſandſynligviis havde ſit Navn af Hallſtein Braſe paa Vors (ved 1304), Skollegaarden af Thorleif Skolle, omkring 1335.
  81. Om alt dette ſee Dipl. N. II. 146, I. 174; Skiftebrevet af 1314 trykkes i Dipl. N. VI. Jon og Nikolas Silfeſtsſønner omtales i Bergens Kalvſkind S. 36, 37, ligeledes en „Fru Ragnhild“, der ligeſom de bortſkjenkede endeel af Egge til Ylmeim Kirke. Fru Ragnhild var altſaa rimeligviis deres Syſter. En Ragnhild, uviſt om denne eller en anden (hun kaldes dog ikke „Fru“) gav, heder det, noget Jord i Nes for Brynjulf Unges Sjæl; hun har maaſkee været Hr. Sigurd Sveinſøns Huſtru. Gaarden Otte i Dale kaldes nu ſedvanligviis Ottun. Den ovenfor nævnte Erik Arnesſøn forekommer ofte i Breve vedkommende Sogn, mellem 1324 og 1332, ſee f. Ex. Dipl. N. I. 174, 218. II. 146. Formodentlig har han været en af de haandgangne Mænd.
  82. Om Finnen- og Rogne-Slegterne handles der udførligſt i Samll. III. 584 fgg. See tillige Dipl. N. II. 32, 33, 71. I. 97, 98, 99, 100, 103. III. 151, 164, 175, o. m. fl. Om disſe Slegter berettes ogſaa et og andet i Milzovs „Presbyterologia Voss-Hardangriana“. Det er denne, ſom fortæller, at Halldor Duuk opførte Badſtuen paa ſin Gaard, der efter ham blev faldet Dalartun, Duks-Tun, nu Dukſtad, og at han til Tætning mellem Bjelkerne brugte Liinklude, ikke Moſs. Naar Munthe betvivler Rigtigheden heraf, af den Grund, at man ſamtidigt finder en Svein Bjarnesſøn ſkreven til Hviitheim, hvilken ſaaledes ej ſkulde kunne have tilhørt Halldor, da indvendes herimod, at Halldor og Svein meget godt begge to kunde ſkrive ſig til Hviitheim, idet hver af dem kunde eje ſin Part, ſom det jo i de Tider var ſaa almindeligt; dette beſtyrkes endmere deraf, at Navnet „Dukar-Tuun“ netop betegner et ſæreget Tuun, ſom Halldor byggede, og ſom fik Navn efter ham for at adſkille det fra de andre Tuun paa Gaarden.
  83. I Brevſkaber, affattede paa Latin, kaldes Hirdmændene altid armigeri, efter andre Landes Exempel. Dog er det ikke viſt, om heri ogſaa Geſter eller Kerteſvende ere iberegnede, eller om kun de egentlige Hirdmænd menes.
  84. N. gl. L. III. S. 66, 67. „Det har ofte været klaget for os, at vore haandgangne Mænd ej ville betale ſin Gjeld og ej bøde ſine Misgjerninger (o. ſ. v.); da vi nu ej ville taale dette, ſkulle alle vide, at hver, ſom herefter overbeviſes om Sligt og ikke raader Bod derpaa, iſær naar han tilſiges af Merkesmanden (eller efter en anden Redaction „af Lagmanden eller Sysſelmanden“), han ſkal være ſelvſagt af Hirdlagen, ſøges ſom Almuesmænd, have Sæde med dem i alle Sammenkomſter, og lidet Haab have om at komme tilbage til Hirden“.
  85. Saaledes kaldes i Dispenſationsbrevet af 20de Auguſt 1291 for Hr. Vidkunn Erlingsſøn og Gyrid Andresdatter han nobilis vir og hun nobilis mulier. Dipl. N. I. 79. Ligeſaa Eiliv Eilivsſøn og Gyrid Erlingsdatier i deres Dispenſationsbrev af 8de September 1347, (ſammeſteds No. 308), og det uagtet Eiliv endnu ikke var Ridder. I Kongens Anſøgning derom kaldes Eiliv ligeledes nobilis vir, og der ſiges, at han var „multum generolus et nobilis“.
  86. Som Exempler herpaa kunne anføres følgende: Brev af 6te Februar 1309 (Dipl. N. II. 93), om at Hr. Bjarne Erlingsſøn, Hr. Erling Aamundesſøn, Sira Ivar Olafsſøn, Hr. Aude Olafsſøn, Fru Thorbjørg, Fru Ingegerd og endnu nogle Herrer efter Kong Haakons Befaling vare tilſtede ved, at Fru Gyrid Andresdatter aflagde Regnſkab for hendes Broderſøn Gregors Gods (jvfr. ovf. IV. 2. S. 665); Kong Haakons Befaling af 11te September 1309 til Hr. Sighvat paa Leirhole og flere Bønder om at dømme mellem Hallvard Bonde paa Stavn og Arne Jorunnsſøn (Dipl. Norv. II. 100). Kong Haakons føromtalte Indſkriden i Sagen om Lyng i Verdalen mellem Fru Ingebjørg Paalsdatter og hendes Medejere i Gaarden; hans Skrivelſe af 5te Marts 1314 til Hr. Audun paa Slinde, Karlshoved paa Kaupangr og Erlend Silfeſtsſøn om at ſkilte Hvaall mellem de tre Hovedarvinger; Lagmandens og flere Kongsmænds Skiftebrev af 25de Mai 1315 mellem Sæbjørn Erlentſøn og hans Maag (Dipl. N. I. 146); Paal Merkesmands, Hauk Lagmands og Oslo-Lagmanden Paal Einarsſøns Dom af 1318 over Jon Geilaugsſøn, der ej betalte ſin Gjeld (Dipl. N. I. 153). Brev af Kongslagmanden Guthorm Kolbjørnsſøn, Froſtathings Lagmand Hr. Sigurd Jonsſøn, Hr. Sigurd Jordgeirsſøn, Olaf Hermansſøn (ſenere Lagmand), Arne Gjavaaldsſøn, Jon Hemingsſøn, Grunde Haltvardsſøn, Arnfinn Sigurdsſøn (ſenere Lagmand i Jemteland og Bergen) og Nikolas Sigurdsſøn, dateret Nidaroos 28de Jan. 1322, hvorved disſe Herrer forliige en allerede af Sigurd Lagmand paadømt Sag (Dipl. N. III. 127). Forliget af 28de Auguſt 1324 mellem Fru Ingegerd Finnsdatter paa Mel og hendes Svigerinde (Dipl. N. II. 155); Hr. Hauk Erlendsſøns Dom mellem Jomfru Aaſa Petersdatter m. fl. og hendes Syſter Margrete gift med Tidemann af Lübeck (ſ. ovf. S. 257) „med Bud og Samtykke af Hr. Erling Drottſete, Hr. Haakon Ormsſøn, Hr. Guthorm Helgesſøn, Hr. Eindride Simonsſøn, Ivar Arnesſøn, Halldor Saxesſøn, Gunnar Raaſvein o. fl., ialt tolv (Dipl. Norv. II. 172); Thrond Krakesſøns og Ivar Omas Dom om Philip Erlendsſøns Ret til den ham af hans Huſtru gjorte Gave (ſ. o. S. 407), Bergen 1332 (Dipl. N. I. 218); Hr. Hauks, Hr. Guthorm Helgesſøns, Hr. Ketil Thorlaksſøns (den islandſke Hirdſtjore’s), Gulathingslagmanden Bjarne Anundsſøns, Haakon Guthormsſøns, Ivar Arneſøns og Chorsbroder ved Apoſtelkirken Henrik Einarsſøns Skifteforretning af 11te September 1332 mellem Herdlis Thorvaldsdatter og hendes Mands Arvinger i Dipl. N. I. 220, ſ. o. S. 281); den af Hirdſtjoren Hr. Agmund Guthormsſøn opnævnte Ser Mands Dom i Anledning af Jemtlendingernes Klage over Nikolas Sysſelmand, der allerede havde været paadømt af Thrond Kongslagmand (ſ. o.) — o. ſ. v. — Man maa ellers gjøre Forſkjel vaade Tilfelde, i hvilke en Lagmand paa egen Haand har taget ſig en Meddommer, ofte en Collega, f. Ex. naar Thorvid Throndſøn, Lagmand i Tunsberg, den 15de Marts 1329 tog Hr. Guthorm Kongslagmand med i at paadømme en Sag (Dipl. N. I. 20), og hvor to eller flere Lagmænd dømme fælles, og det ſom ofteſt i Forening med andre Dommere, der upaatvivleligt have været beſkikkede af Kongen eller Hirdſtjoren. Domme af fortie Slags ere ſom ofteſt kun udferdigede under den egentlige Lagmands Navn“.
  87. See Hirdſkraaen Cap. 22, 23. „Stallaren“, heder det, „er forpligtet til at være paa alle Stevner af Hirden og Geſterne og forlige dem i alle Sager, ſom de ere uenige i, og hvortil han er beordret efter Kongens Raad. Merkesmandens Pligt er at være paa alle Stevner af Hirden, Geſterne, og alle Kongsmænd med Stallaren og forlige dem i alle Sager, hvorom de ere uenige inden Hirden efter Kongens Bud og Raad“.
  88. Kong Magnus kalder ham ſaaledes i Brev af 24de.April 1332, Dipl. Norv. I. 217.
  89. Der nævnes vel en Nikolas Stallare 1333 (Dipl. N. V. 95), men han kan ej have været kongelig Stallare, da han ej fører Herretitel.
  90. Merkeligt nok er det her at legge Merke til den Forſkjel, ſom der paa det ovenfor anførte Sted af Forordningen af 1303 om haandgangne Mænds Skyldighed m. m., findes mellem Udtrykkene i den længere og den kortere Bearbeidelſe; medens hiin, der aabenbart er den oprindelige, ſiger „ſaaſnart det bliver ham tilſagt af Merkesmanden“, heder det i en anden, der formodentlig er et meget yngre Sammendrag: „ſaaſnart det bliver ham tilſagt af Lagmanden eller Sysſelmanden“. Dette er et umiskjendeligt Tegn paa, at Merkesmandens Embede enten var ophørt, da Sammendraget gjordes, eller at det havde tabt ſin Betydning.
  91. Det er dog forreſten nok muligt, at da Hr. Agmund i 1336 bød Lagmanden i Oslo at paadømme en Sag mellem Oslo Nonnekloſter og Hovedøens Kloſter, var det netop i Vacancen, da der endnu ej var nogen Provſt ved Mariekirken; Erling Gullerſøn ſynes nemlig ej at være bleven Provſt førend 1337, ſ. o. S. 148.
  92. Om Hr. Guthorm Kolbjørnsſøn ſee iſær Samll. I. S. 160—164. Lagmand i Kongsgaarden kaldes han udtrykkeligt i Br. fra Bergen af 29de Mai 1325, Dipl. N. I. 180, Br. af 22de Juni 1325, i Munkelivsbogen S. 156, og i Br. fra Oslo af 5te Marts 1327 (D. N. III. 146), og fra Tunsberg af 15de Marts 1329 (D. N. I. 201); i det af 1327 kaldes han endog „Overlagmand i Kongsgaarden“. See ogſaa her nedenfor S. 430.
  93. See Br. fra Bergen af 11te December 1316, Dipl. N. I. 148.
  94. See Br. fra Oslo af 14de Marts 1346, Dipl. N. IV. 30O („Kongens Lagmand“), af 20de Februar 1349, D. N. II. 298 („Lagmand i Kongsgaarden“).
  95. Dipl. N. III. 256. See ovf. S. 373.
  96. Dipl. N. II. 155, I. 180, jvfr. ovf. S. 72.
  97. Dipl. N. II. 265.
  98. See herom, hvad ovenfor er anført, S. 249.
  99. See Dom paa Gulathing af 24de Juni 1321, Dipl. N. III. 124. Jon Bjarnesſøn var da tilſtede paa Gulathing og dømte med Hauk Lagmand og Lagrettere.
  100. See Dom af 23de Juni 1316, hvorved Hr. Einar Ambesſøn og Hr. Eindride Simonsſøn begge nævnes ſom Fehirder i Bergen.
  101. See ovenfor S. 61. Jon Bjarnesſøn var gift med Fru Ingegerd paa Mel, ſ. ovf. S. 402.
  102. Nemlig i Anledning af Striden om Gaardetiende, ſ. o. S. 105.
  103. Dipl. N. II. 165, 169. Han kaldes ogſaa ſtundom „Fehirde i Kongsgaarden“.
  104. I dette Aar, 11te September, blev nemlig hans Bo ſkiftet, Dipl. N. I. 220.
  105. Br. af 27de Januar 1336, Dipl. N. III. 215.
  106. See Biſkop Haakons Breve fra dette Aar, Samll. V. 99, 101.
  107. See ovenfor, S. 245, jvfr. Biſkop Haakons Breve.
  108. See Breve fra April 1343, Dipl. N. III. 214—217.
  109. Br. af 21de Juni 1347, Dipl. N. II. 285.
  110. Br. af 20de Septbr. 1334, Dipl. N. III. 179. Br. af 3die December 1334, Dipl. N. II. 269.
  111. Udtrykkeligt nævnes han ſom Fehirde kun i Br. af 19de Mai 1338, D. N. IV. 234, men da han neppe hørte hjemme i den Egn, er det ſandſynligt, at han beklædte Embedet, ſaa længe vi finde ham paa den Kant, og dette var Tilfeldet endnu den 30te Jan. 1342, da han kjøbte noget Jordegods af Erkebiſkopen (D. N. II. 246). Han kaldes her ſlet og ret „Thrond Bonde“.
  112. Br. af 11te Auguſt 1346 og 21de Juni 1347, D. N. II. 276. I. 285.
  113. Br. af 22de Auguſt 1347, D. N. IV. 320.
  114. Brev af 21de September 1343, hvorved Sigurd Gautsſøn paa Vardberg aflægger Kongen Regnſkab for et Aars Indtægt i Tunsbergs Fehirdſle. D. N. II. 259.
  115. Br. af 28de September 1347, D. N. III. 248.
  116. Kong Magnus’s Teſtament af 15de Juli 1347. D. N. V. 193.
  117. At Fehirdſler: lige fra Borgens Oprettelſe var paa Akershuus, kan man ſlutte allerede af Beſtemmelſen i Privilegiebrevet for Mariekirkens Klerke af 1300, ifølge hvilket en Gjenpart ſkulde forvares „paa Akersnes“, altſaa i det kgl. Archiv eller Skatkammer. D. N. I. 92.
  118. Dipl. N. III. 202.
  119. Dette er Inddelingen ifølge Erkebiſkop Aſlak Bolts Jordebog fra Tiden omkring 1440.
  120. See Dipl. N. I. 163.
  121. Brev fra Vaagen af 3die Auguſt 1336, Dipl. N. IV. 376. Breandeſund (nu Brendeſund) nævnes i Aſlak Bolts Jordebog fol. 141 (Udg. S. 95). Gaarden Ørarfjord ſiges at ligge ved dette Sund.
  122. Brev af 28de Januar 1322, D. N. III. 127.
  123. Breve af 2den Mai 1325 og 13de Marts 1334, D. N. III. 142. V. 99.
  124. Hr. Eindride Simonsſøn gjorde ſit Teſtament den 8de Auguſt 1335 og føjede Beſtemmelſer dertil den 13de Mai 1337 (D. N. I. 233, 243); han beſtemte her, at hvis han døde „i Fjordene“, ſkulde han begraves i Egges Kirke, og bruger endogſaa Udtrykket „hjemme i Fjordene“, ſaaat man kan ſee, at hans Hjem har været paa den Kant.
  125. Man ſkulle vel formode, at det var i Egenſkab af Sysſelmand, han i 1314 fik det Hverv med to andre haandgangne Mænd at ſkifte Hvaal mellem Arvingerne (ſ. o.)
  126. Br. af 18de Novbr. 1325, 13de Marts 1333, 27de Mai 1336, 30de Septbr. 1337 og 1ste Mai 1343, Dipl. N. II. 157, 200, 218, 225, 257. Kun idet ſidſte nævnes udtrykkeligt „nordre Luten“, men ogſaa de øvrige angaa kun nordre Valdres.
  127. Breve af 29de Marts og 26de Ort. 1333, D. N. III. 170, 175.
  128. Breve af 10de Marts og 9de Sept. 1340, o. fl. D. N. 201. I. 268.
  129. Brev af 15de April 1325, D. N. I. 179.
  130. Brev af 14de Aug. 1328, D. N. II. 165.
  131. Breve af 13de Dec. 1347 og 7de Aug. 1348, D. N. III. 323, II. 295.
  132. Breve af 25de Nov. 1329 og 2den Marts 1340, D. N. III. 153, IV. 243.
  133. Brev af 8de Febr. 1347, D. N. I. 305.
  134. Brev af 22de Juni 1351, D. N. III. 275.
  135. See fornævnte Indberetning af 21de Febr. 1332, Dipl. N. I. 215.
  136. Brev af 5. Dec. 1356, Dipl. N. I. 249. Det antyder maaſkee ogſaa en egen højere Stilling ſom Sysſelmanden i Skiduſyſla indtog, at han havde „Ombudsmænd“ under ſig (ſom Bjørgulf Aſtesſøn og Aſte Bjørgulfsſøn), ikke Lensmænd.
  137. Vi finde her oftere Lensmænd for Provſten, ſnart i den ene, ſnart i den anden Skibrede paa Follo, ſee D. N. I. 255. jvfr. I. 266, III. 375.
  138. Brev af 7de Aug. 1342, udſtedt af „Hr. Haakons“ Lensmand, Dipl. N. IV. 266.
  139. Brev af Febr. 1346, Dipl. N. IV. 297.
  140. Samll. I. S. 165.
  141. Brev af 10de Januar 1333. Dipl. N. III. 135.
  142. Brev fra Vinger af hans Lensmand, 28de Novbr. 1327, Dipl. N. II. 163.
  143. Brev af 12te April 1333. Dipl. N. III. 171.
  144. See ovf. III. S. 889.
  145. Erik Topps Lensmand Erik Finnsſøn nævnes i en Sag vedkommende Jorekſtad i Faagaberg, altſaa i ſøndre Gudbrandsdalen, den 30te Sept. 1320, Dipl. N. III. 129, Men 15de Decbr. 1339 nævnes han ſom Privatmand i det egentlige Viken (ved Skedjohof), Dipl. N. V. 132.
  146. See iſær Br. af 14de Mai 1330, Dipl. N. II. 177, og af 17de April 1344, Dipl. N. V. 170.
  147. Brev af 7de Dec. 1347, Dipl. N. V. 196.
  148. Brev af 7de Marts 1348, Dipl. N. IV. 324. Han deeltog i Hirdſtjorn 16de Febr. 1348 og kaldes da Ridder, Norg. gl. Love 3. 171.
  149. S. o. S. 395, jvf. D. N. VI.
  150. Brev af 28de Novbr. 1327, Dipl. N. II. 163. Jvf. Samll. I. 164—166.
  151. Brev af 10de Septbr. 1337, Dipl. N. I. 247. Det ſtaar juſt ikke her udtrykkeligt, at han var Sysſelmand, men han udſteder Brevet aldeles ſom ſaadan.
  152. Brev af 16de Febr. 1341. Dipl. N. V. 148.
  153. I Brev af 30te Sept. 1346, vedkommende en Sag i Theſal eller Rode Sogn, nævnes der udtrykkeligt om, at en af Parterne havde at betale Sagøre til Hr. Agmund, altſaa i Egenſkab af Sysſelmand, Dipl. N. II. 277.
  154. Breve af 8de Mai 1321 og 16de Novbr. 1334, Dipl. N. I. 163, II. 208.
  155. Brev af 6te April 1324, Dipl. N. III. 137. Hr. Sigurd optræder ſom Privatmand ved Skifte af Lyng med Vigleik Aslaksſøn d. 2den Mai 1325, Dipl. N. IV. 142. Kolbein nævnes ſom Lagmand ogſaa 1325 i Munkelivsb. S. 154, 1326 i Dipl. N. III. 144, og 2den Marts 1327 i II. 161. Kolbein blev en meget gammel Mand; han levede endnu i 1367, ſee Dipl. N. I. 394.
  156. Brev af 1329 i Dipl. N. III. 154.
  157. Breve af 15de Decbr. 1335 og 24de Novbr. 1337 i Dipl. N. III. 193.
  158. See Br. af 22de Febr. 1342, D. N. IV. 257.
  159. See Br. af 12te Aug. 1345, 10de Septbr. 1353, D. N. II. 263, 281. Han forekommer ſom Privatmand i Nidaroos 1342 og 1343, D. N. II. 249, V. 164.
  160. Brev af 12te Marts 1328, Dipl. N. V. 75.
  161. See Br. af 28de Jan. 1322, af 1329, af 8de Mai 1344, Dipl. N. III. 127, 154. VI.
  162. Breve af 12te Aug. 1345 og 1ſte Marts 1346, Dipl. N. V. 182, 186.
  163. Brev fra Gulathinget af 24de Juni 1321, D. N. III. 124.
  164. Breve af 18de April 1322 og 11te Marts 1323, D. N. I. 166. Munklb. S. 124.
  165. Brev af 11te Sept. 1332, D. N. I. 220.
  166. Brev af 1ſte Sept. 1338, D. N. V. 119, og det føromtalte Vegebotebrev af 1343.
  167. See Isl. Annaler ved 1348, S. 276.
  168. Breve af 21de Juni 1347, 3die Aug. 1347, 7de Aug. 1348, D. N. II. 285, Munkelivsb. S. 149, D. N. II. 295.
  169. Brev af 22de Juni 1325, Munkelivsb. S. 156.
  170. See Br. af 8de Aug. 1335, 27de Jan. 1336, D. N. I. 235. II. 215. Br. af 2den Sept. 1340, D. N. V. 142.
  171. See ovf. S. 385.
  172. Brev af 22de Juni 1346, Munkelb. S. 36, af Octbr. 1347, D. N. VI., af 3die og 7de Aug. 1348, D. N. IV. 336. III. 295.
  173. Breve af 19de Juni 1322, 19de Jan. 1323, 21de Marts 1338, D. N. IV. 155, V. 69, IV. 232, af 8de Sept. 1340, Samll. V. 155, Br. af 19de Marts 1345, 25de Novbr. 1347, D. N. IV. 288, 289, 321. Sigurd ejede Jordegods paa Vors i 1337, ſee D. N. VI.
  174. See Breve af 28de Aug. 1324, 28de Marts 1331, D. N. II. 155, I. 212; af 23de Jan. 1335, D. N. I. 232, af 31te Januar 1337 og 19de Sept. 1338, D. N. IV. 228, V. 120; Breve af 8de Marts 1341 og af 1343 i D. N. I. 270, 286.
  175. Breve af 19de Nov. 1322, D. N. II. 148 og af 13de Oct. 1352, D. N. I. 224.
  176. Han nævnes endnu ſidſt i 1333, D. N. I. 226. Det i Samll. I. 163 citerede Brev af 1338, hvori han ſkulde nævnes, er urigtigt dateret; det er udſtedt 23de Nov. 1317, D. N. IV. 121.
  177. Breve af 30te Sept. 1346, 30te Apr. 1348, D. N. II. 277. V. 201.
  178. Br. af 29de April 1321, 18—25de Mai og 1ſte Oct. 1322, 12te Jan. 1323, 22de Sept. 1324, D. N. III. 123, 129, 131, IV. 137, III. 133, 22de Sept. 1324. Paal nævnes uden nogen Titel i Oslo 1328—1331. D. N. III. 149, IV. 185, 194.
  179. Brev af 9de April 1332, D. N. I. 216.
  180. Breve af 4de Nov. 1332 og 27de Jan. 1335, D. N. III. 165, 180.
  181. Breve af 14de Januar 1340 og 11te Dec. 1343, D. N. V. 133, 167.
  182. Brev af 12te Jan 1347, D. N. I. 303.
  183. Breve af 1ſte Sept. 1347 og 7de Nov. 1348, D. N. I. 307. IV. 341.
  184. Brev at 11te Aug. 1333, D. N. II. 203.
  185. Breve af 1ſte Marts 1340, D. N. I. 265, og af 19de Juli 1348, D. N. V. 202.
  186. Brev af 15de Der. 1339, D. N. V. 132. Her omtales Jon Saulesſøn ſom den da fungerende Lagmand, og Thoralde ſom den, der havde været det for endeel Aar tilbage.
  187. Munkelivsb. S. 50. 108. 111. 138. 155, 65.
  188. Alle disſe Mænd ere forhen omtalte. Ivar Oma var udnævnt til Ridder før 1351, thi i dette Aar betitles han ſaaledes af Paven, der under 14de Juli meddeelte ham og hans Huſtru Ingerid Tilladelſe til at vælge en egen Confesſor, der kunde give dem fuld Abſolution in articulo mortis.
  189. See Retterbot af 1291 og 98, Art. 11, Norges gl. L. III. S. 29, Forordn. af 1308, ſammeſt. S. 76.
  190. D. N. I. 213.
  191. See Kong Haakons Retterbot for Øſterdalen af 22de Febr. 1358, D. N. VI.
  192. Udateret Retterbot i Norges gl. L. III. S. 194, No. 107. Foruden Lagmænd og Sysſelmænd nævnes her Biſkoper og Officianter, der ſkulde ride hiin ſelv 13de, denne ſelv 8de. Det er ellers ikke ganſke ſikkert, om det er Kong Magnus Eriksſøn og ikke Kong Magnus Haakonsſøn, ſom her menes. Man ſkulde i førſte Tilfælde ſnareſt antage, at denne Beſtemmelſe er omtrent ſamtidig med den næſte tilſvarende af 1335, ſee ovf. S. 190.
  193. Norges gl. L. II. S. 429, 430.
  194. Som f. Ex. da Kong Haakon gav Hr. Paal Eriksſøn Fjerdedelen af alle Aleigemaal, Thegngilde, Brevebrud og Fredkjøb i Elveſysſel, hvilket Regjeringen bekræftede 9de April 1320, D. N. I. 161.
  195. See Brev fra Vaagen af 8de Mai 1322, indeholdende Vidnesbyrd om, at Helge hvasſe betalte Hr. Erling Vidkunnsſøn i Sagøre 1 Spannsleje Jord i Sandtorg, Dipl. N. I. 163.
  196. De fleſte Sysſelmænd, vi finde omtalte, føre nemlig tilſidſt Titlen „Ridder“.
  197. See f. Ex. Skiftet paa Hvaall af 1314, hvor Fru Ingebjørgs Syſter kaldes Jomfru Inga; ligeſaa Biſkop Haakons Breve til Hr. Erling og Bjarne, hvor dennes Syſter kaldes Jomfru.
  198. See Brev af 30te Jan. 1342, hvor Erkebiſkopen overdrager Thrond, dengang Fehirde, noget Jordegods, formodentlig paa Kronens Vegne. Thrond kaldes her „Thrond Bonde Krakesſøn“.
  199. Om Erlend Philipsſøn heder det udtrykkeligt i de isl. Annaler (S. 382), at han var den merkeligſte af „Bønderne“, fordi han aldrig vilde lade ſig gjøre til Ridder. Han kaldes ogſaa „Erlend Bonde“. Ligeledes kalder Biſkop Haakon i ſit Brev til Kongen af 21de Juli 1340 Ivar Oma, der ſiden blev Ridder, „Ivar Bonde“, ligeſaa den føromtalte Helge Ivarsſøn Laſt. (Samll. V. 152).
  200. See ovenf. IV. 2. S. 269 (Norg. gl. L. III. S. 21, 30). Beſtemmelſerne gjentages ſiden af Kong Haakon V. den yngre i hans Retterbot for Øſterdalene.
  201. Hans Søn Aaſte blev idetmindſte Sysſelmand, ſom man kan ſee af Brevene af 17de Jan. og 23de Auguſt 1354, D. N, I. 339. 341.