Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/37

De ringere Klasſers Kaar var, ſaavidt man kan dømme af de os levnede Brevſkaber, i det Hele taget taalelige, i alle Fald lader det til, at Folket i den lange Fredstid og den i visſe Henſeender ret gode Beſtyrelſe, idetmindſte hvad Lovens Hevdelſe og den almindelige Sikkerheds Overholdelſe angaar, temmelig jevnt og ſtadigt har tiltaget i Velſtand. Man finder hyppigt at Folk, der aabenbart ikke hørte til de Højfornemme og Rige, dog kunde give ikke ringe Gaver i Teſtamente, eller i Medgift med Døttre, og flere Bo-Inventarier vidne om riigt og ſolid Indbo. Her maa det viſtnok indrømmes, at alle deslige Brevſkaber kun vidne om Tilſtanden hos Grundejeren, Odelsmendene, men at vi ikke deraf erfare noget om, hvorledes den talrige Lejglendingsklasſe havde det, og herom kunde man visſelig friſtes til at danne ſig temmelig ringe Begreber, naar man har for Øje, at den gjeldende Lovgivning idetmindſte forudſatte ſom det ſedvanlige, at Jord kun paa visſe Aardemaal, ſedvanligviis tre, ej paa længere Tid, bortbyggedes til Lejglendingerne, ſaaat Landsdrottnen derved maatte have det i ſin Magt at ſkrue Afgiften op. Men flere Omſtendigheder tyde hen paa, at dette dog kun ſjelden er ſkeet; ja, der er endog et Sted i Landsloven[1], ſom beſtemt antyder, at et viſt Maximum af Landſkylden, viſtnok den, efter hvilken Jordpartens Størrelſe og Godhed angaves, ej maatte overſkrides, ligeſom det da heller ikke lader til, at den nogenſinde blev overſkreden, men at man ſnarere nøjede ſig med mindre Afgift. Man ſkulde og af flere Omſtændigheder formode, at det hørte til Sjeldenhederne, at en Søn blev dreven fra den Gaard, ſom hans Fader havde haft, men at det derimod var det ſedvanlige, at Søn efter Fader beholdt Bygſlen. Hertil kom, at Lovgivningen udtrykkeligt, ved nøjagtige Beſtemmelſer, vernede om Lejglendingen lige overfor Landsdrottnen, ſaavelſom og at et ſaa ſtort Antal af Leiglendingerne ſtod under Kirken eller Kronen og derfor var mindre udſat for vilkaarlig Behandling, en Fordeel, hvoraf vel og den under Privatmand ſtaaende Lejglending maatte nyde godt, forſaavidt derved et Exempel var givet, ſom den private Landsdrottinn ikke godt kunde afvige fra uden at ſtøde altfor meget an mod Opinionen. At Beſtyrelſen foregik med en vis Orden, Rolighed og Beſtemthed, hvorledes end Stormendenes Forhold lige overfor Kronen har været, ſeer man umiskjendeligt af de mange, os endnu levnede, Brevſkaber. Selvtægt i de almindelige Ejendomsforhold hørte aabenbart til det Uſedvanlige. Ejendomstrætter afgjordes ifølge Lovens Bud ved den af Parterne ſelv opnævnede ſaakaldte Dom, eller ved Lagmandens Orſkurd, ſom i Regelen havde ſin Fremme og reſpecteredes. Sysſelmendene bereiſte, ſom det ſynes, aarligt ſine Diſtricter forat overholde Orden og Rolighed, og i deres Fraværelſe traadte deres ſaakaldte Lensmend i deres Sted. Ved Drabsſager optog Sysſelmanden eller hans Lensmand altid nøjagtigt Forhør og ſendte Indberetning til Kongen, for at denne kunde afgjøre om Landsviſten; der ſørgedes efter Lovens Bud for Vejenes Vedligeholdelſe, og om den Rolighed og Sikkerhed, ſom herſkede i Landet, gjør man ſig den bedſte Foreſtilling ved at ſee af de pavelige Collectorers Regnſkabsbøger, at de ej nævne et Ord om Fare eller Nødvendighed af Bedækning i Norge, medens en ſaadan var uomgjængelig nødvendig i Sverige, idetmindſte under Formynder-Regjeringen, og Petrus Gervaſii i Danmark virkelig endog blev plyndret af de tydſke Krigsfolk, der i den Tid laa paa de fleſte Steder i Landet. Et af de uroligſte Diſtricter, hvor Almuen var trodſigere end andenſteds, var fremdeles, ſom det lader, Skiduſyſla, iſær Thelemarken, da man baade derfra har flere Drabs-Indberetninger, end fra de fleſte andre Egne i Landet, og desuden andre Brevſkaber vidne om en vis Voldſomhed og Gjenſtridighed hos Indbyggerne[2]. Det er allerede nævnt, at det ſidſte Brev, vi have fra Hr. Thore Haakonsſøns Haand, er en Drabs-Indberetning af 1315 fra hans Sysſel, Skiduſyſla[3]. Han eſterfulgtes i Syſlen af ſin Søn, og det eneſte nu tiloversblevne Brev af dem, Hr. Haakon Thoresſøn udſtedte ſom Sysſelmand, er ligeledes en Meddelelſe om et Drab, dateret fra Skiden d. 23de Juni 1325[4]; der nævnes her ikke udtrykkeligt, i hvilket Hered Drabet blev begaaet, men Omſtændighederne ere dog ej uden Interesſe formedelſt det Lys, ſom de kaſte paa Bøndernes Leveviis. En vis Einar havde ſlaaet en anden Mand, Olaf, et Øxehammershug i Hovedet, ſom denne aldrig forvandt, og endydermere gik Einars Broder, der ogſaa heed Olaf, tilligemed dennes Sydſkendebarn Thormod hen til den anden Olaf, der havde faaet Slaget, og optog nogle ham tilhørende Varer, til en Verdi af 4 Mk. forngilde. Der maa ſaaledes have været en tidligere Ejendomstrætte mellem begge Parter. De beholdt Varerne hos ſig en Nat over, indtil gode Mend foreſtillede dem, at det allerede var haardt nok for den ſtakkels Olaf, at han havde faaet hiint Slag, om de ikke ogſaa ſkulde rane hans Ejendom fra ham. De bekvemmede ſig da til at udlevere Varerne, men forreſten fik Olaf ingen Erſtatning. Ærgerlig herover ſøgte en af Olafs Frænder, ſelv tredie, Lejlighed til at overfalde Einars Broder Olaf, hvilket ogſaa lykkedes ham, juſt ſom denne ſad og tørkede Malt i en Kjolne for ſin Huusbonde; han dræbte ham, og lyſte ſig ſtrax Drabet til Haande. I Indberetningen kaldes dette Drab, ſom fremkaldt ved den Dræbtes egen Lovløshed, „uoverlagt“, og Banemanden indſtilledes til Kongens Naade, der viſt ogſaa blev ham til Deel. — Det er fremdeles nævnt, at Hr. Haakon ſandſynligviis eſterfulgtes i Syſlen af ſit Søn Stig Haakonsſøn paa Mannvik. Det eneſte officielle Brev, der haves fra ham, er en Drabsberetning, udſtedt paa Mannvik d. 21de Februar 1332[5]. Efter Stig Haakonsſøn fulgte Hr. Ivar Agmundsſøn, formodentlig i 1335. De førſte Breve der vedkomme hans Embedsvirkſomhed ſom Sysſelmand ere fra hans Ombudsmand Bjørgulf Aſtesſøn paa Mærdin, det ene er dateret Bruggaberg (nu Brunkeberg i Thelemarken) den 6te Marts 1336, det andet udſtedt fra Bratsberg ved Skidan, 6 Dage ſenere[6]. I det førſte, udſtedt af Bjørgulf alene (Hr. Ivar ſynes endnu at have haft ſit Tilhold i Tunsberg) bekjendtgjør han, at han i Erſtatning eller Bod for Arvingerne efter en vis Helge Thorgeirsſøn, der var bleven feldet i en Kamp med en Bjørgulf Hudfat, ſom dog ogſaa ſelv var kommen til Skade, og, ſom det ſynes, ſenere død af ſine Saar, udtog af dennes Bo 20 Mkr., hvormed Helges Arvinger ifølge en af Hr. Ivar ſelv meglet Overeenskomſt ſkulde lade ſig nøje. Af det andet Brev, ſom han udſtedte i Forening med to andre Mænd, ſees det, at en vis Thorleif, formodentlig paa et Thing eller ved et offentligt Møde, havde viiſt ſig opſætſig mod Hr. Ivar, truet ham, ja endog angrebet ham, af hvilken Aarſag Hr. Ivar havde ladet ham ſette i Fangenſkab paa Bratsberg[7]. Men ſiden havde en anden af Hr. Ivars Ombudsmænd, ved Navn Jon Baardsſøn, formodentlig den befalende paa Bratsberg i hans Fraværelſe, frigivet Thorleif imod Borgen af Bonden Salve paa det nærliggende Limin, der indeſtod for, at Thorleif ſkulde indfinde ſig i Tunsberg 14 Dage efter anden Paaſkedag og der underkaſte ſig Haugathings Dom for Truſelen og Angrebet, ſamt ſvare Hr. Ivar den ham tilkommende Ret. Udeblev han, ſkulde Salve med ſit Gods ſvare Kongen ſin Ret og Klagerne hvad der tildømtes dem, men blev der intet Forlig, ſkulde Thorleif vende tilbage til Fængſlet. Ligeledes maatte Erik, Thorleifs Broder, der ogſaa havde deeltaget i Forbrydelſen, ſtille Borgen for, at han ſkulde indfinde ſig i Tunsberg. Herom udſtedte hine tre Mænd Vidnesbyrd. Man maa heraf ſlutte, at Ivar i Førſtningen af ſin Embedstid har mødt nogen Modſtand af Bønderne, men med Strenghed neddæmpet den. — Omtrent paa ſamme Tid herſkede der oppe paa Grenland en alvorlig og ſom det ſynes langvarig Strid mellem Bønderne af Haukavik og Laduvold[8] paa den ene, og dem af Lindheim og Hæm paa den anden; Manddrab havde, ſom der ſiges, fundet Sted paa Grund af Vaabenran, og mange andre Kærmaal; Hr. Ivar maa have anſeet Sagen meget vigtig, ſiden han ikke længe efter ſin Hjemkomſt fra Ryfylke, midt i Hjertet af Vinteren, med Einar Lagmand i Skien reiſte op til Tinne i Heitradal, hvorhen Parterne var ſtevnede, forat bilægge Trætten. De udſtedte i Fællesſkab den 31te Januar et Brev[9], hvori de bekjendtgjorde, at den Dag fremſtillede ſig for dem Erling paa Haukavik, Thord paa Laduvoll, Steinulf hans Søn og mange Frender, tilſammen kaldte Haukvikinger, ſaavelſom deres Modparts, de ſaakaldte Lindheiminger, nemlig Thorleif Saxbjørnsſøn, Bjørn hans Søn, Bjørn Saxbjørnſøn og en Mængde Frender, idet nemlig begge Parter havde underkaſtet ſig hine Embedsmænds Afgjørelſe med Forpligtelſe til at overholde den under Straf for den, ſom brød den, at han ſkulde anſees ſom Gridniding og Skjendſel for ſin Ætt. Dommen lød da, at et tidligere af dem ſelv indgaaet Forlig angaaende det ſkete Drab ſkulde ſtaa ved Magt, men desforuden ſkulde Thorleif betale 2 Mkr. Guld i Gjeld efter Hallvard, Erlings Søn (hvilken han vel altſaa havde dræbt), ligeſom Bjørn Saxbjørnsſøn ſkulde betale en anden Søn af Erling, Geirmund, fire Mkr. forngilde, fordi han havde hugget efter ham med en Øxe. Alle de øvrige Tviſtemaal ſkulde være hævede og forglemte, og ingen ſkulde underſtaa ſig at røre op i Sagen efter denne Dag. Men dermed var den dog ikke endt; der blev atter rørt op i den, ſom det ſynes af Hæmboerne, der ej udtrykkeligt var blevne indtagne med i dette Forliig. Derfor maatte der en ny Forligsſtevne til, og denne fandt Sted i Skien den 13de Decbr. 1337[10], formodentlig efter Hr. Ivars Indkaldelſe. Her indfandt ſig nu, ſom det heder, paa almindelig Stevne begge Parter i ſtort Antal, paa den ene Side Lindheiminger og Hæmboer med Frender og Beſvogrede, paa den anden Side Thord paa Laduvoll, Erling paa Haukavik med Sønner, Frender og Svogre. De klagede gjenſidigt over de lidte Fornærmelſer i Ord og Gjerning og overlod fremdeles Afgjørelſen til Hr. Ivar og Lagmanden, ſamt Hr. Ivars Broder Hr. Finn Agmundsſøn, der juſt var hos Broderen formodentlig i Julebeſøg. Afgjørelſen faldt denne Gang ej ſaa gunſtigt ud for Haukaviksmændene. Erling paa Haukavik, hvis Søn var falden, ſkulde ſtille Settareed mod den af Borgar paa Hæm fremſatte Beſkyldning mod den Faldne, at denne havde ſtukket ham gjennem Armen med et Spyd, kaſtet hans Kone Aslaug til Jorden, traadt paa hende med Fødderne og kaldt hende „den verſte Kone, der gik paa Græsſet“, og det i hendes eget Hjem. Kunde ikke Erling føre denne Eed, der ſkulde føres paa Søndag d. 4de Februar næſtefter, ſkulde han bøde til Borgar 2 Mkr. Guld for Spydſtikket og 6 Mkr. for Aslaugs Mishandling. Derimod ſkulde Borgar og hans Søn Ølve fralægge ſig en af Erling fremſat Modbeſkyldning, at de havde oplagt Raad om Hallvards Drab, Borgar med Tylftereed og Ølve med Settareed, hvilke Eeder ſkulde føres ſamme Dag ſom hiin. Endvidere idømtes forſkjellige Perſoner paa begge Sider ſtørre eller mindre Pengebøder. Til Vurdering af de Varer eller Penge, hvori Bøderne udrededes, ſkulde Hr. Ivar eller hans Ombudsmand udnævne tre Mænd. Paa begge Sider lovede alle de tre ſaakaldte Ættebaalker, at alle deres Beſlægtede og Beſvogrede tilligemed Andre, ſom med denne Sag havde at gjøre, herefter ſkulde være aldeles forligte, under Gjentagelſe af den ſamme Erklæring, at den, ſom brød Forliget, ſkulde anſees ſom Gridniding og Skjendſel for ſin hele Ætt. Man maa haabe, at denne heel alvorlige Trætte omſider blev bilagt. Det følgende Aar finde vi en Indberetning[11] om en anden Drabsſag, der nys havde fundet Sted, fra Hr. Ivars Ombudsmand Bjørgulf Aſtesſøn paa Martin. En Helge Geirmundsſøn havde taget en Heſt, der tilhørte Nerid Jonsſøn, uden at bede ham om Tilladelſe dertil, og drevet den under Kløv to Raſter baade frem og tilbage. Da Nerid ſiden kom ſammen med Helge i et Gjeſtebud, bad han om lovlig Erſtatning for dette, men Helge blev vreed, bandede Nerid og hver anden, drog Kniven og gav Nerid tre Knivſtik. Denne Sag blev indſtevnet for Dom, og det lykkedes Bjørgulf at faa den bilagt, idet der tildømtes Nerid 12 Mkr. i Erſtatning, men Helge betalte ikke det mindſte deraf; ſiden gik han endog hen til Nerid i hans Hjem, fik ham til at gaa ud med ſig under Skin af at ville forlige ſig med ham, og hugg ham ſtrax udenfor i den højre Arm, ſaa at den gik af, og Nerid døde faa Timer efter. Da Audun og Thore, Nerids Brødre, ſaavelſom hans Frende Sundre fik høre, at han var ſaaret, løb de afſted for at ſkaffe ham Preſt, men mødte paa Vejen Helge og ſlog ham ſtrax ihjel. I den Anledning indſtillede nu Ombudsmanden de tre Drabsmænd til Kongens Naade (7de Auguſt 1338). I Aaret 1341 forefinde vi en ny Indberetning[12] fra Bjørgulf paa Mærdin, Hr. Ivars Ombudsmand, i Forening med den daværende Lagmand Thord Thorgilsſøn, ligeledes om en Drabsſag oppe fra Bøhered paa Grenland. Ifølge en med Hr. Ivars Lensmand Hallvard Thordſøn indgaaet Aftale indfandt ſaavel en af Drabsmændene, Thord Grjotgardsſøn, ſom den Dræbtes Farbrødre Bjarne paa Strand og Anund ſig paa Stevne for de nævnte Embedsmænd i Geſtgaarden i Skien d. 8de Marts. Lensmanden førte her Vidner paa, at begge Parter, hvoriblandt og den anden Drabsmand, Tholf paa Eiken, havde vedtaget at fremmøde. Saaledes mødte da de tre ovennævnte Perſoner, men Tholf paa Eiken udeblev. Thord førte nu Vidner om, at Tholf paa Eiken noget før Pints Aaret forud, paa Engen ved Gaarden Maage, gav Olaf paa Strand med begge Hænder et Breedøxehug mellem Skuldrene, medens Thord gav ham et Hug i Foden, hvorfor Olaf ſagde: „ſaart er mig det Hug, ſom Thord hugg mig i Foden; men jeg døer af det, ſom Tholf gav mig mellem Skuldrene“. Derpaa førtes andre Vidner paa, at Tholf den følgende Dag, ſom han og de roede paa Nornſjø og befandt ſig udenfor Michelsberget, tog ſin Øxe op, ſaa paa Eggen og ſagde: „den er juſt ikke haard den Øxe, min Maag Olaf gav mig igaar; jeg hugg ham tvehændes eet Hugg mellem Skuldrene, men Øxen lagde ſig og gleed af paa Brynjen; Gud give, at han dog nu var død“. Heraf ſeer man, at Tholf, uagtet han var beſvogret med Olaf, dog maa have haft et uforſonligt Had til ham, ligeſom og, at Kampen imellem dem ej kan have været noget almindeligt Overfald, men ſnarere var en aftalt Tvekamp, eller at Olaf idetmindſte maa have været belavet paa et Angreb, ſiden han bar Brynje. Endnu ſaa ſildigt ſom 1349 finde vi Ivar Agmundsſøn i en ſkarp Skrivelſe hævdende Ret og Orden mellem tvende Brødre, Aslak og Nerid, der nys havde nedſat ſig i Ordalen i Bruggabergs Sogn. De havde været uenige om en Gaardpart, ſom Lagmanden havde tilkjendt Nerid; alligevel havde Aslak forholdt Nerid den, ſaaat denne maatte ſende ſin Søn til Hr. Ivar med Klage. Denne ſkrev ſtrax, at Aslak ufortøvet ſkulde lade ſin Broder nyde Ret, og at begge hans Ombudsmænd i Forening med andre Mænd ſkulde megle mellem dem; han ſlutter med de Ord: „det pasſer ſig ingenlunde, at I to farer ſaaledes frem ſtrax efter at I ere komne til Bruggabergs Sogn, og endydermere ere Brødre: og viid du ogſaa for viſt, Aslak, at hvis du herefter findes gjenſtridig i denne Sag, da ſkal du blive ſagſøgt ſom gjenſtridig, og alle de andre, ſom heri ſamtykke med dig“[13].

Fra de øvrige Egne af Norge høre ſlige Drabsbreve, ſom de nys meddelte, til de ſtørſte Sjeldenheder, undtagen fra Jemteland, hvis afſondrede Beliggenhed paa Grændſen og løſere Forbindelſe med de øvrige Dele af Riget formodentlig har gjort Indbyggerne mere henſynsløſe og uregjerlige. Det er ikke uden Interesſe, her i Korthed at gjennemgaa de vigtigſte i dette Landſkab forefaldne Begivenheder. Vi have allerede tidligere ſeet, at i Krigen 1308 og 1309 gjorde de Svenſke et Indfald i Jemteland, hvilket dog ej ſynes at have haft videre Følger. Hr. Une Petersſøn var da Sysſelmand[14]. Siden tales der ikke om nogen Fare for Erobring eller Frafald, men derimod var der idelige Stridigheder med Erkebiſkoperne af Uppſala om det disſe tilhørende Laxefiſke i Ravund (Ragunda) paa Grændſen mod Helſingeland, hvilket Jemterne, ſom det ſynes, ej kunde lade være i Fred, men idelig forgreb ſig paa, foregivende at Laxevirket hindrede Laxen fra at gaa op i Elven, ſaa at de ingen Fiſk kunde faa. Erkebiſkop Olaf klagede herover for Drottſeten, da Kongen om Vaaren 1326 var kommen til Ljodhuus, og Drottſeten overdrog da ved en kongelig Skrivelſe, dateret Baagahuus d. 17de Juli 1336, den daværende Sysſelmand Hr. Hallſtein Thorleifsſøn eller hans Ombudsmand og Lagmanden Arne at underſøge Sagen og ſkaffe Erkebiſkopen Ret mod dem, der gjorde ham Fortred[15]. Dette ſynes ogſaa at være ſkeet, og Voldsmendene dømte til at bøde, men Erkebiſkopen eftergav dem disſe Bøder, formodentlig i Haab om at Mildhed bedſt vilde berolige dem. Heri bedrog han ſig dog, thi under hans Eftermand Peter begyndte det ſamme Uvæſen igjen, ſaaledes ſom vi ovenfor have berettet[16]. Erkeſtolen havde imidlertid erhvervet hele Fiſkeriet, og Erkebiſkop Peter havde oprettet et nyt Laxevirke, der formodentlig forekom Bønderne ovenfor altfor meget at udeſtænge Fiſken, thi de brød det ned, uagtet Erkebiſkopen havde udtaget kongeligt Vernebrev derpaa, til deres egen Skade, ſom de ſiden fik føle, da Erkebiſkopen atter viſiterede i 1341[17]. To Aar ſenere udſtedte Kong Magnus fra Helſingborg et alvorligt Brev til Bønderne i Brekke Sogn, fordi de havde vovet at unddrage ſig fra at betale den Told til det kongelige Capell i Sunde, ſom allerede Kong Sverre havde foreſkrevet, og ſom kaldtes „Sundamaale“. Han bød dem nu „under deres Fred“ at betale denne Told aarligt, hvis de ej vilde bøde 4 Mkr. i Brevebrud for hvert Aar, de undlod det, hvorhos han befalede Lagmanden og Lensmanden at kalde Bønderne af de fire Fjerdinger, hvilke Toldens Udredſel paahvilede, for ſig og inddrive det tilbageſtaaende, under 6 Øres Bod i Stevnefald for den Udeblivende[18]. Sysſelmanden var paa denne Tid den unge Bjarne Erlingsſøn, der dog ikke ſelv reſiderede der, hvorfor ogſaa Kongen i ſin Skrivelſe henvender lig til Bjarnes Ombudsmand, ikke til Sysſelmanden. Bjarne Erlingsſøn var juſt da ſelv hos Kongen i Helſingborg, ſom det ovenfor er viiſt[19], og har ſaaledes formodentlig ſelv været den, der udvirkede Skrivelſen. Det følgende Aar indberettede Lagmanden, Laurents Gunnesſøn, og Bjarnes Ombudsmand Sigurd Eindridesſøn, en Drabsſag, der vidner om, hvor længe endnu det Forſæt at hevne en lidt Fornærmelſe kunde bevares i den Fornærmedes Hjerte og bringe ham til Blodsudgydelſe efter flere Aars Forløb. I et Selſkab var en vis Hunev Alfsſøn kommen til at ſtøde en anden af Gjeſterne, Olaf Bjarnesſøn, for Bryſtet med en Aare, ſaa at han længe havde ondt deraf. Hunev forſikkrede, at han ej vilde have gjort det, og Olaf ſelv udtalte ſin Overbeviisning om, at han ikke havde gjort det af nogen ond Vilje. Nu gik fem Aar hen, uden at det dog kom til noget egentligt Forliig mellem dem. Da hendte det en Dag, at de begge kom til Refſunds Kirke. Olaf ſtod i Kirkegaarden, medens Hunev kom gaaende ind paa denne. Formodentlig maa Olaf have givet noget Ondt af ſig, ſiden Hunev ſagde til ham: „lad ikke ſaa ilde, Olaf, thi der er intet, ſom nødſager dig dertil!“ Men da ſtak Olaf Hunev i Bryſtet med ſin Kniv, med de Ord: „tag dette for det, ſom du før gjorde mod mig“, og Hunev overlevede dette Stik kun faa Dage. Drabet ſiges dog at være begaaet uoverlagt (úfyrirsynju), og da Olaf lyſte det ſamdøgres, kan man neppe tvivle om, at han fik Landsviſt[20]. Formodentlig fik Bjarne Erlingsſøn ſtrax efter en anden Sysſel, maaſkee ved ſit Giftermaal, eller har af andre Aarſager maattet give Slip paa Jemteland, thi endnu i November ſamme Aar tilſkrev Kongen fra Ørebro hans nye Fuldmægtig Sigurd Hermundsſøn, kaldet Fyrd[21], at han ſkulde udbetale til den nye Sysſelmand, Nikolas Petersſøn, kaldet Djakn, alt hvad han i det Aar havde oppeborget af Sagøre, og aflegge Regnſkab derfor. Men dette ſkete ikke, deels maaſkee fordi det var vanſkeligt, deels og, fordi Sigurd ſelv, ſom det lader, var en noget uefterrettelig Perſon. Kongen tilſkrev ham derfor atter i Januar 1345 fra Stockholm om Sagen, og denne Gang meget ſkarpt, idet han truede ham med, at hvis han længer ſad dette Bud overhørig, ſkulde han ſvare Landraadeſag[22]. Nikolas foreſtod Syslen i mange Aar, men under idelige Ubehageligheder med Indbyggerne. Kun faa Aar efter hans Udnævnelſe, allerede i 1347, klagede han til Kongen over, at flere af Landſkabets Indbyggere uretteligen hindrede Ydelſen af den Kongen tilkommende Skat, eller tog den til ſig uden Kongens eller Sysſelmandens Vilje, hvorfor Kongen fra Ørebro den 23de Juli 1347 paalagde Nikolas, Lagmanden, og andre haandgangne Mænd der i Landſkabet at ſørge for, at de, ſom havde gjort det, betalte tilbage hvad Kongen tilkom, og desforuden Erſtatning efter tolv Mænds Dom, ligeſom han og i Almindelighed paalagde Jemtelendingerne at udrede Skatten ordentligt. Men ſamtidigt, og vel endog for at møde Sysſelmandens Klager, havde Almuen i Jemteland indgivet til Kongen og Raadet en Beſværings-Skrivelſe, der indeholdt flere højſt nærgaaende og ærerørige Beſkyldninger mod Sysſelmanden. Kongen lod denne Sag førſt paakjende af den daværende Kongslagmand Thrond Krakesſøn, ſom kjendte Klagen for at være urigtig og en Bagvaſkelſe; derpaa blev ſex Bønder, der betegnedes ſom de egentlige Klagere, ſagſøgte i Ljodhuus for en Dom af ſex Mænd, opnævnte af Hirdſtjoren Hr. Agmund Guthormsſøn, der maaſkee foreſtod Hirden i Kongens Fraværelſe. Disſe dømte hver af Klagerne i en Bod af 3 Mkr. Guld (Septbr. 1347)[23]. Og Nikolas Petersſøn tiltalte ſiden paa en Stevne, hvorved to Mænd fra hvert Sogn i hele Jemteland fremmødte, hele Almuen for den Vanheder, de havde tilføjet ham ved at lade Klagebrevet gaa til Kongen og Raadet: han har altſaa anſeet dem alle deelagtige deri. Men de Indſtevnte ſvarede paa Almuens Vegne, at de ſlet ikke vidſte, hvad der ſtod i Brevet, og at det aldrig havde været deres Henſigt at træde deres Sysſelmands Ære for nær i ſtort eller ſmaat, klagende meget over dem, der bevarede Landſkabets Segl og dicterede Brevet, at de forraadte baade Landet og Sysſelmanden med deres Bagtalelſe og Uſandferdighed: de havde ikke ſamtykt i andre Artikler end nogle, der indeholdt en Bøn til Kongen om Landets Tarv med Henſyn til Skat og Kjøb. (30te Decbr. 1347)[24]. Hermed var dog ikke Sagen endnu ganſke afgjort, thi i det følgende Aar maatte Kongen ſende to ſærſkilte Ombudsmænd for at paadømme alle Stridigheder mellem Nikolas og Almuen. Disſe indkaldte nu den Mand, der havde haft Landſkabets Segl at forvare, da Brevet blev ſkrevet, for ſig til det almindelige Thing, kaldet Jamtamót, ſom Ugen efter Gregoriimesſe hvert Aar plejede at holdes ved Berg paa Frosøen[25]. Manden heed Gunnar paa Vambeſtad. Han mødte frem og blev nu dragen til Anſvar, fordi han havde beſeglet Brevet, i hvilket det blandt andet ſtod, at Nikolas havde ødelagt Landet ſaaledes, at det vilde blive ubebygget, ſaafremt han lenger ſkulde blive i Embedet. Gunnar maatte erkjende, at han baade havde haft Seglet, og at Brevet ej blev oplæſt for Almuen før Beſeglingen, og heller ikke ſenere førend det blev fremlagt for Kongen. Da nu den tilſpurte Almue fremdeles negtede al Deelagtighed heri, og Gunnar ej kunde beviſe Rigtigheden af hiin Paaſtand, blev han dømt i en Bod af 3 Mkr. Guld. Nogle faa Dage ſenere udſtedte de ſamme det Vidnesbyrd, at de hørte Nikolas baade paa Mots-Thinget, Lyktarthinget og andre Stevner dagligen byde ſig til at ſvare hver Mand, der havde noget at klage paa ham, Ret efter Loven, men at ingen fremſtod med nogen Klage. (Marts 1349)[26]. Og da alt dette var indberettet til Kongen, udſtedte denne fra Stockholm (23de Juni 1349) et Forbud til alle og Enhver mod at forurolige Nikolas, iſær da han ſelv havde forbeholdt ſig at afgjøre de Klager, ſom endnu maatte fremkomme mod ham[27]. Hvorledes nu den egentlige Sammenhæng er med dette, er vanſkeligt nok at ſige; flere ſenere Breve ſynes dog at viſe, at han lagde ſerdeles megen Vind paa at ſkaffe ſig Privat-Ejendomme, hvilket vel ikke juſt altid ſkete, uden at han anvendte den Indflydelſe, hans Embede ſkaffede ham, til at fremme ſine Henſigter. Men Indbyggerne vare viſt ogſaa mere end almindeligt uregjerlige og gjenſtridige[28]. Til hvilke Yderligheder det kunde gaa, endog naar det alene gjaldt Lovenes og retmæsſige Dommes Overholdelſe, viſer en Sag, ſom foregik netop under den Tid, da Sysſelmanden og Almuen laa i Tviſt med hinanden. Paa en Gaard ved Navn Forneby var der ſkeet et Barnemord, for hvilket Bonden Eriks[29] Datter Groa ſigtedes, ja, det ſynes endog, ſom om hun ſelv havde født Barnet til Verden. Nikolas Sysſelmand lod hende paagribe og bringe for ſig; i Førſtningen benegtede hun at vide noget om Mordet, men da en Leje-Kone, ſom havde været paa Forneby paa den Tid, Mordet ſkete, vidnede imod hende, gik hun til Bekjendelſe, og at Barnet havde været levende født, ſamt at ogſaa hendes Broder havde været tilſtede ved Drabet. Groa blev nu ſat i Forvaring, og hendes Fader Erik, der opholdt ſig paa et andet Sted, ifølge Kongens Bud og Brev indſtevnet for Sysſelmanden, og, ſom man af Brevet erfarer, ej alene for denne, men ogſaa for andre Sagers Skyld, der maa have været af ſtor Vigtighed, ſiden der var gaaet Indberetning derom lige til Kongen, og denne ſelv greb ind. Erik vilde i Førſtningen ej lyſtre Stevningen, førend hans Frænder havde underrettet ham om den Ulykke, der var ſkeet paa Forneby, og endda, heder det, torde han ej komme for Nikolas, førend der under Megling af Preſten i Sunde, Lagmanden Laurents og to kongelige haandgangne Mænd var taget en Dag imellem dem, ſaa at han og hans Mænd til den Tid ſkulde nyde fuld Fred for Nikolas og hans Svene, og disſe omvendt for hine. Dette ſeer næſten ud, ſom om Erik og Sysſelmanden havde ligget i formelig Feide med hinanden. Det aftaltes, at naar Erik indfandt ſig, ſkulde han ſtande Nikolas til Rette for de Sager, han havde at tiltale ham for paa Kongens Vegne, ſaa at de kunde faa et mindeligt Forliig bragt iſtand imellem ſig: lykkedes ikke dette, ſkulde Sagerne henſkydes under Landets og Lagmandens Dom, og hvis Lagmanden heller ikke kunde faa dem paadømte, ſkulde de bringes for Kongens egen Domſtol. Saaledes indfandt da endelig Erik ſig, elleve Dage efter den egentlige Stevnetid. Men under Paaſkud af at hans egne og Sysſelmandens Folk havde ſaa meget at beſtille for Kongens Skats Skyld, bad han om Udſettelſe og Forlengelſe af Griden til den følgende Dag, hvilket ogſaa blev ham tilſtaaet. Dette, ja, ſom det ſynes, den hele Underhandling om Grid og Forliig var dog kun et falſkt Spil af ham for at overliſte Nikolas og befrie ſin Datter, thi inden Gridens Udløb, altſaa om Natten derefter, fik han hende fat og førte hende bort med ſig. Nikolas ſendte ſin Sven efter ham og bød ham bringe Fangen tilbage, men Erik ſvarede, at han før ſkulde lade Livet, førend hun atter ſkulde komme i Nikolas Vold. Han bragte hende derpaa op i Kirketaarnet i Sunde, erklærende at han vilde verje ſig og hende med „Vaaben, Bue, Piil, Odd og Egg“. Nikolas maatte nu ſelv drage til Sunde og ſette Erik to Maaneders Stevne til at indfinde ſig for Kongen ſelv og der tilſvare ſaavel denne Sag, ſom de øvrige, der hvilede paa ham. Herom lod Nikolas ſiden Lagmanden, de to nævnte haandgangne Mænd, og to andre udſtede et Vidnesbyrd paa Thingſtedet Berg i Frøsø (28de Marts 1348)[30]. Da Kongen, ſom det i det Følgende vil ſees, juſt henimod den Tid, da Sagen var tilſtevnt, enten allerede laa ude i Leding mod Rusſerne, eller var ivrigt beſkjeftiget med Udruſtningerne, kom den neppe til Paakjendelſe dengang, om den overhoved blev paakjendt, da det næſten lader, ſom om Erik var ligeſaa megtig ſom Sysſelmanden og derfor kunde trodſe hans Truſler. Hvor lenge det i Jemteland idetmindſte kunde vare, inden en Drabsſag blev afgjort, og den Dræbtes Arvinger, ja endog Kongen ſelv, fik ſin Ret, neppe af anden Grund, end at Sysſelmanden ej havde Magt til at hevde Retten lige over for det gjenſtridige Folk, viſer følgende Begivenhed. Omtrent ved 1327 eller 1329 opkom der en Trette mellem to Bønder, Thorkel paa Valle i Frøsø, og Olaf Pæ. Thorkel beſkyldte Olaf for at have frataget ham noget Myrejærn m. m. Striden var langvarig og endte dermed, at Thorkell om Sommeren 1331 paa ſin egen Gaard Valle hugg til Olaf med en Øxe og rammede ham i Hovedet, ſaa han døde, uagtet Olaf holdt ſin Bukler imod. At Olaf havde Skjold, altſaa var bevæbnet, viſer forreſten, at enten var han kommen for at angribe Thorkell, eller var Retstilſtanden ſaa uſikker, at han maatte gaa bevæbnet. Drabsſagen ſkulde nu underſøges, men det var endnu ikke ſkeet, da Kongen ſelv ved Skrivelſe fra Baagahuus af 17de Juni 1336 befalede Hallvard Lagmand og tre andre Mænd at gjøre det, for ſiden at indberette derom paa ſedvanlig Maade, og inddrage alt Thorkells Gods under Kronen, hvis han befandtes at være Ubodemand, men i modſat Fald at ſkaffe Frænderne Bøder og Kongen Thegn og Fredkjøb. Denne Befaling blev dog ikke udført førend i 1339, da Thorkell imidlertid var forſvunden, ſaa at Ingen vidſte, om han var levende eller død. Underſøgelſer anſtilledes paa Thinget i Marts Maaned; ſiden kaldte hine Mænd aatte andre i Dom med ſig og tildømte Olafs Sønner 9 Mkr. Guld, ſamt Kongen 8 Ertoger og 13 Mkr. i Thegngilde, og Fredkjøb efter hans nærmere Beſtemmelſe. Herom ſendte de da endelig Skrivelſe til Kongen, dateret 27de October[31]. Man ſkulde næſten formode, at der i den nærmeſte Tid efter Hr. Guthorm Helgesſøns Nedleggelſe af Syſlen indtil henimod 1338 ikke var nogen egentlig Sysſelmand, ſom kunde holde Orden. Uſtyrligheden hos Indbyggerne, forenet med det ſæregne Forhold, hvori de ſtod til den ſvenſke Kirke, der maatte formodes at kunne gjøre deres Hengivenhed for Norges Krone noget uſikker, var det vel, ſom, iſær før Unionen med Sverige, og i dennes førſte Tider, bevægede Kongen til altid at beſette Landſkabets vigtigſte Embeder, Sysſelmands- og Lagmands-Embedet, med Mænd fra andre Kanter af Riget. De os bekjendte Sysſelmænd efter Hr. Une Petersſøn i Kong Haakons Dage var nemlig følgende: Hr. Hallſtein Thorleifsſøn, fra Thrøndelagen, omkring 1326 (ſee ovenfor). Hr. Guthorm Helgesſøn, fra Bergens-Kanten, omkring 1333[32]; den i det forhen omhandlede Klagebrev fra Predikebrødrene i Nidaroos til Erkebiſkop Peter i Uppſala omtalte Harald, om hvem intet forøvrigt vides, men ſom følgelig maa have foreſtaaet Embedet omkring 1338[33]; Arne Gjavvaldſøn fra Throndhjem, omkring 1341[34], dernæſt Bjarne Erlingsſøn, og endelig Nikolas Sigurdsſøn, om hvem alene det maaſkee kan være tvivlſomt, om han ikke var Jemtelending, netop fordi han ſynes at have ligget i private Fjendſkaber med Bønderne og derhos ſøgte ak erhverve ſig Privat-Ejendomme, hvad en Ikke-Jemtelending neppe kan formodes at have ſkjøttet om. Af Lagmænd nævnes omkring 1326 en Arne, hvorom intet forøvrigt vides[35]; næſt ham forekommer omkring 1333 Arnfinn Sigurdsſøn, der ſiden mellem 1335 og 1340 omtales ſom Lagmand i Bergen og derfor neppe kan have hørt hjemme i Jemteland[36]. Hans Eftermand var Hallvard Agmundsſøn, der nævnes ved 1336[37] og i 1341 var afløſt af Arne Helgesſøn, maaſkee den før omtalte Arne, og i 1344 af Laurents Gunnarsſøn[38], men ſom i 1345 atter var i Embedet og fremdeles førte Titlen af Lagmand i Jemteland, da han i Januar 1347, ſom det nedenfor ſkal omtales, var tilſtede i 1360 og deeltog i den Dom, der da dømtes af Rigsraadet mellem Kongen og Hafthorsſønnerne angaaende Borgeſysſel. Men da havde han allerede nedlagt Lagmands-Embedet i Jemteland, efterſom vi i 1345 og det følgende Aar paany finde den føromtalte Laurents Gunnarsſøn ſom Jemtelands Lagmand[39]. Dette viſer, at Hallvard umuligt kan have hørt hjemme i Jemteland, men maa have havt ſin Æt og fine Beſiddelſer etſteds i det ſydligere Norge, hvor han maaſkee endog den meſte Tid, han var i Embedet, opholdt ſig, overladende dets Beſtyrelſe førſt til Arne, ſiden til Laurents. Dog var han ſenere (i 1349) atter oppe i Jemteland, fremdeles med Titelen „Lagmand“, efterat Laurents var gaaet af, og havde faaet en Jørund Hafrsſøn til Eftermand. Da nemlig de kongelige Befuldmegtigede, om hvem det ovenfor er talt, i 1349 ſkulde dømme Gunnar paa Vambeſtad for hans ugrundede Klage over Sysſelmanden, var Lagmændene Jorund og Hallvard begge blandt de 6 Mænd, ſom de tog til at dømme med ſig, og ſaaledes var der nu i Jemteland to Lagmænd ſamtidigt, medens derimod Laurents kort forud nævnes uden nogen Titel umiddelbart efter Jørund Lagmand, altſaa da var afgaaet[40]. Forholdet hermed er ikke let at udrede. Hvis det, hvad efter det her Anførte bliver ſandſynligt, virkelig var med Plan, at de verdslige Embedsmænd ſaaledes var fra andre Egne i Norge, ſkulde man og formode, at den ovenfor omtalte Forflyttelſe af den bergenſke Diaconus Agmund Sæfinnsſøn til Jemteland ſkete af ſamme Henſyn, thi vi erfare, at han ſenere beklædte Provſteverdigheden i Jemteland[41]. Kongen ſelv kom kun ſjelden eller aldrig derop. Der findes tvende Forordninger af ham, udſtedte den ene fra Berg, Onsdagen efter Gregoriimesſe, den anden Dagen efter, fra Brekke, i hans 26de Regjeringsaar, altſaa, hvis denne Datering er rigtig, den 15de og 16de Marts 1345, og beſeglede med hans Secret[42]. Men det ſynes neſten ubegribeligt, at han paa den Tid ſkulde have kunnet være i Jemteland, thi den 24de Februar var han endnu paa Vardberg, og den 7de og 8de Marts paa en Gaard ved Navn Langeryd, der ſynes at have ligget i Smaaland eller Veſtergøtland, i alle Fald i det ſydveſtlige Sverige, ſaa at han maatte have reiſt utroligt hurtigt for de Tider, hvis han allerede den 15de, 7 Dage efter, ſkulde kunne være i Jemteland[43]. Beſynderligt ſkulde det ogſaa være, hvis Kongen havde været tilſtede paa Thinget, at hans Nærværelſe ikke med et Ord omtales i et Brev, udſtedt under ſamme Thing paa Berg den 18de Marts 1345 af Arne Gjavvaldsſøn og Hallvard Lagmand, hvorved disſe give en Dom beſkreven over en Nikolas Hallſteinsſøn, der havde ſaaret en Bonde i ſit Hjem, hvorfor nu hans Liv og Gods dømtes i Kongens. Vold, men Sagen ved Sysſelmanden Nikolas Peterſøns Mellemkomſt blev mindeligt afgjort, ſaaledes at Nikolas og hans Huſtru afſtod betydeligt Jordegods til Kongen[44]. Ingen ſynes her at have været nærmere til at indgaa det mindelige Forliig, end Kongen ſelv, om han havde været tilſtede. Man kunde derfor endog friſtes til at antage, at de nævnte Steder, der have Navn tilfælles med faa mange andre i Norge og Sverige, ikke kan have ligget i Jemteland, men etſteds i det ſydlige Sverige; paa den anden Side ſynes Dateringen af det førſte netop at vidne om, at Kongen da var paa Berg i Jemteland ved Landsthinget. Dette faar da ſtaa ved ſit Verd: var Kongen da i Jemteland, hvad der er lidet troligt, ſaa var hans Ophold der idetmindſte meget kort, thi den 17de April var han atter tilbage i Ljodhuus[45]. I 1347 ſkulde han, ſom det ſynes, beſøge Jemteland, og Breve om Gegngerd, Skyds og Heſtefoder ſynes at have været udſtedte, men den 14de Februar ſkrev han fra Kobberberget (Falun), at han for denne Gang maatte opſætte Reiſen paa Grund af ſine mange Forretninger, og at Sysſelmanden derfor kunde tage Gegngerden[46]. I 1350 tænkte han ligeledes paa at beſøge Jemteland, ſom det nedenfor ſkal omtales, uden at man ogſaa da med Vished kan erfare, om der blev noget af Reiſen. Saaledes var Jemteland for det meſte overladt til Embedsmendenes Styrelſe, og uden den ſtadige Control, der maa formodes at være bleven de andre, ſydligere og mindre afſondret beliggende Landſkaber til Deel.

I disſe Landſkaber ſpores, ſom ſagt, mindre Tegn til Raahed og Urolighed, end i de nu omtalte. Dog ſeer man, at der ſtundom endnu kunde gaa uordentligt nok til paa Lagthingene, ſaa at man ved at læſe derom endog maa tænke paa de gamle islandſke Thing og de Uordener, ſom der forefaldt. Saaledes var der i 1322 en Sag fore paa Agvaldsnes Thing, hvori den forſamlede Mængde paa den utilbørligſte Maade blandede ſig. Gunnvar, Datter af en endnu levende Gyrid Oddsdatter, og en Thorbjørn Olafsſøn trættede om Gaarden Aurdal; med Gunnvar fremſtod en Aslak Brattsſøn ſom Fuldmegtig for hendes eldgamle Moder. Thorbjørn havde ført Vidner til ſin Fordeel, men Gunnvar tilbød at føre to Mands Vidne paa, at hendes Moder Gyrid havde Fælligsret i Aurdal, og at hun for 55 Aar ſiden var bleven gift dertil, ligeſom og at Thorbjørns Vidner var uvederheftig paa Grund af Slegtſkab og Svogerſkab, og at hendes Moder bød ſig under den Lov, ſom gik i Landet paa hiin Tid. Hvad enten nu det var dette, ſom forbittrede Mængden, eller Thorbjørn havde ſaa mange Tilhængere, ſaa kunde hun og Aslak ikke faa ſine Vidner ført frem formedelſt de Tilſtedeværendes Raab og aabenbare Medhold med Modparten. Man vilde ikke høre hende, og da Aslak nu henſkød Sagen under Kongen og Raadet og forbød Nogen at dømme deri, gave de fleſte ſig til at ſkrige og klappe, førend Lagmanden kunde faa givet nogen Orſkurd, eller anden Afgjørelſe kunde ſkee, og ſatte ſaaledes, ſom det heed, Thorbjørn ind i Beſiddelſen af Aurdal, det vil ſige, erklærede ham ved Vaabentag for den rette Ejer, hvormed Lagthinget hævedes. Herom ſendte da fire paa Thinget tilſtedeværende Preſter og ſyv andre Mænd, der ligeledes havde været der, ſamme Dag en Beretning til Kongen, formodentlig efter Aslaks og Gunnvars Foranſtaltning[47]. Men dette Exempel ſynes rigtignok næſten at være eneſtaaende. Der nævnes i alle Fald ikke om lignende Tilfælde andenſteds. Af Drabsſager udenfor Thelemarken og Jemteland forekommer i det ſamme Tidsrum, vi her have gjennemgaaet, kun to, een i det til Skiduſyſla grændſede Sandsſver paa Veſtfold, af 1336, og een i Bergen, af 1347. I Beretningen om den førſte heder det, at en Borgar Vetrledsſøn ſtak en anden, ved Navn Jon Sigurdsſøn, gjennem Armen med en Kniv, og at Jon derpaa hugg to Hugg til Borgar, ſom deraf fik ſin Bane[48]. I Beretningen om den ſidſte fortælles der, at Drabsmanden, Arne Alfinnsſøn, ſtod i Svalen foran Gildeſkaalen i Bergen med en Øxe, ventende paa ſin Huusbonde, men at en vis Einar Auge tilligemed en anden Mand kom til og vilde tage Øxen fra ham, fordi de vare komne i Klammeri med en Preſt, og da Arne holdt faſt, ſkød Einar ham frem og tilbage, greb fat i Jærnhatten, han havde paa ſit Hoved, og ſtødte ham ned ad Trappen, greb ham ſiden, da han ſtod op igjen, i Bryſtet, ſaa hans Kjortel og Hette fik Rifter, og gav ham et Neveſlag i Anſigtet. Da drog Arne ſin Kniv og ſtak Einar ihjel, men lyſte ſtrax Drabet ſig til Haande. Siden ſtod han Arvingerne til Rette og erklærede ſig villig til at betale Thegngilde, ſaa at der ej kunde være Tale om andet end at give ham Landsviſt, den han og fik, mod at betale 8 Mkr. i Thegngilde alene; for Fredkjøb blev han forſkaanet[49]. Hiſt og her andenſteds nævnes der om Drabs- og Saar-Bøder, men alligevel yderſt ſjelden, og det kan ſaaledes ikke være en blot og bar Tilfeldighed, at ſaa mange om ſlige Voldſomheder vidnende Brevſkaber ere opbevarede fra de ovenfor nævnte Egne. Der maa i Almindelighed have herſket Ro, Orden og Agtelſe for Lovene. Herom vidner ogſaa de mange, os endnu levnede, Brevſkaber om Kjøb og Salg, Domme, Skifter, o. ſ. v. Man møder ſjelden Spor af Uorden, Vilkaarlighed, Selvtægt og Foragt for Lovene og Domſtolene. Retstrætter afgjøres paa lovformelig Maade, Localbeſtyrelſen griber ind, naar det behøves, og bliver reſpecteret, alt gaar ſin jevne Gang, uden nogen Forſtyrrelſe, men ogſaa uden kjendelig Spor hos Folket til Tanke om Fremadſkriden. Det lader ikke til, at det paa denne Tid i nogen Mon ſtod højere, eller var gaaet videre frem i Dannelſe, end for hundrede Aar ſiden, medens det i politiſk Udvikling endog vel ſnarere var gaaet tilbage.

Et ret merkverdigt Exempel paa, hvorledes man i de enkelte Communer ſørgede for de fælles Commune-Anliggender, og Byrderne ved disſe fordeeltes, ſeer man af nogle Forhandlinger, der i Aaret 1343 plejedes paa Vors, angaaende Vejenes og Broernes Vedligeholdelſe, og hvoraf vi her meddele et Uddrag. En af de meſt befarede og for Communicationen vigtigſte Broer paa Vors var og er endnu den ſaakaldte Bode-Bro (urigtigt udtalt Baa-Bru) mellem Gaardene Rogn i Gullfjerdings-Aattingen og Tvilde i Vinjar-Aattingen. Efter gammel Vedtægt ſkulde den derfor vedligeholdes halvt af Gullfjerdings-Bønderne paa fælles Bekoſtning, halvt af Vinjar-Bønderne. Men i Aarene henimod 1342 opkom der en Strid herom mellem den rige og mægtige Odd Hallesſøn, Bonden paa Rogn[50], og de øvrige Bønder af Gullfjerdings-Aattingen[51], der paaſtod, at Ejeren af Rogn, paa hvis Grund Broen laa, ſkulde være pligtig at ſkaffe alle Materialier, medens det kun var Arbeidet, hvori det paalaa alle Bønder ligeligt at deeltage. Herom holdtes der formodentlig flere Møder og Stevner, og af dem nævnes udtrykkelig een, i 1342, hvorved ogſaa en Ivar Lagmand og den ovenfor omtalte Gunnar Hviit nævnes ſom tilſtedeværende[52], og paa hvilken Aattingsmendene bleve ved ſit, tilbydende ſig villigen at ville opbygge Broen i Fællesſkab med Odd, naar kun han ſkaffede Tilfang. Sagen indſtevnedes nu for Gulathingslagmanden, Holte Thorgrimsſøn i Bergen, og Odd ſkaffede ſig i den Anledning et ſkriftligt Vidnesbyrd fra ſytten anſeede Bønder paa Vors, at efter et for lange Tider ſiden afholdt Vejarbeide-Skifte (vegabóta-skifti) havde hver Aattings Bønder vedligeholdt Broer og Veje inden Aattingen ligeligt baade med Henſyn til Materialier og Arbeide; ſaaledes havde ogſaa alle Gullfjerdingsbønderne vedligeholdt Bode-Broen fra Rongslandet, og alle Vinjaraattingens Bønder fra Tvildeslandet, baade med Tilfang og Arbeide, uden at Rongsmanden nogenſinde havde lagt mere til, end de andre Gullfjerdingsbønder; dette havde de hørt ſine Fedre og andre gode Mend ſige, og aldrig at nogen Strid eller Uenighed før vare opſtaaet enten om hine gamle Forpligtelſer overhoved, eller denne i Særdeleshed[53]. Sagen ſtod nu hen indtil næſte Aar, da Odd Hallesſøn paa Vaabenthinget, der holdtes paa Vorſe-Vangen Hvidetirsdag den 25de Februar, indſtevnede alle Gullfjerdingsbønderne for Gulathingslagmanden i Bergen til den 21de Marts og de nærmeſt paafølgende Dage for at ſee Sagen afgjort ved Dom. I den Anledning ſkaffede Odd Hallesſøn ſig et nyt og udførligere Vidnesbyrd, ej alene om den ſærlige Forpligtelſe med Henſyn til Bodebroen, men og om Vej- og Broarbeidets Fordeling i det hele taget paa Bønderne af de aatte Fjerdinger. Sex Mænd (Bjørn Steinarſøn, Alfvin paa Rokkven, Joſtein paa Sande, Jørund Vad, Gudbrand paa Gellin og Ulf paa Liid, der alle hver for ſig mindedes 60 Aar tilbage[54], bevidnede her, at de hørte deres Fedre og andre gode Mend før dem angive, at Vejarbeidet var ſaaledes fordeelt, ſom her følger. Bønderne i Dyrvinjardals-Aattingen havde den nedre Deel af Eidesmyrene, Berge-Broen, Geterne-Broen, og Gerde-Kleven[55]. Bønderne havde en Flake paa Eidesmyrene og halve Bode-Broen fra Rognslandet til midt i Elvedybet. Borgſtrands-Bønderne havde hele Aasbrekke-Broen mellem begge Land, fremdeles Vedligeholdelſen af Sandgaden i Trode-Hagen og Vejen derimellem[56]. Vinjar-Aattings-Bønderne havde halve Bode-Broen, fra Tvildes-Landet til midt i Elvedybet, ſaavelſom Tvildeskleven, Vejen i Brunsberg, og Sandgaden ovenfor Tøn[57]. Bøer-Aattings-Bønderne havde hele Op-Broen fra Land til Land, undtagen at Mørkedølerne og Indbyggerne af Vinje Sogn ovenfor pligtede at legge til en Bro-Aas over Dybet, fordi de havde Ret til at hente ſit Salt nede i Anger over Broen. Ligeledes tilkom det Bønderne af Bøer-Aatting at vedligeholde en Flake over Fivelhellen og Vejen lige ned til Svelgjande[58]. Bønderne i Kvitler-Aatting havde at gjøre hele Flaken ovenfor Fivelhellen, Vadeſtederne der foran, og alt andet Vejarbeide i deres egen Fjerding[59]. Raundølerne havde alt Vejarbeide i Raundalen og paa Raundalskleven med Undtagelſe af den nedre Trappe, hvis Vedligeholdelſe paalaa Manden paa Klev (Klove) og Manden paa Kvarehval[60]. Bordølerne eller Bønderne i Bordals Aatting paalaa det at vedligeholde en Flake over Eidesmyrene. Bønderne af Viter-Aattingen tilkom det at vedligeholde den øvre Deel af Ægjebroen, en Flake over Eidesmyrene, og den ſaakaldte Olafstoo. Og fælles for alle Bønderne i Vangens Sogn overhoved var Vedligeholdelſen af Steenlægningen baade oventil og nedentil under Hvilehval[61]. Alt dette, ſom ſagt, kunde hine ſex Mænd bevidne at have været iagttaget ſaa langt de kunde mindes tilbage, og aldrig før havde de hørt Kæremaal yppes om denne Sag[62]. Samme Dag, dette Vidnesbrev udſtedtes (14de Marts) udſtedte de øvrige Bønder af Gullfjerdings-Aattingen et Fuldmagtsbrev for to Mend af deres egen Midte til at indfinde ſig for Lagmanden og ſvare paa deres Vegne. De fremmødte ogſaa tilligemed Odd Hallesſøn, og Holte Lagmand nævnte i Dom med ſig fem andre gode Mænd, nemlig Hr. Grim Thorſteinsſøn, der før havde været Lagmand paa Island, og ſenere ud paa Aaret atter drog derhen ſom Hirdſtjore[63], Simon Gunnarsſøn, Fehirde i Bergen, Ivar Andresſøn, forhen Lagmand, ſiden Sysſelmand, og Bergens-Lagmanden Einar Andresſøn[64]. Dommen faldt til Fordeel for Odd Hallesſøn, og Forpligtelſen til at bygge og vedligeholde Broen erklærede de at tilkomme alle Fjerdingens jordejende Bønder, udtrykkeligt i Følge det af Odd erhvervede Vidnesbyrd-Brev, hvis Udſtedere det dog paalagdes at bekræfte deres Udſagn med Eed, om Modparten inden Tirsdag efter førſtkommende Paaſke fordrede det, i modſat Fald behøvede Eden ej at aflegges, og Vidnesbyrdet ſamt den derpaa grundede Dom ſkulde ligefuldt ſtaa ved Magt. At Dommen blev tagen til Efterretning og ſiden bekræftet ſom et vigtigt Document, ſees deraf, at der 57 Aar efter blev taget en verificeret Afſkrift af den med dens Bilag[65]. Man ſeer heraf hvor nøje og tillige fornuftigt Arbeidet og Bekoſtningen var fordeelt, idet de vanſkeligere Vejpartier, hvoraf flere Aattinger nød godt, ikke var paabyrdet den Aatting alene, hvor de laa, men ogſaa de øvrige, der havde ſin Færſel derover, ſom ſ. Ex. Eidesmyrene, hvis Farbarholdelſe paalaa ikke Dyrvinjerdalsbønderne alene, men ogſaa Gullſjerdings-, Bordals- og Viker-Aattingens, medens Vejen til Hardanger holdtes oppe af Bøar-Aattingen og Kvitler-Aattingen, og Broen, ſom førte til den, for en Deel af Mørkedalen og Vinjeſogningerne. Og Steenlægningen under Hvilehval, udenfor Sognets Grændſer, men hvoraf hele Sognet havde Nytte, paahvilede dette under Eet. Ellers er det og tydeligt at ſee, hvorledes Vejen i den Tid (naturligviis Ridevej) ſlyngede ſig ſnart op i Højden, over Klever, og Myrer, ſnart nede i Dalen, uden, ſom nu, at følge Elven eller holde ſin i de lavere Strøg. Den gik, ſom man ſeer, i Dyrvinjerdals- og Gullfjerdings-Aattingen ikke nede om Flage og Rekve, men oppe om Berge og Germe, og maaſkee fra Vangen over en Klev til Gerde; til Raundalen gik den heelt oppe om Søn„ og til Anger ſynes den ſlet ikke at have fulgt Dalen, der fører til Granven-Vandet, men at være gaaet over Fjeldet lige ned til Fjorden, enten ved Eide eller Folkedal. Denne Maade at legge Vejen paa var den, ſom man i hine Tider, da man alene reiſte til Heſt, og Bakkerne ſaaledes ej gjorde videre til Sagen, ſandt at være den rimeligſte, fordi den tillige var Communicationsvej fra Gaard til Gaard; alle disſe Veje var formodentlig de eldgamle Rideveje, ſaaledes ſom de fra den fjerneſte Oldtid havde ligget. Og endnu finder man paa mange Steder, hvor Vejene ej nylig ere omlagte, Levninger af dette for den Reiſende ſaa byrdefulde Syſtem, dobbelt byrdefuldt efter at Vejen ſelv er bleven Kjørevej og befares med Vogne. Hvor maatte ikke ſaaledes Communicationen i hine Dage have været endnu mere møjſommelig, end vi nu, efterat vi ſaa længe have haft brede Kjøreveje, godt kunne foreſtille os, undtagen hvor Vejen endnu har ſin eldgamle, ubekvemme Beliggenhed! Men det var heller ikke vore Forfedre ſaa meget om Bekvemmelighed eller om Hurtighed at gjøre, ſom om at Vejen ſaa meget ſom muligt undgik det dyrkbare Land. „Ligger Thjodgate (Landevej) over en Mands Jordvej“, heder det i Landsloven, „da er det ham tilladt at føre den af Jordvejen imod at gjøre en anden, ligeſaa god at fare i Tørt og Vaadt, og da ſkal man fare den, om den end er længere“[66]. Og ſaaledes kom da Vejen til at ſlynge ſig i utrolige Bugter og Kroge, fornemmelig over Højder, der laa udengjerdes og ej var bekvemme til Dyrkning, men deſto lettere at gjøre farbare, end de lavere og ſidere Strækninger, hvor man iſær i de Tider hyppigere mødte Myrſtrækninger, og hvor desuden mange Elve eller Bekke, der paa højere Steder kunde vades over, eller idetmindſte vare ſmale, trængte til ſtore og koſtbare Broer.

Med Henſyn til Maaden, hvorpaa Bønderne opførte og indrettede ſine Huſe, da lader det ej til, at man endnu i nogen væſentlig Grad afveeg fra, hvad der fra eldgamle Tider var Skik og Brug, undtagen maaſkee hos de rigeſte og fornemſte Familier, der kjendte mere til de Forbedringer, ſom i andre Lande vare indførte, og nogenledes kunde efterligne dem. De ſtørſte Forandringer af dette Slags maatte opſtaa, efterſom Glasvinduer bleve mere og mere almindelige, og man derfor ikke for Lysningens Skyld var afhængig af Ljoren, men kunde indrette flere Værelſer under eet eneſte Tag. Men Glasvinduer hørte viſtnok i denne Tid endnu til de meget koſtbare Artikler, der ſjelden eller aldrig anvendtes af Almuesmanden, ellers vilde man have ſeet Glas opført blandt de Varer, ſom de fremmede Kjøbmend ſedvanligviis plejede at bringe til Landet. Men det nævnes ſlet ikke, og ſaaledes maa man formode, at det heller ikke plejede at komme paa Markedet i Norge, men at den Riigmand, der behøvede det til ſit Huus, eller den Biſkop, Kirkeforſtander eller Menighed, der behøvede det til en Kirke, lod det fornødne Forraad deraf ſærſkilt beſtille i Udlandet. Forreſten var Huſebygningerne paa de fleſte Gaarde endnu uforholdsmesſigt talrige, endog i Byerne. Endnu ved Aarhundredets Slutning ſiges der, at Finnegaarden i Bergen indeholdt 75 „Huus“ og 8 Stuer[67]. Ved Skiftet, ſom 1314 fandt Sted mellem Arvingerne efter Brynjulf Jonsſøn paa Hvaal i Sogn, blev endogſaa Bygningerne paa Gaarden deelte, og her omtales foruden Ildhuus, Lade med Skytje, Fjøs, Laave, Heſtehuus, ogſaa Mykle-Stuen, Fruens Stue, Pigeſtuen (meyjarstofa), Væveſtuen, Bukoneſtuen, Indrehuſet, og Verkmandskleven, ſom om disſe Stuer alle vare ſærſkilte Bygninger[68]. Men Bygningsmaterialiet, Tømmer, var ogſaa forhaanden i ſaa ſtor Overflod, at man ej behøvede at ſpare. Dertil var den almindelige Sikkerhed ſaa ſtor, at man ej behøvede at befeſte ſine Gaarde og trænge ſig ſammen paa et lidet Rum. Dette havde imidlertid den Fordeel, at Sundheden bedre kunde bevares, ligeſom der da heller ikke nævnes noget om Sygelighed i Landet, med Undtagelſe af den paa Veſtlandet herſkende Spedalſkhed, formedelſt hvilken allerede i det foregaaende Aarhundrede Hoſpitaler var ſtiftede idetmindſte i Bergen og Oslo, og mod hvilken man ogſaa ved andre Foranſtaltninger ſøgte at ſikkre ſig, f. Ex. da Biſkop Haakon i Bergen den 10de Auguſt 1339 afſatte Sira Bjarne, Preſt til det nysnævnte Hvaal i Sogn, fordi han var bleven ſmittet af deraf, „ſaaſom den hellige Kirkes Love hverken ville eller taale, at de Mend, der falde i den Sygdom, ſom man kalder Malate-Sott eller Liiktraa, ſkulle have Samvær med andre rene og friſke Folk, baade formedelſt den Ængſtelſe det medførte og den virkelige Fare for Smitte, og dette allermeſt gjelder, hvor det kommer an paa den ſtørſte Reenhed, nemlig ved Gudstjeneſten og andet preſteligt Embede, paa det at man ikke af dens Hender ſkal faa Skræk, Væmmelſe eller Ængſtelſe, fra hvilken man ſkulde vænte ſig al Glæde til Liv og Sjæl“[69].

Af andre Ulykker, der i disſe Tider overgik Landet eller nogen enkelt Deel deraf, nævnes en Ildebrand i Nidaroos 1343, der fortærede Michaelskirken og mange Gaarde[70], og en forfærdelig Overſvømmelſe af Gaul-Elven i Throndhjem i September 1345. Denne Tildragelſe beſkrives udførligt ſaaledes: „Førſt blev Elven borte i nogle Dage, dernæſt løb der et Skred ſaa ſtort, at det fyldte Dalen paa tvers og ſtemmede Elven op, ſaa at en Mængde Menneſker druknede, og Gaardene overſvømmedes, hvorved og alt Kvæget omkom. Siden braſt Tilſtopningen, og baade denne og Elven løb tilſammen udover, hvorved end flere Gaarde og Fæ bleve revne med. I Alt bortreves 48 Gaarde, hvoraf nogle Hovedbool, ſamt endeel Kirker. Man regnede ud, at henved halvtredie Hundrede Menneſker herved omkom, Bønder med Koner og Børn, nogle Preſter, mange Klerker, en heel Deel gilde Folk og en Mængde Arbeidsmend; og af vejfarende Folk og Fattige tror man at ikke færre ſatte til end de nys optalte. Dette ſkete Korsmesſedagen om Høſten (14de September). Man fandt noget af Liigene, men kun faa Menneſker bjergedes levende, thi Jorden og Vandet opſlugte altſammen, baade Menneſker og Huſe. Paa det Sted er der nu Sand- og Ødeſtrækninger, men i Førſtningen var det Vande og Bløder, ſaa at Folk ej kunde komme frem“. Da det i en anden, noget kortere, Beretning herom ſiges, at Ulykken ſkete „ved Gaularoſen“ i Throndhjem, maa det altſaa have været i den allernederſte Deel af Gauldalen, nedenfor Medalhuus; nu findes der vel neppe flere Spor tilbage deraf, da i den lange Tid, ſom ſiden er hengaaet, nye Opdyrkninger maa have fundet Sted, og Sporene af den tidligere Ødelæggelſe være bleven udſlettede[71]. Ogſaa i Orkedalen, fortælles der, ſank mange Gaarde ned formedelſt Flom[72]. Formodentlig har der da og været lignende Overſvømmelſer, om ej med ſaa ødeleggende Virkninger, i de øvrige Dalſtrøg, hvis Vasdrag komme fra de ſamme Fjeldſtrekninger ſom Orka og Gaula, f. Ex. Surendalen, Opdal og Sundalen, Raumsdalen, den øvre Deel af Gudbrandsdalen og Øſterdalen, men uden at det er kommet til den islandſke Annaliſts Kundſkab.

  1. Landslejebaalken Cap. 53. Her tales om Bebyggelſe af opryddede Steder i Almenning. „Den, ſom rydder det op“, ſiges der, „ſkal have det tre Aar fri for Landsleje og alle Udbud, ligeſaalidet ſom han er pligtig til at bære Bud eller flytte Fattige. Men efter de tre Aars Forløb ſkulle ſex ſkjønſomme Mænd vurdere, hvad dette Rydningsſted kan taale af Landſkyld eller Leding. … Men ydes Rydningsſted deraf, at de lagde for høj Leje derpaa, eller kan Ejeren ej laa den bortbygget, ſaa gjerne han vil, da forholdes med Budbyrd og Fattiges Førſel, ſom førend Rydningsſtedet bebyggedes“. Her ſiges det altſaa udtrykkeligt, at der engang for alle ſættes en beſtemt Landſkyld og Leding, ſom følgelig ſenere ej maatte overſkrides, og da nu Sammenſtillingen med Landſkyld her viſer, at Talen netop er ein den Matriculſkyld, ſom vi nu vilde kalde del, der da ſkulde ſættes paa Gaarden, ſelger heraf, at hiin Skyld ogſaa for alle andre Gaarde betegnede Landslejens Maximum“.
  2. Dette er allerede ovenfor (IV. 2. S. 658) paaviiſt med Henſyn til Thelemarken, endog et halvt Aarhundrede længer tilbage.
  3. Dipl. N. II. 123.
  4. Dipl. N. II. 156.
  5. Dipl. N. I. 215.
  6. Dipl. N. II. 216. 217. Bjørgulf kalder ſig ikke Lensmand, men Ombudsmand, aabenbart fordi han var i en højere og mere anſeet Stilling end Lensmændene; hans Søn Atle blev endog, ſom vi ville ſee, ſelv Sysſelmand efter Hr. Ivar (Dipl. N. I. 34). Det er tydeligt, at Bjørgulf har været etſlags Viceſysſelmand, da Hr. Ivar vel ofte var fraværende i Statsanliggender og desuden en Tidlang havde Tunsbergs Sysſel eller en Deel deraf.
  7. Bratsberg, efter hvilken Syſlen eller Lehnet, ſiden Amtet, ſenere benævntes, maa ſaaledes allerede nu have været Sysſelmandens Reſidens.
  8. Laduvoll kaldes nu Løvold i Saude Preſtegjeld; de øvrige Gaarde, ſom her nævnes, ligge i Neshereds Annex.
  9. Dipl. N. II. 228.
  10. Dipl. N. II. 226.
  11. Dipl. N. I. 245.
  12. Dipl. N. I. 269.
  13. Brev af 27de Marts i Dipl. N. II. 301.
  14. S. o. IV. 2. S. 514.
  15. Dipl. N. IV. 168. Den her nævnte Hr. Hallſtein var en af de gamle Herrer, fra Kong Haakons Tid, der allerede i 1303 anvendtes ſom overordentlig kongelig Ombudsmand i Thrøndelagen, hvor han ſynes at have haft hjemme. Dipl. N. III. 53, jvfr. ovf. IV. 2. S. 388.
  16. S. o. S. 326—327.
  17. See fremdeles ovenfor S. 327.
  18. Dipl. N. III. 220. Dipl. Sv. 3713. Merkeligt nok, heder det i Begyndelſen af dette Brev, hvor Kongen klager over Bøndernes Forſømmelighed, at de havde unddraget „Kronen Sverige“ ſin Ret. Dette maa aabenbart være en Forglemmelſesfejl af Skriveren. Brevet kjendes kun af en Vidisſe udſtedt af af to jemtelandſke Preſter, der ſikkert var af ſvenſk Herkomſt. Dipl. N. III. 233.
  19. S. ovf. S. 281, Note 1.
  20. Dipl. N. III. 225. Dipl. Sv. 3794.
  21. Dipl. N. V. 174. Dipl. Sv. 3858. Sigurds Navn Fyrd viſer, at han var fra Fjordene, altſaa rimeligviis fra Stovreim, og oprindelig beſkyttet og fremdragen af Hr. Erling eller Bjarne, hvilket ogſaa beſtyrkes deraf, at han ſiden var i Erlings Tjeneſte paa Søndmøre. Dipl. N. II. 279. 280.
  22. Dipl. N. V. 175.
  23. Dipl. N. III. 256. Brevet er dateret Tirsdag før Korsmesſe i Kong Magnus’s 29de Aar, hvilket ogſaa kunde betegne 28de April 1348, naar vi ved Korsmesſe forſtaa den om Vaaren (thi hvilken af Korsmesſerne her menes, er ikke nøjagtigt angivet). Men af Forhandlingernes hele Gang ſees det tydeligt, at Nikolas førſt maa have faaet fin Sag paadømt og Beſkyldningerne erklærede uefterrettelige, førend han i December ſamme Aar kunde indſtevne Bønderne fra hvert Sogn i Jemteland og kræve Almuen til Regnſkab for hvad der var ſkeet, ſaaledes ſom det ſtrax herefter viſes. Kongen var i September 1347, ſom det i det Følgende vil ſees, i Finland og paa Aaland, ſaaat det er højſt rimeligt, at Hr. Agmund ſom Hirdſtyrer ganſke er traadt i hans Sted; og denne Sag ſees at have været behandlet ſom en Hirdſag, ſiden den førſt paadømtes af Kongs-Lagmanden. Bønderne, der opnævntes til Dom, var formodentlig norſke, ſkjønt det ikke ſaa godt kan ſees af Navnene.
  24. Dipl. N. II. 287.
  25. Dette ſaakaldte Jamtamót (Jemternes Møde) holdtes, ſom man ved at ſammenligne en Mængde Breve indbyrdes kan ſee, paa den ovenanførte Tid, ved Berg, eller ſom det heed „under Berg“ paa Frøsøen. Denne Uge kaldtes móts—vika (Mødesugen). Tydeligſt fremgaaer det af to endnu utrykte Breve i det ſvenſke Rigsarkiv af 1345, det ene indeholdende en Dom af Sysſelmanden og Lagmanden over Nikolas Hallſteinsſøn, hvori det udtrykkeligt anføres, at denne betalte noget Jordegods m. m. i Bøder, det andet indeholdende Qvittering for den ſamme Udbetaling; det førſte er dateret Fredag efter Gregoriimesſe, det andet Fredag i Motsveken, aabenbart paa ſamme Dag, 18de Marts. Derfor er Brevet No. 429 i Dipl. N. 111. urigtigt henført til 20de Juni 1380; det er nemlig udſtedt paa Onsdag i Jamtamot, altſaa 21de Marts.
  26. Dipl. N. III. 266.
  27. Dipl. N. III. 269.
  28. See herom Dipl. N. III. 250, 251, 253. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av tekstgrunnlaget hvor på siden fotnoten skal plasseres.]
  29. Denne Erik kaldes „Gumma-Arve“.
  30. Dipl. N. III. 255.
  31. Dipl. Sv. 3226, (Dipl. N. V. 114), 3454.
  32. Om Hr. Guthorm Helgesſøn er der hiſt og her ovenfor talt. Han deeltog i Unionsacten i Oslo 1319, deeltog i Forhandlingerne paa Bagahuus om Kongens Syſter Euphemias Giftermaal 1321 (Dipl. N. III. 125), var Sysſelmand i Bergen 1325 (ſee Brev af 4de April, Dipl. N. I. 139) og ſandſynligviis ogſaa i 1327 (ſee Brev af 15de Novbr. ſſt. 191); opholdt ſig endnu i Bergen den 11te Septbr. 1332 (ſammeſteds 220), og nævnes endelig den 27de Januar 1333 ſom Sysſelmand i Jemteland, idet han, formodentlig paa Kongens Vegne, gav Stuekarlen Lodin Thoresſøn paa Ravunde-Skogen en Deel af Gaarden Anſaſjo, der ſkulde ligge under Capellet der paa Skogen, men bruges og nydes af Lodin og Arvinger, faa længe de tjente Capellet ordentligt, (det vil ſige ſom Stuekarle, ſee ovenfor IV. 2. S. 507). Siden hører man ikke mere fra Hr. Guthorm, og formodentlig er han kort efter død, eller vendt tilbage til det ſydligere Norge. Jvfr. Munthe i Smll. I. S. 31.
  33. See ovenfor S. 338.
  34. Arne Gjavvaldsſøn nævnes allerførſt ſom Biſidder i den Dom, der 23de Juni 1316 fældtes i Bergen over nogle veſtfalſke Kjøbmænds ulovligt indførte Gods (Dipl. N. I. 147); under dette Ophold i Bergen laante han ogſaa tilſammen med Olaf Eindridesſøn Pandecterne og Codex af Mariekirkens Bibliothek, ſom man kan ſee af Olafs Brev, dateret Bergen den 27de Auguſt 1317 (Dipl. N. II. 129). Herefter finde vi Arne uden Titel, men ſom en anſeet og i offentlige Erender brugt Mand i Nidaroos fra 1322 til 1338 (ſee Dipl. N. IV. 199, 102, Smll. V. 109), dog deeltog han ogſaa i Mellemtiden i Forſamlingen i Oslo og i Hr. Erlings Valg til Rigsforſtander i Februar 1323. Som Sysſelmand i Jemteland nævnes han 9de Febr. 1341, og muligt er det, at han da førſt nylig var anſat, ſaaat der virkelig, ſom Sagen angaaende Olaf Pæs Drab antyder, gik en Række af Aar forud, hvori der ingen faſt Sysſelmand var. Den 18de Marts 1345 var han, ſkjønt ej længer Sysſelmand, dog tilſtede paa Thinget i Jemteland angaaende en Injurieſag (Dipl. N. VI.), men ſamme Aar finde vi ham atter i Nidaroos den 12te Auguſt, (Dipl. N. V. 182).
  35. Dipl. N. IV. 168.
  36. Dipl. N. IV. 201. I. 233, II. 215, 223, V. 142.
  37. Dipl. N. V. 114.
  38. Dipl. N. III. 205. 225.
  39. Dipl. N. I. 303. III. 234. VI.
  40. Dipl. N. III. 266. V. 208. Formodentlig er Laurents Gunnarsſøn den ſamme, ſom kaldes Laurents Djekn i By 9de Febr. 1341 og i Domsbrevet af 1349, Dipl. N. III. 205, 266.
  41. Om Agmunds Forflyttelſe i 1324, ſee ovf. S. 323, Dipl. N. V. 70. Som Provfi nævnes han i de tre Breve af 1346, 1347 og 1349, Dipl. N. 1ll. 237, 1l. 287, l1l. 266; i det førſte kaldes han „Provſt i Hamradal“, i det andet „Provſt i Lit“, i det tredie kun „Prooſt i Iemteland“. Han maa ſaaledes have ſkiftet Reſidens.
  42. Norges gl. Love III. S. 164, 165, Dipl. Sv. 3917, 3918, Dipl. N. III. 229. Det er dog egentlig kun det ſidſte, om hvilket det udtrykkeligt vides, at det er beſeglet med Secret, da Originalen til det andet er tabt, dog maa det ſamme have været Tilfældet med dette.
  43. Dipl. Sv. 3904, 3913, 3915.
  44. Dipl. N. VI.
  45. Dipl. Sv. 3935.
  46. Dipl. N. V. 192. Norges gl. L. III. 168.
  47. Dipl. Norv. I. 168.
  48. Dipl. Norv. II. 239. Indberetningen herom er forfattet af Kongens og Hr. Ivar Agmundsſøns Ombudsmend i Forening; hvorledes dette er at forklare, ſee ovenfor, S. 188, Note 2.
  49. Dipl. Norv. II. 295. Indberetningen er ſkreven 7de Auguſt 1348 af Sysſelmanden i Bergen, Ivar Andresſøn.
  50. Om Odd Hallesſøn paa Rogn og hans anſeede Ætt findes tilſtrekkelige Oplysninger i Samll. III. 617 fgg.; en Stamtavle er her opſtillet S. 626. Man ſeer heraf, at Odds Fader Halle var en Søn af en ældre Odd paa Rogn, der omtales ſidſt i det 13de og førſt i det 14de Aarhundrede. Den eldre Odd, hvis Fader ogſaa heed Halle, havde en anden Søn ved Navn Hollrod, der boede paa Ringheim. See ogſaa nedenfor.
  51. Gullfjerdings- eller Strinde-Aattingen var den, hvori Vangens Kirke ligger, altſaa paa en Maade Hovedfjerdingen, begrændſet mod Syd af Vangsvandets øſtre Deel og mod Sydøſt af Elven.
  52. Da Brevet, ſom handler herom, kun kjendes i en nyere, temmelig daarlig Overſettelſe, kan man ikke godt ſee, om Ivar Lagmand og Gunnar Hviit vare tilſtede ſom Med-Interesſerede i Sagen, eller kun ſom anſeede Meglere. Det ſidſte ſynes rimeligt. Ivar Lagmand var ſandſynligviis Gulathingslagmanden Ivar Andresſøn, der beklædte Embedet i 1338 (Dipl. Norv. I. 253, Munkelivsbogen S. 65), og ſynes at have været Holte Thorgrimsſøns umiddelbare Formand.
  53. Dipl. N. I. 281.
  54. Af disſe ſex gamle Mænd vare de fem, nemlig Bjørn, Joſtein, Jørund, Gudbrand og Ulf ogſaa med at udſtede det tidligere Vidnesbyrd af 9de Juni 1342.
  55. Dyrvinjardals-Aattingen er den veſtligſte af Aattingerne og grændſer til Evanger Sogn; Eidesmyrene ligge ved Gaarden Eide, ſtrax veſtenfor Sæimsvandet; Berge-Broen gik over Berg-Elven, der falder i Sæimsvandet, Geirme-Broen gik over Dørve- eller Dyrve-Elven ved Geirmin (Germe), længer mod Øſt; Gerde-Kleven maa have været ved Gerde (Geri) ſtrax ovenfor Ringheim i Borgſtrands-Aattingen.
  56. Borgſtrands-Aattingen ligger nordligt for Gullfjerdings-Aattingen, veſtenfor Elven under Lønehorgen og øſtenfor op mod Vinje Sogn. Aasbrekke-Broen er Broen over Hovedelven lige paa Grændſen af Vinji-Sogn, hvor Landevejen endnu gaar over fra Veſtſiden til Øſtſiden. Trode-Hagen er den til Gaarden Stub (nu urigtigt ſkrevet Traa) hørende Hage eller Udmark.
  57. Vinjaraattingen ligger paa Øſtſiden af Elven, Syd og Øſt for Borgſtrands-Aattingen. Tvilde ligger her lige ovenfor Rogn; hvor Brunsberget ſkal ſøges, veed Folk, der har hjemme i Egnen, maaſkee endnu at angive; Gaarden Tøn ligger øſtligt mod Grændſen til Bøer-Aattingen.
  58. Bøer-Aattingen er den øſtligſte, paa begge Sider af Raundals-Elven og ligeledes Øſtſiden af Dalſtrøget, der gaar mod Suhm til Granvin (Gravens) Sogn. Op-Broen er ſaaledes formodentlig Broen over Bryn-Elven, paa Vejen, ſom fører til Graven, iſær ſiden Indbyggerne af det nordenfor liggende Vinje Sogn med Mørkedalen, der ſkulde deeltage i Vedligeholdelſen, udtrykkeligt ſiges her at have ſin Vej til Anger (Granven-Fjord), naar de hentede Salt. Fivelhellen og Svelgjande maa være Steder paa Vejen ned til Granvens Fjord, ſom kjendte Folk endnu maaſkee kunde paapege. Til Broer-Aattingen hører egentlig ogſaa Raundalen, men her er den regnet for ſig ſelv.
  59. Kvitlar-Aattingen ligger paa Veſtſiden af Dalføret, der gaar Sydøſt mod Granven. Den kaldes og Brynar-Aatting.
  60. Raundalen, nu kaldet Rundalen, paa begge Sider af Raundals-Elven op til Fjelds, hører egentlig til Broer-Aattingen, men nævnes her ſom en Afdeling for ſig ſelv. Ad denne Dal reiſte man enten over Raudeggen til Kaardalen i Sogn, eller over Øſtfjeldene til Haddingdal. Ad hiin Vej kom Kong Sverre i 1177 ned i Vors, ad den ſidſte drog han tilbage (ſ. o. III. S. 79). Klev og Kvarehval ligger nederſt i Dalen.
  61. Bordals-Aattingen ligger ſydøſtligt for Vangen, paa Øſtſiden af den her løbende Elv; Viker-Aattingen paa den anden Side af denne, og paa Sydſiden af Vangsvandet og Hovedelven, Ægjebroen er maaſkee Broen over Gjelle-Elven, paa Grændſen af Evanger Sogn. Hvor Olafs-Too er at ſøge, vides ej; Hvilehval ligger noget nedenfor Eide, indenfor Grændſen af Evanger Sogn.
  62. Vidne-Brevet er trykt hos Suhm XIII. 792 efter en unøjagtig Afſkrift. Dom-Brevet tilligemed Fuldmagten af 14de Marts kjendes nu kun efter en temmelig daarlig Afſkrift af en Overſettelſe ved Thormod Torvesſøn, efter en Vidisſe af 1400, hvor hiint Vidnesbrev ogſaa findes indtaget.
  63. Om Grim Thorſteinsſøn er der talt ovenfor S. 305. Det beſtyrker de isl. Annalers Egthed, at vi juſt nu finde ham i Norge, thi det angives der udtrykkeligt, at han reiſte over til Norge 1342 og tom ud til Island igjen 1343.
  64. Ivar Andresſøn nævnes ſom Sysſelmand i Bergen 1348, ſee Dipl. N. H. 295. Einar Andresſøn vides ikke at omtales andenſteds. Han maa have været Lagmand mellem Arnfinn Sigurdsſøn, der nævnes ſeneſt 1340, og Thore Bjargulfsſøn, der nævnes førſt 1346.
  65. Det er efter denne Afſkrift, at hiin ovenfor benyttede Overſettelſe er forfattet.
  66. Landsloven VII. 43. Norges gl. L. II. S. 131.
  67. Dipl. Norv. I. 590. Det er af 1403, men de Huſe, der ſtod i 1403, havde vel ogſaa ſtaaet der i det ſidſte halve Aarhundrede.
  68. Dipl. Norv. VI.
  69. Dipl. Norv. III. 198. Berg. Kalvſk. S. 107.
  70. De isl. Annaler, cod. Arnam. 423 a. qv.
  71. Den udførlige Beretning herom findes i de ſaakaldte „Lagmands-Annaler“ (cod. Arnam. 420 qv.), ſkrevne før 1360, ſandſynligviis af den kyndige og anſeede Preſt Einar Havlidesſøn, tillige Forfatter af Biſkop Laurentius’s Saga, faa at de kunne betragtes ſom aldeles paalidelige, hvad Begivenheder fra Midten af det 14 Aarhundrede angaar, og fornemmelig den her omhandlede, hvorom han havde faaet Beſked paa førſte Haand, da han i 1345 reiſte over til Norge, gjorde om Vinteren en Reiſe til Avignon, og kom tilbage til Norge, ſamt ud igjen til Island i 1346. Den ovenomtalte kortere Beretning findes i de ſaakaldte eldre Hole-Annaler, der danne etſlags Fortſettelſe af Annales regii, og den lyder ſaaledes: „ved Gaular-Oſen i Throndhjem vendte Jorden ſig om, og ødelagdes derved mere end 50 Boolſteder og alle Mend og alt Fæ, “ undtagen en Bonde med noget Fæ og en gammel Kjerling“. Et andet, noget yngre, Haandſkrift (cod. 423 a. qv.) har Beretningen ſaaledes for Aaret 1346: „Høſten forud tildrog det ſig i Nidaroos (urigtigt for „Throndhjem“) at fem og tyve Gaarde ſank ned i Jorden i Gauldalen, ſaa at man ikke ſaa Spor tilbage efter Bygden, uden en ſlet Flade og Aur der, hvor Bygden havde ſtaaet“. Her tales, ſom man ſeer, alene om Jordfaldet, ikke om den paafølgende Overſvømmelſe. Et enkelt yngre Annalhaandſkrift, de ſaakaldte „kortere Annaler“, henfører Tildragelſen til 1344, men viſtnok med Urette. Isl. Annall. S. 268.
  72. Sammeſteds S. 266. Beretningen herom findes kun i Flatø-Annalerne.