Wikikilden

Det norske Folks Historie/7/37

< Det norske Folks Historie | 7

De ringere Klassers Kaar var, saavidt man kan dømme af de os levnede Brevskaber, i det Hele taget taalelige, i alle Fald lader det til, at Folket i den lange Fredstid og den i visse Henseender ret gode Bestyrelse, idetmindste hvad Lovens Hevdelse og den almindelige Sikkerheds Overholdelse angaar, temmelig jevnt og stadigt har tiltaget i Velstand. Man finder hyppigt at Folk, der aabenbart ikke hørte til de Højfornemme og Rige, dog kunde give ikke ringe Gaver i Testamente, eller i Medgift med Døttre, og flere Bo-Inventarier vidne om riigt og solid Indbo. Her maa det vistnok indrømmes, at alle deslige Brevskaber kun vidne om Tilstanden hos Grundejeren, Odelsmendene, men at vi ikke deraf erfare noget om, hvorledes den talrige Lejglendingsklasse havde det, og herom kunde man visselig fristes til at danne sig temmelig ringe Begreber, naar man har for Øje, at den gjeldende Lovgivning idetmindste forudsatte som det sedvanlige, at Jord kun paa visse Aardemaal, sedvanligviis tre, ej paa længere Tid, bortbyggedes til Lejglendingerne, saaat Landsdrottnen derved maatte have det i sin Magt at skrue Afgiften op. Men flere Omstendigheder tyde hen paa, at dette dog kun sjelden er skeet; ja, der er endog et Sted i Landsloven[1], som bestemt antyder, at et vist Maximum af Landskylden, vistnok den, efter hvilken Jordpartens Størrelse og Godhed angaves, ej maatte overskrides, ligesom det da heller ikke lader til, at den nogensinde blev overskreden, men at man snarere nøjede sig med mindre Afgift. Man skulde og af flere Omstændigheder formode, at det hørte til Sjeldenhederne, at en Søn blev dreven fra den Gaard, som hans Fader havde haft, men at det derimod var det sedvanlige, at Søn efter Fader beholdt Bygslen. Hertil kom, at Lovgivningen udtrykkeligt, ved nøjagtige Bestemmelser, vernede om Lejglendingen lige overfor Landsdrottnen, saavelsom og at et saa stort Antal af Leiglendingerne stod under Kirken eller Kronen og derfor var mindre udsat for vilkaarlig Behandling, en Fordeel, hvoraf vel og den under Privatmand staaende Lejglending maatte nyde godt, forsaavidt derved et Exempel var givet, som den private Landsdrottinn ikke godt kunde afvige fra uden at støde altfor meget an mod Opinionen. At Bestyrelsen foregik med en vis Orden, Rolighed og Bestemthed, hvorledes end Stormendenes Forhold lige overfor Kronen har været, seer man umiskjendeligt af de mange, os endnu levnede, Brevskaber. Selvtægt i de almindelige Ejendomsforhold hørte aabenbart til det Usedvanlige. Ejendomstrætter afgjordes ifølge Lovens Bud ved den af Parterne selv opnævnede saakaldte Dom, eller ved Lagmandens Orskurd, som i Regelen havde sin Fremme og respecteredes. Sysselmendene bereiste, som det synes, aarligt sine Districter forat overholde Orden og Rolighed, og i deres Fraværelse traadte deres saakaldte Lensmend i deres Sted. Ved Drabssager optog Sysselmanden eller hans Lensmand altid nøjagtigt Forhør og sendte Indberetning til Kongen, for at denne kunde afgjøre om Landsvisten; der sørgedes efter Lovens Bud for Vejenes Vedligeholdelse, og om den Rolighed og Sikkerhed, som herskede i Landet, gjør man sig den bedste Forestilling ved at see af de pavelige Collectorers Regnskabsbøger, at de ej nævne et Ord om Fare eller Nødvendighed af Bedækning i Norge, medens en saadan var uomgjængelig nødvendig i Sverige, idetmindste under Formynder-Regjeringen, og Petrus Gervasii i Danmark virkelig endog blev plyndret af de tydske Krigsfolk, der i den Tid laa paa de fleste Steder i Landet. Et af de uroligste Districter, hvor Almuen var trodsigere end andensteds, var fremdeles, som det lader, Skidusysla, især Thelemarken, da man baade derfra har flere Drabs-Indberetninger, end fra de fleste andre Egne i Landet, og desuden andre Brevskaber vidne om en vis Voldsomhed og Gjenstridighed hos Indbyggerne[2]. Det er allerede nævnt, at det sidste Brev, vi have fra Hr. Thore Haakonssøns Haand, er en Drabs-Indberetning af 1315 fra hans Syssel, Skidusysla[3]. Han esterfulgtes i Syslen af sin Søn, og det eneste nu tiloversblevne Brev af dem, Hr. Haakon Thoressøn udstedte som Sysselmand, er ligeledes en Meddelelse om et Drab, dateret fra Skiden d. 23de Juni 1325[4]; der nævnes her ikke udtrykkeligt, i hvilket Hered Drabet blev begaaet, men Omstændighederne ere dog ej uden Interesse formedelst det Lys, som de kaste paa Bøndernes Leveviis. En vis Einar havde slaaet en anden Mand, Olaf, et Øxehammershug i Hovedet, som denne aldrig forvandt, og endydermere gik Einars Broder, der ogsaa heed Olaf, tilligemed dennes Sydskendebarn Thormod hen til den anden Olaf, der havde faaet Slaget, og optog nogle ham tilhørende Varer, til en Verdi af 4 Mk. forngilde. Der maa saaledes have været en tidligere Ejendomstrætte mellem begge Parter. De beholdt Varerne hos sig en Nat over, indtil gode Mend forestillede dem, at det allerede var haardt nok for den stakkels Olaf, at han havde faaet hiint Slag, om de ikke ogsaa skulde rane hans Ejendom fra ham. De bekvemmede sig da til at udlevere Varerne, men forresten fik Olaf ingen Erstatning. Ærgerlig herover søgte en af Olafs Frænder, selv tredie, Lejlighed til at overfalde Einars Broder Olaf, hvilket ogsaa lykkedes ham, just som denne sad og tørkede Malt i en Kjolne for sin Huusbonde; han dræbte ham, og lyste sig strax Drabet til Haande. I Indberetningen kaldes dette Drab, som fremkaldt ved den Dræbtes egen Lovløshed, „uoverlagt“, og Banemanden indstilledes til Kongens Naade, der vist ogsaa blev ham til Deel. – Det er fremdeles nævnt, at Hr. Haakon sandsynligviis esterfulgtes i Syslen af sit Søn Stig Haakonssøn paa Mannvik. Det eneste officielle Brev, der haves fra ham, er en Drabsberetning, udstedt paa Mannvik d. 21de Februar 1332[5]. Efter Stig Haakonssøn fulgte Hr. Ivar Agmundssøn, formodentlig i 1335. De første Breve der vedkomme hans Embedsvirksomhed som Sysselmand ere fra hans Ombudsmand Bjørgulf Astessøn paa Mærdin, det ene er dateret Bruggaberg (nu Brunkeberg i Thelemarken) den 6te Marts 1336, det andet udstedt fra Bratsberg ved Skidan, 6 Dage senere[6]. I det første, udstedt af Bjørgulf alene (Hr. Ivar synes endnu at have haft sit Tilhold i Tunsberg) bekjendtgjør han, at han i Erstatning eller Bod for Arvingerne efter en vis Helge Thorgeirssøn, der var bleven feldet i en Kamp med en Bjørgulf Hudfat, som dog ogsaa selv var kommen til Skade, og, som det synes, senere død af sine Saar, udtog af dennes Bo 20 Mkr., hvormed Helges Arvinger ifølge en af Hr. Ivar selv meglet Overeenskomst skulde lade sig nøje. Af det andet Brev, som han udstedte i Forening med to andre Mænd, sees det, at en vis Thorleif, formodentlig paa et Thing eller ved et offentligt Møde, havde viist sig opsætsig mod Hr. Ivar, truet ham, ja endog angrebet ham, af hvilken Aarsag Hr. Ivar havde ladet ham sette i Fangenskab paa Bratsberg[7]. Men siden havde en anden af Hr. Ivars Ombudsmænd, ved Navn Jon Baardssøn, formodentlig den befalende paa Bratsberg i hans Fraværelse, frigivet Thorleif imod Borgen af Bonden Salve paa det nærliggende Limin, der indestod for, at Thorleif skulde indfinde sig i Tunsberg 14 Dage efter anden Paaskedag og der underkaste sig Haugathings Dom for Truselen og Angrebet, samt svare Hr. Ivar den ham tilkommende Ret. Udeblev han, skulde Salve med sit Gods svare Kongen sin Ret og Klagerne hvad der tildømtes dem, men blev der intet Forlig, skulde Thorleif vende tilbage til Fængslet. Ligeledes maatte Erik, Thorleifs Broder, der ogsaa havde deeltaget i Forbrydelsen, stille Borgen for, at han skulde indfinde sig i Tunsberg. Herom udstedte hine tre Mænd Vidnesbyrd. Man maa heraf slutte, at Ivar i Førstningen af sin Embedstid har mødt nogen Modstand af Bønderne, men med Strenghed neddæmpet den. – Omtrent paa samme Tid herskede der oppe paa Grenland en alvorlig og som det synes langvarig Strid mellem Bønderne af Haukavik og Laduvold[8] paa den ene, og dem af Lindheim og Hæm paa den anden; Manddrab havde, som der siges, fundet Sted paa Grund af Vaabenran, og mange andre Kærmaal; Hr. Ivar maa have anseet Sagen meget vigtig, siden han ikke længe efter sin Hjemkomst fra Ryfylke, midt i Hjertet af Vinteren, med Einar Lagmand i Skien reiste op til Tinne i Heitradal, hvorhen Parterne var stevnede, forat bilægge Trætten. De udstedte i Fællesskab den 31te Januar et Brev[9], hvori de bekjendtgjorde, at den Dag fremstillede sig for dem Erling paa Haukavik, Thord paa Laduvoll, Steinulf hans Søn og mange Frender, tilsammen kaldte Haukvikinger, saavelsom deres Modparts, de saakaldte Lindheiminger, nemlig Thorleif Saxbjørnssøn, Bjørn hans Søn, Bjørn Saxbjørnsøn og en Mængde Frender, idet nemlig begge Parter havde underkastet sig hine Embedsmænds Afgjørelse med Forpligtelse til at overholde den under Straf for den, som brød den, at han skulde ansees som Gridniding og Skjendsel for sin Ætt. Dommen lød da, at et tidligere af dem selv indgaaet Forlig angaaende det skete Drab skulde staa ved Magt, men desforuden skulde Thorleif betale 2 Mkr. Guld i Gjeld efter Hallvard, Erlings Søn (hvilken han vel altsaa havde dræbt), ligesom Bjørn Saxbjørnssøn skulde betale en anden Søn af Erling, Geirmund, fire Mkr. forngilde, fordi han havde hugget efter ham med en Øxe. Alle de øvrige Tvistemaal skulde være hævede og forglemte, og ingen skulde understaa sig at røre op i Sagen efter denne Dag. Men dermed var den dog ikke endt; der blev atter rørt op i den, som det synes af Hæmboerne, der ej udtrykkeligt var blevne indtagne med i dette Forliig. Derfor maatte der en ny Forligsstevne til, og denne fandt Sted i Skien den 13de Decbr. 1337[10], formodentlig efter Hr. Ivars Indkaldelse. Her indfandt sig nu, som det heder, paa almindelig Stevne begge Parter i stort Antal, paa den ene Side Lindheiminger og Hæmboer med Frender og Besvogrede, paa den anden Side Thord paa Laduvoll, Erling paa Haukavik med Sønner, Frender og Svogre. De klagede gjensidigt over de lidte Fornærmelser i Ord og Gjerning og overlod fremdeles Afgjørelsen til Hr. Ivar og Lagmanden, samt Hr. Ivars Broder Hr. Finn Agmundssøn, der just var hos Broderen formodentlig i Julebesøg. Afgjørelsen faldt denne Gang ej saa gunstigt ud for Haukaviksmændene. Erling paa Haukavik, hvis Søn var falden, skulde stille Settareed mod den af Borgar paa Hæm fremsatte Beskyldning mod den Faldne, at denne havde stukket ham gjennem Armen med et Spyd, kastet hans Kone Aslaug til Jorden, traadt paa hende med Fødderne og kaldt hende „den verste Kone, der gik paa Græsset“, og det i hendes eget Hjem. Kunde ikke Erling føre denne Eed, der skulde føres paa Søndag d. 4de Februar næstefter, skulde han bøde til Borgar 2 Mkr. Guld for Spydstikket og 6 Mkr. for Aslaugs Mishandling. Derimod skulde Borgar og hans Søn Ølve fralægge sig en af Erling fremsat Modbeskyldning, at de havde oplagt Raad om Hallvards Drab, Borgar med Tylftereed og Ølve med Settareed, hvilke Eeder skulde føres samme Dag som hiin. Endvidere idømtes forskjellige Personer paa begge Sider større eller mindre Pengebøder. Til Vurdering af de Varer eller Penge, hvori Bøderne udrededes, skulde Hr. Ivar eller hans Ombudsmand udnævne tre Mænd. Paa begge Sider lovede alle de tre saakaldte Ættebaalker, at alle deres Beslægtede og Besvogrede tilligemed Andre, som med denne Sag havde at gjøre, herefter skulde være aldeles forligte, under Gjentagelse af den samme Erklæring, at den, som brød Forliget, skulde ansees som Gridniding og Skjendsel for sin hele Ætt. Man maa haabe, at denne heel alvorlige Trætte omsider blev bilagt. Det følgende Aar finde vi en Indberetning[11] om en anden Drabssag, der nys havde fundet Sted, fra Hr. Ivars Ombudsmand Bjørgulf Astessøn paa Martin. En Helge Geirmundssøn havde taget en Hest, der tilhørte Nerid Jonssøn, uden at bede ham om Tilladelse dertil, og drevet den under Kløv to Raster baade frem og tilbage. Da Nerid siden kom sammen med Helge i et Gjestebud, bad han om lovlig Erstatning for dette, men Helge blev vreed, bandede Nerid og hver anden, drog Kniven og gav Nerid tre Knivstik. Denne Sag blev indstevnet for Dom, og det lykkedes Bjørgulf at faa den bilagt, idet der tildømtes Nerid 12 Mkr. i Erstatning, men Helge betalte ikke det mindste deraf; siden gik han endog hen til Nerid i hans Hjem, fik ham til at gaa ud med sig under Skin af at ville forlige sig med ham, og hugg ham strax udenfor i den højre Arm, saa at den gik af, og Nerid døde faa Timer efter. Da Audun og Thore, Nerids Brødre, saavelsom hans Frende Sundre fik høre, at han var saaret, løb de afsted for at skaffe ham Prest, men mødte paa Vejen Helge og slog ham strax ihjel. I den Anledning indstillede nu Ombudsmanden de tre Drabsmænd til Kongens Naade (7de August 1338). I Aaret 1341 forefinde vi en ny Indberetning[12] fra Bjørgulf paa Mærdin, Hr. Ivars Ombudsmand, i Forening med den daværende Lagmand Thord Thorgilssøn, ligeledes om en Drabssag oppe fra Bøhered paa Grenland. Ifølge en med Hr. Ivars Lensmand Hallvard Thordsøn indgaaet Aftale indfandt saavel en af Drabsmændene, Thord Grjotgardssøn, som den Dræbtes Farbrødre Bjarne paa Strand og Anund sig paa Stevne for de nævnte Embedsmænd i Gestgaarden i Skien d. 8de Marts. Lensmanden førte her Vidner paa, at begge Parter, hvoriblandt og den anden Drabsmand, Tholf paa Eiken, havde vedtaget at fremmøde. Saaledes mødte da de tre ovennævnte Personer, men Tholf paa Eiken udeblev. Thord førte nu Vidner om, at Tholf paa Eiken noget før Pints Aaret forud, paa Engen ved Gaarden Maage, gav Olaf paa Strand med begge Hænder et Breedøxehug mellem Skuldrene, medens Thord gav ham et Hug i Foden, hvorfor Olaf sagde: „saart er mig det Hug, som Thord hugg mig i Foden; men jeg døer af det, som Tholf gav mig mellem Skuldrene“. Derpaa førtes andre Vidner paa, at Tholf den følgende Dag, som han og de roede paa Nornsjø og befandt sig udenfor Michelsberget, tog sin Øxe op, saa paa Eggen og sagde: „den er just ikke haard den Øxe, min Maag Olaf gav mig igaar; jeg hugg ham tvehændes eet Hugg mellem Skuldrene, men Øxen lagde sig og gleed af paa Brynjen; Gud give, at han dog nu var død“. Heraf seer man, at Tholf, uagtet han var besvogret med Olaf, dog maa have haft et uforsonligt Had til ham, ligesom og, at Kampen imellem dem ej kan have været noget almindeligt Overfald, men snarere var en aftalt Tvekamp, eller at Olaf idetmindste maa have været belavet paa et Angreb, siden han bar Brynje. Endnu saa sildigt som 1349 finde vi Ivar Agmundssøn i en skarp Skrivelse hævdende Ret og Orden mellem tvende Brødre, Aslak og Nerid, der nys havde nedsat sig i Ordalen i Bruggabergs Sogn. De havde været uenige om en Gaardpart, som Lagmanden havde tilkjendt Nerid; alligevel havde Aslak forholdt Nerid den, saaat denne maatte sende sin Søn til Hr. Ivar med Klage. Denne skrev strax, at Aslak ufortøvet skulde lade sin Broder nyde Ret, og at begge hans Ombudsmænd i Forening med andre Mænd skulde megle mellem dem; han slutter med de Ord: „det passer sig ingenlunde, at I to farer saaledes frem strax efter at I ere komne til Bruggabergs Sogn, og endydermere ere Brødre: og viid du ogsaa for vist, Aslak, at hvis du herefter findes gjenstridig i denne Sag, da skal du blive sagsøgt som gjenstridig, og alle de andre, som heri samtykke med dig“[13].

Fra de øvrige Egne af Norge høre slige Drabsbreve, som de nys meddelte, til de største Sjeldenheder, undtagen fra Jemteland, hvis afsondrede Beliggenhed paa Grændsen og løsere Forbindelse med de øvrige Dele af Riget formodentlig har gjort Indbyggerne mere hensynsløse og uregjerlige. Det er ikke uden Interesse, her i Korthed at gjennemgaa de vigtigste i dette Landskab forefaldne Begivenheder. Vi have allerede tidligere seet, at i Krigen 1308 og 1309 gjorde de Svenske et Indfald i Jemteland, hvilket dog ej synes at have haft videre Følger. Hr. Une Peterssøn var da Sysselmand[14]. Siden tales der ikke om nogen Fare for Erobring eller Frafald, men derimod var der idelige Stridigheder med Erkebiskoperne af Uppsala om det disse tilhørende Laxefiske i Ravund (Ragunda) paa Grændsen mod Helsingeland, hvilket Jemterne, som det synes, ej kunde lade være i Fred, men idelig forgreb sig paa, foregivende at Laxevirket hindrede Laxen fra at gaa op i Elven, saa at de ingen Fisk kunde faa. Erkebiskop Olaf klagede herover for Drottseten, da Kongen om Vaaren 1326 var kommen til Ljodhuus, og Drottseten overdrog da ved en kongelig Skrivelse, dateret Baagahuus d. 17de Juli 1336, den daværende Sysselmand Hr. Hallstein Thorleifssøn eller hans Ombudsmand og Lagmanden Arne at undersøge Sagen og skaffe Erkebiskopen Ret mod dem, der gjorde ham Fortred[15]. Dette synes ogsaa at være skeet, og Voldsmendene dømte til at bøde, men Erkebiskopen eftergav dem disse Bøder, formodentlig i Haab om at Mildhed bedst vilde berolige dem. Heri bedrog han sig dog, thi under hans Eftermand Peter begyndte det samme Uvæsen igjen, saaledes som vi ovenfor have berettet[16]. Erkestolen havde imidlertid erhvervet hele Fiskeriet, og Erkebiskop Peter havde oprettet et nyt Laxevirke, der formodentlig forekom Bønderne ovenfor altfor meget at udestænge Fisken, thi de brød det ned, uagtet Erkebiskopen havde udtaget kongeligt Vernebrev derpaa, til deres egen Skade, som de siden fik føle, da Erkebiskopen atter visiterede i 1341[17]. To Aar senere udstedte Kong Magnus fra Helsingborg et alvorligt Brev til Bønderne i Brekke Sogn, fordi de havde vovet at unddrage sig fra at betale den Told til det kongelige Capell i Sunde, som allerede Kong Sverre havde foreskrevet, og som kaldtes „Sundamaale“. Han bød dem nu „under deres Fred“ at betale denne Told aarligt, hvis de ej vilde bøde 4 Mkr. i Brevebrud for hvert Aar, de undlod det, hvorhos han befalede Lagmanden og Lensmanden at kalde Bønderne af de fire Fjerdinger, hvilke Toldens Udredsel paahvilede, for sig og inddrive det tilbagestaaende, under 6 Øres Bod i Stevnefald for den Udeblivende[18]. Sysselmanden var paa denne Tid den unge Bjarne Erlingssøn, der dog ikke selv residerede der, hvorfor ogsaa Kongen i sin Skrivelse henvender lig til Bjarnes Ombudsmand, ikke til Sysselmanden. Bjarne Erlingssøn var just da selv hos Kongen i Helsingborg, som det ovenfor er viist[19], og har saaledes formodentlig selv været den, der udvirkede Skrivelsen. Det følgende Aar indberettede Lagmanden, Laurents Gunnessøn, og Bjarnes Ombudsmand Sigurd Eindridessøn, en Drabssag, der vidner om, hvor længe endnu det Forsæt at hevne en lidt Fornærmelse kunde bevares i den Fornærmedes Hjerte og bringe ham til Blodsudgydelse efter flere Aars Forløb. I et Selskab var en vis Hunev Alfssøn kommen til at støde en anden af Gjesterne, Olaf Bjarnessøn, for Brystet med en Aare, saa at han længe havde ondt deraf. Hunev forsikkrede, at han ej vilde have gjort det, og Olaf selv udtalte sin Overbeviisning om, at han ikke havde gjort det af nogen ond Vilje. Nu gik fem Aar hen, uden at det dog kom til noget egentligt Forliig mellem dem. Da hendte det en Dag, at de begge kom til Refsunds Kirke. Olaf stod i Kirkegaarden, medens Hunev kom gaaende ind paa denne. Formodentlig maa Olaf have givet noget Ondt af sig, siden Hunev sagde til ham: „lad ikke saa ilde, Olaf, thi der er intet, som nødsager dig dertil!“ Men da stak Olaf Hunev i Brystet med sin Kniv, med de Ord: „tag dette for det, som du før gjorde mod mig“, og Hunev overlevede dette Stik kun faa Dage. Drabet siges dog at være begaaet uoverlagt (úfyrirsynju), og da Olaf lyste det samdøgres, kan man neppe tvivle om, at han fik Landsvist[20]. Formodentlig fik Bjarne Erlingssøn strax efter en anden Syssel, maaskee ved sit Giftermaal, eller har af andre Aarsager maattet give Slip paa Jemteland, thi endnu i November samme Aar tilskrev Kongen fra Ørebro hans nye Fuldmægtig Sigurd Hermundssøn, kaldet Fyrd[21], at han skulde udbetale til den nye Sysselmand, Nikolas Peterssøn, kaldet Djakn, alt hvad han i det Aar havde oppeborget af Sagøre, og aflegge Regnskab derfor. Men dette skete ikke, deels maaskee fordi det var vanskeligt, deels og, fordi Sigurd selv, som det lader, var en noget uefterrettelig Person. Kongen tilskrev ham derfor atter i Januar 1345 fra Stockholm om Sagen, og denne Gang meget skarpt, idet han truede ham med, at hvis han længer sad dette Bud overhørig, skulde han svare Landraadesag[22]. Nikolas forestod Syslen i mange Aar, men under idelige Ubehageligheder med Indbyggerne. Kun faa Aar efter hans Udnævnelse, allerede i 1347, klagede han til Kongen over, at flere af Landskabets Indbyggere uretteligen hindrede Ydelsen af den Kongen tilkommende Skat, eller tog den til sig uden Kongens eller Sysselmandens Vilje, hvorfor Kongen fra Ørebro den 23de Juli 1347 paalagde Nikolas, Lagmanden, og andre haandgangne Mænd der i Landskabet at sørge for, at de, som havde gjort det, betalte tilbage hvad Kongen tilkom, og desforuden Erstatning efter tolv Mænds Dom, ligesom han og i Almindelighed paalagde Jemtelendingerne at udrede Skatten ordentligt. Men samtidigt, og vel endog for at møde Sysselmandens Klager, havde Almuen i Jemteland indgivet til Kongen og Raadet en Besværings-Skrivelse, der indeholdt flere højst nærgaaende og ærerørige Beskyldninger mod Sysselmanden. Kongen lod denne Sag først paakjende af den daværende Kongslagmand Thrond Krakessøn, som kjendte Klagen for at være urigtig og en Bagvaskelse; derpaa blev sex Bønder, der betegnedes som de egentlige Klagere, sagsøgte i Ljodhuus for en Dom af sex Mænd, opnævnte af Hirdstjoren Hr. Agmund Guthormssøn, der maaskee forestod Hirden i Kongens Fraværelse. Disse dømte hver af Klagerne i en Bod af 3 Mkr. Guld (Septbr. 1347)[23]. Og Nikolas Peterssøn tiltalte siden paa en Stevne, hvorved to Mænd fra hvert Sogn i hele Jemteland fremmødte, hele Almuen for den Vanheder, de havde tilføjet ham ved at lade Klagebrevet gaa til Kongen og Raadet: han har altsaa anseet dem alle deelagtige deri. Men de Indstevnte svarede paa Almuens Vegne, at de slet ikke vidste, hvad der stod i Brevet, og at det aldrig havde været deres Hensigt at træde deres Sysselmands Ære for nær i stort eller smaat, klagende meget over dem, der bevarede Landskabets Segl og dicterede Brevet, at de forraadte baade Landet og Sysselmanden med deres Bagtalelse og Usandferdighed: de havde ikke samtykt i andre Artikler end nogle, der indeholdt en Bøn til Kongen om Landets Tarv med Hensyn til Skat og Kjøb. (30te Decbr. 1347)[24]. Hermed var dog ikke Sagen endnu ganske afgjort, thi i det følgende Aar maatte Kongen sende to særskilte Ombudsmænd for at paadømme alle Stridigheder mellem Nikolas og Almuen. Disse indkaldte nu den Mand, der havde haft Landskabets Segl at forvare, da Brevet blev skrevet, for sig til det almindelige Thing, kaldet Jamtamót, som Ugen efter Gregoriimesse hvert Aar plejede at holdes ved Berg paa Frosøen[25]. Manden heed Gunnar paa Vambestad. Han mødte frem og blev nu dragen til Ansvar, fordi han havde beseglet Brevet, i hvilket det blandt andet stod, at Nikolas havde ødelagt Landet saaledes, at det vilde blive ubebygget, saafremt han lenger skulde blive i Embedet. Gunnar maatte erkjende, at han baade havde haft Seglet, og at Brevet ej blev oplæst for Almuen før Beseglingen, og heller ikke senere førend det blev fremlagt for Kongen. Da nu den tilspurte Almue fremdeles negtede al Deelagtighed heri, og Gunnar ej kunde bevise Rigtigheden af hiin Paastand, blev han dømt i en Bod af 3 Mkr. Guld. Nogle faa Dage senere udstedte de samme det Vidnesbyrd, at de hørte Nikolas baade paa Mots-Thinget, Lyktarthinget og andre Stevner dagligen byde sig til at svare hver Mand, der havde noget at klage paa ham, Ret efter Loven, men at ingen fremstod med nogen Klage. (Marts 1349)[26]. Og da alt dette var indberettet til Kongen, udstedte denne fra Stockholm (23de Juni 1349) et Forbud til alle og Enhver mod at forurolige Nikolas, især da han selv havde forbeholdt sig at afgjøre de Klager, som endnu maatte fremkomme mod ham[27]. Hvorledes nu den egentlige Sammenhæng er med dette, er vanskeligt nok at sige; flere senere Breve synes dog at vise, at han lagde serdeles megen Vind paa at skaffe sig Privat-Ejendomme, hvilket vel ikke just altid skete, uden at han anvendte den Indflydelse, hans Embede skaffede ham, til at fremme sine Hensigter. Men Indbyggerne vare vist ogsaa mere end almindeligt uregjerlige og gjenstridige[28]. Til hvilke Yderligheder det kunde gaa, endog naar det alene gjaldt Lovenes og retmæssige Dommes Overholdelse, viser en Sag, som foregik netop under den Tid, da Sysselmanden og Almuen laa i Tvist med hinanden. Paa en Gaard ved Navn Forneby var der skeet et Barnemord, for hvilket Bonden Eriks[29] Datter Groa sigtedes, ja, det synes endog, som om hun selv havde født Barnet til Verden. Nikolas Sysselmand lod hende paagribe og bringe for sig; i Førstningen benegtede hun at vide noget om Mordet, men da en Leje-Kone, som havde været paa Forneby paa den Tid, Mordet skete, vidnede imod hende, gik hun til Bekjendelse, og at Barnet havde været levende født, samt at ogsaa hendes Broder havde været tilstede ved Drabet. Groa blev nu sat i Forvaring, og hendes Fader Erik, der opholdt sig paa et andet Sted, ifølge Kongens Bud og Brev indstevnet for Sysselmanden, og, som man af Brevet erfarer, ej alene for denne, men ogsaa for andre Sagers Skyld, der maa have været af stor Vigtighed, siden der var gaaet Indberetning derom lige til Kongen, og denne selv greb ind. Erik vilde i Førstningen ej lystre Stevningen, førend hans Frænder havde underrettet ham om den Ulykke, der var skeet paa Forneby, og endda, heder det, torde han ej komme for Nikolas, førend der under Megling af Presten i Sunde, Lagmanden Laurents og to kongelige haandgangne Mænd var taget en Dag imellem dem, saa at han og hans Mænd til den Tid skulde nyde fuld Fred for Nikolas og hans Svene, og disse omvendt for hine. Dette seer næsten ud, som om Erik og Sysselmanden havde ligget i formelig Feide med hinanden. Det aftaltes, at naar Erik indfandt sig, skulde han stande Nikolas til Rette for de Sager, han havde at tiltale ham for paa Kongens Vegne, saa at de kunde faa et mindeligt Forliig bragt istand imellem sig: lykkedes ikke dette, skulde Sagerne henskydes under Landets og Lagmandens Dom, og hvis Lagmanden heller ikke kunde faa dem paadømte, skulde de bringes for Kongens egen Domstol. Saaledes indfandt da endelig Erik sig, elleve Dage efter den egentlige Stevnetid. Men under Paaskud af at hans egne og Sysselmandens Folk havde saa meget at bestille for Kongens Skats Skyld, bad han om Udsettelse og Forlengelse af Griden til den følgende Dag, hvilket ogsaa blev ham tilstaaet. Dette, ja, som det synes, den hele Underhandling om Grid og Forliig var dog kun et falskt Spil af ham for at overliste Nikolas og befrie sin Datter, thi inden Gridens Udløb, altsaa om Natten derefter, fik han hende fat og førte hende bort med sig. Nikolas sendte sin Sven efter ham og bød ham bringe Fangen tilbage, men Erik svarede, at han før skulde lade Livet, førend hun atter skulde komme i Nikolas Vold. Han bragte hende derpaa op i Kirketaarnet i Sunde, erklærende at han vilde verje sig og hende med „Vaaben, Bue, Piil, Odd og Egg“. Nikolas maatte nu selv drage til Sunde og sette Erik to Maaneders Stevne til at indfinde sig for Kongen selv og der tilsvare saavel denne Sag, som de øvrige, der hvilede paa ham. Herom lod Nikolas siden Lagmanden, de to nævnte haandgangne Mænd, og to andre udstede et Vidnesbyrd paa Thingstedet Berg i Frøsø (28de Marts 1348)[30]. Da Kongen, som det i det Følgende vil sees, just henimod den Tid, da Sagen var tilstevnt, enten allerede laa ude i Leding mod Russerne, eller var ivrigt beskjeftiget med Udrustningerne, kom den neppe til Paakjendelse dengang, om den overhoved blev paakjendt, da det næsten lader, som om Erik var ligesaa megtig som Sysselmanden og derfor kunde trodse hans Trusler. Hvor lenge det i Jemteland idetmindste kunde vare, inden en Drabssag blev afgjort, og den Dræbtes Arvinger, ja endog Kongen selv, fik sin Ret, neppe af anden Grund, end at Sysselmanden ej havde Magt til at hevde Retten lige over for det gjenstridige Folk, viser følgende Begivenhed. Omtrent ved 1327 eller 1329 opkom der en Trette mellem to Bønder, Thorkel paa Valle i Frøsø, og Olaf Pæ. Thorkel beskyldte Olaf for at have frataget ham noget Myrejærn m. m. Striden var langvarig og endte dermed, at Thorkell om Sommeren 1331 paa sin egen Gaard Valle hugg til Olaf med en Øxe og rammede ham i Hovedet, saa han døde, uagtet Olaf holdt sin Bukler imod. At Olaf havde Skjold, altsaa var bevæbnet, viser forresten, at enten var han kommen for at angribe Thorkell, eller var Retstilstanden saa usikker, at han maatte gaa bevæbnet. Drabssagen skulde nu undersøges, men det var endnu ikke skeet, da Kongen selv ved Skrivelse fra Baagahuus af 17de Juni 1336 befalede Hallvard Lagmand og tre andre Mænd at gjøre det, for siden at indberette derom paa sedvanlig Maade, og inddrage alt Thorkells Gods under Kronen, hvis han befandtes at være Ubodemand, men i modsat Fald at skaffe Frænderne Bøder og Kongen Thegn og Fredkjøb. Denne Befaling blev dog ikke udført førend i 1339, da Thorkell imidlertid var forsvunden, saa at Ingen vidste, om han var levende eller død. Undersøgelser anstilledes paa Thinget i Marts Maaned; siden kaldte hine Mænd aatte andre i Dom med sig og tildømte Olafs Sønner 9 Mkr. Guld, samt Kongen 8 Ertoger og 13 Mkr. i Thegngilde, og Fredkjøb efter hans nærmere Bestemmelse. Herom sendte de da endelig Skrivelse til Kongen, dateret 27de October[31]. Man skulde næsten formode, at der i den nærmeste Tid efter Hr. Guthorm Helgessøns Nedleggelse af Syslen indtil henimod 1338 ikke var nogen egentlig Sysselmand, som kunde holde Orden. Ustyrligheden hos Indbyggerne, forenet med det særegne Forhold, hvori de stod til den svenske Kirke, der maatte formodes at kunne gjøre deres Hengivenhed for Norges Krone noget usikker, var det vel, som, især før Unionen med Sverige, og i dennes første Tider, bevægede Kongen til altid at besette Landskabets vigtigste Embeder, Sysselmands- og Lagmands-Embedet, med Mænd fra andre Kanter af Riget. De os bekjendte Sysselmænd efter Hr. Une Peterssøn i Kong Haakons Dage var nemlig følgende: Hr. Hallstein Thorleifssøn, fra Thrøndelagen, omkring 1326 (see ovenfor). Hr. Guthorm Helgessøn, fra Bergens-Kanten, omkring 1333[32]; den i det forhen omhandlede Klagebrev fra Predikebrødrene i Nidaroos til Erkebiskop Peter i Uppsala omtalte Harald, om hvem intet forøvrigt vides, men som følgelig maa have forestaaet Embedet omkring 1338[33]; Arne Gjavvaldsøn fra Throndhjem, omkring 1341[34], dernæst Bjarne Erlingssøn, og endelig Nikolas Sigurdssøn, om hvem alene det maaskee kan være tvivlsomt, om han ikke var Jemtelending, netop fordi han synes at have ligget i private Fjendskaber med Bønderne og derhos søgte ak erhverve sig Privat-Ejendomme, hvad en Ikke-Jemtelending neppe kan formodes at have skjøttet om. Af Lagmænd nævnes omkring 1326 en Arne, hvorom intet forøvrigt vides[35]; næst ham forekommer omkring 1333 Arnfinn Sigurdssøn, der siden mellem 1335 og 1340 omtales som Lagmand i Bergen og derfor neppe kan have hørt hjemme i Jemteland[36]. Hans Eftermand var Hallvard Agmundssøn, der nævnes ved 1336[37] og i 1341 var afløst af Arne Helgessøn, maaskee den før omtalte Arne, og i 1344 af Laurents Gunnarssøn[38], men som i 1345 atter var i Embedet og fremdeles førte Titlen af Lagmand i Jemteland, da han i Januar 1347, som det nedenfor skal omtales, var tilstede i 1360 og deeltog i den Dom, der da dømtes af Rigsraadet mellem Kongen og Hafthorssønnerne angaaende Borgesyssel. Men da havde han allerede nedlagt Lagmands-Embedet i Jemteland, eftersom vi i 1345 og det følgende Aar paany finde den føromtalte Laurents Gunnarssøn som Jemtelands Lagmand[39]. Dette viser, at Hallvard umuligt kan have hørt hjemme i Jemteland, men maa have havt sin Æt og fine Besiddelser etsteds i det sydligere Norge, hvor han maaskee endog den meste Tid, han var i Embedet, opholdt sig, overladende dets Bestyrelse først til Arne, siden til Laurents. Dog var han senere (i 1349) atter oppe i Jemteland, fremdeles med Titelen „Lagmand“, efterat Laurents var gaaet af, og havde faaet en Jørund Hafrssøn til Eftermand. Da nemlig de kongelige Befuldmegtigede, om hvem det ovenfor er talt, i 1349 skulde dømme Gunnar paa Vambestad for hans ugrundede Klage over Sysselmanden, var Lagmændene Jorund og Hallvard begge blandt de 6 Mænd, som de tog til at dømme med sig, og saaledes var der nu i Jemteland to Lagmænd samtidigt, medens derimod Laurents kort forud nævnes uden nogen Titel umiddelbart efter Jørund Lagmand, altsaa da var afgaaet[40]. Forholdet hermed er ikke let at udrede. Hvis det, hvad efter det her Anførte bliver sandsynligt, virkelig var med Plan, at de verdslige Embedsmænd saaledes var fra andre Egne i Norge, skulde man og formode, at den ovenfor omtalte Forflyttelse af den bergenske Diaconus Agmund Sæfinnssøn til Jemteland skete af samme Hensyn, thi vi erfare, at han senere beklædte Provsteverdigheden i Jemteland[41]. Kongen selv kom kun sjelden eller aldrig derop. Der findes tvende Forordninger af ham, udstedte den ene fra Berg, Onsdagen efter Gregoriimesse, den anden Dagen efter, fra Brekke, i hans 26de Regjeringsaar, altsaa, hvis denne Datering er rigtig, den 15de og 16de Marts 1345, og beseglede med hans Secret[42]. Men det synes nesten ubegribeligt, at han paa den Tid skulde have kunnet være i Jemteland, thi den 24de Februar var han endnu paa Vardberg, og den 7de og 8de Marts paa en Gaard ved Navn Langeryd, der synes at have ligget i Smaaland eller Vestergøtland, i alle Fald i det sydvestlige Sverige, saa at han maatte have reist utroligt hurtigt for de Tider, hvis han allerede den 15de, 7 Dage efter, skulde kunne være i Jemteland[43]. Besynderligt skulde det ogsaa være, hvis Kongen havde været tilstede paa Thinget, at hans Nærværelse ikke med et Ord omtales i et Brev, udstedt under samme Thing paa Berg den 18de Marts 1345 af Arne Gjavvaldssøn og Hallvard Lagmand, hvorved disse give en Dom beskreven over en Nikolas Hallsteinssøn, der havde saaret en Bonde i sit Hjem, hvorfor nu hans Liv og Gods dømtes i Kongens. Vold, men Sagen ved Sysselmanden Nikolas Petersøns Mellemkomst blev mindeligt afgjort, saaledes at Nikolas og hans Hustru afstod betydeligt Jordegods til Kongen[44]. Ingen synes her at have været nærmere til at indgaa det mindelige Forliig, end Kongen selv, om han havde været tilstede. Man kunde derfor endog fristes til at antage, at de nævnte Steder, der have Navn tilfælles med faa mange andre i Norge og Sverige, ikke kan have ligget i Jemteland, men etsteds i det sydlige Sverige; paa den anden Side synes Dateringen af det første netop at vidne om, at Kongen da var paa Berg i Jemteland ved Landsthinget. Dette faar da staa ved sit Verd: var Kongen da i Jemteland, hvad der er lidet troligt, saa var hans Ophold der idetmindste meget kort, thi den 17de April var han atter tilbage i Ljodhuus[45]. I 1347 skulde han, som det synes, besøge Jemteland, og Breve om Gegngerd, Skyds og Hestefoder synes at have været udstedte, men den 14de Februar skrev han fra Kobberberget (Falun), at han for denne Gang maatte opsætte Reisen paa Grund af sine mange Forretninger, og at Sysselmanden derfor kunde tage Gegngerden[46]. I 1350 tænkte han ligeledes paa at besøge Jemteland, som det nedenfor skal omtales, uden at man ogsaa da med Vished kan erfare, om der blev noget af Reisen. Saaledes var Jemteland for det meste overladt til Embedsmendenes Styrelse, og uden den stadige Control, der maa formodes at være bleven de andre, sydligere og mindre afsondret beliggende Landskaber til Deel.

I disse Landskaber spores, som sagt, mindre Tegn til Raahed og Urolighed, end i de nu omtalte. Dog seer man, at der stundom endnu kunde gaa uordentligt nok til paa Lagthingene, saa at man ved at læse derom endog maa tænke paa de gamle islandske Thing og de Uordener, som der forefaldt. Saaledes var der i 1322 en Sag fore paa Agvaldsnes Thing, hvori den forsamlede Mængde paa den utilbørligste Maade blandede sig. Gunnvar, Datter af en endnu levende Gyrid Oddsdatter, og en Thorbjørn Olafssøn trættede om Gaarden Aurdal; med Gunnvar fremstod en Aslak Brattssøn som Fuldmegtig for hendes eldgamle Moder. Thorbjørn havde ført Vidner til sin Fordeel, men Gunnvar tilbød at føre to Mands Vidne paa, at hendes Moder Gyrid havde Fælligsret i Aurdal, og at hun for 55 Aar siden var bleven gift dertil, ligesom og at Thorbjørns Vidner var uvederheftig paa Grund af Slegtskab og Svogerskab, og at hendes Moder bød sig under den Lov, som gik i Landet paa hiin Tid. Hvad enten nu det var dette, som forbittrede Mængden, eller Thorbjørn havde saa mange Tilhængere, saa kunde hun og Aslak ikke faa sine Vidner ført frem formedelst de Tilstedeværendes Raab og aabenbare Medhold med Modparten. Man vilde ikke høre hende, og da Aslak nu henskød Sagen under Kongen og Raadet og forbød Nogen at dømme deri, gave de fleste sig til at skrige og klappe, førend Lagmanden kunde faa givet nogen Orskurd, eller anden Afgjørelse kunde skee, og satte saaledes, som det heed, Thorbjørn ind i Besiddelsen af Aurdal, det vil sige, erklærede ham ved Vaabentag for den rette Ejer, hvormed Lagthinget hævedes. Herom sendte da fire paa Thinget tilstedeværende Prester og syv andre Mænd, der ligeledes havde været der, samme Dag en Beretning til Kongen, formodentlig efter Aslaks og Gunnvars Foranstaltning[47]. Men dette Exempel synes rigtignok næsten at være enestaaende. Der nævnes i alle Fald ikke om lignende Tilfælde andensteds. Af Drabssager udenfor Thelemarken og Jemteland forekommer i det samme Tidsrum, vi her have gjennemgaaet, kun to, een i det til Skidusysla grændsede Sandssver paa Vestfold, af 1336, og een i Bergen, af 1347. I Beretningen om den første heder det, at en Borgar Vetrledssøn stak en anden, ved Navn Jon Sigurdssøn, gjennem Armen med en Kniv, og at Jon derpaa hugg to Hugg til Borgar, som deraf fik sin Bane[48]. I Beretningen om den sidste fortælles der, at Drabsmanden, Arne Alfinnssøn, stod i Svalen foran Gildeskaalen i Bergen med en Øxe, ventende paa sin Huusbonde, men at en vis Einar Auge tilligemed en anden Mand kom til og vilde tage Øxen fra ham, fordi de vare komne i Klammeri med en Prest, og da Arne holdt fast, skød Einar ham frem og tilbage, greb fat i Jærnhatten, han havde paa sit Hoved, og stødte ham ned ad Trappen, greb ham siden, da han stod op igjen, i Brystet, saa hans Kjortel og Hette fik Rifter, og gav ham et Neveslag i Ansigtet. Da drog Arne sin Kniv og stak Einar ihjel, men lyste strax Drabet sig til Haande. Siden stod han Arvingerne til Rette og erklærede sig villig til at betale Thegngilde, saa at der ej kunde være Tale om andet end at give ham Landsvist, den han og fik, mod at betale 8 Mkr. i Thegngilde alene; for Fredkjøb blev han forskaanet[49]. Hist og her andensteds nævnes der om Drabs- og Saar-Bøder, men alligevel yderst sjelden, og det kan saaledes ikke være en blot og bar Tilfeldighed, at saa mange om slige Voldsomheder vidnende Brevskaber ere opbevarede fra de ovenfor nævnte Egne. Der maa i Almindelighed have hersket Ro, Orden og Agtelse for Lovene. Herom vidner ogsaa de mange, os endnu levnede, Brevskaber om Kjøb og Salg, Domme, Skifter, o. s. v. Man møder sjelden Spor af Uorden, Vilkaarlighed, Selvtægt og Foragt for Lovene og Domstolene. Retstrætter afgjøres paa lovformelig Maade, Localbestyrelsen griber ind, naar det behøves, og bliver respecteret, alt gaar sin jevne Gang, uden nogen Forstyrrelse, men ogsaa uden kjendelig Spor hos Folket til Tanke om Fremadskriden. Det lader ikke til, at det paa denne Tid i nogen Mon stod højere, eller var gaaet videre frem i Dannelse, end for hundrede Aar siden, medens det i politisk Udvikling endog vel snarere var gaaet tilbage.

Et ret merkverdigt Exempel paa, hvorledes man i de enkelte Communer sørgede for de fælles Commune-Anliggender, og Byrderne ved disse fordeeltes, seer man af nogle Forhandlinger, der i Aaret 1343 plejedes paa Vors, angaaende Vejenes og Broernes Vedligeholdelse, og hvoraf vi her meddele et Uddrag. En af de mest befarede og for Communicationen vigtigste Broer paa Vors var og er endnu den saakaldte Bode-Bro (urigtigt udtalt Baa-Bru) mellem Gaardene Rogn i Gullfjerdings-Aattingen og Tvilde i Vinjar-Aattingen. Efter gammel Vedtægt skulde den derfor vedligeholdes halvt af Gullfjerdings-Bønderne paa fælles Bekostning, halvt af Vinjar-Bønderne. Men i Aarene henimod 1342 opkom der en Strid herom mellem den rige og mægtige Odd Hallessøn, Bonden paa Rogn[50], og de øvrige Bønder af Gullfjerdings-Aattingen[51], der paastod, at Ejeren af Rogn, paa hvis Grund Broen laa, skulde være pligtig at skaffe alle Materialier, medens det kun var Arbeidet, hvori det paalaa alle Bønder ligeligt at deeltage. Herom holdtes der formodentlig flere Møder og Stevner, og af dem nævnes udtrykkelig een, i 1342, hvorved ogsaa en Ivar Lagmand og den ovenfor omtalte Gunnar Hviit nævnes som tilstedeværende[52], og paa hvilken Aattingsmendene bleve ved sit, tilbydende sig villigen at ville opbygge Broen i Fællesskab med Odd, naar kun han skaffede Tilfang. Sagen indstevnedes nu for Gulathingslagmanden, Holte Thorgrimssøn i Bergen, og Odd skaffede sig i den Anledning et skriftligt Vidnesbyrd fra sytten anseede Bønder paa Vors, at efter et for lange Tider siden afholdt Vejarbeide-Skifte (vegabóta-skifti) havde hver Aattings Bønder vedligeholdt Broer og Veje inden Aattingen ligeligt baade med Hensyn til Materialier og Arbeide; saaledes havde ogsaa alle Gullfjerdingsbønderne vedligeholdt Bode-Broen fra Rongslandet, og alle Vinjaraattingens Bønder fra Tvildeslandet, baade med Tilfang og Arbeide, uden at Rongsmanden nogensinde havde lagt mere til, end de andre Gullfjerdingsbønder; dette havde de hørt sine Fedre og andre gode Mend sige, og aldrig at nogen Strid eller Uenighed før vare opstaaet enten om hine gamle Forpligtelser overhoved, eller denne i Særdeleshed[53]. Sagen stod nu hen indtil næste Aar, da Odd Hallessøn paa Vaabenthinget, der holdtes paa Vorse-Vangen Hvidetirsdag den 25de Februar, indstevnede alle Gullfjerdingsbønderne for Gulathingslagmanden i Bergen til den 21de Marts og de nærmest paafølgende Dage for at see Sagen afgjort ved Dom. I den Anledning skaffede Odd Hallessøn sig et nyt og udførligere Vidnesbyrd, ej alene om den særlige Forpligtelse med Hensyn til Bodebroen, men og om Vej- og Broarbeidets Fordeling i det hele taget paa Bønderne af de aatte Fjerdinger. Sex Mænd (Bjørn Steinarsøn, Alfvin paa Rokkven, Jostein paa Sande, Jørund Vad, Gudbrand paa Gellin og Ulf paa Liid, der alle hver for sig mindedes 60 Aar tilbage[54], bevidnede her, at de hørte deres Fedre og andre gode Mend før dem angive, at Vejarbeidet var saaledes fordeelt, som her følger. Bønderne i Dyrvinjardals-Aattingen havde den nedre Deel af Eidesmyrene, Berge-Broen, Geterne-Broen, og Gerde-Kleven[55]. Bønderne havde en Flake paa Eidesmyrene og halve Bode-Broen fra Rognslandet til midt i Elvedybet. Borgstrands-Bønderne havde hele Aasbrekke-Broen mellem begge Land, fremdeles Vedligeholdelsen af Sandgaden i Trode-Hagen og Vejen derimellem[56]. Vinjar-Aattings-Bønderne havde halve Bode-Broen, fra Tvildes-Landet til midt i Elvedybet, saavelsom Tvildeskleven, Vejen i Brunsberg, og Sandgaden ovenfor Tøn[57]. Bøer-Aattings-Bønderne havde hele Op-Broen fra Land til Land, undtagen at Mørkedølerne og Indbyggerne af Vinje Sogn ovenfor pligtede at legge til en Bro-Aas over Dybet, fordi de havde Ret til at hente sit Salt nede i Anger over Broen. Ligeledes tilkom det Bønderne af Bøer-Aatting at vedligeholde en Flake over Fivelhellen og Vejen lige ned til Svelgjande[58]. Bønderne i Kvitler-Aatting havde at gjøre hele Flaken ovenfor Fivelhellen, Vadestederne der foran, og alt andet Vejarbeide i deres egen Fjerding[59]. Raundølerne havde alt Vejarbeide i Raundalen og paa Raundalskleven med Undtagelse af den nedre Trappe, hvis Vedligeholdelse paalaa Manden paa Klev (Klove) og Manden paa Kvarehval[60]. Bordølerne eller Bønderne i Bordals Aatting paalaa det at vedligeholde en Flake over Eidesmyrene. Bønderne af Viter-Aattingen tilkom det at vedligeholde den øvre Deel af Ægjebroen, en Flake over Eidesmyrene, og den saakaldte Olafstoo. Og fælles for alle Bønderne i Vangens Sogn overhoved var Vedligeholdelsen af Steenlægningen baade oventil og nedentil under Hvilehval[61]. Alt dette, som sagt, kunde hine sex Mænd bevidne at have været iagttaget saa langt de kunde mindes tilbage, og aldrig før havde de hørt Kæremaal yppes om denne Sag[62]. Samme Dag, dette Vidnesbrev udstedtes (14de Marts) udstedte de øvrige Bønder af Gullfjerdings-Aattingen et Fuldmagtsbrev for to Mend af deres egen Midte til at indfinde sig for Lagmanden og svare paa deres Vegne. De fremmødte ogsaa tilligemed Odd Hallessøn, og Holte Lagmand nævnte i Dom med sig fem andre gode Mænd, nemlig Hr. Grim Thorsteinssøn, der før havde været Lagmand paa Island, og senere ud paa Aaret atter drog derhen som Hirdstjore[63], Simon Gunnarssøn, Fehirde i Bergen, Ivar Andressøn, forhen Lagmand, siden Sysselmand, og Bergens-Lagmanden Einar Andressøn[64]. Dommen faldt til Fordeel for Odd Hallessøn, og Forpligtelsen til at bygge og vedligeholde Broen erklærede de at tilkomme alle Fjerdingens jordejende Bønder, udtrykkeligt i Følge det af Odd erhvervede Vidnesbyrd-Brev, hvis Udstedere det dog paalagdes at bekræfte deres Udsagn med Eed, om Modparten inden Tirsdag efter førstkommende Paaske fordrede det, i modsat Fald behøvede Eden ej at aflegges, og Vidnesbyrdet samt den derpaa grundede Dom skulde ligefuldt staa ved Magt. At Dommen blev tagen til Efterretning og siden bekræftet som et vigtigt Document, sees deraf, at der 57 Aar efter blev taget en verificeret Afskrift af den med dens Bilag[65]. Man seer heraf hvor nøje og tillige fornuftigt Arbeidet og Bekostningen var fordeelt, idet de vanskeligere Vejpartier, hvoraf flere Aattinger nød godt, ikke var paabyrdet den Aatting alene, hvor de laa, men ogsaa de øvrige, der havde sin Færsel derover, som s. Ex. Eidesmyrene, hvis Farbarholdelse paalaa ikke Dyrvinjerdalsbønderne alene, men ogsaa Gullsjerdings-, Bordals- og Viker-Aattingens, medens Vejen til Hardanger holdtes oppe af Bøar-Aattingen og Kvitler-Aattingen, og Broen, som førte til den, for en Deel af Mørkedalen og Vinjesogningerne. Og Steenlægningen under Hvilehval, udenfor Sognets Grændser, men hvoraf hele Sognet havde Nytte, paahvilede dette under Eet. Ellers er det og tydeligt at see, hvorledes Vejen i den Tid (naturligviis Ridevej) slyngede sig snart op i Højden, over Klever, og Myrer, snart nede i Dalen, uden, som nu, at følge Elven eller holde sin i de lavere Strøg. Den gik, som man seer, i Dyrvinjerdals- og Gullfjerdings-Aattingen ikke nede om Flage og Rekve, men oppe om Berge og Germe, og maaskee fra Vangen over en Klev til Gerde; til Raundalen gik den heelt oppe om Søn„ og til Anger synes den slet ikke at have fulgt Dalen, der fører til Granven-Vandet, men at være gaaet over Fjeldet lige ned til Fjorden, enten ved Eide eller Folkedal. Denne Maade at legge Vejen paa var den, som man i hine Tider, da man alene reiste til Hest, og Bakkerne saaledes ej gjorde videre til Sagen, sandt at være den rimeligste, fordi den tillige var Communicationsvej fra Gaard til Gaard; alle disse Veje var formodentlig de eldgamle Rideveje, saaledes som de fra den fjerneste Oldtid havde ligget. Og endnu finder man paa mange Steder, hvor Vejene ej nylig ere omlagte, Levninger af dette for den Reisende saa byrdefulde System, dobbelt byrdefuldt efter at Vejen selv er bleven Kjørevej og befares med Vogne. Hvor maatte ikke saaledes Communicationen i hine Dage have været endnu mere møjsommelig, end vi nu, efterat vi saa længe have haft brede Kjøreveje, godt kunne forestille os, undtagen hvor Vejen endnu har sin eldgamle, ubekvemme Beliggenhed! Men det var heller ikke vore Forfedre saa meget om Bekvemmelighed eller om Hurtighed at gjøre, som om at Vejen saa meget som muligt undgik det dyrkbare Land. „Ligger Thjodgate (Landevej) over en Mands Jordvej“, heder det i Landsloven, „da er det ham tilladt at føre den af Jordvejen imod at gjøre en anden, ligesaa god at fare i Tørt og Vaadt, og da skal man fare den, om den end er længere“[66]. Og saaledes kom da Vejen til at slynge sig i utrolige Bugter og Kroge, fornemmelig over Højder, der laa udengjerdes og ej var bekvemme til Dyrkning, men desto lettere at gjøre farbare, end de lavere og sidere Strækninger, hvor man især i de Tider hyppigere mødte Myrstrækninger, og hvor desuden mange Elve eller Bekke, der paa højere Steder kunde vades over, eller idetmindste vare smale, trængte til store og kostbare Broer.

Med Hensyn til Maaden, hvorpaa Bønderne opførte og indrettede sine Huse, da lader det ej til, at man endnu i nogen væsentlig Grad afveeg fra, hvad der fra eldgamle Tider var Skik og Brug, undtagen maaskee hos de rigeste og fornemste Familier, der kjendte mere til de Forbedringer, som i andre Lande vare indførte, og nogenledes kunde efterligne dem. De største Forandringer af dette Slags maatte opstaa, eftersom Glasvinduer bleve mere og mere almindelige, og man derfor ikke for Lysningens Skyld var afhængig af Ljoren, men kunde indrette flere Værelser under eet eneste Tag. Men Glasvinduer hørte vistnok i denne Tid endnu til de meget kostbare Artikler, der sjelden eller aldrig anvendtes af Almuesmanden, ellers vilde man have seet Glas opført blandt de Varer, som de fremmede Kjøbmend sedvanligviis plejede at bringe til Landet. Men det nævnes slet ikke, og saaledes maa man formode, at det heller ikke plejede at komme paa Markedet i Norge, men at den Riigmand, der behøvede det til sit Huus, eller den Biskop, Kirkeforstander eller Menighed, der behøvede det til en Kirke, lod det fornødne Forraad deraf særskilt bestille i Udlandet. Forresten var Husebygningerne paa de fleste Gaarde endnu uforholdsmessigt talrige, endog i Byerne. Endnu ved Aarhundredets Slutning siges der, at Finnegaarden i Bergen indeholdt 75 „Huus“ og 8 Stuer[67]. Ved Skiftet, som 1314 fandt Sted mellem Arvingerne efter Brynjulf Jonssøn paa Hvaal i Sogn, blev endogsaa Bygningerne paa Gaarden deelte, og her omtales foruden Ildhuus, Lade med Skytje, Fjøs, Laave, Hestehuus, ogsaa Mykle-Stuen, Fruens Stue, Pigestuen (meyjarstofa), Vævestuen, Bukonestuen, Indrehuset, og Verkmandskleven, som om disse Stuer alle vare særskilte Bygninger[68]. Men Bygningsmaterialiet, Tømmer, var ogsaa forhaanden i saa stor Overflod, at man ej behøvede at spare. Dertil var den almindelige Sikkerhed saa stor, at man ej behøvede at befeste sine Gaarde og trænge sig sammen paa et lidet Rum. Dette havde imidlertid den Fordeel, at Sundheden bedre kunde bevares, ligesom der da heller ikke nævnes noget om Sygelighed i Landet, med Undtagelse af den paa Vestlandet herskende Spedalskhed, formedelst hvilken allerede i det foregaaende Aarhundrede Hospitaler var stiftede idetmindste i Bergen og Oslo, og mod hvilken man ogsaa ved andre Foranstaltninger søgte at sikkre sig, f. Ex. da Biskop Haakon i Bergen den 10de August 1339 afsatte Sira Bjarne, Prest til det nysnævnte Hvaal i Sogn, fordi han var bleven smittet af deraf, „saasom den hellige Kirkes Love hverken ville eller taale, at de Mend, der falde i den Sygdom, som man kalder Malate-Sott eller Liiktraa, skulle have Samvær med andre rene og friske Folk, baade formedelst den Ængstelse det medførte og den virkelige Fare for Smitte, og dette allermest gjelder, hvor det kommer an paa den største Reenhed, nemlig ved Gudstjenesten og andet presteligt Embede, paa det at man ikke af dens Hender skal faa Skræk, Væmmelse eller Ængstelse, fra hvilken man skulde vænte sig al Glæde til Liv og Sjæl“[69].

Af andre Ulykker, der i disse Tider overgik Landet eller nogen enkelt Deel deraf, nævnes en Ildebrand i Nidaroos 1343, der fortærede Michaelskirken og mange Gaarde[70], og en forfærdelig Oversvømmelse af Gaul-Elven i Throndhjem i September 1345. Denne Tildragelse beskrives udførligt saaledes: „Først blev Elven borte i nogle Dage, dernæst løb der et Skred saa stort, at det fyldte Dalen paa tvers og stemmede Elven op, saa at en Mængde Mennesker druknede, og Gaardene oversvømmedes, hvorved og alt Kvæget omkom. Siden brast Tilstopningen, og baade denne og Elven løb tilsammen udover, hvorved end flere Gaarde og Fæ bleve revne med. I Alt bortreves 48 Gaarde, hvoraf nogle Hovedbool, samt endeel Kirker. Man regnede ud, at henved halvtredie Hundrede Mennesker herved omkom, Bønder med Koner og Børn, nogle Prester, mange Klerker, en heel Deel gilde Folk og en Mængde Arbeidsmend; og af vejfarende Folk og Fattige tror man at ikke færre satte til end de nys optalte. Dette skete Korsmessedagen om Høsten (14de September). Man fandt noget af Liigene, men kun faa Mennesker bjergedes levende, thi Jorden og Vandet opslugte altsammen, baade Mennesker og Huse. Paa det Sted er der nu Sand- og Ødestrækninger, men i Førstningen var det Vande og Bløder, saa at Folk ej kunde komme frem“. Da det i en anden, noget kortere, Beretning herom siges, at Ulykken skete „ved Gaularosen“ i Throndhjem, maa det altsaa have været i den allernederste Deel af Gauldalen, nedenfor Medalhuus; nu findes der vel neppe flere Spor tilbage deraf, da i den lange Tid, som siden er hengaaet, nye Opdyrkninger maa have fundet Sted, og Sporene af den tidligere Ødelæggelse være bleven udslettede[71]. Ogsaa i Orkedalen, fortælles der, sank mange Gaarde ned formedelst Flom[72]. Formodentlig har der da og været lignende Oversvømmelser, om ej med saa ødeleggende Virkninger, i de øvrige Dalstrøg, hvis Vasdrag komme fra de samme Fjeldstrekninger som Orka og Gaula, f. Ex. Surendalen, Opdal og Sundalen, Raumsdalen, den øvre Deel af Gudbrandsdalen og Østerdalen, men uden at det er kommet til den islandske Annalists Kundskab.

  1. ↑ Landslejebaalken Cap. 53. Her tales om Bebyggelse af opryddede Steder i Almenning. „Den, som rydder det op“, siges der, „skal have det tre Aar fri for Landsleje og alle Udbud, ligesaalidet som han er pligtig til at bære Bud eller flytte Fattige. Men efter de tre Aars Forløb skulle sex skjønsomme Mænd vurdere, hvad dette Rydningssted kan taale af Landskyld eller Leding. … Men ydes Rydningssted deraf, at de lagde for høj Leje derpaa, eller kan Ejeren ej laa den bortbygget, saa gjerne han vil, da forholdes med Budbyrd og Fattiges Førsel, som førend Rydningsstedet bebyggedes“. Her siges det altsaa udtrykkeligt, at der engang for alle sættes en bestemt Landskyld og Leding, som følgelig senere ej maatte overskrides, og da nu Sammenstillingen med Landskyld her viser, at Talen netop er ein den Matriculskyld, som vi nu vilde kalde del, der da skulde sættes paa Gaarden, selger heraf, at hiin Skyld ogsaa for alle andre Gaarde betegnede Landslejens Maximum“.
  2. ↑ Dette er allerede ovenfor (IV. 2. S. 658) paaviist med Hensyn til Thelemarken, endog et halvt Aarhundrede længer tilbage.
  3. ↑ Dipl. N. II. 123.
  4. ↑ Dipl. N. II. 156.
  5. ↑ Dipl. N. I. 215.
  6. ↑ Dipl. N. II. 216. 217. Bjørgulf kalder sig ikke Lensmand, men Ombudsmand, aabenbart fordi han var i en højere og mere anseet Stilling end Lensmændene; hans Søn Atle blev endog, som vi ville see, selv Sysselmand efter Hr. Ivar (Dipl. N. I. 34). Det er tydeligt, at Bjørgulf har været etslags Vicesysselmand, da Hr. Ivar vel ofte var fraværende i Statsanliggender og desuden en Tidlang havde Tunsbergs Syssel eller en Deel deraf.
  7. ↑ Bratsberg, efter hvilken Syslen eller Lehnet, siden Amtet, senere benævntes, maa saaledes allerede nu have været Sysselmandens Residens.
  8. ↑ Laduvoll kaldes nu Løvold i Saude Prestegjeld; de øvrige Gaarde, som her nævnes, ligge i Neshereds Annex.
  9. ↑ Dipl. N. II. 228.
  10. ↑ Dipl. N. II. 226.
  11. ↑ Dipl. N. I. 245.
  12. ↑ Dipl. N. I. 269.
  13. ↑ Brev af 27de Marts i Dipl. N. II. 301.
  14. ↑ S. o. IV. 2. S. 514.
  15. ↑ Dipl. N. IV. 168. Den her nævnte Hr. Hallstein var en af de gamle Herrer, fra Kong Haakons Tid, der allerede i 1303 anvendtes som overordentlig kongelig Ombudsmand i Thrøndelagen, hvor han synes at have haft hjemme. Dipl. N. III. 53, jvfr. ovf. IV. 2. S. 388.
  16. ↑ S. o. S. 326–327.
  17. ↑ See fremdeles ovenfor S. 327.
  18. ↑ Dipl. N. III. 220. Dipl. Sv. 3713. Merkeligt nok, heder det i Begyndelsen af dette Brev, hvor Kongen klager over Bøndernes Forsømmelighed, at de havde unddraget „Kronen Sverige“ sin Ret. Dette maa aabenbart være en Forglemmelsesfejl af Skriveren. Brevet kjendes kun af en Vidisse udstedt af af to jemtelandske Prester, der sikkert var af svensk Herkomst. Dipl. N. III. 233.
  19. ↑ S. ovf. S. 281, Note 1.
  20. ↑ Dipl. N. III. 225. Dipl. Sv. 3794.
  21. ↑ Dipl. N. V. 174. Dipl. Sv. 3858. Sigurds Navn Fyrd viser, at han var fra Fjordene, altsaa rimeligviis fra Stovreim, og oprindelig beskyttet og fremdragen af Hr. Erling eller Bjarne, hvilket ogsaa bestyrkes deraf, at han siden var i Erlings Tjeneste paa Søndmøre. Dipl. N. II. 279. 280.
  22. ↑ Dipl. N. V. 175.
  23. ↑ Dipl. N. III. 256. Brevet er dateret Tirsdag før Korsmesse i Kong Magnus’s 29de Aar, hvilket ogsaa kunde betegne 28de April 1348, naar vi ved Korsmesse forstaa den om Vaaren (thi hvilken af Korsmesserne her menes, er ikke nøjagtigt angivet). Men af Forhandlingernes hele Gang sees det tydeligt, at Nikolas først maa have faaet fin Sag paadømt og Beskyldningerne erklærede uefterrettelige, førend han i December samme Aar kunde indstevne Bønderne fra hvert Sogn i Jemteland og kræve Almuen til Regnskab for hvad der var skeet, saaledes som det strax herefter vises. Kongen var i September 1347, som det i det Følgende vil sees, i Finland og paa Aaland, saaat det er højst rimeligt, at Hr. Agmund som Hirdstyrer ganske er traadt i hans Sted; og denne Sag sees at have været behandlet som en Hirdsag, siden den først paadømtes af Kongs-Lagmanden. Bønderne, der opnævntes til Dom, var formodentlig norske, skjønt det ikke saa godt kan sees af Navnene.
  24. ↑ Dipl. N. II. 287.
  25. ↑ Dette saakaldte Jamtamót (Jemternes Møde) holdtes, som man ved at sammenligne en Mængde Breve indbyrdes kan see, paa den ovenanførte Tid, ved Berg, eller som det heed „under Berg“ paa Frøsøen. Denne Uge kaldtes móts–vika (Mødesugen). Tydeligst fremgaaer det af to endnu utrykte Breve i det svenske Rigsarkiv af 1345, det ene indeholdende en Dom af Sysselmanden og Lagmanden over Nikolas Hallsteinssøn, hvori det udtrykkeligt anføres, at denne betalte noget Jordegods m. m. i Bøder, det andet indeholdende Qvittering for den samme Udbetaling; det første er dateret Fredag efter Gregoriimesse, det andet Fredag i Motsveken, aabenbart paa samme Dag, 18de Marts. Derfor er Brevet No. 429 i Dipl. N. 111. urigtigt henført til 20de Juni 1380; det er nemlig udstedt paa Onsdag i Jamtamot, altsaa 21de Marts.
  26. ↑ Dipl. N. III. 266.
  27. ↑ Dipl. N. III. 269.
  28. ↑ See herom Dipl. N. III. 250, 251, 253. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av tekstgrunnlaget hvor på siden fotnoten skal plasseres.]
  29. ↑ Denne Erik kaldes „Gumma-Arve“.
  30. ↑ Dipl. N. III. 255.
  31. ↑ Dipl. Sv. 3226, (Dipl. N. V. 114), 3454.
  32. ↑ Om Hr. Guthorm Helgessøn er der hist og her ovenfor talt. Han deeltog i Unionsacten i Oslo 1319, deeltog i Forhandlingerne paa Bagahuus om Kongens Syster Euphemias Giftermaal 1321 (Dipl. N. III. 125), var Sysselmand i Bergen 1325 (see Brev af 4de April, Dipl. N. I. 139) og sandsynligviis ogsaa i 1327 (see Brev af 15de Novbr. sst. 191); opholdt sig endnu i Bergen den 11te Septbr. 1332 (sammesteds 220), og nævnes endelig den 27de Januar 1333 som Sysselmand i Jemteland, idet han, formodentlig paa Kongens Vegne, gav Stuekarlen Lodin Thoressøn paa Ravunde-Skogen en Deel af Gaarden Ansasjo, der skulde ligge under Capellet der paa Skogen, men bruges og nydes af Lodin og Arvinger, faa længe de tjente Capellet ordentligt, (det vil sige som Stuekarle, see ovenfor IV. 2. S. 507). Siden hører man ikke mere fra Hr. Guthorm, og formodentlig er han kort efter død, eller vendt tilbage til det sydligere Norge. Jvfr. Munthe i Smll. I. S. 31.
  33. ↑ See ovenfor S. 338.
  34. ↑ Arne Gjavvaldssøn nævnes allerførst som Bisidder i den Dom, der 23de Juni 1316 fældtes i Bergen over nogle vestfalske Kjøbmænds ulovligt indførte Gods (Dipl. N. I. 147); under dette Ophold i Bergen laante han ogsaa tilsammen med Olaf Eindridessøn Pandecterne og Codex af Mariekirkens Bibliothek, som man kan see af Olafs Brev, dateret Bergen den 27de August 1317 (Dipl. N. II. 129). Herefter finde vi Arne uden Titel, men som en anseet og i offentlige Erender brugt Mand i Nidaroos fra 1322 til 1338 (see Dipl. N. IV. 199, 102, Smll. V. 109), dog deeltog han ogsaa i Mellemtiden i Forsamlingen i Oslo og i Hr. Erlings Valg til Rigsforstander i Februar 1323. Som Sysselmand i Jemteland nævnes han 9de Febr. 1341, og muligt er det, at han da først nylig var ansat, saaat der virkelig, som Sagen angaaende Olaf Pæs Drab antyder, gik en Række af Aar forud, hvori der ingen fast Sysselmand var. Den 18de Marts 1345 var han, skjønt ej længer Sysselmand, dog tilstede paa Thinget i Jemteland angaaende en Injuriesag (Dipl. N. VI.), men samme Aar finde vi ham atter i Nidaroos den 12te August, (Dipl. N. V. 182).
  35. ↑ Dipl. N. IV. 168.
  36. ↑ Dipl. N. IV. 201. I. 233, II. 215, 223, V. 142.
  37. ↑ Dipl. N. V. 114.
  38. ↑ Dipl. N. III. 205. 225.
  39. ↑ Dipl. N. I. 303. III. 234. VI.
  40. ↑ Dipl. N. III. 266. V. 208. Formodentlig er Laurents Gunnarssøn den samme, som kaldes Laurents Djekn i By 9de Febr. 1341 og i Domsbrevet af 1349, Dipl. N. III. 205, 266.
  41. ↑ Om Agmunds Forflyttelse i 1324, see ovf. S. 323, Dipl. N. V. 70. Som Provfi nævnes han i de tre Breve af 1346, 1347 og 1349, Dipl. N. 1ll. 237, 1l. 287, l1l. 266; i det første kaldes han „Provst i Hamradal“, i det andet „Provst i Lit“, i det tredie kun „Proost i Iemteland“. Han maa saaledes have skiftet Residens.
  42. ↑ Norges gl. Love III. S. 164, 165, Dipl. Sv. 3917, 3918, Dipl. N. III. 229. Det er dog egentlig kun det sidste, om hvilket det udtrykkeligt vides, at det er beseglet med Secret, da Originalen til det andet er tabt, dog maa det samme have været Tilfældet med dette.
  43. ↑ Dipl. Sv. 3904, 3913, 3915.
  44. ↑ Dipl. N. VI.
  45. ↑ Dipl. Sv. 3935.
  46. ↑ Dipl. N. V. 192. Norges gl. L. III. 168.
  47. ↑ Dipl. Norv. I. 168.
  48. ↑ Dipl. Norv. II. 239. Indberetningen herom er forfattet af Kongens og Hr. Ivar Agmundssøns Ombudsmend i Forening; hvorledes dette er at forklare, see ovenfor, S. 188, Note 2.
  49. ↑ Dipl. Norv. II. 295. Indberetningen er skreven 7de August 1348 af Sysselmanden i Bergen, Ivar Andressøn.
  50. ↑ Om Odd Hallessøn paa Rogn og hans anseede Ætt findes tilstrekkelige Oplysninger i Samll. III. 617 fgg.; en Stamtavle er her opstillet S. 626. Man seer heraf, at Odds Fader Halle var en Søn af en ældre Odd paa Rogn, der omtales sidst i det 13de og først i det 14de Aarhundrede. Den eldre Odd, hvis Fader ogsaa heed Halle, havde en anden Søn ved Navn Hollrod, der boede paa Ringheim. See ogsaa nedenfor.
  51. ↑ Gullfjerdings- eller Strinde-Aattingen var den, hvori Vangens Kirke ligger, altsaa paa en Maade Hovedfjerdingen, begrændset mod Syd af Vangsvandets østre Deel og mod Sydøst af Elven.
  52. ↑ Da Brevet, som handler herom, kun kjendes i en nyere, temmelig daarlig Oversettelse, kan man ikke godt see, om Ivar Lagmand og Gunnar Hviit vare tilstede som Med-Interesserede i Sagen, eller kun som anseede Meglere. Det sidste synes rimeligt. Ivar Lagmand var sandsynligviis Gulathingslagmanden Ivar Andressøn, der beklædte Embedet i 1338 (Dipl. Norv. I. 253, Munkelivsbogen S. 65), og synes at have været Holte Thorgrimssøns umiddelbare Formand.
  53. ↑ Dipl. N. I. 281.
  54. ↑ Af disse sex gamle Mænd vare de fem, nemlig Bjørn, Jostein, Jørund, Gudbrand og Ulf ogsaa med at udstede det tidligere Vidnesbyrd af 9de Juni 1342.
  55. ↑ Dyrvinjardals-Aattingen er den vestligste af Aattingerne og grændser til Evanger Sogn; Eidesmyrene ligge ved Gaarden Eide, strax vestenfor Sæimsvandet; Berge-Broen gik over Berg-Elven, der falder i Sæimsvandet, Geirme-Broen gik over Dørve- eller Dyrve-Elven ved Geirmin (Germe), længer mod Øst; Gerde-Kleven maa have været ved Gerde (Geri) strax ovenfor Ringheim i Borgstrands-Aattingen.
  56. ↑ Borgstrands-Aattingen ligger nordligt for Gullfjerdings-Aattingen, vestenfor Elven under Lønehorgen og østenfor op mod Vinje Sogn. Aasbrekke-Broen er Broen over Hovedelven lige paa Grændsen af Vinji-Sogn, hvor Landevejen endnu gaar over fra Vestsiden til Østsiden. Trode-Hagen er den til Gaarden Stub (nu urigtigt skrevet Traa) hørende Hage eller Udmark.
  57. ↑ Vinjaraattingen ligger paa Østsiden af Elven, Syd og Øst for Borgstrands-Aattingen. Tvilde ligger her lige ovenfor Rogn; hvor Brunsberget skal søges, veed Folk, der har hjemme i Egnen, maaskee endnu at angive; Gaarden Tøn ligger østligt mod Grændsen til Bøer-Aattingen.
  58. ↑ Bøer-Aattingen er den østligste, paa begge Sider af Raundals-Elven og ligeledes Østsiden af Dalstrøget, der gaar mod Suhm til Granvin (Gravens) Sogn. Op-Broen er saaledes formodentlig Broen over Bryn-Elven, paa Vejen, som fører til Graven, især siden Indbyggerne af det nordenfor liggende Vinje Sogn med Mørkedalen, der skulde deeltage i Vedligeholdelsen, udtrykkeligt siges her at have sin Vej til Anger (Granven-Fjord), naar de hentede Salt. Fivelhellen og Svelgjande maa være Steder paa Vejen ned til Granvens Fjord, som kjendte Folk endnu maaskee kunde paapege. Til Broer-Aattingen hører egentlig ogsaa Raundalen, men her er den regnet for sig selv.
  59. ↑ Kvitlar-Aattingen ligger paa Vestsiden af Dalføret, der gaar Sydøst mod Granven. Den kaldes og Brynar-Aatting.
  60. ↑ Raundalen, nu kaldet Rundalen, paa begge Sider af Raundals-Elven op til Fjelds, hører egentlig til Broer-Aattingen, men nævnes her som en Afdeling for sig selv. Ad denne Dal reiste man enten over Raudeggen til Kaardalen i Sogn, eller over Østfjeldene til Haddingdal. Ad hiin Vej kom Kong Sverre i 1177 ned i Vors, ad den sidste drog han tilbage (s. o. III. S. 79). Klev og Kvarehval ligger nederst i Dalen.
  61. ↑ Bordals-Aattingen ligger sydøstligt for Vangen, paa Østsiden af den her løbende Elv; Viker-Aattingen paa den anden Side af denne, og paa Sydsiden af Vangsvandet og Hovedelven, Ægjebroen er maaskee Broen over Gjelle-Elven, paa Grændsen af Evanger Sogn. Hvor Olafs-Too er at søge, vides ej; Hvilehval ligger noget nedenfor Eide, indenfor Grændsen af Evanger Sogn.
  62. ↑ Vidne-Brevet er trykt hos Suhm XIII. 792 efter en unøjagtig Afskrift. Dom-Brevet tilligemed Fuldmagten af 14de Marts kjendes nu kun efter en temmelig daarlig Afskrift af en Oversettelse ved Thormod Torvessøn, efter en Vidisse af 1400, hvor hiint Vidnesbrev ogsaa findes indtaget.
  63. ↑ Om Grim Thorsteinssøn er der talt ovenfor S. 305. Det bestyrker de isl. Annalers Egthed, at vi just nu finde ham i Norge, thi det angives der udtrykkeligt, at han reiste over til Norge 1342 og tom ud til Island igjen 1343.
  64. ↑ Ivar Andressøn nævnes som Sysselmand i Bergen 1348, see Dipl. N. H. 295. Einar Andressøn vides ikke at omtales andensteds. Han maa have været Lagmand mellem Arnfinn Sigurdssøn, der nævnes senest 1340, og Thore Bjargulfssøn, der nævnes først 1346.
  65. ↑ Det er efter denne Afskrift, at hiin ovenfor benyttede Oversettelse er forfattet.
  66. ↑ Landsloven VII. 43. Norges gl. L. II. S. 131.
  67. ↑ Dipl. Norv. I. 590. Det er af 1403, men de Huse, der stod i 1403, havde vel ogsaa staaet der i det sidste halve Aarhundrede.
  68. ↑ Dipl. Norv. VI.
  69. ↑ Dipl. Norv. III. 198. Berg. Kalvsk. S. 107.
  70. ↑ De isl. Annaler, cod. Arnam. 423 a. qv.
  71. ↑ Den udførlige Beretning herom findes i de saakaldte „Lagmands-Annaler“ (cod. Arnam. 420 qv.), skrevne før 1360, sandsynligviis af den kyndige og anseede Prest Einar Havlidessøn, tillige Forfatter af Biskop Laurentius’s Saga, faa at de kunne betragtes som aldeles paalidelige, hvad Begivenheder fra Midten af det 14 Aarhundrede angaar, og fornemmelig den her omhandlede, hvorom han havde faaet Besked paa første Haand, da han i 1345 reiste over til Norge, gjorde om Vinteren en Reise til Avignon, og kom tilbage til Norge, samt ud igjen til Island i 1346. Den ovenomtalte kortere Beretning findes i de saakaldte eldre Hole-Annaler, der danne etslags Fortsettelse af Annales regii, og den lyder saaledes: „ved Gaular-Osen i Throndhjem vendte Jorden sig om, og ødelagdes derved mere end 50 Boolsteder og alle Mend og alt Fæ, “ undtagen en Bonde med noget Fæ og en gammel Kjerling“. Et andet, noget yngre, Haandskrift (cod. 423 a. qv.) har Beretningen saaledes for Aaret 1346: „Høsten forud tildrog det sig i Nidaroos (urigtigt for „Throndhjem“) at fem og tyve Gaarde sank ned i Jorden i Gauldalen, saa at man ikke saa Spor tilbage efter Bygden, uden en slet Flade og Aur der, hvor Bygden havde staaet“. Her tales, som man seer, alene om Jordfaldet, ikke om den paafølgende Oversvømmelse. Et enkelt yngre Annalhaandskrift, de saakaldte „kortere Annaler“, henfører Tildragelsen til 1344, men vistnok med Urette. Isl. Annall. S. 268.
  72. ↑ Sammesteds S. 266. Beretningen herom findes kun i Flatø-Annalerne.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/37&oldid=79421»