Wikikilden

Det norske Folks Historie/7/36b

< Det norske Folks Historie‎ | 7

Om Folkets Tilstand forøvrig fra den Tid give de mange os opbevarede Brevskaber ret god Oplysning og i det Hele taget ej ufordeelagtige Vidnesbyrd. Der tales sjelden eller aldrig om stor Armod i denne eller hiin Bygd, neppe engang hos enkelte Personer, og det uagtet Grund-Ejendommen aabenbart var høist ulige fordeelt, idet de rige og fornemme Familier ejede en overordentlig Masse af Gaarde, hvorved der kun blev lidet tilbage for de ringere Ejendomsmænd, og den største Deel af Landbefolkningen derved øjensynligt bestod af Leiglendinger. Af disse især var der vel nu ikke faa, der kummerligt nok slog sig igjennem, og om hvilke Brevskaberne neppe engang tale; men de slog sig dog igjennem. Folkemængden kan endnu ikke i de enkelte Bygder have været for stor i Forhold til Næringskilderne; Fordringerne vare endnu ej saa store, Fædrift og Jagt udgjorde dengang en vigtigere Næringsvej end Agerbrug, og i de store, da kun lidet udhuggede Skove saavelsom de vidtstrakte Almenninger var der Græsningsland nok for Kvæget, og riig Anledning til Jagt og Fiskeri. Trælasten var endnu ikke saa omspurgt, at der kunde være synderlig Tanke om at spare paa Skovene, og det nødvendige Tømmer til Husebygning og Ved til at brænde kunde vist derfor endog den fattige Huusmand faa uden følelig Bekostning. At Fædriften maa have spillet en betydelig Rolle, sees især deraf, at Smør var en Hoved-Udførsels-Artikel, som fornemmelig Tydskerne søgte at faa opkjøbt, saaledes at Kongen endog ansaa det nødvendigt ved flere Forordninger at sette en Skranke for den altfor rivende Udførsel[1]. Ved Siden af Smør nævnes sedvanligviis Skreid som den anden Hoved-Artikel. Samtlige courante Udførsels-Artikler angives i den tidligere omtalte Toldtarif af 1316, som Kong Haakon fastsatte, nemlig Smør, Skreid, Tran, Rav, Rekling, Hvalspek, Byg, Kjød, andre Madvarer, Bukkeskind, Oxehuder, Maardskind, Salt, Nødder, Tjære, Dyreskind, Sælskind, Bæverskind, Ræveskind, Lammeskind, andre Smaaskind, Oterskind, Gaupeskind, Hvalrostænder, Vaadmaal, Uldgarn, Kvade, Farvemose og Svovel[2]. De to sidste Artikler, saavelsom tildeels Skreid og Vaadmaal, var nu vel islandske Varer, medens Hvalrostænder, Tran, Selhundskind m. m. meest kom fra Grønland; men de øvrige, der kunde ansees som egentlig norske, vise noksom, hvor overvejende en Rolle Fædrift, Jagt og Fiskeri maa have spillet blandt det norske Folks Næringsveje. Desto merkeligere er det at see Byg, eller, som det kaldtes, Korn, figurere blandt disse Udførselsartikler; men Tingen er vistnok den, at Brugen af Korn som Fødemiddel paa de Tider endnu ikke var faa hyppig blandt Almuen, som den senere er bleven. Skreiden spillede sandsynligviis, som endnu i enkelte Fiskebygder og paa Island, en større Rolle end nuomstunder og traadte tildeels i Brødets Sted, saa at Kornets eller Byggets fornemste Brug vel var deels til Ølbrygning, deels til Grød; de fornemmere Klasser, hos hvem Brødet var almindeligt, brugte vel dertil for det meste udenlands fra indførte Kornvarer, Rug og Hvede[3]. Dette, i Forbindelse med den ringere Folkemængde, forklarer nogenledes, at der, idetmindste i enkelte Egne, kunde findes Korn til Udførsel. En Vare, der i sildigere Tider er bleven en af Norges ypperste Udførsels-Artikler, nemlig Trælasten, spillede i det 14de Aarhundrede endnu ingen betydelig Rolle og begyndte netop da at blive Gjenstand for Styrelsens Opmerksomhed. Det forbødes i 1302 at kjøbe Sparrer, Bord eller Rafter af andre end Kongsgaarden eller Raadmændene og Huusbønderne i Byen, og dette Forbud blev senere gjentaget[4]; heraf synes da at maatte følge, at Handel med Tømmer i Almindelighed var ganske fri. Dog nævnes det ikke blandt de indenlandske Udførselsvarer, som i 1316 blev belagte med Told, for at ikke altfor meget deraf skulde gaa ud af Landet: et Tegn paa den Overflod, man havde deraf. Denne Rigdom paa Tømmer og Ved kan og skjønnes deraf, at Salt, til hvis Tilvirkning meget Brendefang var nødvendigt, udgjorde en vigtig Udførsels-Artikel fra Norge; man seer ogsaa i Loven Saltkogeri omtalt som meget sedvanligt, og af paalidelige Optegnelser erfares der, at man havde Saltkogerier endog paa Steder, hvor Vandet var næsten brakt[5], hvilket viser, at der ej spurtes efter, hvor meget Ved der gik i Løbet. Man finder heller ikke Jærn nævnt blandt Udførsels-Artiklerne, formodentlig fordi der endnu ej tilvirkedes mere i Landet, end man forbrugte. Thi at det tilvirkedes, navnligt i Østerdalen, derom er der ingen Tvivl; der tales udtrykkeligt om thrøndsk, om valdresk Jærn, og det anvendtes endog især paa Tilvirkningsstederne som Betalingsmiddel. Der skjelnes endvidere mellem Støbejærn i Klumper (Lurksjærn) og Smedejærn (teint Jern)[6]. Men endnu var Tilvirkningen, som sagt, vistnok heel ubetydelig, og den Malm, man anvendte, var neppe anden end Randen eller Myrmalmen. Heller ikke findes der Spor af, at man forstod at tilvirke andre Metaller end Jærnet, medens man i Sverige allerede tilvirkede Kobber i Dalarne ved det saakaldte Kobberberg, og Jærntilvirkningen, hvorvel af Myrmalm, heller ikke var ubetydelig.

Om de gængse Priser paa disse forskjellige Varer ved det Tidspunkt, vi her have for os, indeholde de os levnede Brevskaber og andre Optegnelser ingen udførlige og nøjagtige Oplysninger. Kun ved en eller anden Lejlighed erfares der noget om forskjellige Gjenstandes indbyrdes Bytteverdi og deres Forhold til Jordegodset. Det sees saaledes, at mellem Aarene 1330 og 1350 var den sedvanlige Priis paa Jordegods oppe paa Valdres 6 Køer eller 6 Køers Verdi for eet Maanedsmatsbool, hvorved man regnede en femaarig Hest lige med 6 Køer, og et saakaldet Hundred Jærn for lige med en Ko[7]. I Sogn og paa Vors var derimod den sedvanlige Priis endnu 4 a 5 Køer for hver Mmbool, og regnedes da 4 Saald (2 Skippund) Korn eller 3 Lauper Smør for lige med en Ko[8]. I søndre Gudbrandsdalen regnedes fem Køer lige med et Øresbool, altsaa 40 Kløer mod et Markebool; og her gik ligeledes et Hundrede Jærn for en Ko[9]. Nordligst i Gudbrandsdalen finde vi derimod kun halv saa meget eller 2 saakaldte Kyrlag (Ko-Verdier) at have været regnet mod et Øresbool[10]. Dette stemmer nogenledes med Priserne paa Vestkanten, forudsat, hvad der synes utvivlsomt, at 1 Markebool nu omtrent svarede til 9 Mmbool. Men det var og i sig selv rimeligt, at Jordegodset maatte have større Verdi nederst i Gudbrandsdalen, i de frugtbare Egne om Mjøsen, end højere til Fjelds. Nede paa Raumarike og sandsynligviis i Størstedelen af Østlandet regnedes omkring 1334 1 Mk. brendt for et Øresbool[11], og da Coursen mellem brendt Sølv og courante Peninger endnu var 1: 3, blev dette 3 Mk. Peninge for hver Øresbool; men da Coursen ved 1330 var falden næsten til 1 : 4, regnede man vel da oftest 4 Mk. Peninger for Øresbolet[12]. Dette antyder en ubetydelig Forandring i de indbyrdes Priisforhold mellem Jordegods og enkelte Varer for hvad der fandt Sted ved Aarhundredets Begyndelse. Den sedvanlige Priis for Mmboolet var da 1 Mk. brendt, og da 1 Ko regnedes lige med 2 Ører, gjør dette 4 Køer for Mmbolet, medens igjen Prisen paa Østlandet, c. 1330, 1 Mk. brendt for hvert Øresbool reduceret til Kyrlag efter Beregningen af 1300, 2 Ører brendt for hver Ko, giver 4 Køer for hvert Øresbool. Ifølge et Kjøbebrev af 1342[13] betaltes der da i Oslo for en Lest Korn 8 Mk. Gangs-Penninger, og for en Hefsælde ( Skippund) Smør, 9 Ører (1 Mk.) Dette stemmer temmelig nøje med den Priis, der i Skara 1323 sattes paa Korn og Smør, nemlig 10Mk. for Lesten af Korn og 5 Mk. for 1 Skippund Smør[14], thi da de norske Penge omkring 1340 forholdt sig til brendt Sølv som 1 : 4, medens de svenske allerede i 1323 synes at have forholdt sig som 1: 5, bliver Kornprisen aldeles den samme; Prisen for Smør i Norge, efter 4 Mk. Skippundet, bliver, reduceret til svensk Cours, kun lidet højere end den svenske. I det Hele taget kan man saaledes sige, at Priserne ej stort havde forandret sig.

Ret merkelige Oplysninger om Priisforholdene i Norden fremgaa ogsaa af de føromtalte Regnskabsbøger, der holdtes af de pavelige Nuncier, der i 1326 og 1332 sendtes til Norden for at indkræve Sexaarstienden og andre pavelige Indtægter. I Fragt fra en flandersk Havn til Norge betalte Johan af Serone og Bernard af Ortolis i November 1326 28 Sol. 6 pen. i Sølv-Tournois. I Vestergøtland kjøbte de i Marts 1328 tre Pakhestefor 4 Pd. 10 Sh. Sterling, og solgte dem siden i Ljodhuus med et Tab af 3 Pd. 10 Sh. (altsaa fik de kun 1 Pund for dem, men tilføje ogsaa selv, „at Hestene var blevne fordærvede af altfor stor Anstrengelse“. Hiin Sum, 90 Sh. Sterling, giver 30 Sh. for hver Hest, hvilket efter Forholdet af 1 Pd. St. til 1 Mk. norsk i Penge som 6 : 1, giver for hver Hest 9 Mk. norske Peninge eller noget over 2 Mk. brendt. For at bringe de indsamlede Penge fra Hamar over Oslo til Bergen, betalte Johan af Serone 10 Sh. 3 Pen. Sterling; Reisen fra Bergen til Ljodhuus i 16 Dage eller derover kostede 12 Sh. Sterl. Fra Nidaroos til Bergen betalte Bernard de Ortolis i Mai 1327 i Frugt 4 Mk. norske Peninge, Afstanden beregnet til 144 Mile (leucæ). Da de i 1328 begge forlod Norge, betalte de først for Farten fra Oslo til Havnen „Sund“, hvor Skibet laa (80 Miles Afstand) 28 Sh. Sterl., og siden fra Sund til Sluys i Flandern 7 Pd. Sterling, altsaa meget mere end for Opreisen, hvilken lige fra Flandern til Oslo alene kostede 28 Sol. Gr. T., altsaa omtrent 4 Pd. Sterling. Men formodentlig maa de indsamlede Skatter have gjort Reisen dyrere. – Petrus Gervasii betalte i Marts 1331 for Seiladsen fra Flandern til Skaane 9 Guldgylden. Efter Ankomsten til Sjæland gav han 7 Pen. Sterl. i Fragt for sig og sine over Øresund til Helsingborg. I Lund kjøbte han 12 Pergamentskind for 1 Gr. T. Stykket, og gav for 1 Pd. Seglvox 3 Gr. T. For at sætte over Sundet betalte han senere 22 Pen. Gr. T.; en anden Gang, da han satte over med 9 Heste, 3 Sol. 4 Pen. Gr. T. – Til Reiseudgifter og Godtgjørelse for den Prest, han den 15de August 1332 sendte fra Lübeck til Avignon med Efterretning om Kong Christophers Død, betalte han 20 Pen. Gr. T. – Et Bud fra Skeninge til Vegsiø i Novbr. 1332 kostede ham 2 Mk. Svensk; det samme betalte han for et Bud til Gotland; til Aabo kostede det 4 Mkr. Sv. Fra Ørebro til Baagahuus, hvor han i Januar 1333 skulde møde Kongen, betalte han Føreren 26 Gr. T. og 1 Pen. Sterl.; Portvagten paa Baagahuus fik 12 Gr. T., og Taarnvegteren 8 Gr. T. Da han den 8de Juni 1833 fra Ljodhuus besøgte Kongen paa Lindholmen ved Hisingen, gav han Roerskarlene Mk. Svensk frem og ligesaa meget tilbage. I Ljodhuus lejede han kort efter et Skib til Oslo for 4 Sol. Gr. T. og betalte i Omkostninger for Skipperen og hans Folk samt en kongelig Hirdmand, der escorterede med 4 Huuskarle, 8 Sol. Gr. T.; derhos fik Hirdmanden 3 Guldgylden og Huuskarlene 15 Gr. T. Fra Oslo til Bergen betalte han i Fragt 4 Sol. 8 Pen. Gr. T. I Oslo kjøbte han to Dunke for deri at forsende de indsamlede Penge med mere; de kostede tilsammen 4 Gr. T. Da han den 23de Juli lejede en Baad forat komme hurtigere til Bergen, betalte han for denne og til Folkene tilsammen 42 Gr. T. eller 3 Sol. 6 Pen. Gr. T. Da han senere den 12te September efter de norske Høvdingers Ønske drog fra Bergen til Elven med Hr. Ivar Agmundssøn, gav han dennes Folk 12 Sol. Gr. T., forærede en af dem en Hest til en Verdi af 8 Sol. Gr. T. og kjøbte 2 Tønder Bjor eller tydsk Øl til dem for 4 Sol. Gr. T., altsaa 2 Sol. Gr. T. eller 6 Sh. Sterl., hvad der omtrent svarer til en Verdi af 3 Pd. St. eller 13 Spd. for Tønden. Fra Stade til Sluys i Flandern betalte han siden ved sin Hjemreise i Fragt 4 Sol. Gr. T. Heraf sees, at der i de Tider maa have været meget dyrt at reise. Naar han nemlig maatte give i Frugt for et Fartøi fra Oslo til Bergen 43 Sol. Gr. T. eller 14 Sh. Sterling, da bliver dette en Sum, der efter de nuværende Priisforhold svarer til 7 Pd. Sterling eller 31 Spdlr. Den lille Rofart fra Ljodhuus til Lindholmen og tilbage igjen kostede ham 1 Mk. svensk eller Mk. brendt; da nu Verdien af 1 Mk. brendt paa det nærmeste kan sættes til 90 Spdlr. i vore Penge, kom Farten saaledes til at koste ham 18 Spdlr[15]. Men det var overhoved ej at undres over, om Priserne paa alleslags Varer var i stadigt Tiltagende, da den Omstændighed, at Handelen nu for største Delen var i Tydskernes Hænder, satte disse istand til at skrue Priserne utilbørligt op, medens saavel Folkemængdens Tiltagen, som den voxende Luxus og Overdaad blandt de højere Klasser gjorde Forbruget saavel af indenlandske, som fremmede Varer langt sterkere end hidtil, uden at der hos Folket selv rørte sig nogen tilsvarende Foretagelses-Aand, hvorved idetmindste Forbruget af indenlandske Producter forøgedes; tvertimod synes Forkuelsen af den engang saa livlige Handelsrørelse og Søfart fra selve Norge, som bevirkedes ved de tydske Handelsmænds Indtrængen, at have frembragt en Slappelse overhoved af al Driftighed og Energi hos Folket, der i et Slags døsig Sorgløshed eller sorgløs Døsighed levede hen Aar efter Aar uden at tænke stort videre end for Dagen, med Undtagelse af de faa ærgjerrige Stormænd, hvis personlige Interesser bragte dem til stundom at gjøre nogle svage Forsøg paa at udvide sin Magt og Anseelse paa Kongens Bekostning. Men usandsynligt er det dog ikke, at denne kjendelige Slappelse i det 14de Aarhundrede ogsaa har været en Eftervirkning af den Overanstrengelse, hele Folket gjennemgik i den langvarige Tronkrigsperiode, og at det netop herved ogsaa blev de fremmede Kjøbmænd saa meget lettere at tilrive sig Rigets Handel, medens den ligesom lammede Nation endnu ikke var vaagnet til sine forrige Kræfter, og derhos de i sig selv dygtige Kongers næsten altfor heldige Bestræbelser for at drage al Magt til sig og gjøre Nationen umyndig end mere bidrog til at undergrave den Selvstændighedsfølelse hos denne, der skulde danne det rette Grundlag for al Virksomheds- og Driftigheds-Aand.

At der blandt de højere Klasser paa denne Tid herskede megen Luxus, derpaa have vi allerede i det Foregaaende seet flere Exempler, ligesom vi og have omtalt Biskop Haakons Klager over det overdaadige og udsvævende Levnet, som herskede i Bergen. I de selskabelige Sammenkomster maa der have været fortæret umaadelige Masser af Mad og Drikke, der tillige bestod af kostbare og kunstigt tilberedte Sager. Uagtet man vel maa antage, at Velstanden og Overdaaden i de Tider var større hos de mægtige svenske Adelsmænd end hos deres Sideordnede i Norge, er det paa den anden Side umuligt andet, end at Levemaaden overhoved maa have været den samme hos de fornemmere Familier i begge Lande, især under Unionstiden, hvor de kom saa hyppigt i Berørelse med hinanden, ja endog stundom forenedes ved indbyrdes Svogerskab. Det er saaledes ei at betvivle, at de norske Familier, der i Rigdom og Anseelse kunde maale sig med de fornemste svenske, ogsaa levede paa den samme Fod, og at vi derfor af Optegnelser om, hvad der medgik i selskabelige Gilder hos slige svenske Familier, ogsaa kunne slutte til, hvad der brugtes hos norske i samme Stilling. En saadan Optegnelse haves af 5te April 1328 over hvad der medgik ved Upplands-Lagmanden, St. Britas Fader, Byrge Peterssøns kort forud høitideligholdte Liigfærd i Uppsala. Bekostningerne, foruden de til Messer og hvad der var det egentlige Gilde uvedkommende, løb op til over 234 Mkr. svenske Penge; af de anskaffede udenlandske Spisevarer nævnes 1 Pund Safran, 12 Pund Kummen, 2 Pund Ingefær, Pund „Paradiisgryn“, 1 Pund Kaneel, 6 Pund Peber, 3 Pund Anis, 3 Pund „Galanga“, 90 Pund Mandler, 105 Pund Riis, 40 Pund Olje, 1 Anker Hvidviin, 1 Anker Rødviin „de Ruzella“, 1 Anker Rhinskviin[16]. Paa lignende Maade bar der upaatvivlelig været bevertet i de store Liigferder, der i Norge fandt Sted f. Ex. efter Hr. Hafthor Jonssøn, Hr. Sigurd Jodgeirssøn, Hr. Finn Agmundssøn, o. fl. (see nedenfor). – Blandt de Sager, der forefandtes paa Baagahuus Slot, da der i 1340, som ovenfor nævnt, blev optaget Inventarium derover, fandtes 8 Dunker Riis, 1 Fad Olje, 4 Kurve Rosiner, 1 Sæk Kummen, 37 Pund Peber, 13 Pund Kaneel, 8 Pund Cubeber, 5 Pund Ingefær, Pund Muskatblomme, 1 Skaal Theriak, 1 Skaal Latverge[17]. At slige Luxusartikler fandtes i de aller Fornemstes Gjemmer, var forresten hvad man kunde vente, men et besynderligt Indtryk gjør det at see, at endog Presterne paa Landet maatte have deslige Sager til Biskopens og hans Folks Underholdning paa Visitatserne. Dette erfares af det allerede ovenfor (S.351) omtalte Regulativ for, hvad Presterne i Fjordene og Sogn havde at svare Biskopen i Kosthold, naar han visiterede. Overalt skulde der foruden det simple indenlandske Øl eller Mungaat og den behørige Stavbursmad ydes en ikke ringe Qvantitet tydsk Øl eller Bjor, Viin, Specerier, tildeels ogsaa Hvedemeel[18]. Det er saaledes aabenbart, at fremmed Luxus havde trængt temmelig langt ned i Folket. Klædedragten og Husenes indre Udstyr lader og til at have været temmelig kostbar blandt de Fornemmere og ei have staaet tilbage for hvad der samtidigt var brugeligt i Udlandet. Især synes man at have haft en vis Rigdom paa massive Smykker og Sølvtøj, hvorvel ej af det nu brugelig Slags, da Knive, Gafler og Skeer kun spillede en ringe Rolle og fandtes i ubetydeligt Antal, eftersom Enhver selv plejede at medbringe dem. I hiint Inventarium over Kongens Løsøre paa Baagahuus opregnes 4 Guldringe, hvoraf 2 have tilhørt Kong Sverre, 1 Sølvbelte, 6 Sølvbelter, 2 store Sølvbekken, 1 Dyrshorn med Sølvbeslag og Laag, 10 forgyldte, 4 ikke forgyldte Sølvskeer, 1 Kar af Sølv, 5 Par Brødknive, 1 kongeligt Scepter med en Rigsvaand i 5 Dele[19], 1 Guldbeger med Saphir til Kongens Guldflaske, et Elfenbens Skakspil, en heel Deel Bordduge og Dækketøj af forskjelligt Stof, 56 Puder, endeel Bøger, en heel Deel forskjellige Hjelme, Sadler, Harnisk, Pandser, Skjolde o. s. v., et Sverd med Krystal, et andet lidet Sverd, sølvvundet, flere norske og svenske Bannere af Silke, Sai og andetslags Stof, endeel Pelsverk, Klædningsstykker, Telte o. s. v. – Hvor riigt Indbo de Fornemme og mere Bemidlede plejede at have, sees bedst af flere opbevarede Vurderingsdocumenter, optagne ved Giftermaal, naar Medgiften skulde udbetales, eller ved Skifte efter Afdøde. Saaledes blev da den rige Philip Erlendssøn paa Losna i 1322 gjorde sin Datter Margretes Giftermaal med Arnald Josteinssøn, hvilket Bryllup stod paa Odensland i Sogn[20], ni Mænd, formodentlig af Bryllupsgjesterne, opnævnte for at overvære Medgiftens Vurdering, og denne bestod da, foruden Jordegods til et Beløb af 54 Mmbool fornemmelig i Ryfylke, i følgende Indbo: to Madratser (beði) og to tavlede (teflings) Hynder for 5 Mk., 6 Lagen (Blæjer) for 1 Mk., et Overvredsel for 1 Mk., et „Salun“ for 1 Mk., 1 grøn Kappe med graa Skind for 3 Mk., en tvefarvet Kjortel, en Kaprun og en rød Kjortel for 6 Mk., en Kappe af Halvskarlagen med graa Skind for 5 Mk., en Skarlagens Kjortel med hvide Skind for 10 Mk., en blaamenget Kappe, en Kaprun med hvide Skind og en Kjortel med Peltsverk for 15 Mk., en Skarlagens Kjortel og en Kaprun, begge med hvide Skind, for 12 Mk., et Silkeskaut for 4 Lauper, 1 Guldneste (Broche?) der vejede en Øre, for 8 Mk., en forgyldt Sylgje med Filigransarbeide (viravirki) for 3 Mk., en Psalter for 3 Mk., to Palldyner og Pallklæder paa 12 Alen for 3 Mk.; et Bæger (spira), der vejede en Ertog og 13 Ører, en forgyldt Sylgje, der vejede 3 Ører, en Fingerring af Guld, vejende 10 Ører, alt tilsammen for 172 Mk. 6 Ører: en saare betydelig Sum. I Aaret 1328, da Finn Agmundssøn var Sysselmand og Svein Sigurdssøn Fehirde i Bergen, blev der efter Opfordring af en Holmfrid Erlingsdatter optaget Vurdering over, hvormeget hendes Datter, en Fru Margrete, havde faaet i Medgift og siden skulde føre med sig øster til Viken. Vurderingen foretoges i det saakaldte Roddehuus over paa Stranden, af Hr. Finn; Svein Sigurdssøn, to Gejstlige, fire Gaardsbønder (hvoriblandt den af sin Vægring ved at betale Tiende bekjendte Svein i Grisen), og i Overvær af syv fornemme Fruer, nemlig Hr. Finns Svigermoder Fru Ragnhild Jonsdatter[21], Fru Eyvar Gautesdatter, Fru Rannveig Reppesdatter, Fru Sunniva Brynjulfsdatter[22], Fru Gyrid Sigurdsdatter, Herdiis Thorvaldsdatter[23], og Margrete Petersdatter. Løsøret var endeel Sengklæder med Tevling, andre med Striber, Hynde og en liden Pude for 6 Mk.; et Hynde med „Bastard“ og en silkebroderet Pude for 5 Mk., 4 Lagener for 1 Mk., to Lagener med Sprang (Fryndser) for 1 Mk., to Lagener med Silkesprang for 4 Mk., et „Salun“ for 1 Mk.; et Sengklæde med to Baldekin for 7 Mk., 1 Silke-Gardin i tre Stykker for 6 Mk.; en mørkmenget Kappe med Graaskind, Kjortel og Kaprun for 9 Mk., en blaamenget Kappe med Graaskind, og en Kjortel for 12 Mk., en Kjortel af Saj med „Surcot“ for 3 Mk., en grønmenget Kappe med Graaskind og en Kaprun med Silke for 12 Mk., en Skarlagens Kappe, et Surcot, 1 Kappe med Graaskind, og en Kaprun med hvide Skind for 26 Mi„ en rødmenget Kjortel med Lu og en Kappe med hvide Skind samt en Kaprun med Graaskind for 43 Mk., Skaut (Shawler) for 4 Mk., Tresser for 6 Mk., et Guldneste, en Guldsylgje og; et Guldgarland, tilsammen vejende 23 Ertoger; len fuldstændig Garnitur til en Kappe og Kjortel, dertil 4 Spender, alt brendt Sølv forgyldt, vejende 10 Mk. i engelske Penge, en liden Rose, en Spire (Skaal) med Laag, et Kors, en Skaal, alt af Sølv, tilsammen for 3 Mkr. 7 Øre brendt; et Pallklæde 14 Alen langt for 1 Mk., et Tapet 8 Alen langt for 1 Mk., et nyt Pallklæde 15 Alen langt for 2 Mk., to Palldyner og 4 Puder for 4 Mk., en spranget (fryndset) Duug og et spranget Haandklæde for 4 Mk., en Psalter for 3 Mk., to Fiirskefter (fiirskaftede Tepper) 42 Alen lange med Undertjeld for 13 Mk., endelig en Guldring, vejende to Ører; tilsammen i Klæder for 175 forngilde Mkr. (af dem, hvoraf tre gik paa en Mk. reent Sølv), i forgyldt og arbeidet brendt Sølv 10 Mkr. brendt, vurderet for 60 Mk. forngilde, i uforgyldt og uarbeidet brendt Sølv 14 Mkr., vurderet for 46 Mk., i Guld 1 Mark, vurderet for 40 Mk. forngilde: alt tilsammen 321 Mk. forngilde (107 Mk. brendt), der paa det nærmeste repræsentere en Værdi af 10000 Spd. i vore Penge. – Chorsbroderen i Oslo Guthorm Haavardsøn, Hr. Thorvard Haavardsøns Broder, gjorde i 1331 sit Testamente, hvoraf man baade seer, hvor stor Rigdom i det Hele taget en saadan anseet Gejstlig kunde legge sig til, og hvormange Pragtstykker han havde i sit Indbo[24]. Han skjenkede til St. Hallvards Kirke, hvor han betingede sig Begravelse, 1 Mkb. i Hunaborg (nu Hamborg) paa Raumarike, 4 Pd. Vox, 4 Mk. Peninge og 4 Sh. Sterling; til Klokkerne sammesteds 2 Ør. B. i Hunaborg paa visse Betingelser; til Munkene i Hovedøens Kloster 2 Mk. Peninge og 1 Pd. Vox, forat de skulde følge hans Liig og synge Sjælemesser for ham, til Nonneseter 2 Mk. P. og 1 St. Vox, til Mariekirken det samme, til Predikebrødrene i Oslo 2 Mk. P. og Pd. Vox, til Minoriterne det samme, til Korskirken, Clemenskirken, Nikolaskirken og Laurentii Kirke hver 2 Ør. P. og 2 Mk. Vox, samt desforuden til Hospitalet ved den sidste en Sæng; til Mariekirken i Kongshelle 4 Køer; til de trende Kirker i Konghelle 3 Pd. Vox og hver 4 Sh. Engelsk. Til Paal Erkeprest i Oslo nogle Bøger, til sin Frænde Erik Geirmund Decretet, til Paal Kantsleren Guldring med Saphir, der havde tilhørt Hr. Thorvard, til Hr. Ivar Agmundssøn en anden Ring med Saphir; til Hr. Thorgeir et udgraveret Sølvbelte, til Abbeden i Dragsmark et hvidt Hynde og en hvid Hovedpude, til Prior Arne i Kastelleklostret en Sølv-Rose, til Sira Nikolas et Skakspil; til flere andre Geistlige forskjellige Klædningsstykker; til sin Brodersøn Sigurd en sort Ganger, Plade og Staalhandsker (som den geistlige Mand altsaa maa have ejet) til en Frænde og en Sven sit Skib, kaldet Dragsmarken, med Raa og Redskab, o. s. v.[25] – Flere lignende Exempler paa Velstand og rigt Indbo hos de Fornemmere kunde anføres, men disse ere allerede tilstrekkelige.

Blandt Folk, der var saa rige og kunde omgive sig med saa megen Luxus, er det klart, at Levemaaden, Omgangstonen i Forlystelser ikke kunne have været synderlig forskjellig fra hvad der var det sedvanlige andensteds i Nordeuropa. Saaledes f. Ex. hos Hr. Erling Vidkunnssøn, hos Agmundssønnerne, Hafthorssønnerne, og de øvrige Familier i samme Stilling. Blandt deres Forlystelser indtog vel de literære endnu;, en Plads, men flere Omstændigheder tyde hen paa, at den Interesse, i man tidligere havde fundet ved Beretningerne om Forfedrenes Bedrifter nu for en stor Deel havde tabt sig og veget Pladsen for de Tiders Modeliteratur, de nordmannisk-franske Bearbeidelser af Sagnene om Kong Artus og Ridderne ved det runde Bord, en Literatur, der allerede for et Aarhundrede tilbage var bleven bekjendt i Landet, men dog saaledes, at dens Frembringelser kun nødes i Oversettelser paa Landets egne: Sprog, som derved ikke tog nogen Skade, men snarere bearbeidedes mere end forhen, saa at det i denne Retning endog opnaaede en vis egen Classicitet. Men strax Dronning Euphemia havde begyndt at slaa Vrag paa de norske Oversettelser og derimod foranstaltet franske Oversettelser i Vers, lige de franske Bearbeidelser selv, synes dette Slags Literatur at være kommen mest i Mode, hvortil ogsaa Unionen med Sverige meget bidrog; fra denne Tid kan man regne, at Svensk, eller en Blanding Svensk og Norsk blev Hofsproget, hvilket igjen havde en ufordeelagtig Virkning paa Sprogets Reenhed overhoved, hvorom de mange fra den Tid opbevarede offentlige Brevskaber noksom vidne[26]. Uagtet de Rigere og Fornemmere vistnok endnu havde deres Bogsamlinger, hvor de af deres Forfedre samlede fedrelandsk-historiske Verker opbevaredes, er det dog ikke sandsynligt, at disse Verker mere flittigt læstes, undtagen paa Island. De fleste i Norge selv af dem forefundne Levninger ere ikke yngre end Kong Haakon den 5tes Tid, snarere eldre, og Bøger, som ingen mer følte nogen Trang til at lade afskrive, blev neppe heller synderligt læste. Blandt de Bøger, som 1340 fandtes paa Baagahuus, da der optoges Inventarium over Kongens Løsøre der paa Slottet[27], forekommer ikke en eneste norsk Kongesaga eller noget andet norsk Verk: der nævnes en svensk Bibel, en svensk Kirkeret, en tydsk Bog om Jomfru Marias Mirakler, en anden Kirkeret, Upplandsloven, Smaalandsloven, en tydsk juridisk Bog, en Bog forfattet af Decanen i Uppsala, et Exemplar af „Ivan“, d. e. formodentlig den af Dronning Euphemia foranstaltede svenske Bearbeidelse af Æventyret om Iwain og Gavian; fremdeles oplyses, at Kongen havde foræret Hr. Ulf Arnbjørnssøn en tydsk Bibel, den norske Cantsler (herved menes vel Paal Baardssøn, førend han blev Erkebiskop), to Bøger, og Erling Drottsete en Bog om Hertug Frederik, d. e. atter den ved Euphemias Foranstaltning besørgede svenske Bearbeidelse af dette Emne[28]. Det stemmer ogsaa ganske med den Slaphed, der nu i det Hele taget kjendeligt hvilede over Folket, den Ligegyldighed for højere Interesser, hvormed man synes at have levet for Dagen i en sorgløs Nydelse af det Velvære, som en langvarig Fred, indvortes Rolighed og en paa en vis Maade velordnet Styrelse maatte medføre, saavelsom og med den politiske Umyndighed, hvori Folket, som saadant, nu befandt m„ at Fortidens Minder og den alvorligere Syslen dermed ej længer tiltalte Fleerheden, men at denne fandt større Behag i den lettere Mode-Literatur. Med Interessen for den fedrelandske Literatur maatte ogsaa selve Øvelsen i at sysle med Landssproget og den instinktmessige Overholdelse af dets Reenhed falde endog hos dem, der aldeles ikke umiddelbart paavirkedes af Hoftonen; Sproget blev overhoved mere uordentligt skrevet, de faste Regler tilsidesattes, Dialecterne gjorde sig mere gjeldende, og Sproget selv kom saaledes som oftest til at vække Indtrykket af at være blot og bart Almuesprog, idet det savnede den Fasthed og Conseqvens i Former, der betegner et dyrket og velordnet Skriftsprog. Dette gav igjen maaskee de mere Forfinede saameget større idetmindste tilsyneladende Ret til at oversee det som simpelt og bondeagtigt, og til at foretrække Mode-Hofsproget, det svenske, som derfor nu mere og mere kunde siges at blive det herskende i de højeste Kredse, idetmindste som Skriftsprog. Dog maa det indrømmes, at i egentlige offentlige Documenter, der udgik fra Regjeringen, overholdtes endnu saavidt muligt norsk Skrivemaade og norske Vendinger; enkelte af de kongelige Secretairer udmerke sig endog meget fordeelagtigt i saa Henseende, og man kan endog langt nede i Aarhundredet finde Kongebreve, der i Reenhed ej give dem fra Aarhundredets Begyndelse noget efter. Men dette var rigtignok medens Norge atter for en kort Stund var adskilt fra Sverige og dannede et Rige for sig selv[29].

  1. ↑ See først og fremst Toldanordningen af 1316, N. gl. L. III. 318, og K. Magnus og Drotsetens Anordning af 9de Aug. 1331 om Udlændingers Handel og Liggetid i Kjøbstederne.
  2. ↑ Norges gl. Love, III. No. 47.
  3. ↑ I Kongespejlet meldes der om Grønlands Indbyggere af norsk-islandsk Herkomst, at kun de færreste af dem endog havde sort Brød; de anvendte naturligviis Fisk istedet; dette er heller ej ualmindeligt paa Island, hvor Kornforbruget er yderst ubetydeligt i Forhold til hvad det er i andre Lande. Debess fortæller og om Færeboernes Levemaade paa hans Tid, at de ikke brugte Brød, og formodentlig er det saa endnu. Hvad Hvedemelets Forbrug hos de fornemme Nordmænd angaar, da have vi allerede seet det og ville fremdeles see det oftere anført under Navn af flúr (eng. flour) som en af de fornemste Indførselsartikler. Den forekommer og i Regulativet for Kostholdet ved Biskopsvisitatserne i Nordre Bergen (hvorom mere nedenfor) som et Hovedreqvisit.
  4. ↑ See Norges gl. Love III. S. 135 og sammesteds i Kong Haakon den Yngres Anordning S. 204.
  5. ↑ See Biskop Eysteins Jordebog over Kirkegodset i Oslo Diøces, fol. 30, hvor der endnu ved 1401 omtales Saltkogeriet (Saltketilssetr) ved Rambek i Skoven ved Grjotvik (nu Grøtviken) inde i Frierfjorden, hvis Vand her er meget brakt.
  6. ↑ See de gamle norske Love III. S. 14, hvor der udtrykkeligt tales om valdreskt, thrøndskt teint Jærn. I Biskop Haakons Breve (Samll. V. S. 132) tales om lurksjárn (Klumpejærn) og teint járn; han bestillede saadant af Biskop Erik af Stavanger, og ønskede helst at kunne modtage det strax af hans Svenne, der kom fra Sogn; dette var aabenbart valdresk Jærn, som Biskop Erik netop havde ladet hente fra Valdres, der hørte til hans District, og ladet bringe ned til Lærdalsøren. Ligeledes bestilte Biskop Haakon Jærn fra Throndhjem hos Chorsbroderen Arne Einarssøn (Samll. V. 110, 156). See ogsaa nedenfor Kong Haakons Retterbot til Østerdalene af 1358. Man regnede Jærn efter Hundreder, dette vil vel neppe sige hundrede Punds Vegt, men 120 saakaldte Osmunder eller tilvirkede Jærnklumper, om hvilke der ved Kong Magnus’s Privilegier for den vestre Bergslag i Nerike 1340 blev bestemt, at ethvert skulde veie 24 Pund og ikke sælges dyrere end en Penning. Naar eet Hundrede Jærn eller 120 Osmunder i Norge svarede til Prisen for en Ko, eller noget over to Ører brendt, altsaa 60 Penninger brendt eller 240 Penninger courant, da blev dette vel den dobbelte Priis mod i Sverige, men dette var og i sin Orden, da Forraadet og Tilvirkningen af Jærn i Sverige var saa meget større end i Norge.
  7. ↑ See herom især Dipl. Norv. II. 225, 251, 273, alle fra Valdres.
  8. ↑ Dipl. N, III. 175. I. 228.
  9. ↑ Dipl. N. II. 271.
  10. ↑ Dipl. N. V. 91.
  11. ↑ Dipl. N. V. 104.
  12. ↑ Brevet i Dipl. N. IV. 258 viser, at der 1342 i Nes Sogn, formodentlig paa Raumarike, betaltes 3½ Mk. Gangsvenge for Øresbolet. Brevet sst. No. 210 viser, at der 1334 nordligst i Raumarike bortbyttedes 3 Mkebool mod 9⅓ Øresbool samt et Mellemlag af 44 Mk. forngilde. Dette giver et Æqvivalent af 15 Øresbool mod 45 Mk. forngilde, altsaa mod 15 Mk. brendt. I Nes paa Raumarike solgtes i 1349 Jordegods til 4 Mk. Gangspeninger hvert Øresbool. (Dipl. N. H. 298). Man seer deraf, at Priserne var omtrent de samme over hele Østlandet idetmindste, jfr. Dipl. N. IV. 252.
  13. ↑ Dipl. N. IV. 258.
  14. ↑ Dipl. Sv. No. 2420, Lagerbring III. 316. Den Priis, der i Sverige ved Magnus Erikssøns nye Lov (Medellagen) af c. 1347 sattes paa et „gilt Nøt“ paa Gjestgiverierne, nemlig 12 Ører, stemmer og paa det nærmeste med den daværende norske Priis for en Ko af 2–3 Ører br. Sølv, hvilket svarer til 10–15 Ører svensk Courant. Ellers opstaa flere Vanskeligheder ved Sammenligninger af Priserne paa den Tid, deraf at de undertiden (f. Ex. for .Korn) angives efter Kubikmaal, (Lester, Tønder), stundom efter Vegt, der i Norge egentlig skulde være det nævnte, nemlig Saald (½ Skippund), Hessælder (½ Saald), Mæle (⅙ Saald), Halvmæle, Fjerdingsmæle. Ligeledes er det vanskeligt at sammenligne Smørpriserne, beregnede efter Lauper (som paa Vestlandet), med dem, der regnes efter Saald og Hefsælder. I et Brev fra Stavanger af 1311, (D. N. II. 107) angives 1 Pund Korn der at koste 3 Lauper Smør; men hvis dette skal være Skippund, bliver det kun halv Priis mod i 1333, da 4 Saald eller 3 Skippund kun regnedes lige med 3 Emner. Sammesteds siges der, at 1 stinnt Mmb. solgtes for en 1 Lest Korn og 2 Koer; antages nu dette Mmb., siden det udtrykkeligen kaldtes stinnt (hit stinna, modsat láka) til 5 Køers Verd, saa bliver der 3 Køers Verd for 1 Lest. Men tre Køer skulde ikke koste meer end 2 Ører brendt eller 6 Ører forngilde hver, altsaa 18 Ører (2½ Mk.) forngilde eller 24 Ører (3 Mk.) Gangspenninger tilsammen, hvilket er mindre end Tredieparten af den ovenanførte Priis.
  15. ↑ Ved alt dette jvfr. de ovenfor S. 93–96 og 164 fgg. meddeelte Beretninger om Nunciernes Reiser.
  16. ↑ Dipl. Sv. No. 2660.
  17. ↑ Dipl. N. III. No. 202. Dipl. Sv. 3484.
  18. ↑ Udg. af Bergens Kalvskind S. 88.
  19. ↑ Her synes „Rigsvaand“ ej at være det samme som Scepteret selv, men en Deel af dette.
  20. ↑ See Dipl. N. II. 147, jfr. II. 180. Om Philip Erlendssøn paa Losna see nedenfor. Fra ham stammede en Æt, hvis Medlemmer hørte til Norges mægtigste Mænd ved Aarhundredets Slutning og ind i det følgende.
  21. ↑ Fru Ragnhild var Enke efter Hr. Sæbjørn Helgessøn, see Dipl. N. IV. 162.
  22. ↑ Fru Sunniva var gift med Hr. Peter Peterssøn kaldet Graafur (Dipl. N. V. 92.)
  23. ↑ Om Herdiis Thorvaldsdatter, siden kaldet Frue, er der ovenfor talt. Om de øvrige Fruer vides hidtil ej nogen videre Besked.
  24. ↑ Dipl. N. III. 160. Om Hr. Thorvard Haavardssøn er der ovenfor oftere talt.
  25. ↑ Af den Omstændighed, at hans Skib heed Dragsmarken, altsaa var fra Dragsmark (ligesom et eldre Skib af samme Navn i K. Haakon Haakonssøns Tid, see ovf. IV. 1. S. 92), samt ligeledes at han foruden Kirkerne og Klostrene i Oslo ogsaa betænkte Kirker og Klostre i Konghelle, skulde man slutte, at han hørte hjemme i Elvesyssel, maaskee endog opholdt sig der, medens han gjorde sit Testamente.
  26. ↑ Jfr. her ovenfor IV. 2. S. 649–654. Fuldkomne Svecismer som Endelserne bondomen, lagomen istf. bóndunum, lögunum forekomme allerede hist og her.
  27. ↑ Dipl. N. III. 202.
  28. ↑ Jfr. ovenfor IV. 2. S. 522, Note 4.
  29. ↑ Fortrinlig Roos i saa Henseende fortjene de Kongebreve, der ere affattede under Tilsyn af Kong Haakon den Yngres Cantsler Hr. Peter Erikssøn, om hvilken der nedenfor vil blive udførligere talt. Sproget er saa godt og Orthographien saa sikker, som om Brevene vare skrevne ved Aarhundredets Begyndelse.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/36b&oldid=78889»