Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/36b

Om Folkets Tilſtand forøvrig fra den Tid give de mange os opbevarede Brevſkaber ret god Oplysning og i det Hele taget ej ufordeelagtige Vidnesbyrd. Der tales ſjelden eller aldrig om ſtor Armod i denne eller hiin Bygd, neppe engang hos enkelte Perſoner, og det uagtet Grund-Ejendommen aabenbart var høiſt ulige fordeelt, idet de rige og fornemme Familier ejede en overordentlig Masſe af Gaarde, hvorved der kun blev lidet tilbage for de ringere Ejendomsmænd, og den ſtørſte Deel af Landbefolkningen derved øjenſynligt beſtod af Leiglendinger. Af disſe iſær var der vel nu ikke faa, der kummerligt nok ſlog ſig igjennem, og om hvilke Brevſkaberne neppe engang tale; men de ſlog ſig dog igjennem. Folkemængden kan endnu ikke i de enkelte Bygder have været for ſtor i Forhold til Næringskilderne; Fordringerne vare endnu ej ſaa ſtore, Fædrift og Jagt udgjorde dengang en vigtigere Næringsvej end Agerbrug, og i de ſtore, da kun lidet udhuggede Skove ſaavelſom de vidtſtrakte Almenninger var der Græsningsland nok for Kvæget, og riig Anledning til Jagt og Fiſkeri. Trælaſten var endnu ikke ſaa omſpurgt, at der kunde være ſynderlig Tanke om at ſpare paa Skovene, og det nødvendige Tømmer til Huſebygning og Ved til at brænde kunde viſt derfor endog den fattige Huusmand faa uden følelig Bekoſtning. At Fædriften maa have ſpillet en betydelig Rolle, ſees iſær deraf, at Smør var en Hoved-Udførſels-Artikel, ſom fornemmelig Tydſkerne ſøgte at faa opkjøbt, ſaaledes at Kongen endog anſaa det nødvendigt ved flere Forordninger at ſette en Skranke for den altfor rivende Udførſel[1]. Ved Siden af Smør nævnes ſedvanligviis Skreid ſom den anden Hoved-Artikel. Samtlige courante Udførſels-Artikler angives i den tidligere omtalte Toldtarif af 1316, ſom Kong Haakon faſtſatte, nemlig Smør, Skreid, Tran, Rav, Rekling, Hvalſpek, Byg, Kjød, andre Madvarer, Bukkeſkind, Oxehuder, Maardſkind, Salt, Nødder, Tjære, Dyreſkind, Sælſkind, Bæverſkind, Ræveſkind, Lammeſkind, andre Smaaſkind, Oterſkind, Gaupeſkind, Hvalrostænder, Vaadmaal, Uldgarn, Kvade, Farvemoſe og Svovel[2]. De to ſidſte Artikler, ſaavelſom tildeels Skreid og Vaadmaal, var nu vel islandſke Varer, medens Hvalrostænder, Tran, Selhundſkind m. m. meeſt kom fra Grønland; men de øvrige, der kunde anſees ſom egentlig norſke, viſe nokſom, hvor overvejende en Rolle Fædrift, Jagt og Fiſkeri maa have ſpillet blandt det norſke Folks Næringsveje. Deſto merkeligere er det at ſee Byg, eller, ſom det kaldtes, Korn, figurere blandt disſe Udførſelsartikler; men Tingen er viſtnok den, at Brugen af Korn ſom Fødemiddel paa de Tider endnu ikke var faa hyppig blandt Almuen, ſom den ſenere er bleven. Skreiden ſpillede ſandſynligviis, ſom endnu i enkelte Fiſkebygder og paa Island, en ſtørre Rolle end nuomſtunder og traadte tildeels i Brødets Sted, ſaa at Kornets eller Byggets fornemſte Brug vel var deels til Ølbrygning, deels til Grød; de fornemmere Klasſer, hos hvem Brødet var almindeligt, brugte vel dertil for det meſte udenlands fra indførte Kornvarer, Rug og Hvede[3]. Dette, i Forbindelſe med den ringere Folkemængde, forklarer nogenledes, at der, idetmindſte i enkelte Egne, kunde findes Korn til Udførſel. En Vare, der i ſildigere Tider er bleven en af Norges ypperſte Udførſels-Artikler, nemlig Trælaſten, ſpillede i det 14de Aarhundrede endnu ingen betydelig Rolle og begyndte netop da at blive Gjenſtand for Styrelſens Opmerkſomhed. Det forbødes i 1302 at kjøbe Sparrer, Bord eller Rafter af andre end Kongsgaarden eller Raadmændene og Huusbønderne i Byen, og dette Forbud blev ſenere gjentaget[4]; heraf ſynes da at maatte følge, at Handel med Tømmer i Almindelighed var ganſke fri. Dog nævnes det ikke blandt de indenlandſke Udførſelsvarer, ſom i 1316 blev belagte med Told, for at ikke altfor meget deraf ſkulde gaa ud af Landet: et Tegn paa den Overflod, man havde deraf. Denne Rigdom paa Tømmer og Ved kan og ſkjønnes deraf, at Salt, til hvis Tilvirkning meget Brendefang var nødvendigt, udgjorde en vigtig Udførſels-Artikel fra Norge; man ſeer ogſaa i Loven Saltkogeri omtalt ſom meget ſedvanligt, og af paalidelige Optegnelſer erfares der, at man havde Saltkogerier endog paa Steder, hvor Vandet var næſten brakt[5], hvilket viſer, at der ej ſpurtes efter, hvor meget Ved der gik i Løbet. Man finder heller ikke Jærn nævnt blandt Udførſels-Artiklerne, formodentlig fordi der endnu ej tilvirkedes mere i Landet, end man forbrugte. Thi at det tilvirkedes, navnligt i Øſterdalen, derom er der ingen Tvivl; der tales udtrykkeligt om thrøndſk, om valdreſk Jærn, og det anvendtes endog iſær paa Tilvirkningsſtederne ſom Betalingsmiddel. Der ſkjelnes endvidere mellem Støbejærn i Klumper (Lurksjærn) og Smedejærn (teint Jern)[6]. Men endnu var Tilvirkningen, ſom ſagt, viſtnok heel ubetydelig, og den Malm, man anvendte, var neppe anden end Randen eller Myrmalmen. Heller ikke findes der Spor af, at man forſtod at tilvirke andre Metaller end Jærnet, medens man i Sverige allerede tilvirkede Kobber i Dalarne ved det ſaakaldte Kobberberg, og Jærntilvirkningen, hvorvel af Myrmalm, heller ikke var ubetydelig.

Om de gængſe Priſer paa disſe forſkjellige Varer ved det Tidspunkt, vi her have for os, indeholde de os levnede Brevſkaber og andre Optegnelſer ingen udførlige og nøjagtige Oplysninger. Kun ved en eller anden Lejlighed erfares der noget om forſkjellige Gjenſtandes indbyrdes Bytteverdi og deres Forhold til Jordegodſet. Det ſees ſaaledes, at mellem Aarene 1330 og 1350 var den ſedvanlige Priis paa Jordegods oppe paa Valdres 6 Køer eller 6 Køers Verdi for eet Maanedsmatsbool, hvorved man regnede en femaarig Heſt lige med 6 Køer, og et ſaakaldet Hundred Jærn for lige med en Ko[7]. I Sogn og paa Vors var derimod den ſedvanlige Priis endnu 4 a 5 Køer for hver Mmbool, og regnedes da 4 Saald (2 Skippund) Korn eller 3 Lauper Smør for lige med en Ko[8]. I ſøndre Gudbrandsdalen regnedes fem Køer lige med et Øresbool, altſaa 40 Kløer mod et Markebool; og her gik ligeledes et Hundrede Jærn for en Ko[9]. Nordligſt i Gudbrandsdalen finde vi derimod kun halv ſaa meget eller 2 ſaakaldte Kyrlag (Ko-Verdier) at have været regnet mod et Øresbool[10]. Dette ſtemmer nogenledes med Priſerne paa Veſtkanten, forudſat, hvad der ſynes utvivlſomt, at 1 Markebool nu omtrent ſvarede til 9 Mmbool. Men det var og i ſig ſelv rimeligt, at Jordegodſet maatte have ſtørre Verdi nederſt i Gudbrandsdalen, i de frugtbare Egne om Mjøſen, end højere til Fjelds. Nede paa Raumarike og ſandſynligviis i Størſtedelen af Øſtlandet regnedes omkring 1334 1 Mk. brendt for et Øresbool[11], og da Courſen mellem brendt Sølv og courante Peninger endnu var 1: 3, blev dette 3 Mk. Peninge for hver Øresbool; men da Courſen ved 1330 var falden næſten til 1 : 4, regnede man vel da ofteſt 4 Mk. Peninger for Øresbolet[12]. Dette antyder en ubetydelig Forandring i de indbyrdes Priisforhold mellem Jordegods og enkelte Varer for hvad der fandt Sted ved Aarhundredets Begyndelſe. Den ſedvanlige Priis for Mmboolet var da 1 Mk. brendt, og da 1 Ko regnedes lige med 2 Ører, gjør dette 4 Køer for Mmbolet, medens igjen Priſen paa Øſtlandet, c. 1330, 1 Mk. brendt for hvert Øresbool reduceret til Kyrlag efter Beregningen af 1300, 2 Ører brendt for hver Ko, giver 4 Køer for hvert Øresbool. Ifølge et Kjøbebrev af 1342[13] betaltes der da i Oslo for en Leſt Korn 8 Mk. Gangs-Penninger, og for en Hefſælde ( Skippund) Smør, 9 Ører (1 Mk.) Dette ſtemmer temmelig nøje med den Priis, der i Skara 1323 ſattes paa Korn og Smør, nemlig 10Mk. for Leſten af Korn og 5 Mk. for 1 Skippund Smør[14], thi da de norſke Penge omkring 1340 forholdt ſig til brendt Sølv ſom 1 : 4, medens de ſvenſke allerede i 1323 ſynes at have forholdt ſig ſom 1: 5, bliver Kornpriſen aldeles den ſamme; Priſen for Smør i Norge, efter 4 Mk. Skippundet, bliver, reduceret til ſvenſk Cours, kun lidet højere end den ſvenſke. I det Hele taget kan man ſaaledes ſige, at Priſerne ej ſtort havde forandret ſig.

Ret merkelige Oplysninger om Priisforholdene i Norden fremgaa ogſaa af de føromtalte Regnſkabsbøger, der holdtes af de pavelige Nuncier, der i 1326 og 1332 ſendtes til Norden for at indkræve Sexaarstienden og andre pavelige Indtægter. I Fragt fra en flanderſk Havn til Norge betalte Johan af Serone og Bernard af Ortolis i November 1326 28 Sol. 6 pen. i Sølv-Tournois. I Veſtergøtland kjøbte de i Marts 1328 tre Pakheſtefor 4 Pd. 10 Sh. Sterling, og ſolgte dem ſiden i Ljodhuus med et Tab af 3 Pd. 10 Sh. (altſaa fik de kun 1 Pund for dem, men tilføje ogſaa ſelv, „at Heſtene var blevne fordærvede af altfor ſtor Anſtrengelſe“. Hiin Sum, 90 Sh. Sterling, giver 30 Sh. for hver Heſt, hvilket efter Forholdet af 1 Pd. St. til 1 Mk. norſk i Penge ſom 6 : 1, giver for hver Heſt 9 Mk. norſke Peninge eller noget over 2 Mk. brendt. For at bringe de indſamlede Penge fra Hamar over Oslo til Bergen, betalte Johan af Serone 10 Sh. 3 Pen. Sterling; Reiſen fra Bergen til Ljodhuus i 16 Dage eller derover koſtede 12 Sh. Sterl. Fra Nidaroos til Bergen betalte Bernard de Ortolis i Mai 1327 i Frugt 4 Mk. norſke Peninge, Afſtanden beregnet til 144 Mile (leucæ). Da de i 1328 begge forlod Norge, betalte de førſt for Farten fra Oslo til Havnen „Sund“, hvor Skibet laa (80 Miles Afſtand) 28 Sh. Sterl., og ſiden fra Sund til Sluys i Flandern 7 Pd. Sterling, altſaa meget mere end for Opreiſen, hvilken lige fra Flandern til Oslo alene koſtede 28 Sol. Gr. T., altſaa omtrent 4 Pd. Sterling. Men formodentlig maa de indſamlede Skatter have gjort Reiſen dyrere. — Petrus Gervaſii betalte i Marts 1331 for Seiladſen fra Flandern til Skaane 9 Guldgylden. Efter Ankomſten til Sjæland gav han 7 Pen. Sterl. i Fragt for ſig og ſine over Øreſund til Helſingborg. I Lund kjøbte han 12 Pergamentſkind for 1 Gr. T. Stykket, og gav for 1 Pd. Seglvox 3 Gr. T. For at ſætte over Sundet betalte han ſenere 22 Pen. Gr. T.; en anden Gang, da han ſatte over med 9 Heſte, 3 Sol. 4 Pen. Gr. T. — Til Reiſeudgifter og Godtgjørelſe for den Preſt, han den 15de Auguſt 1332 ſendte fra Lübeck til Avignon med Efterretning om Kong Chriſtophers Død, betalte han 20 Pen. Gr. T. — Et Bud fra Skeninge til Vegſiø i Novbr. 1332 koſtede ham 2 Mk. Svenſk; det ſamme betalte han for et Bud til Gotland; til Aabo koſtede det 4 Mkr. Sv. Fra Ørebro til Baagahuus, hvor han i Januar 1333 ſkulde møde Kongen, betalte han Føreren 26 Gr. T. og 1 Pen. Sterl.; Portvagten paa Baagahuus fik 12 Gr. T., og Taarnvegteren 8 Gr. T. Da han den 8de Juni 1833 fra Ljodhuus beſøgte Kongen paa Lindholmen ved Hiſingen, gav han Roerskarlene Mk. Svenſk frem og ligeſaa meget tilbage. I Ljodhuus lejede han kort efter et Skib til Oslo for 4 Sol. Gr. T. og betalte i Omkoſtninger for Skipperen og hans Folk ſamt en kongelig Hirdmand, der escorterede med 4 Huuskarle, 8 Sol. Gr. T.; derhos fik Hirdmanden 3 Guldgylden og Huuskarlene 15 Gr. T. Fra Oslo til Bergen betalte han i Fragt 4 Sol. 8 Pen. Gr. T. I Oslo kjøbte han to Dunke for deri at forſende de indſamlede Penge med mere; de koſtede tilſammen 4 Gr. T. Da han den 23de Juli lejede en Baad forat komme hurtigere til Bergen, betalte han for denne og til Folkene tilſammen 42 Gr. T. eller 3 Sol. 6 Pen. Gr. T. Da han ſenere den 12te September efter de norſke Høvdingers Ønſke drog fra Bergen til Elven med Hr. Ivar Agmundsſøn, gav han dennes Folk 12 Sol. Gr. T., forærede en af dem en Heſt til en Verdi af 8 Sol. Gr. T. og kjøbte 2 Tønder Bjor eller tydſk Øl til dem for 4 Sol. Gr. T., altſaa 2 Sol. Gr. T. eller 6 Sh. Sterl., hvad der omtrent ſvarer til en Verdi af 3 Pd. St. eller 13 Spd. for Tønden. Fra Stade til Sluys i Flandern betalte han ſiden ved ſin Hjemreiſe i Fragt 4 Sol. Gr. T. Heraf ſees, at der i de Tider maa have været meget dyrt at reiſe. Naar han nemlig maatte give i Frugt for et Fartøi fra Oslo til Bergen 43 Sol. Gr. T. eller 14 Sh. Sterling, da bliver dette en Sum, der efter de nuværende Priisforhold ſvarer til 7 Pd. Sterling eller 31 Spdlr. Den lille Rofart fra Ljodhuus til Lindholmen og tilbage igjen koſtede ham 1 Mk. ſvenſk eller Mk. brendt; da nu Verdien af 1 Mk. brendt paa det nærmeſte kan ſættes til 90 Spdlr. i vore Penge, kom Farten ſaaledes til at koſte ham 18 Spdlr[15]. Men det var overhoved ej at undres over, om Priſerne paa alleſlags Varer var i ſtadigt Tiltagende, da den Omſtændighed, at Handelen nu for ſtørſte Delen var i Tydſkernes Hænder, ſatte disſe iſtand til at ſkrue Priſerne utilbørligt op, medens ſaavel Folkemængdens Tiltagen, ſom den voxende Luxus og Overdaad blandt de højere Klasſer gjorde Forbruget ſaavel af indenlandſke, ſom fremmede Varer langt ſterkere end hidtil, uden at der hos Folket ſelv rørte ſig nogen tilſvarende Foretagelſes-Aand, hvorved idetmindſte Forbruget af indenlandſke Producter forøgedes; tvertimod ſynes Forkuelſen af den engang ſaa livlige Handelsrørelſe og Søfart fra ſelve Norge, ſom bevirkedes ved de tydſke Handelsmænds Indtrængen, at have frembragt en Slappelſe overhoved af al Driftighed og Energi hos Folket, der i et Slags døſig Sorgløshed eller ſorgløs Døſighed levede hen Aar efter Aar uden at tænke ſtort videre end for Dagen, med Undtagelſe af de faa ærgjerrige Stormænd, hvis perſonlige Interesſer bragte dem til ſtundom at gjøre nogle ſvage Forſøg paa at udvide ſin Magt og Anſeelſe paa Kongens Bekoſtning. Men uſandſynligt er det dog ikke, at denne kjendelige Slappelſe i det 14de Aarhundrede ogſaa har været en Eftervirkning af den Overanſtrengelſe, hele Folket gjennemgik i den langvarige Tronkrigsperiode, og at det netop herved ogſaa blev de fremmede Kjøbmænd ſaa meget lettere at tilrive ſig Rigets Handel, medens den ligeſom lammede Nation endnu ikke var vaagnet til ſine forrige Kræfter, og derhos de i ſig ſelv dygtige Kongers næſten altfor heldige Beſtræbelſer for at drage al Magt til ſig og gjøre Nationen umyndig end mere bidrog til at undergrave den Selvſtændighedsfølelſe hos denne, der ſkulde danne det rette Grundlag for al Virkſomheds- og Driftigheds-Aand.

At der blandt de højere Klasſer paa denne Tid herſkede megen Luxus, derpaa have vi allerede i det Foregaaende ſeet flere Exempler, ligeſom vi og have omtalt Biſkop Haakons Klager over det overdaadige og udſvævende Levnet, ſom herſkede i Bergen. I de ſelſkabelige Sammenkomſter maa der have været fortæret umaadelige Masſer af Mad og Drikke, der tillige beſtod af koſtbare og kunſtigt tilberedte Sager. Uagtet man vel maa antage, at Velſtanden og Overdaaden i de Tider var ſtørre hos de mægtige ſvenſke Adelsmænd end hos deres Sideordnede i Norge, er det paa den anden Side umuligt andet, end at Levemaaden overhoved maa have været den ſamme hos de fornemmere Familier i begge Lande, iſær under Unionstiden, hvor de kom ſaa hyppigt i Berørelſe med hinanden, ja endog ſtundom forenedes ved indbyrdes Svogerſkab. Det er ſaaledes ei at betvivle, at de norſke Familier, der i Rigdom og Anſeelſe kunde maale ſig med de fornemſte ſvenſke, ogſaa levede paa den ſamme Fod, og at vi derfor af Optegnelſer om, hvad der medgik i ſelſkabelige Gilder hos ſlige ſvenſke Familier, ogſaa kunne ſlutte til, hvad der brugtes hos norſke i ſamme Stilling. En ſaadan Optegnelſe haves af 5te April 1328 over hvad der medgik ved Upplands-Lagmanden, St. Britas Fader, Byrge Petersſøns kort forud høitideligholdte Liigfærd i Uppſala. Bekoſtningerne, foruden de til Mesſer og hvad der var det egentlige Gilde uvedkommende, løb op til over 234 Mkr. ſvenſke Penge; af de anſkaffede udenlandſke Spiſevarer nævnes 1 Pund Safran, 12 Pund Kummen, 2 Pund Ingefær, Pund „Paradiisgryn“, 1 Pund Kaneel, 6 Pund Peber, 3 Pund Anis, 3 Pund „Galanga“, 90 Pund Mandler, 105 Pund Riis, 40 Pund Olje, 1 Anker Hvidviin, 1 Anker Rødviin „de Ruzella“, 1 Anker Rhinſkviin[16]. Paa lignende Maade bar der upaatvivlelig været bevertet i de ſtore Liigferder, der i Norge fandt Sted f. Ex. efter Hr. Hafthor Jonsſøn, Hr. Sigurd Jodgeirsſøn, Hr. Finn Agmundsſøn, o. fl. (ſee nedenfor). — Blandt de Sager, der forefandtes paa Baagahuus Slot, da der i 1340, ſom ovenfor nævnt, blev optaget Inventarium derover, fandtes 8 Dunker Riis, 1 Fad Olje, 4 Kurve Roſiner, 1 Sæk Kummen, 37 Pund Peber, 13 Pund Kaneel, 8 Pund Cubeber, 5 Pund Ingefær, Pund Muſkatblomme, 1 Skaal Theriak, 1 Skaal Latverge[17]. At ſlige Luxusartikler fandtes i de aller Fornemſtes Gjemmer, var forreſten hvad man kunde vente, men et beſynderligt Indtryk gjør det at ſee, at endog Preſterne paa Landet maatte have deslige Sager til Biſkopens og hans Folks Underholdning paa Viſitatſerne. Dette erfares af det allerede ovenfor (S.351) omtalte Regulativ for, hvad Preſterne i Fjordene og Sogn havde at ſvare Biſkopen i Koſthold, naar han viſiterede. Overalt ſkulde der foruden det ſimple indenlandſke Øl eller Mungaat og den behørige Stavbursmad ydes en ikke ringe Qvantitet tydſk Øl eller Bjor, Viin, Specerier, tildeels ogſaa Hvedemeel[18]. Det er ſaaledes aabenbart, at fremmed Luxus havde trængt temmelig langt ned i Folket. Klædedragten og Huſenes indre Udſtyr lader og til at have været temmelig koſtbar blandt de Fornemmere og ei have ſtaaet tilbage for hvad der ſamtidigt var brugeligt i Udlandet. Iſær ſynes man at have haft en vis Rigdom paa masſive Smykker og Sølvtøj, hvorvel ej af det nu brugelig Slags, da Knive, Gafler og Skeer kun ſpillede en ringe Rolle og fandtes i ubetydeligt Antal, efterſom Enhver ſelv plejede at medbringe dem. I hiint Inventarium over Kongens Løsøre paa Baagahuus opregnes 4 Guldringe, hvoraf 2 have tilhørt Kong Sverre, 1 Sølvbelte, 6 Sølvbelter, 2 ſtore Sølvbekken, 1 Dyrshorn med Sølvbeſlag og Laag, 10 forgyldte, 4 ikke forgyldte Sølvſkeer, 1 Kar af Sølv, 5 Par Brødknive, 1 kongeligt Scepter med en Rigsvaand i 5 Dele[19], 1 Guldbeger med Saphir til Kongens Guldflaſke, et Elfenbens Skakſpil, en heel Deel Bordduge og Dækketøj af forſkjelligt Stof, 56 Puder, endeel Bøger, en heel Deel forſkjellige Hjelme, Sadler, Harniſk, Pandſer, Skjolde o. ſ. v., et Sverd med Kryſtal, et andet lidet Sverd, ſølvvundet, flere norſke og ſvenſke Bannere af Silke, Sai og andetſlags Stof, endeel Pelsverk, Klædningsſtykker, Telte o. ſ. v. — Hvor riigt Indbo de Fornemme og mere Bemidlede plejede at have, ſees bedſt af flere opbevarede Vurderingsdocumenter, optagne ved Giftermaal, naar Medgiften ſkulde udbetales, eller ved Skifte efter Afdøde. Saaledes blev da den rige Philip Erlendsſøn paa Losna i 1322 gjorde ſin Datter Margretes Giftermaal med Arnald Joſteinsſøn, hvilket Bryllup ſtod paa Odensland i Sogn[20], ni Mænd, formodentlig af Bryllupsgjeſterne, opnævnte for at overvære Medgiftens Vurdering, og denne beſtod da, foruden Jordegods til et Beløb af 54 Mmbool fornemmelig i Ryfylke, i følgende Indbo: to Madratſer (beði) og to tavlede (teflings) Hynder for 5 Mk., 6 Lagen (Blæjer) for 1 Mk., et Overvredſel for 1 Mk., et „Salun“ for 1 Mk., 1 grøn Kappe med graa Skind for 3 Mk., en tvefarvet Kjortel, en Kaprun og en rød Kjortel for 6 Mk., en Kappe af Halvſkarlagen med graa Skind for 5 Mk., en Skarlagens Kjortel med hvide Skind for 10 Mk., en blaamenget Kappe, en Kaprun med hvide Skind og en Kjortel med Peltsverk for 15 Mk., en Skarlagens Kjortel og en Kaprun, begge med hvide Skind, for 12 Mk., et Silkeſkaut for 4 Lauper, 1 Guldneſte (Broche?) der vejede en Øre, for 8 Mk., en forgyldt Sylgje med Filigransarbeide (viravirki) for 3 Mk., en Pſalter for 3 Mk., to Palldyner og Pallklæder paa 12 Alen for 3 Mk.; et Bæger (spira), der vejede en Ertog og 13 Ører, en forgyldt Sylgje, der vejede 3 Ører, en Fingerring af Guld, vejende 10 Ører, alt tilſammen for 172 Mk. 6 Ører: en ſaare betydelig Sum. I Aaret 1328, da Finn Agmundsſøn var Sysſelmand og Svein Sigurdsſøn Fehirde i Bergen, blev der efter Opfordring af en Holmfrid Erlingsdatter optaget Vurdering over, hvormeget hendes Datter, en Fru Margrete, havde faaet i Medgift og ſiden ſkulde føre med ſig øſter til Viken. Vurderingen foretoges i det ſaakaldte Roddehuus over paa Stranden, af Hr. Finn; Svein Sigurdsſøn, to Gejſtlige, fire Gaardsbønder (hvoriblandt den af ſin Vægring ved at betale Tiende bekjendte Svein i Griſen), og i Overvær af ſyv fornemme Fruer, nemlig Hr. Finns Svigermoder Fru Ragnhild Jonsdatter[21], Fru Eyvar Gautesdatter, Fru Rannveig Reppesdatter, Fru Sunniva Brynjulfsdatter[22], Fru Gyrid Sigurdsdatter, Herdiis Thorvaldsdatter[23], og Margrete Petersdatter. Løsøret var endeel Sengklæder med Tevling, andre med Striber, Hynde og en liden Pude for 6 Mk.; et Hynde med „Baſtard“ og en ſilkebroderet Pude for 5 Mk., 4 Lagener for 1 Mk., to Lagener med Sprang (Fryndſer) for 1 Mk., to Lagener med Silkeſprang for 4 Mk., et „Salun“ for 1 Mk.; et Sengklæde med to Baldekin for 7 Mk., 1 Silke-Gardin i tre Stykker for 6 Mk.; en mørkmenget Kappe med Graaſkind, Kjortel og Kaprun for 9 Mk., en blaamenget Kappe med Graaſkind, og en Kjortel for 12 Mk., en Kjortel af Saj med „Surcot“ for 3 Mk., en grønmenget Kappe med Graaſkind og en Kaprun med Silke for 12 Mk., en Skarlagens Kappe, et Surcot, 1 Kappe med Graaſkind, og en Kaprun med hvide Skind for 26 Mi„ en rødmenget Kjortel med Lu og en Kappe med hvide Skind ſamt en Kaprun med Graaſkind for 43 Mk., Skaut (Shawler) for 4 Mk., Tresſer for 6 Mk., et Guldneſte, en Guldſylgje og; et Guldgarland, tilſammen vejende 23 Ertoger; len fuldſtændig Garnitur til en Kappe og Kjortel, dertil 4 Spender, alt brendt Sølv forgyldt, vejende 10 Mk. i engelſke Penge, en liden Roſe, en Spire (Skaal) med Laag, et Kors, en Skaal, alt af Sølv, tilſammen for 3 Mkr. 7 Øre brendt; et Pallklæde 14 Alen langt for 1 Mk., et Tapet 8 Alen langt for 1 Mk., et nyt Pallklæde 15 Alen langt for 2 Mk., to Palldyner og 4 Puder for 4 Mk., en ſpranget (fryndſet) Duug og et ſpranget Haandklæde for 4 Mk., en Pſalter for 3 Mk., to Fiirſkefter (fiirſkaftede Tepper) 42 Alen lange med Undertjeld for 13 Mk., endelig en Guldring, vejende to Ører; tilſammen i Klæder for 175 forngilde Mkr. (af dem, hvoraf tre gik paa en Mk. reent Sølv), i forgyldt og arbeidet brendt Sølv 10 Mkr. brendt, vurderet for 60 Mk. forngilde, i uforgyldt og uarbeidet brendt Sølv 14 Mkr., vurderet for 46 Mk., i Guld 1 Mark, vurderet for 40 Mk. forngilde: alt tilſammen 321 Mk. forngilde (107 Mk. brendt), der paa det nærmeſte repræſentere en Værdi af 10000 Spd. i vore Penge. — Chorsbroderen i Oslo Guthorm Haavardſøn, Hr. Thorvard Haavardſøns Broder, gjorde i 1331 ſit Teſtamente, hvoraf man baade ſeer, hvor ſtor Rigdom i det Hele taget en ſaadan anſeet Gejſtlig kunde legge ſig til, og hvormange Pragtſtykker han havde i ſit Indbo[24]. Han ſkjenkede til St. Hallvards Kirke, hvor han betingede ſig Begravelſe, 1 Mkb. i Hunaborg (nu Hamborg) paa Raumarike, 4 Pd. Vox, 4 Mk. Peninge og 4 Sh. Sterling; til Klokkerne ſammeſteds 2 Ør. B. i Hunaborg paa visſe Betingelſer; til Munkene i Hovedøens Kloſter 2 Mk. Peninge og 1 Pd. Vox, forat de ſkulde følge hans Liig og ſynge Sjælemesſer for ham, til Nonneſeter 2 Mk. P. og 1 St. Vox, til Mariekirken det ſamme, til Predikebrødrene i Oslo 2 Mk. P. og Pd. Vox, til Minoriterne det ſamme, til Korskirken, Clemenskirken, Nikolaskirken og Laurentii Kirke hver 2 Ør. P. og 2 Mk. Vox, ſamt desforuden til Hoſpitalet ved den ſidſte en Sæng; til Mariekirken i Kongshelle 4 Køer; til de trende Kirker i Konghelle 3 Pd. Vox og hver 4 Sh. Engelſk. Til Paal Erkepreſt i Oslo nogle Bøger, til ſin Frænde Erik Geirmund Decretet, til Paal Kantſleren Guldring med Saphir, der havde tilhørt Hr. Thorvard, til Hr. Ivar Agmundsſøn en anden Ring med Saphir; til Hr. Thorgeir et udgraveret Sølvbelte, til Abbeden i Dragsmark et hvidt Hynde og en hvid Hovedpude, til Prior Arne i Kaſtellekloſtret en Sølv-Roſe, til Sira Nikolas et Skakſpil; til flere andre Geiſtlige forſkjellige Klædningsſtykker; til ſin Broderſøn Sigurd en ſort Ganger, Plade og Staalhandſker (ſom den geiſtlige Mand altſaa maa have ejet) til en Frænde og en Sven ſit Skib, kaldet Dragsmarken, med Raa og Redſkab, o. ſ. v.[25] — Flere lignende Exempler paa Velſtand og rigt Indbo hos de Fornemmere kunde anføres, men disſe ere allerede tilſtrekkelige.

Blandt Folk, der var ſaa rige og kunde omgive ſig med ſaa megen Luxus, er det klart, at Levemaaden, Omgangstonen i Forlyſtelſer ikke kunne have været ſynderlig forſkjellig fra hvad der var det ſedvanlige andenſteds i Nordeuropa. Saaledes f. Ex. hos Hr. Erling Vidkunnsſøn, hos Agmundsſønnerne, Hafthorsſønnerne, og de øvrige Familier i ſamme Stilling. Blandt deres Forlyſtelſer indtog vel de literære endnu;, en Plads, men flere Omſtændigheder tyde hen paa, at den Interesſe, i man tidligere havde fundet ved Beretningerne om Forfedrenes Bedrifter nu for en ſtor Deel havde tabt ſig og veget Pladſen for de Tiders Modeliteratur, de nordmanniſk-franſke Bearbeidelſer af Sagnene om Kong Artus og Ridderne ved det runde Bord, en Literatur, der allerede for et Aarhundrede tilbage var bleven bekjendt i Landet, men dog ſaaledes, at dens Frembringelſer kun nødes i Overſettelſer paa Landets egne: Sprog, ſom derved ikke tog nogen Skade, men ſnarere bearbeidedes mere end forhen, ſaa at det i denne Retning endog opnaaede en vis egen Clasſicitet. Men ſtrax Dronning Euphemia havde begyndt at ſlaa Vrag paa de norſke Overſettelſer og derimod foranſtaltet franſke Overſettelſer i Vers, lige de franſke Bearbeidelſer ſelv, ſynes dette Slags Literatur at være kommen meſt i Mode, hvortil ogſaa Unionen med Sverige meget bidrog; fra denne Tid kan man regne, at Svenſk, eller en Blanding Svenſk og Norſk blev Hofſproget, hvilket igjen havde en ufordeelagtig Virkning paa Sprogets Reenhed overhoved, hvorom de mange fra den Tid opbevarede offentlige Brevſkaber nokſom vidne[26]. Uagtet de Rigere og Fornemmere viſtnok endnu havde deres Bogſamlinger, hvor de af deres Forfedre ſamlede fedrelandſk-hiſtoriſke Verker opbevaredes, er det dog ikke ſandſynligt, at disſe Verker mere flittigt læſtes, undtagen paa Island. De fleſte i Norge ſelv af dem forefundne Levninger ere ikke yngre end Kong Haakon den 5tes Tid, ſnarere eldre, og Bøger, ſom ingen mer følte nogen Trang til at lade afſkrive, blev neppe heller ſynderligt læſte. Blandt de Bøger, ſom 1340 fandtes paa Baagahuus, da der optoges Inventarium over Kongens Løsøre der paa Slottet[27], forekommer ikke en eneſte norſk Kongeſaga eller noget andet norſk Verk: der nævnes en ſvenſk Bibel, en ſvenſk Kirkeret, en tydſk Bog om Jomfru Marias Mirakler, en anden Kirkeret, Upplandsloven, Smaalandsloven, en tydſk juridiſk Bog, en Bog forfattet af Decanen i Uppſala, et Exemplar af „Ivan“, d. e. formodentlig den af Dronning Euphemia foranſtaltede ſvenſke Bearbeidelſe af Æventyret om Iwain og Gavian; fremdeles oplyſes, at Kongen havde foræret Hr. Ulf Arnbjørnsſøn en tydſk Bibel, den norſke Cantſler (herved menes vel Paal Baardsſøn, førend han blev Erkebiſkop), to Bøger, og Erling Drottſete en Bog om Hertug Frederik, d. e. atter den ved Euphemias Foranſtaltning beſørgede ſvenſke Bearbeidelſe af dette Emne[28]. Det ſtemmer ogſaa ganſke med den Slaphed, der nu i det Hele taget kjendeligt hvilede over Folket, den Ligegyldighed for højere Interesſer, hvormed man ſynes at have levet for Dagen i en ſorgløs Nydelſe af det Velvære, ſom en langvarig Fred, indvortes Rolighed og en paa en vis Maade velordnet Styrelſe maatte medføre, ſaavelſom og med den politiſke Umyndighed, hvori Folket, ſom ſaadant, nu befandt m„ at Fortidens Minder og den alvorligere Syslen dermed ej længer tiltalte Fleerheden, men at denne fandt ſtørre Behag i den lettere Mode-Literatur. Med Interesſen for den fedrelandſke Literatur maatte ogſaa ſelve Øvelſen i at ſysle med Landsſproget og den inſtinktmesſige Overholdelſe af dets Reenhed falde endog hos dem, der aldeles ikke umiddelbart paavirkedes af Hoftonen; Sproget blev overhoved mere uordentligt ſkrevet, de faſte Regler tilſideſattes, Dialecterne gjorde ſig mere gjeldende, og Sproget ſelv kom ſaaledes ſom ofteſt til at vække Indtrykket af at være blot og bart Almueſprog, idet det ſavnede den Faſthed og Conſeqvens i Former, der betegner et dyrket og velordnet Skriftſprog. Dette gav igjen maaſkee de mere Forfinede ſaameget ſtørre idetmindſte tilſyneladende Ret til at overſee det ſom ſimpelt og bondeagtigt, og til at foretrække Mode-Hofſproget, det ſvenſke, ſom derfor nu mere og mere kunde ſiges at blive det herſkende i de højeſte Kredſe, idetmindſte ſom Skriftſprog. Dog maa det indrømmes, at i egentlige offentlige Documenter, der udgik fra Regjeringen, overholdtes endnu ſaavidt muligt norſk Skrivemaade og norſke Vendinger; enkelte af de kongelige Secretairer udmerke ſig endog meget fordeelagtigt i ſaa Henſeende, og man kan endog langt nede i Aarhundredet finde Kongebreve, der i Reenhed ej give dem fra Aarhundredets Begyndelſe noget efter. Men dette var rigtignok medens Norge atter for en kort Stund var adſkilt fra Sverige og dannede et Rige for ſig ſelv[29].

  1. See førſt og fremſt Toldanordningen af 1316, N. gl. L. III. 318, og K. Magnus og Drotſetens Anordning af 9de Aug. 1331 om Udlændingers Handel og Liggetid i Kjøbſtederne.
  2. Norges gl. Love, III. No. 47.
  3. I Kongeſpejlet meldes der om Grønlands Indbyggere af norſk-islandſk Herkomſt, at kun de færreſte af dem endog havde ſort Brød; de anvendte naturligviis Fiſk iſtedet; dette er heller ej ualmindeligt paa Island, hvor Kornforbruget er yderſt ubetydeligt i Forhold til hvad det er i andre Lande. Debeſs fortæller og om Færeboernes Levemaade paa hans Tid, at de ikke brugte Brød, og formodentlig er det ſaa endnu. Hvad Hvedemelets Forbrug hos de fornemme Nordmænd angaar, da have vi allerede ſeet det og ville fremdeles ſee det oftere anført under Navn af flúr (eng. flour) ſom en af de fornemſte Indførſelsartikler. Den forekommer og i Regulativet for Koſtholdet ved Biſkopsviſitatſerne i Nordre Bergen (hvorom mere nedenfor) ſom et Hovedreqviſit.
  4. See Norges gl. Love III. S. 135 og ſammeſteds i Kong Haakon den Yngres Anordning S. 204.
  5. See Biſkop Eyſteins Jordebog over Kirkegodſet i Oslo Diøces, fol. 30, hvor der endnu ved 1401 omtales Saltkogeriet (Saltketilssetr) ved Rambek i Skoven ved Grjotvik (nu Grøtviken) inde i Frierfjorden, hvis Vand her er meget brakt.
  6. See de gamle norſke Love III. S. 14, hvor der udtrykkeligt tales om valdreſkt, thrøndſkt teint Jærn. I Biſkop Haakons Breve (Samll. V. S. 132) tales om lurksjárn (Klumpejærn) og teint járn; han beſtillede ſaadant af Biſkop Erik af Stavanger, og ønſkede helſt at kunne modtage det ſtrax af hans Svenne, der kom fra Sogn; dette var aabenbart valdreſk Jærn, ſom Biſkop Erik netop havde ladet hente fra Valdres, der hørte til hans Diſtrict, og ladet bringe ned til Lærdalsøren. Ligeledes beſtilte Biſkop Haakon Jærn fra Throndhjem hos Chorsbroderen Arne Einarsſøn (Samll. V. 110, 156). See ogſaa nedenfor Kong Haakons Retterbot til Øſterdalene af 1358. Man regnede Jærn efter Hundreder, dette vil vel neppe ſige hundrede Punds Vegt, men 120 ſaakaldte Osmunder eller tilvirkede Jærnklumper, om hvilke der ved Kong Magnus’s Privilegier for den veſtre Bergslag i Nerike 1340 blev beſtemt, at ethvert ſkulde veie 24 Pund og ikke ſælges dyrere end en Penning. Naar eet Hundrede Jærn eller 120 Osmunder i Norge ſvarede til Priſen for en Ko, eller noget over to Ører brendt, altſaa 60 Penninger brendt eller 240 Penninger courant, da blev dette vel den dobbelte Priis mod i Sverige, men dette var og i ſin Orden, da Forraadet og Tilvirkningen af Jærn i Sverige var ſaa meget ſtørre end i Norge.
  7. See herom iſær Dipl. Norv. II. 225, 251, 273, alle fra Valdres.
  8. Dipl. N, III. 175. I. 228.
  9. Dipl. N. II. 271.
  10. Dipl. N. V. 91.
  11. Dipl. N. V. 104.
  12. Brevet i Dipl. N. IV. 258 viſer, at der 1342 i Nes Sogn, formodentlig paa Raumarike, betaltes 3½ Mk. Gangsvenge for Øresbolet. Brevet ſſt. No. 210 viſer, at der 1334 nordligſt i Raumarike bortbyttedes 3 Mkebool mod 9⅓ Øresbool ſamt et Mellemlag af 44 Mk. forngilde. Dette giver et Æqvivalent af 15 Øresbool mod 45 Mk. forngilde, altſaa mod 15 Mk. brendt. I Nes paa Raumarike ſolgtes i 1349 Jordegods til 4 Mk. Gangspeninger hvert Øresbool. (Dipl. N. H. 298). Man ſeer deraf, at Priſerne var omtrent de ſamme over hele Øſtlandet idetmindſte, jfr. Dipl. N. IV. 252.
  13. Dipl. N. IV. 258.
  14. Dipl. Sv. No. 2420, Lagerbring III. 316. Den Priis, der i Sverige ved Magnus Eriksſøns nye Lov (Medellagen) af c. 1347 ſattes paa et „gilt Nøt“ paa Gjeſtgiverierne, nemlig 12 Ører, ſtemmer og paa det nærmeſte med den daværende norſke Priis for en Ko af 2—3 Ører br. Sølv, hvilket ſvarer til 10—15 Ører ſvenſk Courant. Ellers opſtaa flere Vanſkeligheder ved Sammenligninger af Priſerne paa den Tid, deraf at de undertiden (f. Ex. for .Korn) angives efter Kubikmaal, (Leſter, Tønder), ſtundom efter Vegt, der i Norge egentlig ſkulde være det nævnte, nemlig Saald (½ Skippund), Heſſælder (½ Saald), Mæle (⅙ Saald), Halvmæle, Fjerdingsmæle. Ligeledes er det vanſkeligt at ſammenligne Smørpriſerne, beregnede efter Lauper (ſom paa Veſtlandet), med dem, der regnes efter Saald og Hefſælder. I et Brev fra Stavanger af 1311, (D. N. II. 107) angives 1 Pund Korn der at koſte 3 Lauper Smør; men hvis dette ſkal være Skippund, bliver det kun halv Priis mod i 1333, da 4 Saald eller 3 Skippund kun regnedes lige med 3 Emner. Sammeſteds ſiges der, at 1 ſtinnt Mmb. ſolgtes for en 1 Leſt Korn og 2 Koer; antages nu dette Mmb., ſiden det udtrykkeligen kaldtes ſtinnt (hit stinna, modſat láka) til 5 Køers Verd, ſaa bliver der 3 Køers Verd for 1 Leſt. Men tre Køer ſkulde ikke koſte meer end 2 Ører brendt eller 6 Ører forngilde hver, altſaa 18 Ører (2½ Mk.) forngilde eller 24 Ører (3 Mk.) Gangspenninger tilſammen, hvilket er mindre end Tredieparten af den ovenanførte Priis.
  15. Ved alt dette jvfr. de ovenfor S. 93—96 og 164 fgg. meddeelte Beretninger om Nunciernes Reiſer.
  16. Dipl. Sv. No. 2660.
  17. Dipl. N. III. No. 202. Dipl. Sv. 3484.
  18. Udg. af Bergens Kalvſkind S. 88.
  19. Her ſynes „Rigsvaand“ ej at være det ſamme ſom Scepteret ſelv, men en Deel af dette.
  20. See Dipl. N. II. 147, jfr. II. 180. Om Philip Erlendsſøn paa Losna ſee nedenfor. Fra ham ſtammede en Æt, hvis Medlemmer hørte til Norges mægtigſte Mænd ved Aarhundredets Slutning og ind i det følgende.
  21. Fru Ragnhild var Enke efter Hr. Sæbjørn Helgesſøn, ſee Dipl. N. IV. 162.
  22. Fru Sunniva var gift med Hr. Peter Petersſøn kaldet Graafur (Dipl. N. V. 92.)
  23. Om Herdiis Thorvaldsdatter, ſiden kaldet Frue, er der ovenfor talt. Om de øvrige Fruer vides hidtil ej nogen videre Beſked.
  24. Dipl. N. III. 160. Om Hr. Thorvard Haavardsſøn er der ovenfor oftere talt.
  25. Af den Omſtændighed, at hans Skib heed Dragsmarken, altſaa var fra Dragsmark (ligeſom et eldre Skib af ſamme Navn i K. Haakon Haakonsſøns Tid, ſee ovf. IV. 1. S. 92), ſamt ligeledes at han foruden Kirkerne og Kloſtrene i Oslo ogſaa betænkte Kirker og Kloſtre i Konghelle, ſkulde man ſlutte, at han hørte hjemme i Elveſysſel, maaſkee endog opholdt ſig der, medens han gjorde ſit Teſtamente.
  26. Jfr. her ovenfor IV. 2. S. 649—654. Fuldkomne Svecismer ſom Endelſerne bondomen, lagomen iſtf. bóndunum, lögunum forekomme allerede hiſt og her.
  27. Dipl. N. III. 202.
  28. Jfr. ovenfor IV. 2. S. 522, Note 4.
  29. Fortrinlig Roos i ſaa Henſeende fortjene de Kongebreve, der ere affattede under Tilſyn af Kong Haakon den Yngres Cantſler Hr. Peter Eriksſøn, om hvilken der nedenfor vil blive udførligere talt. Sproget er ſaa godt og Orthographien ſaa ſikker, ſom om Brevene vare ſkrevne ved Aarhundredets Begyndelſe.