Åpne hovedmenyen

Vi have i det Foregaaende betragtet de kirkelige Tilſtande i Norge indtil de nærmeſte Aar efter Paal Baardsſøns Ophøjelſe paa Erkeſtolen og hans Overeenskomſt med Kongen ved Raadsmødet 1337 om Forholdet mellem den kongelige og den erkebiſkopelige Jurisdiction i Chriſtenretsſager inden Nidaroos Diøceſe. Det ſtaar nu tilbage at gjennemgaa de vigtigſte Begivenheder, ſom tildrog ſig inden den norſke Kirke ſamtidigt med de nys ſkildrede politiſke Tildragelſer.

Biſkoperne i Nidaroos Provins ved 1337 var, foruden Metropolitanen Erkebiſkop Paal, Hallvard paa Hamar, Salomon i Oslo, Haakon i Bergen, Erik i Stavanger, Jon Halldorsſøn i Skaalholt, Egil paa Hole, Arne i Grønland, Signar paa Færøerne, Viljam paa Orknøerne og Thomas paa Syderøerne. Af dem tilhørte altſaa kun Erkebiſkopen og de fire førſtnævnte det egentlige Norge; om Islands, Færøernes og Grønlands Biſkoper er der allerede i det foregaaende talt; Biſkopen paa Syderøerne bar idetmindſte i politiſk Henſeende Norge aldeles uvedkommende, og man veed desuden ikke mere om ham, end at han var ſkotſk af Fødſel, beklædte Biſkopſtolen i 18 Aar og døde den 20de Septbr. 1348[1]. Om han nogenſinde var i Norge, nævnes ikke, ſkjønt man dog kunde formode, at han havde været der i 1330 for at indvies af Erkebiſkop Eiliv, ihvorvel det rigtignok ſynes at være blevet temmelig ſædvanligt, at den til Syderøerne udvalgte Biſkop reiſte ned til Avignon og modtog Indvielſe der. At ellers det kirkelige Baand mellem Nidaroos og Øerne endnu ikke var opløſt, eller alene i Navnet beſtaaende, ſees deraf, at Eiliv i Aaret 1320 brugte Cormac, Archidiaconus i Syderøerne, til at viſitere paa Orknø og i Forening med den throndhjemſke Geiſtlige Grim at underſøge Biſkop Viljams Forhold, ſamt at den ſamme Cormac 19 Aar ſenere endog i Norge ſelv brugtes af Erkebiſkop Paal i kirkelige Erinder[2]. Men ſvagt maa alligevel dette Baand have været, og i Virkeligheden kan man ſige, at Syderøernes Biſkop optraadte paa ſamme Maade ſom de øvrige ſkotſke Biſkoper, der alle lige indtil Ophøjelſen af St. Andrews til et Erkeſæde hver for ſig ſtod umiddelbart under Paven.

Medens ſaaledes den Synderlighed nu herſkede for den throndhjemſke Erkeſtols Vedkommende, at dens Omraade i Veſten ſtrakte ſig til Landſkaber, der ikke længer tilhørte Norges Rige, opvejedes dette igjen paa den øſtlige Side deraf, at Jemteland fremdeles vedblev at lyde under Erkebiſkopen i Uppſala. Dette gav dog nu mindre Anledning til Forviklinger, end tidligere, thi det var dog i alle Fald nu den ſamme Konge, ſom herſkede i begge Riger, og Erkebiſkopen af Uppſala havde idetmindſte ikke i ſine Forhold til den verdslige Myndighed med to Konger at beſtille, hvilket derimod nu var Tilfældet med den tredie Erkebiſkop inden Kong Magnus’s vidtſtrakte Beſiddelſer, Erkebiſkopen af Lund, der, uagtet hans hele Diøceſe var afſtaaet til Sverige, dog vedblev at være det danſke Riges Metropolitan. Men overhovedet maa det erkjendes, at uagtet det altid maatte anſees ønſkeligt, at den geiſtlige og verdslige Landſkabs-Inddeling ſtemmede indbyrdes overeens, ſaa medførte en ſaadan Overgriben af den ene Jurisdiction inden den andens Grændſer ingen videre Ulempe, da den verdslige og geiſtlige Jurisdiction overhoved var ſaa adſkilte fra hinanden. Den misligſte Side ved Sagen var egentlig den Indvirkning, et ſaadant Forhold kunde udøve paa Nationaliteten i det Landſkab, ſom derved kom til at henhøre under en anden geiſtlig Over-Autoritet end den fedrelandſke. Thi hvad nu f. Ex. Jemteland angaar, da er det let at begribe, at de fleſte Geiſtlige, ſom anſattes der, ſendtes fra Sverige, og nærmeſt fra Kathedralſkolen i Uppſala; deres Sprog var altſaa ſvenſk, og det er derfor umuligt andet, end at Landſkabets Befolkning derved underkaſtes en Indvirkning i ſproglig Retning, der omſider maatte gjøre ſig gjeldende; ej at tale om, at disſe Geiſtlige, ſom det faldt af ſig ſelv, gik de ringere og mindre oplyſte Almuesmænd til Haande ved Affattelſen af alle deres Breve og Skriftligheder, hvoraf vi derfor virkelig ogſaa i ſprogligt Henſeende finde ſterke Spor i de fleſte, af Bønder og Almuesmænd i Jemteland paa de Tider udſtedte Breve; det er kun Sysſelmændenes og Lagmændenes, der kunne ſiges at være reent norſke. Hertil kommer nu og den Omſtændighed, at i Tilfælde af uvenſkabeligt Forhold mellem begge Riger maatte det være at befrygte, at Almuen i Jemteland af ſin ſvenſke Geiſtlighed paavirkedes i en for Fedrelandet mindre gunſtig Retning. Men herom kunde der, ſom ſagt, nu heldigviis ikke være Tale. Man erfarer ogſaa, at ſtundom idetmindſte ogſaa norſke Geiſtlige anſattes i Jemteland; ſaaledes ſees det, at Biſkop Audfinn i Bergen i Aaret 1324 paa den uppſalſke Erkebiſkop Olafs Anmodning løſte den bergenſke Diaconus Agmund Sæfinnsſøn, der havde faaet Anſettelſe i Jemteland, fra hans Ledighed under Bergens Biſkopſtol[3]. Af og til kunde det dog ikke vel undgaaes, at Nidaroos og Uppſalas Erkebiſkoper kom i Strid med hinanden om visſe Punkter, ſom vel fornemmelig udſprang af Jemtelands uſedvanlige Stilling, men ſom og overhoved ſynes at have haft ſin Rod i de ſæregne Omſtændigheder, under hvilke de nordligſte ſvenſke Landſkaber i ſin Tid var omvendte til Chriſtendommen. Dette var nemlig, ſom det tidligere er viiſt, ſkeet i Midten af og anden Halvdeel af det 11 Aarhundrede, fornemmelig ved den ſvenſke Biſkop Steenfinns Beſtræbelſer, hvilket og var Aarſagen til, at ogſaa Jemteland kom til at ligge under den Biſkopſtol, hvorfra de Predikanter var udgangne, der vandt dets Indbyggere for den ſande Lære[4]. Men tillige havde dette fundet Sted paa en Tid, da Erindringen om St. Olafs Tog gjennem Jemteland var i friſk Minde, og da Sagnet om og Troen paa hans Helligdom netop var kaldt til Live, og Enthuſiasmen for ham ſaaledes var ſaa meget ſterkere og mere brendende, fornemmelig i de Egne, han havde gjennemreiſt, og hvor derved endog de ringe Skuur, hvor han oftere havde overnattet, nu under Navnet „Olafsboder“ næſten betragtedes ſom Helligdomme[5]. Derfor blev det meget almindeligt, at Indbyggerne af disſe Egne iſærdeleshed, ikke alene af Jemteland, men og af de tilſtødende ſvenſke Landſkaber, Angermanland, Helſingeland, o. fl., gjorde Pilegrimsferd til Nidaroos og offrede Gaver til St. Olafs Skriin. Disſe Gaver havde i Tidens Løb, ligeſom paa ſaa mange Steder i Norge, antaget Charakteren af en aarlig Skat, kaldet Olafsſkatten, hvad enten nu dette grundede ſig paa en beſtemt Forpligtelſe, eller alene paa Sedvane, eller paa ſærſkilte Løfter. Skatten ydedes deels i rede Penge, deels i Varer, ſom Pelsverk, Lerred, o. a. d. efter de forſkjellige Landſkabers Lejlighed. Men det var ej at undres over, om den uppſalſke Geiſtlighed ej gjerne ſaa alle disſe Rigdomme gaa ud af deres eget Diøceſe og Fedreland for at komme en udenlandſk Kirke og Geiſtlighed til Bedſte. I Uppſalas Kathedralkirke var der ogſaa et Altar for St. Olaf med egen Preſt, og det kunde ſaaledes ſynes billigt, om en aarlig Skat til St. Olaf, der ikke nødvendigviis var forbunden med perſonlig Pilegrimsferd, kom dette Altar til Bedſte. Paa Grund heraf havde derfor, efter hvad man maa antage, Uppſalas Erkebiſkop og Capitel ſøgt at bringe hine Egnes Indbyggere til at ophøre med de regelmesſige Indbetalinger til Nidaroos, og derimod tilholdt dem at ſende altſammen til Uppſala. Foranſtaltningerne i dette Øjemed ſynes iſær at være trufne, medens Erkebiſkop Peter i Begyndelſen af Aaret 1335 viſiterede i Jemteland[6] og formodentlig ogſaa de øvrige Landſkaber paa den Kant, nemlig Angermanland, Helſingeland, m. m. Thi Erkebiſkop Paal i Nidaroos, hvem vi allerede have lært at kjende ſom en paa ſine og ſin Kirkes Rettigheder meget ſkinſyg Mand, klagede netop til den nye Pave, Benedict XII., derover, og udvirkede fra denne en Advarſelsſkrivelſe mod alle dem, der ſaaledes vovede at gaa Nidaroos Kirkes Rettigheder for nær. Af denne Skrivelſe, der er dateret den 8de Januar 1336, ſeer man, at Paal havde foreſtillet Paven, hvorledes „nogle Perſoner, ſaavel geiſtlige ſom verdslige, optændte af Misundelſe og Begjerlighed, ved Truſler og Skræmmeord og andre utilladelige Midler ſøgte ſkammeligen at hindre hine Indbyggere fra at gjøre Løfter og Indbetalinger paa ſedvanlig Viis til Nidaroos Kirke og St. Olafs eget Skriin, hvorved deres egen Sjæl kom i Fare og Nidaroos Kirke leed ſtort Tab“. Det er vel muligt, ja heel ſandſynligt, at de uppſalſke Geiſtlige og deres Agenter ved denne Anledning ej have faret ſaa forſigtigt frem, ſom de burde, men i Hovedſagen havde de dog neppe Uret; derimod er det øjenſynligt af det Uddrag af Erkebiſkop Paals Klagebrev, der er indført i den pavelige Skrivelſe, at han har udtalt ſig med megen Bitterhed og Heftighed, hvortil det vel heller ikke bidrog ſaa lidet, at den daværende Erkebiſkop i Uppſala, Broder Peter Philipsſøn, var Dominicaner, ja endog havde været Predikebrødrenes Provincial i hele den danſke Provinds, og Erkebiſkop Paal med ſit Capitel netop nu, ſom det nedenfor nærmere ſkal omtales, laa i Strid med Predikebrødrene i Nidaroos, der endog i den Anledning ligefrem henvendte ſig til Erkebiſkop Peter, deres forrige Foreſatte, om Biſtand. Paven, der ikke vel kunde indlade ſig paa at foranſtalte nogen nærmere Granſkning af Sagen, ſaa længe Erkebiſkop Paal ſelv ikke anførte beſtemtere Facta, gav ogſaa kun en i almindelige Udtryk affattet Formaning til alle ſande Chriſtne i hvilkenſomhelſt Stilling, at de ikke maatte afholde nogenſomhelſt fra at bringe ſit Offer eller betale ſin Ydelſe til den nævnte Helgen og Kirke efter Behag[7]. Men det er tydeligt nok, at en ſaadan Bulle ingen ſynderlig Virkning kunde gjøre, thi de, der varetog den uppſalſke Kirkes Tarv, behøvede alene at paaſtaa, at de ikke forholdt Nidaroos Kirke noget af hvad der med Rette tilkom den. Sagen ſynes derfor en Tidlang at have ſtaaet hen, idetmindſte hører man ikke noget derom, førend efterat den driftige Heming, forhen Provſt i Veſteraas, var bleven Erkebiſkop i Uppſala (15de Nov. 1342) og med ſtor Iver havde begyndt at tage ſig af ſin Erkeſtols og ſin Diøceſes Anliggender. Omtrent et Aars Tid efter hans Tilbagekomſt til Sverige tilſkrev Erkebiſkop Paal ham (d. 25de Marts 1344) et Brev om den ſamme Sag, i hvilket han vel udtrykte ſig med al mulig Høflighed og i en langt mere maadeholden Tone, end han maa have ſkrevet til Paven, men dog ſaaledes, at han tydeligt gav ſin Henſigt tilkjende at forſøge Rettergang, hvis man ej rettede paa, hvad han klagede over. Han begyndte med at tilkjendegive ham fin Glæde over hans Udnævnelſe, ſiden han da ogſaa i alle Fald ſkriftligt kunde henvende ſig til ham om Forholdsregler mod hvad flere uppſalſke Geiſtlige og tillige nogle Lægfolk, ifølge nogle til Nidaroos ankomne Pilegrimers Forklaring, tog ſig for til Skade for St. Olaf og hans Kirke, men ſom han nok kunde begribe, at Erkebiſkop Heming ſelv hverken vidſte noget om, eller, om han vidſte det, vilde bifalde, nemlig, at Yderne af den ovennævnte Olafsſkat blev tvungne til at afgive den til nogle nys oprettede Altarer og Billeder i Uppſalas Kathedralkirke. Han bad ham at holde disſe ſine Undergivnes Haveſyge i Tømme og ikke tillade, at de Svenſke, der ønſkede at valfarte eller ſkatte til St. Olafs Skriin i Nidaroos, hindredes heri af Klerker eller Lægmænd af hans Provinds; han haabede, at Heming vilde opfylde denne Anmodning, da han ſaa nødigt vilde gaa til Proces[8], o. ſ. v. Ogſaa Capitlet i Nidaroos tilſkrev ſamtidigt det uppſalſke Capitel om den ſamme Sag og formodentlig omtrent i de ſamme Udtryk[9]. Saavel Erkebiſkop Heming ſom Capitlet ſvarede, det førſte den 22de og Capitlet den 21de April. Heming udviklede med megen Klarhed, at Erkebiſkop Paal ſvævede i en Vildfarelſe. Om Nogen erklærede, at han vilde hedre en vis navngiven Helgen med en Gave, ſaa fulgte jo ikke deraf, at Gaven endelig ſkulde bringes til denne Helgens Hvileſted, med mindre Giveren udtrykkeligt fordrede det. Og ſaavel i det uppſalſke Diøceſe, ſom i hele Sverige overhoved, lod man enhver Gitter have ſin frie Vilje og rettede ſig nøie efter hans Beſtemmelſe. I Helſingeland, hvis Indbyggere fordetmeſte var Jægere og Fiſkere, havde det fra gammel Tid været brugeligt, at disſe hvert Aar gav Erkebiſkopen paa den uppſalſke Kirkes Vegne en vis Deel af ſine Udbytte; ſenere havde de eengang for alle forpligtet ſig dertil under Haand og Segl, ſom til en vis Skat, og dette var bekræftet af flere Konger; men af denne Indkomſt havde en af de foregaaende Erkebiſkoper funderet en Præbende, hvis Indehaver ſkulde holde visſe aarlige Mesſer for St. Olaf og St. Erik; men herved var det jo ingenlunde Helſingerne formeent udtrykkeligt at gjøre Løfter om Gaver til andre Helligdomme i eller udenfor Sverige. At nogen Skade ſaaledes ved denne Helſingernes Skat til Olafs og Eriks Altar i Uppſala Kirke tilføjedes St. Olafs Helligdom i Nidaroos, kunde ikke ſkjønnes; tvertimod vilde Heming endog driſte ſig til at give ſin Collega i Nidaroos det venlige Raad, ikke mere at nævne noget om en Forpligtelſe for Indbyggere af Sverige i ſaa Henſeende, thi det kunde da netop ſtikke dem, at de, hvis de hørte det, ganſke vilde afſkrækkes fra ſidenefter at gjøre Pilegrimsreiſer eller Løfter til St. Olafs Skriin[10]. Capitlet ſvarede kortere, oplyſte ligeledes, at Helſingerne og Angermændene frivilligt havde forbundet ſig til at yde denne Skat til Uppſala Kirke, troede, at de ſelv viſt aldrig havde brugt ſin Sigd i Andres Korn, erklærede, at det tvertimod var dem yderſt kjært, om nogen af deres Diøceſe vilde beſøge St. Olafs Helligdom i Nidaroos, og yttrede tilſidſt, at man ſnarere burde vide dem Tak, fordi de ſøgte at udbrede St. Olafs Ære over al Verden udenfor Norges Grændſer[11]. Det lader til, at Erkebiſkop Paal og hans Capitel havde taget ſig disſe Foreſtillinger til Eftertanke, thi man finder ikke Spor af, at Paaſtanden fra Nidaroos Kirkes Side har været fornyet, eller at denne ſiden har modtaget nogen ſaadan Ydelſe. Ellers lader det til, at Erkebiſkop Peter ikke har været meget yndet af Jemterne, og at dette kan have givet Anledning til, at der indkom overdrevne Klagemaal over hans Ferd til Erkebiſkop Paal; thi Breve og Retsforhandlinger oplyſe os om, at da Erkebiſkop Peter paa ſin Viſitatsreiſe 1335 havde ladet opføre et Laxevirke ved Fors i Ravund (nu Ragunda), hvor hans Forgænger Erkebiſkop Olaf havde erhvervet Eneret til Fiſket for Erkeſtolen[12], brød de omboende Bønder Virket ned igjen nogen Tid efter, uanſeet at Erkebiſkopen ſtrax efter ſin Hjemkomſt til Uppſala havde udtaget kongeligt Vernebrev derpaa[13]. Derfor gik der nu en haard Dom over de ſtakkels Bønder, da Erkebiſkopen atter, i Februar 1341, var paa Viſitats i de Egne. Han gjorde Sagen anhængig for Sysſelmanden Arne Gjavvaldsſøn og Lagmanden Arne Helgesſøn, der indſtevnte de Skyldige til Kirkeſtuen paa Ravund for at underkaſtes Forhør og lide Dom. Her blev da førſt Kongens Vernebrev oplæſt, ſiden blev de Skyldige tilſpurte, om de kunde ſige noget til ſit Forſvar, men de ſvarede kun, at Nød og Sult havde drevet dem til, ſom det heed, at ſtevne Virket bort, det vil ſige, at ſtevne Ejeren eller hans Fuldmegtig til at ſkaffe det bort under en vis Tid, og, naar han undlod at efterkomme denne Stevning, da at gjøre det ſelv. Men Erkebiſkopen paaſtod, at hans Virke ſlet ikke havde ſkadet deres Fiſke, og at de tidligere ſkulde have øvet ſamme Herverk mod Erkebiſkop Olaf, ſom dog havde eftergivet dem fin Ret. Saamegetmere æſkede han nu Dom over dem; Bønderne tabte Modet og gav Sagen i Kongens og hans Vold, og Arne Lagmand dømte nu enhver af de Skyldige til en Bod af 1 Mk. ſamt Avindsbod m. m.[14]. Af hele Forhandlingen faar man det Indtryk, at Erkebiſkopen vel havde den ſtrenge Ret paa fin Side, men at Bønderne dog var bleven noget haardt behandlede, ligeſom han og overhoved ſynes at have været en ſkarp og trættekjær Mand, thi næſten hans hele Embedstid optoges af forſkjellige Tretter, iſær med Minoriterne.

Om Biſkop Hallvard i Hamar veed man ikke ſtort mere, end hvad der allerede er nævnt, fornemmelig hans Forhandlinger med Ulf Saxesſøn, der lærer os ham at kjende ſom en ſtreng og fordringsfuld Prælat. Det ſamme ſynes ogſaa at maatte kunne ſiges om Biſkop Erik af Stavanger, idetmindſte naar vi ſkal dømme efter hans Tviſt med Abbeden paa Utſtein, hvor han vel havde en haard Hals at ſtrides med, men hvor ogſaa han ſelv gik meget heftigt og uforſonligt til Verks. Biſkop Salomon i Oslo ſynes, efter alt, hvad man erfarer om ham, at dømme, at have været en ſtille, godmodig Mand, ſom ikke ſynderligt tog Deel i de politiſke Begivenheder, og heller ikke betragtedes ſom videre duelig dertil, ſiden vi ikke finde, at han anvendtes.ved nogen af de vigtige Forhandlinger, ſom fandt Sted i de urolige Aar, der gik nærmeſt forud for Beſlutningen om Rigernes Adſkillelſe. Derimod vedblev Biſkop Haakon af Bergen, ſaalænge han levede, at være ſaaatſige Kongens og Magthavernes højre Haand og fornemſte Raadgiver, medens han tillige udviklede ſtor Virkſomhed i Beſtyrelſen af ſin Diøceſe og Brevvexling med ſine Venner. Nu er det vel muligt, at vi ſee flere Spor af hans Virkſomhed, fordi vi tilfældigviis endnu have den Copibog, hvori hans Breve indførtes, medens de øvrige Biſkopers Copibøger, om de havde nogen, ere tabte. Men om vi end kunde indrømme, at ogſaa disſe vilde have været temmelig indholdsrige, om vi kun beſad dem, er det dog aabenbart af ſelve de Sagers Natur, hvorom Biſkop Haakons Breve handle, at han ſpillede en mere fremragende Rolle end ſine Colleger, maaſkee endog mere end ſelve Erkebiſkopen. Vi have allerede ſeet Beviſer derpaa i de af hans Breve, ſom ovenfor ere omtalte. Men foruden disſe Breve findes der en Mængde andre, vidnende om hans nidkjære Embedsførſel, og hans Venſkabsforbindelſer med de bedſte og meſt anſeede af ſne Landsmænd. Om hans Nidkjærhed vidne f. Ex. hans alvorlige Fremferd mod de Preſter, der holdt Følgekoner eller Friller. Saaledes afſatte han i Januar 1338 af denne Grund Erling, Preſt til Birkeland[15]; i Juni ſamme Aar afſatte han af lignende Aarſag Peter, Preſt til Oos, og indſatte en anden Preſt i hans Sted. Erling af Birkeland blev dog allerede i Januar 1339 tagen til Naade; med Peter derimod ſynes Forholdet at have været mere ubehageligt, og det for Biſkop Haakon ſelv, thi da Erkebiſkopen om Sommeren 1339 kom til Bergen, tog han, ſom det ſynes, Thores Parti, idetmindſte lod han ham ved egne Befuldmegtigede gjenindſette i Embedet, og da ſiden en Preſt af Biſkop Haakons Diøceſer, maaſkee paa dennes Befaling, desuagtet havde jaget Peter bort, bød Erkebiſkopen Nabopreſten, Sira Thore paa Fane, at indſtevne hiin Preſt for hans Domſtol. Enden blev, at Striden mellem Biſkop Haakon og Thore ganſke bilagdes, og at Haakon ſelv i Skrivelſe af 24de Novbr. underrettede Sognefolkene derom[15]. Den 7de Auguſt 1339 fandt Biſkop Haakon ſig foranlediget til at ſkrive et Formanings- og Straffebrev til Bergens Indbyggere formedelſt alt det Fylderi og al den Ryggesløshed, ſom der gik i Svang, ſaa at endog „Lejepreſten“ ved Korskirken, Thorgils,i et Slagsmaal var bleven ſaaret[16]. I Aaret 1338 havde ogſaa, ſom det ſynes, lignende Voldſomheder fundet Sted, thi under et Ophold i Bergen om Høſten dette Aar reconcilierede Biſkop Erik af Stavanger paa Biſkop Haakons Vegne (Haakon maa da formodentlig have været upasſelig) Mariekirken, det vil ſige, indviede den paany, efterat den ved Blodsudgydelſe var bleven vanhelliget[17]. Det er ikke uſandſynligt, at dette ſtaar i Forbindelſe med det ſpendte Forhold, der i den Tid herſkede mellem Tydſkerne og Nordmændene. Med Kloſtrenes Beſtyrelſe holdt han nøje Opſigt. Da ſaaledes Conventet i Halsna efter Abbed Arnalds Død 1338 ej havde baaret ſig ordentlig ad ved det nye Valg, erklærede han Retten til at beſette Embedet at være tilfalden ham og udnævnte Hallvard, Abbed ved Jonskirken i Bergen, til Abbed i Halsna[18]. Da nu ſom en Følge deraf Brødrene ved Jonskirken ſkulde ſkride til nyt Valg og eenſtemmigt havde valgt Broder Bjarne, Munk i Halsna, men denne havde undſlaaet ſig for at modtage Valget paa Grund af Alderdomsſvaghed, tilſkrev Haakon ham et meget ſmukt og indtrængende Formanings- og Opmuntrings-Brev, hvori han bad ham i Tillid til Frelſeren at paatage ſig Byrden, og tilbød ham al ſin Biſtand, hvor det kunde behøves[19]. Bjarne lod ſig dog ikke bevæge, og Brødrene valgte nu til Abbed Gyrd Ivarsſøn, Munk i Elgeſeter Kloſter, efterat han førſt var bleven dimitteret fra dette. Da Haakon ſkulde bekræfte Valget, negtede han dette, da han fandt, at Brødrene havde tilſideſat flere af de beſtemte Regler, men da han alligevel i og for ſig fandt Broder Gyrd værdig til Embedet, udnævnte han ham dertil af ſin egen Magtfuldkommenhed[20]. Det er allerede nævnt, hvorledes Abbed Jon Eindridesſøn paa Sellø, førend han endnu blev Biſkop paa Skaalholt, i 1338 indſtevntes for Biſkop Haakons Domſtol i Anledning af de Klager, ſom Erlend Joſteinsſøn, Munk i Sellø Kloſter, havde indgivet over hans utaalelige Overmod, ſamt tillige for at ſtande til Rette med Henſyn til de indkomne Klager over Kloſtergodſets daarlige Beſtyrelſe. Jon kom[21], men maa nogenledes have redet ſig godt ud af Sagen, ſiden han Aaret efter blev valgt til Biſkop paa Skaalholt, og ſiden fik nok faa venlige Breve fra Biſkop Haakon. Da der nu ſkulde ſkrides til nyt Valg, tilſideſatte Munkene ogſaa her de beſtemte Regler, hvorfor Haakon erklærede Valgretten at være hjemfalden ham, og beſatte nu Embedet med Broder Orm i Munkelivs Kloſter[22]. Men interesſanteſt er Biſkop Haakons private Brevvexling. Blandt de mange, til hvilke han pleiede at ſkrive, ſees dog iſær Bjarne Erlingsſøn, hans Fader Hr. Erling, og Chorsbroderen ved Chriſtkirken i Nidaroos, Arne Einarsſøn, at have været hans fortrolige Venner. Af hans Breve til Bjarne og Hr. Erling, de politiſke Begivenheder angaaende, have vi allerede ſeet Prøver. Men desforuden havde han mange private Anliggender at afhandle med dem. Saaledes havde Hr. Erling, ſom vi erfare, anmodet ham om at tage ſig af Kirken ved hans Ættegaard Stovreim, der havde taget Skade, maaſkee var nedbrændt, men det lader ikke til at have lykkets ham at faa den Sag bragt paa det Rene[23]. Stundom anbefalede han Folk til Hr. Erling eller Bjarne, ſtundom omvendt; en af dem, han ſaaledes tog ſig af, var Preſten Gisbrikt til Laurentiikirken, der i 1339 blev Chorsbroder, og hvem Bjarne, formodentlig paa Haakons Anbefaling[24], havde gjort meget Godt. Med Arne Chorsbroder havde han mangt og meget at ſkaffe, han paatog ſig forſkjellige Commisſioner for ham (Arne var nemlig ogſaa Chorsbroder i Bergen), henvendte ſig igjen til ham med forſkjellige Commisſioner, ſom at ſkaffe Logis i Nidaroos ved hans foreſtaaende Ankomſt til et paatænkt Concilium, at kjøbe Maſtetræer, Jærn, en „Kjerreſlæde“, m. m., overdrog ham at fremføre fin Undſkyldning for Erkebiſkopen, naar han ikke kunde komme til Conciliet, anbefalede ham den islandſke Preſt Sira Runulf, der reiſte i ſamme Erende for den ſyge Biſkop Jon, ſendte ham Foræringer og meldte ham Nyheder m. m.[25]. Ogſaa hos Biſkop Erik i Stavanger beſtilte han i Oktober 1338 endeel Jærn. Alt dette behøvede han ſikkert til den Iſtandſettelſe af Kirken, ſom han havde forſømt, og ſom Paven ſaa ſtrengt havde paalagt ham i ſin Skrivelſe af ſamme Aar. I et Brev til Biſkop Salomon i Oslo, fra Aaret 1338, bad han denne om at ſkaffe ham en god Rideheſt, ſom han behøvede for ſin Bevægelſes Skyld efter den langvarige Sygdom, han havde haft, og ſom gjorde ham det vanſkeligt at gaa. Denne Bøn opfyldte Salomon ſtrax til hans ſtørſte Tilfredshed; i et Brev af October ſamme Aar takkede Haakon Salomon paa det hjerteligſte for Heſten, „dette koſtelige Stykke, der tjener os ſom en ſand Læge;“ derimod lovede han at ſende Salomon de netteſte Smaarakker (Smaahunde), ſom han for Øjeblikket kunde ſkaffe: for ſaadant interesſerede altſaa Salomon ſig. Lidt forhen havde Haakon ſendt fire andre ſlige Hunde til en Borger i Brügge, ved Navn Egidius Correnbiter, og dermed ſyv Hvalrostænder og et Iisbjørnsſkind, værdifulde Gaver paa den Tid[26]. Han ſtod ogſaa i Brevvexling med den pavelige Pønitentiar[27] Peter Abo, der underrettede ham om vigtige Begivenheder i eller vedkommende Curien, og til hvem han igjen anbefalede en og anden Supplicant, deels fine gamle Venner, de oftere omtalte franſke Kjøbmænd Raimund af Lamena og Peter af Linariis, der om Sommeren 1338 reiſte til Curien, og hvem han havde givet flere Erinder at beſørge; han ſendte ham ogſaa ej ubetydelige Foræringer, for at han med deſto ſtørre Iver ſkulde fremme hans Sag, nemlig ti florentinſke Gylden, og et Hundrede Skreid[28]. Det ſees ogſaa, at Peter Abo’s Forbøn maa have været virkſom, thi ved Pavebrev af 3die December 1338 fik Biſkop Haakon „paa Grund af den oprigtige Hengivenhed han nærede for Paven og den romerſke Kirke“, den anſøgte Tilladelſe hvad Confesſion og Abſolution angaar; ſandſynligviis fik han og de forlangte Indulgenſer, iſær da Kirken nu trængte til Underſtøttelſe, om end intet Brev derom nu er os opbevaret[29]. Desverre ophører denne private Brevvexling allerede med Aaret 1341, Aaret før hans Død[30], og fra de følgende Tider er der ingen Kilde til Fedrelandets Specialhiſtorie, ſom endog i fjerneſte Maade kan ſettes i Liighed med denne.

Det er forhen nævnt, at Erkebiſkop Paal om Vinteren 1337—38 havde indkaldt ſine Lydbiſkoper til et Provincialconcilium i Nidaroos, der ſkulde holdes tidligt om Vaaren, og, ſom det ſynes, forenes med et Høvdingemøde, hvor Kongen ſelv ſkulde være tilſtede, men at denne Plan gik overſtyr, og at Erkebiſkopen derfor udſatte Conciliet til Laurentsvake den 10de Auguſt. I den Skrivelſe af 28de April, hvorved han indkaldte Biſkop Haakon, og formodentlig ogſaa de øvrige Biſkoper, til Conciliet, yttrede han, at ſaadanne Concilier egentlig burde holdes hvert Aar, naar ikke uundgaaelige Hindringer forbød det[31]. Heri havde han ogſaa paa en vis Maade Ret, forſaavidt enhver af Lydbiſkoperne ſtrengt taget var forpligtet til engang om Aaret perſonligt eller ved Fuldmægtig at beſøge Metropolen, ligeſom ogſaa alle Biſkoper i visſe Mellemrum paa ſamme ſkulde beſøge Curien, de fra Norden hvert andet eller tredie Aar[32]. Men det var ikke beſtemt, at disſe Beſøg ved Metropolen eller Curien ſkulde være ſamtidige for alle Biſkoper af een og ſamme Provins, og derfor var det altid nødvendigt for Erkebiſkoperne, naar de vilde have et Concilium iſtand, ligefrem at ſammenkalde dette. Biſkop Haakon, der paaberaabte ſig ſin langvarige Sygdom, anholdt om Fritagelſe, og gav tvende af ſine Chorsbrødre, Haavard Jonsſøn og Halldor Jonsſøn, Fuldmagt til at møde i ſit Sted (28de Juli)[33]. Men der er allerede nævnt, at Erkebiſkopen ſelv „paa Grund af indtrufne Omſtændigheder“ tilbagekaldte Indkaldelſen, ſaa at der altſaa ikke det Aar blev noget Møde. Vi have ligeledes ſeet, hvorledes der i 1339 ſammenkaldtes et Høvdingemøde til Baagahuus førſt den 15de Auguſt, ſiden den 18de September, i hvilken Anledning Erkebiſkopen allerede tidligt paa Sommeren kom til Bergen, og i Følge med Biſkop Haakon begav ſig paa Vejen øſtover, uden at dog noget Møde blev holdt, medens det dog ikke er uſandſynligt, at Erkebiſkopen ſiden deeltog i de Raadſlagninger, ſom ſamme Høſt holdtes i Tunsberg mellem de der forſamlede Herrer. Erkebiſkopen tilbragte Vinteren i Bergen[34], hvor han havde ſin egen Gaard, og fik her, ſom det ovenfor er viiſt, det Hverv i Forening med Raadet og andre at ordne enkelte offentlige Anliggender. Muligt at dette optog hans Tid i den meſte Deel af Aaret 1340, thi man hører da intet videre enten til ham eller overhoved til Biſkoperne, med Undtagelſe af Biſkop Haakon, hvis Breve ere os opbevarede. Sommeren 1341 tilbragte Erkebiſkop Paal, ſom det lader, med at viſitere Kirkerne paa Haalogaland, thi den 26de Juni befandt han ſig paa Bruney (Brønø), hvorfra han udſkrev et nyt Provincialconcilium, der ſkulde holdes i Nidaroos ved 1ſte September[35]. Dette Møde blev ogſaa virkelig holdt, ſkjønt Biſkop Haakon ikke perſonligt indfandt ſig, men ſendte ſine Chorsbrødre Jon Arnesſøn (Hviit) og Haavard Jonsſøn paa ſine Vegne, idet han undſkyldte ſig med den knappe Tid og den nærforeſtaaende haarde Aarstid, men lovede dog at gjøre ſit Bedſte, om han muligtviis kunde komme[36]. Hvad der forhandledes paa dette Møde, vides ikke med Vished; den eneſte af Beſtemmelſerne, ſom er os opbevaret, er den, at Erkebiſkopen med det førſte ſkulde viſitere hele ſin Provins[37]. I Forbindelſe hermed ſtod det da viſtnok ogſaa, at Erkebiſkopen endnu i 134l ſendte ſin Chorsbroder Aslak (formodentlig Aslak Arnesſøn) til Island for at viſitere Øen paa hans Vegne[38]. Allerede den 20de Januar 1342 tilſkrev Erkebiſkopen Biſkop Haakon om, at han til Vaaren agtede at tiltrede ſin ſtore Viſitatsreiſe og begynde med Firdafylke, hvor han allerede vilde være den 1ſte Mai. Tillige, eller rettere to Dage forud, meldte han ham, at han til 1ſte Auguſt 1342 vilde holde Biſkopsmøde i Bergen, hvorved og den til Biſkop i Skaalholt udſeede Broder Jon Sigurdsſøn ſkulde indvies. Brevene var imidlertid længe undervejs, da det ikke lader til, at de kom i Biſkop Haakons Hænder førend i Marts, og han ſkyndte ſig ſtrax at tilſkrive Firdafylkes Indbyggere om, at de maatte holde alt beredt til Erkebiſkopens Ankomſt. Men kort efter fik han Brev fra Erkebiſkopen om, at Mødet paa Kongens Anmodning var udſat til den 15de Auguſt, og Stedet forandret til Kongehelle iſtedetfor Nidaroos, ſom det ovenfor er omtalt[39]. Biſkoperne tilſagdes at møde perſonligt, og Capitlerne ved ſine Fuldmægtige, navnlig indſkærpedes det dem, der havde beſørget Indſamlingen af Rumaſkatten, at komme tilſtede for at aflegge Regnſkab. Modet blev dog, ſom det ſynes, ikke holdt. Kongen var formodentlig optagen af Krigen, og derhos afgik ſaavel Biſkop Haakon, ſom Biſkop Erik af Stavanger, ved Døden; man kjender ikke deres Dødsdag, men veed kun, at de begge døde i 1342, og at den ſidſte Skrivelſe, der endnu haves fra Haakons Haand, er dateret den 29de Mai[40]. Da nu tillige Færøernes Biſkop Signar døde ſamme Aar eller kort forud, og de nye islandſke Biſkoper endnu ej var indviede, ſaa at altſaa ikke mindre end fem Biſkopsſtole nu ſtod ledige, kan man nok forſtaa, at det paatænkte Møde alene herved maatte blive forhindret, om end ingen andre medvirkende Aarſager kom til. Heller ikke er det ſandſynligt, at det blev noget af med Erkebiſkop Paals paatænkte Viſitation i Bergens Stenene. Derimod ſeer man, at han ved Vintrens Begyndelſe viſiterede i den ſydlige Deel af ſit eget Biſkopsdømme, thi den førſte December var han med flere Chorsbrødre og en Notarius paa Bynesſet, hvor han fermede Børn, og efter gammel Skik, ſom det heed, ſpurte de Bønder, der var komne til Kirken og havde bragt ſine Børn til Ferming, om de havde noget at klage paa Provſter, Preſter, Klerker eller andre hans Tjeneſtemænd, da han i ſaa Fald vilde gjøre Ret og Skjel og refſe den Skyldige andre til Advarſel; men Bønderne, ſaavel de, der om Sommeren havde været paa Froſtathing, ſom de andre, erklærede, at de hverken havde klaget eller nu havde noget eller nogen at klage paa, men takkede Erkebiſkopen og ſagde, at hans Preſter og Mænd var dem til Hjelp i alle gode Ting. Derhos oplyſte de, paa Foreſpørgſel, at Tiende der alene pleiede at ydes af Jordens Afgrøde og af Fiſkeri, ſamt at der nys var feldt to Bjørne, hvoraf Erkebiſkopen og Sognepreſten havde faaet hver ſin Skudbov i Tiende[41]. Dette er det eneſte Sted, hvoraf man oplyſes om den her berørte Pligt, der efter gammel Sedvane paalaa Biſkoperne ved deres Viſitatſer, nemlig at tilſpørge Sognefolkene ved hver enkelt Kirke, om de havde noget at klage. Man erfarer tillige, at Erkebiſkop Paal ſandſynligviis har gjemt Viſitationen af de nærmeſte Kirker til Vintren, medens han derimod, ſom det og i og for ſig var naturligt, valgte Sommeren til at befare de lange Kyſtlandſkaber fra Nordmøre til Haalogalands Grændſer. Formodentlig var Sommertiden ogſaa den, hvori Biſkopen af Bergen og tildeels Biſkopen af Stavanger helſt foretog ſine Viſitatſer, da de paa de fleſte Steder maatte reiſe til Søs[42]. Derimod ſkulde man formode, at de øvrige Biſkoper, der havde flere indre, fra Kyſten bortliggende, Egne at gjennemreiſe, helſt valgte Vintertiden for at kunne benytte Sledeføret. Saaledes ſee vi Biſkoperne af Hamar at reiſe om ved Vintertid, ligeſaa Erkebiſkoperne af Uppſala at velge denne Tid til at beſøge Jemteland[43].

I Biſkop Haakons Sted valgtes til Biſkop i Bergen en Magiſter Thorſtein, formodentlig Chorsbroder ſammeſteds, og, ſom man af Titelen Magiſter eller Meſter kan ſee, oplært ved et fremmed Univerſitet. I Biſkop Eriks Sted valgtes til Biſkop i Stavanger den føromtalte Magiſter Capellarum, Guthorm Paalsſøn. Da nu de lange Vacancer hidtil havde gjort det umuligt eller idetmindſte vanſkeligt at faa de allerede forhen udvalgte Biſkoper, nemlig de islandſke, indviede, og deres Indvielſe ſaaledes var bleven udſat, ſkete den nu ſamtidigt med de tvende ſidſtnævnte Biſkopers, i Aaret 1353, og i ſamme Aar indviedes tillige ſaavel den til Færøernes Biſkopsſtol efter Signar udvalgte Haavard, ſom Broder Jon Eriksſøn Skalle, hvilken, ſaaledes ſom det allerede ovenfor er berørt, Throndhjems Capitel valgte til Biſkop paa Grønland i den urigtige Foreſtilling, at den grønlandſke Biſkop Arne var død. Der var ſaaledes ikke færre end ſex Biſkoper, ſom indviedes i dette ene Aar 1343, og det er ſtor Sandſynlighed for, at de alle indviedes paa en Gang eller idetmindſte med faa Dages Mellemrum„ ligeſom og, at det ſkete i Auguſt Maaned, og etſteds paa Øſtlandet, ſamtidigt med Raadsmødet paa Vardberg, hvorved det beſtemtes, at Kongeſønnen Haakon ſkulde blive Norges Konge. Thi for det førſte var Biſkoperne Salomon i Oslo og Hallvard paa Hamar de eneſte indviede Biſkoper, der nu kunde biſtaa ved Indvielſen, ſaaledes ſom Ritualet fordrede, og, da den førſte nu visſelig var for gammel og ſvag til at gjøre nogen lang Reiſe[44], var det rimeligſt, at Erkebiſkopen og de udvalgte Biſkoper kom til Oslo eller en anden By paa Øſtlandet, hvorhen man fra Oslo med Bekvemhed kunde reiſe; for det andet ſeer man, ſom det allerede er viiſt, at der maa have været holdt en Sammenkomſt af Rigets Prælater omtrent paa ſamme Tid, ſom hiint Raadsmøde holdtes paa Vardberg, eller umiddelbart forud, ſiden Raadsherrerne i ſin Erklæring af 15de Auguſt paaberaabe ſig Prælaternes Brev; endelig ſeer man, at Biſkop Orm paa Hole kom tilbage til Island den 17de September, og Biſkop Jon i Skaalholt efter en langvarig Reiſe den 20de September, hvilket viſer, at deres Afreiſe fra Norge maa have fundet Sted i den anden Halvdeel af Auguſt; men efter at Island ſaa længe havde undværet Biſkoper, er det ej ſandſynligt, at de ikke ſnareſt gjørligt efter Indvielſen ſkulde have begivet ſig hver til ſin Biſkopsſtol[45]. Det er ogſaa muligt, at de nye Biſkoper førſt ere blevne indviede i Oslo tidligt i Auguſt Maaned, og at Erkebiſkopen ſtrax derpaa med de egentlig norſke Lydbiſkoper eller de fleſte af dem har begivet ſig til Kongehelle eller Vardberg for at raadſlaa om Kongeudnævnelſen og udſtede ſit Forpligtelſesbrev. — Disſe Indvielſer var de ſidſte, ſom Erkebiſkop Paal havde Anledning til at foretage i ſin Embedstid.

Mellem Tiggermunke-Ordenerne og den ſekulære Geiſtlighed var Forholdet paa denne Tid atter, eller rettere fremdeles, meget misligt. Spørgsmaalet drejede ſig fremdeles om den nærgaaende Maade, paa hvilken disſe Tigger-Ordeners Medlemmer trængte ſig ind i de rette Sjæleſørgeres Virkſomhed og derved anrettede alſkens Forvirring. Nogen Tid efter Benedict den 12tes Ophøjelſe paa Paveſtolen ſendte han, d. 28de April 1337, en Skrivelſe vedkommende dem til Erkebiſkop Paal, ſom denne ſikkert ſelv havde fremkaldt[46]. Paven yttrede her, hvorledes han fra en ſikker Kilde var bleven underrettet om, at Brødrene af Tigger-Ordenerne i hans Provins, altſaa i hele Norge med tilliggende Lande, i en altfor ung Alder antoges til Preſte-Embedet, og at de ej alene predikede for Folket, men ogſaa driſtede ſig til friſktvek at tilſige Indulgenſer, ſaaledes endog paa 40 Dage, for alle dem, der hørte deres Prediken; og ſkjønt de tilbørligt var advarede derimod, afholdt de ſig ikke derfra, men vovede endog til Trods for pavelige Decretaler at meddele den ſidſte Olje eller Communionen uden vedkommende Sognepreſts Tilladelſe. I den Anledning bød Paven ham, naar ſamme Brødre, behørigt advarede af ham, ikke kunde opviſe noget dem tilſtaaet Privilegium til ſlige hellige Handlingers Udførelſe, eller nogen Fritagelſe fra at adlyde hine Decretaler, da ved kirkelige Tvangsmidler at bringe dem til at afſtaa derfra. Der nævnes ikke, hvad Virkning dette Brev gjorde, men man kan dog nok betragte det ſom en umiddelbar Følge deraf, naar Erkebiſkop Paal i et almindeligt Edict eller Forſkrifts-Brev for ſin hele Provins, hvis Udſtedelſesdag man ej kjender, rettede ſærſkilt til Brødrene eller Tiggermunkene følgende Advarſel: „Det forbyder Paven alle Brødre under evig Forbandelſes Truſel, at de tale ilde om den hellige Kirkes Forſtandere i ſine Predikener, eller bringe Sognefolkene fra at ſøge ſine Sognekirker for at gaa til deres, eller lyſe utilbørlige Indulgenſer, mere end det er dem tilladt, eller at de, naar de ere tilſtede ved at Nogen gjør ſit Teſtament, da ſnakke Vedkommende af med at ſkjenke noget til andre Kirker; at de ſøge at ſkaffe ſig eller ſit Convent Gaver, andre til Skade; at de tiltage ſig at høre Skriftemaal videre, end det er tilladt Sognepreſterne i Loven, eller at dette ſkeer af andre end dem, for hvem Predikerernes Provincialpriorer, eller Minoriternes Miniſtre, eller hines Vicarier eller disſes Cuſtoder perſonligt hos Biſkopen have udvirket Tilladelſe, ſaaledes at de ydmygſt bede om, at de Brødre, ſom i deres Stæder eller Biſkopsdømme dertil udvelges, maa høre Skriftemaal af dem, der ønſke det, og ſette de men pasſende Skrift. Derhos ſkulle Predikerernes Provincialpriorer og Minoriternes Miniſtre velge dygtige, pasſende, og med Henſyn til ſit Levnet prøvede og forſtandige Mænd til dette Embede, og ſaaledes viſe ſig Biſkoperne underdanige“ o. ſ. v.[47]. Af alle disſe Forbud ſee vi da tydeligt nok, hvori Brødrenes Misligheder beſtod. Formodentlig var netop Erkebiſkop Paal beſkjeftiget med paa denne Viis at holde de betlende Brødre i Tømme, og paa Grund af de Skridt, han i ſaa Henſeende foretog, var det vel, at Predikebrødrene i Nidaroos fandt for godt at beklage ſig for Erkebiſkop Peter i Uppſala og bede ham om Biſtand. Peter havde nemlig tidligere været Predikebrødrenes Provincialprior for hele Provinſen Dacia. De underrettede ham nemlig[48] ved to Brødre, en Preſt og en —Novice, ſom reiſte over Jemteland, hvor Sysſelmanden Harald havde været ſærdeles venlig imod dem[49], at Erkebiſkopen i Nidaroos og hans Capitel havde et ondt Øje til dem og tilføjede dem alle mulige Krænkelſer, navnlig med Henſyn til Fjerdedelen af alle Liigferdsindtægter, ſkjønt Sognekirkerne fik ſine Portioner ubeſkaarne; at han negtede dem at predike i Byen og paa Landet, eller at høre Skriftemaal, og forbød Sognepreſterne under Embeds Fortabelſe at gjøre dem godt eller viſe dem Gjeſtfrihed, medens han derimod begunſtigede Minoriterne og tilſtod dem alt, hvad han negtede hine; ja han tillod endog Ciſtercienſerne at tigge, og gav dem Myndighed til at meddele Communionen, formedelſt i Smug modtagne Gaver. Dette meddeelte de i Haab om, at Erkebiſkop Peter vilde finde paa et Raad. De befandt ſig nu i den ſtørſte Nød. Deres Kirke og andre Huſebygninger trængte til koſtbare Reparationer. De bad derfor, at han vilde betænke deres Convent med milde Gaver og opfordre Andre dertil, at han vilde naadigſt modtage de nævnte Brødre, der ſom Terminarier[50] havde gjennemvandret Jemteland, og at han vilde meddele en af hine Brødre, Arne, Tilladelſe til at predike, høre Skriftemaal og paalegge Pønitenſer. Der kan ingen Tvivl være om, at de Klagende hos Erkebiſkop Peter opnaaede hvad de ønſkede, iſær da de antydede, at Erkebiſkop Paal begunſtigede Minoriterne, thi Erkebiſkop Peter var ligeſaa fjendtligt ſtemt imod disſe, ſom Erkebiſkop Paal mod Predikererne. Provincialminiſteren for Provinſen Dacia klagede i 1338 til Paven ſelv over, at Peter forfulgte Minoriterne, at han forbød at yde milde Gaver til dem, at han hindrede, at Kongens og Dronningens Kroning foregik i deres Kirke i Stockholm, at han lod en dem tilhørende Bygning i Uppſala nedrive, og at han bifaldt et af hans Preſter udſtedt Forbud mod at ſkrifte for dem o. ſ. v. Paven overdrog i denne Anledning ved Skrivelſe af 1ſte September 1338[51] Erkebiſkop Paal at kalde Parterne for ſig, og efterat have hørt hvad de havde at forebringe, i al Stilhed at dømme mellem Parterne. Hvad Udfald denne Sag fik, vides ikke, dog er det ſnarere ſandſynligt, at Erkebiſkop Paal derved er kommen til kort, end Erkebiſkop Peter, hvorvel det rigtignok heder om ham kort efter hans Død 1341, at han havde meget at udſtaa af Minoriterne, thi vi ſee af et Brev, ſom Pave Benedicts Eftermand Clemens den 6te udſtedte den 24de Juli 1343, at Predikebrødrene i Sverige paa den Tid ſtod højt baade i hans og Kong Magnus’s Gunſt; dette Brev er nemlig en efter Kongens egen Anſøgning meddeelt Tilladelſe for ham til at oprette et Predikerkloſter i Stockholm af ſit eget Gods[52]. Det heder her, at Kongen havde dette i Sinde paa Grund af den ſærdeles Hengivenhed, han nærede for Ordenen, og Paven ſiger, at han med faderlig Ømhed elſker Ordenen ſom en i Herrens Huus plantet frodig Have, og ønſker af Hjertet, at dens Skud maa udbrede ſig over hele Jorden. Under disſe Omſtændigheder maa man formode, at Predikebrødrene have fundet for megtig Underſtøttelſe ovenfra, til at Erkebiſkop Paal kunde udrette noget imod dem.

Af hvad der ellers paa denne Tid tildrog ſig i og med de forſkjellige Kloſtre og Conventer i Norge, vides ikke ſtort mere, end hvad der ovenfor allerede lejlighedsviis er berettet. Vi have ſaaledes ſeet om Biſkop Eriks Strid med Abbeden i Utſtein, og Biſkop Haakons Indſkriden i Abbedvalgene ved Korskirken i Bergen og Halsnø Kloſter, ſaavelſom mod Abbed Jon i Selja, ligeledes det ſørgelige Endeligt, Abbed Arne af Lyſekloſter fik 1336 eller 1337. Hans Eftermand, Andres[53], ſees at have ſtaaet i nærmere Forbindelſe med Hertuginde Ingeborg og modtaget Penge og Koſtbarheder paa hendes Vegne efter hendes Ombudsmand i Bergen, Hr. Henriks Død (1342)[54]. Lyſekloſter ſynes at have været et af de rigeſte og meſt begunſtigede Kloſtre, navnlig ſee vi, at det i 1344 fik et Varnadarbrev af Kong Magnus, dateret fra Vardberg den 14de Februar[55]. Kloſtrene have formodentlig overhoved paa denne Tid været ved deres højeſte Velmagt; de fleſte fik hyppige Gaver af Jordegods og gjorde derhos fordeelagtige Erhvervelſer ved Kjøb eller Laan mod Pant i faſte Ejendomme, der ſiden forblev i Kloſtrets Beſiddelſe. Formodentlig var der dog faa Kloſtre, hvis Beſiddelſer var i ſaa jevnt Tiltagende, ſom Munkelivs i Bergen[56], og maaſkee Nonnekloſtret i Oslo. Dette var ſaa rigt paa alſkens Løsøre, at da Kong Magnus holdt ſit Bryllup med Dronning Blanche, laante han derfra til Feſtlighederne endeel Bordtøj, formodentlig Duge, Sølvtøj m. m., imod en Kjendelſe, ſom det ſynes baade i Penge og Jordegods[57]. Men af alle gejſtlige Stiftelſer i Norge var der ingen, ſom fremdeles nød ſaadan Begunſtigelſe, ſom Mariekirken i Oslo med dens Provſt og Chorsbrødre. Vi have allerede lejlighedsviis omtalt enkelte af de Bekræftelſer og Udvidelſer af deres Friheder, ſom efter Kong Magnus’s Regjeringstiltrædelſe blev dem til Deel. Kongen begyndte, ſtrax efter at han var bleven myndig, med at ſtadfeſte i almindelige Udtryk alle de Privilegier og andre Frelſesbreve, ſom hans Moderfader Kong Haakon og andre hans Forfedre, Norges Konger, havde tilſtaaet Kirken, (Brev, dateret Oslo den 30te December 1332). I 1335 ſtadfeſtede han fra Tunsberg, den 25de September, de Beſtemmelſer til Bedſte for ſamme Kirke, ſom Moderfaderen Haakon havde gjort, og iſærdeleshed hans Gave af Syſler i veſtre Bergeim, Lomedal og Margretedal (Maridalen) med Visøre og Leding og alle andre Gaver, ſtørre og mindre, af hvilketſomhelſt Slags, under Straf af Brevebrud (13 Mk. og 8 Ertoger) ſamt dobbelt Erſtatning af Skaden for den, ſom gjorde noget Brud paa disſe Beſtemmelſer. Den 8de September 1337 udſtedte Kongen fra Stockholm det ovenfor omtalte Brev, hvori han atter ſtadfeſtede denne Gave af Syſler i hine Hereder, med al den Leding, ſom Kongen plejede at tage til ſin Gaard og Sagøre, ſamt alt det Løsøre, der erlagdes i Alejemaaal, Landraadeſager, Fredkjøb og Thegngilde, hvortil og føjedes alle de Skove, der tilhørte Kronen i hine Syſler, med Undtagelſe af hvad der allerede var ſkjenket andre; disſe Skove med Herligheder udgjorde, ſom det ovenfor er viiſt, Størſtedelen af Nordmarken med de veſtenfor liggende Strøg, idet nemlig Enemerkerne angives ſaaledes: hele Almenningen mellem Grefſenſkoven og Sognsſkoven, heelt nord til Sandungevandene og Vandene med, og lige ſyd til Dynjande (Sandvikselven) med alle andre i ſamme Almenning liggende Vande; altſammen for dermed at beſtride det Brændſel, der behøvedes til den for Kirkens Vedligeholdelſe nødvendige Kalkovn og Teglovn. Den 29de September 1337 ſtadfeſtede Kong Magnus paany, i Oslo, ſin Moderfaders Gaver, fornemmelig Sysſelen paa Follo, Nesodden, veſtre Bergeim, Lomedal og Margretedal, Leding og Visøre o. ſ. v., og med det udtrykkelige Tillæg, at hvis han forøvrigt tilbagekaldte ſine Syſler, Jordegods eller andre Veitſler, hvormed han havde forlenet Mænd i Landet, ſaa ſkulde dog alle disſe Ting og alt andet, hvad der var forundt Mariekirken, ikke regnes under denne Tilbagekaldelſe. Da Provſten ved Kirken, Hr. Erling Gullesſøn[58], i dette Brev udtrykkeligt nævnes, er det formodentlig givet paa dennes Anmodning kort efter hans Tiltrædelſe til Embedet. Man hører nu en Stund ikke videre om nye Gaver, førend i 1343, da Kong Magnus fra Vardberg bekjendtgjorde for Indbyggerne af Varne og Vaale Skibrede, at han havde givet Chorsbrødrene i Oslo alt hvad der i disſe Diſtricter faldt af den ſaakaldte Bordleding. Og ſamme Aar, den 28de September, fremdeles paa Vardberg, gav han Chorsbrødrene og Klerkerne ved Mariekirken i Oslo Ret til at ſtevne alle dem, ſom de havde lovlig Tiltale imod, til Lagmanden i Oslo (altſaa uanſeet Indſtevntes egentlige rette Vernething), mod en Friſt efter Afſtandens Længde, og bød Lagmanden at ſige Lov i disſe Sager ligeſaa fuldt, ſom om Stevningen var ſkeet overeensſtemmende med Loven. Endvidere gav han dem i ſamme Brev Ret til ſelv at ſøge ſig til Haande og oppeberge de Brevebrudsbøder, ſom kunde falde for Krænkelſen af de Privilegier, Kong Haakon eller han ſelv havde givet ſamme Chorsbrødre og Klerker[59]. Da Provſten, Hr. Erling Gullesſøn, ikke nævnes i disſe to ſidſte Breve, maa man formode, at han paa den Tid var død. Hans Eftermand blev, hvorvel ikke umiddelbar derefter, Chorsbroderen ved ſamme Kirke Arne Aslaksſøn, en af Kongens højeſt betroede Klerker, der allerede før ſin Ophøjelſe til Provſteværdigheden fungerede ſom etſlags Vice-Cantsler, idet han beſeglede flere Breve[60], navnlig dette ſidſte, i hvis Udvirkelſe han derfor ſikkert ej har haft ringe Deel, og hvem vi fra 1345 af ville finde ſom virkelig Cantsler, ſaa at begge Embeder, der i Erling Gullesſøns Tid havde været adſkilte, eller retteſt af hvilke det ene, nemlig Cantſler-Embedet, var ubeſat, nu igjen forenedes ifølge Kong Haakons Beſtemmelſe.

Det er allerede tidligere lejlighedsviis nævnt, at Kong Magnus overhoved ſtod ſig ganſke godt med Kirken, hvortil ogſaa hans Gavmildhed mod Kirken og geiſtlige Stiftelſer nokſom gjorde ham fortjent. Det forſtaaer ſig, at den Iver, der i hans Mindreaarighed lagdes for Dagen i at bekæmpe Rusſer og Hedninger, her ogſaa kom i Betragtning, hvor lidet end Fortjeneſten tilkom ham ſelv. Allerede førend han endnu var bleven myndig, tilſtod Pave Johannes ham ved Bulle af 21de Juli 1331 paa Grund af hans velbekjendte oprigtige Hengivenhed for det apoſtoliſke Sæde, den Udmærkelſe, at naarſomhelſt der holdtes Gudstjeneſte og predikedes i hans Capeller i hans egen Nærværelſe, kunde I den forrettende Geiſtlige tilſtaa baade ham ſelv og enhver af de forſamlede Tilhørere, efter aflagt Skriftemaal og tilkjendegiven Anger, et viſt Antal Dages Fritagelſe fra de dem paalagte Pønitentſer, ſaaledes nemlig, at hvis det var en Erkebiſkop eller Biſkop, ſom forrettede, beſtemtes Tiden til eet Aar, eller til 60 Dage[61]. At det ſamtidigt bevilgedes, at Nordhalland ei ſkulde regnes ſom en Deel af Danmark med Henſyn til Interdictet, er forhen nævnt. Benedict den 12te maa .i Førſtningen have haft beſynderlige Foreſtillinger om Kongens Familieforhold; thi af den Bulle af 9de Januar 1335, hvori han anmelder ſin Tiltrædelſe, og ſom i en Mængde, i Hovedſagen ligelydende, Exemplarer blev ſendt omkring til alle romerſk katholſke Fyrſter, Biſkoper, m. fl., ſees ogſaa et Exemplar at være ſendt til „Norges Dronning“, et andet til „Sveriges Dronning“[62]. Da der paa den Tid ingen Dronning var enten i Sverige eller Norge, maa man formode, at der har foreſvævet ham eller rettere hans Cantsler en uklar Foreſtilling om Kongens Moder, Hertuginde Ingeborg, og hendes Couſine af ſamme Navn. Hvorledes det ikke lykkedes Kongen af den ſamvittighedsfulde Benedict XII at faa officiel Bekræftelſe paa ſin Erhvervelſe af Skaane, er allerede viiſt, ſkjønt Erhvervelſen eller Landſkabets Forening med Sverige forøvrigt i Gjerningen erkjendtes[63]. Men efter Benedict, der døde 25de April 1342, fremſtod (7de Mai) den mindre nøjeregnende, verdenskloge Clemens den 6te (egentlig Peter Roger, Erkebiſkop af Rouen, ſiden Cardinalpresbyter til St. Nereus og Achilleus): han var, ſom vi i det følgende ville ſee, mere rede til at imødekomme Kongens Ønſker i dette Stykke end Formanden, og han viſte ham overhoved ligefra ſin Ophøjelſe af megen Yndeſt, hvilken rigtignok ogſaa Magnus ærligt fortjente ved ſin — efter de Tiders Begreber — udmerkede kirkelige Iver. Vi finde ſaaledes, at Paven allerede ſtrax Aaret efter ſin Ophøielſe, da Biſkop Peter i Linkøping, ſom havde været ved Curien, ſkulde drage hjem, medgav denne flere Breve, daterede 24de Juli 1343, nemlig et, hvorved han bevilgede Indulgenſer for Kongens Capel i Stockholm Slot[64], og paa Kong Magnus’s og Dronning Blanches Anſøgning faſtſatte hundrede Dages Pønitens-Aflad for alle dem, der indfandt ſig ved Gudstjeneſte og Prediken i deres Nærværelſe[65], et andet, hvorved han, ſom det allerede ovenfor er berettet, bekræftede Kongens Stiftelſe af Predikerkloſtret i Stockholm, og et tredie, indeholdende faderlige Formaninger til altid at have Gud for Øje, altid at overholde Ret og Retfærdighed, hindre Vold og Uret, og fremfor Alt at hedte Kirker og Geiſtlige og beſkytte dem mod Overlaſt. Paven yttrede ogſaa, at der tidligere ved Curien havde været nogen Indſigelſe mod de af Kongen brugte Indſegl (formodentlig fordi man ej kunde begribe, hvorfor Kongen brugte to forſkjellige Segl, et for Sverige og et for Norge), men at Paven ſelv var fuldkommen underrettet om Sammenhængen og fandt alt i ſin Orden[66]. Kongen ſynes iſær med ſtor Iver at have omfattet den ſvenſke Nationalhelgen St. Eriks Minde. Blandt de Helgener, paa hvis Dage hiin Indulgens til Bedſte for Kongens Capel i Stockholm faſtſattes, nævnes næſtefter Jomfru Maria og Johannes den Døber allerførſt St. Erik, derpaa St. Olaf; og i Mariekirken i Oslo, der nu vel kunde betragtes ſom Kongens fornemſte Capel i Norge, paabød han fra Kalmar den 18de Januar 1343 udtrykkeligt Høitideligholdelſen af St. Eriks-Dagen, den 18de Mai, ſom dobbelt Feſtdag, befalende Præſten i Oslo den Dag at afgive tre Tønder godt Tydſk-Øl (Bjor) til Capellets Commune[67].

Allerede fra Pave Johannes den 22des Tid var den Skik bleven almindelig, at Paven ved de ſaakaldte Reſervationsdecreter forbeholdt ſig Beſettelſen af geiſtlige Embeder, baade højere og lavere, hvilket ellers efter Regelen ſkulde beſettes ved Valg, eller ved Biſkopernes Foranſtaltning. En ſaadan Ret kunde vel Paverne ſtrengt taget ſiges altid at beſidde, forſaavidt deres kirkelige Myndighed var uindſkrænket, men ſaavel Klogſkabs- ſom Billigheds-Henſyn maatte tilſige dem, ej at gjøre Brug af den, ſaalænge det kunde undgaaes, for ej at gribe forſtyrrende ind i Biſkopernes og de øvrige Local-Auctoriteters Embedsvirkſomhed, ſvække deres Anſeelſe og afſtedkomme alſkens Forvirring, tildeels endog Skade, efterſom det ej var at vente, at Paven og hans Omgivelſer kunde have ſaa nøje Kjendſkab til de locale Forhold i ethvert Land, iſær de fjernere, at de ikke ofte ved ſlige egenmegtige Beſiddelſer ſkulde være udſatte for at treffe uheldige Valg. Paverne indtil Johan den 22de havde derfor og yderſt ſparſomt grebet ind paa den Maade. Det var i ſin Orden, at de bekræftede Erkebiſkopsvalgene og ſelv overdrog eller lod overdrage de nysvalgte Erkebiſkoper Pallium; men ſedvanligviis overlod de dog vedkommende Capitel fri Valgret, uden at blande ſig i Valget, og de udøvede kun ſin Casſations- og Proviſions-Myndighed i Tilfælde af Utilbørlighed eller Mangler ved Valgene, ſom de, naar der var Tale om Erkebiſkoper, lod prøve af et Par Cardinaler, der da ſiden afgav ſin Betænkning, om Valget var canoniſk eller ej[68]. Men fra Johannes den 22des Tid begyndte Reſervationerne at ſkee i Masſe. Dette ſkete førſt alene paa den Maade, at Paven under Indehaverens Levetid reſerverede ſig Beſettelſen af hans Embede ved næſte Vacance, idetmindſte ſkete det ſaaledes med Biſkopsſtolene, eller ved at give en eller anden ringere Geiſtlig Exſpectance paa et endnu ikke ledigt Beneficium, og hertil ſynes endnu Johannes den 22de at have indſkrænket ſig. Men Benedict den 12te. udgav et Reſervationsdecret, hvorved han forbeholdt ſig alene Beſettelſen af alle, ſom det heed, ved det apoſtoliſke Sæde ledigblivende geiſtlige Embeder, hvad enten det var Biſkopsdømmer, Prælaturer eller ringere Embeder, og ligemeget om det i Regelen ſkulde ſkee ved Valg, eller tilkom Biſkopperne, erklærende enhver anden Dispoſitionsmaade end den pavelige Proviſion, ſaaledes og Capitlernes lovlige Biſkopsvalg og Erkebiſkopernes Confirmation derpaa, ugyldige; og under Kategorien af „ledigværende ved det apoſtoliſke Sæde“ henførtes alle Embeder, hvis Indehavere enten døde eller afſattes eller befordredes til andre Embeder ved ſelve Curien eller inden en Omkreds af to Dagsreiſer derfra[69]. Naar ſaaledes en valgt Erkebiſkop eller Biſkop, der ſedvanligviis var Indehaver af flere Prælaturer eller Canonicater, blev indviet ved Curien, hjemfaldt alle disſe Beneficier, de være ſig i Norge, Spanien eller England, eller hvorſomhelſt, til Pavens Forføjning. Desuden vedblev han og ſærſkilt at forbeholde ſig mange enkelte Embeders Beſættelſe ved næſte Vacance, iſær Biſkopsſtoles, og at meddele Exſpectance paa ringere Beneficier. Stundom decreteredes Reſervation ogſaa efter Vacancens Indtrædelſe, ſaaledes ved den uppſalſke Biſkop Peters Død 1341, da Benedict erklærede, at han reſerverede ſig ſelv Beſættelſen, forbydende Capitlet at befatte ſig med Valget[70]. Benedicts Eftermand Clemens den 6te bekræftede førſt ſtrax efter ſin Ophøjelſe hiin Forfatning af Benedict med Henſyn til de Embeder, der under denne var blevne ledige, men endnu ej beſatte, men ſiden lod han og for ſit eget Vedkommende en lignende Generalreſervation udgaa. Der ſkete ſaaledes to Slags Reſervationer, de ſærſkilte, der vedkom enkelte Embeder, hvortil og Exſpectancebreve kunne regnes, og de almindelige, der vedkom alle ved det apoſtoliſke Sæde ledigblivende Embeder. I førſte Tilfælde gjaldt endnu den lovlige Dispoſition, ſaalænge ingen Reservation havde fundet Sted, i ſidſte derimod var det aldeles forbudt de lovlige Autoriteter at befatte ſig med Embedernes Beſettelſe. Alt dette ſkete deels for at ſvække og indſkrænke Erkebiſkopernes og Biſkopernes Myndighed, paa hvilken Paverne altid var ſkinſyge, deels ogſaa for at ſkaffe Curien og dens talrige Hær af Embeds- og Hofmænd afſe de Gebyrer og andre Fordele, ſom naturligviis flød deraf, at Beneficierne bortgaves af Curien ſelv. Men det er let at ſkjønne, til hvilke Misligheder dette uheldige Syſtem maatte give Anledning. Hvad der i og for ſig var meget ſørgeligt, nemlig at nu mangt et uverdigt og ſlet Subject, der kun ved Beſtikkelſer til de formaaende Mænd ved Curien eller paa anden Maade havde vidſt at ſætte ſig i Gunſt, kunde faa en Poſt, hvor det netop kom an paa at viſe Duelighed og Retſkaffenhed, eller at Udlændinger, der ej engang kunde Landets Sprog, trængtes ind, til Skade for Landets egne Børn: dette maatte endog regnes iblandt de mindre Onder; verre var det, at der blandt den hele underordnede Geiſtlighed ſelv maatte opſtaa en for ukjendt, og for Charakteren fordærvelig, Higen efter at naa Forfremmelſe og Anſeelſe ved Kryben, Beſtikkelſer og andre ſlette Midler, — en Higen, der omſider maatte lede til hele Standens Demoraliſation; ſamt dertil, at der ofte kunde indtræde de forargeligſte Forvirringer, ja aabenbare Stridigheder, naar en ſaadan af Curien begunſtiget Candidat med eet fremſtod med ſit pavelige Beſkikkelſesbrev i Haanden, efterat Biſkopen, eller den retmæsſige Autoritet, maaſkee forlængſt havde beſat det ſamme Embede paa lovlig Viis[71]. Thi ej nok med, at Paverne bortgav beſtemte, navngivne Beneficier, der egentlig ſtod under Biſkopernes Raadighed, naar de blev ledige: overdrog de endog allerede paa Forhaand begunſtigede Candidater Exſpectance derpaa, førend de var ledige; ja, det gik endog ſaa vidt, at de i Mængdeviis bortlovede unavngivne, endnu ikke ledige Beneficier, idet de i Proviſions-Bullen kun betegnede dem ſom „det førſte ledigblivende Beneficium, i N. N. Biſkopsdømme af N. N. Indtægt.“ Og dermed gik man heel ſkjødesløſt til Verks; man underſøgte neppe, om der virkelig fandtes ſaa mange Beneficier, ſom man bortgav, og ſtundom forekomme Exempler paa, at eet og ſamme Beneficium bortlovedes til to forſkjellige Perſoner, ſom ſaaledes kom op at ſtrides derom. Alt dette tjente, ſom det let vil indſees, i Længden kun til at nedſette den hele Geiſtlighed i Folkenes Øjne, og til at vække Uvilje mod Curien ſelv, da det var naturligt, at de braveſte og retſkafneſte Geiſtlige, ſom meſt afholdt ſig fra al ſlig Kryben og Daarlighed, men ſom derfor ogſaa tilſideſattes for mindre verdige Subjekter, havde ſtørſt Indflydelſe paa deres Omgivelſer og Sognefolk, hos hvilke derved mere og mere etſlags Oppoſitions-Aand mod Curien og dens Indflydelſe maatte fremavles. Det er derfor ogſaa aabenbart, at Spirerne til den Uvilje mod Pavedømmet, der ved Reformationen pludſeligt gav ſig ſaa almindeligt tilkjende, og uden hvilken Reformationsverket ej vilde kunne haft Fremgang, allerede var lagte ved de førſte avignonſke Pavers ukloge Indgriben i de rette Diøceſaners og geiſtlige Local-Autoriteters Virkſomhed.

Det faldt da af ſig ſelv, at Curien fra hiin Tid beſtormedes med Anſøgninger om Beneficier og andre Fordele, deels af Vedkommende ſelv, ſom ønſkede dem, deels af deres Beſkyttere og Velyndere. Der ſøgtes ſaaledes ej alene om at faa Beneficier eller Exſpectancer paa beſtemte eller ubeſtemte Embeder, men om Tilladelſe til at combinere flere, om de endog var langt fraliggende fra hinanden, om at kunne hæve Indtægterne, uagtet fraværende, o. ſ. v. Men det maa overhoved anſees ſom et godt Tegn paa den norſke Geiſtligheds Bravhed, at man i det Hele taget finder ſaa Anſøgninger fra og Proviſioner for dens underordnede Medlemmer, medens man derimod finder temmelig mange vedkommende den ſvenſke og danſke Geiſtlighed. Herved kommer det dog vel noget i Betragtning, at de norſke Beneficier neppe attraaedes meget af Fremmede[72], iſær da man finder, at den Forkjærlighed for Modersmaalet, der altid har udmerket Nordmanna-Stammen, og ſom har frembragt baade de norſk-islandſke Sagaer og den overvettes Masſe af norſke Diplomer, der endnu findes i Landet — at den ogſaa i hine Tider med Henſyn til Beſættelſen af geiſtlige Embeder har gjort ſig gjeldende med en Magt, ſom ikke engang Curien vovede at trodſe, idet den idetmindſte enkelte Gange, og maaſkee endog ſedvanligviis, gjorde det til Betingelſe for de Fremmede, der fik geiſtlige Beneficier i Norge, at de ſkulde kunne tale Landets Sprog[73]. Men hvor liden Beſkeed man ved Curien ofte vidſte om Norge og dets Anliggender, derom vidner iøjnefaldende og paa en næſten løjerlig Maade, hvad Pave Clemens den 6te ſelv tilføjede ſin Bevilgelſe af den ovenfor omtalte Anſøgning fra Preſten Ivar Baardsſøn om et Beneficium i Bergens By eller Biſkopsdømme; han tilføjede nemlig: „det ſkee efter Mark eller Gylden eller Pund, ſaaledes ſom Skik og Brug er i det Biſkopsdømme, hvilket vi ellers ikke have hørt omtale“. Brevet er dateret den 8de Marts 1344, ikke fuldt to Aar efterat Clemens var bleven Pave, altſaa vidſte han indtil da intet om, at et Biſkopsdømme af Navnet „Bergen“ var til! Kong Magnus ſelv anſøgte temmelig flittigt om Beneficier for ſine geiſtlige Yndlinger, og det ej alene inden ſine egne Beſiddelſer, men ogſaa udenfor disſe. Saaledes anholdt han i 1344 om, at en Preſt.i Lund maatte faa et Canonicat i Roeskilde, og dette bevilgedes, ſom det ſynes, uden Vanſkelighed. De norſke Geiſtlige, der i Løbet af Aarene 1323—1345 vides at have faaet ſlige overordentlige Proviſionsbreve paa ringere Beneficier, var Erkepreſten Thorkell Mattul i Oslo, der paa Grund af hans Embeds ringe Indtægter (kun 10 Mark Sølv aarligt) fik Exſpectance paa Haugs Kirke paa Eker, Klerken Thore Breid, der ſamtidigt fik Exſpectance paa et Canonicat i Oslo; Chorsbroderen ſammeſteds, Thore Hallvardsfrænde, ſom i 1329 fik Exſpectance paa førſte ledigtblivende Sognekald i Oslo’s Diøceſe, den føromtalte orknøiſke Chorsbroder Engelbert Lyning, der ſamtidigt fik et Canonicat og en Præbende i Katanes Diøceſe; den osloiſke Chorsbroder Thorſtein Kunpe, Preſt ved Laurentii Kirke i Oslo, ſom paa Erkebiſkop Paals Anbefaling fik et Canonicat i Nidaroos; Brynjulf Haraldsſøn, Biſkop Hallvards Frænde, Chorsbroder i Nidaroos og Hamar, der i 1342, da han af Biſkopen var ſendt til Curien, fik et Canonicat og en Præbende i Nidaroos; Thore Guthormsſøn, Chorsbroder i Oslo, der ligeledes i 1342 fik det orknøiſke Canonicat, ſom Erkebiſkop Paal havde haft, og den føromtalte Ivar Baardsſøn, der i 1344 fik Exſpectance paa et eller andet Beneficium, ſom ellers ſkulde bortgives af Biſkopen. Dette var visſelig ikke meget i Sammenligning med de ødſle Uddelinger af Beneficier og Exſpectance paa Beneficier, der ſkete paa andre Steder, og ſom have givet Anledning til, at de pavelige Regeſter fra Johannes den 22de af ſvulme op til en uendelig Masſe, idet Indholdet hovedſageligt er Proviſionsbuller.

Vi have ovenfor ſeet ſaavel de overordentlige, ſom de regelmæsſige Afgifter, hvilke deels det hele Land, deels Geiſtligheden havde at udrede til Paveſtolen. Til de førſte høre de til forſkjellige Tider paalagte Tiender af geiſtlige Embedsindtægter, ſom Sexaarstienden, Treaarstienden, Jorſalahjelpen o. ſ. v.; til de ſidſte fornemmelig Rumaſkatten eller Peterspeningen, der rammede det hele Land, og for Geiſtlighedens Vedkommende Annaterne, og ved en Erkebiſkops Udnævnelſe Palliehjelpen, hvis Størrelſe for Norge ikke kjendes, men ſom man veed var overmaade ſtor og betyngende. Desforuden var den Forpligtelſe, ſom Erkebiſkoperne og, efter at Proviſionen blev ſedvanlig, ogſaa Biſkoperne havde til i visſe Mellemrum at beſøge Curien perſonligt eller ved Fuldmegtig, i og for ſig en Skatlægning, hvortil kom, at det var temmelig ſedvanligt, at der ved den Lejlighed gaves en frivillig Oblation eller Gave, og at denne ej var ubetydelig, ſees deraf, at den ſamlede Indtægt deraf fra hele den romerſk-katholſke Chriſtenhed i et paveligt Kammer-Regnſkab for 1356 anſattes til over 19140 Guldgylden for det forløbne Aar alene[74]. Endelig kom hertil de ſaakaldte Servits-Afgifter deels til det pavelige Kammer, deels til Cardinalcollegiet, deels til de pavelige Prælater og Hofperſonale, hvilke i alle Fald Erkebiſkoperne og de af Paven ſelv udnævnte Biſkoper ved Udnævnelſen maatte forpligte ſig til at erlægge, og ſom ſynes at have udgjort til Kammeret alene 250 til 260 Guldgylden, foruden hvad der ydedes til Cardinalerne, Prælaterne og Officianterne, altſaa en temmelig drøj Skat[75]. At disſe Summer gav Paven en ikke ringe aarlig Indtægt, ſees deraf, at Regnſkabet af 1356 alene paa denne Indtægtspoſt opfører over 39174 Gylden. Om Biſkoperne og de højere Prælater ſaaledes end havde ſtore Indtægter, ſaa blev og paa den anden Side disſe Indtægter ved ſlige Skatlægninger betydeligt beklippede. De ringere Geiſtliges ſaavelſom de egent lige reſiderende Sognepreſters Indtægter ſynes i det Hele taget ei at have været ſtore. Mange Kald, og viſt iſær de bedre, blev fordetmeſte bortgivne til Chorsbrødre ved Kathedralkirkerne, eller andre Prælater, der lod dem beſtyre ved Vicarier, ſom fik den mindſte Deel af Indkomſterne. Naar, ſom vi ovenfor have ſeet, Erkepreſten i Oslo ej havde mere ſom ſaadan end 10 Mk. Sølv aarligt, hvor lidet maa da ikke Sognepreſter i de mindre befolkede Egne have Duft? Men formodentlig har man dog ikke ſaa nøje beregnet, hvad Præſterne fik in natura, og hvad de avlede paa ſine ſedvanligviis gode Preſtegaarde. Thi dette kan ikke have været ſaa lidet, ellers kunde Preſterne ej have formaaet at beſtride det ſvære Koſthold, ſom fordredes af dem ved Biſkopernes aarlige Viſitationer, og ſom var nøje beſtemt. Man har endnu en Optegnelſe fra 1322 om, hvor ſtort Koſthold Preſterne i Fjordene og Sogn ſkulde ſvare, og hvor længe Biſkopen var berettiget til at opholde ſig paa ethvert Sted. Man ſeer ſaaledes, at Biſkopen under Viſitatſen i den veſtlige Deel af Nordfjord ſkulde ligge fire Nætter paa Eyge (Eid), og at Preſterne tilſammen ſkulde yde ham til hver Nat fire Tønder tydſkt Øl, 6 Tønder Mungaat (tyndt Øl) med tilſvarende Koſt og Specerier ſamt for den hele Tid en Tønde Viin. Naar han viſiterede det øſtlige Nordfjord, ſkulde han ligge tre Nætter paa Venreid i Gloppen, og fik, lader det, ligeſaa meget. I det nordlige Søndfjord ſkulde han ligge to Nætter i Ben, og fik i Alt 8 Tønder tydſk Øl, 12 Tønder Mungaat, 1 Tønde Viin, og Brød, anden Koſt og Specerier i Forhold. I det ſydlige Søndfjord ſkulde han ligge tre Nætter paa Aſkevoll, og fik i Alt 12 Tønder tydſk Øl, 24 Tønder Mungaat, 1 Tønde Viin, og Brød, anden Koſt og Specerier i Forhold, ſaaledes at idetmindſte 1 Pund Bakſtebrød leveredes til hver Nat foruden Hvedebrød. I Sogn ſkulde Biſkopen ligge fire Nætter paa Stedje, 4 paa Tunjum, 2 paa Aurland, og 2 i Viik. Paa Stedje ſkulde Preſten ſelv ſkaffe 8 Tønder tydſk Øl, en Leſt Mungaat, 2 Pund Brød, foruden Hvedebrød, Tønde Viin, Smør og Specerier og anden Koſt i Forhold, og tre andre Preſter tilſammen 8 Tønder tydſk Øl, 4 Tønder Mungaat, Tønde Viin, Brød m. m. i Forhold; paa Aurland 8 Tønder tydſk Øl, 1 Leſt Mungaat, 2 Pund Brød foruden Hvedebrød, Tønde Viin, Smør og anden Koſt m. m.; paa Vik 8 Tdr. tydſk Øl, 1 Leſt Mungaat, 2 Pund Brød, Tønde Viin, Smør og anden Koſt m. m.[76]. Hvad man her meſt maa ſtudſe over, er de uhyre Masſer af Drikkevarer, ſom fordredes. Men Sagen var den, at Biſkoperne i de Tider reiſte med mange Folk, og at der behøvedes utroligt meget til disſes Underholdning. Dog ſeer man af Drikkevarernes Mængde i Forhold til Brødet, at Drikken fremdeles udgjorde Hovedſagen ved Maaltiderne, en Omſtændighed, ſom viſt ikke vidner fordeelagtigt om Folkets Ædruelighed.

  1. See Chron. regg. Manniæ S. 30.
  2. Bartholin. E. 134, jfr. ovf. S. 31. See endvidere Bartholin. E. 415, Dipl. Norv. IV. 237. Erkebiſkop Paal ſkriver her fra Bergen den 9de Juni 1339 til Thore, Preſt paa Fane, at Peter, Preſten til Oos, havde klaget til ham over, at uagtet han var bleven gjenindſat i Beſiddelſen af ſin Kirke ved Erkebiſkopens Delegerede, Cormac, Archidiaconus af Skye, Svein Eriksſøn, Chorsbroder i Nidaroos, og Aude, Preſt til Mariekirken i Bergen, ſaa havde dog en Preſt af Bergens Diøceſe, Jon, med Vold og væbnet Haand berøvet ham den og fordrevet ham, hvorfor Erkebiſkopen nu paalagde Sira Thore at indſtevne ham for Erkebiſkopen til næſte Søgnedag efter St. Hans. — Det er underligt nok, at Cormac, ſom tidligere kaldtes Archidiacon af Øerne, her nu kaldes Archidiacon af Skye. Men formodentlig var hans Hovedreſidens paa denne Ø.
  3. Dipl. Norv. V. 70.
  4. See ovf. II. S. 603, 604, Not. 2. Det er der viiſt, at Jemteland netop chriſtnedes paa den Tid, da Biſkop Steenfinn, ifølge Mag. Adam af Bremens Beretning IV. 24, ſendtes af Erkebiſkop Adalbert „til Helſingeland paa Svearnes og Nordmændenes Grændſer“.
  5. See ovf. I. 2. S. 778.
  6. At Erkebiſkop Peter paa den Tid viſiterede i Jemteland og maaſkee havde været der allerede Julen over, ſees af hans Brev af 11te Marts 1335, udſtedt fra Fors i Jemteland (Dipl. Sv. 3124). I det ſaakaldte Registrum Upsalense, hvor Fortegnelſer findes over hvad de enkelte, til Diøceſen hørende, Landſkaber, Kirker og Geiſtlighed havde at udrede til Sexaarstienden og Palliehjelpen, alt Kirkeſognsviis, forekommer ogſaa Jemteland. I Sexaarstiende ſkulde der i Alt udredes 1072 anf. Penninger, hvilket efter Courſen, ſom 5:1 (thi her ſynes overalt at regnes efter ſvenſke Penge) bliver 2710 Mk. brendt, hvad der efter Vegten alene paa det nærmeſte ſvarer til 17 Spdlr., og efter Pengenes daværende Verdi til henved 170 Syd. nuomſtunder. I Palliehjelp ydedes 38¼ Mk., hvilket i brendt Sølv er 71315 Mk. eller 69 Spdlr., ſvarende til det Tidobbelte nuomſtunder.
  7. Dipl. N. I. 235. Dipl. Sv. 3183.
  8. Dipl. N. III. 222. Dipl. Sv. 3769.
  9. Dette ſees deraf, at det uppſalſke Capitel i ſit Svar omtaler Skrivelſen.
  10. Dipl. Norv. III. 224. Dipl. Sv. 3773.
  11. Dipl. N. III. 223. Dipl. Sv. 3772.
  12. I Brev af 7de Marts 1331 (Dipl. Sv. 2835) bekjendtgjør førſt Erkebiſkop Olaf, at han paa egne og Medejer Johan Ingemarsſøns Vegne er kommen overeens med Naboen Thorvalde paa Fors om, at han ſkal have Halvparten med dem af den gamle Fiſkebygning, og Fjerdedelen af den nye. Siden udſtedte Johan Ingemarsſøn et Brev af 23de Mai ſ. A., hvorved han aldeles overlod Erkebiſkopen hele Fiſkeriet i Ravund med ¼ i Fors imod andre Godtgjørelſen (Dipl. Sv. 2050).
  13. Dipl. Sv. 3148.
  14. Dipl. Norv. III. 205. Dipl. Sv. 3542.
  15. 15,0 15,1 Barthol. E. S. 422—425, 426, 440, 415, 452. Skrivelſen, hvorved Preſten til Birkeland gjenindſattes i ſit Embede, er dat. 4de Jan. 1339. Erkebiſkop Paals Skrivelſe til Sira Thore paa Fane er dat. den 9de Juni 1339; det er den ſamme, hvori han, ſom ovenfor nævnt, omtaler Cormac, Archidiaconen paa Skye, ſom en af ſine Fuldmægtige til at gjenindſette Peter. Denne Sag lader forreſten ane, hvad ogſaa andre Omſtændigheder tildeels beſtyrke, at der mellem Biſkop Haakon og Erkebiſkopen juſt ikke herſkede noget varmt Venſkab. (Samſt. S. 440).
  16. Barthol. E. S. 447—450.
  17. Samll. V. 131.
  18. Barthol. E. S. 427—429.
  19. Brevet er aftrykt i Samll. V. S. 127.
  20. Brev af 1339 Dipl. Norv. IV. 241 efter Barthol. E. 442. Der findes her ogſaa S. 713 et Brev fra Biſkop Haakon til Abbeden i Halsna om en Broder Herman, der havde ſøgt om Orlov fra Kloſtret, hvilket Biſkopen ubetinget erklærer ſig imod.
  21. Dette kan ſees deraf, at han i 1338 den 4de Auguſt i Bergen var Vidne ved Salget af noget Jordegods til Munkelivs Kloſter. (Mklb. S. 163).
  22. Barthol. E. S. 455.
  23. Samll. V. S. 116. Vi have i Vinter, ſiger Haakon i Brev til Erling Vidkunnsſøn af 17de April 1338, faaet to Breve fra Eder, et om Stovreim, at vi ſkulde ſkaffe Ret angaaende Kirkens Bøger og Mesſeklæder, hvilket ei er ſaa hurtigt gjort ſom ſagt, fornemmelig hvad Kirken ſelv og dens Skade betræffer. Bønderne var ikke anderledes ſindede, da vi kom did, end at de hviſkende ſagde os, at den og den nok var Skyld i Kirkens Skade; I kan da nok ſelv vide, hvad vi efter ſaadant er iſtand til at gjøre“.
  24. Samll. V. 113, 141.
  25. Smſts. S. 110, 114, 120, 125, 134, 138, 143.
  26. Smſt. S. 128, 130.
  27. Ved Pønitentiarier forſtaaes, ſom bekjendt, beſkikkede Skriftefedre, der høre de tilreiſende Pilegrimes eller andre Bodfærdiges Confesſion, vil ſaaledes var der ogſaa ved hver af de norſke Biſkopſtole anſat en Pønitentiar (ſee N. gl. Love III. S. 288); og dette Embede indehavdes i ſin Tid af Laurentius Kalfsſøn, førend han blev Biſkop paa Hole (ſ. o. V. 2. S. 389). Men ved Curien var der og er der endnu flere ſlige Pønitentiarier, og efter den uppſalſke Chorsbroder Nicolas Sigfaſtsſøns Forſlag (Dipl. Svec Vol. IV.) blev der omkring 1322 ogſaa indſat en for de nordiſke Folk eller Provincia de Dacia. I en Fortegnelſe over Curiens Embedsmænd fra Pave Gregor d. 11tes Tider (c. 1370) angives der at være ti Pønitentiarier for de ikke-italienſke Nationer, nemlig for Francia, Anglia, Lingua Occitana, Flandria, Britannia, Allamannia, Boemia, Polonia, Dacia, Ungaria, hver een; for Hispania, Catalonia, Aragonia, Portogalia, Navara (altſaa Spanien) een tilſammen.
  28. Saml. V. S. 124. I Brevet ſiges der, at disſe Gaver ſendes med Biſkopens Tjener, ved Navn „Fleſcha“. Om Fiſken heder det „unum centenarium piscium, qui vulgo Skreid sive Stokfisk appellantur“.
  29. Regest. Benedict. XII. Commun. an. IV. p. I. ep. 157, No. 63.
  30. Man kjender intet Brev fra Biſkop Haakon yngre end 28de Mai 1342, og til dette Aar henføres hans Død i de isl. Annaler. Formodentlig indtraf den da om Høſten, ſee nedenfor.
  31. See Barthol. E. 418.
  32. Forpligtelſen hertil plejede at indføres i Biſkops-Eeden. Man erfarer af andre Skrivelſer, at de nordiſke Biſkoper vare pligtige at beſøge Curien hvert andet Aar, naar Paven havde ſin Reſidens nordenfor Alperne, men hvert tredie Aar, naar han reſiderede ſøndenfor.
  33. Dipl. Norv. IV. 235.
  34. At han i denne Vinter var fraværende fra Nidaroos, ſees ogſaa deraf, at den forhen omtalte Sag angaaende Islandsfarernes Tiende paakjendtes den 22de Febr. 1340 paa Erkebiſkopens Vegne af tvende Chorsbrødre ſom hans Commisſarier; han har altſaa i ſin Fraværelſe beſkikket dem. Dipl. Norv. IV. 235.
  35. Barthol. E. 496, jfr. Suhm, XIII. 45.
  36. See B. Haakons Breve af 13de, 18de, og 20de Aug. 1341, til Fuldmegtigerne og til Erkebiſkopen. Barthol. E. 481—484, Samll. V. 163, 164.
  37. Barthol. E. 490.
  38. See ovf. S. 308. Sira Aslak Arnesſøn, Chorsbroder i Nidaroos, fremmødte paa Erkebiſkopens Vegne paa Stevne for den throndhjemſke Lagmand Harald Nikolasſøn den 24 Novbr. 1337 i en Sag mod Vigleik paa Lyng i Anledning af Chorsbroderen Sigurd Krafs’s Teſtamente. Dipl. Norv. III. 193.
  39. Barthol. E. 487—492.
  40. At Biſkop Erik allerede var død for 30te Mai, kunde maaſkee ſluttes deraf, at Stavangers Domscapitel i et Brev af denne Datum optræder handlende paa egen Haand, nemlig ved at give en Mand Livsophold hos lig mod en Pengeſum (Dipl. Norv. IV. 263), ſkjønt det rigtignok kunde ſynes, ſom om denne Transaction kunde indgaaes af Chorsbrødrene uden Biſkopens Mellemkomſt. Den ſidſte Skrivelſe fra Biſkop Haakon, dateret den 20 Mai, er netop den, hvorved han meddelte Erkebiſkopens Skr. af 4de Mai om, at Conciliet ſkulde holdes i Kongehelle 15de Aug. Barthol. E. 493.
  41. Dipl. Norv. IV. 268.
  42. At Biſkop Haakon helſt holdt ſig hjemme om Vinteren, ſees alene af hans Brevvexling. At Biſkop Guthorm af Stavanger om Sommeren, den 30te Auguſt, viſiterede i den ſydlige Deel af ſin Diøceſe, ſees af, at han denne Dag paa Sygne, paa Agder, ſtadfeſtede et Jordeſkiſte. Dipl. Norv. I. 291. Hvad Tid Biſkopen af Stavanger pleiede at bereiſe Valdres og Haddingdal, er vanſkeligt at ſige. Formodentlig var dog ogſaa det om Sommeren, for Fjeldreiſens Skyld fra Eidfjord over til Haddingdal. Vejen gik her fra Stødlerne ovenfor Maabødalen lige over Haddingſkarven gjennem Pasſet Kirkedøren til Hools-Bygden.
  43. Vi finde Biſkop Hallvard af Hamar paa Bygdøen eller Storøen i Tyrifjorden paa Ringerike d. 20de Novbr. 1339, Dipl. Norv. V. 131. At Erkebiſkopen i Uppſala viſiterede Jemteland ved Vintertid, ſees af det foregaaende.
  44. Vi have i det Foregaaende ſeet, at Salomon var en ret anſeet Chorsbroder allerede i den Tid, da Biſkop Laurentius ſom ung Klerk opholdt ſig i Throndhjem eller omkring 1300 var Salomon, ſom man maa antage, da mindſt 30—35 Aar, maatte han ved 1343 være 73—78 Aar gammel.
  45. Jfr. ovf. S. 290, 291, iſær Not. De islandſke Biſkopers Ankomſt til Island erfares af Annalerne, S. 260.
  46. Regest. Benedicti XII. Commun. an. III. p. 1. ep. 350. Naar det her heder, at Paven af en fidedigna relatio havde erfaret, hvad han i Brevet anker over og ſøger at hindre, kan det neppe ſlaa fejl, at denne Relation middelbart eller umiddelbart er kommen fra Erkebiſkop Paal ſelv.
  47. Norges gl. Love, III. S. 290. Om dette Brev af Erkebiſkop Paal vil der blive talt nærmere nedenfor; men foreløbigt ville vi bemerke, at man maaſkee netop af de her anførte Yttringer mod Brødrene kan ſlutte ſig nogenledes til dets Udſtedelſes-Aar, nemlig 1337, ſtrax efter Modtagelſen af hiint Pavebrev.
  48. Brevet, der mangler Datum, er aftrykt i Langes Kloſterhiſtorie, 1ſte Udgave S. 774 og Dipl. Sv. No. 3405.
  49. Denne Harald ſiges endog i Brevet at være de throndhjemſke Predikeres „Confrater“. Han har altſaa været etſlags Convers og formodentlig teſtamenteret det Meſte af hvad han ejede til Kloſtret for efter fin Død at begraves der.
  50. Terminarier kaldes de Brødre, der drog om paa Predikning og Tiggeri inden et viſt dem tildeelt Diſtrict.
  51. Dipl. Sv. 3380.
  52. Regest. Clemens. VI. Commum an. II. lib. 3. fol. 208, ep. 1068.
  53. Mellem Arne og Andres nævner Liſten i Scr. R. D. IV. 412 en Rodolf, der ej kan have været længe i Embedet.
  54. See Fuldmagten, dateret Falkenberg 28de November 1341, Dipl. N. IV. 255, og Abbed Andres’s Qvittering, Bergen 5te Februar 1342, Dipl. N. II. 247.
  55. Et Uddrag paa Latin af Brevet findes hos Suhm, XIII. 799.
  56. Om Munkelivs Tilvext og Maaden, hvorpaa den ſkete, er allerede talt ovenfor, IV. 2. S. 660 fg., og paa ſamme Maade gik det, ſom man af Munkelivsbrevbogen ſeer, fremdeles, uden at det her er Umagen verd, nøjere at gjennemgaa disſe nyere Erhvervelſer.
  57. Brev af dette Aar i Regiſtret paa de Breve, der 1622 fandtes paa Akershuus Slot. Det beſtyrkes heraf, hvad der ovenfor, S. 187, er antydet, at. Bryllupet har ſtaaet paa et af de fire Steder, Oslo, Tunsberg, Ljodhuus eller Baagahuus; men man kunde endog friſtes til at antage, at Oslo var Stedet, ſaaſom det altid er rimeligere, at hine Sager udlaantes i ſamme By, end at de ſendtes længere bort.
  58. Hr. Erling Gullesſøn, Provſt ved Mariekirken efter Hr. Paal Baardſøn ved dennes. Befordring til Erkeſtolen, er ovenfor omtalt S. 148.
  59. De her anførte Breve findes i Dipl. Norv. II. 198, II. 214, I. 141, II. 224, II. 253, V. 165.
  60. F. Ex. Brev af 18de Jan. 1342, angaaende Høitideligholdelſen af St. Eriks Dag, hvorom nedenfor: Arne var da hos Kongen under dennes Ophold i Stockholm; ligeſaa Br. af 4de Juli 1343, da han var hos Kongen i Helſingborg; Dipl. N. 277. III. 220.
  61. Dipl. Sv. 2863.
  62. Regest. Bened. XII. Commun. An. I. p. 1. ep. 1. See Raynaldi Annales eccl. ved Benedict den 12tes 1ſte Aar.
  63. Nemlig idet Paverne henvendte ſig til Magnus i Anliggender, vedkommende Lunds Erkeſtol, f. Ex. ved Erkebiſkops-Udnævnelſen o. a. d.
  64. Regest. Clemens VI. Commun. an. II. l. 3. f. 265 ep. 1271.
  65. Sammeſteds, f. 208 ep. 1064.
  66. Brev af 24de Juli 1343, Rg. Clemens VI. an. II. fol. 367, ep. 206.
  67. Dipl. Norv. I. 277.
  68. See f. Ex. ovenfor, IV. 1. S. 139, om Udnævnelſen af Biſkop Peter i Hamar. Kun ved de ſkotſke Biſkopsdømmer, der, ſom det heed, ſtod umiddelbart under Paven, bekræftede denne ſærſkilt de valgte Biſkoper, eller udnævnte af ſin egen Magtfuldkommenhed andre.
  69. See Clemens den 6tes Bekræftelſe af Benedicts Decret i Reg. Clemens VI. Comm. An. I. (trykt i Theiners Polonia Sacra I. 454). Sedvanligviis pleier man at tage Ordene apud sedem apostolicam vacare ſom en Ordvending uden anden Betydning, end at Embedet var ledigt, men utallige Buller viſe det modſatte. Derfor finde vi ogſaa i Bekræftelſes- eller Proviſions-Buller vedkommende Biſkopsſtole fra Benedict den 12tes Tid nøjagtigt anført, om den forrige Indehaver døde apud sedem, eller andenſteds, medens tidligere intet derom anmerkedes, da det ikke gjorde noget til Sagen. Vi finde ſaaledes i Clemens den 4des Bekræftelſe af Erkebiſkop Jons Valg, dat. Viterbo 24de Juni 1268, kun „Sane Nidrosiensi ecclesia pastoris solutio destituta; i Honorius d. 4des Bekræftelſe af Jørunds Valg, dat. Rom 15de Febr. 1287, kun: Nidr. Ecclesia per obitum bonæ memoriæ Johannis archiepiscopi Nidrosiensis vacante; i Johannes d. 22des af Erkebiſkop Eilivs Valg, dat. Avignon 4de Decbr. 1310: ecclesia Nidr. per oditum bon. m. Jerundi &c. sol. pastoris destituta; men derimod allerede i ſamme Paves Bekræftelſe af Paal Baardsſøns Valg tilføjes, hvor Eilivs Død omtales: „qui in partibus illis diem clausit extremum“, hvilket viſer, at denne Skjelnen mellem Embedernes Ledighed ved eller udenfor Sædet allerede var forberedet af Johannes. I et Brev fra Urban den 5te af 10de Jan. 1364 (Chron. r. Mann. S. 175) ſees endog med Henſyn til Abbed- og Prior-Embeder at være beſtemt, at Beſettelſen ſkulde anſees ſom tilkommende Paven, naar Indehaveren døde inden to Dagsreiſer fra Curien.
  70. Pavebrev af 3die Oct. 1341. Regest. Bened. XII. Comm. an. ep. 421.
  71. Herom haves flere udtrykkelige Vidnesbyrd deels i Pavebreve, deels i ſærſkilte Optegnelſer om de mellem de colliderende Candidater opſtaaede Procesſer. En af de merkelige blandt disſe er en, ſom i 1360 forefaldt om Decanatet i Dorpat hvortil den franſke Geiſtlige Johan Guilbert, om hvilken der i det Følgende vil blive megen Tale, havde faaet Reſervation, men ſom Biſkopen og Capitlet paa ſedvanlig Maade overdrog til tre Perſoner efter hinanden: ſaa længe varede Striden. Undertiden hændte det, naar en Biſkopsſtol blev ledig, at Capitlet, uvidende om, at Paven havde reſerveret ſig Beſettelſen, paa lovlig Viis valgte en ny Biſkop, og at denne blev baade indviet og bekræftet af Erkebiſkopen, men at Paven desuagtet erklærede Valget ugyldigt og udnævnte en anden, ſaa at den lovligt Valgte, hvis Værdighed, erhvervet ved Indvielſen, man ei længer kunde betage ham, nu derved kun blev Titulærbiſkop. Dette ſkete f. Ex. ved Gyrds Valg til Biſkop i Oslo 1352, hvorom nedenfor. Sedvanligviis maatte Paven ved ſlig Leilighed, forat undgaa Scandal og Ulempe, ved Proviſion udnævne den valgte Candidat.
  72. Hertil kommer nu viſtnok ogſaa, at da Norge laa ſaa langt borte fra Pavens Sæde, hændte det ſjeldnere, at norſke Geiſtlige døde ved Curien, hvoraf da igjen fulgte, at Paven ſjeldnere havde norſke Beneficier at bortgive.
  73. Nødvendigheden af, at de ved norſke Parochialkirker anſatte Preſter ſkulde kunne tale Landets Sprog, udtales allerede temmeligt ſterkt i Laurentius’s Saga, (Cap. 11) hvor Jon Flæming, Erkebiſkop Jørunds højre Haand (ſ. o. IV. 2. S. 304) anmodede Laurentius Kalfsſøn om at bede Erkebiſkopen overdrage ham den ledige Mariekirke i Nidaroos. Laurentius ſvarede dertil: „hvorledes ſkulde det kunne ſkee, da I ej kan Norſkt“ „Jeg kan ſaameget jeg behøver“, ſagde Jon, „og ſom det paaligger mig at tale“. „Lad os da probere“, ſiger L., „og antage, at Faſte-Indgangen var kommen, da har I jo at tale for Eders Sognefolk om, hvorledes Langefaſten ſkal holdes“. „Paa denne Maade“, ſiger I.: „nú er komin lentin, hvern mann kristin komi til kirkju, geri sína skrifin, kasta burt konu sinni, maki engin sukk, nonne sufficit domine?“ (ɔ: Nu er Langefaſten kommen, hver Chriſten komme til Kirke, gjøre fin Skrift, afholde ſig fra ſin Kone, gjøre ingen Uſtyr — er det ikke tilſtrækkeligt, min Herre?) Men Altſammen vrimler af Sprogfejl; lentin, det endnu i England brugelige lent, kjendes ej i Norſk; iſtedetfor hverr maðr ſagde J. hvern mann, iſtedetfor skript ſagde han skrifin, Talemaaden kasta burt konu sinni, bortkaſte ſin Kone, røber ligeledes Udlændingen. Laurentius lo og ſagde: „ikke ſkjønner Folket, hvad Lentin er“. I de pavelige Regeſter findes blandt Proviſionsbrevene til norſke Beneficier idetmindſte to, hvorved det udtrykkelig er gjort til Betingelſe, at Candidaten kan Landets Sprog, en Betingelſe, ſom aldrig vides at have været opſtillet i Proviſioner til Beneficier i andre Lande, og ſom derfor maa være en Indrømmelſe, gjort det norſke Folks Fordringer og den i Landet herſkende Opinion. Det ene Brev er af 18de Januar 1375, hvorved en Geiſtlig fra Camins Diøceſe i Pomern faar et Canonicat og en Præbende i Nidaroos (Reg. Chartac. Gregor. XI. T. 26. ann. V. f. 199), det andet af 28de Auguſt 1376, hvorved en Geiſtlig fra Hamar faar et Canonicat og en Præbende i Oslo, og hvor Betingelſen egentlig ſynes at være overflødig, ſaaat den Omſtændighed, at den dog er kommen ind, vidner om, at man har anſeet den for courant i norſke Proviſionsbreve. (Bull. divers. Gregor. XI. ann. VI. T. I. f. 344).
  74. Regnſkab, aflagt af den pavelige Skatmeſter Reginald, Biſkop af Palentia, med pavelig Approbation af 29de Mai 1356, i Archetyp. epistol. Innoc. VI. an. 4. 515.
  75. I 1333 betalte ſaaledes Erkebiſkopen i Uppſala i Afdrag paa Servitspenge til Pavens Kammer 250 Gylden, og paa de ſaakaldte fire mindre Servitſer 43 Gylden m. m. ſamt til Cardinalerne ligeſaa 250 Gylden og deres Tjenere 10 Gylden m. m. (Dipl. Sv. 2971. 2972). I 1354 betalte Biſkop Sigfrid af Oslo i hele ſit Servitsgebyr til Kammeret 250, og i Afdrag paa de fire mindre Servitſer 37 Gylden 10 Pen. Samme Aar betalte Biſkopen af Syderøerne i Afdrag paa Servitſet til Kammeret 215 Guldgylden og i Afdrag paa de fire mindre Servitſer 48 Gylden 16 Pen.; i 1357 betalte han Reſten af det ſtore Servits med 45 Gylden og af de ſmaa med 16 Gylden 2 ſol. 8 Pen. Innocent. VI. lib. quitanciarum, jfr. Chron. R. Manniæ, S. 171.
  76. See Bergens Kalvſkind, udg. 1843, S. 88, 89. Den egentlige Suvl eller Koſt foruden Brød kaldes her fordetmeſte Búðarvörðr, Madbodſager, ſom Skinke, ſalt Kjød, Skreid, Oſt o. a. d.