Wikikilden

Det norske Folks Historie/7/35

< Det norske Folks Historie‎ | 7

Vi have nu fulgt Norges og tildeels det dermed forenede Sveriges vexlende Skjebne under den urolige Tid, som hengik, siden Kong Magnus havde tiltraadt Regjeringen, og indtil det blev bestemt ved fælles Overlæg mellem Konge og Folk i begge Riger, at disse til en bestemt Tid igjen skulde skilles fra hinanden. Det bliver nu nødvendigt ogsaa at kaste et Tilbageblik paa Bilandenes eller de saakaldte Skatlandes Tilstand og de i dem forefaldne Tildragelser. Her møder os først Island. Men det gjelder fremdeles, hvad vi tidligere have yttret, at der her nu, siden Islændingerne havde faaet Foreningsaktens Artikler bekræftede, ikke indtraf stort af Betydenhed. Forholdet til Norge gav ej længer Anledning til Strid, og hvorvel der unegteligt hyppigt forefaldt Voldsomheder og Lovovertrædelser – idetmindste ere mange saadanne optegnede i de islandske Aarbøger – saa medførte de dog ikke saadanne indgribende Familiefeider, som i den gamle Frihedstid; de havde somoftest blot og bart privat Charakter, blev snart straffede eller hindrede, og de deraf opstaaede Uenigheder bilagte. De kongelige Embedsmænd herskede med veldig Haand, man vante sig mere og mere til at bøje sig under Kongemagten og finde sig i dens Indgriben i alle offentlige Forhold; det politiske Liv uddøde næsten ganske, og de kirkelige Begivenheder ere næsten de eneste, som i en lang Række af Aar paa Island spilte nogen egentlig Rolle. Hvad man ej kan andet end finde paafaldende, er den hyppige Vexling af Lagmænd, som sees at have fundet Sted. Vel vexlede ogsaa Lagmændene hyppigt i Norge, men neppe saaledes som paa Island[1]. Her var det blevet vedtaget, uagtet intet bestemt Lovbud kan paavises derfor[2], ja Lovbogen endog tvertimod intet saadant forudsetter, at der skulde være to Lagmænd ad Gangen, en for Nord- og Vest-Fjerdingen, en anden for Syd- og Øst-Fjerdingen. Dette begyndte allerede, som vi have seet, ved Foreningen med Norge og den nye Lovbogs Antagelse og vedblev med faa eller ingen Afbrydelser. Der gaves Lagmænd paa Island, der kun fungerede paa et Aar, uden dog at afgaa ved Døden, og siden igjen beklædte Lagstolen, hvad enten det nu var, fordi de fandt Embedet byrdefuldt, eller fordi man ovenfra ej havde ret Tillid til dem og ansaa det tryggere hyppigere at skifte. En Hr. Grim Thorsteinssøn i Stavaholt, om hvem forresten intet nærmere vides, var saaledes Lagmand paa Sønder- og Østerlandet fra 1319–1320, siden paa Nord– og Vestlandet fra 1330–1334, og atter sammesteds fra 1346–1350. Længere varede det med Gudmund Sigurdssøn, hvis Fader, Sigurd Gudmundssøn ligeledes havde været Lagmand; efterat han havde beklædt Verdigheden for Nord- og Vestlandet fra 1302–13l8, finde vi ham siden som Lagmand syd- og østerpaa fra 1321 til 1340. Om den gamle Snorre Narvessøn, der fra 1320 til 1329 var Lagmand Nord og Vester, fortælles der kort og godt, at han i sidstnævnte Aar lod sønderskære Vebaandene paa Althinget, en af de største Forbrydelser, der endog kunde begaaes af en Privatmand, og hvis Udførelse ved Lagmanden selv, der skulde vaage over Retten og Thingfreden, derfor vidner om en næsten utrolig Hensynsløshed, og tillige forudsetter voldsomme Sammenstød paa Thinget, hvorom Aarbøgerne intet nævne. Men han blev ogsaa det følgende Aar afsat[3] og efterfulgtes af Hr. Grim Thorsteinssøn, der nu for anden Gang, i fem Aar, beklædte Verdigheden. Hans Eftermand blev Peter Halldorssøn, der beholdt Embedet i ti Aar, og i de fem sidste af disse havde Thord, en Søn af hiin Egil Salmundssøn paa Reykjaholt, Snorre Sturlassøns Systersøn, hvorom der tidligere er berettet, været hans Collega for den sydlige og østlige Fjerding. De kongelige Hirdstjorer, som nu Overstatholderne kaldtes, der i den længste Deel af denne Tid styrede Landet paa Kongens Vegne, var den oftere omtalte Hr. Ketil Thorlakssøn og Hr. Erik Sveinbjørnssøn, begge siden 1323. De havde vel allerede haft deres Embeder under Kong Haakon, og Erik var blandt dem, der i Aaret 1316 var bleven gjort til Riddere i Anledning af Kong Magnus’s Fødsel; men efter Regjeringsforandringen i 1323 fik de begge nyt Sysselbrev endnu i det samme Aar tilligemed Benedict Kolbeinssøn, naturligviis i Drottsetens og Raadets Navn[4]. Erik skal have haft Nordlandet, formodentlig og Vestlandet, og Ketil Sønderlandet, hvormed Østfjordene fulgte[5]. Hvor Benedict fik Syssel, anføres ikke. Vi have seet, at det var Ketil, der allerede i 1320 og 132l tog Troskabseed af Islændingerne paa Kongens Vegne (s. o. S. 29), og som i Aaret 1331 tilligemed Hr. Hauk Erlendssøn beregnede Visøren over hele Øen (s. o. S. 136). I det følgende Aar reiste Erik og Ketil begge over til Norge, vistnok i Anledning af Kongens Regjeringstiltrædelse som myndig, for at hylde ham og faa sine Sysselbreve fornyede af ham. Erik kom allerede tilbage i 1333, men Ketil ej førend i 1334, hvoraf man maaskee tør slutte, at han paa en eller anden Maade har deeltaget i de politiske Uroligheder, som da fandt Sted i Norge. Aaret efter (1335), siges der, kom en vis Loft Thordssøn tilbage til Island, og strax efter opstod der Stridigheder mellem ham tilligemed en anden Mand, kaldet Uppsala-Rolf, og Hr. Ketil om Visøren, hvad enten nu Loft har været en kongelig Udsending, som Hr. Ketil ej har villet erkjende, eller han tilligemed Rolf have negtet at betale saa meget, som Ketil forlangte. Følgen deraf var, at baade Ketil og Loft Aaret derefter bleve stevnte over til Norge (1336). Men idetmindste Ketil kom ikke afsted ført end i 1338. Hvorledes det da gik med Sagen, siges ej, men formodentlig er det gaaet Ketil mindre heldigt, thi han forblev to Aar i Norge, hvorfra han ej kom hjem førend 1340, og i det følgende Aar blev Botulf Andressøn sendt som Hirdstjore over hele Island[6]. Heller ikke hans Embedstid blev langvarig, skjønt han forøgede sin Magt ved at egte Steinunn, en Datter af den mægtige Ravn Ivarssøn paa Glaumbø, og saaledes et af de bedste Partier paa Island. Der var 300 Mennesker i Bryllupet, indbudne fra alle Landets Kanter. Kort efter druknede Ravn selv i Thjorsaa. Efterat der, som det siges, i 1342 havde været store Uroligheder formedelst Manddrab, Aaverk og andre betydelige Retssager, blev Botulf i 1343 afløst af den forrige Lagmand Hr. Grim Thorsteinssøn, der samme Aar, som Urolighederne fandt Sted, var dragen over til Norge, rimeligviis for at klage, og som nu vendte tilbage med Titel af Hirdstjore, forlenet med hele Sønderlandet, Vesterlandet og Østerlandet lige til Helkundeheiden, og befuldmegtiget til selv at udnævne begge Lagmænd[7]. Af denne sidste Fuldmagt undlod han dog at benytte sig. Forøvrigt erfarer man, at der nok ogsaa stundom var Uenighed mellem Sysselmændene selv paa hvilke altsaa Hirdstjorerne ej kunde holde Styr. Saaledes nævnes der i 1342 om en heftig Strid mellem en Jon Hallssøn og Arnor Thordssøn, der begge gjorde Fordring paa Syslen mellem Thjorsaa og Lomagnuupssand. Enden blev, at Jon efter Samraad med Thorstein Nikolassøn paa Gunnarsholt lod Arnor tage til Fange øster ved Seljalandsfors og grusomt lemleste, idet hans højre Arm og venstre Fod afhuggedes. Siden blev vel Thorstein dræbt, men det siges ej, om det var til Straf eller ved privat Hevn[8].

Hvad de geistlige Magthavere angaar, da have vi seet, at den talentfulde og kundskabsrige Jon Haldorssøn havde været Biskop i Skaalholt siden 1323, og at Egil Eyjulfssøn, paa Laurentius’s Anbefaling, havde fulgt denne paa Hole Biskopsstol Man har fra Jon et Hyrdebrev eller en Bekjendtgjørelse, dateret den 20de Juli 1326, hvorved han paany indskærpede alle de i Erkebiskop Jons Statut af 1280 opregnede Tilfelde, hvorved Nogen falder i Bann ipso facto, forøgede med ti desforuden, saaat derved disse saakaldte „Banns-Artikler“ nu blev i alt 24[9]. Disse ti Artikler have, som det synes, nærmest Hensyn til Uskikke paa Island, nemlig, „naar Lagmænd – enkelte eller hele Communer – kræve Afgift af Geistlige eller Kirker for de Ting, de ej som Handelsvare, men til sit eget Brug føre ind eller ud; naar Befalingsmænd, Sysselmænd eller verdslige Dommere ville hindre de Sager, der høre under kirkelig Domstol, fra at paakjendes af denne; naar verdslige Magthavere forbyde sine Undermænd at kjøbslaa med Geistlige; naar nogen geistlig eller verdslig Styrer sender Snigmordere mod nogen anden christen Mand, om denne end ikke bliver dræbt; om Nogen vover at forulempe den eller dem, der have afsagt eller tilvejebragt Banns-Dom over nogen verdslig Høvding, eller som exeqvere den, eller som ikke ville omgaaes med Bannsatte; naar nogen under Interdict begraver Liig paa Kirkegaarden; naar nogen indgaar Egteskab i forbudne Led; naar verdslige Magthavere tillade eller begunstige Aager; naar nogen slaar, fængsler, eller fordriver en Biskop, og endelig, naar nogen lader holde Gudstjeneste paa et under Interdict hvilende Sted. Man gjenkjender her flere af de Bestemmelser, der Aaret efter indskærpedes paa Provincialconciliet i Bergen, og egentlig var alle disse Artikler ifølge Statuter paa almindelige Kirkemøder forlængst fastsatte, men Sammenstillingen for Island torde dog vise, at man der fandt Indskærpelsen særskilt nødvendig. Endvidere holdt Jon selv Prestemøder og fik her flere til hans Kirkes Gavn sigtende Bestemmelser vedtagne, hvoriblandt strengt Forbud til Presterne mod at holde Friller. Da Christkirken i Nidaroos var afbrendt 1328, skal han baade selv have ydet rigeligt til dens Gjenoprettelse og derhos faaet endeel samlet fra Andre[10]. Hvorledes han og hans Collega, Biskop Eyjulf, i Aaret 1334 blev stevnede over til Norge i Anledning af den pavelige Sexaars-Tiende, vel ogsaa for at deeltage i Conciliet, om det havde været muligt, er forhen nævnt, saavelsom at Jon endnu samme Aar drog over til Norge, men formodentlig kom for seent til Conciliet, siden han ej nævnes som Deeltager i dette; og at Biskop Egil ventede til det følgende, da han drog afsted i Følge med Presten Snæulf Sumarlidessøn, der medbragte alt hvad der var samlet fra Hole Biskopsdømme, og gjorde Afregning derover med Biskop Haakon i Bergen, medens Biskop Egil blev i Throndhjem hos Erkebiskopen, der havde taget meget venligt imod ham og fritaget ham fra at begive sig personligt til Bergen. Samme Aar vendte Biskop Jon tilbage til Island, efterat han sandsynligviis paa en eller anden Maade havde affundet sig med Biskop Haakon angaaende Sexaarstienden, da en Qvittering, som Biskop Haakon den 27de Juli 1337 udstedte til Biskop Jons Fuldmegtig, Sira Runulf, kun vedkommer Pavehjelpen og Rumaskatten for de sidste 8 Aar[11]. Der maa og være opstaaet et varmt Venskab mellem begge Biskoperne Jon og Haakon, at dømme efter dennes Breve, og de Tjenester, han gjorde ham. Han udvirkede ham endnu samme Aar, formodentlig efter hans Anmodning, et Beskyttelsesbrev fra Kongen under dennes Ophold paa Høvdingemødet i Oslo[12], og da Runulf den følgende Sommer reiste tilbage til Island, medgav han denne et særdeles venligt Brev, hvori han og meldte Jon de sidste Nyheder fra Curien, og sendte ham til Foræring en „skinnende hedensk Væv“ og en liden Kasse med Ingefær, beklagende, at han ikke kunde sende ham Viin. Han skrev tillige om en Islænder, Thorarin, der formedelst sin Dygtighed til at skrive og male Initialer kaldtes Thorarin Pentur og nu havde taget sin Tilflugt til ham, fordi han paa Kirkegaarden i Vatnsfjorden tre Aar forud var kommen til at saare en Prest. Biskop Haakon udbad sig Fuldmagt til at absolvere ham, hvis han ikke allerede havde faaet Absolution, og bad tillige sin Collega paa Island hjelpe ham til at faa sit Gods igjen, som Hr. Erik Sveinbjørnssøn m. fl. forholdt ham: et Tegn paa, at disse kongelige Sysselmænds Styrelse maa have været vilkaarlig nok[13]. Kort efter kom Biskop Jon atter over til Norge ifølge Erkebiskopens Indkaldelse til det Møde, som dog ikke blev holdt, ledsaget af Runulf, der netop maa have faaet Tid til at komme hjem til Island, inden han atter afreiste. Biskopen kom med et Skib (en Busse), tilhørende Biskop Haakon, og var allerede ved Ankomsten til Bergen meget syg, saa at han indtil videre forblev i Bergen, deels for sin Svagheds Skyld, deels fordi han endnu haabede at treffe Erkebiskopen der, da man troede, at denne snart kom derned. Men da dette ikke skete, sendte han Runulf nord til ham med sin Undskyldning[14]. Sygdommen tiltog ud paa Vinteren, han døde i Bergen den 2den Februar og blev paa Biskop Haakons Bekostning begraven hos Predikebrødrene i Bergen, til hvis Orden han hørte[15]. Efter ham blev Jon Eindridessøn, Abbed i Selja, valgt til Biskop i Skaalholt. Denne var endnu kort forud bleven indstevnt til at møde for Biskop Haakons Domstol i Anledning af en Klage, som en af hans Munke havde indgivet over ham, men dette hindrede ham, som man seer, hverken fra at blive valgt, eller fra at staa i den venskabeligste Forstaaelse med Biskop Haakon. Han indviedes af Erkebiskopen under dennes Ophold der den 25de Juli og stak Dagen efter i Søen for at drage til sit Biskopssæde; han landede paa Island den 23de og kom til sit Biskopssæde den 30te August 1339. Man har ogsaa til ham et Par venlige Skrivelser fra Biskop Haakon, Anbefalingsskrivelser, den ene for en islandsk Munk, der havde opholdt sig hos ham, den anden for den føromtalte Thorarin Pentur[16]. Jon døde allerede den 16de Marts 134l, uden at have haft Tid til at udrette synderligt; i hans Sted valgtes ikke førend det følgende Aar den islandske Munk Jon Sigurdssøn. Imidlertid var ogsaa Biskop Egil paa Hole død (12te August 1341), og roses for at have været en i sit Levnet exemplarisk, i Kirkens Styrelse forstandig og nidkjær, og i sin Udøvelse af Dommerkaldet upartisk Mand. Der var nu slet ingen Biskop paa Øen, men den throndhjemske Chorsbroder Aslak blev sendt ud for at visitere der. Sandsynligviis var det ham, som sendte Broder Jon over og anbefalede ham til Valg. Biskop Paal vilde have indviet ham paa det til 1ste August berammede Provincialconcilium (s. o. S. 275), men da dette blev udsat, udsattes ogsaa Indvielsen til det følgende Aar. Til Egils Eftermand paa Hole Biskopsstol valgtes nu igjen en Nordmand, nemlig den forhen nævnte stavangerske Chorsbroder og pavelige Indsamler, Orm Aslakssøn. Han tilligemed Jon Sigurdssøn og flere norske Biskoper indviedes paa een Gang det følgende Aar, formodentlig i Kongehelle, omkring den 15de August. Orm kom til Island som Skibbruden den 7de, Jon velbeholden den 20de September. – En særegen Tildragelse, hvorpaa man ellers sjelden eller aldrig finder noget Exempel, var, at Broder Berg, der i 1325 var bleven Abbed i Tveraa Kloster, nedlagde sit Embede i 1334, „af Ydmyghed“, som det heder, hvorpaa en Bjørn Thorsteinssøn blev indviet til Abbed i hans Sted; men ti Aar efter, da imidlertid først Bjørn, siden dennes Eftermand Stephan var blevne forflyttede til Thingeyre, blev Broder Berg atter Abbed. Denne Broder Berg er forøvrigt merkelig ved sin videnskabelige Syslen; det er ham, som har samlet og redigeret den vidløftige „Kong Olaf Tryggvessøns Saga“ paa Modersmaalet, benyttende Snorre Sturlassøns Verk og Munkene Odds og Gunnlaugs latinske Bearbeidelser af Kong Olafs Historie[17].

Vi have allerede seet flere Exempler paa den Uroligheds- og Voldsomheds-Aand, som endnu herskede paa Øen, uden at det dog kom til de almindelige Feider, som betegnede Sturlungernes Tid; og at disse Feider ved Siden af al den Voldsomheds-Aand kunde undgaaes, maa vel skyldes Hirdstjorernes og Sysselmændenes kraftige Indgriben, hvorvel vistnok heller ikke de paa sin Side undlod at gjøre sig skyldige i mangeslags Overgreb. Prester bleve oftere saarede og dræbte, saaledes den føromtalte Asgrim 1335, der saaredes af Thorarin Pentur, Benedict Salmundssøn, der 1331 saaredes af Paal Thoressøn, og Presten Thorbjørn Thorsteinssøn, der 1332 blev dræbt for Altaret, som han stod der i sit fulde Skrud St. Michelsdag, i Kirkevaag Kirke paa Nes, af en Thorleif Thordssøn, der siden dræbte sig selv[18]. Paa Thingeyre blev selve Provsten over Vestfjordene, Thorstein Butt og mange andre, saarede paa Christi Legemsfest 1338[19]. I Klostrene selv synes det stundom at være gaaet uroligt til. Der tales om flere Abbeders Afsættelse. Saaledes afsattes i 1325 Abbed Andres i Vidø, i 1341 Abbed Thorkell paa Helgefall, og i 1345 Abbed Erik i Thingeyre; den sidste blev da afløst af den ovenfor nævnte Stephan i Tveraa, efter hvilken Broder Berg atter steeg op til Abbed-Verdigheden[20]. I Aaret 1343 nævnes der om heftige Stridigheder mellem Abbed Thorlak i Thykkebø og hans Munke; det gik saavidt, at nogle af dem overfaldt ham med Hugg og Slag, og, som man maa formode, neppe af anden Grund, end at han vilde straffe dem for deres ryggesløse Levnet. Han vilde tilsidst sejle bort, formodentlig til Norge, men efter den skaalholtske Biskops-Official Sigmund Einarssøns Raad flygtede han til Vidø Kloster. Det følgende Aar, da Biskop Jon Sigurdssøn kom til Landet, lod han de tvende Munke, der havde forgrebet sig paa Abbeden, og som desforuden havde ført et saare udsvævende Liv, sette i Jærn. Den ene af dem var den højtbegavede Eystein Asgrimssøn, der er en af den Tids bedste Skalder[21]. Paa samme Tid lod den nye Biskop paa Hole, Orm, slutte tre Munke i Madrevalle Kloster i Jærn, uvist af hvad Aarsag. Om en Nonne i Kirkebø Kloster fortælles under det samme Aar, at hun blev brendt, fordi hun havde forskrevet sig til Djevelen, haanet den indviede Hostie og overtraadt sit Kydskhedsløfte. Denne Afstraffelse var efter de Tiders Anskuelser i sin Orden, men som en fuldkommen Vilkaarlighed maa det vel betragtes, naar man i denne Tid begyndte at anvende levende Begravelser som Dødsstraf for grove Forbrydelser. Saaledes fortælles under Aaret 1331, at en vis Gudlaug, der havde bedrevet Egteskabsbrud med sin egen Søns Kone og derpaa dræbt ham i Samraad med hende, blev levende begravet tilligemed hende[22].

Island hjemsøgtes i denne Tid af haarde Landeplager. I Vestfjordene gik der 1331 en sterk Landfarsot. I 1332 skete der vulkanske Udbrud med Sandfald syd paa Sida. I 1335 faldt der ved Jacobsvake-Tider en saa heftig Regn, at Vande og Elve steg over sine Bredder og anrettede megen Skade, medens Steenskred løb fra ned Fjeldene. Om Vinteren efter Julen 1335–1336 kom der et saadant Sneefog over alle Hereder paa Sønderlandet, at mange Gaarde begroves og tildeels ødelagdes, medens det Kvæg, som gik ude, var nær ved at forkomme, og Sommeren efter tog Flommen Hundreder af Heste og Kvæg bort. I 1339 skete der et saa heftigt Jordskjelv paa Sønderlandet den 23de Mai, at Mennesker og Fæ kastedes til Jorden og dræbtes, og en Mængde Gaarde l styrtede ned, hvorved især Børn og gamle Folk omkom. Jorden fik store i og dybe Revner, gjennem hvilke baade koldt og kogende Vand sprøitede op, i Fjeldene revnede, Klipperne sprang istykker, og i den saakaldte Holtamanna-Repp blev et heelt Holt flyttet til et andet Sted[23]. Alt dette, tilligemed nogle nye kogende Kilders Opkomst, der ligeledes omtales, var Forløbere for et rædsomt Udbrud af Hekla, der fandt Sted den 20de Mai 1341[24]. Der hørtes Døn over hele Landet saa sterke, som om de var ganske nær ved. J meget fjerne Hereder rystede Husene saaledes, at Skjaaerne skalv ligesom for heftig Vind, skjønt det var ganske stille Vejr. Der faldt Aske og Sand over hele Rangaarvalle- og Skaalholts-Strøget, ja endog østligere, saaat Asken lige under Eyjafjeldene naaede til Oklen, og hele fem Repper bedækkedes med Sand, hvorved Kvæg og Sauder drebtes; under Sandfaldet var der et saadant Mørke i de nærmeste Hereder, at man ikke kunde see en Haand for slet og maatte brende Lys midt paa Dagen. Inde i Fjeldet selv, paastod man, kunde man høre en Lyd, som naar et stort Bjerg kastedes hid og did[25]. Omkring Aabningen eller Krateren laa der faa meget hvidt Salt og Svovl, at man kunde fylde hele Kløvlas dermed. Aldeles samtidigt skete ogsaa to andre Udbrud, et i Hnappavalla-Jøkelen, og et andet i Fjeldet Herdabreid i Fljotsdalshered paa Østerlandet. Vinteren efter var Sneen atter faa voldsom paa Sønderlandet, at man aldrig før havde seet Mage dertil: den begyndte før Vinternat og vedvarede lige til Sommernat. Derved ødelagdes ligeledes en Mængde Kvæg og Sauder, saa at f. Ex. alene Skaalholt Gaard tabte 80 Stykker Kvæg. Disse Ødelæggelser havde igjen til Følge, at mange Folk mistede alt hvad de ejede og maatte gaa fra Gaard og Grund. Et Held var det ellers i denne haarde Tid, at Tilførselen fra Norge, over hvis Ophør der tidligere var klaget, saasom den endog var paabuden i Overeenskomsten, nu, efter alt at dømme, var temmelig regelmæssig, ja endog livligere og i større Maalestok, end fra først af bestemt. Der tales snart om tre Skibe, snart om sex, elleve, tretten o. s. v., der kom til Island og stundom endog overvintrede. Kun i 1333 siges der udtrykkeligt, at der den Sommer alene kom et eneste Skib. Det lader ellers til, at naar de norske Skibe før Kong Magnus’s Tid udeblev saa hyppigt, at Islendingerne fandt sig foranledigede til at klage derover, og selv nu ikke hvert Aar indfandt sig, da var dette ogsaa for stor Deel Islendingernes egen Skyld, idet de ikke betalte de norske Kjøbmænd ordentligt og derved forvoldte disse baade Tab og Bryderier. Der findes endnu en Forordning, udstedt til Islendingerne i Kongens Navn af Drottseten og Cantsleren i Formynder-Regjeringens sidste Aar, hvorved man søgte at raade Bod paa dette. Her heder det: „de Kjøbmænd, som søge herfra til Eder, have ofte klaget over, at I udsette Betalingen af, hvad I skylde dem, til den alleryderste Tid, hvoraf Følgen er, at de enten altfor seent kunne tiltræde Tilbagereisen, eller og at de, som kun havde tænkt at tilbringe een Vinter hos Eder, maa tilbringe to. Da dette ej kan tilstedes, bestemme vi herved, at I hvert Aar inden Olafsvake fyrre skal have betalt hvad I skylde de Fremmede, i modsat Fald skulle I udrede en Bod af 24 Alen for hvert Hundrede, halvt til os og halvt til Creditor. Skeer Betaling heller ikke til den Dag, og Creditor klager, skal Sysselmanden eller hans Ombudsmand med fire andre af ham selv valgte gode Mænd uden foregaaende Søgsmaal og Dom af Skyldnerens Gods udtage og tilvejebringe Betalingssummen med opløbne Omkostninger, og dertil en Mark, halvt til os og halvt til Creditor. Undlade Sysselmændene eller deres Ombudsmænd dette, da skulle de miste Syslen og alle andre Veitsler, de maatte have fra os, samt være forvissede om vor fulde Unaade[26]. Formodentlig maa denne Paamindelse have hjulpet, siden vi virkelig see Skibe fra Norge hyppigere ankomme til Island, end før. Drottseten og de øvrige verdslige og geistlige Magthavere var vel tillige saa meget mere interesserede i denne Sag, som idetmindste mange af dem havde Skibe, der foor paa Island. Man seer saaledes, at Hr. Erling ejede „et Islandfar“, at ligeledes Biskop Haakon ejede en „Busse“, hvormed Biskop Jon kom fra Island 1338, af andre Skibe nævnes „Stedjekollen“, der upaatvivleligt hørte hjemme paa Stedje i Sogn, Lysebussen, der maa have tilhørt Lysekloster, Agvaldsnesbussen, Postolasuden, der sandsynligviis tilhørte Capitlet ved Apostelkirken i Bergen. Naar saa mange Skibe findes navngivne, er man berettiget til at slutte, at der blandt dem, der ej udtrykkeligt nævnes, ogsaa har været mange andre, som tilhørte Stormænd i Norge[27]. Endvidere tales der om Islandsfarere i Throndhjem, der ved en Dom af 1341 udtrykkeligt forpligtedes til at yde Tiende af Skreid, Tran og Svovl[28].

De mange Afskrifter, der fra denne Tid findes af Sagaer og andre eldre Verker, viser, at Interessen for den fedrelandske Literatur og Historie som overhoved for Videnskabelighed i Almindelighed endnu var ret levende hos Islændingerne, om det end maa erkjendes, at denne Interesse mere viste sig i Vedligeholdelsen og Afskrivningen af hvad man allerede havde, end i Frembringelsen af nye Verker. En af dem, der virkelig kan betragtes som Originalforfatter, er den føromtalte skaalholtske Biskop Jon Halldorssøn, hvis literære Virksomhed vi allerede have berørt. Store Fortjenester bar ogsaa Abbed Berg i Thingeyre, der, som vi have seet[29], bearbeidede Olaf Tryggvessøns Saga paa Modersmaalet efter Snorres, samt Munkene Gunnlaugs og Odds Forarbeider, de sidste i det latinske Sprog, ordnede Stoffet chronologisk, og sees overhoved tydeligt at have taget sig Snorre Sturlassøns særskilte Bearbeidelse af Olaf den helliges Saga til Mønster, uden dog altid at være heldig i sine chronologiske Combinationer, hvorvel det maa erkjendes, at de ere gjorte med megen Skjønsomhed. Den gamle Skaldekunst dyrkedes nu udelukkende paa Island eller af Islendinger og var heller ikke her længer egentlig Folkets Sag, men udøvedes af enkelte mere Dannede og Lærde som en temmelig sjelden og vanskelig Kunst, der krævede meget Studium[30]. Den af Folket mest yndede Poesi var nu de saakaldte Rimur, eller Bearbeidelser af baade historiske, nationale og fremmede Sagaer, Ridderhistorier, Æventvr, Legender o. a. d. i rimede Vers, lignende de saakaldte Kæmpeviser i Sverige, Danmark og Tydskland.

Om Grønland er der næsten ingen Optegnelser fra de Tider. At der fremdeles fra Norge var nogen Sejlads paa Grønland, sees af den forhen omtalte Strid mellem Biskop Audfinn og Erkebiskopen om Grønlandsfarernes Tiende[31]. Ligeledes have vi seet, at Sexaarstienden af Grønland temmelig tidligt blev betalt gjennem Erkebiskop Eiliv til Bernard de Ortulis; dette, tilligemed hvad der oplystes under hiin Strid, viser, at Nidaroos og Bergen var den grønlandske Handels Hovedsteder i Norge. Sexaarstienden og Rumaskatten blev alene betalt in natura, i et Slags Vare, der udgjorde en af Gjenstandene for Udførselen, nemlig Hvalrostænder[32]. Men at flere Aar maa have kunnet gaa hen, hvor intet Skib kom fra Norge til Grønland eller omvendt, sees deraf, at Erkebiskop Paal i Aaret 1343 kunde indvie Broder Jon Erikssøn Skalle til Biskop i Garde i den Tro, at Biskop Arne, der var bleven indviet 1314, var død, medens der dog siden erfares, at Arne endnu levede – han døde, som det synes, ikke førend i 1349 –, saa at Jon for det første maatte blive i Norge som Biskop alene af Navn, uden noget Sæde[33]. Paa denne Tid synes det, som om de Indvandringer og Angreb af Skrælingerne eller de Indsødte, der omsider skulde tilintetgjøre den lille christne Colonie allerede tog sin Begyndelse. De kom vesten– eller nordvestenfra og hjemsøgte saaledes først den saakaldte Vesterbygd, der laa inde i Baffinsbugten, langt adskilt fra Hoved- eller Øster-Bygden i den sydligste Deel af. Landet. Disse deres Angreb var maaskee Aarsag i, hvad en enkelt Beretning for Aaret 1342 meddeler, nemlig „at Grønlands Indbyggere (her kan naturligviis kun Vesterbygdens Befolkning menes) faldt frivilligt fra Christendommen og begav sig til andre Egne af Amerika[34]“; hvormed det vel ogsaa staar i Forbindelse, hvad der fortælles i de islandske Annaler, at i 1347 kom et Skib fra Grønland med 18 Mand ombord, der var bestemt til Markland eller Nova Scotia, ind til Straumfjorden paa Island, efter at have mistet sit Anker i Havet[35]. Aarsagen til hiin sørgelige Tildragelse kan neppe have været nogen anden end den fuldkomne Hjelpeløshed og Fortvivlelse, hvori Vesterbygdens faa Indbyggere befandt sig. Man seer forresten deraf, at Sejladsen fra Grønland til Amerikas Østkyst endnu ikke ganske kan være ophørt. Lagmanden paa Grønland, der ogsaa synes at have fungeret som etslags Befalingsmand, sendte omsider Folk til Vesterbygden for at fordrive Skrælingerne, men da de kom did; fandt de, siges der, ikke et levende Menneske, christent eller hedensk; der var endnu noget vildt Kvæg og Sauder, hvoraf de tog og slagtede endeel, saavel til sin Underholdning som for at lade Skibene dermed til Hjemreisen; de bragte paa den Maade hjem saa meget, som Skibene kunde rumme. En af dem, der fulgte med paa dette Tog, var Presten Ivar Baardssøn, der selv var fød paa Grønland og i mange Aar bestyrede Biskopsgaarden i Garde; han har efterladt en vel meget kort, men saare merkverdig Beskrivelse over Grønland, og omtaler udtrykkeligt sin Deeltagelse i Toget, sigende, at han selv havde seet, hvorledes Vesterbygden formedelst Skrælingerne var ganske folketom, skjønt der endnu fandtes forvildede Heste, Køer, Geder og Sauder[36]. Denne Ivar Baardssøn sees tidligere at have været Prest i Bergens Diøcese, thi der haves endnu et Anbefalingsbrev for ham, udstedt af Biskop Haakon i Bergen den 8de August 1341, paa hans forestaaende Reise til Grønland[37]. Biskopen anbefaler ham paa det Bedste og beder Alle paa det inderligste, at de, da han sendes i Biskopens og Kirkens Erinde til Grønland over et stormfuldt og stort Hav, ville baade paa Henreisen, under hans Ophold og paa Tilbagereisen behandle ham med Velvilje, hjelpe ham, naar han beder derom, og ikke tillade, at nogen fornærmer ham paa Person og Gods. Da Brevet er skrevet saa langt ud paa Aaret, tør det vel være uvist, om han kom afsted i samme Aar. I alle Fald maa han være kommen tilbage til Norge i 1343, da Pave Clemens den 18de Marts 1344 paa hans Ansøgning bevilgede ham et geistligt Beneficium i Bergens Stad eller Biskopsdømme[38]. Han maa saaledes endnu engang være dragen til Grønland for at tage fast Ophold der, og dette er neppe skeet førend noget efter hine Bevægelser i Aarene 1342–1347. Det er ej usandsynligt, at han kan være afsejlet med den Knarr, der, som det berettes, i 1346 kom fra Grønland, formodentlig til Throndhjem eller Bergen, i god Behold og med en meget riig Ladning[39].

Om Færøerne vides fra denne Tid intet andet, end at en ny Biskop, Haavard, indviedes i 1343 og døde 1348[40], saaat altsaa den i Aaret 1320 indviede Signar maa saaledes være død kort Tid før 1343. Stort mere veed man heller ikke om Hjaltland og Orknøerne. Disse to Øgrupper var fremdeles adskilte i administrativt og hørte kun sammen i geistligt Henseende. Der er allerede ovenfor berettet om den daværende urolige Biskop Villjam og Erkebiskop Eilivs Fremgangsmaade imod ham. Han deeltog, som det ligeledes er viist, i Provincialconcilierne 1320 og 1327. Hvor længe han levede, er ellers ikke bekjendt. Hans Efterfølger heed ogsaa Villjam, og det vilde saaledes, om man endog fandt en Biskop Villjam nævnet i de nærmeste Aar efter 1330, være umuligt at vide, hvilken af de to der menes. Vist er det kun, at den anden Villjam var Biskop ved 1350[41], og at han levede længe efter den Tid, saa at han da neppe kan have været længe i Embedet: sandsynligviis var det derfor Villjam den eldre, der ifølge et af Biskop Haakons Breve synes at have tilbragt Julen 1339–1340 i Bergen[42]. Den kirkelige Forbindelse mellem Norge og Øerne synes forresten endnu at have været meget levende; foruden at Biskopen selv oftere var over i Norge og deeltog i kirkelige Handlinger, var der flere norske Geistlige, som tillige havde Canonicater eller Præbender i Orknø Biskopsdømme, saaledes, som vi allerede have seet, Cantsleren Hr. Ivar Olafssøn; ligeledes Cantsleren Hr. Paal Baardssøn, og da han blev Erkebiskop, overdroges dette Canonicat til en Chorsbroder i Oslo[43]. Ogsaa i verdsligt Henseende lader det til, at Samkvæmet mellem Moderlandets og Øernes Indbyggere var hyppigt; vi have allerede seet, at norske Stormænd havde mange Besiddelser paa Orknø, Klostrene ligeledes; ogsaa havde flere af Orknøernes Lagmænd, hvad enten de nu var norske eller orknøiske af Fødsel, Besiddelser i Norge; saaledes Sighvat Kolbeinssøn, der omkring 1325 var Lagmand paa Øerne; han og hans Broder Olaf Laag havde Ejendomme i Bergen, og den første testamenterede samme -Aar Munkelivs Kloster noget Jordegods[44]. I Begyndelsen af 1338 var en Sigurd Sighvatssøn, der synes at have været hans Søn, Lagmand i Orknø og tilstede i Bergen[45]. Kun Jarle-Ætterne selv blev mere og mere fremmede for Norge, idet nemlig Jarleverdigheden fremdeles ved Arv gjennem kvindelige Led kom i skotske Ætters Hænder. Magnus, den sidste Jarl af Huset Angus, som vi oftere have berørt, døde i Tidsrummet mellem 1320 og 1329, efterladende sin Enke, Grevinde Katharina, der allerede ovenfor (S. 133) er omtalt, og ingen Sønner, som det synes, siden Jarledømmerne Orknø og Katanes gik i Arv til hans Dattersøn Malise af Stratherne, en Søn af Malise, den eldre Jarl af Stratherne, der tilligemed saa mange andre skotske Høvdinger faldt i Slaget ved Halidonhill den 19de Juli 1333 mod Kong Edward af England[46]. Malise den Yngre forenede tre Jarledømmer, Stratherne, Katanes og Orknø. Men Kong Edward, der nu havde Magten i Hænde, erklærede ham for at have forbrudt Jarledømmet Stratherne, som han skjenkede til en af sine Mænd, Johan af Warenne, Jarl af Surrey. Malise søgte, om han med det Gode kunde faa det tilbage, ved at nærme sig Magthaverne, ja gav endog Johan af Warenne en af sine Døttre til Egte[47]. Men Følgen heraf var kun den, at nu ogsaa Kong David, Robert Bruces Søn, erklærede Stratherne hjemfaldet til Kronen[48] og bortgav det siden (i 1343) til hans Systersøn, Maurits af Moray[49]. Formodentlig har han da begivet sig til sit norske Lehn, Orknø, der ej kunde fratages ham, ja det er endog ikke usandsynligt, at han er dragen over til Norge eller Sverige, deels for at være i Sikkerhed, deels og for at hylde Kong Magnus og modtage hans Bekræftelse i Jarledømmet, thi paa anden Maade er det vanskeligt at begribe, hvorledes det gik til, at to af hans Døttre blev gifte med fornemme svenske Mænd, den ene med Erngisl, Søn af Ridderen og Rigsraaden Hr. Sum Jonssøn († i 1338), og den anden med Guthorm Sparre, af den mægtige Æt, til hvilken Hr. Ulf Arnbjørnssøn, Sune Jonssøns Svigersøn, hørte[50]. Disse Døttre var af hans sidste Egteskab med en Datter af Hugo, Jarl af Ross; en tredie Datter af samme Egteskab blev gift med den skotske Høvding Sir Villjam Sinclair, og den fjerde med en Reginald Chene. Malise havde tidligen været gift med Johanne, Datter af Sir John Menteith, og hans Datter af dette Ægteskab blev gift med den skotske Herre, Wayland af Ard eller le Ard[51]. Vi ville i alt Følgende see, hvorledes saavel Erngisl Sunessøn som Malises Dattersønner senere fremkom med Fordringer paa Orknøerne og Katanes.

Forbindelsen og Samkvæmet mellem Norges og de vestlige Bi-Landes Indbyggere blev forøvrigt i disse Tider ikke lidet vanskeliggjort ved Sørøvere, der sværmede om i Nordsøen og Vesterhavet og fornemmelig synes at have hørt hjemme paa Nordsøens sydligste Kyster, i Flandern, Frankrige og England. De fleste af disse udrustedes, som det lader, egentlig til Fiskeri paa Bankerne i Nordsøen, eller idetmindste var dette den foregivne Hensigt med deres Udsendelse, thi saadanne Skibe kaldtes sedvanligviis Dugger, Dogger eller Fiske-Dugger (egentlig „Tønder“), og Besætningen Duggerer eller Doggerer, hvorom endnu Benævnelsen „Doggers-Bank“ paa den største af alle disse Banker paa Farvandet mellem det sydlige Norge og England minder[52]. Men hvad enten Fiskeriet var disse Doggeres virkelige eller kun deres foregivne Hovedformaal, saa er det vist, at de ved Siden deraf, naar Leilighed gaves, drev Sørøveri. Saaledes berettes det, at da Abbed Arne af Lysekloster i Aaret 1336 eller 1337 drog over til England, blev han under den engelske Kyst tagen til Fange af Doggererne, der hugg Hovedet af ham og hele hans Mandskab og kastede Ligene overbord[53]. Formodentlig var det de samme Slags Folk, der i Aaret 1343 tog Islandsfarerskibet Hønsebussen, og dræbte hele Mandskabet[54]. Dette var vel ogsaa Aarsagen, hvorfor Grev Guido af Namur, da han i 1335 sendte sin Syster Blanche til Norge for at holde Bryllup med Kong Magnus, udvirkede af den engelske Konge Edward den 3die, i hvis Tjeneste han selv nylig havde staaet og strax efter atter traadte[55], Beskyttelsesbreve for hende og hendes Følge, rettede til alle hans Admiraler og Skibsbefalingsmænd i Almindelighed, saavelsom i Særdeleshed til Befalingsmændene over de fem Havne (cinque ports), Admiralerne over begge Afdelinger af Flaaden (den nordlige og den vestlige), og Høvedsmændene over Skibene i Yarmouths Havn[56]. Kongen meldte dem her, at da Greven sendte sin Syster til Norge i hiint Øiemed, og i den Anledning lod udruste mange Fartøjer i Havnen Sluys saavelsom andre flanderske Havne, tog han herved hende og hendes Følge i sin særlige Varetægt paa hendes Opreise til Norge, og bød saaledes, at de skulde yde hende Værn og ikke volde hendes Reise nogen Hindring (24de Aug. 1335).

Det var i de Tider heller ikke nogen Spøg for norske Skibe at lande paa Syderøerne, Norges forrige Bi-Land. I 1332 sejlede saaledes to Skibe, Gladen og Gullsuden, fra Dyrafjorden paa Island for at gaa til Norge, men blev af Storm dreven til Syderøerne; det ene af dem, Gullsuden, paa hvilket den anseede Islending Narve Thorlakssøn befandt sig, blev taget og plyndret af Indbyggerne; det andet undkom næsten ved et Under og med det Gullsudens Besætning, paa tre Mand nær, der havde været i Land med Baaden, og nu blev grebne og gjort til Træle; ogsaa de øvrige var i saa stor Fare, at de alle gjorde Løfte om en Pilegrimsreise til Rom, hvis de blev reddede[57]. Man erfarer intet om, sat der skete noget fra norsk Side i denne Anledning. Lejlighed maatte der altid være dertil paa Grund af den Forbindelse, der endnu altid i kirkeligt Henseende fandt Sted mellem Norge og Syderøerne.

  1. ↑ See herom især Lagmandsrekken i J. Sigurdssøns „Lögsögumanna“ tal ok lögmanna i „Safn til sögu Islands“, II. S. 1. fgg. Man seer heraf, at den hyppige Vexling egentlig allerede begyndte i Lovsigemændenes Tid, da Bevægelserne i Anledning af Kong Haakon Haakonssøns Bestræbelser for at underlegge sig Island var blevne følelige. Fra 927 til 1231, da Snorre Sturlassøns anden Lovsaga ophørte, var der 30 Lovsigemænd i 314 Aar, altsaa gjennemsnitlig een i 10 Aar. Fra 1231 til 1271, da Lovsigemændene ophørte, var der tolv i 40 Aar, altsaa gjennemsnitlig 1 i 3 Aar. Fra 1272 til 1351 var der paa Nord- og Vestlandet 11 Lagmænd i 80 Aar, altsaa gjennemsnitlig 1 i 7 Aar, men da af disse 11 een fungerede i 18, en anden i 20 Aar, en tredie i 12 Aar, bliver der for de øvrige 30 Aar 8, altsaa 1 i 3½ Aar; paa Syd- og Østerlandet var der fra 1272 til 1350 femten, altsaa een for hvert 5te Aar, men da en af disse sad i 17, en i 10, og en i ti Aar, tilsammen 38 Aar, bliver der for de øvrige 41 Aar tolv, altsaa gjennemsnitlig 1 i 3½ Aar.
  2. ↑ See Not. 1 i ovennævnte Afhandl. S. 4.
  3. ↑ Hvor lidet man regnede hans Forbrydelse, viser noksom deraf, at han samme Aar, han blev afsat, var i den anseede Gisle Philipssøns Bryllup tilligemed Biskop Jon, og Hirdstjorerne Ketil og Erik Sveinbjørnssøn (Isl. Annaler S. 232, 234).
  4. ↑ Ketil kaldes udtrykkelig „Hirdstjore“ i Biskop Laur. Saga Cap. 38, ved 1322, samme Aar, da Laurentius blev udvalgt til Biskop. Siden, heder det i Annalerne S. 2l8, kom Benedict Kolbeinssøn i Aaret 1323 ud med Syssel, og Sigmund Eyjulfssøn Foot med Sysselbrev for Hr. Erik og Hr. Ketil. Dette kan neppe betyde andet, end at Drottseten eg Raadet bekræftede dem i deres Embeder. Erik Sveinbjornssøn var sikkert, efter Faders-Navnet at dømme, beslægtet med den mægtige Eyre-Ætt, hvor Navnet Sveinbjørn var hyppigt; han var gift med Vilborg, en Datter af den af os tidligere (IV. 1.) omtalte Einar i Vatsfjord. Snorre Sturlassøns Dattersøn.
  5. ↑ At Erik havde Nordlandet, siges udtrykkeligt i Islands árbœkr. I. S. 48, og formodentlig efter utrykte Kilder, og med Nordlandet plejede gjerne Vester landet at følge.
  6. ↑ Isl. Annaler, ved 1341, Side 256.
  7. ↑ Sammesteds S. 262, jfr. Safn til sögu Íslands. II. S. 61.
  8. ↑ Isl. Annaler S. 258, 260. 262. Der siges udtrykkeligt, at Arnor var uskyldig.
  9. ↑ Brevet er aftrykt i Finn Jonssøns islandske Kirkehistorie, II. S. 65–79. Efter dette findes ogsaa flere af de ved Jon bevirkede Synodalstatuter aftrykte saavelsom flere saakaldte Maaldager, sluttede ved hans Medvirkning.
  10. ↑ Finn Jonssøns isl. Kirkehistorie, II. S. 63.
  11. ↑ Denne Qvittering, indført i den bergenske Copibog (Bartholiniana E. 689) indeholder følgende: Biskop Haakon, indsat af Petrus Gervasii som pavelig Collector, erkjender af Biskop Jons Fuldmegtig Sira Runulf at have modtaget Pavehjelpen og Rumaskatten for 8 Aar, nemlig 98 Hundreder (centenarios) og 72 Alen Islandsk eller Pakkevadmaal (de burello, quod Islencha sive Pakkaváðmál vulgariter appellatur), 13 Hundreder og 52 Alen „Havnarvaad“ (de burello, quod vulgo Hafnarvað nuncupatur), og 40 Alen „Bragdarvaad“ (de burello quod Bragðarvað appellatur in vulgari), hvorhos det blev fuldkommen godtgjort, at tre Hundreder „Islencha“ var forraadnede underveis paa Havet. Jfr. ovf. S. 204, Not. 3 og Suhm, XII. 290.
  12. ↑ See herom ovenfor, S. 213. Den Omstændighed, at Varnadarbrevet, aabenbart det samme, som findes indført i Copibogen (Barth. E. 421), omtales i Biskop Haakons Brev til Jon af 14de Juni 1338, vidner endnu om, at hiint ej kan være fra andet Aar end 1337.
  13. ↑ Brevet er aftr. i Samll. V. S. 121. Thorarin Penturs Voldsgjerning omtales i de isl. Annaler ved 1335, S. 242. Der haves og et Brev fra Biskop Haakon til Jon, skrevet i 1337, formodentlig kort efter Hjemkomsten fra Oslo, eller maaskee ogsaa strax før Afreisen did; det indeholder hovedsageligt en Anbefaling for Klerken Ravn Thoraldessøn, og Haakon lover at skrive mere med Runulf. Samll. V. 97.
  14. ↑ See herom Biskop Haakons Brev formodentlig til Chorsbroderen i Nidaroos Arne Einarssøn af 5te Decbr. 1338, Samll. V. 134.
  15. ↑ Saaledes Finn Jonssøn i sin isl. Kirkehistorie, II. S. 65, jfr. Langes nye Klosterhistorie, S. 140. Jon er Forfatter af det besynderlige lille Stykke om Erkebiskop Absalon, aftr. i 1ste B. af Fornmanna Søgur saavelsom af „Clarus Saga“ og endeel Oversettelser af franske Æventyr.
  16. ↑ See Brevene af 26de Juni 1340, Samll. V. 148. De øvrige anførte Data findes i de isl. Annaler.
  17. ↑ De islandske Annaler S. 220, 250, 266.
  18. ↑ Isl. Annaler, S. 236.
  19. ↑ Isl. Annaler, S. 246.
  20. ↑ Isl. Annaler, S. 250.
  21. ↑ Isl. Annaler, S. 260, 262.
  22. ↑ Isl. Annaler, S. 234. Til andre Tegn paa Voldsomheds-Aand maa det vel ogsaa regnes, at i Aaret 1340 en Kone paa Nordlandet drebte en Mand, hvorfor hun kort efter blev halshugget.
  23. ↑ Om alt dette see de isl. Annaler ved de angivne Aar. For Aaret 1331 anføres ogsaa „Stort Uaar paa Korn over hele Island“. Altsaa havde man da endnu Kornavl der.
  24. ↑ Isl. Annaler, S. 254. Dagen angives i de forskjellige Haandskrifter deels som „Søndag efter Himmelfartsdag“, deels som „Dagen efter St. Dunstan“, deels som „6 Nætter før Urbansmesse“. Da nu alle disse Betegnelser tilkjendegive 20de Mai, og denne Dag i 1341 netop er Søndag efter Himmelfartsdag, sees det heraf, at Aaret 1341 er det rette, uagtet maaskee de fleste Haandskrifter have 1340.
  25. ↑ Der tillægges ogsaa: „det forekom dem, som om der fløj Fugle baade store og smaa om i Ilden med forskjellige Skrig; dette troede man var Sjæle“. Man havde nemlig, som man af Kongespejlet kan see, den Forestilling om de ildsprudende Bjerge, at de var Dele af Helvede, eller Pinesteder for Synderes Sjæle efter Døden, s. Spec. regale S. 33, 34.
  26. ↑ Thormod Torvessøns Hist. Norv. IV. S. 459. Her angives ikke Datum og Udstedelses-Sted, men der siges kun i Korthed, at Forordningen er af Aaret 1331, hvilket i sig selv er meget sandsynligt, siden Paal Cantsler udtrykkeligt nævnes. Brevet er skrevet af Paal Klerk. Det er endnu ikke udgivet paa Norsk, og kjendes derfor næsten alene af Th. Torvessøns latinske Paraphrase.
  27. ↑ See om Hr. Erlings Skib Munkelivsbogen S. 66, om de øvrige Annalerne ved 1335, 1343, samt det ovenfor anførte Brev fra Biskop Haakon til Sira Arne af 5te Der. 1338.
  28. ↑ See Dipl. N. II. 225. Den ene af disse var fra Leren, den anden fra Selbo.
  29. ↑ S. o. S. 309, jfr. Olafs S. h. helga, Christiania 1853, Fortalen S. XLIII. Olaf Tryggv. Saga ved Odd Munk, Christiania 1853, Fortalen S. XVII.XVIII.
  30. ↑ Om den ypperlige Skald, det religiøse Kvad „Lilja’s“ Forfatter, Munken Eystein Asgrimssøn, vil der i det følgende blive fortalt udførligere.
  31. ↑ See ovf. Side 78, 79.
  32. ↑ Om den grønlandske Tiende eg Rumaskat, see ovf. S. 98, 109, jfr. Grønlands historiske Mindesmerker til. 112, 113. Men ogsaa Erkebiskopen betalte i Sexaarstiende for sit Distrikt 24 Hvalrostænder, der formodentlig maa være komne fra Grønland.
  33. ↑ See isl. Annaler S. 260, Grønl. hist. Mindesm. III. 14; at Arne døde ved 1349 synes at kunne sluttes deraf, at der ved 1368 i Annalerne (s. 318) siges, at Grønland havde været uden Biskop i 19 Aar. Jfr. Grønl. hist. Mindesm. III. S. 30.
  34. ↑ Grønl. hist. Mindesm. III. S. 459. Notitsen, der sees at være hentet fra Annalhaandskrifter, som nu ere tabte, har aldeles Troværdighedens Præg. At her kun kan være Tale om Vesterbygden, sees deels af Ivar Baardssøns Meddelelser om dem, deels ogsaa slethen af den Omstændighed, at Østerbygden vedblev endnu at være befolket i 150 Aar.
  35. ↑ Isl. Annaler S. 272. Gr. h. M. III. S. 14.
  36. ↑ Dipl. N. V. 152. Gr. h. M. III. S. 259.
  37. ↑ Sammesteds, S. 886–889.
  38. ↑ Regest. Supplicationum Clement. VI. ann. II. p. 2. fol. 161 verso. Ivars Navn er i de senere Afskrifter af hans Antegnelser (de findes kun i nyere Dansk) meget forvansket; som oftest seer man ham kaldet „Ivar Bere“. I en gammel engelsk Oversettelse fra Hollandsk, (der igjen er oversat fra Tydsk og dette fra Norsk, kaldes han „Ivar Boty“; l. c. S. 249, 259.
  39. ↑ Isl. Annaler, S. 270, Gr. h. M. III. S. 14.
  40. ↑ Isl. Annaler, S. 260 og 276. Han kaldes paa første Sted Hallvard, paa andet Haavard. At dette er rigtigt, sees deraf, at den gamle Biskopsfortegnelse i Cod. Arnamagnæan. 325 fol., aftrykt i Langes Tidsskrift V. 43–45, har „Gæfuardr“, øjensynligt Skrivfejl for „Hafvarðr, Hávarðr“.
  41. ↑ Dette sees af samme Biskopsfortegnelse, der sees at være forfattet eller nedskreven i 1350 og senere fortsat: den anden Villjam er allerede opført her, og saaledes maa han have været Biskop før 1350.
  42. ↑ I Biskop Haakons Brev til den throndhjemske Chorsbroder Arne Einarssøn, „skrevet i Bergen“ næstefter Julen 1339⁄40, heder det blandt Andet: „I vil neppe bedre kunne treffe Biskopen af Orknø end her, inden han reiser herfra“ (Samll. V. 144).
  43. ↑ See Clement VI. Reg. Comm. an. II. I. 5. ep. 11., hvorved Pave Clemens d. 21de Juli 1344 overdrager Thore Guthormssøn, Chorsbroder i Oslo, det efter Erkebiskop Paal ledigblevne orknøiske Canonicat. Vi erfare og af de i Samll. V. 502, Not. 2, meddeelte Breve, at Sognene Thveitathing og Raudarthing paa Hjaltland i Aarene 1321 og 1322 blev besatte med Geistlige fra Bergen, Thorkell Haanevssøn og Herbrand.
  44. ↑ Det er ovenfor omtalt, at Hr. Thore Haakonssøns Bom arvede store Godser paa Orknøerne: Besiddelser paa Hjaltland havde endvidere Fehirden Svein Sigurdssøn og hans Svigerfader Hr. Thorvald Thoressøn. Vi ville i det Følgende see, hvorledes ogsaa Datteren Fru berette ejede meget Gods paa Hjaltland. Munkelivs Klosters Besiddelser paa Hjaltland anføres i Mkl. B. S. 167.
  45. ↑ See Mklv. B. S. 50.108. 111. 138. 155. Sighvat Kolbeinssøn nævnes her allerførst i 1309 (S. 111) uden noget Tillæg blandt andre Beboere af Bergen, ligeledes i 132l (S. 138); i 1325 derimod kaldes han Lagmand i Orknø (S. 108, 155): han og hans Broder Olaf Langes Svigersøn Sørkve havde i dette Aar først en Tvist med Munkelivs Kloster om en Deel af Gaarden Thveit i Odde Sogn i Hardanger, men efterat den var venskabeligt bilagt (S. 156), testamenterede Sighvat Klostret 6 Mmb. i Lvdin i Sogn og 1 i Sauraas paa Aasene (S. 108); sidst nævnes han i 1330 som Vidne til en Gave af Jordegods (S. 50). Broderen Olaf Lang nævnes som bosat i Bergen 1315 (Dipl. N. I. 146). Sigurd Sighvatssøn, Lagmand i Orknø nævnes som en af Vidnerne til hiint føromtalte Salg, som Hr. Erling Vidkunnssøn i 1337 og 1338 lod foranstalte af sine hardangerske Ejendomme (Mklb. S. 65, jfr. S. 216).
  46. ↑ At Katharina da var Enke, er umiskjendeligt af Maaden, hvordan hun fremtræder. At hun havde været gift med Magnus Jarl, sees af Bartholiniana E. S. 134, jfr. Suhm XII. S. 36, uagtet det vistnok ved ferske Øjekast paa Brevet No. 169 i Dipl. N. II. skulde synes, som om hun var Jon Jarls Enke. Men forøvrigt kan det ikke negtes, at da Katharina i dette Brev omtaler Jon Jarl Uden al kalde ham sin Fader, men derimod heller som den, fra hvem „hendes Herre, d. e. Magnus Jarl, umiddelbart arvede sine Besiddelser, synes det virkelig, som om det orknøiske Ætte-Diploms Udsagn, (see ovf. IV. 2. S. 345. Not.), at Jon var Magnus’s, ej Katharinas, Fader, dog er rigtigt, og at saaledes Douglas’s Paastand, at Katharina var Jons Datter, hvilket vi paa hiint Sted gav Fortrinet i Betragtning af de mange utrykte Kilder, hvortil D. maatte antages at have haft Adgang, maa forkastes. Herefter bliver da Noten l. c. S. 345 og Slægttavlen at berigtige.
  47. ↑ See Lord Hailes, Annals of Scotl. II. S. 202 fg.
  48. ↑ See herom Rymeri foedera II. 2 S. 978, jfr. Douglas, Peerage of Scotland, Art. „Stratherne“.
  49. ↑ Douglas, l. c. jfr. Fortalen til Udg. af „liber Insulæ missarum“, S. XI. Denne Forbrydelse af Jarldømmet ansees vel af Lord Hailes for tvivlsom (see Additional case, p. 27); men vi see dog i alle Fald af det paalidelige Brev hos Rymer, at der er noget sandt deri, og saaledes har vel, naar alt kommer til alt, Sagen sin Rigtighed.
  50. ↑ See det orkn. Ættediplom, Symbolæ ad hist. Norvegiæ, S. 24. Naar her staar „fuit nupta cum quodam Gothredo nomine Gothormo le Spere“, kan ved „Gothredo“ ej forstaaes andet end „en fra Gøtaland, Gøtarike“; formodentlig har der i Originalen staaet „Gothricio“, og er dette af Afskriveren læst urigtigt. Sune Jonssøn (af Ætten Baat) nævnes i 1329 som Høvedsmand paa Kalmar Slot (Dipl. Sv. 2694), i 1332 skulde, som vi have seet, Helsingborgs Slot midlertidigt overdrages til ham, i 1337 kaldes han Lagmand i Tiohered (Dipl. Sv. 3175), og omtales som død i 1339 (Dipl. Sv. 3316). Hans Broder var Peter Jonssøn (Dipl. Sv. 3275, 3316, 3476), og hans Datter var gift med Ulf Arnbjørnssøn (Sparre), see 3275.
  51. ↑ Det orknøiske Ættediplom, jfr. Douglas l. c. Her tales ogsaa om, at Malise var gift med en Marsory af „Muscocampo“ og havde med hende Datteren Isabella, der egtede Villjam af Ross, Søn af den ovennævnte Hugo. Man vil endog vide, at han nævnes i et Diplom af 1334, der nu er tabt, som da levende (Lib. Ins. Miss. Fortalen No. 26). Men da hun allerede omtales i Breve af Kong Robert I. (see Douglas l. c.), er det at formode, at det sidstnævnte Aarstal er urigtigt, og at hun snarere har været den eldre Malises Hustru. Forøvrigt hviler der meget Mørke over disse Slegtskabsforhold, der ej vil kunne opklares, førend flere af de i skotske Privatarchiver opbevarede gamle Breve blive offentliggjorte.
  52. ↑ Benævnelsen fiskidugga forekommer i Isl. Annaler S. 388„ ved 1413. De her omtalte Fiskedogger kom fra England. „Dogger“ kaldes eller kaldtes ligeledes i Holland Fiskesmakker, især til Sildefangst. Ordet kommer formodentlig af det i Middelalderens Latin brugelige doga, duga, Tønde, hvoraf dogana, douane, Toldsted, og dogarius, egentlig Tøndebinder, siden den, der tilvirker eller bruger Tønden til Fiskeriet.
  53. ↑ Isl. Annaler S. 244. Aaret angives forskjelligt i de forskjellige Haandskrifter.
  54. ↑ Isl. Annaler, S. 264.
  55. ↑ Han havde netop i Juli 1335 deeltaget med den engelske Hær i Belejringen af Edinburgh, men var bleven taget til Fange, og strax derefter høfligt frigivet af den skotske Regjering. See Lord Hailes, Annals of Scotl. II. Side 221. Den 11te August udstedte Kong Edward fra Perth et Leidebrev for Guido til hans Hjemreise (see Rymer, II. 2. S. 919), efterat han derhos havde sendt en Guldkjede til hans hjemmeværende Broder Philip (sammesteds S. 918). Men den 26de Aug. fornyede Grev Guido sit Engagement for Livstid (sammesteds S. 919). Hermed kan det suppleres, hvad der ovenfor, S. 189, er anført om disse Brødre af Dronning Blanche.
  56. ↑ See Rymeri Foedera, II. 2. S. 920. Hermed kan det af os ovenfor (S. 187) anførte, om Maaden, hvorpaa Blanche drog til Norden, Havnen, hvorfra hun drog ud, og Stedet, hvor hun landede, samt Tiden for hendes Reise, fuldstændiggjøres; det bliver saaledes vist, at hun indskibede sig i Sluys, og at hun den 24de August endnu ikke var afreist; og da der kun tales om, at hun skulde drage til Norge, maa det og antages, at hun landede i en norsk Havn, Tunsberg, eller Kongehelle. Merkeligt nok, er der i samme Breve ogsaa Tale om Kong Magnus alene som Rex Norvegiæ, og dette kommer sikkert deraf, at der handledes om Blanches Afreise til en norsk Havn (ad partes Norvegiæ). Vi have ovenfor seet, at hun endnu ikke nævnes i det Brev af Bye September, som Kongen den Dag udstedte i Tunsberg (see S. 184, jfr. 187), altsaa var hun da formodentlig ej ankommen, og desto rimeligere er det, at Bryllupet ej stod førend henimod den 7de November. Paa disse Breve var jeg under Trykningen af det Art, hvorpaa Blanches Reise til Norden omtales, endnu ej bleven opmerksom. Brevene er daterede apud villam S. Johannis 24de August 1335.
  57. ↑ Isl. Annaler ved 1332, S. 236.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/35&oldid=78852»